Kapitel 6

Den nye krig

Laura havde hørt tilstrækkeligt af historien til at gætte noget af sammenhængen.

„Er vi efterkommere af den Reyes-familie som nævnes i varslet?" spurgte hun forsigtigt.

Det meste af historien lød som et eventyr, men hun syntes alligevel det var interessant med slægten Reyes.

Mor havde været som en lukket bog når de stillede spørgsmål om hendes familie i Spanien, og far blev i dårligt humør når de gjorde det, så de havde efterhånden lært at lade være.

Mor nikkede og gik videre med fortællingen.

Langsomt skete der små forandringer i det nye rige som ingen lagde mærke til i første omgang. Himmelhvælvet drejede sig ganske langsomt til siden så stjernerne og månen kom til at stå lidt skævt på himlen. Der opstod jordskælv, og der kom hyppige tordenvejr. Men det der fik troldmanden til at indse at profetien var ved at gå i opfyldelse, var den nye krig.

Boabdil var blevet gammel. Hans yngste søn Ahmed var fyldt 16 år, og derfor skulle han snart giftes med den kone Boabdil havde valgt til ham. Hun hed Fatima og var niece til selveste Emiren i Bagdad. Boabdil var stolt over denne aftale som han havde fået i hus allerede før pigen blev født.

Men Ahmed, som holdt af at ride lange ture på sin hest, var kort tid før sin 16-års fødselsdag redet op i bjergene, og her var han stødt på den smukkeste pige han nogensinde havde set.

Hendes hår var langt og lyst, og hendes hud var skinnende hvid. Hun havde funklende blå øjne, og et strålende smil. Ahmed troede først hun var en kvindelig profet, men da han siden talte med hende, fandt han ud af at hun var en prinsesse.

Hun var på rejse med sin far og hans følge, men soldaterne som bevogtede hende imens hendes far var nede i landsbyen og forhandle med de lokale købmænd, havde ikke lagt mærke til at hun ikke længere var alene på den eng, hvor hun plukkede blomster.

Ahmed lavede en krans af blomster til hende, og Catalina, som den smukke prinsesse hed, fandt en orkidé og fastgjorde den til hans turban. De lo sammen, og før solen gik ned vidste de begge, at de havde fundet deres livs kærlighed.

Da Ahmed vendte tilbage til Alhambra var hans hjerte ved at sprænges af lykke, og han fortalte straks sin far at han havde fundet en smuk prinsesse som han ville giftes med.

Boabdil var dog alt andet end glad for sin søns nye idé. Men Ahmed var hans yndling, så da han så hvor fortvivlet sønnen blev da han fik nej til at gifte sig med hende, gav den gamle Boabdil efter – det var jo trods alt en prinsesse.

Næste dag drog han ud for at møde kongen, som var Catalinas far.

Ahmed ventede spændt hele dagen i Alhambra på at hans far skulle vende tilbage.

Ahmed sad og dinglede med benene på Løvespringvandet og forsøgte at koncentrere sig om at læse i den poesibog, han havde fået af sin farmor. Men hvert andet øjeblik så han op og lyttede efter sultanens fodtrin. Han måtte da snart være her.

Det var varmt. Solen skinnede ned fra en skyfri himmel, og på et tidspunkt gav Ahmed efter for sin lyst til at køle fødderne. Han sparkede sine snabelsko af og stak fødderne i fontænens kolde vand. Ah! Hvilken nydelse!

Der lød støj ude ved Retfærdighedens Port.

Tjenere ilede til for at hjælpe sultanen af med det svedige rejsetøj. Nogle førte hans hest ned til de kongelige stalde, og andre hentede friskpresset frugtsaft til sultanen. Hans hastige trin hørtes nu i søjlegangene, og Ahmed var så spændt på at høre nyt at han næsten ikke kunne vente med at se sin far.

Men Ahmed hoppede straks ned fra springvandet da han så sin fars bistre ansigt. Turbanen sad i uorden, og det grå skæg drev af sved fra det vilde ridt. Han havde haft travlt med at komme hjem.

„Du!" sagde sultanen ophidset og pegede på Ahmed, „har husarrest! Til du bliver 18!"

Ahmed gispede. Hvad havde han dog gjort for at fortjene to års indespærring? Det var slet ikke den besked han havde forventet at høre.

Han ville spørge hvorfor, men før han nåede det, snerrede sultanen: „Du bliver i Generalife til du fylder 18 år. Dit lille kærlighedseventyr har lige kostet kongeriget en ny krig! Af sted med dig!"

To slaver slæbte af med Ahmed der nu var brudt ud i gråd. På vej over til sultanens prydhave, som bar navnet Generalife, hørte han sin far råbe ordrer.

„Du der! Send bud efter General Muza. Omgående!"

Boabdil gik ind i De To Søstres Sal for at vente på generalen. Han travede frem og tilbage, mens han af og til stirrede op i det stjerneformede alabastloft.

Dette minutiøse stenhuggerarbejde, som hans forfædre havde bestilt, havde en beroligende effekt på hans tanker. Hvis et loft af sten kunne se så fjerlet ud som en kage af marengs, måtte der utvivlsomt også kunne findes et middel til at lette hans tyngede sind og en løsning på det alvorlige problem.

General Muza indfandt sig kort efter. Han bukkede og afventede sultanens befaling med hovedet høfligt bøjet, som det passede sig for en mand af hans rang.

„Kong Ferdinand, den vantro køter, har erklæret os krig."

Muza tabte kæben af overraskelse.

„Kong Ferdinand? Skulle Deres Nåde ikke forhandle bryllup med en eller anden arabisk konge?"

„Det troede jeg jo. Min søn havde bare glemt at fortælle den lille detalje at prinsessen er kristen!"

Muza slog ud med armene.

„Men en muslimsk mand kan jo ikke indgå ægteskab med en kristen kvinde," sagde han i et selvfølgeligt tonefald.

„Præcis. Og det fortalte jeg ham."

„Og han tog det ilde op?" gættede Muza.

Boabdil sparkede irriteret ud efter en lille fugl, som var landet på den smukke mosaik foran hans fødder.

„Jeg brugte måske ikke lige netop de ord," brummede han, „jeg var måske … lidt opfarende i situationen."

Da troldmanden hørte om den nye krig, lånte han Den Gyldne Nøgle og rejste tilbage til den gamle verden. Her gav han sig til at lede efter en egnet mand ved navn Reyes, som kunne blive nøglens vogter.

Han var væk i næsten et år, og da året var gået havde han samlet 12 riddere der alle stammede fra ædle, kristne slægter, og som var villige til at indgå i Den Gyldne Nøgles Broderskab.

Hver eneste af de 12 mænd stod nu i gæld til troldmanden. For hver af dem havde mistet et barn, en kone, en bror eller en anden nær slægtning, som troldmanden med magi havde kaldt tilbage fra de døde. Og denne magiske handling gjorde at de sværgede ham evig troskab, og de fulgte villigt med ham til riget Al Andaluz.