Lærlinge

Hver aften tilbragte Kourrem nogen tid ved sin væv. Selv Alanna, der intet vidste om vævning, kunne se at hun brugte lige så megen tid på at trævle op som på at væve.

„Jeg ved simpelthen ikke nok,“ sagde hun en aften til Alanna, mens Kara og Ishak skændtes om en bog. „Jeg var meget lille da jeg lærte det, og det er længe siden jeg har øvet mig.“ Hun sukkede trist. „Kan du huske Hakim Fahrar, den mand du kæmpede mod?“ Alanna nikkede. „Hans mor er stammens bedste væver. Jeg ville ønske hun ville undervise mig, men …“ Hun skar ansigt. „Kvinderne synes at Kara og jeg er blevet storsnudede, fordi vi sidder sammen med mændene.“

„Og det gør det vel ikke bedre at jeg sårede madam Fahrars søn,“ sagde Alanna. Kourrem nikkede, og Alanna purrede op i hendes hår. „Gid jeg kunne hjælpe dig, men jeg kan ikke væve.“

Alle tre lærlinge – selv Ishak – stirrede på hende. Omsider hviskede Kara: „Du kan ikke væve?”

„Den slags lærer krigere ikke,“ sagde Ishak med foragt i stemmen.

Kourrem rejste sig brat. „Jeg kommer straks tilbage.“ Hun løb ud af teltet.

„Jeg troede bare … alle piger lærer det som små,“ forklarede Kara. „Kan du heller ikke karte uld, eller spinde, eller …?“ Hun afbrød sig selv.

„Jeg kan heller ikke bage,” betroede Alanna hende. „Den eneste madlavning jeg kender til, er den slags soldater laver i felten.”

Kara rystede på hovedet. På mange måder var hun en typisk, pæn bazhir-pige, og hun havde svært ved at forstå Alanna. Hun var ved at forklare vævningens mysterier, da Kourrem kom tilbage med en lille udgave af sin store væv. Pigen knælede ved siden af Alanna. „Jeg kan lære dig at væve ganske enkle ting, hvis du vil,“ tilbød hun. „Ikke svære ting, som stribet stof, men det ville altid være en begyndelse.“

„Det vil jeg meget gerne,“ indrømmede Alanna. „Det ser sjovt ud.“ Kourrem grinede. „Det er sjovt når det lykkes,“ sagde hun. „Egentlig burde jeg ikke starte med at lære dig at væve. Vi andre skulle starte med at karte uld – du ved, rede det ud og fjerne snavs og knuder – og spinde tråden, før vi overhovedet fik lov at nærme os en væv.“

Alanna lo. „Det er ligesom med krigerhåndværket,“ forklarede hun sine forbløffede tilhørere. „Vi skulle lære at lave vores våben, før vi gik i gang med at bruge dem.“

„Man skal forstå hvordan en ting er indrettet, inden man kan beherske den,“ sagde Kara vist. Pludselig lyste hendes ansigt op. „Det er jo også sådan du har lært os om magi!“

„Det vil sige, at hvis man ved hvordan krystalsværdet er lavet, kan man beherske det!“ tilføjede Ishak.

Bemærkningen foruroligede Alanna. „Det er ikke det hele, Ishak.“ Hun så barsk på ham. „For at beherske naturlige ting må man forstå hvordan de er lavet, og man skal ønske at beherske dem. Når det drejer sig om magiske ting, er man nødt til at udvikle sin vilje, indtil man er stærkere end sin Gave. Ellers vil kraften vende sig mod én. Forstår du mig?” spurgte hun indtrængende.

Ishak så hende trodsigt i øjnene og vendte sig bort. „Selvfølgelig.“

Alanna rynkede brynene. Hun var bekymret for ham, men der var ikke mere hun kunne gøre lige nu. Hun undersøgte den lille væv. „Hvad skal jeg gøre med den her?“

Kourrem beskrev væven, fortalte hvad de enkelte dele hed, og hvad de gjorde. Da hun var færdig, førte hun skyttelen igennem trådene, hvorpå hun rakte væven til Alanna. „Så er det din tur.“

Skyttelen føltes kantet og akavet i Alannas hænder – hun var jo langt mere vant til våben. Omsider trak hun vejret dybt og begyndte.

Med det samme gik det op for hende, at hun ikke anede hvad hun gjorde, og kort efter var tråden filtret uhjælpeligt sammen. Kara undertrykte en latter, og selv Kourrem måtte smile. Ishak så ud til at kede sig.

Alanna lagde væven fra sig. Hun følte sig yngre og mere uvidende end hun havde gjort i årevis. „Måske må jeg hellere lære de andre ting først,“ sagde hun. „Mine lærere havde ret – hvis man virkelig vil lære noget, findes der ingen genveje.“

„Jeg vil gerne lære dig det, hvis du stadig har lyst,“ tilbød Kourrem. „Men det virker da lidt fjollet, når du kan så mange ting der er langt vigtigere.“

„Hvad er vigtigere end det tøj jeg har på?“ ville Alanna vide.

„Kourrem har ret,“ bemærkede Ishak hånligt. „Hvorfor skulle du fjolle rundt med væve og alt det kvindepjat, når du kan kæmpe og udøve magi?“

Alanna fangede foragten i hans stemme, og hun så at begge pigerne rødmede af skam. Han trænger til en lærestreg, tænkte hun og trak i en tråd. Og denne gang får han den. „Nå, så du synes vævning er noget pjat?“

„Kvindearbejde.“ Ishak gabte. Han opførte sig som en typisk bazhir-mand. „Det kan da være udmærket, hvis ikke man har bedre ting at tage sig til.“

Alanna bandt lynhurtigt en knude på tråden. Tæppet som Ishak stod på, trak sig selv væk under hans fødder, og han faldt omkuld. Tæppet gav sig til at hvirvle rundt i teltet. „Forstod jeg dig ret?“ spurgte hun, mens pigerne dukkede sig, og Trofast hvæsede og spruttede. „Er arbejde med garn og tråd mindre vigtigt end at tale med ånder og se ud i fremtiden?“

Ishak åbnede munden for at svare, og Alanna bandt endnu en knude. Tæppet holdt op med at suse rundt, og standsede over hans hoved. „Nu hvor jeg har jeres opmærksomhed,“ fortsatte Alanna, „vil jeg godt fortælle jer lidt om trådmagi. Jeg har aldrig selv brugt det, men den kloge kone hjemme i landsbyen fortalte mig om det, og jeg har også lært lidt af slottets læger. Jeg ved at en kvinde med en stump snor i hænderne er i stand til at vælte en deling beredne krigere, hvis hendes vilje er tilstrækkelig stærk. Mænd – hovedsagelig læger – bruger også trådmagi, men kvinder har lettere ved at lære det. Det er vel fordi de fleste kvinder kan væve og spinde og sy. Du skylder dine lærlingekammerater en undskyldning, Ishak.“

Hun løste den anden knude, og tæppet begyndte at dale ned over ham. „Du kan ikke behandle Kara og Kourrem som stammens mænd behandler kvinder. I er ligeværdige. Det de gør og lærer er lige så vigtigt som de ting du gør og lærer. Og helt ærligt, på nogle områder er de bedre end du.“

Hun løste den første knude, og tæppet fløj rundt i teltet og standsede foran Ishak. Alanna bandt resten af den anden knude op, og tæppet gav sig til at skælve. „Du står i vejen for det,“ sagde hun til ham. Han skyndte sig at springe til side, og tæppet lagde sig på plads, hvor det kom fra. „Har jeg udtrykt mig tilstrækkelig klart?“

Ishak gispede. Hans øjne lyste. „Vil du lære mig det?“ spurgte han. „Jeg vil gerne lære det – kvindemagi eller ej!“

Det gav et stik i Alannas hjerte. Et kort øjeblik lød han nøjagtig som hendes egenrådige bror. „Jeg sagde vist noget om en undskyldning.“

„Det må I undskylde,“ sagde Ishak til de to piger. „Jeg glemmer det hele tiden.“

Kara betragtede ærbødigt tråden i Alannas hånd. „Vil det sige at Kourrem og jeg kunne lave magi, mens vi væver og syr? Bare ved at binde knuder?“

Alanna sukkede. Med ét følte hun sig gammel og træt. „Jeg skal vise jer det i morgen,“ lovede hun. „Lad os gå i seng.“

De forlod hende, ivrigt snakkende, og lydige som altid. Da de var væk, sprang Trofast op på sin yndlingsplads på Alannas venstre skulder. Det var en interessant forestilling, bemærkede han. Hvorfor lader du det aldrig gå ud over nogen der kan slå igen?

„Han er nødt til at lære det,“ svarede Alanna og slukkede lamperne. „Ellers ender det med at han fornærmer en lille gammel kvindelig shaman, som slår knuder på ham.”

Måske, svarede katten.

„Ikke bare ‘måske’,“ sagde Alanna bekymret. „Du ved lige så godt som jeg, at der lurer farer for troldmænd de mest uventede steder. Jeg ved i det mindste at jeg ikke ønsker ham noget ondt. Det er ikke sikkert at andre vil være lige så venlige.“

Du vil ikke altid være i stand til at stille dig mellem andre mennesker og deres skæbne, advarede Trofast. Tro ikke at du er i stand til at passe på hele verden.

Alanna lo og trak katten i halen. „Hvem vil passe på den, hvis ikke jeg gør det?“

Trofast fnøs og stak sin kolde snude i hendes øre, så hun igen måtte le.

Foruden den nye knudemagi begyndte Alanna at lære dem om urter, sten og metaller og deres kræfter. Kourrem og Kara brokkede sig over alt det nye de skulle huske, men de arbejdede hårdt for at lære det. Ishak holdt Alanna oppe til langt ud på natten. Han var mere lærenem end de to andre, og han havde talent for det, men det skræmte hende at han var så ivrig efter at lære farlige ting. Han havde ikke pigernes selvdisciplin. Var det fordi han havde været mere accepteret af stammen? Alanna greb ham tit i at stirre på krystalsværdet, og hun var bange for at han en dag ville trodse hendes forbud og forsøge at bruge det.

Alanna var ikke videre lærenem hvad vævning angik – det var som om hun havde ti tommelfingre, og pigerne fattede det ikke. Hun mindede sig selv om at hun havde været rent ud sagt elendig første gang hun havde et sværd i hånden, men det hjalp ikke på hendes sårede stolthed. Og det gjorde det ikke bedre at Kourrem ikke kendte de videregående færdigheder.

„Jeg kan ikke!“ udbrød Kourrem en aften. En klump sammenfiltrede tråde sad på hendes væv som en kæmpestor edderkop. „Jeg er dum og uduelig …“

„Du er kommet skævt ind på mønsteret,“ lød en tør stemme henne fra åbningen ind til den del af teltet, der fungerede som tempel. Alanna og hendes lærlinge vendte sig mod den lille gamle kone der stod her. Alanna genkendte hende. Halef Seif havde engang udpeget Hakims mor for hende, den gamle kone Kourrem havde sagt var stammens dygtigste væver.

Den gamle kvinde havde en røgelsespind i hånden. „Jeg var på vej ind til Moderens alter, og jeg hørte hvad du sagde,“ forklarede hun. Hun kom hen imod dem og rakte Alanna røgelsespinden. „Hold den.“ Hun satte sig hen til Kourrem ved den store væv. „Se. Her – og her – har du gjort fejl. Og her.“ Hun så undersøgende på resten af arbejdet, mens Kourrem klamrede sig til Karas arm. „Hm. Ikke værst, når man tænker på at du ingen videre undervisning har fået.“ Kourrems ansigt lyste op i et stort smil. Måske de første rosende ord hun har hørt fra en af stammens kvinder i årevis, tænkte Alanna.

Madam Fahrar så på det uld Alanna var ved at karte. „Du må være mere tålmodig,“ sagde hun med et muntert glimt i sine gråbrune øjne. „Du har ikke fået alt skidtet ud.“ Hun rakte Alanna ulden. „Begynd forfra, og giv dig god tid. Det går hurtigere, når først du vænner dig til det.“

Hun trak vejret dybt og så sig om. „Du er en lovende væver, Kourrem, men du burde stadig lære i stedet for at undervise. Og Kara, du kunne sikkert også blive bedre.“ Den høje pige rødmede og så ned i jorden. „Og du burde have en lærer der er vant til at undervise, shaman,“ sagde hun bestemt til Alanna. „Jeg skal lære dig det, hvis Kourrem tillader, og jeg vil vise disse to unge kvinder hvad de mangler at lære. Og den unge mand kan utvivlsomt finde noget at beskæftige sig med, mens vi kvinder arbejder,“ tilføjede hun tørt.

Pigerne var ved at græde af glæde og lettelse, og Alanna kunne have kysset den gamle kvinde. I stedet nikkede hun alvorligt. „Jeg tager imod dit venlige tilbud, madam Fahrar, for mine lærlinge og mig selv,“ Endelig! jublede hun indvendigt. En af stammens kvinder har accepteret os, og uden Halef Seifs eller Ali Mukhtabs hjælp!

„Jeg hedder Mari,” svarede Hakims mor. „Lad mig se hvad I mere kan, piger.”

Da Coram vendte tilbage ugen efter, fandt han at meget havde ændret sig mens han var væk. Han havde meget at sige om forandringerne i Blodhøgens Stamme, men heldigvis sagde han det kun til Alanna og Trofast.

„Jeg troede jeg havde efterladt dig et fredeligt sted,“ begyndte han mens han pakkede ud. Alanna betragtede ham, mens hun kløede Trofast bag øret. „Jeg regnede ikke med at du kunne rode dig ind i noget her. Men hvad sker der? Du er guderne hjælpe mig blevet stammens shaman, du har adopteret en flok unge mennesker, du tvinger kvinderne til at acceptere at to af deres egne sidder sammen med mændene …“

„Du er helt mørkerød i hovedet,“ bemærkede Alanna, da han standsede for at trække vejret.

„Kan du dog ikke opføre dig fornuftigt i bare et par uger?“ brølede han.

„Det var ikke min skyld at Akhnan Ibn Nazzir overfaldt mig,“ påpegede hun. „Men det gjorde han, og jeg dræbte ham. Jeg kan jo ikke efterlade stammen uden en shaman, vel? Og eftersom jeg ikke har tænkt mig at lade mig slå ihjel af den første rival der kommer forbi, og heller ikke har lyst til at blive her på ubestemt tid, har jeg valgt tre lærlinge. Jeg kan ikke gøre for at to af dem er piger. Men stammen er nødt til at behandle dem med respekt, hvis de skal blive gode shamaner. Nej, jeg kunne ikke have nøjedes med at vælge Ishak. Sæt der sker ham noget? De er desuden nødt til at blive undervist alle tre, og bazhirernes skikke – og du har vel bemærket, at det er betydelig lettere at slippe godt fra at bryde kongens love hjemme, end det er at trodse bazhirernes skikke – bazhirernes skikke siger at det er mig der skal undervise dem. Desuden er det åndssvagt at nøjes med én shaman, når man kan få tre.“

Coram satte sig tungt, og Alanna rakte ham et bæger brændevin. Hans vejrbidte ansigt var bekymret. „Du sætter hele stammen på den anden ende, min tøs,“ sagde han træt. „De arme mennesker har ikke ændret sig i århundreder, og nu tvinger du dem til at acceptere ting dit eget folk har svært ved at tage.“

„Men kan du ikke se det? Jeg er jo en sagnfigur for bazhirerne. De finder sig i ting fra mig, som de ikke ville tolerere fra andre. Det er jo ikke uden grund, jeg vil have dem til at ændre sig. De ved at det kan være afgørende for deres overlevelse, at de har tre shamaner. Selv kvinderne er begyndt at acceptere pigerne. I hvert fald Mari Fahrar.“

Coram tømte sit bæger, og rystede på hovedet da hun ville skænke for ham. „Jeg er bekymret for dig,“ indrømmede han. „Jeg hader at se dig leve som en fremmed. Du er en skør tøs, men du er som mit eget kød og blod, og jeg vil have at du skal være lykkelig.“

Alanna satte Trofast ned og gav sin ven et knus. „Jeg føler mig ikke som en fremmed her,“ sagde hun og tørrede sine øjne. „Det er som om jeg har kendt disse mennesker hele mit liv. Jeg er ikke altid enig med dem, men jeg forstår dem.“

„Er du i kontakt med Stammernes Røst om aftenen?“ spurgte han. „Hele turen igennem insisterede Hakim på at standse ved solnedgang, så han kunne sidde og stirre ind i ilden.“ Han gøs og lagde sine sadeltasker på plads. „Det var uhyggeligt.“

Alanna tog Trofast og satte ham op på skulderen. „Det er lige én ting jeg ikke gør,“ sagde hun brødebetynget. „Det ville føles som at gøre Ali Mukhtab til en del af mig. Og jeg har ikke lyst til at nogen skal være en del af mig. I hvert fald ikke lige nu.“

„Ikke engang prins Jonathan?“ spurgte Coram listigt. Alanna blev ildrød, og han lo. „Han sagde at I snart ses. Ali Mukhtab vil tale med ham. Jo, jeg har da nogle breve til dig. Fra grev Thom og ridder Mylas.“ Den gamle soldat kæmpede med sig selv et øjeblik, og gav efter. „Og et brev mere.“ Modstræbende gav han hende det. „Jeg skulle have brændt det. Jeg havde håbet at du var blevet for klog til at mænge dig med den slags.“

„Gergi!” jublede Alanna. „Har han det godt? Er han … i god behold?”

„Han klarer sig vist udmærket,“ hvæsede Coram. „Hvornår har du tænkt dig at holde op med at omgås en kæltring som ham?“

Alanna grinede drillende. „Når du holder op med at drikke.“ Han bandede, hun lo og gik hjem til sig selv for at læse sine breve.

Gergis brev var kort, men det fik hende til at rødme. Hun vidste at hendes gamle ven elskede hende mere end venskabeligt, og hun gengældte på en måde hans følelser, men Jonathan havde altid været nummer ét. Det vidste Gergi, han forstod det, men det fremgik af brevet at han stadig håbede.

Mylas’ brev var langt, og indeholdt de sidste sladderhistorier om hele hoffet, adelige såvel som tjenestefolk. Alanna kendte ikke andre fornemme folk, der i den grad var i stand til at blive ven med både høj og lav. Han havde lige så meget at fortælle om kokken og staldkarlen Stefan som om kongen og Jonathan. Først anden gang hun læste hans brev, gik det op for hende at han slet ikke havde nævnt Thom.

Thoms eget brev fortalte til gengæld rigeligt:

Kære Alanna,

Coram fortæller at du er blevet adopteret af en flok uciviliserede ørkenfolk. Sikken historie! Han fortæller at du er ‘en af stammens mænd’, og det er vel det du altid har ønsket. Nej, lad være med at skule sådan.

(Alanna sad faktisk og skulede.)

Selv har jeg det udmærket. Folk er yderst høflige, og biblioteket indeholder trolddomsbøger som selv ikke mine Mestre havde. Jeg gør store fremskridt. Jeg er begyndt at omgås nogle af afdøde hertug Rogirs tilhængere, heriblandt den smukke Delia af Eldorne. Damen som sådan interesserer mig ikke, men jeg har på fornemmelsen at hun ved hvor nogle af Rogirs mest hemmelige manuskripter befinder sig. Det har hun i hvert fald antydet, og jeg tror ikke hun lyver.

Og livet er behageligt. Lækker mad, fint tøj, og tjenestefolk på hver finger. Senere vil jeg ud at rejse, men først når der ikke er mere at lære her.

Jeg håber ikke du væmmes for meget over mig.

Kærligst Thom.

Kort efter at Coram var vendt tilbage, bragte Mari stammens jordemoder Farda til shamanen for at slutte fred. Få øjeblikke efter havde de to kvinder travlt med at udveksle erfaringer. Dagen efter overtog Farda lærlingenes undervisning i urtekundskab, og fra den dag accepterede de fleste af kvinderne Alanna og hendes unge venner. Nogle ville aldrig give sig, og ville altid betragte de nye skikke med uvilje, men de var et mindretal. Alanna forsøgte at takke Mari Fahrar, som hun vidste var ansvarlig for ændringerne, men den gamle kone affejede hende.

„Alting ændrer sig,“ sagde hun. „Mænd tager ikke skade af at opdage at kvinder også besidder styrke.“

Alanna måtte le. Før Mari og Farda gjorde deres entré i hendes liv, havde hun ikke været klar over at det var kærlig nedladenhed og ikke frygt kvinderne følte for deres mænd. Undertiden følte hun at det var hende og ikke hendes elever, der blev undervist.

Kara var netop begyndt at arbejde med at kontrollere vinden, da stammens mænd drog på jagt efter nogle røvere, der havde bortført en flok får og den hyrdedreng der havde vogtet dem. Alanna og Coram var ved at undervise drengene i bueskydning, da vagterne slog alarm.

Coram bandede. „De lokkede mændene væk med vilje!“ Han vendte sig mod drengene. „Lad os se hvad I duer til – nu er det levende mål det drejer sig om!“

„Hvad med shamanerne?“ råbte en kvinde. „Lad dem angribe først med deres magi!“

Alanna kunne mærke at den kraftige blæst ikke var naturlig. „Kara! Kourrem! Ishak!“ skreg hun, men kom i tanke om at de var ovre i Fardas telt, i den modsatte ende af landsbyen. Det ville tage dyrebare minutter at hente dem …

De tre lærlinge kom hæsblæsende i hælene på Trofast. „Katten sagde at bjergmændene er ved at angribe, og at du har brug for os,“ gispede Ishak. „Jeg ved ikke hvordan vi kunne forstå …“

„Jeg forstod ikke noget,” sagde Kourrem surt. „Du og Kara sagde …”

„Shh!“ beordrede Alanna. Hun så på Coram. „Nu er jeg nødt til at fungere som shaman …“ begyndte hun.

Den gamle soldat havde stadig travlt med at give drengene besked, og kvinder og børn strømmede forbi ham ind i Alannas telt. „Du gør hvad du skal,“ sagde han kort. „Du der!“ sagde han og greb en høj ung kvinde i armen. „Find et spyd og gør klar til at forsvare dig!“ Hun stirrede på ham et øjeblik inden hun adlød. Stammens ældre mænd, der ikke var taget med på ekspeditionen, var allerede samlet omkring Coram. Flere af kvinderne greb spyd og økser, og overlod deres børn i andres varetægt.

Alanna førte sine lærlinge til en bakke med udsigt over både teltene og ørkenen mod øst, hvorfra den hylende blæst kom. Kara var den første der fik øje på angriberne, som var skjult bag en mur af støv.

Hun pegede på fem grønklædte mænd, der kom ridende på ponyer. „Deres shamaner er også klædt i grønt,“ skreg hun for at overdøve vinden. „Støvet foran dem er levende. Sidst de kom, kunne Akhnan Ibn Nazzir ikke modstå dem, og støvdjævlene dræbte tre mænd.“

„Jeg er ikke Akhnan Ibn Nazzir!“ råbte Alanna tilbage. Hun trak krystalsværdet og koncentrerede sig om dets klinge, som hun holdt lige frem for sig. Nu var tiden inde til at tage sværdets kraft i brug. Det ville styrke hendes kræfter i uanet grad. Hun råbte de magiske ord og sendte sin energi ud gennem den rygende klinge og ned i jorden få fod foran rytterne. Jorden buldrede og slog revner, så der dannedes en dyb kløft. Angribernes syn var sløret af deres egne støvdjævle, og første række styrtede i kløften.

„Det vil holde dem tilbage et øjeblik!“ råbte Alanna. „Kourrem, har du noget snor?“ Pigen trak nogle garnnøgler op af lommen. Hun havde altid garn på sig. „Prøv at få deres ponyer til at snuble!“ Kourrem grinede og gik i gang, sammenbidt og koncentreret.

„Kara!“ fortsatte Alanna. „Vend vinden, så den blæser lige i hovedet på dem!“ Begge piger tog deres slør af for bedre at kunne se, og Alanna vendte sig mod sin tredje lærling. „Ishak – kan du huske hvordan man kaster ild?“

„Ja!” skreg han.

„Brænd dem af, når de kommer tilstrækkelig tæt på!“

„Hvad med støvdjævlene og shamanerne?“ råbte Ishak tilbage.

„Dem tager jeg mig af!”

Vindens tuden ændrede karakter. Kara var i fuld gang, og hendes burnus piskede om hende. Takket være Kourrem snublede en pony og kastede sin rytter af. Der strømmede ild fra Ishaks hænder, og en kraftig mand blev omspændt af flammer.

Bjergmændene sprang over kløften på deres ponyer. Endnu en gang rettede Alanna sværdet mod jorden foran støvdjævlene, og der opstod endnu en revne. De brune støvsøjler passerede den anden kløft med samme lethed, og Alanna rettede sit sind mod dem for at se hvad de var.

De var ubesjælede energibundter som shamanerne sendte imod dem, og som havde taget form af ørkensand og støv. Hun vidste at hun ikke skulle forsøge at kløve dem med sværdet – hvis hun huggede én midt over, ville den blive til to. I stedet sendte hun en bølge af lilla ild mod shamanerne for at ramme ondets rod. En af den styrtede skrigende til jorden, da hendes kraft ramte ham. En rød ildbølge gjorde det af med en anden shaman – Ishak havde set hvad hun gjorde, og var kommet hende til hjælp.

De resterende tre var kommet sig af overraskelsen, og dannede mangefarvede energiskjolde foran sig. Nu kaldte Alanna en gnistrende, ametystfarvet mur op omkring en af shamanerne, så han ikke kunne trække vejret, og hans panikslagne pony kastede ham til jorden. Da hun var sikker på at han var død, fik den næste shaman samme medfart, og den sidste kæmpede forgæves mod Ishaks røde ild. Da shamanerne var døde, faldt støvdjævlene sammen.

De resterende bjergmænd tordnede frem imod dem. Kourrem svajede af udmattelse, og Kara var ligbleg, men da shamanerne døde, lagde blæsten sig. Alanna tvang hende til at sætte sig. Ishak sendte stadig flammer efter røverne, og lo muntert.

„Hvor er det smukt, Alanna!“ råbte han uden at bemærke at vinden var væk. „Hvor er kraften smuk!“

„Se!“ gispede Kara og pegede mod vest. Halef Seif og hans mænd kom galopperende ind i landsbyen med dragne sværd. Bjergmændene var fanget mellem Ishak, Coram og de hidsigt kæmpende gamle mænd, kvinder og drenge på den ene side og stammens krigere på den anden, og de havde ikke en chance. Alanna gjorde det af med dem der forsøgte at flygte, og ingen overlevede røvertogtet.

Så snart kampen var forbi, gennede Alanna sine lærlinge tilbage til brønden. Her havde Farda allerede sat kvinderne i gang med at forbinde de sårede. Alanna lod Kara og Kourrem sætte sig, hvorpå hun rullede ærmerne op og vaskede hænder. „Nogen døde?“ spurgte hun Farda.

Jordemoderen rystede på hovedet. „Hassam og Mikal er de værst sårede – Hassam har et sår i hovedet, og Mikal en stor flænge i låret. Tager du dig af dem?“

Alanna nikkede og gik ind i sit store telt, fulgt af Ishak. De sårede lå stille og ventede på tæpperne foran alteret. Farda måtte have undervist stammens kvinder godt, for alle var i fuld sving. Hassam og andre af de sårede var kun drenge, men de var tavse som mændene.

Alanna knælede ved siden af Hassam og smilede til ham. En ganske ung kvinde, der ikke havde været gift længe, kom springende med et fad varmt vand og forbindsstoffer. Alanna dyppede en klud i vandet og rensede omhyggeligt Hassams sår. „Hvad skete der med den bjergmand der gav dig dette?“ spurgte hun i spøg. „Leder hans sjæl efter et hvilested?“

„Coram huggede ham ned mens jeg kæmpede mod ham,“ svarede drengen og skar ansigt, da hun strøg hans hår væk fra såret. „Han sagde at man ikke behøver at følge ærens krav, når man kæmper mod tyve.“

„Jeg skal bruge salve, tråd og en meget tynd nål. Sig det til Farda,“ sagde Alanna til pigen, der nikkede og skyndte sig af sted. „Jeg tror Coram sagde det samme til mig, da jeg var på din alder – og det er ikke så længe siden. Lig stille.“ Hun lukkede øjnene og trådte ind i hans krop for at undersøge skadens omfang. Hun skar ansigt over følelsen i drengens hoved – han havde fået en grim hjernerystelse. Men det kunne være meget værre. Kranieknoglerne var hele, og der var ingen blødning i hjernen. Hun gav drengens hånd et klem. „Du har slået hovedet,“ sagde hun. Han vidste sikkert ikke hvad en ‘hjernerystelse’ var. „Du kommer til at føle dig svimmel og sløj et par dage, og du vil have svært ved at stå på benene – så bliv liggende. Nu hjælper jeg dig med at falde i søvn, så jeg kan sy dit sår sammen. Er det i orden?“ Hassam nikkede tillidsfuldt. Igen lagde hun sine hænder på hans, og kaldte sin Gaves ild frem. Denne gang strømmede den langsomt og fredfyldt ud gennem hendes arme, og gjorde hende næsten lige så afslappet som drengen, der omgående faldt i søvn. Hun sukkede og vendte tilbage til omgivelserne. Pigen var kommet tilbage med de ting hun havde bedt om. Alanna trådede nålen med en stump uf arvet tråd. Hun skævede til Ishak, der stod og betragtede hende.

„Gider du gøre lidt gavn? Hold ham“

Den unge bazhir adlød, og tog drengens hoved blidt, men bestemt mellem sine hænder. „Gør det ikke ondt?“ spurgte han ængsteligt, da Alanna følte på nålens spids.

„Av! Nej, ikke nu – jeg har brugt Gaven til at få ham til at sove. Rolig.“ Hun syede hurtigt såret sammen, mens hun endnu en gang takkede guderne for alt hvad hun havde lært af lægerne under Tusaine-krigen. Da hun var færdig med at sy, skar hun tråden over, smurte salve omkring såret og dækkede det med en forbinding. Til sidst lagde hun sine hænder hvor Ishak havde holdt sine. Hassam rørte sig ikke. Hans søvn blev tungere, og hendes Gave udbedrede den skade bjergmandens økse havde forvoldt. Hun kunne svagt høre Trofast mjave, men hun var fordybet i sit arbejde, og tog sig ikke af det. Da hun havde gjort hvad hun kunne for at hjælpe naturen, hjalp hun Hassam tilbage til en naturlig søvn. Hvis alt gik planmæssigt, ville han snart være rask igen, og have et flot ar pigerne kunne beundre.

Det susede for hendes ører, da hun rejste sig. Først troede hun, hun var kommet for hurtigt på benene. Men så fik hun kvalme, og benene gav efter under hende, mens hun bandede højlydt. Kampen, anstrengelsen for at beherske krystalsværdet, hendes bekymring for stammens unge – det hele havde overbelastet hende, og hun havde brugt mere af sin Gave end hun kunne tåle.

Jeg lærer det aldrig, tænkte hun og besvimede.

Det var helt mørkt, da hun vågnede. Trofast hylede gennemtrængende lige i øret på hende, og en slank hånd greb fat i hendes skulder og ruskede hende. Træt åbnede hun øjnene og prøvede at se klart, men uden held. „I skal bare lade mig sove,“ mumlede hun. „Jeg overanstrengte mig en smule, andet er det ikke.“

„Trofast siger vi skal vække dig,“ sagde Kara undskyldende. „Han siger det er Ishak.“

Alanna satte sig forfærdet op. En dræbende træthed forsøgte at tynge hende ned. „Ishak? Nådige Moder, hvad laver han nu?“ Hendes rædsel blev endnu stærkere, da det gik op for hende at glødestenen om hendes hals var varm – nej, glohed.

Han har taget sværdet, skreg Trofast. Han kom og tog det, mens stammen var sammen med Røsten.

Alannas hjerte hamrede, og hun kom møjsommeligt på benene. Det svimlede for hende, men hun tvang sig selv til at holde øjnene åbne og blive stående. Hun var alt for træt til et opgør. Hun greb om glødestenen og sendte en bøn til Gudinden, for Ishaks skyld. Hendes kræfter vendte tilbage, og hun holdt op med at ryste.

Hun lukkede øjnene og søgte efter et tegn, der kunne vise hende hvor hendes ulydige lærling var blevet af. Hendes sind følte krystalsværdets magiske net, der vibrerede mere rasende end nogensinde. Det var lige akkurat lykkedes hende at få det til at lyde hendes kommando, men det ville aldrig acceptere Ishak. Hun åbnede øjnene og løb ud mod bakken, hvor de havde kæmpet mod røverne om formiddagen.

Han lyste med sin egen røde ild, og stod med sværdet i skeden. Sværdet var omgivet af et orange skær, der kæmpede mod den unge mands kraft.

Et kort øjeblik blafrede et andet billede i Alannas sind:

En lysende blå himmel, der var ved at blive dækket af tordenskyer. En pæl der pegede mod himlen som en finger. Et bål blev tændt for foden af pælen, og den kvinde, der stod bundet til den, skreg af smerte.

Synet forsvandt, og endnu en gang så hun sin lærling klart. „Ishak! Nej!“ skreg Alanna hæst. Hun sendte en kraftkugle efter ham, men den var svag, og ramte ved siden af. Hun ville aldrig kunne nå ham i tide. „Gør det ikke! Sværdet – det vil vende sig imod dig!“

„Hvad skulle du med det, Kvinde Der Rider Som En Mand?“ råbte han triumferende. „Du vil ikke engang bruge det! Du bruger ikke din egen Gave så meget som du kunne. Du fortjener det ikke! Jeg fortjener det! Jeg ønsker dets kraft!“

„Hvorfor kom sværdet så til mig og ikke til dig?“ råbte Alanna for at trække tiden ud. Hun var næsten nået hen til højen. „Du kan ikke bruge denne kraft, Ishak – den er fordrejet! Nej!”

Ishak trak sværdet og holdt det i vejret. En orange ild brændte rundt om den grå klinge, og vibrerede voldsomt. Han lo, rettede sværdet mod Alanna, og udtalte et ord hun ikke kunne høre.

Uvilkårligt brugte hun al den styrke Gudinden havde givet hende, til at danne et skjold. Hun havde kun haft til hensigt at forsvare sig selv, men sværdets kraft blev kastet tilbage og omsluttede Ishak i en ildkugle. Han skreg én gang og var væk.

Med tårerne trillende ned ad kinderne løb Alanna op ad højen. Der var intet tilbage af Ishak eller af skeden, som han skødesløst havde kastet fra sig på jorden. Hun tørrede øjnene i ærmet og ønskede at han dog havde lyttet til hende.

Hele stammen stod og ventede på hende, da hun kom ned. Krystalsværdet lyste i hendes hånd. „Hvad vil du nu gøre?“ spurgte Halef Seif stille.

„Jeg vil færdiguddanne jeres to shamaner,“ sagde hun barsk. „Hvad andet er der at gøre?“