Hjemturen bliver yderst interessant, sagde hun til sig selv, og så sig om. Hulen mindede om et lille forkammer, og der så ud til at være en større hule længere inde. Hun gik ind i den. Her endte Chitrals lyslinje, i et stort kammer hvis vægge lyste med et uhyggeligt gulligt skær. I den fjerneste ende var der en tunnel.

„Nå, Chitral!“ skreg hun, da hun havde taget ansigtsmasken af. „Her er jeg!“

Så gør dig klar til kamp, lød svaret. Du bad om noget du kunne kæmpe imod, og det skal du få.

Luften i hulen var kølig, men ikke kold. Hun begyndte at tage sit tøj af, mens hun forberedte sig psykisk. Hun beholdt kun det inderste uldne lag, og lagde resten i en dynge på hulens gulv. Hun mærkede efter, hvordan hun havde det fysisk, og hun brød sig ikke om det. Aldrig før var hun gået i kamp i en så elendig forfatning.

Det er der ikke noget at gøre ved, tænkte hun og trak Lynild. Næste gang jeg skal have fat i noget, håber jeg det ligger i et støvet hjørne, hvor der ikke er nogen der ser om jeg tager det. Jeg har selv været ude om det.

Der lød fodtrin fra tunnelen. Alanna gik ud i midten af hulen og gjorde sig klar.

Da skikkelsen kom frem i lyset, vidste hun med det samme at det var Chitral – hun anede ikke hvorfra hun vidste det, men hun var sikker. Han havde taget form som en af de store bjergaber, der levede i Verdens Tag. De var overordentlig sky, så de blev sjældent set, og de brugte aldrig korte sværd, som han her gjorde. Sværdet var af sort jern, og meget primitivt, men Alanna var ikke i tvivl om, at det tjente sit formål. Store guder, tænkte hun, idet aben gik til angreb. Dens øjne var lysende og intelligente. Nu hænger jeg på den.

Han – den? – huggede ud efter hende, og tvang hende tilbage. Hun bevægede sig forsigtigt, og hendes trætte muskler var sløve. Han stak; Alanna parerede og stødte efter ham, så han måtte springe til side. Situationen var ikke til elegant fægtekunst; det drejede sig blot om at holde sig i live. Omsider begyndte kampånden at trænge igennem hendes krop, og hun holdt op med at ryste. Aben forfulgte hende, og huggede med sværdet, som om det var en økse.

De lange timer med Liam begyndte at komme hende til gavn. Automatisk dukkede hun sig, drejede sig og fintede til begge sider. Hun holdt sig ude af abens rækkevidde – han kunne gøre lige så megen fortræd med en hånd som med sit sværd – og hun gav ham respekt for Lynild. Hendes sværd stak og bed ham, så hans pels blev plettet af blod.

Hendes skadede knæ gav efter under hende, og abens sværd skar ned over hende fra kraven til navlen, og efterlod en overfladisk, blødende flænge. Hun vaklede, hvorpå hun huggede ud efter abens hals. Han brølede og slog efter hende med knytnæven, som ramte hende på albuen. Alanna faldt forover og rullede til siden. Hendes arm blev følelsesløs, og Lynild faldt ud af hendes hånd. Hun rejste sig og vaklede baglæns, idet aben tog hendes sværd. Han kiggede på det grå lys, der blinkede under stålets overflade.

Det er et helt kunstværk, du her har skabt. Hans stemme skar pinagtigt gennem hendes sind, men hun kunne ikke gøre noget ved det – ikke medmindre hun ville have ham til at slå hende ihjel. Hun spurgte sig selv, hvorfra han vidste at Lynild en gang havde været to sværd, og at hun havde forenet dem til ét. Aben kastede sværdet fra sig, og det landede ved hulens fjerneste væg. Du gjorde det vel kun, fordi du ville have et helt sværd, du kunne beherske. Ikke fordi magien var smuk i sig selv.

Det var ikke helt sandt. Hun fik ikke mulighed for at svare, for han angreb hende med det samme.

Alanna var ude af stand til at tænke, eller at bekymre sig for, om hendes krop kunne holde til mere. Hun veg og dukkede sig. Han gav hende en åbning, så hun fik lejlighed til at bruge et af de spark Liam havde lært hende; hun ramte abens skulder, så han satte i et brøl. Han snurrede rundt for at hugge hende ned, men hun undveg, og kredsede om ham. Hun sparkede endnu en gang, og ramte den samme skulder. Det var hans sværdarm hun koncentrerede sig om, og hun sparkede hver gang hun fik chancen. Fjerde gang ramte hun længere nede, den samme muskel han havde ramt, så hun tabte Lynild. Jernsværdet landede på hulens gulv, og Alanna greb om det med begge hænder.

Smerten brændte gennem hendes hænder og arme, så hendes muskler låste sig fast. Hun udstødte et gennemtrængende skrig. Det var det værste hun nogensinde havde oplevet. Hun holdt fast – hun var ude af stand til at slippe – og rullede om på ryggen med sværdet rettet mod aben. „Hold op!“ råbte hun. „Jeg vil ikke dræbe dig! Behold Juvelen!“

Aben standsede en fod fra sværdspidsen, og så nysgerrigt på hende. Hvis ikke Alanna havde vidst bedre, ville hun have svoret på at han smilede. Han rakte en hånd frem og tog sværdet fra hendes blødende hænder.

Du er en sjov lille størrelse. Nu gjorde hans stemme ikke nær så ondt, og det undrede hende. Han havde åbenbart ikke længere i sinde at slå hende ihjel.

Han forklarede sig ikke nærmere. I stedet fortsatte hans tankestemme: Du aner vel ikke, hvorfor du føler dig tvunget til at søge denne Juvel.

Alanna pressede håndfladerne mod brystet. Hun var for træt til at rejse sig. „Til Tortalls ære.“ Hendes hals var ru. „Alle lande i verden kan have gavn af Herredømmets Juvel. Og den ridder, der hjemfører den, vil høste stor ære. Men hvis den tilhører dig, må du beholde den. Nu hvor jeg tænker over det, ved jeg ikke hvordan gamle dages helte var i stand til at tage ting fra de væsener, der bevogtede dem – ikke hvis de var så ædle som historierne fortæller. Det er jo faktisk tyveri.“

Aben rystede på hovedet. Det var tydeligt at han morede sig. Med en hånd, der havde været tom øjeblikket forinden, rakte han hende en kunstfærdigt slebet, purpurrød juvel. Hun stirrede på ham uden at røre sig, og han lagde den på hendes bryst.

Hvad skal jeg bruge en juvel til? Hans omrids begyndte at blive tåget.

„Er du en af guderne?“ spurgte hun, mens han svandt væk. Pludselig var der tusind ting hun gerne ville spørge ham om.

Nej. Jeg er ældre. Dine guder er børn af mine brødre og mig.

Alanna kunne knap nok se aben, og luften var blevet mærkbart koldere. Hun kom på benene. „Hvem er du så?“

Jeg er dette sted, og disse bjerge. Man kan vel sige at jeg er en elementarånd. Hans stemme var ved at dø hen.

„Hvordan har du fået fat i Juvelen?“ Hun kæmpede for at komme i tøjet, og prøvede at ignorere smerten i hænderne. Juvelen stak hun i lommen.

Den finder vej hjem til mig fra tid til anden. Ikke så tit, men det sker. Jeg lavede den, og jeg har den hos mig, fordi jeg kan lide at have selskab. Dit besøg har været underholdning for mange hundrede års mennesketid. I dødelige er ganske morsomme!

Da hun var færdig med at klæde sig på, kunne hun ikke længere fornemme ham, og det var nok også meget godt. Hun var ikke sikker på at hun brød sig om at være ‘underholdning’ for nogen, selvom de var aldrig så meget elementarånder.

Hun nåede ud til hulens munding og så ud. Daggryet nærmede sig, og det var umuligt at nå tilbage til kroen.

„Han kunne roligt give mig Juvelen,“ mumlede hun og satte sig på klippegulvet. „Jeg kommer alligevel til at dø her.“ Hun vidste at tanken burde genere hende, men det gjorde den ikke. Hendes øjenlåg var ved at blive tunge, og hun ænsede dårligt nok kulden. Hun trak kappen over ansigtet og lagde sig til at sove.

Hun var varm – over det hele. Der lugtede af rent sengetøj og urtesalver. Alanna tvang øjnene op og spurgte sig selv, hvor længe hun havde været væk.

„Aldrig mere.“ Hendes stemme lød hæs i hendes egne ører. „Jeg vil aldrig mere tilbringe en vinter i kulden.“ Hendes øjne løb i vand, idet hun prøvede at se sig om.

„Mig kunne du godt have narret,“ lød Liams dybe stemme. „Hvis man så dig, skulle man tro at du levede for at fryse!“

Hun sukkede. „Jeg er ked af det,“ hviskede hun. Nu kunne hun efterhånden se ham klart, og det overraskede hende ikke, at hans øjne var rent smaragdgrønne.

„Ked af det?“ Hans stemme knækkede over.

„Jeg er ked af, at jeg blev nødt til at gå ud i snestormen. Husk, jeg havde ikke noget valg.“

„Du fik din afskyelige kat til at forhekse mig.“

Alanna prøvede at sætte sig op, og skar ansigt. Hendes hænder var dækket af kraftige forbindinger, og det værkede i dem. „Hold op, Jernarm! Har du aldrig handlet alene?“

„Det er noget andet!“

„Gu er det ej. Folk som os er nødt til at vide, hvornår det er rigtigt at bryde reglerne. Det var det nu, og det var rigtigt af mig at gøre det. Jeg er ked af at jeg sårede dig. Chitral gav mig ikke noget valg.“

Han gik uden at se på hende.

Lidt senere kom Thayet med en kande cider, fulgt af en tjenestepige med en bakkefuld mad, og Alannas mave knurrede velbehageligt. Thayet så at Alanna havde tårer i øjnene. „Dragen bliver god igen,“ sagde hun. Hun skænkede et bæger cider, og hjalp Alanna med at drikke det. „Han var ude af sig selv af bekymring for dig. Det var vi alle sammen.“

„Juvelen?“ Alanna havde ikke lyst til at tale om Liam. „Hvor er den?“

„Under din hovedpude. Kan du holde på en ske?“

Alanna så på en skål havregrød med fløde og tørret frugt. „Jeg får det ned, om det så bliver det sidste jeg gør.“

Desværre kunne hun ikke holde på skeen. Thayet overhørte hendes protester og madede hende. „Du har sovet næsten en uge,“ sagde prinsessen. „Da vi vågnede, havde stormen lagt sig. Var du derude, da den holdt op?“ Alanna nikkede.

„Der var et lille jordskælv – lige efter daggry,“ fortsatte Thayet. „Da det var forbi, var passet frit. Kroværten og nogle af gæsterne styrtede af sted til templet, da de så det. Kan du huske doi’erne, der boede her? De gik ud efter dig, og bragte dig herned på ryggen af en pony. De sagde at de havde fundet dig foran en hule øverst i passet. Du så farlig ud.“

„Kan jeg komme til at tale med dem?“ spurgte Alanna. „Jeg vil gerne sige tak.“

Thayet rystede på hovedet. „De er her ikke mere. De rejste, da du begyndte at få det bedre. Buri siger, at de ikke bryder sig om tak.“

„Har … har lægerne sagt noget om, hvordan det er fat med mig?“

Thayet lagde skeen. „Du får et ar fra halsen og ned over maven, lige mellem dine bryster. Dine hænder kommer sig. De sagde, at det bedste er at du selv bruger din Gave på dem.“ Alanna følte efter sin magi og fandt den. Hendes hvile havde bragt den tilbage i fuld styrke. Thayet begyndte at rydde op. „Doi-lægen sagde, at du altid vil kunne mærke i hænderne, når der er et uvejr under optræk.“

„‘Gamle soldater og deres ar ved, hvornår det bliver regn,’“ citerede Alanna – det var en almindelig talemåde. „Der måtte jo være en pris at betale.“

„Var det prisen værd?“

„Det ved jeg ikke.“ Alanna fiskede Juvelen frem under hovedpuden, og så på den. Stenen passede lige i hendes håndflade. „Thayet, vil du have den? Til Sarain? Det ser ud til at I har mere brug for den lige nu, end Tortall har.“ Hun rakte den til prinsessen, der trådte et skridt baglæns med et mærkeligt udtryk i ansigtet. Juvelen begyndte at gløde med et indre lys, indtil Thayet skubbede Alannas hånd væk.

„En kvinde kan ikke sidde på Sarains trone.“ Hendes stemme var sagte. „Krystalbogen forbyder det. Børn får fortalt advarende historier fra andre lande, hvor forstanden ikke råder som hos os, og som kom i ulykke, fordi de lod en kvinde herske. Hau Ma-, Churi- og Raadeh-stammerne regeres af kvinder, men de er k’mirer, og alle ved jo, at k’mirerne er barbarer.“

„Tortall er ikke som k’mirerne, men så slemt står det heller ikke til,“ sagde Alanna. Bitterheden i Thayets stemme gjorde ondt.

„Hele mit liv har jeg været værdiløs, fordi jeg ikke var den mandlige arving min far havde ønsket sig. Han var egentlig rar, på en måde – jeg ligner ham af udseende.“ Thayet gned sin næse. „Men han glemte aldrig, at jeg ikke var en dreng. Gudindens Døtre og mithranerpræsterne havde ordre til dagligt ved morgengudstjenesterne at bede til, at der skulle fødes en jin Wilima.“

Alanna sank noget. Hvordan kunne Krigsherren dog have ydmyget sin datter sådan, hvis han havde holdt af hende? „Det gør mig ondt at høre, Thayet.“

Prinsessen hørte hende ikke. „Lad mig fortælle dig noget andet, frøken ridder. I Tortall løj du om dit køn, og holdt det hemmeligt i årevis, men da sandheden kom frem, fik du lov at beholde dit skjold. Vi hørte om dig ved min fars hof. Flertallet mente at du burde brændes på bålet, skønt der også var nogle, der ville have dig torteret til døde,“ Thayet satte bakken ved døren. „For mig lød Tortall som det rene paradis. Det er bedre end min fars slot eller klostrene, og det er bestemt også bedre end hvad der ville vente mig, hvis jeg rejste tilbage til Sarain nu.“

„Du havde ikke behøvet at fortælle mig alt dette.“ Alanna lagde Juvelen under hovedpuden igen. „Et enkelt ‘nej’ havde været tilstrækkeligt.“

Prinsessens ansigt havde været hårdt og fjernt. Nu lyste hun langsomt op. „Et ‘enkelt nej’?“ gentog hun. „Min kære Alanna, er du klar over at du er et overordentlig højsindet menneske? Du tager pligter alvorligt. Hvis du troede at det bare var et udslag af dårligt humør eller nykker, at jeg vendte Sarain ryggen, ville du miste enhver respekt for mig.“ Hun lagde en hånd på ridderens skulder. „Før jeg mødte dig, troede jeg at kvinder af vor klasse var nytteløse. De eneste kvinder i Shang er af jævn byrd. Adelige foretrækker at holde deres døtre i lænker, frem for at tillade dem et sådant liv. Blandt k’mirerne findes der ingen adel, kun mennesker der har gjort sig fortjent til æren. Men du og jeg kommer fra fine familier, og har været beregnet til pynt og intet andet. Og du er alt andet end nytteløs.“

Alanna rødmede. „Thayet, du smigrer mig. Det var lettere for mig at gøre oprør end at blive hjemme. Hvorfor tog jeg så ikke på klosterskole for at bevise, at fine damer kan være mere end til pynt?“

Thayet så skeptisk ud. „Jeg prøver på at sige, at jeg glæder mig til at skabe mit eget liv. Det kan jeg i Tortall, for dér har jeg hverken rang eller titel.“ Hun satte sig på sengen. „Jeg har tænkt mig at grundlægge en skole for fattige folks børn. Når jeg sælger mine smykker, har jeg masser af penge.“

Alanna havde andre planer for Thayet. „Jeg svigter dig ikke, når vi kommer til Tortall!“ skyndte hun sig at sige. „Du skal være gæst hos os – Thom og Mylas og mig. Det er en god idé med den skole, men man kan grundlægge skoler på flere måder.“

Thayet trak på skuldrene. „Se nu mig, sådan som jeg sludrer, når du lige er vågnet.“ Hun stoppede tæpperne ned om Alanna. „Prøv at få dig noget mere søvn.“ Hun tog bakken og gik.

Alanna havde absolut ikke lyst til at sove. Hun havde jo lige sovet en uge. Det lykkedes hende at slå tæpperne til side og rejse sig. Hun lænede sig op ad en sengestolpe og gennemgik sin krop: forstuvet fod – stiv, men den gjorde ikke ondt; diverse knubs – ingen problemer; flænge ned over brystet samt bidt underlæbe – nydeligt vokset sammen; øjne – forgrædte, men fungerende; hænder – dem brød hun sig ikke om at tænke på. Alt i alt kunne det have været meget værre.

Hun trak i tøj, der var let at få på, uden spænder og knapper. Hun stak i et par sko, og forsøgte at børste håret. Med et vågent øje for velmenende personer, der kunne tænkes at jage hende tilbage i sengen, flygtede hun ud i stalden.

Stalddrengen stak af ved synet af hende, og det passede hende udmærket. Der er tidspunkter i enhver rytters liv, hvor det er nødvendigt at sige undskyld til en hest, men Alanna foretrak at gøre det uden publikum. Det var for pinligt. Måneskin prøvede at spille fornærmet, da dens frue trådte ind i stalden. Alanna tilbød et æble, hun havde hugget i krostuen, klappede hoppen og hviskede kærligt til den. Snart begyndte Måneskin at nusse og puffe hende kærligt. Salven på Alannas forbindinger fik hesten til at nyse.

„Gid Liam havde lige så let ved at tilgive,“ sukkede Alanna. Hun så op og fik øje på Trofast, der sad på båsens låge. „Er du også vred?“

Jeg ved hvorfor du gik. Måneskin og de andre var bekymrede, sagde katten. Jeg har boet herude siden Dragen vågnede, og opdagede at du var væk. Heste er mere rolige. Og de smider ikke ting efter katte. Han sprang op på hendes skulder og snoede sig om hendes hals.

„Stakkels Trofast. Smed han virkelig noget efter dig?“

Kun da han så mig.

Der var nogen der hostede. Coram havde striglet Ambolt. Nu stod han uden for båsen og så på hende.

„Har du også tænkt dig at skælde ud?“ spurgte Alanna vagtsomt.

„Jeg burde nok gøre det. Jeg troede jeg havde lært dig at vise større respekt over for snestorme.“

„Hvis du ikke havde lært mig hvordan jeg skulle klæde mig på for at overleve, havde jeg ikke stået her i dag.“ Alanna brændte efter at høre ham sige at han ikke var vred. Det var ikke til at bære, hvis hun skulle miste både Coram og Liam.

„Du vil vel ikke prøve at bilde mig ind, at det bare drejede sig om snesko og en masse tøj?“ Han havde et drillende glimt i øjet.

„Nej. Jeg brugte min gave. Coram, jeg havde ikke noget valg. Hvis jeg havde ventet til en dag solen skinnede, havde Chitral – det væsen der hersker over passet – sendt en anden snestorm i hovedet på mig. Hvis der havde været en ufarlig måde at hente Juvelen på, havde jeg brugt den med største fornøjelse.“ Til sin store fortrydelse mærkede Alanna, at tårerne trillede ned ad hendes kinder. „Du må ikke være vred på mig.“

Coram kom hen og lagde armene om hende. „Så, så, Løvinde,“ hviskede han og knugede hende ind til sig. „Det er bare svært for mig at se at du er blevet voksen, og øver store bedrifter.“ Han tørrede Alannas øjne med sit lommetørklæde. „Men jeg fatter egentlig ikke at jeg er overrasket. Det er jo sådan du altid har fortalt mig, at du ville gøre.“

Ved spisetid kom Buri, Thayet og Coram ind til Alanna med deres egen mad, så de kunne spise sammen. Kroens læge havde undersøgt Alannas hænder og skiftet forbindingerne, så hun kunne selv spise med kniv og gaffel. Alene det hjalp på humøret – hun havde følt sig så hjælpeløs over at blive madet. Da tjenestepigerne havde ryddet ud, ristede de kastanjer i ildstedet og fortalte historier, indtil de gabte alle sammen. Thayet var ved at samle sit perlebroderi sammen, da Alanna sagde: „Hvis I ikke har noget imod det, vil jeg godt tage af sted i overmorgen.“

„Er du vanvittig?“ udbrød Buri. „Du er lige stået op! Du har selv sagt, at du ikke vil kunne holde på andet end kniv og gaffel den næste uge!“

Alanna trak på skuldrene. „Jeg vil bare gerne videre. Jeg klarer mig.“ Hun så Coram i øjnene og tilføjede: „Måneskin sørger for at jeg ikke falder af.“

Thayet sukkede og rystede på hovedet. „Lad os se hvordan du har det i morgen.“

Buri blev tilbage, da de to andre gik. „Jeg synes du skal vide, at det er en ære at ride sammen med dig,“ sagde hun genert. „Jeg håber bare, at du en dag vil fortælle mig hvad der skete. Det må have været hæsligt, sådan som du ser ud.“ Hun grinede.

„Kroværten vil ikke tage imod betaling, sagde Thayet det? Og lægen heller ikke. Staldkarlene slås om, hvem der skal tage sig af vores heste, især din. Pigerne har klippet den serviet, du brugte til frokost, i stykker, så de kan få en stump hver.“

„Det er jo hul i hovedet, Buri,“ protesterede Alanna.

„Sig det til dem,“ sagde Buri drillende. „De siger at du fik sneen til at skille sig, og gik op og kæmpede mod Tagets Gud om hans Juvel.“

„Sådan kommer det også til at gå dig en dag, hvis du går ud og begynder at øve store bedrifter,“ truede Alanna, idet Buri åbnede døren. Buri blinkede og gik. „Sikke dog noget pjat,“ sagde Alanna til Trofast.

Kroen er blevet fyldt op i løbet af de sidste tre dage, svarede katten dovent. Kroværten har sat priserne i vejret. Han venter et godt år – ja, en hel del gode år. Rygter spredes hurtigt. Han gabte og gemte snuden under halen.

Alanna mumlede noget om menneskelig dårskab, slog tæppet til side og gik ned. Da hendes venner var blevet siddende længe hos hende, var der kun få mennesker tilbage i krostuen, og de fleste havde drukket så meget at de ikke lagde mærke til noget som helst. Kroværten og en tjenestepige var ved at rydde op. Liam sad i en lænestol foran ilden, med fødderne over kors og rynker i panden.

„Jeg troede det var under en Shang-krigers værdighed at surmule.“ Alanna tog en skammel, og satte sig hen foran ham.

„Gå væk, komtesse Alanna,“ sagde han, tog sit krus og tømte det. Kroværten kom med endnu et krus og en kande, og skænkede cider til dem begge to, inden han fortrak.

Alanna var såret og forvirret, og hun kneb sig i den ene øreflip for ikke at komme til at græde. Da hun havde genvundet selvbeherskelsen, hvæsede hun: „Hvad går der af dig? Er du fornærmet over at jeg ikke fulgte dit mandige råd? Tror du jeg har gjort noget, du ikke ville have kunnet gøre mig efter? Er din stolthed såret?“ Hun så på sine forbundne hænder; de skælvede.

En stor hånd greb hendes hage og drejede hendes ansigt, så han kunne se hende i øjnene. „Forestil dig du var i mine sko.“ Hans stemme var dæmpet, hans ansigt anspændt. „Her sad jeg og spurgte mig selv om du ville overleve, mens alle folk snakkede om de mennesker der døde af kulde. Måneskin prøvede at bryde ud af stalddøren. Staldkarlene var nødt til at give hende noget beroligende. Coram – jeg håber aldrig jeg kommer til at se en mand så fuld igen. Thayet og Buri havde det udmærket. Selvfølgelig havde de det. Du forheksede dem. Ligesom du forheksede mig.“

Så er den ikke længere, vidste Alanna pludselig. Hun havde vidst hvordan han havde det med magi, og alligevel havde hun ladet Trofast forhekse ham. Liam ville aldrig mere stole på hende. „Så er det altså forbi?“ hviskede hun.

Han slap hende. Hun så stadig afventende på ham. „Det ved jeg ikke, min skat.“

Hun kunne mærke sin hage skælve, og sine øjne fyldes med tårer. „Jeg er ked af det. Jeg ved godt at det ikke nytter noget, men det er jeg. Hvis du var vågnet, havde du standset mig.“

Liam nikkede. Hans øjne falmede fra smaragdfarvet til en blågrøn tone hun aldrig før havde set. „Der er åbenbart ikke noget at gøre ved det. Jeg kan ikke gøre for, at jeg har det som jeg har det. Ikke med Gaven. Og du kan ikke lade være med at bruge den, og det skal du heller ikke. Et redskab er beregnet til at blive brugt.“ Efter et øjeblik sank han noget, og tilføjede: „Jeg er også ked af det.“ Hans stemme knækkede over. „Du har sikkert bemærket, at jeg har flyttet mine ting til et andet værelse.“

„Kan vi blive ved med at være venner?“

„Det lover jeg.“ Han kunne ikke skjule lettelsen i sin stemme, og det sårede Alanna mere end noget af det han havde sagt. Hun sagde hurtigt godnat, og gik ovenpå for at græde endnu en gang over Liam Jernarm.

De tog af sted to dage senere. Alanna kunne ikke frigøre sig for følelsen af at hun var nødt til at tage hjem, og hendes ledsagere var blevet smittet. Hovedparten af kroens personale så ud til at være kede af at sige farvel, selvom nogle af dem – som stalddrengen – skjulte deres øjne i doi’ernes tegn på frygt og respekt, da de drog forbi. Alanna kastede en guldmønt til drengen til gengæld for den forskrækkelse hendes magiske søvn havde givet ham. Han smed den fra sig med et skrig, og nægtede at røre den før en af tjenestepigerne havde samlet den op.

Ude på vejen vendte Alanna sig og kastede et sidste blik på Chitral-passet. Sneen var næsten væk, efter det forårsvejr der var fulgt efter hendes bedrift. Der var kommet et grønt skær over klippesiderne, der førte op i de omgivende bjerge. En flok pelsjægere var på vej op i Chitral, og et andet selskab kom ned fra Lumuhu-passet. Alanna spurgte sig selv om Chitral mon så efter hende, og vinkede farvel for alle tilfældes skyld.

Om natten gjorde de holdt ved en kro, de havde brugt på vejen nordpå. Tidligere var de ikke blevet behandlet anderledes end andre vejfarende, men nu var de ærede gæster. Nyheden om Alannas bedrift, og hendes erobring af Juvelen, havde spredt sig med lynets hast, og kroens personale gjorde det klart, at ingen tjeneste var for stor og lille til at blive ydet for Alanna og hendes venner. Først nægtede værten at tage imod betaling, men han fandt ud af at Shang-Dragen kunne være overordentlig stædig. Selskabet fik samme behandling i den næste kro, hvor de tilbragte deres anden nat på vejen sydpå.

Da deres tredje dagsrejse var ved at være forbi, tænkte Alanna længselsfuldt på en lejr under åben himmel. Det ville være koldt, som alle nætter i bjergene, men de ville have privatliv. Hvis den næste kro mindede om de to foregående, ville privatliv være en mangelvare. Men da Alannas hænder stadig ikke var i orden, ville hun ikke sige noget. Hvis de slog lejr, ville de andre komme til at gøre hendes del af arbejdet.

Buri gjorde holdt, da de så lysene fra en by forude. „Vi ses i morgen,“ bekendtgjorde hun. „Jeg vil hellere fryse ihjel.“ Hun så brødebetynget på Alanna. „Undskyld, Løvinde. Jeg glemte at du var ved at fryse …“

„Hold op, Buri,“ knurrede Alanna.

„Jeg er nødt til at blive hos Buri, så hun kan beskytte mig,“ meddelte Thayet. „Jeg er alligevel træt af at sove indendørs.“

Mændene så forlegne ud, og Trofast hvæsede som tegn på sin modvilje mod over-emsige tjenestepiger. Alanna drog et lettelsens suk. „Lad os finde et sted at slå lejr.“

De overnattede udendørs under resten af turen til Udayapur, og levede af vildt, vilde planter og havrekager. Alanna sørgede for kun at udføre sin magi – såsom helbredelse af sine lasede hænder – når Liam ikke så det.

Da de nåede havnen, havde Alanna lagt forbindingerne, og hendes venner kunne atter slappe af sammen med hende. Hun følte undertiden et stik af sorg, når hun så på Dragen, men hun vidste også at deres venskab ville komme til at vare meget længere end deres kærlighedsaffære.

Da de rejsende havde installeret sig i en af Udayapurs kroer, mødtes de på Alannas værelse for at drøfte deres videre planer. Det overraskede ingen, da Alanna sagde: „Jeg kan stadig ikke frigøre mig for følelsen af, at der er brug for Coram og mig hjemme. Det er som om ingen af os kan få kontakt med nogen. Men jeg har på fornemmelsen at der er noget galt. Jeg overvejer at leje et skib.“

„Jeg troede ikke du brød dig om at sejle.“ Liam lød som om han var fuldstændig ligeglad.

Alanna skar ansigt. „Det gør jeg heller ikke. Ved I hvad, jeg ville ønske I ville tage med os alle sammen. Det ville jeg faktisk helst have. Men I har måske andre planer.“

Buri og Thayet så på hinanden. „Det har vi ikke,“ sagde Thayet. „Jeg vil stadig gerne til Tortall.“ Buri nikkede.

Alanna smilede. „Godt.“ Hun tog Trofast op. Liam skulle ikke se hvor ængstelig hun var. De havde det så dårligt med hinanden …

„Kroværten siger at der ligger en tortallsk galaj i havnen.“ Dragens stemme var dæmpet. „Jeg ved ikke om vi kan komme med – det er et diplomatskib. Men jeg kan spørge.“

Alanna grinede. Han havde sagt ‘vi’. „Gider du? Måske får vi lov, hvis du bruger mit navn – Trebond og Olau.“

Liam nikkede og gik. De andre fulgte efter, Coram for at sælge deres bjergudrustning på markedet, nu hvor de ikke længere havde brug for den, og Thayet og Buri for at se på byen. Alanna blev på sit værelse for at tage sig en lur.

Hun blev vækket af en banken på døren. Hun lukkede op, og en tjenestepige nejede for hende. „Undskyld mig, frøken eller frue,“ begyndte hun nervøst. „Den herre ville absolut tale med Dem.“ Hun pegede på en meget stor mand, der stod bag hende.

Manden stod med ryggen til faklerne i gangen, så Alanna kunne ikke se hans ansigt tydeligt. Men han kunne sagtens se hende. „Mithros være lovet, det er dig!“ sagde en velkendt stemme, og Alanna blev grebet i en voldsom omfavnelse. Nu kunne hun se at hans hår og overskæg var kulsorte som hans drillende øjne, og hans kinder var solbrændte.

„Raoul?“ hviskede hun. Det var ikke til at tro. Han grinede, og hun omfavnede ham nøjagtig lige så voldsomt. „Gyldensø, din rævepels!“ Hun slog ham henrykt på ryggen, idet han bar hende ind på værelset og sparkede døren i efter dem. „Se på dig. Se nu på dig!“ Han var lige så høj som altid. Da han satte hende ned, måtte hun lægge hovedet tilbage for at se ham. „Sæt dig, så jeg ikke får hold i nakken af at se på dig.“ Han adlød for en kort bemærkning, men sprang straks efter op og omfavnede hende igen. Der gik adskillige minutter, før nogen af dem var faldet så meget til ro, at de kunne føre en fornuftig samtale. Trofast sprang op i skødet på Raoul for at sige velkommen, og Alanna skænkede frugtsaft til dem begge.

At se ham var næsten lige så godt som at komme hjem. I årene på slottet havde alle Alannas venner været ældre end hun: Raoul, Gareth, Jonathan og tidligere Alex af Tirragen. De ældre drenge havde været væbnere, mens hun var page, og de var riddere, mens hun var væbner. De havde lært hende at begå sig på slottet, og hun havde været med til alle deres oplevelser og numre. Hun havde præsenteret dem alle, undtagen Alex, for Gergi, og de havde givet hende råd og passet på hende.

„Hvad laver du her?“ huskede hun omsider at spørge. „Sidst jeg hørte noget til dig, var du på patrulje i ørkenen.“ Hun bemærkede hans solbrændte kulør og den burnus han havde over skuldrene, og tilføjede: „Jeg kan se at du har haft det godt i ørkenen. Kan du lide bazhirerne?“

Han grinede. „De har adopteret mig. Ikke dit folk, Blodhøgen. Sandløberne.“ Det var en stamme der boede langt mod syd. „Jeg er virkelig glad for bazhirerne. Det eneste de kræver af én, er at man rider og kæmper og gør sin del af arbejdet – ikke noget med at sige komplimenter til folk man ikke bryder sig om, og alt sådan noget.“

Alanna grinede. Både væbner Alan og ridder Raoul var berygtede for deres uvilje mod selskabslivet. „Hvad bringer dig så hertil?“ ville hun vide. „Er kurérbåden din? Sig ikke at du er blevet diplomat.“ Hun satte sig på sengen, og Raouls smil blegnede.

Raoul så ned i sit bæger. „Jeg er endnu ikke blevet ambassadør. Da Mylas fik dit brev fra Jirokan, hvor du skrev at du måske kom hertil efter Verdens Tag, fortalte han det til Jonathan, og Jonathan sendte mig ud for at hente dig. Han har sendt budbringere ud langs hele Den Store Sydvej, for det tilfælde at du skulle skifte mening og komme den vej tilbage.“

Trofast satte sig ved siden af Alanna, der var blevet ilde til mode. „Jeg vidste ikke at Jonathan havde myndighed til at gøre sådan noget,“ sagde hun uroligt. „Jeg troede kun det var kongen, der kunne udsende diplomatskibe.“

„Det stemmer. Jonathan …“ Han tav, forfjamsket. „Hør her, Alan … nej, det passer ikke. Alanna …“

„Er kong Roald død?“ hviskede hun.

Raoul nikkede. „Lad mig fortælle det i den rigtige rækkefølge. Jeg vil ikke springe noget over.“ Alanna nikkede lamslået. „Hendes Majestæt døde omkring ved nymåne i marts. Det undrede ingen. Hun blev jo aldrig rigtig stærk efter Svedepesten – den husker du. Og så forsøgte Rogir at myrde hende med sin voksfigur. Da du rejste, ødelagde Thom figuren, så den ikke længere kunne gøre hende noget, men skaden var sket. Det var kun et spørgsmål om tid. Og så kom den strenge vinter, og alt det andet …“ Han sukkede. „Mylas og Thom sagde at du var i Berat, da det skete.“

„Jeg skrev til dem derfra. Sorte Gud, vær hendes sjæl nådig,“ mumlede Alanna. Hun havde aldrig forestillet sig hoffet uden dronning Lianne, selv ikke når hun havde forsøgt at tænke på den tågede fremtid, når Jonathan ville være konge.

Raoul rakte Alanna sit lommetørklæde og fortsatte. „Kongen kom aldrig over det. Du ved jo hvor glade de var for hinanden.“ Alanna var ved at smile. Kongeparrets kærlighed til hinanden var åbenlys for enhver. „Der gik godt tre uger. I begyndelsen af april. Han var på jagt, og kom bort fra resten af selskabet. Han var død, da de fandt ham. En ulykke. Det så ud som om han havde forsøgt at springe … Kan du huske kløften, en mils vej over Pilefaldet?“

„Selvfølgelig.“ Den havde hun tit sprunget over på Måne

skin. Den var dyb, og springet krævede dygtighed og knivskarpe reflekser. „Så er Jonathan altså konge,“ hviskede hun.

„Ikke officielt. Kroningen er berammet til fuldmåne i juli. Men han har fungeret som konge siden Hendes Majestæt døde. Kongen var simpelthen ikke interesseret længere.“

„Jonathan må være knust.“

„Det er han også, men han har overhovedet ikke haft tid til at sørge. Ikke sådan som tingene står til.“ Alanna så forvirret ud, og Raoul blev bleg. „Du ved det altså ikke?“

Alanna kunne pludselig mærke at der var mere der var galt – meget galt. „Ved hvad, Raoul?“

„Har du slet ikke hørt fra Tortall i år? Ingenting?“

„Vejene i bjergene var nærmest ufarbare, da Coram og jeg red til Berat.“ Hvad går der af ham? tænkte hun. Raoul havde knyttet næverne så hårdt, at hans knoer var hvide. „På grund af vinterregnen. Der kom ingen budbringere. Og Berat ligger så langt fra kysten, at der heller ikke kommer nyt fra skibene.“

„Men din Gave …?“

„Jeg ville ikke kontakte nogen med den. Jeg … havde travlt,“ indrømmede hun og rødmede ved tanken om Liam. „Hvad forskel gør det, at jeg ingenting har hørt? I april var vi i Sarain. Der var ingen, der kunne have fundet os der.“

„Dette var inden april.“ Raouls stemme var anspændt. „Kan du huske Alle Sjæles Nat? Gergi fortalte os at du var hos ham i Caynn.“ Alanna blev endnu mere rød. „Thom var i gang med nogle eksperimenter – det sagde han til alle og enhver.“

„Han lånte min Gave.“ Hun følte en sugen i maven. Hun fornemmede at det værste var i vente, og hun var ikke sikker på at hun havde lyst til at høre det.

„Vi vidste det ikke,“ sagde Raoul usammenhængende. „Han holdt det hemmeligt til slutningen af februar. Det var sikkert det, der gjorde det af med Hendes Majestæt … Kan du huske Delia af Eldorne?“

„Så sig det dog, Raoul,“ bad Alanna. Det var som om han ikke hørte hende.

„Hun havde været efter Thom, lige siden du rejste. Hun fortalte ham at virkelig store troldmænd kunne vække de døde, hun spillede på hans stolthed. Undskyld, Alanna, men du ved hvor forfængelig han er. Omsider mistede Thom besindelsen. Det var ved et hofbal. Vi hørte ham alle sammen. Han fortalte hende at han kunne gøre alt hvad Denmari Jordrysteren havde kunnet …“

Alanna blev svimmel. „Rogir. Han kaldte Rogir tilbage.“