Kapitel 11

Tío Pepe

Der lød en skrækkelig larm og tumult ude på gangen, og de skyndte sig at lægge sig ned så det så ud som om de stadig var bundet.

Der blev råbt og bandet, og folk blev væltet omkuld. En eksplosion som fra et kanonslag fik dem til at fare sammen, og nu var David sikker på at han hørte en stol blive smadret. En eller anden var åbenbart temmelig rasende.

Det gav et brag da kælderdøren blev sparket op. I åbningen stod en kraftig skægget mand sidst i tresserne med tøjet flagrende omkring sig. Han stod i en blændende lysstråle fra en nøgen pære i loftet bag ham. David og Laura missede med øjnene ved synet. I den ene hånd holdt han en sort stok og i den anden en tændt cigarillo. Røgen fra den fik ham til at se uvirkelig ud. Den ene sele i hans mørkeblå bukser var sprunget op. Skjorten stod åben til ned midt på brystet og om halsen hang et kors af guld.

„Madre mía! Man e-skal da også gøre alting e-selv," sagde han højt på et noget gebrokkent dansk og så sig svedig og forpustet omkring.

En af de mænd, som han øjensynligt lige havde været oppe at slås med, sneg sig hen mod den gamle mand med et stoleben hævet til slag. Laura trak forfærdet vejret ind, men før hun vidste af det, svirpede den sorte stok af al kraft opad og bagud og ramte angriberen hårdt og præcist i ansigtet, og manden sank i knæ da hans næse brækkede.

„Tío Pepe!" udbrød David da han havde gættet hvem den gamle mand måtte være. Manden lettede høfligt på sin flade, blå hat da de rejste sig op.

„E-skal vi e-se at komme hjem?" spurgte han på sit spanske dansk, og de fulgte efter ham ud af kælderen.

Ude på gaden holdt en rusten, rød Peugeot 205 perfekt parkeret mellem to andre biler ved fortovskanten. Pepe gik hen og låste den op så David og Laura kunne sætte sig ind.

De satte sig ind på bagsædet, og per refleks ledte de efter en sikkerhedssele, men fandt ikke andet end et krøllet stykke papir og en grim pude. Den slags luksus havde man åbenbart ikke i Madrid!

Laura spekulerede på hvordan Tío Pepe mon havde tænkt sig at komme ud mellem de to biler. Men det tog ham kun et øjeblik, og herefter susede de med fuld fart gennem de smalle gader i den mørke nat.

„Beklager at jeg ikke kom i lufthavnen," sagde Tío Pepe, „men det var for farligt. Jeg blev e-skygget."

David og Laura var dødtrætte og vidste ikke rigtig, hvad de skulle sige.

„I fik min besked, jeg kan regne ud," fortsatte han.

„Hmmm …" sagde Laura. Hun var faktisk lidt irriteret over at han ikke havde hentet dem.

„Men desværre, de fik den også. Ikke jeg fatter det! Det e-stod jo på dansk! Ikke jeg fatter det!"

Det sidste sagde han nærmest til sig selv.

Det blev en kort tur, for Pepe boede lige i nærheden. Han tog deres tasker ud af bagagerummet.

David så overrasket på kufferten.

„Hvordan har du fået fat i den?" sagde han og pegede.

„Los idiotas som kidnappede jer, tog noget som var ikke, eh … til dem. Tóma … eh … her, tag den," sagde Pepe og rakte kufferten til David.

Pepe boede på 3. etage i den store bygning, og en gammel, kraftig dame stod allerede i døren og tog imod dem da de steg ud af elevatoren.

„Bienvenidos sois hijitos, bienvenido!" bød hun dem glædestrålende velkommen, og så kyssede hun hver af dem to gange på kinderne og omfavnede dem. David blev lidt forlegen.

„Hun sagde ’velkommen, små børn’," hviskede Laura, og David nikkede og smilede til den gamle dame. Hun hed Herminia og havde gråt hår og et venligt ansigt fyldt med smilerynker. Pepe fortalte dem at hun ikke talte dansk, men at de snart nok ville komme til at lære hende at kende.

„Er hun din kone?" spurgte Laura.

Tío Pepe lo.

„Kone? Nej, Pepe er ikke gift. Den unge dame dér er min … eh, hvad hedder det nu? Husholdningsdame. Hun, eh … laver, eh … la comida, eller maden og den slags."

Og så blinkede han til Herminia som vendte sig for at gå ud i køkkenet.

Lejligheden var en stor, gammel herskabslejlighed fra det forrige århundrede.

Der duftede godt af mad i gangen som de kom ind i, og Davids mave knurrede. Gulvet var af træ og det var lakeret mange gange, kunne man se. I loftet hang en stor lysekrone, og på væggene sad nogle lamper som lignede lysestager. Møblerne var gamle, og væggene gule af nikotin.

Lige fremme var en dobbeltdør som førte ind i en stor stue. Her viste Pepe dem ind. Langs den ene væg var der reoler fra gulv til loft. De var fyldt med gamle bøger. Til højre var der et lille, grønt sofaarrangement med to lænestole og nede for enden af stuen stod et stort spisebord. Der var dækket til fire.

„Jeg tænkte I må være e-sultne efter den lange viaje … eh … rejse," sagde Tío Pepe og viste dem på plads.

Herminia kom ind med en bakke med forskellige små retter, som hverken Laura eller David havde set før. De spiste hele kartoffelomeletten, men lod pølsestykkerne stå. Der var også nybagt brød og ost, og de spiste med glubende appetit. Det var som at vende tilbage til livet igen, og David drak begærligt af den kolde dåsecola, som Herminia havde stillet frem til ham.

Hun lo da hun så hvor sultne de var.

Pepe skyllede maden ned med et stort glas øl og en sherry til dessert.

„E-smørelse til halsen," sagde han og smilede gavtyveagtigt til David, „så mit dansk bliver altid lidt bedre!"

Da de havde spist var de propmætte, og Herminia viste dem hvor hun havde redt op til dem. De skulle åbenbart sove hver for sig.

Laura så mismodigt efter sin bror da hun blev ført ind på sit værelse. En dag som i dag havde det været hyggeligt at sove sammen. Især efter alt hvad der var sket.

Herminia viste med overdrevne fagter hvor David skulle lægge sit tøj og hvordan man tændte lyset. Han nikkede lidt irriteret. Selvom han ikke forstod et ord af hvad hun sagde, var han jo ikke komplet idiot. Men Herminia lod ikke til at bemærke hans irritation. Hun gav ham endnu et par kys på kinderne da hun sagde godnat til ham. Endelig gik hun.

Værelset var ikke ret stort og bestod af en kort seng med et kulørt, hæklet sengetæppe og et smalt toiletbord i blankt træ med en glasplade ovenpå. Over bordet hang et billede af en vase med blomster, og foran det stod en træstol i samme blanke materiale.

David studerede nysgerrigt tingene på bordet.

I det ene hjørne stod et gammeldags vippespejl i guld med en masse krummelurer. Der lå også en fornem hårbørste med samme udsmykning. Der lå nogle hvide hår på den, og han gættede at Herminia måske nogle gange brugte bordet her til at pynte sig ved.

Vinduet til venstre for bordet var mærkeligt nok placeret næsten i hjørnet. Det hvide gardin var trukket for. Han kastede et sidste blik på toiletbordet og fik så øje på en enlig hårnål ved siden af børsten. Selvom han var søvnig og ør i hovedet efter de mange oplevelser, fik han en idé.

Han tog hårnålen med hen til sengen og lagde kufferten på det hæklede sengetæppe. Han frøs lidt i den tynde natskjorte som han havde lånt af Tío Pepe. Den var alt for stor til hans korte krop, og han lignede en lyshåret, katolsk kordreng i en stor kjole.

Han forsøgte at dirke låsen til kufferten op med hårnålen. Han rystede kufferten lidt og kunne høre noget trille rundt derinde. Men han kunne ikke få den op.

Han var ved at opgive, da han fik øje på en nøgle som lå i askebægeret på hans natbord. Troede de mon at han ville snuppe sig en godnatsmøg? For sjov tog han nøglen op og stak den i låsen på kufferten, som gik op med et let klik.

I kufferten lå der et postkort med billede af det gamle palads Alhambra, som mor havde fortalt dem om. Han vendte kortet om og genkendte sin fars håndskrift.

Find nøglen til Retfærdighedens Port.

Andet stod der ikke. Var det en besked til dem? Var det mon Den Gyldne Nøgle han mente? Og vidste far mere om den, end han havde fortalt derhjemme?

Han ville gerne vise kortet til Laura, men han turde ikke gå ud på den mørke gang. I hans fantasi vrimlede den med Agakhanere. Nej, han skulle ikke nyde noget.

Han opfangede en bevægelse i kanten af sit synsfelt og så op. Dørhåndtaget bevægede sig med en svag knirken, der fik hårene til at rejse sig i nakken på ham. Nogen var på vej herind. Uvilkårligt trak han knæene op under hagen og følte hvordan tæerne blev iskolde.

Nu kommer de efter mig igen, tænkte han panisk.

Døren gik op. Men personen som trådte ind, lignede mere en lille engel. Det var Laura i en lang, hvid natkjole med blonder, som vist tilhørte Herminia efter størrelsen at dømme. Hun havde sit tæppe med.

„Kan vi ikke være to i din seng?"

Han rykkede lettet til side, så hun kunne kravle ind til væggen ved siden af ham. Han viste hende det mærkelige postkort, og begyndte at lægge de andre ting fra kufferten frem på sengetæppet.

Der var en bog: ’ Tales from the Alhambra’ af den berømte, amerikanske forfatter Washington Irving. David bladrede i den og fandt ud af at den amerikanske forfatter faktisk havde boet i Alhambra-paladset som turist i 1832.

Ud over denne oplysning indeholdt bogen også en masse gamle tegninger – flere af dem forestillede Alhambra. Herudover var der i kufferten et reb, en kniv med en tyr på skæftet, og et par handsker med gummi på fingrene – af den slags man brugte til at klatre med. Meget professionelt udstyr.

Laura lagde forsigtigt tingene tilbage i kufferten, og David skubbede den ind under sengen. Så læste han kortet igen.

„Tror du far mener at det er os der skal lede efter nøglen?" sagde han.

„Jeg ved det ikke. Vi må se på det i morgen."

Laura lagde sig træt ned og slukkede natlampen.

„Vi har jo ikke engang det skide skattekort."

Laura svarede ikke, for hun var allerede faldet i søvn.

Så krøb David også ned under sit tæppe og lukkede øjnene. Han lyttede til hendes velkendte langsomme vejrtrækning, men det beroligede ham ikke, for tankerne hvirvlede stadig rundt i hovedet på ham.

Hvor skulle de begynde at lede efter den nøgle? Hvis den befandt sig her i Spanien, var det jo som at lede efter et æble i et appelsintræ.

Og hvor var far? Havde han mon fundet mor og befriet hende?

David kunne ikke holde ud at tænke på, hvad Agakhanerne kunne finde på at gøre ved hende. Hun skulle bare være i sikkerhed!

Han forsøgte at overbevise sig selv om at far nok allerede havde betalt løsepengene, og at de sikkert kom til Madrid i morgen for at hente dem, så de kunne tage hjem …

Hvilke løsepenge? sagde en djævel i hans tanker. Hvilken pris ville Agakhanerne kræve for mor? Én million? To? Ti? Nej.

Der var kun én ting de ville være tilfredse med, indså David.

Den Gyldne Nøgle.

Med hovedet fyldt af disse urolige tanker, faldt han til sidst i søvn.