Kapitel 2

Semana Santa

Laura og David hoppede ned fra taget og fulgte efter Zola som spurtede af sted. De tre soldater kom buldrende efter. David og Zola var allerede langt foran Laura som forpustet forsøgte at hale ind på dem. Men hendes ben kunne snart ikke mere. De rystede, og manglen på mad og vand gjorde hende svimmel. Kun lyden af soldaterne bag sig fik hende til at fortsætte.

Zola og David drejede til venstre, og øjeblikket efter løb Laura også om hjørnet. Det var en stor, bred gade, og det vrimlede med mennesker. Hun kunne ikke se Zola og David nogen steder, men skyndte sig at glide i et med mængden. Der var tændt fakler og levende lys rundt om ved de mange borde som stod ude. Der blev solgt hæklede tæpper, broderede duge, keramik og farvestrålende tørklæder. Folk talte højlydt sammen. Laura skyndte sig videre og kom forbi byens domkirke. Da klokken faldt i slag, bøjede folk hovedet og foldede hænderne. Laura gjorde det samme og kiggede først op igen da det sidste klokkeslag var klinget af.

Folk havde allerede genoptaget deres gøremål. Hun gik videre uden at vide hvor hun skulle gå hen.

Hvor var de blevet af?

De tre soldater fra før kom gående lige forbi. Hun gik i panik og gjorde det dummeste hun kunne have gjort. Hun løb. Med ét var alles blikke rettet mod hende. Soldaterne satte efter. Hun var ved at falde over en kasse med blomster da hun drejede skarpt til højre op mod en lille plads.

Brostenene under hendes fødder var våde og hun var ved at glide. Hun kiggede nervøst bagud og da hun så frem igen, kunne hun se en flok børn som morede sig med at pumpe vand op fra brønden og kaste det efter hinanden. De kastede lidt efter hende, men holdt inde da de fik øje på soldaterne.

Herind Laura! kaldte David i hendes tanker. Drej til højre!

Hendes ben steppede ubeslutsomt fra side til side som om hun havde glemt hvor højre var, men i sidste sekund kom de i tanke om det. Hun snubleløb ned ad sidegaden og så sig hektisk omkring. Gaden var tom, men hun sprang ind i en baggård og gemte sig bag en tønde. Hun kæmpede for at få luft. Baggården virkede usædvanlig mørk. Lidt efter gik det op for hende hvorfor.

På tværs af den lille gård var der hængt tørresnore op side om side, og på hver af dem hang store klædestykker til tørre. De lugtede kemisk, og det dryppede med mørk væske fra dem. Der stod seks store trækar til venstre langs muren. De var fyldt med den mørke væske, men i halvmørket kunne hun ikke se hvad det var. Hun gættede på at det måtte være et farveri.

Soldatertramp. Råb. Laura listeløb ind og skjulte sig bag de lange rækker vasketøj.

„Hvor er hun?" pustede den ene soldat da de kom ind i gården.

„Jeg tror hun slap væk," sagde den anden.

„Lad det fare," sagde den tredje.

Den første tog ordet igen.

„Hvis vi fanger hende ville kromanden stryge os fra regningen," sagde den første, „det hørte I selv."

Laura forsøgte at trække vejret så stille som muligt, men brystkassen gik som en blæsebælg, og hun gispede sagte efter vejret.

„Hun er her et sted. Det må hun være."

„Måske hun gemmer sig derinde?" sagde den første igen.

De nærmede sig Lauras skjulested. Hun listede sig videre ned til den næste snorerække.

Se op.

Davids stemme i hendes hoved. Laura turde ikke røre sig. Mændene var tæt på nu.

Se op!

Denne gang var hun usikker på om han mon havde sagt det højt i stedet for kun at sende hende tanken.

Laura så op. På en svalegang nogle meter over jorden sad Zola og David og kiggede ud gennem rækværket. Laura smilede lettet, men vidste ikke hvordan hun skulle komme derop.

David pegede på et bjerg med sække som stod stablet i hjørnet af gården. Laura nikkede. Det var et forsøg værd. Langsomt og forsigtigt listede hun derhen.

„Ved Jesu sår! Lad os opgive det," sagde den ene soldat igen. Han var i snorerækken lige bag Laura. Hun sprang op på den første sæk og klatrede forsigtigt op på den næste og den næste. David listede sig hen ad svalegangen ned mod hjørnet hvor hun var. Han rakte armene ud mod hende.

„Jeg tjekker lige den sidste række," sagde soldaten som var mest ivrig.

Laura tog Davids hænder. Zola hjalp med at trække hende over rækværket og i sikkerhed. Hun landede med et lille bump.

„Hvad var det?" råbte en af soldaterne.

„Miav," sagde Zola med en kælen kattestemme der lød så ægte, at Laura kunne have kløet hende bag øret.

„Det var bare en satans kat!" råbte den tredje, „nu går jeg altså."

Soldaterne forlod baggården, og Laura trak for første gang vejret roligt igen.

Zola viste dem vej fra farverhuset over til et gammelt pakhus, som stod ved siden af. Den nederste etage blev brugt som opmagasinering, mens hele førstesalen var halvvejs styrtet sammen. Trappen derop var livsfarlig. Fra svalegangen kunne man dog komme ind gennem et ødelagt vindue. De gik balancegang over en mørnet loftsbjælke og hen over et gabende hul i gulvet.

Det var heldigt at solen for længst var gået ned, for mørket snød Lauras højdeskræk så hun ikke opdagede det dybe tomrum under dem. I den fjerneste ende af førstesalen var gulvet intakt. Her lå et par gamle tæpper. På en lille trækasse stod en hjemmelavet olielampe som bestod af en væge i en skåret kop med olie.

Zola tændte den, og et hyggeligt lys bredte sig i det store rum.

Hun havde sort, kruset hår og store, brune øjne. Håret var samlet i en knold i nakken, men pandehåret strittede uregerligt. Hendes hud var brun, og hendes næse buede en lille smule hvilket fik hende til at se lidt anderledes ud. Hun lignede ikke en spanier. Hun bar en lang, brun nederdel med et forklæde over. Under den mørkeblå kappe med den grove hætte bar hun en krøllet skjorte der var lidt for stor. David så nysgerrigt på hende, men Zola undgik hans blik. Hun pegede over på et leje af tæpper og halm bag ham.

„Der kan vi sove i nat," sagde hun dæmpet, „men først lidt at spise."

Hun smilede skævt og trak brødet og pølsen frem fra nederdelens store lommer, og hun delte maden i tre. Så rejste hun sig og gik hen til et gavlvindue. Der sad støv og et gardin af edderkoppespind i det. Laura fulgte Zola med øjnene og gøs da hun så spindelvævet. Zola hentede en lille potte med vand som havde stået under vinduet. Hun tog en stor slurk og rakte den til Laura.

„Det er regnvand," sagde hun, „der er hul i taget under vinduet."

Lauras hals brændte af tørst, og hun drak grådigt af lerpotten.

„Hey, gem lige noget," sagde David.

Hun rakte den videre.

Zola ristede sit pølsestykke over flammen, og David fulgte hendes eksempel.

„Det kan jeg sgu ikke vente på," sagde han da han havde ventet et par minutter. Han gav sig til at spise den kold.

„Bor du her?" spurgte Laura. Det lå ligesom i luften at hun ikke boede i et almindeligt hus med sine forældre. Men Zola rystede på hovedet.

„Det er ét af mine steder," sagde hun.

„Bliver din … altså din familie ikke nervøs for dig hvis du ikke kommer hjem?" spurgte David.

„Min mor er død af kolera," sagde hun hårdt, „så hun er nok ret ligeglad."

„Sorry," mumlede David og tog en bid af sin pølse.

„Det er jeg ked af at høre," sagde Laura forsigtigt, „men hvis du ikke bor her, hvor bor du så? Bor du alene?"

Zola sukkede. „Du spørger ret meget."

Laura så afventende på hende.

„Jeg bor sammen med en teatertrup ikke så langt herfra. Men vi har en aftale: Har du soldater i røven, sover du et andet sted så de ikke generer alle de andre."

„Hvor strengt!" udbrød Laura.

David så interesseret op.

„En teatertrup? Er du skuespiller? Hvor fedt! Hvilket stykke spiller I for tiden? Kan vi så komme med backstage?"

Laura himlede med øjnene.

„Helt ærligt, David, det spørger man da ikke om!"

„Hvorfor ikke?"

„Hvad er backstage?" spurgte Zola.

Laura sendte David et irriteret blik.

„David kunne godt tænke sig at komme med om bag scenen og møde skuespillerne."

„Det kan I da godt," nikkede Zola med et skævt smil.

„Cool!" sagde David, „er der nogle kendte skuespillere med?"

„Kendte?" fnøs Laura, „hvilke skuespillere kender du da herfra?"

David ignorerede hende og så bare beundrende på Zola.

„Ja da! Min onkel. Det er ham som skriver skuespillene."

De spiste videre i tavshed.

„Hvad med jer?" sagde Zola lidt efter. „Nu har I hørt om mig. Hvor bor I?"

Laura sukkede.

„Det er en lang historie. Men den korte version er at vi kommer fra et land højt mod nord som hedder Danmark."

Zola rynkede panden.

„Det har jeg aldrig hørt om."

„Det er fordi det er virkelig – og jeg mener, virkelig langt væk," sagde David.

„Det kan man godt se på jer," sagde Zola og fnisede, „jeg har aldrig set så hvide børn før. Ikke engang de kongelige. Pudrer I jer med mel eller hvad?"

„Hey, hey!" udbrød Laura fornærmet, „så slemt er det vel heller ikke!"

Zola spærrede øjnene op.

„Ville I da hellere være brune? Det kan du da ikke mene? I ser jo nærmest kongelige ud med den farve! Det må da åbne en masse døre for jer."

Zolas blik vandrede op mod hullet i taget, og hun så drømmende ud på halvmånen som var kommet frem bag en sky.

„Ja, og nogle af dem var desværre forkerte," mumlede David.

Laura børstede krummer af hænderne og tørrede dem af i bukserne. Så gav hun sig til at sno en tot hår rundt om pegefingeren.

„Øh … Zola …" begyndte hun.

„Ja."

„Altså, jeg ved godt det lyder lidt mærkeligt, men … kan du sige os hvilket årstal … det er?"

Hun holdt vejret. Zola kneb øjnene sammen og så mistænksomt på hende.

„Gør du grin med mig? Efter jeg lige har delt min mad med jer?"

David brød ind.

„Nej. Det gør hun ikke. Det er … lidt svært at forklare. Men vi … vi ved faktisk ikke selv hvilket årstal vi befinder os i."

Zola smilede til ham.

„Alle har sine hemmeligheder. Jeres er godt nok den mærkeligste jeg nogensinde er stødt på. Men, jo, vi befinder os i det Herrens år 1588, og kongen hedder Filip II hvis I gerne vil vide det."

Laura så forundret op.

„Hvad i alverden har det med noget at gøre?" spurgte David henvendt til Laura, „det giver jo ingen mening! Hvorfor skulle vi være landet her?!"

Laura rystede på hovedet. 1588. Hvorfor lige her? Hun forsøgte at komme i tanke om hvad der mon kunne være specielt ved netop dette årstal, men hun var blank. I stedet spurgte hun Zola: „De der optog, som går gennem gaderne … er det i nogen særlig anledning?"

Zola grinede.

„Nej, munkene elsker bare at skrabe knæene til blods og bære tunge ting. Det er deres tidsfordriv."

Laura så uforstående på hende.

„Er det rigtigt?"

Zola grinede endnu mere.

„Hvor langt ude på landet er du født, tía?"

Men da hverken David eller Laura forstod hvad hun grinede af, forklarede hun.

„Vi fejrer Semana Santa. Den hellige uge. Kongen går meget op i at fejre de kirkelige højtider, og den her er den vigtigste. Munkene bærer den hellige familie og helgenerne rundt for at ære dem. Og for at mærke Jesu lidelse på deres egen krop. Det er derfor de piner sig selv. De … hvad hedder det nu … angrer at vi engang slog Jesus ihjel."

David fulgte interesseret med, men der var noget han ikke kunne få til at passe.

„Jamen hvad siger sultanen dog til det? Han vil vel kun høre om Allah og Profeten …"

„Hvilken sultan?"

David åbnede munden, men lukkede den igen da Laura sendte ham et blik.

„Hvor længe varer den der Semana Santa?" spurgte Laura for at dreje samtalen ind på noget andet.

„Altså, i morgen er den helligste dag af dem alle. Det ved selv gadebørn. Det er den dag Jesus hang på korset. Ham har I vel hørt om?"

De nikkede.

„Så den varer indtil på mandag," sagde Zola, „men den store fest holdes allerede i morgen aften."

David så sigende på sin søster.

„Det er påske," hviskede han.

Men Laura hørte ikke efter. Hun var begyndt at massere tindingerne imens hun tænkte. Hun lignede en der forsøgte at presse en forklaring frem.

„Hvad tænkte du på da vi rejste hertil, David," spurgte hun endelig.

Zola så mystificeret på dem.

„Øh …" sagde han og forsøgte at genkalde sig situationen for nogle timer siden. De var trådt ind i et lille mørkt rum, men han havde følt sig utilpas. Hvorfor var det nu? Såret i mors skulder. Blodet. Pilen der stak ud. Som en nagle gennem Jesu hænder.

„Jesus," sagde han til sidst, „jeg tror, jeg kom til at tænke på Jesus."

„Det må være forklaringen," sagde Laura og pustede tungt ud.