33

”Jane!” Jeg løb frem for at redde hende, men Jack greb fat om mig og stoppede mig.

”Alice, nej!” tyssede Jack i mit øre, da jeg kæmpede imod. Han holdt mig i et jerngreb, og jeg var skuffet over, hvor lidt jeg kunne gøre ved det. Jeg var svagere, end jeg havde troet. Pludselig kunne jeg lugte hendes blod, og alle tanker om at kæmpe mod Jack stoppede. I stedet kunne jeg kun mærke min sult, stærk som en smerte og brændende som en ild skød den gennem mig. Jane holdt sin arm op for at stoppe blodet, men det flød hedt og sødt. Jeg lukkede øjnene og sank. Jeg havde ikke lyst til at bide hende – og jeg ville ikke gøre det. I løbet af et par sekunder blev jeg så rolig, at Jack kunne slippe mig, men han holdt fast.

”Bind noget om såret,” sagde jeg til Jane, og det kom bag på mig, hvor rolig jeg lød. ”Riv din kjole i stykker, og læg en forbinding rundt om din albue. Ellers forbløder du.”

Jane gjorde, som jeg sagde. Hendes hænder rystede, og tårer flød ned ad hendes kinder. Hun kæmpede for at binde stoffet rundt om sin arm, og Dodge gik hen til hende for at forhindre hende i det.

”Nej, lad hende gøre det,” sagde Gunnar, og Dodge rettede sig op. Han stod bøjet over hende og så på, mens Jane snøftede og næsten væltede omkuld i græsset. ”Det er ikke sjovt, hvis hun forbløder først.”

”Jeg bider hende ikke,” sagde jeg og kiggede tilbage på ham. ”Ingen af os vil.”

”Uh, jeg kan fornemme en udfordring.” Gunnar grinede, så jeg kunne se hans tænder.

Jeg hørte fodtrin bag os, og jeg vendte mig om mod stien. Lykanterne var ikke dumme nok til at larme sådan. Det her var et menneske, som gik tur i parken ved midnat. Indrømmet, et dumt menneske, men han var helt sikkert ikke involveret i det her. Bare en lidt for tyk fyr i tyverne med mørke briller.

Han luftede en af de her latterlige blandinger af en moppe og en beagle, og hunden vejrede fare, inden han gjorde. Hunden fangede færten af os og begyndte at gø. Fyren nåede knap nok at se os, før Stellan dukkede op ud af det blå.

Jeg ville skrige og åbnede munden, men der kom ingen lyd ud. Fyren havde ikke en chance, før Stellan rev hans strube ud. Jane skreg som den eneste. Den lille hund gøede vredt, men forstod, at faren var for stor, og så stak den af. Stellan gnavede i hans hals, så blodet sprøjtede ud omkring ham. Lugten var overalt. Fyrens krop krampede og rystede, og jeg hørte knogler, der knasede, da Stellan bed til, og endelig holdt fyrens krop op med at bevæge sig.

Hele min krop trak sig tilbage ved synet, men jeg kunne ikke se væk. Jeg ville kaste op, og jeg hadede mig selv for, at jeg blev tørstig, fordi jeg kunne lugte blodet. Da jeg mærkede Milos hånd, gav det et sæt i mig, og han klemte til.

Jeg havde aldrig set noget så væmmeligt som Stellan, der rev et levende menneske fra hinanden, og da det til sidst lykkedes mig at se væk, så jeg, at Milo havde tårer i øjnene. Pludselig så han så ung og skræmt ud, og han rykkede tættere på mig. Jeg ville give ham et knus, men jeg var bange for, hvordan Gunnar ville reagere, så jeg holdt ham bare i hånden.

”Det skal nok gå,” løj jeg og kiggede Milo ind i øjnene. ”I det mindste gik det hurtigt. Jeg er sikker på, at han intet mærkede.”

”Det gjorde han sikkert ikke,” indrømmede Gunnar. ”Men måske gjorde han. Stellan havde lidt for travlt, men han kan gøre det meget langsommere. Skal jeg få ham til at vise jer hvordan?”

”Nej!” sagde jeg lidt for hurtigt. Gunnar lo. Jack stod stadig foran både Milo og mig, og vi skælvede som to små forskræmte børn.

”Stellan!” råbte Gunnar uden at se på ham.

Stellan holdt en drikkepause og løftede hovedet. Hans ansigt og bryst var dækket af blod, og han tørrede sig med sit ærme uden at tænke over det, mens han gik over mod os.

”Hvad vil I os?” spurgte Jack. Han var lige så bange og på kvalmegrænsen som mig, men han så næsten rolig og sikker ud.

”Hvad med … en lille leg?” smilede Gunnar.

Stellan stillede sig ved siden af Gunnar og lod liget ligge midt på stien, som om det var affald, et halvt spist æble. Gunnars blik bevægede sig hen til noget bag mig, og da jeg vendte mig om, var det allerede for sent.

En kæmpestor vampyr havde på en eller anden måde sneget sig ind bag os og lagde nu sine massive, bare arme omkring Milo. Han gispede af overraskelse og kæmpede imod, men det var fuldkommen nytteløst. Det var den største vampyr, jeg nogensinde havde set i mit liv. Milo holdt fast i min hånd, og jeg forsøgte at trække ham fri.

”Alice!” Jack lagde armene om mig og nægtede at lade mig trække med sammen med Milo. Vampyren trak i Milo, men jeg ville ikke give slip. ”Alice! Slip ham! Alice!”

”Milo!” skreg jeg, men mine fingre gled, og jeg måtte give slip.

Tårerne løb ned ad hans kinder, og han rakte ud efter mig. Hans store brune øjne havde aldrig før været så bedrøvede eller skræmte. Jeg sparkede Jack, men han ville ikke lade mig gå.

”Alice, som du kan se, så gør min gode ven Bjørn ham ikke noget,” afbrød Gunnar.

Bjørn, den gigantiske vampyr, holdt Milo i sin favn, men det så ikke ud, som om han maste ham. Milo sprællede og kæmpede mod ham, men han så ikke ud til, at det gjorde ondt, han var bare skræmt fra vid og sans.

”Milo – er det dit navn?” spurgte Gunnar. Milo sagde ikke noget, men blev ved med at kæmpe. ”Milo, gør det ondt? Gør han dig ondt?”

”Nej,” gryntede Milo og holdt op med at kæmpe imod. Han sagde det for min skyld, så jeg kunne holde op med at kæmpe imod Jack. Han så over mod mig og nikkede. ”Jeg er okay.”

”Lad ham gå!” råbte jeg og vendte mig mod Gunnar. ”Han har ikke noget med det her at gøre! Slip ham! Peter bryder sig slet ikke om ham!”

Det lo han af, men jeg forstod ikke, hvad der var sjovt. Jack sagde ikke noget, men han vurderede situationen, Gunnar havde helt klart en eller andet plan, og Jack forsøgte at finde ud af hvilken. Jeg var også klar over det, men jeg kunne ikke holde mine følelser i ro.

”Mm, jo, det har du sikkert ret i, men Peter kommer ikke foreløbig,” sagde Gunnar med en påtaget tristhed. ”Så lad os lege lidt, indtil han kommer. Ved I, hvad vi skal lege?” Jeg stirrede på ham.

”Fangeleg – på vampyrmåden. Det er ligesom helt almindelig fangeleg, bortset fra, at man slår den ihjel, man fanger,” fortsatte Gunnar med et stort smil. ”Og fordi I ikke har prøvet det før, så gør vi det let i starten og begynder med to deltagere. Hvad med om vi tager … dig.” Han pegede på Jane. ”Og dig.” Han pegede på mig. ”Og siden du er vampyr, så er du den, Alice.”

”Nej! Jeg har allerede sagt, at jeg ikke vil bide hende!” råbte jeg med afsky.

”Men du ved ikke engang, hvad præmien er?” Gunnar smilede bredt til mig. ”Det er ham Milo-fyren. Hvis du vinder, får du ham tilbage. Hvis du taber, så giver jeg ham til Stellan, og vi ved jo alle, hvordan han kan lide at lege.” Gunnar nikkede hen mod liget, der lå på stien.

”Men siden jeg er sådan en flink fyr, så får du en afskedsgave, hvis du taber. Når Stellan har suget alt ud af ham, så overrækker jeg dig personligt hans hjerte.”

Jeg måbede og kunne kun lige holde mit opkast tilbage. Enten skulle jeg myrde min bedste veninde, eller også ville de slå min bror ihjel. Det eneste gode var, at jeg ikke ville få ret lang tid til at fortryde min beslutning bagefter.

”Nej,” sagde Jack. ”Lad mig være den. Jeg er meget hurtigere end Alice.” Jeg var ikke sikker på, om han havde en plan for, hvordan han kunne redde Jane, eller om han bare forsøgte at skåne mig for at myrde hende.

”Altså, det ser ikke ud til, at Jane er i løbehumør, så jeg tror ikke, at hurtighed betyder så meget.” pointerede Gunnar præcist, men kvalmende.

Jane havde fået bundet bandagen om sin arm, men hun havde tabt en del blod. Hendes eneste fordel var, at hun var vant til at holde sig kørende på næsten ingenting, og at hun de seneste dage havde passet på sig selv. Men hun kunne næsten ikke holde sig oprejst, og hun havde ikke skreget eller protesteret, da Gunnar sagde, at jeg skulle slå hende ihjel. Hendes hud var fuldkommen askegrå, og blodet var begyndt at stivne på hendes arm.

”Der må være noget andet, vi kan gøre!” råbte Jack.

Han slap mig, så han kunne træde hen mod Gunnar og udfordre ham. Stellan trådte hen mod Jack og klar til at forsvare ham, men Gunnar holdt sin arm frem mod ham. Hans hånd var det eneste, der afholdt Stellan fra at rive Jacks hjerte ud, og det var vi alle klar over.

”Jeg har flere gode idéer, men jeg er sikker på, at I ikke vil bryde jer bedre om dem!” knurrede Gunnar.

Jeg udvekslede blikke med Milo, der spilede øjnene op. Hvis jeg blev nødt til at vælge, så ville jeg vælge ham. Uden tvivl. Jeg elskede ham så højt, at jeg ville gøre alt for ham. Men jeg havde ikke lyst til at slå Jane ihjel. Hun havde ikke fortjent det, og jeg kunne ikke forestille mig at tage en andens liv og da slet ikke dræbe en, som jeg holdt af.

”Gør det bare, Alice,” mumlede Jane. Man kunne knap nok høre hendes stemme. Hendes hjerte bankede så langsomt, at jeg ikke vidste, hvordan hun holdt sig vågen. Hun støttede sig til sin uskadte arm, og hun holdt den sårede over sit hjerte. ”Jeg dør alligevel.”

”Nej, jeg kan ikke.” Jeg rystede på hovedet og fik tårer i øjnene. ”Jeg kan ikke gøre det.”

”Jamen så …” Gunnar trak på skuldrene og nikkede hen mod Milo. Stellan tog et par skridt i retning mod Milo, og jeg skreg.

”Nej! Vent!” råbte jeg. Bjørn klemte fastere om Milo, og Milo satte neglene i. ”Milo. Nej! Lad ham gå! Jeg gør det! Milo!”

”Gør det, så lader vi ham gå,” sagde Gunnar sammenbidt.

”Fint! Stop med at gøre ham ondt!” Jeg tryglede. ”Stop!” Gunnar rullede med øjnene og nikkede til Bjørn igen. Han løsnede straks grebet om Milo, som hev efter vejret.

Jeg havde skreget i panik, og lyden var nået længere, end jeg havde troet. Jeg kunne høre Bobby nærme sig, og jeg ville skrige til ham, at han skulle blive væk, så han forstod, hvad han var oppe imod.

”Milo!” råbte Bobby og kom til syne på stien. Jeg gøs. Hans eneste håb havde været at holde sig ude af syne, men i stedet faldt han og landede i græsset. Han kom op at stå. ”Milo!”

”Løb!” skreg Milo, men det var allerede for sent.

Stellan var på vej over mod Bobby, og et splitsekund før han nåede ham, trådte en anden lykant frem og lagde armene om Bobby, der skreg af overraskelse, men lykanten holdt ham fast. Stellan knurrede i protest. Hvis han havde fanget Bobby først, ville han med glæde have revet ham fra hinanden.

Lykanten, der havde fanget ham, så hen på mig. Hans brune øjne var triste og skuffede. Det var Leif, lykanten som havde hjulpet mig og Ezra med at finde Peter. Det gik op for mig, at han netop havde reddet Bobbys liv ved at snuppe ham for næsen af Stellan.

”Det her er ved at blive lidt trættende,” sagde Gunnar drævende og så hen på Bjørn. ”Jeg er træt af den her leg. Slå ham ihjel.”

Før Jack kunne stoppe mig, kastede jeg mig over Bjørn. Jeg hoppede op på ryggen af ham, rev og bed ham. Dodge kom hen mod mig, men Jack fik kæmpet ham væk. Milo bed Bjørns hånd, og i en hurtig bevægelse begyndte han at drikke hans blod. Bjørn hylede, men selvom han blev svagere, kunne jeg ikke hamle op med ham. I det samme kom Stellan og trak mig væk fra Bjørn. Han kastede mig mod jorden og satte sig ovenpå mig og holdt mine hænder nede. Hans mund var rød af blod, og han blottede sine tænder, så jeg kunne se, at der stadig hang kød i hans blodige fortænder.

”Stellan! Du myrder ikke pigen!” råbte Gunnar. ”Vi har brug for hende! Hendes blod skal kun efterlade et lille spor!” Hans døde, sorte øjne låste sig fast i mine, og Stellan råbte noget til Gunnar på finsk.

Jeg forsøgte at sparke Stellan væk, men han rokkede sig ikke ud af flækken. Dodge og Jack kæmpede stadig, men nu holdt Dodge Jack væk fra Stellan. Milo havde fået Bjørn ned at ligge, men han var ikke sluppet fri endnu. Gunnar blandede sig ikke i det, der foregik. Han gik bare rundt og inspicerede vores nytteløse forsøg på at flygte. Bobby skreg til os, men jeg tvivlede på, at Leif gjorde ham ondt.

Stellan bøjede sig frem og nikkede mig en skalle. Smerten var næsten ubærlig, og alt sortnede et øjeblik. Havde jeg været menneske, ville det have slået mig ihjel. Jeg kunne høre ham sige noget til mig på finsk, men jeg kunne hverken se eller forstå ham. Da mit syn langsomt vendte tilbage, tog jeg mig til hovedet, og alt for sent gik det op for mig, at det betød, at han havde sluppet mig. Stellan stod over mig og gentog det samme ord igen og igen.

”Han siger, du skal stikke af, Alice,” sagde Gunnar. Jeg lå på jorden, og jeg kunne se Gunnar gennem Stellans ben. Hans ansigt var udtryksløst, og det var mærkeligt foruroligende. ”Jeg vil foreslå, at du hører efter. Stellan elsker en god jagt, og tro mig, du vil helst have, at han er i godt humør, når han fanger dig.”

Jeg ville da skide på, hvad Stellan godt kunne lide, men hvis jeg løb, kunne han jagte mig. Jeg var den, de for alvor var ude efter, så måske ville de alle følge efter mig. De ville lade Jane og Bobby være, for det ville være for tungt at slæbe mennesker efter sig, og måske ville de også efterlade Milo og Jack. Og selv hvis de ikke gjorde, så kunne jeg ikke tænke på andre løsninger.

Mit hoved holdt op med at værke, men det hele var stadig sløret. Jeg forsøgte at komme på benene, men jeg gled med det samme og faldt ned og slog mine knæ. Stellan lo, og jeg forsøgte igen. Denne gang kom jeg op, og så løb jeg.