Gustav for sammen og så ud til at have svært ved at finde noget at hvile blikket på. Til sidst bestemte han sig for at stirre på skrivebordets overflade og sagde tøvende:

“Jo, ja, nej, hvad skal jeg sige? Det var vel som far- og sønforhold er flest. Af og til en anelse kompliceret med andre ord.” Han grinede nervøst.

“En anelse kompliceret?” Martin bladrede tilbage til afhøringen af Harald og fortsatte så: “Efter hvad jeg forstår, har I haft et meget kompliceret forhold til Ruben. Både dig og din bror. Men også forholdet mellem jer brødre virker problematisk.”

Endnu en nervøs latter undslap Gustav. Han så stadig ikke Martin ind i øjnene, men fokuserede på bordpladen.

“Ja, det er jo ikke altid så let det her med familie. Og far havde jo høje forventninger – mildest talt.”

“Idéen med at sætte dig og din bror på ledende poster var vist, at I skulle nærme jer hinanden?”

Nu kom der bare et fnys til svar.

“Det faldt ikke så godt ud, kan jeg forstå …” pressede Martin på.

“Nej, det gjorde det vel ikke.” Gustav virkede ikke særlig ivrig efter at diskutere emnet, men det forhindrede ikke Martin i at fortsætte:

“Det som din far nævnte ved middagen. Om firmaet. Hvad drejede det sig om?”

Nu vred Gustav Liljecrona sig i stolen. “Har ingen anelse,” sagde han lidt efter. Samme svar som broderen havde givet. Martin troede ikke et øjeblik på nogen af dem.

“Noget må han vel alligevel have haft i tankerne? Desuden var det sidste, han gjorde, jo mere eller mindre at love at gøre jer arveløse. Det er et ret dramatisk skridt at tage.”

“Det var nok bare snak,” fnøs Gustav og pillede nervøst ved jakkesømmen. “Han truede med det indimellem. For at vise hvem der bestemte. Det fik ham til at føle, at han stadig havde magt. Men han mente ikke noget med det. Slet ikke.”

“Det var ikke det indtryk, jeg fik,” sag de Martin.

“Nej, men du kender heller ikke vores familie,” snerrede Gustav og trak lidt hårdere i jakken. Han så ængstelig ud.

Martin lod sig ikke provokere. “Det har du ret i,” sagde han roligt. “Men jeg regner med at vide betydeligt mere efter at have talt med jer alle sammen.”

Han fortsatte med at udspørge Gustav i endnu en halv times tid, men fik ikke noget ud af ham, som han kunne gå videre med. Ingen i familien kunne tænkes at ville myrde Ruben. Nej, han havde ikke set noget mistænkeligt i løbet af dagen eller aftenen. Nej, han forstod ikke, hvad hans far havde hentydet til med udtalelsen om firmaet.

En forsigtig banken på døren afbrød dem til sidst. Det var Kerstin.

“Undskyld, hvis jeg forstyrrer. Jeg ville bare sige, at vi har dækket op til kaffe i biblioteket, så når I er klar så …”

Martin sukkede. “Vi kan vist godt afbryde her. Men vi fortsætter ved en senere lejlighed.” Han havde ikke ment det som en trussel, mere som en konstatering. Men ikke desto mindre for Gustav sammen. Så rejste han sig taknemmeligt og skyndte sig ud af kontoret.

Martin følte sig mere og mere frustreret og begyndte at spekulere på, om han virkelig var opgaven moden. Igen ønskede han, at han havde haft Patrik Hedström at læne sig op ad. Men det var, som det var. Han var nødt til at tage sig af dette og kunne kun gøre det, så godt han kunne. Og så snart de kom i kontakt med civilisationen igen, ville han få den backup, han havde brug for. Kunne han bare holde skansen indtil da, skulle det nok ordne sig.

Der lød ophidsede stemmer fra biblioteket, da Martin nærmede sig ude på gangen. Da han kom ind i rummet, så han Gustav og Harald stå over for hinanden, højrøde i ansigterne. Spyttet fløj rundt i luften, når de skreg til hinanden.

“Du er altid så skide selvgod! Tror at du er den bedste til det hele!” Gustav truede med næven ad sin yngre bror.

“Hvis jeg er selvgod, så er det, fordi jeg er bedre end dig til alt! Har du nogensinde haft succes med noget? Hva’? Har du?” Haralds ansigtsfarve gjorde Martin bekymret for, om han ville få et hjerteanfald for øjnene af dem. Britten havde åbenbart fået den samme tanke, for hun stod lige bag ved og forsøgte at berolige sin mand ved at trække ham i armen og bønfalde ham om at holde op.

“Som om du har så fandens meget succes selv! Jeg hørte godt, hvorfor de amerikanske leverandører trak sig i foråret. Du havde opført dig inkompetent, upålideligt, og det var endda lykkedes dig at forulempe deres administrerende direktør. Så takket være dig mistede vi en kontrakt, som kunne have genereret op imod ti procent af næste års omsætning!”

Harald gjorde et udfald mod Gustav, som hurtigt sprang til side. Britten trak sin mand endnu hårdere i armen for at holde ham tilbage.

“Søde Harald, hold nu op. Det her er unødvendigt! I er trods alt brødre. Og tænk på blodtrykket …” Men hendes mand hørte ikke hendes bønner.

“Ja, jeg har i hvert fald ikke begået underslæb …” hvæsede Harald. Han vendte sig om mod Martin. “Det vidste du ikke. At min kære bror har snuppet penge fra firmaets konto i over et år. Der mangler mere end fem millioner. Revisorerne havde lige opsnuset det, og det var sikkert det, far mente ved middagen. Så vil du have motiv, så har du det der. Fem millioner nærmere bestemt.” Harald pegede triumferende på sin bror. Gustav blegnede, indtil han så næsten gennemsigtig ud.

“Ha! Nu blev du mundlam!” Harald rystede Brittens hånd af sig og lagde armene over kors. Han lignede en kat, der havde slugt en rigtig fed kanariefugl.

“Det … det var bare et lån …” stammede Gustav. “Jeg havde tænkt mig at betale pengene tilbage. På æresord. Hver en øre. Jeg lånte dem bare, fordi … jeg …” Han stammede og vendte sig om mod Vivi, der lige som Britten stod bag sin mand under ordvekslingen. Hun var lige så hvid i hovedet som sin mand og stirrede på ham med opspærrede øjne.

“Gustav?” Igen hånden der famlede ved halsen. “Hvad … hvad er det, Harald siger? Fem millioner? Gustav …?”

Gustav strakte med fortvivlet mine en hånd frem mod sin kone, der tog et hurtigt skridt tilbage for at undslippe hans berøring.

“Elskede … jeg …” Han så ud gennem vinduet som for at forsøge at finde en flugtvej, men stormen rasede lige så heftigt som tidligere og afskar effektivt alle retræteveje. I stedet sank han ned i en lænestol og begravede ansigtet i hænderne. Der var bomstille, mens alle betragtede ham. Vivi med vantro, Harald i triumf, Bernard med åbenlys fornøjelse og Britten med et vist mål af medlidenhed.

“Hvad har du gjort ved pengene?” Vivi var den første til at bryde tavsheden. Hendes stemmede dirrede mærkbart. Hun fik ikke noget svar fra Gustav og gentog: “Gustav. Hvad har du gjort ved pengene?”

Først et dybt suk fra lænestolen, så kom svaret i små stød.

“Jeg har … spillet dem væk.”

En heftig indånding fra Vivi. Fra Bernard lød en latter, og Martin så, hvordan Miranda satte en spids albue i siden på ham og hvæsede: “Tag dig sammen!”

“Du har … spillet pengene væk …” Vivi rystede stille på hovedet og så ud til at have svært ved at tro, hvad hun hørte. “På hvad?”

Stadig med ansigtet begravet i hænderne mumlede Gustav: “Heste, netpoker, you name it. Alt hvad der kunne give det der kick. Og jeg vandt i begyndelsen. Stort. Men så begyndte jeg at tabe. Jeg tænkte, at hvis jeg bare fortsatte lidt længere, ville jeg vinde det hele igen. Så kunne jeg betale pengene tilbage til firmaet.”

“Din skide taber,” sagde Harald med afsmag.

Gustav løftede vredt hovedet og skulede hadefuldt til sin bror.

“Lad dog være med at være så skide selvtilfreds.” Du er en total fiasko som administrerende direktør, og far skulle til at fyre dig! Det ved du udmærket godt! Og hvad ville du så have gjort, hva’? Ingen chefjobs, ingen penge fra far, ingenting. Du har snyltet på far hele livet og ville aldrig have klaret dig på egen hånd. Så skal vi snakke motiv, så er dit lige så godt!” Det sidste sagde Gustav med ansigtet vendt mod Martin. Så rejste han sig og stormede ud af biblioteket.

Først rungede tavsheden i rummet. Så sagde Bernard muntert:

“Underholdningen ser ud til at være slut. Skulle vi ikke tage og få noget at spise nu?”

Det holdt aldrig op med at forbavse ham, hvor selvdestruktive de var. Og at den gamle var så foretagsom, at han kunne tilegne sig fem millioner – og spille dem op! Det havde Bernard aldrig troet. Han gryntede for sig selv og tog et stykke wienerbrød. Egentlig burde han vel have ondt af den gamle, men det der med medlidenhed havde aldrig ligget til ham. Det forbavsede ham stadig indimellem, hvordan en så handlekraftig og stærk mand som han selv kunne have et så ynkeligt ophav. Det sagde unægteligt en del om teorien om arv og miljø.

Han slog sig ned ved det bord, hvor hans søster sad helt alene. Hun rørte modløst rundt med skeen i sin kaffekop.

“Skal du ikke have noget fra kagebordet?” spurgte han og pegede hen mod fadet bag ham, der bugnede af bagværk.

“Nej, jeg er på slankekur,” sagde hun distræt på en måde, så man forstod, at det var en standardreplik, som beskrev hverdagen snarere end en tilfældig situation.

“Det er din egen skyld.” Bernard begravede tænderne dybt i wienerbrødet.

“Jeg forstår ikke, hvordan du kan spise så mange søde sager og alligevel ikke blive fed,” sagde Miranda og betragtede han med afsky.

“Gode gener,” sagde han og klappede sig grinende på sin flade mave.

“Ja, der vandt du unægteligt i lotteriet,” sagde Miranda surt. “Du fik mors og fars gode gener, og jeg fik … ja, det må fanden vide.” Hun slog en latter op.

“Det er i så fald nok det eneste gode, jeg har fået af dem,” sagde han med et skævt smil.

“Ja, ja,” sagde Miranda med et suk. Det var ikke første gang, de havde diskuteret emnet og var blevet enige om, at de ikke havde meget tilfælles med deres forældre.

“Hvad mener du så om det her?” Bernard tog en bid til af wienerbrødet.

“Det her? Ja, hvad mener jeg om det her?” Miranda sukkede.

“Tænker du det samme som mig?” hviskede Bernard.

“At testamentet måske allerede er ændret?” hviskede Miranda tilbage. “Ja tak, tanken er faldet mig ind … Det sagde han jo faktisk.”

“Ingen grund til panik i så fald. Man kan godt bestride testamenter. Vi kan sikkert finde et vidne, der vil bestyrke, at den gamle var bindegal på det sidste.”

“Mmm,” sagde Miranda, men så skeptisk ud. Hun var fortsat med modløst at røre mælken ud i sin kaffe, men nu holdt hun op. “Hvem tror du myrdede ham?” hviskede hun og så sig rundt i rummet.

“Jeg har ingen anelse,” sagde Bernard. “Absolut ingen anelse,” sagde han og proppede det sidste stykke wienerbrød i munden.

Et alt for stort indtag af wienerbrød og flødeskumskager gjorde, at Martin blev overmandet af en lammende træthed. Egentlig burde han gennemgå Rubens værelse og se, om der fandtes noget der, som kunne lede efterforskningen videre, men han besluttede sig for at lægge sig ned og hvile sig lidt. Han havde brug for en pause, så han kunne tænke det hele igennem. Til hans irritation bestemte Lisette sig for at følge med, og i stedet for et øjebliks fred og ro måtte han ligge og høre på hendes snak.

“Det er forfærdeligt, at farbror Gustav har stjålet penge fra fars firma og desuden har den frækhed at sige de der frygtelige ting om far … Bare overhovedet at tænke tanken …At far skulle … Nej, stakkels far. Ja, jeg har jo aldrig været særlig begejstret for farbror Gustav og tante Vivi, det må jeg nok erkende …”

Martin sukkede dybt indvendigt. Det, som han indledningsvis havde fundet charmerende ved Lisette og hendes pludrende snakkesalighed, begyndte nu med lynets hast at miste sin tiltrækningskraft. Det gik mere og mere op for ham, at Lisette var en sommerforelskelse, der burde have haft lov til at forblive det. At han altid valgte de forkerte piger! Nogle gange spekulerede han på, om han nogensinde ville finde en at dele tilværelsen med. Det så ikke så lyst ud i øjeblikket. På den anden side var han jo ikke tussegammel, så han havde vel stadig tiden for sig. Men først måtte han slippe ud af denne affære.

“Ja, jeg forstår ikke, hvordan Gustav kan være far til Bernard, der er så flot,” fortsatte Lisette. “Vivi så i og for sig også temmelig godt ud, da hun var yngre, det har jeg set på billeder, så måske er det derfra, at det kommer. Og Miranda er jo smuk, synes du ikke, Martin?”

Martin forstod på Lisettes tonefald, at det var mineret område, og at han gjorde bedst i helt at vige uden om spørgsmålet. Derfor udstødte han en lille snorkelyd og håbede, at Lisette ville hoppe på den. Gudskelov så det ud til at virke, for hun gentog ikke spørgsmålet.

Lidt senere faldt han rigtigt i søvn.

Martin satte sig op med et sæt og indså, at han havde sovet i over en time. Han bandede og kastede dynen af sig. Pladsen ved siden af ham var tom og kold, så Lisette måtte være gået for et godt stykke tid siden. Han trak irriteret hånden gennem sovehåret og trådte ud på gangen. Noget ude i øjenkrogen fangede hans opmærksomhed. To skygger, der hurtigt forsvandt omkring hjørnet ved lyden af hans dør, da den blev åbnet. Han skyndte sig efter dem, man da han nåede hen til trappen, var de allerede væk. Han spekulerede på, hvem der havde været så ivrige efter at undgå ham og hvorfor.

Stadig i en lettere døsig tilstand gik han ned ad trappen og fulgte lyden af stemmer i biblioteket. Stormen var snarere taget til end aftaget, og den prøvelse, det var at være spærret inde under disse omstændigheder, kunne ses i alles ansigter som en grå nuance og anspændte træk. Martin så sig mistænksomt rundt i rummet. Hvem af de forsamlede var det, som havde skyndt sig væk fra hans blik oppe på første sal? Men ingen så nervøse eller for den sags skyld forpustede ud.

“Sååå, var det tid til at vågne?” tordnede Harald. “Så får jeg endelig at se, hvordan mine skattepenge kommer til anvendelse. Ordensmagten ligger og sover, mens en morder er løs.” Han klukkede og fik en hård albue i siden af Britten, der åbenbart syntes, at hans vittighed var smagløs.

“Jeg vil gerne fortsætte med forhørene.” Martin kunne godt selv høre, hvor vred han lød, og tilføjede derfor i et mildere tonefald: “Bernard, vil du være så venlig …”

Bernard gad ikke svare. Han hævede bare nonchalant et øjenbryn, stillede sit glas fra sig og fulgte efter Martin.

“Var du oppe på første sal for et øjeblik siden?” spurgte Martin og betragtede intenst den mand, der havde slået sig ned på den anden side af skrivebordet.

“Første sal? Nej, jeg var nede i biblioteket. Det så du da selv?” sagde Bernard og lagde det ene ben over det andet på sin karakteristiske, drilagtige facon.

Martin var ikke sikker på, om han troede ham, så han spurgte: “Så du andre komme ned fra første sal for et øjeblik siden?”

“Mmmm, nej. Alle var i biblioteket, og jeg troede, at det her drejede sig om i går aftes. Hvem der myrdede kære farfar Ruben, som nu hviler i sit kølerum … Ikke hvem der lige var oppe og løbe rundt på første sal.”

“Jeg taler gerne om i går aftes. Det var temmelig hårde ord, din farfar sagde til dig ved middagsbordet. Hvad mente han? Hvilke ‘kilder’ talte han om, og hvad havde de at sige om det firma, som du åbenbart er medejer af?”

Bernard plukkede nogle usynlige tråde af sine velpressede bukser. Så kiggede han Martin lige ind i øjnene. Smilet spillede hele tiden i mundvigene. Hele hans krop, hele hans fremtoning udstrålede foragt og, troede Martin, en overlegenhed over for alle de mennesker, han mødte.

“Tja, som du også hørte i går ved middagen, så har jeg ingen anelse om, hvad farfar talte om. Mit firma går strålende, vi står faktisk over for at skulle børsnoteres, og hvad farfars kilder angår … Lad mig sige det sådan, den gamle var ikke rigtig med i spillet længere. Alle hans såkaldte ‘kilder’ er fortidslevn, der ikke længere må være med til at lege, og derfor finder det morsomt at sprede ondsindede rygter.”

“Jeg fik ikke det indtryk, at din farfar var et fortidslevn. Snarere tværtimod.”

Bernard fnøs. Han plukkede endnu en af de usynlige tråde væk, inden han svarede:

“Farfar Ruben satte min far og Harald på nogle af de vigtigste poster i sit firma. Syntes du, at det virker som en sund, intelligent og forretningsmæssig beslutning?”

Martin forstod godt, hvad han mente. Måske forholdt det sig virkelig sådan, at den ældre mand ikke længere havde vist, hvad han talte om.

“Det virker, som om det har været kutyme at rende og bede din farfar om diverse … pengebidrag … Har du også gjort brug af familiekassen?”

“Og hvad så? Vi skulle jo alligevel arve pengene før eller siden. Det var vel bedre, at den gamle kunne hjælpe os, mens han levede, så han fik lov at høre os takke. Og se os drive det til noget …”

“Hvor meget?” spurgt Martin koldt.

“Hvor meget hvad?” Bernard lod, som om han ikke forstod spørgsmålet.

“Hvor meget fik du Ruben til at poste i jeres firma?”

Et øjeblik virkede Bernard, som om han blev bragt ud af fatning, og han sagde ikke noget, mens han tænkte. Så sagde han:

“Tyve millioner.”

“Tyve millioner?” sagde Martin skeptisk. Tanken var svimlende.

“Han ville jo få det tilbage i overmål. Så snart børsnoteringen var klar.”

“Hvad var så problemet i går aftes? Det lød, som om din farfar havde visse betænkeligheder ved sin investering.”

“Som jeg sagde tidligere, jeg ved ikke, hvad han talte om! Børsnoteringen går igennem inden for et par uger, og så havde han fået sine investerede tyve millioner og en ordentlig pose penge oveni!” Den beherskede overflade lod nu til at krakelere en smule, og Bernard kørte fingrene gennem det tilbageslikkede hår.

“Hvis jeg beder afdelingen for økonomisk kriminalitet om at tjekke firmaet, så snart jeg kommer i kontakt med civilisationen, vil de altså ikke finde noget mistænkeligt?”

Igen en hånd gennem det fedtede hår, og Martin følte en stor tilfredsstillelse, da han så, hvordan Bernards blik flakkede en smule.

“Hvor mange gange skal jeg gentage det? Jeg har ingen anelse om, hvad farfar talte om,” sagde han sammenbidt.

“Du siger altså, at du ikke havde noget motiv til at myrde ham. Hvad tror du om de andre? Er der nogen i familien, som kunne have gjort det her?”

Nu var Bernard sit sædvanlige selvsikre jeg igen. Og han svarede i princippet det samme som sin søster. “Tror du virkelig, at jeg i så fald ville fortælle dig det?”

Martin indså, at han ikke ville komme så meget længere med Bernard lige nu.

“Okay, vi slutter her. Indtil videre. Kan du bede Mattias om at komme ind?”

“Ingen siger Mattias. Kun Matte. Men jeg skal nok sige det til min kære fætter.” Bernard slentrede ud af rummet. Martin så irriteret efter ham. Der var noget ved den mand, der fik ham til at rejse børster.

“Du har bedt mig om at komme.”

Matte viste sig undseeligt i døråbningen. Martin så, at hans øjne var røde og forstod, at der var kommet flere tårer siden i går.

“Kom ind,” sagde han venligt og pegede på stolen foran skrivebordet.

Matte slog sig taknemmeligt ned. “Sikke et forbandet dårligt første møde med familien,” sagde han og smilede blegt.

“Ja, det her er nok en rekord, der bliver svær at slå,” sagde Martin og grinede. Så blev han alvorlig. “Hvordan går det?”

Matte rystede på hovedet. “Jeg kan ikke fatte, at farfar er borte … Og at alle virker så … upåvirkede …”

“Jeg forstår godt, hvad du mener,” sagde Martin. “Du er indtil videre den eneste, jeg har set græde over Ruben Liljecrona. Jeg går ud fra, at I stod hinanden nær, du og din farfar?”

“Vi havde et ritual, mig og farfar. En gang om ugen, hver fredag eftermiddag, plejede jeg at tage over til ham og drikke te. Vi talte om alt mellem himmel og jord. Farfar var en af de klogeste, mest almendannede og fordomsfri mennesker, jeg nogensinde har mødt. Det var et privilegium at have ham i mit liv.”

“Det virker ikke, som om de andre i din familie har samme indstilling.”

Matte fnøs. “De andre fik bare dollartegn i øjnene, så snart de tænkte på farfar. Selv far. Det eneste, de tænkte på, var at få flere og flere penge ud af ham. Ingen var oprigtigt interesserede i at vide, hvem han var.”

“Så det her med lejligheden, som Bernard talte om …”

Matte sukkede træt. “Det var en aftale, som farfar og jeg havde. At jeg måtte bo i en af hans lejligheder, mens jeg studerede. Den stod ikke i mit navn, jeg fik bare lov at leje den.”

Martin sagde ikke noget et stykke tid, så sagde han lavt:

“Har du nogen anelse om, hvem der kan have gjort det?”

Det varede et øjeblik, før der kom en reaktion fra Matte, så rystede han bare på hovedet.

“Nej … jeg har ingen anelse.”

Det virkede, som om han ville sige noget mere, så Martin spurgte igen:

“Er det helt sikkert. Du har ingen mistanke om, hvem der kunne have myrdet din farfar?”

“Nej, overhovedet ikke,” sagde Matte, nu mere bestemt. “Ganske vist udnyttede de ham alle sammen, men derfra og til at myrde ham … Nej, jeg kan ikke forestille mig det.”

Efter at have betragtet ham nøje et øjeblik, sagde Martin:

“Jeg har nok ikke mere lige nu.”

“Ikke flere spørgsmål?” sagde Matte forbavset. “Men der må jo være meget mere, som …”

“Ja, jeg har en hel del spørgsmål tilbage til jer alle sammen, inden vi er nået til bunds i det her. Men lige nu vil jeg først og fremmest danne mig et omtrentligt overblik over situationen. Jeg vender tilbage.”

Matte rejste sig, men forlod ikke rummet. Han blev stående i døråbningen, og et øjeblik så det ud, som om han skulle til at sige noget. Martin ventede. Men så vendte Matte sig om og gik ud.

Martin spekulerede på, hvad det var for spørgsmål, han burde have stillet.

Matte mærkede, hvordan benene rystede under ham, da han gik ud af kontoret. Der var noget i den rødhårede politimands blik, der havde fået ham til at føle sig nøgen. Gennemskuet som den bluffer, han var. Han mærkede den velkendte panik i maveregionen. Den, der begyndte som en lillebitte rumsteren, men som han vidste ville vokse til orkanstyrke, hvis han ikke stoppede den. Da han var yngre, ville han ikke have haft noget andet valg end at følge med panikbølgen, når den kom, opad, opad, indtil den til sidst nærmest kvalte ham. Nu vidste han, hvordan han skulle håndtere den. Han havde værktøjerne, som psykologen ville have sagt. Så han tog et par skridt, indtil han var henne ved væggen, lænede ryggen op ad den og sank langsomt ned i siddende stilling. Han lænede panden mod knæene og lukkede øjnene. Så gjaldt det bare om at fokusere på det punkt, der var der midt i det sorte. Det punkt, som han kunne få til at vokse, og som tvang ham til at holde vejrtrækningen under kontrol. Ind og ud. Ind og ud. En rolig vejrtrækning. Og en til. En ad gangen, indtil vejrtrækningen ikke længere truede med at løbe ud af kontrol for ham.

Mørket bag øjenlågene beroligede ham. Og i dag havde han selskab af mørket. Et sted midt i punktet, der voksede og voksede, så han sin farfar. Ruben vinkede til ham. Blinkede lidt med det ene øje. Viste, at det hele var okay. Alt var, som det skulle være.

Efter et stykke tid kunne Matte rejse sig. Anfaldet var forbi for denne gang.

“Hvornår tror du, at vi kan komme herfra?” Vivis underlæbe dirrede.

“Som sagt, ikke før stormen er aftaget.” Martin hørte utålmodigheden i sin egen stemme. Hvor svært kunne det være at forstå? Det kunne ikke lade sig gøre at komme over til fastlandet lige nu. Så fik han straks dårlig samvittighed. Kvinden over for ham så ud til at være ved at bryde sammen, og han behøvede ikke at gøre det hele værre ved at være uvenlig.

“Du skal se, det bliver snart bedre,” sagde han venligt og rakte et lommetørklæde frem, som hun taknemmeligt tog imod.

Han fortsatte: “Jeg forstår godt, at det må være ubehageligt for dig, for jer alle sammen.”

“Ja,” snøftede Vivi og duppede sig i øjenkrogene med lommetørklædet. “Det begynder at blive for meget for mig, det her. Jeg har dårlige nerver, forstår du.”

Martin nikkede deltagende. “Jeg lover at gå varsomt til værks. Men det er vigtigt, at vi opklarer det her.”

“Ja, jo, jeg forstår,” snøftede Vivi og tørrede sig forsigtigt under øjnene. Lommetørklædet blev sort af mascara.

“Hvor meget kendte du til din mands …” Martin ledte efter det rigtige ord, “… forehavende?”

Vivi snøftede endnu højere og måtte tage en ny omgang med det nu alt andet end hvide lommetørklæde. Hånden for nervøst op til halsen.

“Intet. Absolut intet … At han kunne …” Stemmen knækkede, og hun så ud til at opgive kampen mod sminken. To sorte rander dannede sig på hendes kinder.

“Nej, jeg havde virkelig ingen anelse.” Han knugede lommetørklædet, som nu lå i skødet, hårdt mellem hænderne. Martin betragtede hende forskende, men han var tilbøjelig til at tro hende. Han forlod den del af sin udspørgen og gik videre.

“Hvordan var dit forhold til Ruben?”

Snøftene aftog, og hun sank, inden hun svarede:

“Vi … Ja, nej, jeg vil ikke sige, at vi havde noget forhold overhovedet. Ruben har aldrig haft særlig høje tanker om mig og har altid mere eller mindre ignoreret mig. Desuden gjorde han mig altid så nervøs.”

“Nervøs?” sagde Martin.

“Ja, han var jo en mand med en uhyre pondus. Og Gustav blev altid så stresset i hans selskab, så ivrig efter at gøre ham tilpas, og det smittede vel også af på mig, så … ja, nervøs er nok det rette ord.”

“Har du selv en teori om, hvem der kunne have haft grund til at myrde din svigerfar?”

Vivis hånd røg op til halsområdet igen. “Nej, nej, jeg kan overhovedet ikke forestille mig, at nogen ville kunne gøre sådan noget. Helt utænkeligt. Virkelig helt utænkeligt!”

“Men ikke mere utænkeligt, end at nogen faktisk myrdede ham,” sagde Martin venligt og lagde hovedet på skrå.

Vivi svarede ikke, men flyttede bare uroligt på sig. Enten ville eller også kunne hun ikke svare på spørgsmålet.

Martin trak vejret ind for at fortsætte, men en lyd udefra fik dem begge til at stoppe op og dreje hovedet mod døren. Ophidsede stemmer og møbler, der blev skubbet rundt med, hørtes inde fra biblioteket, og Martin kom hurtigt på benene. Da han et øjeblik senere trådte ind i biblioteket, stod Matte og Bernard over for hinanden. Matte med det tydelige overtag, for han havde tvunget Bernard op ad væggen. Han havde et fast tag om Bernards skjorte og holdt ham i et jerngreb, mens han skreg ham lige ind i hovedet. Spyttet stod ud over Bernards ansigt, men det virkede ikke, som om han turde tage hænderne op for at tørre sig i ansigtet.

“Hold kæft, dit røvhul! Hold så kæft!” Matte var hvid i hovedet af vrede, og for hvert ord, han udstødte, pressede han Bernard hårdere og hårdere op ad væggen. De stod lige ved siden af juletræet, der nu svajede faretruende.

“Bernard mente ikke …” Gustav stod bestyrtet og så rådvildt på først sin søn og så sin nevø.

“Gustav, hvad sker der her?” sagde Vivi, som var kommet farende efter Martin.

“Din søn kom med anklager mod min søn.” Brittens stemme klirrede som isklumper, da hun rettede sig mod sin svigerinde. Så vendte hun sig om mod Matte og bønfaldt ham med betydeligt mildere stemme.

“Søde Matte, hold nu op. Slip Bernard. Tag dig ikke af, hvad han siger. Han er en idiot, det ved du jo godt.”

“Hvad er det, du står og siger om min søn!” Gustav skød brystet frem og så udfordrende på Britten.

“Du hørte godt, hvad jeg sagde, Gustav. Din søn er en førsteklasses idiot, og det er ingen større hemmelighed!”

“Siger du, der har et nervevrag af en søn! Havde det ikke været for Ruben, så havde han vel stadig siddet på det der sted! Men nu forstår man jo, at det er netop det, han burde havde gjort!”

Gustav og Britten stod over for hinanden som to kombattanter. Ved siden af holdt Matte stadig Bernard i et fast greb, og det virkede ikke, som om han overhovedet bemærkede, hvad der skete omkring ham. Den øvrige del af familien Liljecrona stod som forstenede.

Martin indså, at han burde agere. Med sin mest myndige stemme råbte han: “Nu slapper alle lidt af!” Så tog han et skridt frem mod Matte og trak ham væk fra Bernard. Det gik forbavsende nemt. Alt gassen så ud til at gå ud af Matte i samme øjeblik, som Martin tog fat i hans arm, og han faldt sammen i den nærmeste lænestol.

Bernard stod tilbage og gned hånden mod brystkassen. Skjorten var blevet krøllet foran, og han ville sikkert få et ordentligt blåt mærke. Men uden at have hørt begyndelsen på skænderiet havde Martin en fornemmelse af, at Bernard havde fået, hvad han fortjente.

“Nu slapper vi lidt af,” sagde Martin igen.

“Han burde sgu spærres inde! Skide galning!” hvæsede Bernard og stirrede vredt på Matte. Men Lisettes bror tog ikke længere notits af ham. Han sad helt sammensunket i lænestolen med hovedet i hænderne og stirrede blindt frem for sig.

Britten tog de få skridt hen til ham og sank ned på knæ ved siden af lænestolen. Hun strøg ham langsomt over ryggen, mens hun talte beroligende til ham.

“For fanden, han har aldrig været rigtig oven i hovedet, ham der!” Bernard trak i slipset for at få det på plads igen.

“Slap nu lidt af,” sagde Gustav og nikkede sigende til sin søn for at få ham til at træde lidt til side. Bernard adlød, men fortsatte med at stirre vredt på Matte.

“Jeg ved godt, at det her er yderst anstrengende for alle,” sagde Martin og så sig rundt i rummet, “men vi må forsøge at få det bedste ud af situationen. Vi kan sikkert snart komme ind til fastlandet, og indtil da vil jeg anbefale, at vi forsøger at bevare roen.” Han så ekstra længe på de to kamphaner og gentog:

“Alle slapper lidt af. Okay?”

Bernard nikkede modvilligt, men Matte så ikke ud til at høre, hvad nogen sagde. Han rejste sig pludseligt og for ud af biblioteket og op ad trapperne mod sit værelse. Britten gjorde mine til at følge efter, men Harald stoppede hende med en hånd på hendes arm.

“Lad ham gå. Han har brug for at være i fred.”

“Typisk!” Lisette stod i den anden ende af rummet. “Typisk Matte at lave en scene!”

“Lisette, burde du ikke holde med din bror i stedet? Du hørte jo, hvad din kære fætter sagde til ham! Det er da klart, at han reagerer!” Britten skulede vredt til sin datter.

“Ja, men Bernard har jo ret. Han er sindssyg.” Lisettes stemme lød skinger, og Martin fandt hende mindre og mindre attraktiv for hvert minut, der gik.

“Lisette!” Brittens stemme afbrød alle videre kommentarer fra datteren.

Martin sørgede for at gentage – også med en skarphed i stemmen og i retning af sin kæreste:

“Nu slapper vi lidt af, sagde jeg. Det her pjat tjener slet intet formål. Vi må alle forsøge at komme igennem dagene, indtil vi får kontakt med fastlandet igen!”

De blikke, Lisette sendte ham, sagde ham, at der nok ikke ville blive så meget at grine ad det næste stykke tid. Også godt det samme. Når de bare var kommet væk fra øen, ville han aldrig se hende igen.

Martin vendte dem alle ryggen og gik ud i køkkenet for at hente kaffe. Lige nu var han ufattelig træt af familien Liljecrona. Lisette betragtede Martins ryg, da han gik ud af rummet. Hun kogte indvendigt. At have den frækhed at irettesætte hende på den måde. Og hendes mor også for den sags skyld! Men både hende og hendes far havde jo altid pylret om Matte. Rettet al deres opmærksomhed mod ham – på Lisettes bekostning. “Du klarer dig jo så godt selv, vi er nødt til at hjælpe Matte lidt …” Altid, altid havde de sat Matte i første række foran hende. Matte med sin angst, sin usikkerhed. Og så, i løbet af det første år på universitetet, kom sammenbruddet, og hun kunne lige så godt have været usynlig. Der fandtes bare “stakkels Matte”, som ikke havde kunnet klare studiepresset og nu måtte “hvile sig”. Selv farfar Ruben havde været bekymret på det tidspunkt. Matte havde jo altid været hans øjesten. Det var så døduretfærdigt.

Hun vekslede et blik med Bernard tværs igennem rummet. Han var den eneste, som forstod. De havde tilbragt mange aftener sammen, mens de vendte og drejede deres fædres synder over nogle glas vin. Nogle gange var de endda endt i seng sammen. Men det var ikke noget, de snakkede højt om, de var jo trods alt kusine og fætter. Egentlig ærgerligt. Lisette havde altid syntes, at de var som skabt for hinanden. Han var mand helt ud i fingerspidserne. Martin var faktisk utrolig … harmløs i sammenligning. Og bare tanken om, at hun skulle lade sig nøje med en politilønning, var lattervækkende. Hun fik flere lommepenge af sin far.

Hun smilede indvendigt ved tanken om Bernards og hendes møde. Det var lykkedes dem at snige sig væk oppe på første sal tidligere på dagen. Men det havde været frygtelig tæt på, at Martin havde opdaget dem.

“Lisette, jeg ville virkelig ønske, at du kun ne vise lidt mere hensyn over for Matte.”

Britten stod pludselig ved siden af hende, og Lisette for sammen, men rystede så den hånd af, som hendes mor havde lagt på hendes arm.

“Matte og Matte og Matte. Jeg orker ikke at høre mere om ham. Hvorfor skal du altid forsvare ham! Så du ikke, hvordan han sprang på stakkels Bernard.”

“Stakkels Bernard,” fnøs Britten. “Jeg ville ønske, at du var lidt mere klarsynet med hensyn til din fætter. Hørte du ikke, hvad han sagde til Matte? Ja, jeg forsvarer ikke, at Matte overfaldt ham, man løser ikke noget med vold, men jeg forstår faktisk godt, at han reagerede, det var højst uheldigt …”

“Uheldigt!? Er det ikke mere uheldigt at forsøge at kvæle Bernard?” Lisettes stemme steg mod loftet, og alles blikke blev vendt mod hende og Britten. Harald så sig undskyldende omkring og skyndte sig så hen til sin kone og datter.

“Schhh, nu skal vi ikke fortsætte med det her skænderi. Kan I ikke dæmpe jer lidt.” Hans stemme var bønfaldende, og Lisette nød hans åbenlyse ubehag ved situationen. Hendes far havde altid været fej og konfliktsky. Britten havde måttet tage alle diskussionerne med hende og Matte, mens Harald belejligt nok holdt sig væk. Lisette så på sin far, hvis blik flakkede ængsteligt. Sikke en foragt hun følte for ham. For hele sin familie. Den eneste trøst havde været udsigten til at arve farfar Rubens penge. At hun en dag kunne give dem fingeren alle sammen. Leve livet på Rivieraen og nyde hver eneste dag, som var det den sidste. Skide på de åndssvage studier og bare … leve!

Hun så med kolde øjne på Harald og Britten. Så vendte hun om på hælen med en eneste tanke i hovedet. Bare de snart kom derfra.

Börje og Kerstin var i fuld gang med at forberede frokosten, da Martin kom ind.

“Kan det lade sig gøre at få lidt kaffe?” Han nikkede mod kaffemaskinen på køkkenbordet.

“Tag bare,” sagde Kerstin, der stod og skar et brød i skiver.

Martin hældte en kop op og stillede sig med ryggen mod dørkarmen og så ud gennem vinduet. Stormen viste ingen tegn på at ville løje af.

“Sikke et spektakel derude,” sagde Börje. Han var ved at finde drikkevarer frem fra køleskabet, og flaskerne klirrede højt, når de slog imod hinanden.

“Ja, det tør siges.” Martin nippede til kaffen, men var ved at skolde sig. Han måtte tage det roligt, indtil den blev lidt koldere.

“Jo …” Kerstin havde vendt sig om mod Martin og trak lidt på ordene. “Jo … vi spekulerer på, om du kunne være så sød og hente roastbeefen for os? Så den når at tø op til i aften.”

Martin forstod først ikke, hvorfor de gerne ville have, at netop han skulle hente den. Så gik der en prås op for ham. Ruben lå jo derinde. Han stillede kaffekoppen fra sig.

“Selvfølgelig kan jeg det. Ikke noget problem.”

Både Kerstin og Börje så lettede ud.

Trods sit muntre tonefald tøvede Martin, før han trykkede håndtaget ned. Da han var politimand, gik værtsparret vel ud fra, at han var vant til at se lig. Og det var måske også tilfældet i storbyområderne. Men selv havde han faktisk kun set døde kroppe to gange før – en ved en bilulykke nord for Tanumshede og så en fuld turist, der var druknet.

Han trådte ind i kølerummet. Ruben lå der stadig. Martin undrede sig over, at han ikke følte sig dårligere tilpas. På en måde virkede rummet fredfyldt.

Ruben lå på ryggen på det bord, som de havde lagt ham på aftenen før. Det var mærkeligt, at der var gået mindre end et døgn siden den dramatiske middag. Den klaustrofobiske stemning gjorde, at det føltes, som om de havde været lukket inde i huset i flere uger, måneder, en evighed.

Martin gik forsigtigt rundt om kroppen på bordet for at komme hen til kummefryseren. Pludselig var det, som om noget bevægede sig ude i øjenkrogen, men han indså i samme øjeblik, at det bare var indbildning. Ruben lå ubevægelig.

Låget til fryseren sad fast, så han måtte rykke til af alle kræfter for at få det op. Et koldt pust slog op imod ham, og han for tilbage. Roastbeefen lå øverst, sirligt mærket med en kvindes håndskrift. Den store pakke var så kold, at det bed i hænderne, og Martin skyndte sig forbi bordet, hvor Ruben lå. Da døren smækkede bag ham, åndede han lettet op, selv om han ikke havde oplevet det som ubehageligt at være inde hos den døde.

“Gik det godt?” sagde Kerstin, og skulle man dømme efter hendes tonefald, havde han stået på ski til Nordpolen, ikke hentet roastbeefen i fryseren.

“Jo da,” sagde Martin og lagde taknemmeligt den iskolde pakke fra sig. Han masserede hænderne for at få gang i cirkulationen igen og rakte ud efter sin kaffekop, der nu varmede behageligt.

“Hvad mener du om det hele? Kommer du nogen vegne?” Börje nikkede hen mod kølerummet.

Martin mærkede, hvordan hjertet sank i brystet. Han kunne ikke sige andet end sandheden.

“Nej, det kan jeg vist ikke påstå. Ingen har set noget. Ingen ved noget. Ingen havde noget motiv. Alligevel lader de til at have det som kat og hund hele bundtet.”

“Börje klukkede. “Ja, jeg hørte, at du var med for første gang for at blive præsenteret for familien. Det var dog en allerhelvedes dårlig måde at blive introduceret på!”

Kerstin gav sin mand en albue i siden. “Men Börje, sådan siger man da ikke.”

Martin grinede. “Helt i orden. Du har ret. En allerhelvedes dårlig måde!”

De grinede alle tre, og Martin mærkede, hvordan trykket i brystet lettede.

Hadet fortsatte med at pumpe inden i ham. Han havde været nødt til at komme ud derfra. Ellers havde hadet taget over, besejret ham, fået ham til at gøre ting, han ville fortryde. Matte knyttede hænderne rytmisk, som han sad der på sit værelse med ryggen mod døren. Kun med døren lukket og låst følte han sig tryg. Kun alene følte han sig tryg. Andre mennesker var en fare, en risiko. De kunne være fulde af gode intentioner, ja, selv af kærlighed, men i grunden var de farlige, svigefulde. Det eneste menneske, han havde været tryg ved, var farfar. I hans selskab havde han kunnet slappe af og være sig selv. Han havde kunnet fortælle om alle de tanker, der for frem og tilbage, hid og did, og som hele tiden ledte efter sprækker i muren. Efter steder hvor de kunne slippe ind. Hans farfar havde forstået. Aldrig sat spørgsmålstegn ved det. Aldrig skældt ud lige som hans far eller grædt lige som hans mor eller set med foragt på ham som Lisette. Han havde aldrig hånet ham som Bernard.

De andre vidste det ikke. De forstod ikke, hvorfor han hadede Bernard af hele sit hjerte. Matte havde forsøgt at lægge bånd på sig selv, forsøgt at feje minderne ind under gulvtæppet. Forsøgt at opføre sig pænt. Sådan som de så gerne ville have, at han gjorde. Men minderne var der. De dukkede altid op, når han var mindst på vagt. Bernard og han havde gået på samme skole. Ikke i samme klasse, men alligevel været tilstrækkeligt tæt på hinanden. Bernard havde plaget ham under hele skoletiden. Han havde været en lederfigur, og de andre havde fulgt hans eksempel. Hånet og slået, grinet og plaget ham. Altid der. Altid smilende. Altid på jagt efter nye måder at ødelægge hans tilværelse på. Det var blevet bedre, da de blev ældre. De var ikke havnet på samme gymnasium, og Bernard var vel også blevet træt og havde fundet nye afløb for sine onde energier. Men det var der hele tiden, når de sås. Smilet. Det, som fortalte, at Bernard vidste, at han gennemskuede ham, at han vidste præcis, hvilke knapper han skulle trykke på for at knuse ham.

Det var det eneste, han aldrig havde fortalt sin farfar. Han vidste, at Ruben til en vis grad så Bernard, som den han var, men ikke fuldt ud. Han bevarede stadig håbet for Bernard. Og det ville Matte ikke tage fra ham. Derfor tav han, når Ruben talte om Bernard. Tav, når han sagde ting som: “Der skal nok blive et ordentligt menneske ud af ham, bare han får lov at løbe hornene af sig. Han mener jo i hvert fald ikke noget ondt med det.” I de øjeblikke så han altid undrende på sin farfar. Troede han selv på det, han sagde? Så han virkelig ikke masken, det onde, der grinede bag Bernards smukke, perfekte smil? Måske. Måske ikke. I hvert fald bestemte Matte sig tidligt for, at han ikke ville være den, der tog det håb fra farfar Ruben. Den sag skulle tiden nok tage sig af.

Men nu var tiden kommet og gået. Hans farfar var borte. Hans eneste ven i verden. Det eneste menneske, han følte sig tryg sammen med. Borte. Og Bernards smil hånede ham. Fortalte ham, at det var ham, Bernard, der havde vundet til sidst.

Pludselig tordnede det så højt, at ruderne klirrede. Uvejret havde nu også bragt tordenvejr med sig! I det øjeblik indså Matte, hvad han måtte gøre. Men først havde han brug for at hvile sig lidt. Han lagde sig på sengen og lukkede øjnene. Blot et par åndedrag senere sov han.

“Ja, det kalder jeg drama.” Familien Gustav Liljecrona havde slået sig ned i den hvide sofagruppe. Der begyndte at trænge liflige dufte ind i biblioteket ude fra køkkenet, og Gustavs mave knurrede højlydt.

“Skal blive godt med lidt frokost,” sagde han med tilkæmpet munterhed og tog en mundfuld af cognacen, som allerede flittigt var begyndt at blive hældt i glassene. Sådan en weekend var alle regler for god tone sat til side.

Ingen svarede på hans forsøg på at småsnakke. Bernard gned sig over halsen og mumlede: “Fandens også, jeg får garanteret et helvedes stort blåt mærke. Bliver kønt at skulle forklare det på arbejdet. Tager af sted på familieweekend og kommer tilbage med stranguleringsmærker …”

“Ja, han har altid været ustabil, Matte. Jeg forstår ikke, at de ikke tidligere har gjort noget ved det. Han er jo en fare for sine omgivelser.” Gustav rystede på hovedet og drejede cognacglasset i hånden.