Hjemkomst

De rejsende begav sig fra havnen i Caynn med det samme, da de var gået fra borde, ivrige efter at nå deres mål. De red langsomt for at vænne sig til sadlen efter flere uger til søs, og regnede med at være i Corus inden solnedgang. Kort efter middag gjorde de holdt på en kro Alanna og Raoul kendte, og hvor væbnerne tit havde holdt rast på deres udflugter til Caynn. Maden var god, og der var så fredeligt at de tog et længere hvil. Buri og Thayet sov, og mændene spillede skak. Alanna satte sig med Trofast under et træ på gårdspladsen, kløede ham bag ørerne og nød solskinnet. Hun var ved at falde i søvn, da hun hørte en rytter nærme sig.

Der er nok nogen der har travlt, bemærkede Trofast søvnigt. Alanna nikkede uden at åbne øjnene. Det var rart at høre græshopperne spille efter så lang tid med kun måger og bølger. Hun ville aldrig sætte sine ben om bord på et skib igen!

Hun blev alligevel lidt nysgerrig, og kiggede gennem halvt lukkede øjne på rytteren, der kom ind på gårdspladsen. Med et højt råb sprang hun op, så Trofast trillede på jorden. „Gergi!“

Tyven grinede og greb hende. Hans stærke arme løftede hende op og snurrede hende rundt, og hun blev godt og grundigt kysset. Alanna så op i et par leende nøddebrune øjne. „Hvorfra vidste du, at vi var her?“ spurgte hun og tørrede sine tårefyldte øjne i hans ærme.

„Hold op med det, min tøs,“ hviskede han. „Jeg har jo brevduer. Du er blevet tynd. Har du glemt at spise, tapre helt?“

„Jeg har været søsyg.“ Hun grinede. „Det var den hurtigste måde at komme hjem på. Hvordan har du det? Du ser træt ud.“

Gergi kyssede hende igen, og gav sig god tid til at overbevise hende om at han var sund og rask. Han slap hende, med et drillende glimt i øjet. „Nu må din Drage godt slå mig ihjel – jeg dør lykkelig.“

„Du har altså hørt om Liam?“

Han kluklo. „Skat, alle ved at Løvinden og Dragen har gjort Sarain usikker sammen. Jeg har hørt to sange om jer denne uge.“

„Har du fået talt hendes fingre, Gatto?“ Liam kom gående imod dem. Hans øjne var som lyse krystaller.

Gergi smilede. „Jeg har hele tiden regnet med at du ville passe godt på hende, Drage.“ Han rakte en hånd frem, og holdt samtidig om Alanna med den anden. „Jeg går ud fra at du er vant til at blive sunget om.“

Liams øjne blev blågrå. Med et smil trykkede han den fremstrakte hånd. „Jeg lover dig at de skal få mere at synge om.“

Gergi stirrede forbi Liam med vidt åbne øjne. „Store mægtige Slyngelgud,“ hviskede han.

Thayet og Buri kom ud fra kroen, stadig gabende. Alanna vidste hvad Gergi havde fået øje på: eftermiddagssolen spillede i Thayets kulsorte hår og gav hendes hud et fløde

farvet skær. Thayet ville se godt ud hvor som helst, tænkte Alanna med kun et strejf af misundelse. „Prinsesse Thayet jian Wilima, må jeg præsentere Gergi Gatto? Gergi, dette er prinsesse Thayet af Sarain, og hendes livvagt Buriram Tourakom.“

„Spar dig ulejligheden,“ mumlede Buri. Gergi slap Alanna, bukkede og kyssede Thayets hånd. „Han husker det alligevel ikke.“

Gergi rettede sig og smilede til k’miren. „Jeg er betaget, Buriram Tourakom, men så betaget bliver jeg sjældent.“

Buri kunne ikke lade være med at smile. „Alanna har fortalt os om dig,“ sagde hun brysk. „Vi er blevet advaret. Kald mig bare Buri.“

„Jeg sagde jo, at jeg ville have dem med tilbage,“ sagde Raoul.

Gergi så på Alanna og gav hende et klem. „Jeg skal aldrig mere tvivle på dig, min dreng.“

„Du ville altså være den første,“ sagde Coram. Han og Raoul havde trukket hestene frem.

Gergi lo. „Hvis jeg var dig, ville jeg behandle min tilkommende hustrus fætter og konge med lidt større høflighed.“ De to mænd greb hinandens arme til hilsen.

Gergi skiftede sin trætte hest ud med en ny, og red med dem til Corus. I hans selskab gik resten af rejsen hurtigt. Han nægtede at viderebringe nyheder, men havde ingen problemer med at liste beretningen om deres oplevelser ud af Buri og Thayet. Alanna lod sig ikke narre. De seneste måneder var ikke gået sporløst hen over Gergi. Han var blevet tyndere, og han havde små rynker om øjne og mund. Hun spurgte sig selv, hvad der mon var sket. Hvor var hans hof – Vismand, Solem, Marek, Rispah og de andre? Hvis hun spurgte nu, vidste hun at han ville le og stille de spørgsmål hun ikke havde lyst til at svare på.

„Har han altid været så stædig?“ spurgte hun Trofast.

Katten fnøs. Og det skulle komme fra dig?

Hun grinede. „Hvis jeg ikke skulle vide hvad stædighed er, hvem skulle så vide det?“

Buri holdt sin pony an på bakkedraget mellem havnen og hovedstaden. „Store bjergguder,“ hviskede hun, med ærefrygt i de sorte øjne. De andre standsede ved siden af hende.

Corus lå på Oloron-flodens sydlige bred, og dens tårne skinnede i solen. Langs floden mod nord lå de riges boliger; garvere, smede, hjulmagere, tømrere og de fattige boede længere mod syd. Byen var som en spraglet mosaik: Den Store Port ved Kongebroen, Den Nedre Bys labyrint, torvet, de store huse i købmændenes og lavadelens kvarterer, Tempeldistriktets haver, slottet. Sidstnævnte lå på byens højeste punkt ved den sydlige grænse. Bag den strakte Den Kongelige Skov sig milevidt. Byen var ikke så smuk som Berat, eller så farverig som Udayapur, men den var Alannas hjem.

„Er du glad for at være hjemme igen?“ spurgte Gergi.

„Ja.“

Han rakte ud og tørrede en tåre fra hendes kind. „Det har været en lang rejse, hvad?“ hviskede han.

Alanna mødte hans blik. I hans nøddebrune øjne så hun en kærlighed der både skræmte og varmede hende.

Inden for byporten ventede en lille deling bazhirer med Hakim Fahrar i spidsen. De bukkede for Alanna fra deres sadler. Hun bukkede igen. Hakim red op på siden af Coram, og de andre dannede en løs kreds om de rejsende.

„Er det nødvendigt?“ spurgte Alanna. „Vi ville helst ikke vække opsigt.“ Hun og Thayet så ærgerligt på hinanden.

„Ja,“ sagde Gergi. „I havde alligevel ikke kunnet undgå det – ikke når I følges med det store brød der.“ Han nikkede i retning af Liam, der talte med en bazhir-rytter. „Forholdene har ændret sig noget, og hele Corus ved at du er Jonathans ridder. Det er ikke nogen skade til at have en livvagt med.“

Porten til Olau-Palæet stod åben. Staldkarlene hilste muntert på Alanna uden at vise nogen overraskelse over så mange ledsagere hun havde. Det var Thayet der tøvede, med en bekymret rynke i panden. „Buri og jeg må nok hellere finde os en kro et sted,“ sagde hun. „Hvis du kan …“

„Jeg kender én,“ sagde Liam. „Vi kan bo sammen …“

„Hold nu op med det sludder,“ afbrød Alanna. „Hvorfor skulle vi dog dele os?“

„Han venter jer,“ sagde Gergi.

„Nå?“ sagde Thayet. „Hvor har han dog hørt om Buri og Liam og mig?“

„Røsten?“ sagde Alanna til Coram.

Den gamle soldat kluklo. „Du må indrømme at Røsten kan være et nyttigt bekendtskab, Løvinde.“ Han vendte sig mod de andre og forklarede. „Jeg har været i kontakt med Stammernes Røst siden vi sejlede ind i marenitisk farvand. Vi er ventet, alle sammen.“

„I sårer Mylas’ følelser, hvis I flytter et andet sted hen,“ sagde Gergi. „Han er så gæstfri. Han huser også min mor og min kusine. Den mand burde ikke være ungkarl, så fint et hus han har.“

Thayet smilede brødebetynget. „Hvis I er sikre …“

Gergi bukkede. „Jeg kan ikke lyve for en smuk dame.“

Alanna sad af og rakte tøjlerne til en staldkarl. Trofast sprang ned og forsvandt i skyggerne, idet Eleni Gatto og Rispah kom ud på gårdspladsen. Alanna løb hen og omfavnede dem, mens hun prøvede at holde op med at græde. Hvordan kunne hun dog have glemt, hvordan det ville være at komme hjem? Hun præsenterede Thayet, Buri og Liam. Hun vidste ikke hvad Gergis mor og kusine lavede i Mylas’ hjem, men hun var glad for at se dem.

Hun skævede til venstre, og så Coram tage Rispah i sine arme. Hun smilede og så bort.

Gergi puffede til Alanna og pegede på den vidtåbne hoveddør. „Gå ind og sig hej til ham. Han har været oppe siden daggry.“

Alanna løb hen til Mylas og gav ham et knus. Ord var overflødige, og det var meget godt, for ingen af dem var i stand til at sige noget. Mylas græd åbenlyst, så tårerne løb ned i hans skæg, og samtidig smilede han henrykt til hende. Også han så ældre ud, og virkede træt. Han tror ikke på, at Rogir ikke er farlig, tænkte Alanna. Hun var nødt til at finde ud af hvad der foregik.

„Kom ind, kom ind,“ sagde Mylas til de andre. „Velkommen, alle sammen!“

Efter aftensmaden samledes de i biblioteket. De andre snakkede, men Alanna nøjedes for det meste med at lytte og nyde at være der. Juvelen og de dystre emner blev gemt til næste dag. Thayet, Buri og Liam fik ikke en chance for at føle sig udenfor; så snart de var blevet præsenteret for Mylas, fik ridderen dem til at føle sig velkomne. Som Alanna havde vidst, affærdigede han Thayets tilbud om at finde et andet sted at være. Coram holdt sig i nærheden af Rispah, og med et stik i hjertet indså Alanna at hans tid som hendes lærer og følgesvend var forbi. Det overraskede og glædede hende at se Mylas holde Eleni i hånden; Gergi så hende, og blinkede. Senere beskyldte hun ham for at have kastet dem i armene på hinanden, og han gjorde intet forsøg på at benægte det.

Omsider blundede Alanna hen i sin stol, og vågnede kun halvt, da Liam bar hende i seng. „Sov godt, Løvinde,“ hviskede han og kyssede hende på panden.

„Jeg bryder mig ikke om at være ‘Løvinde’ for dig.“ Det hørte han åbenbart ikke. Han lukkede forsigtigt døren, og hun sov videre.

Nogen tid efter vågnede hun med et sæt. Hvad var det, der havde vækket hende? Hun lyttede, men der var stille i huset. Hun så sig om og fik øje på et brunligt lysskær ved vinduet. Lynild hang parat; hun snuppede sværdet og trak det, idet lyspletten blev større og fastere.

„Læg det dér væk,“ hvæsede en velkendt stemme. „Jeg har ikke gjort dig noget.“

„Thom?“

Endnu før han var færdig med at materialisere sig, lyste han så kraftigt at hun kunne se hans træk. Han lagde armene over kors og løftede et øjenbryn. „Har du ingen natskjorte?“ Liam havde bare taget hendes støvler og sokker af.

Alanna sprang op og knugede sin tvillingbror ind til sig. Thom knugede hende lige så hårdt. Han begravede sit alt for hede ansigt ved hendes skulder.

„Thom, hvad er der galt? Har du feber?“ Hendes stemme var ved at svigte. „Du … du gløder …“

Han greb hende om skuldrene. „Rolig! Varmen er en del af det, så … bare rolig.“ Han rørte ved rynkerne om hendes øjne, lod en finger glide hen over hendes fremspringende kindben, og glattede en fold ved hendes mund. Også han havde fået rynker, der ikke havde været der før, og han var endnu tyndere end hun. Han så træt ud – dødtræt. Efter en indskydelse rørte hun ved glødestenen, hun havde om halsen.

Ved hjælp af talismanen så hun at Thom lyste med et rustrødt skær, samme farve som størknet blod. „Hvordan ser jeg ud?“ hviskede han. Han kendte talismanen og dens kraft.

Hun forsøgte at smile. „Det skulle du ikke ønske dig at få at vide.“ Hun sank en klump. „Det er som om du har en anden Gave, eller din egen er …“

„Fordærvet,“ fortsatte Thom. „Nok om det. Vi kan fortælle historier siden hen. Du virker mere død end levende.“ Han strøg hende over håret med en rystende hånd. „Jeg ville bare se dig, og høre om du … om du kan tilgive mig.“

„Der er ikke noget at tilgive,“ fastholdt hun. „Du gjorde mig en tjeneste. Nu kan jeg snakke med ham. Jeg kan se med mine egne øjne om jeg gjorde en fejl, da jeg – du ved. Om han har noget at sige til sit forsvar.“

„Det lyder jo smukt,“ fnøs han. „Jeg tror du kunne have levet med det, hvis han var blevet i sin grav.“

„Jamen, det er sandt,“ protesterede hun.

„Gå nu i seng igen.“ Han begyndte at svinde bort. „Se at få sovet.“ Han forsvandt.

Hun stirrede på det sted hvor han havde stået. Var der andre der vidste at Thom var ved at dø? Kunne de ikke have advaret hende? Men hvad var der at advare om – udover at han lyste i mørke?

Hendes øjne blev slørede, og hun nøs. Mon Mylas stadig var oppe? På bare fødder listede hun ud af værelset og satte kurs mod biblioteket, Mylas’ yndlingsopholdssted. Døren til biblioteket stod åben. Hun stivnede på afsatsen. Hun ville ikke trænge ind i en privat konversation.

„Jeg kunne ikke slippe væk tidligere.“ Den dybe stemme var Jonathans. „Vi holder jo ikke selskaber så længe vi har hofsorg, men disse ‘stilfærdige sammenkomster’ tager også timer.“

„Du skulle have ventet.“ Alanna genkendte Gergis stemme. „Hun faldt i søvn i sin stol, den lille stakkel. Hun er dødtræt. Det er de alle sammen.“

„Og min frøken ridder kommer ikke til at få megen hvile her,“ sukkede Jonathan.

„Ved han at hun er kommet hjem?“

„Ja. Jeg vil bare ikke … hvad?“

Gergi kom ud og bukkede for Alanna som tegn til at hun skulle gå ind i biblioteket. Han skubbede hende ind og lukkede døren, så hun var alene med Jonathan.

Han stod foran kaminen, med Trofast i armene. Hun havde glemt at han var et hoved højere end hun. Hans sorte tøj fremhævede hans safirblå øjne; hans hår og overskæg var mørkere end hans fløjlsvams. Hun så på hans elegante mund og lige næse. Jonathan er stadig den flotteste mand jeg nogensinde har set – Rogir indbefattet! Han havde ændret sig siden deres vrede afsked. Der var kommet stædige furer i hans ansigt, og der var en alvor over ham, hun kunne lide.

Bevæget knælede hun og bøjede hovedet. „Deres Majestæt, til Deres tjeneste.“

Han lagde en hånd på hendes hår. „Er du sikker, Alanna?“

Hun så ham i øjnene. „Til døden, og derefter, Jonathan.“

Han sank noget. „Jeg modtager Deres troskabsed, ridder Alanna, og jeg sværger at gengælde troskab med troskab, ære med ære, til døden og derefter.“ Han rejste hende op og kyssede hende på begge kinder. Kongeligheden fortog sig. „Du aner ikke hvad det betyder for mig, at du er hjemme igen.“ Han fik tårer i øjnene. „Han tog livet af sig, Alanna. Han fik det til at se ud som en jagtulykke, men det var det ikke. Åh, guder! Hvorfor skulle jeg miste dem begge to?“ Han begravede ansigtet i hænderne og græd. Alanna holdt om ham og trøstede ham, mens hun selv græd.

Da han var faldet til ro, og Alanna havde tørret sine egne tårer, sagde hun: „Det varer måske længe inden vi igen får mulighed for at være alene sammen. Hvad vil du have at jeg skal gøre med Juvelen?“

Jonathan trak vejret dybt. „Du har den altså?“

„Jeg kan hente den, hvis du vil.“ Hun prøvede at gøre sig fri, og Jonathan strammede grebet om hende.

„Ikke nu, vel? Det er lige så rart. Jeg har jo ikke holdt dig i mine arme i næsten et år, husk det.“ Han sukkede og slap hende. „Foreløbig passer du på den. Jeg må finde ud af, hvordan jeg skal præsentere dig – og den – på passende vis.“ Han smilede kort. „Du aner ikke hvor meget det betyder, at jeg nu vil kunne sige til folk at vi har Herredømmets Juvel. Måske vil det ligefrem kunne standse rygterne om en forbandelse.“

Kort efter kom Gergi tilbage. „Er alt i orden?“ Alanna og Jonathan smilede til hinanden. „Omsider,“ sukkede Gergi. „Jeg brød mig altså ikke om at I to var uvenner. Vi var ved at drikke te,“ sagde han til Alanna. „Vil du have en kop med?“ Hun nikkede, og han fandt en tredje kop, som han fyldte fra en potte ved ildstedet. Han skænkede mere til Jonathan og sig selv. „Det er ‘Den Røde Grif’ fra Kobberøerne,“ forklarede han Alanna, der skævede til den røde væske. „Man bliver helt afhængig af den.“

Jonathan løftede sin kop. „Gamle venners skål.“

„Skål,“ svarede Alanna.

„Hør, hør,“ tilføjede Gergi.

„Åh, undskyld!“ udbrød en dæmpet kvindestemme.

Jonathan vendte sig mod døren og stivnede. Hans øjne blev store af ærefrygt. „Store Nådige Moder!“ udbrød han.

Thayet stod i døren, lettere forpjusket og iført en morgenkåbe hun holdt sammen om sig. „Trofast vækkede mig, og så kunne jeg ikke sove igen.“ Katten sprang op i Alannas skød. Hun havde ikke engang set at han var gået. Thayet undgik Jonathans blik, mens hun forvirret forsøgte at gemme sine bare fødder under kåben. Alanna lagde en hånd for munden for at skjule et smil.

Gergi trak prinsessen ind i værelset. „Vi var ved at drikke te,“ sagde han og lukkede døren. „Der er en stol ved ilden – ved siden af Jonathan.“

Den vordende konge rejste sig og førte Thayets hånd til sine læber. Deres øjne mødtes; Thayets var spørgende, hans undersøgende. Prinsessen skyndte sig at trække hånden til sig. „Vi er ikke blevet præsenteret,“ sagde hun tørt.

Alanna måtte kæmpe for at beherske sin morskab, inden hun kunne sige noget. Thayet havde allerede taget pippet fra Jonathan, og de virkede allerede som om de var tiltrukket af hinanden. Jeg vidste det! sagde hun triumferende til sig selv. Jeg vidste at det var rigtigt af mig at tage hende med her tilbage!

„Thayet jian Wilima,“ sagde Gergi og kastede et hurtigt blik på Alanna, „må jeg præsentere Jonathan af Condia? Er du officielt konge allerede, Jonathan, eller er det først efter kroningen?“

Jonathan hørte ikke efter. „Var det en tilfredsstillende præsentation, Deres Højhed?“ Hans stemme var lige så tør som Thayets havde været.

Krigsherrens datter nejede nøjagtigt så dybt som det sømmede sig for en prinsesse, der hilste på en konge – ikke en tomme mere. I stedet for at se beskedent nedad, så hun Jonathan lige i øjnene. „Jeg er ikke længere ‘Højhed’, Deres Majestæt. Min far er død, og jeg er landflygtig. Jeg håber på at blive Deres Majestæts trofaste og jævne undersåt.“ Hun bøjede hovedet elegant.

Alanna sukkede længselsfuldt. Hun ville aldrig blive i stand til at optræde med den elegance, der krævedes af en dame ved hoffet. Thayet skævede til hende, og forstod hvorfor hun sukkede. Alvoren forlod hende. Hun begyndte først at fnise, og derefter at le. En fjerde kop te blev skænket for hende, og hun satte sig ved siden af Jonathan.

Næste morgen mødtes Alanna og Liam til deres morgentræning. Buri og Thayet, der knap nok var vågne, sluttede sig til dem kort efter. Alle fire arbejdede hårdt og i tavshed en times tid, hvorefter de gik hver til sit. Alanna gik i bad, og besluttede at springe morgenmaden over. Hendes nerver var for meget på højkant til søvn eller mad. Trods en kort nat, og gårsdagens sindsbevægelser, var hun lysvågen og parat til noget, hun havde haft lyst til i ugevis.

Hertug Rogir stod på muren over porten, da hun red ind på en af slottets mange gårdspladser. Alanna stirrede længe på ham, hvorpå hun skævede til de fire bazhirer, der havde fulgt hende på vej. Hvor langt mon deres uopfordrede beskyttelse ville strække sig?

Deres leder tolkede hendes blik korrekt, og bukkede. „Vi venter her, Kvinde Der Rider Som En Mand.“ Han skævede op på Rogir og tilføjede: „Så længe vi kan se dig tydeligt.“

Hun nikkede. Hun overlod sin hest til staldkarlene, satte Trofast på skulderen og gik op ad trappen til toppen af muren.

Rogir stod lænet op ad brystværnet og ventede. Til Alannas overraskelse så hun at hans hår var for langt, og at der var madpletter på hans vams – han havde ellers altid været forfængelig. Hun trak vejret dybt og satte katten ned. „Opfør dig ordentligt,“ sagde hun strengt til ham. Hun gik hen til Rogir og stoppede en armslængde fra ham. Katten, hvis hale dirrede af slet skjult had, krøb sammen ved hendes fødder.

„Nå, du overlevede altså,“ sagde Rogir med en giftig stemme. „Det var dog en skam.“

Alanna grinede af lettelse. Hun behøvede ikke længere at lade som om alt var i orden, og at hun kunne lide denne mand. Nu var det krig på kniven. „Goddag, Rogir. Du ser bleg ud. Er du for lidt ude i solen?“

Han kneb øjnene sammen. „Er du ikke lidt høj i hatten? Har du slået nogen ihjel for nylig?“

„Nej. Det er nedslående at komme hjem og opdage, at ens arbejde er blevet gjort ugjort.“ Hendes nerver summede som i kamp.

Et ondskabsfuldt smil krusede hans læber. „Du ved hvem du kan takke for det.“

Alanna trak på skuldrene. „Det ved jeg. Sig mig engang, du havde planlagt at myrde hende, ikke sandt … dronningen, mener jeg? Og kongen og Jonathan?“

Rogir trak sig i skægget. „Hvis du mener før du slog mig ihjel, ja, det havde jeg. Var du i tvivl om det? Eller tror du at en retssag kunne have frikendt dig fra meddelagtighed i min død?“ Hun skar ansigt og så bort. „Du er ikke frikendt. Havde det ikke været for dig, kunne jeg have været konge nu. Det var mine planer. Nu er det selvfølgelig anderledes. Jeg havde ikke noget at gøre med deres død. Jeg har lovet at opføre mig ordentligt. Ikke fordi jeg kan andet. Jeg fik ikke min Gave med, da jeg vendte tilbage til de levende.“ Han grinede et ulvegrin. „Den holder graven varm for mig, til jeg vender tilbage.“ Alanna gøs. „Skal du ikke sikre dig, at jeg har mistet mine hugtænder? Brug den dims du går med om halsen.“ Han pegede på glødestenen. „Thom har fortalt mig alt om den.“

Alanna brød sig ikke om at høre, at Thom havde fundet det for godt at give Rogir den oplysning. Alligevel rørte hun stenen og så kun ham, ikke så meget som en antydning af orange ild. Hun slap stenen, foruroliget. „Du er stadig en farlig mand, Rogir. Din Gave gjorde blot tingene lettere for dig.“

Han greb hendes håndled og så hende i øjnene. „Du har ændret dig, væbner Alan. Nu er du den erfarne ridder, ikke sandt? Og du er ikke længere bange for mig – som du var engang.“ Han slap hende.

Alanna stak hænderne i lommerne for at varme dem, mens hun tænkte over hvad han havde sagt. „Ved du hvad?“ svarede hun langsomt. „Der findes sandstorme, der flår kødet af knoglerne på mennesker og heste, og begraver dem – jeg har set dem. Jeg har set skeletdynger højere end mit hoved, som skyldtes en dårlig konges vanvid, og dem der efterstræbte hans trone. Jeg har overlevet en snestorm, der frøs alt andet levende ihjel. I sammenligning med det er du kun en mand. Jeg kan klare dig.“

Hans øjne spillede af henrykkelse. „Det er jeg sikker på du kan, min søde. Men du får ikke lejlighed til det … ikke anden gang.“ Han gik sin vej.

Alanna så efter ham og sukkede. Hun løftede sin rasende kat op og pressede ansigtet mod hans pels. „Rolig,“ hviskede hun. „Jeg lader mig ikke narre, hvis det er det du er bange for.“ Hun frøs. „Han er ude på noget, det er jeg sikker på.“

Raoul ventede på hende ved foden af trappen. I stedet for den grove skjorte og bukser han havde brugt på skibet, var han klædt i Livgardens kongeblå og sølv, og havde kommandantens sølvstjerne på brystet. Alanna så beundrende på ham.

„Du fortalte mig jo, at du var blevet øverstbefalende for Livgarden,“ sagde hun, „men det er noget andet at se det med mine egne øjne.“ De gik længere ind på slottets område. „Gik de helt i frø, mens du var ude og hente mig?“

Raoul grinede og rystede på hovedet. „Mahoud ibn Shaham, min næstkommanderende, holdt dem i ørerne. Men jeg er glad for at være hjemme igen. Jeg bekymrer mig altid, når jeg ikke har hånd i hanke med tingene. Jeg så for øvrigt, hvem du talte med.“

„Og?“

„Hvad mener du om ham?“

„Han er vanvittig,“ sagde Alanna udtryksløst. „Jeg ved ikke om det er forbi han går rundt heroppe, når han burde ligge i sin grav, eller om den besværgelse der kaldte ham tilbage, har gjort ham skør oven i hovedet, men det er underordnet. Han er vanvittig, og han er farlig.“

Raoul nikkede. „Jeg er enig, og det er Gareth også. Somme

tider tror jeg ligefrem, at Jonathan også er enig. Men hvad skulle vi gøre? Kong Roald – guderne give ham fred – hadede jo enhver form for postyr. Han ønskede at tilgive og glemme, og især glemme. Han gav Rogir sin titel og sine besiddelser tilbage. Så her står vi med en vanvittig hertug, og folk tror der hviler en forbandelse over os, fordi han er her. Skal vi ikke skifte emne? Jeg bliver deprimeret.“

Alanna smilede. „Så gør vi det. Fortæl mig hvordan det er at lede Livgarden.“

„Det er godt nok,“ indrømmede Raoul. De gik gennem en port og nåede ud på træningspladsen for riddere, væbnere og pager. „Det er noget andet end grænsepatruljer. At kommandere Livgarden betyder at man skal luske og spionere. Dem der ville myrde Jonathan …“

„Hvad for noget?“ hviskede hun.

Raoul blev rød i hovedet. „Glem at jeg sagde det. Det er klaret – spørg Jonathan. Hør, jeg har ikke lyst til at snakke om mig. Hvad har du oplevet? Hvordan er Dragen? Og hvad i Mithros’ navn skulle du i Verdens Tag?“

„Det er en lang historie.“ Alanna så sig om på træningspladsen, på stativerne med træsværd og stave, øvelsesdukker og skydeskiver. Der var kun få riddere ude så tidligt – Gareth, Alex og Galfrid af Meron. De samledes om hende, slog hende på skulderen og forlangte at høre om hendes bedrifter. Hun lo, men afslog, og fortalte dem at senere ville der blive masser af tid til at fortælle historier.

Mens de talte, så hun undersøgende på hvert ansigt. Alex var lukket som altid, skønt han så ud til at være godt tilfreds med et eller andet. Gareth tænkte sig om før han sagde noget, så han var ikke så sarkastisk som han plejede. Mylas havde fortalt, at Gareth havde overtaget hertug Gareths pligter; Alanna syntes at hendes ven så ud til at have godt af ansvaret. Selv Galfrid virkede mere skarp. Han fortalte Alanna, at røvere fra Scanra havde holdt ham i sving hele vinteren ved nordgrænsen.

„Kom an, Alan – Alanna,“ rettede han sig, mens de andre lo. „Lad os se om du stadig er i form.“ Han kastede et træningssværd af træ til hende.

„Selvfølgelig er hun i form,“ sagde Gareth syrligt.

„Det var vel næppe fægtning hun dyrkede med Shang-Dragen,“ bemærkede Alex. Alanna så på ham for at se, om han mente noget ubehageligt, men han forklarede: „Jeg ved at Jernarm foretrækker at kæmpe uden våben.“

Alanna vejede træningssværdet i hånden. „Det betyder ikke at han aldrig bruger våben.“

Gareth, Raoul og Alex satte sig på rækværket for at se til. „Er det sandt at Sarain er rent kaos?“ spurgte Gareth, mens Alanna og Galfrid tog opstilling.

„Ja.“ Alanna sprang til side for Galfrids udfald og parerede hans klinge. Han gjorde sværdet fri og trådte tilbage, mens han så respektfuldt på hende. Alanna koncentrerede sig. Hun vidste at de var ude på at se om hun havde ændret sig. Ud fra hvad hun havde hørt aftenen før, vidste hun at Jonathan havde brug for hende som ridder, for at vise skeptikerne at hans vasaller var stærke og loyale. Det var et problem at hun var kvinde, men det kunne hun imødegå ved at bevise – her og nu – at hendes evner var de samme.

Galfrid angreb med en serie hug, for at tvinge hende i forsvarsposition. Hun gled til siden, så han hele tiden måtte dreje sig. Han vaklede, og hun satte lynhurtigt spidsen af sværdet mod hans hals. Galfrid sænkede sit sværd.

„Jeg havde glemt hvor forbandet hurtig du er.“ Han grinede.

Gareth steg ned. „Så er det min tur.“

Alanna stillede sig an. En del af hende havde set at tjenestefolk og adelige var på vej ud på træningspladsen for at se til. Hun smilede barsk og gik i gang. Hun tvang Gareth til at angribe, og besejrede ham ved at slå sværdet ud af hånden på ham. Raoul holdt ikke så længe som Gareth. Han anstrengte sig ikke noget videre, og det sagde hun til ham.

„Jeg er vant til at tabe til dig,“ sagde han med et smil. „Det er svært at ændre gamle vaner. Det ser også ud til at jeg kan spare mig ulejligheden. Du er stadig den bedste, måske lige bortset fra Alex.“ Han nikkede til den mørke unge mand, som sad på rækværket. „Kom, Alex. Prøv kræfter med Løvinden.“

Hendes nakkehår rejste sig. Det var mærkeligt at høre sit krigernavn på en gammel vens læber. Mere end noget andet fortalte det hende, hvor meget hun havde fjernet sig fra de andre riddere.

Alex rystede på hovedet. „Jeg venter til en anden gang, når vor dame-ridder er udhvilet.“ Han så Alanna i øjnene med et blik, hun ikke kunne tolke. „En anden gang, det lover jeg.“

Andre meldte sig ivrigt, og Alanna havde fem dyster mere, inden hun sagde tak for denne gang – hun havde fået det for varmt. Mændene og drengene protesterede, men hun bemærkede at de begyndte at fylde trænings

banerne, så snart hun trak sig tilbage. Det er jo smigrende, at de afbryder deres træning for at se på mig, sagde hun til sig selv, og tog imod et håndklæde.

Gareth lagde en arm om hendes skuldre og fulgte hende hen til stalden. „Var de sidste to overhovedet tortallere?“ spurgte Alanna stakåndet og tørrede sit ansigt.

„Nej,“ sagde den store mand tilfreds. „Den ene var gallaner, og den sorte var carthaker. De er kommet til kroningen.“

„Er det ikke lidt tidligt?“

„Alle vil se, hvad Jonathan er for én. De vil især gerne vide, om han kommer til at regere længe. Det er derfor, det er godt at du er hjemme igen. De fleste af os yngre riddere er slet ikke kendt uden for Tortall. Men Løvinden er kendt og respekteret. Den konge, der besidder din loyalitet er værd at regne med.“ De var nået frem til stalddørene.

Alanna blev kogrød. „Sludder,“ mumlede hun.

„For dig er det noget sludder,“ sagde Gareth. „Men det er vigtigt for udlændinge. De blander sig uden om vore anliggender, indtil de ved mere om Jonathan.“ Med en munter hilsen forlod han hende for at gå tilbage til slottet og sine nye pligter.

Stalden var mennesketom, da Alanna trådte ind. De fleste af staldkarlene var ude på gårdspladsen eller i foldene, og det passede hende udmærket. Hun stak to fingre i munden og piftede øresønderrivende. En kraftig mand kom ned fra høloftet, uden at besvære sig med at pille halmstrå ud af håret.

„Nå, der er De,“ bemærkede Stefan og bukkede. „Det er godt at se Dem. Så kan det være Hans Majestæt kvikker lidt op. Her har været frygtelig dystert, frøken Alanna.“

Ridderen lænede sig op ad en stolpe. „Jeg synes du skulle fortælle mig, hvad det er der er så ‘dystert’.“

Stefan så sig vagtsomt omkring. „Kom herop,“ sagde han og pegede på stigen op til høloftet. „Og tal sagte.“

Da Alanna kom tilbage til Olau-Palæet, var huset fyldt med syersker. „Det var Elenis idé,“ forklarede Buri. „Hun siger at du og Thayet trænger til nyt tøj. Held og lykke!“ Trofast fik øje på virvaret og flygtede sammen med Buri; mændene var allerede fortrukket.

„Jeg ved, at der er andre ting du hellere ville gøre i dag,“ sagde Eleni, idet hun trak Alanna ind i prøveværelset. „Men Hans Majestæt ønsker, at du bringer Thayet til hoffet i aften. Han har lagt dette her.“ Hun rakte Alanna et forseglet brev.

Alanna brød seglet og læste Jonathans brev, mens Gergis mor befriede hende for sværdbælte, våbenkappe og støvler.

Frøken ridder, i aften vil være et passende tidspunkt til officielt at præsentere dig ved hoffet, samt formelt at introducere prinsesse Thayet. Jo længere tid de mere konservative sjæle får til at vænne sig til dig, jo mere konstruktiv bliver din tilstedeværelse. Dette vil også være en glimrende anledning for dig – med så mange vidner – til at overrække mig den genstand, vi talte om.

Hun nikkede anerkendende og kastede brevet i ilden. Jonathans strategi var klog. En formel præsentation var en stor begivenhed; der ville både være tortallske adelige og fremmede diplomater til stede. Thayet havde i kraft af sin rang ret til en sådan modtagelse, skønt hoffet bar sorg. Selvom Alanna foretrak en mere afslappet velkomst, vidste hun at hendes liv ville blive lettere, hvis Jonathan anerkendte hende offentligt. Og det ville være en hjælp for både ham og hende, at hun overrakte ham Juvelen. Nyheden ville brede sig, så snart det var sket. Og efter hvad hun havde hørt i dag, ville det ikke være et øjeblik for tidligt!

Med et suk tog hun skjorte og bukser af, og en syerske kom for at tage mål af hende. Hun stirrede barsk op i luften imens.

Det var lige før prøven var forbi før den var begyndt, da oversyersken viste Alanna tegninger af kjoler. „Jeg møder ikke op i kjole i aften,“ sagde ridderen bestemt. „Folk tror jo bare, at jeg kommer krybende tilbage med halen mellem benene.“

„De kan ikke vise ben for Hans Majestæt og hele hoffet,“ svarede syersken. „Det er uanstændigt og respektløst, og alle kommer til at snakke om Dem.“

„Det gør de allerede,“ svarede Alanna heftigt.

Kvinden rystede stædigt på hovedet. „De eneste damer der går i bukser, er dem der ikke er damer.“ Rispah kvalte sin latter i hosten, da syersken skulede til hende.

„Jeg er ikke nogen dame – jeg er ridder, “ knurrede Alanna. „Og jeg træder frem for hoffet som sådan. Kjoler kan være udmærkede i visse situationer, men ikke i aften.“

„Ridder Alanna har ret, og De har ret,“ indskød Thayet diplomatisk. Hun viste en tegning, hun havde arbejdet på. „Er dette et passende kompromis?“

Alanna så på tegningen. Det var en skjorte og våbenkappe med vide, fyldige bukser i stedet for stramme ridebukser. Våbenkappen var længere end sædvanligt, helt til knæene, men var slidset op i siderne for at sikre bærerens bevægelsesfrihed.

„Går det an?“ spurgte Thayet.

„Jeg kan lide det,“ svarede Alanna.

„Hm,“ bemærkede syersken, der stadig var skeptisk.

Rispah lagde venligt en arm om kvindens skuldre. „Den mørkegrå silke, med … åh, selvfølgelig, jeg kan godt se at det bliver alt for besværligt, når prinsesse Thayets og madam Gattos balkjoler også skal være færdige. Men det kan være at madam Væver, der har en butik ovre på …“

„Overhovedet ikke,“ hvæsede syersken og gjorde sig fri af Rispahs greb. „Det er slet ikke noget besvær for en førsteklasses butik som min. Væver! Hun sælger dårligt klæde, og hendes sømme går op før man har set sig om …“ Rispah blinkede til Alanna. Striden var afklaret uden at nogen tabte ansigt.

Glimtet i Elenis øjne gjorde Alanna ilde tilpas. Gergis mor så undersøgende på hende fra top til tå. Ridderen skyndte sig at trække i tøjet.

„Øreringe!“ udbrød den ældre kvinde.

Alanna glemte sin nervøsitet og så på Eleni. Hun troede knap nok sine egne ører. „Kan jeg?“ hviskede hun. Hele sit liv havde hun misundt hoffets skønheder deres lange øreringe. Hun havde ikke engang villet gå med den ene lille ring en mand kunne gå med – det var bare ikke det samme.

Med lynets hast fik Eleni og Thayet hende sat i en stol, mens Rispah varmede en nål. „Det er ingenting, det her,“ grinede Rispah. „Du er jo ridder, og vant til kamp. Sid stille!“

Alanna bed tænderne sammen idet nålen borede sig ind i hendes øreflip. Hendes mave slog knude på sig selv, og det suste for hendes ører. „Nu skal du høre hvad Døtrene sagde til mig, da jeg fik lavet mine,“ sagde Thayet, mens Rispah tørrede efter med et stykke silkestof. „‘Man må lide for skønheden.’“

„Skulle det være nogen trøst?“ gispede Alanna. Hun lukkede øjnene inden næste stik. Denne gang var det alle hendes indvolde der slog knuder, og hendes susen for ørerne blev direkte larmende. Hun åbnede øjnene, og alt var sort.

Der var nogen der holdt lugtesalt under hendes næse. Alanna nøs flere gange. „Hvad skete der?“ spurgte hun og kæmpede for at holde maven på plads. Rispah opgav at kæmpe mod latteren, og Eleni måtte tørre øjnene med et lommetørklæde. Selv syersken så ud til at more sig. Alanna skulede til Thayet. „Thayet!“

„Du besvimede,“ stønnede prinsessen og brød sammen af latter.

Rispah og Eleni fortalte de rejsende, hvad der var sket i slottet og i byen, mens syerskerne arbejdede. Det var et dystert indtryk Alanna fik, endnu mere dystert end hun havde opfattet fra beretningen i stalden. Jonathans kommende undersåtter spurgte sig selv om han var forbandet. Det havde taget hårdt på hertug Gareth at miste sin søster og svoger. Han levede tilbagetrukket, og hans søn fungerede som førsteminister. Der var ingen der betvivlede unge Gareths evner, men alle havde kendt og respekteret hans far, og der var få uden for slottet, der overhovedet havde truffet sønnen. Mange ældre adelsmænd, der tidligere havde givet kongen deres støtte, havde trukket sig tilbage fra Jonathan uden nogen forklaring. Som undskyldning fremførte de at de afventede kroningen, der var det rette tidspunkt at aflægge deres troskabsed, men Mylas og hertug Gareth havde fortalt Jonathan at de samme adelsmænd havde svoret at støtte Roald før hans kroning. Klo så ud til at være forsvundet, men Alanna havde hørt fra Stefan at hans tilhængere stadig voldte Gergi problemer. Foråret havde været fugtigt, og sommeren havde hidtil været kølig, og det betød en mager høst, et dårligt varsel for en konges første år på tronen.

„Alle forholder sig afventende,“ sagde Rispah mens Alanna prøvede sit nye tøj. „Fuldstændig uden grund. De håber på at en anden vil gøre krav på tronen, men der er jo ikke andre. Hertugen af Condia opmuntrer dem i hvert fald ikke.“

„For nogen var det tilstrækkeligt med alle de bazhirer, der kom til byen,“ forklarede Eleni. „Der er mange nordpå, der hader dem, og en konge der er populær hos ørkenfolket vil hurtigt geråde i vanskeligheder.“

„Der er nogle der siger at hertug Rogir er ældre og mere erfaren end Jonathan,“ tilføjede Rispah. „De siger at det der skete til midvinter for to år siden …“ hun nikkede til Alanna, „var Jonathans plan for at rydde Rogir af vejen.“

„Slap af, mit barn,“ sagde Eleni og lagde en hånd på Alannas arm. „Det er kun snak. Der er ingen der gør noget, eller bare taler offentligt. Men Jonathan kunne have gavn af et mirakel.“

Til sin overraskelse smilede Alanna. „Så må vi give ham et.“

Hun fandt Mylas i hans arbejdsværelse sent om eftermiddagen. Han sad og småsov. Da han var vågen, satte Alanna sig og drøftede det forløbne års begivenheder med ham. Han kunne udfylde hullerne, for han vidste bedre end nogen anden hvorfor adelige opførte sig som de gjorde, og hans købmandsvenner var altid ærlige over for ham. „De tror ikke på at Jonathan vil kunne blive siddende på tronen,“ sagde han ligeud til Alanna. „Indtil de ser bevis for at han kan, holder de sig tilbage. Det er ikke fordi de regner med at Rogir vil gøre forsøget. Folk ved hoffet venter det i hvert fald ikke. Men Tortall er et stort rige, og det er svært at holde sammen på selv i gode tider. Hvis Jonathan ikke kan herske, vil lenene i grænseområderne begynde at løsrive sig og danne deres egne kongeriger. Tusaine, Galla og Scanra vil begynde at gnave sig ind på os. Det er folk bange for. Roald lod dem passe sig selv, og over tyve års velvillig forsømmelse er ved at bære frugt. Er det svar på dit spørgsmål?“ Alanna nikkede. „Juvelen vil være til hjælp. Derudover er det op til Jonathan, hvordan han vil bruge jer kvikke unge mennesker.“

Alanna lo. „Husk, han har også dig på sin side.“

Mylas kluklo. „For øvrigt har jeg noget til dig. Eleni fortalte mig hvad du måtte gennemgå her i eftermiddag. Jeg har købt disse her for at muntre dig op.“ Han stak hånden i lommen og rakte Alanna en lille æske. „Du skal ikke åbne den her. Taknemmelighed gør mig så forlegen.“ Han lænede sig tilbage i stolen og lagde fødderne op. „Hvis du vil have mig undskyldt, vil jeg gerne sove færdig.“

Alanna åbnede æsken uden for hans arbejdsværelse. Den indeholdt et par sorte perleøreringe.

Enhver pige i Tortall drømte om at træde ned ad den store trappe i Dronningens Balsal med alle øjne rettet mod sig, mens hendes drømmes ridder kom til hende og førte hende bort til et liv i lykke. Skjaldene levede af historier om piger af jævn byrd, der blev præsenteret ved hoffet af mystiske og rige værger, og som fik netop denne skæbne. Nu hvor det var Alannas tur til at gå ned ad trappen, følte hun en uvant panik. Hun havde set i hundredvis af mennesker gå ned ad trappen og knæle foran majestæterne. I balsalen havde hun mødt piger der kom til hoffet for at blive godt gift, fremmede diplomater og deres fruer, købmænd, krigere – en endeløs liste. Hvis de havde været lige så skrækslagne som hun var den aften, havde de ikke vist det.

De stod i værelset uden for balsalens store døre: Thayet, Buri, Eleni og Liam for at blive officielt præsenteret, Mylas for at styrke deres selvtillid, og Alanna for at blive – genpræsenteret? Det kan ikke passe, sagde hun til sig selv. Det var som om Juvelen, der lå sikkert forvaret i sin æske, havde opsnappet hendes nervøsitet; hun kunne mærke den summe gennem sine sorte skindhandsker. „Hop op,“ sagde hun til Trofast og skød skulderen frem. „Jeg trænger til at blive beroliget.“

Nej, svarede katten og rystede på hovedet. Jeg krøller bare dit fine tøj. Forbløffet trak hun sig væk fra ham. Han lød ligefrem alvorlig!

Eleni Gatto rettede på sin gyldne kniplingskrave. „Jeg fortryder at jeg gik med til det her, Mylas.“ Hun var elegant klædt i mahognibrun silke, og hendes gråsprængte hår var samlet i en tung knude i nakken. „Jeg befinder mig meget bedre nede i byen.“

To par nøddebrune øjne mødtes, med en kærlighed der gjorde Alanna helt vemodig. Mylas førte Elenis hånd til sine læber. „Dette bliver mindst lige så underholdende, min skat. Måske endnu mere.“

Stærke fingre rørte Alannas nye øreringe. „De er fine,“ sagde Liam anerkendende. „De klæder dig.“

Alannas hjerte hoppede. Dragen behøvede ikke at gå i mørkt eller gråt sørgetøj for Lianne og Roald. Han var i pragtfuld blåviolet silke over en sølvfarvet skjorte og bukser. Hans hår flammede i kontrast.

„Du kan ikke være bekendt at se så godt ud!“ hvislede hun.

„Jeg kunne sige det samme om dig. Tror du ikke jeg er ked af, at vi brød?“ Hans øjne havde den lysende havblå farve, han åbenbart havde reserveret for hende. „Du kan takke mig, når du er dronning af Tort all.“

Hun skulle lige til at sige: ‘Jeg skal aldeles ikke være dronning,’ da Gareth sluttede sig til dem. „Liam Jernarm? Jeg er Gareth den Yngre af Naxen. Jeg fungerer som førsteminister i min fars sted. Vil De ikke fortælle mig om Shang?“ Han tog Liams arm og gik med ham. „Vi tales ved senere, Alanna,“ sagde han.

Timon, der havde været hertug Gareths kammertjener, og som nu var leder af slottets lakajer, kom løbende. Gareth skyndte sig at sige farvel og gik ind ved siden af tronen. Timon nikkede til Mylas, der tog Elenis arm. „De er lige så meget værd som hvem som helst derinde, madam Gatto,“ hørte Alanna ham sige. Overherolden bukkede og åbnede halvdelen af den store dør for parret.

„Kan jeg gå an?“ ville Buri vide. Hun var i en jakke af hjorteskind besat med røde og sølvfarvede perler, stramme skindbukser og bløde støvler. Hun havde knive og dolke alle vegne, og i hendes bælte hang både det korte og det lange sværd. Hendes tykke hår var rullet op i stramme fletninger samlet med sølvnåle. Hun slog nervøst sine handsker mod sin arm, mens Alanna betragtede hende.

Ridderen smilede. „Du ser forrygende godt ud. Din mor og din bror må være stolte af dig.“

„Vi er stolte,“ tilføjede Liam. Herolden vinkede ad ham. Han trak vejret dybt. „Ved alle Shang-mestre, jeg hader den slags.“ Mens de to kvinder stirrede forbløffet efter ham, gik han gennem den åbne dør.

Buri puffede til Alanna. Thayet var kommet ud fra påklædningsværelset. Alanna mistede mælet, og prinsessen forsøgte at smile. „Hvordan ser jeg ud?“

Hendes hår var en kaskade af krøller fra isse til skuldre. Hendes øjne var store og brune mod den lyse hud, og hendes læber røde. Hendes flammende røde kjole var nedringet med et vidt, bølgende skørt. I håret og om halsen havde hun lysende rubiner.

Også overherolden stirrede lamslået på Thayet. „Du skal ikke spørge mig,“ grinede Alanna. „Han har set alle hoffets skønheder komme og gå. Han siger at de ikke længere gør noget indtryk på ham.“

Thayet så spørgende på overherolden. Han bukkede for hende, lige så dybt som for en konge. „Prinsesse, gid De altid må pryde vore sale,“ sagde han med følelse.

Begge døre ind til trappen gik op. En brat stilhed sænkede sig over den overfyldte balsal. Det var kun når kongelige fra andre lande var på besøg, at begge døre blev brugt. Herolden gik hen til toppen af trappen og slog sin jern

beslåede stav tre gange i gulvet.

„Hendes Kongelige Højhed prinsesse Thayet jian Wilima af Sarain, hertuginde af Camau og Thanhyien.“ Alanna trådte frem med Thayet under armen. „Ridder Alanna af Trebond og Olau, ridder af Tortall. Buriram Tourakom af K’miri Hau Ma.“

Jonathan rejste sig og betragtede dem. Hans betagede ansigt var alt hvad Alanna behøvede at se. Hun gav sig selv et skulderklap for sin gode idé. Thayet nærmest svævede ned ad trappen. Hendes ansigt var udtryksløst, og kun hendes faste greb om Alannas arm afslørede hendes nervøsitet. Jonathan gik hen ad den røde løber mellem døren og tronen og mødte dem midt i salen.

Alanna gjorde blidt sin arm fri af Thayet, og lod prinsessen gå de sidste få skridt hen til Jonathan alene. Den vordende konge omfavnede Thayet og kyssede hende på begge kinder. „Velkommen, kusine,“ sagde han, med den tiltaleform der brugtes blandt kongelige. „Vi beklager de triste omstændigheder, der har drevet Dem fra Deres hjem.“

„Tak, Deres Majestæt.“ Thayets blik var strengt. Det var tydeligt for Alanna, at hun prøvede at minde Jonathan om, at hun helst ville være en almindelig borger.

Jonathan overså hentydningen. „Betragt Tortall som Deres hjem, indtil der atter er fred i Sarain.“ Han bød Thayet sin arm og førte hende til den stol, der var sat frem til hende tæt ved hans egen. Hun satte sig yndefuldt, og skørterne dannede en perfekt vifte omkring hende. Buri tog opstilling ved hendes side. Det var ikke til at sige hvem der begyndte, men et dæmpet bifald blev hurtigt til et tordnende begejstringsbrøl. I Sarain havde Thayet været et kvindfolk, der burde have været en mandlig tronarving. De tortallske hoffolk accepterede hende som den hun var.

Også Gergi nød Thayets entré, men han havde samtidig øje for hendes ledsagere. Han nikkede anerkendende til Buri. Og han var nøje opmærksom på Alanna fra det øjeblik hun trådte ind i salen. Hun var elegant i sit mørke

grå og sorte tøj, og hendes hår og øjne flammede. Ingen kunne overse sværdet ved hendes side. Under den ene arm havde hun en æske, der ikke var meget større end hendes knytnæve.

Gergi kom i tanke om sin forklædning som en barsk bazhir, og undertrykte en tilskyndelse til at smile bredt som en stolt elsker. Hun gjorde det minsandten, tænkte han. Min skat har fået dem til at bemærke sig, og danse efter sin pibe. Jeg troede kun det var jævne folk, der var i stand til det.

Alanna så sig om, mens hun ventede på at bifaldet skulle stilne af. Hun genkendte Gergi, selvom han var forklædt. Hun skjulte et grin – hun kunne have sagt sig selv, at han ville være her – og blinkede til ham.

Opfør dig ordentligt, skændte Trofast. Du har vigtige ting at passe!

Larmen var omsider ved at dø hen. Jonathan nikkede. „Træd frem, ridder Alanna.“

Hun fortsatte hen ad løberen, med hånden på sværdfæstet. Trofast gik ved siden af hende. Thayet smilede opmuntrende, idet Alanna knælede foran Jonathan.

„Deres Majestæt.“ Hun trak Lynild og lagde det på trinnet for hans fødder, som tegn på sin troskab. „Jeg sværger at tjene Dem og Deres arvinger med alt hvad jeg besidder, i Moderens navn.“ Hun tog æsken i begge hænder og åbnede den. Juvelen lå i det sorte fløjl. Hun rakte ham den. „Deres Majestæt, jeg bringer Dem frugten af mine rejser – Herredømmets Juvel.“

Jonathan tog den, og en total stilhed sænkede sig over salen. I samme øjeblik hans fingre rørte Juvelen, flammede den op og strålede som en lille sol i hans hånd. Jonathan holdt den i vejret. En hofmand knælede, og endnu én, indtil alle undtagen Jonathan og Thayet knælede.

„Vi takker Dem, ridder Alanna.“ Hans stemme kunne høres i salens fjerneste kroge. „Og vi takker guderne for at de har sendt os denne Juvel – og vor Løvinde – i nødens stund.“