Vejen mod øst

Hun gik ud fra at hun sov. Hendes tvillingbror, troldmanden Thom, stod med løftede hænder foran et gravkammer. Hans Gave, lilla som hendes egen, lyste omkring ham. Thom virkede bleg og syg. Gravkammerets dør begyndte at åbne sig.

Thom så på hende. „Jeg har ikke kraft nok til at lukke den. Jeg har brug for din Gave. Og jeg har brug for den der.“ Han rakte ud efter glødestenen hun havde om halsen. Hun holdt fast om den. „Nej, Thom! Gudinden gav mig den. Jeg tager den aldrig af!“

„Rolig,“ lød en varm mandsstemme. „Behold tingesten.“

Hun drømte videre. Gergi Gatto sad ved Mylas’ skrivebord og stirrede sørgmodigt på et maleri. Til sin overraskelse så hun, at det var et miniaturemaleri af hende i forgyldt ringbrynje og med løvindeskjoldet ved fødderne. Havde han fået det malet ud fra en beskrivelse af hende?

Der var sølvstænk i hans mørke hår. „Jamen, du er ikke engang tredive!“ udbrød hun.

Han hørte hende ikke. „Hvem er du, min skat?“ spurgte han billedet.

Døren gik op. Jonathan kom ind, og han så ud som om han havde været i kamp. „Jeg kan høre jorden slå revner,“ hviskede han.

Hun åbnede øjnene. „Coram!“ skreg hun, angst fordi hun følte sig så svag. Hun lå i sengen.

„Han sover.“ Liam stod ved siden af hende med et dampende krus i hænderne. „Han har ikke mistet så meget blod som du har, men han bliver alligevel hurtigt træt.“

Alanna satte sig op. Udenfor regnede det. Hun kunne høre en kaminild buldre. Hvis bare hendes hoved ville holde op med at snurre rundt! „Hvorfor er du blevet sygeplejerske?“

Han blinkede til hende. „Coram stoler på mig. Det gør du måske ikke?“

Alanna kunne ikke lade være med at smile. „Ikke på nogen måde.“

Liam rystede på hovedet. „Så ung og samtidig så kynisk. Drik det her.“

Hvis Coram havde været til stede, ville han have advaret hende. Men nu nåede hun at tage en ordentlig slurk, inden hun så meget som bemærkede lugten. Det var noget modbydeligt, bittert stads med urter i. Hendes mave begyndte at slå knuder på sig selv. Hun tvang den til at blive hvor den var. Hun lukkede øjnene og sov videre.

Liam sad ved ilden, da hun vågnede igen. Trofast lå ved siden af ham og spandt – det var tydeligt at katten havde accepteret ham. En lugt af stegt kød steg op fra etagen nedenunder, og Alannas tænder løb i vand. Hun var sulten!

Liam smilede. „Det var på tide.“ Han gav hende endnu en kop te, som lugtede langt bedre end den første. „Sæt dig op og drik det her. Hvis det bliver dernede, får du noget at spise.“

Alanna adlød, stadig forbløffet over at Shang-Dragen var interesseret i hende. Teen smagte af kanel og appelsin.

Han så hende i øjnene, så hun måtte rødme. Han tog hendes hånd og kyssede den, og hans læber var varme. Det bliver mere og mere interessant! tænkte hun.

„Så er det godt,“ sagde Coram, der kom med en tungt lastet bakke. „Hvis I ikke selv har skam i livet, kunne I i det mindste tænke på mine sarte følelser.“

Liam tog bakken. „Dine sarte følelser?“ drillede han. „Sådan nogle har du ikke.“

Alanna så til, mens de stillede maden frem. Det var tydeligt at de var blevet venner, og det var godt, hvis Liam havde tænkt sig at gøre kur til hende (hvilket var åbenlyst at han havde). Coram var ikke nem at have med at gøre, hvis han misbilligede hendes kærlighedseventyr. Det havde ført til en mindre behagelig uge i Gergis hus i Caynn, indtil de to mænd fik sluttet fred (det hjalp også, at Coram forelskede sig i Gergis kusine Rispah).

Hun betragtede Dragen og mindedes hvad hun havde set til hans kampteknik. Hvordan mon han var med sværd eller økse? Hvis han var lige så hurtig med våben som med de bare næver, ville han nærmest være uovervindelig. Hun var god med sværd og økse og bue, men hun var hjælpeløs uden våben.

Hvad vil han dog med mig? spurgte hun undrende sig selv. Han kan få alle de kvinder han vil have – hvorfor vælger han dog én, der ikke engang er særlig feminin? Hun tog bakken fra ham, og rødmede da deres hænder rørte hinanden. Nå, det hører med, tænkte hun mens hun spiste suppe. Ren og skær fysisk tiltrækning.

Da tjenestefolkene havde fjernet de tomme tallerkener, satte de tre sig til at snakke. „Coram viste mig jeres kort,“ fortalte Liam. „Han siger at I skal til Verdens Tag.“

„Coram snakker for meget,“ sagde hun tørt.

„Liam har været vidt omkring, unge dame,“ sagde Coram. „Det gør ikke noget, hvis han kan give os gode råd om rejsen!“

Alanna vendte sig mod Liam. „Hvad siger du?“

„I skulle undgå Sarain.“

„Er borgerkrigen så slem?“

Han nikkede og skrællede en appelsin. „Ved du overhovedet noget om sarenerne?“

„Noget,“ svarede hun. Det irriterede hende, at han antydede at hun var uvidende. „Jeg har fået en fremragende uddannelse.“

Han så ud til at tvivle. „Adelige ved sjældent så meget som de tror de gør – ikke om det virkelige liv. Hvem hersker i Sarain?“

Alanna skulede. Hun havde ikke ventet at Liam skulle have sider hun ikke brød sig om, men denne bedrevidende facon tirrede hende. „Det gør jin Wilima – titlen betyder krigsherre og ikke konge. Den nuværende – øh – Adigun, er den tredje jin Wilima-hersker. For to år siden var der nogle oprørere, der forsøgte at vælte ham og sætte Dusan zhir Anduo i hans sted. Zhir Anduo nedstammer fra de tidligere konger, zhirit Kaufain.“

Coram gav Dragen en albue i siden. „Sådan.“

„Du har altså en uddannelse,“ grinede Liam.

Alanna gloede ondt på dem begge to. „Min adoptivfar holder sig orienteret. Han siger at zhir Anduos oprørere ikke får held til at vælte krigsherren.“

„Sådan var det engang.“ Liam rodede op i ilden og lagde mere brænde på. „Sidste forår hentede jin Wilima lejesoldater udefra. De ødelagde byer, afgrøder – folk.“ Hans øjne blev isnende grønne. „K’mirerne gjorde oprør mod begge sider.“

„K’mirerne er nomader, ligesom vore bazhirer,“ forklarede Coram.

„Jin Wilima var gift med én – hun hed Kalasin.“ Liam kløede Trofast under hagen. „Den smukkeste kvinde i verden.“

„Hvad skete der med hende?“ Alanna satte sig op og lagde armene om knæene. Dette glimt af et fremmedartet samfund fascinerede hende.

Liam rystede på hovedet. Det var Coram, der stille svarede: „Hun tog livet af sig sidste sommer. Det siges at hendes datter Thayet er lige så smuk.“

„Men Thayet er ikke arving,“ sagde Liam. „Tronen tilfalder den, der kan tage den, og k’mirerne har svoret at kæmpe mod vinderen.“

Alanna tænkte sig om. „Kan vi undgå at rejse gennem Sarain?“

„Få fat i en båd i Jirokan-fortet ved grænsen,“ sagde Liam. „Sejl ned ad Shappa, og videre til Udayapur …“

Alanna blegnede. „Ingen både!“ De få gange hun havde været om bord i en båd, var hun blevet afskyeligt søsyg.

Coram grinede. „Det sagde jeg jo.“

Dragen glattede sit overskæg. „Så tag Shappa-vejen til Indlandshavet, og Kystvejen mod øst. Krigen bliver udkæmpet i bjergene og højlandet, ikke i kystområderne.“

Alanna gabte. Liam rejste sig. „Det er over din sengetid, lille pige. Jeg rider med jer til den sarenske grænse, hvilken vej I så vælger.“

Alanna så spørgende på Coram; han nikkede. „Det vil glæde os at følges med dig.“ Hun tilføjede: „Jeg har altid gerne villet lære Shang-kampteknik – uden våben.“

Liam rystede på hovedet. „Det er du for gammel til.“

Alanna skulede til ham. „Først kalder du mig ‘lille pige’, og så siger du at jeg er for gammel. Kan du ikke bestemme dig?“

„Og så går hun i gang med de frygteligste anstrengelser for at bevise at du tager fejl,“ sagde Coram spøgende, da han åbnede døren for Liam. Han vendte tilbage til sin ridder-frue og satte sig ved hendes seng. „Jeg kan lide ham. Ham får du ikke lov at rende om hjørner med.“

Alanna pillede ved sit tæppe. „Det ser ikke ud til, at jeg har rendt om hjørner med dig.“

„Jeg skjuler det bare godt,“ drillede han. Han fortsatte i en alvorligere tone: „Har du besluttet hvilken vej vi rejser?“

„Jeg har lyst til at ride direkte gennem Sarain. Vi klarer røverne, på den ene eller den anden måde.“

„Vil du bruge din Gave?“ spurgte Coram forbløffet.

„Hvad er der galt i det?“

Coram trak på skuldrene. „Det ved jeg ikke. Jeg troede bare ikke du brød dig om at blande kamp og magi.“

„Jeg bryder mig for den sags skyld heller ikke om at få en af os slået ihjel. Vi kan undgå hærene, hvis der skulle være nogen i højlandet på denne årstid. På den måde kommer vi til Taget kun fem dages ridt fra Chitral-passet. Hvis vi følger Kystvejen, kommer det til at tage to uger at ride nordpå fra Udayapur. Det er ekstra ni dage i bjergene i maj og juni.“ Alanna gøs.

Coram tænkte sig om og så hende i øjnene. „For slet ikke at tale om, at du synes at en rejse gennem det sarenske højland kunne være spændende.“

Alanna grinede. „Også det.“ Hun gabte igen. „Gider du gøre mig en tjeneste, Coram?“

„Og det er?“ Han havde kendt hende længe, så han var forsigtig.

„Vil du ikke nok fortælle mig en historie om Herredømmets Juvel?“ bad hun. „Jeg har glemt de fleste af dem.“

Han satte sig til rette. „En historie? Det er mange år siden du har bedt mig om det. Hvad for én skal det være? Godt. Miache var en tyv, der boede i havnekvarteret i Car

thak, for tre hundrede år siden. Gallanerne hyrede hende til at stjæle Juvelen fra deres egen konge, der nedstammede fra Giamo – hans tipoldesøn. De der hyrede Miache ville herske i stedet for ham.

Miache stjal Juvelen – og hun beholdt den. Hun flygtede mod Drell-floden, vor grænse mod Galla og Tusaine og Maren. Hun var sikkert nået hjem til Carthak med den, hvis det ikke havde været for Bjørnen Zefrem. Han var lejesoldat, og var på vej sydpå ad floden, som han fiskede Miache op af. Inden længe var de elskende. Hun var smuk, hendes hår var som måneskin, og hendes hjerte af is. Det lykkedes dog Zefrem at slå et par revner i det.

Da de nåede til Tyra, var byen under angreb fra Car

thaks flåde. Befolkningen sultede. Adelen var stukket af, og den regerende hertug var fra forstanden. Det eneste der holdt carthakerne ude, var bymurene, og de kunne ikke modstå de carthakiske belejringsmaskiner.“ Trofast sprang op på sengen og rullede sig sammen ved siden af Alanna, mens Coram skænkede sig et krus øl. Han tog et ordentligt drag og fortsatte.

„Zefrem brød sig ikke om at tabe i kamp, og han plejede at holde sig langt fra enhver kamp, der allerede var tabt. Og Miache ville lade sin egen mor sulte, medmindre hun selv kunne få noget ud af det. Alle, der kendte dem, sagde at det måtte have været Herredømmets Juvel, der fik dem til at blive i Tyra. De vidste ikke engang hvordan de skulle bruge den, men det så ud til at Juvelen brugte dem.

Zefrem overtog kommandoen, trænede de mænd der var tilbage, og lod bygge katapulter, der kastede ild mod skibene. Miache og byens svømmere, hvoraf nogle ikke var andet end drenge, svømmede ud og angreb den carthakiske flåde. De sænkede sågar nogle af skibene. Der begyndte at ske mirakler – fuglene byggede reder i byen, og der kom fisk i kanalerne, der hidtil havde været livløse. Folk begyndte at flytte ind i byen, midt under krigen, for at kæmpe for Tyra. De anede ikke hvorfor de kom. Det var Juvelen der kaldte dem.

Miache, Zefrem og Herredømmets Juvel frelste Tyra. Da de kom, var byen en sørøverrede, et morads fyldt med tyve og kæltringer. De gjorde den til en lovlydig handelsby, hvor en mands ord var en bindende kontrakt. Manden og kvinden forsvandt, og Juvelen faldt i Norrins hænder, men Tyra er stadig velstående. Det er tre hundrede år siden.“

Alanna sukkede, da Coram var færdig. Fortællingen og den ligefremme måde han havde fortalt den på, havde rørt hende.

Han rejste sig. „Var der ellers noget?“

„Tak, Coram. Tak for det alt sammen – fordi du har opdraget mig og hjulpet mig …“

„Så, så,“ skændte han blidt. „Nu må du ikke blive sentimental. Det kan vi ikke have.“ Til hendes overraskelse bøjede han sig ned og kyssede hende på panden. „Godnat, Deres Nåde.“

Erfaringen havde lært Alanna, hvor længe skader var om at hele, og hvor meget hun kunne presse sig selv imens. Hun hadede at ligge i sengen længere end højst nødvendigt. Hver times inaktivitet betød mere arbejde for at komme i topform igen. Dagen efter gik hun ud og trænede med Corams slagsværd. Hun passede på ikke at overdrive eller gå for hurtigt frem, men hun holdt ved.

Hun var en gudernes gave til drengene, der holdt til i kroens gård. Først hånede de hende. Men så snart de så at damen forstod at bruge et sværd, fandt de nogle kæppe og gav sig til at efterligne hende. Hun ænsede dem ikke. Havde hun gjort det, var de bare blevet generte og var stukket af, for at de andre drenge ikke skulle grine. I stedet lod hun til at være helt fordybet i sig selv, og hendes beundrere blev mere dristige. Der blev flere af dem. Den tredje dag hun trænede, var der ti. De var så optaget, at de slet ikke bemærkede at Alanna begyndte at rette lidt på dem.

Liam så til, og det samme gjorde Coram. „Hun gjorde det samme for bazhir-knægtene,“ sagde han stolt til Dragen. „Hun underviste sågar også stammens shamaner, og hun har selv lært at være shaman. Ikke ilde for en adelsdame, vel?“

Liam strøg sit overskæg. „Mener hun virkelig at hun vil lære Shang-kampteknik?“

Coram nikkede. „Måske skulle jeg have bragt hende til Shang, da jeg blev klar over hvordan det var fat med hende. Men hun var Trebond. Jeg har aldrig hørt om adelige, der kom til jer uden at blive udstødt af deres familie – og ingen af dem var piger.“

„Du har handlet ret,“ sagde Liam. „Hun har det godt med at være Østlandenes eneste kvindelige ridder, din Løvinde.“

Coram skar ansigt. „Hun er ikke min Løvinde. Gattos eller prins Jonathans, måske, men ikke min.“

„Din,“ svarede Liam. „Din, og Mylas af Olaus, og hendes brors. Også Gattos. Og bestemt prinsens.“ Han grinede. „Måske også min. Hvem ved?“

Fem dage efter at Alanna var begyndt at træne udendørs, lagde hun Corams sværd fra sig og grinede. Drengene fattede ikke hvorfor hun var så glad for at have udført en øvelse; for dem handlede det om at besejre en modstander. Alanna vidste at hun havde udført de sværeste øvelser uden fejl, og med et sværd der var tungere end Lynild. Hendes krop havde protesteret et par gange, men ikke så højt. Hun var rask, og nu kunne de tage af sted igen!

Lynilds juvelbesatte greb blev lagt i hendes hånd. Hun så forbløffet op. Der stod Liam.

„Lad os se hvad du duer til, nu hvor du har varmet op,“ sagde han.

Det varede lidt, før hun forstod hvad han mente. „Hvadbehager?“

„En dyst,“ forklarede han tålmodigt. „Kun sværd. Ingen spark eller slag. Ingen kneb. Jeg vil se hvor god du er.“

Alanna trak på skuldrene. Hun gik ud på midten af gårdspladsen og stillede sig i position. Hun så undersøgende på Dragen, som stillede sig op over for hende. Han er større og hurtigere, beregnede hun. Han er mere erfaren, og hans sværd er tungere. Hvis historierne er sande, er han lige god med begge hænder. Store Nådige Moder, hvad har jeg dog indladt mig på!

Hun rykkede en smule til side. Liams klinge susede gennem luften.

Alanna hævede Lynild, parerede og gjorde sig fri. Dragen huggede fra siden, hun parerede igen og kredsede vagtsomt om ham. Han snurrede rundt og gjorde et udfald; hun afbødede hans hug, så det gjorde ondt i hendes skulder. Hun trådte tilbage og greb om sværdet med begge hænder; han angreb, og hun gik til modangreb. Lynild bevægede sig lige så hurtigt som hans sværd.

Nu havde de fået publikum. Det var rygtedes gennem hele kroen, og foruden Alannas drenge var tjenere, gæster, staldkarle og forbipasserende kommet til. Drengene sad forrest, og de fulgte betaget deres helte. Trofast sad ved Corams fødder; hans øjne var smalle sprækker i sollyset. Han havde hentet Alannas ledsager, fordi han vidste at han gerne ville se dette.

Dysten fortsatte med udfald og parader, og de kæmpende var jævnbyrdige. Eftersom Liam havde valgt at udelade de kneb der kunne have givet ham sejren, havde Alanna lejlighed til at vise ham alle sine færdigheder. Coram lyste af stolthed. Han kunne se, at med sværd – og sikkert også med økse eller bue – stod Alanna ikke tilbage for Shang-Dragen. Hvor mange riddere kunne sige noget lignende?

Både Liam og Alanna svedte bravt, og det begyndte at værke i hendes sår. Under hele kampen havde hun studeret Dragens stil, ligesom hun vidste han havde studeret hendes, og søgt efter tegn på svaghed. Nu parerede hun hurtigt, blokerede for hans højre arm med skulderen, og svingede Lynild opad, så spidsen rørte hans hals.

De stivnede et øjeblik. Liam grinede. „Du er god.“ Han sænkede sit sværd, og Alanna trådte tilbage. „Jeg har ikke tabt en fægtekamp i årevis.“

Drengene kom hen til dem med vand og håndklæder. Alanna drak en ordentlig slurk, og sprøjtede vand i ansigtet. „Hvorfor slog eller sparkede du ikke?“ stønnede hun. „Så ville du have vundet.“

„Det var ikke det, der var meningen.“ Dragen tømte vandsækken over hovedet og sukkede velbehageligt. „Er du den bedste i Tortall?“

„Det ved jeg ikke.“ Hun smilede taknemmeligt til drengen, der var kommet med vand. „Der er måske nogle jævne folk, der er bedre – jeg har kun kæmpet mod riddere.“ Alanna tørrede ansigtet. „Mod hertug Gareth af Naxen – Gareth den ældre, ikke den yngre – kan jeg vinde én ud af tre gange. Han er den bedste. Alex af Tirragen. Han har besejret mig én gang.“ Mindet sved. Alex havde nær dræbt hende. Det stak i det nye ar, da hun tørrede armene. „Tak skal du have – tror jeg.“

De forlod Berat næste dag. Alanna og Trofast red på Måneskin, Coram på sin brune Ambolt, Liam på en stor grå hest, han kaldte Vagabond, og med deres pakhest Bøvl. Solen skinnede, og de kunne mærke på vinden, at det var ved at blive forår. De slog lejr for natten i en lavning, hvor der var læ for vinden. Da Alanna lagde sig til at sove, var det som om hun kunne høre skoven vågne op efter vinterens regn. Hun elskede foråret, og spurgte sig selv hvornår mon det blev forår i Verdens Tag.

Hun stod op en time før daggry for at træne. Liam var allerede vågen, i samme ærinde. Stiltiende fandt de en lysning et stykke væk, hvor de ikke ville forstyrre Coram. Trofast luntede efter dem og satte sig på en sten, hvorfra han kunne se alt hvad der foregik.

Hun havde trænet i så lang tid, at hendes krop vidste hvad der forventedes af den. Træningen foregik på rygmarven, så hun kunne holde øje med Liam. Dragen gennemgik et indviklet program, først langsomt og derefter hurtigt. Han stødte og parerede med armene. Han sparkede fra stående stillinger. Derpå sprang han, og vendte sig i luften som en akrobat. Da han var færdig, havde hver eneste del af hans krop været i bevægelse.

Han tørrede ansigtet i ærmet og så på Alanna. „Kom her.“

Hun adlød. Liam tog hendes hånd og lukkede den til en knytnæve, med tommelen over fingrene. „Slå altid med de to første knoer,“ forklarede han. „Det bliver lettere, hvis du træner på alle de plane overflader du kommer i nærheden af – jord, sten, en væg, hvad som helst. Så får du tilstrækkelig med hård hud til at beskytte dem.“ Han holdt sine egne hænder op for at vise, hvad han mente.

Derpå instruerede han Alanna i et andet slag end det, hun havde lært som page. Hun startede med næven i taljehøjde og håndfladen opad, og drejede den undervejs i slaget, så hun ramte målet med håndfladen nedad. Hun slog, indtil hendes højre arm var øm, og gav sig til at træne med den anden hånd.

Liam kredsede rundt og betragtede hende. Fra tid til anden rettede han på hendes fødder eller skuldre. En gang slog han hende hårdt i maven: „Hold musklerne stramme!“ Alanna rødmede. Han havde grebet hende i at glemme noget, hun vidste i forvejen.

„Forestil dig at der står en modstander lige foran dig – sigt på den nederste del af hans brystkasse,“ forklarede Liam. „For mig er det samme højde som min egen brystkasse, men du må sigte noget højere. Ellers rammer du de fleste over knæene.“ Alanna gloede ondt på ham, og prøvede igen. Senere lærte han hende høje og lave stød, og at parere med armen. „Øv dig, til det gør ondt,“ sagde han, da de var færdige. „Det kender du fra fægtetimerne. Du skal øve dig så meget, at du ikke behøver at tænke, når det gælder. Stødet eller paraden sker bare.“

Alanna nikkede udmattet.

Det var din egen idé, sagde Trofast, da hun traskede ned til bækken for at vaske sig. Hun rullede ærmerne op – intet kunne få hende til at bade udendørs på denne årstid – og katten tilføjede: Bliver du da aldrig klogere?

Alanna sukkede. „Jo, måske hvis jeg en dag bliver træt af at lære mere.“

Coram var vågen, da hun kom tilbage. „Det er din tur til at lave morgenmad,“ sagde han. „Guderne være med os,“ tilføjede han dæmpet. Han pakkede sine ting sammen og gik ned til Liam ved bækken.

Alanna overhørte bemærkningen og gik i gang med arbejdet. Liam kom først tilbage fra bækken. Han satte sig ved ilden og betragtede hende mistænksomt.

„Byder du tit dig selv sådan en omgang?“ Alanna fyldte Liams skål med havregrød og rakte ham den.

Dragen rodede i maden med en ske. „Hver morgen, samt når jeg ellers får tid. Du renser jo også din rustning og dine våben, og laver dine egne øvelser.“

„Jeg er ikke ved at tage livet af mig selv. Den er ikke brændt på,“ hvæsede hun, og mente havregrøden. „Jeg kan godt lave mad.“

„Shang-disciplin er strengere end ridderes.“ Han smagte på grøden, gøs og spiste videre.

„Er det umagen værd?“ ville hun vide. Hans indstilling til hendes madlavning sårede hende, og det samme gjaldt antydningen af, at nogen anså sig for bedre end en ridder.

Han så på hende. „Selvom jeg skulle miste mine våben, kan jeg stadig beskytte mig selv og andre.“

Alanna tav.

Nysgerrigheden vendte dog hurtigt tilbage. „Hvor længe har du levet sådan?“ spurgte hun, da de havde redet nogle timer.

Liam måtte tænke sig om et øjeblik. „I godt tredive år.“

„Tredive år!“

Han nikkede. „Jeg var fire år gammel, da Shang-Bjørnen kom til vores landsby og så os unger an. Jeg var den eneste han sagde ‘kunne gå an’. Jeg var heldigvis ikke ældste søn, ellers havde jeg været bonde i dag.“ Han så på hende og smilede. „Og så havde jeg ikke mødt dig.“

Alanna så bort. Når han rettede hele sin charme mod hende, var det som om hun var ved at smelte.

Tænk over, hvad du indlader dig på, rådede Trofast.

Alanna skulede til ham. „Jeg ‘indlader’ mig ikke på noget, og når jeg vil høre din mening, skal jeg nok sige til!“ hvæsede hun. Hun mødte Liams blik og rødmede.

„Er det bare en sød vane du har, eller talte han virkelig?“ Hans ansigt virkede en smule anspændt, og hans øjne var lyse som krystaller.

„Han taler. Sommetider kan andre mennesker forstå ham, men det meste af tiden kan de ikke. Det bestemmer Trofast.“

„Magi.“ Liam rynkede brynene. „Så har du det altså?“

„Har du noget imod folk, der har Gaven?“ Pludselig følte hun sig i forsvarsposition.

De så hinanden i øjnene, indtil han grinede og kneb hende i næsen. „Siden det er dig, skal jeg gøre en undtagelse, min skat.“

Alanna besluttede at Måneskin trængte til at galoppere. Hun satte hælene let i siderne på hoppen og skød fremad. Liam sakkede bagud – men ikke ret længe.

Der er så meget vi ikke ved om hinanden, tænkte hun, mens hun betragtede Liam, der var ved at lave aftensmad. Jeg ved at han er Dragen, hvilket vil sige at han er tapper og eventyrlysten, og sikkert har et hidsigt temperament – drager siges jo at være vilde og beskyttende. Det vil sige, at han er en rigtig helt, hvis der ellers findes helte.

Hun sukkede. Mon han vil ride til Verdens Tag med os? Jeg ville føle mig betydelig bedre tilpas, hvis jeg vidste at jeg havde en Drage i ryggen deroppe.

„Har du tænkt dig at gifte dig?“ spurgte Liam pludselig.

„Hvadbehager?“ spurgte hun forskrækket.

„Du hørte godt hvad jeg sagde. Dine fremtidsplaner – involverer de en ægtemand? Børn?“

Hun tog sig til glødestenen. „Give afkald på mit skjold efter at have arbejdet så hårdt for at få det? Bruge min tid ved hoffet eller på min mands godser? Det ville jeg slet ikke kunne holde ud. Desuden ved jeg intet om børn under ti.“

„Har du nogensinde forsøgt at lære det?“

„Hvornår skulle jeg have gjort det?“ ville hun vide. „Børnepasning er en af de meget få pligter en væbner ikke har, Jernarm. Bazhirerne ventede det heller aldrig af mig, medmindre der var et barn der var sygt. Og så fungerede jeg som læge, ikke som barnepige.“ Hvorfor stillede han dog sådan nogle ubehagelige spørgsmål?

„Det undrer mig bare, at du tror du skal være enten kun kriger eller kun kvinde. Kan du ikke være begge dele?“

Coram kom tilbage efter at have været henne og vaske sig, så Alanna slap for at svare. Det var udmærket – for hun vidste ikke hvad hun skulle sige.

Hvordan kunne det være, at Liam virkede så aldeles foruroligende på hende? Hverken Jonathan eller Gergi havde belejret hende, som han gjorde. Gid han ville holde op med at overrumple mig på den måde, men det ser godt nok ikke ud som om han gør det med vilje. Liam så op, og deres øjne mødtes.

Coram brød tavsheden og sparkede let til Dragen. „Gider du vente med at gøre kur til hende, til jeg ikke er til stede,“ sagde han. „Jeg har stadig visse faderlige følelser for Hendes Nåde. Og pas på hende. Hun er ikke vant til det spil du spiller.“

Liam grinede, og Alanna rødmede. „Jeg kan tale for mig selv,“ protesterede hun.

Ja, hvis du ville, indskød Trofast. Coram skraldgrinede, og Alanna valgte at gå en tur i stedet for at blive siddende og blive drillet.

Coram så håbefuldt op, da hun kom tilbage. Aftenen før havde hun været for træt til at vise ham Rispah i ilden. Nu satte hun sig på hug og rakte hænderne frem mod flammerne, mens hun kaldte sin Gave frem. Hendes fingre glødede med lilla ild, og hun sendte den ind i bålet, så dets flammer antog samme farve. Rispahs billede kom til syne, og Coram rykkede nærmere med øjnene rettet mod hende.

Hun gik sin vej og lod Coram være alene. Hvor var Liam? Hvorfor var han gået – var det fordi han ikke ville være påtrængende? Eller havde det noget med hendes Gave at gøre? Han havde lydt højst besynderlig om morgenen, da hun nævnte den.

Hun ledte henne hos hestene og nede ved bækken, men uden resultat. Til sidst fandt hun ham i en lysning et stykke fra bækken, hvor han lå under et piletræ.

„Du bruger din magi meget,“ sagde han udtryksløst, da hun nærmede sig.

„Jeg har haft den hele mit liv. Jeg har vænnet mig til den.“ Hun satte sig ved siden af ham. Den mærkelige tone i hans stemme undrede hende. „Du har jo rejst vidt omkring, så du må da have set megen trolddom.“

Hans stemme var tør og dæmpet. „Der er ingen i Shang, der har Gaven.“

Hun bøjede sig ned efter et græsstrå, men stoppede. Hun kunne umuligt have hørt rigtigt. „Holder I os udenfor med vilje? Hvorfor?“

Han ville ikke se på hende. „Folk med Gaven bruger magi som krykke. De giver sig ikke fuldt hen i Shang-træningen, fordi de ved at de altid kan redde sig ved hjælp af Gaven.“

„Du mener altså, at vi snyder?“ Flere vrede ord kom, men hun bed dem i sig.

„Du ville være hjælpeløs, hvis du mistede din Gave,“ provokerede han.

„Selvfølgelig ikke!“

„Hvor ved du det fra?“

Det lukkede munden på hende. Hun vidste det ikke. Hun havde haft magi hele sit liv, selv i den periode hvor hun havde prøvet at glemme det. „Jeg kan ikke gøre for, at jeg har Gaven,“ svarede hun omsider. „Jeg prøvede at kæmpe imod den, da jeg var page. Så kom Svedepesten, og mange mennesker døde. Hvis ikke jeg havde brugt min Gave, ville prins Jonathan også være død.“

„Jeg fortalte dig bare, hvad vi lærer.“

Hun ville ønske hun kunne se hans ansigt. „Sig mig engang – hvor ville jeres store Shang-mestre være uden vore læger og deres magi? Hvor ville du være?“ Han svarede ikke, så hun fortsatte: „Min Gave glæder Coram – hvordan skulle han ellers få Rispah at se?“

„Måske bryder damen sig ikke om at blive beluret.“ Hans stemme brummede faretruende.

„Sludder! Hun har givet os lov til det. Vil du se brevet?“ hvæsede Alanna, der var ved at blive rigtig vred. „Min stamme ville være blevet udslettet af bjergfolket uden min og mine elevers Gaver. Jeg bruger min magi til at helbrede, til at opveje nogle af de liv jeg tager. Hvad gør du for at opveje det?“

„Hvad jeg så gør, så gør jeg det med mine to hænder, frøken nævenyttig!“ Hun ville rejse sig, men Liam holdt hende tilbage. „Alanna, vent! Jeg mente det ikke! Jeg har et frygteligt temperament.“

„Det har jeg også,“ hvæsede hun. Hun lod ham trække sig ned til sig igen.

„Det er sandt at Shang lader sig behandle af læger. Eleverne har ingen Gave. Ikke så meget fordi mestrene tror at folk bruger den som krykke, men fordi de ved at når man skal træne sin Gave, tager det opmærksomheden fra andre ting. Når man følger Shang, følger man kun Shang – hvis det skal lykkes.“ Han strøg Alannas hår. „Lad være med at skule, min skat. Jeg ryster jo i bukserne!“

„Jeg kan ikke lave om på mig selv,“ sagde hun. Hun var ved at falde lidt ned igen. „Jeg har ikke bedt om at blive halvt heks og halvt kriger.“

„Det ved jeg.“ Dragen sukkede. „Hør her, jeg blev ophidset fordi jeg – jeg er bange for magi.“

Gjorde han grin med hende? Det var hun ikke i humør til! „Du er ikke bange for noget.“

„Alle mennesker er bange for noget.“ Det kunne der være noget om, vidste hun. „Jeg er bange for at dø for ingenting. Jeg er bange for at blive syg – min bedstefar blev såret, og rådnede ihjel.“ Hun klappede deltagende hans arm, men uden at afbryde. „Jeg hader at være hjælpeløs. Hvad nytter det så at være Drage?“

„Eller Løvinde,“ hviskede hun.

Han nikkede. „Men jeg er også bange for Gaven – jeg lader ikke engang lægerne bruge magi på mig. Nogle mennesker er bange for edderkopper – for mig er det magi.“

Alanna gøs. Hun nærede en inderlig afsky for edderkopper! „Jeg har aldrig hørt om nogen, der var bange for magi på den måde. Men der er nogen der ikke kan lide det.“

„Jeg er altså bange for det.“

Hun rørte ved stenen om sin hals. „Liam?“

„Ja?“

„Hvordan …“ Hun kunne mærke hun rødmede, og var taknemmelig over mørket. „Hvordan kan vi være … ja, noget som helst – hvis du er bange for min Gave?“

Han lagde armene om hende og trak hende tæt ind til sig. „Jeg vil godt prøve alligevel. Hvad med dig?“

„Jeg kender dig ikke særlig godt,“ hviskede hun halvt beklagende. „Du kender ikke mig.“

Han smilede. „Det gør det bare endnu sjovere, min skat.“ Han kyssede hende, først blidt, siden lidenskabeligt, og Alanna overgav sig. Alle hendes betænkeligheder blev gemt til et senere og mindre interessant tidspunkt.

Liam ruskede hende forsigtigt. Hun kunne høre Coram snorke på den anden side af lejrbålet. „Lad os gå,“ hviskede Dragen.

„Hvorhen?“ gabte hun.

„Du kan ikke lære Shang-kamp i sengen.“

Hun skulle til at protestere, men tog sig i det. Selv på denne tid af døgnet ønskede hun at han skulle tænke godt om hende. Pyt med, at hendes arme føltes tre gange så tunge som de plejede. Han havde sikkert oplevet langt værre ting, og havde alligevel passet sin morgentræning. Det var min egen idé, sagde hun til sig selv. Hun adlød uden en lyd – Coram skulle i det mindste have sin søvn.

Jirokan var en svært befæstet by, og der lå en teltlejr uden for murene. Coram pegede på floden, hvor en båd fuld af folk var på vej ned ad strømmen. „De er på flugt fra krigen i Sarain,“ forklarede han Alanna, mens de red mod by

portene. „Deres gårde er sikkert brændt eller plyndret. Nu håber de, at de kan starte på en frisk her i Maren.“

„Bådene transporterer dem sydpå. Kongen er for snu til at lade alle disse hjemløse folk være på samme sted.“ Dragen nikkede i retning af teltbyen. Nu hvor de var kommet nærmere, kunne Alanna se dynger af møbler i mudderet, og masser af husdyr: køer, hunde, geder, heste, grise og høns. Folk i laset, snavset tøj stirrede på de forbipasserende på landevejen. „Lejrene vrimler med tyve og mordere. Nede i det sydlige Maren er der mad nok til dem, og der er plads til nye gårde.“

Alanna var tavs, mens de red ind i byen og hen til den kro Liam anbefalede. Der var ikke noget hun eller Liam kunne gøre for de sarenske flygtninge. Fattigdom var en sygdom hun ikke kunne helbrede, og en enkelt ridder kunne ikke stoppe en borgerkrig. Det er én ting Liam og jeg har til fælles, sagde hun til sig selv. Jeg kan heller ikke lide at føle mig hjælpeløs.

Kroen hed Den Skabede Køter, og den levede op til Liams anbefaling. Hun tilbragte eftermiddagen med at tage bad, vaske hår, reparere sit tøj – kort sagt med at slappe af. Hun skrev til Mylas, Halef Seif og Thom, selvom der ville gå uger før hun havde chance for at høre fra dem. Til sidst afslørede lugten af mad, at aftensmåltidet var parat i krostuen.

Liam foreslog, at de undlod at vække opsigt i denne urolige by. Han ville undlade at klæde sig som Shang, og hun og Coram lod alt, hvad der kunne røbe at Alanna var ridder, blive på værelserne. Det passede Alanna udmærket. Hun trak i drengetøj, men stak for en sikkerheds skyld en dolk ind under tøjet. Med en munter fløjten satte hun Trofast på skulderen og gik nedenunder.

Liam og Coram ventede på hende. Så snart hun havde sat sig hen til dem, kom tjenerne med deres mad. En tjenestepige tog Trofast med ud „for at se, hvad vi har til en flot fyr som dig.“ Katten spillede skamløst op til sin beundrer.

En flok marenitiske soldater og deres piger ankom til en nats drikkegilde, da de rejsende var færdige med deres mad. Coram og Liam spillede skak, og Alanna delte sin opmærksomhed mellem spillet og soldaterne. Trofast kom tilbage, mæt og veltilpas efter sit besøg i køkkenet.

Den største af soldaterne var en sergent, hvis udseende var lige så ubehageligt som hans opførsel. Det var tydeligt at hans mænd vidste, at han var i dårligt humør; de holdt sig på behørig afstand. Men hans pige lagde ikke skjul på at hun var træt af hans surhed. Alanna betragtede hende, mens hun forsøgte at lokke sin sergent i bedre humør. Da dette mislykkedes, begyndte hun at se sig om, og fik øje på Liam. Indtil da havde Alanna ikke følt nogen personlig interesse i kvindens optræden. Nu glemte hun at hun var klædt som en dreng – og at det ville være svært at se hendes kvindelige former under tøjet i den dunkle belysning – og hun sendte hende et advarende blik. Kvinden bemærkede det ikke.

Sergenten var ikke klar over, at hans piges opmærksomhed var et andet sted. „Kommer straks, skat,“ ræbede han. Han rejste sig og satte kurs mod klosettet.

I samme øjeblik den store soldat var ude af syne, kom hans pige hen til Alannas bord. Det var Liams træk, og han koncentrerede sig fuldt ud om skakbrættet. Coram så udtrykket i sin ridder-frues ansigt. Han løftede hovedet for at se grunden til hendes skulen, og grinede.

„Sikke stille I er, drenge,“ spandt kvinden og lagde en hånd på Liams skulder. Dragen så op. „Bryder I jer ikke om – kvindeligt selskab?“

Alanna rejste sig. „Hvor jeg kommer fra, anses det for god tone at holde sig til den mand, man er sammen med,“ hvislede hun.

Kvinden så overrasket på hende. Hidtil havde hun ikke ænset andre end Liam. Hvad skulle knægten blande sig i det for? „Jamen dog – er drengen forelsket i dig?“ spurgte hun Liam. Liam kluklo og så undersøgende på kvinden.

Coram lagde en hånd over Alannas mund og skubbede hende ned på stolen. „Hun kan ikke se at du er en pige!“ hviskede han i hendes øre. „Liam kan passe på sig selv!“

Coram tog hånden for tidligt væk. „Hvad kigger du efter, Liam? Lopper?“ Hendes vogter sukkede og lukkede endnu en gang munden på hende.

Kvinden strøg Liam gennem håret med lange røde negle. „Der er ikke meget sjov ved drenge, og ham her ser ikke ud til at være videre bevendt. Jeg vil hellere have en mand.“

Liam grinede til hende, og Alanna udstødte et halvkvalt råb. Coram satte munden tæt hen til hendes øre. „Vil du have ham til at tro at du er jaloux? Det ser bestemt sådan ud.“

Hans ord bragte Alanna til besindelse. Det skulle Liam Jernarm bestemt ikke tro! Hun faldt til ro, og Coram slap hende. „Jeg kan bare ikke lide folk, der er så bramfri!“ hviskede hun tilbage. Hun vidste godt, at hun var jaloux.

Et rasende brøl rungede gennem lokalet – sergenten var kommet tilbage. Alle, som var bange for at havne midt i fjendtlighederne, trak sig skyndsomst tilbage. Kvinden rykkede væk fra Liam.

Alanna så Dragens øjne blive blegt grønne, idet han vendte sig mod den vrede soldat. „Det er ikke som du tror,“ sagde han roligt.

Det interesserede ikke sergenten. „Op med dig!“ Han greb Dragen i koften.

Liam tog fat i sergentens håndled. „Glem det. Jeg er Liam Jernarm, Shang-Dragen – du kommer til skade.“

Den anden lo. „Vil du have mig til at tro, at en Shang-kriger sidder sammen med os jævne folk?“ Hans muskler svulmede, idet han prøvede at løfte sit offer på benene.

Liams greb blev kraftigere. Et kort øjeblik skete der ingenting, men så skreg soldaten af smerte. Liam rejste sig, og soldaten blev tvunget tilbage, ude af stand til at gøre sig fri. Omsider slap Liam ham. „Hør efter, næste gang nogen siger at han er Shang.“ Han vendte sig mod Alanna og Coram. „Her er for livligt til mig.“

Sergenten faldt Liam i ryggen. Alanna ville rejse sig og greb efter sin kniv, men Coram trak hende ned.

Liam lod sig falde og drejede rundt, så soldaten fløj over hans skulder og landede på et bord, til de omkringsiddendes store fortrydelse. Han bandede, skubbede dem til side og kastede sig igen over Liam. Dragen snurrede rundt, og hans venstre fod ramte først angriberens mave og derefter hans hage. Sergenten faldt om som en sten.

To af soldaterne kom løbende for at hjælpe deres kammerat. Liam sparkede et sværd ud af hånden på den ene og smed den anden på et bord, hvorpå han afventede det næste angreb – som ikke kom. Han samlede sergenten op. „Har du brækket noget?“ spurgte han.

„Hrmf?“ sagde marenitten fortumlet.

Dragen undersøgte ham professionelt og lod ham glide tilbage på gulvet. „Du overlever.“ Han kastede et blik på de andre, der ikke så ud til at have lidt videre overlast, og vinkede ad Alanna og Coram. „Lad os finde et fredeligere sted.“

Mængden veg tilbage, da de gik hen mod døren. Alanna så sig tilbage. Den besværlige dame knælede ved siden af sin sergent og forsøgte at få liv i ham. Hun grinede og fulgte efter sine venner.

Ved midnatstide sad Alanna og Liam på en mur med udsigt over Shappa-floden. Coram var gået ud for at spille kort eller rafle, og Trofast havde stævnemøde med en dame

kat, der hylede i sin herres have. Alanna og Liam havde været en tur ude i teltbyen for at udspørge flygtningene om forholdene i Sarain. Nu lyttede de til floden og en ulvs tuden i det fjerne.

„Jeg kan lide din måde at slås på,“ sagde Alanna søvnigt. „Intet blod, ingen brækkede ben, ingen døde. Nydeligt.“

„Jeg er glad for, at de kunne forstå en fin hentydning,“ gabte Liam.

„Det er sjovt at rejse med dig.“ Hun tøvede, og fortsatte: „Har Coram fortalt dig, hvorfor vi skal til Verdens Tag?“

„Han sagde at du havde et kort, der viste vej til en eller anden skat. Det virker helt vildt at sætte livet på spil for guld, der måske slet ikke er der. Men hvis ikke I har andre planer …“

„Det er ikke guld,“ afbrød hun stille. „Det er Herredømmets Juvel. Jeg vil finde den og bringe den hjem, til Tortalls ære.“

Han strøg sit overskæg, som han tit gjorde når han tænkte. „For slet ikke at tale om, at denne bedrift ville vise, at du er dit skjold værdig.“ Han sprang ned og rakte hænderne op mod hende. Hun lod sig glide ned i hans arme, og de kyssede hinanden. „Min magiske veninde, når det gælder heltegerninger, går du ikke med små sko.“

„Liam?“ Hun prøvede at lade være med at lyde bedende. „Hvor skal du hen herefter?“

„Jeg skal vel med dig og Coram“

Det var knap nok begyndt at blive lyst. Liam var fuldt påklædt, da han vækkede Alanna. „Hvis du vil lære Shang, skal du op til Shang-tid! Op med dig!“ Han rakte ud efter vandkanden.

Hun væltede ud af sengen. „Jeg er oppe!“

„Bag stalden, om fem minutter,“ befalede han. Han smækkede døren efter sig. Alanna kom på benene.

Du ødelægger min morgensøvn, knurrede Trofast.

Alanna sprøjtede koldt vand i ansigtet. „Hvorfor har jeg dog valgt en morgensur mand?“ klagede hun, mens hun klædte sig på.

De marenitiske soldater sagde at det var vanvittigt af dem at rejse gennem Sarain, men de lod Alanna og hendes ledsagere passere. Forskellen mellem de to lande var tydelig: sunde marenitiske gårde blev afløst af nedbrændte husmandssteder. Tit fandt de spor af flygtninge, der havde slået lejr langs hovedvejen, inden de nåede frem til Maren. Vejen var mennesketom.

Alanna arbejdede hårdt med sin træning. Liam blev mindre brysk, da han så at hun trænede længere end hun behøvede, og beklagede sig mindre end de fleste begyndere. Han lærte hende kun nogle få slag, parader med armene, og to spark. Men han trænede hende intensivt i dem, med et vågent øje for den mindste fejl. De sov sammen om nætterne, med Corams stiltiende billigelse.

Det første tegn på kamp så de i en eng ved vejen, på deres fjerde dag i Sarain. De faldne var efterladt i en bunke, og kun skeletterne var tilbage.

Trofast fulgte med Alanna, da hun gik hen til dyngen. Der var ikke gjort noget forsøg på at skille venner fra fjender; farvestrålende k’miriske rustninger lyste mod rustne lavlandsbrynjer. Knoglehænderne knugede stadig deres våben. Alanna knælede ned og trak et sværd ud af bunken.

„Heftige kampe,“ mumlede hun og viste katten den skrammede klinge. „Først bueskydning, men senere nærkamp. Mon det har været et baghold?“

„Der er himmelvid forskel mellem en god og en dårlig konge,“ sagde Liam. Han satte sig på hug ved siden af dem, og undersøgte sværdet. „Det har taget Adigun jin Wilima fem år at ødelægge mange generationers arbejde.“

„Det ser ud som om han har prøvet ihærdigt,“ sagde Alanna. Var det sådan, det kunne blive i Tortall, hvis Jonathan døde uden en arving, eller nogen prøvede at erobre tronen? Ville Herredømmets Juvel kunne forhindre en sådan borgerkrig?

„De har fortjent bedre.“ Liam rørte en k’mirisk armbeskytter prydet med et solstrålemønster. Hans øjne var blågrå som en stormfuld himmel. Han vendte sig brat og gik tilbage til Coram og hestene.

Alanna blev siddende et øjeblik, og stablede nogle kviste sammen til en pyramide.

Juvelen skaber ikke store konger, men den hjælper dem, der allerede er store, til at opnå fremgang, sagde Trofast. Men glem ikke at den også vil hjælpe en konge, der ønsker at opbygge et storrige, og begynder med at erobre sine nabolande.

„Alle gode våben kan bruges imod én selv.“ Alanna trak et stykke snor op af lommen og bandt en løkke på det. Forsigtigt lagde hun løkken over pyramiden. Hun rejste sig og børstede støvet af hænderne. „Det her vil Liam sikkert ikke bryde sig om. Synes du det er forkert af mig at være hans elskerinde, når han er bange for Gaven?“

Trofast vidste hvad hun havde i sinde, og trak sig tilbage. Det er underordnet hvad jeg synes. Du gør hvad der passer dig – det har du altid gjort.

Hun rakte hænderne mod pindene og løkken. Flammer skød ind i ligdyngen. Alanna rørte ved glødestenen for at se magien; de døde var omgivet af en flammende lilla dis. Snoren var en kraftcirkel, der forhindrede ilden i at brede sig. Hun slap glødestenen, og den magiske ild forsvandt. Flammerne var ægte nok. De steg højere og højere til vejrs mellem knoglerne og udstyret.

Liam sagde ikke noget, da hun kom tilbage til de to mænd, men han var bleg og svedende. Han er virkelig bange for magi, tænkte hun. Det gjorde hende ondt; deres forhold var dødsdømt fra starten. En dag ville hun blive nødt til at forlade ham – kærligheden kunne ikke vare ved, når han var bange for en del af hende. De red videre, holdt øje med omgivelserne og lyttede efter lyde. Knogledyngen havde gjort dem urolige.

„Gid det her var overstået,“ knurrede Coram dæmpet. De havde gjort holdt for natten, og han og Alanna var ved at pakke ud; Liam var gået på jagt efter mad. Forsyninger var endnu ikke noget problem; de vidste hvad der ventede dem, så de havde medbragt rigeligt fra Den Skabede Køter.

„Jeg forstår dig,“ sukkede Alanna. „Hvor er hærene?“

„De har forhåbentlig slået lejr for natten.“ Det var Liam, der kom tilbage med nogle fisk. „Men lad os alligevel skiftes til at holde vagt. Jeg kan lugte brænderøg.“ Det var Alannas tur til at lave mad, og han rakte hende fiskene.

Coram tændte et lille bål, og sørgede for at det ikke røg. Madlavning og spisning foregik i lyttende tavshed. Efter maden begav Trofast sig ud i natten, og de andre beskæftigede sig med personlige gøremål. Alanna var begyndt at slappe af, da katten kom tilbage.

Mennesker, hvislede han. Kvinder og småbørn. På den anden side af bakken!

De lagde arbejdet til side og spændte deres sværd om livet. Coram gjorde tegn til at han ville tage sig af hestene. Liam og Alanna satte kurs mod bakkekammen, og listede sig lydløst gennem underskoven. Liam vinkede Alanna i dækning, da de nåede toppen. Hun rynkede brynene; væbnerlydighed faldt hende ikke let længere, men hun stolede på Liams erfaring.

Der var folk på vej langs bækken. Alanna prøvede at se dem bedre, og overvejede om hun kunne komme tættere på.

„Bed ham den store om at smide sit sværd,“ knurrede en stemme. „Ellers skyder jeg en pil gennem dig.“