Det andet år

Alanna sov i tre dage, så hun undgik de fleste spørgsmål omkring hendes andel i Jonathans helbredelse. Når hun blev spurgt, gav hun ridder Mylas hele æren. Hver gang ridderen forsøgte at finde ud af hvad der var sket den nat, skiftede Alanna emne. Hun vidste at Mylas holdt øje med hende, men hun sagde ingenting.

Prins Jonathan holdt ligeledes øje med hende. Men han talte aldrig om den nat. Jo mindre der blev sagt om hele historien, jo gladere var Alanna. Undertiden spurgte hun sig selv om Jonathan overhovedet kunne huske stedet mellem Livet og Døden. Måske havde han glemt det. Han nævnte det i hvert fald aldrig.

Den kolde vinter blev omsider til forår. Alanna fandt endnu en gang sit lette tøj frem. En morgen stod hun op, ude af sig selv af begejstring. Pagerne skulle på en længe ventet udflugt til Caynn, og Alanna var knap nok i stand til at stå stille. Pludselig stivnede hun foran spejlet. Hun betragtede omhyggeligt sit eget spejlbillede, og hoppede op og ned.

Hendes bryst bevægede sig. Ikke meget, men dog noget. Hendes bryster var blevet større i løbet af vinteren.

„Coram!“ skreg hun. Hun havde tårer i øjnene af raseri.

Hendes tjener kom søvndrukken ind på hendes værelse. „Hvad er der galt?“ spurgte han med en gaben.

Alanna gik om bag skærmen foran spejlet og flåede sin skjorte af. „Gå til lægerne og find nogle bandager til mig. Masser af dem. Det er ligemeget hvilken undskyldning du skal bruge, bare du finder noget!“

Den forbløffede Coram vendte tilbage få minutter efter, og smed en bunke hvidt lærred over skærmen. Alanna viklede det stramt om brystet.

„Nå, du er nok ved at blive til en kvinde,“ sagde han fra den anden side af skærmen.

„Vel er jeg ej!“ udbrød hun.

„Det kan du ikke gøre noget ved, min tøs. Det er du født til …“

Alanna kom frem fra skærmen. Hendes øjne var røde og hævede. Men Coram vidste at det ikke var noget han skulle lade sig mærke med. „Det kan godt være jeg er født til det, men jeg har ikke tænkt mig at finde mig i det!“

Han så forskrækket på hende. „Du er nødt til at acceptere dig selv som den du er, min tøs,“ protesterede han. „Du kan jo godt blive kriger, selvom du er kvinde.“

„Jeg hader det,“ skreg hun rasende. „Folk vil tro at jeg er blød og fjollet.“

„Blød er der næppe nogen der vil kalde dig,“ svarede han skarpt. „Og fjollet er du kun, når du taler sådan her.“

Alanna trak vejret dybt. „Jeg har tænkt mig at gennemføre, hvad jeg har sat mig for,“ meddelte hun ham stille.

Han lagde en hånd på hendes skulder. „Alanna, mit barn, du bliver først lykkelig den dag du accepterer dig selv som du er.“ Det kunne hun ikke sige noget til, men det ventede han heller ikke. „Jeg skaffer nogle flere bandager til dig nede i byen,“ sagde han. „Stik så af med dig. Ellers kommer du for sent.“

Det var ikke let at leve med bandagerne om brystet. For det første gjorde det ondt, selvom hendes bryster heldigvis ikke blev så store. Nu måtte hun passe dobbelt så meget på med hvor meget hun åbnede skjorten, og sommeren igennem gjorde drengene deres bedste for at få hende til at tage den helt af. Dette skete især når de gik i vandet. Hele sommeren nægtede Alanna at deltage i deres svømmeture, uanset hvor ihærdigt de forsøgte at overtale hende. Der var dog ingen der fysisk forsøgte at tvinge hende i. Ralon af Malven var ikke blevet glemt.

En dag i begyndelsen af august var det Raoul der prøvede lykken. „Kom nu, Alan,“ drillede han. „Bare en enkelt svømmetur. Eller er du bange for at miste dit beskyttende lag skidt?“

Alanna havde fået nok. Hun sprang op, ildrød i hovedet. „Jeg hader at svømme,“ skreg hun. „Og her er køligt nok – så lad mig være!“

Der var en der fnisede. Raoul var et hoved højere og betydelig bredere end den lille page, der gloede så rasende på ham.

„Alan, han driller bare,“ råbte Alex.

„Jeg er træt af at blive drillet!“ hvæsede hun. „Nu har jeg skullet finde mig i det hele sommeren. Hvorfor kan jeg ikke gøre hvad jeg har lyst til, uden hele tiden at skulle have jer alle sammen på nakken?“

Raoul trak på skuldrene. Til forskel fra Alanna var han ikke spor hidsig af gemyt. Intet kunne få ham ud af fatningen. „Nå, hvis du tager det på den måde, siger jeg ikke mere.“

„Tak!“ Hun skulede til de andre drenge. „Medmindre jeg ligefrem stinker, vil jeg aldrig mere høre et ord om det!“

Dyb tavshed. Omsider sagde Jonathan: „Kom herud i vandet igen, Raoul. Man kan ikke tale fornuft til Alan – han er skrupskør.“

En smule rystende vendte Alanna tilbage til sit skyggefulde træ. Hun skammede sig lidt, og ønskede – ikke for første gang – at hun havde lettere ved at beherske sig.

Drengene lod hende være resten af eftermiddagen. På hjemturen satte Alanna Tyksak i trav, så hun nåede op på siden af Raoul.

„Raoul?“ sagde hun dæmpet. „Der er noget jeg godt vil sige til dig.“

De trak om bagest i flokken. „Er der noget mere du skal have råbt ad mig?“ spurgte Raoul.

Alanna rødmede og så ned i sadlen. „Nej. Jeg ville bare sige undskyld. Jeg skulle ikke have hidset mig sådan op.“

Raoul grinede. „Jeg drillede dig faktisk,“ indrømmede han. „Og jeg forstår godt du blev tosset. Du har ret til at gøre som det passer dig.“

Hun så bestyrtet på ham. „Har jeg?“

Raoul rynkede brynene. „Jeg ville ikke sige noget, men nu hvor jeg har lejligheden til det – Alan, det er som om du tror vi ikke vil kunne lide dig, hvis ikke du opfører dig fuldstændig som alle andre. Har du tænkt på at vi måske kan lide dig fordi du er anderledes?“

Alanna stirrede på ham. Drillede han hende igen?

Raoul smilede. „Vi er dine venner, Alan. Hold op med at tro at vi vil kaste os over dig for den mindste bagatel.“

„Hej, Raoul,“ råbte en længere fremme. „Vi har et væddemål der skal afgøres.“

Den store væbner nikkede til Alanna og red frem til de andre.

„Blev I gode venner igen?“ spurgte Gareth. Alanna vendte sig. Den anden store væbner var lige bag hende.

„Ved du ikke at det er uhøfligt at lytte?“ spurgte hun surt.

Han grinede. „Hvordan skulle jeg nogensinde få noget at vide, hvis jeg ikke lyttede? Hør her – jeg er træt af alle de skænderier. Jeg skal nok sørge for at der ikke er flere der prøver at få dig i vandet.“

Alanna hang med hovedet. „Jeg vil ikke være besværlig,“ mumlede hun.

Gareth lo. „Selvfølgelig vil du det. Det er en af de ting vi kan lide ved dig. Fart på. Vi sakker agterud.“

Hun fulgte efter ham ind gennem en af slottets mange porte. Gareth og Raoul havde givet Alanna meget at tænke over. Tanken om at de kunne lide hende fordi hun var anderledes, var selvfølgelig det rene vås. Gareth og Raoul var begyndt at sige de mærkeligste ting, efter at de var blevet væbnere.

Hun og Gareth indhentede Jonathan, da de havde sat deres heste i stald. På gårdspladsen ved stalden stod en flok heste og muldyr, der ventede på at blive fodret og gjort i stand.

„Det ser ud til at der er kommet en betydningsfuld gæst,“ bemærkede Jonathan. „Lad os gå forbi forhallen og se hvem det er.“

De tre drenge skyndte sig igennem slottets lange gange og nåede frem til forhallen. Der lå et bjerg af bagage, som en hær af tjenere havde travlt med at bære bort. En stor mand, stadig klædt i en støvet rejsekappe, gav ordrer til slottets tjenere og sine egne folk.

„Rogir!“ udbrød Jonathan glad. Han løb hen og omfavnede den nyankomne, mens Alanna og Gareth holdt sig i baggrunden.

Det er altså Jonathans fætter, tænkte Alanna og betragtede ham undersøgende. Hertug Rogir af Condia var over seks fod høj, og hans flotte ansigt var indrammet af sortbrunt hår og et nydeligt klippet skæg. Hans øjne var lysende blå. Hans næse var lige, og hans mund rød og velformet. Hans hvide, strålende smil var fyldt med charme og selvtillid. Han var bredskuldret og muskuløs, og havde stærke hænder. Meget tiltrækkende, tænkte Alanna. Hvorfor føler jeg mig så ikke tiltrukket af ham? Jeg kan faktisk slet ikke lide ham!

„Så kom han omsider,“ mumlede hun til Gareth. Hun måtte vente til senere med at finde ud af hvorfor hun ikke brød sig om Jonathans fætter.

„Jeg har – æh hørt …“

„Du har lyttet igen,“ sagde Alanna strengt.

„Som jeg forsøgte at sige, har jeg hørt at han skal undervise jer, der har Gaven, i trolddomskunst,“ fortsatte Gareth. „Desuden vil kongen have ham til at finde ud af hvem der sendte Svedepesten – ikke fordi de vil prøve at gøre det samme igen, nu hvor hertug Rogir er her. Der er ingen troldmænd i denne del af verden, der uden videre ville give sig i kast med ham.“

„Er han så god?“ spurgte Alanna eftertænksomt.

„Ja“

Hertug Rogir var på vej hen mod dem, med en arm om Jonathans skuldre. „Nå, så du skal til at lære at bruge din Gave? Det skal være mig en fornøjelse at undervise dig, fætter!“ Han rakte Gareth hånden. „Unge Gareth af Naxen, ikke sandt? Du er vokset siden sidst.“

Gareth trykkede varmt den ældre mands hånd. „Det siger alle. Selv min far, og han ser mig næsten hver dag.“

Rogir kluklo. „Din far har utvivlsomt ret.“ Hans stemme var en lys tenor, den mest melodiske stemme Alanna nogensinde havde hørt. Hun stirrede ugenert på hertugen, da han vendte sig mod hende. „Og hvem har vi så her? Jeg ville bestemt kunne huske de øjne – og det hår.“

„Hertug Rogir af Condia, må jeg præsentere Alan af Trebond,“ sagde Jonathan formelt.

„Trebond?“ sagde hertugen med et smil, og Alan bukkede. „Jeg har hørt om din far. Han er en lærd mand, ikke sandt?“

Alanna rystede over det hele – som en nervøs hest, sagde hun hårdt til sig selv. Hun foldede hænderne på ryggen inden hun svarede. „Ja, Deres Højhed.“

„‘Hertug Rogir’ er tilstrækkeligt,“ sagde han. „Og selv det ville jeg lægge på hylden, hvis ikke jeg vidste at hertug Gareth ville blive chokeret. ‘Deres Højhed’ får mig til at føle mig gammel.“

Jonathan havde ventet et af Alans flabede svar, og så forventningsfuldt på sin ven. Til hans store forbløffelse virkede Alan mere eftertænksom end betaget.

„Hvor længe bliver du her, fætter?“ spurgte Jonathan for at aflede opmærksomheden fra Alans underlige tavshed.

„Min onkel vil gerne have mig til at blive et stykke tid,“ svarede Rogir og så på prinsen. „Faktisk foreslog han at jeg blev boende.“ Hertugen trak på sine brede skuldre. „Han mener åbenbart, det er på tide jeg slår mig ned og falder til ro.“

Jonathan grinede. „Hvorfor har du egentlig undgået os sådan?“

„Jeg har ikke undgået jer,“ rettede Rogir. „Jeg har haft travlt med at lære noget. Der er en betydelig forskel. Vil du have den godhed at føre mig til deres majestæter? Det er på tide at jeg hilser på dem.“

Alanna så efter prinsen og hans fætter, da de gik. Hun rynkede brynene, men prøvede at ryste sine betænkeligheder af sig.

Gareth så på hende. „Er du ved at blive syg, unge ven?“

Alanna sænkede skuldrene utålmodigt. „Jeg har aldrig i mit liv været syg.“

„Hvad er der så galt? Han var venlig imod dig, og hvis du havde været en hund, ville du have rejst børster.“

„Jeg er ikke nogen hund,“ sagde hun surt. „Hvorfor skulle han være venlig mod mig? Jeg har aldrig set ham før.“

„Men han må have hørt om dig. Du var jo med til at helbrede Jonathan – hvad nu?“ Alan havde fået et mærkeligt udtryk i øjnene. Hvis Gareth ikke havde kendt sin ven så godt, ville han have svoret på at det var frygt.

„Jeg kan ikke lide, når voksne interesserer sig for mig,“ svarede Alanna. Hun var bange. „Jeg bryder mig ikke om at have andre til at stikke deres næse i mine sager. Især ikke troldmænd. Kom, ellers kommer vi for sent til middag.“

Gareth fulgte efter, mere forvirret end nogensinde over Alans svar. Skjulte han noget? Gareth havde fået noget at tænke over.

Kort efter Rogirs ankomst blev samtlige pager og væbnere kaldt til samtale hos kongens nevø. Han undersøgte dem for Gaven. Rygterne sagde at han altid kunne finde den, også hos nogen der prøvede at skjule den.

Alanna var en af de sidste. Med knyttede, svedige hænder trådte hun ind i hertug Rogirs arbejdsværelse. Hertugen af Condia sad i en højrygget stol, og han holdt en juvelbesat stav i hånden. Hans vams var mangefarvet og hans hoser rødviolette. Hvis der var noget ved ham Alanna beundrede, var det hans påklædning.

Han smilede. „Alan af Trebond.“ Han pegede på stolen på den anden side af skrivebordet. „Sid ned.“

Alanna satte sig forsigtigt, og foldede hænderne i skødet. Nerverne var på højkant. Hun havde ikke tænkt sig at lade sig afsløre, når hun var kommet så langt.

„Jeg har forstået at du brugte din Gave til at helbrede min fætter for Svedepesten.“

„Ridder Mylas vejledte mig, Deres Højhed.“

„Det må have kostet dig store anstrengelser. Du løb en stor risiko.“

„Den kloge kone hjemme i landsbyen havde trænet mig, Deres Højhed. Og jeg var udmattet i flere dage efter.“ Hun betragtede hans ansigt. Han så ud til at acceptere at det var Mylas der havde gjort tankearbejdet, og hende der havde leveret kraften, så Mylas havde åbenbart ikke talt om det skete. Det var hun glad for.

„Jeg behøver i det mindste ikke at stille dig unyttige spørgsmål. Vi ved allerede at du har Gaven, og det i overflod. Og du har lært hos den kloge kone hjemme?“

„Ja, Deres Højhed. Men min far vidste det ikke. Han ønskede ikke at vi skulle lære magi – han ville få en prop, hvis han opdagede at jeg skulle lære det her.“

„Så lader vi være med at sige noget til ham. ‘Vi’, siger du. Fortæl mig om din bror. Jeg kan forstå at I er tvillinger?“ Rogirs lysende øjne så lige ind i hendes. Alanna rynkede brynene og gned sin pande. Med ét fik hun hovedpine.

„Han er i Gudernes By, Deres Højhed. Far sendte ham for at læse til præst, men jeg tror han har tænkt sig at blive troldmand.“

Rogir smilede. „En bemærkelsesværdig ambition. Hvad hedder han?“

„Thom, Deres Højhed.“ Hvorfor stirrede han sådan på hende?

Hertugen så på sin juvelbesatte stav. „Min fætter omtaler dig i begejstrede vendinger, Alan af Trebond.“

„Vi er venner, Deres Nåde.“ Hun opdagede at hun var ude af stand til at tage blikket fra hans.

„Min anden onkel, hertug Gareth, er også begejstret for dig. Du lader til at være en fortræffelig ung mand.“

Alanna rødmede af skam. Hvis de kendte sandheden, ville de ikke tale så smukt om hende. „Deres Højhed er meget elskværdig.“ Gid han ville lade hende gå. Hun havde aldrig i sit liv haft en så voldsom hovedpine.

Rogir sukkede. Pludselig var Alanna i stand til at se væk fra ham, og hendes hovedpine aftog. „Det er sjældent jeg er elskværdig, Alan.“ Han slog staven mod hånden et øjeblik. „Jeg tror jeg har fundet ud af, hvad jeg ønskede at vide,“ sagde han lidt efter. „Meld dig hos mig mandag morgen efter morgenmaden. Du må gerne gå nu.“

Taknemmeligt bukkede Alanna og gik. Hendes hoved værkede stadig. Hun var udmattet, og hun havde kvalme. Coram kom hen til hende med et bekymret udtryk i ansigtet.

„Hvordan gik det?“ ville han vide.

Alanna spurgte ikke hvorfra han vidste det. Det var så godt som umuligt at holde noget skjult for slottets tjenestefolk.

Hun gned tindingerne. „Det lyder skørt – men hvorfor føltes det som om der skete mere derinde, end at han bare stillede mig nogle spørgsmål?“

„Det gjorde der måske også.“ Coram trak hende ind i et tomt værelse. „Jeg har hørt at hertugen af Condia kan fange folks vilje og gøre den til sin egen,“ hviskede han. „Det siges at han kan gå ind i andres sind og få dem til at sige hvad han ønsker at vide – medmindre man er beskyttet. Medmindre man rummer en mur han ikke kan passere.“

„Den slags magi kender jeg ikke noget til,“ hvæsede hun. Hovedpinen havde gjort hende pirrelig. „Men jeg er sikker på at han ikke lærte noget af mig, udover hvad jeg valgte at fortælle ham.“

„Så er din magi stærkere end hans,“ sagde Coram. „Eller også er du beskyttet af guderne.“

Nu blev det for meget for Alanna. Hun lo og gav Coram et puf. „Du må have drukket! Beskyttet af guderne! Få mig til at sige ting jeg ikke ønsker at sige! Nu må du holde op!“

Coram åbnede døren. „Ja, le du bare.“ Han trak på skuldrene. „Jeg er bare en uvidende gammel soldat, der lytter til historier i skænkestuen. Men hvis det er så morsomt, hvorfor ligner du så noget katten har slæbt ind?“

Det var ikke til at svare på, så Alanna gad ikke engang forsøge.

En efterårsaften gav staldkarlen Stefan hende et brev.

„Du har været på udkig efter en hest,“ stod der. „Jeg har én til dig. Kom til byen så hurtigt som muligt. Gergi.“

En hest! En rigtig hest, som en kriger bør have! Alanna gav sig til at regne sin pengebeholdning sammen på et stykke papir, og besluttede at hun havde råd til en hest – hvis det var den rigtige hest. Så havde hun heller ikke råd til andet i meget lang tid – men det var der ikke noget at gøre ved. Hun var træt af at ride på slottets heste, og Tyksak var ved at blive gammel. Han havde fortjent at få lov at hvile sig.

Hun kendte ikke meget til at købe heste, og når det drejede sig om så stort et indkøb, ville hun godt have en ekspert med på råd. Hvem skulle hun spørge? Brydning var hendes værste fag, og det foregik om eftermiddagen, så det var kun om formiddagen hun kunne tage fri. Coram gjorde vagttjeneste om formiddagen, så han var udelukket. Desuden vidste Coram ikke noget om Gergi, og det havde Alanna heller ikke tænkt sig at han skulle. Hun havde en mistanke om at den gamle soldat ville misbillige hendes forbindelse med tyven. Gareth kunne heller ikke – han havde fået udgangsforbud på grund af en af sine talrige spilopper.

Hun bed sig i fingeren. Hvem kunne hun præsentere for Gergi?

Alanna måtte tage to skridt for hvert af Jonathans, men tempoet passede til den kølige efterårsdag. Alanna betragtede eftertænksomt sin ven. Prinsen, der netop var fyldt femten, voksede hurtigt. Han målte allerede fem fod og syv tommer. Og hans stemme var begyndt at gå i overgang, ligesom Gareths og Raouls sidste år. Snart måtte Alanna til at ændre sin stemme. Vi er ved at blive voksne, tænkte hun med et suk.

Jonathan hørte hende sukke, og så ned på hende. „Jeg vil med fornøjelse hjælpe dig med at vælge din hest,“ sagde han. „Men hvorfor så hemmelighedsfuld? Jeg vidste ikke at du havde slægtninge her i byen.“

Alanna skar ansigt. „Jeg var nødt til at sige et eller andet til hertug Gareth. Ser du – den mand vi skal møde, er ikke en slægtning til mig. Han er en god ven. Tak fordi du ville med, Jonathan.“

Han nussede hendes hår. „Jeg ville gøre hvad som helst for at slippe væk fra timerne i dag. Det er usædvanligt kedeligt for tiden.“

Alanna førte ham ind i Den Dansende Due. Gamle Solom sad ved et af bordene og sov. Alanna vækkede ham med et venskabeligt klap på ryggen.

„Vågn op, din gamle fyldebøtte. Er Gergi i nærheden?“

Solom kiggede på hende. „Jamen det er jo Alan. Men ikke Gareth?“

„Gareth kommer ikke før efter midvinterfesten,“ sagde hun.

„Nå, har han nu lavet numre igen?“ Solom rystede på sit hvide hoved. „Jeg skal hente Hans Majestæt.“ Han humpede op ad trapperne.

Jonathan så sig omkring. „Hvilken Majestæt?“ hviskede han. „Og hvor kender den mand Gareth fra?“

„Gareth er tit med mig hernede.“ Alanna undgik det andet spørgsmål ved at følge efter Solom, og Jonathan havde ikke andet valg end at følge trop.

Gergi var ved at være færdig med sin morgenmad, da kroværten viste dem ind. Han stirrede på Jonathan og rejste sig. Omsider bukkede han, med et drillende grin. „Solom, gå ned og sov videre,“ beordrede han. „Deres Højhed – mig en ære.“ Han så indtrængende på Alanna. „Og det ser ud til at jeg endnu en gang har taget fejl af dig. Det skal ikke ske en tredje gang, stol på det.“

Alanna rødmede. „Jeg tog ham bare med for sjov,“ mumlede hun.

„Hvad foregår her?“ ville Jonathan vide, og rettede sine lysende øjne mod Alanna.

„Har du ikke fortalt ham noget?“ spurgte Gergi.

Alanna rystede på hovedet. „Prins Jonathan, det er min ven Gergi.“

„Alan har ikke fortalt at mit arbejde ikke altid holder sig inden for lovens rammer,“ forklarede Gergi. „Men kom med, drenge. I vil vel gerne se hesten.“

Han førte dem ned ad en anden trappe til en dør, der førte ud bag kroen. Ved synet af Alannas nysgerrige udtryk sagde Gergi: „Det er en god idé at have to døre – og gerne tre.“ Han pegede op på taget. To vinduer vendte ud over køkkentaget, og der stod en stige op ad muren for at gøre det lettere at nå op til Gergis værelser.

„Er du ikke bange for tyve?“ spurgte Jonathan. De to andre lo højt, og prinsen rynkede brynene eftertænksomt.

„Nå, så Gareth kyssede komtesse Roxanne?“ spurgte Gergi. „Jeg ville nu have valgt en anden, hvis det havde været mig.“

„Det var et væddemål,“ forklarede Alanna.

„Om jeg så havde fået ti dukater for det, ville jeg have kysset en smukkere,“ svarede Gergi.

„Hvor har du hørt om væddemålet?“ ville Jonathan vide. „Det var en hemmelighed.“

„Jeg har venner på slottet,“ sagde Gergi. „Der er ikke meget tjenestefolkene ikke ved, Deres Højhed.“ Jonathan åbnede munden for at spørge om mere, men Alanna afledte Gergi med en række spørgsmål om vennerne på Den Dansende Due. Så prinsen tav, mens de gik den korte tur.

De drejede ned ad en smal gyde. Gergi standsede og låste en port op. De gik ind på en gårdsplads, og Gergi låste porten efter dem.

Alanna gispede. Hun så en pragtfuld ung hoppe. Hestens skind var gyldent, og dens manke og hale kridhvide. Alanna klappede blidt hestens mule. Dyret vrinskede dæmpet, og gned sig mod hendes hånd.

„Gergi, hun er det mest pragtfulde jeg nogensinde har set.“ Pludselig faldt det hende ind, at det måske ikke var denne hest Gergi havde i tankerne. „Gergi – er det hende du ville vise mig?“

Gergi skjulte et smil ved synet af Alans forfærdede violette øjne. „Ja, min dreng, det er hende.“

„Hun er perfekt.“ Alanna og hoppen betragtede tryllebundne hinanden.

Jonathan trådte ind i båsen. Han rørte kyndigt hoppens skuldre og ben, og klappede den åndsfraværende. Omsider så han på Gergi.

„Hun er stjålet,“ sagde han anklagende.

Gergi borede hænderne i bukselommerne. „Deres Højhed, tror De jeg kunne finde på sådan noget?“

„Jeg håber ikke du har stjålet hende, Gergi,“ mumlede Alanna.

„Jeg har papir på at jeg har købt hende. Jeg har ingen skrupler med hensyn til at stjæle heste, hanekylling, men jeg ved at du ville have det.“ Gergi rakte et stykke papir til Jonathan, som studerede det omhyggeligt.

„Det er ægte,“ sagde prinsen efter en tid, og gav Gergi papiret tilbage.

„Hvor meget skal du have for hende, Gergi?“ ville Alanna vide.

Tyven så på pagen, og hans brune øjne var vagtsomme. „Otte for hoppen, to for sadel og seletøj – ti gulddukater, og hun er din.“ Han talte i en tone der ikke tålte indvendinger, og prinsen tav.

Alanna tøvede ikke et øjeblik, selvom det var den største sum penge hun i sit liv havde betalt. Hun gav sin ven pengene og vendte sig igen mod hesten – hendes hest. „Vi skal en lang vej sammen, du og jeg,“ hviskede hun til hoppen. Hesten puffede blidt til hende, som om den var enig.

Gergi tog en almindelig lædersaddel og seletøj. „Værsågod.“

„Gergi, jeg vil gøre hvad som helst for dig,“ sagde Alanna stille og mente hvert ord. „Hvad hedder hun?“

„Ikke noget. Den bazhir jeg købte hende af vovede ikke at navngive en så fornem dame.“

„Jeg vil kalde hende Måneskin. Hvad synes du om det, min tøs?“

Hoppen slog med hovedet. Alanna lo og gav sig til at sadle sin hest.

Jonathan trak Gergi væk fra båsen. „Du har betalt mindst det tredobbelte for den hest.“

Gergi talte dæmpet. „Drengen har længtes som en besat efter en hest. Skulle jeg have nægtet ham den? Han har redet på sin lille pony i et helt år – ponyen trænger til at komme på græs, og Alan til en rigtig hest. Den gamle verdensfjerne nar han kalder far får aldrig givet ham en ordentlig hest. Kald det en fødselsdagsgave. Jeg ville forære den til drengen, hvis jeg troede han ville tage imod den.“

Jonathan smilede. Han kendte selv til sin lille vens stolthed. „Jeg kan ikke lade dig lide et tab på mindst tyve gulddukater. Desuden skylder jeg Alan mit liv.“ Han så skarpt på Gergi. „Det har du vel også hørt om.“

„Det kan godt være,“ indrømmede tyven.

Jonathan tog en safirring fra sin finger. „Denne skulle dække mere end prisen for hoppen.“

Gergi vendte ringen mellem sine lange fingre. „Det gør den så sandelig,“ sagde han langsomt, og traf en hurtig beslutning. „Jeg hører at De heller ikke har en ordentlig hest selv. Ikke en bestemt hest, som De foretrækker frem for alle andre. Måske Deres Højhed har lyst til at se på denne.“ Han åbnede lågen ind til en lukket bås. Der stod en stor hingst, lige så sort som Jonathans hår. „Ringen dækker også hans pris, Deres Højhed. Jeg tager ikke imod almisser.“

Jonathan tøvede og bed sig i læben. „Prøver du på at bestikke mig, Tyvekonge?“

Gergi smilede. „Hvor ved De det fra, hvis drengen ikke har sagt noget?“

„Husk at jeg sidder i min fars råd. Jeg har hørt om dig.“

Gergi strøg hingstens mule. „Jeg er ikke ude på at bestikke Dem. Dette er en ærlig handel. Da jeg købte hoppen, kunne jeg ikke sige nej til ham her. Hestehandleren var en beskidt gammel bazhir. Disse to heste var som et par ædelsten i en skraldespand. Jeg regnede med at drengen ville have hoppen, og jeg kan altid finde en køber til den anden.“

Jonathan undersøgte hingsten. Den var mere rastløs end Måneskin, men den faldt til ro ved prinsens berøring. „Du har forstand på heste, Gergi.“

„Jeg holder af dem,“ indrømmede Gergi. „Jeg har selv den dejligste kastanjebrune hoppe. Jeg vil føle mig smigret, hvis De en dag vil se hende.“

„Det vil jeg gerne.“ Jonathan så eftertænksomt på Gergi. Pludselig smilede han og rakte ham hånden. „Mange tak. En god hest kan betyde livet for en mand.“

Gergi tog den fremstrakte hånd og så undersøgende på Jonathan. „Jeg er beæret, Deres Højhed.“

„Mine venner kalder mig Jonathan. Og konger og prinser bør være venner, synes du ikke?“

Gergi lo, men der var respekt i hans blik. „Det synes jeg – Jonathan. Og frygt ikke at jeg skal misbruge vort venskab. Min eneste modstander er kommandanten – ingen andre.“

„Det håber jeg,“ lo Jonathan. „Ellers har Alan, Gareth og jeg problemer.“

„Gergi,“ sagde Alanna. De andre så på hende. Hun så forvirret ud. „Jeg – jeg forstår det ikke,“ stammede hun. „Hvorfor gør du alt det for mig?“

Gergi betragtede hende længe. „Hvorfor har du så svært ved at forstå at nogen kan lide dig, og vil gøre noget for dig?“ spurgte han. „Sådan gør venner, min dreng.“

Alanna rystede på hovedet. „Men jeg har ikke gjort noget for dig,“

„Det er ikke sådan tingene hænger sammen,“ sagde tyven tørt.

Alanna blev forvirret, og det sagde hun. Gergi lo og tog dem ind til frokost.

Kort tid efter blev de fire yngste pager – Alanna, en ny dreng ved navn Galfrid af Meron, Dorgal af Veldine og Sacherell af Wellam – beordret til en af træningssalene i stedet for pladsen udenfor. Der blev de modtaget af hertug Gareth, Coram og kaptajn Aram Sklaw, leder af slotsgarden. Kaptajnen, en garvet gammel soldat med klap for det ene øje, så undersøgende på drengene.

„Hmf!“ fnøs han. „I ser minsandten ikke lovende ud!“ Han pegede på Galfrid. „Du ligner en drømmer. Kan du overhovedet tåle at se blod? Du vil garanteret hellere læse end slås. Hm!“ Han så på Dorgal. „Du er glad for mad, ikke sandt? Du tilbringer sikkert hele din tid i køkkenet med at tigge lækkerbidder fra kokken.“ Hans blik gled videre til Alanna. „Dit lille skravl! Du vil jo ikke engang kunne løfte et sværd, endsige svinge det.“ Alanna begyndte at sige ham imod, men huskede på at hertugen var til stede. Hun skulle vise ham Sklaw! Kaptajnen vendte sig mod Sacherell. „Jeg har set dig ude på træningspladsen. Luddoven er du, og langsom er du også.“ Han stod ret foran hertugen. „Med Deres Højheds tilladelse vil jeg gerne træde tilbage.“

Det lykkedes ikke helt for hertugen at skjule sit smil. „Det beder du om hver gang, Aram, og alligevel lykkes det dig altid at gøre anstændige fægtere ud af dem – hver gang.“ Han så på drengene, og hans magre ansigt blev atter strengt. „I skal nu lære fægtekunsten.“ Alanna sank forskrækket – hertug Gareth gjorde hende altid nervøs. „Nej, se ikke sådan på mig, Alan – jeg spilder ikke min tid på begyndere. Jeg har i forvejen ikke tid nok til de mere lovende elever. Kaptajn Sklaw og garder Coram Smed vil undervise jer. I skal lære at smede et sværd, at drage det og at holde det. I de næste måneder skal I spise, sove og studere med sværdet ved siden. Hvis I så meget som et øjeblik ikke har det på jer, betyder det en nattevagt i Solens Kapel. Dette er ikke brydning eller dystridt. Det er ikke alle riddere der nogensinde kommer i brydekamp. Men I kan vide jer sikre på at I kommer til at forsvare jer – eller andre – med sværdet mindst én gang før I dør. Hvis nogen af jer giver kaptajnen eller garderen grund til beklagelse, vil I blive sendt til mig. Jeg ved jo hvor meget I nyder vore små samtaler.“ Hertugen nikkede til de to mænd. „Værsåartig, mine herrer.“ Han gik.

Sklaw fnøs ad dem. „Før I prægtigt udseende drenge får et sværd i hånd, kommer I til at lave et. Garder Smed vil lære jer det, stakkels mand. Jeg misunder dig ikke,“ sagde han til Coram, og gik efter hertugen.

Coram sukkede. „Nå, drenge. Af sted til smedjen.“

Det blev starten på en lang, hård vinter. Efter at Coram var tilfreds med øvelsessværdene, overtog Sklaw. Han underviste dem i de trin og positurer der var en så vigtig del af fægtekunsten. Han lærte dem at drage sværdet af skeden i en fart – noget der så betydelig lettere ud end det var. Og hele tiden var han over dem, brummende og skændende. Drengene lærte at gøre hvad som helst med sværd ved siden, fordi Sklaw kunne dukke op når som helst. Det eneste sted det var sikkert at tage det af, var på ens eget værelse, når man skulle i bad – forudsat døren var låst. Alanna sørgede for at hendes dør altid var låst.

Sklaw gav hende særbehandling, måske fordi hun var den mindste. Hun gjorde intet rigtigt, eller bare halvt så godt som sidst. Hun var klodset og doven, hun øvede sig ikke, hun havde ingen muskler. Hun var en gnom, hun havde slået hovedet som lille, og hun ville aldrig blive en ordentlig ridder, kun en fin herre der ikke duede til andet end at sidde hjemme og skrive digte. Alanna fandt sig i ukvemsordene og prøvede at vende det døve øre til, mens hun sejt fortsatte med træningen.

„Hvordan har De tænkt Dem at jeg skal få selvtillid, hvis De hele tiden råber til mig hvor elendig jeg er?“ skreg hun engang til ham.

Sklaw grinede et humørforladt grin. „Hvis du lader en gammel bulderbasse som mig ødelægge din selvtillid, har du ikke ret meget af den, min dreng.“

Derefter bed Alanna sig i læben i stedet for at svare ham igen.

Det blev forår, og hertug Gareth besøgte dem igen.

„I dag skal vi prøve noget nyt, piger,“ knurrede garderkaptajnen, idet hertugen satte sig. Han smed to øvelsesrustninger til Galfrid og Dorgal. „Meron. Veldine. Lad os se om I kan bruge hvad I har lært.“

De to drenge iførte sig rustningerne og stillede sig an til kamp. „Begynd!“ bjæffede Sklaw.

Efter få øjeblikke lukkede Alanna øjnene. Hun havde set hertug Gareth fægte med Alex, som var den bedste af væbnerne. Dette her var den rene parodi. Galfrid langede ud efter Dorgal, som parerede slaget, vaklede bagud og derefter forsøgte at ramme Galfrid. Efter et øjeblik stoppede hertug Gareth dem. Han og Sklaw gennemgik duellen og viste de to drenge hvordan de kunne sætte fødderne bedre, og hvordan de kunne opnå en bedre balance. Omsider fik de lov til at lægge rustningerne.

„Wellam. Trebond.“ Sklaw smed to rustninger hen til dem. „Det vil overraske mig meget, hvis I to kan klare det lige så godt“

Alanna gjorde sig klar. Hendes knæ rystede. Det var som alle andre prøver, bare ti gange værre. En ridder levede eller døde gennem sin fægtekunst. Hvis hun ikke kunne lære at bruge et sværd, ville hun aldrig blive ridder. Pludselig lignede hendes gode ven Sacherell en truende, morderisk dæmon.

„Begynd!“ kommanderede Sklaw. Alanna trådte tilbage og var ved at snuble, da hun forsøgte at undgå Sacherells udfald. Hun genvandt balancen og løftede sit sværd lige i rette tid til at parere Sacherells hug. Hun vaklede, og nåede kun lige akkurat at afværge endnu et hug – og endnu et – og endnu et. Det lykkedes hende overhovedet ikke at nærme sig ham, og hun var hele tiden ved at miste balancen. Pludselig trådte Sacherell frem og rettede spidsen af sit sværd direkte mod Alannas strube. Hun faldt over sine egne ben og tabte sværdet. Da hun atter så op, stod Sacherell over hende, parat til at ‘dræbe’ hende. Hun lukkede øjnene, og Sklaw satte i et brøl af latter.

Hele natten lå hun vågen og stirrede op i loftet. Igen og igen udkæmpede hun i tankerne duellen med Sacherell. Hvad var det der var gået galt?

Hun hørte Coram rumstere rundt på sit værelse, hvor han gjorde sig klar til at stille til den tidlige morgenvagt. Da han forlod deres gemakker, fulgte hun med ham som en lille tavs skygge. Uden et ord gik hun med ham til køkkenet og sad ved siden af ham, mens han flirtede med en søvnig køkkenpige og spiste sin morgenmad. Stadig uden at sige noget fulgte hun med ham til hans post på slotsmuren. Sammen så de daggryet farve himlen over Den Kongelige Skov først grå og dernæst rød.

„Har du overhovedet sovet?“ spurgte Coram omsider.

Alanna rystede på hovedet.

„Jeg har set værre.“

„Så du det?“

„Ja.“

Alanna lukkede øjnene og gøs. Det måtte have været frygtelig ydmygende for Coram, og det gjorde hendes egen ydmygelse endnu værre. Det var slemt nok at blive totalt til grin for øjnene af sine venner og hertug Gareth. Men det var Coram der havde lært hende at bruge en daggert, at skyde med bue, at ride. Coram havde støttet hende hele vejen, og som en mur skærmet hende mod at omgivelserne skulle opdage hvem hun i virkeligheden var. Hun havde svigtet Coram, og han havde set det.

„Jeg forstår det ikke,“ hviskede hun. „Det var – som om min krop slet ikke ville gøre hvad jeg bad den om. Mit hoved sagde: ‘Gør ditten! Gør datten! Gør noget!’ og der skete ingenting. Ingen forbindelse. Sacherell …“

„Sacherell var god nok.“ Coram gabte. „Han er et naturtalent med et sværd, og det er du ikke, Alan. Nogen er født til det, som jeg selv. Jeg har aldrig ønsket andre evner. Andre lærer det aldrig, og overlever ikke deres første kamp. Men så er der også nogle …“

„Ja?“ spurgte Alanna ivrigt. Hun var tydeligvis ikke noget naturtalent, og hun havde ikke tænkt sig at dø i sin første kamp.

„Nogle lærer det. De arbejder i alle deres vågne timer. De lader sig ikke slå ud af et stykke metal – eller af Aram Sklaw.“

Alanna stirrede ud mod skoven og tænkte over hans ord. „Er det muligt at lære at være naturlig?“

„Lige så muligt som det er for en pige at lære at banke en dreng, der er ældre og større end hun selv, og det i ærlig kamp. Og du kæmpede ærligt.“

Det havde taget mange ugers hemmelig træning at slå Ralon. Hun huskede stadig den hårde tid, skrammerne og den konstante udmattelse. Men det havde været umagen værd, tænkte Alanna.

Hun strakte sig og gabte. „Må jeg låne dit sværd?“

Coram så ned på sværdet han havde hængende i bæltet. „Det? Det er større end du selv er!“

„Netop.“

Coram stirrede på hende et øjeblik, men så løsnede han bæltespændet. Med et udtryksløst ansigt rakte han Alanna sværdet.

Alanna greb om fæstet. Det var det største og tungeste sværd hun nogensinde havde haft i hånden. Det ville blive et hårdt arbejde at svinge det med kun én hånd. „Tak. Jeg kommer med det senere.“

Hun traskede af sted til en tom træningssal fuld af spejle. Coram havde ret. Hun ville ikke lade sig slå ud af et sværd – eller af Aram Sklaw.