21

Det virkede måske ret underligt, at jeg boede i det samme hus som Peter, lige på den anden side af gangen, og alligevel var det lykkedes mig at undgå ham, siden vi kyssede. Grunden var den, at jeg ikke havde været uden for en dør. Jeg var blevet på Jacks værelse. Jeg ville undgå at støde ind i Peter, og det var også derfor, jeg ville i zoologisk have.

Uheldigvis stod Peter i stuen, da vi kom ned. Han så os ikke, men jeg reagerede alligevel med panik.

”Er der noget galt?” spurgte Jack.

”Nej, jeg har det fint.” Jeg rystede på hovedet og skubbede mine følelser til side.

Ezra var ved at hænge en ny, kæmpestor fladskærm op på væggen, og Peter og Bobby hjalp på en eller anden måde til. Jeg er ikke sikker på, hvad der var galt med den gamle, men jeg gættede på, at der ikke var det mindste galt. Peter stod et par skridt bagved Ezra, der holdt fjernsynet oppe, mens Bobby slængede sig på sofaen og punkterede nogle af boblerne i den bobleplast, som fladskærmen havde været pakket ind i. Papkassen lå på gulvet ved siden af ham sammen med det gamle tv.

”Hvad sker der?” spurgte jeg, selvom jeg egentlig ikke havde lyst til at gøre mig bemærket, jeg ville helst bare ud derfra, inden Peter fik øje på Jack og mig, men det ville virke for påfaldende. ”Ezra har købt et nyt tv,” svarede Bobby, mens han iagttog Ezra, der stod med et tv, der normalt ville være alt for tungt for en enkelt mand.

”Hænger det lige?” Ezra holdt om den underste kant og gik et skridt tilbage for at se det selv. ”Det skal det, for jeg har allerede gemt alle ledningerne bagved.”

”Ja, det hænger lige,” sagde Peter. Bare lyden af hans stemme fik min puls til at stige.

”Hvad var der galt med det gamle?” spurgte jeg bare for at distrahere mig selv.

”Ikke noget.” Ezra gik endnu længere bagud, så han bedre kunne beundre sit værk. ”Jack og jeg hentede det i morges. Det her er bedre end det, vi havde før.”

”Har I været ude at shoppe?” Jeg hævede et øjenbryn og så på Jack. ”Hvor længe har du været vågen?”

”Længe nok,” sagde Jack. ”Ezra var på vej derhen og spurgte, om jeg ville med. Har jeg nogensinde sagt nej til en elektroniktur?”

”Jeg kan ikke se, hvordan det her tv er anderledes end det tidligere,” sagde Peter og sagde dét højt, som jeg tænkte. ”Det er da ikke engang større, er det?”

”Det handler ikke om størrelse!” Jack trådte væk fra mig og tættere på tv’et og begyndte at gøre rede for alle fordelene. Han anvendte tekniske udtryk, hvilket var fuldstændig spildt på Peter. Han var om muligt endnu mindre teknisk begavet end mig. Det var Ezra og Jack, der var besatte af ny elektronik.

”Det ligner stadig bare et fjernsyn,” sagde Peter, da Jack var færdig med at forklare, hvor fedt det var.

Jack sukkede højt, og Ezra begyndte at forsvare sit køb. De talte mest med hinanden nu. Peter kiggede hen på mig. Helt kort, og jeg så væk næsten med det samme, men han nåede at fange mit blik. Og det burde ikke være muligt, at øjne kunne være så grønne, og jeg burde ikke tænke på, hvor blændende smukke de var.

Heldigvis var han mere cool end mig. Hvis Jack og Ezra ikke havde været så optagede af deres nye legetøj, så ville de have lagt mærke til, hvor underligt jeg opførte mig. Da jeg kiggede væk, gik Peter over til dem og lod, som om han var interesseret.

Bobby hang stadig i sofaen og lignede en, der syntes, at bobleplasten var mere underholdende end fladskærmen. Underligt nok var Milo der ikke, han elskede ellers sådan noget her. Han burde også være herinde og trippe over det nye tv.

”Hvor er Milo?” spurgte jeg Bobby, for jeg forventede ikke, at andre ville svare, medmindre jeg sagde HD eller plasma.

”Han hjælper Mae med vasketøjet,” sagde Bobby og sprang en boble mere.

Jeg havde lyst til at snuppe bobleplasten fra ham, men nu havde jeg en chance for at stikke af, så det gjorde jeg. Jack ville ikke være klar til at gå det første kvarter, og jeg ville helst vente et sted, hvor Peter ikke var til stede. I det mindste var Jack for distraheret til at bemærke, at jeg gik.

Vaskerummet lå mellem kontoret og det store badeværelse nede ad gangen. Her stod der to kæmpe vaskemaskiner og tørretumblere. Vi var syv i huset, og der var meget vasketøj. Jeg ville egentlig klare mit eget og Jacks, men Mae kom mig altid i forkøbet. Hun var fantastisk i den henseende. På vaskerummets ene væg hang metervis af bøjlestænger, og en stor del af det tøj, som Jack ikke brugte, endte oppe på bøjler hernede. Hans jakkesæt hang i plasticposer. De var omhyggeligt pressede og blev ikke mast og krøllede som i vores eget skab. Rummet duftede af rent tøj, men jeg var alligevel i stand til at skelne vores egen duft, især Jacks. Uanset hvor mange gange tøj blev vasket, så lugtede det stadig af deres ejer.

Op ad den anden væg stod maskinerne. Milo sad oppe på den ene vaskemaskine og iagttog Mae, der trak håndklæder ud af tørretumbleren for at lægge dem sammen. Jeg er sikker på, at han havde tilbudt at hjælpe, og at hun havde takket nej. Hun troede, at det var hendes pligt til at gøre alt for os.

Milo var i tøjet og så godt ud, bortset fra hans lakerede tånegle, og dem gav jeg Bobby skylden for. Mae derimod var stadig i nattøj, og jeg havde ikke set hende i almindeligt tøj i dagevis. Hun havde sat håret op, men det lignede mere en muserede end en frisure.

”Hvordan går det?” spurgte jeg. Jeg forsøgte at lyde ubekymret og afslappet. Milo sendte mig et advarende blik, og Mae så knap nok op.

”Jeg bliver nødt til at købe nye håndklæder,” sagde Mae. Den sædvanlige varme i hendes britiske accent var erstattet af noget stødt og kommanderende, men det var bedre, end at hun tudede. ”I lader dem ligge så længe på værelserne, at de kommer til at lugte af mug, og jeg kan bare ikke få det vasket ud.”

”Det må du undskylde. Jeg prøver at huske at smide dem til vask,” sagde jeg. Jack og jeg var nok dem, der rodede mest, medmindre Bobby viste sig at være et rigtig rodehoved.

”Jeg sagde ikke, at det var din skyld.” Mae bed næsten, og hun foldede håndklæderne med vrede bevægelser.

Jeg er ret sikker på, at Mae normalt elskede at vaske tøj. Jeg havde set hende folde og vaske før næsten som en slags meditation – sådan var det ikke i dag.

”Bobby og jeg sørger altid for at lægge vores håndklæder herned,” sagde Milo, og jeg stirrede på ham.

”Hvorfor vasker Bobby egentlig sit tøj her?” spurgte jeg. Det gik op for mig, at der var en masse ting, jeg slet ikke vidste om ham. ”Har han ikke en lejlighed eller job eller noget?”

”Han går på kunstskole og bor på kollegium,” svarede Milo og stirrede tilbage.

”Selvfølgelig gør han det.” Når jeg tænkte over det, så lignede Bobby lige præcis en kunststuderende. ”Skal han så aldrig i skole eller hvad? Hvorfor er han her hele tiden?”

”Han går i skole, når han har lyst,” sagde Milo. ”Og det er meget hyggeligere her end på kollegiet, og jeg vil gerne have ham her.”

”Vores hus har altid været åbent for dem, der har brug for det.” Mae lød, som om det irriterede hende, da hun foldede et håndklæde. ”Enhver med brug for et sted at være, om de er vampyrer eller ej, kan altid komme her. Du drømmer ikke om, hvor mange mennesker der har boet her i årenes løb. Ezra har altid insisteret på den åbne dør. For enhver. Bogstavelig talt enhver,” blev hun ved. Hun lagde det foldede håndklæde ned i kurven og lænede sig indover det et øjeblik, som om hun pludselig ikke orkede at fortsætte. ”Alle, med undtagelse af min familie. Med undtagelse af dem, der betyder noget for mig.”

”Mae, du ved godt, at det ikke er det, det handler om,” sagde Milo lavmælt. Han forsøgte at lægge sin hånd på hendes skulder, men hun satte sig igen i bevægelse og trak et håndklæde mere ud af tumbleren. ”Og du har jo os. Glem ikke det. Vi er også din familie.”

”I ved, hvor højt jeg værdsætter jer, men …” sagde hun og holdt et håndklæde op mod sit bryst og gik i stå.

”Har du besluttet dig?” spurgte jeg forsigtigt. ”For hvad du vil gøre?”

”Nej.” Mae lukkede øjnene og rystede på hovedet. ”Måske. Jeg ved det ikke.” Hun gned sin pande og sendte Milo et trist smil. ”Jeg mener, hvis jeg forlod jer, så ville I alle sammen være nødt til at stå her og vaske jeres eget tøj dagen lang, ikke?”

”Det er ikke, fordi vi har brug for, at du vasker vores tøj, at vi gerne vil beholde dig,” sagde Milo og så bange ud. ”Du er familiens midtpunkt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville være, hvis du ikke var her.”

”Det ved jeg, kære ven.” Hun berørte ham let på benet. Hun gik i gang med at lægge vasketøj sammen igen, nu mere i det tempo hun plejede. ”Jeg har stadig tid til at tænke.”

”Alice!” Jack kaldte på mig ude fra gangen. ”Alice? Hvor er du? Er du klar?”

”Jeg smutter.” Jeg nikkede hen mod døren. ”Vi skal i zoologisk have.”

”God tur,” Milo løftede armen, men koncentrerede sig stadig om Mae. Hun bed sig i læben og lagde ikke mærke til, at jeg gik.

Tilbage i stuen var Ezra i færd med at overtale Peter til se en naturudsendelse, fordi billedet var så fantastisk på det nye tv. Jack gik hen mod mig og tog min hånd. Da han sagde farvel til drengene, sendte Peter mig et underligt blik, og jeg bad Jack om at skynde sig. Jeg var ikke sikker på, hvor godt jeg var i stand til at skjule mine følelser for Peter. Måske skulle jeg tale med Milo om alt det her. Han ville blive skuffet over mig, men han ville hjælpe mig. Hvis ellers jeg kunne hjælpes.

Vi kom hen til zoologisk have i så god tid, at Jack både så oddere og præriehunde, og han var helt oppe at køre over dem. Vi brugte lang tid i natteudstillingen, hvor vi så på flagermus, og Jack syntes, at det var så sjovt. Som sædvanlig smittede hans glæde, så jeg hyggede mig også.

Det bedste ved zoologisk have var de mange børn, og børn reagerede ikke på os på samme måde som voksne. Der var dog stadig nogen, der stirrede på os, og en lille flok fulgte os så tæt, at de krydsede grænsen for god opførsel, men det var ikke mere, end at jeg kunne ryste det af mig. Jack lagde ikke engang mærke til det.

Turens højdepunkt var delfinshowet. Jack fik os ned på første række, så de sprøjtede på os, når de lavede akrobatik eller kom hen til kanten. Bagefter gik vi nedenunder, så vi kunne se dem i akvariet. Jeg stod og betragtede dem gennem glasset. Det var, som om de dansede med hinanden.

”Ved du godt, at jeg engang har dykket med delfiner?” spurgte Jack henkastet. ”Mae havde altid godt kunnet tænke sig det, så vi tog ned til Florida, og vi opholdt os i havet dagen lang. Det var noget, vi betalte for, så det var ikke sådan, at vi tilfældigvis mødte nogle vilde delfiner eller noget. Men det var superfedt. Vi spurgte, om Peter ville med, men han sagde nej, fordi delfiner bare er store fisk, og der ikke var noget spændende ved at svømme med fisk.”

”Delfiner er pattedyr!” En lille pige ved siden af mig med næsen presset ind mod glasset blev fornærmet over, at Jack kaldet delfinerne ”fisk”.

”Ja, jeg ved det godt,” smilede Jack til hende. ”Min bror tror, at de er fisk.”

”Din bror er dum,” sagde den lille pige.

”Det er han,” lo Jack.

Pigens mor så, at hun talte med os, og hun undskyldte mange gange, og trak sin datter væk, mens hun sendte Jack henførte blikke.

”Så du og Mae svømmede altså med delfiner?” spurgte jeg for ikke at tale mere om Peter. Jeg gik væk fra bassinet. Selvom det bare var i sjov, så havde jeg det skidt med, at Jack omtalte ham.

”Ja, det var virkelig noget af en tur. Vi burde tage derned igen,” sagde Jack. Han stod med hænderne i lommen, mens jeg beundrede søheste. ”Milo ville elske det, og jeg ved, at Mae også ville tage med igen. Man skal være ude om dagen, og solen er ret hård, men hvis bare man spiser meget og hviler hele dagen efter, så er det okay.”

”Det kunne være fedt.” Jeg kunne ikke forestille mig noget federe end at svømme med delfiner, men tanken om Mae gjorde mig mindre entusiastisk. ”Men tror du for alvor, at Mae ville tage med?”

”Ja, hvorfor ikke?” spurgte Jack, men så gik det op for ham, hvad jeg mente. ”Åh. Altså… når alt det her er ovre, så er jeg sikker på, at hun vil.”

”Er du?” Jeg løftede et øjenbryn. ”Fordi på Ezra lyder det, som om at der ikke er nogen lykkelig slutning på alt det her. Hun bliver så ulykkelig.”

”Jeg ved det,” sukkede han.

Vi kom forbi et lavt bassin med pilrokker og hajer, som man måtte klappe, og Jack standsede op. Han stak sin hånd i vandet for at røre dem, men virkede ikke længere optaget af det. Jeg er sikker på, at han ellers elskede den slags, men nu havde jeg fået ham til at bekymre sig om Mae.

”Undskyld. Det var ikke min mening at ødelægge den gode stemning,” sagde jeg.

”Nej, det er fint,” sagde han og trak hånden til sig. ”Talte du med hende i dag, inden vi gik?” Jeg nikkede. ”Hvordan har hun det?”

”Ikke så godt,” indrømmede jeg. ”Men i det mindste har hun ikke besluttet sig endnu.”

”Mener du, at hun stadig overvejer at gøre det?” Jack så på mig med store øjne, og han blev lidt bleg. ”Jeg troede, at hun på en eller anden måde ville komme sig over det, efter at Ezra gav hende det ultimatum. Ikke med det samme, men jeg tænkte, at det var sådan, det ville gå.”

”Du var der ikke, da hun skændtes med Ezra.” Jeg huskede, at hun bogstavelig talt havde været nede og trygle ham om det på sine grædende knæ. ”Jeg tror ikke, at hun kommer over det. Nogensinde. Enten mister hun Ezra, eller også mister hun et barn.”

”Jeg ved godt, at Daisy betyder meget for hende, men hun er jo ikke hendes barn.” Jack bed sig i kinden. ”Hun har hverken født eller opfostret hende. Hun har aldrig talt med hende. Jeg forstår, at der er en forbindelse, men jeg forstår ikke, hvorfor hun er villig til at ofre alt for hende.”

”Jeg forstår det heller ikke helt, men jeg er heller ikke mor,” sagde jeg. ”Og Mae har aldrig rigtig været andet.” Jeg tog Jacks hånd. ”Men du tror ikke, at hun gør det, vel? Og hvis hun alligevel gør det, tror du så, at Ezra går fra hende?”

”Jeg ved det ærlig talt ikke,” sukkede han resigneret. ”Engang ville jeg have sagt, at intet kunne skille dem ad, men jo længere jeg lever, des mere bliver jeg klar over, at intet varer evigt.” Det gik op for ham, hvad han lige havde sagt, og han smilede til mig og lagde sin arm om min skulder.

”Med undtagelse af dig og mig. Vi vil være sammen for altid, baby.” Han kyssede mig på panden, og som jeg stod her lænet ind mod hans skulder, håbede jeg inderligt, at han havde ret.

Da det var tid til at tage hjem, havde Jack fået mig i bedre humør. I bilen fik han mig til at synge med på Backstreet Boys, og han truede med at tage mig med på karaokebar en dag.

Da vi kom hjem, sad Matilda som den eneste og så på den spritnye fladskærm. Jack havde købt en kæledyrs-dvd fyldt med billeder og lyde, som hunde kunne lide, og den her var vist med katte, der kom galt af sted.

Matilda var så opslugt af filmen, at den ikke engang løb hen til døren for at hilse på Jack, så vi besluttede os for at sætte os ned og finde ud af, hvad det hele handlede om. Jack satte sig i lænestolen. Jeg satte mig på skødet af ham og lagde mit hoved på hans skulder.

”Måske skulle vi få os en kat,” sagde Jack. Matilda lå på gulvet lige foran skærmen. Den stirrede på en killing, der jagtede en snor. Hver gang killingen bevægede sig, lagde Matilda hovedet på skrå og løftede ørene.

”Den ville sikkert æde en killing.”

”Åh nej, det tror jeg ikke. Mattie ville aldrig gøre nogen fortræd, ville du vel?” Hans toneleje steg, når han talte til hunden, og den så sig tilbage og dunkede halen ned mod gulvet. ”Se selv. Den er harmløs.”

”Det var noget af en påstand,” lo jeg. ”Men stadig ikke en grund til at skaffe sig en kat. Man anskaffer sig ikke en kat bare fordi, ens hund mangler noget at lege med – eller måske noget at æde.”

”Det lyder ellers som en god grund.”

Efter vi var kommet hjem, havde jeg ikke bemærket nogens hjerteslag. Jeg var mæt og derfor ikke så opmærksom. Pludselig mærkede jeg Milos hjerte banke i panik. Det var, som om det havde banket hurtigt, men nu var det ude af sig selv. Og jeg kunne lugte blod. Jeg sprang ned fra Jacks skød. Han rejste sig også. Han havde også lagt mærke til det.

Inden jeg kunne nå at foretage mig noget, begyndte Milo at skrige.

”Hjælp! Åh gud, hjælp!” skreg Milo så højt, han kunne, og jeg kastede mig op ad trappen. Jack fløj forbi mig, han var hurtigere, og Ezra og Mae fulgte os lige i hælene.

Peter og Jack allerede på vej ind i Milos værelse, da jeg nåede helt op ad trappen. Milo stod i gangen. Han var i bar overkrop og helt bleg. Hans øjne var opspilede og skrækslagne, og tårerne løb ned ad hans kinder, der var unaturligt røde og i skarp kontrast til hans hvide hud. På hans læber var der pletter af frisk blod, og et par dråber havde også ramt hans nøgne bryst. Han stod helt stille og stirrede bare ind på sit værelse, indtil Ezra skubbede sig forbi mig. Så vendte Milo sig om og så på mig.

”Jeg har slået Bobby ihjel.”