12

Det ene øjeblik havde jeg hånden på Jacks bryst, og det næste øjeblik løb jeg ned ad gangen mod Milos værelse i tårnet. Jeg kom til mig selv, da Jacks hånd lå fast rundt om min arm. Han havde stoppet mig, før jeg var nået særlig langt, men det var foruroligende, at jeg havde mistet kontrollen over mig selv og blackoutet. Det føltes som en trance, som jeg ikke helt var ovre endnu. I det mindste vidste jeg nu, hvad der skete, men det blev mit begær efter blod ikke mindre af.

”Du er nødt til at spise noget,” sagde Jack.

”Nå, det mener du?” Jeg gik hen mod Milos værelse igen, men han stoppede mig.

”Nej, ikke ham.”

Han trak mig i den modsatte retning, væk fra blodet. Den rationelle del af mig forstod, hvad han gjorde, og at det nok ikke var nogen god idé at drikke blod af min brors kæreste. Men min tørst gjorde mig vred over, at han fjernede mig fra blodet.

”Kom nu, Alice. Der er mad nedenunder.”

”Ikke god mad!” protesterede jeg.

Jeg havde aldrig drukket frisk blod, så jeg havde ikke noget at sammenligne med. Men frisk blod lugtede så meget bedre end blod fra en pose. Min krop krævede det så intenst, at det næsten var umuligt at modstå. Jack var stærkere end mig, og i det mindste forstod en lille bitte del af mig, at han havde ret, så jeg lod ham trække mig af sted.

Mae kom op fra kælderen, lige da vi kom nedenunder. Hendes favn var fuld af kolde poser med blod. Ezra spiste åbenbart også mere end normalt. Hun så udtrykket i mine øjne og gav mig en pose, inden jeg kunne nå at skifte mening angående Bobby. Mens jeg drak blodet opfyldt af den ekstatiske glædesrus, hørte jeg Mae tale med Jack. Ezra var stadig svag og havde brug for masser af hvile og mad, og Peter var taget af sted for at ordne noget. Hun sagde ikke hvad, men det var uklart, om det var af hensyn til Jack, eller om det var fordi, hun ikke vidste det.

Før jeg havde tømt posen med blod, var hun forsvundet ind i soveværelset igen for at tage sig af Ezra. En overvældende svimmelhed satte ind, og på trods af at jeg lige var vågnet, var jeg allerede klar til at gå omkuld igen. Jeg greb fat i Jack og håbede, at det ville gøre mig mere frisk at holde fast i ham. Han grinede af mig, da han så, hvordan jeg kæmpede mod søvnen, og hans latter strømmede gennem min krop. Han kyssede mig på panden og holdt mig i sin favn, og det var så dejligt, at det var helt umuligt at holde mig vågen.

Jeg lå i hans favn, da jeg vågnede til lyden af Depeche Mode, der fyldte værelset. Jack læste en graphic novel, The Killing Joke. Det var en af hans yndlingsbøger, så den var helt slidt. Han var så optaget af den, at han ikke engang lagde mærke til, at jeg vågnede.

”Hey,” sagde jeg og smilede til ham. Han drejede hovedet, så han kunne se på mig, og lagde bogen til side. ”Undskyld, at jeg bare faldt i søvn.”

”Nej, det er fint nok. Jeg kan sagtens forstå det,” sagde han og smilede.

”Jeg savnede dig.” Jeg krøb tættere ind til ham og pressede min krop ind til hans. Hans hjerte begyndte at slå hurtigere.

”Der var tidspunkter, hvor jeg ikke vidste, om du kom tilbage.” Forsigtigt flyttede han noget hår væk fra mine øjne. Hans ansigt blev forpint, mens han tænkte på alle de ting, der kunne være sket i Finland.

”Men nu er vi her!” Jeg ville straks skubbe hans dystre tanker væk og lagde min hånd på hans bryst. ”På dit værelse. I din seng – alene.” Mit ansigt faldt sammen. ”Vi er da alene, er vi ikke?”

”Hvad mener du?” Hans muskler strammedes, og hans stemme lød urolig. Han gik fejlagtigt ud fra, at jeg talte om Peter, men det var slet ikke ham, jeg tænkte på.

”Milo og hans nye ven.” Jeg nikkede hen mod den tynde væg, der adskilte vores værelser.

Det havde været en kvalmende oplevelse at lytte til Milo og Bobby i gang inde på værelset tidligere, og jeg kunne ikke lide tanken om, at de kunne høre mig sammen med Jack. Jeg ville rigtig, rigtig gerne tage tingene et skridt videre med Jack, og jeg ville gerne have, at det skete et sted, der var så privat som muligt.

”Nej, de er langt væk,” sagde Jack smilende og slappede af. ”De tog hen på en bar for nogle timer siden.”

”En bar?” Jeg hævede det ene øjenbryn, velvidende at jeg var ved at ødelægge stemningen, men jeg kunne ikke lade være at bekymre mig. ”Er det nu klogt?”

”Ja,” sagde han og trak på skuldrene. ”Milo er vampyr. Han kan klare sig selv.”

”Hvad med Bobby?” Jeg var ret ligeglad med ham, men det var Milo ikke, og hvis andre vampyrer var ude efter Bobby, så var det ikke til at vide, hvordan Milo ville reagere.

”De klarer sig fint,” sagde han. ”Og hvis ikke, så har de mobiltelefoner, som de godt kan finde ud af at bruge. Modsat visse andre.” Han havde stadig ikke helt tilgivet mig, at jeg ikke ringede fra Finland, men det var okay. Jeg havde tænkt mig at gøre det godt igen.

”Så du siger, at Milo er væk, Peter er væk, og Mae og Ezra har for travlt til at lægge mærke til nogen andre? Og vi er helt og aldeles alene?” sagde jeg og lod mit ene ben glide hen over hans.

”Ja, det lader det til,” sagde Jack med et drilsk smil.

Jeg lagde hovedet på skrå og så op på ham, og hans mund pressede sig blidt ind mod min. Kysset var dog kun blidt i et øjeblik, for så snart hans læber bevægede sig mod mine, tog et vildt begær over.

Jeg satte mig overskrævs på ham. Jack stønnede, men det var næsten ikke til at høre hen over vores kys. Hans hænder undersøgte min krop, og hans hud var allerede brændende varm. Min hud ville snart være lige så varm som hans, og jeg kunne mærke en brændende ild sprede sig i min krop. Jeg trak mig væk fra ham, så jeg kunne tage min T-shirt af, og han smilede anerkendende til mig. Han så ud, som om han ville sige noget, så jeg lukkede hans mund med kys. Jeg elskede at tale med ham, men lige nu var ord ikke nødvendige.

Lige fra begyndelsen havde det været forbudt for os at være sammen, og selv efter jeg var blevet vampyr, havde vi skullet holde os fra hinanden.

Da han tog sin T-shirt af, betragtede jeg ham et øjeblik. Hans hud var solbrændt og blød hen over den trænede mave og brystkasse. Jack var helt perfekt. En smertende lykke bredte sig i mig: Hvor var jeg heldig, at det var mig, han ville have. Jeg lænede mig ned over ham og dryssede kys ud over hans mund, kinder, bryst, over det hele.

Da mine læber nåede hans hals, mærkede jeg en brændende lyst. Jeg kunne mærke, lugte og smage hans blod gennem hans hud, og jeg huskede, hvor fantastisk det var, da jeg drak det. Al hans kærlighed og lyst havde gennemstrømmet mig og fyldt mig med en intens varme. Alle andre følelser blegnede ved siden af den oplevelse.

”Alice, nej.” Jack åndede tungt, men han lød, som om han tøvede med at stoppe mig.

Hvis jeg pressede på, vidste jeg, at han ville lade mig gøre det. Det ville næsten være lige så skønt for ham, som det var for mig, men det var farligt. Når min lyst var så stor, ville det være næsten umuligt for mig at stoppe igen.

”Undskyld,” hviskede jeg og brugte al min styrke på at fjerne mine læber fra hans hals.

Hænderne på min ryg gled ned under bukselinningen og pressede mig tættere ind til ham. Hans kys var blevet grådigere og mere aggressive, det var en kamp for ham at lade være med at bide mig. Det ville være for nemt for mig at lade det komme ud af kontrol, selv hvis det var mig, der blev drænet for blod.

Jack trak ned i mine bukser, og min krop dirrede af ophidselse.

Langt væk fra hørte jeg døren gå op. Mit begær efter Jack slørede alt andet. Han var lidt mere nærværende og trak hurtigt dynen op for at dække mig til. Han var holdt op med at kysse mig, men alt var en tåge, hvor jeg stadig kunne smage og mærke ham. Det tog lidt tid, før jeg blev klar i hovedet og forstod, at Milo og Bobby stod i døren. Bobby så flov ud, mens Milo så på os med væmmelse og afsky.

”Hvad fanden laver I?” skreg jeg nærmest. Aldrig før havde jeg været så vred på Milo.

”Ja, hvad laver du?” spurgte Milo og lagde armene over kors, mens han blev ved at glo på os.

Jack satte sig op, så han næsten skjulte mig, og jeg trak dynen om mig. Bobby kastede et beundrende blik på ham, og jeg rykkede tættere på Jack.

”Jeg tror ikke, det rager jer,” snerrede jeg.

”Whatever.” Milo vendte det hvide ud af øjnene. ”I ved godt, at I ikke skal være alene sammen på den måde. Og for en gangs skyld er det ikke dig, jeg er bekymret for, Alice. Du kunne komme til at slå ham ihjel, og han ville gladeligt lade dig gøre det.” Hans ord gjorde ondt, fordi det var sandt. Jeg følte mig skamfuld og trak dynen tættere omkring mig.

Jack forstod, at jeg blev ked af det, og nussede mig på ryggen, men jeg trak mig væk. Ophidselsen var væk, og jeg hadede at tænke på, hvor tæt jeg havde været på at gøre ham ondt, bare fordi det føltes dejligt. Han sukkede og så op på min bror.

”Hvad er det så, I vil?”

”Vi havde noget at fortælle, men så hørte jeg jer.” Milo rynkede på næsen i afsky, mens Bobby grinede nervøst. Han bed i sin sorte neglelak, og da han opdagede, at jeg stirrede på ham, gemte han sig lidt bag Milo.

”Hvad er det så for store nyheder, I kommer med?” spurgte jeg i en tone, som om jeg kedede mig.

”Jane var på V. Hun er blevet blodluder,” sagde Milo.

”Blodluder?” sagde jeg.

”Ja, blod i stedet for sex, og så er der som regel ikke penge involveret,” forklarede Milo.

”Hvis ikke der er nogen penge, hvad får hun så for det?” spurgte jeg. Milo så ned, men jeg forstod ikke noget. Det var åbenbart klart for alle andre, men jeg var stadig omtåget efter det med Jack.

”De bliver afhængige af den følelse, de får, når vampyrer drikker deres blod,” sagde Jack stille. Han havde aldrig brudt sig om min tidligere veninde Jane, men han ønskede ikke, at der skulle ske hende noget, og han vidste, at hun stadig betød noget for mig.

Milo virkede urolig og utilpas. For et par måneder siden var han blevet såret, da han beskyttede Jane og mig mod nogle vampyrer. Han havde været nødt til at drikke af hendes blod for at kompensere for sit blodtab. Eller … han havde ikke som sådan været nødt til det. Han havde bare ikke kunnet modstå trangen, og det var noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde havde været vidne til. Han havde været et vildt dyr, og hun havde stønnet af nydelse. Hvis Jane var blevet afhængig af det, var det på grund af Milo.

”Milo …” Jeg skulle til at sige til ham, at det ikke var hans skyld, men Bobby lagde sin hånd trøstende på Milos. Jeg stirrede intenst på ham.

”Er det det, du er?”

”Nej, selvfølgelig ikke!” protestede Bobby.

”Alice!” råbte Milo.

”Hvad?” spurgte jeg. ”Det er ikke vel ikke så mærkeligt at spørge om, især ikke efter det lille show tidligere.” Bobbys olivenfarvede hud blev rød af skam, men Milo skulede bare til mig.

”Det er en forfærdelig ting at sige til ham,” sagde Milo.

”Hvordan ville du have det, hvis nogen kaldte dig en blodluder?” Jack så på mig med et mærkeligt glimt i øjnene. Der var sikkert nogen, der havde kaldt mig en blodluder, for eksempel en person der lige var blevet hentet hjem fra Finland.

”Undskyld,” sagde jeg uden at se på Bobby. ”Jeg passer bare på Milo.”

”Whatever,” sagde Milo, men han lød ikke længere så vred. ”Tag nu bare tøj på. Jeg har ikke så stor lyst til at tale med dig, når du er nøgen.”

Milo puffede Bobby ud af værelset. Han sendte os et advarende blik, inden han lukkede døren bag sig. Jack og jeg sad tavse lidt og lod betydningen af det, vi lige havde fået at vide om Jane, synke ind.

”Hvad vil det egentlig sige at være blodluder?” spurgte jeg. Jeg tog trøjen på igen og så skuffet til, da Jack gjorde det samme. ”Jeg forstår godt det basale, men … Jeg ved ikke. Hvordan foregår det?” Jeg kørte fingrene igennem mit uglede hår og kom i tanke om noget, der fik min mave til at slå knuder. ”Jeg mener … du har da brugt blodludere, ikke?”

”De fleste vampyrer prøver det en gang eller to,” svarede han undvigende. Han steg ud af sengen og glattede sit tøj, mens han undgik mit blik. ”Det er helt almindeligt.”

Ordet ”luder” gjorde mig utilpas. Det føltes fantastisk, når Jack drak af mit blod, når jeg kunne mærke ham, og han kunne mærke alt i mig. Det var det mest intime i hele verden, og så gjorde han det bare med tilfældige kvinder, han samlede op på en bar. Jeg forsøgte at lade være med at tænke på det.

”Fint nok.” Jeg var nødt til at tage det hele i stiv arm, når jeg var kæreste med en vampyr. ”Hvordan gør man så? Går man bare hen og så … hvad?”

”Blodludere plejer at hænge ud på vampyrklubberne. De ved, hvor det foregår.” Jack travede rundt på værelset og lod, som om han var travlt optaget af at rette på et billede på væggen eller flytte noget på natbordet. ”Man kan bare gå ind og finde en pige. Eller en fyr. Hvad du nu tænder på. Og så, du ved, bider man dem. Når man har gjort det, smutter man, og de sover videre.”

”Hvordan har Jane fundet sådan et sted som V?” spurgte jeg.

”Det kræver bare, at man hænger ud nede omkring barerne og ved, hvad man kigger efter hos en vampyr.” Han pillede ved tapen på sin Purple Rain-plakat og så på mig. ”Det er som med alle andre stoffer.”

”Hvad mener du?” spurgte jeg.

”Blodludere er afhængige,” sagde Jack. ”Det er ret farligt at lade en vampyr bide sig, og deres behov bliver større og større. Men der er grænser for, hvor meget blod kroppen kan tåle at miste.”

Da Milo havde nævnt, at Jane var begyndt at hænge ud med vampyrer, var jeg ikke blevet begejstret. Men jeg var på den anden side så vant til, at Jane var ude af kontrol, at det ikke havde bekymret mig særligt. Men hvis Jack udviste den mindste bekymring for hende, så måtte det være ret slemt. Han så alvorligt på mig.

”Siger du, at Jane kan dø af det?” Jeg satte mig ordentligt op i sengen, og min mund var pludselig helt tør.

”Nej, jeg siger bare, at … hvis ikke hun holder op igen, så kommer hun til at dø af det,” sagde han dæmpet.

Tiden stod pludselig stille. Det var først, da noget truede med at tage hende fra mig, at det gik op for mig, hvor meget hun stadig betød for mig. Jane var forfængelig, selvoptaget og en bitch det meste af tiden, men hun havde altid været min ven. Hun havde taget mig med til alle festerne, hun havde forsvaret mig, og hun var der for mig det meste af tiden. Da vampyrerne havde angrebet os for nogle måneder siden, var det hende, der reddede mit liv. Jane troede aldrig selv, at hun var andet end en pige, der så godt ud. På trods af alle de besynderlige ting, hun gjorde, havde hun været min bedste veninde, siden jeg var syv år gammel.

Nu var hun i fare, og det var på grund af mig.

”Vi er nødt til at finde hende,” sagde jeg.

Jeg hoppede ned fra sengen og forsøgte at hive mine jeans på samtidig. Panikken var ved at tage over, og jeg rendte forvirret rundt. Jeg hev fat i mine sko og min børste og en sweater og tænkte, at jeg måtte gøre noget ved mit hår, inden vi tog hen på baren, for ellers ville Jane slet ikke tale med mig … og så tog Jack fat om mit håndled.

”Alice. Rolig nu,” sagde Jack. ”Hun er ikke ved at dø lige i dette sekund.”

”Det ved du da ikke!”

”Jeg er ret sikker på, at Milo ikke ville være gået fra hende, hvis hun var i fare lige nu,” sagde han.

”Måske ikke.” Min puls faldt lidt til ro. ”Men vi er stadig nødt til at få fat i hende.”

”Det har du ret i, men tag det lige med ro. Det er første gang, siden du blev vampyr, at vi skal hen på vampyrbaren. Det vil nok være en god idé, hvis du får styr på dig selv.” Jack smilede skævt.

”Okay,” sagde jeg og nikkede. Jeg så på mig selv. Det afslappede look med jeans og en top ville aldrig fungere på baren, i hvert fald ikke ifølge Jane. Hvis vi skulle derhen, kunne jeg lige så godt forsøge at passe ind. ”Jeg gør mig klar. Giver du Milo besked, så vi kan komme af sted?”

”Selvfølgelig.” Han kyssede mig blidt på læberne, og det kildrede så meget i min krop, at jeg næsten glemte Jane. ”Det skal nok gå.”

Jeg smilede, som om jeg troede ham, og kiggede ind i skabet efter noget at tage på. Hvad tog man egentlig på, når man skulle redde sin tidligere bedste veninde ud fra en undergrundsbar for vampyrer?