Kapitel 18

Pludselig sidder Ni helt fremme på kanten af stolen. „Hold da kæft! Fire! Tjek det lige. De har flyttet sig.“

„Hvem har flyttet sig?“ Jeg tager tavlen ud af hænderne på ham. De blå prikker som symboliserer os, har skiftet position. I hvert fald nogen af dem. Der er stadig en blå prik i Jamaica og to i Chicago. Men nu er der tre på Afrikas kyst og en i New Mexico. Jernnæven om mit bryst slækker sit greb da jeg ser at der stadig er syv prikker, men jeg er forvirret over hvordan de har flyttet sig så hurtigt. „Hvordan gjorde de dét?“

„Jeg har ingen anelse,“ siger Ni. „Det er som om de har teleporteret sig eller er sprunget gennem rummet. Måske har de fundet en stargate eller sådan noget?“

„Henri sagde at der ikke findes stargates,“ siger jeg og ryster på hovedet.

„Nå, men det gør rumvæsner fra andre planeter heller ikke ifølge visse folk. Mange folk faktisk.“

Han har ret. Måske tog Henri fejl. „Der er en Garde i New Mexico, Ni. I nærheden af det som du mener, er vores rumskib. Det kan ikke være et tilfælde. Tror du at de er ude efter det?“

„Mand, det håber jeg ikke. Det er slet ikke tid til det endnu. Vi har en masse lort at tage os af før vi forlader Jorden.“

Jeg stirrer på den blå, pulserende prik i New Mexico og trykker på den grønne trekant som afslører hvor de lorianske rumskibe er skjult. Det kan umuligt være et tilfælde at vedkommende er landet så tæt på det. Tilføj det til det faktum at jeg har fået at vide at Sarah befinder sig ude vestpå, muligvis sammen med Sam, og jeg er overbevist.

„Jeg mener det alvorligt, Ni. Det er der vi skal hen. Til New Mexico. Omgående. Alt hvad vi har set og fået at vide, peger i den retning og siger at vi må af sted med det samme.“ Jeg haster ud af lokalet, hamrer låget til min kiste i og stiller den ved siden af hoveddøren. „BK?“ kalder jeg. Bernie Kosar kommer traskende med steakknoglen i munden.

Ni følger efter mig. „Tag den med ro, mand. Vi rykker ikke bare teltpælene op og flyver til New Mexico! Særligt ikke efter hvad vi lige har set! De gutter teleporterer sig rundt. Inden vi når at sætte en fod i elevatoren, kan de være i Antarktis! Eller Australien! Der er så meget vi ikke ved endnu. Vi ved ikke engang med sikkerhed om det overhovedet er vores rumskib. Hvad hvis det er en fælde?“ Ni stiller sig foran døren med armene over kors. Jeg ved at jeg må ligne en sindssyg galning sådan som jeg bliver ved med at trykke på knappen til elevatoren mens jeg prøver at lade som om Ni ikke er der for at forhindre mig i at gå.

Ordene myldrer ud af munden på mig. „Vi er nødt til at tage derhen alligevel. Også selvom den Garde vi lige så, forsvinder før vi når derhen. New Mexico er stadig det mest logiske sted for os at tage hen.“ Jeg er desperat for at få ham over på min side. „Vi kan tage nogle af dine våben med.“ Min hjerne arbejder på højtryk uden rigtig at komme nogen vegne. Jeg spæner ind i træningslokalet og styrer mod ammunitionsskabet. Jeg er lige sprunget over måtterne på vejen da jeg hører metalringene klirre over hovedet på mig. Ni dumper ned deroppefra, lander direkte foran mig og holder en hånd op.

„Wow. Stop en halv, mand. Tag en slapper,“ siger han med begge hænder holdt op foran sig. „Jeg mener vi skal tage til Paradise.“

„Gør du grin med mig? Nu vil du til Paradise?“ Jeg har så meget lyst til at kvæle ham.

„Jeg tænkte over det mens du sov. Vi må tilbage til det sted hvor du fandt tavlen. Du nævnte tidligere at der var en masse papirer dernede, for ikke at tale om et skelet og nogle kort. Jeg tror at vi har overset noget, noget som er nøglen til at slå Setrákus Ra.“

„Du forstår det ikke,“ siger jeg og skubber mig forbi ham. „Der sker alt muligt ude vestpå lige nu. Har du en bil?“

Han skubber mig hårdt i ryggen. Jeg tumler frem, men når at genvinde balancen. Rasende bliver jeg stående med ryggen til ham. „Jeg har en bil, men vi tager til Paradise først. Vi må finde ud af alt hvad vi kan som vil hjælpe os i kampen.“

„Aldrig i livet.“ Jeg vender mig og skubber igen, og inden jeg ved af det, holder vi hinanden i et hovedfaldsgreb. Ni sparker fødderne væk under mig, og jeg går i gulvet.

Bernie Kosar gør og siger at vi skal stoppe.

„Slap af, BK,“ siger Ni og vinker afværgende til ham. „Betragt det som en smule let træning inden vi tager til Ohio.“

„Okay. Vi træner,“ hvæser jeg og hiver mig op at stå. „Med alt hvad vi har lært.“

Ni langer ud efter mig, og jeg undviger. Men jeg kan ikke gøre det samme med slaget fra højre. Mine ribben føles som om de har haft et sammenstød med en rambuk. Jeg falder på knæ og holder om brystkassen. Han sparker mig på brystbenet, og jeg lander fladt på ryggen.

„Kom så, mand!“ råber han. „Vis mig hvad du dur til. Du tror at du bare kan storme ud i ørkenen og tage dig af de fjender som kommer i vejen for dig, men du kan jo ikke engang klare mig.“

Jeg springer op at stå og overrasker ham med en knytnæve lige i maven. Han krummer sig sammen, og jeg giver ham et knæ i munden.

„Sådan skal det være, Fire!“ Blod fosser fra hans flækkede læbe, men han smiler strålende til mig. Vi kredser om hinanden. „Ved du hvad? Det ser ud som om du har tænkt dig at give mig kamp til stregen, og derfor vil jeg gerne slå en handel af med dig. Hvis du slår mig, tager vi til New Mexico. Med det samme. Jeg vil endda lade dig køre bilen. Men hvis jeg vinder, tilbringer vi et par timer mere her mens vi tænker os om og finder på en rigtig plan. Og så tager vi tilbage til Paradise og ned i den brønd.“

„Og du kalder mig en kujon,“ siger jeg.

Vi fortsætter med at danse om hinanden og får begge et par gode slag ind. Jeg hører et af Nis ribben brække da jeg rammer det med min højre albue. Jeg snurrer rundt med den anden albue parat, men han sparker mig hårdt over venstre knæ. Brusk river sig løs, og smerten brænder som ild i mit ben. Humpende lykkes det mig at levere et par slag mere, men jeg kan ikke flytte mig hvilket giver Ni en kæmpe fordel. Han springer om bag mig og sparker det andet ben væk under mig. Mit hoved rammer gulvet, og hele verden forsvinder i et hvidt lys. Da jeg kommer til mig selv, har Ni klemt mine arme ind til siden med knæene. Kampen er forbi og har taget chancen for at finde Garden ude vestpå med sig.

„Jeg henter en healende sten,“ siger Ni og rejser sig langsomt. Med sløret syn ser jeg ham presse hånden mod siden idet han forlader rummet. Bernie Kosar piber.

„Det er noget pis! Det ved du godt, ikke?“ råber jeg efter ham. „Man kan ikke tage beslutninger på den her måde! Den Garde i New Mexico er alene og kan gå hen at dø, og du er fuldstændig ligeglad!“

Nis stemme runger gennem lejligheden. „Vi er soldater, Johnny! Og soldater dør. Vi blev sendt hertil for at træne og kæmpe, og nogle af os vil ikke overleve. Sådan er det at være i krig.“

Jeg hopper langsomt ind i stuen på mit gode ben. Gennem vinduerne kan jeg se at solen er ved at gå ned. Bernie Kosar sidder på gulvet i den sidste plet solskin og kigger på mig. Han beder os om at sætte os, få talt ud og planlægge vores næste træk fornuftigt.

Ni kommer ind med en healende sten trykket mod ribbenene. Han kaster den til mig, og jeg lægger den omgående mod mit venstre knæ. Gennem smerten mærker jeg hvordan brusken langsomt samles. Det tager ikke langt tid, og snart er smerten fuldstændig forsvundet. Jeg planter en hånd på vinduesrammen. „Hvis vi ikke tager til New Mexico,“ siger jeg, „så lad os tage os af Setrákus Ra. Lige nu. Dig og mig. Hvis vi gør det af med ham, vil resten af mogadorianerne måske dø, og vi vil have reddet hele to verdener.“

Ni sætter sig i lædersofaen og smider fødderne op på glassofabordet. Han sukker og lukker øjnene. „Jeg er ked af det, Johnny, men selv hvis Setrákus Ra dør, vil mogadorianerne kæmpe videre. Ligesom Pittacus Lore døde, og vi stadig kæmper videre. Hold op med at lede efter en nem udvej og se det i øjnene. Vi kommer alle til at kæmpe indtil den sidste er død.“

Jeg kigger ud ad vinduet og samler styrke til at sige hvad jeg har villet sige i flere uger, lige siden jeg læste Henris brev. „Pittacus er ikke død. Jeg er Pittacus.“

„Hvad siger du?“

Jeg vender mig mod ham. „Jeg sagde at jeg er Pittacus Lore.“

Ni læner sig tilbage og ler så hjerteligt at han er ved at vælte sofaen bagover. „Er du Pittacus? Hvorfor i alverden tror du at du er Pittacus Lore?“

„Jeg kan mærke det,“ siger jeg. „Det er derfor Lorien ligger i dvale. Pittacus lever gennem mig.“

„Nå, så det gør han? Ved du hvad? Jeg tror også at jeg kan mærke det,“ håner han og lægger en hånd på brystet. Han rejser sig og marcherer over til mig. „Men, hey, hvis du er Pittacus, den stærkeste og klogeste af de lorianske Ældre, så har jeg lige givet Pittacus en røvfuld. Gad vide hvad jeg så er?“

„Heldig,“ siger jeg og fortryder at jeg overhovedet har sagt noget.

„Seriøst? Det lyder som om nogen kunne tænke sig en omkamp.“

Så er det nok, siger Bernie Kosar. Hold op med at skændes. Spar jeres kræfter.

Jeg ignorerer ham. „Fint. Så lad os få en omkamp.“

„Hvis du vil slås med mig igen, skal det være et andet sted. Og for at gøre det endnu mere spændende, Pittacus, synes jeg at vi hver skal bruge en enkelt genstand fra vores kister.“

„Udmærket.“

Jeg åbner min kiste og rækker omgående efter den lille daggert. Skaftet vibrerer i samme øjeblik jeg rører det, og lukker sig hurtigt om mit håndled. Der sidder stadig lidt mogadorianer-aske i fordybningerne. Lugten af den får mig til at hungre efter endnu en kamp.

Ni griber den korte sølvstav med højre hånd. Okay, det gør mig nervøs. Jeg så hvordan han gjorde det af med alle de pikener i West Virginia med den tingest. Han løfter en pegefinger da han får øje på min daggert. „Ah, ah. Jeg sagde udtrykkeligt én genstand.“

„Jeg har min daggert. Det er det hele. Mere har jeg ikke brug for.“

„Og hvad med dit søde, lille armbånd?“

„Øh, det havde jeg helt glemt. Det er sikkert et bedre valg. Tak.“ Jeg smider daggerten ned i kisten igen.

„Følg mig,“ siger Ni. Jeg ignorerer Bernie Kosar og hans bønner om at stoppe, følger efter Ni gennem lejligheden og ind i elevatoren. Vi er begge tavse. Jeg går ud fra at kampen skal finde sted i bygningens mørke kælder blandt søjler og cementvægge hvor vores kræfter er skjult for omverdenen. I stedet kører vi opad. Elevatorens døre glider op, og Ni taster en kode på panelet ved døren foran os hvorefter den går op med et klik. Så står vi på taget af John Hancock Center.

„Niksen biksen, aldrig i livet. Der er alt for mange folk som kan se os heroppe!“ siger jeg, ryster på hovedet og vender mig mod døren indenfor.

Ni går ud på taget. „Ingen kan se os heroppe. Det er det der er så fedt ved at være på toppen af en af de højeste bygninger i byen.“

Jeg vil ikke have at det skal se ud som om jeg bakker ud fordi jeg er bange, så jeg følger efter ham og udstråler langt mere selvsikkerhed end jeg egentlig føler. Men jeg er ikke forberedt på den voldsomme vind som rammer mig og næsten skubber mig ind i døråbningen igen. Ni fortsætter frem med det sorte hår piskende om ansigtet, og det er næsten som om han slet ikke mærker vinden. Hans hvide T-shirt står som en ballon om overkroppen indtil han flår den af og lader den flyve ud over kanten. Da han når midten af taget, slår han et brat vrik med håndleddet og sølvstaven udvider sig i begge ender indtil den er næsten to meter lang og gløder rødt. Han vender sig mod mig og vinker mig tættere på. Efter en dyb indånding sætter jeg den ene fod foran den anden som en linedanser og nærmer mig langsomt Ni. Vi står i den gigantiske skygge af spiret som tårner sig op over os i den fjerne ende at taget, og netop som jeg når frem til ham, gør Ni omkring og løber hen mod det.

Jeg har ingen anelse om hvad han skal til at gøre, så jeg stopper og venter på hans næste træk. Uden tøven sprinter han op ad spiret indtil han når toppen. Spiret svajer i vinden, og jeg bliver svimmel bare af at kigge på ham deroppe. Ni holder den røde stav over hovedet, og før jeg kan nå at registrere hvad han har gang i, kyler han den af sted. Staven når kun lige at forlade Nis hånd, så kaster han sig ud i luften og styrtdykker mod mig. Nu står jeg overfor at skulle undvige hele to angreb på én gang. Det lykkes mig med nød og næppe at rulle væk fra den spidse stav, og jeg ser den bore sig ind i en metalbjælke i en skæv vinkel. Jeg vender mig for at modgå Nis angreb, og han skal lige til at tackle mig da jeg får et slag ind som sender ham tværs over taget.

Jeg trækker Nis røde stav fri af metalbjælken. Henri har aldrig trænet mig i at bruge noget lignende, men jeg snurrer den over hovedet og angriber alligevel. Ni rejser sig og forbereder sig på mit angreb. Jeg svinger staven for at ramme ham tværs over kroppen, men han slår den til side med håndleddet og sparker omgående ud efter mit nyligt healede knæ. Jeg trækker benet tilbage så han rammer ved siden af, men det lykkes ham at gribe fat i staven. Vi kæmper begge for at få kontrol over staven, kredser, sparker, undviger og blokerer. Han bruger telekinese til at løfte mine fødder fra jorden. I starten gør jeg modstand, men så indser jeg at jeg kan bruge det til min fordel i den stærke vind heroppe. Jeg timer mine bevægelser med et ordentligt vindstød og slår en kolbøtte hen over staven. På under et splitsekund står jeg bag Ni med staven presset mod hans strube.

„Vi burde allerede være på vej til New Mexico,“ siger jeg og trækker ham tilbage mod døren som fører til elevatoren.

Ni nikker mig en skalle med baghovedet, lige på næsen, og jeg mister taget om staven. Han griber den idet jeg tumler baglæns og ramler ind i en eltavle.

„Er det dig der taler, Johnny? Eller er det Pittacus? “ siger han hånligt og svinger staven. Mit armbånd udvider sig lige tids nok til at afværge stødet. Eltavlen ved siden af mig er blevet hugget midt over af hans forbier. Gnister flyver over det hele, også ind bag mit åbne skjold hvor de rammer mig. Da de lander på min bluse, lader jeg ilden fænge og sprede sig. Mit skjold skrumper, og Ni stirrer, lamslået over synet af mig omsluttet af flammer.

Han ryster forbløffelsen af sig. „Hvorfor forvandlede du dig ikke til en menneskelig ildkugle dengang vi var på samme hold?“ råber han.

Ilden omkring mig knitrer og buldrer i den stærke vind. Jeg går frem mod ham. Det er muligt at han synes det hele er fis og ballade. Men det gør jeg ikke. „Er vi så færdige?“

„Ikke helt.“ Han smiler smørret.

Jeg former en lille ildkugle i håndfladen. Idéen er at jeg kan gøre ham klart præcis hvor lidt morsom jeg finder situationen, ved at trille ildkuglen mod hans ben, men han slår den væk med enden af sin stav som en hockeyspiller. Jeg sender to ildkugler mere hen over taget, den ene hurtigere end den anden, men han bruger tankens kraft til at skubbe dem til side. Den første triller ud over kanten og brænder ud uden at gøre skade. Den anden ruller hen mod et ventilationsgitter. Varmen smelter det væk, og den voldsomme vind vipper hele dækslet af den kæmpestore ventilator så den nu er ubeskyttet.

Jeg løfter hænderne over hovedet for at skabe en ildkugle på størrelse med et køleskab, men mens den vokser, går Ni til angreb med staven over skulderen. Han planter den ene ende af staven i jorden og svinger sig af sted mod mit flammende bryst med fødderne først. Han skriger af smerte da sålerne på hans sko får kontakt med min brændende krop, og jeg flyver baglæns. Den verden der før var rød og gul, er nu grå og blå. Sidste gang jeg slår en kolbøtte, går det op for mig at jeg er på vej direkte mod den ubeskyttede ventilator. I allersidste øjeblik spreder jeg arme og ben ud til siderne og stopper få centimeter fra rotorbladene. Ventilatoren er kraftig nok til næsten at slukke det der er tilbage af de ulmende gløder før jeg kaster mig til side og ruller væk.

„Prøver du at køle af?“ spørger Ni med hænderne på hoften som om han bare observerer min teknik. Han har sparket sine halvsmeltede sko af.

„Jeg er ved at varme op!“ Jeg springer på benene for at gøre mig klar til hans næste træk.

Ni spurter til venstre, og jeg følger efter. Han springer over et par rør og op på den hævede kant. Igen følger jeg efter. Vi er nu begge få centimeter fra et fald på godt tre hundrede meter til gaden under os. Chokeret ser jeg Ni træde ud over kanten. Jeg råber og læner mig frem for at gribe fat i ham, men da jeg gør, ser jeg ham ikke styrte i døden. Han står vandret på et vindue med armene over kors og det sædvanlige, brede grin om munden. Jeg har lænet mig for langt frem i mit forsøg på at fange ham, og jeg basker febrilsk med armene for at genvinde balancen. Men det lykkes ikke, og pludselig hælder jeg længere ned mod afgrunden. Ni spurter op ad bygningen igen og rammer mig med en knytnæve under hagen. Jeg bliver slået baglæns, men får ikke en chance for at lande. Ni griber mig om halsen, snurrer mig rundt og holder mig ud over kanten.

„Nå, Nummer Fire. Det eneste du behøver at gøre for at jeg trækker dig i sikkerhed, er at sige det.“ Han holder staven over sit hoved med den anden hånd. „Sig at du ikke er Pittacus.“

Jeg sparker efter ham, men han holder mig uden for rækkevidde. Det ender med at jeg svinger frem og tilbage som et pendul.

„Sig det,“ gentager han gennem sammenbidte tænder. Jeg åbner munden, men kan ikke få mig selv til at benægte det som jeg føler med sikkerhed, er sandt. Jeg er overbevist om at jeg er Pittacus. Jeg er overbevist om at jeg er den der kan bringe en ende på denne krig. „Du vil til New Mexico efter vores rumskib. Du vil ikke engang overveje at det kan være en fælde. Så snakker du om at udfordre Setrákus Ra, men du kan ikke engang besejre mig i kamp mand mod mand. Du er ikke ham. Du er ikke Pittacus. Så hold op med det pis. Nu. Bare sig det, Fire.“

Hans greb om min hals strammes. Mit syn sløres. Jeg kigger op i den skyfri himmel, og den bliver rød, lige som den nat hvor mogadorianerne invaderede Lorien. Jeg ser glimt af ansigterne på de lorianere som blev nedslagtet. Deres skrig runger for mine ører. Jeg ser eksplosionerne, ilden, al døden. Jeg ser krauler med lorianske børn mellem tænderne. Smerten jeg føler for dem alle i det øjeblik, er så overvældende at jeg ved at jeg kan udholde hvad end jeg bliver udsat for, selv at Ni kvæler mig.

„Sig det!“

„Det kan jeg ikke,“ lykkes det mig at få frem.

„Du må være sindssyg!“ råber han og klemmer hårdere. Nu ser jeg bomberne regne ned over Lorien. Jeg ser mit folks sønderlemmede kroppe og min planet der bliver ødelagt. På toppen af en af ligbunkerne ser jeg min far i sin blå og sølvfarvede dragt. Ni ryster mig voldsomt, og mine fødder dingler fra side til side. „Du er ikke Pittacus!“

Jeg lukker øjnene for at slippe for den blodige vision foran mig, og jeg frygter hvad der vil komme som det næste. Jeg kan se Henris brev for mit indre blik: Da I ti blev født, opdagede Lorien jeres stærke hjerter, jeres vilje og barmhjertighed. Hun gav jer de roller som det er meningen I engang skal udfylde. De roller som tilhører de oprindelige ti Ældre. Dette betyder med tiden at de af jer som vil overleve, vokser jer til at blive mægtigere end noget andet der nogensinde har eksisteret på Lorien, langt mægtigere end selv de oprindelige ti Ældre fra hvem I har jeres arv. Dette ved mogadorianerne, og det er derfor de jager jer så intenst.

Uanset hvad ved jeg at Ni ikke kunne finde på at dræbe mig. Hvert eneste medlem af Garden er vigtig, Pittacus eller ej. At finde sammen og kæmpe side om side som den Garde vi er født til at være, er langt vigtigere end noget skænderi Ni og jeg måtte have. Det er dog en ringe trøst eftersom min krop stadig hænger og dingler. Så mærker jeg vinden skifte en smule. Hånden omkring min hals slipper, og det giver et sug i maven da jeg begynder at falde. Kan jeg have taget fejl? I stedet mærker jeg mine fødder ramme jorden inden der er gået et sekund. Jeg åbner øjnene og ser at jeg står på taget igen. Ni går sin vej med bøjet hoved. Han vrikker en enkelt gang med håndleddet og den lange, røde stav skrumper sammen til et stykke sølv.

„Næste gang lader jeg dig falde!“ råber han over skulderen.