17

Jeg kunne høre dem diskutere i det sekund, jeg trådte ud af værelset. De råbte ikke, men de forsøgte heller ikke at dæmpe sig. Jeg havde lyst til at løbe ned og tage imod Jack, men besluttede mig for at blive stående og lytte.

”Hold nu op, Jack!” sagde Peter frustreret. ”Jeg tog ikke din pude!”

”Jo, du gjorde!” sagde Jack. ”Du flirtede med stewardessen og fik hende til at give dig den sidste pude om bord på flyet, hvilket tilfældigvis viste sig at være min.”

”Men jeg kunne jo ikke vide, at det var den sidste pude. Og hun skulle ikke have givet mig den, hvis det var din pude,” sagde Peter. ”Og jeg tror nok, at man i dag kalder dem for kabinepersonale.”

”Måske skulle du så have givet mig puden, da du fandt ud af, hvad hun havde gjort,” sagde Jack. ”Hun var måske en vildt dårlig stewardesse, men du så da, hvad der skete. For en gangs skyld kunne du have gjort det rette.”

”Hvorfor? Jeg ville have en pude, og jeg fik en pude. Der stod ikke dit navn på den. Hvorfor skulle jeg give dig den?” spurgte Peter. ”Eller er det kun dig, der må tage ting?”

”Jeg tog ingenting!” sagde Jack skarpt. ”Jeg havde et tæppe og ingen puder. Hvad var det lige, jeg skulle tage?”

”Det ved jeg ikke, Jack. Hvad kunne du mon have taget i hele verden, som ikke tilhørte dig?” svarede Peter køligt, og jeg kunne høre, at begges hjerterytme blev hurtigere.

”Hold nu op!” sagde Ezra træt. Det lød, som om de stod lige neden for trappen, måske ude i køkkenet, men Ezra gik hen mod sit værelse. ”Folk sover, og jeg er så træt af at høre om den skide pude.”

”Det handler jo ikke om den skide pude,” sagde Peter.

”Kan du så ikke fortælle mig, hvad det handler om?” spurgte Jack. Men han vidste udmærket, hvad det handlede om. Jeg havde selv en anelse om det, og det gjorde mig nervøs.

”Jeg ved godt, at I to har et eller andet … udestående, men hvis nogen af jer vækker Mae eller gør hende urolig på nogen måde, så får I med mig at bestille. Har I forstået?” sagde Ezra truende.

Der blev stille, og så hørte jeg Ezra gå ned til sit værelse. Jack og Peter ventede, indtil hans dør var lukket i.

”Du er en idiot,” sagde Jack, da Ezra var gået.

”Det er dig, der er en idiot,” hviskede Peter indædt.

”Jeg ville bare have en pude!”

”Jeg ville bare have, at du skulle lade hende være!” råbte Peter.

Stilheden var kvælende, og mit hjerte holdt næsten op med at slå, hvilket var godt, for jeg ville ikke have, at de skulle vide, at jeg lyttede. Jeg overvejede, om jeg skulle bryde ind og stoppe dem, men de var nødt til at klare det her før eller siden. De havde ikke rigtig talt sammen, mens alt dette stod på, og der var en masse, der ulmede inden i dem begge.

”Men det gjorde jeg ikke. Og hvad vil du have, at jeg skal gøre ved det?” Jack forsøgte at holde sin stemme i ro, men det lykkedes ikke helt. ”Står vi så lige, når du stjæler min pude?”

”For helvede, Jack. Hold nu kæft om den fucking pude!”

”Hvad vil du have, jeg skal gøre? Sket er sket!” Jack begyndte at råbe, men kom tydeligvis i tanke om Ezra og dæmpede sig igen. ”Seriøst. Jeg ved ikke, hvad du vil have, jeg skal gøre. Jeg kan ikke ændre på det, der er sket, og jeg har ærligt talt heller ikke lyst. Så … Det er sådan, det er.”

”Jeg vil ikke have, at du skal gøre noget,” sagde Peter med et suk og lød opgivende. ”Bare glem det. Næste gang skal jeg nok skaffe dig en skide pude på flyet.”

Jeg troede, samtalen ville fortsætte, men jeg tog fejl. Peter vendte sig for at gå op ad trappen, hans taske var slynget over den ene skulder, og jeg kunne ikke nå at gemme mig. Da han så mig, blev han helt udtryksløs i ansigtet. Jeg smilede fåret til ham, men han sukkede bare og gik videre.

”Godmorgen, Alice,” sagde han, højere end han havde behøvet, for at lade Jack vide, at jeg havde udspioneret dem. ”Du kunne da lige komme ned og sige hej.”

”Jeg er lige vågnet.”

”Hmm, ja. Helt sikkert.” Han åbnede døren ind til sit værelse, men jeg stoppede ham.

”Peter, jeg er virkelig ked af det,” sagde jeg.

”Det er ikke dig, der skal undskylde.” Han så på mig, hans øjne var besynderligt sårbare. Så kiggede han hen mod trappen. Vi hørte de franske døre smække hårdt i. ”Hvis du vil have mig undskyldt, så er jeg nødt til at sove lidt. Det var en lang tur.”

”Ja, det kunne jeg høre.” Jeg forsøgte at joke, men han fortsatte bare ind på værelset og lukkede stille døren bag sig.

Jeg sukkede og gik nedenunder. Jack var ikke længere kun irriteret på Peter. På en eller anden måde var min undskyldning til Peter en fornærmelse mod Jack. Jeg hadede, at de var blevet to konkurrerende hold, og at jeg altid skulle vælge side.

Det klare sollys væltede ind gennem de franske døre. Jeg havde ikke sovet særlig meget i forvejen, og synet af solen gav mig lyst til at skynde mig i seng igen. Udenfor lod Jack til at ignorere sin egen træthed. Han stod på terrassen med hænderne begravet i lommen og så på Matilda, der løb rundt og bjæffede af et eller andet dyr, der for længst var forsvundet. Det var dejligt køligt, da jeg trådte udenfor, og den varme efterårsdag, man kunne se ud ad vinduet, var kun et bedrag.

”Var det en lang flyvetur?” spurgte jeg og lagde armene om mig selv, da jeg gik hen til ham.

”Ja, men jeg er sikker på, Peter har det meget bedre, nu hvor du har undskyldt til ham.”

”Han har krav på en undskyldning,” sagde jeg dirrende.

”Hvordan kan du overhovedet få dig selv til at sige det?” Jack vendte sig rundt mod mig, hans ansigt var forvredet af smerte og forvirring. ”Efter alt det, du har været igennem … ”

”Vi ved begge, hvad der er sket. Du behøver ikke gentage det hver gang, jeg nævner Peters navn.” En kølig brise blæste mit hår ind over mit ansigt, og jeg skubbede det om bag ørerne.

”Det er jo fucked up!” Han rystede på hovedet. ”Der skete nogle ting, som jeg åbenbart ikke må tale om, men de skete. Og alligevel ville du gerne sætte dit liv på spil for at redde ham, og jeg sagde OK. Af en eller anden grund lod jeg dig tage af sted.”

”Du ’lader’ mig ikke gøre noget som helst, og det ved du udmærket godt,” sagde jeg og skulede til ham.

”Whatever. Jeg protesterede i hvert fald ikke. Du sagde, du ville af sted, fordi … Ja, hvorfor, Alice? Hvorfor ville du egentlig det? Hvorfor forsvarer du ham altid? Han fortjener ikke nogen undskyldning. Han fortjener ikke engang at være i live! Og du tager ham bare med tilbage, som om intet er hændt. Og så skal jeg undskylde til ham?” Jack så vantro på mig. ”Det er så skørt! Jeg elsker dig! Hvorfor skal jeg undskylde for det?”

”Fordi han også elskede mig, og jeg var ikke din!” råbte jeg. Det gav et sæt i ham.

Han så væk, missede med øjnene mod solen, og jeg blev i tvivl, om det var det rette at sige. Han kløede sig i nakken og tav et øjeblik.

”Jeg så dig først,” mumlede Jack.

”Det kan du ikke bruge som grund.” Jeg vendte det hvide ud af øjnene. ”Jeg er ikke det sidste stykke pizza. Jeg er mig, og jeg valgte dig. Du har mig. Det har han ikke. Peter har ingenting, og han er din bror. Og inden alt det her holdt du af ham. Så han har mistet både dig og mig. Jeg er ikke ked af, at jeg elsker dig, men jeg er ked af, at det skulle gå ud over ham.”

”Jeg ved, du har ret,” sagde Jack med grødet stemme. ”Men jeg kan ikke tilgive ham. Jeg forstår godt, at han kæmpede for at få dig. Og at han var parat til at slå mig ihjel for det. Men at han forsøgte at slå dig ihjel … Det kan jeg aldrig tilgive ham, og det kan jeg heller ikke se, hvorfor jeg skulle.”

Jeg berørte blidt hans arm, og hans blå øjne var fugtige, da han så på mig. Jeg bed mig i læben og kunne ikke beslutte mig for, om jeg skulle fortælle ham det eller ej. Det føltes, som om jeg brød Peters tillid, men hvis jeg kunne få dem til at holde op med at hade hinanden, så var det måske alligevel det værd.

”Peter forsøgte aldrig at slå mig ihjel.”

”Jeg var der da!” Jack lød irriteret. ”Du skal ikke stå og fortælle mig, at det ikke skete.”

”Nej, det skete, men ikke som du tror. Da Peter bed mig, vidste han, at du var i huset. Du havde før kæmpet imod ham, da du troede, at han ville gøre mig ondt, så han var helt klar over, at du aldrig ville tillade, at der skete mig noget,” forklarede jeg stille. ”Han regnede med, at du ville skynde dig ind og redde mig, og han troede, at du ville være for vred til at lade ham leve. Peter forsøgte ikke at slå mig ihjel; han forsøgte at slå sig selv ihjel.”

”Nej …” Jack rystede på hovedet, og hans ansigt faldt helt sammen. ”Nej. Det er ikke … For hvis han gjorde det, ville det betyde, at han … ”

Erkendelsen stod malet i hans ansigt, og han så alt i et nyt lys. Alle de ting, Peter havde gjort, som havde virket kolde og ufølsomme, var alle for min skyld. Og for Jacks skyld. Peter havde forsøgt at give slip på mig, siden den dag, vi mødtes for første gang, fordi han mente, at jeg ville blive lykkeligere uden ham.

Jack havde aldrig tilladt sig at tro, at Peter elskede mig, for han elskede Peter. Han respekterede ham og ville aldrig gøre noget mod hans vilje. Så kom jeg ind i billedet, og den eneste måde, Jack kunne forlige sig med sine følelser på, var ved at fastholde, at Peter ikke havde det på samme måde.

Jack var overbevist om, at det var ham, der var skabt til at være sammen med mig, ikke Peter, og det gjorde alle hans handlinger acceptable. Men hvis Peter elskede mig lige så højt som han, så blev Jack pludselig skurken i historien, og ikke helten.

”Jack, du ved, hvor meget jeg elsker dig.”

Jeg rakte ud efter ham, og han trak sig væk. Han åndede tungt ud, så jeg rakte atter ud efter hans hånd, og denne gang lod han mig tage den. Han ville ikke se på mig, så jeg stillede mig ind foran ham.

”Jeg elsker dig af hele mit hjerte, og det her er det rigtige valg. Og vi gjorde ikke noget forkert, ikke rigtig. Jeg mener … Jeg ved ikke. Hvad skulle vi ellers have gjort?”

”Det ved jeg ikke,” sagde Jack stille. Han så stadig ned i jorden og ville ikke møde mit blik. Jeg rørte ved hans kind.

”Jeg er ked af det. Jeg ville ikke såre dig på den måde. Jeg ville bare …” Jeg tav. Han var så ked af det og følte sig så skyldig. ”Jeg ville bare have, at du var sødere ved Peter. I er nødt til at kunne sammen.”

”Ja, du har ret.” Han fremtvang et smil, men det lignede mere en grimasse. ”Jeg vil forsøge.”

”Kom ind sammen med mig,” sagde jeg. Jeg ville gerne være sammen med ham hele dagen, men solen var ved at gøre mig mør. Det var en tung form for udmattelse, der bare lagde sig over mig som et vådt tæppe.

”Nej, jeg bliver herude lidt. Matilda har det så sjovt,” sagde Jack. Matilda havde faktisk lagt sig på terrassegulvet og strakte sig dovent i solstrålerne, men jeg sagde ikke noget.

”Er du sikker på, du er okay?” spurgte jeg og ville ønske, at han ville se på mig.

”Ja, jeg har det fint,” sagde han og nikkede, men han løj.

”Jeg elsker dig,” hviskede jeg og ville ønske, at det gjorde en forskel.

”Det ved jeg, og jeg elsker også dig.” Uden at se på mig gav han mig et hurtigt kys på panden og trådte et skidt tilbage. Så køligt et kys havde han aldrig givet mig før. ”Matilda, kom! Hvor er bolden?” Matilda sprang straks op og begyndte at lede efter den, og Jack gik med for at hjælpe.

Jeg så op på solen, inden jeg gik ind. Hvis ikke det var for det åndssvage sollys, ville jeg være blevet derude sammen med ham. Men den skarpe middagssol drænede alle mine kræfter, så jeg gik ind i huset igen. Det mørke køkken var en lettelse, og jeg åndede tungt ud. Jeg vidste ikke, om jeg havde gjort det rette, men alt, hvad der gjorde Jack ked af det, føltes som en dårlig idé.

Resten af eftermiddagen brugte jeg mere tid på at lade, som om jeg sov, end på rent faktisk at sove. For at få tiden til at gå sendte jeg sms’er til Jane og vendte og drejede mig i sengen. Jeg lyttede efter Jack for at høre, om han kom ind igen, men det gjorde han aldrig. Bobby gik ned for at spise, mens alle andre sov. På nær Jack, der var væk.

Til sidst opgav jeg at sove og rejste mig fra sengen. Jeg sendte ham en sms for at høre, hvor han var, men han svarede ikke. Jeg begyndte at føle mig som en paria, fordi ingen ville svare på mine sms’er.

Da Bobby gik forbi mit værelse, duftede han fantastisk dejligt. Døren var lukket, men duften af hans varme blod sivede alligevel ind. Det var et par dage, siden jeg sidst havde spist, og vampyrer kunne gå meget længere uden mad. Jeg var nødt til at få styr på min sult, hvis jeg nogensinde skulle være sammen med Jack.

Selvom Bobby gjorde mig seriøst sulten, måtte jeg sluge min sult og i stedet klare hovedet med et langt bad. Jeg var ved at finde noget tøj frem, da jeg mærkede varmen i mit bryst. Det betød, at Jack var i nærheden, og et øjeblik efter hørte jeg ham på vej op ad trappen.

”Hey.” Jack stak hovedet indenfor, men blev hængende i døren. ”Er du oppe?”

”Ja, jeg skulle lige til at tage et bad.” Jeg holdt tøjet frem, så han kunne se. ”Medmindre der var noget, du ville?”

”Nej, gå i bad. Men skal vi se en film bagefter?”

”Ja, selvfølgelig,” sagde jeg henkastet. ”Har du sovet?” Klokken var over seks, og det lod ikke til, at han havde sovet, siden de kom tilbage.

”Næ, men det er okay.” Han rystede på hovedet. ”Vi snakkes ved efter badet, så.”

”Øh, ja, okay …”

Og så var han væk. Jeg stod der med tøjet i favnen og prøvede at regne ud, hvad der foregik. Jeg hørte ham banke på døren overfor. Jeg fornemmede, at han blev mere nervøs, hvilket gjorde mig mere nervøs, så jeg besluttede mig for at afvente, hvordan det gik, inden jeg listede i bad.

”Ja?” Peter åbnede døren og lød ret gnaven, men det gjorde han jo altid.

”Jeg har været i videobutikken og leje … øh, Brideshead Revisited. Jeg ved, at du godt kan lide den. Har du lyst til at se den sammen med os. Jeg mener, Alice og mig,” sagde Jack.

”Øh … ja, okay.” Peter lød overrasket, og det var jeg også.

”Alice er i bad, så der går lige lidt,” sagde Jack.

”Okay.”

”Okay.” Der var en akavet tavshed. Jack måtte være begyndt at gå, for Peter lukkede døren, og jeg kunne høre Jack gå ned ad trappen.

Jeg sang højt i badet (i dag var det temaet til tv-serien Golden Girls ), men selv hen over lyden af min stemme og vandet, der løb, kunne jeg høre Maes skrig. Det skulle senere vise sig at være en guds gave, da Peter forklarede mig, at Brideshead Revisited var et elleve timers langt kostumedrama, der blev sendt på BBC i 1980’erne.

Men på det tidspunkt var Maes desperate skrig nok til at skræmme livet af mig.