Kapitel 10

Jeg sidder på en metalstol i et plexiglasbur bag i en lille lastbil. Mine hænder er lænket til stolen med håndjern, og om anklerne har jeg tunge lænker. En læderstrimmel over panden trækker hovedet tilbage mod plexiglasvæggen bag mig. Jeg kigger mod lastbilens side, men jeg kan lige akkurat dreje hovedet nok til at se Ni som også sidder i et plexiglasbur tæt på mit. Foran mig sidder en vagt og holder øje med os. Jeg ved at jeg kunne bryde fri i løbet af få sekunder, men Bernie Kosar som stadig gemmer sig i min lomme, har ret. Vi må finde ud af hvad de ved og hvordan det kan hjælpe os. Ni må være enig, for han er endnu bedre udrustet til at bryde fri af sine lænker end jeg, men han foretager sig heller ikke noget. Der hænger en masse låse på vores bure, og den eneste mulighed for at tale gennem de tykke plexiglasvægge er de otte små huller i burets dør. Lastbilens motor kører, men vi har ikke bevæget os en millimeter.

Specialagent Walker sidder på en lang metalbænk forrest i lastbilen. Hun har den ene fod på min kiste og den anden på Nis. En mogadoriansk kanon ligger i hendes skød. Manden med den skæve næse sidder ved siden af hende med den anden kanon. Walker taler hviskende i mobiltelefon. Med jævne mellemrum skæver hun til os. Jeg kan næsten høre hvad hun siger og fanger ord som ’kæreste’ og ’magtløs’. Jeg husker at Ni dengang i bjerget sagde at hans hørelse rakte flere kilometer. Jeg håber at han får mere med end mig.

„Hey, John!“ råber Ni.

Vagten vender sig mod Nis bur og retter geværet mod hans hoved. „Hold kæft!“

Ni ignorerer ham. „Johnny! Hvornår synes du vi skal skride? Jeg ved ikke med dig, men jeg keder mig og kunne godt bruge lidt afveksling.“ Han kan seriøst godt lide at pisse folk af. Jeg begynder at forstå tiltrækningen.

Specialagent Walker lukker telefonen og klemmer om sin næserod med tommel- og pegefinger. Hun ligner en oprevet mor eller skolelærer, og hendes udmattelse fjerner en hel del af hendes autoritet. Så tager hun en dyb indånding og retter sig op som om hun har truffet en beslutning. Hun banker på ruden for at indikere til chaufføren at han kan køre.

Hun rejser sig og marcherer hen mod os mens hun holder balancen med kanonen over hovedet. Hun stopper foran mig. Der er noget i hendes øjne som ikke var der før. Det er næsten som om hun er ked af at have fanget os. Eller også er hun ked af hvad hun skal til at gøre. Eller begge dele.

„Hvordan fandt I os?“ spørger jeg.

„Du ved hvordan,“ siger hun.

Jeg har stadig armbåndet om håndleddet. Det har været stille de sidste par minutter, men i samme øjeblik specialagenten siger noget, giver det sig til at summe igen.

„Hey,“ råber Ni. „Jeg lavede ikke sjov da jeg sagde at jeg kedede mig her. Jeg har ikke lyst til at lege sød dreng længere. Det er op til jer, men I skal vide at det ikke vil vare længe før jeg beslutter mig for at have det lidt sjovt. I kan fortælle os alt hvad I ved lige nu, eller jeg sparker mig vej ud herfra og tvinger jer til at fortælle det. Gæt selv hvilken af delene der vil gøre min dag en lille smule sjovere.“

Manden med den skæve næse rejser sig langsomt fra bænken og sigter direkte på Ni med sit våben. „Hvem tror du at du er, knægt? Du er ikke i stand til at true os.“

„Uanset hvad du har planer om, kan jeg love dig at jeg har prøvet det der var værre,“ siger Ni.

„Jeg ved præcis hvor du var før. Fatter du det ikke? Vi ved det.“ Manden lyder irriteret over Nis selvsikre optræden.

„Agent Purdy,“ siger Walker til ham. „Sænk dit våben. Nu.“

Agenten begynder at sænke våbnet, og jeg beslutter mig for at more mig lidt. Det ser ud til at Ni har smittet af på mig. Med tankens kraft river jeg kanonen ud af hans hænder og smider den hen bagest i lastbilen. Den rammer døren før den lander på gulvet med et klang. Netop da drejer vi om et skarpt hjørne, og agent Purdy tumler frem mod mig så hans højre skulder hamrer mod mit bur. Jeg bruger telekinese til at holde ham der.

„Din forpulede skiderik.“

„Har du ikke lært at man altid skal have sikkerhedssele på, agent P?“ griner Ni. „Det er dumt at se stort på sikkerhed! Her, tag en af mine. Du skal bare komme her ind efter den.“

„Hvordan du end gør det her, så gør du klogt i at stoppe,“ siger agent Purdy. Han forsøger at lyde truende, men det er svært at være skræmmende sådan som han står.

Jeg læner mig frem og bryder uden problemer stroppen over min pande. Det er slut med at lege. „Agent Purdy, ved du hvor Sam Goode er?“

„Vi har Sam,“ siger specialagent Walker og vender sig mod mig. Hendes stemme lyder henkastet, men hendes kanon peger direkte på mig.

Et sekund er jeg så paf over den information at jeg bliver helt tom i hovedet og kommer til at give slip på agent Purdy. Han rammer gulvet med et brag.

Har de Sam? Torturerer Setrákus Ra ham ikke i hulen sådan som jeg så i min vision? Er han okay? Jeg skal lige til at spørge hvor Sam er da jeg bemærker de hvirvlende lys i løbet på specialagent Walkers kanon. Men i stedet for at være grønne, er lysstrålerne sorte og røde.

Hun smiler ad mit alarmerede ansigtsudtryk. „Hvis du er heldig, John Smith, hvis det da overhovedet er dit rigtige navn, viser vi dig en video af hvordan vi anvender vores forhørsteknikker på Sam. Men hvis du virkelig er heldig, viser vi dig nogle optagelser af din lille lyshårede kæreste. Hvad var det nu hun hed?“

„Åååh, shit,“ siger Ni. Jeg kan høre smilet i hans stemme fordi han ved hvad der skal til at ske. „Nu har du gjort ham vred.“

Det tager mig et øjeblik at finde min stemme. „Sarah,“ hvisker jeg. „Jeg ved at hun samarbejder med jer. Hvad har I sagt til hende for at vende hende mod mig?“

Agent Purdy griber sin kanon og sætter sig på sin plads. „Gør du grin med mig? Den tøs ville ikke fortælle os en skid, og tro mig, vi spurgte om rigtig meget på mange forskellige måder. Hun havde ikke noget at sige til os. Hun er forelsket.“

Atter en gang bliver jeg lamslået. Jeg var så sikker på at Sarah arbejdede sammen med regeringen om at finde mig. Da jeg så hende i Paradise i sidste uge, opførte hun sig så mærkeligt. Hun mødtes med mig i en park, men så fik hun nogle mystiske sms’er – klokken to om natten. Få sekunder senere blev vi omringet af agenter og hamret i jorden. Jeg kan ikke finde nogen anden forklaring. Det må have været de sms-beskeder. De må have været fra politiet. Hvordan kunne de ellers vide at Sam og jeg var der? Pis. Nu ved jeg ikke hvad jeg skal tro længere. Og hun er stadig forelsket i mig?

„Hvor er hun?“ spørger jeg.

„Langt, langt væk,“ siger specialagent Walker. Håner hun mig?

„Kan det ikke være lige meget, mand?“ afbryder Ni højrøstet. „Se overordnet på det, Johnny, overordnet! Hun er ikke med i det! Og det er Sam heller ikke!“

Jeg ignorerer ham. Nu hvor jeg ved at den amerikanske regering har både Sam og Sarah, er jeg fast besluttet på at finde dem begge. Jeg overvejer mit næste træk, mit næste spørgsmål, da jeg mærker Bernie Kosar kravle ud af bukselommen.

Det er næsten tid til at gå, siger han. Vi tager kvinden med os så hun kan føre os til Sam og Sarah.

„Ni,“ siger jeg. „Er du klar til at smutte?“

„Ja, for fanden. Jeg har været klar i evigheder. Jeg er ved at tisse i bukserne.“

Specialagent Walker skæver fra mig til Ni og tilbage igen. Hun ved ikke hvor hun skal pege hen med kanonen, så hun svinger den frem og tilbage mellem os. Agent Purdy rejser sig igen og gør det samme. Vagten bagest i lastbilen peger på os med sit gevær.

„Hvis de bevæger sig, så skyd på alt andet end de vitale organer!“ siger agent Purdy og stiller sig skulder ved skulder med specialagent Walker.

Bernie Kosar springer ned fra mit skød og kravler op ad plexiglasdøren. Han vifter ad mig med sine små kakerlakvinger og siger at jeg skal tælle til fem.

„Hey, Ni?“ spørger jeg.

„Jeg er allerede oppe på tre, mand,“ siger han.

Walker råber at vi skal stoppe. Mit armbånd vibrerer og sender tusindvis af nåleprik op og ned ad min arm, men jeg ignorerer det. Ni bryder alle sine lænker så let som ingenting og rejser sig. Jeg gør det samme, selvom det kræver lidt flere anstrengelser fra min side. Ni sparker til plexiglasvæggen foran sig, og den popper uden videre ud af burets ramme. Idet han træder ud, skyder vagten efter ham. Med et smil hæver han hånden og stopper kuglerne midt i luften. Han sænker hånden, og kuglerne lander på gulvet en efter en.

Han kigger på mig. „Hey, mand, har du brug for lidt hjælp?“ Han sparker til en af væggene i mit bur, og jeg træder frem. Bernie Kosar skynder sig ned i min lomme.

Før vagten kan nå at gøre noget, bruger jeg telekinese til at sende ham op i loftet og bøje hans gevær så det bliver ubrugeligt. Specialagent Walker og agent Purdy affyrer deres mogadorianske kanoner mod os, men Ni stopper strålerne som kommer ud af dem. Han smiler og ryster en finger ad de to agenter. „Nej, nej, nej. I burde vide bedre på nuværende tidspunkt.“ Han kigger på mig. „Gør dig klar, Johnny, for vi skal ud på en lille snurretur!“

Lastbilen flyver omgående ud over vejsiden og ruller rundt. Uden varsel griber Ni fat i mig, stikker sin arm ind under min og trækker mig med indtil jeg får ordentligt fodfæste. Vi løber op ad den venstre side af lastbilen som om vi er hamstere i et hjul, og sørger for at holde os på benene idet lastbilen slår den ene kolbøtte efter den anden. Metal knaser omkring os, gnister flyver fra samtlige hjørner, og vagten og agenterne ligner kludedukker der bliver kastet rundt. Kraften fra sammenstødet med jorden får bagdørene til at springe op, og da lastbilen endelig ligger stille, hopper vi ud. Der er et følge af patruljevogne efter lastbilen, og de stopper alle med hvinende bremser og hylende sirener.

„Hey, John?“ siger Ni fuldstændig upåvirket af det hele.

„Ja?“ siger jeg og ryster på hovedet for at slippe af med den svimlende følelse efter turen i den rullende lastbil. Ingen af os tager øjnene fra den blinkende flok patruljevogne.

Han trækker tilbage mod lastbilen, og jeg gør det samme. „Vi må have vores kister tilbage, mand, og gøre som BK sagde og få fat i den kvindelige agent.“

„Nemlig.“ Jeg klapper mig på lommen for at sikre mig at Bernie Kosar stadig er der.

„Tager du dig ikke lige af det så, mens jeg tager mig dem?“ Ni løfter to patruljevogne op i luften ved hjælp af telekinese, og betjentene inden i dem kæmper for at komme ud.

Jeg haster tilbage til lastbilen som ligger rygende i grøften. Jeg springer ind, undgår vagten og agent Purdy som ligger stønnende på gulvet, og finder vores kister. Specialagent Walker sidder med ryggen op ad resterne af metalbænken og stirrer omtåget på sine blodige hænder. Hendes røde hår falder frit ned over skuldrene, og hun har en lang rift på kinden. Den mogadorianske kanon ligger som en bunke ubrugelige stumper under hendes ben. Hun ser mig tage en kiste under hver arm, og jeg synker på knæ foran hende.

„Du kommer med os.“ Det er ikke et spørgsmål.

Hun åbner munden for at sige noget, og en smule blod siver ud ad mundvigen. Først da bemærker jeg det stykke metal som stikker ud af hendes skulder. Jeg lægger den ene af kisterne fra mig og forsøger at trække hende op, men hun stønner og hoster mere blod op. Jeg giver slip, bange for at hun skal forbløde og dø før jeg kan finde ud af hvor Sarah og Sam er.

„Hvor er de?“ spørger jeg. „Fortæl mig det nu! Du dør lige om lidt, dame, og jeg prøver at redde Jorden og mine venner. Fortæl mig det så! Hvor er Sam og Sarah?“

Specialagent Walkers hoved falder i min retning, og hendes grønne øjne er vidt åbne som om det er første gang hun rigtig ser mig. Skyderiet udenfor kommer nærmere. „Du ... du er et rumvæsen,“ hvisker hun til sidst.

Frustreret hamrer jeg hånden mod siden af lastbilen. „Ja, jeg er! Men jeg er her for at hjælpe hvis I bare vil lade mig gøre det! Fortæl mig det så før du løber tør for tid og luft. Hvor er de? I Washington?“

Hendes åndedrag bliver anstrengt, og det er som om hun hverken kan se eller høre mig. Jeg er ved at miste hende. Jeg er ved at miste hende, og jeg ved stadig ikke hvor Sarah og Sam er. Min stemme lyder pludselig meget spinkel. „Bare fortæl mig hvor de er. Please.“ Vores blikke mødes, og jeg kan se at jeg er trængt igennem til hende.

Specialagent Walker åbner munden for at tale, og det tager hende et par forsøg at finde sin stemme. „Ude vestpå. I ...“ Så dør hendes stemme ud, og hun lukker øjnene. Hendes blodige hænder knyttes kort og slapper så af. Hele hendes krop bliver slap.

„Vent! Bliv her!“ Febrilsk tager jeg min kiste og kæmper for at få den op så jeg kan få fat i den healende sten. Det eneste jeg kan tænke på, er at hvis jeg healer hende, kan hun fortælle mig hvor de er. Jeg har lige lagt hånden på kistens lås da en gruppe betjente hopper op bag i lastbilen med pistolerne trukket.

„Ryk væk fra specialagenten! Flyt dig! Eller vi skyder! Ned på gulvet! Hænderne om på ryggen! Nu!“ De bjæffer ordrer ad mig, men jeg kan ikke adlyde. Jeg vil ikke adlyde. Jeg må have fat i den healende sten. Jeg må høre hvad hun var ved at sige. Jeg rækker ud for at åbne kisten og hører betjentene råbe. „Hænderne op. HÆNDERNE OP. HÆNDERNE OP!“ Alligevel stikker jeg hånden ned i kisten.

Jeg hører det første pistolskud som øjeblikkeligt bliver fulgt af flere. Mens kuglerne flyver om ørerne på mig, begynder mit håndled at prikke voldsommere end nogensinde før. Det gør ikke længere ondt, og armbåndet begynder at udvide sig. Det dækker hele min arm med en rød hinde før det breder sig og popper op som en paraply. Jeg har ingen anelse om hvad der sker, og jeg er også bedøvende ligeglad. Det eneste jeg kan tænke på, er den healende sten og specialagent Walkers livløse krop der er så tæt på og alligevel så ubrugelig. Pludselig befinder jeg mig bag et knap to meter højt skjold som buer sig op over mit hoved og ned under mine fødder. Kuglerne preller af på det.

En symfoni af skud lyder, og utallige kugler rikochetterer væk fra mit skjold. Efter et par minutter bliver der længere og længere imellem dem, som popcorn i mikroovnen der næsten er færdige. Da betjentene endelig holder op med at skyde, trækker det røde skjold sig sammen om armen igen og kryber tilbage i det prikkende armbånd helt af sig selv. Jeg kigger ned, forbløffet over hvor effektivt det er, og hvor god timing det har.

Specialagent Walker ligger stadig bevidstløs for fødderne af mig. Betjentene bag i lastbilen der for kort tid siden havde pistolerne rettet mod mig, er væk, men jeg kan høre skyderi udenfor. Jeg er splittet mellem at lede efter min healende sten for at genoplive specialagent Walker og løbe ud for at se om Ni har brug for hjælp. Jeg vil allerhelst vække hende og tvinge hende til at fortælle mig hvor Sam og Sarah er, men jeg kan ikke lade Ni i stikken hvis han er i vanskeligheder. Jeg beslutter at specialagent Walker kan vente. Hun går jo tydeligvis ingen steder, og så må jeg bare håbe at hun ikke kradser af. Jeg tager en kiste under hver arm og løber ud. Netop som jeg dukker frem, ser jeg betjentene styrte i den modsatte retning. Jeg aner ikke hvad Ni har foretaget sig mens jeg lærte mit armbånd lidt bedre at kende, men de ser alle meget skræmte ud.

„Øh, Ni?“ kalder jeg. „Hvad gjorde du ved dem?“

Han smiler. „Jeg brugte bare telekinese til at løfte dem et par meter op i luften. Så gav jeg dem valget: De kunne enten ryge endnu højere op eller de kunne stikke af. Man må virkelig rose dem for deres kloge valg, synes du ikke?“

„Det ser ud til at de traf den rigtige beslutning,“ siger jeg.

„Hey, jeg troede vi skulle have hende den kvindelige agent med os,“ siger Ni.

„Hun er stadig derinde. Hun er bevidstløs, og jeg havde egentlig tænkt mig at bruge den healende sten på hende, men jeg ville lige tjekke at du var okay først,“ siger jeg.

„Var du bekymret for mig, mand? Jeg har styr på det her. Vi har brug for at hun fortæller os hvor vi skal hen! Det er dig der hele tiden har nægtet at tage andre steder hen end til dine venner, husker du nok.“ Ni samler et gevær op og skyder op i luften. „Smut ind med dig og hent hende! Jeg bliver herude og hygger mig med militærlegetøjet.“

Betjentene fortsætter tilbagetrækningen til fods, men nogle af dem gemmer sig bag træerne langs vejsiden. Ni sigter med geværet lige over deres hoveder, og det slår tilbage mod hans skulder idet kuglerne flyver gennem træernes grene. Jeg kan høre ham le en kaglende latter og nyde situationen mens jeg går tilbage til lastbilen.

Jeg åbner min kiste, finder den healende sten frem og hopper ind i lastbilen for at se hvor slemt specialagent Walker er kommet til skade.

Men hun er der ikke. Jeg kigger mig omkring for at se om hun måske har slæbt sig et andet sted hen i lastbilen. Jeg er komplet forvirret over hvad jeg ser. Eller nærmere hvad jeg ikke ser. Der er ingen. De tre personer der var her for kort tid siden, er alle væk. Shit.

Jeg er rasende på mig selv. Jeg kan ikke fatte hvor meget jeg har fucket op. Vi har ikke kun mistet vores eneste ledetråd i jagten på at finde Sam og Sarah, men det er også meget sandsynligt at agent Purdy og specialagent Walker stadig er derude et sted.