Kapitel 16

Jeg ligger i sengen og nyder mit valg af værelse og de utrolig behagelige puder jeg fandt der. Jeg er lige ved at falde i søvn da jeg hører hoveddøren åbne, og så snakker Ni dæmpet med nogen. Alarmeret sætter jeg mig op. Hjertet dunker voldsomt i mine ører. Så går det op for mig at det må være dørmanden som er kommet op med pakkerne. Jeg lægger mig igen. Bernie Kosar slikker mig under fodsålerne og siger at han vil finde noget at spise.

„Jeg kommer om lidt,“ siger jeg, folder hænderne bag hovedet og stirrer op i loftet.

Loftet har en smule tekstur. Mine øjenlåg bliver atter tunge. Da jeg kommer til mig selv igen, kigger jeg ikke længere på loftet. Jeg er udenfor, og det sner.

„Koncentrer dig, John!“ hører jeg nogen sige bag mig. Jeg vender mig og ser Henri stå med en favnfuld køkkenknive. Den ene holder han parat over sin skulder.

„Henri! Hvor er vi?“ råber jeg til ham.

„Har du slået hovedet?“ spørger Henri. Han har jeans og en hvid sweater på, og begge dele er forrevne og indsmurt i blod. Der er et blåt lys et sted bag ham, men da jeg prøver at finde ud af hvad det er, og strækker halsen for at kigge forbi ham, bliver Henri sur. „Kom nu, John! Det er som om du slet ikke er her. Det er vigtigt at du koncentrerer dig! Nu!“

Før jeg kan nå at sige noget, sender Henri kniven efter mig, og først i allersidste sekund lykkes det mig at daske den væk fra ansigtet. Han slynger en anden efter mig, og så en tredje og en fjerde. Jeg blokerer dem alle, men Henri lader til at have uendelige forsyninger. Jeg holder stand, men det bliver stadig sværere. Knivene kommer hurtigere og hurtigere. For hurtigt.

„Vi behøvede ikke konstant at være på flugt!“ råber jeg til ham og undviger to knive på én gang.

Henri kaster den næste kniv med sådan kraft at min hånd begynder at bløde idet jeg slår den til side. „Vi kan ikke alle bo i Chicagos skyer, John!“ råber han.

Da den næste kniv kommer flyvende, griber jeg den om skaftet og kyler den ned i den sneklædte jord. Sneen omkring den bliver sort. Jeg fanger endnu en kniv og hamrer også den i jorden. „Hvis vi havde fundet det rigtige sted, kunne vi have haft et rigtigt hjem! Vi gjorde ikke engang et forsøg! Og du valgte Paradise? Af alle steder?“

„Jeg gjorde mit bedste! Og det var der Malcolm Goode var! Du fandt tavlen, John! Du har ikke engang brugt den endnu!“ råber Henri. Det blå lys bag ham forsvinder, og mørket i sneen siver langsomt udad og spreder sig indtil vi vader i et sort hav. Henri holder en stor kniv over hovedet og sender den efter mig. Jeg forsøger at forsvare mig, men det føles som om mine arme er limet ind til kroppen. Jeg ser kniven sejle gennem luften, snurre rundt igen og igen, og jeg ved at den vil ramme mig midt mellem øjnene. Den er få meter væk da en enorm hånd skyder frem og flår kniven ud af luften. Det er Setrákus Ra. Med én flydende bevægelse får han et solid greb om kniven, løfter den over skulderen og hamrer den ned igen for at ramme mig.

Idet kniven synker ind i mit kranium, råber Setrákus Ra: „Din pizza bliver kold!“

Med et ryk sætter jeg mig op. Jeg er tilbage i min seng i Hancock-tårnet. Gennemblødt af sved gisper jeg efter vejret. Ni står i døråbningen med en hel pizza på en tallerken. Han har munden fuld. „Helt ærligt, mand,“ gumler han, „du bliver nødt til at spise mens den stadig er varm. Og jeg vil stadig gerne nå at træne lidt før vores dobbeltdate.“

„Jeg så Setrákus Ra igen,“ siger jeg. Jeg ved at min stemme lyder tonløs. Tungen føles klistret. „Og Henri.“

Ni synker og vifter med hånden som stadig holder om en halv pizzaslice. „Nå, det gjorde du? Glem det, det er kun en drøm. Det er hvad jeg plejer at sige til mig selv, og det plejer at virke ganske udmærket.“

„Og hvordan er det lige du plejer at få det til at virke?“ spørger jeg, men han er allerede væk. Jeg glider ned ad sengen og tumler hen ad gangen. Jeg kan se Bernie Kosar gå til angreb på en optøet steak på køkkengulvet. Min pizza står dampende varm på bordet. Det er så længe siden jeg har drømt om Henri at jeg har svært ved at ryste visionen af mig. Jeg spiser pizzaen og spekulerer over de flyvende knive, sneen og hvordan vi råbte ad hinanden. Og så går det op for mig. Henri nævnte tavlen. Jeg har ikke gjort meget andet end kigget på den. Den smule tid jeg har brugt på den, har jeg været irriteret over at den ikke synes at virke. Jeg tager kisten fra stolen, åbner den og tager tavlen ud.

Den er frustrerende blank som alle de andre gange jeg har kigget på den. Det er ikke andet end en hvid metalfirkant med en skærm. Blank, død, ubrugelig. Intet jeg gør, vækker den til live. Jeg vender den og studerer de få porte den har. De er trekantede og ulig nogen jeg før har set.

„Ni?“ kalder jeg.

„Herinde!“ råber han fra overvågningslokalet.

Jeg stopper et stykke pizza i munden og tygger idet jeg går derind med tavlen i hånden. Ni sidder på en kontorstol med fødderne oppe på det lange bord mellem skærmene. De fleste af dem er delt i fire. Ni trykker på keyboardet i skødet, og billederne på skærmene roterer. Ingen viser os noget spændende.

Ni griner. „Er der noget du vil have mig til at tjekke først?“

„Ja. Søg på navnet ’Sarah Hart’.“

Ni river sig i det lange, sorte hår. „Aaargh! Seriøst? Du har fandeme godt nok en ensporet tankegang. Der sker så meget vanvittigt shit, og så er det det første du tænker på?“

„Det er det eneste jeg tænker på,“ siger jeg. „Bare gør det.“

Ni taster hendes navn ind, og til min skuffelse kommer der ikke andet frem end en liste over skoleaktiviteter. Jeg får ham til at søge på ’Paradise, Ohio’, ’Sam Goode’, ’John Smith’ og ’Henri Smith’. Alt hvad der dukker op, er noget jeg har set før. Den ødelagte high school, anklagen om terrorisme og dusøren for information som vil føre til vores tilfangetagelse. Jeg lægger den hvide tavle på bordet foran mig og skubber den videre til ham. „Hør her, Ni. Jeg har brug for hjælp med den her.“ Jeg fortæller ham om min vision og hvad Henri sagde til mig om tavlen.

„Du er altså nødt til at slappe af, mand,“ siger Ni. „Jeg havde helt glemt hvor personligt du tager dine drømme. Jeg prøver lige noget med den tavletingest, okay?“

„Du er hjertelig velkommen,“ sukker jeg.

Han vender og drejer den et par gange og rører ved samtlige millimeter af skærmen. Så undersøger han portene på bagsiden og slår smæk med tungen. „Jeg tror ...“ begynder han, stopper og snurrer stolen rundt. Han går hen i et hjørne af rummet hvor der er en stak åbne, brune kasser. Ni roder i de to øverste. „Jeg bad dem om at komme op med dem her fra lageret da de leverede Sandors pakker,“ siger han. „Jeg ville se om der var noget i en af dem som kunne give mig en idé til en ny måde at kommunikere med de andre.“ Han sætter de to første kasser til side og hiver en tredje ned fra stakken. Han åbner den og tager to nye bærbare computere ud. „Bingo!“ råber han så og retter sig op. Triumferende holder han en tyk, sort ledning op. Den ene ende af kablet er utroligt nok formet som en trekant. Præcis ligesom porten på min tavle.

„Hvor kommer det fra?“

„Aner det ikke. Sandor havde alt det her med sig på rumskibet. Jeg har aldrig haft en chance for at kigge rigtigt på det, for ikke at tale om at lære at bruge det. Et par gange forsøgte jeg at finde ud af hvad alt det her kan, men Sandor var meget påpasselig med det, og jeg kom aldrig nogen vegne. Jeg mener, det meste af tiden kan jeg ikke se forskel på menneskenes elektronik og vores, og det hjælper ikke ligefrem.“

Han tager ledningen og holder dens trekantede ende mod tavlens trekantede port. Vi holder begge vejret, og Ni sætter ledningen i. Den passer, og vi sukker lettet. Langsomt putter han den anden ende i den nærmeste computers USB-port. En sort, vandret streg dukker op på tavlens skærm, og få sekunder senere kigger vi på et kort over Jorden. En efter en kommer syv pulserende blå prikker til syne. To i Chicago, fire i Indien eller Kina, og en i hvad jeg gætter på må være Jamaica.

„Øh, du,“ siger Ni med dæmpet stemme. „Jeg tror det er os, mand. Som i os alle sammen.“

„For fanden, du har ret. Der er vi, der er vi alle,“ hvisker jeg. „Vi har ikke engang brug for makrokosmen med den her tingest.“

„Vent lige lidt, der er syv prikker, men kun seks tilbage af os,“ siger Ni med rynkede bryn.

Jeg læner mig tilbage. „Jeg fortalte dig jo at der var et andet rumskib, ikke?“

„Nå ja,“ siger han og er pludselig vildt ivrig efter at lytte til mig.

„Tja, vi ved at der var et spædbarn ombord. Det må betyde at rumskibet alligevel nåede frem til Jorden! Og dét betyder at ...“

„Setrákus Ra har syv af os at slås mod, ikke seks,“ afbryder Ni. „Jo flere, des bedre.“

Denne nye opdagelse er langsomt ved at bundfælde sig hos os da en lille firkant med en grøn trekant indeni dukker op i det øverste højre hjørne på tavlens skærm. Jeg trykker på trekanten, og to små grønne prikker viser sig på kortet. Den ene befinder sig i det sydvestlige USA og den anden i det nordlige Afrika, muligvis Egypten.

„Hvad tror du det er?“ spørger jeg. „Tror du det er atombomber? Mogadorianske bomber? Shit, du tror ikke at de har tænkt sig at sprænge Jorden i luften, vel?“

Ni klapper mig på ryggen. „Nej. Tænk over det. Et kort som viser os, er tydeligvis møntet på, altså, os. Mogadorianske bomber er ligesom i en helt anden kategori. Jeg tror det der er vores rumskibe, mand!“

Jeg er helt målløs. Det giver god mening. Hvis det er sandt, er der noget mere som også kan være sandt, selvom det næsten er alt for vidunderligt at tænke på. Når Setrákus Ra er blevet dræbt og Jorden reddet, kan vi faktisk flyve tilbage til Lorien. Vi kan hjælpe med at få planeten ud af sin dvale. Vi kan rejse hjem. Pludselig føler jeg en desperat trang til at vide præcis hvor den nærmeste prik befinder sig. „Hvor er det?“ spørger jeg og peger på den.

Ni finder et kort frem på en af overvågningsskærmene. „Den ude vestpå er i New Mexico, den anden er i Egypten.“

At høre ham sige ’ude vestpå’ minder mig om specialagent Walkers sidste ord til mig. Min beslutning er øjeblikkelig og endelig. „Det er der vi skal hen. New Mexico.“