Ralon

Alanna havde ikke glemt Ralon af Malven, og han havde ikke glemt hende. Det var ikke meget de så til hinanden, eftersom hun var page og han var begyndt på sin træning som væbner. Men når de mødtes, gjorde Ralon det klart at de var fjender. Han ventede blot på en chance for at gøre gengæld.

På sommereftermiddage afsluttede både pager og væbnere dagens lektioner med svømning og ridning. En eftermiddag kom de senere hjem end sædvanligt. De fleste af drengene skyndte sig tilbage til deres værelser for at gøre sig i stand. Alanna stod og striglede sin pony, da hun hørte et brag. Ralon stod uden for Tyksaks bås. Hans sadel og seletøj lå på jorden.

„Gør min hest i stand og hæng dette på plads,“ beordrede han. „Jeg går ind.“

Alanna stirrede på ham. „Det kan du da ikke mene.“

Ralon skubbede hende, så hun stødte ind i Tyksak. „Gør det, sagde jeg.“

Han var væk, før hun nåede at samle sig. Hun skulede efter ham, mens hun knyttede næverne. Hun kunne slå ham ihjel!

„Har du ikke tænkt dig at gøre det?“

Alanna så forskrækket op. Gergis mand, staldkarlen Stefan, var på vej ned fra høloftet. Han var lille, lyshåret og rødmosset. Dyrene elskede ham, og han havde det bedre med heste end med mennesker, men han var venlig over for Alanna og hendes venner.

Der gik et øjeblik før hun kunne sige noget. „Hvabehar?“

„Har du ikke tænkt dig at rydde op?“ Stefan spyttede og ramte Tyksaks krybbe.

Alanna så på sadlen og trak vejret dybt. Hun var lige så bange som hun var vred. „Nej. Jeg kan ikke. Jeg vil ikke.“

Stefan trak på skuldrene. „Jeg bliver nødt til at sige det til Hans Højhed, ved du. Det siger reglerne. Drengene skal selv tage sig af deres heste. Hans Højhed skal have det at vide, hvis de ikke gør det.“

Alanna tøvede. Ralon ville myrde hende. Men – hvis hun gav efter, ville han gøre det hele tiden.

„Så sig det,“ sagde hun og fortsatte med at strigle Tyksak. „Det kommer ikke mig ved.“

„Tænk over det,“ rådede Stefan bekymret. „Ralon bryder sig ikke om at få ballade med Hans Højhed.“

Alanna så op fra ponyen, og hendes øjne lyste violet. „Det er Ralons problem,“ sagde hun stille. Hun blev færdig med Tyksak og gik.

Stefan rystede på hovedet. Det var ikke klogt af ham, tænkte han, men der er krummer i knægten.

Inden aftenen var omme vidste alle at Ralon var blevet sat til at arbejde i stalden hver aften i en hel måned. Jonathans venner havde svært ved at skjule deres skadefryd.

„Det har han rigtig godt af,“ bemærkede Ferdil. Det var kort før sengetid, og de sad på Gareths værelse. „Han lod hele sit grej ligge på gulvet i stalden. Sådan behandler man ikke en god hest.“

„Havde han troet han kunne slippe godt fra det?“ spurgte Alexander.

„Han prøvede sikkert at få en af de små til det,“ sagde Raoul med foragt i stemmen. „Er det ikke sådan han plejer?“

Alanna havde fået lov til at være med. Hun blev rød og stirrede på sine snørebånd.

Gareth så hende rødme. „Alan – du var den sidste der kom ind i eftermiddags. Så du noget til det?“

Alanna brød sig ikke om at lyve, men i visse situationer var det bedre end at sige sandheden. „Nej.“

Raoul grinede. „Han kan bare prøve at gøre Alan noget. Jeg slår ham til plukfisk.“ Raoul var blevet glad for Alan, og han havde ikke noget imod at vise det.

Alanna skar ansigt. „Jeg kan godt slås for mig selv, tak.“

„Raoul leder bare efter en undskyldning,“ forklarede Jonathan. „Han kan lide at banke Ralon.“

„Fik Ralon ikke en anden til at lægge sit udstyr på plads?“ ville Alexander vide. „Så du ikke noget usædvanligt?“

Alanna så ikke op. „Nej.“ Det var ikke usædvanligt, sagde hun til sig selv. Sådan gør Ralon hele tiden.

Tjenerne kom og sendte drengene i seng. Jonathan var eftertænksom, da han gik tilbage til sit eget værelse. Der var ved at blive ballade mellem Ralon og Alan, men der så ikke ud til at være noget han kunne gøre for at hindre det.

Ralons straf forhindrede ham ikke i at deltage i eftermiddagsrideturene, så næste dag var han med de andre ved den sø hvor de plejede at svømme. Det var varmt og lummert. De fleste af drengene smed tøjet og sprang i vandet. Alanna sad i skyggen under et træ og så længselsfuldt efter sine venner. Hvor ville hun gerne have været med.

Ralon stillede sig foran hende. „Er du for god til os andre, hr. Alan? Tør du ikke gå i vandet?“

Alanna så op. De andre blev pludselig stille.

„Lad mig være,“ hvæsede hun.

„‘Lad mig være,’“ vrængede han og vrikkede med hofterne. „Er du for god til at bade sammen med os andre, Alan Snothas?“

„Jeg har ikke lyst til at gå i vandet.“ De andre betragtede hende, og spurgte sig selv om hun mon var en kujon. Han slår mig ihjel, tænkte hun. Jeg er kun en pige, og han slår mig ihjel.

Ralon greb hende i armen. „I vandet med dig, page,“ sagde han. „Lad os få noget sjov.“

Alanna skubbede hårdt til Ralon. Den ældre dreng skreg og faldt i dammen med et plask.

„Lad mig hjælpe dig op, Ralon!“ råbte Raoul. Han greb fat i Ralons arm og sparkede benene væk under ham, så Ralon sank til bunds med Raoul ovenpå. Han kæmpede som en besat, men Raoul var den stærkeste. Da Ralon omsider kom op til overfladen, var han halvblind og havde næse og mund fulde af vand. Han gloede på Raoul, der grinede ondskabsfuldt.

„Malven!“ råbte Alanna. Hun stod med knyttede næver. „Jeg bryder mig ikke om at svømme. Prøv ikke en anden gang at få mig i vandet! Og lad være med at kommandere rundt med mig! Jeg lover dig, næste gang brækker jeg næsen på dig! Forstået?“

Jonathan lagde en hånd på Ralons skulder. „Du hørte hvad Alan sagde,“ hviskede prinsen. „Glem det ikke.“ Han skubbede Ralon i vandet en gang til.

Alanna satte sig hen under sit træ. Ralon ville ikke glemme dette, men der var ingen grund til at tage sorgerne på forskud.

Da hun samme aften var i færd med at opvarte ridder Mylas, kom Ralon forbi hende. „En del af betalingen, snothas,“ hviskede han i larmen, og kneb hende hårdt.

Alanna tabte det fad hun stod med, og kvalte et smertensskrig. Med tårer i øjnene af raseri tørrede hun op efter sig. Hun vidste at hertugen ville påtale det.

„Det kan ske for enhver,“ sagde Mylas venligt. „Øh – Alan, jeg er lidt træt. Gider du følge mig til mine gemakker, når kongen har rejst sig?“

Hun nikkede, men undrede sig. Mylas havde ikke drukket ret meget, og det var kun når han var fuld, at han bad hende følge sig hjem.

Som hun havde ventet, havde Mylas ikke brug for hjælp. Men da de nåede hans gemakker, standsede han hende, da hun skulle til at gå. „Vent lige et øjeblik, Alan,“ sagde han og pegede på en stol.

Alanna satte sig, og spurgte sig selv hvad han mon ville.

Ridderen tændte lys og satte stagen på bordet mellem hans og hendes stol. Han skænkede sig et glas brændevin og nikkede hen mod en skål frugt. „Tag selv. Jeg skal ikke holde dig længe fra din aftensmad.“

Alanna takkede høfligt og tog en appelsin, som hun begyndte at pille.

„Unge Ralon er på nakken af dig, ikke sandt?“

Alanna stivnede. „Jeg ved ikke hvad De mener.“

„Spil nu ikke dum, Alan.“

„Hvad mener De?“

„Vi ved det godt begge to, så der er ikke grund til at skjule noget. Jeg ser det meste af, hvad der foregår her. Det er blandt andet derfor jeg drikker så meget. Og jeg har set Ralon tyrannisere dig, når du er alene eller sammen med de yngre drenge.“

Alanna trak på skuldrene. „Jeg er hverken et pattebarn eller en sladrehank.“

„Tror du, du mister de andre drenges respekt, hvis du siger noget? Prins Jonathan ville være den første til at tage dit parti.“

Alanna følte sig højst ilde til mode. „Jeg er nødt til at klare det selv.“

Mylas rystede på hovedet. „Hvad er det, du skal bevise?“ spurgte han. Hun svarede ikke. „Jeg elsker virkelig ridderskabets love,“ fortsatte han bittert. „Vi lærer at riddere skal finde sig i alting uden at sige noget. Riddere skal klare sig selv og stå alene. Men vi er mennesker, og mennesker er ikke født til at stå alene!“

„Riddere er,“ sagde Alanna. „De er i hvert fald nødt til det. Er det ikke det samme?“

Mylas rystede på hovedet. „Nej, det er ikke.“ Han sukkede. „Du bliver nødt til at kæmpe mod ham før eller siden.“

„Det ved jeg.“

„Alan, han er større og stærkere end du. Han slår dig ihjel.“

Alanna lagde appelsinen fra sig. „Så kæmper jeg imod ham indtil han lader mig være, eller jeg bliver stor nok til at klare ham. Jeg kan ikke lade ham behandle mig sådan, ridder Mylas! Når man er …“ Forfærdet afbrød hun sig selv. Hun havde været lige ved at indrømme at hun var en pige! Hun skyndte sig at fortsætte. „Når man er så lille som jeg, må man enten give op og lade sig trampe på hele tiden, eller også må man slå igen. Jeg har tænkt mig at slå igen.“

Mylas skar ansigt. „Stik af, og få dig noget aftensmad.“ Hun rejste sig for at gå. „Alan.“

„Ja?“

„Hvis du bliver nødt til at slå – så slå under bæltestedet.“

Hun grinede og bukkede. „Tak, ridder Mylas. Det skal jeg huske.“

Der blev ballade allerede næste dag, ude i stalden. Alanna var ved at strigle Tyksak. De andre var ingen steder at se. Hun stod og drømte om den hest hun en dag ville eje, da hun hørte stalddøren gå op.

Ralons ansigt var fortrukket. „Du havde vel regnet med at vores lille samtale i går var den sidste.“

Alanna rystede af nervøs energi. „Nej,“ sagde hun lige ud.

Ralon svansede hen til hende og betragtede hende undersøgende. „Du er mig lidt for høj i hatten,“ sagde han. „Du er vist ikke så kry, når du ikke har Raoul eller Gareth at gemme dig bag ved.“

Hun knyttede næverne. „Jeg gemmer mig ikke bag nogen,“ svarede hun vredt. „Og jeg behøver heller ikke at kaste mig over en der er mindre end mig, for at vise jeg er et mandfolk!“

Han greb hende i skulderen og ruskede hende. „Det skal du ikke sige til mig, dit lille møgkryb!“

Hun ramte ham under bæltestedet. Ralon krummede sig sammen. Hun ventede, klar til at forsvare sig. „Tag det i dig. Ellers skal jeg fylde din mund med møg – som du åbenbart er så glad for!“

Der var heldigvis ingen der så hende, da hun kom tilbage. Alanna lukkede døren og låste den efter sig. Coram havde hendes bad klart.

„Mørkets Moder!“ hviskede han. „Hvad er der dog sket?“

Hun så sig i spejlet. Hendes uniform var smurt ind i blod og snavs. „Jeg faldt.“

Coram tvang hende til at løfte hovedet. Det sved, da han tørrede hendes ansigt med en fugtig klud. Hans barkede næver var forbløffende blide. „Det er i hvert fald løgn. Du har været oppe at slås.“

„Jeg sagde jeg faldt.“ Hun stønnede, da han rørte hendes øje.

„Så siger vi det. Jorden gav dig en blodtud, et blåt øje og en flækket læbe. Eller var det din pony? De andre sagde ikke noget om at du var kommet til skade, så det må være sket i stalden.“

„Jeg gider ikke snakke om det,“ sagde hun koldt.

Han grinede. „Jeg henter et stykke råt kød du kan lægge over øjet, hvor jorden sprang på dig. Jeg siger til drengene at du er syg.“ Han gav hende et klap på skulderen. „Du er en gæv tøs,“ tilføjede han brysk. „Jeg er stolt af dig. Og jeg tror det er på tide jeg hjælper dig lidt.“

Hun lagde sig, da han var gået. Tårerne piblede frem i hendes øjne. Det ville ikke være sket for en rigtig dreng.

Det bankede på døren. „Alan? Det er Raoul. Coram siger du er syg. Hvad er der i vejen?“

„Ingenting.“

„Må vi komme ind?“

„Nej! Gå væk!“

„Alan – det er Alexander. Hvad er der sket?“

„Der er ikke sket noget!“ skreg hun. „Lad mig være!“

Der var stille et øjeblik.

„Alan. Luk op.“ Det var prinsen, og han gav en ordre.

Hun adlød langsomt. Det var næsten mørkt – måske ville de ikke lægge mærke til noget.

Alle hendes venner stod udenfor. Hun så ned i gulvet. „Undskyld jeg råbte. Det er nok bare varmen …“

„Se på mig,“ befalede Jonathan.

Det ville hun ikke. Han lagde en kølig hånd under hendes hage og løftede hendes ansigt. Hun så fast på ham med sit raske øje, og overhørte de andres deltagende gispen.

„Hvad er der sket?“ spurgte prinsen omsider.

„Jeg faldt, Deres Højhed. Ude i stalden.“ Nu vidste de alle hvilken svækling hun var.

Jonathan slap hende. „Jeg skal give onkel Gareth besked. Vi kommer med mad til dig senere.“

„Mange tak,“ hviskede hun, „men jeg er ikke sulten.“

„Hør, drenge – hvad er det for noget?“ Coram kom tilbage med en skive råt kød. „Alan har haft et lille uheld, det var det hele. I må hellere komme af sted til spisesalen – Hans Majestæt er ved at gå til bords.“

De andre skyndte sig væk. Jonathan tøvede. „Jeg kommer tilbage,“ sagde han til Coram.

Coram bukkede. „Javel, Deres Højhed.“

Den aften spiste pagerne i tavshed. Bagefter gik Jonathan og hans venner til Gareths værelse.

„Det var Ralon!“ udbrød Raoul, da de var alene.

„Han brød sig ikke om det der skete i går,“ sagde Ferdil.

„Det er på tide han får en lærestreg,“ sagde Alex med sin bløde stemme. „Han glemmer sin plads.“

„Den skal jeg lære ham,“ knurrede Raoul.

„Han glemte hurtigt den lektion du gav ham i går,“ påpegede Gareth.

Raoul smilede koldt. „Denne gang skal jeg sørge for at han ved hvad det handler om.“

„I glemmer noget.“ De vendte sig alle mod Jonathan. „Alan vil ikke indrømme at Ralon har slået ham. Han vil selv slås med Ralon.“

„Det kan han ikke,“ protesterede Raoul. „Han er kun en lille fyr. Og han ved ikke hvordan man slås.“

„Han er modig,“ sagde Alexander.

„Modig!“ brølede Raoul. „Den kujon slår ham halvt ihjel, og …“

„Stille!“ beordrede Jonathan. „Hør her. Vi må være sikre. Gareth – find ud af om der er nogen i stalden der ved hvad der er sket. Måske vil Alan sige noget til mig. Og husk – vi må gøre det på hans måde. Han ville skamme sig, hvis han troede vi kæmpede hans kamp.“

De andre nikkede, og gruppen gik hver til sit.

„Hvordan har du det?“ spurgte prinsen.

Alanna kæmpede for at komme op at sidde. „Rædselsfuldt, Deres Højhed,“ indrømmede hun.

„Stakkels lille fyr. Han gav dig en ordentlig omgang, hvad?“

„Der var ingen der gav mig en omgang. Jeg faldt.“

Han grinede. „Det nytter ikke at benægte det. Både du og jeg ved at du har været oppe at slås med Ralon, og du tabte.“

Hun skød stædigt hagen frem. „Jeg faldt, Deres Højhed.“

Jonathan klappede hende på skulderen. „Der er krummer i dig, unge Trebond. Sov godt.“

Gareth fandt Stefan med det samme. Staldkarlen nikkede, da den unge adelsmand klatrede op på hans høloft. „Jeg tænkte nok, at jeg skulle få besøg af en af jer. Hvad er det for en røverhistorie unge hr. Alan fortæller?“

Gareth skar ansigt. „Han siger han faldt.“

Stefan spyttede. „Det tør nok siges. Og hr. Ralon hjalp ham med at gøre det, adskillige gange. Den arme lille knægt havde ikke en chance.“ Han kluklo. „Men han nåede heldigvis at sparke hr. Malven et vist sted.“

„Hvorfor stoppede du dem ikke?“ ville Gareth vide.

Stefan rystede på hovedet. „Reglerne siger at vi ikke må blande os i de fines slagsmål. Men jeg kan sige så meget, at hvis Ralon nogensinde kommer hjem fra byen med sin pung i behold, river Gergi ørerne af os. Gergi er glad for Alan.“

„Lad Gergi gøre som han lyster.“ Gareth rynkede brynene. „Men hvad mener du med at han river ørerne af jer?“

„Gergi er samler,“ svarede Stefan roligt. „Ét fejltrin betyder en advarsel. Fejltrin nummer to – han tager et øre til samlingen. Og ved fejltrin nummer tre …“ Stefan trak på skuldrene, „… tager han det andet øre, og alt hvad der sidder fast på det. Gergi er en grundig mand.“

Næste eftermiddag gennembankede Raoul Ralon godt og grundigt. Ralon brød de uskrevne love og sladrede til hertugen. Derefter forlod Jonathan og hans venner lokalet, hver gang Ralon kom ind. Raoul holdt øje med Ralon og ventede på en ny chance.

Ralon kunne ikke hævne sig på Raoul eller Gareth eller prinsen. I stedet fandt han et lettere offer.

„Du sladrede til dine venner!“ hvislede han en dag han overraskede Alanna alene i biblioteket. Han gav hende endnu et blåt øje og flækkede igen hendes læbe. Fire dage senere fik han igen fat i hende. Denne gang brugte hun et par kneb hun havde lært af Coram, og gav ham en blodtud.

Ralon brækkede hendes arm.

Det blev værre og værre for hver gang hun måtte stille hos hertug Gareth. Nu stod hun igen foran ham, denne gang med armen i en slynge.

„Jeg faldt, Deres Højhed,“ sagde hun uden at fortrække en mine.

„Ved Mithros, dreng – kan du ikke finde på en bedre undskyldning?“

Hun skrabede med foden. „Denne her virker udmærket, Deres Højhed. Der er – øh, traditioner bag den.“

Hertugen skulede til hende. „Det er der bestemt. Jeg har hørt den fra snart sagt alle pager, der har været i slagsmål – med enkelte undtagelser.“

„Deres Højhed, De tror ikke på mig, og jeg ved at De ikke tror på mig, men på denne måde har alle bevaret stoltheden.“

Hertugen måtte skjule et smil. „Alan af Trebond, du er næsvis. En ekstra matematiktime om ugen de næste fem uger. Du må gå.“

Alanna var på vej ud ad døren, da han tilføjede: „Gid du ville banke ham. Han fortjener det.“

Hun så på ham. „Det skal jeg nok, Deres Højhed. Jeg er træt af at falde.“

Mens Alanna talte med hertug Gareth, gik Stefan til træningspladsen efter den lærer, der underviste drengene i nærkamp. Da Stefan havde lokket læreren væk, blev Ralon omringet af Jonathans venner. Han så Raoul tage boksehandsker på sine store hænder, og begyndte at svede.

Jonathan talte. Hans stemme var iskold. „Du blev advaret, Malven. Du er ikke nogen adelsmand. Du er en køter, og nu bliver du pryglet som en køter.“

Gareth holdt Ralon, og Raoul gennembankede ham. Da læreren kom tilbage, var hans elever i færd med at træne i brydning. Ralon var blevet syg og gået op på sit værelse, sagde de.

Derefter nøjedes Ralon med at være modbydelig i det små. Han vidste at Alanna aldrig ville beklage sig til nogen. Hvis hun var gået i vandet, ville de andre have set masser af blå mærker på hendes spinkle krop. Men nu sagde hun ingenting, og fortsatte med at lære af Coram. Hun fandt sig i Ralons plagerier og brugte sin fritid på at lære brydning og boksning. Hun sov som en sten i samme øjeblik hun havde lagt sig, men stod op ved daggry for at træne noget mere. Hun var fast besluttet på at besejre Ralon – det ville betyde at hun omsider havde vundet en plads blandt drengene, og at hun var i stand til at gøre alt hvad større og stærkere drenge kunne.

Hendes brækkede arm viste sig at være en fordel. Normalt var hun højrehåndet, men nu måtte hun klare sig med den venstre, og det var den hun først lærte at kæmpe med. Hun så hurtigt at hun ville være dobbelt så effektiv når hun brugte begge hænder, og arbejdede dobbelt så ivrigt for at udvikle sine færdigheder.

Midt i oktober fjernede slottets læger skinnen fra hendes arm. Måske var de overraskede over så hurtigt armen var vokset sammen, men de sagde ingenting. Alanna var utålmodig efter at få fat i Ralon, og hun havde brugt sin Gave til at hele den brækkede knogle.

Om aftenen efter at skinnen var fjernet, lå hun i sengen og ventede på at høre Corams snorken, hvorpå hun stod op. Hun trak hurtigt i mørkt tøj og tog sine støvler. Så lydløst hun kunne listede hun igennem Corams værelse.

Da hun nåede hen til døren, sukkede Coram: „Hvad er du nu ude på?“

Alanna stivnede. „Sov videre.“

„Hvor skal du hen?“ I det svage lys fra vinduet kunne hun se ham sætte sig op i sengen.

„Hvis hertug Gareth spørger, vil det ikke være løgn hvis du siger at du ikke ved det,“ påpegede hun.

„Du får stuearrest hvis du bliver fanget, min tøs.“

„Det ved jeg.“

„Lad gå. Jeg lader være med at låse døren.“ Han lagde sig og faldt i søvn med det samme.

Det var let at smutte ud af slottet og ud på vejen ned til byen. Alanna fortsatte i luntetrav, og ønskede at hun red på Tyksak. Men det havde været umuligt at ride ud af slottet uden at blive fanget.

Det vrimlede med mennesker i Den Dansende Due. Luften var så tyk at hun næsten ikke kunne se igennem dem, og tyvene og deres damer lavede en øresønderrivende larm. Et kort øjeblik havde hun lyst til at stikke af, men hjemme ventede Ralon. Hun ville hellere møde Gergis venner – der var ærlige skurke – end den luskebuks til Ralon. Men hvordan skulle hun finde Gergi i dette virvar?

En høj, rødhåret kvinde standsede og så undersøgende på Alanna. „Er du ikke lidt ung til at komme her, min dreng?“ sagde hun drævende og satte hænderne i siden.

Hendes stemme var drillende, men hendes brune øjne virkede venlige. „Jeg leder efter Gergi,“ svarede Alanna. „Han sagde jeg kunne finde ham her.“

Kvinden skar ansigt. „Gjorde han det? Det er typisk ham, at bede en dreng om at komme hertil om natten“

„Jeg tror ikke han regnede med at jeg ville komme om natten,“ sagde Alanna. Ret skulle være ret.

„Hmf! Vent,“ beordrede kvinden. Hun forsvandt ind i den overfyldte krostue, og kom tilbage et par minutter efter. „Kom her – og pas på din pung.“

„Jeg har ikke nogen med,“ skreg Alanna gennem larmen, mens hun fulgte efter den rødhårede.

„Værsåartig.“ Kvinden skubbede Alanna hen foran kaminen. Der stod et bord, og for enden af det sad Gergi. Rundt omkring ham stod mænd og kvinder og betragtede Alanna nysgerrigt.

Gergi havde et underligt udtryk i øjnene, da han så på hende. Omsider talte han. „Alan, det er Rispah, Dronning over de damer der følger Slyngelen. Alan er en af mine venner – han kommer fra landet.“

Rispah grinede skævt. „Det tror jeg gerne.“ Hun hævede stemmen. „Solom, din gamle nar, hent noget limonade til drengen. Kan du ikke se han er tørstig?“ Hun så på Alanna. „Medmindre du hellere vil have noget stærkere, unge ven?“

Alanna blev højrød. „Nej tak.“

Rispah gik tilbage til sine venner. Alanna blev stående. Hvorfor så Gergi så underligt på hende?

„Jeg hører du har problemer med Malven,“ sagde han omsider.

„Det kan man godt sige,“ sagde hun. Jeg skulle være blevet væk, sagde hun til sig selv.

Solom kom tilbage med et krus limonade. „Velkommen tilbage, hr. Alan,“ sagde han med et smil. „Jeg ser at armen er i orden igen.“

„Så god som ny. Tak, Solom.“ Hun tog kruset og så på Gergi. „Må jeg sætte mig?“

„Ja, selvfølgelig.“

Alanna knyttede en næve på ryggen. Nu kom det svære. „Tror du vi – kan snakke under fire øjne?“ Hun trak vejret dybt. Det var ikke let for hende at bede om noget. „Jeg – jeg har brug for hjælp.“

Gergi rejste sig. Hans ansigtsudtryk var barsk. „Vi går op på mit værelse.“ Han lagde en arm om hendes skuldre. „Solom, vi vil ikke forstyrres.“

Kroværten nikkede. „Javel, Deres Majestæt.“

Gergi gik op ad en smal trappe, og Alanna fulgte efter. „De kalder dig ‘Majestæt’?“ sagde hun, en smule chokeret.

„Hvorfor ikke? Her er det mig der er konge i højere grad end ham oppe på bakken. Ham ville mine folk ikke så meget som hilse på, men de adlyder mit mindste vink.“

„Det tror jeg gerne,“ sagde hun usikkert.

Gergi låste en kraftig dør op og åbnede den. „Du er uforsigtig, unge Alan, men du er høflig.“ Han undersøgte begge sine to værelser nøje, inden han vinkede hende indenfor. „Sid ned.“ Han tændte lys fra faklen ude på gangen, og lukkede døren. Alanna så sig om. Hun bemærkede at der var rent og nydeligt, og at de enkle træmøbler var pæne. Hun så også at den lysestage Gergi satte på bordet, var af sølv, og spejlet på væggen var indfattet i guld.

Tyven tog plads i en af stolene ved bordet, og Alanna satte sig i en anden. „Hvad har jeg gjort, som er uforsigtigt?“ ville hun vide. „Jeg sørgede for at der ikke var nogen der så mig forlade slottet.“

Gergi så stadig underlig ud. „Hmf!“ Han lod ikke til at være overbevist. „Hjælp, siger du. En strube der skal snittes over? Skal nogen af mine drenge tage Ralon med til en hyggesnak i en mørk smøge?“

Alanna rejste sig så brat at hun væltede stolen. „Hvis det er sådan noget du tror jeg ønsker, må jeg hellere gå med det samme,“ hvæsede hun. „Jeg – jeg troede …“ Hun bed sig i læben. Hvor kunne han dog forestille sig, at hun ville bede om noget så lavt?

„Rolig, rolig, min dreng.“ Gergi rejste stolen op og skubbede hende ned på den igen. „Jeg tog fejl af dig. Tilgiv mig. Jeg har kendt mange adelige som forsøger at udnytte mig. Hvorfra skulle jeg vide at du var anderledes?“

Alanna rynkede brynene. „Hvad mener du med ‘udnytte’,“ spurgte hun undrende.

Gergi sukkede og satte sig ned. „Jeg har kendt adelige, som mente at jeg burde være taknemmelig for deres venskab – så taknemmelig at jeg skulle være parat til at gøre dem alle mulige tjenester. De ønskede en tyv i deres sold, ikke en ven. Først troede jeg det var derfor du kom. Nu kan jeg se at du er her som en ven, og beder om hjælp fra en ven. Men du vil ikke have mig til at banke Ralon for dig? Han trænger ellers til det.“

„Det gør han,“ sagde hun barsk, „men jeg har tænkt mig at gøre det selv.“

„Endnu bedre. Hvorfor kommer du så til mig?“

Hun stirrede ned på sine hænder. „Coram har lært mig brydning og boksning, men det kan Ralon allerede. Han er væbner. Jeg håbede at du måske kendte nogle kneb man ikke lærer på slottet.“

Gergi tænke sig om. „Har de ikke en Shang-mester deroppe? De kan mere end nogen kan gøre sig håb om at lære – medmindre man starter som helt lille, som de selv gør.“

Alanna rystede på hovedet. „Den sidste rejste et par dage efter at jeg var kommet. Ridder Mylas siger at de ikke bryder sig om at være for længe på samme sted.“

Gergi nikkede. „Han har ret. De er på farten fra de forlader Shang, og resten af deres liv. De er noget for sig. Men hvorfor tror du at jeg kan lære dig bedre end en mand der er vokset op med sværd i hånd?“

„Lige derfor. Coram er vant til at bruge et sværd. Men jeg er sikker på at du vinder dine kampe med de bare næver, eller med en kniv.“

Gergi grinede. „Det har du ret i.“ Han rejste sig og tog vest og støvler af. „Tag din kappe og dine sko af. Din første time begynder nu.“

De næste uger trænede Alanna med Coram og Gergi. Hun begyndte at forbløffe sine lærere ved at holde ud, når større drenge var udmattede. Alannas tavshed generede Ralon, men det gik ikke op for ham hvad hun havde tiltænkt ham. Han fortsatte med at plage hende, når han kunne se sit snit til det. Alanna sagde ingenting. Hun vidste at de ældre drenge havde mistanke om at kampen fortsatte, men det var hendes egen kamp. Hun ville vise alle – herunder den lille del af sig selv, der stadig var i tvivl – at hun var så god som nogen dreng på slottet.

Kort før vintersolhverv sad Alanna sammen med Gergi og slappede af efter en time. Tyven skubbede et krus øl hen til hende. „Drik det,“ beordrede han. „Har du tænkt dig at vente til du er en voksen mand, før du giver Malven hans velfortjente lærestreg?“

Hidtil havde Gergi aldrig ladet hende drikke noget stærkere end limonade. „Tror du jeg er parat?“ spurgte hun forsigtigt.

„Det kommer ikke sagen ved hvad jeg tror. Du kan kun vinde, hvis du selv tror du er parat.“

Hun forstod hvad han mente. Hun smilede barsk, skålede med ham og drak ud.

Næste dag var alle drengene i gang i træningssalen. Alanna holdt øje med Ralon hele eftermiddagen, og ventede på sin chance. Hun var hed i kinderne, og hendes hænder rystede. Hvis det mislykkedes, ville hun forlade hoffet. Hun ville aldrig blive ridder, hvis Ralon fortsatte med at forfølge hende. Og i dag skulle det være. Aldrig havde hun følt sig så stærk og velforberedt.

Lærerne gik. Ralon stod i et hjørne og slog løs på en boksebold. Alanna trak vejret dybt og gik ud midt på gulvet.

„Ralon af Malven nedstammer fra tiggere og tyve,“ sagde hun med høj stemme. Undskyld, Gergi, tilføjede hun for sig selv. „Han er søn af en øgle og en dæmon. Han har lige så megen ære som en sjakal. Han kan ikke engang kæmpe åbent som et mandfolk og en ridder. Han slås i mørke kroge – så der ikke er nogen der kan se ham snyde.“

Drengene var ved at tabe næse og mund. Gareth slog Jonathan på skulderen og grinede henrykt. „Jeg vidste han ville gøre det!“ hviskede han.

Ralon stirrede på Alanna. „Hvad sagde du?“ fik han omsider fremstammet.

„Løgnhals. Snydepels. Kujon. Bølle.“ Hun slyngede ordene i hovedet på ham. „Du er en skændsel for dit navn. Skal jeg skrive det ned til dig? Åh – jeg glemte at du ikke kan læse.“

„Hold kæft!“ skreg Ralon, vild i øjnene. „Dit svin! Du ville ikke være så modig, hvis dine venner ikke var her til at redde dig …“

„Jeg kan klare mig selv,“ hvæsede hun. „Nu skal du få betalt alt hvad du har gjort mod mig. De er mine vidner.“

Ralon så på de andre. „Det vil sige, de blander sig ikke?“ spurgte han listigt.

„Nej, det sværger jeg ved min adelige ære. Du må dog hellere finde noget andet at sværge ved. Du har ikke nogen ære.“ Hun slog ham så hårdt hun kunne, og dukkede sig.

Ralon gik løs på hende, men ramte ved siden af, og Alanna stødte hovedet ind i hans brystkasse. Han skreg og greb fat i hendes hår. Hun slog ham to gange hårdt i maven, og ænsede dårligt smerten, da han rev en tot hår af hende. Ralon greb hende om halsen og var ved at kvæle hende. Hun stak en tommelfinger i hans ene øje og trampede ham samtidig hårdt over foden. Ralon skreg af smerte og vred sig løs. De kredsede langsomt om hinanden. Nu var Ralon klar over at noget havde ændret sig siden deres sidste kamp. Han svedte kraftigt, da han gik til angreb.

Alanna sprang fremad og klemte hoften ind mellem Ralons ben. Han snublede. Hun hjalp ham ned ved at kaste ham over hoften. Hun kastede sig ned på hans ryg og holdt ham fast. Mens hun med den ene hånd vred hans arm om på ryggen, brugte hun den anden til at trække hans hoved op ved håret.

„Giver du op?“ stønnede hun. Ralon gispede og nikkede. Hun rejste sig, og han sprang på hende og rettede et grimt slag mod hendes kind. Takket være Gergis lumske kneb var Alanna forberedt. Hun slog ham i maven, så han mistede vejret, og brækkede lynhurtigt hans næse med den anden hånd. Ralon sank sammen og græd som et lille barn.

Alanna trådte tilbage, gispende efter vejret. Hun tørrede sveden væk fra øjnene. „Rør mig aldrig mere,“ sagde hun. „Hvis du gør, sværger jeg ved Mithros og Gudinden, at jeg slår dig ihjel.“ Ralon lå stadig og græd.

Alanna vendte sig mod sine venner. „Lad os gå op og vaske os.“

Ralon råbte efter hende. „Alan af Trebond!“

Alanna drejede hovedet og så på sin fjende, der var kommet på benene, indsmurt i blod, og med et vildt lys i øjnene. „Det kommer du til at fortryde!“ skreg han.

Raoul slog Alanna på skulderen. „Lad os gå,“ sagde han. „Luften er ikke så god herinde.“

Mylas fandt hende alene på sit værelse, hvor hun sad i mørket. „Du var ikke til stede under middagen i aften,“ konstaterede ridderen. Alanna blinkede overrasket, da han tændte et lys.

„Ralon af Malven er rejst fra hoffet,“ fortsatte Mylas. „Din tjener Coram sidder sammen med de andre gardere og praler af at han hele tiden vidste du ville gøre det. De andre drenge har lyst til at feste – de synes du er en helt. Var det ikke det du ønskede?“

Hun sprøjtede koldt vand i ansigtet. „Var det? Det ved jeg ikke.“ Hun tørrede ansigtet og så på ham. „Jeg kastede op bagefter,“ tilstod hun. „Jeg hader mig selv. Jeg vidste bare mere end Ralon. Og han taber altid hovedet, når han slås – og det udnyttede jeg. Jeg er lige så slem som ham.“

„Jeg tvivler på at Ralon nogensinde har kastet op, når han har slået nogen der var mindre end han.“

Alanna rynkede brynene. „Tror De ikke?“

„Det føler jeg mig overbevist om at han ikke har.“ Mylas nikkede. „Alan, når du bliver ridder, vil du komme ud for at skulle kæmpe mod modstandere, der ikke er så veltrænede som du selv. Det er der ikke noget at gøre ved, og det gør dig ikke til en bølle. Det betyder bare at du skal lære at bruge dine evner klogt.“

Alanna tænkte over det. Til sidst sukkede hun og rystede på hovedet. Det var mere end hun kunne klare lige nu.

Mylas pjuskede hendes hår. „Nu har du bevist over for hele slottet, at du er en rigtig kriger. Det må da fejres.“

Alanna skar ansigt. Uanset hvad Mylas sagde, havde hun brugt kneb for at overvinde Ralon. Hun var stadig en pige forklædt som dreng, og sommetider tvivlede hun på at hun nogensinde ville tro sig lige så god som selv den dummeste og mest klodsede dreng.

Døren gik op. „De kom først, ridder Mylas.“ Det var prins Jonathan. „Hvordan går det med Alan?“

Mylas rejste sig. „Jeg tror han er træt. Alan, nu går jeg, men tænk over hvad jeg sagde.“

„Jeg tænker altid over de ting De siger,“ indrømmede hun. Hun rakte ham hånden. „Tak, ridder Mylas.“

Ridderen bukkede for Jonathan og gik. Prinsen så på Alanna. „Hvad snakkede I om?“

Alanna trak på skuldrene. „Hvad der gør én til en bølle, tror jeg.“

„En bølle slås mod dem der er mindre og svagere end han selv, fordi han synes det er sjovt,“ sagde Jonathan ligefremt. „Nød du at slås mod Ralon? Lad os et øjeblik glemme at han er væbner, og ældre end du.“

„Måske, mens vi sloges,“ svarede hun langsomt. „Men bagefter – nej.“

„Der er ingen der er mindre end du, så dem kan du ikke slå på,“ sagde den ældre dreng nøgternt. „Og efter i dag er der vist ingen der vil kalde dig den svageste. Hør engang, unge Trebond – hvad troede du egentlig riddertræningen drejede sig om?“

Alanna fik det pludselig meget bedre. „Tak, Deres Højhed.“ Hun grinede. „Mange tak.“

Han lagde en hånd på hendes skulder. „Måske har du bemærket at mine venner siger ‘du’ til mig og kalder mig Jonathan.“

Alanna så på ham. Hun vidste ikke rigtig hvad der foregik. „Er jeg Deres ven, Deres Højhed?“

„Det synes jeg,“ sagde han stille. „Det håber jeg du vil være.“ Han rakte hende hånden.

Hun tog den. „Så er jeg det – Jonathan.“