Kapitel 22

Jeg vågner til fornemmelsen af at vugge frem og tilbage. Alt gør ondt. Hele min krop føles solskoldet. Svælg, hud, fødder og hoved. Mine læber er så tørre og skoldede at jeg ikke engang kan lukke munden. Øjenlågene er de værste, og de nægter at åbne lige meget hvor desperat jeg ønsker at se hvor jeg er. Den vuggende svajen fortsætter, og det går op for mig at det må være et køretøj i bevægelse. En bølge af kvalme skyller ind over mig. Jeg vil løfte hænderne op til hovedet, men opdager at de er bundet fast. Det samme er mine ben. Nu er jeg lysvågen, tvinger øjnene op og stirrer rundt som en vanvittig, men alt hvad jeg kan se, er mørke. Jeg lukker øjnene igen. Ørkensolen må have gjort mig blind.

Jeg prøver at råbe på hjælp, men jeg kan ikke gøre andet end at hoste og hvæse. Mine ører opfanger et ekko, og jeg koncentrerer mig om luften omkring mig. Jeg hoster igen kun for at høre ekkoet endnu en gang. Det er nok lyd til at jeg forstår at jeg befinder mig i et lille indelukke, og at det er lavet af metal. Det føles som om jeg ligger i en kiste, og jeg er lige ved at kaste op ved tanken.

Så går jeg i panik. Hvad hvis jeg ikke er blind? Hvad hvis jeg virkelig er død? Det kan jeg ikke være. Jeg har alt for mange smerter til at være død. Men det føles som om jeg er blevet begravet levende.

Min vejrtrækning bliver hastigt hurtigere, men en mandsstemme stopper mit angstanfald før det rigtig får fat. Den lyder høj og elektronisk gennem højtaleren. „Er du vågen?“

Jeg prøver at svare ham, men mit svælg er helt tørt. Jeg banker på bænken og opdager at den også er lavet af metal. Få sekunder senere er der en lyd til højre for mig, og jeg kan mærke at noget er blevet stillet i nærheden af mig.

„Der står et glas vand med et sugerør ved siden af dig. Tag en tår,“ siger manden.

Jeg drejer hovedet og finder sugerøret med munden. Huden på mine læber sprækker da jeg lukker dem om sugerøret. Idet jeg nipper til vandet, kan jeg smage det metalliske strejf af blod, og jeg opfanger en lav summen. Det er den samme summen jeg hørte uden for porten. Den boks jeg befinder mig i, må være fuld af strøm.

„Hvad lavede du ved porten?“ spørger manden. Hver gang han siger noget, bliver jeg forbavset over hvor neutral hans stemme er. Den er ikke venlig, men heller ikke truende.

„Fór vild,“ hvisker jeg. „Jeg fór vild.“

„Hvordan fór du vild?“

Jeg tager endnu en tår før jeg svarer. „Det ved jeg ikke.“

„Det ved du ikke? Jeg forstår. Du er Nummer Seks, ikke?“

Spørgsmålet får mig til at hoste, og jeg er lige ved at kvæles. Jeg giver mig selv en mental røvfuld for at reagere sådan. Normalt er jeg meget bedre til at holde hovedet koldt, men min hjerne er blevet dybstegt af solen. Hvis han ikke var sikker på det før, er han i hvert fald nu. Jeg beslutter at tage mig sammen og holde op med at begå dumme fejl.

Stemmen er tilbage. „Nå, Nummer Seks. Du er temmelig berømt på disse kanter. Billedmaterialet fra skolen i Paradise og den måde hvorpå du eliminerede de helikoptere i Tennessee er imponerende. Og så er der det fantastiske show du iværksatte i Washington D.C. i sidste uge for at befri John Smith og Sam Goode fra en statslig anstalt. Du er en rigtig lille krigerprinsesse, hva’?“

Jeg hænger stadig i bremsen over hvordan han kan vide hvem jeg er. Og nu snakker han som om han har været med på sidelinjen gennem hele mit liv? Min krop hælder skarpt til venstre, og det går op for mig at jeg må befinde mig i et køretøj som netop er drejet om et hjørne på vej gud ved hvorhen. Jeg skubber mod stroppen som ligger over panden på mig. Der sker intet. Jeg prøver at bruge telekinese, men i samme øjeblik jeg begynder at fokusere tankerne, får jeg så voldsomme mavesmerter at jeg igen er ved at kaste op.

„Du vil gøre klogest i at slappe af. Det nytter ikke at kæmpe imod. Du er dehydreret og har højst sandsynligt fået hedeslag. Det kommer til at tage noget tid før du slipper af med kvalmen og smerterne.“

„Hvem er du?“ lykkes det mig smertefuldt at spørge.

„Agent David Purdy fra FBI,“ siger han. Jeg får det en smule bedre nu hvor jeg ved at jeg er i den amerikanske regerings hænder og ikke taget til fange af mogadorianerne. Det ville jeg ikke kunne klare igen, særligt ikke nu hvor jeg ved hvad der venter mig, og besværgelsen som beskyttede mig før, er blevet brudt. Med FBI er mine overlevelseschancer lige skudt betragteligt i vejret. Uanset hvor aggressive de er, er de ikke monstre. Det eneste jeg har brug for, er en smule tålmodighed. Muligheden for at flygte skal nok komme. Agent Purdy er ikke klar over det, formentlig tror han slet ikke på det. Indtil videre vil jeg følge hans råd. Slappe af. Drikke en masse vand. Vente. Jeg kan lige så godt finde ud af hvad han ellers er villig til at afsløre. Hvad han ved om mig. Hvad han ved om alt dette.

„Hvor er jeg?“ spørger jeg.

Højtaleren hviner før agent Purdy svarer. „Du er under transport. Det er en kort tur.“

Igen prøver jeg at bruge telekinese. Denne gang på at løsne stropperne om mine ben, men jeg er stadig for svag, og forsøget giver mig kvalme. Jeg drikker lidt mere vand for at give mig tid til at tænke. „Hvor bringer I mig hen?“

„Vi har planlagt en genforening for dig med en ven, eller måske skulle jeg sige en af John Smiths venner. Kalder du ham John? Eller kalder du ham Nummer Fire?“

„Jeg ved ikke hvad du snakker om,“ siger jeg og tøver lidt før jeg svarer. „Jeg kender ikke nogen som hedder John Fire.“

Med ét kommer jeg i tanke om hvad der skete i ørkenen lige før jeg besvimede foran porten. Jeg var så omtumlet at jeg ikke engang var sikker på om de helikoptere der landede i nærheden, overhovedet var virkelige. Jeg kan huske at jeg hørte Ellas stemme. Nej. Jeg hørte ikke kun hendes stemme. Vi talte sammen. Hun spurgte. Jeg svarede. Eftersom jeg er hos FBI, er det temmelig sikkert at der var helikoptere til stede. Hvis de var virkelige, kommunikerede jeg måske også med Ella. Har jeg fået en ny Evne? Netop som jeg havde allermest brug for den?

Ella? Kan du høre mig? prøver jeg igen, bare for alle tilfældes skyld. FBI har taget mig til fange. En mand som kalder sig agent Purdy har spærret mig inde, og vi er i en form for køretøj. Purdy siger at der ikke er langt, hvor vi så end er på vej hen.

„Hvordan kom du til ørkenen, Nummer Seks?“ afbryder Purdys stemme mig. „Var du ikke lige i Indien sammen med dine venner? Kan du huske det? Ligesom de andre skolebørn der læste lærebøger og blev kidnappet i lufthavnen?“

Hvor ved han det fra?

„Hvor vidste du fra hvor basen lå?“ Hans stemme er ved at miste sit neutrale tonefald. Jeg synes at jeg kan høre et strejf af utålmodighed.

„Hvilken base?“ spørger jeg. Jeg har svært ved at tænke klart.

„Den vi fandt dig ligge døende uden for i ørkenen. Hvordan vidste du hvor du skulle finde den?“

Jeg prøver at gøre mig usynlig, men igen går min mave i voldsomme, smertefulde kramper i samme øjeblik jeg forsøger at teste mine Evner. Jeg vil så gerne krølle mig sammen i en kugle, men stropperne holder mig udstrakt, og smerten giver mig åndenød.

„Drik dit vand,“ råder agenten igen. Hans stemme er atter objektiv og neutral.

Lige som første gang adlyder jeg, tager en tår vand og venter. Smerten stilner langt om længe en smule af, men i stedet skyller en kraftig bølge af svimmelhed ind over mig. Min hjerne føles som en bil der er ude af kontrol og slingrer først den ene og så den anden vej. Tankerne kommer også drønende i fuld fart, og der er alt for mange til at jeg kan hitte hoved og hale i dem. De seneste dages begivenheder dukker op i glimt. Jeg ser mig selv gribe fat i Marinas arm lige før vi bliver teleporteret. Jeg ser Crayton ligge ubevægelig. Jeg ser mig selv sige farvel til John og Sam. Jeg glemmer næsten hvor jeg er. Altså indtil en stemme tvinger mig tilbage nutiden.

„Hvor er Nummer Fire?“ Han er godt nok insisterende.

„Hvem?“ spørger jeg og tvinger mig til at koncentrere mig om hvad han siger. Hvis jeg ikke gør, kommer jeg til at begå en fejl sådan som jeg gjorde tidligere.

Pludselig er den rolige stemme forsvundet. „Hvor er Nummer Fire?“ skriger han gennem højtaleren. Jeg krymper mig over lyden.

„Skrid ad helvede til,“ hvæser jeg. Jeg fortæller ham ikke noget som helst.

Ella? Marina? En eller anden? Hvis nogen kan høre mig, så sig noget. Jeg har brug for hjælp. Jeg er i en ørken. Det eneste jeg ved, er at jeg er i nærheden af en amerikansk base, og at FBI har mig. Vi er på vej et sted hen, men jeg ved ikke hvor. Og der er noget galt med mig. Jeg kan ikke bruge mine Evner.

„Hvem var sammen med dig i Indien, Nummer Seks? Hvem var manden og de to piger?“

Jeg forholder mig tavs og forestiller mig Ellas ansigt. Hun er den yngste lorianer der er tilbage. Jeg ved hvor hårdt det må være for hende. Og nu har hun ikke længere Crayton. Det er ikke mere end en dags tid siden at jeg var misundelig på hvad de havde sammen, og nu er han borte.

„Hvilke numre har de? Hvem er pigerne?“ Agent Purdy lyder utålmodig selvom hans stemme er blevet mere rolig.

„De er mit band. Jeg spiller trommer. De synger. Jeg elsker Josie and the Pussycats, gør du ikke også? Jeg kan godt lide at se gamle tegnefilm. Alle de andre børn gør det.“ Mine læber sprækker og bløder da jeg smiler. Men jeg er ligeglad. Jeg kan smage blodet på tungen og smiler endnu bredere.

„Seks?“ siger manden med blidere stemme. Jeg går ud fra at han har tænkt sig at forsøge med en mere venlig indfaldsvinkel. „Var det Nummer Fem og Syv du var sammen med i lufthavnen i Indien? Hvem er den ældre mand? Hvem er pigerne?“

Pludselig er det som om jeg ikke kan styre hvad der kommer ud af munden på mig. Stemmen lyder ikke engang som min. „Marina og Ella,“ siger jeg. „De er nogle meget søde piger. Jeg ville bare ønske at de var en smule stærkere.“ Hvad er det jeg siger? Hvorfor siger jeg overhovedet noget?

„Er Marina og Ella samme race som dig? Hvorfor har de brug for at være stærkere? Og hvilket nummer er Marina?“

Jeg når at stoppe mig selv denne gang før jeg svarer, chokeret over at jeg overhovedet åbnede munden for at svare igen. Jeg koncentrerer al min energi om at finde stemmen og svare sådan som jeg ved jeg burde. Det er som om jeg udkæmper en kamp i mig selv. „Jeg ved ikke hvad du snakker om. Hvorfor bliver du ved med at tale om numre?“

Agent Purdys stemme brager gennem højtaleren. „Jeg ved hvem I er! Jeg ved at I er fra en anden planet! Jeg ved at I børn har numre! Vi har jeres rumskib, for pokker!“

Da han nævner vores rumskib, svimler det for mig. Jeg tænker tilbage på rejsen fra Lorien. Jeg ser mig selv som lille pige der stirrer ud på verdensrummets tomhed gennem rumskibets ruder idet vi suser af sted mod Jorden. Jeg spiser ved et langt, hvidt bord og kigger på de andre otte børn og deres cepâner. Der er en dreng med langt, sort hår som griner og kaster med maden. En lyshåret pige sidder tavst ved siden af ham og spiser et stykke frugt. Cepânerne for bordenden holder nøje øje med børnene. Jeg ser en ung Marina græde med benene trukket op til brystet. Hun sidder på gulvet under et kontrolpanel. Hendes cepân sidder på hug ved siden af hende og prøver at lokke hende til at rejse sig sammen med sig. Jeg kommer i tanke om at jeg lavede ballade sammen med en dreng med kort, sort hår.

Det næste ansigt jeg ser, tilhører en ung Nummer Fire. Hans lyse hår er langt og bølget. Han sparker til væggen med bare tæer som om han er vred over noget. Han vender sig, griber en pude og kyler den i gulvet. Fire kigger op, ser at jeg betragter ham og bliver ildrød i ansigtet. Jeg rækker ham et stykke legetøj, noget jeg har stjålet fra ham. Den skam jeg følte dengang, skyller ind over mig igen for fuld styrke. De andre ansigter i rummet udviskes.

Så ser jeg mig selv i Katarinas arme den dag vi landede på Jorden. Jeg kan huske hvordan dørene til rumskibet gled op.

Hvor kommer disse minder fra? Hvor ihærdigt jeg end prøvede før, har jeg ikke været i stand til at huske meget fra rejsen til Jorden ud over et par mindre detaljer. Jeg har aldrig haft et så livagtigt flashback før.

„Hører du hvad jeg siger?“ råber agent Purdy. „Vi har talt med mogadorianerne,“ siger han, og dén udtalelse får mig brat tilbage til nuet. „Vidste du det?“

„Nå, det har I? Hvad havde de så at sige?“ spørger jeg og anstrenger mig for at lyde som om vi fører en helt almindelig samtale, men jeg fortryder det omgående. Hvorfor skulle jeg indrømme at jeg ved hvem mogadorianerne er? Før jeg kan nå at dvæle alt for meget ved min fejl, svæver mine tanker tilbage til rumskibet, dørene der glider op, og mennesket med det brune hår og de store, tykke briller som står og venter på at hilse os velkommen. I hænderne holder han en attachémappe og en hvid tavle, og bag ham står en stor kasse med tøj. Af uvisse årsager ved jeg at det er Sams far. Sam. Åh, hvor ville jeg gerne se Sam igen.

„Jeg vil se Sam,“ mumler jeg. Selvom jeg egentlig ikke vil sige mere eller afsløre noget andet for agenten, kan jeg ikke lade være. Jeg hører min stemme, mærker min hjerne arbejde uendeligt langsomt, og så går det op for mig at der må være stoffer i vandet. Det er derfor jeg ikke kan tænke klart og bliver ved med at glide tilbage i fortiden. Og derfor jeg føler så frygtelige smerter hver gang jeg prøver at bruge mine Evner.

Jeg kyssede Sam. Jeg skulle have kysset ham rigtigt, men jeg var alt for bekymret for hvad John ville tænke.

John. Jeg kyssede også John. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at kysse John igen. Jeg får sommerfugle i maven når jeg tænker på dengang John greb mig om skuldrene og vendte mig mod sig. Han bøjede hovedet mod mit, men lige før vores læber rørte hinanden, eksploderede huset. Jeg kan mærke hvordan jeg løfter hagen mens jeg ser øjeblikket for mig igen og igen. Med den lille ændring at vi kysser hinanden da huset eksploderer. Kysset er helt perfekt.

„Sam?“ spørger agent Purdy og afbryder mine tanker. Jeg nød at mindes det kys. „Jeg går ud fra at du mener Sam Goode?“

Nu kan jeg ikke se andet end Sams ansigt, og min hjerne er fuldstændig ude af kontrol. „Ja, ja. Klart. Jeg vil se Sam Goode.“ Jeg kan høre min stemme svinde hen.

„Er han en af jer? Hvilket nummer er Sam Goode?“

Mine øjenlåg bliver tunge, og jeg falder i søvn. Stofferne gør mig endelig en lille tjeneste.

„Seks!“ råber han. „Hey, Seks! Vågn op! Vi er ikke færdige!“

Hans råb forskrækker mig så voldsomt at det giver et sæt i mig. Men jeg kan ikke sætte mig op fordi stropperne holder mig naglet til bænken.

„Seks? Seks! Hvor er Sam Goode? Hvor er John Smith?“

„Jeg slår dig ihjel,“ hvisker jeg. Min vrede og frustration over at være lænket og hjælpeløs tager magten fra mig. „Når jeg finder dig, slår jeg dig ihjel.“

„Det tvivler jeg ikke på at du vil forsøge.“ Agenten griner.

Jeg prøver at klare mine tanker og koncentrere mig om hvor jeg er. Hurtigt, alt for hurtigt, begynder alt at snurre rundt indtil jeg besvimer.

Rummet er lille og lavet af cement. Der er et toilet og en cementblok med en madras og et tæppe som er alt for kort til at kunne dække mig. Jeg har været vågen i to timer, måske mere, men jeg har stadig svært ved at få tankerne til at hænge ordentligt sammen. Jeg er ved at prøve at stykke en tidslinje sammen fra da jeg dukkede op i ørkenen, til jeg kom til porten og endelig vågnede op til mit forhør fra helvede. Jeg må finde ud af hvor jeg har været, hvor lang tid der er gået, og hvor meget information jeg er kommet til at lække.

Det er langt fra nemt at få hjernen på ret køl. Siden jeg kom til bevidsthed i denne celle, har lysene i loftet blinket utrætteligt. Jeg kan mærke en skarp, dunkende smerte i hovedet. Min mund er tør, og jeg holder om min protesterende mave idet jeg kæmper for at fokusere på den vigtigste del af denne øvelse. Min samtale med agenten.

Bare for at se om jeg kan, gør jeg mig usynlig, men i samme øjeblik det lykkes, bliver jeg angrebet af den samme ekstreme kvalme jeg følte under køreturen, så jeg gør mig straks synlig igen. Enten er stofferne stadig i mit system eller også skyldes kvalmen noget andet.

Jeg lukker øjnene et par minutter for at slippe for de blinkende lys. De er så skarpe at det er umuligt at blokere fuldstændig for dem. Jeg kan huske at agent Purdy sagde at han var i kontakt med mogadorianerne. Hvorfor har den amerikanske regering forbindelse til mogadorianerne? Og hvorfor indrømmede han det over for mig? Ved de ikke at mogadorianerne er fjenden? Hvor meget ved regeringen egentlig om mig og min race? Så snart mogadorianerne har gjort det af med Garden, vil de dræbe samtlige mennesker på Jorden. Ved regeringen ikke det? Jeg tør vædde med at mogadorianerne har tegnet et helt andet billede af sig selv.

Jeg hører en mandsstemme komme fra et sted over mig. Det er ikke Purdy, agenten som talte til mig i beholderen. Jeg åbner øjnene og leder efter en rist eller en højtaler, men jeg kan ikke se noget i det evigt blinkende stroboskoplys.

„Gør dig klar til transport, Nummer Seks.“ Et lille panel midt i metaldøren går op med et klang. Jeg tumler derhen og finder et plastikkrus med en lilla væske på en hylde. Min mave gør oprør alene ved synet af indholdet. Hvorfor er det lilla? Er der stoffer i, ligesom i det vand jeg drak tidligere?

„Du skal drikke vandet for at kunne blive transporteret. Hvis du ikke drikker det, er vi tvunget til at tage andre midler i brug og give dig en indsprøjtning med det.“

„Skrid ad helvede til!“ råber jeg op i loftet.

„Drik,“ gentager stemmen. Den indbyder ikke til diskussion.

Jeg tager kruset og går hen til toilettet. Der holder jeg kruset i vejret og gør et stort nummer ud af at hælde indholdet ud. Den sidste dråbe har knap ramt toilettet da døren til cellen flyver op. Adskillige mænd med knipler og skjolde kommer farende ind til mig. Syren bobler ubehageligt i maven idet jeg forbereder mig på at slås, for jeg ved at jeg bliver nødt til at bruge mine Evner. Jeg beslutter mig for at jeg kan klare det denne gang. Og måske kan jeg vende stroboskoplysene til min fordel.

Jeg hilser den første officer velkommen med et håndkantslag mod struben. En knippel suser ned mod mig fra venstre, og jeg tager fat om angriberens håndled og vrider. Jeg hører det brække. Nu har jeg et våben.

Officererne danner en kreds om mig, men det blinkende lys får det til at se ud som om alle bevægelser foregår i slowmotion hvilket gør dem svære at følge. Jeg vælger en tilfældig mand, går til angreb og svinger kniplen mod begge hans knæ. Han falder, og jeg kaster mig over hans sidemand. De fysiske udfoldelser får galden til at stige op i halsen på mig, men jeg synker den. Nu hvor jeg har formået at kæmpe mig igennem kvalmen én gang, bliver det forhåbentligt nemmere. Jeg hamrer enden af kniplen mod en angribers tinding. En af de tilbageværende mænd gokker mig i baghovedet med noget, og en anden griber fat i mit hår og rykker til. Med hjælp af telekinese slynger jeg dem ind i hinanden. Sammenstødet får dem begge til at falde, og jeg sparker dem hårdt.

Den engang så lammende kvalme kommer og går, men det gør min styrke ikke. Den er tilbage. Bevæbnet med to knipler nedkæmper jeg endnu tre mænd. Da de affyrer strømpistoler mod mig, fryser jeg de skarpe spidser med modhager i luften før jeg sender dem tilbage mod angriberne. Endelig er døråbningen fri, og sådan ser den ud til at forblive. Jeg træder ud af cellen, tager en dyb indånding og gør mig usynlig. Smerten er den værste hidtil, men jeg ved at jeg kan overvinde den. Jeg skal bare holde ud lidt endnu, indtil jeg kan komme ud og finde de andre.