Kapitel 26

Mit hoved hviler i Sarah Harts skød, den ægte Sarah Hart, og hun stryger fingrene gennem mit hår. Jeg stirrer tomt op i loftet og lader fingrene strejfe min hals. Snittet som går hele vejen rundt, er dybt. Jeg vil gerne sætte mig op, men mine medtagne ribben og knæ vil ikke tillade det.

Jeg er flov over hvor let jeg blev overvundet af Setrákus Ra. Hvor svag jeg var over for hans kolossale styrke. Jeg har dræbt så mange mogadorianske soldater. Jeg har skåret deres hoveder af mens jeg mejede dem ned med våben kontrolleret ved hjælp af telekinese. Siden jeg udviklede mine Evner, har jeg altid været parat til at kæmpe, uanset hvem eller hvad jeg stod overfor. Indtil nu. Setrákus Ra kastede mig rundt ved min amulet som om jeg var en kludedukke. Jeg var hjælpeløs mod ham. Han fik endda mine Evner til at forsvinde. Jeg havde mulighed for at dræbe Setrákus Ra, redde Lorien og gøre en ende på krigen, og jeg blev klasket som en irriterende myg.

„Seks? Kan du fortælle mig om John stadig er i live?“ spørger Sarah forsigtigt. „Jeg ved du har smerter, men kan du fortælle mig det?“

„Ja. Han er i live,“ hvisker jeg. Hun sukker lettet.

„Er du okay?“ spørger hun efter en kort tøven.

„Det ved jeg ikke rigtig,“ siger jeg og drejer hovedet så jeg kan se op i Sarahs trætte øjne. Jeg prøver at smile. Jeg er fuldstændig udmattet. Mine øjenlåg er allerede på vej til at glide i da jeg åbner munden for at tale. „Han var dig. Han snød mig til at tro at han var dig, det svin.“

Sarah lytter til mig uden at vise tegn på forvirring. Hun ryster på hovedet og kigger væk. „Jeg ved det. Han viste mig det. For et par dage siden kom han ind i min celle. Jeg troede han var der for at tage mig med tilbage til rummet hvor ...“ Hendes stemme dør hen, men så rømmer hun sig og retter sig op. „Rummet med alle maskinerne og stroboskoplyset. Jeg føler mig som en sindssyg når jeg er derinde, og alt gør ondt. Det er svært at forklare. Men han kom ikke for at bringe mig nogen steder hen. Han stod der bare, uden at sige noget. Så begyndte han at få trækninger og spjætte som om han fik et anfald af en art. Og så skrumpede han pludselig, og vupti! Det var som at kigge i et spejl. Da han endelig sagde noget, var det ikke med hans egen stemme. Det var min. Jeg prøvede at slå ham og flå øjnene ud af hovedet på ham, men han bankede mig så grundigt at ... Altså, første gang jeg rejste mig, var da jeg greb dig dengang de smed dig herind.“

„Jeg føler mig beæret.“ Jeg prøver at grine, men latteren sidder fast i halsen. „Nej, seriøst, tak.“

„Det var så lidt,“ smiler hun til mig. Hun må have været rædselsslagen. Jeg var langt mere skræmt end nogensinde før, og jeg er endda født og opfostret til det. Det her er mit liv. Ikke Sarahs. Ikke engang tæt på.

„Der er noget jeg ikke forstår. Hvordan vidste han så meget om dig? Hvordan kunne han narre mig så længe?“

„De ved alt, Seks,“ siger hun i en dødalvorlig tone.

Langsomt ruller jeg ned fra hendes skød og skubber mig op fra gulvet. Jeg prøver at ignorere ribbenene som tigger mig om at blive liggende. „Hvad mener du med alt? Om hvem? Og hvad ved du? Om noget af det her?“

Sarah kigger væk. „Den smule jeg ved, har jeg fortalt dem,“ siger hun efter et minuts tid. „Jeg kunne ikke gøre for det. De blev ved med at tage mig tilbage til det rum hvor de fikserede mig og gav mig indsprøjtninger med stoffer. De stillede de samme spørgsmål igen og igen. Efter noget tid bevægede mine læber sig, også selvom jeg befalede dem at stoppe. Jeg kunne slet ikke lade være med at tale.“ Sarah skjuler ansigtet i hænderne og hulker. „Jeg fortalte dem alt og gengav hele samtaler ord for ord.“

Jeg sætter mig med ryggen mod væggen og lader smerten skylle ind over mig. „Hvis John ser Setrákus Ra og tror at det er dig, ved jeg ikke hvad der vil ske.“

Sarah lyder pludselig febrilsk. „Vi må ud herfra! Vi må stoppe ham! Er der nogen måde vi kan advare John?“

„Jeg ved ikke om jeg er parat til at bryde ud herfra.“

„Hvad? Hvorfor?“ spørger hun chokeret.

Vaklende kommer jeg på benene mens jeg tager mig til ribbenene. „Nu hvor jeg har stået ansigt til ansigt med Setrákus Ra, brænder jeg efter at få en ny chance for at gøre det af med ham. Han lod mig leve, og nu vil jeg slå ham ihjel.“ Det ville have lydt mere dødbringende hvis jeg ikke have svajet let, men jeg mener det af hele mit hjerte.

Sarah rejser sig, og for første gang får jeg kigget nøjere på hende. Hendes ansigt er dækket af skidt og blå mærker, og det lange, lyse hår hænger slasket ned over skuldrene, men hun er stadig smuk. Sømmen på hendes røde sweater er flosset, og hun har ingen sko på. Hun svajer også en smule. Vantro stirrer hun på mig. „Se på dig selv, Seks. Du er medtaget. Virkelig medtaget. Ved du overhovedet hvad du siger? Det er vanvittigt at kæmpe mod ham alene. John skal nok komme. Bare vent på ham. Please. Han kommer og redder os. Og Sam. Det ved jeg han gør.“

„Er Sam her? Er du sikker? Har du set ham?“

Sarah bider tænderne sammen. „De smed ham herind sammen med mig en overgang. Han var bevidstløs, såret og forslået. Ligesom mig.“ Energien siver ud af hende, og hun sænker stemmen. „Men jeg ved at jeg ikke kan tro på noget jeg ser eller hører længere.“

Jeg forestiller mig en blodig Sam liggende i præcis denne celle, og det får min mave til at slå knuder af vrede. Hvad skete der i mogadorianernes hule? Jeg banker en knytnæve ind i cementvæggen og bliver overrasket over at se nogle stumper flyve af. Min styrke er ved at vende tilbage. Ingen smerte. Mine Evner er på vej retur. Jeg kigger Sarah direkte i øjnene. „Sarah, meldte du John til politiet den nat på legepladsen? Det er vigtigt at du fortæller mig det.“

Hun svarer uden tøven. „Det gjorde jeg i hvert fald ikke. Jeg elsker ham. Ja, jeg var forvirret, altså, over det hele, og det var meget sådan bare lige at få smidt i hovedet. Men jeg ville aldrig forråde nogen af jer, og da slet ikke John.“

Hun har tårer i øjnene, og jeg ved at hun fortæller sandheden. „Du elsker ham stadig, selvom han er et rumvæsen? Er du ligeglad med det?“

Sarah smiler. „Jeg kan ikke forklare det. Jeg kan ikke forklare hvordan kærlighed føles for mig, hvordan den fylder mig op indeni og holder mig kørende, men jeg ved at den er stærk og smuk, og jeg ved at det er hvad jeg føler for John. Jeg elsker ham, og jeg vil altid elske ham.“ Alene det at sige ordene højt får hende til at rette sig op. Hun ser stærkere og mere beslutsom ud.

Hendes overbevisning gør mig bevæget. Jeg tænker på hvad der skete mellem John og mig, kysset og det hele. Jeg elsker ikke John sådan som Sarah gør. Hun tror tydeligvis fuldt og fast på at John er den eneste ene for hende i hele universet.

„Jeg har haft en række flashbacks om vores rejse til Jorden. Han og jeg skændtes altid,“ siger jeg med blid stemme.

„Gjorde I?“ spørger hun, sulten efter enhver detalje jeg kan give hende.

„Altså ikke så meget skændtes som at jeg skubbede ham og tog hans legetøj.“

Vi ler, og hun tager min hånd. Det gør mig ondt at hun er her på grund af os. Jeg vil ikke svigte hende. Hun har sådan en stærk tro på os, på det vi gør. Jeg kan se det i hendes ansigt. „Jeg skal nok få dig ud herfra, okay? Jeg bringer dig tilbage til John,“ siger jeg.

„Det håber jeg,“ siger hun stille.

„Og vi finder Sam og får ham ud herfra også. Så mødes vi med Syv, Otte og Ti, finder Fem og ordner resten som et hold.“ Hendes hånd i min giver mig endnu mere styrke og overbevisning end nogensinde før.

„Lige et øjeblik. Nummer Ti? Jeg troede kun der var ni af jer.“

„Der er meget du ikke ved, noget af det har vi selv først fundet ud af for nyligt,“ siger jeg og rører ved mærket omkring min hals. Det gør stadig ondt, men det føles som om det allerede er ved at hele. Jeg overvejer kort om jeg mon er ved at udvikle en ny Evne.

Sarah giver mig et knus, men det varer kun kort. Døren svinger op med et brag, og en stor flok mogadorianske soldater marcherer ind i rummet med kanonerne rettet mod mit bryst.

„Gør dig usynlig,“ hvisker Sarah. „Smut.“

Jeg trykker prøvende på mine ribben og ruller med nakken. Jeg har det langt bedre end for fem minutter siden. Det må være godt nok. „Nej. Jeg er færdig med at stikke af.“

Den rødhårede kvinde jeg så i haverummet, humper ind i cellen. Jeg betragter hendes arm i slyngen og plastrene på hendes kind og kan ikke lade være med at ønske at det var mig der havde gjort alt det ved hende. Enhver som slutter sig til mogadorianerne og torturerer børn i en hemmelig bunker, fortjener samme omgang, og mere til. Ved hun hvem mogadorianerne virkelig er? Hvad de har i sinde at gøre? Kvinden spidser læberne og stirrer på mig. „Nå. Så det er dig der vil kæmpe mod Setrákus Ra?“

Jeg træder frem. „Ja. Hvem er du?“

„Hvem jeg er?“ spørger hun, chokeret over at jeg kan finde på at stille sådan et spørgsmål. Jeg går ud fra at hun ikke er vant til at folk stiller spørgsmålstegn ved hendes ret til at være bestemte steder, eller beder hende om at forklare hvem hun er.

„Ja, dig, røvhul.“ Forveksler hun mig med en som har respekt for hendes position? „Jeg spurgte dig om noget. Hvem er du, og hvorfor arbejder du sammen med dem? Ved du hvad mogadorianerne har tænkt sig at gøre? Hvad deres plan er? De vil tilintetgøre Jorden, men først efter de har fået hvad de vil have. Og du hjælper dem ikke kun, du ruller fandeme den røde løber ud for dem! Har de fortalt dig hvorfor de er her? Har du overhovedet spurgt?“ Jeg er rasende og desperat. Det kvindemenneske skal lytte til mig. Det er vigtigt at hun forstår hvad der er på spil her.

Hendes ansigtsudtryk forbliver uforandret. „Jeg ved alt hvad jeg behøver at vide. De er her fordi de leder efter dig og dine venner. Til gengæld for vores hjælp, vil de hjælpe os med problemer som er vitale for vores sikkerhed. Jeg ser frem til at finde ham Nummer Fire igen og hans mærkelige rumvæsenven. Jeg har førsteretten til at skyde, og tro mig, jeg vil gøre brug af den. Med glæde.“

Sarah og jeg udveksler et blik. Rumvæsenven? Hvem snakker hun om? Har John mødt endnu et medlem af Garden?

„Hvad er det for nogle ’problemer’ mogadorianerne skal hjælpe jer med?“ spørger jeg.

„Tja, i første omgang,“ siger hun og slår ud mod den mogadorianske kanon, „får vi dem her. Tusindvis af rumvåben med funktioner som det er umuligt at skabe her på Jorden, og som ingen af vores fjender har adgang til. Med deres teknologi vil Pentagon være lysår forud for alle andre hære på Jorden. Vi vil være uovervindelige.“ Jeg er frastødt og sørger for at det kan ses. „Setrákus Ra har også forsynet os med iridium, et kemikalium som er utrolig sjældent på Jorden, og vi har skabt nogle videnskabelige gennembrud med det som vil indbringe dette land milliarder af dollars. Derudover er den Amerikanske regering meget interesseret i at finde andre planeter med liv, og den information har mogadorianerne allerede delt med os.“ Hun lukker munden, vipper tilbage på hælene og lægger trodsigt armene over kors.

„Har de fortalt jer hvad de gør når de finder liv på andre planeter? Nu skal jeg fortælle dig det. De ødelægger dem,“ råber jeg hende ind i ansigtet. „I har valgt den forkerte side denne gang. Mine venner og jeg forsøger at stoppe dem.“

„Så er det nok. Din tilstedeværelse er påkrævet. Setrákus Ra ønsker at se dig. Denne vej. Nu.“ Kvinden træder til side så jeg kan komme forbi.

Jeg ved at jeg kunne gøre det af med kvinden og samtlige soldater, men det ville bare forsinke hvad jeg i virkeligheden ønsker. At besejre Setrákus Ra. „Hvor fristende det end er at slå dig ihjel lige nu, tror jeg at jeg vil gemme dig til Nummer Fire og hans mærkelige rumvæsenven,“ snerrer jeg. „Hvis Setrákus Ra vil gøre det her nu, så lad os komme af sted.“ Jeg skubber mig forbi hende og går ud af cellen.

„Seks!“ råber Sarah efter mig. „Vær forsigtig!“

Jeg går hen ad gangen med mine fjender omkring mig. Vi går gennem flere gange og adskillige døre, og efter et par minutter står jeg i et kæmpestort rum. Det er stort nok til at der kunne være en hel hær af kampvogne. Det er også stort nok til en kamp af episke dimensioner.

Døren knalder i bag mig, og jeg hører den blive låst. Der er så mørkt at jeg knap kan se en meter frem, og jeg har overhovedet ingen chance for at se hvad der er i den anden ende af rummet. Jeg går ind mod det jeg tror, er midten af rummet samtidig med at jeg tester min telekinese ved at svæve et lille stykke over gulvet. Smerten fra tidligere er væk. Da jeg mener at jeg står midt i rummet, lukker jeg øjnene, drejer omkring og mærker luften med sindet. Jeg fornemmer at der er omkring tyve skabninger som træder stille ind i rummet. Jeg er skuffet. Jeg ville gerne have kæmpet én mod én.

Lidt efter åbner jeg øjnene, og de har næsten vænnet sig til mørket. Jeg ville ønske at jeg havde Marinas Evne til at se i mørke, men jeg kan ane tilstrækkeligt nu. Mogadorianske soldater står linet op langs bagvæggen. De har lasede, sorte kapper og sorte støvler på og hvirvler med sværdene foran kroppen. De er større end de fleste mogadorianere jeg før har kæmpet mod, men jeg ved at jeg kan dræbe dem alligevel. En dør går op bag mig, og yderligere tyve soldater kommer ind.

„Hey! Hvad er det her for noget? Setrákus Ra!“ råber jeg op i loftet og drejer rundt så mogadorianerne alle kan se mig og ved at de ikke har med et frygtsomt menneske at gøre. „Jeg troede at du ville kæmpe mod mig!“

En del af muren bagest i rummet eksploderer, og den mogadorianske leder kommer til syne. De tre lorianske amuletter dingler fra hans groteske hals. Jeg planlægger at tage dem tilbage. „Du må først gøre dig fortjent til retten!“ råber han og slår ud med armene.

Jeg går ud fra at det er startsignalet, for alle soldaterne skriger et kampråb og kaster sig frem mod mig. Jeg starter til højre for mig selv og gør det af med dem én ad gangen.