Prinsens væbner

En sen aften i august – aftenen før Jonathans fødselsdag – satte Alanna kurs mod Den Dansende Due, den kro der fungerede som mødested for Slyngelens Hof. Hun gav Trofast ordre til at opføre sig ordentligt, anbragte ham på skulderen og gik ind på kroen. Der gik et øjeblik før hun havde vænnet sig til røgen og larmen i den store krostue; tyvene og deres kvinder var mere støjende end de plejede. De hilste begejstret på Alanna og Trofast, og indbød væbner og kat til at tage plads.

Alanna nikkede til Gergi, selveste Tyvenes Konge, som sad på sin sædvanlige plads foran den tomme kamin. „Mange tak,“ sagde hun til de andre, „men jeg har et ærinde.“

„Kommer du nogensinde for at drikke?“ spurgte Vismand. „Hvor er du dog en pæn ung mand! Både du og Joni!“ (Ingen af tyvene vidste at Gergis ven, den rige unge Joni, i virkeligheden var prins Jonathan.) „I rører jo aldrig så meget som en dråbe!“

„Det er unaturligt!“ brølede Langfinger. Han trak en køn ung blomsterpige ved navn Glade Nell ned på sit skød. „Alan, vil du ikke engang drikke et glas for at fejre prinsens fødselsdag?“

Alanna lo. „Er det prinsens fødselsdag I fejrer? Det er endnu ikke midnat! Ved han at du er en så tro undersåt, Langfinger?”

Gergi rejste sig. Alle rettede øjnene mod ham. „Langfinger kan bare godt lide at drikke, Alan.“ Langfinger nikkede og grinede. „Og hvis han ikke kan finde på en undskyldning, drikker han af sorg. Kom med ovenpå, min dreng.“

Alanna fulgte med Tyvenes Konge ovenpå til hans værelse, og sank sammen i en stol. „Store Gudinde, hvor er jeg træt!“ gabte hun, og Trofast lod Gergi klø sig bag øret. „Op før daggry i dag, og igen i morgen. Måske jeg skulle ændre mening og blive stalddreng eller noget i den retning.“

Gergi skænkede to glas vin, og åbnede skodderne så den milde aftenbrise strømmede ind. „For mig at se er man skrupskør, hvis man vil være ridder. Jeg hører at du klarede dig godt i din time med hertug Gareth i dag.“

Alanna lo af Trofast, der gik på opdagelse i lokalet. „Gergi, jeg er imponeret! Gid kongens spioner i Tusaine var lige så gode som du.“

„Det kan vi da godt finde ud af,“ mumlede tyven.

Alanna satte sig op med et sæt. „Vil det sige at du kunne – du ville …“

„Jo, jeg tror jeg kunne rette visse forespørgsler. Men det ville være op til dig at skjule din kilde godt og grundigt.“

„Det ville være noget af et problem.“ Alanna nikkede. „Men det skal jeg nok klare. Vil du så – rette dine forespørgsler?“ Hun smilede genert til ham. „Det kunne godt gå hen og blive vigtigt. Du ved hvordan situationen er med Tusaine.“

Gergi åbnede en stor kiste, der stod i et hjørne af værelset, fandt en stor og en lille pakke, og lagde dem på bordet. „Selvfølgelig,“ sagde han. „Jeg ville ikke gøre det for kongen, men gerne for dig og Jonathan. Vi er jo venner. Værsågod, min tøs. Fra grev Thom i Gudernes By via din ydmyge tjener til dig.“

Den store pakke indeholdt en forsølvet ringbrynje besat med små diamanter og safirer, og et bælte vævet af sølvtråd. Alanna strålede af glæde, for hun havde aldrig set så smukt et stykke håndværk, og hun åbnede sin tvillingbrors brev.

Kære søster,

Jeg håber dette vil være en passende officiel gave fra Trebond i anledning af Hans Højheds fødselsdag. Er du ude på at ruinere mig? Men bare du husker at nævne mit navn. Jeg har gjort som du bad mig om, og lagt beskyttende magi over både brynje og bælte. Jeg gav dem faktisk den kraftigste jeg kunne. Mestrene udspurgte os i dagevis for at finde ud af hvem der brugte så stærk magi uden tilladelse. Jeg vidste at du ville have det bedste.

Endnu en gang bliver der stillet spørgsmål om os her i Byen. Jeg tror at mindst én af de nye tjenere her i Mithras-klosteret også får penge for at overvåge mig. Så jeg spiller dobbelt så dum, og jeg er meget forsigtig. Måske vil du mene at jeg bekymrer mig for meget, men jeg tror du har gjort et eller andet, der har gjort din ‘smilende ven’ urolig. Tænk over det. Hils den slyngel til Gergi, og send selvfølgelig de officielle hilsener fra greven af Trebond til den kongelige familie – men det ved du hvordan du skal klare.

Thom.

Alanna læste brevet højt for Gergi, inden hun brændte det. „Det er en fiks idé han har fået,“ sagde hun surt. „Hvorfor skulle hertug Rogir dog interessere sig særligt for os nu?”

Gergi tømte sit glas og skænkede sig endnu et. „Sagde du ikke at hertugen har prøvet din magi af et par gange den sidste tid. Og du er to gange blevet skygget af folk fra slottet, når du er gået herned.“

Alanna stirrede på tyven. „Skygget?”

Gergi klappede hende på skulderen. „De nåede ikke engang så langt som til markedspladsen. Jeg sørger altid for at mine folk holder øje med dig og knægtene, når I går herned, for det tilfælde at hr. slotskommandanten skulle fatte interesse for jeres byture.“

Alanna rynkede brynene. „Hvorfor skulle nogen dog skygge mig, eller lade Thom overvåge? Og hvorfor har han prøvet min magi af?“

Gergi trak på sine brede skuldre. „Dette er sendt i juli, og det var i juni du slog Dain af Malor. Han begyndte at interessere sig for din magi efter Den Sorte By, og det er et år siden. Jeg vil mene at du foruroligede ham med din magi sidste år, og med din fægtekunst da du slog Dain.“

Alanna sukkede og rystede på hovedet. „Det giver jo ingen mening,”

Gergi smilede bittert. „Jo, det gør, og det ved du også godt.“

Alanna vidste hvad han mente, og hun ønskede ikke så meget som at tænke over det. Hun skiftede emne. „Tak skal du i hvert fald have. Jeg skal nok passe på slotskommandanten. Du er en sand ven. Jeg vil ikke have at der skal ske dig noget.“

Gergi smilede til hende. „Det gør der næppe, så længe jeg har venner som dig og Jonathan.“ Han blev pludselig eftertænksom. „Hvor gammel er du, min tøs?“

Alanna smilede. „Det burde du vide. Jeg er lige fyldt femten.“

Han tog hendes ene hånd mellem begge sine. „Så er du jo gammel nok til at blive gift.“

Alanna lo. „Jeg skal aldrig giftes, Gergi, det ved du.“

„Burde du ikke i det mindste vide hvad kærlighed er, inden du afsværger den?“ Gergi betragtede hende med et besynderligt udtryk i øjnene. Alannas hjerte begyndte at slå for hurtigt, og han holdt stadig om hendes hånd. Han rejste sig og trak hende hen til sig.

„Gergi, du har drukket for meget.“ Hun prøvede at holde stemmen let og afslappet. „Sådan havde jeg ikke troet jeg skulle høre dig snakke.“

„Hvorfor ikke?“ Hans stemme var lige så afslappet og ubekymret som hendes. Hvis bare han ville slippe hendes hånd!

„Fordi – ja, fordi du kender mig så godt. Jeg har andre planer.“

„Er du ikke engang nysgerrig?“ Han nægtede at tage øjnene fra hende. Hun havde aldrig før lagt mærke til hvor meget grønt der var i hans nøddebrune øjne, eller hvor lange hans øjenvipper var.

Hun var nødt til at trække hånden til sig, selvom det ikke var særlig høfligt. „Nej,“ sagde hun lige ud. Denne samtale var alt for personlig! „Jeg er overhovedet ikke nysgerrig.“

Trofast, der havde ligget i vindueskarmen og sovet, gabte og strakte sig.

„Det har du ret i,“ sagde Alanna til sin kat. Nervøst tog hun pakken med brynjen og bæltet. „Jeg må gå nu,“ bekendtgjorde hun.

Han tog sit sværdbælte. „Jeg går med dig til Tempeldistriktet. Husk du har værdigenstande med dig, og selv jeg stoler ikke helt på mine folk. Du fægter godt, men måske bliver du overmandet.“ Han grinede og spændte bæltet om livet. „Desuden kunne du blive overfaldet af en bryder.“

Alanna skar ansigt ad ham, lettet over at han var begyndt at tale fornuft igen. „Tak. Jeg elsker at få påpeget mine svagheder.“

Gergi stak den anden og uåbnede pakke ind under skjorten. „Du ville gøre mig meget urolig, hvis ikke du havde nogle svagheder, lille ven,“ sagde han. „Vi går ad bagtrappen.“

Det var sjovt at følges med ham gennem byen, og snakke om de kommende festligheder, mens Trofast løb frem og tilbage efter ægte eller indbildt bytte. Det var så sent at ingen så dem. Hun havde hænderne fulde af Jonathans gave, og hun vidste at enhver ville betænke sig på at overfalde en mand, der bevægede sig så kraftfuldt og samtidig elegant. Og desuden var det rart bare at være sammen med Gergi, at slappe af og glemme alt besværet ved at være adelig, glemme Prøvelsen og glemme at hun var en pige der prøvede at vinde en ridders skjold. Gergi lod hende bare være sig selv.

„Hm?“ sagde hun, da det gik op for hende at hans sidste bemærkning havde været et spørgsmål.

„Jeg spurgte om det virkelig er så alvorligt med Tusaine? Tyvene i Tusaine mener at det bare er hofintriger, men de indrømmer at de ikke kender deres adel så godt som vi gør.“ Gergis hvide tænder lyste i et smil.

„Jeg tror det er alvorligt nok,“ sagde hun. „Alt hvad du kan finde ud af vil være til hjælp.“

„Så vil jeg gøre mit bedste.“ De var nået til Tempeldistriktet. Her kunne Gergi roligt forlade hende. Området var bevogtet af krigere fra de forskellige trosretninger, og resten af Slotsvejen blev afpatruljeret af garden.

Tyven trak hende ind i skyggen af et stort træ, hvor de ikke ville kunne ses af forbipasserende, og trak en lille pakke frem fra sin skjorte. „Dette er fra mig til Jonathan. Sørg for at give ham den diskret. Vi skal ikke have nogen til at stille spørgsmål om giveren.“

Alanna stoppede med besvær gaven ind i den store pakke. Hun så anklagende på sin ven. „Gergi, har du …“

Han lo muntert. „Hvilken mistro! Nej, jeg har ikke stjålet det. Jeg har fået det lavet specielt til Jonathan, og det er ganske pænt, selvom jeg var nødt til at betale for det.“ Han så sig omkring for at sikre at der ikke kom nogen, og pludselig løftede han hendes ansigt med den ene hånd. „Alanna,“ hviskede han, „nu har jeg tænkt mig at udnytte at du har hænderne fulde. Jeg får måske aldrig chancen igen.“ Han kyssede hende blidt og forsigtigt. Alanna skælvede, for chokeret til at gøre andet end lade det ske.

„Sådan.“ Gergi slap hende. „Tænk over hvad jeg sagde om kærlighed.“

„Det kan du godt glemme,“ hvæsede hun. „Jeg skulle have stukket en kniv i dig!“

Han kluklo, hvilket gjorde hende endnu mere rasende. „Nej. Du får ikke lov til at ødelægge vores venskab ved at stikke knive i mig. Vil du nu være bange for at møde mig igen?“

Alanna kunne mærke at hun blev kogrød. „Jeg er ikke bange for nogen, Gergi Gatto,“ skreg hun. „Især ikke for dig!“

„Jamen, så ses vi jo.“ Han vinkede til hende og satte fløjtende kurs tilbage mod byen. Trofast gned sig mod Alannas ankler og spandt.

„Hvor var du, da jeg havde brug for dig?“ spurgte hun ham bittert. „Du er en køn anstandsdame.“

Jeg er her ikke som anstandsdame, svarede katten. Desuden ville jeg ikke afbryde. Du så ud til at nyde det.

Det var umuligt at svare på en så tåbelig bemærkning. Alanna vendte sig og gik hurtigt – meget hurtigt – tilbage til slottet.

Skønt Alanna senere kun kunne huske lidt af dagens festligheder til ære for Jonathans nittenårs fødselsdag, huskede hun aftenens bal ganske tydeligt. Det var den aften hun så Delia af Eldorne første gang.

Hun havde siddet i en vinduesniche og kedet sig, da Gareth kom hen til hende. Hun hadede fester, og hun deltog som regel kun i dem i kraft af sine pligter som væbner. Men i aften blev gæsterne vartet op af tjenestefolk, og som Jonathans væbner havde hun så godt som fået ordre til at deltage. Hun betragtede det som aldeles unyttigt. Hun havde svært ved at konversere med fremmede, og hun kunne jo ikke flirte med damerne, som hendes venner gjorde! Hun havde travlt med at planlægge sin flugt, da Gareth, pragtfuldt klædt i brunt fløjl, opdagede hendes gemmested. „Jeg ved at du hader den slags begivenheder, men på denne måde vænner du dig aldrig til dem.“

„Jeg behøver ikke at vænne mig til dem,“ svarede Alanna skarpt. „Når jeg har mit skjold, har jeg tænkt mig at ride rundt i landet.“

„Pjat!“ Hendes ven grinede. „Kom nu ud af din skal. Her er masser af adelsdamer, der gerne vil træffe prinsens væbner, især siden juni.“

„Jeg er kun femten,“ svarede Alanna automatisk. „Jeg er for ung til piger.“

Gareth strøg sit nye overskæg. „Man er aldrig for ung til piger. Kom nu. Jeg skal præsentere dig for den nyeste af de ankomne. Hun kom i går, og Mithros!“ Han fløjtede og tilføjede: „Jeg var den første der mødte hende.“ Han tog et fast greb om Alannas arm, trak hende ud af vinduesnichen og førte hende ud på gulvet. Hvis hun ikke gik selv, var hun blevet slæbt. Alanna spurgte sommetider sig selv om Gareth kendte sin egen styrke.

Hun så øjeblikkelig hvor der skete noget. Jonathan stod midt i en gruppe riddere. Han talte med nogen Alanna ikke kunne se. De unge mænd trådte til side da Gareth nærmede sig, og smilede ved synet af Alanna. Væbner Alans modvilje mod at møde unge damer var efterhånden legendarisk på slottet.

Jonathan så dem, og vinkede dem smilende frem. „Nå, du fandt ham Gareth. Alan, kom her.“

En kongelig ordre var en kongelig ordre. Alanna gik hen til sin prins, men hun var ikke glad for det.

Midt i gruppen af mænd sad en smuk pige med kastanjebrunt hår. Alanna løftede et øjenbryn. De fleste piger ved hoffet gik klædt i hvidt eller dæmpede farver, men hun her var i en udringet grøn silkekjole, der fremhævede hendes lysende grønne øjne.

Jonathan bukkede for skønheden. „Komtesse Delia af Eldorne, jeg vil gerne præsentere min personlige væbner, Alan af Trebond.“

Alanna bukkede, og en smuk hvid hånd blev rakt frem imod hende. Hun rødmede en smule og rørte den med sine læber. Aldrig var hun mere bevidst om sit sande køn end i situationer som denne! Hun så op i Delias ansigt og bemærkede den kække lille næse og de kraftige røde læber. Jo, hun er en skønhed, måtte Alanna indrømme. Og hun ved det selv.

„Alan af Trebond,“ mumlede Delia i en let og blød stemme. „Jeg har vist hørt om dig, ikke sandt?“ Hun bankede sig på læberne med sin vifte og løftede et af de elegante mørke øjenbrun. Så lo hun muntert. „‘Væbneren over alle væbnere’! Det var dig der slog den forfærdelige ridder fra Tusaine. Hvor er det dog spændende!“

Alanna bukkede høfligt. „Det var ingenting, komtesse Delia,“ mumlede hun.

„Nu er du alt for beskeden. Jeg er sikker på at ingen tortaller vil kalde det ‘ingenting’ – vel, mine herrer?“ spurgte Delia de forsamlede riddere, der på det nærmeste osede af skinsyge. Alanna vidste udmærket godt at i dette øjeblik ønskede hendes venner at de havde besejret Dain, og at hun var langt, langt væk. Og Alanna delte denne opfattelse. Hun kunne ikke lide Delia, og hun havde lyst til at slippe væk. „Danser du, Alan af Trebond?“ spurgte Delia.

Jonathan grinede ondskabsfuldt. „Selvfølgelig har han lært at danse. Han fik danseundervisning som page, ligesom os andre.“ Alanna tog en hurtig beslutning om at lægge noget blødt og slimet i sin vens seng – meget snart.

„Og han trådte altid folk over tæerne,“ mumlede Raoul.

Delia lagde en hånd på Alannas arm og rejste sig yndefuldt. „Jeg er sikker på at han danser pragtfuldt nu.“ Hun lo.

Ridderskabets love var meget strenge hvad angik sådanne øjeblikke. Ildrød i hovedet førte Alanna Delia ud på dansegulvet, idet musikerne begyndte at spille en vals. Hun havde aldrig i sit liv følt sig så latterlig. Delia var oven i købet højere end hun!

Alanna svingede Delia rundt på gulvet, mens pigen snakkede om hvor venlige alle var, især prins Jonathan. Hun vidste allerede at hun ikke kunne lide Delia, og hun følte sig meget besynderligt til mode når Delia komplimenterede Jonathan. Omsider var det overstået, og hun førte den unge adelsdame tilbage til hendes beundrere. Pyt med manererne, nu gik hun. Selv Prøvelsens Kammer kunne umuligt være værre end at danse med sådan et grønøjet pigebarn.

Hun stødte på Mylas på vej ud. Hendes ven var mildest talt beruset.

Han løftede sit brændevinsglas mod hende. „Ikke i selskabshjørnet, Alan?“ spurgte Mylas. „Det må du hellere lære at blive. En ridder er et socialt dyr.“

„Jeg ville hellere kysse en …“

„Hold op, vil du ikke nok? Sommetider er du for bramfri for en gammel mand.“

Alanna så undersøgende på ham. „Har du brug for hjælp til at finde hjem til dine gemakker?“ spurgte hun.

„Nej. Jeg bliver, og ser den smukke lille Eldorne-pige prøve at sætte kløerne i samtlige ugifte mænd ved hoffet.“

Alanna bed tænderne sammen. „Hvis det ikke lykkes, er det ikke fordi hun ikke forsøger.“

Mylas hævede øjenbrynene. „Jaloux over Jonathan?“

„Hvorfor skulle jeg være jaloux over Jonathan?“ hvæsede hun.

Mylas trak på skuldrene. „Nogle kvinder kan lide at ødelægge mænds venskaber. Det ville jeg have i tankerne, hvis jeg var dig.“

„Jeg kommer hen til dig i morgen med mit middel mod tømmermænd. Du ser ud som om du får brug for det.“ Sommetider var Mylas’ underlige bemærkninger for meget for hendes sindsro.

„Du er et godt menneske, Alan. For god til at blive rodet ind i hofintriger. Stik af med dig, og gå i seng.“

Alanna adlød, tankefuld. Med ‘hofintriger’ mente Mylas de kneb folk brugte for at vinde betydningsfulde adeliges gunst, for at hævne sig på hinanden, eller for at opnå magt. Var det dette spil Delia spillede? Hvad det så end var, gav det Alanna en dårlig smag i munden.

Det blev en hård vinter for Alanna, og hun spurgte undertiden sig selv, om hun var i dårligt humør hele tiden. Kulden var værre end hun nogensinde mindedes at have oplevet, og gik til marv og ben. Alt for tit vågnede hun gennemfrossen midt om natten, på trods af Trofast, masser af varme mursten og en blussende ild. Et par gange greb hun sig selv i at tænke, hvordan det mon ville være hvis hun lå i Jonathans seng? Når det blev så slemt, brugte hun sin Gave til at få varmen. Anstrengelsen gjorde hende træt og gnaven om morgenen, men for Alanna var hvad som helst bedre end at fryse og tænke den slags tanker. På de dage hvor hun trænede udendørs, længtes hun efter varmen i Den Store Sydørken.

Kulden betød også problemer hjemme. Coram skrev at den tidlige frost havde skadet høsten, og Alanna fik travlt med at sørge for at der blev sendt mad og varmt tøj til Trebond. Coram gjorde sit bedste, men han havde endnu ikke haft megen tid til at bringe lenet på fode efter grev Alans forsømmelighed. Flere gange måtte Alanna bede Mylas og hertug Gareth om råd. Jeg får sandelig masser af øvelse, når man tænker på at jeg aldrig kommer til at styre et len, tænkte hun med et ironisk smil.

Denne vinter skulle væbnerne tilbringe en nat i det fri i Den Kongelige Skov som forberedelse til Prøvelsen. Alanna skubbede en følelse af blind rædsel fra sig – hun kom ikke til at fryse ihjel, hvis hun passede på – og gjorde sig klar. Ude i skoven gravede hun sig en hyggelig lille hule i en snedrive, med plads til telt og soveplads. Et træ ville holde det værste væk, hvis det skulle begynde at sne igen. Trofast havde valgt at holde hende med selskab, og han virkede til at have det betydelig varmere end hun (selvom hun var klædt i pelsforet læder over adskillige lag uld og silke).

Hun havde planlagt at fiske gennem et hul i isen, men sidst på eftermiddagen blev skoven ramt af en pludselig snestorm. Alanna og Trofast søgte tilflugt i deres skjul, og fra tid til anden stak Alanna Lynild gennem sneen ud i det fri, så de ikke blev kvalt. Hun og katten sov resten af natten – og talte sammen. Hun vidste at det bare lød som mjaven for andre mennesker, men for hende talte Trofast så forståeligt som et menneske.

De var begge to faldet i søvn ud på morgenen, da snestormens hylen omsider holdt op. Alanna drømte om ørkenen og en lur i solen, da hun vågnede med et sæt. Der var noget der gravede, gryntende og beslutsomt, i sneen over hende. Trofasts violette øjne lyste i mørket ved siden af hende.

„Jeg tror det er et vildsvin,“ hviskede Alanna så stille hun kunne. „Det var lige hvad der manglede.“ Forsigtigt fik hun fat i Lynild og holdt sværdet op. Da en grim klov borede sig igennem sneen over teltet, stødte hun Lynild i vejret af al kraft. Hun masede sig op gennem sneen, og sværdet blev revet ud af hendes hånd.

Vildsvinet skreg af raseri, og prøvede på at gøre sig fri af klingen, der var boret gennem dens bryst og ryg. Pludselig faldt det om og lå stille. Alanna gik forsigtigt hen imod det. Hun kunne se at øjnene var ved at blive matte. Hun greb fat i sværdfæstet for at trække det fri, og standsede. Vildsvinets øjne var djævelsk røde. Der gik en sidste gysen gennem dyret – hvorpå det forsvandt.

Tavs pakkede Alanna sine ting sammen. Trofast behøvede ikke at fortælle hende – selvom han gjorde det alligevel – at der var nogen der havde forsøgt at slå hende ihjel. Nogen med forstand på trolddom. „Jeg har ikke noget bevis,“ hvæsede hun, og så var den historie ikke længere. Så længe hun ikke havde noget bevis, ville hun ikke nævne det for nogen.

Og så var der Delia. Mere end én gang i vinterens løb tænkte Alanna, at hvis hun én eneste gang mere skulle høre den yndige piges navn nævnt, ville hun skrige. Jonathan brugte sin fritid til at skrive dårlige digte til Delia, og han insisterede på at læse dem op for Alanna. Gareth og Raoul udkæmpede en duel om en af hendes ridehandsker, og hertug Gareth sendte dem begge to på patrulje ved grænsen for at slå koldt vand i blodet. Det eneste gode var at de tog Dorgal og Sacherell med sig. Selv de to væbnere var blevet bidt af romance.

Alanna nærede stadig en uforklarlig uvilje mod pigen, og holdt sig så langt fra hende som muligt. Hun havde sommetider på fornemmelsen at Delia vidste, at Alanna afskyede hende. Hun havde også mistanke om at Delia kunne lide at have Jonathans væbner til at gøre hende særlige tjenester: vifte hende når det var varmt, hente limonade til hende, og ligefrem danse med hende – og det gav Alanna problemer med hendes forelskede venner. Jonathan gik så vidt som til at beskylde hende for at bruge Delia til at få hendes komediespil som dreng til at virke mere troværdig! Han sagde undskyld bagefter, men det var deres første virkelige skænderi, og Alanna kunne ikke helt tilgive Delia for at være årsag til det.

Alanna var nødt til at lytte når Jonathan rasede over Delias flirten med de andre riddere, og hans digte var ikke til at holde ud. Hun prøvede at være en virkelig god ven for ham, for det var tydeligt for hende (selvom det ikke var det for Jonathan) at Delia legede med ham. Den ene dag overbeviste hun Jonathan om at hun var hans fuldt og helt, og næste dag overså hun ham. Snart begyndte de at tilbringe nætterne sammen – sommetider. Det gjorde kun det hele værre. Jonathan var skiftevis gnaven og opstemt.

Kun Alex og hans væbner Galfrid af Meron var upåvirkede af Delia, og det var rart at være sammen med dem. Under en samtale med Alex i marts opdagede Alanna at de havde lyst til at prøve kræfter med hinanden. Inden sin Prøvelse havde Alex været blandt de bedste væbnere, og nu var han ved at vinde et ry som en af Tortalls mest fremragende riddere.

Han og Alanna havde talt om hvordan det var at være så dygtig at alle kun holdt øje med, om de skulle begå fejl, og til sidst faldt det naturligt at finde en af fægtesalene og finde ud af hvem af dem der var bedst. De var enige om at det ikke var nødvendigt med en dommer, da de kun brugte sløve træningssværd. Ikke engang Trofast var til stede.

Alanna så Alex strække sig, og gjorde det samme selv, grebet af spænding. Hun havde altid spekuleret på om hun mon var bedre end sin mørke ven. Nu ville hun finde ud af det.

Da de var færdige med at varme op, hilste de med træningssværdene. Uden varsel huggede Alex ud efter hende med en hurtig bevægelse, der førte hans sværd hen til en tomme fra Alannas ubeskyttede ansigt. Hun reddede sig kun ved et hurtigt spring. Hun kredsede om ham, og holdt øje med hans bryst. Det var kun de allerbedste fægtere der ikke sommetider afslørede deres næste bevægelse gennem deres brystmuskler – men Alex var en af de allerbedste. Ligesom hertug Gareth, der aldrig røbede sig, bevægede Alex sig uden varsel. Han rettede et opadgående hug imod hende, og hvis de havde brugt skarpe sværd, ville hendes mave være blevet sprættet op. Atter sprang hun tilbage, men for langsomt. Spidsen af Alex’ sværd skar gennem hendes hoser og lavede en dyb flænge i hendes lår.

„Hov, Alex!“ råbte hun. „Pas på!“

Ridderen svarede ikke. Hans mørke ansigt var udtryksløst, og hans øjne tomme. Alanna veg tilbage, sprang til siden og kastede sig frem mod ham i et direkte hug. Alex mødte hende, og deres sværdfæster låstes fast. Krop mod krop, kaldte hertug Gareth det, og det skete kun sjældent. Når man var så lille som Alanna, var det en alvorlig situation. Alex pressede på med hele sin vægt og forsøgte at tvinge hende i knæ. Alanna brød fri og slog omgående hans klinge til side. Hun ramte ham hårdt på kinden med sværdets flade side, og skamfuld trådte hun tilbage. Det var uværdigt at lade hidsigheden løbe af med sig på den måde.

„Undskyld, Alex,“ sagde hun brødebetynget og så på rødmen der bredte sig over hans mørke hud. „Vil du …“

Alex løftede igen sit sværd og smilede. Hans mørke øjne lyste med en glød hun ikke kunne sætte navn på. „Fortsæt,“ hviskede han.

Med ét blev Alanna træt af legen. Hun var fast besluttet på at afslutte den på den ene eller den anden måde, og gjorde et udfald. Atter låstes klingerne fast, og Alex sendte hende i gulvet.

Alanna rullede rundt. Spidsen af Alex’ sværd ramte gulvet en tomme fra hendes hoved, så der gik en splint af gulvet. Hun så hans ansigt, og synet skræmte hende. Hans øjne lyste, og hans smil var ikke rart. Hun sprang op da han igen huggede ud efter hende, men hun var ikke hurtig nok. Hans sværd ramte hendes ribben, så hun måtte snappe efter vejret. Hun ramte ham, så han gav sig af smerte.

Denne gang sænkede hun sit sværd. „Jeg synes vi skal holde op,“ sagde hun. „Der er noget galt.“

Hun parerede i sidste øjeblik, da han huggede. Deres klinger mødtes, så det slog gnister. Alanna gjorde sig fri og slap væk.

Sveden løb ned i hendes øjne, så hun måtte ryste på hovedet. Det var jo vanvittigt! Han opførte sig som om han for alvor var ude på at slå hende ihjel. Og med et sløvt træningssværd ville det blive en meget pinefuld død.

Alex var ikke til at standse. Han løftede sit sværd over hovedet og sænkede det i et fejende hug. Alanna sprang til side i sidste øjeblik, så den sløve æg ramte hendes kraveben og ikke hendes kranium. Der lød knasen af knogler, og med et skrig af smerte faldt hun på knæ. Hjælpeløst så hun sværdet blive løftet, og hun var ikke i stand til at afbøde dets hug mod hendes hals. Hun lukkede øjnene. Hvis han ramte hende, ville han brække hendes hals, og der var intet hun kunne gøre.

„Meget interessant, Alex.“

Som ved et mirakel tabte Alex sværdet og vendte sig. Mylas stod i døren med Trofast ved sine fødder. „Du har sandelig bevist at du er bedre end Alan. Men du er jo også fire år ældre, og har deltaget i flere slag.“ Den ældre ridders ord smældede gennem luften som en pisk. „Jeg synes dog at I to har leget ‘hvem er den bedste’ længe nok. Eller du var måske ikke klar over at du havde såret Alan?“

Alex vendte sig mod Alanna. Det ubehagelige smil var afløst af bekymring. „Alan, jeg ville ikke – her, lad mig hjælpe dig op …“

„Rør mig ikke!“ skreg Alanna, da han rakte ud efter hende. „Alex, det er mit kraveben – jeg tror det er brækket.“

Alex knælede ved siden af hende. Hans ansigt var anspændt. „Alan, jeg vil aldrig tilgive mig selv …“

Hun smilede svagt. Hun var ved at få kvalme. „Skidt med det. Vi lod os rive med. Jeg har Gaven, så jeg er i orden igen om et par dage.“

Alex så på Mylas. „Ridder Mylas, jeg ville ikke …“

„Kommandanten leder efter dig,“ svarede Mylas og så skarpt på Alex. „Jeg tror han har brug for dig til en grænsepatrulje. Det må have været svært for dig at være muret inde på slottet hele vinteren, når alle andre havde deres pligter at passe.“

Alex rejste sig. „Hvis der er noget jeg kan gøre …“

Alanna nikkede. Hun havde sved på panden. „Så skal jeg lade dig det vide.“

Alex skyndte sig ud, og Mylas gik hen til Alanna. „Bliv liggende,“ sagde han. „Jeg skaffer en læge – og nogle tjenere. Jeg er bange for at vi bliver nødt til at bære dig ud.“

„Hvorfor kom du?“ hviskede Alanna. „Ingen vidste …“

Mylas nikkede mod katten, der puffede til Alannas raske hånd. „Trofast hentede mig. Han var meget ihærdig! Jeg er glad for at jeg fulgte med ham. Alan, Alex var ude på at slå dig ihjel!“

Alanna rystede på hovedet. Bevægelsen gjorde hendes kvalme endnu værre. „Han har været min ven i årevis.“

Han så ikke særlig venlig ud, da vi kom ind, sagde Trofast.

Alanna skar ansigt. „Jeg vil ikke høre mere om det.“ Men en indre stemme fortsatte: Han har ikke været min nære ven i flere år – ikke siden han blev hertug Rogirs væbner. Hun sukkede og skubbede tanken til side til senere, når hun ikke var så ør i hovedet. Så længe hun ikke havde beviser, ville hun holde sin mistanke for sig selv.