“Tror I …?” Miranda bremsede sig selv, men tog tilløb igen. “Tror I, at det kan være Matte som …” Hun afsluttede ikke sætningen, men så, at der ikke behøvedes mere. Et glimt blev tændt i øjnene på de andre.

“For fanden da, soleklart,” sagde Bernard, nu betydeligt mere munter. Han rettede sig op i sofaen og fortsatte ivrigt: “Soleklart at det må være Matte! Der har jo altid været noget galt med hans hoved. Og I så jo, hvordan han kastede sig over mig.”

“Men … han og Ruben stod jo hinanden ret nær,” protesterede Vivi. Hendes indvending blev verfet bort af Gustav, der også havde fået en feberagtig iver i øjnene.

“Måske netop derfor. Det gør det jo bare så meget mere sandsynligt, at Matte skulle dræbe ham. Hvem ved, hvordan hans hjerne kan have opfattet tingene? Bliver folk ikke oftest myrdet af deres nærmeste?”

Bernard og Gustav nikkede tilfredst til hinanden. Miranda så stadig lidt usikker ud. Hun virkede ikke lige så overbevist, selv om det var hende, som først havde luftet tanken.

“Men …” sagde hun og søgte opbakning hos sin mor, før hun fortsatte, “men … hvad skulle hans motiv være?”

“Penge, hævn, indbildte krænkelser – hvad ved jeg,” fnøs Bernard.

“Jeg ved snart ikke,” sagde Miranda og pillede ved en af sofapuderne. “Jeg ved snart ikke.”

“Men det gør jeg,” sagde Bernard og rejste sig. “Jeg går ind og taler med Lisettes politimand, så han får et klarere billede af, hvordan landet ligger. Og det skulle ikke forbavse mig, om han vil finde det højst interessant.”

“Men …” sagde Miranda igen og så ud til at have mere på tungen. Men Bernard var allerede på vej ud ad døren.

Hun ville ønske, at hun havde holdt sin mund. Egentlig kunne hun jo godt lide Matte. Og så galt var det da heller ikke med ham. Herregud, alle mennesker i hendes bekendtskabskreds havde haft et sammenbrud, og at gnaske Prozac og andre ting var næsten legitimt og definitivt ikke noget, man holdt hemmeligt. Tværtimod. Det var heller ikke så mærkeligt, at Matte var røget på Bernard. Hun elskede sin bror, men han kunne være ret provokerende. Han havde på en eller anden måde en usvigelig evne til at snuse sig frem til folks svage punkter, og så fandt han en slags pervers nydelse i at trykke på dem.

“Hvad vil Harald og Britten ikke sige, hvis de hører, at Bernard udpeger Matte som morder,” sagde Vivi ængsteligt og vred sig i sofaen.

“De kan sige, hvad fanden de vil,” sagde Gustav og drejede cognacglasset et par omgange til. “Matte er labil og åbenlyst aggressiv, og så ligger det jo ikke så fjernt at se ham som den mest sandsynlige kandidat.”

“Men morder …” sagde Vivi og så bønfaldende på Miranda.

“Jeg må holde med mor,” hørte Miranda til sin store forbavselse sig selv sige. Det var ikke ofte, at hun og Vivi var enige, men for en gangs skyld så de ud til at stå på samme side. “Ja, jeg ved godt, at det var mig, der såede kimen, men … nej, Matte som koldblodig morder … det virker ikke rigtigt …”

“Fruentimmere,” fnøs Gustav og tog en stor slurk af den gyldne drik, inden han fortsatte. “I er altså så godtroende. Hvordan tror I egentlig, at mordere ser ud? Ustyrlige bæster med stort skæg og en masse tatoveringer? Nej, jeg tror, at Matte er mere end kapabel til at dræbe nogen.” Han lænede sig tilfredst tilbage i lænestolen og så ud til at mene, at det sidste ord var sagt.

Miranda og Vivi udvekslede et indforstået blik. Det her var ikke godt. Slet ikke godt.

“Gjorde vi noget forkert?” sagde Britten lavmælt. Hun og Harald havde søgt tilflugt i spisesalen for at komme lidt væk fra de andre. Både Matte og Lisette var stormet op på deres værelser, Gustav og hans familie var inde i biblioteket og sad sikkert og godtede sig over opstandelsen, og ud af øjenkrogen så hun Martin Molin ude i køkkenet i samtale med værtsparret. Harald sad over for hende med en askegrå farve i ansigtet, der straks fik hende til at blive bekymret.

“Har du det godt?” sagde hun og lagde sin hånd over Haralds. Han smilede, et tilkæmpet og stramt smil.

“Du skal ikke være bekymret.”

“Det ved du godt, at jeg er under alle omstændigheder.”

“Ja, jeg ved det godt.” Harald smilede igen og flyttede sin hånd op oven på hendes, så han kunne klappe den med en gestus, der sikkert skulle virke beroligende. Det virkede ikke.

“Her kommer jeg med lidt kaffe. I skal bare tage.” Kerstin stillede en bakke med en termokande og kopper på bordet langs den ene langvæg, inden hun forsvandt ud i køkkenet igen.

“Vil du have noget?” Britten rejste sig og gik hen til termokanden. Hun fik et nik fra Harald og hældte to kopper kaffe op, sort til sig selv, mælk med to stykker sukker til Harald. I alle årene havde hun forsøgt at få ham til at holde op med at bruge sukker i kaffen, men havde til sidst måttet indse, at det var en kamp, som hun ville tabe.

“Du glemte vel ikke sukkeret?” Harald så bekymret ud, da hun stillede koppen foran ham.

Britten smilede. “Nej, elskede, jeg glemte ikke sukkeret.” Hvor kendte de dog hinanden godt.

Hun tog et par slurke kaffe og gentog så sit spørgsmål: “Gjorde vi noget forkert?”

“Med Matte mener du?” Harald rørte rundt i kaffen, så sukkeret blev opløst.

“Matte og Lisette. Hun har ret, ved du nok. Vi forsømte hende. Matte fik så meget opmærksomhed, og hun fik hele tiden at høre, at hun skulle være en dygtig pige og hjælpe til, at hun klarede sig selv. Det gjorde hun jo ikke … Klarede sig selv, altså. Og det gør hun stadig ikke.”

“Hvad skulle vi da have gjort?” sagde Harald træt og kørte hånden hen over ansigtet. “Matte krævede mere af os. Vi gjorde det jo så godt, vi kunne.”

“Men gjorde vi det?” sagde Britten. Øjnene var blanke. “Gjorde vi virkelig det? Kunne vi ikke have gjort os lidt mere umage? Forsøgt at være der for dem begge? Givet hende den tid og den opmærksomhed, hun fortjente. Nu er jeg bange for, at det er for sent.” En tåre løb ned ad kinden.

Harald så ned i sin kaffekop. Han rystede på hovedet. “Jeg kunne måske have forsøgt at arbejde lidt mindre …” sagde han, og det gik op for Britten, at det var første gang, hun havde hørt ham så meget som strejfe den tanke. Hun havde sagt det til ham så mange gange, nogle gange bønfaldende, andre i vrede. Men nu hvor han selv sagde det højt, gik det op for hende, at det aldrig ville være gået. Harald var måske ikke så rasende kompetent, det var en sandhed, der var gået op for hende for længe siden. Men han elskede at arbejde, og at arbejde hårdt. Han kendte ikke til andet og ville heller ikke have kunnet trives med andet. Så måske havde han ret. Måske havde de gjort det bedste, de kunne ud fra deres forudsætninger.

“Hvad gør vi nu?” sagde hun og lagde igen sin hånd over Haralds.

“Vi lader dem være lidt i fred. Senere, når vi er kommet væk herfra, må vi løse det på en eller anden måde. Det må løse sig.”

De drak deres kaffe i tavshed. Der var ikke så meget mere at sige.

Martin for sammen, da der igen lød et tordenbrag. Han havde altid været bange for tordenvejr. Pinligt når man var en voksen mand, men det var noget med det skarpe lys, der først lyste op i en grel, uhyggelig nuance og så denne venten … venten på braget, som man vidste, ville komme. Han talte inde i sig selv, da lynet lyste køkkenet op igen. En kasse øl, to kasser øl, tre kasser øl …

“Bang.” Martin for sammen. Bernard havde listet sig op bag ham og smilede det der uhyggelige smil igen.

“Undskyld, skræmte jeg dig?” Han grinede. Det rigtige tordenbrag kom, og det lød, som om det ikke længere var så tæt på.

“Nej da,” sagde Martin affærdigende.

“Hvornår er der frokost?” Bernard vendte sig om mod Kerstin og Börje, og det lykkedes ham at få det til at lyde, som om de var hans undersåtter.

“Om en halv time,” sagde Kerstin og vendte sig så om for at fortsætte arbejdet med maden.

“Godt, så kan vi nå at tale sammen.” Bernard nikkede til Martin, som modvilligt fulgte efter den høje, mørke mand ud af køkkenet. Hvor utiltalende Martin end oplevede ham, var han nødt til at erkende, at Bernard besad en stor portion pondus. Det var svært ikke at følge Bernard Liljecrona.

“Hvad drejer det sig om?” spurgte Martin i et forsøg på at generobre kommandoen.

Bernard kastede et blik hen mod Harald og Britten, der sad længst væk i spisesalen, og svarede ikke. Han gik med lange skridt hen mod det lille kontor, og et øjeblik troede Martin, at Bernard selv ville sætte sig bag skrivebordet og begynde at forhøre ham. Men heldigvis slog han sig ned i stolen foran skrivebordet og så opfordrende på Martin.

Mod sin vilje blev Martin nysgerrig. Han satte sig bag skrivebordet og hævede øjenbrynene for at give Bernard tegn til, at han kunne fremføre sit ærinde nu.

“Du så jo, hvad der skete.” Bernards stemme var tør og konstaterende.

“Du mener dit og Mattes skænderi?” sagde Martin og var nysgerrig efter at få at vide, hvor samtalen var på vej hen. Men han havde sine anelser.

“Ja. Du så jo, hvordan Matte overfaldt mig, ja, mere eller mindre fuldstændig uprovokeret.”

Martin spekulerede på, hvor uprovokeret det egentlig havde været, men han sad tavs og afventede fortsættelsen.

“Ja, altså, det her er ikke noget nyt. Matte har haft visse … problemer …” Bernard tav, men fortsatte så.

“Harald og Britten har gjort deres bedste for at holde det under kontrol, skjule det – og Ruben har også hjulpet til for den sags skyld. Men sandheden er, at Matte har været ustabil med et par ture inde på galeanstalten bag sig … Og ja … skulle jeg lede efter den mest sandsynlige morder i denne forsamling, så …” Han slog ud med hænderne.

Martin sukkede. Han havde håbet, at Bernard ville komme med noget mere værdifuldt. At Matte havde haft psykiske problemer, var ingen nyhed og ikke noget, der kunne bringe efterforskningen videre.

“Har du ikke noget mere konkret end det?” sagde Martin træt.

“Hvordan mere konkret! Han overfaldt mig! Forsøgte at kvæle mig! Kan det blive mere konkret end det! Det er jo for helvede et mordforsøg!”

“Nu synes jeg, at mordforsøg er et lidt stærkt ord i den sammenhæng. Og det knytter ham jo ikke sammen med Rubens død, vel? Desuden har I jo alle sammen sagt, at Ruben og Matte var dem, der stod hinanden nærmest. Hvilket motiv skulle han så have for at myrde ham?”

Der lød et tordenbrag udenfor, og både Bernard og Martin for sammen.

Bernard fnøs. “Motiv og motiv. Hvem ved, hvordan en syg hjerne fungerer? At de stod hinanden nær, gør det jo bare mere sandsynligt, ikke?”

“Hvad mener du?” sagde Martin, men havde ikke held med at lyde særlig entusiastisk.

“Jo, kærlighed bliver jo let vendt til had. En ustabil person som Matte kan let bilde sig ting ind, og hvem ved, hvad han kan have forestillet sig med hensyn til farfar.”

“Hmm … Jeg synes, det lyder lidt tyndt,” sagde Martin og rystede på hovedet. “Jeg har noteret det, du har sagt, men jeg har nok brug for lidt mere konkrete beviser, hvis du skal overbevise mig om, at jeg skal sætte Matte øverst på listen over mistænkte.”

“Ja, jeg har i hvert fald tænkt mig at indgive en formel anmeldelse, så snart vi kommer væk fra den her lorte ø, bare så du ved det. Han skal ikke slippe ustraffet fra at overfalde mig.” Bernard lænede sig frem og stirrede vredt på Martin.

“Tja, det er du jo i din fulde ret til,” sagde Martin og rejste sig som tegn på, at samtalen var slut.

Der lød endnu et tordenbrag udenfor, og denne gang virkede det, som om tordenvejret nærmede sig igen.

Frokosten blev indtaget i tavshed. Lisette var kommet surmulende ned fra værelset igen, men Matte glimrede stadig ved sit fravær. Den mad, som Kerstin og Börje havde stillet frem, var lækker og veltilberedt, men ingen så rigtig ud til at kunne nyde den.

Martin spekulerede på, hvad Harald og Britten ville sige, hvis de vidste, at Bernard havde forsøgt at udpege deres søn som morder. Men det var ikke noget, han havde tænkt sig at informere dem om. Han skævede til Lisette, der sad ved siden af ham og stædigt blev ved med at stirre ned i tallerknen. Hun havde ikke vekslet et eneste ord med ham, siden hun kom ned, og han indså endnu en gang, at de havde passeret det punkt, hvor tingene kunne repareres. Hvilket han for øvrigt slet ikke havde lyst til. Når bare de kom herfra, ville det passe ham udmærket, at de aldrig sås igen. Men indtil da måtte han nok regne med, at der ville være koldt luft imellem dem.

“Har nogen af jer talt med Matte?” sagde han lavmælt til Harald og Britten, der sad over for ham og Lisette. Begge rystede samtidigt på hovedet.

“Nej,” sagde Britten til sidst og skævede til Harald. “Vi har ladet ham være i fred. Han plejer at falde til ro efter et stykke tid, hvis han bare får lov at være alene.”

“Vi skulle måske gå op og se til ham?” sagde Harald dæmpet.

“Nej, vi lader ham være,” sagde Britten, men lød ikke helt overbevist. Harald insisterede dog ikke, og de fortsatte med at spise i tavshed. Det eneste, man kunne høre, var bestikkets klirren mod porcelænet.

Martin mærkede panikken brede sig. Der var ikke noget, han hellere ville end komme væk fra det her hus, den her ø. Frem for alt så han frem til at få hjælp med efterforskningen af nogle mere erfarne folk, der ville kunne se, hvordan man kom videre, finde veje han selv havde overset. For øjeblikket havde han absolut ingen anelse om, hvem der kunne have myrdet den gamle mand. Han var ikke blevet spor klogere, end han havde været et døgn tidligere, og han var alvorligt begyndt at tvivle på sin egen kompetence.

“Jeg må vist hellere få mig en lille middagslur efter maden,” sagde Harald og klappede sig på den omfangsrige mave.

“Ja, det ville nok være en god idé,” sagde Martin og kvalte et gab. Der var noget ved den trykkede stemning i huset i kombination med al den mad og drikke, som gjorde, at han blev utrolig træt. Han havde ellers allerede sovet en time.

“Jeg går op og lægger mig,” sagde han til Lisette og rejste sig. Hun mumlede bare til svar og nægtede stadig at se på ham.

Lidt senere, da han lå på sengen på værelset, hørte han, hvordan den ene dør efter den anden blev lukket. De fleste af de andre havde åbenbart fulgt hans eksempel. Det sidste, han hørte, inden søvnen tog over, var tordenvejrets buldren udenfor.

Britten vågnede med en følelse af, at noget ikke stod rigtigt til. Hun forsøgte at ryste ubehaget af sig. Måske havde hun drømt noget? Men følelsen forsvandt ikke. Der var noget galt. Hun satte sig op og lyttede. Det eneste, hun kunne høre, var Haralds snorken ved siden af hende i dobbeltsengen og tordenvejret udenfor. Hun havde aldrig kendt magen til uvejr. Indimellem havde der været tegn på, at det var ved at aftage, men det vendte stædigt tilbage med fornyet kraft. Hun troede, at det var et tordenbrag, der havde vækket hende. Men hun var ikke sikker. Det føltes, som om det var noget andet …

Hun lagde sig ned og forsøgte at lukke øjnene. Men søvnen havde definitivt forladt hende. Hun satte sig op.

Harald udstødte et snork og vendte sig om på siden. Der fandtes ikke det uvejr, som kunne vække ham, når han først sov. Hun svingede benene ud over sengekanten og satte fødderne på gulvet. Hun havde strømper på, men mærkede gennem dem, hvor koldt gulvet var blevet.

Bekymringen for Matte satte ind for fuld styrke, og hun blev nærmest utilpas. At den aldrig holdt op. Denne bekymring for børnene. Den, der begyndte på fødegangen og siden fortsatte i al evighed. Hvad, Lisette ikke forstod, var, at Britten var lige så bekymret for hende som for Matte. Og elskede hende præcis lige så meget. Men det var ikke kommet så tydeligt til udtryk. Matte havde krævet så meget mere aktiv handling end Lisette. Så mange flere praktiske foranstaltninger.

Britten sukkede, rejste sig op og trak en trøje over hovedet. Hun hørte ingen tegn på, at andre bevægede sig rundt i huset nu. Der var næsten uhyggeligt stille.

Hun gik langsomt hen mod døren, usikker på, hvad hun skulle gøre. Lisette havde lagt sig på sofaen i biblioteket, og hun ville ikke vække hende. Orkede ikke at tage en diskussion med hende lige nu. Ikke når hun følte dette ubehag i kroppen.

Da hun var kommet ud på gangen, vidste hun, hvor hun skulle gå hen. Hun var nødt til at gå ind og se til Matte. Om han sov, bare stryge ham over håret, som da han var lille. Hvis han var vågen, snakke lidt med ham, forsikre sig om at han havde det godt.

Hun trykkede forsigtigt dørhåndtaget ned til hans værelse. Hun skulle måske have banket på først, men hun håbede næsten, at han sov. Britten ville sidde på hans sengekant, se på hans fredfyldte, sovende skikkelse, se hvordan alle de ansigter, der var kommet og gået gennem årene, afspejlede sig i hans voksne ansigt. Matte som baby, som videbegærlig femårig, som nysgerrig tiårig, som mut teenager.

Hun slog forsigtigt døren op og trådte ind. Så kom skriget.

Vivi kunne ikke sove. Hun havde ligget og stirret op i loftet i næsten en time. Gustav var som sædvanlig faldet i søvn på et øjeblik. Sådan var det altid. Han sov med det samme, og hun lå vågen time efter time og stirrede ud i mørket. Egentlig var det slet ikke meningen, at hun skulle have lagt sig efter frokosten, men alle andre var forsvundet, så hun havde ikke haft det store valg.

Nogle bevægede sig rundt ude på gangen. Hun rejste sig op på albuerne for at komme en anelse op, så hun bedre kunne lytte, og hørte et øjeblik efter en dør, som blev åbnet. Skriget, der fulgte, lød ikke menneskeligt. Det lød som et dyr, der hylede i smerte, og chokket fik hendes hjerte til at slå hurtigt som en kolibrivinge i brystkassen.

“Hva’, hvad fanden?” Gustav satte sig søvndrukkent op og stirrede med opspærrede øjne rundt i værelset. “Hvad fanden sker der?” gentog han, nu noget mere artikuleret.

“Jeg ved det ikke,” sagde Vivi, der allerede var ude af sengen. Hun trak i en morgenkåbe, som hun havde hængt på sengegavlen, og bandt bæltet. Skriget fortsatte, det steg og sank, men blev indimellem afbrudt af hulkende snøft.

Vivi åbnede døren og skyndte sig ud på gangen, tæt fulgt af Gustav i den bare undertrøje og boxershorts. Overalt gik dørene op, og de andre kom ud med de samme søvndrukne ansigter.

“Hvad sker der?” sagde Harald og kom hen imod dem. I samme øjeblik rettede han blikket mod Mattes værelse og indså, at lyden kom derfra. I et skridt var han henne ved døren, flåede den op på vid gab og stoppede lamslået op. På gulvet sad hans kone med Mattes hoved i skødet. Hun vuggede frem og tilbage og skreg uafbrudt. Hendes skød var tilsølet af blod, og hænderne, der holdt om Mattes hoved, ligeså. Blodet kom fra et stort hul i brystet. Vivi kunne først ikke tage blikket fra hullet, fra blodet, som hun stod der bag Harald i dør åbningen. Han svajede frem og tilbage i stumt chok. Vivi flyttede blikket opad. Mattes øjne var åbne, og hun hørte mere end oplevede, hvordan hun udstødte et gisp. Matte stirrede direkte på hende, og hun troede først, at han levede. Men så indså hun, at der ikke var noget bag blikket. Bare død. Mangel på liv.

Harald tog nogle skridt ind i værelset og faldt på knæ ved siden af sin kone. Han snøftede og strøg klodset Mattes arm som for at forsikre sig om, at det ikke bare var en ond drøm. Han forsøgte at lægge en arm om Britten, men hun rystede den af sig og fortsatte med at vugge, mens hun udstødte en lyd, der skar gennem marv og ben. Vivi gøs. Hun kunne ikke rigtigt tage det ind, der udspillede sig foran hende.

Nogen forsøgte at mase sig forbi hende. Det var Martin Molin.

“Hvad er der sket?” Spørgsmålet blev stillet for tredje gang på kort tid, så stoppede han også op midt i et skridt. Han fattede sig dog hurtigt igen og faldt på knæ ved siden af den døde. Denne gang behøvede han ikke at mærke efter pulsen. Der var ingen tvivl om, at Matte ikke længere levede.

“Han er blevet skudt,” konstaterede han, og det var, som om alle først nu forstod, hvad hullet i brystet betød. Der lød et gisp. Det var Miranda, som var kommet hen og havde stillet sig ved siden af Vivi og sammen med hende stirrede ind i værelset.

“Er der nogen, som har hørt skuddet?” sagde han. Ingen sagde noget. Til sidst kom der hovedrysten til svar.

“Hvordan er det muligt?” hørte Vivi sig selv sige. “Burde vi ikke have hørt et skud?”

“Tordenvejret,” sagde Miranda ved siden af hende. “Skuddet må være blevet overdøvet af tordenvejret.”

Martin nikkede. “Det lyder sandsynligt. Hvis skuddet blev affyret på samme tidspunkt som et af de ordentligt tordenbrag, overdøvede braget garanteret pistolskuddet.”

“Hvor er pistolen?” Miranda igen. Vivi kunne mærke, hvordan hun rystede, som de stod der skulder ved skulder. Hun rykkede sig et par centimeter væk, så de ikke længere strejfede hinanden, og trak morgenkåben tættere omkring kroppen. Hun var ikke engang i stand til at se på Miranda.

Martin så rundt i værelset. Han løftede op i sengetæppet og så ind under sengen, men der var ingenting. Han rejste sig og kiggede ind i den pejs, der var i værelset, men der lå kun forkullede træstykker. Ingen pistol nogen steder.

“Morderen må have taget den med,” sagde han til sidst. “Den er i hvert fald ikke her i værelset.” Han fortsatte: “Jeg vil gerne bede jer alle sammen om at holde jer uden for værelset.”

Alle dem, der stod i døråbningen, bakkede et skridt tilbage. Harald og Britten blev siddende. Britten jamrede nu, en lyd, som var næsten mere hjerteskærende end skrigene.

Martin satte sig på hug ved siden af Britten og talte roligt og tydeligt til hende som til et barn.

“Jeg er nødt til at se på, hvad der er sket her. Kan I lade mig være alene med Matte et lillebitte øjeblik?”

Han lagde hånden på Brittens skulder. Hun rystede den ikke af. Martin ventede på hende, mens hun fortsatte med at vugge Mattes hoved i sit skød endnu et stykke tid. Så stoppede hun op midt i bevægelsen, lagde forsigtigt hans hoved ned på gulvet og rejste sig. Hun vaklede og var lige ved at falde, men Harald greb hende. Efter et blik på Martin over konens hoved, lagde han armene rundt om hende og førte hende forsigtigt ud af værelset.

“Så, så, lille skat. Nu lader vi Martin gøre sit arbejde. Så. Så.”

Familiemedlemmerne ude på gangen flyttede sig for at lade dem komme forbi. Harald så ikke på dem, da han førte Britten af sted og ned ad trappen. Alle stod først som naglet til jorden, men fulgte så efter dem. Billedet af Brittens blodige hænder sad stadig fast på nethinden hos dem alle.

Da han blev alene inde på værelset, så Martin sig omkring igen. Denne gang lidt nøjere. Han vidste godt, at han under mere normale omstændigheder ville blive nærmest lynchet af kollegaerne, hvis han tram-pede rundt på et gerningssted på den her måde. Men ekstraordinære omstændigheder krævede ekstraordinære foranstaltninger. Han havde ganske enkelt ikke andet valg end selv at forsøge at finde det, der var at finde.

Han begyndte med at kravle rundt nede på gulvet, langsomt, centimeter for centimeter. Hele tiden søgte blikket efter noget, hvad som helst, der kunne fange hans interesse. Men gulvet var rent. Han løftede igen op i sengetæppet for at se ind under sengen, men der var lige så rent der. Matte så ud til at have været et menneske med ordenssans. To par sko stod nydeligt opstillet henne ved døren ind til værelset, og alt tøjet var blevet lagt ind i skabet, der stod langs den ene langvæg.

Han vendte sig et hundrede og firs grader og foretog den samme omhyggelige inspektion af den del af værelset med ansigtet helt nede ved gulvet for at kunne opdage den mindste partikel. Først fandt han heller ikke der noget interessant, men efter at have flyttet blikket en smule til venstre fik han øje på noget, som lå og blinkede under natbordet. Han kravlede derhen og stak armen ind under bordet. Hånden fik fat i noget hårdt og koldt. Det var en mobiltelefon. En af de flotte modeller noterede han sig. Han mente at have set endnu en mobiltelefon et sted i værelset, og et blik over på natbordet bekræftede det. En betydelig mere slidt og billig model var efterladt der, og Martin gættede på, at det var den telefon, som var Mattes. Hvem den anden tilhørte, stod tilbage at opklare.

Han lagde den blanke telefon ved siden af Mattes på natbordet og forsatte med at lede. Men gulvet gav ikke mere. I stedet rettede han opmærksomheden mod liget på gulvet. Han gøs først lidt, da han rørte ved Matte. Det her havde sandelig udviklet sig til et lynkursus i at håndtere lig. Han så først på såret i brystet. Ikke ligefrem hans specialområde, men der var meget sort omkring såret, og han var ganske sikker på, at pistolen var blevet affyret på klods hold. Han vendte forsigtigt Matte om og kunne konstatere, at kuglen så ud til at være gået direkte gennem kroppen. Forsigtigt lagde han Matte tilbage på ryggen og rejste sig op. Han så sig forskende om i værelset. At dømme ud fra, hvordan Matte lå, burde det være muligt at finde kuglen et sted i retning af døren. Han lukkede døren, der stadig stod åben. Jo, der sad kuglen. Kilet ind i træet. Dog ikke særlig langt inde. Den måtte have taget farten meget af gennem Mattes krop. Martin rørte den ikke. Teknikerne måtte tage sig af den, når de kom.

Han gik længere ind i værelset igen med rynkede øjenbryn. En ting var underligt. Han havde lagt mærke til det før, men ikke rigtigt reflekteret over det. Martin satte sig på hug. Fint stenstøv og nogle lidt større stykker lå på gulvet foran pejsen. Han rejste sig op. Pejsehylden havde fået et ordentligt hak på midten. Hvis han ikke havde set, at kuglen sad i døren, ville han have troet, at den var årsag til skaden. Men det var umuligt. Matte havde et skudhul, ingen spor af endnu et skud var at se nogen steder. Skaden på pejsen måtte være forårsaget af noget andet. Men ingen andre tegn tydede på, at der var gået et slagsmål forud for skuddet. Alt andet var i pæn orden. Det eneste, der forstyrrede, var netop dette, en skade på pejsehylden og en bunke stenstøv på gulvet. Mærkeligt. Men på den anden side kunne skaden jo være kommet, inden Matte blev myrdet. Martin sukkede. Det var helt håbløst. Hvis han bare havde haft Patrik Hedström at diskutere med. Alene følte han sig fuldkommen på herrens mark.

Han bakkede ud af værelset. Der var ikke andet at hente der. Nu var det vigtigt at få lagt Matte ned i kølerummet, midlertidigt stedt til hvile sammen med sin farfar. Og han så ikke frem til at være nødt til at bede om hjælp til den opgave.

Lisette sov uroligt. Sofaen var egentlig magelig nok, men mørke drømme forstyrrede hele tiden hvilen. Hun havde sat ørepropper i for ikke at blive forstyrret af stormen udenfor, men den stilhed, de bevirkede, gav i stedet plads til for mange tanker, for meget ængstelse.

Drømmene jagede hende. Ansigter, der smeltede sammen. Ruben, som blev til Bernard, som blev til Matte. Anklagende øjne. Fortvivlede øjne. Øjne, der blev rettet mod hende i vrede eller had. Bag øjenlågene bevægede hendes øjne sig uroligt. Noget trængte igennem ørepropperne, en lyd udefra. Skrig af smerte, af fortvivlelse. Men grænsen mellem virkelighed og drøm var udflydende, og skriget blev en del af drømmen. Det passede godt til øjnene, der fulgte hende i drømmen.

På trods af drømmene kæmpede hun for at blive hængende i søvnen. Virkeligheden var ikke så meget bedre, ikke så meget at vågne op til. Men søvnen var allerede begyndt at forlade hende, da hun mærkede en hånd på sin skulder. Søvndrukkent så hun op. Hun så sin fars ansigt. Men det var så forvredet, at hun knap nok kunne genkende ham. Hun satte sig ret op og ned.

“Hvad er der far?” Hun vidste instinktivt, at noget var galt. Helt galt. Erindringen om skriget i drømmen, der på en eller andet måde havde virket, som om det var virkeligt, trængte sig på. Hun tog ham hårdt i armen.

“Fortæl, hvad er det?” Først nu gik det op for hende, at biblioteket var fuldt af mennesker. Alle var der. Hun så sin mor, der var faldet sammen i en af lænestolene, og panikken satte ind. Hun hang ved Haralds arm, da han satte sig tungt ned ved siden af hende. “Men hvad er der sket?” Hun så på de andre, og det begyndte langsomt at gå op for hende. Alle var der. Alle bortset fra …

“Matte!” skreg hun. “Hvor er Matte?” Hun gjorde mine til at rejse sig, men hendes far holdt hende tilbage og lagde armene omkring hende. Gestussen var ment både som trøst og som en hindring.

“Der er sket noget … forfærdeligt, Lisette.” Hans stemme knækkede, og Lisette tænkte, at det var første gang, hun så sin far græde. Bare dét var nok til, at alle alarmklokkerne begyndte at kime.

“Hvor er Matte?” gentog hun, men med spinkel og livløs stemme. Hun vidste det allerede. Det stod skrevet i alles ansigter.

“Matte er død,” sagde Harald og bekræftede det, hendes hjerne allerede var begyndt at kæmpe med at forstå.

Hun begyndte at snøfte, stadig med en mærkelig fornemmelse af at befinde sig i drømmen. Det her kunne da ikke ske. Ikke Matte. Al den bitterhed, som hun havde følt imod ham, løb ud af hende og forsvandt, som om den aldrig havde været der.

“Hvordan det?” sagde hun og bemærkede, at hendes hænder rystede ukontrolleret.

“Han er blevet skudt,” sagde Harald og lagde sine store, varme hænder over hendes.

“Hvem?” fortsatte hun i et forsøg på at formulere de spørgsmål, der tumlede rundt inde i hendes hoved.

“Vi ved det ikke …” Harald strøg sig over øjnene med sin frie hånd. Lisette indså med ét, hvilken tilstand hendes mor måtte befinde sig og kastede sig hen mod Britten. Hun lagde hovedet i hendes skød og græd, mens hun klappede hendes hænder. Britten var holdt op med at græde og skrige og så ud til at være i chok. Hun stirrede stift frem for sig og strøg bare fraværende Lisette over håret.

“Jeg har brug for hjælp,” lød pludselig Martins stemme henne fra døråbningen. Han var grå i ansigtet og undgik at se på Britten, som om hendes smerte var for meget at bære for ham. Det tog nogle sekunder, inden de andre forstod, hvad han mente. Så rejste Harald sig først af alle. Gustav tog et skridt frem mod sin bror og lagde en hånd på hans skulder. Bevægelsen så kejtet og uvant ud, men samtidig fuld af medfølelse.

“Vi skal nok klare det her, Harald. Bliv hos din familie.” Gustav nikkede til Bernard, der langsomt nikkede tilbage og fulg te med Martin. Gustav lukkede døren om hyggeligt efter dem. Der var ingen grund til, at de fik det at se, der nu måtte gøres.

“Hvad sker der?” Brittens stemme lød fjern og fraværende.

Lisette tog sin mors hænder mellem sine.

“Det skal du ikke tage dig af nu, mor.”

“Flytter de Matte? Hvor lægger de ham hen? Jeg må give ham et tæppe på, så han ikke fryser.” Britten gjorde mine til at rejse sig. Forsigtigt skubbede Lisette hende tilbage i lænestolen.

“De skal nok tage sig af ham, mor. Det lover jeg. Du kan ikke gøre mere.”

“Men …”

“Schh …” Lisette masede sig ned ved siden af sin mor i den store lænestol. Hun lagde armene omkring hende og vuggede hende som et barn. Det føltes, som om nogen havde stukket sin hånd ind i hendes krop og flået hjertet ud af brystet på hende. Men det var hun nødt til at fortrænge lige nu. Hendes mor havde mere brug for hende.

Uden for den lukkede dør hørte de tunge skridt på trappen. På vej nedad. De lyttede alle tavst til lyden af tre par fødder, der forsvandt.

Da de kom ud i køkkenet, gik det op for Martin, at værtsparret stadig ikke vidste, hvad der var sket. Men køkkenet var tomt, og der var ingen spor af dem, så de måtte være gået glip af hele opstandelsen. De ville snart finde ud af det. Men først måtte de have Mattes krop ind i kølerummet. Martin gik forrest, men havde held med at få en hånd fri, så han kunne åbne hængelåsen og døren til kølerummet. Han skuttede sig ved det voldsomme temperaturdyk, men bakkede ind i rummet. Han så sig om efter noget at lægge Matte på og indså, at det eneste, der var til rådighed, var kummefryseren. At lægge ham direkte på gulvet virkede ikke som et godt alternativ.

“Vi må lægge ham på fryseren indtil videre, så må vi hente et bord fra spisesalen.”

Bernard og Gustav nikkede bare. Forsigtigt fik de bugseret sig rundt om Ruben, og de undgik alle tre at se på ham. De lagde Matte oven på kummefryseren og skyndte sig så ud for at hente bordet. Ingen ville blive derinde længere end nødvendigt.

Nogle minutter senere havde de fået Matte op på et bord ved siden af sin farfar. To mænd fra familien Liljecrona, der begge havde lidt en voldsom død. Nogen i dette hus var morder. Nogen havde myrdet Matte og hans farfar, og Martin måtte indrømme, at han i dette øjeblik ikke havde den fjerneste anelse om hvem. Tanken var lammende.

De tre mænd blev stående ude i køkkenet. Ingen orkede rigtigt at blive konfronteret med den samlede sorg inde i biblioteket. I stedet hældte de hver en kop kaffe op fra kaffemaskinen og nippede til den i tavshed.

“Ved I, om nogen i familien ejer en pistol? Har nogen af jer en?” spurgte Martin, og det lød mere brysk, end han havde ment. Men det var jo også et spørgsmål, som var svært at pakke ind.

Et øjebliks trykkende tavshed fulgte, mens Bernard og Gustav udvekslede et langt blik. Til sidst tog Gustav ordet.

“Min far havde altid en med sig. Det begyndte han på efter det der kidnapningsforsøg for femten år siden.”

Netop. Et lille stykke glemt information faldt på plads i Martins hjerne. Den østeuropæiske mafia havde gjort et mislykket forsøg på at kidnappe Ruben Liljecrona. Men politiet havde fået nys om planerne og lå parat, da kidnapningen skulle gennemføres. Det havde været spiseseddelstof flere uger frem.

“Han følte sig aldrig rigtig sikker efter det,” forsatte Gustav. “Så han anskaffede en pistol, som han altid havde i nærheden.”

“Hvordan fik han tilladelse?” spurgte Martin, men indså netop, som han stillede spørgsmålet, hvor naivt det var.

Bernard fnøs som bekræftelse. “Han var da ligeglad med en skide våbentilladelse. Det var ikke noget problem at skaffe en pistol.”

“Hvor mange kendte til, at Ruben havde et våben med, og hvor han opbevarede det?”

“Alle her i hvert fald,” sagde Bernard i samme foragtelige tonefald, der havde fået Martin til at rejse børster lige fra begyndelsen. “Der er ingen i familien, som ikke vidste, at Ruben altid var bevæbnet, og at han havde den i sin dokumentmappe i et særligt rum.”

“Og det var der ingen, som kom i tanke om at informere mig om?” sagde Martin ophidset. “Vi har et mord, en morder, som det endnu ikke er lykkedes os at identificere, vi sidder fast her, og I synes ikke, at det er grund nok til at informere mig om, at der befinder sig en pistol i huset?” Han var så vred, at han dirrede.

“Vi … vi tænkte nok ikke på det …” sagde Gustav nervøst. “Vi har jo alle sammen vidst det så længe, at vi nok ikke tænkte på det …” Hans blik blev draget mod døren ind til kølerummet, og Martin håbede, at han tænkte det samme, som han selv. Havde de bare gjort sig den anstrengelse at fortælle ham om pistolen, så havde Matte måske ikke behøvet at ligge derinde.

“Jeg går op og ser efter,” sagde Martin og stillede kaffekoppen fra sig på køkkenbordet med et smæld. På vej op ad trapperne bandede han ved sig selv. At han ikke havde nået at undersøge Rubens værelse tidligere! Men vidneforklaringerne havde virket vigtigere. Rubens værelse var det første på højre hånd, og han trådte forsigtigt indenfor. Det var det største og fineste værelse i huset, men det var måske kun ret og rimeligt, da det jo var Ruben, som betalte hele gildet. En himmelseng tronede midt i værelset. Den var stadig redt. Ruben havde jo aldrig fået lejlighed til at ligge i den. En stor kuffert lå med åbent låg og udstillede nydelige bunker af tøj. Der lå en bog på natbordet. Martin vendte den nysgerrigt om for at se, hvilken lekture Ruben havde haft tænkt sig at gå i krig med. Sherlock Holmes Eventyr. Han smilede skævt. Virkede … passende til lejligheden. Martin ønskede bare, at han havde haft en brøkdel af Sherlocks snilde og evne til at løse tilsyneladende uløselige mysterier.

Han satte sig på hug ved kufferten og begyndte forsigtigt at løfte indholdet ud. Skjorter, lammeuldstrøjer, bukser og undertøj. Her var skiftetøj til to uger og ikke en weekend. Men selvfølgelig, slipper man for selv at bære, kan man jo bare proppe i, tænkte Martin. Ikke andet end tøj havde fyldt kufferten, og Martin mærkede efter med hænderne nede i den nu tilsyneladende tomme kuffert. Ingen pistol. Lige så forsigtigt som han havde løftet det hele ud, lagde han nu bunkerne tilbage igen. Han så sig undersøgende om. En dokumentmappe stod lænet op ad natbordet, og han mærkede, hvordan et spinkelt håb blev tændt. Han satte sig på sengen og lagde mappen ved siden af. Der var en fircifret kodelås på mappen. Men låsen var ikke ordentligt lukket, så han kunne nemt åbne den. Et tykt bundt papirer og nogle plasticmapper var det første han så, og lige så forsigtigt, som han havde løftet tøjbunkerne ud af kufferten, tog han nu dokumenterne op og lagde dem på sengen. Mappen var nu tom. Ingen pistol. Han mærkede alligevel efter med hånden og fik fat i et blødt stykke stof. Det havde samme farve som mappens for, og det var derfor, han først ikke havde set det. Han viklede det op og tænkte, at han med største sandsynlighed så på et stykke stof, som var blevet brugt til at pakke en pistol ind i. Den havde altså ligget der, og nu var den væk. Med tomt blik stirrede Martin frem for sig, mens tankerne for rundt. Rubens pistol var væk, og man behøvede ikke at være geni for at regne ud, at det formentlig var den, som var blevet brugt til at skyde Matte med.

Efter at have lagt tøjstykket tilbage i bunden af mappen begyndte han at gennemgå dokumentbunken i håb om, at noget ville vække hans interesse. Men der var intet, som selv langt ude virkede til at være forbundet med de to mord. Et referat af et bestyrelsesmøde, en økonomirapport, en risikoanalyse af en foreslået investering. Martin sukkede, lagde papirerne tilbage og blev siddende på sengen lidt, mens tankerne arbejdede. Nogen var gået ind på Rubens værelse og havde hentet hans pistol. En der kendte til, at han havde den og vidste, hvor han opbevarede den, hvilket formentlig indbefattede hele familien Liljecrona. Endnu et suk. Han kviede sig ved at gå ned igen og møde sorgen, der hang i luften, kviede sig ved at tage det ansvar, der hvilede alt for tungt på hans skuldre. Så rejste han sig. Kunne lige så godt komme i gang, her kunne han ikke blive ved med at sidde.

Miranda trådte netop ud i hallen, som hoveddøren blev åbnet. Det susede ind med kold luft og sne, og hun skuttede sig. Kerstin og Börje var pakket godt ind og stampede med fødderne, inden de trådte indenfor, for at få snekagerne af støvlerne.

“Brrr, det er sørme råt derude!” sagde Börje og trak vanterne af. “Men det ser i hvert fald ud til at løje lidt af. Vi gik ned til bådebroen og kiggede, og stilner det bare så meget af, at isbryderen kan gå ud, kan vi nok snart komme ind til land.” Han flyttede sig, så Kerstin kunne komme ind, og de krængede dunjakkerne af sig, som de havde taget på for at ruste sig mod vinden. Noget i Mirandas blik fik Börje til at stoppe op på vej hen mod knagerækken med jakken.

“Hvad er der? Er der sket noget?”

Kerstin stoppede også op midt i en bevægelse og så ud, som om det gik op for hende, at noget ikke var, som det skulle være. Miranda var først kun i stand til at nikke. Gråden sad i vejen i halsen, og hun kunne ikke få et ord frem. Så gjorde hun en kraftanstrengelse og rømmede sig for at bane vej for de ord, der måtte frem.

“Der er … Der er sket noget … Matte … han …” Hun hørte, hvordan ordene snublede frem i vild uorden og forsøgte at koncentrere sig om at sige det, hun var nødt til at sige.

“Matte, han … han er død.” Ordene rungede koldt i hallen. De lød hårde og endegyldige, da de kom ud af hendes mund, og den klump, der var i maven, voksede for hver stavelse. Inde fra biblioteket hørte hun enkelte snøft.

Valös værtspar så ud, som om de var blevet ramt af lynet.

“Hvad … hvad siger du?” sagde Börje vantro. “Men … hvad …?” Også han lod til at have svært ved at formulere sig i hele sætninger, og Kerstin var blevet helt hvid i hovedet, som hun stod der skråt bag ham.

“Men hvordan?” Börje rystede på hovedet, som forsøgte han at blive de ord kvit, han lige havde hørt.

Miranda rømmede sig igen. Det var stadig, som om noget sad i vejen i halsen.

“Han er blevet skudt …”

“Skudt?” Kerstin snappede efter vejret. Hun vaklede lidt og rakte ud for at støtte sig op ad væggen.

“Skudt?” genlød det fra Börje, som fortsatte med at ryste på hovedet.

“Britten fandt ham på hans værelse,” sagde Miranda, og hendes blik gled hen mod den lukkede dør ind til biblioteket.

“Åh, kæreste dog. Stakkels menneske.” Kerstins stemme var fuld af medlidenhed. “Hvordan … hvordan har hun det?” spurgte hun.

“Hun er i chok.” Et højt snøft trængte ud fra værelset bag den lukkede dør og dannede en uhyggelig lydkulisse til det, hun lige havde sagt.

“Stakkels menneske,” gentog Kerstin, som så ud til at have genvundet evnen til at handle.

“Börje, vi må sørge for, at der er kaffe og lidt smørrebrød, så de får noget at spise, og se til ilden, så de ikke fryser derinde. Det mindste, vi kan gøre, er at tage os af servicen.”

Hendes rappe kommando fik selv Börje til at vågne af chokket, og han trak hurtigt støvler og skibukser af.

“Selvfølgelig. Jeg ser til ilden, hvis du klarer køkkenet,” sagde han og gik hen mod biblioteket. Med hånden på dørhåndtaget stoppede han pludselig op.

“Hvor … hvor ligger han?”

“I kølerummet,” svarede Miranda og kunne godt selv høre, hvordan stemmen rystede. “Han ligger i kølerummet.”

“Og I ved ikke, hvem …” Börje lod resten af sætningen dø ud.

“Nej. Vi ved ikke hvem,” sagde Miranda og vendte Börje og Kerstin ryggen for at gå op på sit værelse. Hun følte et skrigende behov for at være lidt alene.

Britten så op, da døren blev åbnet. Börje kom undseeligt ind og blev stående i døråbningen. Han sagde klodset: “Jeg beklager …” Så var det, som om han ikke vidste, hvad han mere skulle sige. Hun forstod ham godt. Hvilke ord kunne slå til i denne situation?

Han gik hen til pejsen og rodede rundt med ildrageren, inden han lagde mere brænde på.

“Nu bliver det i hvert fald lidt varmere,” sagde han dæmpet og bakkede ud af rummet. “Kerstin kommer med lidt kaffe og smørrebrød om et øjeblik,” tilføjede han, inden han lukkede døren efter sig. Britten fulgte ham apatisk med blikket. Hun kunne ikke være mere ligeglad med, hvilken temperatur der var i rummet. Hun tvivlede på, om hun overhovedet havde mærket, hvis der var minusgrader. Det var, som om hendes krop havde lukket af, som om den ikke længere kunne mærke helt almindelige ting som varme, kulde, sult og tørst. Hendes hjerne bearbejdede billederne på nethinden, bearbejdede den information, som var så umulig at kapere. Hvordan skulle hun kunne det? Hvordan skulle hun kunne acceptere, at Matte, hendes Matte, var død?

Lisette sad på hug foran hende med hovedet hvilende i hendes skød. Hun mærkede, hvordan datteren rystede af gråd og strøg hende åndsfraværende over håret. Hun kunne ikke give nogen trøst nu. Hun kunne ikke kapere andres sorg. Hun havde nok at gøre med at håndtere sin egen.

Hun huskede tilbage på den dag, da han kom. Han blev født i juli, og fødestuen havde været ulidelig varm. Hun havde fået øje på en hveps, der var fanget mellem glassene i vinduet, og fokuserede på dens kamp gennem hele vearbejdet. Men i samme øjeblik, hun så ham, glemte hun både hveps og smerte. Han havde været så lille. Normalvægtig ganske vist, men i hendes øjne så utrolig lille og skrøbelig. Hun havde talt fingre og tæer, flere gange, som en besværgelse for at forsikre sig om, at alt var, som det skulle være. Han havde ikke skreget. Forundret havde hun konstateret, at han kom til verden tavs med øjnene vid åbne af forbavselse, en anelse skelende, da han forsøgte at fokusere på det nye. Fra første øjeblik hun så ham, havde hun elsket ham, så hun troede, at hendes hjerte skulle briste. Selvfølgelig havde hun også elsket Lisette, da hun kom nogle år senere. Men Matte var hendes førstefødte. Og de to havde delt noget særligt. Et unikt bånd imellem dem allerede fra første gang hans nysgerrige blik mødte hendes. Harald havde ikke fået lov at være med under fødslen. Sådan var det jo dengang. Men det havde bare gjort båndet mellem hende og Matte stærkere. Det var hende og ham. Mod verden. Intet skulle komme imellem dem.

Selvfølgelig var det blevet anderledes, da han blev større. Det allerførste øjebliks magi kom ikke igen, men en rest var blevet tilbage. En følelse af at de delte noget særligt. Det havde sådan smertet hende at se, hvad for en plaget sjæl han voksede op til at blive, at ane de dæmoner, han måtte slås med. Mange gange havde spørgsmålene truet med at kvæle hende – var det noget, hun havde gjort, noget, de havde gjort? Men dybt indeni sig selv vidste hun godt, at det ikke var tilfældet. Allerede i de første skælvende øjeblikke, da han våd og varm lå på hendes bryst, havde hun set en alvor i hans blik. En gammel sjæl som endnu en gang havde fået lov at rejse ud i livet, men som måske egentlig hellere havde ønsket sig fred og hvile. Det var ikke noget, hun nogensinde havde diskuteret med Harald. Men en del af hende var ikke forbavset, da hun fandt ham liggende der på gulvet med de smukke blå øjne, der uden at se stirrede ud i luften. På en eller anden måde havde hun altid vidst, at den gamle sjæl inden i Matte ikke ville orke at leve et helt liv. Den havde allerede set for meget, været med til for meget. At Matte havde fået lov at leve i tredive år, var mere, end hun havde turdet håbe på, men det gjorde ikke sorgen lettere at bære. Hun fortsatte med at stryge Lisette over håret.

Martin trådte netop ud i køkkenet, som Kerstin stod og hældte den nybryggede kaffe over i en termokande.

“Åh, kan jeg få en kop,” bad han, på jagt efter alle de stimuli han kunne finde til at bekæmpe den træthed og modløshed med, som han følte.

“Selvfølgelig,” sagde Kerstin og hældte den sorte kaffe op i et stort krus, som hun rakte ham. Hun tøvede, men spurgte så:

“Vi har hørt, hvad der er sket. Hvordan gik det til?”

Börje kom også ud i køkkenet, nysgerrig efter at høre svaret.

Martin tog først en ordentlig mundfuld kaffe.

“Matte er blevet skudt. Hans mor fandt ham inde på hans værelse og ja, på nuværende tidspunkt har vi ingen anelse om, hvem der kan have gjort det.”

“Det må jo være den samme person, som myrdede Ruben,” sagde Börje med rynket pande. Han kastede et blik på døren ind til kølerummet.

Martin trak på skuldrene. “Jeg har ærlig talt ingen anelse. Men der er vel grund til at antage, at det er den samme person, ja.”

“Har I fundet våbnet?” spurgte Börje og betragtede Martin intenst.

“Nej. Der var ingen pistol på Mattes værelse. Og jeg har ledt omhyggeligt.”

“Ligger han derinde?” Kerstins stemme dirrede en smule, da hun nikkede mod kølerummet.

“Ja, det gør han. Vi har lagt ham ved siden af Ruben. Men vi er nødt til snart at få dem ind til fastlandet. Og vi må have en tekniker herud, inden alle sporene forsvinder.” Martin kunne godt selv høre, hvor frustreret han lød.

Börje gentog det, han netop havde sagt til Miranda. “Vi har lige været nede ved bådebroen. Det er et helvede at komme derned på grund af al den sne, der er faldet. Sneen når op til livet. Men det går, og hvis det bare løjer lidt af, så isbryderen kan gå ud, kan vi nok godt komme over til fastlandet.”

“Kan det ikke lade sig gøre at lave telefonen?” Martin gjorde sig ikke store forhåbninger, da han spurgte.

Börje rystede beklagende på hovedet:

“Vi tjekkede også ledningen. Den er blæst ned, og vi kan ikke gøre noget, før telefonmontørerne kommer herud.”

“Nå ja, så må vi simpelthen sætte vores lid til isbryderen,” sagde Martin. “Ved vi, hvornår når den kommer?”

“Tro mig, vi kan høre det,” sagde Kerstin, som nu var begyndt at smøre madder. “Den laver et farligt spektakel, når den går ud, og lyden bærer godt herop. Så det behøver vi ikke at spekulere på.”

“Og de bryder i så fald helt herud?”

Börje nikkede. “De ved godt, at vi har folk herude. Jeg talte med dem i sidste uge. Kan de bare gå ud, så bryder de en rende helt hen til bådebroen.”

“Okay,” sagde Martin og rakte ud efter et stykke smørrebrød med ost og skinke. “Så må vi klare os, så godt vi kan. Men det må hellere løje lidt af snart, for alles bedste.”

De kastede alle tre et blik hen på den lukkede dør ind til kølerummet.

Efter at have udvekslet et sigende blik gik Gustav og Bernard diskret ud af biblioteket, som de var vendt tilbage til efter at have hjulpet Martin med Mattes døde krop. Rådvilde havde de stået i et hjørne af rummet, lavmælt hviskende, usikre på hvordan de skulle forholde sig til Mattes familie. Vivi og Miranda var allerede gået op på deres værelser, men Bernard og Gustav trak i stedet i frakkerne og trådte ud i kulden. Oven på den klaustrofobiske følelse inde i huset var det befriende at indånde den friske luft, hvor koldt det end var.

“Cigar?” Gustav holdt med spørgende mine et etui frem med håndrullede cigarer.

“Ja, det kan vel være lige så godt ved lejligheder som disse som til festlige,” sagde Bernard og tog en cigar. Han skar rutineret spidsen af den, tændte den og sugede med nydelse den første røg ind. Cigaren smagte himmelsk. Den var sikkert heller ikke billig, hvis han kendte sin far ret. Hjemme havde Gustav cigarer for en mindre formue i humidoren.

Også Gustav nød de første sug af cigaren og lukkede øjnene, mens han langsomt pustede røgen ud.

“Hvad mener du om det?” Gustav stirrede ud i mørket og trak jakken tættere omkring sig.

“Ja, hvad fanden skal man mene?” Bernard tog et sug til. “Der er jo en værre komedie, det her.”

“Komedie er måske ikke det rigtige ord,” sagde Gustav og sendte Bernard et skarpt blik.

“Nja, sådan mente jeg det heller ikke, jeg mente bare, at det hele jo er lidt … absurd er måske et bedre ord.”

“Det er jeg enig i.” Gustav pulsede løs på cigaren. “Absurd er nok det mindste, man kan sige. Et fandens hårdt slag for Britten og Harald.”

“Ja, for helvede, det er tragisk.” Bernard slog lidt aske af cigaren.

“Men hvad tror du så? Hvem har dræbt Matte og Ruben? Jeg må indrømme, at jeg ikke troede, at nogen i den her familie havde nosser til at gøre sådan noget.”

Bernard grinede.

“Nej, det er jeg tilbøjelig til at være enig med dig i, far. Ved du hvad, jeg mistænkte faktisk dig på et tidspunkt. Men det var inden, Matte døde.”

“Mig?!” Gustav stirrede fornærmet på sin søn.