KAPITEL 36

Annemette står på toppen af en pick-up-fodersilo i Lem. Det er blevet DLG’s tur til at smage på varerne. Hun skærer en pose vildsvinejuice op med sin foldekniv og drypper den ned i siloen. Der er ikke en sjæl i nærheden.

På sin tur fra Sydsjælland over Fyn og op gennem Østjylland har det slået hende, at hun ikke på noget tidspunkt har fanget sig selv i at have moralske skrupler. Hun har været forbi 15 forskellige svineproducenter, lagerbygninger og fodersiloer. Fordelen ved at begå kriminaliteten på disse stordriftsselskaber, disse maskindrevne haller placeret i småtbefolkede områder, er, at Annemette ikke møder mennesker, der på den ene eller anden måde kunne holde et spejl op, ingen spørgsmål, ingen, der berøres direkte, det forbliver en systemkrig, renset for menneskelig omgang, og således nogenlunde problemfrit at forblive trofast mod planen. Nogle få på listen måtte hun opgive på grund af kameraer eller andet opsyn. Men ellers er hun uden møje og besvær lykkedes med at finde et åbent vindue eller en revne at smutte juice ind gennem.

Omkring Gelsted på Fyn havde radioavisen afsløret, at man havde fanget kødterroristen. Selvom Annemette havde været indforstået med, at det ville ende sådan, lød det voldsomt med en politiaktion af den kaliber. Hun måtte holde ind til siden og trække vejret. Hun tænkte med bedrøvelse på Kirsten den dag i bilen ude i kolonihaven. Det var sådan, hun ville have det.

Annemette hopper ind i bilen igen. Hun fanger sit ansigt i bakspejlet midt et gab. Du godeste. Hun kører væk fra DLG’s område og holder ind til siden 500 meter derfra, skruer nummerpladerne af, på med de gamle og videre. Almiras flugt-tricks sidder efterhånden på rygraden.

Hun kører videre nordpå, tidsplanen holder næsten. Med lidt held kan hun være fremme hos Alma klokken otte i aften. Det er længe siden, hun har set hende, de har talt sporadisk i telefonen, Dan Marc lyder til at gøre alt for hende. Hun omtaler ham, som var de et gammelt ægtepar med sære vaner, men frem for alt: Hun virker glad. Annemette savner også Johnny. De har skrevet breve til hinanden, altmodisch, men meget effektfuldt. Johnny virker så fortrøstningsfuld omkring fremtiden, deres fælles, omend han flere gange har skrevet, om hun ikke gabte over for meget.

Lige nu sidder hun bare og gaber ved synet af den kilometerlange motorvej foran sig. Hun beslutter at holde ind ved Tarm og tage en opkvikker. I hvert fald en stærk kop kaffe og et kærnemælkshorn. Da hun drejer af til OK-tanken, lægger hun mærke til to store transportlastbiler med trailers. Jysk Svinetransport står der på vognene. Annemette troede sådan set ikke, de måtte gøre holdt undervejs, men da hun ser et par mænd stå foran og rode under kølerhjelmen giver det mening.

Hun går tilbage til sin bil igen. Åbner ind til bagsædet og griber ned i flamingokassen. Hun lagde mærke til, at bagdøren var forsynet med en lille lem, som ikke lukkede helt til. Ikke meget, bare en halvanden centimeters luft. Hun snitter posen åben under sin jakke og hælder det ind gennem sprækken. Ingen at se til højre eller venstre. Det tager tre sekunder. I et af disse sekunder hører hun grynt. Hendes mave trækker sig sammen, og hun får øjeblikkelig kvalme.

Hun smider den tomme pose ned i skraldespanden, trykker den ned under nogle brødposer, inden hun går ind i Plus-butikken. En ladning grise, måske er de på vej til Tyskland. Måske er de smittet med svinepest, når de ankommer. Annemette hører gryntet for sit indre. Hun tager kaffen og kagen med sig. Skide to-go-kop, men hvad skal hun gøre. Hun kan ikke holde ud at være her længere.

Tanken om at lette sit hjerte vokser frem som en fryd på den lange motorvejsstrækning. Hun trænger til at komme af med sandheden, den fylder det hele. Kaffen er i holderen, og horn og servietter i skødet, hun finder sin playliste på telefonen og vælger Vivaldi, De fire årstider, „Forår“. Så skruer hun op for fuldt blæs, kører til og mister tidsfornemmelsen.

En ny by toner frem, og inde i den en stor bygning, der virker meget genkendelig. Der er lys og folk bag vinduer og ude foran. Flere bærer uniformer. Bag bygningen, alt det grønne. Hun er ikke født løgner, og hun har ikke i sinde at blive det. Annemette er ikke i tvivl, hun vil fortælle alt.

Hun finder en parkeringsplads og stiger ud, tager sin taske fra bagagerummet og går op til hovedindgangen. Hun banker på, og en ung mand åbner døren. „Hej,“ siger han og ser et drys forvirret ud. Så kalder han ind i bygningen.

„Alma! Din mor er her.“

„Dav, Dan,“ siger Annemette.

„Hej sviger, sikke en sur-prise.“ Dan udtaler det engelske ord på dansk. „Jeg er på vej til træning. I vil sikkert også gerne have lidt tid alene.“

„God træning,“ siger Annemette og vender så blikket efter lyden af en elektrisk kørestol, der kommer nærmere.