Hvor meget af historien passer?

Boabdil (1460-1533)

Sultanen Boabdil var den sidste arabiske hersker i Sydspanien, efter at maurerne (som araberne blev kaldt af spanierne) havde været ved magten i 800 år. Han regerede området fra sit palads Alhambra, som ligger i byen Granada. Den næstvigtigste by var den tidligere hovedstad Cordoba, hvor områdets største moske lå.

Mens araberne gradvist blev nedkæmpet af de kristne styrker, som havde forenet sig i den såkaldte Reconquista (generobring) i de nordligere områder af Spanien, holdt Boabdil og hans soldater stand i Granada. Det endte med en langvarig belejring af Alhambra, som ikke kun var et palads, men også en fæstning med sin egen lille by indeni og en kraftig mur udenom.

Efter måneders indespærring opgav Boabdil kampen mod det katolske (kristne) kongepar Ferdinand og Isabella, som indtog byen og Alhambra i 1492. Dermed faldt arabernes sidste magtsæde i landet, og Boabdil flygtede med sine soldater til Marokko.

Legender fortæller, at Boabdil under sin flugt på vej til Afrika, standsede på et bjerg og fældede en tåre over sit tabte kongerige. Dette sted kaldes i folkemunde for Maurens sidste suk.

Alhambra

Opførelsen af Alhambrapaladset begyndte i 1238, og i de næste hundrede år udfoldede forskellige arkitekter deres talenter og opførte et af de smukkeste bygningsværker i verden. Det er stadig utrolig velbevaret, og er bestemt værd at besøge. Retfærdighedens Port er ikke længere paladsets hovedindgang, men man kan stadig få adgang til den mægtige port. Over portens to buer er der et relief af en hånd og en nøgle ...

De mest berømte steder i paladset er De To Søstres Sal med det stjerneformede alabastloft og Abencerrajernes Sal, hvor det siges at en sultan skulle have halshugget 19 unge mænd fra Abencerrajernes slægt, fordi en person fra Zegríernes slægt (som var Abencerrajernes dødsfjender numero uno) havde fortalt ham, at han havde set sultaninden sidde og kysse med en Abencerraje under en cypres, som var et stort eksotisk træ. Træet er desværre gået ud, men man kan stadig se det stå og trone ovre i Generalife, sultanens haveanlæg. Gad vide om historien var sand? Kun træet ved det!

Løvegården er et andet berømt sted i paladset. Den hedder sådan, fordi der i midten er et stort bassin, som bæres af tolv løver af sten. Oprindelig strømmede vandet ud af deres munde og ned i de kanaler, som overalt løber gennem paladsets sale.

Kanalerne i gulvet havde to formål: at sørge for at sultanen altid havde adgang til frisk vand; og blær. Vand var nemlig tegn på luksus. For araberne, der oprindelig kom fra ørkenområder i Marokko eller det nuværende Irak, var vand lig med rigdom og blev skattet højere end guld og sølv.

Generalife

Sultanens haveanlæg Generalife, med tilhørende palads, har den mest frodige og indbydende have man kan forestille sig. Der gror blomster i alle regnbuens farver, og vandet pibler frem overalt som et tegn på sultanens rigdom. Selv i gelænderet til en af de flotte stentrapper der leder én rundt i haven, risler vandet af sted, så man kan køle hænderne på en varm dag.

Kong Ferdinand (1452-1516)

Kong Ferdinand og hans dronning, Isabella, er bedre kendt som ’det katolske kongepar’. Ved deres ægteskab blev hele Spanien samlet under ét regentpar, og i 1492 blev jøderne fordrevet fra Spanien som en følge af deres strengt religiøse styre. Sammen med en stor hær af kristne soldater stod kongeparret i spidsen for den såkaldte generobring af Spanien, hvor de gradvist trængte araberne længere og længere mod syd. I 1492 lykkedes det dem at indtage Alhambra og sende Boabdil og hans soldater på flugt. Det blev enden på arabernes sidste herredømme i Spanien.

#xa0;

Christopher Columbus (1451-1506)

Christopher Columbus eller Cristobal Colón, som spanierne kalder ham, var slet ikke fra Spanien, men kom fra Genova i det land vi i dag kalder Italien.

Han var søn af en rig købmand og kom i sine unge dage til Lissabon, hvor han fik kendskab til international skibsfart. Det var her han fik ideen til at finde en søvej til Indien, der gik mod vest i stedet for syd om Afrika, hvad andre købmænd ellers mente var det letteste.

Indiske varer som silke og krydderier solgte rigtig godt i Europa, men det var besværligt og dyrt at fragte dem hjem over landjorden. For at komme helt til Indien skulle man gennem Osmannernes rige (Tyrkiet), og de krævede høje skatter. Desuden blev købmændenes karavaner ofte udsat for landevejsrøvere. Derfor ville Columbus langt hellere fragte varerne hjem med skib, men ingen havde nogensinde sejlet hele vejen over havet, så man var bange for hvad der ville møde én på den anden side.

Han søgte om penge til at gennemføre ekspeditionen hos den portugisiske konge, men fik nej. Heller ikke i Genova troede man på hans idé om at sejle mod vest for at finde Indien. Man mente at rejsen ville være umulig at gennemføre i praksis.

I Spanien var Dronning Isabella villig til at hjælpe ham – i første omgang som et eksperiment.

Columbus fandt som bekendt ikke vejen til Indien, men i stedet opdagede han Amerika i 1492. De første øer han stødte på, kaldte han De Vestindiske Øer fordi han jo troede at han var kommet til Indien.

Denne store opdagelse var begyndelsen på et kæmpe guldeventyr for spanierne. De tog magten over de indianske stammer, som boede i det nyopdagede land.

Titusindvis af indianere døde af de sygdomme, som spanierne havde med fra Europa, mens andre bukkede under for den hårde behandling, som spanierne udsatte dem for. Spanierne bragte masser af guld, sølv og tobak med hjem fra Den Nye Verden.

Richard Ford (1796-1878)

Englænderen Richard Ford var ligesom Columbus lidt af en eventyrer, dog i noget mindre målestok. Hvor de rigeste af hans landsmænd var begyndt at rejse på ferie i Italien (særligt Rom), tog han af sted til det langt mere fremmede og eksotiske Spanien. Hans mission var at skrive en meget udførlig guidebog om landet, så englænderne kunne tage på en lidt mere eksotisk og anderledes ferie, end de efterhånden ret ’turistede’ italiensrejser.

Han tilbragte fire år i Spanien med at rejse landet tyndt. Jernbanen var på dette tidspunkt ikke opfundet, så de fleste rejser foregik til fods, til hest eller med postvogn.

Humpende og skumpende kom han igennem det enorme land, som endnu kun havde få store veje at køre på. Han var særligt glad for byen Granada og brugte en del tid på at beskrive og besøge paladset Alhambra. Ligesom andre forfattere efter ham, bed han særligt mærke i den magiske stemning, som kom over paladset, når man besøgte det i måneskin.

Alt dette kan man læse mere om i guidebogen A Handbook for Travellers in Spain (En håndbog for rejsende i Spanien, ikke oversat til dansk) som blev resultatet af hans anstrengende rejse i Spanien.

Washington Irving (1783-1859)

Washington Irvings berømte bog Tales of the Alhambra fra 1832 (Historier fra Alhambra, endnu ikke oversat til dansk) sælges den dag i dag stadig som souvenir i hele Granada. Spanierne er så stolte af at en amerikaner har nedskrevet mange af paladsets legender i sin bog.

Han fortæller blandt andet om hemmelige skatkamre under Alhambra, troldmænd som skaber magiske ting til sultanen, og prinser og prinsesser, som ikke kan få hinanden, selvom de elsker hinanden meget højt.

Washington Irving er i sit hjemland, Amerika, mest kendt for sine sjove historier om New York og newyorkerne, som han beskriver i Knickerbocker Tales (Knickerbocker-historierne). Knickerbocker var hans øgenavn for newyorkerne.

Ernest Hemingway (1899-1961)

En anden berømt forfatter fra Amerika var Ernest Hemingway, som også besøgte og beskrev Spanien i sine bøger.

Han var vild med tyrefægtning, god mad, dejlige damer og øl og whisky. Alt sammen noget man kunne finde i rigelige mængder i Spanien.

Under Den spanske borgerkrig arbejdede han i Madrid som journalist, og han sendte reportager fra krigen hjem til Amerika.

I Madrid finder vi nogle af hans yndlingsrestauranter og -barer. Blandt dem er Cervezería Alemana, hvis navn betyder ’Det tyske bryghus’, og baren Chicote.