Hertug Rogir af Condia

I juli måned ankom en delegation fra Tortalls østlige nabo Tusaine til hoffet. Der var vigtige ting der skulle drøftes. Spioner havde meddelt at kongen af Tusaine overvejede at generobre Drell-dalen ved grænsen mellem Tortall og Tusaine, og kong Roald ville for enhver pris undgå krig. Kong Roald kaldtes ‘Fredsstifteren’ og ikke ‘Erobreren’ som sin berømte far. Han var stolt over tilnavnet og ønskede at beholde det. Alle vidste at Mikal af Danne, Tusaines ambassadør, i virkeligheden var kommet for at se om ‘Fredsstifteren’ overhovedet turde gå i krig.

Delegationen fra Tusaine blev overvåget omhyggeligt, men blev behandlet med al den gæstfrihed Roald kunne stable på benene. Som Jonathans væbner var Alanna med i begivenhedernes centrum, vartede op ved hemmelige møder, og fulgte prinsen til en endeløs række af fester og baller.

Luften var anspændt. Ambassadør Mikal var hovmodig ved møderne, og betragtede Roald som svag snarere end stille. Venlige samtaler mellem Alannas venner og ridderne fra Tusaine blev mere krigeriske, og de to grupper udfordrede hinanden til sværere og sværere dyster. Sagen nåede omsider en afgørelse ved hvad der skulle have været et lille fredeligt aftenselskab.

Alanna, Gareths væbner Sacherell af Wellam og Raouls væbner Dorgal af Veldine, serverede vin, og adlød hertug Gareths ordrer om at holde gæsternes glas fyldte og melde hvad de måtte høre af interessante ting. De festklædte hoffolk snakkede og morede sig, mens de tre væbnere sørgede for at samle så mange oplysninger som muligt. Hertug Rogir underholdt Mikal, mens ambassadørens kone grevinde Aenne fortalte dronning Lianne og kong Roald historier fra hoffet i Tusaine.

Gareth, Raoul, Alex og Jonathan talte med nogle af de yngre riddere fra Tusaine, og pludselig rettedes alles øjne mod gruppen. Dain af Malor, en af Tusaines riddere, vrængede hånligt. „Fægtning! Jeg har set hvad I kalder ‘fægtning’. Hjemme kalder vi sådan noget dans! Prins Jonathan, i Tusaine har vi treårige der er bedre med et sværd end visse af jeres riddere!“

„De er uhøflig i Deres værts slot,“ svarede Gareth forsigtigt. Hans brede skuldre var spændte. Alanna kunne høre at han kæmpede for at beherske sig. „Gid det var muligt at lære Dem lidt manerer.“

Der var stille et øjeblik. Næsten alle tortallske riddere – undtagen Mylas, som drak og så til havde lagt hånden på deres sværd. Tusaine-folkene greb efter deres, parate til hvad som helst.

Ambassadør Mikal vendte sig mod Rogir. Hans stemme hørtes klart i det tavse rum. „Jeg beklager unge Dains optræden.“ Han bukkede for Roald. Kongen bøjede hovedet let, og modtog undskyldningen. Mikal tilføjede med et snu glimt i øjet: „Jeg er dog bange for at jeg må give ham ret. Det ser ud til at vi gør mere ud af kampkunsten i Tusaine. Freden har måske sløvet jeres kampånd?“

Alanna rørte glødestenen under sin skjorte og spurgte sig selv hvad der mon nu ville ske. Hun vendte sig. Raoul, der stod ved kaminen, var ved at gøre sig klar til kamp. Hans kulsorte øjne lyste af arrigskab, og han knugede sit sværd, så hans knoer var kridhvide.

Febrilsk gjorde hun tegn til Dorgal om at se på sin herre. Hendes ven skyndte sig hen til Raoul og stak et vinglas i hånden på ham, mens han talte dæmpet og beroligende til ham. Efter et øjebliks tøven slap Raoul sværdet med et suk.

„Jeg er uenig med Dem, ridder Dain,“ sagde Jonathan med et strejf af munterhed i stemmen. „Selv vore pager og væbnere er i stand til at stå sig mod en ridder. Men eftersom vor ære og vor duelighed er draget i tvivl, må vi hellere vise jer hvad tortallere er i stand til.“

Dain rettede på sit bælte. „Find Deres mesterfægter, Deres Højhed. Jeg er sikker på at jeg vil være i stand til at slå enhver ved dette hof.“

Jonathan sendte Alanna et ironisk smil, og hun var med det samme klar over hvad han havde tænkt sig. Det vil være et fremragende træk, hvis jeg kan klare det, tænke hun. I Dains øjne er jeg kun en ussel, utrænet væbner.

Hun betragtede den tusainske ridder. Han var et hoved højere end hun, stærk og bredskuldret, men han var overmodig, og han havde drukket. Hun nikkede til Jonathan for at lade ham vide at hun var med på den.

Prinsen smilede iskoldt til tusaineren. „Ikke vor ‘mesterfægter’, ridder Dain. Jeg sagde ‘selv vore pager og væbnere’.“ Han nikkede til Alanna. Hun rakte vinkanden til Sacherell, der var ved at tabe den, og gik over til de unge riddere. Hendes hjerte hamrede af begejstring. „Deres Højhed?“ sagde hun og bukkede høfligt.

Jonathan vinkede hende hen til sig. „Jeg er sikker på at min væbner Alan er villig til at kæmpe imod Dem.“

Ridderen fra Tusaine stirrede med åben mund på den lille, spinkle Alanna. „Vil De have mig til at fægte med en væbner?“ Dains stemme knækkede over. Der var nogen der fnisede.

„Er De bange?“ ville Jonathan vide.

Ridderen stammede og spruttede. „Jeg har udkæmpet seks dueller!“ hvæsede han. „Jeg har dræbt bjergbanditter siden jeg var mindre end ham! “ Han pegede på Alanna. „Hvis jeg da nogensinde har været mindre!“

Alanna vidste lige præcis hvad Jonathan var ude på, og nu var det hendes tur til at lægge brænde på bålet. „Er der noget jeg kan gøre for Dem, Deres Højhed?“

Jonathan trak på skuldrene uden at tage blikket fra Dain. „Jeg havde tænkt mig at du skulle fægte med ridder Dain, Alan, men han er åbenbart ikke længere interesseret. Jeg beklager at have forstyrret dig uden grund …“

„Ved Mithros, jeg gør det!“ hvæsede Dain. „Jeg er ikke bange for et barn!“

Jonathan bukkede for sine forældre. „Hvis Deres Majestæter tillader, vil vi begive os til fægtesalen.“

Da Alanna vendte sig og så på kongen, bemærkede hun at Alex havde et besynderligt udtryk i ansigtet. Han virkede ivrig. Han var da vel ikke ude på at få hende slået ihjel? De havde været konkurrenter i årevis – prøvet at overgå hinanden i fægtning, bueskydning og andre kampformer – men det havde været en venlig konkurrence.

Hun glemte Alex, da hun hørte kongen tale. „Jeg tror det er noget vi alle gerne vil se. Ambassadør Mikal? Grevinde Aenne? Min dronning?“

Dronningen og grevinde Aenne nikkede. „Det kan blive underholdende,“ sagde Mikal tørt.

Tjenestefolk blev sendt hen for at gøre den største fægtesal klar, og hertug Gareths tjener Timon gik til Alannas værelse efter Lynild. Alle gik til fægtesalen. Mylas og Rogir fulgtes med de unge mænd der omgav Alanna. Mylas lagde ikke skjul på at han var højst ophidset.

„Er du blevet fuldstændig vanvittig?“ spurgte han rasende. „Han er et hoved højere end du!“

Alanna trak på skuldrene. „Det er næsten alle jeg fægter med.“ Hun tog Lynild fra Timon og spændte det ved siden, mens Trofast sad ved hendes fødder og mjavede. Hun tog katten op og satte ham på skulderen. Hun havde konstateret at hans mjaven faktisk lød som tale i hendes ører, og hun ville gerne høre hvad han havde at sige nu.

Lad bare den fremmede gøre sig til grin, rådede han. Det skulle ikke være svært. Og bliv nu ikke slået ihjel!

„Hører du efter?“ spurgte Mylas vredt. „Det er ikke tiden at spille helt!“

Jonathan lagde hånden på Alannas frie skulder. „Tag det roligt, Mylas. Har du aldrig set Alan fægte? Det har jeg – i Den Sorte By.“

Mindet om Alans og Jonathans sælsomme eventyr året før – Den Sorte Bys forbandelse der var hævet, og tusinder af stolte bazhirer der knælede i Persopolis’ gader – gjorde Mylas tavs et øjeblik, men ikke længere.

„Dain er en erfaren ridder! Det er noget andet!“

„Kan De høre far protestere?“ spurgte Gareth. „Han har givet Alan og Alex enetimer i mange måneder. Desuden er De nødt til at stole på Jonathans dømmekraft. Han prøver ikke på at få sine venner dræbt.“

Alex trak sig i baggrunden for at tale med hertug Rogir. „Hvad tror du der vil ske?“ spurgte hertugen sin tidligere væbner.

Et smil gled hen over Alex’s mørke, hemmelighedsfulde ansigt. „Jeg tror der venter Dain af Malor en stor overraskelse.“

Rogir rystede vantro på hovedet. „Du vil da ikke mene at Alan er så god som – ja, som dig, for eksempel?“

„Jo. Alan er lige så god som jeg. En dag bliver han måske endnu bedre.“

Rogir fik ikke dette nærmere uddybet, for nu var de nået til fægtesalen. Den lå i kælderniveau, og der var køligt selv i dette varme vejr. På væggene hang fakler, der sendte lys ud i alle kroge. Langs den ene væg stod tre rækker bænke, der var adskilt fra gulvet ved et rækværk. Hoffolkene satte sig, og deres silketøj knitrede. Rogir anbragte sig og ambassadøren lige bag kongen og dronningen.

I den ene ende af salen tog Dain støvlerne af og strakte sig, mens han spøgte med sine venner. I den anden ende betragtede Alanna Dain i tavshed, uden at ænse sine venners snak. Tusaine-ridderen var ikke nervøs. Det skulle hun hurtigt sørge for at han blev.

Hun rakte Trofast til Mylas, tog skoene af og iførte sig de brune fægtehandsker Timon rakte frem imod hende. Hun var ikke klar over at hun smilede bredt, med et nådeløst udtryk i sine violette øjne. Hvis ikke han havde været så rasende på Dain, havde han næsten haft ondt af ham. Han vidste hvad Alanna var i stand til, når hun blev presset.

Hertug Gareth sluttede sig til dem. Han bøjede sig ned mod Alanna, idet hun begyndte på sin opvarmning. „Lad ham trætte sig selv, mens du vurderer ham. Jeg kender typen. Han vil prøve at hidse dig op med fornærmelser. Den må du ikke hoppe på. Hold hovedet koldt. Du er god, Alan, men du er ikke den bedste.“

Alanna grinede frækt til ham. „Nej, Deres Højhed. Det er De.“

Hertugen af Naxen daskede hende på skulderen. „Ikke næsvis. Pas på dig selv.“

Jonathan smilede. „Bare rolig, onkel. Alan holder hovedet koldt, når han slås.“

Mikal lænede sig mod Rogir, uden at ulejlige sig med at dæmpe stemmen. „Væbneren er modig, men dette er vanvid. Dain er overordentlig god. Og han har et frygteligt temperament. Jeg er bange for at aftenen vil få en sørgelig udgang.“

Alanna og Dain trådte frem midt på gulvet med dragne sværd. Alanna rørte ved glødestenen under skjorten, og ønskede hun følte sig roligere. Kongen rejste sig. „Er I klar?“

De vendte sig mod ham, bukkede og hilste med deres sværd. Derefter hilste de på hinanden, og stillede sig en sværdlængde fra hinanden.

„Kryds klinger,“ befalede kongen. Alanna og Dain adlød. „Vis jeres lande og ridderskabets love ære.“

Dain svingede sit sværd og mødte Alannas med en klar, syngende lyd. Han forsøgte at tvinge hendes sværd mod gulvet. Alanna bed tænderne sammen og holdt sammen, mens musklerne i hendes arm skreg af smerte. Dain gjorde store øjne – hun var betydelig stærkere end hun så ud til. Han gjorde sig fri og kredsede om hende.

„Bered dig på at dø, dreng!“

Alanna svarede ikke. Man plejede at råbe udfordringer og fornærmelser mod modstanderen, men hun havde altid betragtet det som spild af vejr. Hun havde også bemærket at hendes usædvanlige tavshed gjorde modstanderne nervøse. I stedet holdt hun øje med Dain, opmærksom på hans mindste bevægelse.

Han huggede ud efter hende. Alanna parerede og strakte sit eget sværd direkte mod Dains hjerte, klar til at trække sig tilbage om nødvendigt. Dain skyndte sig at springe til side, og Alanna gik bagud inden hun mistede balancen.

„Barnligt kneb!“ fnøs Dain.

Kongen blinkede til Rogir. „Det ‘barnlige kneb’ var lige ved at lykkes,“ mumlede han. Ambassadør Mikal blev tydeligt ilde til mode.

Dain kredsede om Alanna, stadig talende, i forsøg på at aflede hende, mens han fandt hendes svage punkt. Han gjorde det ene udfald efter det andet, men hun afbødede ham hver gang. Hun var ude efter en mulighed for at slå sværdet ud af hånden på ham – hun ønskede ingen blodsudgydelse. Sveden drev ned over hendes ansigt og gjorde hende urolig – sæt hun fik den i øjnene? Det var ikke nogen trøst at Dains skjorte og tunika var gennemvåde, og at han trak vejret hæst og anstrengt. Alanna smilede ved sig selv. Han skulle have begyndt sin træning med Corams store gamle sværd, tænkte hun. Så ville han ikke være så træt nu.

Dain var blevet vild af raseri. Han fornærmede hendes forfædre, hendes mor, hendes udseende. Alanna overhørte ham, langt mere bekymret over svedperlerne på hendes pande. Den eneste lyd i den store sal var deres strømpefødder mod gulvet og Dains besværede åndedræt. Alanna så en mulig åbning og gjorde et desperat udfald – Dain vaklede tilbage. Hun prøvede at tørre ansigtet i ærmet, mens han genvandt balancen.

Hun var ikke hurtig nok. Med et triumferende råb sprang ridderen frem. Hun trådte for langsomt tilbage, og spidsen af Dains sværd borede sig ind i hendes højre arm under albuen. Alanna forbandede sit fejltrin og sænkede sit sværd. Hun havde tabt. Ifølge reglerne havde Dain vundet ved at såre hende. Kampen var forbi.

Vanvittig i blikket huggede han ud efter hendes bryst. Alanna sprang til side, en hårsbredde fra døden.

„Ureglementeret!“ skreg Gareth rasende. Andre stemte i: „Ureglementeret!“

Dain ænsede dem ikke. Han kredsede om Alanna og søgte efter endnu en åbning. Hertug Gareth trådte frem med draget sværd. Han havde åbenbart tænkt sig at stoppe kampen, og efter hans ansigtsudtryk at dømme var det kun beklageligt, hvis Dain kom til skade!

Med en hovedrysten standsede Alanna sin gamle lærer. Hun fyldtes af et iskoldt raseri. Hun elskede ridderskabets love, og denne barbar fra Tusaine havde netop overtrådt dem. Det skulle han få betalt.

Langsomt bevægede hun sig væk fra Dain og tog Lynild over i venstre hånd. Blod fra hendes højre arm dryppede ned på gulvet. Jeg må passe på at jeg ikke glider i det, tænkte hun og gjorde sig klar.

Trofast mjavede opmuntrende, da Alanna gjorde et morderisk udfald. Lynild ramte Dains sværd med et brag. Omgående trak hun sig tilbage og stødte påny. Ridderen parerede klodset, og var ved at falde bagover. Hendes sværd var ikke stille et øjeblik, og hun søgte til stadighed efter en åbning. Der var den!

Hun førte Lynild ned, ind under Dains sværd og op, så sværdet fløj ud af hans hånd. I sit hastværk snublede Dain og faldt så lang han var. Alanna sprang frem og pressede Lynilds lysende spids mod Dains hals. Den tusainske ridder så op i de koldeste øjne han nogensinde ville få at se.

„Dumt,“ sagde Alanna stille, men hendes stemme skælvede af raseri. „Det var meget dumt. Og det er et held for dig at jeg er en bedre ‘ridder’ end du. Ellers ville du være død nu.“ Hun vendte sig med foragt, og gik tilbage til sine venner. Hun lod Jonathan støtte sig, mens Mylas forbandt hendes sår.

„Han holdt sig tilbage,“ mumlede ambassadør Mikal eftertænksomt. „Han holdt sig hele tiden tilbage.“ Han så på Roald. „Hvis alle Deres Majestæts unge riddere er som denne væbner, må Deres hær være formidabel.“

„Det må De selv bedømme.“ Kongen pegede på Jonathan, tavs og myndig, på store Gareth og den endnu større Raoul, og slanke, mørke Alex med hans katteagtige ynde. „De er del af vor fremtid,“ sagde kongen. „En fremtid vi alle ønsker at værne om.“

Alanna sad i sit værelse i færd med at rense Lynild, da Mylas fandt hende. „Du dræbte ham ikke,“ sagde ridderen. „Han ville have dræbt dig, men du dræbte ham ikke.“

Alannas arm gjorde ondt; hun havde endnu ikke haft mulighed for at anvende sin helbredende magi. Smerten gjorde hende kort for hovedet. „Og hvad så? Han var dum. Hvis jeg skulle slå folk ihjel bare fordi de var dumme, kunne jeg aldrig bestille andet.“

„Han gav dig enhver tænkelig undskyldning for at slå ham ihjel,“ vedblev Mylas. „Selv hans egen ambassadør ville have forstået det, hvis du havde gjort det.“

„At han opførte sig forkert, er ingen undskyldning for at jeg skal gøre det samme.“ Alannas underlæbe begyndte at dirre. Der var sket for meget. Hun havde lyst til at gå i seng, og hun trængte til at gøre noget ved sin sårede arm, så den ikke gjorde så ondt. „Hvorfor hakker du sådan på mig? Du burde da vide at jeg ikke ville dræbe ham.“

Mylas omfavnede hende, og passede på ikke at støde hendes arm. „Du er en god dreng, Alan af Trebond,“ hviskede han. „Du giver håb til en gammel mand.“

„Sludder,“ knurrede Alanna, både glad og forlegen over den uventede ros. „Så gammel er du ikke. Og så god en dreng er jeg heller ikke.“

Hertug Rogir satte sig mageligt til rette foran sin kamin, og tog en skakbrik fra et bræt der stod ved siden af ham. Det var en bonde. Hertugen smilede ironisk: før Den Sorte By havde han troet at Alan af Trebond kun var en bonde. En dygtig bonde med magiens Gave, men ikke desto mindre en bonde, som Rogir kunne flytte efter forgodtbefindende. Den Sorte By – og aftenens dyst med Dain – havde vist ham noget andet. Alan af Trebond var farlig.

Jonathan skulle ikke være vendt tilbage fra Den Sorte By. Rogir kendte udmærket dette onde sted, og han vidste at Ysandirerne, der boede der, var uovervindelige. Det var derfor han havde løbet den risiko at benytte magiske overtalelsesmidler for at få Jonathan til at besøge den forbudte by. Men Jonathan havde taget Alan med sig, og begge var vendt levende hjem. To unge, uprøvede drenge var ikke blot undsluppet Ysandirerne, de havde tilintetgjort dem!

Rogir skar ansigt og skænkede sig et glas vin. Mindst én af guderne, og måske flere, beskyttede Jonathan, det var han sikker på. Det var underordnet; om så han skulle lægge himmel og jord i ruiner for at få fat i Tortalls trone, ville han gøre det.

Alan af Trebond! Hvad vidste han om knægten? Hvilke kræfter havde han?

Troldmanden travede rasende frem og tilbage i værelset og tænkte på Svedefeberen. Han havde skabt en pest, der ville tage kraften fra alle læger der behandlede den, og han sendte den til både byen og slottet for at sikre sig at samtlige hovedstadens læger ville have mistet deres kraft, når prinsen blev syg. Men Jonathan havde overlevet, og drengen med de store violette øjne fortalte Rogir at ridder Mylas havde vist ham hvad han skulle gøre. Mylas var lærd; det var muligt at han havde læst sig til hvordan selv kraftfuld magi kunne modvirkes.

Så Rogir havde accepteret Alans historie. Han havde udspurgt drengen yderligere, og var gået ind i hans sind for at se om han skjulte nogen hemmeligheder. Han kunne stadig huske følelsen af at hans magi gled hen over en glasmur bag de uskyldigt udseende øjne. Hvis han havde rørt en kraft der havde angrebet ham, kunne han have undersøgt knægten med rigtig trolddom. I stedet havde han troet at det var dumhed eller tankeløshed, der havde spærret hans vej. Han havde ladet pagen gå uden yderligere undersøgelser. Tåbeligt havde det været!

Der var også det gamle ramponerede sværd Mylas ‘havde haft hængende’; Rogirs arm havde været følelsesløs en uge efter at han havde rørt det. Og katten! Hvis Trofast var en almindelig kat, ville Rogir sluge sin stav hel. Foreløbig så det ikke ud til at Alan vidste hvor værdifulde våben han besad, men Rogir havde før ladet sig narre af hans ‘uvidenhed’. Og selvom han ikke kendte deres fulde brug i øjeblikket, ville han bestemt komme til det.

Og i aften havde Alan vist endnu en betydningsfuld egenskab han kunne bruge i Jonathans tjeneste: han havde vist at han var en fremragende fægter, som oven i købet var i stand til at bruge venstre hånd mindst lige så godt som højre. Rogir bandede og drak endnu et glas vin. Hvorfor havde Alex aldrig fortalt ham det? Misundelse? Fordi han nægtede at tro at en dreng, der stadig kun var væbner, kunne være lige så god som han?

Hertugen skulede og trak sig i sit korte skæg. Nu måtte han være mere forsigtig end nogensinde. Han havde på fornemmelsen at Alan havde mistanke til ham, og Alan måtte aldrig få beviser for sin mistanke. Selvfølgelig var der udveje. Måske skulle der gøres noget snart.

Hvad vigtigere var, måtte Rogir sørge for at få Alan skaffet af vejen på en måde der virkede naturlig. Det ville sandsynligvis være umuligt at få ram på Jonathan uden først at gøre det af med Alan. Men det måtte ske med forsigtighed. Han måtte for enhver pris undgå at vække mistanke.

Rogir ønskede ikke en voldsom borgerkrig, der ville føre til et fattigt og ødelagt Tortall. Han ønskede ikke fjender som hertug Gareth eller ridder Mylas. Han ønskede blot at hans onkel, tante og fætter skulle dø en tilsyneladende naturlig død inden for de næste fem år, så ingen ville kunne hævde at han havde bemægtiget sig tronen med urette. Han havde ikke travlt. Han havde råd til at vente, nu hvor dronningen ikke kunne få flere børn. Men det ville ikke være nogen skade til, hvis han kunne sikre sig at hertug Gareth, Mylas og måske ligefrem kongen aldrig ville mistænke ham.

Og hvad med Alan af Trebond, som allerede havde fattet mistanke? Det måtte han tænke over.