Kapitel 5

Vi kører hen ad en meget hullet vej i en militærlastbil, og det er langt fra en behagelig tur. Vi befinder os i udkanten af byen, og jeg ser mig omkring. I det fjerne tårner en kæmpestor bjergkæde sig op, men det fortæller mig ikke meget. Køretøjer fulde af soldater kører foran og bag os. Min kiste står mellem mine fødder, og Seks sidder ved siden af mig. Det gør det lidt lettere at trække vejret. Efter kampen i Spanien er det eneste tidspunkt hvor jeg føler mig bare tilnærmelsesvis sikker, når Seks er i nærheden.

Jeg havde ikke troet at jeg ville komme til at savne søstrene fra Santa Teresa, men lige nu ville jeg give hvad som helst for at være tilbage i klosteret. I flere år var det eneste jeg tænkte på at slippe for deres regler og straffe, men nu hvor jeg er fri, er det eneste jeg ønsker mig noget velkendt, også selvom det kommer i form af religiøs disciplin. Min cêpan, Adelina, er død. Hun blev myrdet af mogadorianerne. Min bedste og eneste ven, Héctor, er også død. Byen og klosteret er begge borte, udslettede af mogadorianerne. Deres død tynger mig. Det var mig, Adelina og Héctor kæmpede for at beskytte. Åh, hvor jeg håber at jeg ikke er en forbandelse. Jeg hader tanken om at min manglende erfaring og træning kan ende med at skade andre. Jeg ønsker ikke at bringe denne mission i Indien i fare alene med min tilstedeværelse.

Endelig vender kommandør Sharma sig i sædet og fortæller os hvordan landet ligger. „Turen tager et par timer. Så gør jer det endelig behageligt. Der er vand i køleren bag jer. Sørg for ikke at tiltrække jer opmærksomhed ved at smile eller nikke til folk. Vi er eftersøgt.“

Crayton nikker.

„Hvad mener du så om alt det her?“ spørger Seks Crayton. „Tror du at han virkelig er deroppe?“

„Det gør jeg. Det giver god mening.“

„Hvorfor det?“ spørger jeg.

„Bjergene er det ideelle gemmested for et medlem af Garden. Folk har været bange for at nærme sig gletsjerne i det nordlige Kina i flere år. Historier om at der er blevet set rumvæsner er nok til at skræmme lokalbefolkningen, og det kinesiske militær har ikke kunnet følge op på det fordi en mystisk sø dukkede op i dalen og spærrede for deres adgang. Ingen ved hvad der er sandt, og hvad der er rygter, men uanset hvad er det et glimrende sted at gemme sig.“

„Tror du der er andre rumvæsner deroppe ud over Nummer Otte?“ spørger Ella. „Du ved, mogadorianere for eksempel?“

Jeg overvejede præcis det samme.

„Jeg ved ikke hvem der ellers er deroppe, hvis der da er andre, men det finder vi snart ud af,“ siger Crayton. Han tørrer sveden af panden og rører min kiste med fingerspidserne. „I mellemtiden bør vi starte med at lære hvordan vi skal bruge det der er i kisten, så vi er forberedte, hvis altså Marina er sød at dele indholdet med os.“

„Selvfølgelig,“ siger jeg stille og sænker blikket mod kisten. Jeg har ikke noget imod at dele min arv, men jeg er flov over hvor lidt jeg ved om den. Det var meningen at kistens indhold skulle deles mellem mig og Adelina. Det var hendes job at forklare mig hvordan jeg skulle bruge de forskellige genstande og fortælle hvordan de kunne redde mit liv. Men det kom aldrig dertil. „Men jeg ved altså ikke hvordan de fungerer,“ siger jeg lidt efter.

Crayton læner sig frem og tager min hånd. Jeg møder hans alvorlige og alligevel opmuntrende blik. „Det er okay at du ikke ved det. Jeg skal nok vise dig hvad jeg ved,“ siger Crayton. „Jeg er ikke længere kun Ellas cêpan, jeg er jeres alle sammens. Så længe jeg lever, Marina, kan du regne med mig.“

Jeg nikker og placerer en hånd på låsen. Nu hvor Adelina er død, kan jeg åbne kisten alene. Det er en bittersød magt at have. Seks kigger på mig, og jeg ved at hun forstår præcis hvordan jeg har det, for hun har også mistet sin cêpan. Den kolde metallås ryster mod min hud. Den går op med et klik og dumper ned på lastbilens gulv. Vejen vi kører på, er så gennemhullet og stenet at jeg konstant bliver kastet rundt, og det gør det svært for mig at holde hånden i ro idet jeg stikker den i kisten. Jeg passer godt på ikke at røre den lysende røde krystal i hjørnet som voldte mig så mange problemer i børnehjemmets klokketårn, den jeg var bekymret for, var en loriansk granat eller noget værre. Jeg rækker ud efter et par mørke briller.

„Ved du hvad man kan bruge dem til?“ spørger jeg Crayton. Han undersøger dem kort, men rækker dem hovedrystende tilbage til mig.

„Jeg ved det ikke med sikkerhed, men måske kan de give dig evnen til at se igennem ting, som røntgensyn. Eller det kan være en termisk detektor som er god at se i mørke med. Der er kun en måde at finde ud af det.“

Jeg tager brillerne på og kigger ud gennem ruden. Ud over at dæmpe sollyset lader de ikke til at gøre noget. Jeg kigger på mine hænder, men de er lige så solide som før, og da jeg ser på Craytons ansigt, er der ingen termiske forskelle.

„Nå?“ siger Seks. „Hvad kan de så?“

„Det ved jeg ikke,“ siger jeg og tjekker igen det golde landskab på den anden side af ruden. „Måske er det bare almindelige solbriller.“

„Det tvivler jeg på,“ siger Crayton. „Der er et formål med dem som du vil opdage, ligesom med alt andet i kisten.“

„Må jeg se dem?“ spørger Ella, og jeg rækker hende brillerne.

Hun sætter dem på næsen og drejer sig for at kigge ud ad bagruden.

Jeg vender igen opmærksomheden mod kisten.

„Vent. Alt ser en smule anderledes ud, men jeg kan ikke rigtig finde ud af hvorfor. Det er næsten som at se det hele med et par sekunders forsinkelse ... eller måske i hurtigere tempo. Jeg kan ikke beslutte mig.“ Ella gisper pludselig. „Raket! Raket!“ råber hun så.

Vi følger hendes blik, men jeg kan ikke se andet end klar, blå himmel.

„Hvor?“ råber Crayton. Ella peger op i himlen. „Vi må ud af lastbilen! Vi må ud. Nu!“

„Der er ikke noget.“ Seks studerer horisonten med sammenknebne øjne. „Ella, jeg tror de briller gør grin med dig, for jeg kan ikke se noget.“

Ella hører ikke efter. Hun kravler over til mig, stadig med brillerne på, og åbner døren. Vejkanten er fuld af skarpe sten og vissent ukrudt. „Spring ud! Nu!“

Så hører vi den, en svag hvislen i luften, og en sort plet kommer til syne præcis der hvor Ella pegede.

„Ud!“ råber Crayton.

Jeg griber min åbne kiste og springer. Mine fødder rammer den hårde grusvej og bliver revet væk under mig. Verden er et virvar af brunt og blåt og stikkende smerte. Baghjulet på vores lastbil strejfer min arm, og jeg skifter retning kun lige tids nok til at undgå at blive kørt over at den næste lastbil i rækken. Mit hoved rammer en skarp sten, og jeg triller rundt en sidste gang før jeg lander oven på kisten. Sammenstødet slår luften ud af lungerne. Indholdet af min kiste ligger strøet ud over jorden. Jeg kan høre Ella og Seks hoste et sted i nærheden, men jeg kan ikke se dem gennem støvskyen som omgiver os. Et sekund senere rammer raketten jorden lige bag den kørende lastbil som vi kastede os ud af. Eksplosionen er øresønderrivende, og lastbilen slår en kolbøtte og lander på taget i en sky af røg. Kommandør Sharma er stadig derinde. Jeepen bagved kan ikke nå at undvige. Den rammer kanten af raketkrateret og styrter direkte ned i det enorme hul. Yderligere to raketter rammer konvojen. Luften er så tyk af støv at vi ikke kan se helikopterne over os, men vi kan høre dem.

Blindt famler jeg omkring mig for at samle alt det sammen som er faldet ud af den åbne kiste. Jeg ved at jeg sikkert samler mindst lige så mange sten og smågrene op som stykker af min arv, men det kan jeg sortere i senere.

Jeg har netop grebet den røde krystal da jeg hører skud flænge luften. „Seks! Er du okay?“ råber jeg. Så hører jeg Ella skrige.