Kapitel 9

Solens Port

David trak Laura med om bag en reklamesøjle for alkohol.

„Agakhanere," hviskede han, og Laura stirrede skrækslagent på ham og knugede hans hånd.

Agakhanerne så dem heldigvis ikke, og nu vendte de sig og gik i den modsatte retning. Laura trak David med over til Iberias skranke.

„Hvornår går det næste fly til Madrid, og hvad koster billetterne?" spurgte hun lidt for hurtigt.

Damen bag skranken så nedladende på hende.

„Jeg har altså ikke tid til narrestreger."

Laura tog pengene frem, og talte nogle eurosedler op.

„Er det nok?"

„Hvor har du dem fra?" spurgte damen mistroisk.

David stønnede. Det blev godt nok besværligt det her.

„Vores far er en international forretningsmand. Du har sikkert hørt om ham. Han er vicepræsident for Vestas Europe. Jeg er ret sikker på han vil afbryde firmaets samarbejde med Iberia, hvis ikke hans børn får en billet, så de kan mødes med ham til hans fødselsdag i Madrid i aften."

Damen åbnede og lukkede munden uden at sige noget.

„Og det vil du nok helst ikke være skyld i, vel?"

Damen rystede på hovedet.

„Så kunne du venligst booke os nogle billetter?"

Laura smilede sukkersødt til hende. Damen tastede så hurtigt på sit tastatur at der næsten stod røg op fra hendes fingre da hun få sekunder efter rakte dem deres billetter.

„I må have en god rejse," sagde hun med et anstrengt smil.

„Tak," sagde David og Laura i kor og skyndte sig over til afgangshallen.

„Hvordan fandt du på det med Vestas?" spurgte David da de var kommet lidt væk.

„Fri fantasi er en af mine spidskompetencer," grinede Laura.

„Spids-konkurrencer? Hvad mener du?"

„Løgnehistorier er mit speciale – vidste du ikke det?"

Jo, det vidste han egentlig godt. Men vicepræsident for Vestas. Det var langt ude.

„Man skal bare sige det som om man selv tror på det, så tror de voksne det også."

Hun blinkede til ham, og han grinede.

Det var pludselig alvor, gik det op for David, da de sad i flyet. De var faktisk på vej til Madrid! Og nu var det for sent at fortryde for Danmark forsvandt under dem som et kludetæppe af grønne og gule felter.

David bed sig i læben og så ud ad vinduet. Han var blevet usikker på om de havde gjort det rigtige.

Laura havde ikke lyst til at snakke. Hun sad bare og bladrede i sin nye spanskordbog. David havde også taget sin Real Madrid-trøje med – han glædede sig sådan til at tage den i brug, men benskinnerne lå stadig derhjemme.

Da de stod ud af flyet i Barajas Lufthavn lidt uden for Madrid, slog en varm luft dem imøde. Der lugtede ubehageligt af diesel.

„Fuck det er jo hundrede grader," stønnede David og tog rygsækken af. Den havde allerede fået T-shirten til at klistre til ryggen.

De havde lige fået deres bagage da Laura skulle tisse. Hun bad David passe på kufferten. Han stillede sig foran de store tv-skærme for ikke at tiltrække sig for megen opmærksomhed.

21.30 Berlin. 21.35 Santa Barbara. 21.50 Mexico City. 22.00 Copenhague – det måtte være København.

David gned øjnene. Alle tallene på tv-skærmene var forsvundet og der stod nu en besked på dansk.

David og Laura: Tag ind til Solens Port.

Han så sig hurtigt omkring for at se om der var voksne til stede, som kunne anklage ham for at have ødelagt skærmene. Da han igen så på dem var de helt normale, bortset fra at flyet til Rom var aflyst.

„Vi skal ind til, øh … noget der hedder Solens Port," sagde han til Laura, da hun kom tilbage.

„Okay. Har du talt med nogen?"

„Nej, men der kom en besked til os på de skærme dér. Måske er det en besked fra Tío Pepe."

„Hvad? Er du sikker?"

„Ja. Hundrede. Ved du hvor det er?"

Det vidste hun ikke, men de fik efter lidt sproglige vanskeligheder hjælp af en dame i informationen. De skulle med metroen.

Hun var endda så rar at give dem et kort over undergrundsbanen, og på kortet tegnede hun en cirkel om metrostation Sol, som var det sted de skulle af.

„Okay. Vi tager først den lilla linje ind til Nuevos Ministerios," sagde Laura ivrigt og pegede på kortet, som David holdt foran sig. De takkede damen og skyndte sig af sted.

De nåede lige at springe på toget inden dørene lukkede.

Da de trådte ud på Puerta del Sol, var solen gået ned, men det var stadig bagende varmt.

Der var et mylder af mennesker. Klokken på uret ved den røde bygning til venstre for metroopgangen viste et kvarter over ti. Oppe ad de små gader sad folk udenfor ved bordene og spiste aftensmad, og der duftede af mad, forurening, stærke parfumer og sved.

De befandt sig på en stor plads, som var omgivet på alle sider af høje, gamle bygninger. På pladsen stod der folk af forskellige nationaliteter og solgte alverdens ting. Deres varer var bredt ud på tæpper på jorden. Der var alt fra små mekaniske plastikheste til ulovlige, brændte film, lysende halskæder og skingre fløjter.

David så fuldstændig overvældet på mylderet.

Pludselig så de det begge to. Nede i den ene ende af den store plads på toppen af en høj bygning var et kæmpe neonskilt: Tío Pepe stod der med grønne bogstaver, der blinkede og forsvandt.

„Kom," sagde David og de satte kurs mod skiltet.