Den dødsdømte troldkvinde

På en måde var det lidt skuffende for Alanna at konstatere, at Blodhøgens Stamme havde klaret sig udmærket, mens hun havde været væk. Der havde ikke været nogen problemer som Kara og Kourrem ikke havde kunnet klare med Umar Komms hjælp. Trolddomsskolen var i gang med de forskellige former for ildmagi, som Alanna ikke var interesseret i at studere yderligere. En eftermiddag lod hun de andre shamaner forsøge sig med at reparere Lynild, men uden resultat. Sidste gang de prøvede, væltede adskillige telte, og Halef Seif forbød flere forsøg i nærheden af landsbyen.

Alanna var nedtrykt, og hun red lange ture alene. Hun ventede med vilje til efter solnedgang med at vende tilbage, for at undgå det øjeblik hvor de mødtes med Stammernes Røst. Det var kun på dette tidspunkt hun savnede Jonathan. Til gengæld savnede hun Gergi med en dump smerte, der ikke ville gå væk. Ingen kunne få hende til at le som han.

En aften stod hun og overvejede, mens hun striglede Måneskin da Halef Seif kom hen til hende.

„Du er rastløs,“ bemærkede han. „Hvad er det der piner dig?“

Hun lagde striglen væk. „Ved du, at for en uge siden var det et år siden jeg blev slået til ridder?“ sagde hun.

„Coram sagde noget om det,“ svarede høvdingen.

„Den slags mærkedage får mig til at tænke. Jeg har tænkt over alt hvad der er sket siden.“ De gik sammen tilbage mod landsbyen.

„Du dræbte hertug-troldmanden.“

„Ved du hvad, Halef Seif? Det tænker jeg ikke så meget over længere. Måske handlede jeg for hurtigt, men det er overstået. Der er sket så meget siden. Jeg kom hertil, jeg mødte dig og Kara og Kourrem …“

„Og Ishak,“ tilføjede han, mens de langsomt gik op ad højen.

Alanna nikkede og smilede trist. „Jeg tror, at det der skete med Ishak lærte mig at det ikke nytter noget at straffe mig selv for ting, der ikke står til at ændre. Jeg var jo nødt til at fortsætte med at undervise Kara og Kourrem, i stedet for at sørge over ham. Og jeg er stolt af pigerne.“

„De er elever enhver shaman kan være stolt af. Enhver stamme, for den sags skyld.“ Da de nåede op på bakketoppen, bukkede han og gjorde tegn til at hun skulle sætte sig på en flad sten. Alanna lo og børstede støvet af den. Hun bemærkede de sodsværtede pletter fra hendes arbejde med lærlingene, og fra Jonathans indvielsesceremoni som Stammernes Røst. Hun satte sig, Halef Seif knælede ved siden af hende, og de så ned på landsbyen.

„Det er underligt – jeg har lært mere om andre kvinder siden jeg kom hertil, end nogensinde før. Pager og væbnere har ikke ret megen tid at tilbringe sammen med kvinder, og desuden …“ Hun grinede forlegent. „Jeg var altid frygtelig genert over for piger.“

Halef kluklo. „Du har altså opdaget, at du også kan lide dit eget køn?“

„Det er da umuligt andet,“ sagde Alanna. „Især efter at jeg har lært Kara og Kourrem og Mari Fahrar og Farda at kende. Jeg har det ikke nær så mærkeligt med at være kvinde nu, som jeg havde før jeg kom hertil.“

„Men nu er det på tide at komme videre?“ spurgte han stille.

„Jeg hader, når jeg ikke er til nogen nytte,“ indrømmede hun. „Efter alle de år, hvor jeg hele tiden skulle passe mine pligter og studier, er det blevet en vane at arbejde. Og nu hvor Kara og Kourrem klarer sig så godt, er der ikke brug for mig længere. Jeg har tænkt på at ride sydpå sammen med Coram, og se hvad jeg oplever dér.“

„Jeg har en opgave til dig, hvis du vil.“ Der var en usikkerhed i hans stemme, som hun aldrig før havde hørt.

„Og det er?”

Han smilede tøvende. „Jeg har en god veninde, der er troldkvinde i Alois nær Tirragen-søen, i bjergene mod øst. De sidste tre nætter har jeg drømt at hun var i fare, og at der var flammer mellem hende og mig.“ Han rystede på hovedet. „Vi voksede op sammen, inden hun opdagede sin Gave. Hun kunne ikke blive her. Dengang var der ingen Kvinde Der Rider Som En Mand til at sige, at hun kunne blive shaman. Men hun besøger mig tit.“

Er det derfor Halef Seif aldrig har giftet sig? spurgte Alanna sig selv.

„Jeg kunne selv rejse derop, men mine pligter tillader ikke …”

Alanna lagde en hånd på hans arm. „Jeg skal nok gøre det. Vær ikke bekymret for din veninde. Hvis hun er i vanskeligheder, skal jeg gøre hvad der står i min magt for at hjælpe hende.“

Han lagde sin hånd over hendes et kort øjeblik, og de bekymrede rynker i hans ansigt glattedes. „Tak, Alanna.“

Alois lå i højdedragene mod nord, fem dages ridt fra Blodhøgens landsby. Coram og Alanna iførte sig læder og brynjer i stedet for deres burnusser, og Alanna sørgede for at hendes skjold med løvinden var synligt for enhver de måtte møde. Hvis de havde været klædt som bazhirer, kunne de have fået problemer, men som tortallske soldater blev de ikke antastet af nogen.

Trofast holdt sig tæt på Alanna under hele turen. Hun vidste at katten var bekymret. „Hvad er det der foregår, som du ikke fortæller mig?“ spurgte hun omsider, da de nåede til et skilt, der viste at de nærmede sig landsbyen.

Jeg ved det ikke, indrømmede Trofast. Jeg kan bare mærke at der er noget galt. Han satte sig til rette i sin kurv og viftede nervøst med halespidsen.

Det var en smuk, klar vinterdag. Vinden var mild, og sneen var smeltet. Alanna havde regnet med at se legende børn uden for landsbyens huse, men der var ingen. Hvis der var nogen der betragtede hende inde fra husene, var de i hvert fald ikke til at se. En pludselig lyd fik hende til at vende sig i sadlen. Coram var ved at tage betrækket af sit runde læderskjold.

„Jeg kan ikke lide det her,” sagde han. „Kan du?”

Alanna skar ansigt og løsnede sit eget skjold, der var spændt fast bag Måneskins sadel. Hun anbragte skjoldet med den springende løvinde på venstre arm, og trak krystalsværdet. Det er holdt op med at summe, tænkte hun. Så hørte hun råb af vrede og frygt. Hun fik ikke fat i ordene, men stemmerne kom fra det indre af landsbyen, inde bag den yderste række hytter.

De fortsatte, og så sig vagtsomt omkring, mens de satte kurs mod det sted hvor råbene kom fra. Der var ingen der kom dem i møde. Selve landsbyen var lige så forladt som hytterne udenom.

En folkemængde var forsamlet på landsbyens lille torv. En høj, mager mand i en laset grå kappe stod på en platform over mængden. Alanna havde en ubehagelig følelse af at have set det hele før, og hun og Coram gjorde holdt foran et af de større huse. De undersøgte området for bevæbnede mænd (ud over landsbyboerne, der svingede med kæppe og redskaber), og blev stående for at se hvad der foregik.

„Yahzed vil tage jeres sjæle,“ vrælede manden på platformen. Hans store øjne lyste vildt. Bag ham pegede en høj pæl op mod himlen, og Alanna kom til at svede ved synet. Hvor havde hun set dette sceneri før? „Yahzed er rasende! Adlyd hans bud! Gør jer fri af ondskaben, eller Yahzed sender pest og hungersnød! Adlyd Yahzeds tjener! Kun således kan I undslippe Stengudens vrede!“

En gruppe mænd, der kæmpede med et eller andet, omgav pælen. Nu kunne Alanna huske det. Hun havde to gange set dette sted, og galningen der talte til folket. Og anden gang, dengang Ishak havde ødelagt sig selv, havde hun set en kvinde blive brændt ved pælen.

Coram hviskede. „Denne Yahzed er en af guderne fra Scanra, så vidt jeg husker. En ækel karl. Hader enhver form for magi …“

Alanna rynkede brynene. Hvorfor havde Gudinden sendt hende dette syn? Hvad kunne det mon betyde?

Pludselig kunne hun lugte røg, og der lød et skrig af smerte.

„Nu gør I Yahzeds vilje!“ skreg præsten. „Brænd troldkvinden! Rens denne landsby for hendes besmittelse!“ Folkemængden jublede, og kvinden skreg igen.

Nu reagerede Alanna. For et år siden ville hun have tøvet, men dengang var hun heller ikke bazhir-shaman. Lilla flammer skød ud fra hendes hænder og slog folk i jorden. „Nej!“ skreg hun. Da de vendte sig mod hende for at angribe, pegede hun krystalsværdet ned i jorden, så der åbnede sig en dyb kløft for deres fødder.

„Djævel!“ skreg præsten og holdt en stor stjerneformet medaljon i vejret. En ædelsten, der var indfattet i den, glimtede i solen og fangede Alannas øjne, men det kneb kendte hun. Hertug Rogir havde brugt det, og han havde været langt dygtigere end denne mand. Hun holdt løvindeskjoldet mellem sig og præsten, og hviskede magiske ord. Præsten gav et skrig fra sig, da først ædelstenen og derefter hele medaljonen splintredes i hans hænder.

Alanna red målbevidst fremad, og Coram fulgte efter hende. Trofast stod op i sin kurv foran på sadlen, han skød ryg, pelsen strittede, og han hvæsede af arrigskab. En landsbyboer kom hen mod Alanna og truede af hende med en høtyv. Coram red imellem dem på sin store hest og slog manden til side med den flade side af sværdklingen. Nogen begyndte at kaste sten, og en af dem ramte Alanna i hovedet. Et øjeblik svajede hun i sadlen, men så vældede raseriet op i hende, og sendte en skylle af magi ud gennem krystalsværdet, så de tre der havde kastet sten, fløj gennem luften. Landsbyboerne tog flugten.

Alanna gjorde begge hænder fri og rakte armene mod den blå himmel. „Gudinde!“ råbte hun til sin beskytter. „Giv mig regn!“

Tiden stod stille et øjeblik. Derefter begyndte glødestenen at vibrere i en langsom, majestætisk rytme, og solen blev skjult bag store tordenskyer. Der lød et øresønderrivende tordenskrald, og regnen strømmede ned og slukkede ilden ved pælen.

„Tak, Nådige Frue,“ hviskede Alanna. Hun kunne mærke at magien var ved at udmatte hende.

Præsten kastede sig imod hende, bevæbnet med en dolk. Trofast sprang på ham og kradsede ham i ansigtet. Fanatikeren skreg højt og forsøgte at fjerne katten, men Coram gjorde det af med ham med sit sværd.

„Lad være med at spilde dine kræfter på sådan én,“ sagde han til katten, der gjorde sig fri af liget.

Alanna skyndte sig hen til bålet og befriede den kvinde de havde forsøgt at brænde. Kvinden sank på knæ ved bålet, der stadig ulmede, og hun ænsede tilsyneladende hverken sine sår eller regnen.

Coram kom hen til dem og hjalp forsigtigt den sårede kvinde op i sin sadel. „Vi må skynde os væk,“ råbte han højt, for at overdøve tordenen. „De kommer sikkert tilbage, bedre bevæbnede.“

„I dræbte præsten!“ En ung mand nærmede sig med en stor økse. „Hans gud vil straffe os!“

Alanna steg af hesten og trak krystalsværdet. „Få hende væk!“ beordrede hun Coram og anbragte atter skjoldet på sin venstre arm. Den gamle soldat tøvede. „Gør som jeg siger!“ skreg hun. „Inden de kommer tilbage!“

Han adlød modstræbende. Alanna vendte sig mod den bevæbnede landsbyboer. „Vær nu ikke dum,“ sagde hun. „Jeg er en trænet ridder. Du har ikke en chance imod mig!“

„Du lyver!“ Manden kastede sig imod hende, og det var tydeligt at han var vant til at bruge en økse. Alanna parerede hugget med skjoldet, og samtidig angreb hun nedefra med krystalsværdet. Manden sprang tilbage og gled i mudderet, og Alanna huggede øksehovedet af skaftet. Krystalsværdet summede, og fyldte hende med den samme syge blodrus hun troede hun havde renset ud af det. Hun vaklede, og det sortnede for hendes øjne.

Den unge mand jublede, og svingede økseskaftet hårdt mod Alannas ubeskyttede højre side. Hun sank i knæ og fik løftet skjoldet i sidste øjeblik inden han rettede endnu et slag mod hendes hoved. Krystalsværdet skreg i hendes sind, og krævede hendes angribers liv. Hun svedte om hænderne, så hun dårligt nok kunne holde på sværdet. Var det sådan Akhnan Ibn Nazzir følte, da han brugte sin livskraft til at prøve at dræbe mig? tænkte hun. Hun kastede sværdet til siden, sprang på benene og knaldede skjoldet mod manden.

Han skreg og veg tilbage, så han tabte økseskaftet. Alanna skyndte sig at gribe det. Hun stillede sig mellem ham og krystalsværdet, og betragtede ham opmærksomt.

„Sværdet er magisk,“ stønnede hun mens han stirrede på hende. „Det slår dig ihjel, hvis du prøver at tage det. Hvorfor skulle jeg ellers have kastet det bort?“

„Jeg tror dig ikke,” gispede han.

„Så tag det.“

Han løb uden om hende, men hun var ham for hurtig. Hun slog ham hårdt i hovedet med økseskaftet, så han faldt bevidstløs om.

Et øjeblik stod hun og svajede, men så knælede hun ned for at se om hun havde dræbt ham. Hans puls var stærk og rolig. Han havde fået en bule i hovedet, men han så ud til at ville overleve.

„Det kan måske lære dig ikke at angribe fremmede riddere,“ hviskede hun og tørrede sveden af panden. Hun tog krystalsværdet og stak det tilbage i skeden. Der var intet spor af dets magi tilbage.

„Det var måske dets sidste forsøg på at gøre mig til en blodtørstig morder,“ sagde hun til Trofast, der havde holdt sig på behørig afstand af kampen.

Skal vi vædde? spurgte katten.

Alanna steg til hest. „Nej.”

Trofast sprang op i sin kurv, og Alanna red ud af landsbyen. Hun standsede en enkelt gang ved udkanten af torvet og så sig tilbage. Den høje pæl stod der stadig, oplyst af lynene. Hun pegede på den og udtalte et enkelt magisk ord. Pælen fløj til vejrs, som om den var blevet skudt af fra en bue, og splintredes i små stumper.

Alanna og Coram gjorde holdt ved det skilt, de var kommet forbi tidligere på dagen. Alanna skyndte sig at brede et tæppe ud i det våde græs, og Coram lagde forsigtigt troldkvinden på det. Kvinden var i fyrrerne, mørkhåret og med brune øjne. Hun var dækket med både gamle og nye skrammer og hudafskrabninger, og der strømmede frisk blod ud af hendes mund. Hun var slemt forbrændt.

Alanna tog hendes hånd og så ind i hende med sin Gave. Hun vidste på forhånd hvad hun ville finde.

„Spar på dine kræfter, mit barn,“ sagde kvinden hæst. „Jeg ved jeg skal dø.“

Alanna trak sig tilbage, syg om hjertet. „Hvordan har du dog fået disse frygtelige indre kvæstelser?“

„De stenede mig i går,“ lød svaret. „Mine arme børn, hvem skal nu tage sig af dem?“

„Har du ondt af dem?“ spurgte Coram forbløffet.

„Det har været en frygtelig vinter,“ hviskede hun. „Maden var ved at slippe op. Yahzeds præst fortalte dem at det var på grund af mig, og deres forråd ville blive fyldt op, hvis de slog mig ihjel.“

„Tåber!“ mumlede Coram.

Troldkvinden tog Alannas hånd. „I to har givet mig den død jeg ikke turde håbe på, i fred blandt venner. Er det Halef Seif, der har sendt jer?“ Alanna nikkede. „Jeg bad til, at han ville hjælpe. Tro ikke at I kom for sent. Mit liv var forbi, da de greb mig for en uge siden. Hvordan skulle jeg leve videre i bevidstheden om at de, som jeg har bragt til verden og hjulpet og støttet, ønskede mig død?“ Hun gav Alannas hånd et klem. „Åbn dit hjerte for mig,“ sagde hun.

Alanna følte troldkvindens blide, venlige nærvær i sit sind, og det lindrede hendes bitterhed over kvindens nært forestående død. Troldkvinden slap Alannas hånd, svedende og skælvende af anstrengelsen.

„Det er lige dig jeg har brug for,“ gispede hun. „Hør her, Alanna af Trebond! Jeg kan give dig en gave. Vil du tage imod den?“

Alanna rørte glødestenen. Den var varm, men ikke brændende, og hun blev klar over at det var noget vigtigt troldkvinden havde at sige. „Fortsæt.“

Kvindens forslåede læber formede et smil. „Hør godt efter! Du har den fornødne viden til at reparere dit brækkede sværd. Det er den samme magi der gjorde dig til ét med Blodhøgen og med din adoptivfar. Den samme magi der har gjort prinsen til Stammernes Røst. Tag krystalsværdet og gør det til ét med dit eget sværd. Du får brug for det. Tortall er på vej mod mørke tider.“

Alanna nikkede og bed sig i læben.

Troldkvinden stak hånden ind under sin forrevne kjole og fandt en tyk, røgsværtet konvolut. „Jeg ville have ladet den brænde, men nu kan du bringe den til Halef Seif. Han vil vide hvad der skal gøres med den.“ Der gik en skælven gennem hende. Da hun atter var stille, fortsatte hun: „Du må for enhver pris give Halef Seif denne konvolut!“

„Det skal jeg nok,” sagde Alanna. „Bare rolig.”

Kvinden nikkede. „Jeg er så træt,“ hviskede hun. „Tak.“ Hun smilede til Trofast. „Alle tre.“ Hendes vejrtrækning blev anstrengt. „Sig til Halef at jeg venter på ham …“

Hendes stemme døde hen. Kort efter holdt hun op med at trække vejret, og Alanna lukkede blidt hendes øjne, inden hun rejste sig, blindet af tårer.

Coram begravede troldkvinden. „Ved du overhovedet hvad hun hed?” spurgte han.

Alanna rystede på hovedet, og så til mens hendes ledsager kastede den sidste skovlfuld jord på graven. „Halef Seif sagde ikke noget om det, og det gjorde hun heller ikke selv.“

„En skam at lade hende ligge uden en gravsten,“ sagde Coram trist. „Men det vil koste os livet at tage tilbage til landsbyen og spørge.“

„Hun får en gravsten,“ hviskede Alanna.

Du har ikke kræfter til det, sagde Trofast. Hvornår lærer du at holde op i tide?

„Jeg er nødt til det,“ svarede hun. „Gå væk, begge to.“

Coram og Trofast adlød, og hun knyttede næverne. Hun kendte ingen magisk formular for dette, men det havde hun ikke tænkt sig at lade sig slå ud af. Hvis viljen til at opnå et resultat var den vigtigste del af magien, behøvede hun blot at sige til jorden hvad hun ønskede, og det gjorde hun så. Jorden ved gravens hovedende rystede, og da hun åbnede øjnene igen, stod der en granitsøjle på graven. I den var indhugget: ‘Her hviler troldkvinden fra Alois, som elskede de mennesker der dræbte hende.’

Coram førte an, og ledte hende så langt fra landsbyen som muligt. Hun var knap nok ved bevidsthed, da han fandt en lejrplads. Hun sank udmattet om på jorden, og lod Coram pakke sig ind i et tæppe. Næste morgen kunne han ikke vække hende, men da Trofast ikke viste tegn til bekymring, brugte han dagen til at hvile ud, og sad og snittede træ mens han omhyggeligt vågede over hende.

Hun vågnede først ved solnedgang, og havde haft en ubehagelig drøm:

Tronsalen var fuld. Kongen og dronningen sad på deres troner, hertug Gareth stod ved siden af kongen, og Jonathan hos dronningen. Skønt hun kunne se det hele tydeligt, var der intet at høre. Hendes venner så rædselsslagne til, mens Thom præsenterede en mand for kongeparret. Manden så sig om – det var Rogir af Condia. Hun kunne høre ham tydeligt: „Jeg er ikke let at slå ihjel Løvinde. Men du kan takke din bror for dette. Og husk at bringe mig mit sværd.”

Hun satte sig ret op og ned, drivvåd af sved.

„Har du nu igen haft mareridt?“ spurgte Coram, mens han rørte rundt i gryden. Det var næsten mørkt. „De betyder ingenting, min tøs. Kom og spis.“

Hun fortalte ham om drømmen, mens de spiste. Synet af lejrbålet og Trofast, der legede med nogle træspåner, beroligede hende efterhånden.

„Jeg spørger sommetider mig selv, om jeg mon i virkeligheden ønsker han skulle komme tilbage,“ sukkede hun og satte skålen fra sig. „Men det lyder helt vildt, gør det ikke?“

Coram blæste en prøvende tone i den fløjte han havde snittet. „Der var jo noget I to ikke blev færdige med,“ bemærkede han. „Og tænk engang over det. Det er ikke os alle forundt at have en ærkefjende, men det havde du i hertugen. Problemet er bare, at livet kan føles lidt tomt bagefter, når man har gjort det af med en sådan fjende. Du har brugt så megen tid på at spekulere over ham, og så er han der bare ikke længere.“

„Du tror ikke jeg har – ja, profetiske drømme?“

„Har du haft den slags før?“

„Nej. Syner, ja, men aldrig drømme.“

„Man kan vel dårligt forestille sig at du skulle begynde at få dem i din alder. Dine drømme er nok bare drømme.“ Han betragtede hende mistænksomt, da hun lagde krystalsværdet og de to dele af Lynild på jorden foran sig. „Hvad er du nu ude på?“

„Hun fortalte mig hvordan jeg skulle reparere Lynild, og det har jeg tænkt mig at gøre nu.“

Trofast satte sig hen til hende, og Coram veg tilbage. Et øjeblik stirrede Alanna fjendtligt på de to lange ar på sin højre underarm. Hun tog sin dolk, bed tænderne sammen og skar et tredje sår ved siden af dem, så blodet dryppede ned over de to sværd. En isnende vind rejste sig, og lejrbålet blev lilla.

„Én,“ hviskede Alanna, lukkede øjnene og søgte efter ordene. „Det hele, ubrydelige krystal. Én – krystal i fæstet, lige stål, kløvet i to.“ Støvet hvirvlede op i hendes ansigt. „To …“ Hun flyttede de tre dele tættere sammen. „Adskilt, og alligevel sammen. Sammen som en helhed.“ Kraften bruste igennem hendes krop. „Én!“ råbte hun, og vinden hylede. „Én klinge, ubrydelig og hel!“

En sidste bølge af kraft skyllede igennem hende, stærkere end hun kunne bære. Hun besvimede.

„Du er da ikke rigtig klog,“ lød Corams velkendte brummen gennem mørket. „Man skulle tro du i det mindste kunne vente, til du var kommet til hægterne efter gårsdagens fyrværkeri – men ikke tale om.“ Alanna kom langsomt til sig selv. „Nej, du skal selvfølgelig bevise at du er grev Thom og kan gøre hvad som helst.“

Alanna tvang sig til at åbne øjnene, og grinede svagt til Coram, der var ved at pakke hende ind i hendes tæppe. „Jeg ville bare lige ordne mit sværd. Jeg lover dig, jeg laver ikke mere fyrværkeri i aften, Coram.“

Han fnøs, og det var tydeligt at han ikke troede hende. Han tog forsigtigt noget op og lagde det i hendes hånd.

Hun var næsten for træt til at løfte det. Lynilds skrammede runde krystal sad på toppen af sølvfæstet. Klingen var tynd, som Lynilds havde været – den var af stål, og den skinnede med et spøgelsesagtigt gråt lys. Der føltes ingen fremmedartet, hadefuld magi i det, og sværdet lå fint i hendes hånd.

Mens hun undersøgte det, bemærkede Coram: „Du er kommet langt, hvad? Det er kun et år siden at du svor på, at du aldrig mere ville bruge din magi. Nu er du shaman, og du opfinder dine egne magiske formularer.“

Alanna smilede angergivent. „Har du bemærket, at når man prøver på at fornægte en del af sig selv, får man pludselig meget mere brug for netop den del? Jeg var bange for magien, til dels fordi jeg var sikker på at jeg ikke kunne styre den. Men krystalsværdet har lært mig, at det kan jeg alligevel. Før jeg kom til bazhirerne, havde jeg set megen magi brugt til onde formål, men jeg lærte noget andet af at være shaman. Jeg tror ikke længere jeg er bange for min Gave. Det er mig der bestemmer – ikke Gaven. Og nu er jeg i stand til at bruge mine kræfter til at hjælpe de mennesker jeg har svoret at beskytte. Forstår du hvad jeg mener?“

Coram grinede. „Så meget som jeg nu forstår hvad I fornemme folk siger!“

„Du har levet for længe blandt tyve,“ sagde Alanna. Hun prøvede æggen med tommelfingeren og skar sig. Hun smilede henrykt og stak sværdet i skeden. „Nu er jeg parat til hvad som helst!”

„Nu du siger det,“ sagde Coram mens han lagde brænde på bålet for natten. „Hvor tager vi nu hen?“

Noget nyt og spændende? ville Trofast vide. Hans hale dirrede af spænding.

Alanna lagde sig, træt men tilfreds. „Først skal vi have afleveret troldkvindens konvolut til Halef Seif.“ Hun gabte. „Den må være vigtig, siden hun hellere ville lade den brænde, end risikere at den faldt i de forkerte hænder.“

„Så gør vi det. Hvad så bagefter?“

„Jeg tror vi rider sydpå,“ sagde Alanna til sine ledsagere. „Kong Barnesh af Maren afholder en stor turnering til foråret. Jeg trænger til at leve som ridder igen. Og vi kommer sikkert til at opleve noget undervejs. Hvad siger I til det?“

Det var på tide, knurrede Trofast og lagde sig til rette foran hendes ansigt.

„Det lyder godt,“ sagde Coram, der også havde lagt sig. „Se at få sovet, Løvinde.“

Alanna greb om Lynilds fæste, og lagde sig til at sove med et træt smil om munden. Hun havde været ridder et år, og hun havde overlevet. Og hvis der lå vanskeligheder forude, var hun parat til at møde dem.