Korsvej i tiden

Natten før kroningen vågede Alanna sammen med Jonathan i Prøvelsens Kapel. Han mediterede over kongeværdighedens pligter og ansvar, og hun bekymrede sig. Ingen af dem, der havde til opgave at beskytte ham, følte sig overbevist om, at samtlige de folk der var kommet til byen de seneste uger, var kommet for at more sig. De havde intet valg – Raoul, Gareth og slotskommandanten – udover at lade kroningen finde sted, så samtlige soldater i slottet var i alarmberedskab. Alanna deltog i deres møde med Jonathan om eftermiddagen, men havde ikke noget at tilføje. Hendes nakkehår vibrerede konstant som tegn på hendes nervøsitet, men det beviste jo ingenting. Da hun og Jonathan nåede kapellet, så hun til sin glæde at Raoul havde fordoblet vagtmandskabet. Natten forløb roligt; de eneste bevægelser hun bemærkede, var når hun eller Jonathan flyttede sig.

Kammerets jerndør skinnede i vokslysenes skær, og mindede hende om hendes Ridderskabsprøvelse. Nu skulle Jonathan gennemgå Kongeprøvelsen. Det eneste formildende hun kunne se ved at han skulle derind igen, var at hun havde hørt at Kongeprøvelsen ikke varede så længe. Hvad hende selv angik, vidste hun at intet ville kunne få hende derind én gang til.

Pludselig ændrede belysningen sig. Herredømmets Juvel dansede i luften foran hende, så livagtig at hun måtte tage sig til pungen i sit bælte for at sikre sig at Juvelen stadig var der. Hun stirrede, mens hun spurgte sig selv om det var et glimt af fremtiden hun så, eller om det var Juvelens værk. Den falske Juvel lyste og voksede, og kom nærmere, indtil den fyldte hele hendes synsfelt. I den så hun:

Midt i Prøvelsens Kammer lå Rogir på en stenblok. Han rejste sig og strakte armene frem. „Kom, min elskede,“ hviskede han.

Hun havde fået at vide at hun hverken måtte tale eller skrige. Hun bed tænderne sammen for ikke at råbe sit raseri ud. Hun kunne ikke røre sig. Han kom nærmere. Hun bed sig i kinden for at være stille. Hendes mund fyldtes med blod.

Hun var i hans arme, og de dansede. Hans ansigt lyste af kærlighed og galskab. Hans safirblå øjne var vanvittige. „Vi danser til alt er forbi, min skat,“ hviskede han. „Lov mig at vi skal danse til evig tid.“

Hun rystede på hovedet og kæmpede vildt for at gøre sig fri af hans greb. Hun åbnede munden og lukkede den igen.

Hun måtte ikke skrige i Prøvelsens Kammer!

Hun var tilbage i kapellet, med hænderne presset for munden. Jonathan var heldigvis i en slags trance, så han havde intet bemærket. Hun rystede, da hun sænkede hænderne. Hvad mon dagen ville bringe?

Præsterne kom, da de første solstråler strømmede gennem kapellets høje vinduer. Jonathan rejste sig og gik med dem, stadig i trance. Blidt førte de ham til Kammeret og ledte ham ind. Alanna trak i sine øreringe og prøvede på at lade være med at tænke.

Da døren gik op et kvarter efter, var hun den første til at gribe Jonathan, som han engang havde grebet hende. Han smilede træt til hende. „Ikke værst,“ mumlede han, „hvis man har smag for prøvelser.“

Alanna undertrykte en latter. Gareth kom hen og tog Jonathans anden arm, og de hjalp ham tilbage til hans gemakker, hvor han kunne sove nogle få timer. Alanna vinkede søvnigt farvel til Gareth og gik til det kammer der var gjort klar til hende. Det sidste hun så inden hun sov, var hendes forgyldte rustning, der hang skinnende på et stativ i hjørnet.

Alex af Tirragen stod i sine gemakker og hvæssede sit sværd. Han var klædt i sort – han havde ikke tænkt sig at deltage i kroningen. Han prøvede sværdets æg og smilede.

Foran spejlet rettede Delia af Eldorne på sit hår. Til forskel fra Alex var hun i fuld galla. Hendes smaragdgrønne silkekjole med de stivede skørter knitrede, mens hun lagde sidste hånd på sit toilette.

„Er du overhovedet ikke nervøs?“ spurgte hun og satte et hårspænde på plads.

„Hvorfor skulle jeg det?“ lød det rolige svar. „Han har tænkt på det hele.“

„Sæt det lykkes for Josiane?“

Alex kluklo. „Delia, har du ingen tillid til vores Beskytter? Vi har en aftale i dag, selvom hun ikke ved det.“ Han løftede sværdet. Hans øjne var drømmende. „Hun vil ikke lade en galning som Josiane forhindre sig i at møde op.“

Væbner Henrim bankede på og trådte ind i rummet. „Grev Alexander, jeg har lukket mændene ind i korridorerne bag Kroningssalen. De skjuler sig i nogle lagerrum. Kaptajn Chesli siger, at Eldorne-folkene har taget opstilling blandt mængden i salen.“ Han bukkede for Delia, der smilede.

Alex rejste sig og stak sværdet i skeden. „Du går ned til folkene i kælderen. Inden du går derned, mind så begge kaptajnerne om, at de intet skal foretage sig før signalet, der bliver givet når Jonathan har kronen på hovedet. Efter kroningen. Forstået?“

Væbneren tøvede. „Men … så er han jo bundet til landet. Han vil kunne bruge Tortalls magi mod hertugen …“

„Fjols!“ hvæsede Delia. „Tror du ikke hertug Rogir har taget højde for det? Ingen tåbelige kommentarer!“

Henrim bukkede, skamfuld. „Tilgiv mig, komtesse Delia.“

Delia fnøs og vendte sig atter mod spejlet.

„Adlyd dine ordrer præcist,“ sagde Alex. „Ellers bliver det værst for dig selv.“

„Jeg svigter ikke!“ lovede væbneren hedt.

„Gå ad den skjulte trappe. Træd af.“

Den unge mand bukkede. „Held og lykke, Deres Nåde. Kong Rogir længe leve!“

„Tåbe!“ hviskede Alex, da døren lukkede sig. Han var den eneste der kendte Rogirs virkelige planer. Han vidste, at de der, som Delia, planlagde at støde Jonathan fra tronen for selv at få magt, ville blive skuffede. Han tog sin dolk og følte på æggen. „Nå … til arbejdet!“

Fra sin plads ved væggen i nærheden af alteret så Alanna stolt til, mens mithranerpræsten og Gudindens præstinde i fællesskab velsignede først sølvkronen og derefter Jonathan, som knælede foran dem. Hun var taknemmelig over at hendes pligter ikke krævede hendes deltagelse i denne del af ceremonien. Hun var søvnig efter at have våget med Jonathan hele natten. Det virkede upassende at gabe hele tiden under en så mindeværdig begivenhed. Indtil tiden var inde til officielt at overrække Jonathan Juvelen, havde hun ikke andet at gøre end at sidde stille og se uanfægtet ud. Gareth og Raoul, der sad til venstre for hende, gjorde det samme.

Raoul blinkede, idet hun undertrykte en gaben. Til forskel fra Kongens Beskytter havde Livgardens leder tilbragt natten i sin seng uden at blive forstyrret af andet end sine nerver. Hun måtte indrømme, at han nok ikke havde sovet stort mere end hun havde; det var Livgarden der var ansvarlig for Jonathans sikkerhed.

Hun lod blikket glide over menneskemængden, der fyldte den store sal. Den officielle sørgetid var forbi, og både adel og borgerskab strålede af farver. Hun kunne se Mylas og hans ledsagere – Eleni, Thayet, Buri og Rispah – i deres stiveste puds. Hun fandt andre kendte ansigter: hertugerne Baird og Gareth, ridderne Dorgal, Galfrid og Sacherell. Mange græd åbenlyst, bevæget af dagens skønhed og øjeblikkets højtidelighed.

Præsternes messen forstummede, og Alanna så tilbage mod alteret, netop som kronen blev sat på Jonathans hoved. Med ét begyndte den at lyse og gnistre, da landets magi omsluttede den nye konge. Folk blev grebet af ærefrygt ved synet; de vidste at Tortall og dets konge nu var forbundet. Alanna smilede og rørte glødestenen om sin hals.

Jonathan strålede med kronens sølvskær, og hans egen magi viste sig som skinnende blå tråde. Hun så ned, og fik kvalme. Salens gulv var oversvømmet med blodfarvet ild.

„Jonathan!“ skreg hun, og jorden begyndte at ryste og buldre.

En pludselig smerte sammen med vibrationerne under hende, sendte hende i knæ. Et kort øjeblik kunne hun kun tage sig til maven og skrige af smerte. Smerten fortog sig, og blussede op på ny.

Kaos brød løs i salen. Puds og stensplinter raslede ned fra loftet, et ildevarslende tegn på den ødelæggelse der kunne indtræde. Folk skreg af rædsel, og gulvet gyngede som et skib i søgang. Alanna var døv og blind for det hele.

Smerten var knusende; det føltes som om samtlige nerver i hendes krop blev flået ud gennem huden. Thom, tænkte hun. Der er ved at ske Thom noget, og jeg kan mærke det. Jeg må finde ham!

„Bevogt kongen!“ skreg hun til Raoul og kom vaklende på benene. Trofast var ved hendes side, da hun styrtede ud ad den nærmeste dør og løb så hurtigt den gyldne rustning tillod, mod sin brors gemakker. Smerten skar gennem hende endnu en gang; hun bed sig i læben for at kæmpe imod den og vaklede videre, fast besluttet på at nå frem til sin tvillingbror.

Stærke arme greb Alanna bagfra og støttede hende. Hun så op i Gergis ansigt og fremtvang et smil. Han var klædt som en garder.

„Hvad er der, min skat?“ spurgte han. Uden et øjebliks tøven løb de op ad trapperne til anden sal.

„Thom,“ hviskede hun. „Der er nogen der angriber ham. Jordskælvet er magisk. Samme farve som … Thoms Gave, blodigtrødt …“

„Blod? Men hans Gave er violet, som …“

„Forurenet,“ gispede hun, mens de styrtede hen ad gangen til Thoms værelser. „Den er blevet blodfarvet.“

„Hvilken farve får man, når man blander violet og orange?“ spurgte Gergi, da de stoppede. „Rogirs Gave og Trebond-Gaven?“

Alannas kvalme blev endnu værre.

Luften var kvælende tung i Thoms stue, og lyset var grøn-gulligt. Alanna stivnede vagtsomt.

„Hvad er der, min tøs?“ hviskede Gergi. Han var anspændt, og følte faren lige så kraftigt som hun gjorde.

Hun fumlede ved sit bælte og gjorde pungen fri. „Juvelen!“ Hun lagde den i hans hænder. „Giv Jonathan den. Hvad tænkte jeg dog på, at tage den væk fra ham? Gergi, gør det!“

Pungen blev væk i tyvens store hænder. „Alanna, jeg kan ikke forlade dig …“

„Det er du nødt til!“ udbrød hun. „Jeg kan ikke bruge den. Jonathan kan. Og jeg har på fornemmelsen at han har brug for den!“

Gergi tøvede. Endnu en jordrystelse fik gulvet til at skælve under deres fødder, og var overstået lige så brat som den var begyndt. Med en dyster mine stoppede Gergi pungen ind under sin vams. „Jeg skal nok give ham den, stol på det.“ Han kyssede Alanna hårdt og hurtigt, og satte kurs mod Kroningssalen.

Mylas så Alanna gå, mens han beskyttede sit hoved mod nedfaldende fliser fra loftets buer. Jonathan strålede af hvidt og blåt lys; han var usynlig i hans Gaves og kronens skær. Dørene ud af salen var pakket med flygtende mænd og kvinder, og det samme gjaldt Stadsdørene. Eleni rejste sig, ligbleg. „Ikke landet,“ hviskede hun. „Ikke selve jorden!“

En bevægelse bagest i Kroningssalen fangede Buris altid vagtsomme blik: en mand slog kappen til side, hvorved en adelsmands purpurrøde og sorte liberi samt en lille armbrøst kom til syne. Han løftede våbenet og sigtede på Jonathan. Buri snuppede en kastepil fra sit bælte og slyngede den mod skytten, som var dræbt på stedet. „Et angreb!“ skreg hun til Mylas. „Advar kongen!“

Mylas sad lige ved den store midtergang. Med lynets hast var han halvvejs nede ved alteret, trods sin vægt. Ved hans advarende råb trådte de to Gareth’er og slotskommandanten frem sammen med Raoul og dannede en beskyttende cirkel om kongen. Livgarden dannede formation, halvdelen slog kreds om ridderne, og de andre rykkede ud i mængden for at angribe fjenden. Begge cirkler gjorde plads, så Mylas kunne nå frem til kongens side.

„Mylas!“ stønnede Jonathan gennem magien, der omsluttede ham. „Hvad sker der?“

„Mænd i Eldornes og Tirragens farver angriber alle, som kæmper imod,“ sagde Mylas dystert. „Og de prøver på at slå dig ihjel. Hvor kommer jordskælvet fra?“

Jonathan rystede på hovedet. „Jeg ved det ikke. Jeg skal prøve at finde ud af det, så snart jeg får lejlighed til det. Hvor er Alanna?“

„Væk,“ svarede Mylas. „Der var noget der kaldte hende væk i en fart. Gergi løb efter hende, og Coram efter Gergi.“

„Hun har Juvelen,“ hviskede Kongen. „Og hvor er Mester Si-cham?“

Mylas tænkte det samme.

Inde i Thoms gemakker blev Alanna med ét svag, som om der var noget der hev i hendes Gave for at trække den væk fra hende. Hun bed tænderne sammen og lukkede af i sindet for det, hvad det så var der forsøgte at dræne hende. Hun tvang sig til at bevæge sig, og gav sig til at lede efter sin tvillingbror.

Han var i sit soveværelse. Luften i stuen havde været slem, men herinde var den værre endnu; det var som om der lå en vægt på hendes lunger. Hun følte på Thom. Hans puls var hurtig og overfladisk, og han var foruroligende kold efter at have været for varm i så mange uger. Alanna greb om glødestenen, men så kun et svagt spor af hans Gave, der strømmede væk fra ham, ligesom hendes egen havde forsøgt at gøre. Hun rakte om bag den barriere hun havde sat op omkring sin egen magi, fast besluttet på at redde ham, uanset konsekvenserne.

Thom åbnede øjnene med et sæt. Med sine sidste kræfter greb han hendes hænder. „Lad være! Jeg er … bundet til ham. Han tapper dig gennem mig …“

„Rogir?“ hviskede hun. Thom nikkede. Hun fik øje på sin kat. „Trofast, hent …“

„Der er ikke tid,“ hvæsede Thom. „Hør her!“ Han slap ikke sit jerngreb. „Hans Gave … er knyttet til den troldmand der kaldte ham tilbage.“ Hun måtte lægge øret til hans læber for at høre. „Den blev … stærkere … som han selv.“ Thom smilede. „Aldrig så stærk som min.“

Hun tørrede tårerne væk. „Pyt med, om din Gave er stærkere!“

„Han kan kun … tappe … én ad gangen. Du … du er bundet til mig. Du har noget … min Gave … også noget af hans. Han har brug for … mere … for at afslutte … hvad han har begyndt. Lad ham ikke få den. Brug ikke … Gaven. Helbredende magi …“ Han stønnede. „Han tager … det hele. Lader intet tilbage.“ Thom prøvede at le; det lød som en ru gøen. „Han fik ikke … hele min. Du har …“ Han sank sammen, og trak hende med sig. Hans stemme var næsten uhørlig, og hans hænder kolde. „Elsker dig. Det har jeg altid gjort. Og vil altid …“

„Nej,“ sagde hun hæst, men han hørte hende ikke.

„Ved ikke … hvordan … han gjorde …“

Han var død.

Gergi fandt Coram ved trappen ned til stueetagen. „Jeg så hende løbe, og dig efter hende,“ gispede Alannas ældste ven og snappede efter vejret. „Jeg tænkte, at I måske havde brug for hjælp.“

Gergi viste ham Juvelen. „Hun glemte at hun havde denne her. Jeg skal give Jonathan den.“

„Hvor er hun?“

„Hos Thom.“

Coram tøvede. „Jeg må hellere finde hende. Medmindre …“

„Jeg passer på Juvelen,“ forsikrede Gergi. „Der er ikke så langt til salen.“

„Der er langt nok.“ Klo og fem af hans mænd dukkede frem i gangen bag Gergi. „Mine venner sagde at du ville komme denne vej.“ Han rakte en hånd frem. „Giv mig tingesten, inden jeg får den smurt ind i dit blod.“ Han så på Coram. „Det er ikke din kamp. Skrub af.“

Coram løftede sit slagsværd. „Hun tilgiver mig aldrig, hvis jeg svigter dig nu,“ sagde han til Gergi.

Gergi stoppede Juvelen i sin bæltepung og trak sine dolke. „Rispah eller dameridderen?“ grinede han. Klos mænd spredte sig og dannede en halvcirkel med Gergi og Coram i midten, og med trapperne i ryggen.

„Begge to,“ svarede Coram. Han sprang frem mod en af bøllerne. „For Løvinden!“ råbte han.

Den totale forvirring herskede i Kroningssalen. Andre smed deres kapper, så deres purpur og sorte, eller grønne og hvide liberier kom til syne. De var svært bevæbnede, og havde hver deres mål: Livgarden, adelige der satte sig til modværge, Jonathan og hans livvagt. Deres modstandere var fornemme folk med spinkle pyntekårder, ubevæbnede borgere der forsvarede sig med alt hvad der kunne tænkes at tjene som våben, selv nogle kvinder og børn. Mange andre bidrog til postyret ved at forsøge at flygte.

Buri kunne se en gruppe adelsdamer, heriblandt den myndige hertuginde af Naxen, skabe orden omkring sig. Flere bevæbnede mænd strømmede ind gennem en åbning, der var skjult af gobeliner bag alteret, og overraskede kredsen omkring Jonathan. Raoul brølede en ordre og løb fremad med garderne fra den yderste kreds for at møde de nye angribere. Buri kunne ikke se Liam, Coram eller Alanna. Ved siden af hende havde Rispah grebet en stor dolk og var på vej mod en intetanende fjendtlig skytte.

K’mir-pigen var splittet. Hendes første pligt var at beskytte Thayet, men hun var samtidig kriger, trænet til at handle i situationer som denne.

Thayet løste hendes problem. „Giv mig dit sværd. Vi må gøre noget.“

Buri kastede et blik på Eleni, og adlød Thayet. Den ældre kvinde rykkede ind i skyggen af en søjle, mens hun trævlede broderiet på sit ærme op. Hun trak en lang tråd af, og smilede til Buri og Thayet. „Tænk ikke på mig.“ Hun koncentrerede sig om en gruppe skytter ved alteret, og begyndte at binde knuder på tråden, mens hendes læber bevægede sig lydløst.

Buri rev en stor hellebard ned fra væggen. Hun sænkede den til angrebsposition og kastede sig mod en flok mænd i Eldornes farver. Den første veg tilbage og snublede. Buri rettede hellebarden mod ham for at dræbe ham, og vaklede da jorden rystede for tredje gang.

Tre mænd i Tirragens farver styrtede op ad trapperne for at komme Klo til undsætning, netop som Gergi og Coram gjorde det af med to af deres fjender. Klo selv holdt sig tilbage, mens han skreg ordrer og ventede på en chance. Gergi mistede sin ene dolk, men dræbte en tirragener med sit kast; Coram dræbte én bølle og sårede en anden. Mændene omkring dem rykkede rundt, og Gergi greb chancen og sprang på Klo.

Den énøjede mand bandede og langede ud med sine knive, panikslagen over pludselig at stå over for Gergi selv. Tyven fandt en ekstra kniv, så han igen havde én i hver hånd. Klo svedte; han var ikke i stand til at kæmpe med begge hænder. Febrilsk gjorde han overilede udfald og åbnede sig, hvilket Gergi bevidst overså. Gergi legede med Klo, snurrede ham rundt, huggede ud efter hans hvirvlende arme og hånede ham. Et heldigt hug fra Klo ramte ham på kinden, et andet på brystet.

En tirragener vaklede. Coram fældede ham med et morderisk hug og veg tilbage, mens han snappede efter vejret. For øjeblikket var han i sikkerhed; de to sidste fjender – en tirragener og en bølle – koncentrerede sig om Tyvenes Konge og hans rival.

Da Gergi så at der ikke var nogen der havde tænkt sig at blande sig, vinkede han ad Klo og sagde barsk: „Så er det os to. Tronfølgen må afgøres. Kom an, Ralon, eller Klo … hvis du tør.“

Klo rullede vildt med øjet og så efter en flugtvej, men der var ingen. Han havde altid vidst, at han ikke kunne besejre Gergi på hans betingelser. Han prøvede nogle minutter, og kastede hele sin snilde ind i kampen. Han sparkede og slog, i et forsøg på at være uforudsigelig, men Gergi var vant til den slags tricks.

Et kort øjeblik stod de presset tæt sammen, med knivene låst fast. Derpå sank Klo til jorden, med Gergis ene dolk begravet i brystet.

Alanna vidste ikke hvor længe hun sad med Thoms kolde hånd i sin. Hun var sikker på at det var hendes skyld. Hvordan skulle hun kunne leve uden sin anden halvdel?

Omsider fangede Trofast hendes opmærksomhed ved at sætte tænder og kløer i hendes ene ben, indtil smerten vækkede hende.

„Hvad laver du?“ skreg hun.

Vågn op, Kongens Beskytter! lød det vrede svar. Du har ikke tid til den slags – han er ved at flå selve jorden op!

Alanna vidste at hun ikke kunne løbe fra sine pligter, selvom de aldrig havde betydet mindre for hende. Hun kyssede blidt sin tvillingbror og gik ud af værelset, mens hun tørrede tårerne af ansigtet med sit lommetørklæde. „Hvor er Si-cham?“

Som svar kom den gamle mand vaklende ind, mens han tog sig til sin blodige højre arm. Alanna greb et håndklæde og skyndte sig at forbinde præsten, før han mistede mere blod. Si-chams højre hånd var væk, og uden den primitive trykforbinding han allerede havde om stumpen, ville han være død.

„Brug ikke din Gave …“ advarede han, mens hun arbejdede. „Brændevin.“

Alanna rakte ham en flaske, og han skyllede indholdet i sig. Hendes sorg var ved at vige for raseri. Hun ville handle. Og at forbinde den gamle mand var ikke den form for handling hun trængte til.

Si-cham satte flasken fra sig. „Jeg er en tåbe.“ Hans stemme var kraftigere. „Jeg er ikke blevet udfordret i mange år. Troede jeg var uovervindelig. Og det er ikke bare mig der kommer til at betale for min dårskab. Du gør også.“ Han greb fat i bordkanten med sin venstre hånd, og så ind i Alannas kolde øjne. „Åbn dit sind.“

Hun trådte tilbage. „Hvorfor?“

„Der er ikke tid til at forklare. Du spilder vores dyrebare tid. Hvis ikke du ved det hele, risikerer du en katastrofe. Tvivler du på mine ord?“ hviskede han. „Jeg begik en fejl. Vi er kun i live, fordi jeg ikke begik to. Du kan ikke engang tillade dig at begå en enkelt.“

Hun lukkede øjnene og åbnede sig for ham. Hundrede brudstykker af oplysninger ramte hende på én gang. Idramms Port – en magisk port, der suger kraft til Portens herre … Min hånd! Han bruger den til at stjæle min Gave … Jonathans Gave-Bazhir/ørkenmagi-Tortall/landet kronen Juvelen! Kun han kan binde jorden … Følg den hemmelige gang. (Et billede af en øde trappe ned til det ødelagte tempel i katakomberne.) Ikke al Rogirs kraft ligger hos Thom – noget hos Alanna … Hold dig fra Portens fælde (et billede af hvide hvirvler) energisugende magi … Giv kongen alt hvad han behøver – send kongen Alannas/Thoms/Rogirs kraft til at holde landet!

Han spurgte ikke om lov; hvis han havde, havde hun aldrig givet ham lov til det. Han sendte Alannas Gave til Jonathan, og brugte den som bro til at forbinde sig med den nye konge. Et frygteligt øjeblik var Alanna tre personer – sig selv, Si-cham og Jonathan. Rogirs Gaves blodfarvede ild haglede mod præstens forsvarsbarrierer, og søgte at trænge ind for at tage den magi, der samlede sig omkring Jonathan. Pludselig var det sidste af Alannas magi væk, og forbindelsen blev brudt. Det skete så hurtigt, at Alanna faldt besvimet om, idet den fjerde jordrystelse begyndte.

Adelsmændene omkring Jonathan nedkæmpede endnu en stor gruppe angribere, der var kommet ind gennem døren bag alteret. Mylas stod og trak vejret et øjeblik, da han så Jonathan løfte hænderne. Violet ild strømmede rundt om kongens arme. Kronens lys, der havde omsluttet ham, blev mørkere og opslugte den ametystfarvede Gave. En tredje ild svævede over Jonathans hoved og ryg som en kappe. Mylas gøs ved synet af den brunrøde farve – som størknet blod.

Han havde udvalgt sin næste modstander, da gulvet begyndte at slå revner under deres fødder – det fjerde jordskælv. Rystelsen varede et helt minut, og var overstået lige så brat som den var begyndt. Store stenblokke faldt ned fra loftet, og knuste flere mennesker på gulvet. De fjendtlige soldater var bange, men disciplinerede nok til at holde stand. De kæmpede med endnu større vildskab – jo hurtigere de dræbte kongen, jo før kunne de slippe ud af denne dødsfælde.

Gergi vendte sig svedende fra Klos lig. Fem mænd i Eldornes grønne og hvide farver var kommet op ad trappen, mens Coram og de andre havde betragtet kampen. Nu trak Coram ud til siden af gangen, og Gergi fulgte ham, efter at have taget et sværd fra en død mand. Fem tirragenske soldater løb hen ad gangen for at bremse enhver flugtmulighed.

„Nogen må have – smuglet dem ind på slottet,“ gispede Coram og huggede en tirragener ned. „Og ført dem – ind i byen – i civilt tøj.“

Gergi dræbte en af de bageste med et dolkekast, og holdt endnu to på afstand med sit sværd. Mindst tolv andre omringede dem, og der var ingen hjælp i sigte. Jeg lovede min tøs, at jeg ville give Jonathan hendes Juvel, sagde han barsk til sig selv. Jeg er en tyv, men jeg har aldrig brudt mit ord.

Coram bandede og vaklede.

„Hvad er der?“

„Kun en skramme,“ stønnede soldaten og tog sig til siden med sin frie hånd.

Et øjeblik var det som om jorden skælvede, men det var kun et tordnende brøl, der rungede gennem gangen. Coram grinede. „Endelig!“ gispede han, og genoptog kampen med fornyet kraft.

Liam Jernarm kastede sig ind i kampen med en vildskab, der tog mælet fra selv Gergi. Det var umuligt at følge Dragens bevægelser. Han langede ud med næver og fødder, og enhver der kom i vejen for ham, blev slået ned. Ingen af angriberne kunne komme i nærheden af Shang-krigeren, og alle seks tog flugten.

Liam kastede sig mod den bageste af dem, og ramte ham med et velrettet spark lige mellem skuldrene. Manden faldt til jorden.

Jernarm vendte tilbage til Gergi og Coram. Tyven var ved at lægge en primitiv forbinding over såret i Corams side. Soldaten grinede til Liam.

„Du er sent på den, Drage.“

Liam smilede barsk. „Jeg blev forsinket. Hvor er Alanna?“

„Derinde,“ svarede Gergi anspændt. Han spurgte sig selv, hvor hun mon var. „Jeg må tilbage til Kroningssalen.“ Han stak hånden i pungen og holdt Juvelen op.

Et øjeblik stirrede Liam i den retning Gergi havde peget. Det var tydeligt at han gerne ville finde Alanna. „Juvelen er det vigtigste,“ sukkede han. „Lad os komme af sted.“

Coram sagde ingenting. Han havde på fornemmelsen at Alanna ikke længere var i Thoms gemakker, og at han ikke kunne følge hende, hvor hun var på vej hen. Gergi støttede Coram, og sammen satte de tre mænd kurs mod Kroningssalen.

Alanna kom langsomt til sig selv. Hendes hoved dundrede af raseri, da hun blev klar over at Si-cham havde berøvet hende hendes Gave og givet Jonathan det hele. Hun brød sig ikke om mithranerpræstens egenrådige måde at styre hendes liv på, og det agtede hun at fortælle ham. Hun rullede om på maven og kom op på alle fire. Hun havde en afskyelig kvalme – langt værre end dengang Thom ‘lånte’ hendes Gave for at bringe Rogir tilbage til livet.

Hendes opmærksomhed blev vækket af Trofasts hyl og Si-chams skrig. Den gamle mand kæmpede mod nogen ved døren. Alanna greb fat i en stol og kom på benene.

En økse skar sig gennem Si-chams kraveben. Han faldt. I døren stod Josiane, oversprøjtet med hans blod, og forsøgte at gøre øksen fri.

„Hvorfor brændte du mig ikke op, din gamle nar?“ stønnede hun.

Alanna kendte svaret, selvom hun ikke ville fortælle prinsessen det. Hvis Si-cham havde forsøgt, ville han have åbnet sig for Rogir, som så havde kunnet tappe hans Gave. Af samme grund havde han brudt forbindelsen med Alanna og Jonathan. Hvis ikke han havde koncentreret sig om sit eget forsvar, ville Rogir have taget hans magi. Nu var Si-cham død. Han og hans Gave var ude af Rogirs rækkevidde for evigt.

Josiane havde rykket øksen løs, og trådte med et smil hen over den gamle mands lig. „Han sagde at du ville være her,“ forklarede hun. „Han sagde at han ikke mente jeg kunne klare dig, men jeg var velkommen til at gøre forsøget. Du klarer dig ikke så godt, hvad?“ Hun kantede sig fremad, klar til at hugge. Alanna prøvede at skaffe sig mere plads, men faldt over en skammel. Josiane kastede sig over hende med øksen hævet.

De havde glemt Trofast. Med et hvæs sprang han i ansigtet på Josiane og satte kløerne i hende. Hun skreg og tabte øksen.

Stands Rogir! beordrede katten, idet Josiane greb fat om hans lille krop. Prinsessen slyngede ham i gulvet og trampede af al kraft. Trofasts smertensskrig gav Alanna fornyede kræfter. Hun rejste sig og trak Lynild. Med et hurtigt, brutalt hug fældede hun Josiane. Hendes nye kræfter bruste igennem hende; hun skubbede den døende kvinde til side og løftede Trofast op.

På tide at komme hjem, sagde han og var død. Blidt lagde hun ham på et bord.

Med rystende hænder spændte hun sværdbæltet op og smed det. Med Lynild i hånden gik hun ud ad døren, på vej til sin sidste samtale med hertug Rogir af Condia.

Coram, Gergi og Liam nåede Kroningssalen, netop som det femte jordskælv begyndte. Denne gang stilnede kampen af, mens alle ventede for at se om taget ville falde ned. Salens stengulv gyngede og rullede som et skibsdæk, og væltede flere omkuld.

Menneskemængden var væk. De fleste var flygtet gennem Stadsdørene, og kun de kæmpende var tilbage, hver især optaget af at overleve. Hertug Gareth, hans søn og Mylas var de eneste der var tilbage af kredsen omkring Jonathan. Raoul og en del af Livgarden kæmpede desperat for at holde strømmen af mænd fra Eldorne og Tirragen stangen bag alteret. Slotskommandanten og flere af de kongelige soldater var i kamp mod en strøm af fjender i midtergangen.

Liam tog hurtigt bestik af situationen. Han greb en hellebard og ilede Raoul til undsætning, hvor faren var størst. Coram sluttede sig til mændene omkring Jonathan og gjorde sig klar til en lang og hård formiddag. Buri, snavset og svedig, grinede til ham, inden hun og Thayet angreb en flok skytter. Han så Rispah bevogte Eleni, samtidig med at mange af fjenderne kæmpede mod de usynlige reb Gergis mor havde bundet dem med. Gergi stak Juvelen i hånden på Jonathan og vendte sig mod de omgivende fjender.

Kongen lukkede øjnene og sendte sit sind ud over landet, mens han greb fast om Juvelen. Han påkaldte al den magi han havde til rådighed – sin egen Gave, bazhirernes ørkentrolddom, Tortalls kongers magi, der var knyttet til kronen, Herredømmets Juvel – og kastede den ud over hele Tortall. Han følte jordens smerte som var det hans egen krop, der blev flået i stykker. Som et ældgammelt træ med stærke, dybe rødder, bandt han hver sprække med trolddomskraft, trak det hele til sig – og holdt fast.

Kronen, der i århundreder havde været bundet til riget, flammede op. Juvelen lyste endnu kraftigere end kronen, og kampen rasede i alle afkroge af slottet. Jonathan var en del af det hele, og han så alt. Hans funktion som Stammernes Røst havde forberedt ham på en sådan forvirring; enhver anden ville være blevet sindssyg af forbindelsen med hvert menneske, dyr, træ og hver sten i riget. Jonathan kunne rumme det, og skubbe det meste af det til side, vogtet af en lille del af hans sind. Størstedelen af hans opmærksomhed samlede sig om en lille gylden og kobberrød skikkelse, der ilede gennem dybet under slottet.

Stueetagen, under Thoms gemakker, bestod af offentligt tilgængelige rum: Kroningssalen, saloner, biblioteker, balsale og taffelsalen. Alanna fandt uden tøven den rigtige trappe, og begav sig ufortøvet mod katakomberne. Under denne etage foregik de praktiske opgaver. Her arbejdede læger, skræddere, vaskekoner, skrivere, våbensmede, kvartermestere og korttegnere. I dag var her mennesketomt, og den eneste lyd var Alannas egne fodtrin. Derunder var lagerrummene, endeløse rum fyldt med alle tænkelige fornødenheder. Også her var der tyst.

Fangekældrene og vagtstuerne lå på tredje etage under jorden. Hun hørte kamptummel, men den vej Si-cham havde vist hende, var på behørig afstand af larmen. Her mødte hun den rystelse Jonathan havde standset. Hun ventede på endnu én, som aldrig kom. Men jorden blev ved med at skælve fra tid til anden. Stumper af loftet kom raslende ned, og trappen begyndte at slå revner.

Jonathan har standset de store jordskælv, tænkte hun, men hvor længe kan slottet – eller nogen anden bygning – holde til dette stadige pres?

Alanna fortsatte længere ned. Hun gjorde holdt en enkelt gang og tørrede sine svedige hænder i skjorten. Derpå greb hun atter Lynild og løb videre.

Trappen fortsatte, afbrudt af afsatser, hvor der var vagtstuer. Da trappen kun sjældent blev benyttet, var vagtstuerne lukkede. Da hun nærmede sig katakomberne på fjerde kælderetage, var der én der var strålende oplyst. Hun gjorde holdt og overvejede.

Måske vidste manden i vagtstuen, at hun ikke ønskede at blive forsinket. Alex af Tirragen kom ud på afsatsen, klædt i en sølvskinnende rustning, og med sit sværd i hånden. „Er det bare dig? Jeg troede du ville have flere med.“

„Jeg har travlt.“ Hendes øjne lyste faretruende. „Flyt dig, inden han vælter slottet om ørerne på os.“

To soldater klædt i Tirragens purpur og sorte liberi bevægede sig på trappen under afsatsen. „Deres Nåde …“ mumlede den ene nervøst.

„Hun er panisk,“ hvæsede Alex uden at tage blikket fra Alanna. „Bliv på jeres post!“ Med sværdet pegede han på det oplyste rum. „Træd nærmere, frøken ridder. Der er bedre plads.“

Hun tøvede og så fra Alex til hans mænd. Hun havde lyst til at skrige af raseri, eller pulverisere dem med sin Gave …

Hun trådte indenfor. Møblerne var smidt ind i et tilstødende lokale, og rummet var oplyst af kandelabre. „Vil du ikke have dine venner til at se på?“

„Det eneste vidne jeg behøver, er lige her.“ Han satte en behandsket finger til tindingen. „Du må godt varme op først, hvis du har lyst.“

„Og spilde mere tid? Nej.“

Alex gjorde et par dovne, drillende udfald. „Dette har jeg længe haft lyst til.“

„Du er vanvittig,“ hvæsede hun irriteret. „At lege ‘bedste væbner’ på et tidspunkt som dette.“

Alex stillede sig an, og begge hævede deres sværd. „Tænk hvad du vil.“

Han angreb voldsomt. Hans rolige ansigt var en skærende kontrast til hans lynhurtige sværd. Alanna parerede igen og igen, og skjulte sin rædsel. Efter at have mistet sin Gave var hun en anelse langsommere end hun kunne tillade sig at være over for en modstander, hvor en anelse langsomhed kunne gøre udfaldet. Hun kæmpede med hjernen, og forsvarede sig omhyggeligt, mens hun ventede på at Alex skulle begå en fejl. Hun kredsede om ham, og Lynild blokerede Alex’ klinge hver gang han huggede ud efter hende – højt, lavt, til begge sider. Hun kunne se at han ledte efter en åbning som en anden nybegynder. Hun smilede barsk.

„Man vinder ikke en kamp ved at forsvare sig,“ vrængede Alex.

„Det er ikke mig der er besat af at vinde,“ stønnede hun. Hendes stemme knækkede over.

Alex vaklede. Alanna svingede sit sværd i en halvmåneformet bevægelse. Han parerede anstrengt, næsten for sent. Hun bed tænderne sammen og angreb igen. Alex hævede sit sværd for at standse Lynild, og hun huggede lynhurtigt ned og ramte i skulderen. Sværdet skar mod hans rustning, og hun bandede af ærgrelse. Rogir dominerede hendes tanker, så hun havde glemt sin modstanders rustning. Hun sprang tilbage for at undgå hans modangreb. Atter kredsede de om hinanden, og det vilde glimt i Alex’ øjne blev kraftigere.

Alanna tørrede sin frie hånd, og greb med begge hænder om Lynilds juvelprydede fæste. Nu var det hendes tur til at angribe med en række brutale hug, i et forsøg på at kløve Alex fra øverst til nederst. Han veg tilbage og parerede, hvorpå han kastede sig ind på hende, så deres sværd låste fast. Hun kæmpede for at gøre sig fri, og han sparkede hende i maven. Med et skrig faldt hun til jorden, og rullede til side, netop som han huggede ud efter hende. Den gyldne rustning skar sig ind i hendes skuldre, og hun bed tænderne sammen for at modstå smerten. Hun sprang på benene. Alex angreb, og hun parerede blindt. Der lød endnu en skinger lyd af metal mod metal, da Lynild igen ramte hans rustning.

Han trak sig tilbage. Hun angreb. De huggede vildt ud efter hinanden, uden at nogen havde overtaget. Gennem en øjenkrog så hun, at hans mænd havde trodset deres ordrer, og stod og så til.

Et øjeblik for sent blev hun klar over, hvad han gjorde. Lynild fløj ud af hendes hånd og landede i en krog – bag Alex. Han rettede sit sværd mod hendes hals og smilede ondt. „Så er det nat med dig, Løvinde.“

Hun kantede sig baglæns. „En ærefuld modstander ville lade mig tage mit sværd og fortsætte.“

Han rystede på hovedet. „Jeg har lært hvad jeg behøver. Jeg må indrømme du var god. Men jeg vidste at jeg var …“

Med lynets hast bøjede hun sig væk fra hans sværd, og hendes venstre fod hamrede ind i hans mave. Alex røg baglæns ind i væggen. Han rejste sig og kastede sig over hende med et rasende brøl.

Liam havde kun lært hende nogle få spark og slag, men dem havde han ladet hende øve igen og igen. Hun kunne ikke slå en trænet Shang-kriger, men hun kendte sin egen styrke og formåen. Da Alex angreb, sprang hun til side og sparkede igen, så han ramte den samme plet på væggen. Endnu en gang angreb han, i en fart hun ikke kunne måle sig med, og huggede ud efter hendes kind og hendes ubeskyttede højre hånd. I en brøkdel af et sekund var der en åbning under hans sværd, og hun slog ud efter ham og knuste hans luftrør med den ene næve, samtidig med at den anden ramte hans næse og pressede knoglesplinter op i hans hjerne.

De stod så tæt sammen, at hun kunne mærke livet forlade hans krop. Hun trak sig hurtigt bort, og lod ham falde. „Er det sådan det er at være den bedste, Alex?“

Han kunne ikke svare.

Hun greb hans sværd og snurrede rundt for at gøre det af med vagterne – men de var flygtet.

Alanna tog Lynild og fortsatte. Hun var ikke nået langt, før hendes krop reagerede; hun kastede op, skælvende af udmattelse. Hendes knæ var ved at give efter under hende, og hun var bange for at trappen skulle styrte sammen under rystelserne. Trods alt ilede hun videre, med sammenbidte tænder. Resten af vejen føltes kun uendelig.

Hun nåede bunden af trappen bagest i katakomberne. Havde hun valgt den sædvanlige vej, ville hun være kommet ind adskillige hundrede alen fra dette sted, for foden af den lange rampe der førte fra slotstemplet til gravpladserne. Roald og Liannes gravmæle, der var nydekoreret, lå i nærheden af denne indgang. Alanna var kommet ned blandt gravkamre, der var både tre og fire hundrede år gamle. Nogen havde været så betænksom at tænde faklerne. Hun fulgte det syn Si-cham havde givet hende, uden at ænse sin voksende rædsel.

Hun trådte ud af gravpladsen og ind på et stort stengulv. Midt på dette var tegnet et stort, cirkelformet mønster, tilsyneladende med hvidt sand. Dets mange kurver og hvirvler var et svimlende syn. Ved udkanten, i nærheden af hende, var en blodpøl. Det er nok Si-chams, tænkte Alanna med en grim smag i munden. Det var den udgave af Idramms Port, der almindeligvis blev brugt til at fremmane elementarånder, og som tappede Gaven af enhver, der uforvarende trådte ind i den. Det var også her Si-cham havde mistet sin hånd.

Bag Porten lå en forladt bygning. Ifølge sagnet var det et tempel. Der sad Rogir med korslagte arme, lænet op ad en væltet søjle. Luften omkring ham var fyldt med blodig ild, der lyste ondt mod hans sorte silkekappe.

Han smilede. „Jeg vidste du ikke ville skuffe mig. Men du var længere om det end jeg havde ventet.“

Alanna kradsede i en af Portens hvirvler med sit sværd, og konstaterede at mønsteret var smeltet ned i klippen. Lynild blev hvidglødende, og med et skrig trak hun det til sig. Han så undersøgende på hende. Pludselig vidste hun hvorfor. Hun slog ud med armene og grinede muntert. „Det vidste du måske ikke, Rogir? Jeg har ikke min Gave mere. Der er ikke noget din Port kan tage fra mig.“

Han kneb øjnene sammen „Hvordan … åh, Si-cham. Nu forstår jeg.“

„Det er derfor dine jordskælv ikke lykkedes,“ sagde hun hånende. „Jonathan har stoppet dig. Han har Juvelen, kronen, min Gave … selv den magi jeg overtog fra Thom. Og det vil sige at han har stoppet dig med noget af din egen gave.“

Han trak på skuldrene. „Så er det derfor, jeg ikke har kunnet bringe denne komedie til en hurtig afslutning. Det gør ingen forskel.“

„Det gør en forskel,“ hvæsede hun. „Nu får du ikke flere chancer, Rogir. Du har købt en frygtelig død på Forræderhøjen. Når det er overstået, skal jeg personligt sprede din aske for alle fire vinde!“

„Tror du, at jeg har overladt noget som helst til tilfældighederne, min kære? Jeg har haft lang tid at planlægge i. Ser du, jeg var ikke hel t død, da de begravede mig.“ Hun åbnede munden for at protestere, men han rystede på hovedet. „Hvis vi havde tid, kunne jeg fortælle dig om en mægtig besværgelse, der kaldes ‘Troldmandens Søvn’. Hvad dig angik, var jeg død. For mit eget vedkommende …“ Hans ansigt var koldt og skræmmende. Han vinkede følelsen væk.

„Jeg planlagde det omhyggeligt, fordi du, søde Løvinde, alt for ofte er undsluppet mig – du og min kongelige fætter. Han har lært godt – bedre end da jeg var hans lærer. Jeg får vel aldrig at vide, hvor han har sin ørkenkraft fra. Du reddede dig fra min Port, men du er træt. Kom nærmere …“ Han smilede og tog et sværd, der lå ved siden af ham. Det var indsmurt i blod. „Jeg behøver kun at hugge en lille bid af dig af, som jeg gjorde med Si-cham. Denne lille bid vil give mig en forbindelse til dit indre selv, og dermed til Jonathan og hans trolddom.“ Alanna blegnede og veg tilbage.

Rogir lagde sværdet og gik hen til kanten af Porten. „Du er blevet så forsigtig. Du vil måske ikke give mig mulighed for at slippe så nemt om ved det. Sig mig … hvor længe kan Jonathan holde?“

„Til evig tid!“ råbte Alanna, som en udfordring.

„Måske.“ Han trådte ind i Porten, og mønsterets kraft flåede i hans kappe. Sølv skinnede mod sort; Portens mønster genspejledes på hans tøj. „Hvis Jonathan ikke sender anden magi imod mig – og jeg har ordnet alle, der kunne betyde noget – behøver jeg kun at vente.“ Han gik videre, til han stod i Portens centrum. „Jorden har sin egen måde at forholde sig til et utåleligt tryk. Hun fordeler det og ryster det af sig i små jordskælv. Når det er nødvendigt, trækker hun sig sammen – og bliver ved, indtil trykket er væk. Selv guderne kan ikke standse et sådant jordskælv. Jonathan holder landet, men min magis kraft varer ved. Hvor længe tror du der går, inden den sidste, uundgåelige rystelse indtræffer?“

Alanna følte sig kold og alene. „Du dør lige så meget som vi andre,“ sagde hun hæst.

Hans smil var skræmmende. „Det vil jeg sandelig håbe.“

Hun greb om sit sværd og målte sin styrke mod hans. „Hvorfor fortæller du mig alt det?“

„Fordi du kommer til at dele det med mig, frøken ridder. Troede du at jeg ville afslutte det uden dig?“ Han kluklo. „Lad mig fortælle dig en hemmelighed. For mange år siden, da jeg var på alder med dig, og var ved at udforske mine egne kræfter, beskæftigede jeg mig med smykkefremstilling. Alt hvad jeg lavede, forbandt jeg med en del af min Gave, for at markere at det var mit. Halskæder, ringe, sværdfæster. Jeg har sågar også smedet sværd, for at skabe et mesterværk af et våben. Det går over min forstand, hvorfor du absolut skulle ødelægge mit værk.“

„Det var fordærvet.“

„Ja, det ville ligne dig at tro det.“ Han rakte en hånd ud, og en rød ild strømmede fra hans fingre. Med blød stemme sagde han. „Med sølv og sten har jeg skabt dig; med Gave og blod har jeg bundet dig; med mit navn kalder jeg dig!“

Det gav et sæt i Lynild, som blev draget mod Rogir. Hvis hun stadig havde haft det oprindelige sværd i stedet for at have smedet det sammen med Lynild for at få en hel klinge, ville hun aldrig have kunnet holde det. Der var i forvejen nok af krystalklingen og dens greb til at trække voldsomt i hendes arme, mens hun holdt fast. Hendes kolde øjne mødte hans.

„Før eller siden kommer det til mig,“ sagde han. „Og du følger med.“

Hendes muskler trak sig sammen, og arrene i hendes håndflader sprang op og blødte. Hun satte hælene i jorden og holdt fast. Hvad skal jeg gøre? tænkte hun desperat. Kan jeg dog ikke træffe bare én beslutning han ikke har forudset? Hvad tror han jeg vil gøre?

Den kolde del af hende, der stod adskilt fra alt andet, hviskede: Han venter at du skal kæmpe. Så – hold op med at kæmpe.

Med alle sine kræfter pressede Alanna sværdet nedad og gav slip. Virkningen var som at slippe en pil fra en armbrøst. Sværdet hvinede gennem luften, så hun måtte holde hænderne for ørerne. Rogir afbrød ikke besværgelsen. Det gik ikke engang op for ham, hvad hun havde gjort, før Lynild plantede sig i hans bryst.

Rogir greb om fæstet. Forbløffende nok lo han. Han lo, indtil hans døende lunger ikke havde mere luft. Sølv tegnene på hans kappe flød ud og dryppede ned på gulvet. Hans øjne lukkedes, og han faldt. Flammer skød fra Porten mod stenen, og fortærede Rogir af Condias lig.

Buri fandt hende dernede. Sammen med en deling af Livgarden bragte hun Alanna, halvt bevidstløs, op til overfladen på en båre. Den varme luft ved jordoverfladen kvikkede Alanna op, og hun fik Buri til at hjælpe sig med at gå til Kroningssalen. Hun blev nærmest syg ved synet af alle de lig, der lå overalt; det var tydeligt at angrebet havde været voldsommere end nogen havde ventet. Soldater fra Slotsgarden lukkede dem ind i salen, og Buri ventede tavs, mens Alanna betragtede sceneriet foran dem.

Jordskælvet og kampen havde lagt salen i ruiner. Stadsdørene var revet halvvejs af deres hængsler, og stentrinene havde slået revner. Dele af loftshvælvingen var faldet ned, og bannere og blomsterdekorationer var spredt over det hele, som en ond parodi på en festlighed. De overlevende gravede i murbrokkerne efter de døde, der blev lagt ud i midtergangen. Først senere ville ligene i Tirragens og Eldornes farver blive fjernet og brændt på Forræderhøjen.

Slotskommandanten kom humpende, og strøg sit tykke sølvhvide hår væk fra sit svedige ansigt. „Ikke så slemt som det ser ud til,“ sagde han på sin bryske facon. „Der er flere døde af dem end af os. De ventede ikke nogen videre modstand.“ Hans isblå øjne fangede Alannas og holdt dem fast. „Klarede du dig, hvor du var?“

Hun grinede et ulvegrin. Han grinede tilbage. Buri bemærkede mere end en overfladisk lighed imellem dem i det øjeblik. „Det kan De tro.“

Slotskommandanten lagde en hånd på hendes skulder. „Godt.“ Han tav et øjeblik, og tilføjede så: „Din … ven, Gatto. Han gjorde et godt stykke arbejde i dag.“ Under behørig hensyntagen til sit sårede ben, gik han tilbage til eftersøgningen.

Eleni, der virkede gammel og træt, forbandt sin forslåede og sårede søn. Ved synet af Alanna blinkede Gergi og sendte hende et fingerkys. Da hans mor skændte på ham, fordi han bevægede sig, gav han hende et knus. Thayet fik øje på hende og vinkede træt. Hun sad med hovedet på en adelsdames skulder og et brækket sværd i skødet. Hendes nye veninde var lige så udmattet og forslået som hun selv.

I nærheden havde Rispah travlt med at pusle om Coram. Desuden holdt hun et vågent øje med Delia, der var bundet og kneblet med noget, der lignede strimler af et skørt. Rispah så Alanna betragte synet, og grinede. „Hendes Nåde her troede hun kunne stikke en kniv i Hans Majestæt, mens kampen var hedest, og mandfolkene havde travlt,“ forklarede hun. „Hun vidste ikke at jeg havde gennemskuet hende.“

Gareth, der også var forbundet, gav Alanna et hurtigt kys. „Far har fået et hjerteanfald,“ sagde han stille. „Han klarer den, takket være hertug Baird. De er på infirmeriet – Baird og far og Mylas. Mylas kæmpede alene mod to af dem.“ Gareth smilede træt. „De var kæmpestore. Jeg ved ikke, hvad der var faret i ham. Men han dræbte den ene, og Gergi gjorde det af med den anden.“

„Jeg gav ham nådestødet,“ forklarede Gergi. „Efter at Mylas havde såret ham så frygteligt.“ Han tog Alannas ansigt mellem sine hænder, og hans alvorlige nøddebrune øjne mødte hendes. Han kunne lide hvad han så, og kyssede hende blidt. „Pas på ham Mylas … han er frygtindgydende, når han bliver vred. Han ville ikke engang have sine sår syet, men hertug Baird insisterede heldigvis. Vi kan ikke have Mylas til at terrorisere fangerne.“ Han tilføjede stille: „Han har det godt, min tøs.“

„Damerne reddede os alle,“ fortsatte Gareth og gjorde tegn i regning af Thayet, Eleni, Buri og Rispah. „De forhindrede skytterne i at myrde Hans Majestæt. Vi er stolte af dem – og af dig.“ Han skævede til Alanna og tog øjnene væk igen. „Jonathan – kongen – fortalte os hvad du gjorde, dernede i katakomberne. Han så det, på en eller anden måde.“

Alanna vendte sig mod alteret. Jonathan sad for foden af det og lænede sig mod stenen. Hans ansigt var anspændt. Det chokerede hende at se hvide stænk i hans hår, der ikke havde været der om morgenen. I hans skød lå Juvelen. Han rørte sig, og Galfrid af Meron gav ham et bæger vand. Selve alteret var blevet ryddet for at gøre plads til Liam Jernarms lig.

Vidste jeg det? spurgte hun sig selv. Fornemmede jeg det? Det var ikke til at sige. Hun gik op ad trinene til alteret for at se Dragen alene.

Otte pile lå ved siden af ham. Hans knoer og sår var nydeligt forbundet. Hendes øjne sved, men hun var ude af stand til at græde. Hun pillede hjælpeløst ved hans ærme, og ønskede hun kunne bringe ham tilbage. Hvis bare hun havde kunnet græde.

„Han og Gergi frelste mit liv – de reddede os alle.“ Jonathan kom på benene og lænede sig mod alteret. „Du var netop nået frem til Rogir, da tirragenske soldater angreb for fuld styrke. Mylas, hertug Baird, Raoul, hertug Gareth, de gik imod dem alle sammen. De overlever. Raoul kommer nok til at halte som minde. Coram og Gareth blev skubbet til side i kampen. Jeg var – hjælpeløs.“ Han skar ansigt.

„Du gjorde mere end nok.“ Hendes stemme var næsten uhørlig.

„Men der var ikke andet jeg kunne gøre. Gergi og Liam sørgede for at jeg ikke blev – afbrudt.“ Alanna gøs. Hun vidste at landet ville have rystet sig selv i stumper og stykker, hvis Jonathan havde mistet koncentrationen. „To skytter slap fri. Liam stillede sig i vejen for de pile, der var rettet mod mig. Han ikke så meget som vaklede før til allersidst.“ Jonathans blik mødte hendes. „Jeg ved godt det ikke er nogen trøst, men … der vil blive sunget om Dragens sidste kamp de næste mange hundrede år.“ Efter et øjeblik tilføjede han: „Det gør mig ondt.“

Hun prøvede at gå, men hendes knæ gav efter under hende. Gergi greb hende omgående.

„Det var den død han ønskede,“ sagde kongen. „Vi vil altid ære hans minde.“

Alanna nikkede stumt. Jonathan rakte ud efter hende; der kom et lynglimt, og en lille rødviolet ildkugle sprang fra hans fingre til hendes blodindsmurte. Blidt tog han hendes hånd og kyssede den. „Vi klarede det, Kongens Beskytter. Tortall er reddet.“