Trolddomsundervisning

En af Alannas første handlinger som shaman i Blodhøgens Stamme var at gå til Ali Mukhtab og Halef Seif og foreslå at hun oplærte Kara, Kourrem og Ishak til at overtage hendes plads. „Ishak kan en smule magi,“ sagde hun. „Og de må alle tre have udviklet en vis form for kontrol, ellers ville denne landsby for længst være jævnet med jorden. Der kræves ikke megen undervisning for at blive shaman, så de vil hurtigt kunne blive bedre end Ibn Nazzir nogensinde har været.“

De to mænd tænkte længe over hendes forslag. Deres ansigter var udtryksløse. Alanna prøvede at sidde stille. Hvor skulle hun ellers finde mulige afløsere, hvis hun ikke fik lov til at oplære disse tre? Og hvis de udstødte fik status som shamaner, ville det i hendes øjne gøre meget i retning af at råde bod på den uretfærdighed Ibn Nazzir havde begået mod dem.

„Det er noget nyt at gøre piger til shamaner,“ sagde Ali Mukhtab omsider. „Men denne stamme har gjort meget nyt siden Kvinden Der Rider Som En Mand kom hertil.“

„Vores nuværende shaman er jo også en kvinde,“ tilføjede Halef Seif med et smil.

„Synes du om idéen?“ spurgte Mukhtab.

Høvdingens smil blev bredere. „Jeg tror det vil blive meget interessant at se. Og de unge vil i hvert fald adlyde denne shaman.”

Mukhtab nikkede. „Så bliver det sådan,“ sagde han til Alanna. „Må guderne smile til dig.“

Alanna rejste sig. „Mange tak,“ sagde hun. „Det får jeg sikkert brug for.“

De tre ventede på hende, da hun vendte tilbage til teltet. Alanna så sig tilfreds om. Teltet var helt anderledes end første gang hun havde stukket hovedet indenfor. Sølv og messing skinnede i lyset fra lampen. Tæpperne have mørke, behagelige farver. De forhæng, der skilte templet fra beboelsesområdet, var ulasteligt rene. Her er jo ligefrem rart, tænkte hun.

„Du bad os om at vente på dig her,“ sagde Kourrem, ligefrem som altid. „Du har talt med høvdingen og Røsten. Skal der ske os noget ondt?“

Alanna rystede på hovedet, og tog et bæger daddelvin, som Ishak havde skænket til hende. „Jo, det var jer vi talte om,“ svarede hun. „Men der sker jer intet ondt. Jeg bad om tilladelse til at oplære jer tre til shamaner, og det fik jeg.“

Tre par øjne – pigernes mørkebrune og drengens gråbrune – stirrede på hende. Kourrem begyndte at græde.

„Jeg troede ikke du nogensinde ville tale om magi,” sagde Ishak undrende.

Nu græd Kara også, til Alannas store forlegenhed. „Hold op, piger. Det er ikke noget at græde over. Drik noget vin.“ Hun vendte sig mod Ishak. „Det sagde jeg uden at vide at pigerne slet intet havde lært, og du kun en smule. Hold op med at græde, Kara og Kourrem, vil I ikke nok? Jo, jeg er dødtræt af magi, men nogen er nødt til at undervise jer tre, og det skal åbenbart være mig. Hør efter.“ Med et suk satte hun sig på en hynde. Pigerne snøftede stadig lidt, men hun havde deres opmærksomhed. „Dengang jeg var page, og siden væbner, på slottet, var der en mand – kongens nevø, fætter til prinsen. Hertug Rogir var den mægtigste troldmand i hele denne del af verden. Han var flot, afholdt, charmerende. Jeg følte at jeg var den eneste i verden, der vidste at han havde ondt i sinde mod prinsen, og at han var årsag til forskellige uheld der nær havde taget livet af Jonathan. Jeg tror det var ham, der lod mig bortføre under krigen mod Tusaine. Men så, da jeg gennemgik Ridderskabets Prøvelse for to måneder siden, fandt jeg ud af at han havde brugt trolddom til at gøre alle – også mig, på en måde – blinde over for hans planer. Han var i færd med at slå dronningen ihjel. Jeg anklagede ham for kongen og hele hoffet. Rogir krævede tvekamp.“

Hun trak vejret dybt. Det gjorde ondt. „Vi kæmpede. Han … huggede igennem …“ Hun rødmede. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. „Jeg var jo forklædt som dreng …“ Hun pegede på sit bryst og rødmede endnu mere.

Kvikke Kourrem reddede hende ud af situationen. „Du mener, at du havde bundet noget stramt om dine bryster, og det huggede han over.”

Alanna nikkede. „Da han opdagede – og hele hoffet opdagede – at jeg var en pige, gik han helt amok. Han gik til angreb på mig med sit sværd og med magi, og det var ikke kun mig han angreb. Hans trolddom ville have dræbt kongen eller Jonathan. Jeg var nødt til at stoppe ham, så jeg dræbte ham. Lige siden har jeg følt, at magi af enhver art alt for let lader sig misbruge.“ Hun trak vejret dybt. „Men det er endnu værre at lade som om den ikke eksisterer. Ligesom med krystalsværdet.“ Hun rørte ved sværdet, som hun havde spændt om livet. „Jeg lod som om det ikke eksisterede, og derfor var Ibn Nazzir i stand til at bruge det imod mig. Jeg er nødt til at beholde det, og beherske det, så det aldrig mere kan bruges imod mig. Det samme er I tre nødt til at gøre med jeres magiske kræfter, ellers vil de vende sig mod jer selv.“ Hun gned forlegen sin næse. Hun brød sig ikke om at holde taler, men nu gik det op for hende at hun fremover ville komme til at holde mange. „Vi begynder i morgen tidlig. I må hellere se at få sovet.“

I næste øjeblik var hun omgivet af jublende unge mennesker, som kyssede og krammede hende. Hun gennede dem ud, og lukkede hovedrystende teltdøren for natten. „De vil have godt af træningen,“ sagde hun til Trofast, mens hun gjorde sig klar til at gå i seng.

Katten betragtede hende dovent. Du vil også have godt af det, bemærkede han. Måske bliver du ligefrem voksen af det, selvom jeg tvivler.

Alanna skulede til ham og lagde sig. „Jeg er glad for at jeg har dig til at holde mig nede på jorden,“ mumlede hun inden hun faldt i søvn.

Det er jeg også glad for, svarede Trofast og lagde sig ved hendes ansigt.

Gravkammeret var mørkt og tyst. Døren bag hende var lukket med en klippeblok slottets tjenere havde sat der. Foran hende, på en granitblok, lå liget af hertug Rogir af Condia. Han så ud som om han sov, så godt havde Den Sorte Guds præster bevaret hans legeme. Hans sorte fløjlskofte skjulte såret i hans skulder og det stød i brystet, der havde afgjort tvekampen. Der hørtes ikke en lyd i kammeret. Han var død.

Med ét åbnede han øjnene. Hun veg tilbage, og hendes hjerte hamrede af rædsel. Han smilede.

Alanna rev tæppet til side og stod rystende ud af sengen. Fulgt af Trofast styrtede hun ud af teltet og stod stønnende og drivvåd af sved i den kolde nattevind.

„Det første I skal lære, er at fremkalde ild ved brug af magi,“ fortalte hun sine elever. De stod ude i ørkenen, et stykke fra landsbyen. Alanna ønskede ikke at være i nærheden af folk eller telte, hvis der skulle ske noget. En af krigerne stod i sikker afstand, med en pil på buen. Der var bjergfolk i området, så ingen forlod landsbyen uden beskyttelse.

Alanna lagde nogle kviste i en bunke. „Enhver, der har bare den mindste smule af Gaven, kan lære at tænde ild eller skabe lys,“ fortsatte hun. Hun følte sig lidt mærkeligt tilpas. Hun havde undervist pager og væbnere i krigerfærdigheder, men aldrig i trolddom, og hun var bange for at gøre noget forkert. „I ser på det I vil have til at brænde – senere lærer I at gøre det uden at se på det – og I forestiller jer at det brænder. I skal ønske at det brænder.“

„Hvis nu jeg ikke ønsker at det skal brænde?“ spurgte Kara.

„Det er du nødt til,“ sagde Alanna. „Hvorfor skulle du ellers forsøge at gøre det?“

„Nåh, nej.“

„Kilden til al magi ligger i jeres egen vilje,“ fortsatte Alanna. „Tingene sker, fordi I ønsker det. Det er som alt andet i livet – at blive kriger, eller en god shaman, eller en god kok – det sker, hvis I ønsker det tilstrækkelig kraftigt. Hvis man fokuserer sin vilje og ser kvistene brænde for sit indre øje, kommer det til at ske som man ønsker. Kvistene brænder. Kara, du begynder.“

Kara stirrede på kvistene. Hun koncentrerede sig så hårdt at sveden drev ned ad hendes ansigt. En lille røgsky steg til vejrs fra kvistene og forsvandt med det samme. „Det er godt af et første forsøg at være,“ sagde Alanna. ”Jeg kunne ikke engang få røg frem, første gang jeg forsøgte.“

Kourrem skulede til kvistene og rynkede brynene. Hun rystede på hovedet. „Jeg tror ikke jeg ønsker det tilstrækkelig kraftigt,“ sukkede hun.

„Du vil gerne være shaman, ikke sandt?“ spurgte Alanna.

Kourrems ansigt lyste op. „Jo!”

„Du kan ikke blive shaman, hvis ikke du kan gøre dette her. Selv Ibn Nazzir kunne tænde ild.“

Kourrems øjne blev store og forskrækkede, og der fløj gnister fra kvistene.

Alanna lo. „Der kan du se!“ Hun ventede til gnisterne døde hen, og pegede på Ishak. „Så er det din tur.“

Med et tilfreds grin pegede drengen på kvistene. De flammede op og forsvandt. Alanna så på ham. Det kløede i hendes fingre efter at stikke ham en på kassen, men hun vidste at det var en uværdig følelse. Ishak havde simpelthen ikke kunnet modstå fristelsen til at vise sig lidt. Hun beherskede sig og nikkede. „Jeg glemte at du allerede har lært lidt. Før vi fortsætter, må jeg hellere finde ud af, hvor meget hver af jer rent faktisk allerede kan.“

„Jeg kan tænde ild og lys,“ meddelte Ishak. „Jeg kan finde ting. Sommetider kan jeg se hvad der skal ske i fremtiden.“

„Han drømte at du ville give os et godt liv,“ indskød Kara ivrigt. „Vi lo ad ham, fordi han sagde der ville komme en kvinde, der var kriger. Det var dagen før Halef Seif bragte dig til os.“

Alanna nikkede. „Hvad med dig, Kara? Har du set noget blive anderledes, fordi du ønskede det? Kan du se billeder i ilden?“

„Tingene bevæger sig, når jeg bliver vred,“ hviskede Kara rødmende. „Sommetider flyver de gennem luften. Så får jeg prygl.“

„Hun får vinden til at blæse,“ sagde Ishak. „Og når hun græder, begynder det at regne. Ikke altid, men tit.“

„Vejrmagi,” sagde Alanna. „Det er en nyttig ting. Og dig, Kourrem?”

„Jeg ved det ikke,“ indrømmede den yngste af pigerne. „Sommetider kan jeg se farvede kugler, og jeg leger med dem. De gamle kan lide at jeg besøger dem, når de er syge. De siger de får det bedre, når jeg er der. Jeg troede det var fordi jeg fortalte dem historier, men …“ Hun så forhåbningsfuldt på Alanna.

Alanna mindedes dengang hertug Baird havde prøvet hende, den dag Jonathan blev syg af Svedepesten, og rakte hånden frem. „Jeg sov dårligt i nat,“ sagde hun til Kourrem. „Jeg er stadig træt. Tag min hånd og få mig til at få det bedre.“

Kourrem tog hendes hånd, men slap den igen. „Jeg ved ikke hvordan man gør.“

„Find din egen styrke og skub noget af den gennem din hånd og ind i mig,“ sagde Alanna. „Gør det nu.“

Kourrem adlød. I næste øjeblik følte Alanna en dirrende energi trænge ind i hele hendes krop, så hårene rejste sig på hendes hoved. Hun trak hånden til sig og rystede den. „Jeg var kun en smule træt,“ sagde hun til pigen, som så ud til at være grædefærdig. „Du behøvede ikke at give mig så meget!“ Hun satte hænderne i siden og så på dem. „Nu skal vi finde ud af, hvad det er I skal lære,“ sagde hun. „I kan allerede noget, ellers ville I ikke være i stand til at kontrollere jeres magi så godt som I gør.“

„Hvor ved du det fra?” spurgte Kara.

„Fordi Ishak ville have futtet os af alle fire, hvis ikke han havde haft en vis kontrol,“ svarede Alanna. „Og hvis du ikke havde kontrol, ville hele landsbyen for længst være blevet ødelagt af vind eller regn. Og Kourrem kunne have splittet mig fuldstændig ad, med det hun lige gjorde.“

„Hvordan kan det så være, at du løber så stor en risiko ved at træne os?“ ville Kourrem vide. „Du vidste jo ikke, at jeg ikke ville skade dig, vel?”

Alanna lo. „Jeg kan hverken påvirke vejret eller se ud i fremtiden, men jeg kender lidt til at beskytte mig selv, og jer med, hvis det bliver nødvendigt.“ Hun kløede sig i nakken. „Vi må hellere træne den koncentrationsøvelse jeg lærte jer. Bagefter henter I de telte jeg har bestilt, og slår dem op ved siden af mit.“

„Hvad skal du med flere telte?“ spurgte Kara, da de havde sat sig på jorden.

Alanna satte sig ved siden af dem. „Som mine lærlinge bør I bo hos mig,“ svarede hun. „Men siden I nu er tre, fik jeg teltmageren til at give mig et stort telt til pigerne og et mindre til Ishak. Hold dog op!“ udbrød hun, da de kastede sig over hende og omfavnede hende heftigt.

Efter aftensmåltidet gik lærlingene i gang med at indrette deres nye hjem, og Halef Seif kom for at hente Alanna. „Det er en kølig aften,“ sagde han. „Vil du med mig ud og ride en tur?“

Det lod hun sig ikke sige to gange. De sadlede deres heste og gav vagtposterne besked. Alanna trak vejret lettet, da de var ude af landsbyen. Her lugtede af ørkenplanter, støv og heste – en tør, behagelig duft der mere end noget andet fortalte hende hvor meget hendes liv havde ændret sig.

„Jeg vil gerne have, at de sidder sammen med mig ved lejrbålet,“ sagde hun pludselig. Hun talte dæmpet, for det tilfælde at der skulle være røvere eller rovdyr i nærheden. „Det har de ret til som mine lærlinge, ikke sandt?“

„To af dem er piger.“ Det var for mørkt til at tyde hans ansigtsudtryk, og hans stemme var udtryksløs.

„Det er jeg også.“

„Det har jeg bemærket.“

Alanna havde ham mistænkt for at drille. „Jeg er ligeglad, om de så var tudser med tre hoveder,“ hviskede hun surt. „De skal være shamaner alle tre, og stammen kan lige så godt begynde at vænne …“

Bazhir-høvdingen gjorde tegn til hende om at være stille. Trofast stod i sin kurv på Måneskins sadel, med strittende pels og busket hale. Alanna lyttede, og hørte småsten trille ned ad en skråning. Der var nogen i nærheden. Lydløst steg de af hestene, og hun gjorde tegn til Trofast om at blive hvor han var. Hun fulgte efter Halef Seif hen til randen af en kløft, og de lagde sig fladt på jorden og kiggede ned.

Hendes øjne havde vænnet sig til mørket, og nu kunne hun se fem bjergmænd snige sig af sted i kløften under hende. En af dem snublede over en sten og bandede, mens hans kammerater tyssede på ham. Alanna fnøs hånligt. Hun ville have fået måneders ekstrapligter som straf, hvis hun selv som page havde begået en sådan fejl.

„Kvægtyve,“ hviskede Halef i hendes øre. Hvis han havde været bare få tommer længere væk, ville hun ikke have hørt ham. „Jeg tror ikke der er nogen grund til at forstyrre vagtposterne.“ Han begyndte at rejse sig, men så lagde han sig igen ved siden af hende. „Det ville være nyttigt med noget lys – shaman.“ Han smilede.

Alanna skyndte sig at gå ind i sig selv og finde den lille ild, der altid brændte helt inde hvor kun hun selv kunne finde den. Hun kaldte ilden frem, og følte en vis begejstring da den hurtigt adlød hende. Lilla ild flammede op fra hendes håndflade, og alt blev lyst. Bjergmændene skreg og dækkede deres øjne. Med et krigshyl bevægede Halef Seif sig ned ad skrænten. Alanna havde brug for tid, og hun var nødt til at bruge begge hænder, så hun så sig desperat omkring. Hun fik øje på en klippeblok, pegede på den og gav en magisk kommando. Hun vidste ikke om det kunne lade sig gøre, men der var ikke tid til at tænke. Den lilla ild strømmede ind i klippeblokken, og fyldte den som den havde fyldt hende. Et øjeblik var den ved at gå ud – så blev den en del af stenen, et kæmpemæssigt bål der oplyste slagmarken.

„Tortall og kongen!“ råbte Alanna og fulgte efter Halef Seif. Hun trak krystalsværdet og følte dets truende summen i hånden. Endnu en gang forsøgte dets kraft at trænge ind i hende og overvinde hende, men Alanna koncentrerede sig kun om bjergmændene, der angreb Halef Seif. Hun bed tænderne sammen. Hold op, sagde hun til sværdet.

To af dem fik øje på hende og gik til angreb, den ene med en økse og den anden med et slagsværd. Hun dukkede sig for øksehugget, og gennemborede manden. Et øjeblik skyllede en syg, sort triumf gennem hendes sind. Hun stivnede. Hun vidste at sværdets magi forvandlede hendes stolthed over at være en bedre kriger til en grim glæde ved at dræbe. Hun skælvede, og modstod trangen til at gennembore manden igen og igen, indtil Halef Seif råbte hendes navn. Hun vendte sig i tide til at parere den anden bjergmands slagsværd med krystalsværdets greb. Det andet sværd var større og tungere, og dets ejer var større og stærkere end Alanna, men den sælsomme grå klinge modstod slaget. Den skinnede med et spøgelsesagtigt skær, der fangede bjergmandens øjne. Alanna gjorde sig fri og huggede efter ham nedefra. Bjergmanden stirrede stadig på sværdet. Han forsøgte at parere, men han var for langsom. Krystalsværdet borede sig ind i hans hals. Denne gang var hun forberedt på den bølge af kraft, der kom fra sværdet, og hun slog den tilbage med sin egen kraft. Hvis hun havde været tvunget til at sætte ord på det, ville hun have beskrevet det som en knude i de energitråde der udgjorde sværdets magi. Nu skar hendes sind gennem knuden, trak den ud af sværdet og slyngede den ud i natten. Den sidste af røverne havde taget flugten. Den ondskab Alanna havde kastet bort, ramte hans ryg og forvandlede ham omgående til en bunke aske.

„Det var ikke min hensigt,“ hviskede hun træt og tørrede sværdet på en af de faldnes kappe. Sværdets summen var svagere, og hendes modbydelige følelse af triumf over at dræbe var kun en skygge i hendes erindring.

„Det ville være dumt at lade sådan én flygte tilbage til sin stamme,“ sagde høvdingen strengt. „Men se hvad der skete! Du kæmpede ikke fuldt og helt.“ Hans skarpe øjne så undersøgende på krystalsværdet, idet hun stak det tilbage i skeden. „Sværdet er ondt. Det vil vende sig mod dig.“

Hun rystede på hovedet. „Der er meget få virkelige ting der er onde, Halef Seif,“ svarede hun. „Magi er ikke ond i sig selv, men det kan benyttes til onde formål. Hvis magien på en eller anden måde kan renses …“

„Men sæt nu dette sværds magi har været benyttet til onde formål siden tidernes morgen?“ spurgte han. „Sæt du ikke er stærk nok til at beherske det?“

Alanna skød hagen frem. Hendes lilla øjne lyste faretruende. „Jeg har lovet mig selv at jeg vil beherske dette sværd, og det vil jeg gøre,“ sagde hun og bed tænderne sammen. „Intet sværd – ikke engang dette her – vil nogensinde få lov at overvinde mig.” Hun fløjtede, og Måneskin kom luntende imod hende, fulgt af Halef Seifs hingst. Hun sad op, mens hun stadig skulede til høvdingen. „Og så er alt sagt!“

Bazhir-høvdingen skjulte et smil og steg selv til hest. „Som du vil – Kvinde Der Rider Som En Mand.“

Alanna havde forventet at hendes kvindelige lærlinge ville vægre sig mod at deltage i lejrbålet, men hun havde undervurderet deres ærefrygt for hende. Da først de blev klar over at Alanna ville lade dem beholde deres slør, gik de med til det. Kara virkede lidt forskræmt, og Kourrem så sammenbidt ud, men begge to satte sig mellem Ishak og Alanna næste aften, og så ned i jorden mens stilheden sænkede sig. Det varede lidt inden nogen sagde noget, men lidt efter lidt begyndte samtalen, og mand efter mand nikkede accepterende. Det var kvinderne der holdt sig tilbage de første aftener, og de serverede for pigerne og Alanna på en måde der nærmede sig det uforskammede. Alanna sukkede. Hvordan skulle hun bære sig ad med at få stammens kvinder til at acceptere hende og hendes lærlinge? Hun kunne ikke tvinge dem til at synes om de forandringer hun havde forvoldt i Blodhøgens Stamme.

Undervisningen fortsatte. De studerede de bøger om magiske ceremonier, der lå foran stammens alter. Ishak var den af lærlingene der klarede sig bedst med disse ceremonier, der omfattede alt lige fra rensning af lamper til indvielse af et nyt tempel. Alanna betragtede ængsteligt den unge mands tiltagende hovmod. Ud fra hendes tidligere erfaring med at undervise pager og væbnere var det tydeligt, at Ishak var ved at blive farligt overmodig.

„Kan du ikke lade mig gå videre?“ spurgte han en aften, mens den unge shaman og hendes lærlinge hvilede sig i hendes telt. Kourrem rodede med en væv, og Kara hjalp hende, men Alanna var klar over at begge pigerne lyttede opmærksomt. „Jeg kan allerede næsten alle de magiske ceremonier. Kan du ikke lære mig noget interessant?”

Alanna klappede Trofast. Katten lå i hendes skød og lyttede lige så opmærksomt som pigerne. „Hvad specielt tænkte du på?“

„Jeg vil gerne lære at se ud i fremtiden,“ svarede han, og hans øjne lyste. „Eller du kan lære mig at gå ud af min krop …“

„Nej, Ishak,“ sagde hun stille. Hun vidste at hun skuffede ham. „Det gør mig ondt, men du er ikke parat endnu.“

„Det synes jeg at jeg er,“ svarede han hidsigt, men bed sig i læben og fortsatte i en roligere tone. „Kan jeg ikke i det mindste få lov at røre dit sværd? Jeg kunne bruge dets kraft …“

Alanna rystede på hovedet. „Der er ingen andre end mig, der rører det.“

„Jeg vil prøve noget spændende,” udbrød han. „Du vil ikke lade mig røre dit sværd, og du vil ikke lære mig højere magi…“

„Den magi du taler om, er stærk og vanskelig. Du besidder ikke den fornødne selvdisciplin til at gå langsomt frem. Hør efter, Ishak!“ fortsatte hun, da han vendte sig bort. „Ved du ikke hvad der kan ske, hvis man prøver at udøve magi man ikke er parat til? Hvis man er heldig, virker det ikke. Men i værste fald tager den magten fra én og tilintetgør én. Hvis du forsøgte at bruge sværdet, ville det ødelægge dig. Du ville dø, og intet kunne bringe dig tilbage. Lær at være tålmodig. Hold op med at prøve at snyde, som du har gjort med ceremonierne – jo, jeg har set dig! Man skal være omhyggelig, når man har med magi at gøre!“

„Du er ikke et hår bedre end Akhnan Ibn Nazzir!“ skreg han. „Du har en overnaturlig kat, en gave fra Gudinden, et magisk sværd, Gaven – og du vil beholde det hele for dig selv! Du vil ikke have at andre også skal have det sjovt!“ Han løb ud af teltet.

Alanna rystede bekymret på hovedet. „Det er ikke ‘sjovt’,“ mumlede hun, mere til sig selv end til Trofast eller pigerne. Hun så på sine to andre lærlinge, der betragtede hende ængsteligt, og hun fremtvang et smil. Ishak ville falde til ro og finde noget andet at være begejstret for i morgen – håbede hun. „Virker den dér?“ spurgte hun Kourrem.

Pigen nikkede, glad for at skifte emne. „Jeg er glad for at jeg fik lov til at sætte den op. Det føles ikke rigtigt bare at sidde her om aftenen i stedet for at væve.“

„Er du god til det?” ville Alanna vide.

Kourrem rystede på hovedet. „Nej, men jeg vil gerne lære det.“ Hun skævede til trådene. „Jeg kan en lille smule.“

„Hun kan mere end det,“ sagde Kara. „Hun er god til at væve. Det er vigtigt for en kvinde, at der er noget hun er god til, så hun kan bringe sin mand ære og lykke,“ tilføjede hun.

„Er I to på udkig efter ægtemænd?“ spurgte Alanna.

„Det ved jeg ikke,“ indrømmede Kara, der sad med armene om sine knæ. „Dengang vi var udstødte, var der stadig en mulighed for at en mand fra en anden stamme skulle få lyst til at gifte sig med en af os. Men nu hvor vi skal være shamaner, er det svært at sige. Shamanen før Akhnan Ibn Nazzir havde en kone, men ikke Ibn Nazzir – han var for ulækker. Er der mon nogen mand der kan tænke sig at gifte sig med en kvinde, der er shaman?“

Alanna mindedes at Jonathan havde friet til hende. „Givetvis, der er jo også mænd der har lyst til at gifte sig med en kvinde, der er kriger,“ sagde hun beroligende. „Jeg kender personligt to, som gerne vil giftes med mig.“

Karas ansigt lyste. „Kourrem, hørte du det?“ udbrød hun glad. „Der er to mænd der vil giftes med Alanna! Så har vi måske alligevel en chance!“

„Hmm,“ svarede Kourrem, der var ved at se efter om hun havde sat trådene rigtigt på væven. „Jeg skal ikke giftes lige nu. Jeg har alt for meget at lære.“

Alanna lo. „Jeg troede kun det var mig der havde det sådan!“

Ishak kom tilbage før pigerne gik. Han så brødebetynget ud. „Jeg har opført mig dårligt,“ sagde han dæmpet til Alanna. „Jeg vil prøve at tage det med ro. Jeg skal nok høre efter, og gøre som du siger.“ Det var hårdt for ham at skulle sige undskyld til en kvinde, selv til Kvinden Der Rider Som En Mand, og han fortrak skyndsomst. Alanna rynkede brynene. Var hans tilsyneladende ydmyghed ægte, eller var den komediespil? Kourrems væv begyndte at klapre. Alanna tog sig til glødestenen og sukkede. Hun kunne kun vente på Ishaks næste udbrud, og håbe han snart lærte selvbeherskelse.