Kapitel 11

Abuela Menti

Heden lå tungt over byen som blandt de lokale gik under navnet La Sartén de España, Spaniens stegepande. Solens første stråler indvarslede allerede endnu en varm dag.

De kom forbi den store flod Guadalquivir hvor to store, tremastede skibe lå fortøjet. Det var lavvande og de mudrede flodbredder, som allerede kogte i solen, sendte en stank af gæret affald og kloak ind over byen.

Det forreste træskib havde en forgyldt galionsfigur som skinnede i solen. Resten af skibet var malet sort. De imponerende master så ud til at være lige så høje som kirketårne. Svedige arbejdsmænd med nøgne overkroppe bar sæk efter sæk fra skibene og ind i et rundt tårn lige ved bredden. David så interesseret derned og rev Laura i armen da han fik øje på en kanon på et af skibene.

„Så du lige det! En rigtig kanon!"

Den bevæbnede mand, som Zola havde døbt El Gitano, Sigøjneren, havde gemt sit våben under sin sorte kappe. Han stirrede irriteret på David som tegn til at han skulle være stille.

Han puffede dem ublidt videre over broen. På den anden side førte han dem op ad en smal gyde. Her gav han dem bind for øjnene og førte dem gennem flere små gader, indtil de standsede foran et hus. Manden puffede dem gennem døren, og gav ordre til at de ikke måtte fjerne bindet for øjnene.

David gik i midten med Laura og Zola under armen. De gik usikkert famlende ned ad en stejl trappe.

Der lugtede af fugtig kælder og mug. Men også noget andet nåede deres næsebor: røgen fra en olielampe. El Gitano bad dem tage deres øjenbind af. De befandt sig i et lille kælderrum uden vinduer. Det eneste lys kom fra den spruttende olielampe som stod på et vakkelvornt bord ved siden af døren til det næste værelse.

Der stod en lav bænk langs den ene væg, og El Gitano sagde: „Sæt jer. Og bliv her! Ellers bliver det værst for jer selv!"

Han gik ind i det næste værelse og lukkede lydløst døren efter sig.

Der blev helt stille og de sad lidt og lyttede efter ham.

„Skal vi stikke af?" sagde Zola. „Jeg tror han glemte at låse døren."

Hun rejste sig halvt op fra bænken.

„Hvad nu hvis det virkelig er Danserinden han har ført os hen til?" spurgte Laura, „så er det jo åndssvagt …"

Zola satte sig igen.

„Jeg kan ikke lide det her. Jeg kan ikke lide hans ubehagelige tone."

„Tænk, hvis han er fra inkvisitionen!" brød David ind.

Det fik dem alle tre på benene, men ingen turde alligevel tage det første skridt. Døren til værelset ved siden af blev åbnet og El Gitano vendte tilbage.

„Bad jeg jer ikke om at tage plads?" sagde han irettesættende.

De satte sig prompte.

„Hør her," sagde han. „Jeg har undersøgt jeres historie. Og Danserinden kender udmærket denne Lope som for tiden skriver skuespil i Granada. Nogle af hans stykker er opført her i Sevilla også. Gudfrygtige skuespil, der behager inkvisitionen … det er jo … hm … glimrende."

Han så tænksomt hen for sig, men blev så opmærksom på at han var kommet bort fra sin pointe. Han rømmede sig.

„Men vi kan ikke have at I går og stiller spørgsmål om hende til gud og hvermand, undskyld udtrykket. Det bringer såvel Sagen som hendes liv i fare."

De så uforstående på ham.

„Hvorfor må vi ikke spørge efter hende?"

„Hvilken sag?"

„Er hun i fare?"

El Gitano løftede afværgende hænderne op.

„Rolig, børn. I vil tidsnok få de svar I behøver. Resten skal I ikke tænke på," sagde han kryptisk. „Men I stopper med at tale om hende på offentlige steder, er I med?"

De nikkede. Og han nikkede myndigt tilbage.

„Godt. Så vil hun gerne se jer," sagde han. Han rømmede sig igen. „Inden for Sagen kalder vi hende señora Menti – men det er et hemmeligt navn! Forstået?!"

„Ja, ja," udbrød Laura. Hans kommanderende tonefald irriterede hende.

Han løftede et øjenbryn, men kommenterede ikke hendes mangel på respekt.

„Kom med," sagde han blot og åbnede døren ind til værelset ved siden af.

På en rød sofa af fløjl sad en korpulent, ældre dame med glat, sort hår og skinnende sorte øjne. Hendes øjenbryn var kulsorte og perfekt svungne, hvilket antydede at hun fik dem tegnet op af en dygtig kunstner med kul. Bag hende på væggen hang en slidt gobelin der forestillede en kvinde, som sikkert var Jomfru Maria i en blå kjole der talte med en hvid due. Damen selv var iført en blå kjole i samme farve, og hun havde et strikket sjal over skuldrene for at beskytte mod den fugtige kulde som stod i skarp kontrast til heden udenfor.

„I har søgt mig," sagde hun og så på dem enkeltvis. Der gik et sug gennem Zola da hun mødte den gamle dames blik. Hun mindede hende helt utroligt om en person hun havde mistet for ikke så længe siden. Hun slog blikket ned.

Der skete noget lignende med den gamle dame. Hendes blik var først lidt sløret, men da det fokuserede på Zola, betragtede hun hende overrasket fra top til tå. Stemmen skælvede da hun fortsatte.

„Hvad får jer til at tro at jeg kan hjælpe jer? Det her er ikke en fattigstiftelse. Ser I ikke at jeg knapt har penge til mig og mine?"

Blikket veg ikke fra Zola.

„Hvem er du?" spurgte den gamle endelig, ude af stand til at bekæmpe sin nysgerrighed længere.

Zola åbnede munden for at svare, men den gamle kom hende i forkøbet.

„Elvira, er det dig? Er du kommet tilbage?"