25

Heldigvis var der en i huset, der kunne fikse alt – og køre bil.

”Ezra!”

”Ja?” Ezra svarede, og jeg gik hen, så jeg kunne se ind på kontoret. Han kiggede op fra sin computer. ”Er der noget i vejen?”

”Milo er taget hen på diskoteket, og min veninde Jane er der også. Hun er blodluder, og han siger, at hun har det virkelig dårligt. Jeg bliver nødt til at hente hende, inden der sker hende noget,” sagde jeg. ”Kan du køre mig derhen?”

”Selvfølgelig.” Ezra trykkede på en tast og rejste sig. ”Milo sagde, at han og Bobby gik ud i aften, og Bobby så ud til at have det godt, så jeg ønskede dem god fornøjelse.”

”Jeg er sikker på, de har det sjovt,” sagde jeg syrligt.

”Så kommer jeg også ud til halloween,” smilede Ezra. Vi gik hen mod garagen. ”Det har jeg ikke været i årevis.” Han opdagede, at hans drillerier prellede af på mig, og han nikkede alvorligt. ”Vi skal nok få din veninde ud derfra.” Jeg nikkede og fulgte efter ham hen til hans Lexus. ”Og Jack kommer også hjem. Han elsker dig usigelig højt.”

”Det ved jeg godt,” løj jeg. ”Jeg ville bare ønske, at jeg vidste, hvor han var.”

”Han dukker op snart,” forsikrede Ezra. ”Han er ikke typen, der strejfer ret langt væk.”

Ezra sagde ikke mere på turen hen til V. Der var gang i den. Overalt var der mennesker klædt ud i skøre kostumer. Mange af pigernes udklædninger kunne knap nok kategoriseres som tøj. Det virkede, som om alle var fulde, høje eller klar til at blive indlagt på den lukkede.

Jeg måtte løbe for at følge med Ezra, og det føltes underligt at være på vej ind på en bar sammen med ham. Han var klædt smartere end mig og var så cool, men selvom han så sindssygt godt ud og stadig var ung at se på, så var det tydeligt, at han aldrig havde været typen, der kom den slags steder.

Ude på gaden måtte han verfe flere fulde piger væk. Han måtte bogstavelig talt skubbe dem fra sig, og den sidste var ikke engang fuld. De lyserøde mærker på hendes hals var tegn på, at hun kom derfra, hvor vi var på vej hen. Et par fyre gjorde tilnærmelser til mig, hvilket lod mig helt kold, bortset fra at jeg var ved at blive sulten. Jeg havde ikke rigtig mærket noget, før vi stod omgivet af mennesker, bankende hjerter og duften af blod.

Ezra holdt døren for mig, og de to gigantiske dørmænd stod stadig på vagt. De nikkede til Ezra og udvekslede blikke. Det var, som om de kendte ham, men der var ikke tid til at spørge. Jane var i knibe, og det var ikke relevant, hvem Ezra kendte eller ikke kendte.

Dansegulvet var fuldkommen pakket. Michael Jackson-hittet ”Thriller” blæste ud af højttalerne, og mindst halvdelen af gæsterne dansede trinene fra musikvideoen. Det var vildt sejt, men Milo og Bobby stod og ventede på os. Der var en grund til, at vi var kommet. En af Milos vinger så ud til at have lidt skade, men med det overfyldte dansegulv overraskede det egentlig mere, at det ikke var værre.

”Det er helt vildt i aften!” råbte Milo hen over musikken.

”Jeg forstår ikke, hvordan de har lært at danse sådan,” sagde Bobby, mens han fascineret betragtede danserne.

”Ja, ja, det er fedt. Hvor er Jane?” spurgte jeg.

”Inde i et af baglokalerne.” Milo pegede tværs over dansegulvet hen mod vampyrbaren. Blåt lys blinkede i loftet. ”Jeg ved ikke præcis hvor. Du kan sikkert finde hende.”

”Så længe hun er i live, kan jeg nok,” sagde jeg.

Milo greb fat i Bobby og smuttede ud på dansegulvet. Jeg fulgte efter, men det var umuligt at trænge igennem. Jeg var åbenbart ikke lige så stærk som Milo. Ezra kom hen og lagde sin arm om mig og trak mig med. Jeg havde det skidt med at skubbe folk til side, men det virkede ikke, som om nogen tog videre notits af det. Både mennesker og vampyrer så ud til at nyde at blive berørt af Ezra.

Det var en stor lettelse at nå hen til baren med dæmpet lys og en lavere lydstyrke, men det vrimlede stadig med mennesker. En almindelig aften var der som regel et par håndfulde vampyrer og mennesker, men i aften var der vampyrer overalt. Der blev drukket af mennesker og snavet i alle hjørner. Der var endda to vampyrer, der bevægede sig mod hinanden på en ret så provokerende måde. Milo, Bobby, Ezra og jeg stak ud fra mængden, fordi vi hverken kyssede eller bed.

”Hvilken gang gik hun ned ad?” spurgte jeg lavmælt Milo.

Syv forskellige korridorer stak ud fra den store bar, og jeg var ikke klar over, hvor mange værelser der var på hver enkelt. Jeg havde en gang før været nede ad én, og den var ligesom bare blevet ved og ved.

”Den der tror jeg.” Milo pegede længst væk.

”Er du sikker?” Bobby skelede. De røde lys gjorde det sværere for ham at se. ”Jeg tror, at det var den til venstre.”

”Sig, det er løgn,” snerrede jeg.

”Ezra Townsend!” Olivia hvinede og slap en bevidstløs pige, så hun dumpede ned på gulvet. Hun stønnede, da hun slog sit hoved, men det var det eneste tegn på, at hun var i live.

Olivias stramme læderuniform virkede mere passende i halloween-sammenhæng, og hun smilede stort til Ezra på sin sædvanlige, påvirkede måde. Jeg forventede, at han ville se frastødt på hende, men i stedet smilede han stort, og da hun nåede frem til ham, gav han hende oven i købet et kram.

”Hvor er det godt at se dig!”

”I lige måde,” svarede Ezra, da de var færdige med at kramme. Jeg så over på Milo og Bobby. De måbede også.

”Det er så længe siden.” Olivia rørte hans arm og lo. ”Jeg troede, at du var flyttet for længst.”

”Altså, jeg prøvede, men konen har sine rødder her.” Ezra trak på skuldrene.

”Det er da ikke …” Olivia så vantro på mig.

”Nej, nej, Alice er ikke min. Hun er min bror Jacks,” sagde Ezra, og Olivia nikkede og smilede så igen.

”Hun er en lille sveske, er hun ikke?” Olivia kiggede på mig på en måde, som ville have fået mig til at rødme, hvis jeg ikke havde været så optaget af at finde ud af, hvor Jane opholdt sig.

”Måske.” Ezra så på mig, og jeg var glad for at se, at det var med varme i blikket. Jeg var begyndt at blive bange for, at han hadede mig efter al den splid, jeg havde været årsag til mellem Jack og Peter, men Ezra var vist ikke typen, der bar nag.

”Du skulle have fortalt mig, at du var sammen med Ezra,” sagde Olivia og lagde sin hånd på min arm. ”Jeg ville have givet dig særbehandling.” Jeg havde en fornemmelse af, at hun allerede gav mig særbehandling, men jeg smilede bare.

”Undskyld. Jeg vidste ikke, at I to kendte hinanden,” sagde jeg. Jeg havde ikke lyst til at tale med dem længere, men jeg ville gerne have Ezras hjælp, og jeg ønskede ikke at være uhøflig over for Olivia. Hun havde trods alt reddet mig et par gange.

”Det er typisk Ezra.” Hun rullede med øjnene. ”Han taler aldrig om sin fortid.”

”Ikke for at være uhøflige, men vi skal finde en ven,” afbrød Milo hende og reddede mig fra en lang, halvfuld samtale. Det kan godt være, at Olivia ikke drak alkohol, men hun drak mere blod, end hun havde brug for, og det fik hende til at virke fuld.

”Den samme som før?” Olivia løftede et øjenbryn.

”Ja, og det haster. Så hvis du vil have os undskyldt.” Milo holdt Bobbys hånd i sin ene hånd og tog mig i den anden. Olivia nikkede til os, da vi tog flugten, men Ezra blev stående. Jeg ville have ham med, men jeg kunne ikke tvinge ham til det.

”Ved I så, hvilken gang det er?” spurgte jeg Milo, mens han trak mig over i den anden ende.

”Nej, men det må være en af de to.” Milo slap min hånd, men holdt stadig fast i Bobbys. Under andre omstændigheder havde det været ret sjovt at se en sort glimmerfe trække af sted med en ret lav Han Solo.

De viste vej, men så snart vi nåede lidt hen ad gangen, satte de farten ned. Milo var ikke særlig god til at snuse sig frem til Jane, ikke så god som mig i hvert fald, men det var også umuligt i aften. Der var alt for mange mennesker til stede. Alt lugtede af blod, og jeg var utrolig imponeret over min egen selvkontrol. Det brændte i min mave, og tørsten fyldte meget, men ikke mere end jeg kunne klare. Men det gjorde det sværere for mig at skelne mellem de forskellige dufte og lyde. Blod overdøvede alt andet.

Jeg var ved at give op, da jeg endelig fik færten af noget. Jeg stivnede midt på gangen, og Bobby gik lige ind i mig. Det var for mørkt til, at han kunne se, at jeg var stoppet. Meget svagt kunne jeg fornemme hendes parfume. Hendes blod stod ikke så klart for mig, som jeg havde forventet, men hendes parfume gjorde.

”Det er her,” hviskede jeg og pegede på døren foran os. Milo gik ind foran Bobby for at beskytte ham mod et muligt angreb.

Efter den måde Jonathan havde reageret sidst, vi havde fundet ham sammen med Jane, var det nok klogt at tage nogen forholdsregler. Meget langsomt drejede jeg dørhåndtaget og skubbede døren op.

Jonathan hørte os ikke, fordi han drak af Jane. Han knælede på sengen, og hendes krop lå livløs i hans arme, mens han gnavede i hendes hals. Det var ikke den slags blide bid, som Olivia altid gav sine veninder, eller som dem, jeg var sikker på, at Milo gav Bobby. Det her var intenst dyrisk og mindede mig om de hajangreb, som jeg havde set på tv. Jane virkede fuldstændig bevidstløs, og da jeg lyttede efter hjerteslag, kunne jeg kun høre et. Det var hans, og det slog stærkt og hurtigt.

Uden at tænke mig om fløj jeg på ham. Han var i færd med at tage hendes liv, og jeg måtte stoppe ham, mens der stadig var tid, hvis der … Jeg sprang op på hans ryg, og han knurrede og smed Jane fra sig på gulvet. Det ville have været lettere for ham bare at lade hende dumpe ned på sengen, men han kastede hende fra sig, som om hun var affald.

Jeg klemte mine arme sammen om hans hals, men han rakte tilbage og hev fast i mit hår. Han trak mig op i håret, og jeg skreg. Jeg sparkede ham, og han kastede mig ind mod væggen. Det gjorde ondt ad helvede til, men det gik over med det samme, og jeg var på fødderne igen. Jeg dykkede frem mod ham og slog på ham. Jeg havde aldrig været i slåskamp før, så jeg gjorde bare, hvad der faldt mig ind.

Teoretisk set skulle jeg være hurtig og stærk, men sådan føltes det ikke. Han afværgede alle mine træk, inden jeg havde bevæget mig, og da jeg til sidst bare kradsede og sparkede ham, lagde han sine arme om mig og pressede mig ind mod sit bryst, så jeg ikke kunne bevæge mig overhovedet.

”Lad kødet ligge!” brølede Jonathan mod Milo, og jeg så over på ham. Milo havde forsigtigt løftet Jane op fra gulvet, men han ville ikke efterlade mig alene sammen med Jonathan.

”Skynd jer ud!” råbte jeg. Jeg ønskede ikke, at de skulle gå, for jeg havde en fornemmelse af, at jeg ikke kunne vinde kampen, men det var den eneste chance for at redde Jane. ”Af sted!”

Milo var ubeslutsom, og Bobby stod bleg og skræmt i gangen lige uden for døren. Jeg prøvede at gøre mig fri af Jonathan, men opnåede ikke ret meget. Han blev træt af den fastlåste stilling, og med en latterlig bevægelse bed han mig i skulderen. Jeg hylede. Jeg kunne mærke det varme blod løbe, men han drak det ikke. Han kunne have bidt mig i halsen og gjort mig rigtig ondt, men det her var for at hæmme mig og irritere mig. Det gjorde mig svag at miste blod, og jeg var ikke en særlig stærk modstander til at begynde med.

”Alice!” råbte Milo.

”Giv slip på pigen!” snerrede Jonathan og kastede mig ned på gulvet. Min skulder gjorde ikke længere ondt, og det trak blot lidt fra såret, men jeg kunne mærke blodet sive ud af mig. Det var vanvittigt kvalmende.

”Løb, Milo!” råbte jeg, og Jonathan vendte sig om og stirrede på mig.

Han stod lige ved siden af mig. Jeg fik en idé. Han sparkede til mig, og jeg lod ham gøre det, og Bobby råbte, at jeg skulle rejse mig. Hvis Jane ikke havde været bevidstløs, ville Milo sikkert have overladt hende til Bobby og kommet mig til undsætning.

Så snart Jonathan vendte sig mod Milo igen, lænede jeg mig frem og bed så hårdt, jeg kunne, i hans ankel. Jeg bed igennem hans akillessene. Jonathan skreg i smerte og faldt om på gulvet. Selvom smerten hurtigt ville gå over, ville det skadede ledbånd gøre ham langsommere.

Jeg kom op at stå. Jonathan fik fat i min ankel. Jeg trådte hårdt på hans hånd, inden han fik en chance for at bide mig på samme måde, som jeg havde bidt ham, men han ville ikke slippe. Han blottede sine tænder, som om han var et dyr, og så sparkede jeg ham hårdt i ansigtet. Samtidig trak han i mit ben, så jeg mistede balancen og faldt.

Jonathans mund var fuld af hans eget blod, og da han lo, sprøjtede noget over på mig. Det værste var, at blodet stadig lugtede af Jane. Jeg sparkede ham i munden igen. Han slap mig langt om længe, og jeg fik mig selv på højkant.

Milo var i gang med at lægge Jane fra sig i sengen, så han kunne hjælpe mig, men Jonathan havde travlt med at holde sit blod indenbords. Jeg skyndte mig over for at hjælpe Milo med Jane, hvilket der egentlig ikke var brug for. Jane var ikke andet end skind og ben. Hendes hals var revet op, og Jonathan var i den grad gået til den, da han havde bidt hende. Det lignede mere et bid fra en gal hund end det sædvanlige lille vampyrbid.

Jeg sank mit eget bræk og løftede hende op. Jeg kunne ikke mærke hendes puls, og hendes hoved og lemmer dinglede. Milo stirrede ned på hende, stiv af skræk. Hvis hun stadig var i live, så ville det ikke være ret meget længere. Ud af øjenkrogen så jeg noget bevæge sig, og Bobby gispede. Jeg kiggede op, men da var det allerede for sent.

Jonathan havde fået fat i Bobby.