Døden på slottet

Det var en lang og imponerende opsang Alanna fik af hertugen dagen efter hun havde kæmpet mod Ralon. Han talte om hvad den ene adelsmand skyldte den anden, om ro og orden på slottets område, og om bøller. Han meddelte hende at kamp med de bare næver var forbeholdt Shang-krigere og de lavere klasser, og hun tilhørte ingen af disse. Hun skulle skrive til Ralons far og sige undskyld, og hun måtte ikke forlade slottet de næste to måneder.

Alanna stod ret og lyttede. Hun var glad for den måde hertugen talte på. Hun vidste at han var glad og ikke vred over at hun havde banket Ralon. Hun vidste også at det var umuligt for ham at fortælle hende dette, eftersom hun med fuldt overlæg havde overtrådt reglerne, og måtte tage sin straf uden at kny. Alannas verden var styret af regler, og der var regler for enhver situation. Det var mod reglerne at slås med en anden adelsmand på slottet, og det måtte hertugen lære hende. Men andre regler sagde at en adelsmand ikke skulle finde sig i fornærmelser, og ud fra disse var hun nødt til at kæmpe med ham, og hertug Gareth var stolt af hende, fordi hun havde forsvaret sin ære.

Livet er egentlig enkelt, når først man kender reglerne, tænkte hun ved sig selv, mens hun lyttede med et halvt øre til hertugen. Jeg bliver ikke vred på hertug Gareth, fordi jeg ved at han også må følge reglerne, og jeg ved også at han i virkeligheden ikke er vred på mig. Måske er ridderskabets love alligevel ikke så tossede.

På andendagen af den ugelange Vintersolhvervsfest gjorde kong Roald Gareth, Alex, Raoul og andre fjortenårige pager til væbnere. Hver væbner kom i tjeneste hos en ridder. De skulle stadig varte op ved bordet, men bagefter spiste de i væbnernes sal. Alanna hjalp sine venner med at flytte til deres nye værelser – i nærheden af de riddere de skulle tjene – og spurgte sig selv hvor store forandringer det ville medføre i hendes eget liv.

Tingene forandrede sig, og alligevel ikke. Væbnerne tilbragte den smule fritid de havde sammen med Alanna og Jonathan, men Alanna savnede dem i timerne sammen med de andre pager. Ikke flere af Gareths morsomheder i etikettetimerne, og ikke mere hjælp fra Alex med matematikopgaverne.

Så en aften kom Jonathan til hendes værelse med sin bog om militærhistorie. Han ville gerne hjælpe hende med matematik, hvis hun ville forklare ham alle de kedelige gamle slag i bogen. Han havde bemærket at hun gjorde dem levende, når hun beskrev dem i timerne.

Alanna tog henrykt imod sin nye vens tilbud. Herefter tilbragte de mange aftener med at stikke hovederne sammen over bøger og papirer på den enes eller den andens værelse.

I marts brød Svedepesten ud, som lyn fra en klar himmel. Ingen gik fri: folk i byen, tjenestefolk, præster, selv dronningen. Derefter fulgte hertug Gareth og slotskommandanten. Ridder Mylas forblev sund og rask. „Der er så meget vin i mig, at der ikke er plads til sygdom,“ sagde han til Alanna. „Så hold op med at fortælle mig at jeg drikker for meget!“

Alanna havde det udmærket. Hun sled hårdere end nogensinde. Hver gang endnu en tjener blev syg, betød det mere arbejde til hende. De fleste af lærerne var syge, og undervisningen var aflyst. Alanna redte senge, vaskede op og mugede stalde. Hun havde lært fra helt lille at intet arbejde var under en adelsmands værdighed, og dette kom hun nu til at prøve i praksis.

Pagerne og væbnerne – de yngste og sundeste på slottet – var de sidste der blev syge. På det tidspunkt kom Den Sorte Gud for at høste sine ofre blandt de syge. I byen, hvor sygdommen var startet, var der så mange døde at Den Sorte Guds præster måtte køre dem væk i store kærrer. Inden der var gået en uge havde Dødens Gud taget tre pager, fem væbnere og hofmarskallen. Raoul var den første af Alannas nære venner, der blev syg. Han smilede svagt til Alanna, da hun besøgte ham.

„Jeg føler mig så dum, når jeg ligger her i stedet for at arbejde,“ tilstod han. Han rystede under sine tykke tæpper. „Hvordan går det med dig? Og med gamle Coram?“

„Vi har det godt begge to, tak.“ Hun stoppede tæpperne ned om ham.

„Og Jonathan?“

„Frisk som en havørn. Han er hos kongen en stor del af tiden.“

„Det forstår jeg godt. Om Mithros vil, bliver dronningen snart rask igen.“ Han lod Alanna tørre sit svedige ansigt, men så puffede han til hende. „Ud med dig, så du ikke også bliver smittet.“

Alanna opdagede at hun ikke kunne sove, fordi hun huskede Maudes advarsel om at bruge sin helbredende Gave. Hun vidste at guderne straffede folk, hvis de ikke brugte deres magiske evner. Men alene tanken fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. Hun og Thom besad mere magi end nogen anden hun havde truffet, og hun vidste at hvis hun prøvede at bruge sine kræfter, og mistede kontrollen over dem, ville hun ødelægge både sig selv og alle i nærheden. Thom var glad for denne form for kraft – det var hun ikke. Hun stolede ikke på sin egen kontrol over Gaven.

Gareth, Ferdil og Alex blev syge inden for to døgn. Ferdil var hårdest angrebet, og allerede den første aften var han knap nok ved bevidsthed. Slottets læger kunne intet stille op. Alanna hørte en af dem sige at de der blev så dårlige allerede den første dag, som regel døde. Og der var andre uhyggelige historier – det forlød at Svedepesten skyldtes trolddom, og at den berøvede lægerne deres helbredende magi, så de til sidst var for svage til at hjælpe nogen.

Alanna var netop faldet i søvn en aften, da Coram vækkede hende. Han havde dårlige nyheder – Ferdil var netop gået til Den Sorte Gud.

Alanna skyndte sig ned til Dødsgudens kapel. Jonathan vågede ved sin vens lig. Alanna knælede i baggrunden. Hun ville ikke forstyrre prinsen. Hun rystede ved synet af Ferdil, der lå på alteret. Hvis hun havde gjort noget, havde han måske stadig været i live.

Alanna skammede sig.

Ridder Mylas knælede ved siden af hende. Hans hår og skæg var i uorden. „Det gør mig ondt, Alan,“ mumlede han. „Jeg ved at du og Ferdil var venner.“

Alanna så på ridderen. Han var hendes ven, og han var voksen – han forstod sig på spørgsmål om moral. Og hun havde tillid til ham.

„Må jeg tale med Dem et øjeblik?“ hviskede hun. „Udenfor?“

De listede ud. Mylas satte sig på en bænk lige uden for kapellet og gjorde tegn til hende om at sætte sig ved siden af. „Hvad har du på hjerte?“

Alanna blev stående. „Ridder Mylas, hvis man nu har visse kræfter – som kan bruges både godt og ondt – bør man så bruge dem?“

Han så undersøgende på hende. „Tænker du på magi?“

Alanna skrabede i gulvet med den ene fod. „Ja – Gaven.“

Mylas rynkede brynene. „Det kommer an på hvem det er, Alan. Gaven er ikke andet end en evne. Det er ikke os alle der har den, ligesom det ikke er alle der er intelligente eller hurtige. Magi er ikke i sig selv god eller ond. Jeg mener at man kun bør bruge den, hvis man er fuldkommen sikker på at have retten på sin side. Er det til nogen hjælp?“

Alanna trak sig eftertænksomt i øret. „Det er altså ikke muligt at sige ja eller nej?“

Mylas rystede på hovedet. „Ikke i dette tilfælde. Det er sjældent så enkelt hvad etiske spørgsmål angår.“

Døren gik op, og Jonathan kom ud. „Alan?“ Han var meget bleg, og hans øjne var blanke.

„Tak, ridder Mylas,“ sagde Alanna. Hun gik hen til sin ven.

Ferdil blev begravet næste dag. Raoul og Gareth, der havde det bedre, deltog. Den læge der tog sig af Alex fortalte Alanna at også han var i bedring. Jonathan deltog i begravelsen sammen med sin far. Bagefter forsvandt de, og Alanna skyndte sig tilbage til sit arbejde. Hun kæmpede med sin samvittighed. Skulle hun gå til lægerne og tilbyde at hjælpe? Der var ikke mere hun kunne gøre for Ferdil, men der var andre.

Sygdommen tog beslutningen for hende. Coram og Timon kom hen til hende næste morgen, da hun stod i køkkenet og vaskede op.

Hun så op fra sin balje.

„Prinsen blev syg i aftes,“ sagde Coram blidt. „Han spørger efter dig.“

Alanna lagde opvaskebørsten fra sig. Hendes hals snørede sig sammen af angst. „Hvordan har han det?“

„Slemt,“ sagde Timon.

Alanna ilede til Jonathans værelse, og de to tjenere var i hælene på hende. Hun åbnede døren og standsede brat. Hun troede ikke sine egne øjne. Det vrimlede med mennesker rundt om Jonathans seng. Luften var tyk af røgelse. Den Sorte Guds præster messede bønner for den døende, og hertug Baird og de andre læger havde trukket sig i baggrunden. Jonathan havde allerede hallucinationer, og lægerne vidste at folk der blev så hårdt angrebet fra starten, altid døde.

Alanna gispede af raseri. Ingen kunne da blive rask i sådan et gedemarked! Dette stred mod alt hvad Maude havde lært hende: Det var renlighed, ro og beroligende stemmer der skulle til. Vidste disse byfolk ingenting? Alanna åbnede munden – og lukkede den omgående igen. Hun var lige ved at beordre alle de voksne til at forlade lokalet! Hun kunne forestille sig hvordan de ville have reageret på ordrer fra en page.

Hun vendte sig mod Coram. „Hent ridder Mylas. Omgående.“

Den gamle soldat så på hende. Han kendte hendes stædige ansigtsudtryk. „Du har ikke tænkt dig at gøre noget dumt, vel?“

„Ikke noget dummere end det her.“ Hun gjorde en bevægelse i retning af det overfyldte rum.

Coram sukkede og mødte Timons forbløffede blik. „Hør hu… han er en Trebond, og de er stædige som æsler alle sammen,“ forklarede han. „Vi må hellere hente ridder Mylas.“

Alanna gik ud og lukkede døren. Hun ville hellere vente ude på gangen end være vidne til det vanvid der foregik indenfor. Der gik heldigvis ikke lang tid før de to mænd vendte tilbage med en meget nysgerrig Mylas.

„Jeg har brug for hjælp,“ sagde Alanna lige ud. „Kig indenfor.“

Mylas kastede et blik indenfor i Jonathans værelse. Han hævede øjenbrynene og lukkede døren. „Du ved at der ikke er meget håb,“ sagde han blidt. „Ikke når han er blevet så syg på så kort tid.“

Hendes øjne og stemme var hårde som sten. „Måske ikke, og måske er der alligevel. Der er noget jeg ikke har fortalt Dem – jeg har Gaven, og jeg har lært at helbrede. Landsbyens kloge kone derhjemme har lært mig alt hvad hun ved.“ Hun fortsatte, da hun så at han ikke lo. „Jeg er kun elleve, men der er ting selv en idiot ved. Man laver ikke sådan et spektakel i et sygeværelse, eller fylder luften med røgelse, Mylas! Og min Gave er ikke brugt op, som slottets lægers.“ Hun kunne se at han tvivlede, og tilføjede: „Jonathan har kaldt på mig. Jeg tror han kan mærke at jeg kan hjælpe.“

Mylas trak sig i skægget. „Jaså. Og hvad vil du have jeg skal gøre?“

Alanna trak vejret dybt. „Få alle de mennesker ud derindefra. De vil lytte til Dem.“ Hun kunne ikke sige hvorfra hun vidste at forsamlingen i Jonathans værelse ville adlyde en underordnet ridder – hun vidste det bare. „Få dem ud, så vi kan få luftet ud, og jeg kan tale med lægerne.“

„Det var ellers ikke så lidt.“ Mylas tænkte sig om, og trak på skuldrene. „Du lyder meget overbevisende, Alan. Hvad har vi at tabe?“

Hun så på ham. Smerten lyste ud af hendes øjne. „Jonathan,“ hviskede hun.

Det afgjorde sagen for hans vedkommende. „Så gør vi det.“ Han nikkede til Timon. „Meld mig.“

Timon så ud som om der var vendt op og ned på hele hans verden. Han åbnede døren.

„Ridder Mylas af Olau!“

Forsamlingen tav og så mod døren. Præsterne holdt op med at messe. Mylas trådte ind i værelset, ledsaget af Coram og Timon. Alanna fulgte ubemærket efter. Mylas havde med ét gennemgået en slående forandring. Den lille kraftige ridder var pludselig meget kongelig og meget vred.

„Er I gået fuldkommen fra forstanden?“ spurgte han. Hans rolige stemme var hård og klar. „Bild mig ikke ind at Hans Majestæt er vidende om dette vanvid. Jeg nægter at tro det.“

Ingen sagde noget.

„Ud, alle sammen,“ befalede Mylas. „Dette er et sygeværelse, ikke en begravelse.“ Han skulede til præsterne. „Skam jer dog. Drengen er ikke død endnu.“

Efter et øjeblik bøjede ypperstepræsten hovedet og førte de andre ud ad døren. Nogle af hofmændene så på hertug Baird – som ledende læge var det ham der skulle forestille at bestemme. Lægen nikkede til Mylas, med lettelsen malet i sit trætte ansigt.

„Der er ikke noget I kan gøre her,“ sagde han til de andre adelsmænd. „Mylas har ret. Gå til jeres guder og bed for prinsen. Det er den eneste hjælp vi kan give ham.“

Langsomt fortrak de. Kun hertug Baird blev tilbage. Alanna skyndte sig hen til Jonathans seng. Hendes ven var ligbleg og svedte kraftigt. Alanna stoppede tæpperne ned om ham.

„Coram,“ sagde hun. „Luk vinduerne op. Vi må have noget frisk luft herind.“

Baird så mistænksomt på Mylas. „Hvad foregår her?“

„Alan bad mig om at hjælpe,“ svarede ridderen. „Jeg følger hans ordrer.“

Baird gloede på ham. „De tager imod ordrer fra en page?“

„Alan,“ sagde Mylas. „Du skylder hertug Baird en forklaring.“

Alanna rejste sig og gik hen til lægen. Hun fortalte ham hurtigt alt hvad hun havde sagt til Mylas, og afbrød sig kun for at gøre tegn til Coram om at lukke vinduerne igen. „Jeg er ikke voksen, og jeg er ikke så veluddannet som De er,“ sluttede hun. „Men mine kræfter er ikke brugt op. Og han er min ven.“

„Venskab vil ikke være nok,“ sagde Baird. „Du ved vel også at almindelig helbredelse ikke tærer på lægens Gave. Men det gør denne pest. Den vil tage al din styrke – og hvis du fortsætter med at bruge din Gave, vil det slå dig ihjel. Tre af mine læger er allerede døde. Vil du sætte dit liv på spil mod denne trolddom?“

„Så tror De altså også at sygdommen skyldes trolddom?“ sagde Mylas.

Lægen gned sine øjne. „Selvfølgelig. Den har kun ramt her i byen og på slottet. Og ingen naturlig sygdom rammer folk der har Gaven. Og jeg finder det overordentlig interessant, at det først er efter at slottets læger har opbrugt deres kræfter, at tronarvingen bliver syg.“

„Er der ingen af vore troldmænd, der kan bekæmpe sygdommen, eller spore den til dens kilde?“ spurgte Mylas.

„Ingen i Tortall har denne magt. Hertug Rogir kunne, men han er i Carthak. Kongen har sendt bud efter ham, men selv Rogir af Condia er nødt til at være mindst en måned undervejs.“

Alanna lyttede, mens hun betragtede Jonathan. Han var blevet ildrød, og kastede sig frem og tilbage under tæpperne. Hun bed sig i læben. På en måde havde hun været skyld i Ferdils død. Hun havde fornægtet sin helbredende Gave, og han var død. Hun måtte ikke begå den samme fejl igen.

„Jeg vil alligevel gøre forsøget,“ sagde hun og så på Bairds strenge ansigt. „Med Deres tilladelse,“ tilføjede hun.

Baird rakte hende hånden, og hun tog den. „Jeg er meget træt,“ sagde han. „Hvis du er så god som du siger, vil du have let ved at styrke mig. Gør det.“

Alanna så på hertugens hånd. Langsomt og forsigtigt vendte hun sig ind i sig selv. Der var den: en lille purpurrød ildkugle, der voksede i hendes sind. Hendes næse begyndte at klø, som den altid gjorde når hun påkaldte sin magi, men det tog hun sig ikke af. Hendes øjne løb i vand. Hun trak varsomt ilden op gennem kroppen og lod den glide ud i armen til hertug Baird. Han hvislede og knugede hendes hånd. Alanna lod den purpurrøde ild flyde ind i ham, indtil han ikke kunne rumme mere. „Således ske det,“ hviskede hun og slap ham.

Alanna vaklede. Hun var svimmel. Mylas greb hende i armen.

„Det er som det skal være,“ sagde hun til sin ven, og så på hertug Baird. „Den var jeg nødt til at lære. Min bror blev altid så træt, når vi var ude sammen.“

Hertugen stirrede på hende og gned sin arm. „Mithros lede dig,“ hviskede han. „Jeg tror prinsen har en chance alligevel.“

Han skyndte sig ud af lokalet. Mylas, Coram og Timon så på hende, grebet af ærefrygt, fordi hertugen havde været så imponeret. Alanna følte sig lidt ensom. Hun brød sig ikke om at blive set sådan på.

„Vil I ikke nok blive her?“ bad hun.

Mylas lagde en arm om hendes skuldre. „Stol på os,“ sagde han. De andre nikkede.

Alanna tænkte sig om. „Først prøver vi de naturlige midler,“ besluttede hun. „Coram, læg mere brænde på ilden, så her bliver rigtig varmt.“ Coram bukkede og gik. Alanna gik til bordet, fandt pen og papir og skrev i en fart. „Timon, hent det her fra køkkenet, og find nogle flere tæpper.“

Timon tog listen og forsvandt. Mylas lagde brænde fra brændekurven på ilden.

„Alan?“ Jonathans stemme var ru. Alanna gik hen til ham og tog hans hånd.

„Jeg er her, Deres Højhed. Det er Alan.“

Jonathan smilede. „Jeg ved at du ikke vil lade mig dø.“

„Du skal ikke dø,“ sagde Mylas over Alannas skulder. „Du må slet ikke tænke den tanke.“

Jonathan rynkede brynene. „Mylas? Her?“ Han så sig omkring. „Jeg drømte her var fuldt af folk …“

„Det var her også,“ sagde Alanna. „Mylas smed dem ud.“

Prinsen lo. „Det ville jeg godt have set.“

„Slap af,“ sagde Alanna. „Du er nødt til at få noget søvn.“

Alanna kunne se på Jonathan at han havde flere spørgsmål, så hun tog endnu en gang tilflugt til magien. Hun rørte Jonathans tindinger og så ham dybt i øjnene.

„Sov, Jonathan.“ Hendes stemme var underligt bydende. Mylas begyndte at gabe. „Sov.“ Jonathan følte det som om han var ved at drukne i violer. Han sov.

Coram kom tilbage med en favnfuld brænde. Timon havde hentet tæpper og de andre ting på Alannas liste. Hun sendte ham af sted efter mursten, og satte sig til rette foran ilden. Omhyggeligt blandede hun mjød, honning, urter og citronsaft til en mikstur mod Jonathans hoste. Hendes hænder rystede, da hun rørte i det. Mylas så det, og tog skeen fra hende.

„Hvad er der i vejen?“ spurgte han og fortsatte med at røre. „Du har rystet lige siden du fik Jonathan til at sove.“

Hun lænede sig træt tilbage. „Hertug Baird havde ret.“ Hun tog et glas vin Coram havde skænket for hende, og drak det. „Pesten. Den suger kraften ud af mig – jeg har aldrig oplevet noget lignende.“ Hun sukkede. „Mylas, vil De ikke nok give kongen og dronningen besked? De er bekymrede …“

Ridderen rakte Coram skeen. „Sig ikke mere,“ sagde han og gik, mens han glattede sit strittende hår.

Coram betragtede hende, mens han rørte i miksturen. „Jeg håber du ved hvad du gør.“

Alanna gned sit hoved. Hun havde hovedpine. „Det håber jeg sandelig også.“

Da Timon kom med murstenene, varmede Coram dem i ilden og pakkede dem ind i klæde. Alanna lagde dem i Jonathans seng, og hun og Timon dækkede prinsen med endnu flere tæpper. Snart begyndte Jonathan at svede. Han hostede voldsomt. Alanna lod miksturen køle en smule af, og gav ham lidt af den.

Hver anden time skiftede de tæpperne, der var blevet våde af sved, og gav Jonathan nye varme mursten. Der var kvælende hedt i værelset. Deres tøj klæbede til dem, og Coram og Timon tog skjorterne af. Da Mylas kom tilbage, var han ved at besvime af varme.

„Hertug Baird er hos dronningen,“ sagde han. „Han beroliger hende, og sørger for at hun ikke kommer herhen. Og havnebyen Caynn er blevet angrebet af sørøvere. Hans Majestæt sidder i krigsrådet og kan ikke komme. De stoler på hertug Baird og lader os tage os af Jonathan.“

Alanna så sig omkring. Tre sveddryppende mænd – og samtlige slottets beboere – fulgte hende med spændt opmærksomhed. Det var skræmmende. Var det muligt at voksne ikke altid var så stærke og selvsikre som hun hidtil havde troet?

Det havde hun ikke tid til at tænke nærmere over nu. „Timon, lad ridder Mylas afløse dig,“ sagde hun. „Du trænger til at hvile dig og få noget at spise.“

Timon adlød. Nu var det Mylas der hjalp hende og Coram med at skifte Jonathans tæpper, og Mylas der støttede prinsen mens Alanna gav ham miksturen. Da Timon kom tilbage, fik hun Coram til at holde hvil. Sidst på eftermiddagen begyndte Jonathan at hoste alt det slim op, der havde sat sig i hans lunger, så han ikke kunne få vejret. Da det blev mørkt, sov han, men feberen steg stadig. Alanna sendte de andre bort for at hvile sig og få noget at spise, mens hun vågede over sin ven. Hertug Baird aflagde et kort besøg – det var tredje gang han gjorde det, og han sagde aldrig noget. Alanna nøjedes med at nikke til ham. Hun havde ikke energi til at konversere.

Mylas kom tilbage med en bakke mad. „Spis,“ befalede han. „Og nu reder jeg op til dig i Jonathans påklædningsværelse. Det er din tur til at hvile dig.“

Alanna vidste at hendes ven havde ret. Hun spiste og lagde sig i påklædningsværelset, hvor hun omgående faldt i søvn, og først vågnede da aftenen faldt på. Mens hendes venner gik en tur og fik noget aftensmad, sad hun hos Jonathan. Der var kvælende hedt, men prinsen skælvede. Sveden drev ned over hans ansigt. Alanna betragtede ham, mens hun samlede kræfter. Hvis Den Sorte Gud var ude efter Jonathans liv, måtte han være parat til at slås for det.

Døren gik op. Alanna sprang på benene og bukkede dybt for kongen og dronningen, der kom ind på værelset. Hun havde ondt af dem. Kongen, der ellers altid smilede, så bekymret ud. Han havde fået dybe furer om munden. Han havde en arm om sin dronning, og støttede hende. Dronning Lianne lod sig synke ned i den stol Alanna trak hen til hende. Hun var stadig ikke rask efter sin egen sygdom, og hendes kjole hang løst om hende.

„Alan af Trebond.“ Kongens dybe stemme var rolig. „Hvordan har min søn det?“

Alanna sank nervøst. „Efter omstændighederne godt, Deres Majestæt. Han har sovet det meste af dagen.“

Liannes stemme var venlig, men en anelse skarp. „Hvordan kan du hjælpe ham? Du er kun en dreng, uanset hvad Baird siger.“

„Deres Majestæt, selv jeg ved bedre end at fylde luften med røgelse og omgive Jonathan med jamrende mennesker,“ sagde Alanna. „Desuden kaldte han på mig. Han stoler på mig, og han ved ikke engang at jeg har Gaven.“

„Har du fået nogen uddannelse?“ spurgte kong Roald.

„Jeg lærte alt hvad vores kloge kone hjemme i landsbyen vidste, Deres Majestæt. Jeg kan helbrede, og – jeg kan fremmane. Og det samme kan min bror, men han kan også læse folks tanker og sommetider fremtiden. Det kan jeg ikke.“

„Hvorfor fortalte du ikke hertug Gareth dette, da du ankom hertil?“ spurgte kongen. „Hvorfor har din far ikke fortalt os det?“

Hun skrabede sin fod hen over gulvet. „Min mor døde da Thom og jeg blev født. Hun havde også Gaven. Min far var vred – han mente at deres magi burde have reddet hendes liv. Så han sagde at han aldrig mere ville bruge sin Gave, og vi måtte heller ikke bruge vores. Vi lærte ikke noget om den, men Maude, landsbyens kloge kone, underviste os i hemmelighed.“ Hun bøjede hovedet. „Hvad det andet angår, vil jeg være ridder. Og det virker uærligt at bruge min Gave.“ Roald nikkede forstående. „Men Maude sagde at jeg skulle bruge den til helbredelse. Hun sagde at min helbredende Gave var usædvanlig kraftig. Hun sagde at hvis ikke jeg brugte den, ville jeg ikke kunne gøre gengæld for de liv jeg ville tage som ridder. Jeg lyttede ikke til hende.“ Alannas stemme var meget stille. „Jeg brugte ikke min Gave, og en af mine venner døde.“

Kongen lagde hånden på hendes skulder. „Du gjorde hvad du fandt rigtigt, Alan. Det er ikke os alle, der kan se fremtiden, og vi ved ikke hvad der vil blive krævet af os.“ Han gned sin pande. „Jeg skulle have lyttet til Rogir,“ sagde han, mere til sig selv end til dronningen eller til Alanna. „Hvis han havde været her nu, og undervist jer drenge …“ Han trak vejret dybt og så endnu en gang på Alanna. „Jonathan har Gaven. Han har den fra mig – fra Condia-slægten. Hvis – når han bliver rask, skal jeg sørge for at I drenge får en ordentlig undervisning. Også jeg har forsømt dette. Ligesom din far troede jeg at magien ville forsvinde, hvis jeg ignorerede den.“ Kongen rystede på hovedet. „En ridder skal udvikle alle sine evner fuldt ud. Det onde er tit bevæbnet med trolddom.“

Alanna troede hun havde forstået hvad kongen mente. Hvis hun havde været grundigere trænet, ville hun ikke have følt sig så hjælpeløs nu. Hvis sygdommen var af magisk oprindelse, var hun dårligt forberedt på kampen mod den.

Lianne viftede sig. „Hvor er der dog varmt herinde,“ klagede hun.

„Vi prøver at svede feberen ud, Deres Majestæt,“ forklarede Alanna. „Det er bedst at prøve alle naturlige midler først.“

Kongen klappede dronningens hånd. „Husk hvad hertug Baird sagde. Vi kan stole på Mylas og Alan. Vi er nødt til at stole på dem.“

Lianne gik hen til den sovende Jonathan og tog hans hånd. Hendes øjne fyldtes med tårer. „Han er den eneste vi har, Alan. Jeg kan ikke … jeg kan ikke få flere børn.“ Hun smilede tappert til kongen. „Hvis kongen stoler på jer, gør jeg også.“

„Mor?“ Jonathans stemme var ikke andet end en hvisken. „Far?“

Alanna gemte sig i påklædningsværelset. Der gik ikke lang tid før Roald kaldte hende tilbage. „Han sover. Kald på os, hvis …“ Kongen kunne ikke få ordene frem. Impulsivt klappede Alanna ham på armen.

„Deres Majestæt, vi giver Dem besked med det samme, hvis tilstanden ændrer sig,“ lovede hun.

Mylas trådte stille ind i værelset og bukkede for sin konge og dronning. „Han bliver rask,“ sagde ridderen til dronningen. „Vi beder alle for ham.“

„Bortset fra den der sendte sygdommen,“ svarede dronningen.

Kongen og Mylas så på hinanden. Dronningen havde ret. Hvem var Jonathans fjende?

Kongen tog blidt sin frues arm. „Kom, min skat,“ sagde han stille. „Vi må gå.“

Coram og Timon kom tilbage, idet Jonathans forældre gik. Alanna smøgede ærmerne op. „Lad os få fyret op,“ sagde hun dystert.

Det blev en lang nat. Jonathan holdt omsider op med at hoste. Alanna lyttede til hans brystkasse, og smilede da hun hørte hans åndedrag. Men feberen fortsatte, og Jonathans læber blev så tørre og sprukne at de blødte. Han kæmpede mod Alanna og Mylas, og det var tydeligt at han havde grimme mareridt. Hans stemme var slidt helt ned, og det pinte Alanna at se ham skrige uden at kunne få en lyd frem.

Mylas greb hendes skuldre. „Alan, dette kan ikke fortsætte! Brug din Gave!“

„Jeg har brugt den!“ udbrød hun. „Og jeg har ikke lært at …“

„Så gå ind i dig selv! Kan du ikke se at han er ved at dø?“

Alanna så ind i ilden. Den brølede sultent i kaminen og ventede på hende. Hun gned sine øjne. Hun var allerede træt efter de enkle trylleformularer hun havde brugt i dagens løb.

Hun tog den sidste pose urter. Den indeholdt jernurt. Hun havde hele tiden vidst at det ville komme hertil. Hun åbnede posen og stirrede tomt på de tørre blade.

„Coram. Timon.“ Hendes stemme var udtryksløs. „I må hellere gå.“

Coram trådte et skridt frem. „Min dreng …“ begyndte han i en bekymret tone. Han så på hendes ansigt og sukkede. „Lad os gå, Timon,“ sagde han. „Vi skal ikke være her, mens de laver deres magi.“ De gik, og Mylas slog slåen for døren.

Alanna kastede jernurterne på ilden. Det var det glade vanvid af hende at forsøge sig med den slags magi. Hun havde aldrig lært at bruge den, og langt stærkere og ældre troldmænd havde måttet bukke under for de kræfter hun skulle til at påkalde.

En stønnen henne fra sengen mindede hende om grunden til at hun var her. Hun knælede foran flammerne og hviskede de ord Maude havde fortalt hende ville påkalde de højeste magter – guderne. Langsomt, ganske langsomt, fordi hun var træt, blev flammerne lilla. Hun stak begge hænder i den lilla ild.

Hendes essens, hendes inderste væsen der gjorde hende til Alanna, strømmede ud gennem hendes håndflader. Hun gik i opløsning i ilden. Hun var ilden. Derpå udtalte hun de trylleord Maude havde sagt hun kun måtte bruge, når der ikke var anden udvej tilbage.

„Mørke Gudinde, Store Moder, vis mig vejen. Åbn porten for mig. Vejled mig, bjerges og hoppers Moder …“

Ilden blussede op, med en brølen som et tordenskrald. Det gav et sæt i Alannas krop, men hun var ude af stand til at flytte sig fra ildstedet. Ilden fyldte hendes øjne. Hun så utallige porte og døre åbne sig foran hende. Pludselig så hun den: byen. Den sorte by, hugget ud i skinnende sten, som hun havde set i Maudes ildsted. Solen bagte ned over hende. Hun var ved at gå til af varme. Byen kaldte på hende, og dens smukke tårne og skinnende gader sang i hendes sind.

Byen forsvandt. Nu kom den rå energi strømmende gennem Alannas arme og ud i hele hendes krop. Hun gispede halvkvalt, da hendes krop forvandledes til lilla ild, kun dækket af hendes hud. Hun lyste og brændte af rå magi. Det gjorde ondt. Hver fiber i hende skreg efter mørke og kølighed til at slukke ilden. Hun kunne ikke rumme den. Hun var ved at revne som en rådden frugt.

En stemme talte, og Alanna skreg. Denne stemme var ikke bestemt for menneskelige ører. „Kald ham tilbage,“ lød stemmen. „Jeg er her. Kald ham tilbage.“

Tårerne løb ned over hendes kinder. Stemmen og smerten var ved at tage livet af hende. Ilden åd hende levende som en tiger.

Noget i hende gjorde oprør. Hun knyttede næverne og kæmpede mod smerten. Hun bed tænderne sammen. Hun ville ride på denne tiger. Hendes krop havde aldrig før givet hende ordrer, og hun kunne ikke lade den begynde nu. Er jeg et pattebarn eller en kriger? tænkte hun vredt.

Hun kæmpede imod, og skubbede smerten fra sig, indtil hun havde kontrol over den. Nu var det hende der beherskede den kraft hun havde trukket ud af flammerne. Hun red på tigeren. Hun var en kriger!

Alanna gik hen til sengen. Mylas veg til side. Han havde set hjælpeløst til, da Alan var blevet forvandlet til en lysende ametyst. Lysskæret var aftaget, men Alan lyste stadig lilla. Mylas kunne mærke, at hvis han rørte Alan nu, ville han brænde ihjel.

Alanna stod ved sengen og så ned på Jonathan. Han virkede så uendelig fjern. „Han har rejst en lang vej,“ sagde den frygtelige stemme. „Tag hans hænder. Kald ham tilbage.“

En lille del af Alanna blev klar over at stemmen var en kvindes. „Tak,“ hviskede hun.

Hun tog forsigtigt Jonathans hænder. Hendes sind rakte ind gennem hans tomme øjne.

„Jonathan,“ kaldte Alanna. „Det er på tide at komme hjem.“

Mylas stirrede. Det var ikke en dreng han hørte kalde på prinsen. Det var en kvindestemme, mange evigheder væk. I ærefrygt over for en kraft han ikke forstod, rykkede ridderen endnu længere væk fra sengen.

Alanna sank ind i sin vens dybbå øjne. Hun vred sig i en sort, snæver skakt. Det fremmedartede sted omsluttede hende, som om det var levende. Fortabte sjæles skrig genlød omkring hende. Hun befandt sig på grænsen mellem de levendes verden og Underverdenen. Hun svævede mellem liv og død.

„Jonathan,“ blev hun ved at kalde, mens hun kunne mærke sin indre kraft skubbe det hæslige på afstand. „Jonathan.“ Omsider kunne hun se ham. Han var langt under hende, nær skaktens bund, nær Døden. En kæmpemæssig skygge af form som en kutteklædt mand kom imellem dem. Selv i sin sælsomme tilstand var Alanna bange. Dette måtte være Den Sorte Gud, Dødens herre.

Det var vanvittigt at give sig til at diskutere med en gud, men han stod mellem hende og hendes ven. „Undskyld mig,“ sagde hun høfligt. „Men du kan ikke få ham. Ikke endnu. Han skal med mig tilbage.“

Skyggehænderne rakte ud efter hende. Alanna stod stille, og hendes sind løftede et skjold af lilla ild. „Du kan ikke få ham,“ sagde hun mere bestemt.

Skyggehænderne gik igennem skjoldet og greb hende om skuldrene. Alanna følte det som om hun blev undersøgt af usynlige øjne. Det store mørke hoved nikkede – og skyggen var væk. Den Sorte Gud var forsvundet.

Alanna rakte ud efter Jonathan. De greb hinandens hænder. „Kom med tilbage,“ sagde hun til sin ven. „Vi har ikke noget at gøre her. Kom hjem.“

Jonathan smilede. „Jeg kommer.“ Hans stemme var en mands stemme – den mand han en dag ville blive. En dyb, rolig og bydende stemme. Mon han hørte en kvindestemme, når hun talte? Troede han det var hende? „Jeg er hos dig, min ven. Vi må se at komme hjem.“

Deres hænder lyste hvidglødende, og jog skyggerne på flugt. Deres samlede Gaver brændte de uvirkelige vægge væk. For enden af skakten lå det værelse de havde forladt for længe siden, og det rykkede nærmere og nærmere. Da de var nået tilbage til Jonathans soveværelse, rummede hendes krop til hendes store lettelse ikke andet end Alanna.

„Tak,“ sagde manden i ham. Han slap hendes hånd. Hun var pagen Alan, der sad på sengen ved siden af prins Jonathan. Hans øjne var klare. Han lukkede dem med et suk. „Det er godt at være tilbage,“ hviskede han og faldt i søvn.

Alanna rejste sig vaklende. Omsider vovede Mylas sig hen til hende. Han havde set de to drenge brænde med et stadig klarere lilla lys. Han havde hørt en mandsstemme og en kvindestemme komme fra Jonathan og Alan. Det ville han aldrig glemme.

„Alan?“

Hun vendte sig. „Han klarer det,“ mumlede hun og svajede. „Han sover …“ Hele hendes krop værkede. Hun havde en dundrende hovedpine, og hun kunne dårligt stå på benene. „Mylas?“ gispede hun og faldt besvimet om på gulvet.