Verdens Tag

Da de havde krydset grænsen, begyndte vejen at gå opad. Nætterne var kolde, skønt det var maj, og Alanna var glad for Liams varme under deres fælles tæpper. Thayet var den første til at trække i en pelsforet kappe, men de andre fulgte snart hendes eksempel.

Thayet og Buri sluttede sig til Dragens morgenøvelser og lærte Shangs nærkampteknikker. Alanna var forbløffet over, så godt hun selv klarede sig. Det var tydeligt, at hendes mangeårige træning kom hende til gavn. Hun kunne mærke forskellen i kroppen under træningen, og hendes muskler førte hende problemfrit fra spark til stød og tilbage igen. Følelsen af at være i form gjorde hende optimistisk, og hun følte sig fuldt ud parat til at møde Verdens Tag.

Thayet blev mere afslappet, jo længere væk hjemmefra hun kom. Hun fortalte så åbenhjertigt om sin barndom, at Alanna måtte takke Coram for hans bryske, men kærlige opdragelse af hende og Thom. Thayet var datter af en hersker, der havde ønsket sig en søn; det var kun Kalasin der havde vist hende kærlighed. Det var Kalasin, der havde lært Thayet om k’mirernes skikke. Kalasin og Buris familie.

„Jeg var aldrig blevet så god en dronning som min mor,“ sagde Thayet. Hun grinede. „Nu kan det være lige meget. Jeg skal slet ikke være dronning.“

„Er du ked af det?“ ville Alanna vide. Hun havde været frygtelig bange, da Jonathan havde friet til hende, for det ville betyde at hun en dag skulle være hans dronning.

„Lidt,“ indrømmede Thayet. „Der er så meget jeg gerne ville ændre. Kvinder har for eksempel ingen rettigheder i Sarain – kun hvad vi får af vore fædre og ægtemænd. Det er mænd, der besidder godser og formuer. Kvinder kan ikke arve.“

„Det er jo barbarisk!“ udbrød Alanna. „I Tortall arver kvinder. Ikke titler, men godser. Jeg er Mylas’ lovlige arving – det er ikke så almindeligt, men det sker.“

„Tortall lyder som et pragtfuldt land,“ sukkede Thayet.

„Det finder du ud af, når du kommer dertil,“ lovede ridderen. Hun tilføjede ved sig selv: Vi kommer alle sammen til at finde ud af et par ting, især Jonathan. Hun kunne ikke lade være med at grine.

Vinterens sne begyndte at smelte, og trafikken tiltog. Vejene vrimlede med minearbejdere, jægere og handelskaravaner. Alannas selskab passerede hyrder, der var på vej sydpå med deres dyr. Bønder med vogne fyldt med ost, spraglet klæde og høns, vinkede når de kørte forbi. Kun doi-folkene holdt på værdigheden. De var i slægt med k’mirerne, om end mindre krigeriske end deres fætre mod vest. De var mestre i at overleve i Taget; de dygtigste bjergførere var doi’er, og det fineste pelsværk kom fra deres skjulte landsbyer.

De rejsende fortsatte dybere ind i verdens højeste bjerge, hvor sneen stadig lå i driver langs vejen. Alanna kæmpede mod sin voksende utålmodighed. Af en eller anden grund havde hun en følelse af, at hun burde vende hjemad. Det ville være tåbeligt at vende om, når de var så tæt på målet, men hun ønskede at finde passet og gøre det fornødne hurtigst muligt.

Hun prøvede at nå Thom eller Jonathan med sin magi, men det var umuligt. Afstanden var for stor. Hun havde ikke været i stand til at vise Coram hans Rispah siden de forlod klosteret. Thoms kraft rakte måske over hele kontinentet, men det gjorde hendes ikke.

Nogle dage efter at de havde krydset grænsen, red hun op på siden af Coram og gav tegn til ham om at falde lidt tilbage sammen med hende. Da de var uden for de andres hørevidde, spurgte hun brat: „Har du været i kontakt med Røsten?“ Det var en bazhirisk ceremoni; hver aften ved solnedgang indgik alle medlemmer af bazhir-stammerne, fødte eller adopterede, i en magisk forbindelse med Stammernes Røst. Gennem denne forbindelse hørte Røsten nyt, afgjorde uoverensstemmelser, og rådgav sit folk. Både Alanna og Coram var optaget i Blodhøgens Stamme, og var derfor i stand til at deltage i forbindelsen, men Alanna havde aldrig gjort det. Først havde hun nægtet på grund af modvilje mod at åbne sit sind for en anden, selv for en person der var i den grad bundet af pligten som Røsten var. Senere, da prins Jonathan var blevet Stammernes Røst, og de havde brudt deres forhold, besluttede Alanna at hun under ingen omstændigheder ville lade Jonathan vide hvad hun tænkte og følte. Men hun vidste at Coram deltog i ceremonien, og havde gjort det lige siden sin optagelse i stammen.

Coram stirrede forbløffet på hende. „Dengang vi rejste til Caynn sidste efterår, sagde du at du ikke ønskede at høre noget om det …“

Alanna rødmede. „Nu er det noget andet. Har du?“

„Ikke siden vi rejste til Maren.“

Hans svar forbløffede Alanna. „Du gjorde det jo næsten hver aften, da vi var der. Hvorfor holdt du op?“

Coram trak på skuldrene. „Det er noget andet, når man ikke er sammen med stammen. Det føles ensomt. Men jeg har forsøgt den sidste uge. Jeg har kunnet mærke, at du er bekymret for, hvordan det står til hjemme.“

„Har du hørt noget?“ Hun kunne ikke skjule iveren i sin stemme.

„Beklager – jeg tror vi er for langt væk. Jeg kunne intet mærke.“

Alanna fremtvang et smil. „Det gør ikke noget. Jeg bekymrer mig sikkert uden grund.“ Hun indhentede Liam, og lod som om hun ikke så Corams foruroligede ansigtsudtryk.

De nåede Lumuhu-dalen den første uge i maj, og den næste dagsrejse førte dem til de to pas i dalens nordende. På det sted hvor vejene fra passene mødtes, lå en kro bygget af solide sten og tegl. Engen bag bygningerne var dækket af et tyndt lag sne, og det samme gjaldt passet mod nordøst. Vejen mod nordvest var spærret af sne og is, og passet var lukket. Alanna sank noget. Hvorfor havde hun på fornemmelsen, at dette var Chitral?

Himlen havde været grå og dyster hele dagen. Den blev endnu mørkere, mens de satte hestene i stald, og der begyndte at falde slud, da de gik ind i kroen.

„Snestorme i maj er ikke til at spøge med,“ sagde kroværten, der serverede cider, mens de ventede på at deres værelser skulle blive varmet op. „Det er prisen for at ligge så højt til vejrs. I må hellere gøre jer det behageligt. Denne storm kommer til at lukke Lumuhu i mindst en uge.“

„Hvad med Chitral?“ spurgte Liam.

Manden lo. „Moder Chitral åbner sig ikke før midsommer, og selv da kun for de stærkeste. Der ligger altid sne. Hvis nogen har fortalt jer, at Chitral er en god vej, er I blevet holdt for nar.“ Han lo og gik.

„Nu ved vi, hvorfor ingen har hentet den Juvel før,“ sukkede Buri. Thayet stirrede længselsfuldt ind i ilden. Alanna pakkede sig ind i sin kappe og lyttede til vindens tiltagende hylen.

Liam blev nedenunder, mens Alanna gik op på deres værelse for at vaske sig og skifte tøj. Hun pakkede sine tasker ud – da det så ud til, at de kom til at blive her et stykke tid – og fandt den lilla kjole hun havde haft med fra Corus. „Hvornår har jeg sidst haft en kjole på?“ spurgte hun Trofast.

Katten, der var ved at vaske sig, så op. Den dér havde du på sidste efterår, da du besøgte Gergi.

„Det stemmer.“ Hun smilede til sit spejlbillede. „Den kan han særlig godt lide.“

Dengang var den ikke så krøllet, bemærkede katten.

Alanna ringede på kammerpigen.

Thayet klappede, da Alanna trådte ind i krostuen klædt i den lilla silkekjole (det var lykkedes kammerpigen at få den glattet nogenlunde ud). Buri piftede, og Coram grinede. Liam så underligt på hende.

„Nå?“ sagde Alanna omsider, rødmende. „Kan du ikke lide den?“

„Den er da meget pæn,“ sagde han omsider. „Den virker bare ikke særlig praktisk.“

Mon hun nogensinde lærte at forstå ham? „Den er heller ikke beregnet til at være praktisk. Det er en kjole. Til at føle sig smuk i.“

„Man vinder ikke en kamp ved at føle sig smuk.“ Hans øjne havde den bleggrå farve, der ikke røbede det mindste af hans følelser.

„Jeg tror ikke jeg kommer i kamp med nogen her. Det skulle da lige være med dig,“ hvæsede hun. „Hvorfor må jeg ikke klæde mig lidt upraktisk en gang imellem?“

„Det må du selv om,“ sagde han med et skuldertræk. „Det næste bliver vel lange øreringe, armbånd og andet flitterstads. Og så skal du have dig en fornem ægtemand, og nogle hofintriger.“

„Jeg er kvinde.“ Til sin store forlegenhed så hun, at Coram, Thayet og Buri forsøgte at slippe væk. „Hvorfor må jeg ikke tage en kjole på, uden at du pludselig tror at jeg er ude på at give afkald på alt andet?“

„Vor vej er barsk og kold og mudret. Måske er du blevet klar over, at en omvandrende ridders liv ikke er så fantastisk som du troede.“ Hans ord ramte tilstrækkelig nær til at gøre ondt. „Det er måske denne komtesse Alanna din prins skal se, når du kommer hjem.“

Hun forlod lokalet, og vidste at hvis hun sagde et ord, ville hun komme til at græde. Hun løb ind på sit værelse og smækkede døren efter sig. Hun havde gjort sig sine overvejelser omkring sit liv som vandrende ridder, men ikke af den grund han havde troet.

Alanna flåede kjolen af og smed den i en krog, sammen med skørtet og strømperne. Hun var halvvejs i skjorte og bukser, da hun begyndte at græde. Få øjeblikke efter var hendes lommetørklæde drivvådt.

„Jeg hader ham!“ Hun slog i sengen. „Jeg hader ham! Det er urimeligt, at nogen skal kunne såre en anden så meget!“

„Du skræmmer ham.“ Thayet lukkede døren efter sig. „Aldrig så snart tror han, at han forstår dig, før du gør noget nyt. Han kan ikke sætte dig i en pæn lille bås, som han kan med os andre.“

„Jeg har aldrig bedt om at være anderledes for ham!“ Alanna tørrede øjnene i ærmet, og knappede sine bukser. „Jeg har aldrig bedt om at være noget som helst for ham! Det skete bare!“

Thayet knappede Alannas skjorte. „Jeg har på fornemmelsen, at det også ‘bare skete’ for Liam, og det er det, der skræmmer ham. Vor Drage er en mand, der foretrækker at have alt under kontrol, især sig selv.“

Alanna stirrede på Thayet. Var det derfor Liam var bange for magi? „Hvad galt skulle der være i at blive forelsket i mig? Og hvad har den kjole at gøre med noget af det her, Thayet?“

Prinsessen smilede. „Alanna, da han så dig i den kjole, så han datteren af en adelig familie – en kvinde der kan føre sine aner tilbage til Den Gyldne Bog. Liam er af bonde

slægt.“

„Hvis det ikke betyder noget for mig, hvorfor skulle det så gøre det for ham?“

„Han er meget stolt.“ Thayet dyppede sit lommetørklæde i vandfadet og tørrede Alannas ansigt. „Nogle kvinder kan græde, og alligevel være smukke,“ sagde hun tørt. „Du og jeg kan ikke.“

„Det ved jeg,“ snøftede Alanna. „Jeg bliver rød og ophovnet. Da Gergi fortalte mig at han var … øh … interesseret, generede det mig at han var af jævn byrd. Jeg sagde oven i købet noget i retning af ‘lige børn leger bedst’. Gergi var ligeglad. Men Liam – Hvad kan rang dog betyde for Shang-Dragen?“

Det bankede stille på døren, og Liam kom ind.

„Jeg var netop ved at gå,“ sagde Thayet. Hun blinkede til Alanna og lukkede døren efter sig.

Liam var ildrød i hovedet, og så ned i gulvet mens han talte. „Du skulle ikke have taget kjolen af. Du er meget smuk i den. Man vænner sig vel bare til at se folk på en bestemt måde.“

Alanna vidste, at det var al den undskyldning hun nogensinde ville få fra ham. Hun klappede på sengen ved siden af sig, og Liam satte sig. „Jeg kan lide kjoler,“ forklarede hun. „Hvis du tager med os til Tortall, vil du se mig i nogle flere. Selvom jeg er ridder, kan jeg godt lide fint tøj.“ Hun grinede til ham. „Jeg har sågar sommetider brugt sminke.“

Han så forbløffet ud, og hun forklarede videre: „Du ved, kindrødt og den slags. Jeg skammer mig ikke ved at være kvinde, Liam.“

Han strøg hende forsigtigt over håret. „Det har jeg heller aldrig troet. Jeg glemmer aldrig at du er kvinde, Løvinde.“ Hans første kys var blidt, det næste lidenskabeligt. Alanna lod ham omfavne hende. Vi burde tale noget mere om, hvorfor han blev vred, tænkte hun. Jeg tror ikke der kommer noget godt ud at elske. Men Dragen var så ihærdig at hun skubbede tvivlen til side.

Da de klædte sig på til middag en time senere, spurgte hun: „Er der nogen Shang-Løvinder?“

Liam strakte sig, mens han tænkte sig om. „Ikke de sidste halvtreds år. Kvinderne foretrækker navne, der ikke er så ‘prangende’. Det vil sige, at der ikke er så mange Løvinder eller kvindelige Drager. Min lærer i benarbejde var Vildkatten. Hun sagde altid, at hvis mændene absolut ville vække opmærksomhed, måtte de selv om det.“

„Men fabeldyr er da ‘prangende’,“ protesterede Alanna. „Eller kvinder får måske ikke lov til at opnå så høj en rang?“

„De er ikke til at stoppe!“ grinede han. „Lige nu er der mig, Griffen – også en mand – og Kylaia al Jmaa, Enhjørningen. Hun er den smukkeste skabning der kan gå på to ben, som om hun var skabt af silke og stål og lynild.“ Han trak hende i næsen. „Er du så tilfreds?“

Selskabet spiste deres aftensmad på Thayet og Buris værelse. De var alle grebet af en sælsom blanding af ængstelse og begejstring, men der var ingen der brød sig om at tale om det. Hvad skulle de nu? Vente til Chitral blev åbent?

Alanna troede ikke hun kunne vente så længe. Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde en kraftig fornemmelse af, at hun burde skynde sig at komme hjem.

Næste formiddag morede de sig med de praktiske gøremål, de havde forsømt under rejsen. Alanna og Coram tilbragte nogle timer i stalden med at reparere seletøj. Liam tog sig af sit eget grej, mens Thayet lappede tøj og Buri rensede våben. Ved frokosttid trængte de alle til adspredelse, og gik ind i krostuen for at se, hvem der ellers havde søgt ly for snestormen.

Der var to grupper købmænd til stede. Den ene var på vej nordpå med krydderier, og den anden sydpå til Udayapur med pelsværk. Derudover var der fire lokale – to hyrder, en grovsmed og en bjergfører – og fem doi’er. Doi’erne var lige så interesserede i Alanna og hendes venner, som ridderen var i dem. De og Alanna så på hinanden under hele måltidet.

„Liam,“ hviskede Alanna og forsøgte at være diskret, „hvem er den doi-kvinde med den sorte sten i panden?“

Liam nikkede alvorligt til doi’erne. De skjulte øjnene et kort øjeblik, og Dragen sagde at dette var et tegn på respekt. „Hun er spåkvinde,“ svarede han. „De er lige så ansete blandt doi’erne som præster er hos os. De arbejder forskelligt alle sammen. Nogle læser i teblade. Andre kan se fremtiden i stjernerne. Jeg blev engang spået. Det var interessant.“

Det overraskede hende. „Jamen, du bryder dig jo ikke om magi.“

Liam rystede på hovedet. „Det her er noget andet. Ingen ild og flammer, ikke noget der flyver rundt eller bliver forvandlet. Doi’erne ser på virkeligheden.“

En af doi-mændene kom hen til dem, og lagde hånden over øjnene for at vise sin respekt for Liam. „Dragemand, vi er af Klippemusens folk.“

„Jeg kender Klippemusen,“ svarede Liam.

„Vor Frue-Som-Ser, Mi-chi, ved at tiden falder lang, når stormen blæser. Hun vil læse jeres hænder, hvis I ønsker det.“

„Vi er beærede.“ Liam rejste sig. „Det vil være en fornærmelse at sige nej,“ sagde han dæmpet til de andre.

Spåkvinden vinkede Thayet hen til sig. „Jeg læser i hænder,“ sagde Mi-chi. Hendes stemme var dyb, og hendes øjne mørke og mystiske. „Den hånd man bruger til at spænde en bue eller røre i en gryde, viser den del af én, andre kan se. Den hånd man ikke bruger, viser ens indre selv.“

Thayet nikkede. „Jeg er højrehåndet.“

Mi-chi tog prinsessens venstre hånd, og holdt den med håndfladen opad. Ingen sagde noget, mens hun med fingrene fulgte linjerne i Thayets håndflade. Alanna rakte nysgerrigt ud med sin Gave. Spåkvindens magi mindede om bazhirernes; den kom snarere fra jorden end fra udøveren.

„Hvad ser du?“ ville Thayet vide.

Mi-chi smilede til hende. „Du har ikke mistet andet end dine lænker, ædle dame. Følg dit hjerte. Det vil føre dig til et mægtigt sted. Og glem dit hjem. Du vil aldrig mere få det at se.“

Thayet rejste sig og gik over til ildstedet, mens hun holdt sit ansigt skjult. Buri så et øjeblik efter sin kongelige frue, inden hun satte sig ved siden af doi-kvinden. „Vil du godt hviske det, hvad du så end ser?“ spurgte hun og rakte højre hånd frem.

Det gik Mi-chi med til, og Buri ville ikke sige hvad hun havde fået at vide. Så var det Corams tur, og han bad om det samme. Han smilede, da han rejste sig – han kunne åbenbart lide sine fremtidsudsigter.

Mi-chi smilede til Liam. „Du kender allerede din skæbne, Dragemand. Jeg kan ikke sige noget, der kan ændre den, eller din viden om den.“ Hun så på Alanna. „Så er det dig.“

Alanna satte sig ved siden af Mi-chi og rakte venstre hånd frem. Mi-chi tog begge to, og studerede indgående ridderens barkede håndflader. Da hun talte, kunne Alanna mærke en kraft i hendes stemme, der var ganske anderledes end den doi-magi hun tidligere havde fornemmet. Dette var stærkere og mere utæmmet.

„Han venter, gamle Chitral.“ Mi-chis stemme var hæs. „Han ved at du er kommet efter hans skat. Han vil ikke give dig den, medmindre du viser dig værdig.“ Alannas venner lyttede opmærksomt. „Tror du det gør nogen forskel, hvis du venter til denne storm er overstået? Han har flere at sende imod dig.“

„Jeg skal ikke ud i det pas midt i en snestorm!“ protesterede Alanna.

„Så er dit ønske, eller hvad det er der driver dig, ikke stærkt nok.“ Mi-chis øjne var hånlige. „Tag ikke fejl, helt fra lavlandet. Chitral kæmper mod dig, med vind og sne. Alle der vil møde ham, må kæmpe på hans betingelser, eller holde sig væk.“ Doi’en slap Alannas hænder og så på Liam. „Dragemand, har du bragt din killing til os for at blive prøvet? Det er ikke sikkert du vil bryde dig om den voksne kat.“

„Jeg bringer ikke Alanna nogen steder, spåkvinde. Hun vælger sin egen vej.“

Mi-chi rejste sig. Hun skælvede, og en af hendes ledsagere måtte støtte hende. „Glem det ikke, Dragemand.“ Hendes stemme var hæs af udmattelse. „Hun er en helt som du, men hun er anderledes. Altid anderledes.“ Doi’en hjalp hende til hendes værelse.

Alanna gned hænderne i bukserne – det prikkede stadig i dem efter Mi-chis doi-magi og den anden magi, der havde talt gennem spåkvinden. „Det lyder … Jeg ved det ikke. Jeg er ikke nogen helt. Ikke endnu.“

Buri lagde en arm om Alannas skuldre. „Det glæder mig. Lad os gå ud i stalden og træne spark.“

Det værste var, at Alanna troede på Mi-chi, eller på hvad det var, der havde talt gennem doi-kvinden. Denne sælsomme magi lod sig ikke fornægte. Hvad er det, der sidder oppe i det pas og venter på, at jeg skal komme efter juvelen? spurgte hun sig selv gang på gang, mens dagen sluttede og den næste slæbte sig af sted. Snestormen rasede stadig udenfor, og viste ingen tegn til at stilne af.

Hun begyndte at overveje blot at rejse hjem, men så var der noget i hende, der nægtede. Hun vidste, at det måtte være sket tidligere i hendes liv, at hun ikke havde fuldført noget hun havde sat sig for. Men hun kunne ikke huske det, og hun ønskede heller ikke at huske det. Og hun ønskede heller ikke, at hendes søgen efter Herredømmets Juvel skulle blive første gang hun kunne huske at hun havde givet op. Uvilkårligt kom hun i tanke om alt hvad hun som barn i Trebond havde lært om at overleve i sneen.

Før daggry den tredje dag på kroen sad hun og kiggede ud gennem en sprække i et tilskoddet vindue, da hun mærkede nogen nærme sig. Hun vidste det var Liam, og hun vendte sig ikke. „Jeg tror stormen er ved at lægge sig,“ sagde hun og prøvede at håbe.

Liam greb hende hårdt om skuldrene og vendte hende rundt. „Du kan spare dig så meget som at tænke det,“ advarede han. „Og lad være med at gøre store øjne og spørge hvad jeg taler om. Jeg er ikke Coram, og dine kneb virker ikke på mig.“

Det gjorde hende rasende. „Måske vælger Coram at lade mine ‘kneb’ virke, og jeg ved ikke hvad du taler om.“

„Hvorfor kommer kroværten så og fortæller mig, at du har bedt om udendørs udstyr?“ Han ruskede hende. „Tror du, du er udødelig? Denne snestorm er dræbende! Der ligger hele hjorde stivfrosne derude! Din såkaldte Gave kan måske beskytte dig mod små snebyger i Tortall, men det her er Verdens Tag, og du dør, hvis du vover dig ud i det. Jeg ville aldrig gøre forsøget, og jeg forbyder dig det!“

Hendes årelange træning forhindrede hende i at slå ham, skønt hun aldrig havde haft så meget lyst til det. „Du ved ikke hvad jeg kan gøre, Jernarm.“ Hendes stemme var iskold, da hun vred sig ud af hans greb. „Jeg vil godt have mig frabedt, at du opfører dig som om jeg ville gøre noget tåbeligt, hvis du ikke var her.“

„Ville du ikke gøre noget tåbeligt?“ hvæsede han. „Undertiden opfører du dig, som om du ikke havde mere forstand end en kattekilling!“

Det var urimeligt, og de vidste det begge to. Liam var ude af stand til at sige undskyld, og Alanna kunne ikke tilgive. De spiste i iskold tavshed, og de andre trak sig tilbage til deres værelser umiddelbart efter, for ikke at blive blandet ind i skænderiet. Liam blev siddende hos doi’erne, og Alanna gik ovenpå med Trofast.

„Vi klarer det ikke, det her,“ sagde hun til katten, mens hun klædte sig af og gik i seng. „Jeg tror vi ligner hinanden for meget.“ Hun gav sig til at græde. Det gjorde ondt, selvom hun vidste hvorfor det ikke gik. Trofast puttede sig ind til hendes ansigt og spandt trøstende. Alanna sov, da Liam gik i seng. Hun mærkede ikke, at han blidt strøg hendes tårevædede kind.

Drømmen var så livagtig, at den skræmte hende:

Jonathan stod ved siden af en kiste, og i kisten lå hans mor, dronning Lianne.

„Hun var ikke stærk.“ Rogir stod på den modsatte side af kisten, og hans ansigt var udtryksløst. „Hendes tid var inde.“

Jonathans øjne var trætte. „Hun var rask engang, før du sendte Svedepesten. Før du forsøgte at myrde hende med din magi.“

„Det var et andet liv for mig,“ sagde Rogir. Thom stod som en skygge ved siden af Rogir. „Jeg har ikke mere magi,“ fortsatte Jonathans fætter. „Det var ikke mig, der dræbte hende.“

Jonathan så på sin mors ansigt. „Det ved jeg.“

I skyggerne bag Jonathan stod Gergi. Hans blik var rettet mod Rogir.

Alanna spærrede øjnene op. Det var sent – Liam sov, og ilden i kaminen var brændt ned til gløder.

Så er det afgjort, tænkte hun barsk, idet hun steg ud af sengen. Jeg har spildt tid nok. Nu henter jeg den Juvel og rejser hjem.

Er du sikker? spurgte Trofast, og lagde sig på Alannas pude.

„Det er vanvittigt,“ hviskede hun mens hun klædte sig på. Liam sov trygt, og hørte ikke hendes forberedelser. „Den doi-spåkvinde gjorde grin med mig.“ Hun greb tasken med sit ekstra tøj, og pegede hen mod døren.

Nej, svarede Trofast. Nogen må sørge for, at han bliver ved med at sove. Han begyndte at spinde. Et hvidt, flimrende lys dækkede ham og Liam.

Ude i den kolde gang skiftede Alanna hurtigt tøj: silkeskjorte, hoser og handsker, og udenpå benvarmere, strømper og endnu en skjorte af uld. Hun begyndte at svede, men hun vidste at det ville blive anderledes, når hun kom ud. Hun lagde tasken fra sig, og med sine bløde jægerstøvler i hånden listede hun ud af kroen og ind i den gang, der forbandt huset med stalden.

Takket være underjordiske varme kilder var det muligt for kroen at holde åbent. Der var varmt i stalden – for varmt til hendes påklædning. Alanna bandede over varmen, indtil hun fik øje på stalddrengen, der lå og sov i en høstak. Han rørte sig, men hun lagde hånden på hans pande, og ved hjælp af sin Gave bad hun ham om at sove videre.

Måneskin gav sig til at danse ved synet af sin frue, men Alanna rystede på hovedet. „Ikke i nat, min pige.“

Ved stalddøren stod tre store tønder, som kroværten havde beskrevet for hende. Den rødmalede indeholdt varmt tøj og bjergudrustning i store størrelser, den gule mellemstort, og den grønne i små størrelser. Hun åbnede den sidste, og fremdrog sit næste lag tøj. Det var doi’erne, der havde lavet det: en læderjakke, pelsforede bukser, en vest fyldt med gåsedun, og en strikket ansigtsmaske.

Hun viklede en burnus om hovedet, og hendes egne vanter havde pelskant. I hendes bælte hang Lynild og en tohovedet økse med et særligt blad til at hugge is. Til sidst tog hun en pelsforet kappe over det hele. Hun fandt det mindste par snesko, der hang over tønderne, og fastgjorde dem til sine støvler. „Jeg håber, jeg stadig kan huske hvordan man går i sådan nogle!“

Hun rejste sig og tænkte sig om. Havde hun husket det hele?

Der var i hvert fald ikke mere hun kunne komme i tanke om lige nu. Hun vækkede varsomt sin Gave og fyldte hver trævl hun havde på kroppen, med staldens varme. Hun bandt varmen med et magisk ord for at være på den sikre side, og sluttede med det rituelle „Således ske det!“ Varmen lagde sig over hende som et tæppe. Hun trak vejret dybt, åbnede stalddøren og gik udenfor. Inden hun lukkede døren efter sig, sendte hun en smule magi tilbage til stalddrengen, så han ville vågne fem minutter senere, og låse døren.

Gårdspladsen var beskyttet af kroens høje mure, så snedriverne var kun godt en fod høje. Hun fandt porten og åbnede den, mens hun gjorde sig klar til for alvor at møde stormen. Den var ved at vælte hende. Hun lænede sig fremad mod vinden, masede sig igennem porten og lukkede den.

Vinden var så skarp, at hun stønnede. Iskolde dolke borede sig ind i hendes bryst, og hun begyndte at ryste. Kulde, klagede en stemme i hende. Jeg hader kulden!

Alanna tvang sin ene fod frem, og prøvede at lade være med at tænke på is eller blæst. Hun trådte frem endnu en gang. Andet skridt. Hun kunne knap se en hånd frem for sig. Hvordan skulle hun vide, hvilken vej hun skulle gå? Igen løftede hun en fod og satte den i jorden igen. Tredje skridt. Så er jeg på vej. På en eller anden måde lykkedes det hende at komme videre. Hun vidste allerede, at passets hersker, hvem det så var, ville gøre det så svært som muligt for hende – så hun gik direkte mod vinden.

Hun havde ikke haft et par snesko på fødderne siden hun rejste fra Trebond. Det tog hende nogle øjeblikke at vænne sig til dem: lange skridt, løft skoene fri af sneen, sæt dem ned igen. Gør holdt med seks-syv skridts mellemrum for at ryste sneen af dem. Det var hårdt for hendes benmuskler, men det var hun kun glad for. Hun var glad for alt, hvad der fik hende til at tænke på andet end kulden. Selv ikke hendes Gave kunne holde den på afstand, og hun brugte sin kraft faretruende hurtigt i forsøget.

Tog hun fejl, eller var det begyndt at gå opad?

Hun tog ikke fejl. Hun stødte ind i den høje stenstøtte, der markerede det sted, hvor vejen begyndte at stige op mod passet. Alanna søgte ly bag klippen et øjeblik, stønnende af anstrengelse.

Hvis det ikke havde stormet, kunne jeg være gået denne strækning på fem minutter. Hvor længe har jeg været herude? En time? Hun forlod sit skjul og stred sig videre gennem stormen.

Et pludseligt vindstød sendte hende i knæ. Hun bed tænderne sammen og rejste sig, for kort efter at brase ind i et træ. Hun snublede og faldt på ryggen i sneen. Hun var bange for at blive begravet i sne, hvis hun blev liggende for længe, så hun kæmpede sig op igen, mens hun hvæsede ord hun havde glemt hun kendte, over de klodsede snesko. Pludselig fik hun en lys idé. Hun greb fat i en gren og huggede den af med sin økse, så hun havde en stav. Sådan noget skulle Miache ikke igennem for at få fat i Juvelen, tænkte hun surt, idet hun rystede sneen af skoene og gik videre. Hun stjal den fra et hyggeligt, varmt skatkammer. Hun følte sig frem med staven, og sørgede for hele tiden at gå direkte mod vinden. Hun afgjorde med sig selv, at hun hellere ville kæmpe mod en drage end mod denne storm.

Det hjalp at fremsige digte, mens hun gik. Hun startede med dem hun havde lært af mithranerpræsterne på slottet. Da hun ikke kunne huske flere, fortsatte hun med dem hun havde lært af soldater, tyve og staldkarle. Hun var halvvejs igennem ‘Den Utrættelige Tigger’ – den sang der nær havde bragt Coram i vanskeligheder i Berat – da hendes stemme ikke kunne mere. Hun gjorde holdt et øjeblik, og spurgte sig selv hvor langt hun mon var nået.

Hendes indre ur sagde, at der stadig var nogle timer til daggry, og at hun havde været undervejs næsten to timer. Kroværten havde sagt, at der var to timers rask gang fra hans dør til toppen af passet, men Alanna vidste at i dette vejr ville det måske tage en hel dag at nå så vidt.

Gad vidst om jeg kan mærke Juvelen? Hun søgte efter sin Gave og blev pludselig bange. Mens hun havde koncentreret sig om at kæmpe sig fremad, havde hendes Gave arbejdet hårdt på at holde hende varm. Den var brændt faretruende ned under kampen mod den dræbende storm. Der var ingen vej tilbage – den ville være væk længe inden hun nåede træet, for slet ikke at tale om dalen.

Alanna klatrede videre. Hun tænkte, at hun ikke engang kunne bebrejde Liam, at han havde forbudt hende at gøre det, og dermed gjort hende fast besluttet på det. Hun var en voksen kvinde, og den eneste der til syvende og sidst havde kontrol over hendes handlinger, var hende selv.

Det har jeg rigtig godt af, sådan som jeg hidsede mig op, sagde hun til sig selv. Hun begyndte forsigtigt at begrænse de områder hendes varme-magi dækkede, så den kun omfattede hendes fødder, hænder og ansigt. Hun stred sig videre gennem vinden, mens hun prøvede på ikke at tage notits af den øgede kulde i resten af kroppen.

Hun havde gået et stykke videre opad, da det gik op for hende at vinden havde lagt sig. Hun standsede og så op. Der var ikke andet end faldende sneflager tilbage af snestormen. Hun skubbede ansigtsmasken til side og vendte sig om for at se efter sine spor. De lå i en uhyggeligt lige linje bag hende. En kulde, der ikke havde noget med vejret at gøre, løb hende ned ad ryggen. Man skulle tro at hun ville have vaklet frem og tilbage gennem sneen. I stedet så det ud som om hun var gået efter en lineal.

„Jeg ved ikke om det er så godt,“ mumlede hun. „Da jeg havde vinden i ansigtet, vidste jeg i det mindste hvilken vej jeg gik.“ Hun kastede endnu et blik på sine spor, trak på skulderen og gik videre. Efterhånden som hendes Gave var ved at brænde ud, blev det af yderste vigtighed at holde sig i bevægelse. Med få fods mellemrum så hun tilbage for at sikre sig, at hun holdt kursen. Foran hende lå passet, hvidt og glat. Over hende var skyerne ved at sprede sig, og nymånen var kommet til syne. Natten var stille, og der hørtes ikke andet end sneens knirken.

Pludselig hørte hun en indre stemme, der var lige så frygtindgydende som Gudindens, fyldt med lyden af sneskred og brusende vandfald. Hun faldt på knæ og lagde hænderne over ørerne, men til ingen nytte.

Så kom du så langt. Det var du længe om.

Alanna var ude af stand til at svare.

Se til venstre.

Hun adlød. En lysende linje strakte sig op ad passets væg, over klippestykker og snedriver. Det du søger, befinder sig for enden af denne vej – og det gør jeg også.

Stemmen – der måtte komme fra den skabning Mi-chi havde kaldt ‘gamle Chitral’ – forsvandt. Alanna lyttede ængsteligt et øjeblik, men så huskede hun faren ved kulden, og kom atter på benene. Hun trak vejret dybt og gik fra den lige sti, der lå så indbydende foran hende. Hun styrkede magien omkring sine hænder og fødder, og ledte den væk fra ansigtet, mens hun spurgte sig selv hvor længe hendes Gave mon kunne holde endnu. Hun var søvnig. Det ville være så dejligt at …

Hun rystede sig fri af kuldens voksende magt, og satte kurs mod skråningen, efter at have taget sneskoene af og spændt dem på ryggen. Hendes vrede vendte voldsomt tilbage – denne gang var den ikke rettet mod Liam, men mod Chitral. „Sig mig, er det meningen at jeg skal underholde dig?“ skreg hun, mens hun klatrede op mellem klippeblokkene. „Hjemme hvor jeg kommer fra, anses det for ærefuldt at slå sit offer ihjel uden først at lege med hende!“

Der kom intet svar, men det var hun heller ikke interesseret i. Det eneste hun havde brug for, var sin vredes varme. Hun tog øksen fra sit bælte, og brugte den til at hejse sig op.

Hendes fod brød igennem en sneskorpe, og hun faldt, med benet klemt fast mellem to sten. Hun bevægede sig forsigtigt hen på mere sikker grund ved hjælp af isøksen. Benet gjorde ondt, da hun støttede på det, men det holdt.

„Nyder du det, Chitral?“ Intet svar. Hun klatrede videre.

Efter yderligere nogle skridt gled hendes stav på noget skjult is. Hun faldt og bed sig i underlæben. Hun greb en håndfuld sne og pressede den mod sin blødende mund. Endnu en høne at plukke med Chitral. Hun vidste, at hun var begyndt at komme til skade, fordi træthed og ophidselse påvirkede hendes dømmekraft. Den bedste løsning ville være at hvile sig en halv time, men det turde hun ikke. I stedet begyndte hun at synge ‘Den Utrættelige Tigger’. Hun var færdig med den, og halvvejs igennem ‘Kongens Nye Hjertenskær’, da hun vaklede ind i en hule.

Hendes Gave blafrede og gik ud. Hun havde brugt den op.