26

Milo kastede sig efter dem ud i gangen, så jeg kunne ikke se, hvad der foregik. Jeg ville lægge Jane fra mig, men hvis hun var ved at dø, så havde jeg ikke lyst til at give hende dødsstødet. Jeg kunne ikke høre andet end knurren og kød mod kød og Bobby, der skreg.

Til sidst besluttede jeg, at Janes liv ikke var mere værd end min bror eller Bobbys, så jeg lagde hende på sengen.

”Undskyld, Jane.” Jeg strøg hendes pandehår væk fra hendes pande, og hun føltes iskold, da jeg rørte hende.

Jeg kom ud i gangen samtidig med Ezra. Jeg var ikke klar over, hvordan kampen med Milo og Jonathan havde udviklet sig, men Ezra kastede sig over dem. Han greb Jonathan om struben og klyngede ham op ad den rå murstensvæg. Milos kostume hang i laser, og han hev efter vejret. Han stod lige over for Jonathan og stirrede på ham. Jonathan kæmpede mod Ezra, men så dukkede Olivia pludselig op bag Ezra. Jonathan holdt inde med det samme.

”Så er det nok,” sagde Ezra og slap hans hals. Jonathan slikkede blodet af sine læber og rettede på sit tøj.

Jeg havde stadig hans blod i min mund, fra da jeg bed ham, og jeg tørrede det af med håndryggen. Jeg kunne næsten smage det, men jeg ville ikke. Det var Janes blod, og jeg ville ikke have noget med det at gøre.

”Jeg vil ikke se dig her igen,” sagde Olivia, og hendes stemme lød overraskende kommanderende. ”Er det forstået?”

Jonathan sagde ikke noget. Han så ned og haltede derfra. Hans sene var endnu ikke helet. Jeg forstod ikke, hvorfor han havde adlydt Olivia, men der var ikke tid til at tænke over det.

”Er du okay?” Milo knælede på gulvet ved siden af Bobby.

Bobby lå halvvejs op ad væggen, og han blødte, men jeg var ikke sikker på hvorfra. Han nikkede, og jeg kunne se, at han holdt tårerne tilbage, men derudover var han okay. Jeg ville gerne være blevet, men jeg var nødt til at hente Jane. Jeg løb tilbage og tog hende op. Hun dinglede som en kludedukke. Jeg kunne se hendes ribben gennem det tynde kjolestof, og jeg kunne mærke hendes rygsøjle. Såret på hendes hals blødte ikke længere, og det betød, at hun måtte være i live, men det var det eneste tegn.

”Er det din veninde?” Ezra kiggede ind i rummet, og hans ansigt fortrak sig.

”Ja. Kan du hjælpe hende?” Jeg holdt hende frem mod ham, som om jeg var et lille barn, og hun var et stykke legetøj, som jeg godt ville have, at han reparerede for mig.

”Vi tager hende med hjem.” Mere sagde Ezra ikke. Han tog hende forsigtigt fra mig, og det føltes bedre, at han havde hende. Jeg var overbevist om, at han kunne klare alt.

”Gå ud ad bagindgangen,” foreslog Olivia, da hun så Jane. ”Kan du huske vejen?”

”Ja. Tak for hjælpen,” sagde Ezra.

”Skulle det være en anden gang,” smilede Olivia til mig. ”Pas på jer selv. Prøv at undgå ballade, okay?”

”Jeg skal gøre mit bedste.” Jeg nikkede, men jeg var allerede på vej ned ad gangen lige i hælene på Ezra. Milo og Bobby var ikke så hurtige. Milo forsøgte at bære Bobby, og han blev ved med at insistere på, at det ikke var nødvendigt, men det var det.

Da vi kom ud, var gyden tom, og Ezra havde været forudseende, for han havde parkeret lige ved siden af. Han beordrede Milo og Bobby til at tage lige hjem, så ville vi møde dem der.

Han lagde Jane om på bagsædet af Lexusen, og jeg kravlede ind og satte mig, så hendes hoved kunne ligge i mit skød. Hendes sår helede meget langsomt, og jeg kunne mærke hendes åndedræt helt svagt. Et eller andet sted derinde var hun stadig i live.

”Hvorfor bed han hende på den måde?” spurgte jeg mere mig selv end Ezra. Jeg strøg hende over håret og forsøgte at få blodet ud af det. Jeg holdt tårerne tilbage. ”Var det for at dræbe hende?”

”Ikke ligefrem,” sagde Ezra og så på mig i bakspejlet. ”Han forsøgte at suge mere blod, men der var ikke ret meget mere tilbage.” Jeg snøftede og kiggede igen på Jane. ”Er du okay, Alice? Gjorde han dig ondt?”

”Nej, jeg har det fint.” Jeg så ned på min skulder, og den var næsten helet. ”Hvad med dig? Er du okay?”

”Ja, det er jeg.” Ezra så ikke ud til at have fået så meget som en skramme, men han havde også kun været med i det sidste minut af slåskampen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget længere det ville have varet, hvis ikke Olivia var dukket op.

”Hvorfor var den vampyr så bange for Olivia? Hun virker ikke skræmmende på mig,” sagde jeg. Sædvanligvis virkede Olivia for fuld og sløret til at være andet end uskadelig. Alligevel var det anden gang, hun reddede mit liv.

”Altså for det første så ejer hun stedet, og for det andet så er hun tidligere vampyrjæger,” sagde Ezra. ”Hun holder bare kortene tæt ind til kroppen.”

”Hvad?” Jeg troede ikke mine egne ører. ”Ejer hun stedet? Og er hun vampyrjæger? Men hun er jo selv vampyr! Jeg forstår ikke noget!”

”Almindelige mennesker kan ikke klare en vampyr, hverken med en kæp eller et maskingevær,” sagde Ezra. ”Du kunne knap nok klare dig, og du er vampyr. De eneste, der kan klare vampyrer, er andre vampyrer. Der er ikke nogen officielle vampyrlove, men indimellem sker det, at vampyrer går over stregen, og så må de stoppes. Her kommer sådan nogen som Olivia ind i billedet, men hun trak sig tilbage for mange år siden, og så købte hun baren.”

”Hvorfor har jeg på fornemmelsen, at det her er noget, du finder på?” spurgte jeg.

”Fordi Olivia er nem at undervurdere, men det er hendes styrke,” sagde Ezra. ”Hun er en af de stærkeste og ældste vampyrer, jeg nogensinde har mødt. Hun må være næsten … sekshundrede år gammel.” Han så på mig i bakspejlet. ”Og hun er ret betaget af dig.”

Jane gav en lyd fra sig. Ezra satte farten op og vurderede formentlig, at der faktisk var håb. Han bar hende ind i huset og råbte på Mae, så snart vi var kommet indenfor. For anden gang inden for få dage var der brug for Ezras ekspertise med blod.

Til Peters store ærgrelse smed Ezra ham ud af hans værelse, og Mae og Ezra gik i gang med at indrette det, så der var rart at være for Jane. Jeg forsøgte at hjælpe, men jeg var for ophidset til at være til nogen nytte, så de sendte mig nedenunder. Milo var i færd med at rense Bobbys sår ude på det store badeværelse, og jeg gik derud under dække af at ville hjælpe, men i virkeligheden havde jeg bare brug for at blive revet ud af mine egne tanker.

Jeg sad på kanten af badekarret og iagttog dem. Bobby havde et par mindre skrammer henover brystet og skuldrene og et bidsår i nakken. Biddet var allerede ved at hele takket være de helende egenskaber i vampyrspyt, men det havde heller ikke været så slemt til at begynde med. Alligevel var det biddet, som Milo var mest bekymret over. Han rensede de andre sår med vand, men skyllede bidmærket med brintoverilte. Bobby peb. Han stod med hovedet ind over vasken, mens Milo uden nåde skrubbede det hævede bidmærke. Brintoverilten skummede op.

”Det svier!”

”Det skal renses,” sagde Milo sammenbidt.

”Så kan det heller ikke være værre,” Bobby skar ansigt. ”Du har bidt mig tusindvis af gange uden så meget som at skylle efter med vand.” Milo sagde ikke noget. Bobby trak sig væk. ”Nu er det rent nok.”

”Nej, det tror jeg ikke, det er!” Milo rakte igen ud efter Bobbys nakke, men Bobby greb ham om håndleddet for at stoppe ham. Milo kunne let overmande ham, og han så, ud som om han overvejede det. ”Hør. Lad mig nu bare rense den sidste smule.”

”Milo! Nej! Det gør ondt, og det gjorde ikke ondt, før du begyndte at rode med det!” Bobby holdt stadig fast om Milos håndled, for hvis han slap, ville Milo straks gå i gang med at rense igen.

”Jeg gør det for at få al hans spyt væk!” Milo skubbede Bobbys hånd væk, men Bobby sprang over i hjørnet og pressede sig op ad spejlet, så Milo ikke kunne nå ham. ”Bobby! Lad mig nu rense det!” Hvis han blev mere aggressiv, ville jeg blive nødt til at blande mig. ”Du lugter stadig af ham, og jeg vil have det væk!”

”Nej!” Bobby råbte. ”Du må bare lære at leve med det! Jeg har netop været ude for at vampyrangreb, og jeg har det slemt nok, uden at du behøver at lave et krater i min nakke!”

”Fint.” Milo sukkede og smed den blodige klud ned i vasken. Han ændrede tone. ”Du har ret. Undskyld. Du har allerede haft en hård aften, og jeg er bare glad for, at du er i live, og at du stadig kan holde mig ud.” Milo stirrede skamfuldt ned på kluden.

”Jeg vil altid være sammen med dig,” smilede Bobby og aede hans kind.

Milo løftede hovedet, og så kyssede de lige længe nok til, at jeg blev flov over at være i samme rum. Jeg rømmede mig, og Milo rødmede, da de holdt op.

”Sorry!” Milo duppede Bobbys sår tørt, så han kunne give ham plaster på.

”Alle de skrammer, stammer de fra Jonathans fingernegle?” Jeg pegede mod Bobbys bryst.

”Ja, det tror jeg,” sagde Bobby, mens Milo satte plaster på en særlig slem en, der løb langs hans kraveben. ”Forhåbentlig efterlader ingen af dem ar eller ødelægger tatoveringerne.”

”Det er underligt. Det virker så piget at sætte neglene i.” Jeg rynkede på næsen. Det var sådan, jeg selv havde kæmpet mod Jonathan, men jeg var jo også en pige, og jeg var åbenlyst dårlig til at slås.

”Måske, men vores fingernegle er mere som klør,” sagde Milo fraværende. ”Det er et våben, vi har, så hvorfor ikke anvende det?”

Det var først, da han sagde det, at jeg så ned på mine egne negle. Inden jeg blev vampyr, havde jeg bidt negle, men jeg havde mistet trangen til det siden. De var længere, end de havde været nogensinde før, men jeg havde ikke tænkt på, at de også var stærkere. Jeg prøvede med en negl på min egen arm. Av!

Milo og Bobby fortsatte med at pludre og blev mere flirtende og kæresteagtige, så jeg lukkede af for dem. Milo var blevet besiddende, fordi Jonathan havde bidt Bobby, og han havde ikke engang drukket af hans blod. Det overraskede mig, for Milo havde aldrig været besidderisk, men jeg gik ud fra, at det ikke havde noget at gøre med, hvem han var som menneske. Det havde at gøre med at være vampyr, men jeg havde aldrig selv været ude for det, for ingen havde bidt Jack, mens vi havde været sammen.

I hvert fald ikke så vidt jeg vidste. Jeg havde ingen anelse om, hvad han lavede lige nu. Nogen kunne være i gang med at bide ham. Mange kunne, og der var mange, som han kunne bide. Han kunne være i gang med alt muligt, og jeg anede ikke, hvornår eller om han nogensinde ville komme tilbage.

Da Milo var færdig med Bobby, gik de op på hans værelse, så de kunne få kostumerne af og komme i noget andet tøj. Ezra og Mae var stadig oppe på Peters værelse sammen med Jane, så jeg satte mig på det nederste trappetrin og ventede på, at nogen ville fortælle mig, hvad der foregik. Aftenen trak ud i det uendelige, men til sidst kom Ezra ned ad trappen.

”Hvordan har hun det?” Jeg rejste mig, men lænede mig op ad væggen. Jeg gjorde mig klar til at modtage dårlige nyheder.

”Jeg ved det ikke,” Ezra rystede på hovedet. ”Hun har gjort det her alt for længe. Noget af grunden til, at hendes bid var så forfærdeligt, skyldtes arvæv. Han var nødt til at bide igennem det for at komme ind til hendes blodårer.”

”Åh nej!” gispede jeg og væmmedes ved tanken.

”Men den gode nyhed er, at hun ikke har mistet så meget blod, som jeg først antog.” Han smilede blegt. ”Hun har ikke fået blod, men vi har givet hende intravenøs væske.”

”Er der noget medicinudstyr I ikke har?” spurgte jeg med et løftet øjenbryn.

”I et vampyrhjem, hvor der indimellem er mennesker på besøg, er det bedst at være forberedt,” sagde han. ”Din veninde hviler sig nu. Kun tiden vil vise, hvordan hun klarer sig. Mae giver hende vitaminer og masser af vand. Mere kan vi ikke gøre.”

”Hvorfor gav du hende ikke en transfusion? Ville det ikke have fået hende på benene med det samme?” spurgte jeg.

”Nej. Som jeg sagde, så har hun gjort det her alt for længe,” sagde han. ”Hendes blod ville ikke koagulere rigtigt sammen med frisk blod. Hun har for meget vampyrspyt i sig. Men det kan vise sig at blive hendes redning. Vores spyt kan være meget helende, og fordi hun har så meget i sig, har hun kunnet holde sig i live i de seneste par dage.”

”Så det, at hun er blevet bidt for tit, er både ved at slå hende ihjel og redde hendes liv?” Jeg så vantro på ham.

”Sådan ser det ud,” sukkede han. ”Du kan gå op og se til hende, hvis du vil, men hun er bevidstløs.”

”Bevidstløs som i sovende eller som i koma?”

”Det vil tiden vise,” sagde Ezra.

”Vil den?” Det var et retorisk spørgsmål, for hvis hun lå i koma, så virkede det ikke rigtigt, at vi bare beholdt hende her i huset. ”Burde hun ikke komme på hospitalet?”

”Hvis jeg troede, at de kunne gøre noget for hende der, som vi ikke kan, så havde jeg selvfølgelig allerede kørt hende derhen. Hun har brug for hvile, så hun kan genopbygge sit blod.”

”Ikke for at fornærme dig, men du er ikke læge. Hvordan kan du vide det? Hvis hun dør, så kan de holde hende kunstigt i live,” sagde jeg.

”Hun er ikke ved at dø, ikke endnu, men hvis du tror, at hun får det bedre af at komme på hospitalet, eller hun hellere vil leve resten af sit liv i en respirator, så kører jeg hende derhen,” sagde han uden at lyde uvenlig. ”Gennem de seneste tre hundrede år har jeg holdt liv i mennesker, der har været ofre for vampyrer. Jeg tvivler meget på, at nogen på hospitalet kan sige det samme, men de har selvfølgelig mere avanceret udstyr, end jeg har.”

”Okay.” Jeg så ned i gulvet. ”Så længe hun er stabil, så beholder vi hende. Men jeg forbeholder mig ret til at sende hende på hospitalet, hvis hun får det værre.”

”Det har du ret til, uanset om hun får det værre eller ej.” Ezra lagde hånden på min skulder for at trøste mig og befri mig for min skyldfølelse. ”Hvorfor går du ikke op og ser til hende?”

Jeg havde kastet mig ud i diskussionen netop for at undgå at se hende. Ezra ville altid gøre det, der var det rigtige. Det var jeg sikker på. Hvis han ikke kunne hjælpe Jane her, så ville han ikke have taget hende med herhen. Men jeg havde ikke lyst til at se hende. Jeg var godt klar over, hvor syg og skrøbelig hun ville se ud. Jane havde ofte opført sig som en overfladisk bitch, men hun havde altid været stærk. Hun havde været stolt, og det sidste, hun ønskede sig, var, at nogen skulle se hende lille og svag.

Langsomt åbnede jeg døren ind til Peters værelse. I hans kæmpestore seng så Jane om muligt endnu mindre ud. Mae sad ved siden af hende og målte hendes puls og blodtryk ved at lytte og røre. Jane lå tynd som en streg i midten af sengen. Hendes arme lå på tæppet, og de var det rene skind og ben. Hendes normalt velplejede negle var knækkede og flossede. En bandage dækkede bidmærket på hendes hals, så jeg behøvede i det mindste ikke at se på dét igen. Hun var kortklippet, men hendes egen hårfarve var ved at vokse ud. Jane tog sig ikke længere tid til at gå til frisøren. Mae havde taget hendes designerkjole af og givet hende en mere behagelig pyjamas på. Kjolen hang for enden af sengen. Den så beskidt og falmet ud. Det eneste Jane nogensinde var gået rigtigt op i, var sin fremtoning. Men ikke længere!

Mae sagde et par trøstende ord, men der var ikke noget, der kunne få mig til at få det bedre. Da jeg så Jane i baren sidst, skulle jeg bare have trukket af sted med hende, uanset hvor meget hun strittede imod. Eller endnu bedre, jeg skulle aldrig have fortalt hende om vampyrer eller ladet hende se Milo, efter han var blevet vampyr. Hvis Milo ikke havde bidt hende … Hvis hun aldrig havde hørt om Jack … Hvis hun aldrig havde mødt mig … Det var ikke mig, der havde taget hende med på baren nat efter nat for at give hende et fix, men jeg havde set det ske. Hvis jeg havde handlet anderledes, så ville hun ikke ligge her og banke på dødens dør.

Jeg stod ved fodenden og så hendes bryst hæve og sænke sig. Hver gang hun åndede ud, føltes det som en evighed, inden hun trak vejret ind igen, og der var uendeligt længe mellem hendes hjerteslag. Hvert sekund, hun var i live, var hendes sidste, var jeg overbevist om. Jeg lagde knap nok mærke til det, da Peter kom ind. Så optaget var jeg af Jane.

”Undskyld. Jeg kom bare for at hente et par ting,” sagde Peter og skyndte sig ind på sit badeværelse. Eftersom Jane havde fået hans værelse, så måtte han sove på sofaen i nat, og hvis han var ved at gøre sig klar til at gå i seng, så måtte det være sent.

”Du skulle nok også få noget hvile,” sagde Mae til mig. ”Jeg bliver her sammen med Jane, og jeg skal nok sørge for, at hun har det fint. Hun får ikke noget ud af, at du bliver oppe og udmatter dig selv.”

”Siger du til, hvis der sker noget?” Jeg bed mig i læben. Af en eller anden grund frygtede jeg, at hun ville holde op med at trække vejret, så snart jeg gik.

”Vi er lige på den anden side af gangen,” smilede Mae til mig. ”Hun skal nok klare den, min ven. Det kan jeg mærke.”

Modvilligt gik jeg ud på gangen og lukkede døren bag mig. Jeg stod uden for og lyttede et minuts tid, og da hendes hjerte blev ved at slå, begyndte jeg at tro på, at det måske alligevel ikke var nu, hun ville dø. Jeg sukkede af lettelse, og det lød mistænkeligt meget som et snøft, så jeg tog endnu en dyb indånding for at holde tårerne på afstand. Peter trådte ud fra sit værelse og stødte næsten ind i mig, fordi jeg stadig stod lige udenfor døren.

”Åh, Alice, undskyld!” Peter lagde sin hånd på min ryg, som om jeg var lige ved at snuble og havde brug for ham til at holde mig oppe.

”Nej, det er okay.” Jeg rystede på hovedet og sank.

”Hvordan går det?” Han lagde hovedet på skrå og forsøgte at fange mit blik, men jeg så væk.

”Okay, eller det vil sige …” Jeg tvang mig til at smile, men mit blik var sløret af tårerne. ”Jeg mener, hvorfor skulle alt ikke være okay? Jeg fik næsten min bedste ven og min brors kæreste dræbt. For ikke at nævne, at jeg ikke aner, hvor min kæreste er, fordi jeg jog ham ud herfra. Men jo, alt er helt fint!” Tårer løb ned ad mine kinder, og jeg tørrede dem væk.

”Det, der er sket med Jane, er ikke din skyld,” sagde han stille.

”Jo, det er! Jeg præsenterede hende for vampyrerne!” Jeg gestikulerede vildt. ”Alt, jeg rører ved, går i stykker! Jeg mener, I havde en god familie, og så kom jeg og river den i stumper og stykker! Dig og Jack, og nu Mae og Ezra, og jeg ved godt, at det ikke er min skyld direkte, men det er det! Det sker som følge af mig! Jeg er dødens sendebud!”

Jeg forventede, at Peter ville fortælle mig, at jeg var hysterisk, eller at han ville trøste mig ved at gentage, at intet af det her var min skyld. Selv jeg var godt klar over, at det var ret selvoptaget at gå ud fra, at alle de dårlige ting, der foregik, skete på grund af mig.

Men i stedet betragtede han mig med sympati og hengivenhed. Jeg havde aldrig set ham så blid, det gjorde ham blændende tiltrækkende.

Da han rakte ud og trak mig ind til sig, vidste jeg, at jeg burde trække mig væk, men jeg havde ikke styrken til det. Han holdt mig fast, og jeg begravede mit ansigt ved hans bryst. Jeg ville bare græde, og jeg ville bare holdes om. Peters arme var vidunderligt stærke, og det føltes så godt og trygt, at jeg næsten forsvandt i dem.

”Helt ærligt Alice, det skal nok gå alt sammen,” mumlede han ned i mit hår.

”Jeg ville ønske, jeg kunne tro på dig,” hviskede jeg. Mine tårer blev færre, men jeg lod mit hoved ligge mod hans bryst og lyttede til hans hjerteslag.

”Peter!” Ezras stemme bragede pludseligt gennem stilheden. Det lød, som om han stod lige ved siden af os. Hver gang jeg indlod mig med Peter, afbrød han os, og jeg indså, hvor utroligt upassende og farligt det var at lade Peter give mig et kram, selv når jeg havde allermest brug for det. Jeg trak mig væk fra ham og så ned. Peter vendte sig bare og gik nedenunder for at se, hvad det var, Ezra ville, og jeg slæbte mig tilbage til Jacks værelse.

Matilda lå på Jacks seng og så trist ud. Jeg lagde mig ved siden af den med mit hoved mod dens ryg, og jeg lod mine fingre løbe gennem den tykke, hvide pels. Den peb lidt og savnede ham lige som jeg gjorde. Men der var ikke noget, jeg kunne gøre ved det. Jeg overvejede, om det måske var for det bedste, at han havde forladt os. Jeg havde i hvert fald ikke en særlig god indflydelse.

Mae vækkede par et par timer senere. Jeg satte mig op med et sæt, men hun smilede blegt til mig i mørket. ”Jane er vågen”.