Kapitel 9

En fælles plan

De red i et jævnt tempo gennem skoven og sørgede for at holde sig fra hovedvejen. Der var ingen grund til at støde ind i flere mennesker end højst nødvendigt når de nu stadig befandt sig ret tæt på Granada.

Sidst på eftermiddagen gjorde de holdt ved et vandløb så hestene kunne drikke. De var trætte og sultne og gav sig til at græsse. Det så ikke ud til at de gad mere i dag. Og det kunne Laura egentlig godt forstå.

De blev enige om at slå lejr for natten.

Da de havde spist sad de ved bålet og stirrede ind i flammerne. David forsøgte at tænke sig frem til en løsning på deres problem: De skulle have fat i Den Gyldne Nøgle, så de kunne slippe ud af Al Andaluz. Men det vigtigste var at finde mor og far i live, og hvor skulle de begynde at lede?

Laura afbrød hans tanker. „Hvad er din plan egentlig, Ahmed?“

Hun så ham forsigtigt ind i øjnene. Det kildede i maven da han mødte hendes blik.

„Jeg må finde prinsesse Catalina og spørge hende personligt om hendes hjerte stadig længes efter mit. Hvis hun vil indgå ægteskab, vil jeg bede en imam om at vie os, og så stikker vi af. Der må findes et sted hvor en muslim kan leve med en kristen. Det må der!“

Hun nikkede og sukkede. Han var desværre stadig dødeligt forelsket i sin prinsesse.

„Hvad med jer? Hvordan vil jeres færd forme sig i henhold til at finde jeres forældre?“

David trak på skuldrene.

„Vi må vel prøve at nærme os en landsby og forhøre folk om de har set Boabdils karavane komme igennem byen med to hvide rådgivere. Og så vel bare følge i hælene på dem.“

Han syntes ikke selv planen lød vanvittigt god. Det var meget risikabelt at følge efter Boabdil. Og hvis folkene i den næste landsby endelig havde set karavanen, var det ikke sikkert at de turde sladre om det.

„Vi må vel tage det som det kommer,“ sagde Laura. „Finder vi først Boabdil og mor og far, må vi jo prøve at lægge en plan for hvordan vi får stjålet Den Gyldne Nøgle tilbage, så vi kan komme herfra.“

Ahmed sad lidt og spekulerede imens han ragede i ilden med en lang kæp.

„Ved I hvad?“ sagde han langsomt. „Jeg tror for resten slet ikke at min far rejser rundt med Den Gyldne Nøgle på sig.“

David og Laura så opmærksomt på ham.

„Hvorfor ikke?“ spurgte hun.

„Jeg er selvfølgelig ikke sikker … men enhver ved jo at det er farligt at rejse fra sted til sted. Især for en rigmand. Selvom selveste sultanen er beskyttet af soldater, så er han på vej ind i fjendens territorium hvis vi stadig holder fast i, at de rejser mod nord. Og i fjendeland kender min far hverken de kristnes soldater – eller endnu vigtigere: han kender ikke de lokale røverbander og deres angrebsmetoder.“

„Hvad er det for nogle røverbander du taler om?“ spurgte David usikkert. Dem havde han da ikke sagt noget om til Consuela.

„Der findes forskellige slags. Nogle er bare smuglere, mens andre er både smuglere og røvere. De kaldes Contrabandistas. De kan være meget farlige.“

David og Laura rykkede uvilkårligt lidt tættere på den tre år ældre Ahmed.

„Der går rygter om,“ fortsatte han, „at den værste af dem kalder sig Barbanegro på grund af sit sorte skæg. Han har en bande med omkring 30 medlemmer, og de røver og hærger langs de store handelsruter. Det er dødsensfarligt at falde i deres kløer. Især hvis man har meget guld med. Jo mere guld, jo flere døde, siger rygterne.“

Laura var glad for at de ikke havde så meget som en guldmønt på sig.

„Hvis Boabdil ikke har nøglen med, hvor er den så?“ spurgte David.

Ifølge Boabdils egen rådgiver, Yusuf el Sabio, som var den gamle, hvidhårede mand der havde været deres tolk da de var taget til fange i Alhambrapaladset, kunne man kun få adgang til Visigotens gyldne hjelm ved hjælp af den magiske nøgle.

Ahmed tænkte sig om.

„Hvis jeg var min far, ville jeg rejse på en måde som ikke vækker for megen opmærksomhed. Hvis han rejser i guldkaret med ti uniformerede soldater foran og bagved, er det ligesom at ride med et stort flag hvor der står: ’Det står jer frit for at røve mine rigdomme!’“

De grinede ad hans sjove måde at tale på, og Ahmed lo selv.

Han fortsatte: „Jeg tror at hans følge er lille og at han ikke har særlig mange penge med.“

Laura var også begyndt at rage i ilden med en gren. Hun sad mellem Ahmed og David. I flammerne forsøgte hun at forestille sig hvor smuk prinsesse Catalina egentlig var. Men de ansigter der dukkede op, var alle grimme.

„Men du svarede stadig ikke på Davids spørgsmål,“ sagde hun og så væk fra flammerne.

„Normalt opbevarer han alle sine værdier i skatkammeret i Alhambra,“ sagde Ahmed tænksomt, „så jeg vil tro at han også opbevarer nøglen der, indtil hans eftersøgning er overstået. Når han finder frem til gravkammeret, kan han sende et ekspresbud tilbage efter nøglen.“

Laura rejste sig og gik hen til Safira og fandt noget i sadeltasken. Det var en blok papir og en kuglepen som hun havde taget med fra Hotel California i Granada for så uendelig længe siden.

„Kan du vise os hvor det skatkammer befinder sig?“ spurgte hun idet hun forsøgte at tegne en skitse over Alhambra.

„Hvad er det for en underlig fjerpen?“ spurgte Ahmed, „og hvor er blækhuset?“

„Det er en kuglepen,“ sagde Laura irriteret. „Det er en genstand fra vores verden. Blækket er indeni.“

Hun lod Ahmed prøve den og han var vildt begejstret for at klikke spidsen ud og ind.

„Hvor er den bare … hvad er det nu du plejer at sige, David … cool! Gid jeg havde sådan én!“

Han legede videre med den, mens Laura utålmodigt så til.

„Du må få den hvis du viser os hvor det skatkammer ligger. Måske ved du også hvordan man kommer derind?“

Klik. Klik. Klik.

Ahmed holdt op med at klikke med kuglepennen og så på hende.

„Vil I bryde ind og stjæle nøglen?“ spurgte han.

David havde for længst gættet at det var hans søsters plan, så han sagde: „Hvad filan skal vi ellers gøre?“

Ahmed tænkte længe over deres vilde plan, før han svarede. Han var i tvivl om han skulle hjælpe dem eller ej. Det ville vanære hans far, det var der ingen tvivl om. Men på den anden side: havde hans far ikke også vanæret ham ved at nægte ham at gifte sig efter sit hjertes inderste ønske? Måske et lille indbrud ville være ham en lærestreg, tænkte Ahmed trodsigt.

Laura tegnede videre på sin skitse af Alhambra. Og David stirrede ind i flammerne imens de ventede på at prinsen skulle finde på et svar.

„Jeg vil hjælpe jer,“ sagde Ahmed endelig, „men på én betingelse: Hvis jeg hjælper jer med at få fat i Den Gyldne Nøgle og befri jeres forældre, så skal I hjælpe mig med at finde Catalina.“

„Klart nok,“ sagde David, som om det også var det han havde tænkt sig.

Laura gav Ahmed et kejtet kram. „Åh, tusind tak,“ sagde hun, „det er bare så sødt af dig!“

Resten af aftenen brugte de på at planlægge indbruddet i Alhambra. De prøvede at tage højde for alt hvad der kunne gå galt. Men det var svært. For Boabdils skatkammer var ikke et gæstfrit sted.