Kapitel 15

Tapas og tanker

Pepe var i godt humør da de kom hjem. Han lignede faktisk én som var lidt småforelsket, men hans smil stivnede en smule, da han så Davids og Lauras skræmte ansigtsudtryk.

Han gennede dem ind i stuen og fik dem til at sætte sig ned. Herminia kom straks med et glas juice til dem, og de tømte det uden tøven. Hun vred sine hænder af bekymring og ville gerne have kysset og krammet dem, hvis ikke Pepe straks havde sendt hende ud igen.

Laura fortalte kort hvad Elisa Sanchez havde fortalt dem om nøglen, og David tog over og fortalte den sidste del af historien.

Pepe bandede da det gik op for ham at Elisa Sanchez stod i ledtog med Agakhaner-Brigaden.

Det havde han aldrig forestillet sig af det begavede menneske.

Det bankede på døren, og Herminia kom ind med støvsugeren slæbende efter sig. Hun tog sig meget god tid til at finde en stikkontakt.

Pepe sukkede.

„Så er freden forbi," klagede han irriteret som om Herminia var en plagsom lillesøster der kom og forstyrrede.

Hun kiggede nysgerrigt på dem.

„Lad os gå en tur, børn."

Da de trådte ud på gaden, var det om muligt blevet endnu varmere nu hvor det var eftermiddag. De havde ikke gået ti skridt, før Pepe fik ild på en af sine cigarillos.

„Hvor skal vi hen?" spurgte Laura.

Pepe hørte vist ikke spørgsmålet, men gik hurtigt ned ad den smalle gade, og de skyndte sig at følge efter. Han førte dem gennem et stort indendørs marked hvor der blev solgt alt fra levende krabber til stærke, sorte oste og tomater i spandevis. Alverdens dufte blandede sig i deres næsebor, og de var helt rundtossede da de endelig kom ud på den anden side.

Markedet lå ud til den stærkt befærdede Bravo Murillo. Pepe brugte sin stok til at skubbe folk til side, mens David og Laura fulgte ham lige i hælene.

En kortbenet, rødhåret husmor med tykke, runde briller trak sin tungt læssede trolley efter sig og ramte alt og alle med sin skotskternede vogn uden at ænse det.

Laura sakkede bagud, fordi hun ikke kunne få sig selv til at mase sig imellem to costaricanske kvinder i stramme jeans og farvestrålende T-shirts, som højlydt diskuterede foran hende.

Pepe drejede målrettet til venstre længere fremme.

Det gav et gib i hende. Nu måtte hun altså forbi! Ellers fór hun vild!

Laura var sikker på at de to kvinder var uvenner, for deres stemmer var så højlydte nu, at folk vendte sig rundt. Hun forsøgte at komme udenom, men tre nonner, som var faldet for det samme tilbud på et par espadrillos-sko, nægtede at flytte sig. Til sidst maste hun sig imellem de temperamentsfulde costaricanere, og følte en susen gennem håret da den ene langede den anden en lussing.

Jeg må væk! tænkte Laura og drejede til venstre ned ad sidegaden.

Heldigvis ventede David og Pepe på hende.

Efter yderligere fem minutters gang standsede Pepe ved en lille bar, hvor han hjemmevant hilste på bartenderen bag disken. Der lå små stykker papir på gulvet, og Laura rynkede på næsen. Så så hun at gæsterne smed deres servietter på gulvet, når de havde tørret fingre i dem. Det måtte være umuligt at holde rent.

Pepe og bartenderen talte så hurtigt, at Laura ikke kunne nå at følge med. Pepe vendte sig om mod dem.

„Hvad skal I ha’, børn? Sherry, øl, whisky?"

„Er det ikke lidt tidligt til den slags?" spurgte David tøvende.

„Tidligt? Jeg synes det var på tide!" sagde Pepe og grinede. Så bestilte han en sherry og en kop kaffe til sig selv.

Han så på Laura og David.

„Nå? Hvad skal I ha’?"

„Øh … ColaCao," udbrød Laura da hun kom i tanke om den eneste spanske drik hun kendte.

Det forstod bartenderen, og et øjeblik efter stod der en stor kop varm kakao til dem hver på disken. De kravlede op på et par barstole ved siden af Pepe. Laura slog sig for panden da hun fik øje på køleskabet bag bartenderen. De kunne jo bare have bedt om en kold cola. Det ville ligesom have passet lidt bedre til vejret. Hun pustede på sin kakao og kiggede rundt.

For enden af disken sad to mænd og råbte og truede ad et fjernsyn der hang i loftet. Der blev vist fodbold, og de to mænd var vist rasende på dommeren. Pepe hilste på dem, og deres eder forstummede brat og de smilede venligt og vinkede tilbage til ham.

Ved bordet lige ved indgangen sad tre gamle mænd indhyllet i cigaretrøg og spillede kort over et glas øl. De talte højlydt sammen, og det fik Laura til at tænke på kvinderne hos mors damefrisør hjemme i Danmark.

Bartenderen satte tre laksemadder frem til dem på disken og gav sig til at tørre den ren for ølsjatter.

„Hvad er det?" spurgte David. Pepe havde da ikke spurgt hvad de ville have at spise.

„Det er tapas," sagde han. „Når man bestiller en drink i e-Spanien, man får altid tapas med. Det er en gratis ret."

David spiste sin mad i to bidder. Han var glubende sulten efter dagens løbetur, så Pepe bestilte nogle flere tapas til dem.

„Er I helt e-sikre på I ikke har taget det e-skattekort med?" spurgte Pepe da snakken igen faldt på Den Gyldne Nøgle. „Har I set efter i kufferten?"

„Ja, vi tog alle tingene ud," sagde David, men han kom lidt i tvivl. De havde jo været trætte i aftes. Gad vide om de havde overset noget.

„Måske skulle vi tage hjem og tjekke det igen," sagde Laura som om hun havde læst hans tanker.

De skyndte sig at drikke ud, og Pepe betalte regningen. Så vinkede han til de andre mænd i baren, og et par stykker af dem kom op og trykkede hans hånd og dunkede ham i ryggen.

„Var det hans fanklub?" hviskede David til Laura på vej ud ad døren, og hun grinede.

Da de kom hjem var rengøringstornadoen Herminia ikke hjemme, og det så ud til at passe Pepe fint.

De lagde den store, gamle kuffert op på spisestuebordet så de kunne betragte indholdet. Men der var hverken spor af et skattekort eller et gammelt engelsk digt for den sags skyld, som mor ellers havde ment det skulle være.

„Hvad med de ting der var i skrinet derhjemme?" spurgte David da han forsøgte at finde frem til noget der kunne hjælpe dem i gang. „Var der andet end fars seddel og pengene?"

„Nej," sagde Laura og tænkte sig om. „Ikke andet end et billede af os fire fra Djurs Sommerland."

„Det så jeg da ikke," sagde David.

„Det lå under pengene i en kuvert."

„Tog du det med?"

Hun nikkede.

„Ja, jeg smed det i min taske sammen med alt det andet."

„Kan du ikke finde det?" sagde Pepe.

Laura skyndte sig ind på sit værelse hvor hun havde lagt tasken i går. Hun tog den med ind i stuen. Efter lidt roden rundt, fandt hun billedet. Det var lavet som et slags kort. Udenpå var Djurs Sommerlands logo og et tegnet kort over forlystelserne, indeni sad billedet fast i en ramme af pap. Det forestillede David, far, Laura og mor i en lang træstamme der kørte stejlt nedad i rutsjebanen Colorado River. De skreg alle sammen på billedet – nogle af skræk og andre af grin, imens vandet plaskede om ørerne på dem. Det var fra deres 12-års fødselsdag.

„Det var en sjov dag," sagde Laura og smilede. Hun var glad for at de havde fået det med sig.

„Ja, det var kanon," sagde David.

De undersøgte alle tre billedet, men der var ikke noget mystisk ved det. Ikke umiddelbart. Men Pepe undersøgte det lidt grundigere end de andre, og til sidst sagde han: „Må jeg tage billedet ud?"

„Hvorfor?" sagde Laura.

„Den virker lidt tyk," sagde Pepe tøvende, „måske vi har overset noget."

„Hvis du lover at det ikke går i stykker," sagde Laura og gav modvilligt slip på billedet.

Med sin lommekniv lirkede Pepe forsigtigt billedet ud af rammen. Det var rigtignok lidt tykt, for bagpå var der limet en lille plastiklomme fast. Pepe blev fyr og flamme da han så det.

„Se her! Hijos! SE! SE! SE!"

I den lille plastiklomme sad et meget gammelt stykke papir. Det var gulnet og ujævnt i kanten, og teksten var skrevet med en svungen, men tydelig håndskrift. Der stod:

A famous egg they gave his name

But for a world he earned his fame

He keeps a secret divided by man

Firmly protected in his hand

Its mate never seen by the Dark One

Rests forever in the cradle of wisdom

Come the day thou must be aware

A frog among skulls is costly and rare

„Hvad betyder det?" spurgte David Laura. Han rakte ud efter brevet, men Pepe gav ikke slip på det. De stak alle hovederne sammen og stirrede på det mystiske papir.

„Er det alt hvad der står?" ville Laura vide.

Pepe vendte papiret om for at se om der var mere, men det var der ikke.

„Må jeg lige se?"

Pepe rakte hende tøvende brevet.

Laura tog en ordbog ud af Pepes reol og satte sig koncentreret med brevet. På et andet stykke papir skrev hun sin oversættelse ned. Da hun var færdig, stregede hun et par ord hist og her, før hun sagde: „Okay. Direkte oversat betyder det noget i retning af:

#xa0;

Et berømt æg fik hans navn

men for en verden blev han berømt

han holder på en hemmelighed delt af mennesker

fast beskyttet i sin hånd

Dens mage som aldrig er set af Den Mørke

hviler for evigt i visdommens vugge

Kommer dagen, må du bemærke

at en frø blandt kranier er værdifuld og sjælden."

Hun rynkede panden.

„Det giver jo ingen mening!"