Kapitel 24

Uvenner

Da Laura og Adele kom ud med maden, fløj maskinen allerede hen over græsmarken i en meters højde.

Wellington sad forrest og trak i to håndtag, mens Ahmed og David trampede af sted i pedalerne for at få vingerne til at bevæge sig op og ned. Maskinen fløj overraskende hurtigt, men det så ud til at koste passagererne ombord mange kræfter bare at holde den oppe.

De landede med tre bump, og Wellington sprang som den første ud af flyet med et elegant hop. Hans kinder brændte af ophidselse.

„Så De det, Miss Laura, så De det! Vi fløj!“

Laura nikkede og forsøgte at smile.

Da hun havde stået og smurt sandwicher sammen med Adele inde i køkkenet, forestillede hun sig en flyvetur lidt i stil med hendes første flyvetur fra Danmark til Spanien. Hun havde været lettet og samtidig begejstret over at den lange rejse varede så kort.

Wellingtons flyvemaskine var et totalt flop til sammenligning. Den kunne jo ikke engang løfte sig over trætoppene!

Ahmed og David kravlede også ned på græsset, og David sendte hende det dér blik som betød at Wellington var sindssyg.

„Vi kan desværre ikke flyve i aften,“ sagde Wellington forpustet da han var kommet helt hen til Laura og Adele. „Det er for farligt at flyve om natten når vi ikke kan se jorden under os.“

Det siger du ikke, tænkte Laura, men hun nøjedes med at nikke.

„Hvad er den hurtigste måde at sende en besked på?“ spurgte hun Ahmed da de efter aftensmaden sad i stuen og ventede på at det blev sent nok til at gå i seng.

Gid de kunne have sendt en sms eller en mail.

„Med kurer,“ sagde Ahmed uden tøven, „kongelig kurer. De er trænede i at ride langt uden søvn, og på kurerstationerne kan de skifte heste når de har redet én træt. På den måde kan de ride i galop over lange strækninger. Det forkorter nogle gange sendetiden med flere dage. Hvorfor?“

„Vi skal have sendt et brev til din far. Ved du hvor man kan finde sådan en kurer?“

Det vidste Wellington. Der var selvfølgelig én i Toledo by, men det var for sent at forsøge at få en kurer af sted med det i aften.

David og Laura hjalp hinanden med at formulere brevet:

Til sultanen Boabdil,

Vi er allerede i fuld gang med eftersøgningen af Visigotens Hjelm, og vi regner med at nå frem til den om få dage. Vi foreslår en byttehandel: hjelmen for vores forældres liv og frihed. Du kan svare på vores brev ved at sende et nyt til kurerstationen i Jaen. Vi tjekker henter det om nogle dage. Vi stoler på at du vil holde dit løfte, som vi holder vores.

Venlig Hilsen

David og Laura Reyes Andersen

„Hvad synes du, Ahmed?“ spurgte Laura da han havde læst det.

„Jeg ved ikke om det hjælper noget,“ sagde han ærligt, men fortrød da han så hendes ængstelige ansigt. „Eller … jeg tror da det er dét han gerne vil have jer til. Jeg kan tage det med ind på kurerstationen i morgen tidlig,“ fortsatte han. Han foldede brevet sammen og lagde det i lommen på sin skjorte.

David så uforstående på ham.

„Jamen, det har vi da ikke tid til, Ahmed. Vi flyver så snart det er lyst.“

Ahmed åndede tungt ud.

„Det ved jeg,“ sagde han.

Laura rynkede panden.

„Hvad mener du?“ spurgte hun. Der blev helt stille i stuen. Selv ikke Wellingtons selvtilfredse smaskelyde hørtes længere.

„Jeg kan ikke tage med,“ sagde han endelig.

„Hvad er det for noget pis?“ råbte David forarget. „Her har jeg knoklet røven ud af bukserne for dig inde i Toledo så du kunne få råd til et sværd, og så … så … skider du på at din egen far vil halshugge vores forældre!“

Røde pletter skød frem på Ahmeds brune kinder. Laura kunne genkende de små blussende advarsler der trådte frem i hans hud, når han blev rigtig vred.

„I har lovet at hjælpe mig med at få fat i Catalina! Det her er min chance! Hvis min far tager mig til fange, bliver hun gift med en anden!“ råbte han tilbage.

Laura protesterede heftigt.

„Det her handler om liv og død, Ahmed! Jeg fatter ikke hvordan du kan lade vores forældre i stikken for en pige du kun har mødt én enkelt gang!“

Hun kneb øjnene sammen og betragtede hans ansigt. Lige nu forstod hun ikke at hun nogensinde havde ment, at han var smuk! Hvad havde hun set i det bæst? Hans hjerne var jo fuldstændig fordrejet. Hun var på nippet til at give Boabdil ret i at han var skyld i at der var udbrudt krig.

David afbrød hendes tanker.

„Hvordan kan du være så … så fucking egoistisk?!“ råbte han og stemmen knækkede.

Ahmed trådte hen mod ham og tog ham i kraven.

„Ved I hvad, I to blegansigter? Jeg vil skide jeres forældre i munden! I fatter ingenting! Ikke en kamellort af noget som helst. Sådan et par forpulede vantro!“

Ahmed slap ham og skubbede ham hårdt i brystet. Davids øjne lynede, men han holdt sig tilbage.

Laura så på David, som om hun i hans øjne søgte et svar på hvad der skete.

Han vendte sig mod Ahmed. Anklagen brændte i hans blik. Men Ahmed havde ikke i sinde at lade sig beglo hele aftenen. Han trampede ned på sit værelse.

„Temperament som en maurisk madamme!“ mumlede Wellington, men ikke ret højt.

Kort efter hørte de Safira vrinske uden for huset da Ahmed satte i galop ind i skoven.