Rudyard Kipling

Kim

Første kapitel

Oh ye who tread the Narrow Way
By Tophet-flare to judgment Day,
Be gentle when ‘the heathen’ pray
To Buddha at Kamakura!

Buddha at Kamakura

Han sad — på trods af regler og politibestemmelser — overskrævs på kanonen Zam-Zammah på dens murstensplatform lige over for det gamle Ajaib-Gher — Vidunderhuset, som de indfødte kalder museet i Lahore. Den, som ejer den ”ildsprudende drage” Zam-Zammah, ejer Punjab, for den store, grønne bronzekanon er altid erobrerens første bytte.

Der var en vis undskyldning for Kim — han havde sparket Lala Dinanaths dreng ned fra kanonens tapper — i den omstændighed, at englænderne ejede Punjab og Kim var englænder. Skønt solen havde brændt hans hud så sort som nogen indfødts, skønt han foretrak at tale de indfødtes sprog og talte sit modersmål på en afbrudt, usikker måde og med fremmed accent, skønt han omgikkes basarens smådrenge aldeles som ligemænd — var Kim alligevel hvid, en fattig hvid af de allerfattigste. Den kvinde af blandet race, som havde opsyn med ham (hun røg opium og foregav at drive en marskandiserbod på torvet, hvor de billige droskers holdeplads er) fortalte missionærerne, at hun var Kims moster. Men hans moder havde været barnepige i en oberstfamilie og havde ægtet Kimball O’Hara, en ung fanesergeant i det irske regiment ”Maverickerne”. Han fik senere ansættelse ved Sind, Punjab og Delhijernbanen, og hans regiment rejste hjem uden ham. Konen døde af kolera i Firozipur og O’Hara slog sig på flasken og på at drive hid og did langs banelinjen med den klarøjede, tre år gamle dreng. Velgørende foreninger og præster, som ville barnet vel, forsøgte at indfange ham, men O’Hara gled ud af deres hænder, indtil han traf den opiumrygende kvinde, der gav ham smag for opium, hvorefter han døde, som fattige hvide mænd dør i Indien. Hans efterladenskaber bestod i tre dokumenter. Det ene kaldte han sit ”ne varietur”, fordi disse ord stod skrevet under hans underskrift. Det andet var hans ”Afsked” og det tredje var Kims fødselsattest. Disse papirer, plejede han at sige i sine opløftede opiumsstunder, ville engang gøre lille Kimball til en stor mand. Kimball måtte ikke for nogen pris skille sig af med dem, for de hørte med til et stort trolddomsværk — trolddom af den slags, som mænd udøvede derovre på den anden side af museet i det store blå og hvide Jadoo-Gher — Trolddomshuset, eller som vi kalder det, Frimurerlogen. Det ville, sagde han, alt sammen indtræffe engang i tiden, og da ville Kims horn blive oprejst mellem piller — kæmpemæssige piller — af skønhed og styrke. Selve obersten ville komme ridende på sin hest i spidsen for det fineste regiment I hele verden og gøre sin opvartning hos Kim — lille Kim, hvem det skulle gå bedre her på jorden, end det var gået hans far. Ni hundrede første klasses djævle, hvis Gud var en Rød Tyr på en grøn mark, ville tjene Kim, hvis de da ikke havde glemt O’Hara, stakkels O’Hara, der havde været arbejdsformand på Firozipur-banen. Så plejede han at græde bitterligt i sin skrøbelige rørstol på verandaen. Det var grunden til, at kvinden efter hans død syede pergamentet, papiret og fødselsattesten ind i et amuletetui af læder og bandt det fast om Kims hals.

”Og en skønne dag,” sagde hun med en uklar erindring om O’Haras spådomme, ”vil der komme en Rød Tyr på en grøn mark og” — her slog hun over i engelsk — ”ni hundrede djævle.”

”Javel,” svarede Kim, ”jeg skal nok huske det. En Rød Tyr og en oberst på en hest vil komme, men først, sagde min fader, kommer de to mænd, som gør alting rede. Sådan er det altid sket, sagde min far, og sådan sker det altid, når trolddom sættes i værk.”

Hvis kvinden havde sendt Kim op til stadens Jadoo-Gher med de omtalte dokumenter, ville Provinslogen naturligvis have taget sig af ham og sendt ham til Frimurernes Vajsenhus oppe i bjergene. Men hvad hun havde hørt om trolddom, gjorde hende mistroisk. Kim havde også sine meninger. Da han kom til uskels år og alder, lærte han at undgå missionærer og hvide mænd med alvorlige ansigter, som spurgte, hvem han var og hvad han bestilte. For Kim havde sin store styrke i ingenting at bestille. Ganske vist kendte han den vidunderlige, muromgærdede stad Lahore lige fra Delhi-porten til det ydre forts grav. Han var kammerat med mennesker, hvis levned var sælsommere end alt, hvad Harun al Raschid nogensinde havde drømt, og han levede selv et liv så mærkværdigt som noget i Tusind og én Nat. Men missionærer og velgørenhedsselskabers sekretærer kunne ikke se det skønne deri. Hans øgenavn i alle stadens kvarterer var ”Alverdens Lille Ven” og da han var smidig og lidet iøjnefaldende, udførte han meget ofte om natten ærinder for elegante og velnærede unge verdensmænd på de opfyldte hustage. Det var naturligvis rænkespil, det vidste han godt, som han overhovedet havde haft kendskab til alt ondt lige siden, han havde lært at tale. Men han elskede denne leg for dens egen skyld — at liste sig forsigtigt gennem mørke stræder og gyder, at klavre op ad en vandrende, at se og høre kvindernes verden heroppe på de flade tage, og så at flygte i hovedkulds hast fra hus til hus i skjul af det varme mørke. Så var der en mængde hellige mænd, askesmurte fakirer ved deres murstensaltre under træerne ved flodbredden, med hvem han stod på helt fortrolig fod — hilste dem, når de vendte tilbage fra deres tiggervandringer, og spiste af samme skål som de, når ingen så det. Kvinden, som havde opsyn med ham, forlangte tårevædet, at han skulle bære europæisk dragt — bukser, skjorte og en stærkt medtaget hat. Men når Kim var ude i visse ærinder, fandt han det bekvemmere at smutte i en hindus eller muhammedaners klædning. En af de unge verdensmænd — det var ham, som blev fundet død på bunden af en brønd den nat, der var jordskælv — havde engang foræret ham en fuldstændig hindudragt af den slags, som gadedrenge af lav kaste bar, og Kim gemte den på et hemmeligt sted under nogle bjælker på Nila Rams tømmerplads bag Punjabs højesteret, hvor de duftende deodarstammer[*], som flådes ned ad Ravi, oplægges for at tørre. Når Kim havde forretninger eller fornøjelser for, benyttede han disse ejendele og kom så først hjem ved daggry, dødtræt af at råbe efter en bryllupsprocession eller hyle ved en hindufest. Undertiden var der mad at få hjemme, men oftere var der intet, og så gik Kim sin vej igen for at spise hos sine indfødte venner.

Mens han sad og trommede med hælene mod Zam-Zammah, afbrød han nu og da sin leg med lille Chota Lal og Abdallah, syltetøjshandlerens søn, for at gøre en uhøflig bemærkning til den indfødte politibetjent, som stod vagt over rækker af fodtøj udenfor museets dør. Den store punjabmand grinede afslappet. Han havde kendt Kim længe. Det samme havde vandbæreren, der vandede den tørre vej fra sin gedeskindssæk. Det samme havde Jawahir Singh, museets tømmermand, der stod bøjet over nogle nye pakkasser. Det samme havde alle de mennesker, der var i sigte, med undtagelse af bønderne ude fra landet, der skyndte sig hen imod Vidunderhuset for at betragte de redskaber, som folk lavede i deres egen provins og andre steder. Museet var nemlig for indisk kunst og håndværk, og enhver, som søgte oplysninger, kunne bede dets bestyrer om en forklaring.

”Gå ned! Gå ned! Lad mig komme op!” råbte Abdallah og klavrede op af Zam-Zammahs hjul.

”Din far var postejbager, din mor stjal ghi’en”[*] sang Kim. ”Alle muhammedanere faldt ned af Zam-Zammah for længe siden!”

”Lad mig komme op!” peb lille Chota Lal med den guldbroderede hue. Hans far var vel god for en halv million pund sterling, men Indien er verdens eneste demokratiske land.

”Hinduerne faldt også ned af Zam-Zammah. Muhammedanerne puffede dem ned. Din far var postejbager…”

Han standsede, for rundt om hjørnet, fra den larmende Moti Basar, kom en mand sjokkende, hvis lige Kim aldrig havde set, skønt han troede at kende alle kaster. Manden var næsten seks fod høj, klædt i en meget folderig dragt af snavset tøj, der lignede et hestedækken, og ikke af nogen af dens folder kunne Kim udtyde kendetegn for noget ham bekendt håndværk eller profession. Ved hans bælte hang et langt pennefoderal af jerntråds-filigran og en rosenkrans af træ, af den slags, hellige mænd bærer. På hovedet havde han en slags kolossal hue. Hans ansigt var gult og rynket ligesom Fook Shings, den kinesiske skomagers i basaren. Hans øjne var skæve, idet øjenkrogene var drejede opad, og de lignede to små striber onyks.

”Hvem er det?” sagde Kim til sine kammerater.

”Måske er det en mand,” sagde Abdallah med fingeren i munden og gloede.

”Ja, sikkert,” sagde Kim. ”Men han ligner ikke nogen mand i Indien, som jeg nogensinde har set.”

”Måske er han præst,” sagde Chota Lal, der fik øje på rosenkransen.

”Se! Han går ind i Vidunderhuset!”

”Nej, nej,” sagde politibetjenten og rystede på hovedet. ”Jeg forstår ikke din tale.” Betjenten talte punjabi. ”Halløj, du, Alverdens Ven, hvad er det, han siger?”

”Send ham herhen,” sagde Kim, idet han lod sig glide ned fra Zam-Zammah og slog op med sine bare hæle. ”Han er en fremmed og du er en bøffel.”

Manden vendte sig hjælpeløst bort og sjokkede hen imod drengene. Han var gammel og hans uldne kappe stank endnu af bjergpassenes ildelugtende bynke.

”Børn, hvad er dette for et stort hus?” sagde han på temmelig godt urdu.

”Ajaib-Gher, Vidunderhuset!” sagde Kim uden at give ham nogen titel — såsom Lala eller Mian. Han kunne ikke gætte sig til mandens tro.

”Aha! Vidunderhuset! Kan enhver gå derind?”

”Det står skrevet over døren — alle kan træde ind.”

”Uden at betale?”

”Jeg går ind og ud og jeg er ikke bankier,” lo Kim.

”Ak, jeg er en gammel mand. Jeg vidste det ikke.”

Og dermed vendte han sig, fingererende ved sin rosenkrans, atter halvt mod museet.

”Hvad er din kaste? Hvor er dit hus? Kommer du langvejsfra?” spurgte Kim.

”Jeg kom over Kulu — fra hinsides Kailas — men hvad ved I derom? Fra bjergene hvor” — han sukkede — ”luften og vandet er friske og kølige.”

”Aha! Khitai (en kineser),” sagde Abdallah stolt. Fook Shing havde engang jaget ham ud af sin skomagerbod, fordi han havde spyttet på gudebilledet oven over støvlerne.

”Pahari (en bjergbo),” sagde lille Chota Lal.

”Ja, mit barn, en bjergbo — fra bjerge, som du aldrig vil få at se. Har du hørt tale om Bhotiyal (Tibet)? Jeg er ingen khitai, men en bhotiya (tibetaner), siden du endelig vil vide det — en lama — hvad man i jeres tungemål kalder en guru.”

”En guru fra Tibet,” sagde Kim. ”En sådan mand har jeg aldrig set. Er de da hinduer i Tibet?”

”Vi følger den Midterste Vej. Vi lever i fred i vore lamaklostre og jeg er draget ud for at se de Fire Hellige Steder før min død. Nu ved I, som er børn, lige så meget som jeg, der er gammel.” Han smilede godmodigt til drengene.

”Har du spist?”

Han famlede indenfor sin kappe og fremdrog en slidt tiggerskål af træ. Drengene nikkede. Alle præster af deres bekendtskab var tiggere.

”Jeg ønsker ikke at spise lige nu.” Han drejede hovedet som en gammel skildpadde i solskin. ”Er det sandt, at der er mange billeder i Lahores Vidunderhus?” Han gentog de sidste ord som en, der vil være sikker på en adresse.

”Det er sandt,” svarede Abdallah. ”Huset er fuldt af afgudsbilleder. Du er altså afgudsdyrker?”

”Bryd dig ikke om ham,” sagde Kim. ”Det er regeringens hus og der er ingen afgudsdyrkelse i det, men kun en sahib med hvidt skæg. Kom med mig, så skal jeg vise dig vej.”

”Fremmede præster æder drenge,” hviskede Chota Lal.

”Og han er fremmed og tilmed en but-parast (afgudsdyrker),” tilføjede muhammedaneren Abdallah.

Kim lo. ”Han er ny. Løb I hjem til sikkerhed på jeres mors skød. Kom!”

Kim drejede på det klirrende tælleapparat, den gamle mand fulgte efter og standsede forbavset. I forsalen stod opstillet de større værker af den græko-buddhistiske billedhuggerkunst, frembragte for — ja, videnskabsmændene ved, for hvor lang tid siden — af længst glemte arbejdere, hvis hænder, ikke uden held og duelighed, famlede efter det på en så mystisk måde nedarvede græske greb om tingene. Der var billedhuggerarbejder i hundredvis, relieffriser, brudstykker af statuer, stenplader fulde af figurer, som havde dækket teglstensmurene på de buddhistiske stupa’er og vihara’er i det nordlige, og som nu, udgravede og etiketterede, var museets stolthed. Undrende og med åben mund vendte lamaen sig hid og did og standsede endelig i henrykt beskuen af et stort højrelief, som forestillede den allerhøjeste Buddhas kroning eller apoteose. Herren var fremstillet siddende på en lotus, og relieffet var hugget så dybt, at dens blomsterblade næsten stod frit ud. Rundt om ham stod et tilbedende hierarki af konger, ældste og gamle tiders buddhaer. Forneden var et lotusbegroet vand med fisk og vadefugle. To devaer med sommerfuglevinger holdt en guirlande over hans hoved og ovenover dem bar et andet par en baldakin, der kronedes af Bodhisats juvelbesatte hovedsmykke.

”Herren! Herren! Det er selve Sakya Muni”, udbrød lamaen næsten hulkende og ganske sagte begyndte han den vidunderlige buddhistiske påkaldelse:

”Og han er her!” vedblev han. ”Så er den Allermest Ophøjede Lov her også. Det er en god begyndelse på min pilgrimsfærd. Og hvilket arbejde det er! Hvor veludført!”

”Der kommer sahib’en,” sagde Kim og smuttede til side ind mellem montrerne i fløjen for kunst og industri. En hvidskægget englænder stod og så på lamaen, som højtideligt vendte sig, hilste ham og efter nogen famlen trak en lommebog frem, op af hvilken han tog en stump papir.

”Ja, det er mit navn,” sagde englænderen og smilede over den klodsede, barnlige skrift.

”En af os, som har gjort pilgrimsfærden til de Hellige Steder — han er nu abbed i Lung-Cho klosteret — gav mig det,” stammede lamaen. ”Han talte også om disse.” Hans magre hånd pegede skælvende rundt omkring.

”Velkommen da, lama fra Tibet. Her er billederne, og jeg er her” — han kastede et blik på lamaens ansigt — ”for at samle kundskaber. Kom med ind på mit kontor.” Den gamle mand rystede af spænding.

Kontoret var kun et lille rum, som ved træskillerum var adskilt fra den af skulpturer opfyldte gang. Kim lagde sig ned med øret til en revne i den af heden stærkt medtagne cedertræsdør og følgende sit instinkt gav han sig til at se og høre.

Det meste af, hvad der blev sagt, gik over hans forstand. Lamaen talte, i begyndelsen tøvende, til bestyreren om sit eget kloster Such-zen, lige over for de Farvede Klipper, fire måneders vandring fra Lahore. Bestyreren fremtog en stor bog med fotografier og viste ham selve klosteret højt oppe på dets klippetinde skuende ud over den vældige dal med de mangefarvede bjerglag.

”Ay, ay!” Lamaen satte et par kinesiske hornbriller på sin næse. ”Her er den lille dør, gennem hvilken vi bringer brænde ind før vinteren. Og du — I englændere kender til alle disse ting? Han, som nu er abbed i Lung-Cho, fortalte mig derom, men jeg troede det ikke. — Og Herren — Den Allerfortræffeligste — æres han også her? Kender I hans liv?”

”Det står hugget i stenene. Kom og se, hvis du er udhvilet.”

Ud i hovedhallen sjokkede lamaen, og med bestyreren ved sin side gennemgik han samlingen med en troendes ærefrygt og en håndværkers vurderende instinkt.

Begivenhed efter begivenhed i den skønne historie læste han ud af de halvt forvitrede stenbilleder, hist og her noget forvirret af den for ham ukendte græske stil, men henrykt som et barn ved hvert nyt fund. Hvor der var et hul i rækkefølgen, som for eksempel ved Bebudelsen, kunne bestyreren supplere det manglende fra sin store stabel bøger — franske og tyske, med fotografier og gengivelser.

Her var den fromme Asita — en pendant til Simeon i Jesus’ historie — med det Hellige Barn på sit skød, mens forældrene lyttede til hans ord. Her var begivenhederne i legenden om Devadata. Her var den onde kvinde, som beskyldte Herren for urenhed og blev fuldstændig nedgjort. Her var undervisningen i Dyreparken. Her var miraklet, som forbavsede ildtilbederne. Her var Bodhisat som prins i kongelig pragt; hans mirakuløse fødsel; hans død i Kusinagara, hvor den svage discipel besvimede. Og så var der næsten utallige fremstillinger af hans meditation under bodhitræet, og tilbedelsen af tiggerskålen var anbragt alle vegne. På få minutter indså bestyreren, at hans gæst ikke var nogen almindelig bønnetællende tigger, men en dygtig lærd. Og de gennemgik det alt sammen én gang til, mens lamaen tog sig den ene pris tobak efter den anden, pudsede sine briller og pludrede i jernbanefart i en forvirrende blanding af urdu og tibetansk. Han havde hørt tale om de kinesiske pilgrimme Fo-Hians og Hwen-Thiangs rejser og var meget begærlig efter at få at vide, om der fandtes en oversættelse af deres beretning. Han trak vejret dybt, mens han hjælpeløst bladede i Beals og Stanislas Juliens bøger. ”Det er alt sammen her. Et aflåst skatkammer.” Så blev han roligere og lyttede ærbødigt til brudstykker, som bestyreren oversatte til urdu fra bladet. For første gang hørte han om europæiske lærdes arbejder og hvorledes de ved hjælp af disse og hundreder af andre tekster har nået til at identificere buddhismens Hellige Steder. Derpå viste bestyreren ham et vældigt landkort med en mængde gule prikker og linjer. Hans brune fingre fulgte bestyrerens blyant fra punkt til punkt. Her var Kapilavastu, her det Midterste Rige, her Mahabodi, buddhismens Mekka og her var Kusinagara, det sorgens sted, hvor Den Allerhelligste døde. Den gamle mand bøjede sit hoved over papiret og tav en stund, og bestyreren tændte sig en frisk pibe. Kim var faldet i søvn. Da han vågnede, gik samtalen atter livligt og drejede sig nu om ting, som lå mere inden for hans fatteevne.

”Og således gik det til, du Visdommens Kilde, at jeg besluttede at vandre til de Hellige Steder, som hans fod har betrådt — til hans fødested Kapila, derfra til Maha Bodhi, som er Buddh Gaya, til munkeklosteret og til hans dødssted.”

Lamaen sænkede sin stemme. ”Og jeg kom herhid alene. For fem-syv-atten-fyrretyve år siden randt det mig i sind, at den gamle lov ikke følges på tilbørlig vis. For, som du ved, den er overgroet med djævelskab, trolddom og afgudsdyrkelse. Netop som barnet udenfor sagde for lidt siden. Ja, netop som barnet sagde, af but parasti.”

”Således går det med alle religioner.”

”Mener du? Jeg læste mit klosters bøger, og de var udtørret marv, og det nyere ritual, som vi, der følger den Reformerede Lov, har betynget os selv med — det havde heller ingen værdi i disse gamle øjne. Selv Den Allerfortræffeligstes disciple ligger i evig kiv og strid med hverandre. Det er alt sammen Blændværk. Ja, Maya, Blændværk. Men jeg attrår noget andet.” — Det rynkede, gule ansigt nærmede sig bestyrerens til tre tommers afstand, og pegefingerens lange negl trommede på bordet. ”Jeres lærde har, som disse bøger lærer, fulgt Den Velsignedes fødder på alle deres vandringer. Men der er ting, som de ikke har udfundet. Jeg ved intet — intet ved jeg — men jeg går for at befri mig fra Tingenes Store Hjul, og det ad en bred og åben vej.” Han smilede med en højst åbenhjertig triumf. ”Som pilgrim til de Hellige Steder erhverver jeg mig Fortjeneste. Men der er mere end det. Lyt til en sandhed. Da vor nådige Herre endnu var en yngling og søgte sig en mage, sagde mænd i Hans faders gård, at Han var for ung til at indgå ægteskab. Det ved du?”

Bestyreren nikkede og undredes på, hvad der nu ville komme.

”Da anstillede de den tredobbelte styrkeprøve. Og ved bueprøven knækkede herren først den bue, som de gav ham, og han forlangte en, som ingen kunne spænde. Det ved du?”

”Det står skrevet. Jeg har læst det.”

”Og Pilen fløj forbi alle andre mærker og langt, langt bort, ud af syne. Til sidst faldt den ned og hvor den berørte jorden, sprang en kilde frem, som blev til en Flod. Og ved Herrens godhed og den Fortjeneste, han erhvervede sig, inden han Frigjorde sig selv, er denne Flods natur således, at hvem som bader i den, lutres for al besmittelse og alle pletter af synd.”

”Således står det skrevet,” sagde bestyreren sørgmodigt.

Lamaen trak vejret dybt.

”Hvor er den Flod, du Visdommens Kilde? Hvor faldt Pilen?”

”Ak, min broder, det ved jeg ikke,” svarede bestyreren.

”Hvorfor foregiver du at have glemt det — det eneste, du ikke har fortalt mig? Du må da sikkert vide det? Se, jeg er en gammel mand! Jeg spørger med mit hoved mellem dine fødder, du Visdommens Kilde. Vi véd, at han spændte buen! Vi véd, at Pilen faldt til jorden! Vi véd, at kilden vældede frem! Hvor er da Floden? Min drøm bød mig at finde den, derfor begav jeg mig af sted og nu er jeg her. Men hvor er Floden?”

”Vidste jeg det, tror du da ikke, at jeg ville råbe det ud?”

”Ved et bad i den opnår man Befrielse fra Tingenes Store Hjul,” vedblev lamaen uden at lægge mærke til bestyrerens ord. ”Pilens Flod! Tænk dig bedre om! Det er måske kun en lille strøm — udtørret i varmetiden? Men Den Allerhelligste ville aldrig sådan bedrage en gammel mand?”

”Jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke.”

Lamaen stak atter sit ansigt med de tusind rynker tæt hen til englænderens.

”Jeg ser, at du ikke ved det. Da du ikke følger Loven, er denne sag skjult for dig.”

”Ja — skjult — skjult.”

”Vi er begge bundne, du og jeg, min broder. Men jeg” — han rejste sig og svøbte sit bløde, tykke klædebon om sig — ”jeg går for at frigøre mig. Kom du med!”

”Jeg er bunden,” svarede bestyreren. ”Men hvor går du hen?”

”Først til Kashi (Benares), hvor ellers? Dér vil jeg møde en mand af den rene tro i et Jain-tempel i den by. Han er også af dem, der Søger i hemmelighed, og af ham kan jeg måske lære noget. Kan hænde, at han drager med mig til Buddh Gaya. Derfra mod nord og vest til Kapilavastu, og dér vil jeg søge efter Floden. Eller nej, jeg vil søge overalt, hvor jeg kommer hen — for ingen kender stedet, hvor Pilen faldt til jorden.”

”Og hvorledes vil du komme af sted? Det er langt til Delhi, og længere til Benares.”

”Jeg vil rejse dels ad landevejen, dels med togene. Da jeg kom ned fra bjergene, rejste jeg fra Pathânkot og hertil med et tog. Det går hurtigt. I begyndelsen var jeg forbavset over at se de høje stænger ved siden af banen stadig skyde deres tråde op og ned” — han efterlignede telegraftrådenes tilsyneladende bølgeformige bevægelser, mens toget suser forbi. ”Men senere blev jeg træt af at sidde og længtes efter at gå, som jeg plejer.”

”Og kender du vejen?” sagde bestyreren.

”Åh, hvad det angår, så stiller man spørgsmål og betaler penge, så sørger de dertil ansatte personer for, at man kommer, hvorhen man vil. Det fik jeg allerede at vide i mit kloster af sikre underretninger,” svarede lamaen stolt.

”Og hvornår drager du af sted?” vedblev bestyreren med et smil over den blanding af gammeldags fromhed og nymodens fremskridt, som er fremherskende i vore dages Indien.

”Så snart som muligt. Jeg besøger de steder, hvor Han levede, indtil jeg kommer til Pilens Flod. Der er også et papir, hvorpå der er skrevet de timer, hvor togene går sydpå.”

”Og hvorledes får du føden?” — Lamaer har som regel en klækkelig sum penge hos sig, men bestyreren ønskede sikkerhed i sagen.

”På rejsen vil jeg bære Herrens tiggerskål. Ja, som Han vandrede, således vil jeg vandre og give afkald på de lettelser, mit kloster kan skaffe mig. Da jeg forlod bjergene, havde jeg en chela (discipel) med mig, som tiggede for mig, som Loven kræver, men mens vi rastede en stund i Kulu, fik han feber og døde. Nu har jeg ingen chela, men jeg vil selv bære tiggerskålen og derved sætte godgørende mennesker i stand til at erhverve sig Fortjeneste.” Lamaen nikkede resolut. Lærde doktorer fra et kloster plejer ikke at tigge, men han var en ildsjæl.

”Så være det,” sagde bestyreren smilende. ”Men lad nu også mig få lov til at erhverve mig Fortjeneste. Vi er værkfæller, du og jeg. Her er en ny bog med hvidt engelsk papir og her er to og tre spidsede blyanter, tykke og tynde, alle gode i en skrivers hånd. Lån mig nu dine briller.”

Bestyreren så igennem dem. Glassene var slemt ridsede, men styrken var næsten den samme, som i hans egne. Dem stak han nu lamaen i hånden og sagde: ”Prøv disse.”

”Som en fjer! Så lette som en fjer på mit ansigt!” Den gamle mand vendte og drejede henrykt hovedet og slog krøller på sin næse. ”Jeg føler dem næppe! Og hvor tydeligt jeg ser!”

”De er af bilaur (krystal) og ridses ikke. Måtte de hjælpe dig til din Flod, for de er dine.”

”Jeg vil modtage dem og blyanterne og den hvide bog,” sagde lamaen, ”som et tegn på venskab mellem præst og præst — og nu —” Han famlede ved sit bælte, løsnede pennefoderalet af jerntrådsfiligran og lagde det på bestyrerens bord. ”Tag dette som en erindring om mig — mit pennefoderal. Det er gammelt — som jeg selv.”

Det var et stykke meget gammelt kinesisk kunsthåndværk af en jernart, som ikke fremstilles nu til dags. Bestyrerens indre samler havde begæret det fra første øjekast. Lamaen ville på ingen måde lade sig overtale til at tage sin gave tilbage.

”Når jeg vender hjem efter at have fundet Floden, skal jeg bringe dig et skrevet billede af Padma Samthora — sådan et, som jeg plejede at male på silke i mit kloster. Ja — og et af Livets Hjul,” smålo han, ”for vi er værkfæller, du og jeg.”

Bestyreren ville have holdt på ham, for få mennesker i verden kender endnu hemmeligheden ved at fremstille de traditionelle buddhistiske penseltegninger, der er, om man så må sige, halvt skrevne og halvt malede. Men lamaen gik sin vej med løftet hoved, standsede et øjeblik foran en stor statue af den mediterende Bodhisat og passerede så ud gennem tælleapparatet.

Kim fulgte ham som hans skygge. Hvad han havde hørt, havde sat ham i stærk spænding. Denne mand var noget aldeles nyt for ham og han havde i sinde at undersøge ham nærmere, ganske som han ville have undersøgt en ny bygning eller en ukendt festlighed i staden Lahore. Lamaen var hans fund og han ville lægge beslag på dette fund. Som sin mor var Kim irsk.

Den gamle mand standsede ved Zam-Zammah og så sig om, indtil hans blik faldt på Kim. Pilgrimsfærdens begejstring var kølnet for en stund, og han følte sig gammel, ensom og meget sulten.

”Du må ikke sætte dig under den kanon,” sagde politibetjenten overlegent.

”Høh! Din ugle!” svarede Kim på lamaens vegne. ”Sæt du dig kun under kanonen, hvis du har lyst. Hvornår var det, du stjal mælkekonens tøfler, Dunnoo?”

Dette var en fuldstændig grundløs beskyldning, frugten af en øjeblikkelig indskydelse, men den stoppede munden på Dunnoo, som vel vidste, at Kims skingrende hyl kunne kalde legioner af ondsindede basardrenge sammen, dersom det gjordes nødig.

”Nå, hvem tilbad du så derinde?” begyndte Kim nedladende, idet han satte sig på hug i skyggen ved siden af lamaen.

”Jeg tilbad ingen, mit barn. Jeg bøjede mig for den Ypperste Lov.”

Kim accepterede denne nye Gud uden sindsbevægelse. Han kendte adskillige snese i forvejen. ”Og hvad vil du nu gøre?”

”Tigge. Jeg mindes nu, at det er længe siden, at jeg har spist og drukket. Hvorledes er tiggernes skik og brug her i staden? Tigger de i tavshed, som vi gør i Tibet, eller med ord?”

”Hvo tigger i tavshed, sulter i tavshed,” svarede Kim med et indfødt ordsprog. Lamaen forsøgte at rejse sig, men sank tilbage igen med et længselssuk efter sin discipel, der var død i det fjerne Kulu. Kim betragtede ham med hovedet på siden, overvejende og interesseret.

”Giv mig skålen. Jeg kender folkene i denne stad og ved, hvem der er godgørende. Giv mig den, så skal jeg bringe den fyldt tilbage.”

Den gamle mand rakte ham skålen med et barns ligefremhed.

”Hvil du dig nu. Jeg kender folkene.”

Han gik hurtigt til en kunjri, en grønthandlerske af lav kaste, hvis åbne bod lå lige over for sporvejslinjen, der førte ned til Moti Basaren. Hun og Kim var gamle bekendte.

”Hoho! Er du blevet yogi (en hellig mand) siden du går med tiggerskål?” udbrød hun.

”Nej,” svarede Kim stolt. ”Der er en ny præst i byen — en mand, hvis slags jeg aldrig har set.”

”Gammel præst, ung tiger,” svarede konen vredt. ”Jeg er led og ked af præster! De slår ned på vore varer som fluer. Er min søns fader en godgørenhedens brønd, at han kan give til alle, der beder?”

”Åh nej,” svarede Kim. ”Din mand er snarere yagi (ondskabsfuld) end yogi (hellig). Men denne præst er virkelig ny og sahib’en i Vidunderhuset talte med ham som med en broder. Min moder, fyld mig denne skål. Han venter.”

”Den skål? Den kurv er så stor som en komave! Du er lige så høflig som Shivas hellige tyr. Den har allerede i morges ædt størstedelen af en kurv løg for mig. Og så skulle jeg oven i købet fylde din skål! Se bare, der kommer den igen.”

Kvarterets store, musegrå bramintyr trængte sig frem blandt den brogede hob med en stjålen pisang hængende ud af mulen. Den styrede lige løs på boden i fuld bevidsthed om sit privilegium som helligt dyr, sænkede hovedet og prustede tungt langs med kurvenes række, førend den traf sit valg. Op fløj Kims hårde lille hæl og ramte den lige på den sorte, fugtige snude. Den fnyste arrigt og sjokkede væk tværs over sporvejsskinnerne med puklen dirrende af raseri.

”Se der, nu har jeg reddet mere end det tredobbelte af, hvad skålen vil koste. Nå, moder, giv mig en smule ris og lidt tørfisk ovenpå — ja, og lidt grøntsagskarry!”

En brummen lød fra butikkens baggrund, hvor en mand lå.

”Han jog tyren bort,” sagde konen med sagte stemme. ”Og det er en god gerning at give til de fattige.”

Hun tog skålen og leverede den tilbage fuld af varm ris.

”Men min yogi er ingen ko,” sagde Kim alvorligt og lavede med fingrene et hul i toppen af rishøjen. ”En smule karry kunne gøre godt, og en stegt kage, og jeg tror også, at han ville synes godt om en mundfuld syltetøj.”

”Det er et hul så stort som dit hoved,” sagde konen fortrydeligt. Men ikke desto mindre fyldte hun det med god, dampende karry, lagde en stegt kage ovenpå og en klat klaret smør på kagen og klaskede en klump sur tamarindsyltetøj ved siden af. Kim betragtede anretningen med lystne øjne.

”Det er godt. Når jeg er her i basaren, skal tyren ikke få lov at komme til dette hus. Han er en fræk tigger.”

”Og hvad er du?” lo konen. ”Men du skulle tale godt om tyre. Har du ikke fortalt mig, at en dag vil der komme en Rød Tyr fra en mark for at hjælpe dig? Nå, pas nu på, at du ikke taber det, og bed den Hellige Mand om at velsigne mig. Måske kender han også et lægemiddel for min lille piges dårlige øjne. Spørg ham om det, Alverdens Lille Ven.”

Men Kim var hoppet af sted allerede førend hun blev færdig og undgik med held pariahunde og sultne bekendte.

”Sådan tigger vi, som forstår os på det,” sagde han stolt til lamaen, som gjorde store øjne ved synet af skålens indhold. ”Spis nu — jeg vil spise med. Ohé, bhisti!” råbte han til vandbæreren, som vandede crotonbuskene udenfor museet, ”kom her med noget vand! Vi mænd er tørstige.”

”Vi mænd!” gentog bhisti’en leende. ”Mon en skindsæk er nok til et sådant par? Nå, så drik da, i Den Barmhjertiges navn.”

Han lod en tynd stråle rinde ned i Kims hænder og drengen drak på indfødt vis. Men lamaen hentede et bæger frem fra sin klædnings uudtømmelige folder og drak med stor højtidelighed.

”Pardesi (en udlænding),” forklarede Kim, da den gamle mand i et ukendt tungemål fremsagde noget, som øjensynligt var en velsignelse.

De spiste sammen med stor tilfredshed og tømte tiggerskålen. Derpå tog lamaen sig en pris tobak af en rummelig græskarflaske, fingererede en stund med sin rosenkrans og sank så hen i alderdommens rolige søvn, mens Zam-Zammahs skygge blev længere og længere.

Kim drev hen til den nærmeste tobaksbutik, der ejedes af en noget livlig ung muhammedanerinde, og tiggede sig en ildelugtende cigar af dem, der sælges til de indfødte studenter ved Punjab Universitetet, som efterligner englændernes sædvaner. Den dampede han på, mens han sad på hug under kanonen og mediterede, og resultatet af hans grublerier blev, at han pludseligt og sagte forsvandt i retning af Nila Rams tømmerplads.

Lamaen vågnede først, da aftenlivet var begyndt i staden, lygterne tændtes og hvidklædte skrivere og underordnede embedsmænd vendte hjem fra regeringens kontorer. Han stirrede forvirret i alle retninger, men ingen så til ham, undtagen en hindudreng i en snavset turban og isabellafarvede klæder. Pludselig bøjede han hovedet ned mod sine knæ og begyndte at jamre.

”Hvad er der?” spurgte drengen og stillede sig foran ham. ”Er du blevet bestjålet?”

”Det er min nye chela (discipel), som er gået fra mig, og jeg ved ikke, hvor han er.”

”Hvad var din discipel for en mand?”

”Det var en dreng, som kom til mig i stedet for ham, der døde, for den Fortjenestes skyld, som jeg erhvervede mig ved at bøje mig for Loven derinde.” Han pegede over mod museet. ”Han kom til mig for at vise mig et spor, som jeg havde tabt. Han førte mig ind i Vidunderhuset, og med sine ord gav han mig mod til at tale til Billedernes Vogter, hvorved jeg blev opmuntret og fik friske kræfter. Og da jeg var mat af sult, tiggede han til mig, som en chela tigger til sin lærer. Pludseligt blev han sendt mig, uden varsel er han forsvundet igen. Jeg havde i sinde at lære ham Loven på vejen til Benares.”

Kim stod helt forbavset ved at høre dette, for han havde beluret samtalen i museet og vidste derfor, at den gamle mand talte sandt, hvad en indfødt på rejse sjældent gør over for fremmede.

”Men nu ser jeg, at han kun blev sendt for det enkelte formåls skyld. Og deraf ved jeg, at jeg skal finde en vis Flod, som jeg Søger.”

”Pilens Flod?” sagde Kim med et overlegent smil.

”Er du en ny Udsending?” udbrød lamaen. ”Til ingen har jeg talt om min Søgen, undtagen til Billedernes Præst derinde. Hvem er du?”

”Din chela,” sagde Kim ligefremt og satte sig på hug. ”Jeg har aldrig set én som dig. Jeg vil gå med dig til Benares, og desuden vil jeg mene, at en mand, der er så gammel som du og som siger sandheden til folk, han tilfældigt træffer i tusmørket, har stort behov for en discipel.”

”Men Floden — Pilens Flod?”

”Åh, det hørte jeg, da du talte med englænderen. Jeg lå uden for døren.”

Lamaen sukkede. ”Jeg troede, at du var en Fører, der var blevet mig beskåret. Sligt hænder stundom — men jeg er ikke værdig dertil. Du kender altså ikke Floden?”

”Nej jeg gør ikke.” Kim lo lidt usikkert. ”Jeg drager ud for at lede efter — efter en Tyr — en Rød Tyr på en grøn mark, som skal hjælpe mig.”

Som en ægte dreng havde Kim altid straks sine egne planer, når en af hans bekendte havde noget for, og som en ægte dreng havde han virkelig tænkt hele tyve minutter i træk over sin faders spådom.

”Hjælpe dig — hvortil mit barn?” spurgte lamaen.

”Gud ved det, men sådan sagde min far. Jeg hørte dig fortælle inde i Vidunderhuset om alle de sælsomme steder i bjergene, og når en, der er så gammel og så lidt — så vant til at tale sandhed — kan drage ud for at finde en smule flod, synes jeg, at jeg også burde gå på rejse. Hvis det er bestemt, at vi skal finde disse ting, så finder vi dem — du din Flod, og jeg min Tyr og de Stærke Søjler og nogle andre ting, som jeg har glemt.”

”Det er ikke søjler, men et Hjul, som jeg vil befri mig fra,” sagde lamaen.

”Det kommer ud på et. Måske jeg bliver gjort til konge,” sagde Kim med stor sindsro og forberedt på alt.

”Jeg vil lære dig andre og bedre ønsker på vejen,” sagde lamaen myndigt. ”Lad os så gå til Benares.”

”Ikke i aften, der er røvere på vejen. Vent, til det bliver dag.”

”Men her er intet sted, hvor vi kan sove.” Den gamle mand var vant til ordenen i klosteret, og skønt han sov på gulvet, som reglerne foreskriver, foretrak han at bevare sømmeligheden i denne sag.

”Vi kan få godt natteherberg i Kashmir Karavanserajet,” sagde Kim og lo af hans forfærdelse. ”Jeg har en ven dér. Kom!”

De hede og menneskefyldte basarer strålede af lys, mens de to banede sig vej gennem trængselen af alle Nordindiens menneskeracer. Lamaen måbede gennem det hele som en drømmende. Det var første gang, han befandt sig i en stor fabriksby, og de overfyldte sporvogne med deres konstant pibende bremser forskrækkede ham. Halvt puffet, halvt bugseret nåede han endelig den store port til Kashmir Karavanserajet — en vældig, åben firkantet plads lige over for banegården, omgivet af hvælvede søjlegange, hvor kamel- og hestekaravanerne tager ind, når de vender hjem fra Centralasien. Her var alle slags folk fra det nordlige i færd med at passe deres tøjrede heste og knælende kameler; med at læsse baller og pakker på eller af dyrene; med at hale vand til aftensmaden op af brøndene med de knirkende spil; med at give de vrinskende, blankøjede hingste hø; med at banke de gnavne karavanehunde; med at betale deres kameldrivere; med at antage nye staldkarle; med at bande, råbe, diskutere og gøre løjer i den opfyldte gård. Søjlegangene, op til hvilke man kom ad en tre, fire murstenstrin, udgjorde en nødhavn rundt om dette oprørte hav. De fleste af dem var udlejede til handelsmænd, ligesom man i Europa udlejer buerne under en viadukt. Rummet mellem søjle og søjle var ved hjælp af mursten eller brædder afsondret i værelser, der lukkedes med svære trædøre og klodsede hængelåse af indisk tilvirkning. En aflåst dør viste, at ejermanden var bortrejst, og nogle få kluntede — undertiden meget kluntede — kradserier med kridt eller maling meddelte, hvor han var taget hen. For eksempel: ”Lutuf Ullah er draget til Kurdistan.” Og nedenunder stod der et haltende vers: ”Oh Allah, du som tillader lus at leve på en kabulmands kjortel, hvorfor har du ladet denne lus Lutuf leve så længe?”

Stadig dækkende lamaen mod ophidsede mennesker og ophidsede dyr, gik Kim rundt langs søjlegangen til gårdens anden ende — den nærmest banegården — hvor hestehandleren Mahbub Ali boede, når han kom hertil fra det hemmelighedsfulde land hinsides de nordlige bjergpas.

Kim havde haft mange forretninger med Mahbub i sit korte liv — især mellem sit tiende og sit trettende år — og den store, svære afghaner, som farvede sit skæg rødt med kalk (for han var en ældre mand og elskede ikke, at de grå hår begyndte at vise sig) kendte og satte pris på drengens talent for sladder. Undertiden gav han Kim ordre til at holde øje med en mand, der ikke havde det mindste med heste at gøre — at følge efter ham en hel dag og afgive melding om hvert eneste menneske, som han talte med. Kim afgav rapport om aftenen og Mahbub lyttede tavs og ubevægelig. Det var rænkespil af en eller anden slags, det vidste Kim godt, men det betalte sig ikke at sige et muk derom til andre end Mahbub, som gav ham dejlig mad, skoldende hed fra serajets marketenderi, og én gang hele otte annas i rede penge.

”Der er han,” sagde Kim og gav en ondskabsfuld kamel et rap over snuden. ”Halløj, Mahbub Ali!” Han standsede foran en mørk hvælving og smuttede ind bagefter den forvirrede lama.

Hestehandleren lå, med sit brede, broderede bokhari-bælte løsnet, på et par sadeltasker af silke og dampede dovent på en kolossal sølvhukah. Han drejede hovedet ganske ubetydeligt ved tilråbet og da han kun så den høje, tavse skikkelse, kluklo han helt nede i sit brede bryst.

”Allah! En lama — en rød lama! Der er lang vej fra Lahore til passene. Hvad bestiller du her?”

Lamaen holdt mekanisk tiggerskålen frem.

”Guds forbandelse over alle vantro!” sagde Mahbub. ”Jeg giver intet til en luset tibetaner, men spørg mine baltier derhenne ved kamelerne. De vil måske sætte pris på dine velsignelser. Halløj, karle, her er en af jeres landsmænd! Undersøg om han er sulten.”

En raget, sammenkrøben balti, der var kommet ned til Indien med hestene, og som i hvert fald af navn var en slags buddhist, sleskede for præsten og bad med mange tykke gutturallyde den Hellige Mand tage plads ved hestepassernes bål.

”Gå!” sagde Kim og gav ham et lille puf, og lamaen gik, mens Kim blev stående mellem søjlerne.

”Gå!” sagde Mahbub Ali og tog atter fat på sin hukah. ”Løb din vej, lille hindu. Guds forbandelse over alle vantro! Tig hos dem i mit følge, som er af din tro.” ”Maharaja (store konge),” peb Kim med hindutiggernes sædvanlige titelform og inderlig fornøjet over situationen, ”min fader er død — min moder er død — min mave er tom.”

”Tig hos mine mænd derhenne blandt hestene, siger jeg. Der må være nogle hinduer i mit følge.”

”Åh, Mahbub Ali, er jeg da hindu?” sagde Kim på engelsk.

Hestehandleren viste intet tegn på forbavselse, men kiggede frem under sine buskede øjenbryn.

”Alverdens Lille Ven,” sagde han, ”hvad betyder dette?”

”Intet. Jeg er nu den Hellige Mands discipel og vi drager på pilgrimsfærd sammen — til Benares, siger han. Han er splittergal og jeg er ked af staden Lahore og længes efter ny luft og nyt vand.”

”Men for hvem arbejder du? Hvorfor kommer du til mig?” Hans stemme skurrede af mistænksomhed.

”Hvem skulle jeg ellers komme til? Jeg har ingen penge, og det er ikke godt at rejse uden penge. Du vil sælge mange heste til officererne. Det er nogle meget smukke heste, disse nye. Jeg har set dem. Giv mig en rupi[*], Mahbub Ali, og når jeg kommer i besiddelse af min rigdom, vil jeg give dig en forskrivning og betale den tilbage.”

”Hm,” sagde Mahbub Ali og tænkte hurtigt. ”Du har aldrig før løjet for mig. Kald på lamaen — og træd så tilbage i mørket.”

”Åh, hans ord vil bekræfte mine,” sagde Kim leende.

”Vi drager til Benares,” sagde lamaen, så snart han forstod meningen af Mahbub Alis spørgsmål. ”Drengen og jeg. Jeg går for at søge efter en vis Flod.”

”Nok muligt — men drengen?”

”Han er min discipel. Han blev sendt mig, tror jeg, for at vise mig vejen til Floden. Jeg sad under en kanon, da han pludseligt kom til mig. Sådanne ting er tidligere hændet de lykkelige, hvem der er blevet beskikket en fører. Men nu husker jeg dog, at han sagde, at han var af denne verden — en hindu.”

”Og hans navn?”

”Det spurgte jeg ikke om. Er han ikke min discipel?”

”Hans hjemstavn — hans folk — hans landsby? Er han muselmand — sikh — hindu — jain — af lav kaste eller af høj?”

”Hvorfor skulle jeg spørge? Der gives hverken lav eller høj på den Midterste Vej. Når han er min chela, vil eller kan da nogen tage ham fra mig? Thi, forstå mig ret, uden ham vil jeg ikke kunne finde min Flod.” Han rokkede højtideligt med hovedet.

”Ingen skal tage ham fra dig. Gå og sæt dig blandt mine baltier,” sagde Mahbub Ali, og beroliget ved dette løfte gik lamaen bort.

”Er han ikke splittergal?” spurgte Kim og trådte atter frem i lyset. ”Hvorfor skulle jeg lyve for dig, Hadji[*]?”

Mahbub dampede i tavshed på sin hukah. Så begyndte han, næsten hviskende: ”Ambala ligger på vejen til Benares — hvis I to virkelig drager derhen?”

”Pyh! Jeg siger dig jo, at han ikke forstår at lyve — sådan som du og jeg.”

”Og dersom du vil bringe et budskab for mig til Ambala, vil jeg give dig penge. Det angår en hest — en hvid hingst, som jeg solgte til en officer, sidste gang jeg kom tilbage fra bjergpassene. Men den gang — kom nærmere og hold dine hænder frem, som om du tiggede — den gang var den hvide hingsts stamtavle ikke fuldstændigt optegnet og officeren, som nu er i Ambala, bad mig finde ud af den.”

Derefter beskrev Mahbub huset og officerens ydre og fortsatte: ”Så budskabet til officeren, lyder altså: ’Nu er den hvide hingsts stamtavle bragt fuldstændigt i orden.’ Deraf vil han vide, at du kommer fra mig. Så vil han spørge: ’Hvilket bevis har du?’ og du skal svare: ’Mahbub Ali har givet mig beviset’.”

”Og alt det for en hvid hingsts skyld,” sagde Kim fnisende og med spillende øjne.

”Denne stamtavle vil jeg nu give dig — på min egen manér — og tillige nogle knubbede ord.” En skygge gled forbi bagved Kim og derefter en gumlende kamel. Mahbub Ali løftede stemmen:

”Allah! Er du den eneste tigger i staden? Din mor er død, og din far er død. Sådan siger de alle. Nå ja — ” Han vendte sig bort, som om han følte efter noget på gulvet ved siden af sig, og kastede så en skive blødt, fedtet muhammedanerbrød til drengen. ”Gå og læg dig blandt mine hestepassere for i nat — du og lamaen. I morgen vil jeg måske tage dig i min tjeneste.”

Kim luskede bort med tænderne i brødet. Som forventet fandt han deri en lille pakke sammenfoldet silkepapir viklet ind i voksdug, og desuden tre sølvrupier — en kolossal rundhåndethed. Han smilede og gemte både pengene og papiret i sit læderamulet-etui. Lamaen, som var blevet vel bespist af Mahbubs baltier, sov allerede i en krog i en af båsene. Kim lagde sig ved siden af ham og lo. Han vidste, at han udførte et hverv for Mahbub Ali, og ikke et eneste øjeblik troede han på historien om hingstens stamtavle.

Men Kim havde ingen mistanke om, at Mahbub Ali, der var kendt som en af de dygtigste hestehandlere i Punjab, en rig og driftig forretningsmand, hvis karavaner trængte dybt, dybt ind i landet nord for bjergpassene — at han stod optegnet i en af den indiske regerings allerhemmeligste bøger som C.25.IB. To eller tre gange om året plejede C.25 at indsende en lille historie, dårligt fortalt, men højst interessant og som regel fuldstændig sand — den blev kontrolleret ved hjælp af rapporter afgivet af R.17 og M.4. Den drejede sig om alle slags fjerne bjergfyrstendømmer, om opdagelsesrejsende af andre nationer end den engelske og om våbenhandelen. Den var, kort sagt, en lille brøkdel af den uhyre mængde ”underretninger”, på grundlag af hvilke den indiske regering handler. Men for kort tid siden havde fem konger og forbundsfæller — som slet ikke havde tilladelse til at indgå forbund — fået meddelelse af en venligsindet nordlig magt om, at nyheder fra deres riger lækkede ned i britisk Indien. Vedkommende kongers premierministre blev meget irriterede derover og traf deres forholdsregler — på østerlandsk manér. Blandt mange andre fattede de mistanke til den grove, rødskæggede hestehandler, hvis karavaner gik i sne til bugen gennem deres enemærker. I det mindste blev der på den rejse to gange skudt fra baghold på hans karavane, og til sidst gjorde Mahbubs folk kål på tre fremmede slyngler, der måske — eller måske ikke — var hyrede til at udføre jobbet. Af denne grund havde Mahbub undgået at gøre holdt i den usunde stad Peshawur og var uden ophold rejst videre til Lahore, hvor han nu opholdt sig i forventning om, at der ville hænde et eller andet, for han kendte sine landsmænd.

Og Mahbub Ali havde noget hos sig, som han ikke ønskede at beholde i sit værge en time længere end nødvendigt — nemlig en pakke omhyggeligt sammenfoldet silkepapir viklet ind i voksdug — en upersonlig, uadresseret beretning, med fem mikroskopiske knappenålshuller i det ene hjørne, som på den skammeligste måde forrådte de fem allierede konger, den venskabelige nordlige magt, en hindu bankier i Peshawur, en belgisk våbenfabrik og en indflydelsesrig, halvt uafhængig muhammedansk hersker i det sydlige. Dette sidste var R.17’s værk, som Mahbub havde fået overgivet på den anden side af Dorapasset og nu skulle aflevere på R.17’s vegne, da denne selv, på grund af omstændigheder uden for hans kontrol, ikke kunne forlade sin udsigtspost. Dynamit var uskyldigt som futmælk sammenlignet med den rapport, som C.25 var overbringer af. Og selv en østerlænding med en østerlændings anskuelser om tidens værdi kunne forstå, at jo før den kom i de rette hænder, des bedre. Mahbub havde intet særligt ønske om at dø en voldsom død, for han havde udfaldet af to-tre familiefejder på den anden side af grænsen i sin hånd, og når disse regnskaber var gjort op, agtede han at slå sig til ro som en mere eller mindre respektabel borger. Ikke en eneste gang efter sin ankomst for to dage siden var han gået uden for serajets port, men han havde på iøjnefaldende måde afsendt det ene telegram efter det andet til Bombay, hvor han havde nogle af sine penge stående i en bank, til Delhi, hvor en kompagnon fra hans egen klan opholdt sig for at sælge heste til en agent for en stat i Rajputana, og til Ambala, hvor en englænder i stor spænding forlangte en hvid hingsts stamtavle. Den offentlige brevskriver, som kunne engelsk, satte nogle fortræffelige telegrammer sammen, som for eksempel: ”Creighton, Laurel Bank, Ambala. — Hesten er araber, som allerede meldt stop beklager stamtavlens forsinkelse stop oversætter den for øjeblikket.” Og senere til samme adresse: ”Beklager højligt forsinkelsen stop skal snart sende stamtavlen.” Til sin kompagnon i Delhi telegraferede han: ”Lutuf Ullah — har pr. telegram krediteret dig 2000 rupier i Luchman Narains bank.” Alt dette var forretningssager, men alle disse telegrammer blev grundigt drøftet af folk, som mente at have en interesse i sagerne, førend de blev bragt til telegrafstationen på banegården af en dum balti, som tillod alle og enhver at læse dem på vejen.

Da Mahbub således, for at bruge hans eget maleriske sprog, havde plumret nysgerrighedens brønde med forsigtighedens stok, var Kim dumpet ned som sendt fra Himlen og Mahbub Ali, der var så energisk, som han var skruppelløs, og som var vant til at benytte sig af alle slags pludselige chancer, havde på stedet taget ham i sin tjeneste.

En omflakkende lama med en dreng af lav kaste til tjener kunne måske vække et øjebliks interesse, mens de vandrede omkring i Indien, pilgrimmenes land. Men ingen ville fatte mistanke til dem eller — vigtigere — udplyndre dem.

Han råbte på ild for at tænde sin hukah igen og tænkte over sagen. Selv om det værste skulle ske og drengen kom i fortræd, kunne papiret ikke kompromittere nogen. Og så ville han selv senere i ro og mag tage til Ambala — om end med en vis fare for at vække ny mistanke — og mundtligt gentage sin rapport til rette vedkommende.

Men R.17’s rapport var sagens kerne og det ville være overordentlig ubehageligt, hvis den ikke nåede frem. Imidlertid — Allah var stor, og Mahbub Ali vidste med sig selv, at han havde gjort alt, hvad der for øjeblikket kunne gøres. Kim var det eneste menneske i verden, der aldrig havde fortalt ham en løgn. Dette ville have været en slem plet på Kims karakter, hvis ikke Mahbub havde vidst, at over for alle andre kunne Kim i Mahbubs forretninger eller til egne formåls fremme lyve som en østerlænding.

Så trillede Mahbub Ali tværs over serajet til huset, hvor de furier bor, som maler deres øjenbryn og sætter fælder for fremmede. Her opsøgte han med en vis møje et bestemt pigebarn, som han havde grund til at tro var særligt gode venner med en elskværdig kashmirsk pandit[*], der havde passet hans tåbelige balti op for at få telegrammerne at læse. Det var naturligvis en dumhed af Mahbub Ali at gøre dette, for de gav sig til at drikke parfumeret brandy, stik mod Profetens lov, og Mahbub blev underfuldt drukken og hans tænders gærde åbnede sig og han forfulgte Glædens Blomst på usikre fødder, indtil han faldt om, så lang han var, blandt hynderne, hvorefter Glædens Blomst med assistance af en elskværdig kashmirsk pandit gennemsøgte hans klæder omhyggeligt fra top til tå.

Omtrent ved den samme time hørte Kim lette fodtrin i Mahbubs tomme bolig. Hestehandleren havde mærkeligt nok ladet sin dør stå uaflåst og hans folk var optaget af at fejre deres tilbagekomst til Indien med et helt får, som deres herre havde skænket dem. En velnæret ung herre fra Delhi, væbnet med et nøgleknippe, som blomsten havde løsnet fra den bevidstløse mands bælte, gennemsøgte hver eneste kasse, bylt, måtte og sadeltaske i Mahbubs eje endnu mere metodisk, end blomsten og panditten gennemsøgte ejermanden.

”Og jeg tror,” sagde Blomsten hånligt en time senere, mens hun støttede sin ene runde albue på den snorkende kødklump, ”at han ikke er andet end et svin af en afghansk hestehandler og ikke har en tanke i sit hoved undtagen om kvinder og heste. Desuden kan han allerede have sendt det bort — hvis han da nogensinde har haft det.”

”Nej — i en sag, der angår Fem Konger, ville han bære det nærmest sit sorte hjerte,” sagde panditten. ”Fandt du intet?”

Manden fra Delhi, som netop trådte ind, lo og rettede på sin turban.

”Jeg søgte mellem hans tøflers såler, mens Blomsten søgte i hans klæder. Denne er ikke den rette mand. Ikke meget undgår mit blik.”

”De sagde ikke, at netop denne var manden,” bemærkede panditten tankefuldt. ”De sagde: ’Se efter, om han er manden, for vore rådslagninger foregår under en mørk sky’.”

”De nordlige lande er så fulde af hestehandlere som en gammel kjortel af lus. Både Sikandar Khan og Nur Ali Beg og Farrukh Shah handler på de egne,” sagde Blomsten.

”De er endnu ikke kommet hertil,” sagde panditten. ”Dem må du senere besnære.”

”Uf!” sagde Blomsten med inderlig væmmelse og puffede Mahbubs hoved ned fra sit skød. ”Jeg tjener mine penge surt. Farrukh Shah er en bjørn, Ali Beg en pralhans og gamle Sikandar Khan — uf! Gå nu! Jeg vil sove. Svinet her rører sig ikke før daggry.”

Da Mahbub vågnede, talte Blomsten alvorsord om drukkenskabens synd.

Asiater blinker ikke, når de har overlistet en fjende, men Mahbub Ali var det meget nær, mens han rømmede sig, strammede sit bælte og dinglede af sted i de tidlige morgenstjerners skær.

”Sådan et gammelt forslidt kneb,” sagde han til sig selv. ”Som om ikke hver eneste tøs i hele Peshawur bruger det! Men det blev nydeligt gjort. Gud ved, hvor mange flere der er på min vej med ordre til at undersøge mig — måske med kniv. Nej, drengen må til Ambala — og det med jernbanen — for det haster med den skrivelse. Jeg vil blive her, gøre kur til Blomsten og drikke vin som det sømmer sig for en afghansk hestepranger.”

Han standsede et kort stykke fra sin bolig. Der lå hans mænd i dyb søvn, men Kim og lamaen var ikke at se.

”Op med dig!” råbte han og pirrede ved en af de sovende. ”Hvor er de to gået hen, som lå her i går aftes — lamaen og drengen? Savnes der noget?”

”Nej,” brummede manden. ”Den gamle galning rejste sig ved andet hanegal og sagde, at han ville til Benares, og så førte drengen ham bort.”

”Guds forbandelse over alle vantro!” sagde Mahbub inderligt og kravlede brummende i skægget ind i sin bolig.

Men det var Kim, som havde vækket lamaen — Kim, der, med det ene øje ved et knasthul i plankerne, havde set manden fra Delhi undersøge kasserne. Dette var ikke nogen almindelig tyv, der vendte og drejede breve, regninger og sadler — ikke nogen slet og ret indbrudstyv, der stak et lille knivsblad ind i Mahbubs tøffelsåler og pillede sadeltaskernes sømme så behændigt fra hinanden. I første øjeblik havde Kim villet råbe gevalt — det langtrukne choor — choor! (tyv! tyv!), som om natten bringer hele serajet på benene. Men han så nøjere til og drog så med hånden om sit amuletetui sine egne slutninger.

”Det må hænge sammen med den tykke løgn om hestens stamtavle,” sagde han til sig selv, ”og med den pakke, som jeg skal bringe til Ambala. Bedst at komme af sted nu. De, som roder i tasker med knive, vil måske snart søge i maver med knive. Der må sikkert stikke en kvinde bag dette. Hai! Hai!” hviskede han til den letsovende gamle mand. ”Kom! Det er på tide — på tide, at rejse til Benares.”

Lamaen rejste sig lydigt og som to skygger gled de ud af serajet.

Andet kapitel

And whoso will, from Pride released;
Contemning neither creed nor priest,
May feel the Soul of all the East.
About him at Kamakura.

Buddha at Kamakura.

De trådte ind på den fæstningsagtige banegård, der lå helt sort nu hen imod nattens slutning. Kun over godsoplagspladsen, hvor de tunge korntog fra det nordlige rangeres, strålede det elektriske lys.

”Dette er djævles værk!” sagde lamaen og gøs tilbage for det hule, genlydende mørke, glimtene af blanke skinner mellem de murede perroner og virvaret af bjælker oppe under taget. Han stod i en kæmpemæssig stenhal, der tilsyneladende var brolagt med lig — men det var tredjeklasses passagerer, som havde købt deres billetter den foregående aften og nu lå og sov i ventesalen. Alle døgnets fire og tyve timer er lige gode i en østerlændings øjne og passagertrafikken ordnes i overensstemmelse hermed.

”Her er det, at ildvognene kommer. Der står en mand bagved det hul” — Kim pegede på billetudsalget — ”og han vil give dig et papir, med hvilket du kan køre til Ambala.”

”Jamen vi skal til Benares,” svarede lamaen vrippent.

”Det kommer ud på et. Altså til Benares. Skynd dig, toget kommer!”

”Tag du pungen.”

Lamaen, mindre kendt med jernbaner end han havde foregivet, for sammen, da det sydgående morgentog 3,25 brusede frem. De sovende for op og banegården fyldtes af larm og råb, skrål af vandsælgere og syltetøjshandlere, brøl af indfødte politibetjente, og skingrende hyl af kvinder, der samlede deres kurve, deres børn og deres mænd om sig.

”Det er toget — ikke andet end toget. Det kommer ikke herhen. Vent her!” Forbavset over lamaens umådelige enfoldighed (han havde rakt ham en lille pose fuld af rupier) forlangte og betalte Kim en billet til Ambala. Den søvnige embedsmand brummede og tilkastede ham en billet til den nærmeste station, kun seks engelske mil borte.

”Nej,” sagde Kim og undersøgte den med et smørret grin, ”det her kan måske lade sig gøre med bønder, men jeg bor i Lahore. Det blev meget behændigt gjort, babu. Giv mig så en billet til Ambala.”

Babu’en skulede arrigt til ham og leverede ham den rigtige billet.

”Og så en til Amritsar,” vedblev Kim, som ikke havde i sinde at anvende Mahbub Alis penge til noget så ordinært som en billet til Ambala. ”Den koster så og så meget og jeg skal altså have så og så meget igen. Jeg kender til jernbaner. — Aldrig har en yogi trængt så meget til en chela som du,” vedblev han muntert til den helt fortumlede lama. ”Hvis det ikke havde været for mig, ville de have smidt dig af toget i Mian Mir. Denne vej — kom!” Han gav pengene tilbage og beholdt kun en anna for hver rupi[*] af, hvad billetten til Ambala havde kostet, Østens urgamle provision.

Lamaen trykkede sig foran den åbne dør til en tredje klasses kupé.

”Skulle vi ikke hellere gå?” sagde han med mat stemme.

En sværtbygget sikhisk håndværker stak sit skæggede ansigt frem:

”Er han bange? Vær ikke bange. Jeg husker, da jeg selv var bange for toget. Kom herind! Jernbanen er regeringens værk.”

”Jeg frygter ikke,” sagde lamaen. ”Har I plads til to derinde?”

”Her er ikke plads til en mus!” skreg en kone, der var gift med en velstående landmand — en hindu jat fra Jullundurs frugtbare omegn. I nattogene går det ikke så strengt til som i dagtogene, hvor det nøje påses, at kønnene holdes afsondrede, hvert i sine vogne.

”Min søns moder, vi kan vel gøre plads,” sagde hendes husbond med den blå turban. ”Tag barnet på skødet. Ser du ikke, at det er en hellig mand?”

”Og jeg har skødet fuldt af halvfjerdsindstyve gange syv bylter! Hvorfor ikke bede ham sætte sig på mit knæ, skamløse menneske? Men sådan er mændene altid!” Hun så sig om for at indhøste bifald. En glædespige fra Amritsar, som sad ved vinduet snøftede bag sit slør.

”Kom ind! Kom ind!” råbte en tyk hindu ågerkarl, som bar sin regnskabsbog i et klæde under armen. Med et slesk smil: ”Det er godt at være venlig mod de fattige.”

”Javel, til syv procent om måneden og med prioritet i den ufødte kalv,” sagde en ung dogra-soldat, der rejste på orlov sydpå. Alle lo.

”Går dette tog til Benares?” spurgte lamaen.

”Ja, vist så. Hvorfor skulle vi ellers tage med det? Stig ind, ellers kører det fra os!” råbte Kim.

”Se!” skingrede pigebarnet fra Amritsar. ”Han er aldrig før steget op i en jernbanevogn. Se bare!”

”Nej, hjælp ham hellere,” sagde landmanden, idet han strakte en stor brun næve ud og halede ham ind. ”Sådan bærer man sig ad, fader.”

”Men — men — jeg sætter mig på gulvet. Det er imod Forskrifterne at sidde på en bænk,” sagde lamaen. ”Og desuden bliver jeg stivbenet af det.”

”Jeg vil påstå,” begyndte ågerkarlen og skød læberne frem, ”at der ikke er en eneste regel for rigtig levevis, som disse tog ikke tvinger os til at overtræde. Vi sidder for eksempel side om side med folk af alle mulige kaster.”

”Ja, og med de mest uforskammede og skamløse mennesker,” sagde konen og skulede til pigebarnet fra Amritsar, som koketterede med den unge sepoy.

”Jeg sagde, at vi skulle køre ad landevejen i vor vogn,” sagde hendes mand, ”og spare nogle penge.”

”Ja, og brugt det dobbelte af det sparede til at leve for på vejen. Det har vi drøftet ti tusind gange.”

”Ja og med ti tusind tunger,” brummede han.

”Guderne hjælpe os stakkels kvinder, hvis vi ikke engang må tale. Oho! Han er af dem, som ikke må se på eller svare en kvinde.” For lamaen, der holdt sig strengt til sin ordens forskrifter, tog ikke den ringeste notits af hende. ”Er hans discipel som han?”

”Nej, moder,” svarede Kim rask. ”Ikke når kvinden ser godt ud og frem for alt er godgørende mod de sultne.”

”Et ægte tiggersvar,” bemærkede sikhen og lo. ”Du var selv ude om det, søster!” Kim holdt bedende sine hule hænder frem.

”Og hvorhen rejser du?” spurgte konen, idet hun trak en halv kage frem fra en fedtet pakke og rakte ham den.

”Lige til Benares.”

”I er måske gøglere?” spurgte den unge soldat. ”Kan I nogle kunster til at fordrive tiden med? Hvorfor svarer den gule mand ikke?”

”Fordi han er en hellig mand,” sagde Kim kækt, ”og tænker over ting, som du ikke forstår.”

”Det kan godt passe. Vi sikher fra Ludiana” — han udtalte navnet med rungende stemme — ”bryder ikke vore hoveder med lærdom. Vi kæmper.”

”Min søsters broders søn er naik (korporal) i det regiment,” sagde sikh-håndværkeren roligt. ”Der er også nogle kompagnier dograer i det.”

Soldaten så arrig ud, for en dogra er af en anden kaste end en sikh. Pengeudlåneren smålo.

”I mine øjne er de alle ens,” sagde pigebarnet fra Amritsar.

”Det tror vi gerne,” snøftede landmandens kone ondskabsfuldt.

”Nej, jeg mener, at alle, som tjener Sirkaren med våben i hånd, hører så at sige til samme broderskab. Kasten er ét broderskab, men derudover er der” — hun så sig undseligt om — ”det bånd, som knyttes af pulton — regimentet — ikke sandt?”

”Min broder står ved et jat-regiment,” sagde landmanden. ”Dograerne er flinke folk.”

”Det mente i det mindste dine sikher,” sagde soldaten og skulede arrigt til den gemytlige gamle fyr i hjørnet. ”Det mente dine sikher, da vore to kompagnier for ikke tre måneder siden kom dem til hjælp ved Pirzai Kotal lige for næsen af otte afridi-bannere på bjergkammen.”

Og han gav sig til at fortælle om en grænsekamp, i hvilken dogra kompagnierne fra Ludiana havde udmærket sig. Pigebarnet fra Amritsar smilede, for hun vidste, at han fortalte for at vinde hendes bifald.

”Ak!” sagde landmandens hustru, da historien var til ende. ”Så deres landsbyer blev brændt og deres småbørn hjemløse?”

”De havde lemlæstet vore faldne, men de måtte bøde hårdt derfor, da vi sikher tog dem under behandling. Sådan gik det til. Er det Amritsar, vi nu er ved?”

”Ja, og her klipper de vore billetter,” sagde ågerkarlen og famlede i sit bælte.

Lamperne begyndte at blegne i daggryet, da den angloindiske konduktør gik sin runde. Billeteftersynet er en langsom forretning i Østen, hvor folk gemmer deres billetter på allehånde mærkelige steder. Kim rakte sin frem og fik befaling til at stå ud.

”Jamen jeg skal til Ambala,” protesterede han. ”Jeg rejser med denne Hellige Mand.”

”Du kan for mig rejse ad Helvede til. Denne billet gælder kun til Amritsar. Herut!”

Kim brast i en strøm af tårer, erklærede, at lamaen var hans fader og hans moder, at han var lamaens alderdoms støttestav og at lamaen ville dø uden hans omsorg. Alle folkene i kupéen bad konduktøren være barmhjertig — pengeudlåneren var særlig veltalende ved denne lejlighed — men konduktøren slæbte Kim ud på perronen. Lamaen blinkede med øjnene. Han kunne slet ikke opfatte situationen og Kim opløftede sin røst og græd udenfor kupévinduet.

”Jeg er meget fattig. Min fader er død — min moder er død. Alle I godgørende mennesker, hvis jeg bliver ladt tilbage her, hvem skal så pleje den gamle mand?”

”Hvad — hvad skal det sige?” gentog lamaen. ”Han må rejse med til Benares. Han må følge med mig. Han er min chela. Er det blot penge, der skal betales —”

”Ti stille!” hviskede Kim. ”Er vi rajaher, at vi skulle ødsle med vort sølv, når alverden er så godgørende?”

Pigebarnet fra Amritsar steg ud med sine pakkenelliker og det var hende, Kim holdt et vågent øje med. Han vidste, at damer af hendes profession er rundhåndede.

”En billet — en lille billet til Ambala — hjerteknuserske!” Hun lo. ”Har du ingen barmhjertighed?”

”Kommer den Hellige Mand nordfra?”

”Han kommer fra et sted langt, langt oppe mod nord,” råbte Kim. ”Oppe mellem bjergene.”

”Der er sne blandt fyrretræerne deroppe mod nord — på bjergene er der sne. Min moder var fra Kulu. Køb dig så en billet og bed ham om at give mig sin velsignelse.”

”Ti tusind velsignelser!” hylede Kim. ”Hellige Mand, en kvinde har af barmhjertighed givet os så meget, at jeg kan følge med dig — en kvinde med et hjerte af guld. Nu løber jeg efter billetten.”

Pigebarnet så op på lamaen, som mekanisk var kravlet ud på perronen efter Kim. Han bøjede hovedet for ikke at komme til at se på hende og mumlede en tibetansk formular, mens hun gik forbi og forsvandt i mængden.

”Kommer let, går let,” sagde landmandens kone giftigt.

”Hun har erhvervet sig Fortjeneste,” svarede lamaen. ”Hun var utvivlsomt nonne.”

”Der er titusind sådanne nonner i Amritsar alene. Kom herind igen, gamle mand, ellers kører toget uden dig,” sagde pengeudlåneren.

”Der var ikke blot tilstrækkeligt til billetten, men også til en smule mad,” sagde Kim og sprang op i kupéen. ”Spis nu, Hellige Mand. Se dér! Dagen gryr.”

De gyldne, rosenrøde, safrangule og blegrøde morgentåger rullede bølgende bort fra den flade, grønne slette. Hele det rige Punjab strakte sig i den klare sols glans. Lamaen for let sammen, hver gang en telegrafstang susede forbi.

”Togets hurtighed er stor,” sagde pengeudlåneren med et beskyttende grin. ”Nu er vi længere borte fra Lahore, end du kunne gå på to dage, og i aften kommer vi til Ambala.”

”Og derfra er der endnu langt til Benares,” sagde lamaen med træt stemme og gumlede på de kager, som Kim havde rakt ham. Alle gav sig nu til at åbne deres pakker og fortære morgenmåltidet, hvorefter sikhen, landmanden og soldaten stoppede deres piber og fyldte kupéen med en kvælende, skarp røg, mens de hostede, spyttede og nød tobakkens velsmag. Pengeudlåneren og landmandens kone tyggede pan,[*] lamaen tog sig en pris og talte perlerne i sin rosenkrans, mens Kim sad med korslagte ben og smilede mæt og veltilfreds.

”Hvilke floder har I dernede ved Benares?” sagde lamaen pludselig til kupéen i almindelighed.

”Vi har Ganges,” svarede pengeudlåneren, da den sagte fnisen, som spørgsmålet havde fremkaldt, var ophørt.

”Og hvilke andre?”

”Hvilke andre end Ganges?”

”Jeg tænkte på en vis helbredende Flod.”

”Det er Ganges. Hvem, der bader i den, renses for alle synder og kommer til Guderne. Jeg har tre gange gjort en pilgrimsfærd til Ganges.” Han så sig stolt om.

”Det var også nødvendigt,” sagde den unge sepoy tørt, og den almindelige latter vendte sig imod ågerkarlen.

”Renses — for atter at vende tilbage til Guderne,” mumlede lamaen. ”Og så på ny gå videre i livets rundkreds — stadig bundet til Hjulet.” Han rystede vrippent på hovedet. ”Men måske det er en fejltagelse. Sig mig, hvem skabte Ganges i begyndelsen?”

”Guderne. Af hvilken tro er du?” sagde pengeudlåneren helt forbløffet.

”Jeg følger Loven — den Allerfortrinligste Lov. Så det var Guderne, der skabte Ganges? Hvad for en slags Guder var det?”

Hele kupéen betragtede ham forbavset. Det var ufatteligt, at nogen kunne være uvidende om Ganges.

”Hvem — hvem er din Gud?” spurgte ågerkarlen til sidst.

”Hør!” sagde lamaen og tog rosenkransen i hånden. ”Hør! Thi nu vil jeg tale om Ham. I Hinds folk, lyt til mine ord!”

Han begyndte at tale om Herren, Buddha, på urdu, men revet med af sine egne tanker gled han over i tibetansk og reciterede lange sentenser fra et kinesisk værk om Buddhas liv. De godmodige, tolerante mennesker hørte ærbødigt efter. Hele Indien er fuldt af hellige mænd, som fremstammer evangelier i sælsomme tungemål, medtagne og fortærede af deres egen ivers ild, drømmere, vrøvlehoveder, seere. Sådan har det altid været og sådan vil det altid være.

”Hm!” sagde soldaten fra Ludiana. ”Der var et muhammedansk regiment, som bivouakerede ved siden af os ved Pirzai Kotal, og en af deres præster — han var naik, husker jeg — han profeterede, når ånden kom over ham. Men alle gale står i Guds varetægt. Den mands officerer så meget igennem fingre med ham.”

Lamaen, som nu pludselig huskede, at han var i et fremmed land, gav sig igen til at tale urdu.

”Hør nu fortællingen om den Pil, som vor Herre udsendte fra sin bue,” sagde han.

Dette var mere efter deres smag og de lyttede nysgerrigt, mens han fortalte. ”I Hinds folk, jeg er nu draget ud for at søge efter denne Flod. Ved I noget, som kan vise mig på rette vej? For vi er alle mænd og kvinder underkastet jordelivets fortrædeligheder.”

”Ganges — og kun Ganges — kan afvaske synd,” mumledes der i hele kupéen.

”Skønt vi sandelig også har gode Guder i Jullundur,” sagde landmandens kone og så ud ad vinduet. ”Se, hvor de har velsignet sæden.”

”At opsøge hver eneste flod i Punjab, er ingen ringe sag,” bemærkede hendes husbond. ”Jeg for mit vedkommende er tilfreds med den strøm, der efterlader godt dynd på mine marker, og jeg takker Bhumia, Arnens Gud.” Han trak på sine muskuløse, brune skuldre.

”Tror du, at vor Herre har været så langt nordpå?” spurgte lamaen og vendte sig til Kim.

”Det kan godt være,” svarede Kim beroligende og spyttede den røde pan-saft ud på gulvet.

”Den sidste af De Store, der vandrede på jorden,” sagde sikhen med vægt, ”var Sikandar Jalkarn (Alexander den store). Han brolagte Jullundurs gader og byggede en stor cisterne tæt ved Ambala. Brolægningen holder den dag i dag og cisternen er der også. Din Gud har jeg aldrig hørt tale om.”

”Lad dit hår vokse og tal punjabi,” sagde den unge soldat spøgende til Kim med et velkendt ordsprog fra det nordlige, ”det er, hvad der kræves for at være en sikh.” Men han sagde det ikke særlig højt.

Lamaen sukkede og sank sammen som en snavset uformelig masse. I samtalens pauser kunne de høre hans sagte, syngende: ”Om mane padme hum! Om mane padme hum!” — og den dumpe klirren af rosenkransens træperler.

”Det trætter mig,” sagde han til sidst. ”Den fart og den raslen trætter mig. Desuden, min chela, falder det mig ind, at vi måske allerede har passeret Floden.”

”Stille, stille,” sagde Kim. ”Var Floden ikke i nærheden af Benares? Vi er endnu langt fra det sted.”

”Jamen — hvis vor herre kom nordpå, kan det jo være en hvilken som helst af disse små strømme, som vi har krydset.”

”Ja, det ved jeg ikke noget om.”

”Men du blev jo sendt til mig — blev du ikke sendt til mig? — for den fortjenestes skyld, som jeg havde erhvervet mig hjemme i Such-zen. Du trådte frem ved siden af kanonen — med to ansigter — og to dragter.”

”Stille. Man bør ikke tale om disse ting her,” hviskede Kim. ”Jeg var kun én. Tænk dig bedre om, så vil du huske det. En dreng — en hindudreng — ved den store grønne kanon.”

”Men var der ikke også en englænder med hvidt skæg — som sad omgivet af billeder — og bestyrkede mig i min tro på Pilens Flod?”

”Han — vi — besøgte Ajaib-Gher i Lahore for at bede foran Gudernes billeder dér,” forklarede Kim det lyttende selskab. ”Og sahib’en i Vidunderhuset talte med ham som med en broder — det er sandt, hvad jeg siger. Han er en meget hellig mand og kommer fra et sted langt borte på den anden side af bjergene. Hvil du dig nu. Om en stund kommer vi til Ambala.”

”Men min Flod — min Frelsens Flod?”

”Og så vil vi, om du lyster, lede efter den Flod til fods, så at intet kan undgå os, end ikke den mindste bæk på en eng.”

”Men du har din egen Søgen?” Og lamaen satte sig rank over ende, meget fornøjet over sin gode hukommelse.

”Ja, vist så,” sagde Kim for at føje ham. Drengen var fuldendt lykkelig ved sådan at rejse omkring i den store, godmodige verden, tygge pan[*] og se nye mennesker.

”Det var en Tyr — en Rød Tyr, som skal komme og hjælpe dig — og føre dig — hvorhen? Jeg har glemt det. En Rød Tyr på en grøn mark, ikke sandt?”

”Nej, den vil ikke føre mig nogetsteds hen,” sagde Kim. ”Det var kun en historie, som jeg fortalte dig.”

”Hvad skal det sige?” Landmandens kone bøjede sig frem, og armbåndene klirrede på hendes arm. ”Drømmer I begge? En Rød Tyr på en grøn mark, som skal føre dig til Himlen — eller hvordan var det? Vi har en rød tyr hjemme i vor landsby hinsides Jullundur, og den græsser helst på den grønneste af vore marker.”

”Giv en kvinde en gammel kællingehistorie og en skrædderfugl et blad og en tråd, og de vil væve vidunderlige ting,” sagde sikhen. ”Alle hellige mænd drømmer og deres disciple erhverver samme evne ved at følge dem.”

”En Rød Tyr på en grøn mark, ikke sandt?” gentog lamaen. ”Måske du i et tidligere liv har erhvervet dig Fortjeneste, så at Tyren kommer for at belønne dig.”

”Nej, nej, det var kun en historie, som blev mig fortalt mig — måske for spøg. Men jeg vil søge Tyren i omegnen af Ambala, så kan du lede efter din Flod og hvile dig efter togets raslen.”

”Det kan være, at Tyren kender Floden — at den bliver udsendt for at vise os begge vej,” sagde lamaen så forhåbningsfuldt som et barn. Så vendte han sig til selskabet og pegede på Kim: ”Det er ikke længere siden end i går, at han blev sendt mig. Jeg tror ikke, at han er af denne verden.”

”Tiggere har jeg truffet i mængde, og hellige mænd også, men aldrig har jeg set en sådan yogi eller en sådan discipel,” sagde konen.

Hendes mand berørte sin pande let med fingeren og smilede. Men næste gang lamaen blev sulten, sørgede de for at give ham det bedste, de havde.

Endelig ankom de til banegården i staden Ambala, trætte, søvnige og støvede.

”Vi skal opholde os her en tid lang i anledning af en proces,” sagde landmandens kone til Kim. ”Vi bor hos min mands fætters yngste broder. I hans gård er der også plads for din yogi og for dig. Tror du, at — at han vil velsigne mig?”

”Hellige Mand! En kvinde med et hjerte af guld tilbyder os herberge for natten. Det er et venligt land, dette Syden. Tænk blot på, hvor vi er blevet hjulpne siden daggry!”

Lamaen bøjede sit hoved og gav en velsignelse.

”At fylde min fætters yngste broders hus med landstrygere…” begyndte manden, idet han tog sin svære bambusstok på skulderen.

”Din fætters yngste broder skylder endnu min faders fætter noget fra hans datters bryllup,” svarede konen rask. ”Lad ham sætte deres fortæring på den regning. Yogi’en vil sikkert tigge.”

”Ja, jeg tigger for ham,” sagde Kim, der kun længtes efter at få lamaen i ly for natten, så at han selv kunne opsøge Mahbub Alis englænder og aflevere den hvide hingsts stamtavle.

”Og nu,” sagde han, da han havde fået lamaen forankret i den indre gård i et net hinduisk hus bag kasernen, ”nu går jeg bort for en stund — for at — for at købe mad til os i basaren. Gå ikke herfra, før jeg kommer tilbage.”

”Men du kommer tilbage? Du kommer da ganske sikkert tilbage?” Den gamle mand greb ham om håndleddet. ”Og du vil komme tilbage i denne skikkelse? Er det for sent at begynde at lede efter Floden i aften?”

”For sent og for mørkt. Vær rolig. Tænk på, hvor langt frem du er nået på din vej — allerede hundrede mil fra Lahore.”

”Ja — og endnu længere fra mit kloster. Ak! Verden er stor og frygtelig.”

Kim listede sig bort — så lidet iøjnefaldende en skikkelse, som nogensinde har båret sin egen og nogle snese tusind andre menneskers skæbne i et lille læderetui omkring sin hals. Mahbub Alis anvisninger gjorde det temmelig klart, i hvilket hus englænderen boede, og en rideknægt, der netop kørte en gig hjem fra klubben, gjorde ham ganske sikker i sin sag. Nu gjaldt det kun at finde selve manden og Kim smuttede gennem havehækken og lagde sig i et buskads tæt ved verandaen. Huset strålede af lys og tjenere bevægede sig derinde omkring borde, dækkede med blomster, glas og sølv. Lidt efter trådte en selskabsklædt englænder ud i haven, nynnende en melodi. Det var for mørkt til at se hans ansigt og Kim prøvede sig derfor frem på tiggervis.

”Du de fattiges beskytter!”

Englænderen bakkede hen imod det sted, hvorfra stemmen kom.

”Mahbub Ali siger…”

”Ha! Hvad siger Mahbub Ali?”

Han gjorde intet forsøg på at lede efter den talende, hvad der overbeviste Kim om, at han fattede situationen.

”Den hvide hingsts stamtavle er nu bragt i orden.”

”Hvilket bevis er der?” spurgte englænderen og slog med en tynd kæp i rosenhækken ved siden af kørevejen.

”Mahbub Ali har givet mig dette bevis.” Kim kastede en lille pakke sammenlagt papir op i luften og den faldt på gangstien ved siden af manden, som satte foden på den, da en gartner i det samme kom om hjørnet. Så snart denne var forbi, tog han papiret op, lod en rupi falde — Kim kunne høre den klirre — og gik hastigt ind i huset uden at se sig tilbage. Kim skyndte sig at snappe sølvmønten, men til trods for sin opvækst var han irlænder nok til at betragte pengene som det mindste i sådan historie. Hvad han ønskede, var at se virkningerne af sin bedrift, og i stedet for at liste sig bort, blev han liggende i græsset og kravlede langsomt nærmere huset.

Han så — en indisk bungalow er så åben, at man kan se tværs igennem den — englænderen begive sig ind i et værelse i et hjørne af huset, halvt påklædningsværelse og halvt kontor, hvor en mængde papirer og depechekasser lå og flød. Her satte han sig for at studere Mahbub Alis budskab. Hans ansigt, fuldt belyst af petroleumslampen, skiftede udtryk og formørkedes, og Kim, der på tiggervis lagde mærke til ansigter, skrev sig dette bag øret.

”Will! Kære Will!” kaldte en kvindestemme. ”Nu må du virkelig komme ind i dagligstuen, de er her om et øjeblik.”

Manden læste stadig med anspændt opmærksomhed.

”Will!” sagde stemmen fem minutter efter. ”Nu kommer han. Jeg kan høre rytterne ude på vejen.”

Manden for barhovedet ud af huset, netop som en stor landauer, eskorteret af fire indfødte kavalerister, standsede foran verandaen, og en høj, sorthåret mand, rank som et spydskaft, steg ud efter en ung muntert leende officer.

Fladt på maven lå Kim, så nær ved vognen, at han næsten kunne røre de høje hjul. Hans mand og den sorthårede fremmede udvekslede to bemærkninger.

”Selvfølgelig, Hr. General,” sagde den unge officer rask. ”Alting må vente, når der er tale om en hest.”

”Det varer kun en snes minutter,” sagde Kims mand. ”De kan hilse gæsterne velkommen, holde dem i godt humør og så videre.”

”Sig til en af folkene, at han skal vente,” sagde den høje mand, hvorpå de begge gik sammen ind i det lille værelse, mens landaueren rullede bort. Kim så deres hoveder bøjede over Mahbub Alis brev og hørte stemmerne — den ene lav og ærbødig, den anden skarp og bestemt.

”Det drejer sig ikke om uger. Det drejer sig om dage — næsten timer,” sagde den ældste. ”Jeg har ventet det i nogen tid, men dette” — han lagde fingeren på Mahbub Alis papir — ”slår hovedet på sømmet. Grogan kommer her i aften, ikke sandt?”

”Javel, Hr. General, og Macklin også.”

”Godt, så vil jeg selv tale med dem. Sagen bliver naturligvis forelagt Statsrådet, men dette er et tilfælde, hvor det er berettiget at mene, at vi straks bør skride til handling. Send en meddelelse til Pindi- og Peshawur-brigaderne. Det vil vende op og ned på al sommerorlov, men det får være. Det kommer der af, at man ikke tæver dem grundigt den første gang. Otte tusind mand skulle være nok.”

”Hvad med artilleriet, Hr. General?”

”Det må jeg tale med Macklin om.”

”Det er altså krig, Hr. General?”

”Nej. Afstraffelse. Når man er bundet af sin forgængers handlinger —”

”C.25 lyver måske.”

”Hans oplysninger stemmer overens med de andres. I realiteten bekendte de fyre kulør for et halvt år siden. Men Devenish holdt på, at der var en mulighed for at bevare freden, og nu har de naturligvis brugt tiden til at samle forstærkninger. Afsend straks disse telegrammer — brug det nye chiffersystem, ikke det gamle — mit og Whartons. Og så tænker jeg ikke, at vi behøver at lade damerne vente længere. Resten kan vi aftale over cigarerne. Jeg tænkte nok, at det ville komme. Men det er afstraffelse — ikke krig.”

Mens kavaleristen galopperede bort, krøb Kim rundt til husets bagside, hvor han i følge sine erfaringer fra Lahore ventede, at han ville kunne finde mad — og oplysninger. Køkkenet var fuldt af ivrige kokkedrenge og en af dem gav ham et spark.

”Av!” skreg Kim og græd krokodilletårer. ”Jeg kom bare for at få lidt mad og til gengæld hjælpe med opvasken.”

”Hele Ambala har været her i samme ærinde. Skrub af! Nu skal suppen rettes an. Tror du måske, at vi, som tjener Creighton Sahib, behøver fremmed hjælp for at klare en stor middag?”

”Det er en meget stor middag,” sagde Kim og så på tallerkenerne.

”Ja, det er intet under. Æresgæsten er ingen ringere end Jang-i-Lat Sahib (den øverstkommanderende).”

”Ho!” sagde Kim i den ægte gutturale forbavselse. Nu vidste han, hvad han ville vide, og da kokkedrengen vendte sig om, var han forsvundet.

”Og al den ståhej,” sagde han til sig selv — han tænkte som sædvanlig på hindustani — ”for en hests stamtavles skyld! Mahbub Ali burde være kommet til mig for at lære at lyve lidt. Hver gang jeg tidligere har overbragt et budskab, har det drejet sig om en kvinde. Nu er det mænd, og det er bedre. Den høje mand sagde, at de vil slippe en stor hær løs for at afstraffe en eller anden et eller andet sted, og at der skal sendes bud derom til Pindi og Peshawur. Og der skal også kanoner med. Var jeg blot krøbet lidt nærmere. Det er stort nyt.” Han vendte hjem og fandt landmandens fætters yngste broder i færd med at drøfte familiens proces i alle dens enkeltheder med landmanden, hans kone og nogle venner, mens lamaen blundede. Efter aftensmåltidet bød en eller anden ham en vandpibe og Kim følte sig meget voksen, mens han sad med skrævende ben i måneskinnet, dampede på mundstykket af glatpoleret kokosnødskal og fra tid til anden indskød en bemærkning i samtalen. Hans værtsfolk var uhyre høflige imod ham, for landmandens hustru havde fortalt dem om hans syn med den Røde Tyr og om hans sandsynlige herkomst fra en anden verden. Desuden var lamaen en stor og ærværdig kuriositet. Familiens præst, en gammel, tolerant bramin, kom på besøg lidt senere på aftenen og begyndte naturligvis straks en teologisk diskussion for at gøre indtryk på familien. I trossager var de naturligvis alle på deres præsts side, men lamaen var deres gæst og en nyhed. Hans blide venlighed og hans virkningsfulde kinesiske citater, der lød som trylleformularer, frydede dem i høj grad. Og i disse sympatiske og jævne omgivelser udfoldede han sig som Bodhisats egen lotus og gav sig til at fortælle om sit liv i de høje bjerge ved Such-zen førend, som han sagde, ”jeg drog ud for at søge belæring.”

Det kom nu frem, at han i hine verdslige dage havde været en mester i at stille horoskoper og nativiteter. Familiens præst fik ham til at beskrive sine metoder og de gav begge planeterne navne, som den anden ikke forstod, og pegede opad på de store stjerner, der gled hen over den mørke nathimmel. Familiens børn halede ustraffet i hans rosenkrans og han glemte helt Reglen, der forbyder at se på en kvinde, mens han talte om langvarige snefog, jordskred, spærrede bjergpas, de fjerne bjerge, hvor man finder safirer og turkiser, og den pragtfulde, højtliggende landevej, der til sidst fører lige ind i selve det store Kina.

”Hvad mener du om ham?” sagde landmanden sagte til præsten.

”En hellig mand — sandelig en hellig mand. Hans Guder er ikke Guderne, men hans fødder er på den Rette Vej,” var præstens svar. ”Og hans nativitetsmetoder er vise og tilforladelige, men det går over din forstand.”

”Sig mig,” sagde Kim dorsk, ”om jeg vil finde min Røde Tyr på en grøn mark, som det er blevet lovet mig.”

”Kender du din fødselstime?” spurgte præsten og kroede sig af vigtighed.

”Den var mellem første og andet hanegal den første nat i maj.”

”Hvilket år?”

”Det ved jeg ikke, men i samme time, jeg udstødte mit første skrig, begyndte det store jordskælv i staden Srinagar i Kashmir.”

Dette havde Kim hørt af den kvinde, der tog sig af ham, og hun havde det atter fra Kimball O’Hara. Jordskælvet var blevet følt helt ned i Indien og stod i lang tid som en mindeværdig dato i hele Punjab.

”Ai!” udbrød en kvinde spændt, for denne omstændighed syntes at gøre Kims overnaturlige oprindelse sikrere. ”Blev ikke den og dens datter født i samme time — ”

”Og hendes moder fødte sin husbond fire sønner i fire år, alle sammen vakre drenge,” sagde landmandens hustru, som sad udenfor kredsen i skyggen.

”Ingen, som er oplært i kunsten, har glemt, hvorledes planeterne stod i deres Huse den nat,” sagde familiens præst og begyndte at tegne figurer i gårdens støv. ”Du har i det mindste berettiget krav på halvdelen af Tyrens Hus. Hvad blev spået dig?”

”En dag,” sagde Kim, fornøjet over den opsigt, han vakte, ”vil jeg blive gjort til en stor mand af en Rød Tyr på en grøn mark, men først vil der komme to mænd og gøre alt rede.”

”Ja, sådan begynder et syn altid. Et tæt mørke, der langsomt opklares, og snart efter kommer der en med en kost for at gøre det rede og derefter begynder synet. To mænd, siger du? Javist, javist. Når Solen forlader Tyrens Hus, træder den ind i Tvillingernes. Deraf kommer det, at spådommen nævner to mænd. Lad os nu tænke os om. Hent mig en kvist, lille ven.”

Han rynkede panden, tegnede noget i støvet, slettede det ud og tegnede atter mystiske tegn — til forundring for alle undtagen lamaen, som imidlertid af finfølelse undlod at blande sig.

Efter en halv times forløb kastede han kvisten fra sig med en brummen.

”Hm-m. Så siger stjernerne: Inden tre dage er omme, kommer de to mænd, som skal gøre alt rede. Og efter dem følger Tyren. Men tegnet lige over for den er Krigens tegn — og de væbnede mænds.”

”Der var ganske rigtigt en af sikherne fra Ludiana i kupéen fra Lahore,” sagde landmandens kone forhåbningsfuldt.

”Væbnede mænd — mange hundrede. Hvad har du at gøre med krig?” vedblev præsten til Kim. ”Dit tegn er et rødt og vredt Krigens tegn — en krig, der meget snart vil bryde løs.”

”Nej, nej,” sagde lamaen alvorligt. ”Vi søger kun fred og vor Flod.”

Kim smilede, idet han mindedes, hvad han havde hørt de to englændere tale om. Han var tydeligt nok stjernernes yndling.

Præsten slettede horoskopet ud med sin fod. ”Mere end dette kan jeg ikke se. Men om tre dage kommer Tyren til dig, min dreng.”

”Og min Flod? Min Flod?” udbrød lamaen indtrængende. ”Jeg havde håbet, at hans Tyr skulle føre os begge til Floden.”

”Ak ja, den vidunderlige Flod, min broder,” svarede præsten. ”Sådanne ting hører ikke til det almindelige.”

Næste morgen ville lamaen absolut drage videre, skønt husets folk indtrængende bad ham blive. De gav Kim en stor bylt med god mad og næsten hele tre annas i kobberpenge til rejseudgifter og under mange velsignelser så de parret vandre sydpå i daggryets skær.

”Det er skade, at disse folk og deres lige ikke kan befries fra Tingenes Hjul,” sagde lamaen.

”Nej, så ville kun onde mennesker blive ladt tilbage her på jorden og hvem skulle så give os mad og husly?” svarede Kim og marcherede muntert af sted med sin byrde.

”Derovre flyder en lille strøm. Lad os se på den,” sagde lamaen og styrede fra den hvide landevej ind over markerne, hvorved han vandrede lige ind i en ren hvepserede af pariahunde.

Tredje kapitel

Yea, voice of every Soul that clung
To life that strove from rung to rung
When Devadatta’s rule was young,
The warm wind brings Kamakura.

Buddha at Kamakura.

Bag dem kom en vred mand løbende, svingende en bambusstok. Det var en handelsgartner, arain af kaste, som dyrkede grøntsager og blomster til salg i staden Ambala. Kim var godt kendt med hans slags.

”En sådan mand,” sagde lamaen uden at tage notits af hundene, ”er uhøflig mod fremmede, voldsom i sin tale og kender ikke til godgørenhed. Lad hans opførsel være dig et advarende eksempel, min discipel.”

”Halløj, I skamløse tiggere!” råbte gartneren. ”Væk med jer! Skrub af!”

”Vi går,” svarede lamaen med rolig værdighed. ”Vi går fra disse usignede marker.”

”Ja, ja,” sagde Kim og snøftede. ”Slår din næste høst fejl, så giv din tunge skylden.”

Manden trippede uroligt i sine tøfler.

”Landet er fuldt af tiggere,” begyndte han halvt undskyldende.

”Og hvoraf vidste du, at vi ville tigge, mali?” spurgte Kim bidende, kaldende ham det navn, en handelsgartner mindst elsker. ”Hvad vi ønskede, var at betragte floden derovre på den anden side af marken.”

”Floden!” fnyste manden. ”Fra hvilken by er I, at I ikke kan se, at det er en kanal? Den løber så lige som en pil og jeg må betale for vandet, som var det smeltet sølv. Der løber en lille flod ovre i den retning. Men hvis I trænger til vand, kan jeg give jer det — og mælk også.”

”Nej, lad os gå til floden,” sagde lamaen og skridtede ud.

”Mælk og et måltid mad,” stammede manden, mens han betragtede den høje, fremmedartede skikkelse. ”Jeg — jeg vil nødig bringe ulykke over mig selv — eller over min afgrøde. Men der er mange tiggere i disse drøje tider.”

”Læg mærke til dette,” vendte lamaen sig til Kim. ”Han lod sig forlede af harmens røde tåge til at tale hårdt til os. Men nu, da tågen trækker bort fra hans øjne, bliver han høflig og venlig. Velsignet være hans marker! Bonde, døm ikke menneskene overilet.”

”Jeg har kendt hellige mænd, som ville have forbandet dig og dit fra arne til kostald,” sagde Kim til den skamfulde gartner. ”Er han ikke vis og hellig? Jeg er hans discipel.”

Han satte næsen højt i sky og skrævede med megen værdighed over de smalle markskel.

”Der findes ingen stolthed,” sagde lamaen efter en stunds tavshed, ”der findes ingen stolthed blandt dem, der følger den Midterste Vej.”

”Men du sagde, at han var af lav kaste og uhøflig.”

”Af lav kaste sagde jeg ikke, for hvorledes skulle jeg kunne sige noget, som ikke er tilfældet? Og hvad hans uhøflighed angår, så gjorde han bagefter bod for den og jeg glemte fornærmelsen. Desuden er han som vi bundet til Tingenes Store Hjul, men han kender ikke Vejen til Befrielse.”

Han standsede ved en lille bæk, der flød mellem markerne og undersøgte bredden, der var fuld af hovspor.

”Hvorpå vil du kende din Flod?” spurgte Kim og satte sig ned i skyggen af nogle høje sukkerrør.

”Når jeg finder den, får jeg sikkert en åbenbaring. Men dette er ikke stedet, det føler jeg. Du mindste af alle strømme, gid du kunne sige mig, hvor min Flod flyder! Men vær velsignet og gør markerne frugtbare.”

”Se! Se!” og Kim sprang hen til lamaen og trak ham tilbage. En gul og brun stribe gled ud fra de mørke raslende rør ned mod bredden, strakte halsen ud mod vandet, drak og blev liggende — en stor brilleslange med stive, stirrende øjne uden låg.

”Jeg har ingen stok — jeg har ingen stok,” sagde Kim. ”Jeg vil hente en og knække ryggen på den.”

”Hvorfor? Den er bundet til Hjulet ligesom vi — et liv, der stiger op og stiger ned — og den er såre fjernt fra befrielsen. Meget ondt har den sjæl udøvet, som iklædes denne skikkelse.”

”Jeg hader alle slanger,” sagde Kim. Ingen indfødt opdragelse kan helt kue den hvides rædsel for slanger.

”Lad den leve sit liv til ende.”

Der lød en hvæsen fra de bugtede ringe og hætten begyndte at udspile sig.

”Må din forløsning snart komme, broder,” vedblev lamaen sagtmodigt. ”Har du måske kendskab til min Flod?”

”Aldrig har jeg set et menneske som du,” hviskede Kim overvældet. ”Forstår selv slangerne dine ord?”

”Hvem ved?” Lamaen gik forbi slangen, ikke en fod fra dens løftede hoved. Den lagde sig ned mellem de støvede ringe.

”Kom du nu!” råbte han tilbage over sin skulder.

”Ikke jeg,” svarede Kim. ”Jeg går en omvej.”

”Kom kun, den gør ingen fortræd.”

Kim tøvede et øjeblik. For at give sin befaling større vægt, nynnede lamaen et kinesisk citat, som Kim antog for en besværgelse. Han adlød og sprang over bækken. Slangen rørte sig ikke.

”Aldrig har jeg set mage til mand,” gentog Kim og tørrede sveden af panden. ”Hvorhen skal vi nu gå?”

”Det må du bestemme. Jeg er gammel og en fremmed, langt borte fra min hjemstavn. Hvis ikke jernbanevognene altid fyldte mit hoved med støj som af djævletrommer, ville jeg køre til Benares… men alligevel, hvis vi kørte, gik vi måske glip af Floden. Lad os opsøge nok en flod.”

Hvor den flittigt bearbejdede jordbund giver tre, ja, endog fire afgrøder om året, over marker med sukkerrør, tobak og lange hvide ræddiker vandrede de af sted hele dagen og gjorde afstikkere til ethvert glimt af vand. De vækkede landsbyhunde og bønder, der sov middagssøvn, og lamaen besvarede de utallige spørgsmål med uforanderlig åbenhed. De søgte en Flod — en Flod, der bragte vidunderlig Frelse. Havde nogen hørt tale om et sådant vandløb? Undertiden lo folk, men hyppigere hørte de historien til ende og bød de vandrende en plads i skyggen, en slurk mælk og et måltid mad. Kvinderne var altid venlige, og de små børn var, som børn er hele verden over, snart undselige, snart forvovne. Aftenen fandt dem hvilende under det store træ i en landsby uden for en gård med mure og tag af ler, samtalende med landsbyens øverste, mens kvæget blev drevet ind fra græsgangene og kvinderne tilberedte dagens sidste måltid. De havde overskredet det bælte af gartnerhaver, der omgiver den sultne stad Ambala, og var nået ud i det milebrede, grønne kornland.

Landsbyens øverste var en hvidskægget og elskværdig gammel mand, vant til at modtage fremmede. Han beredte et sengested til lamaen, satte varm, kogt mad for ham, stoppede ham en pibe, og så snart aftengudstjenesten i landsbyens tempel var forbi, sendte han bud efter landsbypræsten.

Kim fortalte landsbyens ældste børn historier om, hvor stor og smuk en by Lahore var, om jernbanerejser og slige ting, og mændene talte sammen lige så langsomt, som deres kvæg tyggede drøv.

”Jeg kan ikke finde bund deri,” sagde landsbyens øverste til sidst til præsten. ”Hvorledes forstår du hans tale?”

Lamaen, som havde fortalt sin historie, sad nu og talte sin rosenkrans i tavshed. ”Han er en Søgende,” svarede præsten. ”Landet er fuldt af sådanne. Husker du ikke ham, som kom hertil i forrige måned — fakiren med skildpadden?”

”Jovist, men han havde gode grunde til at gøre, hvad han gjorde, for Krishna havde vist sig for ham og lovet at optage ham levende i Paradiset, hvis han gjorde en pilgrimsvandring til Prayag. Men denne mand søger ingen mig bekendt Gud.”

”Stille! Han er gammel, han kommer langvejsfra og han er gal,” svarede den glatragede præst. ”Hør mig.” Han vendte sig til lamaen. ”Tre kos[*] (seks engelske mil) vest for denne landsby løber den store vej til Calcutta.”

”Men jeg vil til Benares — til Benares.”

”Vejen fører over Benares. Den krydser alle strømme på denne side af Hind. Nu er mit ord til dig, Hellige Mand: Hvil dig her indtil i morgen, slå så ind på vejen” (det var den store indiske hovedlandevej[*], han mente) ”og prøv hver eneste strøm, som den passerer. For har jeg forstået dig ret, virker din Flods kraft ikke på et enkelt sted, men i hele dens længde. Og er det dine Guders vilje, kan du være forvisset om, at du da vil vinde din Frihed.”

”Vel talt,” svarede lamaen, på hvem denne plan havde gjort et stærkt indtryk. ”Det vil vi gøre i morgen, og velsignet være du, som har vist mine gamle fødder en så lige vej.”

Han sluttede sine ord med et dybt, nynnende kinesisk recitativ, som gjorde indtryk selv på præsten. Landsbyens øverste blev et øjeblik bange for, at det var en besværgelse, som kunne bringe ulykke, men ingen kunne ret længe se på lamaens åbne og ivrige ansigt og tvivle på ham.

”Ser du min chela?” sagde han, idet han dykkede ned i sin snustobaksdåse og tog sig en pris med vigtig mine. Det var hans pligt at gengælde høflighed med høflighed.

”Jeg ser — og jeg hører.”

Landsbyens øverste vendte blikket mod Kim, der stod og fjasede med et blåklædt pigebarn, mens hun kastede tjørne på et bål.

”Han Søger også. Ikke en Flod, men en Tyr. Ja, en Rød Tyr på en grøn mark vil en skønne dag hæve ham til hæder og ære. Jeg tror, at han ikke helt er af denne verden. Han blev sendt mig pludseligt for at hjælpe mig med denne Søgen, og hans navn er Alverdens Ven.”

Præsten smilede. ”Halløj, Alverdens Ven!” råbte han gennem bålets skarpe røg. ”Hvad er du?”

”Den Hellige Mands discipel,” svarede Kim.

”Han siger, at du er en but (en ånd).”

”Kan en but spise?” spurgte Kim med en skælmsk blinken. ”For jeg er sulten.”

”Det er ikke min spøg,” udbrød lamaen. ”En astrolog i en stad, hvis navn jeg har glemt…”

”Han mener bare Ambala, hvor vi sov i nat,” hviskede Kim til præsten.

”Så var det Ambala? Han stillede et horoskop og erklærede, at min chela ville finde sit mål inden to dage er omme. Men hvad var det, han sagde, at stjernerne betød, Alverdens Ven.”

Kim rømmede sig og så sig om i kredsen af landsbyens gråskæggede.

”Min stjerne betyder krig,” svarede han højtideligt.

En og anden lo af den lille, pjaltede skikkelse, der stod så strunk på murstensplatformen. Hvor en indfødt ville have lagt sig ned, fik Kims hvide natur ham til at holde sig oprejst.

”Ja, krig,” gentog han.

”Den spådom er sikker nok,” brummede en dyb stemme, ”for der er altid krig langs grænsen. Det ved jeg.”

Det var en gammel, vissen mand, som havde tjent under regeringen på oprørets tid[*] som indfødt officer i et nyoprettet kavaleriregiment. Regeringen havde pensioneret ham med en god gård i landsbyen, og skønt han havde måttet understøtte sine sønner, der nu var grånede officerer, og derfor var forblevet en fattig mand, var han dog stadig en mand af betydning. Engelske embedsmænd — selv vicestatholdere — drejede af fra hovedlandevejen for at aflægge besøg hos ham, og ved sådanne lejligheder iførte han sig sin gamle uniform og stod så rank som en ladestok.

”Men dette bliver en stor krig — en krig på otte tusind mand,” gjaldede Kims stemme henover den hurtigt voksende skare, så at han blev helt forbavset derover.

”Rødfrakker[*] eller vore egne regimenter?” snappede den gamle mand i en tone, som talte han med en ligemand. Og denne tone gav de tilstedeværende respekt for Kim.

”Rødfrakker,” gættede Kim. ”Rødfrakker og kanoner.”

”Men — men det sagde astrologen intet om,” udbrød lamaen og tog sig den ene pris større end den anden af bare spænding.

”Nej, men jeg ved det. Det blev åbenbaret mig, som er den Hellige Mands discipel. Der udbryder en krig — en krig på otte tusind rødfrakker. De bliver udkommanderet fra Pindi og Peshawur. Det er ganske sikkert.”

”Drengen har lyttet til basarsladder,” svarede præsten.

”Han har bestandigt været ved min side,” svarede lamaen. ”Hvorfra kan han vide dette? Jeg vidste det ikke.”

”Han bliver en behændig gøgler, når den gamle mand er død,” mumlede præsten til landsbyens øverste. ”Hvad er dette for et nyt kneb?”

”Et tegn! Giv mig et tegn!” tordnede den gamle soldat pludselig. ”Hvis der skulle blive krig, ville mine sønner have fortalt mig det.”

”Når alt er rede, får dine sønner det uden tvivl at vide. Men der er en lang vej fra dine sønner til den mand, i hvis hånd disse ting ligger.” Kim begyndte at blive optaget af legen, for den mindede ham om oplevelser fra fordums dage, da han var brevbærer og for nogle få pices skyld foregav at vide mere, end han vidste. Men nu spillede han om større ting — spændingen og følelsen af magt. Han trak vejret og fortsatte:

”Gamle mand, giv mig et tegn. Kan en underordnet befale otte tusind rødfrakker at rykke ud — med kanoner.”

”Nej?”

Den gamle mand svarede Kim, som var han hans ligemand.

”Kender du den, som giver befalingen?

”Jeg har set Ham.”

”Kan du genkende Ham?”

”Jeg har kendt Ham, siden han var løjtnant i top-khana (artilleriet).”

”En høj mand. En høj mand med sort hår som går sådan?”

Og Kim gik et par skridt med stiv, træmandsagtig gang.

”Ja. Men det kan enhver have set.”

Der var en åndeløs stilhed i flokken under hele denne samtale.

”Sandt nok,” svarede Kim. ”Men jeg har mere at sige. Se her. For det første går den store mand sådan. Dernæst tænker han sådan.” (Kim lagde pegefingeren på panden og støttede hagen i hånden). ”Så vender og drejer han sine fingre sådan. Og så stikker han sin hat ind under den venstre arm.” Kim illustrerede denne bevægelse og stillede sig op i positur som en stork.

Den gamle mand stønnede, målløs af forbavselse, og tilhørerne gøs.

”Ja — ja — ja. Men hvad gør han, når han skal til at udstede en befaling?”

”Han gnider sig bag i nakken — således. Så slår han i bordet med den ene finger og snøfter. Og så siger han: ’Send det og det regiment af sted. Lad de og de kanoner rykke ud.’”

Den gamle mand rejste sig med besvær og hilste.

”’For’” vedblev Kim og oversatte på de indfødtes sprog de vigtigste sætninger af det, som han havde hørt i Ambala, ”’for,’ siger han, ’dette er noget, som vi burde have gjort for længe siden. Men det er ikke krig — det er afstraffelse. Snff!’”

”Det er nok. Jeg tror dig. Jeg har set Ham således i slagenes krudtrøg. Set og hørt. Det er Ham!”

”Jeg så ingen krudtrøg” — Kims stemme slog over i spåmændenes sædvanlige ekstatiske, syngende tone — ”jeg så dette i mørke. Først kom en mand for at gøre alt rede. Så kom ryttere. Og så kom Han og stod i en stråleglans af lys. Alt det andet fulgte efter, som jeg har fortalt. Gamle mand, har jeg talt sandhed?”

”Det er Ham. Det er ganske utvivlsomt Ham.” Skaren drog et langt skælvende åndedræt og stirrede afvekslende på den gamle mand, der stadig stod i retstilling, og på Kims pjaltede skikkelse i den purpurrøde skumring.

”Sagde jeg ikke — sagde jeg ikke, at han var af den anden verden?” udbrød lamaen stolt. ”Han er Alverdens Ven. Han er Stjernernes Ven!”

”Ja, det kommer nu ikke os ved,” råbte en mand. ”Og du unge sandsiger, dersom du er i besiddelse af din gave til alle tider, så har jeg en rødbroget ko, og den er måske din Tyrs søster, hvad ved jeg…”

”Og hvad bryder jeg mig om det?” afbrød Kim ham. ”Mine stjerner bekymrer sig ikke om dit kvæg.”

”Jamen den er meget syg,” faldt en kvinde ind. ”Min mand er en bøffel, ellers ville han have valgt sine ord bedre. Sig mig, om den vil komme sig igen?”

Havde Kim været en almindelig dreng, ville han have drevet legen videre, men man kan ikke have kendt staden Lahore og især fakirerne ved Taksali-porten i tretten år uden at have fået menneskekundskab.

Præsten skævede en smule bittert til ham med et stramt og surt smil.

”Er her måske ingen præst i landsbyen? Det forekommer mig, at jeg så en stor præst for et øjeblik siden,” udbrød Kim.

”Jamen —” begyndte konen.

”Jamen, du og din mand håbede at få koen helbredt for en håndfuld taksigelser.” Den sad! De var kendt som landsbyens nærigste par. ”Det er urigtigt at snyde templerne. Giv din egen præst en ung kalv, så vil koen give mælk igen, inden en måned er omme, såfremt Guderne ikke er så vrede, at de er uforsonlige.”

”Du er en mestertigger,” spandt præsten venligt og bifaldende. ”En fyrreårigs visdom kunne ikke have gjort det bedre. Du har sikkert gjort den gamle mand rig?”

”Lidt mel, lidt smør og en mundfuld kardemomme,” svarede Kim, stolt over rosen, men stadig forsigtig, ”kan man blive rig af det? Og desuden ser du jo nok, at han er gal. Men jeg har dog den nytte af at følge ham, at jeg lærer vejene at kende.”

Han vidste, hvordan fakirerne ved Taksali-porten var, når de talte sammen indbyrdes, og han kopierede selve betoningen i deres udskejende disciples stemmer.

”Er hans Søgen da sandhed eller kun skalkeskjul for andre formål? Det kunne jo være skatte, han søgte efter.”

”Han er gal — aldeles splittergal. Det er det hele.”

Nu kom den gamle soldat hinkende og spurgte, om Kim ville modtage gæstfrihed hos ham for natten. Præsten anbefalede ham at modtage tilbuddet, men holdt på, at æren af at beværte lamaen tilkom templet — hvorover lamaen smilede uden mistanke. Kim skottede fra ansigt til ansigt og drog sine slutninger.

”Hvor er pengene?” hviskede han, idet han trak den gamle mand med sig ud i mørket.

”På mit bryst. Hvor skulle de ellers være?”

”Giv mig dem. Giv mig dem hurtigt og sagte.”

”Men hvorfor? Her skal ikke købes billet.”

”Er jeg din chela, eller er jeg ikke? Er jeg ikke beskytter for dine gamle fødder på vejene? Giv mig pengene, så skal du få dem tilbage ved daggry.”

Og dermed stak han hånden ind over lamaens bælte og trak pungen ud.

”Lad så være — lad så være,” nikkede den gamle mand. ”Denne verden er stor og frygtelig. Aldrig har jeg vidst, at så mange mennesker lever i den.”

Næste morgen var præsten i meget dårligt humør, men lamaen var strålende fornøjet og Kim havde haft en højst interessant aften hos den gamle mand, der havde taget sin ryttersabel frem, lagt den over sine magre knæ og fortalt historier om Oprøret og om unge kaptajner, der i tredive år havde ligget i deres grave, indtil Kim var faldet i søvn.

”Luften her til lands er visselig sund,” sagde lamaen. ”Jeg sover ellers let, som alle gamle mænd gør, men i nat sov jeg uden at vågne, lige til højlys dag. Jeg er helt tung i hovedet endnu.”

”Drik en stor slurk varm mælk,” sagde Kim, som ikke sjældent havde bragt opiumsrygere af sit bekendtskab dette middel. ”Det er på tide, at vi begiver os på vej igen.”

”Den lange vej, som krydser alle Hinds floder,” sagde lamaen muntert. ”Lad os gå. Men hvorledes mener du, chela, at vi kan gengælde disse folk, og især præsten, deres store venlighed? Ganske vist er de but-parast, men det kan jo være, at de i et senere liv bliver bedre oplyste. Synes du, at jeg skal give en rupi til templet? Tingesten derinde er blot sten og rød maling, men et godt menneskehjerte bør værdsættes, når og hvor vi finder det.”

”Hellige mand,” sagde Kim og løftede hovedet rask ligesom de indiske krager, der vandrer om på markerne, ”har du nogensinde vandret alene?”

”Javist, mit barn. Fra Kulu, hvor min første chela døde, og til Pathankot. Når folk var gode imod os, plejede vi altid at ofre i deres templer, og alle mennesker var venlige overalt i bjergene.”

”I Hind er det en anden sag,” svarede Kim tørt. ”Deres Guder er mangearmede og onde. Hold dig fra dem.”

”Jeg kunne have lyst til at følge dig lidt på vej, Alverdens Ven — dig og din gule mand.” Det var den gamle soldat, der kom ridende i pasgang hen ad landsbyens gade på en mager, skævbenet pony. Han så helt skyggeagtig ud i daggryet. ”Sidste aften fik erindringens kilder til at vælde frem i mit indtørrede hjerte og det var en velsignelse for mig. Du har ret. Der er krig i luften. Jeg kan lugte den. Se her! Jeg har taget min sabel med.”

Han sad med sine lange ben på sit lille dyr med den store sabel ved sin side, hånden hvilende på saddelknappen og bistert stirrende ud over det flade land mod nord.

”Fortæl mig igen om, hvordan Han viste sig for dig i dit syn. Kom her, sæt dig op bagved mig. Dyret kan godt bære to.”

”Jeg er denne Hellige Mands discipel,” svarede Kim, medens de forlod landsbyen. Dens indbyggere syntes næsten bedrøvede ved at se dem gå, men præstens farvel var køligt og afmålt. Han havde spildt god opium på en pengeløs mand.

”Vel talt. Jeg kender lidet til hellige mænd, men respekt er altid en god ting. Der er ingen respekt blandt folk nu til dags — ikke engang når en Statholder-Sahib kommer for at besøge mig. Men hvordan går det til, at en, hvis stjerne fører ham til krig, følger en hellig mand?”

”Jamen han er virkelig og i sandhed hellig,” sagde Kim alvorligt. ”Hellig i ord og gerning. Han er ikke som andre. Jeg har aldrig set hans mage. Vi er ikke spåmænd eller gøglere eller tiggere.”

”Du er det ikke, det kan jeg se, men den anden kender jeg ikke noget til. Han skridter for resten dygtigt ud.”

Morgenens friskhed fik lamaen til at marchere af sted med lange, kamelagtige skridt. Han var dybt hensunket i meditation og klikkede mekanisk på sin rosenkrans.

De fulgte den ujævne og knudrede bivej, der snoede sig hen over sletten mellem de store, mørkegrønne mangolunde, mens de snedækkede Himalayabjerges linje tegnede sig svagt mod øst. Alle mennesker var på arbejde i marken, brøndvinderne knirkede, plovmændene råbte til deres forspand og kragerne skreg. Selv ponyen følte morgenens indflydelse og slog næsten over i trav, da Kim lagde hånden på stigbøjleremmen.

”Jeg angrer, at jeg ikke gav en rupi til templet,” sagde lamaen, da han nåede den sidste perle af rosenkransens en og firs.

Den gamle soldat brummede noget i skægget, hvorved lamaen for første gang bemærkede ham.

”Søger du også Floden?” sagde han og vendte sig om mod ham.

”Dagen er ung endnu,” var svaret. ”Hvad brug har vi for en flod til hestevanding førend om aftenen? Nej, jeg er kommet for at vise dig en genvej til den store landevej.”

”Det er en høflighed, som bør huskes, mand med det venlige sind. Men hvortil sværdet?”

Den gamle soldat så skamfuld ud som et barn, der bliver grebet i at lege voksen.

”Sværd ved lænd,” sagde han og fingererede ved sin sabel. ”Åh, det var et indfald af mig — en gammel mands grille. Ganske vist har politiet befalet, at ingen mand i Hind må bære våben, men” — han satte et muntrere ansigt op og slog på sabelfæstet — ”alle betjentene her på egnen kender mig.”

”Det er intet smukt indfald,” sagde lamaen. ”Hvad gavner det at dræbe mennesker?”

”Såre lidt, det ved jeg nok. Men dersom slette mennesker ikke nu og da blev dræbt, ville det være en slem verden for våbenløse drømmere. Jeg kan tale med om det, jeg som har set landet lige fra Delhi og sydpå overskyllet af blod.”

”Hvilken galskab var det?”

”Guderne alene ved det — de sendte den som en ond syge. En galskab brød ud i hele hæren, og soldaterne rejste sig mod deres officerer. Det var det første onde, men det havde dog ikke været uopretteligt, hvis de havde ladet det blive derved. Men de gav sig til at dræbe sahib’ernes hustruer og børn. Og så kom sahib’erne fra landet hinsides havet og gik såre strengt i rette med dem.”

”Jeg tror, jeg mindes et sådant rygte engang for længe siden. Folk kaldte det Det sorte År, husker jeg.”

”Hvilket slags liv har du ført, at du ikke kender Året? Et rygte, siger du! Hele verden vidste derom og skælvede.”

”Vor jord har aldrig skælvet undtagen én gang — den dag, da Den Allerfortræffeligste modtog sin åbenbaring.”

”Hæ! Jeg så i det mindste Delhi skælve og Delhi er jordens navle.”

”De vendte sig imod kvinder og børn, siger du? Det var en slet handling og straffen for den kan ikke undgås.”

”Mange søgte at undgå den, men med såre ringe held. Jeg stod den gang ved et kavaleriregiment, som opløste sig helt. Hvor mange af de sekshundrede og firsindstyve mand tror du forblev trofaste mod deres salt? Tre. Og af dem var jeg den ene.”

”Så meget desto større Fortjeneste indlagde du dig.”

”Fortjeneste! Vi betragtede ikke det som fortjeneste i de dage. Min slægt, mine venner, mine brødre faldt fra mig. De sagde: ’Englændernes tid er omme. Lad hver mand skaffe sig selv en lille ejendom.’ Men jeg havde talt med folk fra Sobraon, fra Chillianwallah, fra Mudki og Firozishah, og jeg sagde: ’Vent lidt, så vender vinden sig. Der er ingen velsignelse i dette værk.’ I de dage red jeg halvfjerdsindstyve mil med en engelsk memsahib og hendes barn foran mig på saddelen. Ja, det var en hest for en mand! Jeg bragte dem i sikkerhed og vendte så tilbage til min officer — den eneste af vore fem, der ikke var blevet dræbt. ’Giv mig arbejde’, sagde jeg, ’for jeg er jaget ud af min slægt og min fætters blod er vådt på min klinge.’ ’Vær rolig’, sagde han. ’Vi har en stor gerning for os. Og når denne galskab er overstået, kommer belønningen.’”

”Ja, belønningen kommer, når galskaben er overstået. Vist så,” mumlede lamaen halvt for sig selv.

”I de dage hængte de ikke medaljer på alle og enhver, som ved en fejltagelse havde hørt en kanon gå af. Nej! Jeg var med i nitten slag, i seks og fyrretyve rytterfægtninger og i utallige små sammenstød. Jeg bærer ni ar, en medalje, fire hæderstegn og en orden. For mine kaptajner, som nu er generaler, mindedes mig, da Kaiser-i-Hind (dronningen) havde regeret i halvtredsindstyve år og hele landet frydede sig. De sagde: ’Giv ham det Indiske Riges Orden’ og den bærer jeg nu om min hals. Og desuden har staten skænket mig min jaghir (landejendom) som en fri gave til mig og mine. Og vennerne fra de gamle dage — nu er de statholdere — kommer ridende til mig hen over markerne, højt til hest, så at hele landsbyen kan se dem, og så taler vi om de gamle kampe, og den ene døde mands navn trækker den næstes med sig.”

”Og derefter?” spurgte lamaen.

”Ja, derefter drager de bort igen, men ikke før landsbyen har set dem.”

”Og hvad vil du gøre til sidst?”

”Til sidst dør jeg.”

”Og derefter?”

”Det må Guderne om. Jeg har aldrig plaget Dem med bønner, og jeg tænker heller ikke, at De vil plage mig. Ser du, jeg har i mit lange liv lagt mærke til, at de mennesker, der stadig vælter sig ind på Dem Deroppe med klager og besværinger og hyl og gråd, altid hurtigt hentes bort fra jord, ligesom vor oberst i sin tid plejede at sende bud efter slappe brokhoveder fra det sydlige. Nej, jeg har aldrig trættet Guderne. Det vil De nok huske og give mig et roligt sted, hvor jeg kan plante min lanse i skyggen og vente på mine sønner. Jeg har tre, alle rissaldarer[*] i hæren.”

”Og de er ligeledes bundne til Hjulet og går fra liv til liv, fra fortvivlelse til fortvivlelse,” mumlede lamaen sagte, ”hidsige, urolige, begærlige.”

”Ja,” lo den gamle soldat hen for sig. ”Tre rissaldarer ved tre forskellige regimenter. Lidt for hengivne til spil, men det er jeg også. De må nødvendigvis være godt beredne og man kan ikke tage en hest, som man i gamle dage tog en kvinde. Nå ja, min gård kan betale for det hele. Hvad synes du om den? Det er godt vandede jorder, men mine folk snyder mig. Jeg forstår mig kun på at tumle folk med lansen i hånden. Uf! Jeg bliver vred og jeg bander dem, og så foregiver de anger, men jeg ved godt, at de bag min ryg kalder mig en tandløs gammel abe.”

”Og har du aldrig ønsket dig noget andet?”

”Jo, jo — tusind gange! At jeg atter havde en rank ryg, og knæ, der kunne klemme hestens flanker, et hurtigt håndled og et skarpt øje, og den marv i knoglerne, der gør en til mand. Åh, de gamle dage — min styrkes gode dage!”

”Den styrke er svaghed.”

”Det er den blevet, men for halvhundrede år siden kunne jeg have vist dig noget andet,” svarede den gamle soldat og huggede stigbøjlens kant ind i ponyens magre flanke.

”Men jeg kender en Frelsens Flod.”

”Jeg har drukket gangesvand til vattersotens rand. Det gav mig dysenteri, men ingen styrke.”

”Jeg taler ikke om Ganges. Den Flod, jeg kender, skyller al syndens besmittelse bort. Er man svømmet over den og steget op ad den anden bred, er man sikker på sin Frihed. Jeg kender ikke dit liv, men dit ansigt er en hæderlig og god mands. Du har fulgt din Vej uden at vige fra den. Du var trofast, da trofasthed ikke var let, i hint Sorte År, om hvilket jeg nu erindrer andre fortællinger. Betræd du nu den Midterste Vej, som fører til Frihed. Hør den Allerypperste Lov og jag ikke efter skygger.”

”Tal, gamle mand,” smilede soldaten og førte hilsende hånden op mod sin turban. ”I vor alder bliver vi alle snaksomme.”

Lamaen satte sig under en mango, hvis blades skygge gled som et rudet mønster frem og tilbage over hans ansigt. Soldaten blev siddende rank på sin pony og Kim lagde sig — efter først at have sikret sig, at der ingen slanger var — i en fordybning mellem to knudrede rødder.

Der var en søvndyssende summen af insekter i det varme solskin, en kurren af duer, og en ensformig knirken af brøndvinder ude på markerne. Lamaen begyndte at tale, langsomt og vægtigt. Efter ti minutter lod den gamle soldat sig glide ned af sin pony — for at høre bedre, sagde han — og satte sig ned med tøjlerne om sit håndled. Lamaens stemme blev svagere og hans sætninger længere. Kim var optaget af at iagttage et gråt egern. Da det skældende lille lodne væsen forsvandt mellem grenene, var både prædikant og tilhørerkreds faldet i dyb søvn, den gamle officers kraftige hoved hvilede på hans arm og lamaens var lænet tilbage mod træets stamme, på hvilken baggrund det tog sig ud som gult elfenben. Et nøgent barn kom trissende, gloede på gruppen og gjorde så, grebet af en pludselig indskydelse af ærefrygt, et højtideligt lille buk for lamaen. Men uheldigvis var ungen så lille og tyk, at han trimlede sidelæns midt i bukket, og Kim brast i latter ved synet af de sprællende, buttede ben. Den skræmte og forargede unge brølede himmelhøjt.

”Hallo! Hallo!” udbrød soldaten og sprang op. ”Hvad er det? Hvordan lyder ordren?… Det er… et barn! Jeg drømte, at der blev blæst alarm. Lille ven — lille ven — græd ikke. Har jeg sovet? Det var uhøfligt!”

”Jeg er bange! Jeg er bange!” skrålede barnet.

”Hvad er der at være bange for? To gamle mænd og en dreng? Hvordan skal du nogensinde blive soldat, lille prins?”

Lamaen var også vågnet, men raslede med sin rosenkrans uden at tage notits af barnet.

”Hvad er det for noget?” sagde ungen og standsede midt i et hyl. ”Sådan en har jeg aldrig set. Giv mig den.”

”Haha,” smilede lamaen og trak rosenkransen i slyngninger henover græsset:

Barnet hvinede af fornøjelse og snappede efter de mørke, blanke perler.

”Se, se!” sagde den gamle soldat. ”Hvor har du den sang fra, verdensforagter?”

”Jeg lærte den i Pathankot — mens jeg sad på et dørtrin,” svarede lamaen halvt skamfuld. ”Det er godt at være venlig mod børn.”

”Men jeg husker, at inden søvnen overrumplede os, fortalte du mig, at man formørkede det sande lys og lagde hindringer på sin egen Vej ved at tage til ægte og sætte børn i verden. Falder børn da ned fra Himlen i dit land? Er det Vejen at synge viser for dem?”

”Intet menneske er helt fuldkommen,” sagde lamaen og rullede sin rosenkrans sammen igen. ”Løb så til din moder, mit barn.”

”Hør ham!” sagde soldaten til Kim. ”Han skammer sig, fordi han har glædet et barn! Der er gået en fortræffelig familiefader tabt i dig, min broder. Halløj, lille ven!” Han kastede en pice til barnet. ”Syltetøj er altid sødt.” Og medens den lille skikkelse dansede bort i solskinnet, vedblev han: ”De vokser op og bliver til mænd. Hellige mand, det gør mig ondt, at jeg faldt i søvn midt under din prædiken. Tilgiv mig.”

”Vi er to gamle mænd,” sagde lamaen. ”Fejlen er min, jeg lyttede til din tale om verden og dens galskaber og den ene fejl førte den anden med sig.”

”Hør bare! Hvad skader det dine Guder, at du leger med et barn? Og du sang virkelig den vise rigtig godt. Lad os nu drage videre, så skal jeg synge dig sangen om Nikal Seyn[*] ved Delhi — den gamle sang.”

Og mens de vandrede ud fra mangolundens tusmørke, gjaldede den gamle mands høje, skingrende stemme henover markerne, idet han i langtrukne klagende toner sang om Nikal Seyn (Nicholson)- den sang, som synges i Punjab den dag i dag. Kim var henrykt og lamaen lyttede med dyb interesse.

”Ak! Nikal Seyn er død — han faldt ved Delhi! Nordens lanser, hævn Nikal Seyn!”

Han sang den helt igennem for dem og slog takt med den flade klinge på ponyens kryds.

”Og her kommer vi til den store landevej,” sagde han efter at have modtaget Kims komplimenter, for lamaen var bemærkelsesværdigt tavs. ”Det er længe siden, at jeg har redet så langt, men drengens ord vakte det gamle humør i mig. Se, Hellige Mand — den Store Vej, som er hele Hinds rygrad. I næsten hele sin længde er den overskygget ligesom her af fire rækker træer. På den midterste del af vejen, der er hård og fast, foregår den hurtige færdsel. I tiden før jernbanerne rejste sahib’erne frem og tilbage her i hundredvis. Nu befærdes den kun af landboeres vogne og sligt. Til højre og til venstre er kørebanerne for de tunge fragtvogne — de, som er læssede med korn, bomuld, tømmer, kalk og huder. Man kan rejse i sikkerhed her, for langs hele vejen ligger der politistationer, kun få kos fra hinanden. Politiet er tyveknægte og pengeafpressere (jeg selv ville lade den patruljere af kavaleri — unge rekrutter under en energisk kaptajn) men i det mindste finder de sig ikke i konkurrenter. Alle slags og alle kaster vandrer ad denne vej. Se blot! Braminer og chumarer, bankierer og kedelflikkere, barberer og købmænd, pilgrimme og pottemagere — alverden går og kommer. Den er for mig som en flod, som jeg er blevet skilt fra, som en træstamme efter en oversvømmelse.”

Og sandt er det, at den store hovedlandevej frembyder et vidunderligt skue. Den løber i lige linje og har, uden at blive overfyldt til trængsel, plads til hele Indiens færdsel på en strækning af femten hundrede engelske mil. Det er en strøm af liv, som ikke har sin lige i hele verden. De så ned gennem de skyggefulde grønne hvælvinger og betragtede de mennesker, der langsomt vandrede hen ad den hvide, brede vej, og den lille toværelses politistation lige overfor.

”Hvem vover at bære våben mod lovens bud?” råbte en betjent leende, da han fik øje på den gamle soldats sabel. ”Er der ikke politi nok til at udrydde alle ugerningsmænd?”

”Det er på grund af politiet, at jeg købte den,” lød svaret. ”Står alt vel til i Hind?”

”Rissaldar[*] Sahib, alt står vel til.”

”Jeg er som en gammel skildpadde, forstår du, som stikker hovedet ud og trækker det ind igen. Ja, dette er Hindustans vej. Alle mennesker kommer ad denne vej…”

”Søn af et svin, skal du bruge den bløde del af vejen til at ligge og gnubbe på? Fader til alle skændselens døtre og husbond til ti tusind utugtige kvinder, din moder hengav sig til en djævel og blev ledt dertil af sin moder. Alle dine tanter i syv slægtled har været næseløse! Og din søster! — Hvilken dårskab har fået dig til at anbringe din vogn her tværs over vejen? Et brækket hjul, siger du? Nu skal jeg give dig et brækket hoved, så kan du ved lejlighed lappe sammen på begge dele!”

Denne stemme og nogle skarpe piskesmæld lød fra en støvsky en tredive-fyrre yards borte, hvor en fragtvogn var gået i stykker. En høj kathiawar-hoppe med lynende øjne og dirrende næsebor kom farende ud af virvaret, prustende og dansende, medens dens rytter styrede den tværs over landevejen på jagt efter en råbende mand. Rytteren var høj og gråskægget. Han sad på det næsten vanvittige dyr, som var han ét med det, og piskede med øvet hånd sit offer under hestens spring.

Den gamle soldats ansigt strålede af stolthed.

”Min søn!” sagde han kort og halede i tøjlen for at få ponyens hals til at krumme sig i en smuk bue.

”Skal jeg prygles her i politiets påsyn?” skreg fragtvognens kusk. ”Jeg forlanger retfærdighed…”

”Skal jeg standses her af en skrålende abe, som vælter ti tusind sække lige for næsen af en ung hest? Det er sådan, at en hoppe ødelægges.”

”Det er sandt. Det er sandt. Men styre den kan han,” sagde den gamle mand. Kusken havde søgt dækning under sin vogn og truede nu med alle slags hævn.

”Skrappe karle, dine sønner,” sagde politibetjenten roligt og stangede tænder.

Rytteren afleverede et sidste velment slag med sin pisk og red videre i kort galop.

”Min fader!” Han standsede dyret og sprang af.

Også den gamle mand kom ned fra sin pony i en fart, og derpå omfavnede de hinanden, som far og søn gør i østerlandene.

Fjerde kapitel

Good Luck, she is never a lady,
But the cursedest quean alive,
Tricksy, wincing, and jady —
Kittle to lead or drive.
Greet her — she’s hailing a stranger!
Meet her — she’s busking to leave!
Let her alone for a shrew to the bone
And the hussy comes plucking your sleeve!
Largesse! Largesse, O Fortune!
Give or hold at your will.
If I’ve no care for Fortune,
Fortune must follow me still!

The Wishing-Caps.

Derefter gav de sig til at tale sammen med sænkede stemmer. Kim slog sig ned under et træ, men lamaen trak ham utålmodig i ærmet.

”Lad os gå videre. Floden er ikke her.”

”Hai mai![*] Har vi ikke gået langt nok til nu? Vor Flod løber ikke fra os. Vær tålmodig, så giver han os almisse.”

”Han dér,” sagde den gamle soldat pludselig, ”er Stjernernes Ven. Han fortalte mig nyheden i går. Han havde i et syn set selve Manden udstede ordrer til krigen.”

”Hm!” sagde sønnen med en stemme, der kom dybt nede fra hans brede bryst. ”Han har hørt rygtet i basarerne og slået plat på det.”

Hans fader lo. ”I det mindste kom han ikke til mig for at tigge om en ny stridshest og Guderne må vide hvor mange rupier. Har dine brødres regimenter også fået marchordre?”

”Jeg ved det ikke. Jeg tog orlov og red hurtigt hjem til dig, for det tilfældes skyld, at…”

”For det tilfældes skyld, at de skulle være kommet dig i forkøbet med at tigge. I er spillere og ødelande til hobe! Men du har aldrig før været i krig. Dér får du ganske sikkert brug for en god hest. Og en flink tjener og ligeledes en god pony til de lange marcher. Lad os se — lad os se.” Han trommede på sadelknappen.

”Her er ikke stedet til at opstille regnestykker, fader. Lad os ride hjem til dit hus.”

”Så betal i det mindste drengen. Jeg har ingen pice på mig og han har bragt gode tidender. Halløj, Alverdens Ven! Der står en krig for døren, som du sagde.”

”Jeg ved det, en krig,” svarede Kim roligt.

”Hæ!” sagde lamaen, fingererende ved sin rosenkrans og længselsfuld efter at komme videre.

”Min herre forlanger ingen løn af stjernerne. Vi bragte nyheden — det kan du bevidne, vi bragte dig nyheden, og nu går vi.” Og Kim strakte sin hule hånd en smule frem.

Sønnen tilkastede ham en sølvmønt og brummede noget om tiggere og gøglere. Det var et fire-anna-stykke, som de kunne leve af — og godt — i flere dage. Lamaen, som så det blanke metal glimte i solskinnet, fremdrævede en velsignelse.

”Farvel, Alverdens Ven,” råbte den gamle soldat med sin skingre stemme, idet han drejede sin ganger. ”Én eneste gang i alle mine dage har jeg truffet en sand profet — som ikke var i hæren.”

Fader og søn red bort sammen, den gamle mand lige så rank i sadlen som den yngre.

En punjabi-politibetjent i gule lærredsbukser kom slentrende tværs over vejen. Han havde set mønten blive kastet til Kim.

”Holdt!” råbte han på engelsk med stor værdighed. ”Véd I ikke, at der er en skat på to annas for hver, hvilket er fire annas, for de, som betræder landevejen fra denne sidevej? Det er efter Sirkarens befaling, og pengene anvendes til at plante træer for og holde vejen i smuk og god stand.”

”Og politiets maver ligeledes,” svarede Kim og smuttede udenfor betjentens rækkevidde. ”Tænk dig om et øjeblik, skvadderhoved. Tror du, at vi kommer fra den nærmeste dam ligesom din svigerfader frøen? Har du nogensinde hørt din broders navn?”

”Og hvem var han? Lad drengen være i fred,” råbte en ældre betjent umådelig fornøjet, idet han satte sig ned på verandaen for at ryge en pibe.

”Han tog etiketten af en flaske belaitee-pani (sodavand) og klistrede den på en bro, og så opkrævede han skat af dem, der ville over, og sagde, at det var efter Sirkarens ordre. Det gik en måned, så kom der en englænder og slog hovedet ned i maven på ham. Nej, broder, jeg er bymus og ikke landmus!”

Betjenten trak sig flov tilbage og Kim hujede ad ham et langt stykke hen ad vejen.

”Har du nogensinde set mage til discipel som jeg?” råbte han muntert til lamaen. ”Alverden ville have flået dig og plukket dig, inden du var kommet ti mil fra Lahore, hvis jeg ikke havde vogtet over dig.”

”Jeg overvejer netop, om du ikke stundom er en ånd og stundom en djævleunge,” sagde lamaen med et langsomt smil.

”Jeg er din chela.” Og dermed gav Kim sig til at gå i trit med lamaen — i denne de vidtomflakkende vandreres ubeskrivelige gangart, som er den samme hele verden over.

”Lad os gå,” mumlede lamaen, og under hans rosenkrans’ raslen vandrede de i tavshed mil efter mil. Lamaen var som sædvanlig dybt hensunken i betragtninger, mens Kims klare øjne var vidt åbne. Denne brede, smilende livets flod var efter hans mening langt bedre end de snævre og overfyldte gader i Lahore. Her var nye mennesker og nye ting at se på ved hvert skridt — kendte kaster og kaster, som lå fuldstændigt udenfor hans erfaring.

De mødte en skare, langhårede, stramt lugtende sansier med kurve fulde af firben og anden uren føde på deres rygge og med mange hunde snusende til deres hæle. Disse mennesker holdt sig til deres egen side af vejen og bevægede sig af sted i et hurtigt, frygtsomt trav, og alle andre kaster veg langsomt til side for dem, for at berøre en sansi medfører dyb besmittelse. Bag dem kom en mand, der nyligt var sluppet ud af fængselet, vandrende gennem alléen med lange og stive skridt, som om han endnu havde lænker om fødderne. Hans trinde mave og blanke hud bar vidnesbyrd om, at regeringen føder sine fanger bedre, end de fleste hæderlige mænd kan føde sig selv. Kim var velkendt med det trav og ålede ham i forbigående med den. Så spankulerede en akali forbi, en sikhisk hellig mand med vilde øjne og flagrende hår, klædt i sin tros blåternede dragt og med blanke stålringe skinnende på den høje kegleformede blå turban. Han var på hjemvejen fra et besøg i en af de uafhængige sikhiske stater, hvor han havde sunget de gamle sange om Khalsas[*] hæder for fyrster, der havde studeret ved universitetet og bar kravestøvler og hvide bomuldsbenklæder. Kim tog sig vel i agt for at opirre denne mand, for en akali har kort lunte men en lang arm. Hist og her mødte de eller indhentedes af broget klædte skarer — hele landsbybefolkninger, som drog til et eller andet marked i omegnen. Kvinderne vandrede bag mændene med pattebørnene på hoften, de ældre drenge red kæphest på sukkerrør, trak med legetøjslokomotiver af messing, sådanne som sælges for en halv penny, eller sendte solglimt ind i de voksnes ansigter med billige spejle. Man kunne med et blik se hver enkelts indkøb, eller hvis man var i tvivl, behøvede man kun at lægge mærke til kvinderne, som satte de brune arme mod hinanden for at sammenligne de nye armbånd af mat glas, som kommer oppe fra de nordvestlige provinser. Disse lystige folk kom kun langsomt af sted. De råbte til hverandre, de standsede for at tinge med syltetøjshandlere, eller for at bede foran et af de små altre ved siden af vejen — stundom hinduiske, stundom muhammedanske — som begge trosbekendelsers lavere kaster enes om i skøn upartiskhed. Så kom en lang, blå linje, der steg og faldt som ryggen af en kålorm, der havde travlt, til syne gennem vejens dansende støv og travede forbi under et kor af ivrigt snadrende stemmer. Det var en flok changar’er — de kvinder, som har påtaget sig jordarbejdet ved alle jernbanerne i det nordlige — en skare platfodede, fuldbarmede, sværlemmede, blåskørtede jordslæbersker, der på grund af rygter om nyt arbejde skyndte sig nordpå uden at spilde tiden på vejen. De tilhører en kaste, hvor mænd intet betyder, og de marcherede af sted med armene i siden, vuggende hofter og løftede hoveder som kvinder, der er vante til at bære tunge byrder. Lidt efter drejede et bryllupstog fra en sidevej ind på den store hovedlandevej med musik og råb og en duft af morgenfruer og jasminer, der endog kvalte stanken af støvet. Man kunne se brudens bærestol gennem støvskyerne som en forvirret masse af rød maling og flitterguld, der rokkede af sted, mens brudgommens guirlandebehængte pony drejede sig til siden for at snappe en mundfuld fra et forbikørende hølæs. Kim stemte med i det fyrværkeri af gode ønsker og dårlige vittigheder, der knaldede af fra alle sider, og ønskede parret hundrede sønner og ingen døtre, som ordsproget siger. Men endnu mere interessant og mere til at råbe hurra over var det, når en omflakkende gøgler med nogle halvt dresserede aber eller en pustende, mat bjørn, eller en kvinde, som bandt gedehorn til sine fødder og med dem på dansede på slap line, fik hestene til at blive sky og kvinderne til at udstøde skingrende, langtrukne hvin af forbløffelse.

Lamaen løftede aldrig øjnene. Han så ikke ågerkarlen, der skyndte sig af sted på sin stumprumpede pony for at indkræve blodige renter; ej heller den højrøstede lille flok hjempermitterede indfødte soldater, der marcherede i militær formation, men som var henrykte over at være sluppet af med deres benklæder og jakker og sagde de frygteligste ting til de agtværdigste kvinder, de kom forbi. End ikke manden, der solgte gangesvand, så han, og Kim havde ventet, at han i det mindste ville købe en flaske af denne kostelige væske. Han stirrede stadig på jorden og skridtede støt ud, time efter time, mens hans sjæl var andetsteds. Men Kim var i den syvende himmel af glæde. Den store landevej var på denne strækning anlagt på en dæmning for at være beskyttet imod de vinterlige oversvømmelser fra bjergene, så at man vandrede hævet op over selve landet som på en storslået fæstningsmur og så hele Indien ligge udbredt for sine fødder til højre og til venstre. Det var et smukt syn at se fragtvognene belæssede med korn og bomuld og forspændte med mange okser kravle hen over bivejene. Man kunne høre deres knirkende og pibende aksler en mil borte og høre dem komme nærmere og nærmere, indtil de endelig under råb og skrål og skældsord klavrede op ad den stejle skråning og drejede ind på den faste hovedlandevej, mens kusk fornærmede kusk. Og det var et lige så smukt syn at betragte menneskene, når de som små klatter af rødt og blåt og blegrødt og hvidt og saffran drejede af fra vejen ned mod deres egne landsbyer, spredte i grupper på to og tre og blev mindre og mindre, efterhånden som de drog hen over den flade slette. Kim følte alt dette, skønt han ikke kunne klæde sine følelser i ord. Derfor lod han sig nøje med at købe skrællet sukkerrør og spytte marven ud på vejen. Lamaen tog sig en pris fra tid til anden. Til sidst kunne Kim ikke længere holde tavsheden ud.

”Det er et godt land, dette Sydens land,” sagde han. ”Luften er god, vandet er godt. Ikke sandt?”

”Og alle er de bundne til Hjulet,” sagde lamaen. ”Bundne fra liv til liv. Ingen af dem har skuet Vejen.” Og han vendte tilbage til denne verden.

”Og nu har vi gået en lang og trættende vej,” sagde Kim. ”Vi kommer sikkert snart til en parao (lejrplads, hvilested). Skal vi gøre holdt dér? Se, solen er ved at gå ned.”

”Hvem vil give os føde i aften?”

”Det er lige meget. Hele landet er fuldt af gode mennesker. Og desuden” — han sænkede stemmen til den sagtest mulige hvisken — ”desuden har vi penge.”

Da de nærmede sig det hvilested, der skulle være enden på deres dagsrejse, tættedes menneskestrømmen. En række boder, hvori der solgtes tarvelig mad og tobak, en stabel pindebrænde, en politistation, en brønd, et hestetrug, nogle få træer og under disse sammentrampet jord, plettet af sort aske fra gamle bål — således ser en parao ved den store hovedlandevej ud, hvis man ser væk fra tiggerne og kragerne — begge sultne.

Solen sendte allerede brede gyldne striber ind mellem mangotræernes lavere grene. Parakitterne og duerne vendte hjem i hundredvis. De sladrende, gråryggede skader vandrede frem og tilbage i grupper på to og tre næsten lige for de rejsendes fødder og drøftede dagens hændelser og en uro og raslen i grenene sagde, at flagermusene var rede til at drage ud på natpatrulje. Lyset svandt hurtigt. Et øjeblik farvede det menneskenes ansigter, vognenes hjul og oksernes horn røde som blod. Så faldt natten på. Luften blev straks anderledes at føle. Der lagde sig et let, jævnt, blåligt tågeslør over landet, og skarpt og tydeligt lugtede man brænderøgen og kvæget og den behagelige duft af hvedekagerne, som bagtes i asken. Aftenpatruljen skyndte sig ud fra politistationen med selvbevidst hosten og gentagelse af ordrer, og gløden i en fragtmands hukah skinnede rødt, mens Kims blik mekanisk iagttog solskærets sidste flimren på messingtængerne, som han havde taget gløden fra bålet med.

Livet på parao’en lignede i høj grad livet i karavanserajet, om end i mindre målestok. Kim dykkede ind i det fornøjelige asiatiske virvar, hvor man, når man blot giver sig tid, finder alt, hvad et fordringsløst menneske behøver.

Kims fornødenheder var få, for da lamaen ingen kastefordomme havde, kunne kogt mad købes i den nærmeste bod. Men som en luksus købte Kim også en håndfuld kager af tørret gødning til at tænde bål med. Rundt omkring kom og gik mænd imellem de små bål og råbte på olie eller syltetøj eller korn eller tobak og puffede til hinanden, mens de ventede på at komme til ved brønden. Og igennem støjen af mændenes stemmer kunne man fra de fraspændte, tilskoddede vogne høre høje, skingrende røster og latter af kvinder, hvis ansigter offentligheden ikke måtte se.

Nu til dags er veluddannede indfødte af den anskuelse, at når deres kvinder rejser — og de aflægger mange besøg — sker det bedst og hurtigst ved at lade dem køre med toget i en med jalousier forsynet kupé, og denne skik griber mere og mere om sig. Men der er altid dem af den gamle skole, som hænger fast ved forfædrenes skikke, og der er frem for alt gamle kvinder, som er langt mere konservative end mændene og som hen imod deres livs aften begiver sig ud på pilgrimsfærd. Disse, visne og lidet attråværdige, har under visse omstændigheder intet imod at lade sløret falde. Efter at have været indelukkede i så lang tid, i hvilken de dog stadig har stået i forretningsmæssig forbindelse med tusinder af interesser udenfor, holder de af den åbne landevejs travlhed og liv, af forsamlingerne ved helligdommene og af de utallige lejligheder til at slå en sladder af med ligesindede gamle damer. Meget ofte passer det en længe lidende familie udmærket, at en ældre hvastunget havgasse forlyster sig med på denne måde at drage på eventyr rundt om i Indien, for visselig er pilgrimsfærd en Guderne velbehagelig gerning. Derfor kan man i hele Indien, på de mest afsides steder som på de folkerigeste, finde en og anden lille skare gråhærdede tjenere, der nominelt bevogter en gammel dame, som er mere eller mindre skjult bag gardinerne på en oksetrukket vogn. Disse mænd er støtte og diskrete folk, og når en europæer eller en indfødt af høj kaste er i nærheden omgiver de deres herskerinde med de mest vidtgående forsigtighedsforanstaltninger. Men til daglig træffes ingen sådanne forholdsregler. Den gamle dame er, når alt kommer til alt, meget menneskelig og lever for at se på livet.

Kim bed mærke i en pragtfuldt udsmykket ruth eller oksetrukken familievogn med et smukt broderet, tvekuplet tag, der mindede om en topuklet kamel. Den var netop kommet kørende ind på parao’en, ledsaget af et følge på otte mand, af hvilke to var bevæbnede med rustne sabler — sikkre tegn på, at vognens ejerinde var af høj rang, for tarvelige folk bærer ikke våben. En stadig voksende kaglen af klager, befalinger, vittigheder, og hvad der i en europæers øren ville have lydt som sprogblomster, lød inde mellem gardinerne. Det var øjensynligt en dame, der var vant til at befale.

Kim studerede følget med kritisk blik. Halvdelen af dem var tyndbenede, gråskæggede ooryaer fra lavlandet. Den anden halvdel var bjergfolk nordfra, klædt i dyffel og med filthatte. Denne blanding var talende nok, også selv om han ikke havde hørt de to gruppers konstante skærmydsler. Den gamle dame skulle på besøg sydpå — formentlig hos en rig slægtning og temmelig sikkert hos en svigersøn, der som tegn på ærbødighed havde sendt hende en eskorte i møde. Bjergfolkene tilhørte hendes eget folk — fra Kulu eller Kangra. Det var tydeligt nok, at hun ikke rejste for at bringe sin datter til hendes brudgom, for i så fald ville forhængene være trukket ganske tæt sammen og vagten ville ikke have tilladt nogen som helst at nærme sig vognen. En munter dame med et livligt sind, tænkte Kim, idet han balancerede med sine gødningkager i den ene hånd og maden i den anden og styrede lamaen ved at puffe til ham med skulderen. Der kunne måske bringes noget ud af det møde. Lamaen ville ikke være til hjælp, men som samvittighedsfuld chela var det Kim en fornøjelse at tigge for to.

Han tændte sit bål så tæt ved vognen, som han turde, og ventede på, at en af eskorten skulle beordre ham bort. Lamaen lod sig synke træt ned på jorden, omtrent som en stor, frugtædende flagermus slår sig ned, og gav sig igen i lag med sin rosenkrans.

”Fjern dig, tigger!” råbte en af bjergfolkene på dårligt hindustani.

”Hø! Det er kun en pahari (bjergbo),” sagde Kim over sin skulder. ”Hvornår er bjergæslerne blevet herrer over hele Hindustan?”

Svaret var en hurtig og inspireret gennemgang af de sidste tre slægtled af Kims stamtavle.

”Ah!” Kims stemme var blidere end nogensinde, mens han brækkede gødningekagen i passende stykker. ”I mit land ville sligt blive kaldt begyndelsen til en kærlighedserklæring.”

En skarp, tynd, kaglende latter bag gardinerne gjorde manden fra bjergene gal i hovedet, og han afleverede en ny salve.

”Ikke så galt — ikke så galt,” sagde Kim kritisk. ”Men tag dig i agt, min broder, at vi — jeg siger vi — ikke får lyst til at sende en forbandelse eller to tilbage. Og vore forbandelser bider.”

Ooryaerne lo, og manden fra bjergene sprang truende fremad. Lamaen løftede pludselig hovedet, så at hans vældige hue blev fuldt belyst af Kims nys antændte bål.

”Hvad er der?” spurgte han.

Manden gjorde holdt som forstenet.

”Jeg — jeg — er blevet forhindret i en stor synd,” stammede han.

”Nu har udlændingen nok endelig fundet sig en præst,” hviskede en af ooryaerne.

”Hai, hvorfor får den tiggerunge ikke nogen ordentlige tæsk?” råbte den gamle kvinde.

Manden gik hen til vognen og hviskede noget ind mellem gardinerne. Der blev ganske stille, så hørtes en mumlen.

”Det går helt godt,” tænkte Kim, som foregav hverken at se eller høre.

”Når — når — han har spist”, henvendte fyren sig til Kim i en krybende tone, ”anmodes den Hellige Mand om at beære en, der gerne vil tale med ham, med sin nærværelse.”

”Når han har spist, vil han sove,” svarede Kim overlegent. Det stod ham ikke helt klart, hvilken ny vending spillet havde taget, men han var fuldt besluttet på at drage nytte af det. ”Og nu vil jeg hente mad til ham.” Disse sidste ord blev udtalte med høj røst og endte i et suk, ligesom af træthed.

”Jeg — jeg og mine landsmænd vil påtage os det — dersom det er tilladt.”

”Det er tilladt,” svarede Kim mere overlegent end nogensinde. ”Hellige mand, disse folk vil bringe os føde.”

”Det er et godt land. Hele Syden er et godt land — en stor og frygtelig verden,” mumlede lamaen søvnigt.

”Lad ham sove,” sagde Kim, ”men se til, at vi bliver vel bespiste, når han vågner. Han er en meget hellig mand.”

En af ooryaerne gjorde igen en bemærkning i en foragtelig tone.

”Han er ikke fakir. Han er ingen tigger fra slettelandet,” vedblev Kim strengt, tilsyneladende henvendende sig til stjernerne. ”Han er den helligste af alle hellige mænd. Han er hævet over alle kaster. Jeg er hans chela.”

”Kom her!” sagde den gamle, pibende stemme bag forhænget. Og Kim kom, med bevidstheden om, at øjne, som han ikke kunne se, stirrede på ham. En skindmager, brun finger, besat med svære ringe, lå på vognens kant og samtalen var som følger:

”Hvem er han dér?”

”En umådelig hellig mand. Han kommer langt borte fra. Han kommer fra Tibet.”

”Fra hvilket sted i Tibet.”

”Fra hinsides sneen — fra et meget fjernt sted. Han kan læse i stjernerne, stille horoskoper og nativiteter. Men han gør det ikke for penge. Han gør det af venlighed og stor barmhjertighed. Jeg er hans discipel. Jeg kaldes også Stjernernes Ven.”

”Men du hører ikke hjemme i bjergene.”

”Spørg ham. Han vil fortælle dig, at jeg blev sendt til ham fra stjernerne for at vise ham målet for han pilgrimsfærd.”

”Hø! Husk vel på, hvalp, at jeg er en gammel kvinde og ikke noget rent fæ. Lamaer kender jeg, og dem viser jeg ærbødighed. Men du er ikke mere en ægte chela, end denne min finger er vognens vognstang. Du er en kasteløs hindu — en fræk og skamløs tigger, og har formentlig sluttet dig til den Hellige Mand for vindings skyld.”

”Arbejder vi da ikke alle for vindings skyld?” Kim skiftede tone rask, ligesom stemmen havde gjort. ”Jeg har hørt” — dette var et skud på lykke og fromme — ”jeg har hørt…”

”Hvad har du hørt?” snerrede hun og trommede med fingeren på vognkanten.

”Ja, jeg husker det ikke rigtigt — det var noget basarsladder og uden tvivl usandt — at endog rajaher — små rajaher fra bjergene…”

”Men ikke desto mindre af god rajputslægt.”

”Ganske sikkert af god slægt. At endog de sælger de smukkeste blandt deres kvinder for vindings skyld. Sælger dem sydpå til zemindarer[*] og deslige i Oudh.”

Er der noget i verden, som de små rajaher fra bjergene benægter, så er det denne beskyldning. Men det er netop, hvad folk i basarerne tror på, når de drøfter Indiens hemmelighedsfulde slavehandel. I en skarp og indigneret hvisken forklarede den gamle dame Kim nøjagtigt, hvad slags ondskabsfuld løgnhals han var. Havde Kim antydet sligt, dengang hun var ung, ville han endnu samme aften være blevet trampet ihjel af en elefant. Og dette var fuldstændig sandt.

”Ahai! Jeg er kun en tiggerhvalp, som Skønhedens Øje sagde,” vrælede han i overdreven rædsel.

”Skønhedens Øje! Hvem er jeg, at du tilkaster mig tiggersmiger?” Men hun lo alligevel ved at høre de længst forglemte ord. ”For fyrretyve år siden kunne du have sagt det, og ikke uden sandhed. Ja, for tredive år siden. Men det kommer der ud af denne strejfen hid og did i Hind, at en konges enke må puffes med al landets bærme og spottes af tiggere.”

”Store Dronning,” sagde Kim hurtigt, for han kunne høre hende ryste af harme. ”Jeg er, hvad den Store Dronning siger, at jeg er, men ikke desto mindre er min herre en hellig mand. Han har endnu ikke hørt den Store Dronnings befaling…”

”Befaling? Skulle jeg kunne befale en hellig mand — en Lovens Lærer — at komme og tale med en kvinde? Aldrig!”

”Hav medynk med min dumhed. Jeg troede, at det var en befaling — ”

”Nej, det var ikke. Det var en anmodning. Gør denne det klart?”

En sølvmønt klirrede mod vognens kant. Kim tog den og bukkede dybt. Den gamle dame indså, at hun måtte gøre sig gode venner med ham, der var lamaens øjne og ører.

”Jeg er kun den Hellige Mands discipel. Når han har spist, kommer han måske.”

”Åh, slyngel, skamløse gavtyv!” Den ringsmykkede pegefinger rystede bebrejdende ad ham, men han kunne høre den gamle dame klukle.

”Nå, hvad er der i vejen?” spurgte han og slog over i sin mest indsmigrende og fortrolige tone — den som han vidste, at kun få kunne modstå. ”Er — er der måske trang til en søn i din familie? Tal kun frit, for vi præster — ” Dette sidste var direkte plagiat efter en af fakirerne ved Taksali-porten.

”Vi præster! Du er ikke gammel nok til at…” hun standsede sin vittighed med nok en latter. ”Tro mig, præst, at somme tider tænker vi kvinder på andet end sønner. Og desuden har min datter født en søn.”

”To pile i koggeret er bedre end én, og tre bedre endnu.”

Kim citerede dette ordsprog med en tankefuld hoste og med blikket diskret fæstet på jorden.

”Sandt nok — sandt nok. Men det kommer måske. Visselig dur disse braminer fra Syden til intet. Jeg sendte dem gaver og penge og atter gaver, og de profeterede.”

”Hæ!” drævede Kim med uendelig foragt — en mand af faget kunne ikke have gjort det bedre — ”de profeterede!”

”Men først da jeg mindedes mine egne Guder, blev mine bønner hørt. Jeg valgte en lykkevarslende time og — måske din Hellige Mand har hørt tale om abbeden i Lung-Cho klosteret. Det var til ham, jeg henvendte mig, og se, da tidens fylde kom, skete alt, som jeg ønskede det. Braminen i min dattersøns faders hus har senere erklæret, at det var hans bønner, der hjalp — hvilket er en lille fejltagelse, som jeg vil forklare ham, når jeg kommer til målet for min rejse. Og derefter vil jeg drage til Buddh Gaya for at gøre shraddha for mine børns fader.”

”Dér skal vi også hen.”

”Dobbelt held!” kvidrede den gamle dame. ”Mindst endnu en søn.”

”Alverdens Ven!” Lamaen var vågnet, og så naivt som et barn, der er forbavset over at befinde sig i en fremmed seng, kaldte han på Kim.

”Jeg kommer! Jeg kommer, Hellige Mand!” Kim sprang hen til bålet, hvor han fandt lamaen allerede omgivet af forskellige fade med mad, mens mændene fra bjergene åbenlyst tilbad ham og folkene fra Syden syrligt så på.

”Bort! Fjern jer!” råbte Kim. ”Skal vi spise i alles påsyn ligesom hunde?”

Siddende med ryggen halvt vendt mod hinanden, holdt de deres måltid i tavshed, og Kim sluttede med en cigaret af de indfødtes tilvirkning.

”Har jeg ikke sagt hundrede gange, at dette Syden er et godt land? Her træffer vi nu en dydig og højbåren enke efter en rajah fra bjergene. Hun er, siger hun, på pilgrimsfærd til Buddh Gaya. Det er hende, som har sendt os disse retter. Når du har hvilet dig, vil hun gerne tale med dig.”

”Et også dette dit værk?” spurgte lamaen og dykkede dybt ned i sin snusdåse.

”Hvem ellers har våget over dig fra den stund, da vor vidunderlige rejse begyndte?” Kims øjne spillede af fornøjelse, mens han pustede den skarpe røg ud gennem næseborene og strakte sig på den støvede jord. ”Har jeg forsømt din komfort, Hellige Mand?”

”Velsignet være du,” sagde lamaen med en højtidelig hovedbøjning. ”Jeg har kendt mange mennesker i mit lange liv, og af disciple ikke få. Men til intet menneske, hvis du da virkelig er kvindefødt, har mit hjerte følt sig draget som til dig — betænksom, klog og høflig som du er. Men noget af en djævleunge.”

”Og jeg har aldrig set en præst som du,” sagde Kim og betragtede det godmodige, gule ansigt rynke for rynke. ”Det er ikke tre dage siden, at vi begav os på vej sammen, og dog er det, som om det allerede var hundrede år.”

”Måske har jeg i et tidligere liv fået lov til at gøre dig en eller anden tjeneste. Måske” — han smilede — ”jeg har befriet dig fra en fælde eller jeg har fanget dig på en fiskekrog i de dage, da jeg var uoplyst, og så har jeg kastet dig tilbage i floden.”

”Måske,” sagde Kim roligt. Han havde hørt den slags grublerier så mange gange, og det af folk, hvem englænderne ikke ville have tiltroet fantasi. ”Men hvad angår kvinden i vognen derhenne, så er det min tro, at hun ønsker, at hendes datter skal få nok en søn.”

”Det er noget, som ikke hører med til min Søgen efter den Rette Vej,” sukkede lamaen. ”Men hun er i det mindste fra bjergene. Ak, bjergene og bjergenes sne!”

Han rejste sig og stavrede hen til vognen. Kim ville have givet sine ører for at få lov til at gå med, men lamaen indbød ham ikke dertil og de få ord, han opfangede, kunne han ikke forstå, for de talte sammen i en eller anden bjergdialekt. Kvinden syntes at stille spørgsmål, som lamaen overvejede, førend han besvarede dem. Nu og da hørte Kim det nynnende tonefald i et kinesisk citat. Det var et underligt billede, som Kim iagttog gennem sine halvåbne øjenlåg. Lamaen stod rank og knejsende, mens de dybe folder i hans gule dragt dannede sorte slagskygger i lysskæret fra lejrbålene, så at det mindede om slagskyggerne på en knudret træstamme, der belyses af den nedgående sol. Han henvendte sig til en forgyldt og lakeret ruth, der i det samme usikre lys strålede som en mangefarvet juvel. Mønsteret i de guldindvirkede forhæng løb op og ned, forsvandt og dannedes igen, mens de skælvede og bølgede i nattevinden, og når samtalen blev ivrigere, udsendte den ringsmykkede pegefinger små lysglimt mellem broderierne. Bag vognen var en mur af utydeligt mørke, isprængt små blus og fyldt med halvt synlige skikkelser og ansigter og skygger. Den tidlige aftens lyd var døet hen i en ensformig, søvndyssende summen, i hvilken den dybeste tone var oksernes stadige brummen, mens de gumlede på deres halm, og den højeste var en bengali-danserindes sitar-klimpren. De fleste mænd havde spist og sad nu og dampede på deres gurglende, gryntende hukah’er, der, når der er godt træk i dem, giver lyd som klokkefrøer.

Til sidst kom lamaen tilbage. En af bjergfolkene fulgte efter ham med et stukket bomuldstæppe, som han omhyggeligt bredte ud ved siden af bålet.

”Hun fortjener ti tusind børnebørn,” tænkte Kim. ”Ikke desto mindre ville disse gaver ikke være faldet i vor lod, hvis jeg ikke havde taget mig af sagen.”

”En dydig kvinde — og en vis kvinde,” sagde lamaen og lod sig synke ned, led for led, som en langsom kamel. ”Verden er fuld af godgørenhed mod dem, der følger Vejen.” Og han kastede mindst halvdelen af tæppet henover Kim.

”Og hvad sagde hun?” spurgte Kim og rullede sig ind i sin andel af tæppet.

”Hun rettede mange spørgsmål til mig og fremsatte mange problemer — de fleste af dem var tåbelige historier, som hun havde hørt af djævletilbedende præster, der giver sig ud for at følge Vejen. Nogle af dem besvarede jeg og andre erklærede jeg for dårskab. Mange bærer Kjortlen, men få følger Vejen.”

”Sandt. Sandt nok,” bemærkede Kim i den tankefulde, forsonlige tone, som man benytter, når man ønsker at få andre til at lette deres hjerter.

”Men hun er, når alt tages i betragtning, såre retsindig. Hun ønsker meget, at vi vil drage med hende til Buddh Gaya, og hun sagde, at hun og vi skulle samme vej mange dagsrejser mod syd.”

”Nå, og så?”

”Vær tålmodig. Dertil svarede jeg, at min Søgen gik forud for alt. Hun havde hørt mange tåbelige sagn, men den store sandhed om min Flod havde hun aldrig hørt. Sådan er præsterne blandt de lavere bjerge! Hun kendte abbeden i Lung-Cho, men hun kendte ikke min Flod og ej heller fortællingen om Pilen.”

”Nå, og så?”

”Jeg talte derfor til hende om min Søgen og om Vejen og om andre ting, der kunne gavne hende. Men hun ønskede kun, at jeg skulle følge med hende og bede til, at hendes datter måtte få nok en søn.”

”Høhø! ’vi kvinder’ tænker ikke på andet end børn,” brummede Kim søvnigt.

”Men da nu vor vej for en stund er den samme som hendes vej, indser jeg ikke, at vi på nogen måde ville afvige fra vor Søgen ved at ledsage hende i det mindste så langt som til — nu har jeg glemt stadens navn.”

”Ohé!” hviskede Kim i en skarp tone, idet han vendte sig til en af ooryaerne, der lå nogle få yards fra ham. ”Hvor ligger din herres hus?”

”Et lille stykke på den anden side af Saharanpur, blandt frugthaverne.” Og han nævnede landsbyens navn.

”Det var stedet”, sagde lamaen. ”Så langt kan vi da i det mindste gå med hende.”

”Hvor ådslet er, der samles fluerne,” bemærkede ooryaen henkastet.

”En krage til den syge ko, en bramin til den syge mand.” Kim udtalte dette ordsprog, uden at give det nogen personlig adresse, til de mørke trætoppe over sit hoved.

Ooryaen brummede, men holdt sig i skindet.

”Vi følger altså med hende, Hellige Mand?”

”Hvorfor skulle vi ikke? Jeg kan jo træde til side og undersøge alle de floder, som vejen passerer. Og hun ønsker, at jeg skal ledsage hende. Hun ønsker det meget inderligt.”

Kim kvalte en latter i tæppet. Når denne bydende gamle dame først var kommet sig af sin naturlige ærefrygt for en lama, ville hun sandsynligvis være værd at lytte til.

Han var lige ved at falde i søvn, da lamaen pludselig citerede et ordsprog: ”Snaksomme kvinders mænd får stor belønning i det hinsides.” Så hørte Kim ham tage tre priser tobak i træk og lo igen, indtil han faldt i søvn.

Daggryet, strålende som diamanter, vækkede mænd, krager og okser. Kim satte sig over ende, gabede, rystede sig og gennembævedes af fryd. Dette var at se sig om i verden for ramme alvor. Dette var livet, sådan som han ville have det — travlhed og råb, folk, der spændte deres bælter og pryglede løs på deres okser, knirkende hjul, bål, der blev tændt, madlavning, nye ting at se på, hvor man end vendte sit glade blik. Morgentågen lettede og rullede bort som en sølvsky, papegøjerne fløj af sted til en eller anden fjern flod i skrigende grønne skarer, alle brøndvinder indenfor hørevidde var i fuld gang. Indien var vågnet og Kim sad midt deri, mere vågen og mere ivrig end nogen anden, og tyggede på en kvist, som han ville bruge som tandbørste, for han havde med begge hænder overtaget mange af de indfødtes skikke i dette land, som han kendte og elskede. Han behøvede ikke at bryde sit hoved med proviantering eller at give en eneste skilling ud ved de omsværmede boder. Han var discipel hos en hellig mand, der var blevet annekteret af en resolut gammel dame. Alt ville blive gjort for dem, og når de fik en ærbødig indbydelse til at sætte sig ned og spise, ville de gøre det. Derudover — Kim fniste, mens han børstede sine tænder — ville deres værtinde bidrage til at forhøje den fornøjelse, han kunne have af rejsen. Han betragtede hendes okser kritisk, mens de brummende og pustende blev trukket frem og spændt i åget. Hvis de gik for hurtigt for ham — hvad der var usandsynligt — ville han kunne få et mageligt sæde på vognstangen, og lamaen kunne sidde ved siden af kusken. Eskorten måtte naturligvis gå. Ligeså selvfølgeligt ville den gamle dame snakke en hel del, og af hvad han allerede havde hørt, kunne han sige sig selv, at hendes konversation ikke ville være tom snak. Hun var allerede i færd med at befale, opmuntre, dadle, og, sandt at sige, bande sine tjenere for deres langsommelighed.

”Bring hende hendes pibe. For Gudernes skyld, bring hende hendes pibe,” råbte en oorya, mens han trillede sine sengeklæder sammen til en uformelig bylt. ”Det er med hende, som med papegøjer. De hviner ved daggry.”

”Okserne! Hai! Pas på det forreste par!” Dyrene rykkede tilbage og drejede rundt, for en kornvogns hjulaksel var ramlet sammen med deres horn. ”Søn af en ugle, hvor skal du hen?” råbte hun til den grinende fragtkusk.

”Ai! Yai! Yai! Derinde er Dronningen af Delhi, der rejser for at bede Guderne om en søn,” råbte manden tilbage over sit høje læs. ”Plads for Dronningen af Delhi og hendes førsteminister, den grå abe, som klatrer op ad sin sabel!”

En anden fragtvogn med et læs bark til et garveri nede i det sydlige fulgte tæt bagefter, og dens kusk tilføjede et par komplimenter, mens ruth’ens okser rykkede længere og længere tilbage.

Bag de bølgende forhæng lød der en salve. Den varede ikke længe, men i kvalitet og svidende, ædende træfsikkerhed overgik den alt, hvad selv Kim nogensinde havde hørt. Han kunne se fragtkuskens nøgne bryst falde sammen af forbløffelse, og manden gjorde straks en ærbødig salaam for stemmen, sprang ned fra sin vogn og hjalp eskorten med at hale deres vulkan ud på landevejen. Her fortalte stemmen ham sandfærdigt, hvad slags hustru han havde ægtet, og hvad hun tog sig til i hans fravær.

”Oh, shabash!” mumlede Kim, der ikke kunne skjule sin beundring, mens manden luskede bort.

”Godt gjort, ikke sandt? Men det er da også en skam og skændsel, at en stakkels kvinde ikke kan drage hen for at bede til sine Guder uden at blive puffet og fornærmet af alt Hindustans rakkerpak — at hun må sluge gali (skældsord) som mænd sluger ghi. Men endnu forstår jeg da at bruge min tunge og kan sige et kraftigt ord eller to i rette øjeblik. Og jeg har stadig ikke fået min tobak! Hvem er den enøjede og elendige skammens søn, som endnu ikke har stoppet min pibe?”

Den blev skyndsomt rakt hende af en af bjergfolkene, og snart efter viste tykke røgskyer, der bølgede ud fra alle forhængets sprækker, at freden var genoprettet.

Hvis Kim den foregående dag havde vandret stolt af sted som en hellig mands discipel, spankulerede han i dag med tidobbelt stolthed i denne næsten kongelige procession, som anerkendt protegé af en gammel dame med fortryllende væsen og uopslideligt mundlæder. Eskorten traskede, med hovederne tilhyllede på indfødtes vis, på begge sider af vognen og hvirvlede kolossale støvskyer i vejret.

Lamaen og Kim gik lidt for sig selv. Kim tyggede på et stykke sukkerrør og veg ikke vejen for nogen af ringere stand end en præst. De kunne høre den gamle dames tunge gå uafladeligt som en riskværn. Hun bød sin eskorte fortælle hende, hvad der skete på vejen, og så snart de var vel væk fra parao’en, slog hun forhængene til side og kiggede ud, med kun en tredjedel af sit ansigt skjult af sløret. Hendes folk så ikke på hende, når hun tiltalte dem, og således blev sømmeligheden så nogenlunde bevaret.

En mørkhåret, gulbleg engelsk politiinspektør travede forbi i fejlfri uniform på en træt hest, og da han af hendes følge så, hvad slags hun var, gav han sig til at gøre løjer med hende.

”Moder,” råbte han, ”sådan opfører man sig i et zenanna (harem)? Sæt nu, at en englænder kom forbi og så, at du er næseløs?”

”Hvad?” lød hendes skingrende svar, ”er din moder næseløs? Hvorfor råbe det ud på offentlig vej?”

Det var et godt gensvar. Englænderen løftede hånden med en bevægelse som en mand, der bliver ramt af et fleuretstød. Han lo og nikkede.

”Kan dette ansigt lokke nogen væk fra dydens vej?” Og hun trak sit slør helt til side og stirrede på ham.

Det var på ingen måde et skønt ansigt, men manden samlede sine tøjler og kaldte det en Paradisets Måne, en Retsindighedens Ødelægger og flere andre fantastiske benævnelser, som gjorde hende dånefærdig af latter.

”Han er en nut-cut (skælm),” sagde hun. ”Alle politimænd er nut-cut, men officererne er de værste. Hai, min søn, alt det har du ikke lært siden du kom herover fra Belait (Europa). Hvem ammede dig?”

”En paharin — en kvinde fra bjergene — fra Dalhousie, moder. Men gem nu din skønhed i skyggen, du Uddelerske af Glæder.” Og væk var han.

”Det er folk af den slags,” begyndte hun med kendermine, mens hun proppede munden fuld af pan, ”det er folk af den slags, der duer til at være dommere og politimænd. De kender landet og landets sæder. Men de andre, der kommer helt grønne fra Europa, som har diet hvide kvinder og lært vort tungemål af bøger, de er værre end onde syger. De volder selv konger fortræd.” Så fortalte hun, uden at henvende sig til nogen i særdeleshed, en lang, lang historie om en uvidende ung politimand, der havde chikaneret en eller anden lille rajah oppe i bjergene, en fætter i niende led, i en triviel sag om en landejendom, og hun sluttede med et citat fra et værk, der på ingen måde tilhørte andagtslitteraturen.

Så skiftede hun humør og befalede en af sin eskorte at spørge lamaen, om han ikke ville komme hen til hendes vogn og drøfte religionsspørgsmål.

Altså trak Kim sig tilbage til støvet og gav sig igen i lag med sit sukkerrør. I en time eller mere skinnede lamaens store hue som en måne gennem støvskyerne, og så vidt Kim kunne høre, græd den gamle dame. En af ooryaerne gjorde halvvejs undskyldninger for sin uhøflighed den foregående aften og sagde, at han aldrig havde set sin herskerinde så mild til sinds, hvilket vel måtte skyldes den fremmede præsts nærværelse. For sit eget vedkommende troede han på braminerne, skønt han, som alle indfødte, var pinligt klar over deres snuhed og grådighed. Ikke desto mindre ville han finde sig i en hvilken som helst præst af en hvilken som helst trosbekendelse i eller udenfor Indien, for braminerne havde opirret hans herres hustrus moder med deres tiggerier, og hun havde jaget dem væk så vrede, at de havde bandet hende og hendes følge, hvilket var den virkelige grund til, at en af de fjermer okser var blevet halt og at vognstangen var knækket den foregående aften. Alt dette besvarede Kim med vise og bifaldende nik og bad ooryaen lægge vel mærke til, at lamaen ikke tog imod penge, og at hvad der blev spenderet af mad på ham og Kim ville blive gengældt hundrede gange i det held, som fra nu af ville følge karavanen. Fremdeles fortalte han historier om Lahore og sang et par viser, som fik eskorten til at le. Som bymus og vel kendt med de nyeste sange af de mest moderne komponister — de er for størstedelen kvinder — var Kim disse mænd fra en lille landsby på den anden side af Saharanpur betydeligt overlegen, men han nøjedes med at lade det skinne igennem. Ved middagstid drejede de af fra vejen for at holde måltid på et sted, hvor støvet ikke kunne genere dem. Maden var god og rigelig og blev pænt serveret på rene blade. For at opfylde alle forpligtelser, gav de levningerne til nogle tiggere og satte sig så til at nyde deres tobakspiber. Den gamle dame havde trukket sig tilbage bag forhængene, men deltog særdeles livligt i samtalen, og hendes tjenere sagde hende imod og skændtes med hende, som tjenere gør overalt i Østen. Hun sammenlignede den kølige luft og fyrreskovene i Kangras og Kulus bjergegne med Sydens støv og mangolunde, hun fortalte en historie om nogle gamle lokale Guder på grænsen af hendes mands rige, hun skældte frygteligt ud over den tobak, som hun røg, bagtalte alle braminer og tænkte højt om de mange dattersønner, som hun håbede på.

Femte kapitel

Here come I to my own again
Fed, forgiven, and known again
Claimed by bone of my bone again,
And sib to flesh of my flesh!
The fatted calf is dressed for me,
But the husks have greater zest for me…
I think my pigs will be best for me,
So I’m off to the styes afresh.

The Prodigal Son.

På ny satte den langsomt sjokkende procession sig i gang, og hun sov, indtil de nåede det næste stoppested. Det havde været en meget kort distance og der var endnu en time til solnedgang, hvorfor Kim gav sig til at se sig om efter underholdning.

”Hvorfor sætter du dig ikke ned og hviler dig?” sagde en af eskorten. ”Kun djævle og englændere vandrer frem og tilbage uden grund.”

”Slut aldrig venskab med djævelen, en abe eller en dreng. Ingen ved, hvad de kan hitte på,” sagde hans kammerat.

Kim vendte dem hånligt ryggen — han ønskede aldeles ikke at høre den gamle historie om, hvorledes djævelen legede med drengene og kom til at fortryde det — og spankulerede på lykke og fromme henover markerne.

Lamaen fulgte ham. Hele dagen, hver gang de passerede en strøm, var han drejet af fra vejen for at se på den, men havde i intet tilfælde fået varsel om, at han havde fundet sin Flod. Uden at han selv mærkede det, havde for resten behageligheden ved at have nogen at tale med i et fornuftigt tungemål og ved at blive agtet og æret som en højbåren dames åndelige rådgiver ført hans tanker en smule bort fra hans Søgen. Og endvidere var han forberedt på at tilbringe mange lange år med at Søge, for han havde intet af de hvides utålmodighed i sin sjæl, men derimod en brændende tro.

”Hvor vil du hen?” råbte han efter Kim.

”Intetsteds. Det var en kort dagsmarch og alt dette” — Kim pegede i alle retninger — ”er nyt for mig.”

”Hun er unægtelig en vis og skarpsindig kvinde. Men det er vanskeligt at tænke, når…”

”Sådan er kvinder.” Kim talte som den vise Salomon.

”Udenfor mit kloster var der en bred stenterrasse,” mumlede lamaen og famlede ved sin slidte rosenkrans. ”Den bærer spor af mine fodtrin — dér vandrede jeg frem og tilbage med disse i hånden.”

Han raslede med kuglerne og begyndte på sit andægtige: Om mane padme hum[*] — taknemmelig for den kølige, stille, støvfri luft.

Kims ørkesløse øjne flakkede hid og did henover sletten. Han havde intet mål for sin omstrejfen, undtagen at undersøge nogle nærliggende hytter, hvis bygningsmåde forekom ham ny.

De kom ud på en stor strækning engjord, som aftenlyset farvede i brunlige og purpurrøde nuancer og på hvis midte der stod en gruppe svære mangotræer. Det slog Kim som underligt, at der ikke var opført et tempel på et sted, der passede så godt dertil. I sådanne sager havde drengen så skarpt et blik som nogen præst[*]. Langt borte på den anden side af engen gik fire mænd side om side, helt små at se til på grund af afstanden. Kim holdt hånden over brynet og betragtede dem opmærksomt og hans øjne opfangede et glimt af blankt messing.

”Soldater,” sagde han. ”Hvide soldater! Lad os undersøge.”

”Der er altid soldater, når du og jeg drager af sted alene sammen. Men hvide soldater har jeg aldrig set.”

”De gør ingen fortræd, undtagen når de er fulde. Gem dig bag dette træ.”

De skjulte sig bag de tykke stammer i mangolundens kølige tusmørke. To af de små skikkelser standsede. De andre kom langsomt og søgende nærmere. De var et marcherende regiments fortrop, udsendt for at afmærke lejrpladsen. De bar fem fod lange stænger med blafrende flag og råbte til hinanden, mens de spredte sig over den flade eng.

Endelig kom de ind i mangolunden med tunge skridt.

”Det er her eller heromkring. Officerernes telte under træerne, går jeg ud fra, og vi andre kan få lov til at blive udenfor. Har de afmærket plads til trænet dér bagved?”

De råbte igen til deres kammerater og et svarende brøl kom tilbage, blødt og dæmpet af afstanden.

”Stik så flaget ned her.”

”Hvad er det, de gør?” spurgte lamaen højligt forbavset. ”Dette er en stor og frygtelig verden. Hvad er det for et tegn på flaget?”

En soldat stak en af stavene i jorden få fod fra dem, brummede misfornøjet, trak den op igen, rådslog med sin kammerat, der så sig om under de grønne træer, og stødte den så atter ned.

Kim stirrede med vidt opspilede øjne, og hans åndedræt blev kort og lød helt hviskende mellem de sammenbidte tænder. Soldaterne trampede videre ud i solskinnet.

”Hellige Mand!” gispede Kim. ”Mit horoskop! Det som præsten i Ambala tegnede i sandet! Husker du, hvad han sagde? Først kommer der to ferashes — for at gøre alting rede — på et mørkt sted, sådan som et syn altid begynder.”

”Men dette er ikke noget syn,” indskød lamaen. ”Det er denne verdens Blændværk og intet andet.”

”Og efter dem kommer Tyren — den Røde Tyr på den grønne mark. Se! Dér er den!”

Han pegede på flaget, der smældede i aftenvinden mindre end ti fod fra dem. Det var kun et almindeligt lille mærkeflag, men regimentet, der altid holdt på pyntelighed i slige sager, havde ladet det smykke med Maverick-regimentets våbenmærke, den store røde tyr på en baggrund af Irlands grønne flagdug.

”Jeg ser — og nu mindes jeg,” sagde lamaen. ”Det er bestemt din Tyr. Og de to mænd kom også ganske rigtigt for at gøre alting rede.”

”Og de var soldater, — hvide soldater. Hvad sagde præsten? Tegnet lige over for Tyren er krigens tegn og de væbnede mænds tegn. Hellige Mand, dette vedkommer min Søgen.”

”Sandt. Det er sandt.” Lamaen stirrede stift på det røde billede, der lyste som en rubin i tusmørket. ”Præsten i Ambala sagde, at dit tegn var et krigens tegn.”

”Hvad er der nu at gøre?”

”Vente. Lad os vente.”

”Nu klarer mørket op,” sagde Kim. Det var naturligt, at den nedgående sols stråler til sidst måtte falde ind mellem træstammerne og i nogle minutter fylde lunden med deres bløde, gyldne lys, men for Kim var dette en yderligere opfyldelse af Ambala-braminens spådom.

”Hør!” sagde lamaen. ”Der slås på tromme langt borte!”

Den fjerne lyd, der klang så spinkelt gennem den stille luft, lignede i begyndelsen en pulsåres banken i hovedet. Men snart skingrede høje, skarpe toner.

”Aha! Det er musikken,” forklarede Kim. Han vidste, hvordan militærmusik lyder, men lamaen blev forbavset.

Ude i synskredsen kom en langsom, støvet kolonne kravlende frem over sletten. Så førte vinden melodien ned mod dem.

Her faldt piberne ind:

Det var maverickernes musikkorps, som spillede, mens regimentet rykkede i lejr, for regimentet var ude på marchøvelse med fuld feltmæssig oppakning. Den bølgende kolonne drejede ind på engen med sit træn bagved sig, delte sig og svingede til højre og venstre, der blev et øjebliks virvar som i en myretue, og…

”Men dette er trolddom!” udbrød lamaen. Rundt omkring på sletten rejste der sig telt ved telt. En gruppe mænd trængte ind i lunden, slog i tavshed et stort telt op, rejste en otte, ni andre ved siden af det, udpakkede kasseroller, pander og bylter, som en skare indfødte tjenere straks lagde beslag på, og lige for øjnene af Kim og lamaen blev mangolunden forvandlet til en velordnet by!

”Lad os gå,” sagde lamaen og trak sig forskrækket tilbage, mens bålene begyndte at flamme op og hvide officerer med raslende sabler spankede ind i messeteltet.

”Træd tilbage i skyggen. Ingen kan se udenfor et båls lyskreds,” sagde Kim med øjnene stadig fæstede på flaget. Han havde aldrig før set et regiment af gamle, rutinerede folk slå lejr i løbet af en halv time.

”Se! Se! Se!” kluklo lamaen. ”Dér kommer en præst.”

Det var Bennett, regimentets anglikanske feltpræst, som kom hinkende i sin støvede sorte dragt. En af hans flok havde ladet nogle uhøflige bemærkninger falde om det stof præsten var lavet af, og for at beskæmme ham, havde Bennett den dag marcheret skridt for skridt sammen med folkene. Hans sorte dragt, guldkorset ved hans urkæde, hans skægløse ansigt og hans bløde, sorte, bredskyggede hat ville overalt i Indien have betegnet ham som en hellig mand. Han lod sig falde ned på en feltstol ved messeteltets dør og sparkede sine støvler af. Tre, fire officerer samledes omkring ham og lo og sagde vittigheder om hans bedrift.

”De hvide mænds tale savner i høj grad værdighed,” bemærkede lamaen, der dømte efter klangen af deres stemmer. ”Men jeg har gransket den præsts åsyn og jeg tror, at han er lærd. Er det sandsynligt, at han forstår vort sprog? Jeg ville gerne tale til ham om min Søgen.”

”Tal aldrig til en hvid mand, førend han har spist,” sagde Kim med et velkendt ordsprog. ”Nu vil de til at spise — men jeg tror ikke, at det nytter noget at tigge hos dem. Lad os vende tilbage til lejrpladsen. Når vi har spist, vil vi komme tilbage. Det var virkelig en Rød Tyr — min Røde Tyr.”

De var begge påfaldende åndsfraværende, da den gamle dames følge satte mad foran dem, og derfor trængte ingen ind på dem, for det bringer uheld at genere gæster.

”Og nu,” sagde Kim, mens han stangede sine tænder, ”vil vi vende tilbage til det sted. Men du, Hellige Mand, må vente et lille stykke borte, for dine fødder er tungere end mine og jeg længes efter at se nærmere på den Røde Tyr.”

”Men hvordan kan du forstå deres tale? Gå langsomt, vejen er mørk,” svarede lamaen uroligt.

Kim overhørte spørgsmålet. ”Jeg lagde mærke til et sted tæt ved træerne,” sagde han, ”hvor du kan sidde, indtil jeg kalder på dig. Nej,” vedblev han, da lamaen ville gøre indvendinger, ”husk på, at dette er min Søgen — efter min Røde Tyr. Tegnet i Stjernerne gjaldt ikke dig. Jeg kender lidt til hvide soldaters skikke, og jeg holder altid af at se noget nyt.”

”Hvad i denne verden er du ukendt med?” sagde lamaen og satte sig lydigt ned i en lille fordybning i terrænet næppe hundrede yards fra mangotræerne, der hævede sig mørke mod den stjernebesåede himmel.

”Bliv her, til jeg kalder.”

Kim forsvandt i tusmørket. Han vidste, at der efter al sandsynlighed ville være skildvagter rundt omkring lejren, og han smilede ved sig selv, da han hørte de tunge fodtrin af et par tykke soldaterstøvler. En dreng, som en måneklar nat kan smutte hen over tagene i Lahore og benytte sig af hver eneste lille mørk plet og krog til at bringe sin forfølger på vildspor, vil næppe lade sig standse af en række veltrænede soldater. Han gjorde dem den kompliment at krybe ind mellem to af dem, og — snart løbende, snart standsende, snart krybende, snart kastende sig fladt ned — begav han sig hen imod det oplyste messetelt, uden for hvilket han trykkede sig tæt ind bagved et af mangotræerne og ventede på, at et eller andet tilfældigt ord skulle give ham et holdepunkt.

Det eneste, der nu lå ham på sinde var at få noget mere at vide om den Røde Tyr. Kims viden var på mange punkter lige så ejendommeligt begrænset, som den på andre var ejendommeligt omfattende, og han kunne ikke tænke sig andet, end at soldaterne — de ni hundrede skinbarlige djævle, som hans fader havde profeteret om — efter solnedgang bad til den Røde Tyr, ligesom hinduer beder til den Hellige Ko. Det ville i det mindste være fuldstændig rigtigt og logisk, og præsten med guldkorset ville altså være den mand, hvem man burde spørge til råds desangående. På den anden side, tænkte Kim, der mindedes de alvorlige præster, som han altid havde undgået i Lahore, ville præsten måske være ubehageligt nævenyttig og forlange, at han skulle gå i skole og lære noget. Men var det ikke blevet bevist i Ambala, at hans himmeltegn varslede krig og væbnede mænd? Var han ikke Stjernernes Ven lige så vel som Alverdens Ven, propfuld af frygtelige hemmeligheder? Og til syvende og sidst — hvilket var understrømmen for alle hans hastige tanker — dette eventyr var ”ren svir” (skønt hans sprog ikke havde noget udtryk for dette begreb), en herlig fortsættelse af de gamle dages flugt henover hustagene, og desuden var det opfyldelsen af en storslået forudsigelse.

Han lå fladt på maven og vrikkede sig med små ryk frem mod messeteltets dør, med den ene hånd på amuletten, som var bundet om hans hals.

Det var, som han havde ventet. Sahib’erne var i færd med at bede til deres Gud. For midt på messebordet — dets eneste prydelse, når de var på march — stod en guldtyr, lavet af bytte, der i gamle dage var gjort i Sommerpaladset i Peking — en rød guldtyr med sænket hoved på et fodstykke af Irlands grønne farve. Og alle sahib’erne strakte deres glas frem mod tyren og råbte i munden på hinanden.

Pastor Arthur Bennett plejede altid at forlade messen, så snart denne skål var drukket, og da han var temmelig træt efter sin march, bevægede han sig pludseligere end ellers. Kim lå med hovedet en smule løftet og stirrede endnu på sin afgud på bordet, da præsten trådte på hans højre skulderblad. Kim krympede sig under læderstøvlen, rullede til side og rev præsten over ende, men denne, der var en handlingens mand, greb ham i struben og var nær ved at kvæle ham. Så gav Kim ham et fortvivlet spark i maven. Pastor Bennett gispede og krympede sig, men slap ikke sit tag og kom på benene igen og halede så i tavshed Kim til sit telt. Maverickerne var store spøgefugle, hvorfor præsten mente, at det var bedst at gå stille med dørene, indtil sagen var undersøgt.

”Hva’? En dreng!” udbrød han, idet han trak sin fange hen til skæret fra lygten, der hang på teltpælen. Så ruskede han ham dygtigt og vedblev: ”Hvad bestiller du her? Du er nok en tyveknægt. Choor? Mallum? (En tyv? Forstår du?)”

Hans hindustani var stærkt begrænset, men Kim, forpjusket og ærgerlig som han var, besluttede at spille den rolle, der således blev ham tildelt. Mens han stræbte at få vejret igen, opfandt han en særdeles troværdig historie om, at han var i familie med en af messens indfødte kokkedrenge, og på samme tid holdt han omhyggeligt øje med præstens venstre arm. Lejligheden kom. Han dukkede sig for at smutte ud af døren, men en lang arm for frem og greb ham i nakken, så at amulettens snor brast og amuletten selv forblev i den lukkede hånd.

”Giv mig den. Åh, giv mig den. Den blev vel ikke borte? Giv mig papirerne.”

Drengen udstødte disse ord på engelsk — de indfødtes dårlige, ubehjælpsomme engelsk — og det gav et sæt i præsten.

”Et skapular,” sagde han og åbnede hånden. ”Nej, en eller anden hedensk amulet. Men hvad er det? Taler du engelsk? Små drenge, som stjæler, får prygl. Det ved du måske?”

”Jeg stjæler ikke. Jeg har ikke stjålet.” Kim dansede omkring i fortvivlelse som en terrier, der ser en løftet stok. ”Åh, giv mig den. Det er min amulet. Du må ikke tage den fra mig.”

Præsten brød sig ikke om, hvad han sagde, men trådte hen til teltdøren og kaldte højt. En svær, glatraget mand viste sig.

”Jeg vil gerne bede Dem om et råd, Fader Victor,” sagde Bennett. ”Jeg traf på denne dreng i mørket udenfor messeteltet. Under almindelige omstændigheder ville jeg have tildelt ham en revselse og ladet ham løbe, for jeg tror han er en tyv. Men det lader til, at han kan tale engelsk, og at han tillægger en amulet, der hang om hans hals, en vis værdi. Jeg tænkte, at De måske kunne hjælpe mig.”

Bennett troede fuldt og fast, at der mellem ham og de irske soldaters katolske sjælesørger lå en uoverskridelig kløft. Men det var vitterligt, at når den Anglikanske Kirke havde at gøre med et menneskeligt problem, kaldte han som regel Romerkirken til hjælp. Bennetts officielle afsky for den Babyloniske Kvinde og alt hendes væsen var stor, men lige så stor var hans private respekt for Fader Victor.

”En tyv, der taler engelsk, siger De? Lad os se på hans amulet. Nej, det er ikke noget skapular, Bennett.”

Og han rakte hånden frem.

”Men har vi egentlig ret til at åbne den? En ordentlig dragt prygl…”

”Jeg har ikke stjålet,” bedyrede Kim. ”Og du har sparket mig over hele kroppen. Giv mig min amulet, så vil jeg gå min vej.”

”Ikke så rask! Lad os først se på den,” sagde Fader Victor og oprullede roligt stakkels Kimball O’Haras ne varietur, hans afsked fra regimentet og Kims dåbsattest. På denne sidste havde O’Hara — med en eller anden forvirret idé om, at han derved gjorde mirakler for sin søn — snese af gange kradset: ”Sørg for drengen. Sørg endelig for drengen” — og havde undertegnet det med sit navn og sit nummer i regimentet.

”Alle Mørkets Magter!” sagde Fader Victor og rakte Pastor Bennett de tre papirer. ”Ved De, hvad dette er?”

”Ja,” svarede Kim. ”De er mine, og jeg vil bort herfra.”

”Jeg forstår det ikke rigtigt,” sagde Pastor Bennett. ”Han har rimeligvis bragt dem med sig i et eller andet øjemed. Det er måske et slags tiggerkneb.”

”Jeg har aldrig set en tigger, der var så ivrig efter at komme væk fra dem, han ville tigge hos. Det er en mystisk historie, det her. Tror De på et Forsyn, Bennett?”

”Det skulle jeg håbe.”

”Ja, jeg tror på mirakler, og det kommer ud på ét. Alle Mørkets Magter? Kimball O’Hara! Og hans søn! Men drengen er en indfødt, og jeg har med egne øjne set Kimball viet til Annie Shott. Hvor længe har du haft disse papirer, dreng?”

”Siden jeg var et lille barn.”

Pater Victor trådte rask frem og åbnede Kims skjorte i brystet.

”Kan De se, Bennett, han er ikke synderlig mørkhudet. Hvad hedder du?”

”Kim.”

”Eller Kimball?”

”Måske. Vil du nu ikke lade mig slippe?”

”Hvad hedder du mere?”

”Folk kalder mig Kim Rishti ke. Det vil sige Kim af Rishti.”

”Hvad betyder det — ’Rishti’?”

”Ej-rishti. Det var regimentet. Min fars.”

”Nå, irsk. Nu er jeg med.”

”Ja. Det fortalte min far mig. Min far, han har levet.”

”Hvor har han levet.”

”Han har levet. Han er naturligvis død, væk.”

”Nå sådan. Du har en ejendommelig kortfattet måde at udtrykke dig på.”

Her afbrød Bennett: ”Det er muligt, at jeg har gjort drengen uret. Hvid er han, det er sikkert nok, skønt øjensynlig meget forsømt. Jeg er bange for, at jeg har slået ham for hårdt. Men jeg tror ikke, at spiritus…”

”Så giv ham et glas sherry og lad ham sætte sig ned på sengen. Nå, Kim,” vedblev Fader Victor, ”der er ingen, som vil gøre dig fortræd. Drik nu det dér, og fortæl os så noget om dig selv. Men helst sandheden, hvis du ikke har noget imod det.”

Kim hostede en smule, idet han satte det tomme glas fra sig, og tænkte sig om. Dette lod til at være en lejlighed, hvor man burde gå forsigtig frem og bruge sin fantasi. Små drenge, der snuser om i en lejr, får i reglen prygl og bliver jaget bort. Men han havde ingen bank fået. Amuletten virkede øjensynligt til gunst for ham og det så ud, som om horoskopet fra Ambala og de få ord, som han kunne huske af faderens usammenhængende fantaseren, passede aldeles mirakuløst. Hvorfor så den tykke præst ellers så bevæget ud, og hvorfor gav den magre ham dette glas hed, gul vin?

”Min far, han døde i Lahore, den gang jeg var ganske lille. Kvinden, hun havde en kabarri-butik tæt ved droskeholdepladsen.” Kim kastede sig på hovedet ud i sin historie, ikke helt overbevist om det formålstjenlige i at tale sandhed.

”Mener du din mor?”

”Nej!” — med en gestus af væmmelse. ”Min mor døde, den gang jeg blev født. Min far fik disse papirer fra Jadoo-Gher — hvad er det, det hedder på engelsk?” (Bennett nikkede til tegn på, at han forstod ham). ”Fordi han var — en anset mand — er det ikke sådan, det hedder?” (Bennett nikkede igen). ”Det fortalte min far mig. Han sagde også, og det samme sagde braminen i Ambala, som tegnede figurer i sandet for to dage siden, at jeg ville finde en Rød Tyr på en grøn mark, og at den Tyr ville hjælpe mig.”

”En forbavsende lille løgnhals”, mumlede Bennett.

”Alle Mørkets Magter, hvilket land dette Indien dog er!” brummede Fader Victor. ”Videre, Kim.”

”Jeg stjal ikke. Desuden er jeg netop for tiden discipel hos en meget hellig mand. Han sidder udenfor. Vi så to mænd komme med flag og gøre alting rede. Sådan går det altid til i en drøm eller som følge af en — en — spådom. Altså vidste jeg, at nu gik den i opfyldelse. Jeg så den Røde Tyr på den grønne mark, og min fader havde sagt: ”Ni hundrede pukka djævle og obersten på sin hest vil sørge for dig, når du har fundet den Røde Tyr!”. Da jeg så Tyren, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg gik bort, men vendte tilbage, da det var blevet mørkt. Jeg længtes efter at se Tyren igen, og jeg så den også og så sahib’er i færd med at — at tilbede den. Jeg tror, at Tyren vil hjælpe mig. Det sagde den Hellige Mand også. Han sidder her udenfor. I vil vel ikke gøre ham fortræd, hvis jeg kalder på ham? Han er meget hellig. Han kan bevidne, hvad jeg har sagt, og han ved, at jeg ikke er en tyv.”

”Officerer i færd med at tilbede en tyr! Hvad i al verden skal det betyde?” sagde Bennett. ”Discipel hos en hellig mand! Er drengen gal?”

”Det er O’Haras dreng, det er sikkert nok. O’Haras dreng i pagt med Alle Mørkets Magter. Det kunne ligne hans fader at udtale et ønske i den retning — når han var fuld. Vi må hellere invitere den hellige mand, han ved måske noget.”

”Han ved intet,” sagde Kim. ”Jeg vil vise jer ham, hvis I vil følge med mig. Han er min herre. Så kan vi bagefter gå herfra.”

”Alle Mørkets Magter!” var alt, hvad Fader Victor kunne sige, da Bennett marcherede af sted med et fast tag i Kims skulder.

De fandt lamaen, hvor han havde sat sig.

”Min Søgen er endt,” råbte Kim på de indfødtes sprog. ”Jeg har fundet Tyren, men Gud ved, hvad der nu vil ske. De vil ikke gøre dig fortræd. Kom med til den tykke præsts telt sammen med denne tynde mand og se, hvad enden bliver. Det er så nyt og ukendt alt sammen og de taler ikke hindi. Et par ustriglede æsler er de.”

”I så fald er det ikke godt at spotte deres uvidenhed,” svarede lamaen. ”Men jeg er glad, dersom du er tilfreds, chela.”

Værdig og umistænksom trådte han ind i det lille telt, hilste de gejstlige som en gejstlig og satte sig ned tæt ved det åbne kulbækken. Lygtens lys, der kastedes tilbage fra teltets gule lærred, gød et rødgyldent skær over hans ansigt.

Bennett så på ham med den tredobbelt fornaglede ligegyldighed, der udmærker tilhængere af den trosbekendelse, som sammenfatter ni tiendedele af menneskeheden under betegnelsen ”hedninge.”

”Og hvad blev så enden på din Søgen? Hvilken gave har den Røde Tyr bragt dig?” sagde lamaen til Kim.

”Han siger: Hvad vil I gøre?”

Bennett havde set usikkert på Fader Victor, af hvilken grund Kim til eget formåls fremme havde påtaget sig hvervet som tolk.

”Jeg indser ikke,” begyndte Bennett, ”hvad denne fakir har at gøre med drengen, der sandsynligvis er hans offer eller hans medskyldige. Vi kan ikke tillade, at en engelsk dreng… er han virkelig søn af en frimurer, bør han jo før jo bedre anbringes i Frimurernes Vajsenhus.”

”Det siger De som sekretær ved regimentets loge,” bemærkede Fader Victor. ”Men derfor kan vi jo gerne fortælle den gamle mand, hvad vi vil gøre. Han virker ikke som en skurk.”

”Efter mine erfaringer lykkes det os aldrig at komme til bunds i en østerlændings sjæl. Hør nu, Kimball, du skal gentage for denne mand, hvad jeg nu siger, ord for ord.”

Kim lyttede til Bennetts følgende bemærkninger og begyndte så at oversætte:

”Hellige mand, den magre tåbe, der ligner en kamel, siger, at jeg er søn af en sahib.”

”Men hvordan?”

”Åh, det er sandt. Jeg har vidst det siden min fødsel, men han kunne kun opdage det ved at rive amuletten fra min hals og læse alle papirerne. Han mener, at en gang sahib altid sahib, og de to har i sinde at beholde mig her ved regimentet eller sende mig til en madrissah. Noget lignende er hændt før, men hidtil er jeg altid sluppet bort. Det tykke fæ mener det ene og kamelansigtet mener det andet, men det er for resten lige meget. Én nat vil jeg blive her, og måske én til. Sligt har jeg oplevet før. Men så vil jeg løbe bort og vende tilbage til dig.”

”Men sig dem, at du er min chela. Fortæl dem, hvordan du kom til mig, da jeg var træt og forvirret. Fortæl dem om vor Søgen, så vil de sikkert lade dig gå med det samme.”

”Jeg har allerede fortalt dem det. Men de lo og talte om politiet.”

”Hvad er det, du fortæller ham?” spurgte Pastor Bennett.

”Åh, han siger bare, at hvis I ikke lader mig gå, vil det genere ham i hans forretninger — hans påtrængende nødvendige private forretninger.”

Denne frase var en reminiscens af en samtale, som han engang havde haft med en eurasisk skriver i Kanaldepartementet, men hos de to præster fremkaldte den kun et smil, hvad der ærgrede Kim.

”Og dersom I kendte hans forretninger, ville I ikke være så forbandet ivrige for at lægge ham hindringer i vejen.”

”Hvad er da det for forretninger?” spurgte Fader Victor, ikke uden en vis medfølelse, mens han betragtede lamaens spændte udtryk.

”Der findes her i landet en Flod, som han så inderligt ønsker at finde. Den blev frembragt af en Pil som…”

Kim stampede utålmodigt med foden, mens han med besvær oversatte sine tanker på kejtet engelsk.

”Den blev skabt af vor herre Buddha, forstår I, og når man vasker sig i den Flod, vaskes alle ens synder af, og man bliver så hvid som bomuld.” (Kim var ikke ukendt med missionærernes jargon). ”Jeg er hans discipel, og vi må finde den Flod. Den er så umådelig vigtigt for os.”

”Fortæl det en gang til,” sagde Bennett.

Det gjorde Kim og udbredte sig yderligere om emnet.

”Men dette er den groveste gudsbespottelse!” udbrød den Anglikanske Kirke.

”Tys! Tys!” sagde Fader Victor venligt. ”Jeg ville give meget til, at jeg kunne tale de indfødtes sprog. En flod, der vasker synder bort! Og hvor længe har I ledt efter den?”

”Åh, i mange dage. Og nu ville vi gerne vandre videre for at lede efter den. Her er den ikke, forstår I?”

”Ja, vist forstår jeg,” svarede Fader Victor alvorligt. ”Men vi kan ikke lade ham gå sammen med den gamle mand. Ser du, Kim, det ville være en anden sag, dersom du ikke var søn af en soldat. Sig til ham, at regimentet vil sørge for dig og gøre dig til en lige så flink mand som din — til så flink en mand, som du kan blive. Sig ham, at dersom han tror på mirakler, må han også tro, at…”

”Det er ikke nødvendigt at benytte sig af hans lettroenhed,” afbrød Bennett.

”Det gør jeg heller ikke. Han må tro, at den omstændighed, at drengen er kommet herhen — til sit eget regiment — mens han søgte efter sin Røde Tyr, er noget nær et mirakel. Tænk blot på, hvor uforklarligt det er, Bennett. Denne ene dreng i hele Indien, og så vort regiment frem for alle andre, og mens vi er på marchtur, løber han lige på os! Det er jo aldeles tydeligt prædestination. Ja, sig ham, at det er kismet. Kismet, mallum? (skæbne, forstår du?)”

Han vendte sig til lamaen, hvem han ligeså gerne kunne have fortalt om Mesopotamien.

”De siger” — der kom liv i den gamle mands blik ved lyden af Kims stemme — ”de siger, at mit horoskop nu er gået i opfyldelse, og da jeg er blevet ført tilbage til disse mennesker og deres Røde Tyr — skønt jeg, som du selv ved, kun drog ud af nysgerrighed — må jeg nødvendigvis sendes til en madrissah og gøres til sahib. Nu lader jeg, som om jeg går ind på deres planer, men i værste fald vil jeg kun spise nogle få måltider væk fra din side. Så vil jeg smutte bort og følge landevejen ad Saharanpur til. Derfor, Hellige Mand, må du forblive i selskab med kvinden fra Kulu. Du må på ingen måde gå ret langt bort fra hendes vogn, førend jeg kommer igen. Der er ingen tvivl om, at mit tegn er et krigens og de væbnede mænds tegn. Se blot, de har givet mig vin at drikke og bænket mig på hæderspladsen! Min fader må have været en stor mand. Hvis de derfor vil give mig en hæderfuld stilling iblandt dem, er det godt. Hvis ikke, er det også godt. Hvordan det end går, vil jeg løbe tilbage til dig, når jeg er ked af dem. Men bliv du hos rajput-kvinden, ellers vil jeg ikke kunne finde dit spor… javel, javel,” tilføjede drengen, ”nu har jeg sagt ham alt, hvad I ville have, at jeg skulle sige.”

”Så ser jeg ingen grund til, at han bliver her længere,” sagde Bennett og stak hånden ned i bukselommen. ”Vi kan undersøge detaljerne senere og jeg vil give ham en rupi…”

”Giv ham tid, måske han holder af drengen,” sagde Fader Victor og standsede den andens hånd.

Lamaen tog sin rosenkrans frem og trak sin store hovedbedæknings skygge ned over øjnene.

”Hvad mon han nu vil?”

Kim løftede hånden. ”Han siger: ’Vær stille’. Han ønsker at tale alene med mig. I kan ikke forstå, hvad han siger, og jeg tror, at hvis I snakker med, vil han måske forbande jer meget hårdt. Når han tager de perler sådan i sine hænder, forstår I, ønsker han altid stilhed.”

De to englændere sad tavse og kuede, men i Bennetts blik var der et udtryk, som spåede ilde for Kim, når han blev overdraget til den gejstlige magt.

”En sahib og en sahibs søn —” lamaens stemme var helt hæs af smerte. ”Men ingen hvid mand kender landet og dets skikke sådan som du. Hvordan kan dette være sandt?”

”Hvad gør det, Hellige Mand? Husk på, det er kun for en nat eller to. Husk på, jeg kan forandre mig hurtigt. Det vil alt sammen blive, som det var, da jeg for første gang talte til dig under Zam-Zammah, den store kanon…”

”Den gang var du en dreng i de hvide mænds dragt — da jeg første gang betrådte Vidunderhuset. Og anden gang, du kom, var du hindu. Hvad vil din tredje inkarnation blive?” Han lo sørgmodigt. ”Åh, chela, du har handlet ilde mod en gammel mand, for mit hjerte havde åbnet sig for dig.”

”Og mit for dig. Men hvor kunne jeg vide, at den Røde Tyr ville føre mig til dette?”

Lamaen skjulte igen sit ansigt og raslede nervøst med rosenkransen. Kim satte sig ved siden af ham og greb en flig af hans klædning.

”Og det er altså sikkert, at drengen er sahib?” vedblev han med dump stemme. ”En sahib som han, der vogtede billederne i Vidunderhuset?” Lamaens kendskab til hvide mænd var ret begrænset. Så tilføjede han, som var det en udenadlært lektie, han fremsagde: ”I så fald sømmer det sig ikke, at han handler anderledes, end sahib’er handler. Han må vende tilbage til sit eget folk.”

”For en dag og en nat og en dag,” sagde Kim ivrigt.

”Nej, du gør ikke!” Fader Victor havde set Kim nærme sig døren og stak nu et kraftigt knæ frem i vejen for ham.

”Jeg forstår ikke de hvide mænds skikke. Præsten med billederne i Vidunderhuset i Lahore var høfligere end den magre præst her. Denne dreng vil blive taget fra mig. De vil gøre min discipel til sahib? Ve mig, hvordan skal jeg da finde min Flod? Har de ingen disciple? Spørg dem.”

”Han siger, at han er meget bedrøvet over, at han nu ikke kan finde sin Flod. Han siger: Hvorfor har I ingen disciple og hvorfor lader I ikke være med at plage ham? Han vil så gerne vaskes ren for sine synder.”

Hverken Bennett eller Fader Victor havde noget svar på rede hånd.

Kim vedblev på engelsk, stærkt grebet af lamaens dybe sorg: ”Hvis I nu vil lade mig slippe, så vil vi gå vores vej ganske roligt og ikke stjæle. Vi vil søge efter den Flod, ligesom før I fangede mig. Jeg ville ønske, at jeg ikke var kommet herhen for at finde den Røde Tyr og alt det. Nu bryder jeg mig slet ikke om den.”

”Det er såmænd det bedste dagværk, du nogensinde har gjort for dig selv, unge mand,” svarede Bennett.

”Du gode Gud, jeg ved ikke, hvordan jeg skal trøste ham,” sagde Fader Victor, som holdt opmærksomt øje med lamaen. ”Han kan ikke få lov til at tage drengen med sig, men han er alligevel et godt menneske — jeg er sikker på, at han er et godt menneske. Bennett, rækker De ham den rupi, forbander han Dem fra top til tå!”

De sad og lyttede til hinandens åndedræt — i tre — i hele fem minutter. Så løftede lamaen hovedet og så tværs igennem dem og ud i det tomme rum.

”Og jeg er af dem, som vandrer på den Rette Vej,” sagde han bittert. ”Synden er min, og straffen kommer over mig. Jeg har bildt mig ind — for nu indser jeg, at det kun var indbildning — at du var sendt for at hjælpe mig i min Søgen. Og derfor åbnede mit hjerte sig for dig på grund af din godhed og din venlighed og din ungdoms klogskab. Men de, som følger den Rette Vej, må ikke lade sig optænde af nogen attrå eller nogen kærlighed, for alt sligt er bedrag. Som der står hos” — han citerede et ældgammelt kinesisk skrift, støttede det med et andet og stivede dem begge af med et tredje. ”Jeg bøjede af fra Vejen, min chela. Det var ikke din skyld. Jeg frydede mig ved synet af livet, ved de nye folk, vi traf på vejen, og ved din glæde over at se alt dette. Jeg fandt behag i dig — jeg som burde have tænkt på min Søgen og kun på min Søgen. Nu er jeg sorgfuld, fordi du bliver taget bort og min Flod er langt borte fra mig. Det er Loven, som jeg har brudt.”

”Alle Mørkets Magter!” sagde Fader Victor, der som erfaren skriftefader uden at forstå ordene kunne høre smerten dirre i hver sætning.

”Nu forstår jeg, at den Røde Tyrs tegn var et tegn for mig såvel som for dig. Al attrå er rød og ond. Jeg vil gøre bod og finde min Flod alene.”

”Gå i det mindste tilbage til kvinden fra Kulu,” sagde Kim, ”ellers farer du vild på vejen. Hun vil give dig mad, indtil jeg kommer tilbage til dig.”

Lamaen slog ud med hånden for at vise, at han havde taget en urokkelig beslutning.

”Og nu,” vendte han sig til Kim i en ganske anden tone, ”hvad vil de nu gøre med dig? I det mindste kan jeg måske erhverve mig Fortjeneste og derved udslette min fordums brøde.”

”De vil gøre mig til en sahib — det er da, hvad de tror. Men i overmorgen vender jeg tilbage til dig, du skal ikke være bedrøvet.”

”Men hvilken slags sahib? Sådan en som den mand eller den mand?” han pegede på Fader Victor. ”Eller sådan en som dem, jeg har set i aften — mænd, som bar sværd og trampede tungt i jorden?”

”Måske.”

”Det er ikke godt. Disse mænd følger deres attrå og opnår tomhed. Du må ikke blive af deres slags.”

”Præsten i Ambala sagde, at min stjerne tydede på krig,” indvendte Kim. ”Jeg vil spørge disse tåber… men det behøves virkelig ikke. Jeg vil løbe min vej i nat, selv om jeg ønskede at se nye ting.”

Kim rettede på engelsk et par spørgsmål til Fader Victor og oversatte svarene for lamaen.

Derpå: ”Han siger: I tager ham fra mig, og I vil ikke sige, hvad I vil gøre med ham. Han siger: Fortæl mig det, inden jeg går, for det er ingen lille sag at opdrage et barn.”

”Du vil blive sendt i skole. Senere kan vi se, hvad det kan blive til. Du har vel lyst til at blive soldat, Kimball?”

”Nej! Nej, gorah-log (hvide mænd)! Jeg vil ikke være soldat!”

Kim rystede voldsomt på hovedet. Intet i hans natur følte sig tiltalt af eksercits og rutine.

”Du bliver, hvad du får besked på,” sagde Bennett. ”Og du burde være taknemmelig for, at vi vil hjælpe dig.”

Kim smilede medlidende. Dersom disse mænd led af den vildfarelse, at han ville gøre noget som helst, som han ikke syntes om, så var det så meget des bedre.

Nok en lang tavshed fulgte. Bennett flyttede sig hid og did af utålmodighed og foreslog at kalde på en skildvagt for at jage fakiren bort.

”Foræres lærdom eller sælges den blandt sahib’erne? Spørg dem,” sagde lamaen endelig, og Kim oversatte.

”De siger, at læreren skal have penge, men de penge vil regimentet betale. Men hvorfor spørge om det? Det varer kun en nat…”

”Og jo flere penge der betales, desto mere lærdom gives der?” vedblev lamaen uden at tage hensyn til Kims planer om en snarlig flugt. ”Der er intet urigtigt i at betale for lærdom og at hjælpe uvidende til visdom er altid en fortjenstfuld handling.”

Rosenkransen raslede som en regnemaskine. Så vendte han sig mod sine undertrykkere.

”Spørg dem, for hvor mange penge de giver en klog og passende opdragelse, og i hvilken by det sker.”

”Ja,” svarede Fader Victor på engelsk, da Kim havde oversat spørgsmålet, ”det kommer an på så mange forskellige ting. Regimentet vil betale for dig, så længe du er i det militære vajsenhus. Eller du kunne få understøttelse af Punjab frimurervajsenhusets kasse (for resten forstår vel hverken du eller han, hvad det er for noget). Men den bedste undervisning, en dreng kan få i Indien, gives naturligvis i St. Xaviers katolske skole i Lucknow.”

Det tog nogen tid at oversætte dette, for Bennett ønskede at stoppe forhandlingerne.

”Han ønsker at vide, hvor meget det vil koste,” sagde Kim roligt.

”To-tre hundrede rupier om året.”

Pater Victor var for længst hinsides enhver forbavselse. Bennett begreb i sin utålmodighed intet.

”Han siger: Skriv navnet og summen op på et stykke papir og giv ham det. Og han siger, at du må skrive dit navn nedenunder, fordi han om nogle dage vil skrive et brev til dig. Han siger, at du er en god mand. Han siger, at den anden er en tåbe. Nu går han.”

Lamaen rejste sig pludselig.

”Jeg vandrer videre på min Søgen,” udbrød han og borte var han.

”Han render lige bus på skildvagterne,” udbrød Fader Victor og sprang op, idet lamaen forlod teltet. ”Men jeg kan ikke gå fra drengen.”

Kim gjorde en hurtig bevægelse for at følge lamaen, men tog sig i det. Der lød intet ”Hvem dér?” udenfor. Lamaen var forsvundet.

Kim satte sig roligt tilrette på præstens feltseng. Lamaen havde i det mindste lovet at ville blive sammen med rajput-kvinden fra Kulu, og alt andet var betydningsløst. Det morede ham, at de to gejstlige herrer var så synligt ophidsede. De talte længe sagte sammen, og Fader Victor udviklede med stor iver en eller anden plan for Pastor Bennett, der syntes tvivlende. Alt dette var nyt og højst interessant, men Kim var søvnig. De kaldte nogle mænd ind i teltet — en af dem var sikkert obersten, som hans fader havde forudsagt — og de gjorde ham en uendelig mængde spørgsmål, hovedsagelig om den kvinde, der havde haft opsyn med ham. Kim besvarede alle spørgsmålene sandfærdigt. Det lod ikke til, at de anså kvinden for en god formynderske.

Når alt kom til alt, var dette hans nyeste oplevelse. Før eller senere kunne han, hvis han ville, smutte bort og ud i det store, grå, formløse Indien, langt bort fra telte og præster og oberster. Men imidlertid, dersom sahib’erne skulle imponeres, ville han gøre sit bedste for at imponere dem. Også han var hvid.

Efter megen snak, som han ikke forstod, overlod de ham til en sergent med strenge ordrer om ikke at lade ham undslippe. Regimentet skulle marchere videre til Ambala, og Kim ville blive sendt til et sted, der hed Sanawar, dels på logens bekostning og dels ved hjælp af en subskription.

”Det er et mirakel hinsides al forstand, Hr. Oberst,” sagde Fader Victor efter at have talt i ti minutter uden at trække vejret. ”Hans buddhistiske ven er forduftet efter at have fået mit navn og min adresse. Jeg er ikke rigtig på det rene med, om det er hans mening at ville betale for drengens opdragelse eller bare at lave noget hekseri for egen regning.”

Så vedblev han henvendt til Kim: ”Der kommer en tid, hvor du vil være din ven den Røde Tyr taknemmelig. Vi vil gøre dig til en mand i Sanawar — selv om prisen er, at du bliver protestant.”

”Meget rigtigt, meget rigtigt,” sagde Bennett.

”Men I skal ikke til Sanawar,” sagde Kim.

”Men vi kommer til Sanawar, unge ven. Det er den øverstkommanderendes ordre, og han har en smule mere at sige end O’Haras søn.”

”I skal ikke til Sanawar. I skal i krig.”

Alle de tilstedeværende brast i skoggerlatter.

”Når du lærer dit eget regiment noget bedre at kende, vil du også lære at kende forskel på en marchformation og en slagopstilling, Kim. Vi håber at komme i krig ved lejlighed[*].”

”Åh, det ved jeg meget godt.” Kim forsøgte sig på ny med et skud på lykke og fromme. Eftersom de troede, at de ikke skulle i krig, vidste de i det mindste ikke alt det, han vidste om samtalen på verandaen i Ambala. ”Jeg ved, at I ikke er i krig for øjeblikket. Men jeg siger jer, at så snart I kommer til Ambala, vil I blive sendt i krig — en ny krig. Der skal sendes otte tusind mand af sted, foruden kanoner.”

”Det var meget konkret. Er spådomskunst også en af dine evner? Gå så med ham, sergent. Giv ham noget af trommeslagernes tøj og pas på, at han ikke smutter væk under hænderne på dem. Og så er der folk, der tror, at miraklernes dage er forbi. Jeg tror, jeg vil gå i seng. Jeg er helt tummelumsk.”

En time efter sad Kim i den anden ende af lejren, tavs som et fanget vilddyr, renvasket over hele kroppen og iført en modbydelig varm dragt, der gnavede hans arme og ben.

”En højst forbavsende hvalp,” sagde sergenten. ”Han viser sig sammen med en gulfjæset braminerpræst og med sin faders papirer om halsen og fortæller nogle mærkværdige skrøner om en rød tyr. Braminen forsvinder ud i den blå luft uden forklaringer og drengen bliver siddende med korslagte ben på præstens seng og spår blodig krig i alles påhør. Ja, Indien er et sært land for en gudfrygtig mand. Jeg tror, jeg vil binde hans ben fast til teltpælen, for at han ikke skal stikke af op gennem taget. Hvad var det, du sagde om krigen?”

”Otte tusind mand og kanoner,” svarede Kim. ”Du får det meget snart at se.”

”Du er en trøsterig lille satan. Men læg dig nu ned mellem trommeslagerne og fald i søvn. De to drenge dér vil våge over din slummer.”

Sjette kapitel

Now I remember comrades -
Old playmates on new seas -
Whenas we traded orpiment
Among the savages.
Ten thousand leagues to southward,
And thirty years removed -
They knew not noble Valdez,
But me they knew and loved.

Song of Diego Valdez.

Ganske tidligt næste morgen blev de hvide telte taget ned og forsvandt, mens maverickerne drejede ind på en sidevej, der førte til Ambala. Den gik ikke forbi parao’en, og Kim, der gik ved siden af en af trænvognene under en regn af bemærkninger fra soldaterkonerne, var mindre selvtillidsfuld end den foregående aften. Han lagde mærke til, at der blev holdt vågent øje med ham — af Fader Victor på den ene side og Pastor Bennett på den anden.

Ud på formiddagen gjorde kolonnen holdt. En ordonnans af kamelrytteriet bragte obersten et brev. Han læste det og sagde noget til en af majorerne. Kim, som var en halv engelsk mil længere bagude, hørte hæse glædesråb nærme sig gennem det tætte støv. Så var der en eller anden, der slog ham på skulderen og råbte: ”Sig os, hvor du vidste det fra, din satans hvalp! Åh, kære Pater, se om De ikke kan få ham til at fortælle det.”

En pony kom løbende, og Kim blev trukket hen til præstens sadelknap.

”Nå, min dreng, nu er din spådom fra i går aftes gået i opfyldelse. Vi har fået ordre til, at vi i morgen skal rejse videre med jernbanen fra Ambala til fronten.”

”Hvad vil det sige?” spurgte Kim, for ”fronten” var et ord, han ikke kendte.

”Vi skal i krig, som du sagde.”

”Ja, naturligvis skal I i krig. Det sagde jeg jer i går aftes.”

”Vel gjorde du så. Men — Alle Mørkets Magter! — hvor vidste du det fra?”

Kims øjne strålede. Han bed læberne sammen, nikkede og tog en mine på, der antydede meget og sagde lidet. Pateren red videre gennem støvskyen, og menige, sergenter og løjtnanter henledte hinandens opmærksomhed på drengen. Obersten stirrede nysgerrigt på ham fra kolonnens spids. ”Han har rimeligvis hørt et eller andet rygte i basarerne,” sagde han. ”Men selv om så er…” han så igen i brevet, som han holdt i hånden. ”Men alligevel, sagen blev besluttet inden for de sidste otteogfyrre timer.”

”Er der mange af din slags i Indien?” spurgte Fader Victor. ”Eller skulle du muligvis være en slags naturens lune?”

”Da jeg har talt sandhed,” sagde drengen, ”vil I så ikke lade mig gå tilbage til min gamle mand? Hvis han ikke er blevet hos kvinden fra Kulu, er jeg bange for, at han dør.”

”Efter hvad jeg har set af ham, vil jeg tro, at han kan sørge for sig selv lige så godt som du. Nej, du har bragt os held og nu vil vi gøre dig til en mand. Nu skal jeg føre dig tilbage til din trænvogn og i aften kommer du til mig.”

Resten af dagen var Kim genstand for betydelig interesse fra adskillige hundrede hvide mænds side. Historien om, hvordan han havde vist sig i lejren, hvordan hans herkomst var blevet opdaget og hvordan han havde profeteret, havde ikke tabt noget ved at gå fra mund til mund. En tyk, uformelig, hvid kvinde, som sad på en stabel sengeklæder, spurgte ham i en hemmelighedsfuld tone, om han troede, at hendes mand ville komme levende hjem fra krigen. Kim spekulerede alvorsfuldt og svarede, at det ville han, hvorpå kvinden gav ham mad. Denne lange procession med musikken, der af og til spillede — denne skare mennesker, der snakkede og lo så muntert — lignede i mange henseender en fest i Lahore. Der var foreløbig ingen udsigt til hårdt arbejde og Kim besluttede at beære forestillingen med sit nærvær. Om aftenen kom andre regimenters musikkorps dem i møde og spillede, mens Maverickerne slog lejr tæt ved Ambalas banegård. Det blev en interessant nat. Folk fra andre regimenter kom for at besøge Maverickerne og Maverickerne gik selv på besøg. Deres piketter skyndte sig af sted for at bringe dem tilbage og løb på piketter fra fremmede regimenter, udsendte af samme grund, og ikke længe efter skingrede hornsignalerne aldeles vanvittigt for at kalde på flere piketter med officerer til at holde styr på virvaret. Maverickerne havde ry for livlighed og følte sig forpligtede til at leve op til forventningerne. Men næste morgen trådte de an på perronen med den strammeste holdning og Kim, som blev ladt tilbage sammen med de syge, kvinderne og børnene, greb sig i at brøle farvel på det ivrigste, mens togene rullede bort. Foreløbig var det ganske morsomt at leve som sahib, men han ville dog tage meget forsigtigt på tingene. Så blev han ført tilbage under ledsagelse af en trommeslagerdreng til den tomme, hvidkalkede kaserne, hvis gulve flød med snavs, sejlgarn og papir, og hvis lofter gav genlyd af hans ensomme fodtrin. På indfødtes vis rullede han sig sammen på et tomt sengested og faldt i søvn. En vred mand kom trampende hen ad verandaen, vækkede ham og sagde, at han var skolelærer. Dette var tilstrækkeligt for Kim og han trak sig ind i sig selv som en snegl i sit hus. Han havde lært så meget, at han kunne stave sig igennem de forskellige engelske politibekendtgørelser i Lahore, for det var ting, af hvilke hans livs bekvemmeligheder afhang og blandt de gæster, der kom hos den kvinde, som havde tilsyn med ham, havde der været en løjerlig tysker, som malede dekorationer til det omrejsende parsiske teater. Han fortalte Kim, at han havde været ”på barrikaderne i 48”, og af den grund — således havde Kim i det mindste forstået det — ville han lære drengen at læse mod at få mad til gengæld. Kim var blevet sparket til at lære bogstaverne, men havde ikke høje tanker om dem.

”Jeg ved ikke noget. Gå væk!” sagde Kim, der lugtede kommende ulykker. Hvorefter manden greb ham i øret, slæbte af med ham til et værelse i en anden fløj, hvor der sad en halv snes trommeslagerdrenge på bænke, og sagde til ham, at om ikke andet så kunne han i det mindste sidde stille. Det gjorde han så med stor succes. Manden forklarede et eller andet med hvide streger på en sort tavle i en god halv time og Kim fortsatte sin afbrudte lur. Han var i høj grad utilfreds med sagernes nuværende tilstand, for dette var jo netop skolen og disciplinen, som han havde tilbragt to tredjedele af sit unge liv med at undgå. Pludselig fik han en prægtig idé, og han undrede sig over, at den ikke var faldet ham ind før.

Manden gav dem fri og den første, der sprang gennem verandaen og ud i det frie solskin, var Kim.

”Halløj, du! Holdt! Stop!” råbte en skingrende stemme bag ham. ”Jeg skal passe på dig. Jeg har ordre til ikke at tabe dig af syne. Hvor skal du hen?”

Det var den trommeslager, som havde været i hælene på ham hele formiddagen — en tyk, fregnet dreng på omtrent fjorten år. Kim hadede ham fra støvlesål til huesnore.

”Ned til basaren — for at købe syltetøj — til dig,” sagde Kim efter et øjebliks eftertanke.

”Jamen basaren ligger udenfor kampérlinjen, og går vi derned, får vi klø. Kom tilbage.”

”Hvor nær til den kan vi komme?” Kim vidste ikke, hvad den anden mente med ”kampérlinien,” men han havde besluttet at være høflig — foreløbig.

”Hvor nær? Du mener, hvor langt vi kan gå? Så langt som til det træ dernede på vejen.”

”Så går jeg derned.”

”Ja værs’go. Jeg har ingen lyst. Det er for varmt. Og jeg kan holde øje med dig herfra. Det nytter ikke at stikke af. Gør du det, vil de kende dig igen på dine klæder, for det er regimentets tøj, du bærer, forstår du, og der er ikke en piket i hele Ambala, som ikke ville bringe dig tilbage hurtigere end du gik ud.”

Dette gjorde ikke så meget indtryk på Kim som bevidstheden om, at hans klæder snart ville gøre ham træt, hvis han forsøgte på at løbe. Han luskede hen til træet, som stod ved hjørnet af en vej, der førte ned mod basaren, og betragtede de forbigående indfødte. De fleste af dem var tjenestefolk fra kasernen og tilhørte de laveste kaster. Kim råbte en gårdfejer an, som straks svarede med en unødvendigt uforskammet bemærkning i den meget naturlige tro, at en europæisk dreng ikke kunne forstå ham. Det sagte, hurtige svar gjorde ham klogere. Kim lagde hele sin trælbundne sjæl i det, glad over endelig at få lejlighed til at skælde ud i det tungemål, han kunne bedst.

”Og gå så hen til den nærmeste skriver i basaren og sig til ham, at han skal komme herhen. Jeg vil have et brev skrevet.”

”Men — men — hvad slags hvid mands søn er du, at du har brug for en skriver fra basaren? Er der ikke en skolelærer i kasernen?”

”Jo, og Helvede er fuld af hans lige. Gør, som jeg siger, lokumsrenser! Din moder blev gift under en kurv! Tjener af Lal Beg” (Kim kendte gårdfejernes skytsgud), ”Løb mit ærinde eller vi skal tales nærmere ved!”

Gårdfejeren tøffede af sted i en fart.

”Der er en hvid dreng, som ikke er en hvid dreng, nede ved kasernen — han venter under et træ,” stammede han til den første skriver, han traf i basaren. ”Han har brug for dig.”

”Vil han betale?” spurgte den pyntelige skriver, idet han samlede sin pult, sine penne og sit lak.

”Det ved jeg ikke. Han er ikke som andre drenge. Gå hen og se på ham. Det er umagen værd.”

Kim trippede af utålmodighed, da den slanke unge kayeth endelig kom i sigte. Så snart han var inden for hørevidde, bandede han ham på det kraftigste.

”Først vil jeg have min betaling,” sagde skriveren. ”Onde ord øger prisen. Men hvem er du, som er klædt således og taler således?”

”Ja, det kommer til at stå i brevet, som du skal skrive. Der har aldrig været mage til mærkværdig historie. Men jeg har for resten intet hastværk. Jeg kan meget godt bruge en anden skriver. Ambala har lige så mange skrivere som Lahore.”

”Fire annas,” sagde skriveren, mens han satte sig ned og bredte sit klæde ud i skyggen af en af kasernens tomme fløje.

Uden at tænke over det, satte Kim sig på hug ved siden af ham — satte sig på hug, som kun en indfødt kan gøre det — til trods for de afskyelige snævre bukser.

Skriveren skævede til ham.

”Det er sahib-prisen,” sagde Kim. ”Må jeg bede om en fornuftig pris.”

”Halvanden anna. Men hvor kan jeg vide, at du ikke løber din vej, når jeg har skrevet brevet?”

”Jeg kan ikke gå længere bort fra kasernen end til dette træ. Og så er der det med frimærket?”

”Frimærket har jeg ingen rabat på. Endnu engang, hvad er du for en slags hvid dreng?”

”Det vil komme til at stå i brevet, som skal adresseres til hestehandleren Mahbub Ali i Kashmir Karavanserajet i Lahore. Han er min ven.”

”Vidunder på vidunder!” mumlede skriveren og dyppede en rørpen i blækhuset. ”Skal det skrives på hindi?”

”Naturligvis. Altså til Mahbub Ali. Begynd så! ’Jeg rejste med toget sammen med den gamle mand ned til Ambala og dér overbragte jeg meddelelsen om den brune hoppes stamtavle.’”

Efter hvad Kim den gang havde set i haven, ønskede han ikke at skrive om hvide hingste.

”Lidt langsommere! Hvad har en brun hoppe at gøre med… er det den store hestehandler Mahbub Ali?”

”Hvem skulle det ellers være? Jeg har stået i hans tjeneste. Dyp så pennen igen og skriv videre. ’Jeg gjorde, som jeg havde fået besked på. Derefter drog vi videre til fods mod Benares, men den tredje dag traf vi på et vist regiment.’ Har du det?”

”Pulton (regiment) — javel,” mumlede skriveren, der var lutter øre.

”’Jeg gik ind i soldaternes lejr og blev fanget og ved hjælp af amuletten om min hals, som du kender, blev det fastslået, at jeg var søn af en mand i regimentet, i overensstemmelse med spådommen om den Røde Tyr, der, som du ved, var almindelig kendt i hele basaren.’” — Kim gjorde en pause for at give skriveren tid til at fordøje denne salve, rømmede sig og fortsatte: ”’Der var en præst, som skaffede mig klæder og gav mig et nyt navn, men en anden præst var et fæ. Klæderne er meget tunge, men jeg er en sahib, og mit hjerte er også tungt. De sætter mig i skole og prygler mig. Jeg synes ikke om luften og vandet her. Kom og hjælp mig, Mahbub Ali, eller send mig nogle penge, for jeg har ikke engang nok til at betale skriveren, som skriver dette.’”

”’som skriver dette.’ Jeg er blevet snydt, men det er min egen skyld. Du er lige så fiffig som Husain Bux, der eftergjorde regeringens frimærker i Nucklao (Lucknow). Men hvilken historie! Hvilken historie! Er den måske sand?”

”Det betaler sig ikke at lyve for Mahbub Ali. Det er bedre at hjælpe hans venner ved at låne dem et frimærke. Når pengene kommer, skal jeg betale dig.”

Skriveren brummede tvivlende, men tog et frimærke op af sin pult, forseglede brevet, rakte Kim det og gik sin vej. Mahbub Alis navn var respekteret i Amballa.

”Det er sådan, at man bliver velanskrevet hos Guderne,” råbte Kim efter ham.

”Betal mig dobbelt løn, når pengene kommer,” svarede manden over sin skulder.

”Hvad vrøvlede du med den nigger om?” spurgte trommeslageren, da Kim kom tilbage til verandaen. ”Jeg så dig godt.”

”Åh — jeg talte bare med ham.”

”Nå, du taler niggersprog, hva’?”

”Nej! Kun lidt. Hvad skal vi nu?”

”Om et øjeblik blæser de signalet til middagsmad. Åh, Gud Fader bevares! Gid jeg var rykket ud til fronten sammen med regimentet. Det er noget skidt bare at skulle i skole her. Hader du det ikke?”

”Jo!”

”Jeg ville stikke af, hvis jeg vidste, hvor jeg skulle løbe hen, men som folkene siger, i dette skide Indien er man bare en fange med udgangstilladelse. Man kan ikke desertere uden straks at blive snuppet igen. Jeg er led og ked af det.”

”Har du været i Be — i England?”

”Jeg er først kommet hertil med den sidste sending tropper sammen med min mor! Du er dog en uvidende lille hvalp. Du er nok blevet opdraget i en rendesten, hva’?”

”Ja. Fortæl mig noget om England. Der var min fader fra.”

Skønt Kim ikke sagde det, troede han naturligvis ikke et ord af, hvad trommeslageren fortalte om den forstad til Liverpool, der var hans England. Men det fordrev den kedsommelige tid inden middagsmaden — et højst uappetitligt måltid, der blev serveret for drengene og nogle invalider i en krog af et kaserneværelse. Kim ville næsten have følt sig nedslået, hvis det ikke havde været for brevet til Mahbub Ali. De indfødtes massers ligegyldighed var han vant til, men denne overvældende følelse af ensomhed midt blandt de hvide mænd pinte ham. Han var helt taknemmelig, da en stor soldat i løbet af eftermiddagen kom for at hente ham over til Fader Victor, som boede i en anden fløj af kasernen på den anden side af en anden støvet eksercerplads.

Præsten var i færd med at læse et engelsk brev skrevet med rødt blæk. Han betragtede Kim mere nysgerrigt end nogensinde.

”Nå, min dreng, hvad synes du om dit nye liv, efter hvad du har prøvet af det? Ikke synderligt, hvad? Det må også være hårdt — meget hårdt for et vilddyr som dig. Men hør nu. Jeg har fået et forbavsende brev fra din ven.”

”Hvor er han? Har han det godt? Åh, hvis han blot kan skrive breve til mig, så er der ingenting i vejen!”

”Du holder altså af ham?”

”Ja, naturligvis holder jeg af ham. Han holdt af mig.”

”Det ser ud til det efter dette brev at dømme. Han kan vel ikke skrive engelsk, vel?”

”Nej, ikke så vidt jeg ved, men han har naturligvis fundet en skriver, som skriver fortræffeligt engelsk, og så har han ladet ham skrive for sig. Jeg håber, at du forstår?”

”Det forklarer sagen. Ved du noget om hans pengesager?”

Kims ansigt viste, at han ikke gjorde det.

”Hvordan skulle jeg kunne vide noget?”

”Det er netop det, jeg spørger om. Men hør nu efter, om du kan begribe det her. Vi springer begyndelsen over… det er skrevet på Jagadhir-vejen… ’Siddende ved vejkanten i alvorsfulde tanker, håbende at blive beæret med Deres velbårenheds bifald i henseende til nærværende skridt, hvilket jeg lægger Deres velbårenhed på hjerte at udføre for den Almægtige Guds skyld. Undervisning er største velsignelse, hvis af bedste slags; ellers unyttig.’ Dér ramte den gamle fyr plet! ’Dersom Deres Velbårenhed vil nedlade sig til at give min dreng bedste undervisning Xavier’ (han mener formodentlig i St. Xaviers in Partibus) ’på betingelser som fastsatte i vor samtale dateret i deres telt den 15de dennes’ (det klinger helt forretningsmæssigt!) ’så velsigne den Almægtige Gud Deres velbårenheds efterkommere i tredje og fjerde led, og’ — pas nu på — ’Deres velbårenhed kan stole på, at deres ydmyge tjener vil sende en passende godtgørelse per bankanvisning på tre hundrede rupier om året for undervisning af dyreste slags i St. Xavier, Lucknow, og sende samme snarest muligt til et hvilket som helst sted i Indien, hvor Deres velbårenhed måtte opgive Deres adresse. Deres velbårenheds tjener har for øjeblikket intet sted, hvor han kan hvile sit hoved, men rejser til Benares med toget på grund af efterstræbelse fra den gamle kvindes side, som talte så meget, og fordi jeg ikke havde lyst til at blive i Saharanpur i nogen huslig egenskab.’ Hvad i al verden mener han med det?”

”Hun har bedt ham om at være hendes puro — hendes huspræst — i Saharanpur. Men det ville han ikke på grund af sin Flod. Og hun taler meget.”

”Nå, du forstår, hvad han mener? Det er mere, end jeg gør. ’Rejser altså til Benares, hvor jeg håber at finde Deres velbårenheds adresse og skal sende rupierne for drengen, som er min øjesten, og for den Almægtige Guds skyld tag Dem af hans undervisning, så skal Deres ydmyge tjener bestandigt bede inderligt for Dem, som det også er hans pligt. Skrevet af Sobrao Satai, der ikke opnåede adgang til universitetet i Allahabad, for den ærværdige Teshoo Lama, præst fra Such-zen søgende efter en Flod, adresse Tirthanker-templet, Benares. — P.S. Husk endelig på, at drengen er min øjesten, og at rupierne skal blive sendte per bankanvisning, tre hundrede om året. For den Almægtige Guds skyld.’”

”Er dette nu skingrende vanvid eller er det et forretningsbrev? Ja, jeg spørger dig, for jeg aner ikke, hvad jeg skal mene.”

”Han siger, at han vil give mig tre hundrede rupier om året. Så giver han mig dem.”

”Nå, det er din mening?”

”Naturligvis. Når han siger det!”

Præsten så tankefuld ud. Så vendte han sig igen til Kim og talte som til en ligemand. ”Jeg tror det ikke, men vi får se. Du skulle i dag være blevet sendt til det militære vajsenhus i Sanawar, hvor regimentet ville betale for dig, indtil du blev gammel nok til at træde ind i tjenesten. Du ville være blevet opdraget i den protestantiske trosbekendelse. Det sørgede Bennett for. Men på den anden side, dersom du bliver sat i St. Xaviers skole, får du en bedre undervisning og — den rette religion. Jeg er altså i en vis forlegenhed, som du ser.”

Kim så ikke andet end et billede af lamaen i færd med at rejse sydpå i et jernbanetog uden nogen til at tigge for sig.

”Derfor vil jeg gøre, hvad folk i reglen gør, når de er i forlegenhed — jeg vil se tiden an. Dersom din ven sender pengene fra Benares — Alle Mørkets Magter, at tænke sig en gadetigger, som vil skaffe tre hundrede rupier til veje! — så rejser du til Lucknow, og jeg skal selv betale din rejse, for jeg kan naturligvis ikke røre de penge, der kom ind ved subskriptionen, når jeg har i sinde (og det har jeg) at gøre dig til katolik. Dersom han ikke betaler, bliver du sendt til det militære vajsenhus på regimentets bekostning. Jeg vil give ham tre dage at løbe på, skønt jeg ikke tror på sagen. Og selv om han så senere skulle holde op med at betale… men jeg forstår ikke et muk af det hele. Vi kan kun gå ét skridt ad gangen i denne verden, Gud være lovet. Og Bennett fik lov til at komme med til fronten, mens jeg måtte blive tilbage. Bennett kan ikke forvente at få alting.”

”Vist så,” bemærkede Kim hen i vejret.

Præsten bøjede sig fremad.

”Jeg ville give en månedsløn for at kunne hitte ud af, hvad der går for sig inden i dit lille, runde hoved.”

”Der er såmænd ingenting,” sagde Kim og kløede sig i hovedet. Han funderede over, om Mahbub Ali ville sende ham så meget som en hel rupi. I så fald kunne han betale skriveren og skrive breve til lamaen i Benares. Måske ville Mahbub Ali besøge ham, næste gang han kom sydpå med et kobbel heste. Han måtte da sikkert vide, at Kims aflevering af brevet til officeren i Ambala havde forvoldt den store krig, som soldaterne og drengene havde drøftet så højrøstet ved middagsbordet. Men dersom Mahbub Ali ikke vidste det, ville det være meget risikabelt at fortælle ham det. Mahbub Ali kunne være hård mod drenge, som vidste — eller troede, at de vidste — alt for meget.

”Nå, mens jeg venter på at høre mere fra ham,” afbrød Fader Victors stemme Kims drømmerier, ”kan du løbe hen og lege med de andre drenge. De vil lære dig et og andet — men jeg tror ikke, du vil synes om det.”

Langsomt gik dagen til ende. Da Kim ville gå i seng, fik han udførlige instrukser om, hvorledes han skulle lægge sine klæder sammen og stille sine støvler, mens de andre drenge grinede. Den næste morgen ved daggry blev han vækket af reveillen og efter morgenmaden fangede skolelæreren ham, lagde et papirark med ubegribelige kragetæer foran ham, gav dem meningsløse navne og tampede ham uden mindste grund. Kim tænkte på at forgive ham med opium, som en af gårdfejerne kunne skaffe ham, men kom ved nærmere eftertanke til det resultat, at da de alle spiste ved samme bord (og dette var særlig modbydeligt for Kim, der altid holdt mest af at indtage sine måltider for sig selv), ville det muligvis være en farlig historie. Så gjorde han et forsøg på at løbe sin vej til den landsby, hvor præsten havde givet lamaen sovedrik — landsbyen, hvor den gamle soldat boede. Men skarpsynede skildvagter ved alle kasernens udgange jog den lille rødklædte skikkelse tilbage. Bukserne og jakken gjorde ham tung og kejtet både på legeme og sjæl, og til sidst opgav han sine planer og slog på østerlandsk vis sin lid til tiden og tilfældet. Tre onde dage gik i de store, genlydende, hvidkalkede værelser. Om eftermiddagen spadserede han, eskorteret af trommeslagerdrengen, men alt, hvad hans ledsager sagde til ham, var de få stakkels ord, der syntes at udgøre størstedelen af de hvide mænds forråd af skældsord. Kim havde længe kendt og foragtet dem. Drengen blev gal i hovedet over Kims tavshed og mangel på interesse og hævnede sig ved at prygle ham, som naturligt var. Han brød sig ikke om nogen af basarerne inden for det tilladte område. Han kaldte alle indfødte for niggere, men tjenestefolk og gårdfejere gav ham de frygteligste navne lige ind i hans åbne ansigt og han lod sig narre af deres ærbødige holdning og forstod ikke et ord af, hvad de sagde. Dette trøstede til en vis grad Kim for pryglene.

Den fjerde dags morgen ramte straffen trommeslageren. De var gået sammen ud til Ambalas væddeløbsbane. Han kom tilbage alene og grædende og fortalte, at unge O’Hara, hvem han ikke havde gjort noget videre, havde anråbt en rødskægget nigger til hest, at bemeldte nigger på stedet havde givet sig til at tæske løs på ham med en ualmindelig svirpende ridepisk, havde grebet O’Hara og bortført ham i fuld galop. Denne nyhed meddeltes Fader Victor, som blev temmelig lang i ansigtet. Han var allerede tilstrækkelig forbløffet over et brev fra Tirthankernes Tempel i Benares, som indeholdt en indfødt bankiers anvisning på tre hundrede rupier og en forbavsende bøn til ”Den Almægtige Gud”. Lamaen ville være blevet endnu mere ærgerlig end præsten, dersom han havde vidst, hvorledes skriveren havde oversat hans bemærkninger om at ”erhverve sig Fortjeneste”.

”Alle Mørkets Magter!” brummede Fader Victor, mens han vendte og drejede anvisningen. ”Og nu er han stukket af med en anden af sine lidt specielle venner. Jeg ved virkelig ikke, hvad der ville være den største lettelse for mig, enten at få ham tilbage eller miste ham. Han går over min forstand. Hvordan Fanden — ja, det er ham, jeg mener — kan en tigger skaffe penge til at opdrage hvide drenge?”

Tre mil borte på Ambalas væddeløbsbane var Mahbub Ali netop i færd med at tøjle en grå hingst fra Kabul med Kim foran sig på sadelknappen. Og Mahbub Ali sagde:

”Men, Alverdens Lille Ven, min ære og mit rygte må også tages i betragtning. Alle officer-sahib’erne i alle regimenterne og hele Ambala kender Mahbub Ali. Folk har set mig tage dig op på hesten og revse drengen. De kan se os i dette øjeblik fra den anden side af sletten. Hvordan kan jeg da hjælpe dig bort eller forklare din forsvinden, hvis jeg sætter dig ned og lader dig løbe din vej mellem markerne? Jeg ville blive sat i fængsel! Nej, vær tålmodig. Én gang sahib, altid sahib. Når du bliver voksen, vil du måske være Mahbub Ali taknemmelig. Hvem ved?”

”Hjælp mig blot udenfor deres skildvagters område, så jeg kan få dette røde tøj af. Giv mig nogle penge, så vil jeg rejse til Benares og igen være sammen med min lama. Jeg har slet ingen lyst til at være sahib. Og husk på, jeg afleverede den besked!”

Hingsten gav et voldsomt sæt. Mahbub Ali var kommet til at hugge stigbøjlens skarpe kant ind i dens side. (Han var nemlig ikke en af den slags nymodens hestehandlere, som rider med engelske støvler og sporer). Men derved var han også kommet til at røbe sig og Kim drog sine slutninger.

”Det var en bagatel. Og det lå lige på din vej til Benares. Både jeg og sahib’en har allerede glemt, hvad det drejede sig om. Jeg sender så mange breve og budskaber til folk, som gør mig spørgsmål om heste, så jeg husker ikke det ene fra det andet. Var det ikke noget om en brun hoppe, hvis stamtavle Peters Sahib ønskede?”

Kim så straks fælden. Hvis han sagde ja til den brune hoppe, ville Mahbub af hans beredvillighed til at gå ind på denne ændring opdage, at drengen anede noget. Derfor svarede han:

”Brun hoppe? Nej. Jeg glemmer ikke en besked, der bliver mig betroet. Det var en hvid hingst.”

”Ja, vist så, det var det. En hvid arabisk hingst. Men i dit brev skrev du om en brun hoppe.”

”Hvem siger unødigt sandheden til en skriver?” svarede Kim, som følte, at Mahbub lagde sin hånd på hans hjerte.

”Halløj! Mahbub, gamle slubbert, bi lidt!” råbte en stemme, og en englænder kom farende på en lille polo-pony. ”Jeg har jagtet dig over det halve land. Din kabul-hingst kan skyde en ordentlig fart. Den er vel til salg?”

”Jeg har et ungt dyr, som Himlen ligefrem har skabt for det fine og vanskelige polospil. Det har ikke sin mage. Det…”

”Kan spille polo og varte op ved bordet. Tak, den kender vi. Men hvad hulen har du dér?”

”En dreng,” svarede Mahbub alvorligt. ”Han fik prygl af en anden dreng. Hans fader var i sin tid hvid soldat og var med i den Store Krig. Drengen har boet i Lahore og leget med mine heste, da han var lille. Nu tror jeg, at de har i sinde at gøre ham til soldat. Han er nylig blevet fundet af sin faders regiment, som marcherede til fronten i forrige uge. Men jeg tror ikke, at han har lyst til at blive soldat. Nu har jeg redet en tur med ham. Sig mig, hvor din kaserne ligger, så skal jeg bringe dig derhen.”

”Lad mig gå. Jeg kan godt finde kasernen alene.”

”Men hvis du løber bort, hvem vil da sige, at det ikke var min skyld.”

”Han løber vel tilbage til sin middagsmad. Hvor skulle han ellers løbe hen?” spurgte englænderen.

”Han er født her i landet. Han har venner og går, hvorhen han har lyst. Han er en chabuk sawai (fiffig knøs). Han behøver blot at skifte klæder for i en håndevending at forvandles til en lavkaste hindudreng.”

”Han gør Fanden!”

Englænderen betragtede drengen prøvende, mens Mahbub red hen mod kasernen. Kim skar tænder. Mahbub spottede ham, som troløse afghanere plejer, for han vedblev: ”De vil sende ham i skole, stikke hans fødder i tunge støvler og svøbe ham ind i disse klæder. Så vil han glemme alt, hvad han ved. I hvilken af kasernerne bor du?”

Kim pegede — han kunne ikke tale — på Fader Victors fløj, hvis hvidkalkede mure skinnede tæt ved.

”Måske bliver han en god soldat,” sagde Mahbub eftertænksomt. ”Han vil i det mindste blive en god ordonnans. Jeg sendte ham engang fra Lahore for at bringe en besked. En besked angående en hvid hingsts stamtavle.”

Dette var en dødelig fornærmelse føjet til en endnu dødeligere forurettelse — og det i påhør af den sahib, til hvem han så snildt havde bragt det krigsfrembringende brev. Kim så i ånden Mahbub Ali ristet i den anden verdens flammer for sit forræderi. For sit eget vedkommende så han kun en lang, grå udsigt til kaserner, skoler og atter kaserner. Han stirrede bønfaldende op i det skarpskårne ansigt, i hvis udtryk der ikke fandtes glimt af genkendelse, men selv i denne yderste nød faldt det ham ikke ind at tage sin tilflugt til den hvide mands barmhjertighed eller at røbe afghaneren. Og Mahbub stirrede vist på englænderen, der stirrede lige så vist på den dirrende, men stumme Kim.

”Min hest er godt dresseret,” sagde hestehandleren. ”En anden ville have slået bagud, sahib.”

”Hm,” sagde englænderen til sidst og gned sin ponys fugtige manke med sit piskeskaft. ”Hvem vil gøre drengen til soldat?”

”Regimentet, der har fundet ham, siger han, og især regimentets præstesahib.”

”Dér er præsten!” udstødte Kim med halvkvalt stemme, idet den barhovede Fader Victor kom farende hen imod dem fra verandaen.

”Alle Mørkets Magter, O’Hara! Hvor mange flere uassorterede venner har du her i Asien?” råbte han, da Kim lod sig glide ned af hesten og stod hjælpeløs foran ham.

”God dag, Pater,” sagde obersten, muntert. ”Jeg kender Dem godt af omtale og det havde også været min mening at besøge Dem, men jeg har endnu ikke fået det gjort. Mit navn er Creighton.”

”Creighton af den Etnologiske Undersøgelseskommission?” udbrød Fader Victor.

Obersten nikkede.

”Så er jeg min tro glad for at træffe Dem og jeg skylder Dem også tak, fordi De har bragt drengen tilbage.”

”Det er ikke noget at takke mig for, Pater. Og desuden ville drengen slet ikke løbe sin vej. De kender ikke gamle Mahbub Ali” — hestehandleren sad ubevægelig i solskinnet — ”men når De har været her i byen en måneds tid, har De nok lært ham at kende. Det er ham, der sælger os alle vore krikker. Den dreng er for resten noget af en mærkværdighed. Kan De fortælle mig noget om ham?”

”Om jeg kan?” stønnede Fader Victor. ”De er det eneste menneske, der kan hjælpe mig i min forlegenhed. Fortælle Dem! Alle Mørkets Magter, jeg er bristefærdig af længsel efter at fortælle historien til en eller anden, der kender noget til de indfødte!”

En staldkarl kom rundt om hjørnet. Oberst Creighton hævede stemmen og sagde på urdu: ”Ja, det kan nu være så meget godt, Mahbub Ali, men hvorfor fortæller du mig alle de historier om ponyen! Jeg giver dog ikke en eneste pice mere end tre hundrede og halvtredsindstyve rupier.”

”Sahib’en er en smule varm og ophidset efter sit ridt,” svarede hestehandleren med en privilegeret spøgefugls smørrede smil. ”Han vil snart få mere blik for min hests gode sider. Jeg vil vente, indtil han er færdig med at tale med præsten. Jeg vil vente under træet derhenne.”

”Gå pokker i vold!” lo obersten. ”Det har man for at kaste et blik på en af Mahbubs heste. Han er en rigtig gammel igle, Pater. Nå ja, så vent da, Mahbub, hvis du har så megen tid at spilde. Nu er jeg til Deres tjeneste, Pater. Hvor blev drengen af? Nå, han gik hen for at slå en snak af med Mahbub. En sær knægt. Måske De vil være så venlig at lade Deres staldkarl tage sig af min hest?”

Han satte sig i en stol, hvorfra han kunne holde øje med Kim og Mahbub Ali, der talte sammen under træet. Præsten gik ind for at hente cigarer.

Creighton hørte Kim sige i en bitter tone: ”Stol hellere på en bramin end på en slange, hellere på en slange end på en skøge og hellere på en skøge end på en afghaner, Mahbub Ali.”

”Det er hverken her eller der,” svarede Mahbub og rystede højtideligt sit store røde skæg. ”Børn bør ikke se et tæppe på væverstolen, førend mønsteret er trådt tydeligt frem. Tro mig, Alverdens Ven, jeg gør dig en stor tjeneste. De vil ikke gøre dig til soldat.”

”Din snedige gamle synder!” tænkte Creighton. ”Men du er ikke meget ved siden af. Den dreng må ikke gå til spilde, hvis han er som averteret.”

”Undskyld mig et øjeblik,” råbte pateren indefra, ”men jeg er i færd med at samle sagens dokumenter.”

”Dersom jeg skaffer dig denne tapre og vise oberst-sahibs gunst, og du derved opnår stor ære, hvordan vil du så takke Mahbub Ali, når du bliver en voksen mand?”

”Nej, Mahbub, jeg bad dig om at slippe mig ud på landevejen igen, for dér ville jeg have været i sikkerhed. Men nu har du solgt mig til englænderne. Hvor meget vil de give dig i blodpenge?”

”En gemytlig djævleunge!” brummede obersten, mens han bed spidsen af sin cigar, og vendte sig derefter høfligt om mod Fader Victor.

”Hvad er det for papirer, som den tykke præst vifter i luften med foran oberstens ansigt? Træd om bagved hingsten, som om der var noget på tøjlen, du ville se på!” sagde Mahbub Ali.

”Et brev fra min lama, som han skrev fra Jagadhir-vejen, og hvori han lover at betale tre hundrede rupier om året for min undervisning.”

”Oho! Er den gamle rødhat af den slags? I hvilken skole skal det være?”

”Gud ved. Jeg tror, den er i Nucklao (Lucknow).”

”Javel. Dér er en stor skole for sønner af sahiber — og af halve sahib’er. Jeg har set den, når jeg har solgt heste der. Nå, så lamaen holdt altså også af Alverdens Ven?”

”Ja. Og han løj ikke og sendte mig ikke tilbage til fangenskabet.”

”Intet under, at præsten ikke kan finde hoved og hale i den historie. Som han dog taler hurtigt til oberst-sahib’en.” Mahbub Ali kluklo. ”Ved Allah!” — de skarpe øjne gled et øjeblik hen over verandaen — ”din lama har sendt noget, der forekommer mig at ligne en egenveksel. Anvisninger forstår jeg mig også en smule på. Nu undersøger oberst-sahib’en den.”

”Hvad gavn kan jeg have af alt det?” sagde Kim i en træt tone. ”Du vil ride bort og de vil mig putte tilbage i de tomme værelser, hvor der ikke er noget godt sted at sove og hvor drengene prygler mig.”

”Det tror jeg ikke. Vær tålmodig, barn. Ikke alle afghanere er troløse — undtagen i hestehandel.”

Fem — ti — femten minutter gik, og hele tiden talte Fader Victor ivrigt eller stillede spørgsmål, som obersten besvarede.

”Nu har jeg fortalt Dem, hvad jeg ved om drengen, fra først til sidst, og det er en sand lettelse for mig. Har De nogensinde hørt mage til historie?”

”I hvert fald har den gamle mand sendt pengene. Gobind Sahais anvisninger gælder herfra og til Kina,” sagde obersten. ”Jo mere man lærer om de indfødte, jo mindre kan man sige om, hvad de vil gøre eller ikke gøre.”

”Det var en trøstende bemærkning — fra formanden for den Etnologiske Undersøgelseskommission. Det er denne blanding af Røde Tyre og Frelsende Floder (Gud hjælpe ham, stakkels hedning!) og anvisninger og frimurercertifikater. Apropos, er De frimurer?”

”Ja, jeg er, nu jeg tænker mig om. Det er yderligere en grund,” sagde obersten åndsfraværende.

”Det glæder mig, at de kan finde bund i det. Men som sagt, det er denne blanding af alle mulige ting, der er mig aldeles uforståelig. Og at tænke sig ham siddende på sengen med sin lille skjorte åben i brystet, så at man kunne se, at han var hvid, og profetere lige op i ansigtet på vor oberst — og så slår hans profeti til! Men alt det vrøvl vil han nok blive kureret for i St. Xaviers skole, tror De ikke?”

”De kan jo stænke ham med vievand,” lo obersten.

”Jeg synes på ære undertiden, at jeg burde gøre det. Men jeg håber, at han bliver opdraget til at være en god katolik. Det eneste, jeg er urolig for, er, hvad der vil ske, dersom den gamle tigger…”

”Lama, lama, bedste Hr. Pater. Nogle af dem er ansete mænd i deres hjemstavn.”

”Hvis altså lamaen ikke betaler til næste år. Denne gang har han handlet efter øjeblikkets indskydelse og før eller senere må han jo dø. Og at tage en hednings penge for at give et barn en kristelig opdragelse…”

”Men han sagde udtrykkeligt, hvad han ønskede. Så snart han fik at vide, at drengen var hvid, synes han at have truffet sine arrangementer i overensstemmelse dermed. Jeg ville give en måneds gage for at kunne høre, hvordan han forklarede det hele i Tirthankernes Tempel i Benares. Hør nu, Pater, jeg giver mig ikke ud for at kende ret meget til de indfødte, men dersom han har sagt, at han vil betale, så betaler han, død eller levende. Jeg mener, hans arvinger vil overtage gælden. Mit råd til Dem er: Send drengen ned til Lucknow. Hvis Deres anglikanske kollega mener, at De har taget ham ved næsen…”

”Bare synd for Bennett! Han kom til fronten i stedet for mig. Doughty erklærede mig for uskikket af helbredsgrunde. Jeg bandlyser Doughty, hvis han kommer levende tilbage! Bennett må virkelig lade sig nøje med…”

”Hæderen, og overlade religionen til Dem. Ganske rigtigt! For resten tror jeg ikke, at Bennett vil tage det ilde op. De må gerne skyde skylden på mig. Jeg — hm — anbefaler på det varmeste at sende drengen til St. Xaviers skole. Han kan rejse gratis som forældreløst soldaterbarn, så derved sparer De pengene til jernbanebilletten. Hvad han trænger til af klæder og sligt, kan De købe for de penge, der kom ind ved regimentets subskription. Logen bliver forskånet for at betale hans opdragelse og det vil sætte logen i godt humør. Det hele er let at arrangere. Jeg skal rejse til Lucknow i næste uge, så jeg skal gerne tage mig af drengen på vejen — lade mine tjenestefolk passe på ham og så videre.”

”De er et godt menneske.”

”Ikke i mindste måde. Tag ikke fejl af det. Men lamaen har sendt os penge til fremme af et bestemt formål. Vi kan ikke ret godt sende dem tilbage, altså må vi gøre, som han siger. Ja, så er sagen vel afgjort, ikke sandt? Skal vi sige, at De på tirsdag overleverer ham til mig ved det sydgående aftentog? Det er kun tre dage. Han kan ikke gøre megen fortræd på tre dage.”

”De letter en sten fra mit hjerte. Men — denne her?” — han pegede på anvisningen — ”jeg kender ikke noget til Gobind Sahai eller til hans bank, som måske blot er en bod i en baggyde.”

”De har aldrig været en forgældet løjtnant. Jeg skal gerne hæve pengene og sende Dem en lovformelig kvittering.”

”Men De har jo Deres eget arbejde at passe! Det vil være at forlange…”

”Det er virkelig ikke den mindste ulejlighed for mig. For mig som etnolog er sagen højst interessant, skal jeg sige dem. Jeg kunne have lyst til at gøre nogle optegnelser om den til brug for et arbejde, som jeg er i lag med for regeringen. Forvandlingen af et regiments kendemærke som jeres Røde Tyr til en slags fetish, som drengen søger efter, er højst interessant.

”Jeg kan ikke noksom takke Dem —”

”Der er én ting, som De kan gøre. Ser De, alle vi etnologer er så skinsyge som alliker på hinandens opdagelser. De har naturligvis ingen interesse for andre end os selv, men — De ved jo nok, hvordan bibliofiler er. Nu beder jeg Dem om ikke at sige et ord, hverken direkte eller indirekte, — om den asiatiske side af drengens karakter — hans eventyr og hans spådom og alt det. Jeg vil senere selv pumpe drengen og — De forstår mig nok!”

”Javel. De vil kunne skrive en højst interessant beretning derom. Jeg skal ikke mæle et ord til noget menneske, før jeg ser den på tryk.”

”Tak skal De have. Det er ord, der glæder en etnologs hjerte. Nå, så skulle jeg vel hjem til min frokost. Vorherre bevares! Er gamle Mahbub her stadig?” Han løftede stemmen og hestehandleren kom ud fra træets skygge. ”Nå, hvad er det så?”

”Hvad angår den unge hest, som vi talte om,” sagde Mahbub, ”så siger jeg, at når et føl er født til at være polopony — når det følger tæt efter bolden uden nogensinde at være dresseret dertil — når det forstår spillet, som havde det fået en åbenbaring — så siger jeg, at det er en stor synd at spænde det føl for en tung fragtvogn, sahib.”

”Det siger jeg med, Mahbub. Føllet skal kun blive brugt til polo. De hører, Pater, den fyr kan ikke tænke på andet i verden end heste. Så skal jeg komme hen til dig i morgen, Mahbub, og se, om du har noget til salg, som jeg kan bruge.”

Hestehandleren hilste på ryttervis med en håndbevægelse.

”Vær tålmodig en lille stund, Alverdens Ven,” hviskede han til den fortvivlede Kim. ”Din lykke er gjort. Snart skal du rejse til Nucklao — og her har du noget til at betale skriveren med. Vi ses nok igen — mange gange, tror jeg.”

Og dermed galoperede han hen ad vejen.

”Hør nu efter, hvad jeg siger,” sagde obersten oppe fra verandaen i de indfødtes sprog. ”Om tre dage skal du rejse med mig til Lucknow og få meget nyt at se og høre hele tiden. Foretag dig derfor intet i de tre dage og løb ikke bort. I Lucknow vil du blive sat i skole.”

”Træffer jeg min Hellige Mand dér?” klynkede Kim.

”Lucknow er i det mindste nærmere Benares, end Ambala er. Du vil måske komme til at rejse under min beskyttelse. Mahbub Ali ved dette, og han bliver vred, hvis du løber bort nu. Og husk på: Der er blevet fortalt mig meget, som jeg ikke glemmer.”

”Jeg vil vente,” sagde Kim. ”Men drengene prygler mig.”

Så lød hornsignalet til middagsmaden.

Syvende kapitel

With idiot moons and stars retracing stars?
Creep thou betweene — thy coming’s all unnoised.
Heaven hath her high, as Earth her baser, wars.
Heir to these tumults, this affright, that fraye
(By Adam’s, fathers’, own, sin bound alway);
Peer up, draw out thy horoscope and say
Which planet mends thy threadbare fate or mars?

Sir John Christie.

Om eftermiddagen fortalte den rødfjæsede skolelærer Kim, at han var blevet ”slettet af rullen”, hvad der ikke sagde ham noget, førend han fik besked på at gå væk og lege. Så løb han ned til basaren og fandt den unge skriver, som han skyldte penge for et frimærke.

”Nu skal du få din betaling,” sagde Kim med en fyrstes værdighed, ”og derpå skal du skrive et andet brev for mig.”

”Mahbub Ali er her i byen,” svarede skriveren overlegent. I embeds medfør besad han megen viden af uvis herkomst og lødighed.

”Dette brev er ikke til Mahbub Ali, men til en præst. Tag din pen og skriv hurtigt. ’Til Teshoo Lama, den Hellige Mand fra Bhotiyal, som søger efter en Flod og nu opholder sig i Tirthankernes Tempel i Benares.’ Dyp pennen igen! ’Om tre dage skal jeg rejse til Nucklao til en skole dér. Skolens navn er Xavier. Jeg ved ikke, hvor skolen er, men den er i Nucklao.’”

”Jamen, jeg kender Nucklao,” afbrød skriveren, ”og jeg kender skolen.”

”Beskriv det for ham, så får du en halv anna.”

Rørpennen kradsede ivrigt henover papiret.

”Nu kan han ikke tage fejl af den,” sagde skriveren og løftede hovedet. ”Hvem er det, som holder øje med os derovre på den anden side af gaden?”

Kim så hurtigt op og fik øje på oberst Creighton i tennisdragt.

”Åh, det er en sahib, som kender den tykke præst i kasernen. Han vinker ad mig.”

”Hvad bestiller du her?” spurgte obersten, da Kim løb hen til ham.

”Jeg — jeg løber ikke bort. Jeg sender et brev til min Hellige Mand i Benares.”

”Det havde jeg ikke tænkt på. Har du fortalt ham, at jeg bringer dig til Lucknow?”

”Nej, jeg har ikke. Læs brevet, hvis du ikke tror mig.”

”Hvorfor har du da udeladt mit navn af dit brev til den Hellige Mand?” spurgte obersten med et ejendommeligt smil.

Kim tog mod til sig.

”Det blev engang sagt mig, at det er uklogt at nedskrive navnene på fremmede, som har at gøre med en eller anden sag, for mange gode planer er slået fejl, fordi navne nævntes.”

”Du er blevet godt oplært,” sagde obersten, og Kim rødmede. ”Jeg har glemt mit cigarfoderal på præstens veranda. Bring det hjem til mit hus i aften.”

”Hvor ligger huset?” spurgte Kim. Hans rappe vid sagde ham, at dette var en prøve af en eller anden slags, og han var derfor på sin post.

”Spørg hvem som helst i den store basar,” sagde obersten og gik videre.

”Han havde glemt sit cigarfoderal,” sagde Kim, da han kom tilbage til skriveren, ”og sagde, at jeg skulle bringe det hjem til ham i aften. Ja, så er der ikke mere at skrive i mit brev undtagen tre gange: ’Kom til mig! Kom til mig! Kom til mig!’ Nu vil jeg betale dig for et frimærke, og så vil jeg putte brevet i en postkasse.”

Han rejste sig for at gå, men standsede, som om noget var faldet ham ind, og spurgte:

”Hvad hedder den vrede sahib, der havde glemt cigarfoderalet?”

”Åh, det er kun Creighton Sahib — en stor tåbe af en sahib. Han er oberst-sahib uden et regiment.”

”Hvad bestiller han da?”

”Ja, Gud ved! Han køber altid heste, som han ikke kan ride, og stiller spørgsmål om Guds værker — som for eksempel planter og sten og folks sæder og skikke. Hestehandlerne kalder ham alle tossers fader, fordi han er så let at snyde i hestehandel, og Mahbub Ali siger, at han er skørere end de fleste andre sahib’er.”

”Nå,” sagde Kim og gik sin vej. Hans opdragelse havde givet ham lidt menneskekundskab og han sagde til sig selv, at man ikke giver oplysninger, der fører til udsendelsen af otte tusind mand foruden kanoner, til en tåbe. Den øverstkommanderende for hele Indien ville ikke tale til en tosse, som Kim havde hørt ham tale. Heller ikke ville Mahbub Alis stemme have skiftet klang på den måde, som den gjorde, hver gang han nævnede oberstens navn, dersom obersten havde været en tosse. Altså — og det fik Kim til at gøre et par dansetrin — måtte der være en hemmelighed med i spillet, og sandsynligvis spionerede Mahbub Ali for obersten, som Kim spionerede for Mahbub. Det lod også til, at obersten, ganske som hestehandleren, respekterede folk, der ikke viste, at de bare var meget kloge.

Han var glad for, at han ikke havde røbet, at han kendte beliggenheden af oberstens hus, og da han ved sin tilbagekomst til kasernen opdagede, at der ikke var blevet glemt noget cigarfoderal, strålede han af fornøjelse. Her havde han øjensynlig fundet en mand efter sit hjerte — en mand, som gik krogveje og omveje og spillede et fordækt spil. Nå ja, hvis han kunne spille tosse, så kunne Kim gøre det samme.

Han røbede ingen af sine tanker, da Fader Victor tre hele lange formiddage holdt foredrag for ham om et fuldstændig nyt sæt af større og mindre Guder — især om en gudinde, der hed Jomfru Maria, og som, så vidt han forstod, var identisk med den Bibi Miriam, der var en del af Mahbub Alis teologi. Han viste intet tegn på sindsbevægelse, da Fader Victor efter forelæsningen halede ham fra butik til butik og købte forskellige klædningsstykker. Ej heller beklagede han sig, da de misundelige trommeslagere sparkede ham, fordi han skulle i en bedre skole. I stedet afventede han med stor interesse begivenhedernes gang. Fader Victor, den brave mand, bragte ham selv til banegården, satte ham ind i en tom anden klasses kupé ved siden af Creightons første klasses og sagde farvel til ham med oprigtig inderlighed.

”I St. Xaviers skole vil de gøre dig til en mand, O’Hara — til en hvid mand og forhåbentlig til en god mand. De har fået at vide, at de kan vente dig, og obersten vil sørge for, at du ikke kommer noget til eller bliver borte på vejen. Jeg har givet dig et begreb om religiøse spørgsmål — det håber jeg da i det mindste — og husk på, når de spørger dig om din religion, at du er katolik. Du gør bedst i at sige romersk-katolsk, skønt jeg ikke holder af det ord.”

Kim tændte en ildelugtende cigaret — han havde sørget for at købe sig et forråd i basaren — og lagde sig ned for at tænke. Denne ensomme køretur var noget ganske andet end den fornøjelige rejse på tredje klasse sammen med lamaen.

”Sahib’er har ringe morskab af at rejse,” tænkte han. ” Hai mai![*] Jeg farer fra det ene sted til det andet, som en fodbold. Det er min kismet. Intet menneske kan undgå sin kismet. Men jeg skal tilbede Bibi Miriam og jeg er sahib” — han betragtede sine støvler forknyt. ”Nej. Jeg er Kim. Verden er stor, og jeg er kun Kim. Hvem er Kim?”

Og han gav sig til at spekulere over sin egen identitet — en ting, som han aldrig før havde gjort — indtil det løb rundt for ham. Han var en enkelt, ubetydelig person i hele denne Indiens hvirvlende malstrøm, på rejse sydpå for at møde en ham ukendt skæbne.

Lidt efter sendte obersten bud efter ham og talte længe til ham. Så vidt Kim kunne forstå, var meningen den, at han skulle være flittig og træde ind i Indiens landmålerkorps, hvor han skulle hjælpe med kæderne. Hvis han var rigtig flink og bestod de nødvendige eksaminer, ville han som syttenårig kunne tjene tredive rupier om måneden, og oberst Creighton ville sørge for, at han fik en passende beskæftigelse.

I begyndelsen lod Kim, som om han måske forstod hvert tredje ord af denne tale. Obersten indså sin fejltagelse og gav sig så til at tale flydende og billedrigt urdu, og Kim var tilfreds. Den mand er ikke tosse, som kendte de indfødtes sprog så nøje, som bevægede sig så roligt og stilfærdigt, og hvis øjne var så forskellige fra andre sahib’ers sløve, fede øjne.

”Ja, og så må du lære at lave tegninger af veje og bjerge og floder — og at have disse tegninger i dit øje, indtil der kommer en tid, hvor du kan fæste dem på papiret. Måske jeg en dag, når du er blevet landmålerassistent, og vi arbejder sammen, siger til dig: ’Gå over på den anden side af de bjerge dér og se, hvad der ligger bagved dem.’ Så vil en eller anden sige: ’I bjergene boer der onde mennesker, som vil dræbe assistenten, når de ser, at han ligner en sahib.’ Hvad vil du så gøre?”

Kim betænkte sig. Var det ufarligt, at indlade sig på oberstens spil?

”Jeg ville fortælle, hvad den anden mand havde sagt.”

”Men dersom jeg nu svarede: ’Jeg vil give dig hundrede rupier, hvis du kan skaffe mig at vide, hvad der ligger bagved de bjerge — en tegning af en flod og en smule efterretning om, hvad folk taler om i landsbyerne derovre’”.

”Hvor kan jeg vide, hvad jeg ville gøre? Jeg er kun en dreng. Vent til jeg er en mand.” Men da han så oberstens pande formørkes, tilføjede han: ”Men jeg tror, at jeg i løbet af få dage ville tjene de hundrede rupier.”

”På hvilken måde?”

Kim rystede energisk på hovedet.

”Hvis jeg sagde, hvorledes jeg ville bære mig ad med at fortjene dem, kunne en anden måske høre det og komme mig i forkøbet. Man skal aldrig give sin viden bort for ingenting.”

”Så sig det da nu!”

Obersten holdt en rupi i vejret. Kim strakte hånden halvvejs op efter den, men lod den så synke igen.

”Nej, sahib, nej. Jeg kender prisen på svaret, men jeg ved ikke, hvorfor spørgsmålet bliver stillet.”

”Så tag den da som en gave,” sagde Creighton og kastede mønten til ham. ”Du har den rette ånd. Pas på, at den ikke bliver sløvet i St. Xaviers skole. Der er mange drenge dér, som foragter de sorte.”

”Deres mødre var fra basarerne,” sagde Kim, som udmærket vidste, at der ikke gives noget bitrere had end det, eurasieren nærer til sine mørkhudede slægtninge.

”Rigtigt. Men du er sahib og søn af en sahib. Lad dig derfor ikke nogensinde forlede til at foragte de sorte. Jeg har kendt drenge, der nylig var trådt i regeringens tjeneste og som lod, som om de ikke forstod de indfødtes tale og skikke. De blev sat ned i løn på grund af uvidenhed. Ingen synd er større end uvidenhed. Husk vel på det.”

Adskillige gange i løbet af den lange fire og tyve timers rejse mod syd sendte obersten bud efter Kim, og denne sidste bemærkning udgjorde altid teksten for hans prædikener.

”Vi trækker alle på samme hammel,” sagde Kim ved sig selv — ”obersten, Mahbub Ali og jeg — når jeg bliver landmålerasssistent. Jeg tænker, han vil bruge mig, som Mahbub Ali brugte mig. Det er godt, hvis jeg derved får lejlighed til at vende tilbage til vejene. Disse klæder vinder ikke ved nøjere bekendtskab.”

Da de nåede den menneskefyldte banegård i Lucknow, var der intet spor at se af lamaen. Kim fandt sig i sin skuffelse, så godt han kunne, mens obersten puttede ham og hele hans pæne bagage op i en ticca-garri[*] og sendte ham alene af sted til St. Xaviers skole.

”Jeg siger ikke farvel, for vi vil atter mødes,” sagde han. ”Mange gange, dersom du har den rette ånd. Men du har endnu ikke stået din prøve.”

”Gjorde jeg da ikke det den nat, da jeg bragte dig” — Kim vovede virkelig at bruge ordet tum (dig), som talte han til en ligemand — ”en hvid hingsts stamtavle?”

”Man vinder meget ved at glemme, lille broder,” sagde obersten med et blik, der gik lige ud gennem Kims skulderblade, mens han tumlede ind i vognen.

Det tog ham næsten fem minutter at genvinde fatningen. Så indsnusede han bifaldende den nye luft.

”En rig by,” sagde han. ”Rigere end Lahore. Hvor basarerne må være gode! Kusk, kør en lille tur gennem basarerne her.”

”Jeg har ordre til at køre dig til skolen.”

Kusken sagde ”du”, hvilket er en uhøflighed mod en hvid mand. På det tydeligste og mest flydende gadesprog forklarede Kim ham hans fejltagelse. Så klavrede han op på bukken og efter at være kommet til fuldstændig forståelse med kusken, kørte han et par timers tid om i byen, optaget af at nyde, værdsætte og anstille sammenligninger. Der er ingen by — undtagen Bombay, alle byers dronning — som i sin prangende stil er skønnere end Lucknow, hvad enten man ser den fra broen over floden eller fra Imambaras top, der skuer ned på Chutter Munzils[*] forgyldte paraplyer og de træer, af hvilke staden er indrammet. Konger har prydet den med fantastiske bygninger, overvældet den med velgerninger, fyldt den med pensionister og oversvømmet den med blod. Den er midtpunktet for al dovenskab, rænkespil og overdådighed, og dens indbyggere deler med Delhis æren af at tale det eneste rene urdu.

”En smuk by — en prægtig by.”

Kusken, som var fra Lucknow, blev fornøjet over komplimenten og fortalte Kim mange forbavsende ting, hvor en engelsk fører kun ville have talt om oprøret.

”Lad os så køre til skolen,” sagde Kim endelig.

Den store gamle skole, St. Xaviers in Partibus — en klynge lave, hvide bygninger — ligger på en stor grund lige over for Guntifloden, i nogen afstand fra byen.

”Hvad er det for en slags folk derinde?” spurgte Kim.

”Unge sahib’er — djævle til hobe. Men sandt at sige, skønt jeg har kørt mange af dem til og fra banegården, har jeg aldrig set nogen, som havde stof i sig til en mere fuldendt djævel end du — end den unge sahib, hvem jeg for øjeblikket kører for.”

Kim havde nemlig hilst på en eller to tvivlsomme damer, som sad ved de øvre vinduer i en vis gade — hvad der var meget naturligt, for han havde aldrig lært at anse dem for på nogen måde upassende — og lige så naturligt var det, at han havde udmærket sig i den gensidige udveksling af komplimenter. Han skulle netop til at besvare kuskens sidste uforskammethed, da hans blik i den tiltagende skumring faldt på en skikkelse, der sad ved en af de hvide portstolper i den lange mur.

”Holdt!” råbte han. ”Stands her. Jeg vil ikke køre lige ind i skolen.”

”Men hvem skal betale mig for denne køren frem og tilbage?” sagde kusken gnavent. ”Er drengen gal? Sidste gang var det en danserinde, denne gang er det en præst.”

Kim lå allerede hovedkulds på vejen og klappede de støvede fødder under den snavsede gule kjortel.

”Jeg har ventet her halvanden dag,” begyndte lamaens rolige stemme. ”Nej, jeg havde en discipel med mig. Han, der var min ven i Tirthankernes Tempel, gav mig en fører med på denne rejse. Jeg rejste fra Benares med toget, da dit brev blev givet mig. Ja, jeg har fået mad. Jeg savner intet.”

”Men hvorfor blev du ikke hos kvinden fra Kulu, Hellige Mand? Hvorledes kom du til Benares? Mit hjerte har været tungt, siden vi skiltes.”

”Kvinden trættede mig ved sin ustandselige talestrøm og ved at forlange tryllemidler, der skulle bringe hendes datter børn. Jeg skiltes fra hendes selskab og tillod hende at erhverve sig Fortjeneste ved gaver. Hun er i det mindste en rundhåndet kvinde, og jeg lovede hende at vende tilbage til hendes hus, dersom det skulle gøres nødigt. Men da jeg så stod alene i denne store og frygtelige verden, mindedes jeg jernbanen til Benares, hvor jeg kendte en, som bor i Tirthankernes Tempel og som Søger ligesom jeg.”

”Åh ja, din Flod!” udbrød Kim. ”Jeg havde glemt Floden.”

”Allerede, min chela? Jeg har aldrig glemt den. Men da jeg havde forladt dig, forekom det mig bedst at vandre til templet og søge råd. For ser du, Indien er et meget stort land, og det kunne jo være, at vise mænd før vor tid, måske endog to eller tre, har efterladt sig en beretning om, hvor vor Flod er at finde. I Tirthankernes Tempel kunne de ikke blive enige om den ting. Nogle sagde et, andre noget andet. Men de er venlige folk.”

”Godt, men hvad bestiller du nu?”

”Jeg erhverver mig Fortjeneste ved at hjælpe dig, min chela, til visdom. Præsten for den skare mænd, som tjener den Røde Tyr, skrev til mig, at alt skulle blive gjort for dig, sådan som jeg ønskede det. Jeg sendte penge nok for et år og så tog jeg hertil, som du ser, for at se dig træde ind gennem Lærdommens Porte. Halvanden dag har jeg ventet — ikke fordi jeg blev ført herhid af kærlighed til dig — sligt sømmer sig ikke for en, der følger den Rette Vej — men, som de sagde i Tirthankernes Tempel, fordi det var rigtigt, at jeg, der havde betalt penge for din opdragelse, holdt øje med sagens gang. De forstod på den klareste måde at løse min tvivl. Jeg nærede en vis frygt for, at jeg måske ville tage hertil, fordi jeg længtes efter at se dig — vildledt af kærlighedens røde tåge. Men det er slet ikke tilfældet… og desuden bekymres jeg af en drøm.”

”Men visselig, Hellige Mand, har du ikke glemt vejen og hvad der skete der. Vistnok var det også en lille smule for at se mig, at du rejste.”

”Hestene bliver kolde og det er over deres sædvanlige fodringstid,” jamrede kusken.

”Gå ad Helvede til og bliv der hos din berygtede tante,” snerrede Kim over skulderen. ”Jeg er ganske alene i dette land. Jeg ved ikke, hvorhen jeg går eller hvad der vil hænde mig. Mit hjerte var i det brev, jeg sendte dig. Med undtagelse af Mahbub Ali, og han er pathaner, har jeg ingen anden ven end dig, Hellige Mand. Du må ikke gå helt bort”.

”Det har jeg også overvejet,” svarede lamaen med skælvende stemme. ”Det er ganske sikkert, at jeg fra tid til anden kan erhverve mig Fortjeneste — dersom jeg ikke forinden har fundet min Flod — ved at forvisse mig om, at dine fødder følger visdommens sti. Hvad de vil lære dig, ved jeg ikke, men præsten skrev til mig, at ingen sahibs søn i hele Indien får en bedre undervisning end den, du vil få. Altså vil jeg komme igen fra tid til anden. Måske du vil blive til en sådan sahib som han, der gav mig disse briller” — lamaen tørrede dem omhyggeligt — ”i Vidunderhuset i Lahore. Det er mit håb, for han var en Visdommens Kilde — visere end mange abbeder… derimod vil du måske glemme mig og vort samliv.”

”Når jeg æder dit brød,” råbte Kim lidenskabeligt, ”hvordan kan jeg da glemme dig?”

”Nej — nej.” Han skød drengen til side. ”Jeg må vende tilbage til Benares. Nu, da jeg kender skrivernes sædvaner i dette land, vil jeg fra tid til anden sende dig et brev, og fra tid til anden vil jeg selv komme og se dig.”

”Men hvorhen skal jeg sende mine breve?” jamrede Kim, som klyngede sig til lamaens kjortel og fuldstændig glemte, at han var sahib.

”Til Tirthankernes Tempel i Benares. Det er det sted, jeg har valgt til min bolig, indtil jeg finder min Flod. Græd ikke, for ser du, al længsel er bedrag og kun et nyt bånd, som binder os fast til Hjulet. Gå du ind ad lærdommens porte. Lad mig se dig gå… holder du af mig? Så gå da, ellers brister mit hjerte… ja, jeg vil komme igen. Jeg vil ganske bestemt komme igen.”

Lamaen fulgte tica-garri’en med øjnene, mens den rullede ind i gården. Så gik han bort og tog sig en pris tobak for hvert af sine lange skridt.

”Lærdommens Porte” lukkede sig med et brag.

* * *

En i Indien født og opdraget dreng har sit eget væsen og sine egne vaner, som ikke ligner noget andet lands. Og hans lærere må tage ham ved hjælp af metoder, som en engelsk pædagog slet ikke ville forstå. Det vil derfor næppe interessere læseren at høre noget udførligere om Kims oplevelser som skoledreng blandt to-tre hundrede tidligt modne aldersfæller, af hvilke de fleste aldrig havde set havet. Han led den sædvanlige straf for at have vovet sig udenfor skolens mure på en tid, da der var kolera i byen, men det var før han havde lært at skrive ordentligt engelsk og derfor var nødt til at finde en skriver i basaren. Han blev naturligvis også anklaget for at ryge og bruge kraftigere sprogblomster, end selv St. Xaviers skole havde hørt. Han lærte at vaske sig med samme omhu som de indfødte, der i deres hjerter anser englænderne for lidt vel skidne. Han gjorde de sædvanlige løjer med de tålmodige kulier, som trak punkaherne i soveværelserne, hvor drengene tilbragte de hede nætter med at fortælle historier lige til daggry. Og i al stilfærdighed anstillede han sammenligninger mellem sig selv og sine selvtillidsfulde kammerater.

De var sønner af lavere embedsmænd i Jernbane-, Telegraf- og Kanalvæsenet; af officerer, stundom pensionerede, stundom endnu i tjenesten som øverstkommanderende over en eller anden vasalstats hær; af kaptajner i den Indiske Marine, pensionister, plantere, handelsmænd og missionærer. Nogle få var yngre sønner af de gamle eurasiske familier, der er fastgroede i Dhurumtollah[*] — Pereiraer, De Souzaer og D’Silvaer. Deres forældre kunne sagtens have ladet dem opdrage i England, men de elskede den skole, som de selv i deres unge dage havde gået i, og derfor fulgte den ene gulblege generation efter den anden i St. Xaviers skole. Deres hjemstavne var højst forskellige. Nogle af jernbanefolkene var fra Howrah, andre fra forladte garnisonsbyer som Monghyr og Chunar; nogle havde hjemme på fjerne teplantager nede ad Shillong til, andre landsbyer i Oudh eller Deccan, hvor deres fædre var store godsejere; nogle var fra missionsstationer, en uges rejse fra den nærmeste jernbanelinje, andre fra havnebyer et tusind engelske mil sydpå ved det Indiske Oceans brændinger eller fra cinchonaplantager[*] endnu længere mod syd. Den blotte fortælling om deres eventyr, i hvilke der for dem selv slet ikke fandtes noget eventyrligt, kunne have fået hårene til at rejse sig på en engelsk drengs hoved. De var vante til at trave af sted alene et hundrede mil gennem junglen, hvor man altid havde den behageligste udsigt til at blive opholdt af tigre, men de turde lige så lidt have badet i den Engelske Kanal i engelsk augustvejr, som deres jævnaldrende turde have ligget stille, mens en leopard snusede til deres palankin. Der var drenge på femten år, som havde tilbragt halvandet døgn på en holm midt i en opsvulmet flod, hvor de som den naturligste ting af verden tog kommandoen over en lejr fuld af panikslagne pilgrimme, der var på tilbagevejen fra en eller anden helligdom. Der var nogle fyre i ældste klasse, som i St. Francis Xaviers navn havde tvangsudskrevet en elefant, der tilhørte en tilfældigt mødt rajah, engang da regnen havde bortskyllet den kørevej, der førte til deres faders gods, og bagefter havde de nær mistet det store dyr i noget kviksand. Der var en dreng, som, efter hvad han selv fortalte — og ingen tvivlede på, at det var sandt — med gevær i hånd havde hjulpet sin fader med at afslå et angreb af akaer på deres hus i de dage, da disse hovedjægere endnu var nærgående mod afsidesliggende plantager.

Alle disse historier blev fortalte med den indfødtes rolige, lidenskabsløse stemme og krydredes med ejendommelige betragtninger, som fortællerne ubevidst lånte fra deres indfødte ammers tankesæt, og med vendinger, som viste, at fortælleren netop i hovedet oversatte sin historie fra de indfødtes sprog. Kim iagttog, lyttede og var tilfreds. Dette var ikke trommeslagerdrengenes ordfattige, flove snak. Det drejede sig om et liv, som han kendte og til dels forstod. Denne atmosfære var efter hans smag og han trivedes fortræffeligt. Da vejret blev varmere, fik han et sæt hvide drejlsklæder, og han frydede sig over det nye legemlige velvære, ligesom han frydede sig over at anvende sin skærpede forstand på de opgaver, der blev ham stillede. Hans hurtige opfattelsesevne ville have glædet en engelsk lærer, men i St. Xavier ved de, hvor tidligt sjælen modnes af sol og omgivelser, ligesom de kender den slappelse, der indtræder i to- eller treogtyveårsalderen.

Ikke desto mindre glemte han ikke at holde en lav profil. Når der fortaltes historier i de varme nætter, var Kim slet ikke meddelsom med sine erindringer, for i St. Xavier ser man ned på drenge, der ”helt og holdent spiller indfødte”. Man må aldrig glemme, at man er sahib og at man engang med tiden, når man har taget eksamen, vil komme til at kommandere indfødte. Kim skrev sig dette bag øret, for han begyndte at forstå, hvad eksamener fører til.

Så kom ferien fra august til oktober — den lange ferie, som heden og regntiden nødvendiggør. Det blev sagt Kim, at han skulle rejse nordpå til en eller anden station i bjergene på den anden side af Ambala, hvor Fader Victor ville tage sig af ham.

”En kaserneskole?” sagde Kim, der havde spurgt meget og tænkt mere.

”Ja, formodentlig,” svarede læreren. ”Det vil ikke skade dig at blive forhindret i at lave ulykker. Du kan følges med din kammerat De Castro så langt som til Delhi.”

Kim overvejede sagen fra alle synsvinkler. Han havde været flittig, sådan som obersten havde rådet ham til. En drengs ferie tilhørte udelukkende ham selv — så meget havde han lært af sine kammeraters samtale — og en kaserneskole ville være en sand lidelse, når man var vant til St. Xavier. Desuden var han i besiddelse af en uvurderlig trolddomskunst — han kunne skrive. I løbet af de tre måneder havde han lært, hvorledes to mennesker for en halv anna plus lidt viden kan udveksle tanker uden at behøve at leje en tredjemand og indvie ham i deres hemmeligheder. Han havde ikke hørt et ord fra lamaen, men landevejen lå åben for ham. Kim længtes efter at føle dens bløde dynd mellem sine tæer, ligesom hans tænder løb i vand efter lammekød, stuvet i smør og kål, efter ris, overdrysset med stærkt duftende kardemomme, efter safranfarvet ris, hvidløg og andre løg og efter de forbudte, fedtede slikkerier fra basarerne. I kasernen ville de give ham halvråt oksekød på en tallerken, og han måtte stjæle sig til at ryge. Men på den anden side var han sahib og gik i St. Xaviers skole, og det svin til Mahbub Ali… nej, han ville ikke lægge beslag på Mahbub Alis gæstfrihed — men alligevel… han gennemtænkte sagen alene oppe på sovesalen og kom til det resultat, at han havde gjort Mahbub uret.

Skolen var tom, næsten alle lærerne var bortrejste. Kim holdt det fripas til gratis jernbanerejser, som oberst Creighton i sin tid havde udstedt for ham, i sin hånd. Han var ikke lidt stolt af, at han ikke havde sviret de penge op, som obersten og Mahbub Ali havde givet ham. Endnu ejede han hele to rupier og syv annas. Hans nye kuffert, mærket ”K. O’H.” og hans sammenrullede sengeklæder lå i det tomme soveværelse. ”Sahib’ers bagage er dem altid en klods om benet,” sagde Kim og nikkede til dem. ”I kan gerne blive her.” Og dermed gik han ud i det varme regnvejr med et syndigt smil på læben og opsøgte et vist hus, hvis ydre han for nogen tid siden havde mærket sig…

”Arré! Véd du, hvad slags kvinder, der bor her? Skam dig!”

”Tror du, jeg er født i går?” svarede Kim og satte sig på de indfødtes vis med korslagte ben på hynderne oppe i tagkammeret. ”Giv mig en smule sminke og tre mål. Jeg har en spøg for. Er det for meget forlangt?”

”Hvem er hun? Du er meget ung af en sahib at være til den slags skælmsstykker.”

”Hun? Hun er en datter af en skolelærer ved et af garnisonens regimenter. Han har pryglet mig to gange, fordi jeg krøb over deres mur i disse klæder. Nu vil jeg liste mig derhen som gartnerdreng. Gamle mænd er meget skinsyge.”

”Sandt nok. Hold dit ansigt stille, mens jeg lægger sminken på.”

”Ikke for mørk, Naikan. Jeg vil ikke vise mig for hende som en hubshi (neger).”

”Åh, kærlighed bryder sig ikke om sligt. Hvor gammel er hun?”

”Tolv år, tror jeg,” svarede den skamløse Kim. ”Lad mig også få lidt på brystet. Det kan jo være, at hendes far river mine klæder op, og hvis han så opdager, at jeg er flerfarvet —” Han lo.

Pigen arbejdede ivrigt med en klud og en lille underkop fuld af brun farve, som er endnu mere holdbar end valnøddesaft.

”Send nu et bud ud og køb mig noget tøj til en turban. Oh ve, oh ve, mit hoved er ikke raget! Og han vil naturligvis rive turbanen af mig.”

”Jeg er ikke barbér, men jeg vil gøre mit bedste. Sandelig, du er født til at knuse hjerter! Og hele denne forklædning for én aftens skyld? Husk vel på, at farven ikke lader sig vaske af.” Hun rystede af latter, så at hendes armbånd og ankelringe klirrede. ”Men hvem skal betale mig for dette? Du kunne ikke have fået bedre sminke hos selve Huneefa.”

”Stol på Guderne, min søster,” sagde Kim alvorsfuldt og bevægede ansigtsmusklerne for at prøve, om farven var tør. ”Eller har du nogensinde før været med til at sminke en sahib på denne måde?”

”Aldrig, det er sandt. Men en spøg er ikke penge.”

”Nej, den er meget mere værd.”

”Barn, du er uden for enhver tvivl den mest skamløse søn af Shaitan, jeg nogensinde har kendt, sådan som du spilder en stakkels piges tid med sådanne narrestreger og så siger: ’Er morskaben ikke betaling nok?’ Du vil nå vidt i denne verden.” Og hun hilste spotsk på danserinders vis.

”Ja, det er godt. Skynd dig nu at rage mit hoved.”

Kim trippede af utålmodighed og hans øjne strålede ved tanken om de herlige dage, han havde for sig. Han gav pigen fire annas og løb ned ad trapperne som en hindudreng af lav kaste — fuldendt indtil de mindste detaljer. En madbod var hans næste mål og her holdt han gilde i overdådighed og fedtet velvære.

På banegården så han sin kammerat De Castro, helt dækket af hedetøj, stige op i en anden klasses kupé. Han selv beærede en tredje klasses med sit nærværer og var dens liv og sjæl på hele rejsen. Han forklarede sine medrejsende, at han var medhjælper hos en jonglør, der havde ladet ham blive tilbage, fordi han var syg af feber, og at han nu skulle støde til sin herre i Ambala. Efterhånden som kupéens passagerer udskiftedes, ændrede Kim sin fortælling eller udsmykkede den med alle mulige påfund, der var så meget mere livlige, fordi han i så lang tid ikke havde kunnet bruge de indfødtes tungemål. I hele Indien fandtes der den aften ikke så lykkeligt et menneske som Kim. I Ambala forlod han toget, satte kursen mod øst og pjaskede henover de våde marker til den landsby, hvor den gamle soldat boede.

Omtrent på samme tid fik oberst Creighton i Simla et telegram fra Lucknow om, at unge O’Hara var forsvundet. Mahbub Ali var netop dér i byen for at sælge heste, og til ham betroede obersten sagen en morgen, da han tog sig en galop rundt på Annandale væddeløbsbane.

”Det gør intet,” svarede hestehandleren. ”Mennesker er som heste. Stundom trænger de til salt og hvis saltet ikke er i krybberne, slikker de det op fra jorden. Han er søgt ud på landevejen igen for en stund. Han er blevet ked af madrissah’en (skolen). Det vidste jeg, at han ville blive. En anden gang vil jeg selv tage ham med mig ud på vejene. Vær ikke urolig, Creighton Sahib. Det er, som når en polopony river sig løs og løber af sted for at lære spillet på egen hånd.”

”Du tror altså ikke, at han er død?”

”En feber kunne måske slå ham ihjel. Derudover nærer jeg ingen frygt for drengen. En abe falder ikke ned fra træerne.”

Næste morgen kom Mahbub Alis hingst ude på den samme væddeløbsbane hen på siden af obersten.

”Det er, som jeg tænkte,” sagde hestehandleren. ”Han har i det mindste været i Ambala. Dér har han i basaren fået at vide, at jeg var her, og så har han skrevet et brev til mig.”

”Læs,” sagde obersten med et lettelsens suk. Det var meningsløst, at en mand i hans stilling interesserede sig for en lille vagabond, der var født og opdraget her i landet. Men obersten huskede samtalen i kupéen og havde ofte i det sidste par måneder grebet sig i at tænke på den ejendommelige, tavse, selvbeherskede dreng. At han nu var løbet sin vej, var naturligvis den mest topmålte frækhed, men tydede dog på en vis grad af fiffighed og mod.

Mahbubs øjne spillede, mens han styrede sin hest ud på midten af den lille, indeklemte slette, hvor ingen kunne nærme sig usete.

”’Stjernernes Ven, som er Alverdens Ven -’”

”Hvad skal det sige?”

”Det er det navn, han plejede at gå under i Lahore. ’Alverdens Ven giver sig selv tilladelse til at begive sig til de steder, han kender. Han vil vende tilbage til den fastsatte tid. Send bud efter kufferten og sengeklæderne. Og er en fejl begået, lad da venskabets hånd afværge ulykkens pisk.’ Der er lidt endnu, men —”

”Det er lige meget, læs det kun.”

”’Visse ting kendes ikke af dem, der spiser med gafler. Det er bedre for en tid at spise med begge hænder. Tal blide ord til dem, der ikke forstår dette, for at tilbagekomsten kan blive gunstig.’ Selve ordene, hvori dette brev er affattet, er naturligvis skriverens værk, men læg mærke til, hvor kløgtigt drengen har lagt indholdet tilrette, så at det ikke røber noget som helst undtagen for dem, der ved, hvad det drejer sig om!”

”Nu er nok venskabets hånd i færd med at afværge ulykkens pisk?” lo obersten.

”Læg mærke til, hvor snild drengen er. Han er tyet tilbage til landevejen, som jeg sagde, at han ville. Og da han endnu ikke ved noget om Deres profession —”

”Det er jeg nu ikke så sikker på,” mumlede obersten.

”- vender han sig til mig, for at jeg skal stifte fred imellem jer. Er han ikke klog? Han siger jo, at han vil komme tilbage. Han er blot i færd med at udvide sine kundskaber. Husk på, Sahib, han har været tre måneder i skole, og hans mund er ikke vant til det bidsel. Jeg for mit vedkommende er glad. Ponyen lærer spillet.”

”Nå, ja, men en anden gang må han ikke gå alene.”

”Hvorfor ikke? Han var alene, før han kom under Deres beskyttelse, oberst-sahib. Og når han engang skal spille med i Det Store Spil, må han gå alene — alene og med fare for sit hoved. Til den tid kan det koste ham livet, hvis han spytter eller nyser eller sætter sig ned anderledes, end de folk gør, som han holder øje med. Hvorfor da nu lægge ham hindringer i vejen? Husk på, hvad perserne siger: Sjakalen, som lever i Mazanderans ørkener, kan kun fanges af hundene fra Mazanderan.”

”Sandt nok. Det er sandt nok, Mahbub Ali. Og dersom han ikke kommer til fortræd, vil det passe mig udmærket. Men det er en stor frækhed fra hans side.”

”Han fortæller ikke engang mig, hvor han går hen,” sagde Mahbub. ”Han er ingen tåbe. Når tiden er omme, vil han søge tilbage til mig. Det er på tide, at perlelægen får ham under behandling. Han modnes for hurtigt — efter sahib’ers målestok.”

Mahbub Alis spådom gik bogstaveligt i opfyldelse en måned efter. Mahbub tog ned til Ambala for at hente et nyt kobbel heste, og Kim mødte ham en aften i tusmørket, mens han red alene hen ad Kalka-vejen. Kim bad ham om almisse, blev skældt ud og svarede på engelsk. Der var ingen indenfor hørevidde, som kunne høre Mahbubs gisp af forbavselse.

”Oho! Og hvor har du været?”

”Hist og her — her og hist.”

”Kom i ly for regnen under et træ og fortæl så.”

”Jeg opholdt mig en tid hos en gammel mand i omegnen af Ambala, og derefter hos en familie af mit bekendtskab i selve Ambala. Sammen med et af denne families medlemmer drog jeg sydpå til Delhi. Det er en vidunderlig by. Så kørte jeg studevogn for en teli (oliehandler), som skulle mod nord. Men jeg havde hørt om en stor fest, der skulle fejres i Patiala, og derhen rejste jeg så i selskab med en fyrværker. Det var en stor fest.” (Kim gned sig på maven) ”Jeg så rajaher og elefanter med guld- og sølvdækkener og alt fyrværkeriet knaldede af på én gang, hvorved elleve mennesker mistede livet, deriblandt min fyrværker. Selv blev jeg slynget tværs over et telt, men tog ingen skade. Så drog jeg tilbage til jernbanen med en sikhisk rytter, hvem jeg tjente som hestepasser for at få føden, og nu er jeg her.”

”Shabash!” sagde Mahbub Ali.

”Men hvad siger oberst-sahib’en? Jeg ønsker ikke prygl.”

”Venskabets hånd har afværget ulykkens pisk. Men hvis du en anden gang vil ud på landevejen, bliver det i selskab med mig. Det er for tidligt for dig at gå alene.”

”Det er sent nok for mig. I madrissah’en har jeg lært at læse og skrive engelsk så nogenlunde. Jeg bliver snart helt og holdent en sahib.”

”Nej, hør bare!” lo Mahbub og betragtede den lille, gennemblødte skikkelse, som dansede i regnen. ”Salaam, Sahib!” og han hilste ironisk. ”Nå, har du fået nok af landevejen, eller vil du følge med mig til Ambala og vende tilbage som min rideknægt?”

”Jeg vil følge med dig, Mahbub Ali.”

Ottende kapitel

Something I owe to the soil that grew —
More to the life that fed —
But most to Allah Who gave me two
Separate sides to my head.

I would go without shirts or shoes,
Friends, tobacco or bread
Sooner than for an instant lose
Either side of my head.’

The Two-Sided Man.

Nå, i Guds navn, så tag da blåt i stedet for rødt,” sagde Mahbub med hentydning til den hinduiske farve af Kims lidet sømmelige turban.

Kim parerede med det gamle mundheld: ”Gerne skifter jeg tro og sengeleje, men du må betale.”

Hestehandleren lo, så han var ved at trimle af hesten. I en bod i byens udkant blev de nødvendige forandringer foretagne og Kim var nu muhammedaner, i det mindste af ydre.

Mahbub lejede et værelse lige over for banegården, sendte et bud efter et måltid af de fineste, kogte sager og syltetøj med mandler i (balushai hedder det) samt finskåret tobak fra Lucknow.

”Dette er bedre end den mad, jeg fik hos sikhen,” grinte Kim, mens han satte sig ned, ”og sikkert og vist er det, at de ikke serverer den slags kost i min madrissah.”

”Jeg ville gerne høre noget om den madrissah,” sagde Mahbub, der proppede sig med store boller af krydret fårekød, stegt i fedt med kål og gyldenbrune løg. ”Men giv mig først en fuldstændig og sandfærdig beretning om, hvorledes du slap bort. For, Alverdens Ven,” han løsnede sit knirkende bælte — ”jeg tror ikke, at det ofte hænder, at en sahib og en sahibs søn løber bort derfra.”

”Nej, hvordan skulle de kunne gøre det? De kender ikke landet. Men for mig var det let nok,” svarede Kim og begyndte at fortælle. Da han kom til forklædningen og samtalen med pigebarnet fra basaren, kunne Mahbub Ali ikke længere bevare alvoren. Han lo højt og slog sig på låret.

”Shabash! Shabash! Godt gjort, lille ven! Hvad mon turkislægen vil sige til det? Lad mig nu høre, hvad der senere hændte dig — men langsomt, skridt for skridt, udelad ikke noget.”

Så fortalte Kim sine oplevelser ”skridt for skridt”, af og til afbrudt af hoste, når han fik den stærkt duftende tobaksrøg i den gale hals.

”Jeg sagde,” brummede Mahbub Ali ved sig selv, ”jeg sagde jo, at ponyen var løbet bort for at spille polo. Frugten er allerede moden — når undtages, at han må lære at bedømme en afstand og skridte et stykke vej af og bruge målestok og kompas. — Hør nu. Jeg har holdt oberstens pisk borte fra din ryg og det er ingen ringe tjeneste.”

”Sandt.” Kim dampede roligt. ”Ganske sandt.”

”Men du må ikke tro, at denne renden hid og did gør gavn.”

”Det var min ferie, Hadji[*]. Jeg havde været slave i mange uger. Hvorfor skulle jeg da ikke løbe min vej, når skolen var lukket? Tænk også på, at jeg, ved at bo hos mine venner eller arbejde for mit brød, som jeg gjorde hos sikhen, har sparet oberst-sahib’en for betydelige udgifter.”

Mahbubs læber fortrak sig under hans velholdte muhammedaneroverskæg.

”Hvad tror du at nogle få rupier” — afghaneren strakte sin åbne hånd frem med en ligegyldig mine — ”har at sige for oberst-sahib’en? Når han giver dem ud, så er det med et bestemt formål for øje, men på ingen måde fordi han nærer nogen kærlighed til dig.”

”Det,” sagde Kim langsomt, ”har jeg vidst længe.”

”Hvem har sagt dig det?”

”Oberst-sahib’en selv. Ikke med rene ord, men dog tydeligt for en, der ikke er en ren dumrian. Han fortalte mig det i toget, da vi kørte til Lucknow.”

”Godt. Men nu vil jeg fortælle dig noget mere, Alverdens Ven, skønt jeg ved at gøre det lægger mit hoved i dine hænder.”

”Dit hoved var mit,” sagde Kim inderligt fornøjet, ”i Ambala, da du tog mig op til dig på hesten, efter at trommeslageren havde pryglet mig.”

”Forklar, hvad du mener. Alverden kan fortælle hinanden løgne, kun ikke du og jeg. For dit liv er også i min magt, dersom jeg løfter en finger her.”

”Også det ved jeg,” svarede Kim, idet han pirrede op i ilden i piben. ”Det er et meget fast bånd imellem os. Og sandt at sige har du bedre krammet på mig end jeg på dig. For hvis en dreng blev pryglet ihjel eller måske kastet i en brønd ved landevejen, hvem ville da savne ham? Derimod ville de fleste mennesker her og i Simla og hinsides bjergpassene sige: ’Hvad er der hændet Mahbub Ali?’ dersom han blev fundet død blandt sine heste. Oberst-sahib’en ville sikkert også anstille efterforskninger. Skønt på den anden side” — Kim så uhyre snedig ud — ”han ville ikke undersøge for meget og for længe, for at folk ikke skulle finde på at spørge: ’Hvad har denne oberst-sahib at gøre med en hestehandler?’ Men dersom jeg forblev i live —”

”Du ville visselig dø —”

”Måske, men jeg siger, hvis jeg forblev i live, ville jeg, og jeg alene vide, at der var kommet en mand om natten, måske som en almindelig tyv, til Mahbub Alis skillevæg i karavanserajet og havde dræbt ham dér, enten før eller efter at have gennemsøgt hans sadeltasker, ja endog sålerne i hans tøfler. Skulde jeg fortælle det til obersten, eller ville han sige til mig — (jeg har ikke glemt, hvordan han sendte mig tilbage efter et cigarfoderal, som han ikke havde efterladt) — ’Hvad vedkommer Mahbub Ali mig?’”

En tung røgsky steg til vejrs. Der blev en lang pause. Så sagde Mahbub Ali i en beundrende tone: ”Og du, som har alt dette i hovedet, du kan gå til sengs og stå op blandt alle sahib’ernes små sønner i madrissah’en og nok så beskedent lade dig undervise af dine lærere?”

”Det er en ordre,” sagde Kim blidt. ”Hvem er jeg, at jeg skulle undlade at adlyde en ordre?”

”En i allerhøjeste grad durkdreven søn af Eblis er du,” sagde Mahbub Ali. ”Men hvad er det, du fortæller om tyven og hans søgen?”

”Hvad jeg så,” svarede Kim, ”den nat, da min lama og jeg lå tæt ved din bolig i Kashmir Karavanserajet. Døren var uaflåset, hvad jeg ikke tror, er din sædvane, Mahbub. Han trådte ind, som om han var sikker på, at du ikke snart ville komme tilbage. Jeg holdt øjet til et knasthul i en planke. Han søgte som efter noget — ikke et dækken, ikke stigbøjler, ikke en tømme, ikke kobberkasseroller, men noget, som var småt og meget omhyggeligt skjult. Hvorfor mon han ellers prikkede med et spidst jern mellem sålerne på dine tøfler?”

”Hm!” Mahbub Ali smilede blidt. ”Og da du så alt dette, hvilken historie satte du så sammen i dit hoved, du Sandhedens Brønd?”

”Slet ingen. Jeg lagde min hånd på min amulet, som jeg altid bærer helt inde på kroppen, mindedes den hvide hingsts stamtavle, som jeg havde fundet i et stykke muhammedanerbrød, og drog af sted til Ambala bevidst om, at der var blevet overdraget mig et vigtigt tillidshverv. I den time var dit liv i min magt, hvis jeg havde villet det. Jeg havde kun behøvet at sige til manden: ’Jeg har her et papir, som angår en hest, men jeg kan ikke læse det.’ Hvad ville der så være sket?”

Kim skottede til Mahbub under sine øjenbryn.

”Så ville du have drukket vand to — måske tre gange. Jeg tror ikke mere end tre gange,” sagde Mahbub roligt.

”Det er sandt. Det overvejede jeg også en smule, men mest tænkte jeg på, at jeg holdt af dig, Mahbub. Derfor rejste jeg til Ambala, som du ved, men (hvad du ikke ved) jeg blev liggende skjult i havens græs for at se, hvad oberst Creighton-Sahib ville gøre, når han læste den hvide hingsts stamtavle.”

”Og hvad gjorde han?” spurgte Mahbub Ali, for Kim var pludselig standset.

”Forærer du nyheder bort af venskab, eller sælger du dem?” spurgte Kim.

”Jeg sælger dem — og jeg køber dem,” svarede Mahbub og tog et fire-anna-stykke op af sit bælte og holdt det i vejret.

”Otte,” sagde Kim, mekanisk følgende østerlændingens prangerinstinkt.

Mahbub Ali brast i latter og stak mønten til sig.

”Det er for let at gøre handler på et sådant marked, Alverdens Ven. Fortæl mig det for venskabs skyld. Hver af os har den andens liv i sin hånd.”

”Der kan være noget om det. Jeg så Jang-i-Lat Sahib (den øverstkommanderende) komme til et stort middagsselskab. Jeg så ham i Creighton Sahibs kontor. Jeg så de to læse den hvide hingsts stamtavle. Jeg hørte udstedelsen af ordrerne til at begynde en stor krig.”

”Hm!” Mahbub Ali nikkede, og det glødede dybt inde på bunden af hans øjne. ”Du spillede dit spil godt. Men den krig er nu forbi og ondet forhåbentlig kvalt, førend det satte blomst — takket være mig — og dig. Hvad gjorde du så senere?”

”Jeg benyttede, hvad jeg vidste, som en fiskekrog til at angle mad og ære blandt folkene i en landsby, hvor præsten gav min lama opium. Men jeg havde den gamle mands pung i min varetægt, så braminen fandt ingenting og næste morgen var han vred. Hoho! Og jeg brugte også min viden, da jeg faldt i hænderne på det hvide regiment med Tyren.”

”Det var dumt,” afbrød Mahbub Ali vredt. ”Viden skal ikke strøs omkring som gødningkager, men bruges sparsomt — ligesom bhang.”

”Det mener jeg også nu, og desuden havde jeg ingen gavn af det. Men det er nu meget længe siden,” han gjorde en bevægelse med sin magre, brune hånd, som om han fejede det alt sammen bort — ”og siden den tid har jeg tænkt meget alvorligt, især om natten, når jeg lå under punkah’en i madrissah’en.”

”Er det tilladt at spørge, hvorhen den himmelfødtes tanker har ført ham?” spurgte Mahbub med sarkastisk underdanighed og strøg sit røde skæg.

”Det er tilladt,” sagde Kim i en tilsvarende værdig tone. ”I Nucklao siger de, at en sahib aldrig bør indrømme overfor en sort mand, at han har begået en fejl.”

Mahbubs hånd for ind på hans bryst, for at kalde en pathaner en ”sort mand” (kala admi) er en blodig fornærmelse. Men så huskede han, hvem han talte med og brast i latter.

”Tal, Sahib! Din sorte mand hører.”

”Men,” vedblev Kim, ”jeg er ingen sahib og jeg indrømmer, at jeg tog fejl, da jeg forbandede dig, Mahbub Ali, den dag i Ambala, da jeg troede mig forrådt af en pathaner. Jeg var ude af mig selv, for jeg var nylig blevet fanget og jeg havde gerne dræbt den lavkaste trommeslager. Men nu siger jeg, Hadji, at du handlede rigtigt og jeg ser min vej til en god tjeneste ganske tydeligt for mig. Jeg vil blive i madrissah’en, indtil jeg er moden.”

”Vel talt. Især må du lære afstande og tal og at bruge et kompas, førend du kan tage del i Spillet. Oppe i bjergene bor der en mand, som vil vise dig det.”

”Jeg vil lære alt, hvad de underviser mig i, på én betingelse — at jeg får lov til at være uindskrænket herre over min tid, så længe madrissah’en er lukket. Det må du bede obersten om på mine vegne.”

”Men hvorfor taler du ikke selv til obersten i sahib’ernes tungemål og beder ham derom?”

”Obersten er regeringens tjener. Den kan med ét ord sende ham hid og did, og han må betænke sit eget avancement. (Der kan du se, hvor meget jeg allerede har lært i Nucklao!) Desuden har jeg kun kendt obersten i tre måneder, men jeg har kendt en vis Mahbub Ali i seks år. Altså: Til madrissah’en vil jeg gå, i madrissah’en vil jeg lære, i maddrissah’en vil jeg være en sahib. Men når madrissah’en er lukket, må jeg have min frihed og flakke om blandt mine egne folk. Ellers dør jeg!”

”Og hvem kalder du dine egne folk, Alverdens Ven?”

”Alle mennesker i dette store og skønne land,” sagde Kim og slog ud med hånden rundt i det lille værelse med lervæggene, hvor olielampen i sin niche brændte dunkelt i tobaksrøgen. ”Desuden vil jeg se min lama igen. Og endvidere trænger jeg til penge.”

”Det gør alle mennesker,” sagde Mahbub med en bedrøvet mine. ”Jeg vil give dig otte annas, for der er ikke mange penge i hestehandel, og de må strække til for mange dage. Hvad alt det øvrige angår, er jeg vel tilfreds, og vi behøver ikke at tale mere derom. Skynd dig nu at lære, hvad du skal, og om tre år, eller måske endda før, vil du kunne være til hjælp — selv for mig.”

”Har jeg da hidtil været dig så meget til besvær?” sagde Kim med en drengefnisen.

”Du må ikke svare igen,” brummede Mahbub. ”Du er min nye stalddreng. Gå så hen og læg dig blandt mine folk. Du finder dem tæt ved banegårdens nordlige ende sammen med hestene.”

”De vil prygle mig til banegårdens sydlige ende, hvis jeg kommer uden bevis for, at du har sendt mig.”

Mahbub følte efter i sit bælte, vædede sin tommelfinger, gned den mod en kage kinesisk tusch og trykkede den af på en stump indisk papir. Fra Balkh til Bombay kendtes dette aftryk med de grove furer og det gamle ar, der løb tværs over det.

”Det er tilstrækkeligt, når du viser det til formanden for mine folk. Jeg kommer i morgen tidlig.”

”Ad hvilken vej?” spurgte Kim.

”Ad vejen fra byen, der er kun én. Så vil vi vende tilbage til Creighton Sahib. Jeg har sparet dig for en dragt prygl.”

”Allah! Hvad en dragt prygl, når hovedet sidder løst på skuldrene?”

Kim smuttede sagte ud i mørket, gik rundt til den anden side af huset, holdende sig tæt til muren, og gik så i en retning stik modsat den, hvori stationen lå, en mils vej. Så gjorde han en stor omvej og vandrede langsomt tilbage, for han behøvede tid til at hitte på en historie for det tilfældes skyld, at en eller anden af Mahbubs folk skulle komme med spørgsmål.

De havde slået lejr på et stykke ubebygget jord tæt ved jernbanen, og da de var indfødte, havde de naturligvis ikke lukket op for de to kvægvogne, i hvilke Mahbubs heste stod sammen med et kobbel landheste, som Bombays sporvejsselskab havde købt. Formanden, en sølle tuberkuløst udseende muhammedaner, råbte straks Kim an, men beroligedes ved synet af Mahbubs fingeraftryk.

”Hadjien har været så nådig at tage mig i sin tjeneste,” sagde Kim tvært. ”Hvis du ikke tror det, så vent, til han kommer i morgen. Til da — en plads ved bålet.”

Der påfulgte det sædvanlige formålsløse vrøvl, som alle indfødte af lav kaste gør ved enhver lejlighed. Det døde hen igen, og Kim lagde sig bagved den lille skare af Mahbubs folk, næsten lige under hjulene af en vogn, med et lånt hestedækken over sig. Et leje mellem murstensbrokker og skrabsammen i en fugtig nat, midt blandt urolige heste og uvaskede baltier, ville næppe falde i ret mange hvide drenges smag, men Kim var udelt lykkelig. Nye oplevelser, nye tjenester, nye omgivelser var ham så nødvendige som åndedrættet i hans små næsebor, og tanken om de pæne, hvide senge, der stod på rad under punkahen i St. Xaviers skole, morede ham lige så inderligt som at fremsige multiplikationstabellen på engelsk.

”Jeg er meget gammel,” tænkte han søvnigt. ”Hver måned bliver jeg et år ældre. Den gang jeg bragte Mahbubs budskab til Ambala, var jeg meget ung og også et fæ. Selv den gang jeg var hos det hvide regiment, var jeg meget ung og lille og uden kløgt. Men nu lærer jeg noget hver dag og om tre år vil obersten tage mig ud af madrissah’en og sende mig ud på landevejen sammen med Mahbub Ali for at lede efter hestes stamtavler — eller måske jeg får lov til at gå alene — eller måske jeg finder lamaen og følger med ham. Ja, det er det bedste. Igen at gå som chela med min lama, når han vender tilbage til Benares.” Hans tanker blev langsommere og mere usammenhængende, og han var netop i færd med at synke hen i et dejligt drømmeland, da hans øre ramtes af en hvisken, sagte men skarp, som lød gennem den monotone snak omkring bålet. Den kom fra den anden side af den jernbeslagne hestewagon, som han lå under.

”Han er her altså ikke?”

”Han er naturligvis på sold inde i byen. Hvem ville vel søge efter en rotte i en dam? Kom, lad os gå. Han er ikke den, vi søger efter.”

”Men han må ikke vende tilbage til den anden side af bjergpassene. Således lyder ordren.”

”Så lej et fruentimmer til at forgive ham. Det koster kun et par rupier og der er ingen vidner.”

”Undtagen kvinden. Nej, vi må bruge en sikrere fremgangsmåde, og husk prisen på hans hoved.”

”Javel, men politiet har en lang arm, og vi er langt fra grænsen. Var vi endda i Peshawur!”

”Javist — i Peshawur!” hånede den anden stemme. ”Peshawur, som er fuld af hans frænder — fuld af kvinder, hvis skørter han kan skjule sig bag. Jo, Peshawur eller Helvede ville være lige gode for os.”

”Men hvad er da planen?”

”Tosse! Har jeg ikke fortalt dig den hundrede gange? Vent til han kommer for at lægge sig, så er et eneste sikkert skud tilstrækkeligt. Vognene her er mellem os og forfølgerne. Vi behøver kun at løbe tilbage over jernbanelinjen og gå vor vej. De vil ikke engang kunne se, hvorfra skuddet kom. Vent i det mindste her til daggry. Hvad er du for en fakir, at du gyser, fordi du må våge en smule?”

”Oho!” tænkte Kim, som lå med lukkede øjne. ”Der er nok igen nogen ude efter Mahbub. En hvid hingsts stamtavle er en farlig ting at sælge til sahib’erne! Eller måske Mahbub har solgt dem andre nyheder. Men hvad er her at gøre, Kim? Jeg ved ikke, hvor Mahbub er henne, og hvis han kommer her før daggry, skyder de ham. Det ville ikke være nogen gevinst for dig, Kim. Heller ikke kan man gå til politiet med denne historie, for det ville ikke være nogen gevinst for Mahbub. Og” — han lo næsten højt — ”jeg kan ikke huske noget, jeg har lært i Nucklao, som kan hjælpe mig. Allah! Her er Kim og derhenne er de. For det første må Kim altså vågne og gå sin vej på en måde, så at de ikke fatter mistanke. Slemme drømme vækker et menneske — således…”

Han rev tæppet bort fra sit ansigt og satte sig pludseligt over ende med det uhyggelige, gurglende, meningsløse hyl, som en asiater udstøder, når han vågner af et mareridt.

”Urr-urr-urr-urr! Ya-la-la-la-la! Narain! En churel! En churel!”

En churel er et særligt ondskabsfuldt spøgelse — genfærdet af en kvinde, som er død i barselseng. Hun flakker om på ensomme veje, hendes fødder vender bagud og hun piner menneskene.

Højere og højere lød Kims dirrende hyl, indtil han endelig sprang op og dinglede søvndrukken af sted, mens hele lejren bandede ham, fordi han vækkede dem. En tyve yards længere oppe langs jernbanelinjen lagde han sig igen ned og sørgede omhyggeligt for, at lurerne kunne høre ham brumme og stønne, mens han lagde sig tilrette. Nogle minutter efter rullede han sig ned mod landevejen og forsvandt i det tætte mørke.

Hurtigt benede han af sted, indtil han nåede en stenkiste, bag hvilken han lagde sig på lur med hagen i højde med den øverste sten. Her kunne han uset holde øje med alle, der færdedes på vejen.

To, tre fragtvogne rullede raslende og knirkende forbi ud ad forstæderne til. Så kom en hostende politibetjent og en eller to travle fodgængere, som sang for at holde onde ånder borte. Endelig lød en klapren af skoede hestehove.

”Aha! Der har vi nok Mahbub,” tænkte Kim, da dyret sprang sky til side for det lille hoved over stenkisten.

”Hov! Mahbub Ali!” hviskede han, ”pas på!”

Et tag i tøjlen satte hesten på bagbenene og tvang den hen imod stenkisten.

”Jeg vil aldrig mere benytte en skoet hest om natten,” sagde Mahbub. ”Den træder hver eneste bensplint og søm i hele byen op i sine hove.”

Han bøjede sig for at løfte hestens forben og bragte derved sit hoved ned til en fods afstand fra Kims.

”Duk dig, duk dig,” mumlede han. ”Natten er fuld af øjne.”

”To mænd venter på dit komme bagved vognene, hvori dine heste er. De vil skyde dig, når du lægger dig ned, fordi der er sat en pris på dit hoved. Jeg hørte dem, da jeg lå tæt ved hestene.”

”Så du dem også?… stå stille, du fader til djævle!” Dette sidste råbtes med rasende stemme til hesten.

”Nej.”

”Var en af dem måske klædt som fakir?”

”Den ene sagde til den anden: ”Hvad er du for en fakir, at du gyser, fordi du må våge en smule?”

”Godt. Gå tilbage til lejren og læg dig ned. Jeg dør ikke i nat.”

Mahbub vendte sin hest og forsvandt. Kim for af sted langs med grøften, indtil han nåede et punkt lige overfor sit forrige hvilested, smuttede tværs over vejen som en væsel og rullede sig atter ind i tæppet.

”Nu ved Mahbub det i det mindste,” tænkte han tilfreds. ”Og sikkert er det, at han talte, som om han havde ventet det. Jeg tror ikke, at de to mænd får gavn af deres nattevagt.”

Der gik en time, og skønt han havde den bedste vilje af verden til at holde sig vågen, var han faldet i dyb søvn. Af og til buldrede et tog hen ad skinnerne ikke seks yards fra ham, men han havde al østerlændingens ligegyldighed og uimodtagelighed for støj og det fremkaldte ikke engang en drøm i hans sovende hjerne.

Mahbub var alt andet end sovende. Det ærgrede på det grusomste, at folk, der ikke hørte til hans stamme og hvem hans tilfældige kærlighedseventyr ikke vedkom, stræbte ham efter livet. Hans første og naturlige indskydelse var at gå over banelinjen længere nede, liste sig tilbage igen, komme bag på sine velyndere og slå dem grundigt ihjel. Men i så tilfælde, tænkte han sørgmodigt, ville en tjenestegren, som intet havde med oberst Creighton at gøre, muligvis udbede sig forklaringer, som han kun vanskeligt kunne give, og han vidste, at syd for grænsen bliver der gjort et ligefrem latterligt vrøvl, når man finder et lig eller to. Der var ingen, som havde generet ham på denne måde, siden den aften, da han sendte Kim til Ambala med budskabet, og han havde håbet, at mistanken var blevet ledet fuldstændigt på vildspor.

Så fik han en glimrende idé.

”Englænderne taler altid sandt,” sagde han, ”derfor bliver vi, som er landets børn, altid gjort til tåber. Ved Allah, jeg vil fortælle en englænder sandheden! Hvad nytte er vel politiet til, hvis en stakkels mand fra Kabul kan blive berøvet sine heste, mens de endnu er i jernbanevognene? Det er lige så slemt her som i Peshawur! Jeg må indgive klage på politistationen. Eller bedre, tale med en af de unge sahib’er på banegården! De er ivrige i tjenesten og det regnes dem til ære, hvis de fanger en tyv.”

Han bandt sin hest udenfor banegården og gik ind på perronen.

”Hov, Mahbub Ali!” udbrød en ung trafikassistent, som stod og ventede på kørelejlighed sydpå — en høj, ung, hesteforstandig mand i snavset hvid lærredsdragt og med forpjusket hår. ”Hvad bestiller du her? Sælger øg, hvad?”

”Nej, jeg er ikke urolig for mine heste. Jeg kommer for at lede efter Lutuf Ullah. Jeg har en vogn fuld af heste lidt længere oppe ad linjen. Mon nogen kunne stjæle dem, uden at jernbanefolkene opdagede det?”

”Tror det næppe, Mahbub. Sker det, kan du kræve erstatning af os.”

”Jeg har set to mænd krybe sammen mellem vognhjulene næsten hele aftenen. Men fakirer stjæler ikke heste, så jeg tog ikke videre notits af dem. Jeg ville gerne have fat på min kompagnon Lutuf Ullah.”

”Hvad pokker, er det sandt? Og du brød dig slet ikke mere om dem? Det var min s’æl heldigt, at jeg traf dig. Hvordan så de ud?”

”Det var bare fakirer. De vil i det højeste stjæle en smule korn fra en godsvogn. Men dem er der mange af her på linjen og staten vil aldrig savne den smule. Jeg gik herhen for at søge efter min kompagnon Lutuf Ullah —”

”Blæse med din kompagnon! Hvor holder de vogne, som du har dine heste i?”

”Et lille stykke på den anden side af det sted dér langt borte, hvor lygterne hejses, når der kommer tog.”

”Nå, signalhytten. Javel.”

”Og på det spor, som er nærmest ved landevejen — på højre hånd, når man ser i denne retning. Men hvad Lutuf Ullah angår — han er en høj mand med braknæse og en persisk mynde — Aie!”

Det unge menneske havde skyndt sig af sted for at opsøge en ung og tjenstivrig politimand, for som han sagde, jernbaneselskabet havde lidt betydelige tab på grund af tyverier fra godsvogne. Mahbub Ali lo i sit farvede skæg.

”Nu kommer de med støvlebulder og stort spektakel, og så vil de undres over, at de ikke finder fakirer. Ja, de er et par meget snedige unge mennesker — Barton Sahib og Young Sahib.”

Han blev stående ligegyldig et par minutter, i forventning om at se dem komme løbende hen ad linjen parat til kamp med tyvene. Et letbygget lokomotiv kom glidende forbi perronen og han så et glimt af unge Barton bag dets skærm.

”Jeg gjorde drengen uret. Han er ikke noget helt fæ,” sagde Mahbub Ali. ”At jage tyve med ildvogn er noget nyt.”

Da Mahbub Ali ved daggry kom til sin lejr, anså ingen det for umagen værd at fortælle ham om nattens hændelser. Det vil sige, ingen undtagen en lille stalddreng, som den store mand nylig havde taget i sin tjeneste, og som Mahbub nu kaldte ind i sit lille telt, for at han skulle hjælpe med nogle pakkenelliker.

”Jeg så det alt sammen,” hviskede Kim, mens han bøjede sig over sadeltaskerne. ”To sahib’er kom kørende med et lokomotiv. Jeg løb frem og tilbage i mørket på denne side af vognene, mens lokomotivet kørte langsomt op og ned. De kastede sig over to mænd, som sad under denne vogn — Hadji, hvad skal jeg gøre med dette stykke tobak? Pakke det ind i papir og lægge det under saltposen? Javel — og slog dem til jorden. Men så huggede den ene mand efter en af sahib’erne med et fakirhorn” (Kim mente de sammenbundne bukkehorn, som er en fakirs eneste timelige våben) ”og der kom blod. Da derfor den anden sahib havde slået sin mand bevidstløs, slog han fakiren ned med en pistol, som den første mand havde tabt. Alle rasede de som gale.”

Mahbub smilede med englelig resignation. ”Nej! Dette er ikke så meget dewanee (sindsyge eller en civilretslig sag), som nizamut (kriminalsag). En pistol, siger du? Det er ti gode år i fængsel.”

”Så lå de begge to stille, og jeg tror, de næsten var døde, da de blev båret op på lokomotivet. Deres hoveder dinglede — således. Og der er meget blod på skinnerne. Vil du gå med hen og se på det?”

”Jeg har set blod før. De er sikre på tugthuset — og naturligvis vil de opgive falske navne, så ingen vil finde dem i lang tid. Det var to af mine uvenner. Din skæbne og min synes at gå i spand. Den historie vil interessere perlelægen! Men skynd dig nu med de sadeltasker og køkkentøjet, så vil vi føre hestene ud og ride til Simla.”

Hurtigt — som østerlændingene opfatter hast — under lange forklaringer, skældsord, vrøvl og sløseri, under hundrede ophold for at hente glemte småting, brød den uordentlige lejr op, og folkene førte et halvt dusin stivbenede, urolige heste af sted langs Kalka-vejen i det friske, regnfulde daggry. Kim blev snart anerkendt som Mahbub Alis yndling af alle, der ønskede at stå sig godt med pathaneren, og ingen forlangte, at han skulle arbejde. De rejste i magelige dagsmarcher og gjorde jævnligt holdt ved landevejens hvilepladser. Kalka-vejen befærdes af såre mange sahib’er og, som Mahbub Ali sagde, hver eneste ung sahib anser nødvendigvis sig selv for hestekender, og selv om han sidder i gæld til op over ørene, må han dog lade, som om han vil købe sig en ny hest. Det var grunden til, at den ene sahib efter den anden, som rullede forbi i diligencer, standsede og gav sig til at snakke med Mahbub Ali. Nogle af dem steg endog af vognen for at føle på hestenes ben og gøre dumme spørgsmål eller på grund af deres uvidenhed i de indfødtes sprog fornærme den uforstyrrelige hestehandler på det groveste.

”Første gang jeg havde med sahib’er at gøre, og det var den gang oberst Soady Sahib kommanderede i Fort Abazai og satte statsholderens lejrplads under vand, fordi han ikke kunne lide ham,” betroede Mahbub Kim, mens drengen stoppede hans pibe under et træ, ”vidste jeg ikke, hvor store tåber de var, og sligt kunne gøre mig vred. Som for eksempel —” og han fortalte Kim en historie om et udtryk, der i al uskyldighed var blevet brugt forkert — en historie, der gjorde Kim krumbøjet af grin. ”Men nu indser jeg,” vedblev Mahbub og pustede langsomt røgen fra sig, ”at det forholder sig med dem som med alle mennesker — i visse henseender er de kloge og i andre højst tåbelige. Såre tåbeligt er det at bruge et urigtigt ord overfor en fremmed, for selv om man i sit hjerte ikke mener det som en fornærmelse, hvor kan den fremmede så vide det? Han vil rimeligvis søge sandheden med en dolk.”

”Sandt. Ganske sandt,” indrømmede Kim højtideligt. ”Tåber bruger bagvendte udtryk. Jeg har hørt dem.”

”For en, der er stillet som du, er det derfor særlig nødvendigt at huske, at tingen kan ses fra to sider. Blandt sahib’er må du aldrig glemme, at du er sahib. Blandt Hinds folk må du altid huske, at du er —”

Han standsede med et halvt forbløffet smil.

”Ja, hvad er jeg? Muhammedaner, hindu, jain eller buddhist? Det er en hård nød.”

”Du er sikkert og vist vantro og derfor bliver du fordømt. Således siger min lov — eller det tror jeg da i det mindste. Men du er også min lille Alverdens Ven og jeg holder af dig. Således siger mit hjerte. Det er med troen, som med heste. En klog mand ved, at alle heste er gode — at man kan tjene på dem alle. Og jeg for mit vedkommende skulle være tilbøjelig til at mene det samme om alle trosbekendelser, hvis ikke jeg var en god sunni og hadede Tirahs mænd. Men så meget er vist, at en hoppe fra Kattiawar bliver usikker på benene og rides halt, hvis den føres bort fra sin fødeegns sandørkener til det vestlige Bengalen, og selv en hingst fra Balkh (og der gives ingen bedre heste, end dem fra Balkh, når blot de ikke var så svære over boven) kan i de store ørkener nordpå ikke måle sig med kamelerne. Det har jeg selv set. Derfor er det min hjertens mening, at det er med trosbekendelser som med heste: Hver har sine fortrin i sit eget land.”

”Men min lama sagde noget ganske andet.”

”Åh, han er en gammel drømmer fra Bhotiyal. Jeg er egentlig lidt vred på dig, Alverdens Ven, fordi du sætter så stor pris på en mand, du kender så lidt til.”

”Det er sandt nok, Hadji. Men jeg sætter nu pris på ham. Mit hjerte drages til ham.”

”Og hans til dig, hører jeg. Hjerter er som heste. De kommer og går, som de vil, og lystrer hverken bidsel eller spore. Råb til Gul Sher Khan derhenne, at han skal ramme den rødbrune hingsts tøjrepæl fastere ned. Vi ønsker ikke slagsmål mellem hestene på hver eneste hvileplads, og om et øjeblik ryger den gråbrune og den sorte sammen… men hør nu efter, hvad jeg vil sige. Er det nødvendigt for din hjertefred, at du ser den lama engang imellem?”

”Det hører med til kontrakten,” svarede Kim. ”Hvis jeg ikke får ham at se, hvis han bliver taget fra mig, løber jeg bort fra madrissah’en i Nucklao — og når jeg først er borte, hvordan så finde mig igen?”

”Det er sandt. Aldrig har et føl været bundet med et tyndere reb end du.” Mahbub nikkede med hovedet.

”Du skal ikke være bange.” Kim talte i en tone, som om han kunne være forsvundet sporløst i samme øjeblik, hvis han havde villet. ”Min lama har sagt, at han vil besøge mig i madrissah’en —”

”En tigger med skål i hånd midt iblandt alle de unge sah…”

”Ikke alle!” afbrød Kim ham fnysende. ”Mange af dem har blå øjne og sorte negle på grund af lavkasteblod. Sønner af methirani’er[*] (gadefejersker) er de — svogre til bhungi’er (gadefejere)!”

Vi behøver ikke at følge resten af den stamtavle, men Kim forklarede sin opfattelse tydeligt og lidenskabsløst, mens han sad og tyggede på en stump sukkerrør.

”Alverdens Ven,” sagde Mahbub, idet han rakte drengen sin pibe, for at han skulle kradse den ud, ”jeg har truffet mange mænd, kvinder og drenge, og ikke få sahib’er. Men i alle mine dage har jeg aldrig stødt på en djævleunge som dig.”

”Hvorfor siger du det? Jeg fortæller dig altid sandheden.”

”Måske det netop er grunden, for dette er en farlig verden for ærlige mennesker.” Mahbub kom på benene, spændte sit bælte fast og gik over til hestene.

”Eller jeg sælger den.”

Noget i stemmen fik Mahbub til at standse og vende sig om.

”Hvad er det for nye djævleskaber?”

”Otte annas, så skal jeg sige dig det,” svarede Kim med et grin. Det angår din fred og ro.”

”Åh Shaitan!”

Og Mahbub rakte ham pengene.

”Kan du huske den lille historie med tyvene om natten dernede i Ambala?”

”Eftersom mit liv var på spil, har jeg har ikke glemt den. Hvorfor spørger du?”

”Kan du huske Kashmir serajet?”

”Jeg river dig i ørerne om lidt — sahib.”

”Behøves ikke — pathaner. Sagen er, at den anden fakir, som sahib’erne slog til jorden, var den mand, der gennemsøgte din bolig i Lahore. Jeg så hans ansigt, da de løftede ham op på lokomotivet. Den selv samme mand.”

”Hvorfor har du ikke fortalt mig det før?”

”Åh, han kommer i fængsel og vil være vel forvaret i nogle år. Man behøver aldrig fortælle mere ad gangen end nødvendigt. Desuden trængte jeg ikke dengang til penge til søde sager.”

”Allah kerim!”[*] sagde Mahbub Ali. ”Monstro du en skønne dag vil sælge mit liv for lidt søde sager, dersom det falder dig ind?”

* * *

Til sin dødsdag ville Kim mindes denne lange og langsomme rejse fra Ambala, gennem Kalka og de nærliggende Pinjore-haver, op til Simla. En pludselig opsvulmen af Gagger-floden rev en af hestene med sig (naturligvis den værdifuldeste) og Kim var nær gået til bunds blandt de hvirvlende rullesten. Lidt højere oppe ad vejen blev hestene skræmte af en af regeringens elefanter og rev sig løs, og da de var i fortræffelig foderstand på grund af alt det meget græs, de havde fået i den sidste tid, tog det halvanden dag at få kobbelet samlet igen. Derefter traf de Sikandar Khan, som var på nedrejsen med nogle usælgelige krikker — resterne af hans kobbel — og Mahbub, som havde mere hestesjakren i lillefingerneglen end Sikandar Khan i alle sine telte, ville absolut købe to af de dårligste, og det kostede otte timers møjsommelige diplomatiske forhandlinger og en uendelighed af tobak. Men det var alt sammen ren lyksalighed — vejen som steg og dalede og slog bugter og sving rundt om bjergåsene der blev højere og højere. Morgenrødens skær på de fjerne, snedækkede bjergtoppe; de mangegrenede kaktusser, der voksede i terrasser op ad bjergenes stenede sider; larmen af de tusind vandløb; abernes pludren; de højtidelige deodarer[*] med deres hængende grene; udsigten over sletterne, der strakte sig dybt under dem; de regelmæssige ophold for at holde bøn (Mahbub var meget religiøs med sine renselser og påkaldelser, når han havde god tid); aftensamtalerne på lejrpladserne, når kameler og stude gumlede højtideligt sammen og deres sløve drivere fortalte landevejens nyeste nyheder — alt dette løftede og varmede Kims hjerte i hans bryst, så at han fik lyst til at synge.

”Men når sangen og dansen er forbi,” sagde Mahbub Ali, ”kommer Oberst Sahib’ens sang, og den er mindre behagelig.”

”Et skønt — et vidunderligt dejligt land er Hinds land,” sang Kim, ”og Femflodslandet er skønnest af alle. Til det vil jeg atter gå, dersom Mahbub Ali eller obersten løfter hånd eller fod imod mig. Og når jeg engang er borte, hvem vil så kunne finde mig? — Se dér, Hadji, er det staden Simla derovre? Allah, hvilken stad!”

”Min faders broder — og han var en gammel mand, den gang Mackerson Sahibs brønd i Peshawur endnu var ny — kunne mindes den tid, da der kun var to huse i hele Simla.”

Mahbub førte hestene ned fra hovedvejen og ind i Simlas nedre basar — den overfyldte labyrint, der stiger op fra dalen mod rådhuset i en vinkel på fem og fyrretyve grader. En stedkendt mand kan trodse hele politiet i Indiens sommerhovedstad, så snedigt står veranda i forbindelse med veranda, gyde med gyde og smuthul med smuthul. Her bor de mennesker, der sørger for den glade bys fornødenheder — jhampanier[*], som trækker de smukke damers rickshawer om aftenen og derefter spiller til daggry; urtekræmmere, oliesælgere, kuriositetshandlere, brændehandlere, præster, lommetyve, indfødte regeringsfunktionærer. Her drøfter glædespiger sager, som antages at være det indiske statsråds dybeste hemmeligheder. Her samles alle mulige hemmelige agenter fra halvdelen af de uafhængige stater. Her var det også, at Mahbub Ali lejede et værelse, langt omhyggeligere aflåst end hans bolig i Lahore, i en muhammedansk kvæghandlers hus. Det var et mirakuløst værelse, for i tusmørket gik en muhammedansk stalddreng derind og en time efter trådte en ung eurasier (den lucknowske piges farve var af bedste slags) i dårligt passende, færdigsyede klæder ud.

”Jeg har talt med Creighton Sahib,” sagde Mahbub Ali, ”og for anden gang har venskabets hånd afværget ulykkens pisk. Han siger, at du har spildt hele to måneder på landevejen, og at det derfor er for sent at sende dig til en skole heroppe i bjergene.”

”Jeg har sagt, at min ferie tilhører mig selv. Jeg vil ikke vide noget af en dobbelt skolegang. Det hører også med til kontrakten.”

”Oberst-sahib’en kender ikke noget til den kontrakt. Nu skal du bo i Lurgan Sahibs[*] hus, indtil det er på tide, at du rejser tilbage til Nucklao.”

”Jeg vil hellere bo hos dig, Mahbub.”

”Du ved ikke, hvilken ære der vises dig. Lurgan Sahib har selv forlangt at få dig i huset. Nu går du op ad bakken og følger vejen øverst oppe, og så glemmer du for en stund, at du nogensinde har set eller talt med mig, Mahbub Ali, der sælger heste til Creighton Sahib, hvem du heller ikke kender. Husk vel på denne ordre.”

Kim nikkede.

”Godt,” sagde han, ”men hvem er Lurgan Sahib? Nej” — han havde opfanget Mahbubs knivskarpe blik — ”jeg har virkelig aldrig hørt hans navn før. Skulle han muligvis være” — han sænkede stemmen — ”en af os?”

”Hvad mener du med at tale om os, sahib?” svarede Mahbub Ali i den tone, han plejede at anslå overfor europæere. ”Jeg er pathaner. Du er sahib og en sahibs søn. Lurgan Sahib har en butik oppe blandt europæernes butikker. Det ved hele Simla. Du kan gøre dine forespørgsler dér… og, Alverdens Ven, han er en mand, hvis øjenlågs mindste blinken skal adlydes. Folk siger, at han er troldmand, men det bryder du dig vel ikke om. Gå så op ad bakken og spørg ham selv. Nu begynder Det Store Spil.”

Niende kapitel

S’doaks was son of Yelth the wise —
Chief of the Raven clan.
Itswoot the Bear had him in care
To make him a medicine-man.

He was quick and quicker to learn —
Bold and bolder to dare:
He danced the dread Kloo-Kwallie Dance
To tickle Itswoot the Bear!

Oregon Legend

Kim gav sig af hjertens lyst i lag med den nye drejning af Hjulet. Han ville atter være sahib en tid. Med tanke herpå gav han sig, så snart han nåede den brede vej neden for Simlas rådhus, til at lede efter nogen at imponere. En hindudreng på en halv snes år sad under en lygtepæl.

”Hvor er Hr. Lurgans hus?” spurgte Kim.

”Jeg forstår ikke engelsk,” var svaret, og Kim ændrede sprog.

”Jeg skal vise dig det.”

Sammen begav de sig af sted gennem det hemmelighedsfulde tusmørke, der var fyldt af larmen fra staden nede på bakkeskrænten og af en kølig vinds pust fra det skovkransede Jakkobjerg, der hævede sine brede skuldre op mod stjernerne. Byens lys lå spredte under dem i forskellige højder og så ud som et andet firmament. Nogle var ubevægelige, andre hørte til rickshawer, i hvilke nonchalante, højttalende englændere kørte til middagsselskab.

”Her er det,” sagde Kims fører og standsede ved en veranda, hvis gulv lå i flugt med vejen. Der var ingen lukket dør, men et forhæng af perlesmykket siv, som halvt skjulte lampelyset indenfor.

”Han er kommet,” sagde drengen med en stemme kun lidet lydeligere end et suk og forsvandt. Kim var sikker på, at drengen havde stået på vagt for at være hans fører, men satte et kækt ansigt op og skød forhænget til side. En sortskægget mand med en grøn skærm over øjnene sad ved et bord, pillede med små hvide hænder skinnende småkugler op, én for én, fra en bakke, der stod foran ham, trak dem på en blank silkesnor og nynnede hele tiden hen for sig. Kim lagde mærke til, at værelset udenfor lyskredsen var fuldt af ting, der lugtede som alle orientens templer på én gang. En duft af moskus, sandeltræ og vammel jasminolie ramte hans næsebor.

”Her er jeg,” sagde Kim til sidst på de indfødtes sprog. Lugten fik ham til at glemme, at han skulle være sahib.

”Ni og halvfjerds, firs, en og firs,” talte manden hen for sig, idet han trak perle efter perle på snor så hurtigt, at Kim næppe kunne følge hans fingre. Så tog han den grønne skærm af og så fast på Kim i et halvt minut. Pupillerne i hans øjne udvidede sig og trak sig sammen igen, til de blev så små som knappenålshoveder. Han lod til at kunne gøre det efter behag. Der var en fakir ved Taksali-porten i Lahore, der havde samme evne og slog mønt af den, især når han forbandede tåbelige kvinder. Kim så interesseret til. Hans tvivlsomme ven kunne også bevæge ørene, næsten som en ged, og Kim var skuffet over, at denne nye bekendt ikke kunne gøre ham det efter.

”Du skal ikke være bange,” sagde Hr. Lurgan[*] pludseligt.

”Hvorfor skulle jeg være bange?”

”Du skal sove her i nat og bo hos mig, indtil det er tid at rejse tilbage til Nucklao. Det er en ordre.”

”Det er en ordre,” gentog Kim. ”Men hvor skal jeg sove?”

”Her i dette værelse.” Lurgan Sahib slog ud med hånden imod mørket bagved sig.

”Godt,” sagde Kim roligt. ”Nu straks?”

Lurgan Sahib nikkede og holdt lampen op over sit hoved. Idet lyset faldt på værelsets vægge, viste der sig en hel samling tibetanske djævledansemasker, ophængt oppe over de djævlebroderede draperier, der bruges ved disse uhyggelige forlystelser — hornede masker, skulende masker, masker med et udtryk af idiotisk rædsel. I en krog stod en japansk kriger i fuld rustning og fjerbusk og truede ham med en hellebard, og en snes lanser, khanda’er[*] og kuttar’er kastede det flimrende lys tilbage. Men hvad der interesserede Kim mere end alt dette — djævledansemasker kendte han fra museet i Lahore — var et glimt han så af hindudrengen med de blide øjne. Han havde forladt ham ved døren, men sad nu med korslagte ben under arbejdsbordet, mens et lille smil spillede om hans røde læber.

”Jeg tror, Lurgan Sahib vil gøre mig bange. Og jeg er sikker på, at den djævleunge under bordet gerne så mig bange. Dette værelse,” tilføjede han højt, ”ligner et vidunderhus. Hvor er min seng?”

Lurgan Sahib pegede på et stukket tæppe af indenlandsk tilvirkning, som lå i en krog tæt ved de uhyggelige masker. Så gik han med lampen og lod Kim stå i mørke.

”Var det Lurgan Sahib?” spurgte Kim, idet han lagde sig tilrette. Intet svar. Han kunne imidlertid høre hindudrengen trække vejret, og ledet af lyden krøb han tværs over gulvet, slog ind i mørket og udbrød: ”Svar, din djævel! Er det en manér at lyve for en sahib?”

Det forekom ham, at han ud fra mørket hørte genlyden af en sagte latter. Det kunne imidlertid ikke være hans ømskindede sovekammerat, for han græd. Derfor hævede Kim stemmen og råbte højt: ”Lurgan Sahib! Halløj, Lurgan Sahib! Er det også en ordre, at din tjener ikke svarer mig?”

”Det er en ordre,” lød en stemme bagved ham, og han for sammen.

”Meget godt. Men husk på,” mumlede han, mens han søgte tilbage til sit tæppe, ”at jeg prygler dig i morgen. Jeg elsker ikke hinduer.”

Det blev ingen behagelig nat, dertil var værelset for fuldt af stemmer og musik. Kim blev vækket to gange ved, at en eller anden kaldte ham ved navn. Den anden gang gav han sig til at søge og endte med at støde næsen mod en kasse, der ganske vist talte med mennesketunge, men ikke med menneskestemme. Kassen lod til at ende i en bliktrompet og at være forbundet med en mindre kasse nede på gulvet ved hjælp af ståltråd — i det mindste så vidt han kunne blive klog på det ved at føle sig for. Og stemmen, der var meget hård og skrattende, lød ud fra trompeten. Kim gned sin næse og blev mere og mere gal i skralden. Han tænkte som sædvanlig på hindi.

”Det her kunne gå an over for en tigger fra basarerne, men — jeg er sahib og en sahibs søn og dobbelt vigtigere, jeg studerer i Nucklao. Ja,” (her slog han over i engelsk) ”jeg er en af St. Xaviers drenge. Til Helvede med Hr. Lurgan! Det er en eller anden slags maskine, lissom en symaskine eller sådan noget. Det er knusende frækt af ham — vi lader os ikke skræmme så let i Lucknow — nej!” Derefter på hindi: ”Men hvad kan han vinde ved det? Han er kun en handelsmand — jeg er her i hans butik. Men Creighton Sahib er oberst — og jeg tror, at Creighton Sahib har beordret, at det skulle gøres. Nå da, hvor jeg vil tampe den hindu i morgen tidlig! Hvad er det her?”

Kassen med trompeten udslyngede en ladning af de mest udsøgte skældsord, som selv Kim næppe nogensinde havde hørt mage til, med en skingrende, ligegyldig stemme, som for et øjeblik fik hans korte nakkehår til at rejse sig. Da den uartige tingest tav for at trække vejret, blev Kim imidlertid beroliget ved at høre den sagte, symaskineagtige surren i dens indre.

”Chup (kæft)!” råbte han, og igen hørte han en sagte latter, der fik ham til at tage en beslutning. ”Chup — eller jeg slår dig i smadder!”

Men det brød kassen sig ikke om. Kim vrikkede og trak i bliktrompeten, og et eller andet løftedes med et knæk. Han havde øjensynligt lukket et låg op. Hvis der var en djævel i kassen, så var det nu det rette øjeblik til at — han snusede — sådan lugtede symaskinerne i basaren. Han skulle nok få den shaitan ned med nakken. Han trak sin jakke af og proppede den ned i kassen. En lang rund tingest bøjede sig under trykket, der lød en surren og stemmen tav — som stemmer nødvendigvis må, når man maser en tre gange sammenlagt jakke ned på vokscylinderen og ind i mekanismen på en kostbar fonograf. Hvorefter Kim, let om hjertet, lagde sig til at sove igen.

Næste morgen vågnede han ved, at Lurgan Sahib stod og så ned på ham.

”Oah!” sagde Kim, besluttet på at pukke på sin sahibværdighed. ”Der var en kasse her i nat, som skældte mig ud. Derfor stoppede jeg munden på den. Var det din kasse?”

Manden rakte hånden frem.

”Giv mig din hånd, O’Hara,” sagde han. ”Ja, det var min kasse. Jeg har den slags ting i mit hus, fordi mine venner rajaherne synes om dem. Den er nu i udu, men det var pengene værd. Ja, mine venner kongerne holder meget af legetøj — og det gør jeg undertiden også.”

Kim stjal sig til at betragte ham nøje. Han var sahib i klædedragt, men hans urdu-accent og hans betoning af det engelske tydede på, at han var alt andet end sahib. Han syntes at forstå Kims tanker, førend drengen åbnede munden, og han gjorde sig ikke den ulejlighed at forklare sig, som Fader Victor eller lærerne i Lucknow plejede. Og allerbedst — han behandlede Kim som ligemand på asiatisk vis.

”Det gør mig ondt, men du kan ikke prygle min dreng i dag. Han siger, at han vil slå dig ihjel med kniv eller gift. Han er skinsyg og derfor har jeg sat ham i skammekrogen og vil ikke tale til ham i dag. Han har netop forsøgt at dræbe mig. Du må hjælpe mig med frokosten. Han er næsten for skinsyg til, at man kan stole på ham lige nu.”

En ægte importeret engelsk sahib ville have gjort et stort nummer ud af denne historie, men Lurgan Sahib fortalte den så ligefremt, som Mahbub Ali plejede at berette om sine små oplevelser nordpå.

Butikkens bagveranda var bygget helt ud over den bratte bakkeskrænt, så at man fra den kunne kigge ned i genboens skorstene, som skik og brug er i Simla. Men hvad der fortryllede Kim endnu mere end det rent persiske måltid, som Lurgan Sahib med egne hænder tillavede, var selve butikken. Museet i Lahore var større, men her var flere vidundere — åndedolke og bedemøller fra Tibet; halsbånd af turkiser og uslebet rav; armringe af grøn jade; underlige pakker af røgelsespinde sammenstuvede i vaser besatte med uslebne granater; djævlemaskerne fra den foregående aften og en hel væg fuld af lyseblå draperier; forgyldte buddhafigurer og små transportable lakerede altre; russiske samovarer med turkiser på låget; porcellænskopper så tynde som æggeskaller i sære, ottekantede bambuskasser; gule elfenbenskrucifikser — fra Japan af alle steder, efter hvad Lurgan Sahib sagde; tæpper i støvede baller, som stank nederdrægtigt og var skubbet om bag iturevne og mugne skærmbrætter prydede med geometriske figurer; persiske vandkander til håndvask efter måltidet; matte kobberrøgelsekar, som hverken var kinesiske eller persiske, med friser af fantastiske djævle; anløbne og buklede sølvbælter; hårnåle af jade, elfenben og grøn kalcedon; våben af alle slags og arter og tusind andre rariteter var lagt i kasser eller ophobede eller blot kastet hulter til bulter i værelset, så at pladsen kun var fri rundt om det vaklende fyrretræsbord, hvor Lurgan Sahib arbejdede.

”Alt det er bagateller,” sagde Kims vært, mens han fulgte hans blik. ”Jeg køber dem, fordi de er smukke, og undertiden sælger jeg dem — hvis jeg synes om køberens udseende. Men mit arbejde — eller noget af det — ligger på bordet dér.”

Det skinnede i morgensolens lys — lutter røde og blå og grønne glimt, hist og her fremhævede af en diamants skarpe, blåhvide stråle. Kim spilede øjnene op.

”Ja, de sten dér er sunde nok. Solen skader dem ikke. Desuden er de billige. Men med syge sten er det helt anderledes.” Han fyldte på ny Kims tallerken. ”Ingen andre end jeg kan kurere en syg perle eller genskabe den blå farve i en turkis. Opaler vil jeg ikke tale om — ethvert fæ kan kurere en opal — men for syge perler er der kun mig. Sæt, jeg gik hen og døde! Så var der slet ingen… Nej, du kan ikke udrette noget med juveler! Det vil også være fuldt tilstrækkeligt, dersom du med tiden lærer at forstå dig en smule på turkiser.”

Han gik hen til den anden ende af verandaen for at fylde den svære, porøse vandkrukke fra filtrerapparatet.

”Vil du have vand?”

Kim nikkede. Lurgan Sahib, som var femten fod fra ham, lagde sin ene hånd på krukken. I næste øjeblik stod den ved siden af Kim, fuld indtil en halv tomme fra randen, og den hvide dug viste kun ved en lille fold den vej, den var rutschet.

”Wah!” udbrød Kim i den dybeste forbavselse. ”Det er hekseri!”

Lurgan Sahibs smil viste, at han syntes om komplimenten.

”Kast den tilbage.”

”Den går i stykker.”

”Jeg siger: Kast den tilbage til mig.”

Kim kastede den på lykke og fromme. Den faldt på gulvet og gik i halvhundrede stykker, og vandet sivede ud mellem verandaens dårligt sammenføjede planker.

”Jeg sagde, at den ville gå i stykker.”

”Lige meget. Se på den. Se på det største stykke.”

Det største skår lå med en smule vand i sin krumning og glimtede som en stjerne på gulvet. Kim så fast på det. Lurgan Sahib lagde sin ene hånd let på hans nakke, strøg to eller tre gange henover den og hviskede: ”Se! Krukken skal samle sig igen, stykke for stykke. Først skal det store skår forene sig med de to andre til højre og venstre — til højre og til venstre. Se!”

Om det så havde været hans liv om at gøre, kunne Kim ikke have drejet hovedet. Den lette berøring holdt ham fast som i en skruestik og blodet rullede med en behagelig prikken gennem hans årer. Nu var der ét stort skår, hvor der havde været tre, og over dem hævede sig et skyggeagtigt omrids af hele krukken. Han kunne se verandaen gennem det, men for hvert pulsslag blev det tættere og mørkere. Men krukken — hvor tankerne bevægede sig langsomt! — krukken var blevet knust for hans øjne. Nok en bølge af kildrende ild løb ned ad hans hals, idet Lurgan Sahib bevægede hånden.

”Se! Nu danner den sig,” sagde Lurgan Sahib.

Hidtil havde Kim tænkt på hindi, men nu blev han grebet af en skælven og med en anstrengelse som en svømmer, der ser sig omgivet af hajer og springer halvvejs op af vandet, for hans sjæl op fra det mørke, der ville opsluge den, og søgte tilflugt i — multiplikationstabellen på engelsk!

”Se! Nu danner den sig,” hviskede Lurgan Sahib.

Krukken var blevet knust — ja, knust — ikke hindi-ordet, det ville han ikke tænke på — men knust — i halvhundrede stykker, og to gange tre var seks og tre gange tre var ni og fire gange tre var tolv. Han klyngede sig med fortvivlelsens kraft til tabellen. Det skyggeagtige omrids af krukken forsvandt som en tåg’e, når man gnider øjnene. Dér lå skårene. Dér flød det spildte vand, som allerede tørredes i solen, og gennem verandaens sprækker kunne han se striber af husets hvide mur nedenunder — og tre gange tolv var seks og tredive!

”Se! Danner den sig nu?” spurgte Lurgan Sahib.

”Men den er knust — knust,” gispede Kim. Lurgan Sahib havde i det sidste halve minut mumlet sagte hen for sig. Med et ryk drejede Kim hovedet til siden. ”Se! Dekho![*] Skårene ligger der som før.”

”Skårene ligger der som før,” sagde Lurgan og betragtede Kim nøje, mens drengen gned sin hals. ”Men du er den første af mange, som har set det.”

Han tørrede sin brede pande.

”Var det også hekseri?” spurgte Kim mistænksomt. Det kriblede ikke længere i hans årer. Han følte sig ualmindelig lysvågen.

”Nej, det var ikke hekseri. Det var kun en prøve for at se, om der var — en fejl i en juvel. Undertiden kan selv meget smukke juveler falde fra hinanden, hvis en mand med den rette viden holder dem i sin hånd. Derfor må man være forsigtig, før man indfatter dem. Sig mig, så du skikkelsen af krukken?”

”Ja, et øjeblik. Den begyndte at vokse op som en blomst fra jorden.”

”Og hvad gjorde du så? Jeg mener, hvad tænkte du på?”

”Oah — jeg vidste, at den var knust, og derfor tænkte jeg på det, tror jeg — og knust var den.”

”Hm! Er der nogen, der nogensinde før har prøvet den slags hekseri med dig?”

”Tror du,” sagde Kim, ”at jeg så ville finde mig i det igen? Jeg ville løbe min vej.”

”Og nu er du ikke bange — vel?”

”Ikke nu.”

”Lurgan Sahib betragtede ham nøjere end nogensinde.

”Jeg vil spørge Mahbub Ali — ikke nu, men en anden gang,” mumlede han. ”Jeg er tilfreds med dig — og jeg er ikke tilfreds med dig. Du er den første, som nogensinde har reddet sig selv. Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvad det var, som… men du har ret. Du bør ikke fortælle det — ikke engang til mig.”

Han gik ind i den halvmørke butik, satte sig ved bordet og gned sine hænder sagte. Et lille, kvalt suk lød bag en bunke tæpper. Det var hindudrengen, der nok så lydigt stod i skammekrogen med ansigtet mod væggen. Hans magre skuldre dirrede af sorg.

”Åh, han er så skinsyg, så skinsyg! Jeg gad vide, om han en anden gang vil prøve at komme gift i min morgenmad, så at jeg må lave den om.”

”Kubbee — kubbee nahin (aldrig — aldrig nej)!” lød svaret hulkende.

”Eller om han vil dræbe den anden dreng?”

”Kubbee — kubbee nahin!”

”Hvad tror du, at han vil gøre?” spurgte Lurgan Sahib og vendte sig pludselig om mod Kim.

”Oah. Jeg ved ikke. Hvad han har lyst til, måske. Hvorfor ville han forgive dig?”

”Fordi han holder så meget af mig. Sæt nu, at du holdt af en eller anden og du så et menneske komme og den mand, som du holdt af, syntes bedre om dette menneske end om dig, hvad ville du så gøre?”

Kim tænkte sig om. Lurgan gentog sit spørgsmål langsomt på de indfødtes sprog.

”Jeg ville ikke forgive manden,” svarede Kim tankefuldt, ”men jeg ville banke drengen — hvis drengen holdt af min mand. Men først ville jeg spørge drengen, om det var sandt.”

”Han tror, at alle må holde af mig.”

”Så synes jeg, at han er et fæ.”

”Hører du!” sagde Lurgan Sahib til de dirrende skuldre. ”Sahib’ens søn synes, at du er en lille tosse. Kom så herhen. Men næste gang dit hjerte føler sorg, må du ikke anvende hvid arsenik slet så åbenlyst. Djævelen Dasim[*] må have hersket over vor borddug i dag! Jeg kunne være blevet syg, barn, og så måtte en fremmed have passet på juvelerne. Kom så!”

Rødøjet af gråd kom drengen luskende frem bagved tæpperne og kastede sig lidenskabeligt for Lurgan Sahibs fødder med en gribende anger, som gjorde indtryk selv på Kim.

”Jeg vil stirre i blækpølene[*] — jeg vil vogte juvelerne trofast! Åh, du min fader og min moder, send ham bort!” han sparkede bagud med sin bare hæl for at vise, at det var Kim, han mente.

”Endnu ikke — endnu ikke. Om kort tid går han sin vej igen. Men nu er han i skole — i en ny madrissah — og du skal være hans lærer. Leg juvellegen med ham. Jeg vil føre regnskabet.”

Drengen tørrede øjeblikkeligt sine tårer og sprang hen til butikkens bagvæg, hvorfra han kom tilbage med en kobberbakke.

”Giv mig noget!” sagde han til Lurgan Sahib. ”Lad det komme fra din hånd, ellers siger han måske, at jeg i forvejen vidste, hvad det var.”

”Rolig — rolig,” svarede manden, og fra en bordskuffe tog han en lille håndfuld raslende småting og lagde dem på bakken.

”Nå,” sagde drengen og svang en gammel avis i luften, ”se nu på dem, så længe du vil, fremmede. Tæl dem, berør dem om nødvendigt. Ét blik er nok for mig.” Han vendte stolt ryggen til.

”Men hvori består legen?”

”Når du har talt dem og haft dem i hænderne og er sikker på, at du kan huske dem alle, breder jeg denne avis over dem, og så skal du opremse dem for Lurgan Sahib. Jeg vil nedskrive min liste.”

”Oah.” Kappelysten vågnede i Kims bryst. Han bøjede sig over bakken. Der lå kun femten sten på den.

”Det er let nok,” sagde han efter et minuts forløb.

Drengen lagde avisen over de blinkende ædelsten og gav sig til at skrive i en regnskabsbog af dem, de indfødte bruger.

”Under avisen er der fem blå sten — en stor, en noget mindre og tre ganske små,” begyndte Kim hurtigt. ”Der er fire grønne sten, den ene med et hul i. Der er en gennemsigtig gul sten og en, der ligner en pibespids. Der er to røde sten og — og — jeg ved, at der er femten i det hele, men de to sidste har jeg glemt. Nej, vent lidt! Der var et lille, brunligt stykke elfenben, og — og — vent lidt…”

”En — to —” Lurgan Sahib talte til ti. Kim rystede på hovedet.

”Hør nu min optælling!” faldt hindudrengen ind med en jublende latter. ”Først er der to dårlige safirer — på to og fire ruttees[*], så vidt jeg kan dømme. Den største er splintret i kanten. Så er der en glat turkis med sorte årer fra Turkestan og to andre med indskrifter — den ene bærer Guds navn med forgyldte bogstaver, men hvad der står på den anden, kan jeg ikke læse, for den har siddet i en gammel ring og er meget ridset. Det var de fem blå sten. Endvidere er der fire ridsede smaragder, af hvilke én er gennemboret på to steder og en anden lidt udskåret —”

”Deres vægt?” sagde Lurgan Sahib roligt.

”Tre, fem, fem og fire ruttees, skulle jeg tro. Der er et stykke gammelt, grønligt rav og en sleben topas fra Europa. Der er en fejlfri rubin på to ruttees fra Burma og en ridset balasrubin på to ruttees. Der er et stykke udskåret kinesisk elfenben, som forestiller en rotte, der udsuger et æg. Og endelig er der — hoho! — en krystalkugle så stor som en bønne, indfattet i guldblad.”

”Han klappede i hænderne, idet han sluttede sin opregning.

”Han er din mester,” sagde Lurgan Sahib med et smil.

”Pyt!” svarede Kim og blev rød i hovedet. ”Han kendte stenenes navne. Lad os prøve igen! Men med almindelige ting, som både han og jeg kender.”

Atter og atter fyldte de bakken med alt muligt fra butikken og endog fra køkkenet, og hver eneste gang vandt hindudrengen, så at Kim ikke kunne lade være at udtrykke sin forbavselse.

”Bind mig for øjnene — lad mig blot føle en eneste gang med mine fingre, og selv da vil jeg lade dig med dine åbne øjne bag mig!” udfordrede hindudrengen Kim.

Kim stampede i jorden af ærgrelse, da drengen beviste, at det ikke var tomt pral.

”Hvis det var mænd — eller heste,” sagde han, ”kunne jeg gøre det bedre. Men denne leg med tænger og knive og sakse er for ubetydelig for mig.”

”Først lære — siden undervise,” svarede Lurgan Sahib. ”Indrømmer du, at han er din mester?”

”Vist så. Men hvorledes lader det sig gøre?”

”Ved at gøre det mange gange om og om igen, indtil man kan gøre det til fuldkommenhed — og det er umagen værd.”

Hindudrengen var i strålende humør og klappede endog Kim på skulderen.

”Du skal ikke give op,” sagde han. ”Jeg vil selv lære dig det.”

”Og jeg vil påse, at du lærer det godt,” tilføjede Lurgan Sahib, stadig på de indfødtes sprog, ”for når jeg undtager min dreng her — det var tåbeligt af ham at købe så meget hvid arsenik, når han kunne have fået det af mig, hvis han havde spurgt — når jeg undtager min dreng her, har jeg ikke i lange tider truffet nogen, hvem det bedre kan lønne sig at undervise. Vi har ti dage for os, inden du skal tilbage til Nucklao, hvor du ikke lærer noget — som betaler sig i længden. Jeg tror, at vi bliver venner.”

Det blev ti højst mærkværdige dage, men Kim morede sig alt for godt til at tænke over, hvor besynderlige de var. Om formiddagen legede de juvellegen — undertiden med virkelige ædelsten, undertiden med dynger af sværd og dolke, undertiden med fotografier af indfødte. Om eftermiddagen trak han og hindudrengen på vagt i butikken, sad lydløse bag en balle tæpper eller et skærmbræt og iagttog Hr. Lurgans talrige og højst sælsomme besøgende. Der var små rajaher, hvis hostende eskorte forblev ude på verandaen og som kom for at købe snurrepiberier — såsom fonografer og mekanisk legetøj. Der var damer, som kom for at se på halsbånd, og mænd, som — således forekom det i det mindste Kim, men måske hans dømmekraft var hildet af tidligere erfaringer — kom for at se på damerne. Der var indfødte fra uafhængige hoffer eller vasalstater, hvis foregivne forretning var at få beskadigede halsbånd reparerede — strømme af blinkende lys vældede ud over bordet — men hvis virkelige formål syntes at være at låne penge til vrede maharanier eller unge rajaher. Der var babuer, hvem Lurgan Sahib tiltalte oppefra og nedefter, men ved slutningen af hver samtale gav han dem penge — sølv og sedler. Der var af og til sammenkomster af langkjortlede, indfødte skuespillere, som drøftede metafysiske spørgsmål på engelsk og bengali, til stor opbyggelse for Hr. Lurgan. Han var altid interesseret i religiøse spørgsmål. Når dagen var omme, måtte Kim og hindudrengen — hvis navn ændredes efter Lurgans forgodtbefindende — afgive detaljeret beretning om hvad de havde set og hørt, deres mening om hver enkelts karakter, sådan som den gav sig udtryk i hans ansigt, tale og væsen, og deres formodninger om hans virkelige ærende. Efter aftensmaden morede Lurgan Sahib sig med at klæde dem ud, og for denne leg viste han en interesse, der var højst belærende. Han havde en vidunderlig evne til at male ansigter. Med et stænk her og en streg dér, kunne han forandre dem til ukendelighed. Butikken var fuld af alle slags dragter og turbaner, og Kim blev udklædt snart som en ung muhammedaner af god familie, snart som oliehandler, og engang — en særlig fornøjelig aften — som søn af en godsejer i Oudh i allerfineste pynt. Lurgan Sahib havde et falkeøje for selv de mindste fejl i udstafferingen og liggende på en gammel sofa af teaktræ kunne han i timevis forklare, hvordan mænd af den og den kaste talte eller gik eller hostede eller spyttede eller nøs, og da hvorledes kun har lidt at sige i denne verden, forklarede han også alle tingenes hvorfor. Hindudrengen var klodset til denne leg. Hans lille ånd, skarp som en istap når det drejede sig om regnskab over ædelsten, kunne ikke trænge ind i en andens sjæl, men i Kim vågnede en dæmon, som sang af glæde, når han iførte sig de forskellige dragter og med det samme forandrede talesæt og holdning.

Henrevet af sin begejstring tilbød han en aften at vise Lurgan Sahib, hvorledes disciplene af en vis fakirkaste, hans gamle bekendte fra Lahore, tiggede almisser ved landevejen og hvordan en sådan discipel ville tiltale en englænder, en punjab landmand på vej til markedet og en utilsløret kvinde. Lurgan Sahib lo af fuld hals og bad Kim blive siddende en halv times tid aldeles ubevægelig, sådan som han var, i bagværelset — askesmurt og med korslagte ben og vilde øjne. Da den halve time var omme, kom han tilbage med en kolossal, forædt babu[*], hvis bestrømpede ben dirrede af fedt, og ham underholdt Kim med en dosis landevejssnak. Lurgan Sahib — dette ærgrede Kim — holdt øje med babuen og ikke med ham.

”Jeg synes,” sagde babuen langsomt, mens han tændte en cigaret, ”jeg er af den anskuelse, at dette er en højst ualmindelig og særdeles dygtigt spillet forestilling. Hvis De ikke havde sagt mig det i forvejen, ville jeg have troet, at — at — at De holdt mig for nar. Hvornår kan han være en næsten tilstrækkelig god landmålerassistent? For så vil jeg straks tage ham i min tjeneste.”

”Det er, hvad han må lære i Lucknow.”

”Så sig ham, at han skal skynde sig aldeles forbandet. God nat, Lurgan.” Og babuen gik bort som en ko i en sump.

Da de om aftenen drøftede dagens besøgende, spurgte Lurgan Sahib Kim, hvem han troede, at den mand var.

”Gud ved!” svarede Kim muntert. Tonefaldet kunne næsten have narret Mahbub Ali, men kom til kort overfor manden, der kunne helbrede syge perler.

”Det er sandt. Gud ved. Men jeg ønsker at høre, hvad du mener.”

Kim skævede til sin vært. Hans blik tvang til sandhed.

”Jeg mener, at han vil have brug for mig, når jeg kommer ud af skolen — men,” vedblev han i en mere fortrolig tone, da Lurgan Sahib nikkede bifaldende, ”jeg forstår ikke, hvordan han kan bære mange forskellige dragter og tale med mange tunger.”

”Du vil forstå mange ting sidenhen. Han skriver beretninger til en vis oberst. Han er kun æret og agtet her i Simla, og det bør bemærkes, at han intet navn har, men kun et bogstav og et nummer — som skik er blandt os.”

”Og er der sat en pris på hans hoved, som på Mah — på alle de andres?”

”Endnu ikke, men dersom en dreng, som nu sidder her, rejste sig og gik — du ser, døren er åben — til et vist hus med en rødmalet veranda bag det gamle teater i den nedre basar og ind gennem skodderne hviskede: ’Hurree Chunder Mookerjee bragte de dårlige nyheder i forrige måned’, så kunne den dreng gå bort med et bælte fuldt af rupier.”

”Hvor mange?” spurgte Kim rask.

”Fem hundrede — tusind — så mange som han ville kræve.”

”Godt. Og hvor længe ville den dreng leve efter at have fortalt nyheden?” Og Kim smilede lystigt Lurgan Sahib op i ansigtet.

”Ja, rigtigt! Det må også tages i betragtning. Måske, hvis han var meget snild, kunne han leve dagen til ende — men ikke natten. På ingen måde natten.”

”Hvor stor er babuens løn, når der betales så meget for hans hoved?”

”Firs — måske hundrede — måske halvandet hundrede rupier. Men lønnen er det mindste af arbejdet. Fra tid til anden lader Gud mennesker fødes — og du er et sådant menneske — hvis lyst det er at vandre om, selv med fare for deres liv, og opdage nyheder — i dag måske fjerne egne, i morgen et eller andet ukendt bjerg, i overmorgen nogle nærtboende mænd, der har gjort dumheder mod regeringen. Sådanne mennesker er få i tal, og af disse få er ikke mere end ti af bedste slags. Til disse ti regner jeg babuen. Og det er mærkværdigt. Hvor stor og attråværdig må den gerning være, som stålsætter en bengalis hjerte!”

”Det er sandt, men dagene går langsomt for mig — jeg er endnu en dreng, og det er kun to måneder siden, at jeg blev i stand til at skrive angrezi (engelsk). Selv nu læser jeg det ikke godt. Og der vil gå år og dag, før jeg kan blive så meget som landmålerassistent.”

”Vær tålmodig, Alverdens Ven” — det gav et sæt i Kim ved lyden af det navn. ”Gid jeg havde nogle af de år, der plager dig. Jeg har prøvet dig på forskellig vis og jeg skal ikke glemme det, når jeg rapporterer til oberst-sahib’en.”

Så slog han pludseligt over i engelsk og fortsatte med en dyb latter:

”Jeg tror pinedød, at der er meget i dig, O’Hara. Men du må ikke blive stolt og du må tie. Nu skal du rejse tilbage til Lucknow og være en artig lille dreng og læse dine lektier, som englænderne siger. Så kan du måske i din næste ferie, hvis du vil, komme tilbage til mig!”

Kim blev lang i ansigtet. ”Ja, jeg mener naturligvis, hvis du har lyst. Jeg ved, hvor du helst vil hen.”

Fire dage efter var Kim og hans lille kuffert anbragt på bagsædet af en vogn, der gik til Kalka. Hans rejsefælle var den hvalfiskeagtige babu, som med et frynset shawl viklet om hovedet og det ene tykke, svikkelstrømpede ben trukket op under sig sad og brummede og gøs i den kolde morgenluft.

”Hvordan kan denne mand være én af os?” tænkte Kim, idet han betragtede hans flæskeryg, mens de skumplede ned ad vejen. Og denne tanke førte ham ind i de behageligste drømmerier. Lurgan Sahib havde givet ham fem rupier — en storslået sum — samt løftet om sin yndest, hvis han var flittig. Modsat Mahbub havde Lurgan Sahib talt meget direkte om lydigheds belønning og Kim var tilfreds. Hvis han blot ligesom babuen kunne opnå den værdighed at have et bogstav og et tal — og få en pris sat på sit hoved! Ja, det kom nok alt sammen en skønne dag, og mere end det. En gang ville han måske blive næsten lige så stor som Mahbub Ali! Det halve Indien ville være hans arbejdsplads. Han ville følge og udspejde konger og ministre, som han i gamle dage havde fulgt vakil’er[*] og sagførerbude rundt i Lahore på Mahbub Alis bud. Men her og nu var der den ingenlunde ubehagelige kendsgerning, at han var på vej tilbage til St. Xaviers skole. Der ville han træffe nye drenge, som han kunne være nedladende overfor, og der ville han få kammeraternes fortællinger om deres bedrifter i ferien at høre. Unge Martin, søn af teplanteren i Manipur, havde pralet med, at han ville tage en bøsse og drage i krig mod hovedjægerne. Måske han havde gjort det, men sikkert var det, at unge Martin ikke var blevet sprængt tværs over en slotsgård i Patiala ved en fyrværkerieksplosion, og heller ikke havde han… Kim gav sig til at fortælle sig selv historien om sine oplevelser i de sidste tre måneder. Han ville kunne lamslå hele St. Xavier — selv de største drenge, som barberede sig — med sin fortælling, hvis han bare havde lov. Men det var naturligvis udelukket. En gang med tiden ville der blive sat en pris på hans hoved, det havde Lurgan Sahib forsikret ham. Men var han så tåbelig at snakke over sig nu, ville den pris ikke blot aldrig blive til noget, men oberst Creighton ville fornægte ham og hans tilbageværende korte levetid ville være prisgivet Lurgan Sahib og Mahbub Ali.

”Altså ville jeg miste Delhi for en fisk,” filosoferede han med et ordsprog. Nej, han måtte glemme sin ferie (han ville altid kunne have den fornøjelse at hitte på imaginære bedrifter) og, som Lurgan Sahib havde sagt, arbejde flittigt.

Af alle de drenge, der vendte tilbage til St. Xavier, lige fra Sakhir i sandørknerne og til Galle under palmerne, var ingen så fuld af gode forsætter som Kimball O’Hara, der nu rullede ned ad Ambalavejen bagved Hurree Chunder Mookerjee, der i en af den etnologiske kommissions protokoller stod opført som R.17.

Og dersom Kims dydige forsætter trængte til yderligere opmuntring, så sørgede babuen derfor. Efter at have indtaget et enormt måltid i Kalka gav han sig til at tale længe og uafbrudt. Skulle Kim i skole? I så tilfælde ville han, der havde taget magistergraden ved universitetet i Calcutta, forklare ham fordelene ved en god uddannelse. Man kunne vinde meget ved at ofre latinen og Wordsworths Udflugten passende opmærksomhed (alt dette var græsk for Kim). Fransk var også særdeles vigtigt, og den bedste slags var at få i Chandernagore, nogle få mil fra Calcutta. Man kunne også nå vidt, som han selv havde gjort, ved med stor opmærksomhed at studere to dramaer, der hed Lear og Julius Cæsar og som begge var stærkt i kurs ved eksaminer. Lear havde færre historiske hentydninger end Julius Cæsar. Bøgerne kostede fire annas stykket, men kunne købes brugt i Bow Basaren for to. Men langt vigtigere end Wordsworth eller de fortræffelige forfattere Burke og Hare[*] var landmålerkunsten. En dreng, som bestod eksamen i dette fag — i hvilket der, i parentes bemærket, ikke fandtes nogen kortfattet lærebog, med hvis indhold man lige akkurat kunne klemme sig igennem til eksamen — en sådan dreng kunne, blot ved at gennemvandre en landstrækning med et kompas og et nivelleringsinstrument og et årvågent øje, danne sig et billede af landet — et billede, som senere kunne sælges for meget sølv. Og da det undertiden er ubekvemt at bære målekæder med sig, ville en dreng gøre klogt i at kende den nøjagtige længde af sine egne skridt, så at han kunne afskridte en distance, selv om han var uden, hvad Hurree Chunder kaldte ”kunstige hjælpemidler”. Hurree Chunders erfaring havde lært ham, at til regnskab med tusinder af skridt var intet værdifuldere end en rosenkrans med en og firs eller hundrede og otte perler, ”For disse tal var delelige og underdelelige i mange multipla og submultipla”. Gennem disse engelske svadaer fangede Kim hans tankegang og den interesserede ham højligt. Her var tale om et nyt håndværk, som man kunne stuve sammen i sit hoved, og alt som den store, vide verden udfoldede sig for Kims blik, kom han mere og mere til den overbevisning, at jo mere man ved, jo bedre.

Til sidst, efter at have talt i halvanden time, sluttede babuen således: ”Forhåbentligt får jeg engang den fornøjelse at gøre Deres bekendtskab officielt. Ad interim,[*] hvis jeg tør tillade mig dette udtryk, vil jeg bede Dem modtage denne betelæske, som er en højst værdifuld genstand og som kostede mig to rupier for fire år siden.”

Det var en tarvelig, hjerteformet messingdåse med tre rum til de evindelige betelnødder, kalk og panblade. Men den var fuld af små pilleflasker. ”Det er en belønning for deres optræden som hellig mand. De er så ung, forstår De, at De tror at kunne leve evigt uden at tage vare på Deres legeme. Men det er en stor ubehagelighed at blive syg midt under arbejdet. Jeg holder selv meget af medicin og den er nyttig til at kurere fattige folk. Dette er fortræffelige lægemidler, købt i statens autoriserede udsalg — kinin og så fremdeles. Jeg giver den til Dem som en souvenir. Og nu farvel. Jeg har vigtige private forretninger her i nabolaget.”

Lydløs som en kat smuttede han ned fra vognen, prajede en ekka, der rullede forbi ad Ambalavejen, og kørte bort, mens Kim blev siddende målløs og vendte og drejede messingdåsen mellem hænderne.

* * *

En beretning om en drengs opdragelse interesserer sjældent andre end hans forældre, og Kim var, som læseren ved, forældreløs. I St. Xaviers skoleprotokoller står optegnet, at der hvert halvår blev sendt rapport om Kims fremskridt til oberst Creighton og til Fader Victor, fra hvem skolepengene regelmæssigt indsendtes. Det berettes ydermere i samme protokoller, at Kim viste ypperlige anlæg for matematik og korttegning og fik en præmie (Lord Lawrences Levned, to bind i kalveskind til ni rupier og otte annas) for sin duelighed deri, og at han samme semester var medlem af St. Xaviers krickethold[*] i matchen med den muhammedanske højskole i Alighur, samt at han den gang var fjorten år og ti måneder gammel. Ligeledes blev han omtrent på samme tid revaccineret — hvoraf man kan slutte, at der havde været endnu en koppeepidemi i Lucknow. Nogle blyantsbemærkninger i randen af en gammel klasseprotokol giver den oplysning, at han blev straffet flere gange på grund af ”samtale med upassende personer” og én gang lader det til, at han har fået en alvorlig straf, fordi han havde ”absenteret sig fra skolen og tilbragt en hel dag i selskab med en tigger.” Det var den gang han kravlede over porten og bad og bønfaldt lamaen hele dagen lang nede ved bredderne af Gumtifloden om at følge med ham på hans næste ferietur — blot en måned — blot én eneste kort uge — og lamaen gjorde sig hård som flint og afslog det med den begrundelse, at tiden ikke var inde. Hvad Kim havde at gøre, sagde den gamle mand, mens de spiste kager sammen, var at indsuge al sahibernes visdom, så kunne de altid se. På en eller anden måde må venskabets hånd have afværget ulykkens pisk, for seks uger efter ses det, at Kim, i en alder af femten år og otte måneder, har taget en eksamen i landmålerkunstens begyndelsesgrunde og klaret sig ”Særdeles tilfredsstillende”. Fra dette øjeblik tier protokollerne om ham. Hans navn findes ikke blandt dem, som skolen det år dimitterede til det indiske landmålerkorps. Den eneste bemærkning, der findes om ham, er: ”Taget ud af skolen på grund af ansættelse.”

Adskillige gange i løbet af de tre år viste lamaen sig i Tirthankernes Tempel i Benares, en smule magrere og om muligt lidt gulere end før, men så blid og renhjertet som nogensinde. Snart var det fra Syden, at han kom — fra Tuticorin, hvorfra de vidunderlige ildskibe går til Ceylon, hvor man finder præster, der forstår pali[*]. Snart var det fra det fugtige, grønne Vesten og de tusind bomuldsfabriksskorstene, der omgiver Bombay. Og én gang var det fra Norden, hvorhen han havde rejst otte hundrede engelske mil for at få én dags samtale med Vogteren af Billederne i Vidunderhuset. Han plejede at vandre ganske stilfærdigt ind i sin kølige marmorcelle — præsterne i templet var gode mod den gamle mand — vaske rejsens støv af sig, fremsige sine bønner og derpå tage af sted til Lucknow i en tredje klasses kupé — for nu havde han vænnet sig til at køre med jernbane. Når han så kom tilbage, var det påfaldende — som hans ven, den Søgende præst, påpegede for ypperstepræsten — at han for en stund glemte at sørge over, at han ikke kunne finde sin Flod, og undlod at tegne vidunderlige billeder af Livets Hjul, hvorimod han foretrak at tale om den skønhed og visdom, der fandtes hos en vis mystisk chela, som ingen i templet nogensinde havde set. Ja, han havde fulgt sporene af Den Højtvelsignedes fødder gennem hele Indien. (Museets bestyrer har endnu i sit værge en højst vidunderlig beretning om hans vandringer og overvejelser). Han havde ikke mere at gøre i dette liv end at finde Pilens Flod. Alligevel var det blevet ham betydet i drømme, at han ikke kunne påtage sig det med håb om held, hvis ikke han på sin Søgen medtog den chela, der var blevet udpeget til at skænke foretagendet et heldigt udfald, og som var i besiddelse af stor visdom — visdom af den slags, som hvidhårede Vogtere af Billeder besidder. For eksempel (her kom snusdåsen frem, og de venlige jainpræster tav hurtigt:

”For længe, længe siden, da Devadatta var konge i Benares — lyt alle til denne Jâtaka![*] — blev en elefant fanget af kongens jægere og om dens fod blev der lagt en smertende jernring, inden det lykkedes den at slippe løs. Med had og raseri i sit hjerte stræbte den efter at befri sig fra ringen. Den løb frem og tilbage i skovene og besvor sine brødre, de andre elefanter, om at bryde ringen itu. En for en forsøgte de med deres stærke snabler, men ingen kunne. Til sidst erklærede de, at ringen ikke lod sig bryde af noget dyrs kraft. Men i et krat lå en nyfødt, daggammel elefantunge, endnu våd efter fødselen, hvis moder var død. Da glemte den lænkede elefant sine egne smerter og sagde: ’Hjælper jeg ikke denne kalv, træder hjorden den under fødder og den vil dø.’ Og den stillede sig over ungen og beskyttede den med sine ben imod den urolige hjord og den tiggede mælk af en god hunelefant og ungen trivedes og elefanten med ringen var kalvens fører og forsvarer. En elefants dage — lyt alle til denne Jâtaka! — er fem og tredive år, inden den når sin fulde styrke, og i fem og tredive regntider var elefanten med ringen den unges ven, og i al den tid åd ringen sig længere og længere ind i kødet.

Så en dag så den unge elefant den halvt begravede jernring og den vendte sig til den ældre og sagde: ’Hvad er det?’ — ’Det er min sorg,’ svarede dens ven. Men da strakte den unge sin snabel ud og på et øjeblik fjernede den ringen, idet den sagde: ’Tidens fylde er kommet.’ Således blev den gode elefant, som havde ventet tålmodigt og gjort gode gerninger, befriet, da tidens fylde kom, netop af den unge, som den havde reddet — lyt alle til denne Jâtaka! — for elefanten var Ananda, og kalven, som brød ringen itu, var ingen anden end Herren Selv…”

Og så rystede han på sit milde hoved og udviklede, mens rosenkransen klirrede, hvor fuldstændig fri for stolthedens synd den elefantunge havde været. Den var lige så ydmyg som en chela, der, da han så sin herre sidde i støvet uden for Lærdommens Porte, sprang over portene (for de var låsede) og omfavnede sin herre for øjnene af den hovmodige stad. Rig ville lønnen blive for en sådan herre og en sådan chela, når den stund kom, da de skulle søge Frihed sammen!

Således talte lamaen, mens han kom og gik rundt om i hele Indien så stilfærdig som en flagermus. En hvastunget gammel kvinde i et hus blandt frugthaverne hinsides Saharanpur ærede ham som profet, og hos hende sad han i et værelse ud mod gården, hvor duerne kurrede, mens hun lagde sit unyttige slør til side og snakkede om ånder og djævle fra Kulu, om ufødte børnebørn og om den frække hvalp, som hun havde talt med på parao’en. En gang forlod han også den store hovedlandevej neden for Ambala og gik til den landsby, hvor præsten havde givet ham opium. Men den milde Himmel, som holder hånden over lamaer, førte ham i tusmørket gennem kornmarkerne, åndsfraværende og umistænksom, til rissaldarens dør. Og her var det lige ved at komme til en alvorlig misforståelse, for den gamle soldat spurgte ham, hvorfor Stjernernes Ven var kommet samme vej for seks dage siden.

”Det er umuligt,” sagde lamaen. ”Han er vendt tilbage til sit eget folk.”

”For fem nætter siden sad han i krogen dér og fortalte hundrede lystige historier,” påstod hans vært. ”Sandt nok, han forsvandt noget pludseligt ved daggry efter at have ført tåbelig snak med min sønnedatter. Han er vokset stærkt, men han er den samme Stjernernes Ven, som bragte mig den sande meddelelse om krigen. Er I gået fra hinanden?”

”Ja og nej,” svarede lamaen. ”Vi — vi er ikke fuldstændigt adskilte, men tiden er ikke moden til at vandre sammen. Han erhverver sig visdom et andet sted. Vi må vente.”

”Lige meget — men når du mener, at det ikke var drengen, hvordan kan det da være, at han hele tiden talte om dig?”

”Hvad sagde han?” spurgte lamaen ivrigt.

”Hundrede tusind kærlige ord — at du var hans fader og moder og så videre. Skade, at han ikke vil træde i dronningens tjeneste. Han er uden frygt.”

Denne efterretning forbavsede lamaen, der intet vidste om, hvor nøje Kim holdt sig til den kontrakt, som han havde sluttet med Mahbub Ali og som oberst Creighton havde været nødt til at stadfæste.

”Det lader sig ikke gøre at holde den unge pony fra spillet,” sagde hestehandleren, da obersten fremhævede, hvor meningsløst det var sådan at strejfe omkring i Indien i ferien. ”Får han ikke lov til at komme og gå, som han vil, tager han sig selv forlov. Og hvem skal så fange ham? Oberst-sahib, det hænder måske én gang i tusind år, at der fødes en hest så velegnet for spillet som dette føl. Og vi trænger til mænd.”

Tiende kapitel

Your tiercel’s too long at hack, Sire. He’s no eyass
But a passage-hawk that footed ere we caught him,
Dangerously free o’ the air. Faith! were he mine
(As mine’s the glove he binds to for his tirings)
I’d fly him with a make-hawk. He’s in yarak
Plumed to the very point — so manned, so weathered…
Give him the firmament God made him for,
And what shall take the air of him?

Gow’s Watch

Lurgan Sahib talte ikke så direkte, men hans råd stemte overens med Mahbubs og resultatet var til gavn for Kim. Nu vidste han bedre end at vandre fra Lucknow klædt som indfødt. Dersom Mahbub var så nær, at han kunne sende ham et brev, styrede han kursen til Mahbubs lejr og forklædte sig i den kloge og erfarne pathaners påsyn. Dersom den lille farvelade, som han brugte til korttegning i skolen, havde haft mæle og kunnet fortælle om hans bedrifter i ferierne, ville han rimeligvis være blevet jaget bort fra skolen. Én gang rejste han og Mahbub hele vejen til den skønne stad Bombay med tre vognladninger sporvognsheste, og Mahbub var nær ved at give efter, da Kim foreslog ham at fragte en dhow[*] for at sejle over det indiske ocean og købe arabiske heste, der, efter hvad Kim havde hørt af en af hestehandleren Abdul Rahmans mænd, stod højere i pris end heste fra Kabul. Han havde spist af samme fad som den nævnte store handelsmand, da denne havde indbudt Mahbub og nogle andre trosfæller til en stor hadji[*]-middag. De tog tilbage ad søvejen over Karachi og ved denne lejlighed fik Kim sit første kendskab til søsyge, siddende på coasterens forluge, ganske overbevist om, at han var blevet forgivet. Selv babuens berømmelige medicinæske viste sig unyttig, skønt Kim havde fornyet indholdet i Bombay. Mahbub havde forretninger i Quetta, og her tjente Kim til føden — og måske lidt til, indrømmede Mahbub — ved at tilbringe fire mindeværdige dage som køkkendreng i huset hos en tyk sergent i intendanturen og ved i et heldigt øjeblik at tage en lille regnskabsbog af pergament fra hans pengeskab, hvis indhold han derefter afskrev — det lod til udelukkende at dreje sig om køb og salg af kvæg og kameler — i måneskin en varm nat, mens han lå bag et af udhusene. Derefter lagde han atter regnskabsbogen på dens plads, forlod efter Mahbubs ordrer sin tjeneste uden sin løn og sluttede sig til ham seks mil længere nede ad landevejen med afskriften på sit bryst.

”Den soldat er en lille fisk,” forklarede Mahbub Ali, ”men med tiden fanger vi nok den større. Han sælger blot okser til to forskellige priser — én til sig selv og én til regeringen, og deri ser jeg intet ondt.”

”Men hvorfor ikke bare tage den lille bog med mig? Det havde været nemmere.”

”Så ville han være blevet forskrækket og have fortalt det til sin principal. Og så ville vi måske en skønne dag ikke opdage et stort antal nye rifler på vej fra Quetta og op i det nordlige. Spillet er så stort, at man kun ser én stump ad gangen.”

”Oho!” sagde Kim, hvorefter han holdt bøtte.

Dette hændte i efterårsferien, efter at han havde fået præmie for sin dygtighed i matematik. Juleferien tilbragte han — med undtagelse af ti dage til private fornøjelser — hos Lurgan Sahib, hvor han det meste af tiden sad foran et knitrende brændebål — der lå fire fod sne på vejen til Jakko det år — og hjalp Lurgan med at trække perler på snor, for hindudrengen var rejst bort for at holde bryllup. Lurgan lod Kim lære hele kapitler af koranen udenad, indtil han kunne aflevere dem med en mullahs tungefærdighed og tonefald. Fremdeles lærte han Kim navnene på og egenskaberne ved mange af de indfødtes lægemidler, så vel som de besværgelser, der må fremsiges, når man anvender dem. Om aftenen skrev han trylleformularer på pergament — indviklede pentagrammer med navne på djævle, Murra og Awan, kongernes fælle — fantastisk skrevne i alle hjørner. Og vigtigere, han gav Kim gode råd med hensyn til, hvordan han skulle pleje sit legeme, kurere sig selv for feberanfald og anvende de simple lægemidler, som findes alle vegne. En uge inden det var tid at vende tilbage til skolen sendte oberst Creighton Sahib — hvilket var kontraktbrud — Kim nogle skriftlige eksamensopgaver, der udelukkende drejede sig om målestokke og landmålerkæder og vinkler og sligt.

I den følgende ferie var han ude sammen med Mahbub og på denne tur var han i parentes bemærket tørstedøden nær, mens han red på en kamel til den hemmelighedsfulde stad Bikanir gennem sandørkenen, hvor brøndene er 400 fod dybe og forede med kamelknogler. Set fra Kims synspunkt var det ingen fornøjelig tur, for obersten beordrede ham — stik imod kontrakten — til at tegne en plan af den vilde, muromkransede by. Og såsom det ikke er skik og brug, at en muhammedansk hestepasser og pibestopper slæber rundt med landmålerkæder i en uafhængig indfødt stats hovedstad, var Kim nødt til at skridte alle afstande af og tælle skridtene ved hjælp af en rosenkrans. Han brugte sit kompas til at tage retninger med, når lejlighed gaves — især i tusmørket, når kamelerne havde fået deres foder — og ved hjælp af sin lille farvelade med seks farver og tre pensler fik han lavet noget, der ikke var helt uden lighed med staden Jeysulmir. Mahbub morede sig højligt og rådede ham til også at affatte en skriftlig rapport, og Kim gav sig i lag med dette arbejde bag i den store regnskabsbog, der havde sin plads under fligen af Mahbubs yndlingssadel.

”Du må fortælle alt, hvad du har set eller rørt eller tænkt. Skriv, som om selve Jang-i-Lat Sahib (den øverstkommanderende) kom hemmeligt marcherende i spidsen for en stor krigshær.”

”Hvor stor en hær?”

”Åh, en halv lakh[*] mænd.”

”Snak! Husk på, hvor få og dårlige brøndene i ørkenen var. Ikke tusind tørstende mænd kunne nå hertil.”

”Så skriv det — skriv også om de gamle brecher i murene — og hvor man henter brænde — og hvordan kongen er til sinds. Jeg bliver her, indtil jeg har solgt alle mine heste. Jeg lejer et værelse ved byens port og du skal være min regnskabsfører. Der er en god lås for døren.”

Rapporten, skrevet med den umiskendelige håndskrift, som læres i St. Xavier, og kortet med de brune, gule og højrøde farveklatter fandtes endnu for få år siden (en skødesløs kontorist havde bundet den sammen med de spredte notitser fra E.23’s anden opmåling af Seistan[*]), men nu er blyantsskriften rimeligvis næsten ulæselig. På den anden dag af deres tilbagerejse oversatte Kim den for Mahbub ved lyset af en olielampe. Afghaneren rejste sig og bøjede sig over de brogede sadelposer.

”Jeg vidste, at den ville være en æresdragt værd, og derfor købte jeg en,” sagde han med et smil. ”Var jeg emir af Afghanistan (ham får vi måske en dag at se), ville jeg fylde din mund med guld.”

Han lagde højtideligt klædningsstykkerne for Kims fødder. Der var en guldbroderet, kegleformet hue fra Peshawur og et stort turbanklæde med bred guldfrynse. Der var en broderet vest fra Delhi til at knappe på højre side over en snehvid, stor og løstsiddende skjorte. Grønne pyjamas[*] med snoede silkebånd i linningen og, for at intet skulle mangle, guddommeligt duftende ruslæders tøfler med arrogant krummede snuder.

”At iføre sig nye klæder en onsdag morgen er lykkebringende,” sagde Mahbub højtideligt. ”Men vi må ikke glemme denne verdens onde mennesker. Se her!”

Og oven på al den pragt, der var nær ved at tage vejret fra den henrykte Kim, lagde han en perlemorsindlagt, nikkelbeslået revolver af kaliber 45 med automatisk udtrækning.

”Jeg tænkte først på en mindre kaliber, men så faldt det mig ind, at denne passer til regeringens patroner. Og dem kan man altid få fat i, især oppe ved grænsen. Rejs dig nu op og lad mig se på dig.” Han klappede Kim på skulderen. ”Måtte du aldrig blive træt, pathaner! Åh, hvilken hjerteknuser du bliver! Åh, hvilke øjne du har, når du skotter til siden under øjenhårene!”

Kim drejede sig bort, strakte tæerne frem, rettede sig i sin fulde højde og følte uvilkårligt efter sit fremspirende overskæg. Så bøjede han sig ned for i passende taknemmelighed at klappe Mahbubs fødder med sine dirrende hænder. Hans hjerte var for fuldt til, at han kunne finde ord. Men Mahbub standsede ham og omfavnede ham.

”Min søn,” sagde han, ”hvortil behøves ord mellem os? Men er den lille revolver ikke henrivende? Alle seks patroner trækkes ud med én håndbevægelse. Den skal bæres på brystet helt inde på kroppen, hvorved den så at sige holdes smurt. Gem den aldrig andetsteds. Om Gud vil, skal du engang dræbe din mand med den.”

”Hai mai!” sukkede Kim forknyt. ”Dræber en sahib en mand, hænges han i fængslet.”

”Sandt nok, men ét skridt hinsides grænsen er folk fornuftigere. Gem den nu, men lad den først. Til hvad nytte er en tom pistol?”

”Når jeg vender tilbage til madrissah’en, må jeg give dig den tilbage. De tillader ikke pistoler dér. Du vil nok gemme den for mig?”

”Min søn, jeg er ked af den madrissah, hvor de tager et menneskes bedste år fra ham for at lære ham, hvad han kun kan lære på landevejen. Sahib’ernes tåbelighed har hverken begyndelse eller ende. Men lige meget. Måske din skriftlige rapport vil befri dig for yderligere trældom. Og Gud skal vide, at vi mere og mere trænger til mænd i Spillet.”

Så marcherede de tavse gennem det fygende sand over saltørkenen til Jodhpur, hvor Mahbub og hans kønne nevø Habib-Ullah gjorde mange forretninger, og derfra rejste Kim i en anden klasses kupé tilbage til St. Xavier, nedtrykt og iført europæiske klæder, som han hurtigt voksede fra. Tre uger efter kom oberst Creighton ind i Lurgans butik og traf Mahbub Ali i åbent mytteri. Lurgan Sahib optrådte som Mahbubs reserve og ildstøtte.

”Ponyen er fuldt færdig — er vænnet til bidsel og har den rette gangart, Sahib! Fra nu af vil den dag for dag miste noget af sin brugbarhed, hvis den ikke bruges. Giv den frie tøjler og lad den løbe,” sagde hestehandleren. ”Vi har brug for den.”

”Men han er så ung, Mahbub — ikke mere end seksten år, vel?”

”Da jeg var femten, havde jeg dræbt en mand og avlet en mand, Sahib.”

”Uforbedrelige gamle hedning!”

Creighton vendte sig til Lurgan. Det sorte skæg tilnikkede afghanerens farvede røde sit bifald.

”Jeg ville have brugt ham for længe siden,” sagde Lurgan. ”Jo yngre jo bedre. Derfor er det, at jeg altid lader mine virkelig værdifulde juveler bevogte af et barn. De sendte ham til mig, for at jeg skulle prøve ham, og jeg prøvede ham på enhver måde. Han er den eneste dreng, som jeg ikke har kunnet få til at se syner.”

”I krystallen — eller i blækpølen[*]?” spurgte Mahbub.

”Nej. Under min hånd, som jeg har fortalt dig. Det er aldrig hændt mig før. Det betyder så meget som, at han er stærk nok[*] — skønt De måske tror, at det er noget vrøvl, oberst Creighton — til at få hvem som helst til at gøre, hvad han ønsker. Det er nu tre år siden og jeg har lært ham en del siden da, oberst Creighton. Jeg tror De lader ham gå til spilde.”

”Hm! Måske har De ret. Men som I ved, er der intet landmålerarbejde for ham lige nu.”

”Slip ham løs — lad ham gå,” afbrød Mahbub. ”Hvem forventer, at et føl straks bærer tunge byrder? Lad ham løbe med karavanerne ligesom vore hvide kamelføl — på lykke og fromme. Jeg ville gerne selv tage ham med, men —”

”Der er en lille forretning, som han kunne gøre god nytte i — nede sydpå,” sagde Lurgan med uendelig blid stemme og sænkede sine tunge mørke øjenlåg.

”Den er i E.23’s hænder,” svarede Creighton hurtigt. ”Han må ikke tage derned. Desuden kan han ikke tyrkisk.”

”Sig ham blot, hvordan de breve, vi vil have fat i, ser ud og lugter, så bringer han dem,” trængte Lurgan på.

”Nej. Det er arbejde for en voksen mand,” sagde Creighton.

Det var en temmelig kedelig historie. Det drejede sig om en utilladelig og oprørsk brevveksling mellem en person, som gjorde krav på at være den øverste autoritet i alle muhammedanske religionssager hele verden over, og et yngre medlem af en kongelig familie, som var blevet klapset af, fordi han havde bortført kvinder fra britisk territorium. Den muhammedanske ærkebiskop havde været voldsom og storsnudet i sine udtryk, den unge fyrste var blot gnaven, fordi hans privilegier var blevet indskrænkede. Men der var ingen grund til, at han skulle fortsætte en brevveksling, som måske en dag kunne kompromittere ham. Ét brev var ganske vist blevet skaffet til veje, men finderen var senere fundet død på landevejen, klædt som en arabisk handelsmand, efter hvad der rapporteredes af E.23, da denne overtog arbejdet.

Disse kendsgerninger, tillige med nogle andre, der ikke lader sig offentliggøre, fik både Mahbub og Creighton til at ryste på hovedet.

”Lad ham vandre af sted med sin røde lama,” sagde hestehandleren med øjensynlig anstrengelse. ”Han holder meget af den gamle mand. Så kan han i det mindste vænne sig til at tælle sine skridt med rosenkransen.”

”Jeg har haft en del forhandlinger — skriftlige — med den gamle mand,” sagde oberst Creighton og smilte ved sig selv. ”Hvor vandrer han hen?”

”Frem og tilbage i landet, som han har gjort de sidste tre år. Han søger efter en Frelsende Flod. Guds forbandelse over alle —” Mahbub tog sig i det. ”Når han ikke er på landevejen, slår han sig ned i Tirthankernes Tempel eller i Buddh Gaya. Derefter opsøger han drengen i madrissah’en. Det ved vi, for drengen er blevet straffet derfor et par gange. Han er splittergal, men en fredelig mand. Jeg har truffet ham. Babuen har også haft med ham at gøre. Vi har holdt øje med ham i tre år. Røde lamaer er ikke så hyppige i Hind, at man taber deres spor.”

”Babuer er meget mærkelige,” sagde Lurgan eftertænksomt. ”Véd De, hvad Hurree Babus højeste ønske er? At blive medlem af det Kongelige Videnskabernes Selskab på grund af sine etnologiske arbejder. Jeg siger Dem, jeg har måttet fortælle ham alt om lamaen, som jeg havde hørt af Mahbub og drengen. Hurree Babu er rejst ned til Benares — på egen bekostning, tror jeg.”

”Det tror jeg ikke,” sagde Creighton kort. Han havde betalt Hurrees rejseudgifter på grund af en meget levende nysgerrighed efter at få at vide, hvad lamaen var for et menneske.

”Og han har flere gange i løbet af disse år henvendt sig til lamaen for at få oplysninger om lamaisme og djævledanse og tryllemidler og besværgelser. Hellige Jomfru! Jeg kunne have fortalt ham det alt sammen for år tilbage. Jeg er bange for, at Hurree Babu begynder at blive for gammel til arbejdet på landevejen. Han holder mere af at indsamle oplysninger om sæder og skikke. Og så ønsker han at blive medlem af Videnskabernes Selskab.”

”Hurree har en høj mening om drengen, ikke sandt?”

”Ja, meget — vi har haft nogle fornøjelige aftener i min ringe bolig — men jeg tror, det vil være spild at anvende ham til Hurrees etnologiske arbejde.”

”Ikke som en første prøve. Hvad mener du, Mahbub? Lad drengen gå med lamaen et halvt år. Så kan vi altid se. I løbet af den tid kan han få erfaring —”

”Den har han allerede, Sahib — ganske som en fisk kender vandet, den svømmer i. Men i alle fald er det bedst at slippe ham løs fra skolen.”

”Godt, lad så være,” sagde Creighton halvt for sig selv. ”Han kan gå med lamaen. Og hvis Hurree Babu vil holde øje med dem, er det så meget desto bedre. Han vil ikke lede drengen i fare, som Mahbub ville. Pudsigt nok — hans ønske om at blive medlem af Videnskabernes Selskab. Og meget menneskeligt for resten. Han er virkelig flinkest til det etnologiske arbejde — Hurree.”

Ingen penge og ingen forfremmelse kunne have trukket Creighton bort fra hans arbejde, men dybt i sit hjerte nærede han den ærgerrighed en gang at kunne skrive ”Medlem af det Kongelige Videnskabernes Selskab” efter sit navn. Han vidste, at visse hædersbevisninger kunne opnås ved behændighed og gode venners hjælp, men efter hans formening kunne intet andet end et helt livs arbejde bringe en mand ind i det selskab, som han nu i årevis havde bombarderet med monografier om sælsomme asiatiske religionsskikke og ukendte sæder. Ni mænd af ti ville af kedsomhed flygte fra et møde i Videnskabernes Selskab, men Creighton var den tiende og til tider længtes hans sjæl inderligt efter de menneskefyldte sale i det magelige London, hvor gråhårede og skaldede herrer, som intet kender til hæren, bevæger sig blandt spektroskopiske eksperimenter, frosne tundraers lavere planteverden, maskiner til at måle elektricitetens hastighed og apparater til at skære en hunmoskitos venstre øje i skiver på brøkdele af en millimeters tykkelse. Fornuftigvis burde han have følt sig mest tiltrukket af det Kongelige Geografiske Selskab, men voksne mænd er så lunefulde som børn i valget af legetøj. Derfor smilede Creighton og fik bedre tanker om Hurree Babu, der nærede samme ønske som han selv.

Han lagde åndedolken fra sig og så op på Mahbub.

”Hvornår kan vi trække føllet af stalden?” sagde hestehandleren, som læste i hans øjne.

”Hm! Tager jeg ham ud af skolen nu — hvad tror du så, at han vil gøre? Jeg har aldrig før været med til at opdrage sådan en.”

”Han vil komme til mig,” sagde Mahbub uden tøven. ”Lurgan Sahib og jeg vil udstyre ham til arbejdet på landevejen.”

”Lad gå da. Han kan løbe, hvor han vil, i et halvt år. Men hvem vil borge for ham?”

Lurgan bøjede hovedet let.

”Han sladrer ikke af skole, hvis det er det, De frygter, oberst Creighton.”

”Han er kun en dreng, når alt kommer til alt.”

”Åh ja, men for det første har han ikke noget at fortælle og for det andet ved han, hvad der så ville ske. Desuden holder han meget af Mahbub og også en smule af mig.”

”Skal han have løn?” spurgte den praktiske hestehandler.

”Kun kostpenge. Tyve rupier om måneden.”

Et fortrin ved den hemmelige tjeneste er, at der ikke er nogen ubehagelig revision. Dens midler er naturligvis indskrænkede på det latterligste, men finanserne bestyres af nogle få mænd, der ikke forlanger kvitteringer eller fremlægger specificerede regnskaber. Mahbubs øjne strålede med næsten en sikhs kærlighed til penge. Selv Lurgans rolige ansigt skiftede udtryk. Han tænkte på de kommende år, hvor Kim for alvor ville deltage i Det Store Spil, som foregår uafladeligt i hele Indien. Han forudså, at hans elev ville skaffe ham ære og ros fra de få udvalgtes læber. Lurgan Sahib havde gjort E.23 til, hvad E.23 nu var. Da han fik ham under behandling, var han kun en forvirret, uforskammet, løgnagtig lille fyr fra de nordvestlige provinser.

Men disse Kims læreres glæde var intet imod Kims egen henrykkelse, da rektoren i St. Xavier kaldte ham til side og sagde, at oberst Creighton havde sendt bud efter ham.

”Han lader mig vide, O’Hara, at han har skaffet dig en plads som landmålerassistent ved Kanalvæsenet. Der ser du, hvad flid i matematik fører til. Det er et stort held for dig, for du er kun 16 år gammel. Men du forstår naturligvis, at du ikke bliver pukka (fast ansat), førend du har taget din eksamen til efteråret. Du må derfor ikke tro, at du vandrer ud i verden blot for at more dig, eller at din lykke er gjort. Du har en hel del strengt arbejde for dig. Men dersom det lykkes dig at blive pukka, kan du stige til fire hundrede om måneden, ved du nok.”

Hvorefter rektor gav ham adskillige gode råd med hensyn til opførsel, væsen og moral, og hans ældre kammerater, som ikke havde fået ansættelse, talte, som kun anglo-indiske unge mennesker kan tale, om favoriseren og bestikkelse. Ja, unge Cazalet, hvis far var pensionist i Chunar, mere end antydede, at oberst Creightons interesse for Kim i høj grad var faderlig. Og Kim belønnede ikke ondt med ondt, skældte ikke engang ud. Han tænkte på al den uhyre fornøjelse, han havde i vente, og på det brev, han den foregående dag havde fået fra Mahbub, nok så nydeligt skrevet på engelsk, og hvori pathaneren satte ham stævne samme eftermiddag i et hus, hvis blotte navn ville have fået hårene til at rejse sig på rektors hoved…

Samme aften sagde Kim til Mahbub, mens de stod ved bagagevægtene på banegården i Lucknow: ”Jeg var virkelig bange for, at loftet i sidste øjeblik ville styrte ned, så at jeg ville blive snydt for det hele. Er det nu virkelig alt sammen forbi, min fader?”

Mahbub knipsede med fingrene for at vise, hvor fuldstændigt forbi det var, og hans øjne skinnede som gloende kul.

”Så giv mig pistolen, så at jeg kan bære den!”

”Så sagte! Et halvt år kan du løbe frit omkring. Det har jeg udvirket hos oberst Creighton Sahib. Og du får tyve rupier om måneden. Gamle Rødhue ved, at du kommer.”

”Jeg vil betale dig dustoorie (kommission) af min løn i tre måneder,” sagde Kim alvorligt. ”To rupier om måneden. Men først må vi se at blive af med disse her.” Han trak i sine tynde lærredsbukser og rev i sin flip. ”Jeg har medbragt alt, hvad jeg behøver på vejen. Min kuffert er blevet sendt op til Lurgan Sahib.”

”Som sender dig sin salaam, Sahib.”

”Lurgan Sahib er en meget klog mand. Men hvad vil du nu gøre?”

”Jeg drager nordpå igen for at tage del i Det Store Spil. Hvad ellers? Længes du stadig efter at følges med gamle Rødhue?”

”Glem ikke, han gjorde mig til, hvad jeg er — skønt han ikke vidste af det. År for år sendte han skolepenge.”

”Jeg havde gjort det samme — hvis det var faldet mit tykke hoved ind,” brummede Mahbub. ”Kom nu. Lygterne er tændt, og ingen vil lægge mærke til dig i basaren. Vi går til Huneefas hus.”

På vejen derhen gav Mahbub ham omtrent samme råd, som Lemuels moder[*] gav sin søn, og pudsigt nok fremhævede Mahbub især, hvorledes kvinder som Huneefa bragte konger i fordærv.

”Og jeg mindes,” citerede han ondskabsfuldt, ”en vis person, som sagde: ’Stol hellere på en slange end på en skøge, og hellere på en skøge end på en pathaner, Mahbub Ali.’ Det er sandt nok, undtagen det med pathanerne, til hvem jeg hører. Ganske særligt gælder det i Det Store Spil, for det er på grund af kvinder, at alle planer kuldkastes og at vi bliver fundne i daggryet med overskåret hals. Således hændte det for en mand —” og han fortalte en bloddryppende historie.

”Men hvorfor -?” Kim standsede ved foden af en snavset trappe, der førte op til et hedt og mørkt kammer i de bygninger, der ligger bagved Azim Ullahs tobaksbutik. De, der kender stedet, kalder det Fugleburet — det er så fuldt af hvisken og fløjten og kvidren.

Værelset med sine snavsede hynder og halvt udrøgede hukaer stank modbydeligt af gammel tobaksrøg. I en krog lå en stor, uformelig kvinde klædt i grønligt flor. Hendes pande, næse, ører, hals, håndled, arme, midje og ankler var prydede med tunge indfødte smykker. Når hun vendte sig, lød det som raslende kobberkasseroller. En mager kat på altanen uden for vinduet mjavede sultent. Kim standsede forvirret ved dørforhænget.

”Er det det nye materiale, Mahbub?” spurgte Huneefa dovent, idet hun knap nok gjorde sig den ulejlighed at tage piben ud af munden. ”Oh Buktanoos!” — som de fleste af hendes slags svor hun altid ved en eller anden djinn — ”Buktanoos! Han er meget smuk at se til.”

”Det er med i handelen,” forklarede Mahbub Kim, som lo.

”Den slags har jeg hørt, siden jeg var seks dage gammel,” svarede han og satte sig ned ved lyset. ”Hvad skal det føre til?”

”Til beskyttelse. I nat forandrer vi din hudfarve. Denne lange soven under tag har bleget dig, så at du er mandelhvid. Men Huneefa kender en farve, som sidder fast, og det længere end en dag eller to. Fremdeles gør vi dig stærk imod fortræd på landevejen. Det er min gave til dig, min søn. Tag alt, hvad du har på dig af metal, og læg det her. Gør dig rede, Huneefa.”

Kim fremtog sit kompas, sin farvelade og den nyfyldte medicinæske. De havde alle fulgt ham på hans vandringer og på drenges vis satte han uhyre pris på dem.

Kvinden rejste sig langsomt og bevægede sig fremad med hænderne lidt udstrakte. Kim så nu, at hun var blind.

”Nej, nej,” mumlede hun, ”pathaneren taler sandt — min farve slides ikke af på en uge eller en måned, og de, jeg beskytter, er under kraftig varetægt.”

”Når man er langt borte og alene, er det ikke godt pludseligt at få lyse pletter og se spedalsk ud,” sagde Mahbub. ”Da du var sammen med mig, kunne jeg passe på. Desuden er en pathaner lys af lød. Blot nu din overkrop og se, hvor hvid du er blevet.” Huneefa famlede sig netop tilbage fra et indre værelse. ”Det gør intet. Hun kan intet se.” Han tog en tinskål fra hendes ringbesatte hånd.

Farvestoffet så blåligt og klæbrigt ud. Kim forsøgte det på sit håndled med en tot bomuld, men Huneefa hørte ham.

”Nej, nej,” udbrød hun, ”sådan gøres det ikke, men kun med de rette ceremonier. Farvningen er det mindste af det hele. Jeg giver dig beskyttelse mod alt, hvad der kan møde dig på vejen.”

”Jadoo (trolddom)?” sagde Kim med et lille sæt. Han holdt ikke af de hvide, blinde øjne. Mahbub lagde hånden på hans hals og bøjede ham ned mod gulvet, så at hans næse kun var en tomme fra plankerne.

”Vær stille. Der sker dig intet ondt, min søn. Jeg er dit gidsel.”

Han kunne ikke se, hvad kvinden var i færd med, men han hørte hendes smykkers ringlen i mange minutter. En tændstik lyste op i mørket og han hørte den velkendte snurren og sprutten af antændte røgelseskorn. Så fyldtes værelset af røg — tung, aromatisk, bedøvende. I en voksende døsighed hørte han navnene på forskellige djævle — Zulbazan, Eblis’ søn, som lever i basarer og på parao’er og fremkalder alle pludselige udskejelser og ondskabsfuldheder på landevejenes holdepladser. Dulhan, der lusker usynlig omkring moskeerne, dvæler blandt de troendes tøfler og hindrer menneskene i at fremsige deres bønner. Musboot, herren over løgn og panik. Snart hviskede Huneefa ind i hans ører, snart talte hun som fra en umådelig afstand, og hun berørte ham med sine uhyggelige bløde fingre, men Mahbubs hånd lå stadig med et fast tag på hans hals, indtil drengen endelig slappedes med et suk og mistede bevidstheden.

”Allah! Hvor han stred imod! Det ville aldrig være lykkedes, hvis vi ikke havde haft røgelsen. Det ligger formodentlig i, at han er hvid,” sagde Mahbub gnavent. ”Gå videre med din dawut (besværgelse). Giv ham den fulde beskyttelse.”

”Oh Lytter! Du som hører med ører, vær nærværende. Lyt, du som lytter!” stønnede Huneefa med de døde øjne vendte mod vest. Det mørke kammer fyldtes af stønnen og prusten.

På altanen udenfor hævede en svær skikkelse sit kuglerunde hoved og rømmede sig nervøst.

”Afbryd ikke denne bugtalende nekromantiker, min ven,” sagde hovedet på engelsk. ”Jeg vil mene, at det er meget uhyggeligt for Dem, men en oplyst iagttager lader sig ikke så let forbløffe.”

”… jeg lægger en plan til deres udryddelse! Profet, vær overbærende mod de vantro. Lad dem i fred en stund!” Huneefas ansigt, der var vendt mod nord, fordrejedes frygteligt, og det lød, som om stemmer fra loftet svarede hende.

Hurree Babu vendte tilbage til sin notesbog, som lå i vindueskarmen, men han rystede på hånden. Huneefa rokkede frem og tilbage i en af røgelsen frembragt ekstase, mens hun sad med korslagte ben ved Kims ubevægelige hoved, påkaldte djævel efter djævel i den ældgamle, af ritualet foreskrevne rækkefølge og forpligtede dem til aldrig at hindre drengen i nogen af hans handlinger.

”Hos ham er Hemmelighedernes Nøgler! Kun han kender dem! Han ved, hvad der findes til lands og til vands!”

Igen brød de unaturlige, pibende svar løs.

”Jeg — jeg forstår, at der ikke vil være skadelige virkninger?” sagde babuen, mens han iagttog Huneefas halsmuskler, som dirrede og rykkede, idet hun begyndte at tale i tunger. ”Det — det er da vel ikke sandsynligt, at hun har taget livet af drengen? I så fald vil jeg ikke optræde som vidne ved forhøret… hvad hed den sidste hypotetiske djævel, hun nævnte?”

”Babuji,” sagde Mahbub på de indfødtes sprog, ”jeg kerer mig ikke om Hinds djævle, men Eblis’ sønner er en ganske anden sag, og hvad enten de er jumalee (gunstige) eller jullalee (frygtelige), elsker de ikke vantro.”

”De mener altså, at jeg gør bedst i at gå min vej?” sagde Hurree Babu og rejste sig halvt. ”De er naturligvis dematerialiserede fænomener. Spencer[*] siger —”

Nu slog Huneefas krise, som sådanne kriser altid må, over i kramper med hylen og fråden. Udmattet og ubevægelig lå hun ved siden af Kim og de mærkelige stemmer tav.

”Wah! Værket er endt. Må det gavne drengen. Huneefa er i sandhed en mester i dawut. Hjælp mig med at slæbe hende til side, babu. Vær ikke bange.”

”Hvordan skulle jeg være bange for det absolut ikke-eksisterende?” sagde Hurree Babu på engelsk for at berolige sig selv. Det er højst ubehageligt at frygte den trolddom, som man foragter og studerer, og at indsamle folklore for det Kongelige Videnskabernes Selskab med en levende tro på alle Mørkets Magter.

Mahbub lo i skægget. Han havde været på landevejen med Hurree ved andre lejligheder.

”Lad os så gøre ende på farvningen,” sagde han. ”Nu er drengen godt beskyttet — såfremt Luftens Herrer har ører at høre med. Selv er jeg sufi (fritænker) men dersom man kan komme om på den blinde side af en kvinde, en hingst eller en djævel, hvorfor da stille op til spark? Følg ham på vej og se til, at gamle Rødhue ikke fører ham uden for vor rækkevidde. Jeg må tilbage til mine heste.”

”Meget vel,” svarede Hurree Babu. ”For øjeblikket frembyder han et mærkeligt skue.”

* * *

Ved tredje hanegal vågnede Kim af en søvn, der forekom ham at have varet tusinder af år. Huneefa lå i sin krog og snorkede tungt, men Mahbub var forsvundet.

”Jeg håber, at De ikke blev forskrækket,” sagde en blid og høflig stemme ved siden af ham. ”Jeg overværede hele affæren, som var højst interessant fra et etnologisk synspunkt. Det var dawut af første skuffe.”

”Ho!” sagde Kim, som genkendte Hurree Babu, der smilede indsmigrende.

”Jeg har ligeledes den ære at bringe Dem den dragt, De skal iføre Dem, fra Lurgan. Jeg plejer ellers ikke officielt at bære sådan pynt til underordnede, men” — han fniste — ”De står opført i vore bøger som en undtagelse. Jeg håber, at Hr. Lurgan vil erindre min beredvillighed.”

Kim gabede og strakte sig. Det var en herlig fornemmelse atter at kunne vende og dreje sig i løstsiddende klæder.

”Hvad er det her?” spurgte han og betragtede nysgerrigt det svære dyffel, der duftede af alle det fjerne Nordens dufte.

”Åh, det er den uanselige dragt, der sømmer sig for en chela, som tjener en lamaitisk lama. Komplet i enhver detalje,” svarede Hurree Babu og trillede ud på altanen for at børste sine tænder. ”Jeg er af den mening, at det ikke helt er Deres gamle herres religion, men snarere en subvariant af samme. Jeg har sendt nogle bemærkninger desangående til Asiatic Quarterly Review, men redaktionen ville ikke optage dem. Det mærkelige er, at den gamle herre selv er absolut blottet for religiøsitet. Han lægger ikke vægt på den slags.”

”Kender De ham?”

Hurree Babu holdt hånden i vejret til tegn på, at han var optaget af de højtideligheder, der altid ledsager tandbørstning og lignende renselser hos velopdragne bengalere. Så fremsagde han på engelsk en arya-somajisk bøn af teistisk indhold og proppede sin mund fuld af pan og betel.

”Ja, jeg gør — jeg har opsøgt ham adskillige gange i Benares så vel som i Buddh Gaya for at udspørge ham om visse religiøse sager, særlig djævletilbedelse. Han er en ren og skær agnostiker — ganske som jeg.”

Huneefa rørte sig i søvne og Hurree Babu for nervøst hen til kobberrøgelseskarret, der så helt sort og misfarvet ud i morgenlyset, gned en finger i soden og trak den skråt over sit ansigt.

”Hvem er død i Deres hus?” spurgte Kim på de indfødtes tungemål.

”Ingen. Men sæt, at hun har det onde øje — den heks,” svarede babuen.

”Hvad vil De nu gøre?”

”Jeg vil følge Dem et stykke på vej, dersom De tager til Benares, og fortælle Dem, hvad Vi må vide.”

”Lad os så komme af sted. Hvornår går toget?”

Han rejste sig, så sig om i det tomme værelse og betragtede Huneefas voksgule ansigt, mens den lavtstående sol kastede en stribe ind over gulvet. ”Skal heksen betales?”

”Nej. Hun har gjort Dem hård imod alle djævle og alle farer — i sine djævles navn. Det var Mahbubs ønske.” Så vedblev han på engelsk:

”Mahbub er højst gammeldags, synes jeg, når han holder fast ved den slags overtro. Det er blot ventrilokvistkunster — bugtaleri, ikke sandt?”

Kim knipsede uvilkårligt med fingrene for at afværge alt ondt, som muligvis kunne ramme ham som følge af Huneefas hekserier — Mahbub, vidste han, pønsede ikke på sligt — og Hurree fniste igen. Men da han gik gennem værelset, tog han sig vel i agt for at komme til at træde på den fede, opsvulmede Huneefas skygge på gulvet. En heks kan — når hun er i stødet — få en mands sjæl i sine kløer, dersom han gør det.

”Hør nu godt efter,” sagde babuen, da de stod under åben himmel. ”En del af de ceremonier, som vi har overværet, indbefatter tilvejebringelsen af en kraftig amulet for folk af vort Departement. Hvis De føler på Deres hals, vil De finde en lille sølvamulet, en meget billig én. Den er Vor. Forstår De?”

”Javel,” sagde Kim og følte på sin hals.

”For to rupier tolv annas læser Huneefa alle mulige besværgelser over dem. De er meget tarvelige, bortset fra, at de delvis er af sort emalje, og inden i hver er der et papir fuldt af navne på lokale helgener og sligt. Det sørger Huneefa for, forstår De? Huneefa laver dem kun til os, men for det tilfælde at hun er efterladende, køber vi en lille turkis og lægger den i. Turkiser får vi fra Hr. Lurgan. Amuletterne kan ikke fås andetsteds, men det var mig, der hittede på det. Det er naturligvis helt uofficielt, men bekvemt for de underordnede. Oberst Creighton ved intet. Han er europæer. Turkisen pakkes ind i papiret… ja, det er vejen til banegården… nå, sæt nu, at De vandrer af sted sammen med lamaen, eller med mig (hvad jeg håber, De engang vil gøre), eller med Mahbub. Sæt, at vi kommer i en forbandet knibe. Jeg er en frygtsom mand — meget frygtsom — men jeg vil sige Dem, at jeg har været i flere forbandede kniber, end der er hår på mit hoved. Så siger De: ’Jeg er Amulettens Søn.’ Så går det nok.”

”Jeg forstår ikke helt — og det er ikke værd, at folk hører os tale engelsk her.”

”Det betyder intet. Jeg er bare en babu, der blærer sig med sit engelsk. Alle vi babuer taler engelsk for at blære os,” sagde Hurree med et flot sving af sit skulderklæde. ”Som jeg skulle til at sige, ’Amulettens Søn’ betyder, at De er medlem af Sat Bhai, hvilket både på hindi og på tantrisk betyder ’De syv Brødre’. Det antages i almindelighed, at dette selskab ikke længere eksisterer, men jeg har skrevet en afhandling, hvori jeg beviser, at det endnu er til. Det er alt sammen noget, jeg har hittet på, ser De. Meget godt altså. Sat Bhai har mange medlemmer, og måske Deres fjender derfor vil undlade at skære halsen over på Dem og give Dem mulighed for at slippe væk. Det gør i hvert fald sin nytte. I det hele taget, hvis disse tåbelige indfødte ikke er alt for ophidsede, stopper de altid op for at betænke sig, før de dræber en mand, der siger, at han er medlem af et bestemt selskab. Er De med? Når De er i knibe, siger De altså: ’Jeg er Amulettens Søn,’ og så slipper De — måske — derfra med livet. Men det må kun bruges under de mest yderliggående omstændigheder eller for at indlede underhandlinger med en fremmed. Er De ganske med? Meget godt. Men sæt nu, at jeg, eller en anden af vort Departement, kommer til Dem klædt i en ganske anden dragt. De ville umuligt kunne kende mig, medmindre jeg sagde Dem, hvem jeg var, det tør jeg vædde på. Jeg skal give Dem et bevis derpå engang. Jeg kommer altså klædt som en handelsmand fra Ladakh, eller hvad det nu kan være, og siger til Dem, ’Har De ikke lyst til at købe ædelsten’ De svarer: ’Ser jeg ud som en, der har råd til at købe ædelsten?’ Så siger jeg, ’Selv en meget fattig mand kan købe en turkis eller tarkeean.’”

”Det er jo kichree — vegetabilsk karry,” sagde Kim.

”Naturligvis er det det. De siger, ’Lad mig se den tarkeean.’ Så siger jeg, ’Den er kogt af en kvinde og kan derfor måske ikke nydes af Deres kaste.’ Så siger De, ’Der er ingen kaste, når mænd går ud for at — se efter tarkeean’. De gør et lille ophold mellem ordene ’for at — se.’ Det er hele hemmeligheden. Det lille ophold mellem ordene.”

Kim gentog sætningen med løsenet.

”Det var rigtigt. Så viser jeg Dem min turkis, hvis vi har tid, og så ved De, hvem jeg er, og så udveksler vi meddelelser og optegnelser og sligt. Og sådan går det med enhver iblandt os. Undertiden taler vi om turkiser og undertiden om tarkeean, men altid med et lille ophold mellem ordene. Det er meget let. Altså — for det første, ’Amulettens Søn’, hvis De er i knibe. Måske hjælper det Dem, måske ikke. For det andet, hvad jeg har sagt Dem om tarkeean, dersom De vil forhandle om officielle forretninger med en Dem ubekendt mand. Naturligvis har De foreløbigt ingen officielle forretninger. De er — he he! — surnumerær på prøve. Et ganske enestående tilfælde. Var De asiat af fødsel, ville De straks blive benyttet. Men meningen med dette halve års orlov er, at De skal af-angliseres, om jeg så må sige. Lamaen venter Dem, for jeg har tilstillet ham en halvofficiel meddelelse om, at De har taget deres eksaminer og snart får embedsansættelse. Og hvis det altså skulle hænde sig, at De opfordres til at hjælpe en eller anden ’Amulettens Søn’, så gør De naturligvis Deres bedste. Nu vil jeg sige Dem farvel, kære ven, og jeg håber, at det må gå Dem rigtig godt og at De må have held med Dem.”

Hurree Babu trådte et skridt eller to tilbage blandt menneskemængden ved indgangen til Lucknows banegård og — væk var han. Kim trak vejret dybt og skuttede sig af tilfredshed. Den nikkelbeslåede revolver kunne han føle på brystet inden for sin mørke kjortel, amuletten hang om hans hals. Tiggerskål, rosenkrans og åndedolk (Lurgan havde intet glemt) havde han parat, så vel som medicin, farvelade og kompas, og i et gammelt, slidt bælte broderet med et stribet mønster lå en månedsløn. Konger kunne ikke være rigere. Han købte syltetøj hos en hindu-handlende og spiste det med henrykkelse, indtil en politibetjent beordrede ham bort fra trappen.

Ellevte kapitel

Give the man who is not made
To his trade
Swords to fling and catch again,
Coins to ring and snatch again,
Men to harm and cure again,
Snakes to charm and lure again -
He’ll be hurt by his own blade,
By his serpents disobeyed,
By his clumsiness betrayed,’
By the people mocked to scorn -
So ’tis not with juggler born!
Pinch of dust or withered flower,
Chance-flung fruit or borrowed staff,
Serve his need and shore his power,
Bind the spell, or loose the laugh!
But a man who, etc.

The Juggler’s Song, op. 15

Der påfulgte nu en pludselig naturlig reaktion. ”Nu er jeg alene — ganske alene,” tænkte han. ”I hele Indien er ingen så alene som jeg! Dør jeg i dette øjeblik, hvem vil så fortælle det — og til hvem? Men hvis jeg lever og Gud er god, bliver der sat en pris på mit hoved, for jeg er Amulettens Søn — jeg, Kim.”

Meget få hvide mennesker, men mange asiater, er i stand til så at sige at bedøve sig selv ved atter og atter at gentage deres eget navn for sig selv og lade tanken fordybe sig på lykke og fromme i grublerier over, hvad man kalder den personlige identitet. Med alderen forsvinder denne evne, men mens man har den, kan man blive grebet af den når som helst.

”Hvem er Kim — Kim — Kim?”

Han satte sig i en krog af den larmende ventesal, helt uimodtagelig for alle andre tanker, med hænderne foldede i skødet og pupillerne sammentrukne til et knappenålshoveds størrelse. Han følte, at han om et minut — om et halvt sekund — ville nå løsningen på den enorme gåde. Men som det altid sker, netop på dette punkt styrtede hans tanke ned fra højderne med en fart som en anskudt fugls — og han strøg sig med hånden over øjnene og rystede på hovedet.

En langhåret hindu bairagi[*] (hellig mand), som netop havde købt en billet, standsede i dette øjeblik foran ham og stirrede vist på ham.

”Jeg har også mistet det,” sagde han bedrøvet. ”Det er en af Portene til Vejen, men for mig har den været lukket i mange år.”

”Hvad taler du om?” sagde Kim noget skamfuld.

”Du sad dér og grublede over, hvad slags ting din sjæl kunne være. Det kom pludseligt over dig. Det kender jeg. Hvem skulle kende det, om ikke jeg? Hvor drager du hen?”

”Til Kashi (Benares).”

”Der er ingen Guder dér. Jeg har prøvet det. Jeg drager til Prayag (Allahabad) for femte gang — for at søge Vejen til Oplysning. Til hvilken tro bekender du dig?”

”Jeg hører også til dem, der Søger,” svarede Kim med et af lamaens yndlingsudtryk. ”Skønt” — han glemte et øjeblik sit nordlige kostume — ”skønt Allah alene ved, hvad jeg Søger.”

Den gamle fyr stak sin bairagi-krykke ind under armhulen og satte sig ned på et stykke rødt leopardskind, idet Kim rejste sig ved råbet ”Toget til Benares!”

”Gå trøstigt din sti, lille broder,” sagde han. ”Der er lang vej til fødderne af Den Ene, men vi vandrer alle ad den.”

Kim følte sig mindre ensom efter dette møde og endnu inden han havde kørt tyve mil i den overfyldte kupé, var han i færd med at glæde sine medrejsende med en række vidunderlige røverhistorier om hans egne og hans herres trolddomsevner.

Benares viste sig at være en ualmindelig snavset by, men Kim glædede sig ved at se, at hans dragt skaffede ham respekt. Mindst en tredjedel af befolkningen beder altid til en eller anden gruppe af de mange millioner Guder og har derfor ærbødighed for enhver slags hellig mand. Kim blev vist vej til Tirthankernes Tempel, som ligger omtrent en engelsk mil udenfor byen, tæt ved Sarnath, af en tilfældigt mødt punjabisk landmand — en kamboh[*] fra omegnen af Jullundur, der forgæves havde anråbt alle sin hjemstavns Guder om at helbrede hans lille søn og som nu forsøgte Benares som en sidste udvej.

”Du er fra det nordlige?”, spurgte han, mens han banede sig vej gennem de menneskefyldte, snævre stinkende gader, omtrent som hans yndlingstyr derhjemme ville have gjort det.

”Ja, jeg kender Punjab. Min moder var en paharin (kvinde fra bjergene), men min fader kom fra Amritsar — og bosatte sig i Jandiala,” svarede Kim, hvis glatte tunge altid havde et svar parat.

”Jandiala — Jullundur? Se se. Så er vi på en måde naboer.” Han nikkede kærligt til det grædende barn, som han bar i sine arme. ”Hvem tjener du?”

”En såre hellig mand i Tirthankernes Tempel.”

”De er alle såre hellige og — såre begærlige,” sagde jat’en bittert. ”Jeg har vandret mellem søjlerne og trådt over templernes tærskler, indtil huden på mine fødder hænger i laser, men barnet har det ikke en smule bedre. Og moderen er også syg… tys, tys, du lille… vi forandrede hans navn, da feberen greb ham. Vi iførte ham pigeklæder. Der var ikke den ting, vi ikke gjorde, undtagen — jeg sagde til hans moder, den gang hun sendte mig over hals og hoved til Benares — hun burde være fulgt med — jeg sagde til hende, at Sakhi Sawar Sultan ville gøre os mest gavn. Vi kender Hans barmhjertighed, men Guderne her i lavlandet er os fremmede.”

Barnet vendte sig på sit leje af de to svære, senestærke arme og så på Kim under sine tunge øjenlåg.

”Og det var alt sammen unyttigt?” spurgte Kim med letvakt interesse.

”Alt sammen unyttigt — alt sammen unyttigt,” svarede barnet med tørre, febersprukne læber.

”Guderne har i det mindste givet ham en god forstand,” sagde faderen stolt. ”At tænke sig, at han har lyttet så fornuftigt! Derhenne ligger dit tempel. Se, jeg er en fattig mand — jeg har været i kløerne på mange præster — men min søn er min søn, og dersom en gave til din herre kan skaffe ham helbredelse — jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.”

Det kriblede i Kim af stolthed, mens han tænkte sig om. For tre år siden ville han øjeblikkeligt have benyttet sig af situationen og derpå tankeløst være gået sin vej. Men nu var selve den ærbødighed, som jat’en viste ham, et bevis på, at han var en mand. Desuden havde han selv en gang eller to været angrebet af feber, og han vidste nok til at genkende sult, når han så den.

”Kald på ham, så skal jeg give ham en forskrivning på mit bedste spand okser, når blot han helbreder mit barn.”

Kim standsede foran templets udskårne yderdør. En hvidklædt pengeudlåner fra Ajmir, som lige havde fået sine ågerkarlesynder udslettede, spurgte ham, hvad han ville.

”Jeg er chela for Teshoo Lama, en hellig mand fra Bhotiyal, som er derinde. Han bød mig komme og nu venter jeg her. Sig ham det.”

”Glem ikke barnet,” råbte den utålmodige jat over sin skulder og gav sig derefter til at brøle på punjabi: ”Hellige Mand — du den Hellige Mands discipel — Guder over alle verdener — se, her sidder kummeren ved jeres port!” Dette råb er så almindeligt i Benares, at de forbigående ikke så meget som drejede hovedet.

Pengeudlåneren, fredeligt stemt mod hele menneskeheden, bragte budskabet ind i den mørke bygning bag ham og østerlandenes rolige minutter, som ikke tælles, randt hen, for lamaen lå i sin celle og sov, og ingen af præsterne ville vække ham. Da hans rosenkrans’ raslen igen brød stilheden i den indre gård, hvor de tavse helgenbilleder står, hviskede en novice: ”Din chela er her” — og den gamle mand glemte slutningen af sin bøn og skyndte sig af sted.

Næppe havde den høje skikkelse vist sig i døren, førend jat’en styrtede frem, løftede barnet op imod ham og skreg: ”Kast et blik på min søn, Hellige Mand, og, om Guderne vil, beholder han livet!”

Han famlede i sit bælte og trak en lille sølvmønt frem.

”Hvad betyder dette?” Lamaens blik vendte sig mod Kim. Det var tydeligt at høre, at han talte langt bedre urdu end for længe siden under Zam-Zammah. Men faderen ville ikke tillade privat samtale.

”Det er blot feber,” sagde Kim. ”Barnet er dårligt ernæret.”

”Han får kvalme af alting og hans moder er her ikke.”

”Med forlov, Hellige Mand, så kan jeg måske helbrede ham.”

”Hvad! Har de gjort dig til læge? Vent her,” sagde lamaen og satte sig ved siden af jat’en på templets nederste trin, mens Kim, skottende til dem, langsomt åbnede sin lille medicinæske. I skolen havde han drømt om at vende tilbage til lamaen som sahib og mystificere den gamle mand, inden han gav sig til kende — rene drengedrømme. Men det var langt mere dramatisk at stå tankefuld og med rynket pande og søge mellem medicinflaskerne, af og til standse for at overveje, og nu og da fremmumle en besværgelse. Kininpiller havde han, og ligeledes mørkebrune kødekstraktpastiller — rimeligvis af oksekød, men det kunne han være ligeglad med. Og den lille, som ikke ville spise, suttede begærligt på en pastil og sagde, at den smagte så dejligt salt.

”Så tag disse seks,” sagde Kim og rakte manden dem. ”Pris Guderne, og kog de tre i mælk og de tre andre i vand. Når han har drukket mælken, så giv ham denne” (det var halvdelen af en kininpille) ”og pak ham godt ind, så at han ikke fryser. Giv ham vandet, som de tre andre er kogt i, og den anden halvdel af den hvide pille, når han vågner. Og så er her endnu en brun medicinkage, som han kan sutte på vejen hjem.”

”I Guder, hvilken visdom!” sagde kambohen[*] og snappede medicinen.

Kim havde forordnet samme behandling, som han, så vidt han kunne huske, selv var blevet underkastet under et anfald af efterårsmalaria — når undtages besværgelserne, som han tilføjede for at gøre indtryk på lamaen.

”Gå nu og kom igen i morgen tidlig.”

”Men prisen — prisen,” sagde jat’en og rettede sine brede skuldre. ”Min søn er min søn. Når han nu bliver rask igen, hvordan skal jeg så kunne vende tilbage til hans moder og sige, at jeg tog imod hjælp af en fremmed, som jeg traf på min vej, og ikke gav så meget som en skål tykmælk til gengæld?”

”De er alle ens, disse jat’er,” sagde Kim mildt. ”En jat stod på sin mødding og så kongens elefanter drage forbi. ’Hej driver, sagde han, ’hvad vil du have for de små æsler dér?’”

Jat’en brast i en skoggerlatter, som han undertrykte med undskyldninger til lamaen. ”Sådan siger man i mit eget land — netop den historie fortæller man. Og sådan er alle vi jat’er. Jeg skal komme i morgen med barnet. Og Hjemmets Guder — det er gode små Guder — velsigne jer begge… nå, min søn, nu skal vi blive raske igen. Spyt den ikke ud, så skal du se, i morgen er vi stærke mænd, nævekæmpere og køllesvingere.”

Han gik sin vej, tyssende på barnet og snakkende godt for det. Lamaen vendte sig til Kim, og hele hans kærlige gamle sjæl lå i hans blik.

”At helbrede syge er at erhverve sig Fortjeneste, men først må man skaffe sig kundskaber. Det var viseligt handlet, Alverdens Ven.”

”Du gjorde mig vis, Hellige Mand,” svarede Kim, som glemte den lille komedie, han netop havde spillet, glemte St. Xavier, glemte, at han var hvid, glemte endog Det Store Spil, mens han på muhammedansk vis bøjede sig ned i jaintemplets støv for at berøre sin herres fødder. ”Min lærdom skylder jeg dig. Jeg har spist dit brød i tre år. Nu er min tid omme. Jeg er sluppet løs fra skolen. Og jeg kommer til dig.”

”Deri er min belønning. Kom ind, kom ind! Står alt godt til?” De gik ind i den indre gård, over hvilken eftermiddagssolen kastede en skrå, gylden stribe. ”Stil dig her, så at jeg kan se på dig. Sådan!” Han betragtede ham kritisk. ”Det er ikke længere et barn, men en mand, modnet i visdom og med en læges holdning. Jeg handlede vel — jeg handlede vel, den gang jeg udleverede dig til de væbnede mænd hin sørgelige aften. Husker du vor første dag under Zam-Zammah?”

”Ja,” svarede Kim. ”Og husker du, da jeg sprang ned fra vognen, den gang jeg for første gang skulle træde ind ad…”

”Lærdommens Porte? Javist. Og den dag, da vi spiste kagerne sammen på den anden side af floden ved Nucklao. Ak ja! Ofte har du tigget for mig, men den dag tiggede jeg for dig.”

”Med god grund,” sagde Kim. ”Den gang var jeg elev i Lærdommens Porte og klædt som sahib. Glem ikke, Hellige Mand,” vedblev han skælmsk, ”at jeg endnu er sahib — med din tilladelse.”

”Det er sandt. Og en højt anset sahib. Kom til min celle, chela.”

”Hvorfra ved du det?”

Lamaen smilede. ”For det første ved jeg det af breve fra den venlige præst, som vi traf i de væbnede mænds lejr. Men han er nu rejst til sit eget land og jeg har sendt pengene til hans broder.” Oberst Creighton, der havde påtaget sig at være formynder for Kim, da Fader Victor vendte tilbage til England med Maverickerne, var vist næppe præstens broder. ”Men jeg har svært ved at forstå sahib’ernes breve. De må oversættes for mig. Derfor valgte jeg en sikrere måde. Mange gange, når jeg vendte tilbage fra min Søgen til dette tempel, der bestandig har været en rede for mig, er der kommet en mand, der søger belæring — en mand fra Leh[*] — som, efter hvad han siger, har været hindu, men er blevet ked af alle disse Guder.” Lamaen pegede på helgenbillederne rundt om.

”En tyk mand?” spurgte Kim med et blink i øjet.

”Meget tyk, men jeg så snart, at hans sind helt og holdent var optaget af unyttige ting — såsom djævle og besværgelser og hvorledes vi drikker te i vore klostre og hvordan vi indvier novicerne. En mand, der strømmede over af spørgsmål, var han, men han var en ven af dig, chela. Han fortalte mig, at du var på vej til at vinde megen ære som skriver. Og jeg ser, at du er læge.”

”Ja, det er jeg — skriver er jeg, når jeg er sahib, men alt det kaster jeg fra mig, når jeg kommer til dig som din discipel. Jeg har været i skole så mange år, som det sømmer sig for en sahib.”

”Har du udstået din novicetid?” spurgte lamaen. ”Er du færdig med skolen? Jeg vil ikke, at du er umoden.”

”Jeg er helt færdig. Når tiden kommer, får jeg ansættelse under regeringen som skriver —”

”Ikke som kriger. Det er godt.”

”Men først kommer jeg for at vandre sammen med dig. Derfor er jeg her. Hvem tigger for dig nu?” vedblev han hurtigt, for han følte sig på tynd is.

”Meget ofte tigger jeg selv. Men, som du ved, er jeg sjældent her, undtagen når jeg kommer for at se til min discipel. Fra den ene ende af Hind til den anden har jeg rejst, til fods og med jernbanen. Det er et stort og vidunderligt land! Men når jeg tager ind her, er det, som var jeg i mit eget Bhotiyal.”

Han så sig veltilfreds om i den lille, rene celle. En lav hynde tjente ham til sæde, på hvilket han havde anbragt sig med benene over kors som den mediterende Bodhisat. Et sort teaktræs bord, ikke tyve tommer højt, besat med tekopper af kobber, stod foran ham. I en krog stod et lille alter, ligeledes af teaktræ med mange udskæringer, hvorpå der stod en forgyldt kobberstatuette af den Siddende Buddha og foran denne en lampe, et røgelseskar og et par urtepotter af kobber. ”Billedernes Vogter i Vidunderhuset erhvervede sig Fortjeneste ved at forære mig dem for et år siden,” sagde han, idet han fulgte Kims blik. ”Er man langt fra sit eget land, bringer sådanne ting minder. Og vi bør ære Herren, fordi han viste os Vejen. Se!” Han pegede på en underligt formet bunke af farvet ris, som kronedes af et fantastisk metalornament. ”Den gang jeg var abbed i mit eget kloster — før jeg lærte bedre — bragte jeg dagligt dette offer. Det forestiller Universets Opofrelse til Herren. Således ofrer vi i Bhotiyal hver dag hele verden til den Fortræffelige Lov. Og jeg gør det endnu, skønt jeg ved, at Den Allerypperste er hævet over kneb og klap.” Han tog sig en pris tobak.

”Du handler ret, Hellige Mand,” mumlede Kim, idet han lod sig synke mageligt ned på hynderne, højst lyksalig, men temmelig træt.

”Og endvidere,” lo den gamle mand, ”skriver jeg billeder af Livets Store Hjul. Jeg er tre dage om et billede. Jeg havde netop travlt med det — eller måske jeg havde lukket mine øjne en smule — da de meldte din ankomst. Det er godt at have dig her. Jeg vil vise dig min kunst — ikke af stolthed, men fordi du må lære den. Sahib’erne er ikke i besiddelse af al denne verdens visdom.”

Frem under bordet trak han et ark løjerligt duftende, gult kinesisk papir, pensler og en tuschkage. I de reneste og strengeste omrids havde han tegnet det store hjul med de seks eger, hvis midtpunkt er sammenslyngningen af Svin, Slange og Due (uvidenhed, vrede og vellyst), og hvis afdelinger er alle Himle og Helveder og alle menneskelivets hændelser. Det siges, at Bodhisat selv var den første, som tegnede det med riskorn på jorden for at lære sine disciple at indse Tingenes Årsager. Gennem mange tidsaldre er dette billede blevet udkrystalliseret til en vidunderlig tradition, fyldt som det er af hundreder af små figurer, i hvilke hver linie har sin betydning. Kun få kan tolke denne billedfortælling. Ikke tyve mennesker i hele verden kan tegne det med sikkerhed efter hukommelsen. Og af mænd, som både kan tegne og forklare det, gives der kun tre.

”Jeg har lært at tegne en smule,” sagde Kim. ”Men dette er et under over alle undere.”

”Jeg har tegnet det i mange år,” sagde lamaen. ”Der var en tid, da jeg kunne tegne det hele i tiden fra solnedgang til solnedgang. Jeg vil lære dig kunsten — når du er passende forberedt. Og jeg vil vise dig, hvad Hjulet betyder.”

”Skal vi da vandre sammen?”

”Vandre og Søge. Jeg har ventet på dig. Det er blevet mig vist i hundrede drømme — især i en, som sendtes mig natten efter den dag, da Lærdommens Porte for første gang lukkede sig bag dig — at uden dig ville jeg aldrig finde min Flod. Atter og atter har jeg, som du ved, skudt dette fra mig, af frygt for, at det skulle være Blændværk. Derfor ville jeg ikke tage dig med mig den dag i Lucknow, da vi spiste kagerne. Jeg ville ikke tage dig, før tiden var moden og lykkevarslende. Fra bjergene til havet og fra havet til bjergene har jeg vandret, men det var forgæves. Da mindedes jeg en Jâtaka.”

Han fortalte Kim historien om elefanten med jernringen om benet, som han så ofte havde fortalt den til jainpræsterne.

”Yderligere vidnesbyrd behøves ikke,” endte han højtideligt. ”Du blev sendt for at hjælpe mig. Uden den hjælp var min Søgen frugtesløs. Derfor vil vi gå sammen ud igen og da er vi sikre på at finde.”

”Hvorhen skal vi gå?”

”Hvad betydning har det, Alverdens Ven? Vor Søgen er sikker. Om nødvendigt, vælder Floden frem fra jorden for vore fødder. Jeg erhvervede mig Fortjeneste, da jeg sendte dig til Lærdommens Porte og gav dig den juvel, der hedder visdom. Jeg ser nu, at du er vendt tilbage som lærling af Sakyamuni, lægen, for hvem der er mange altre i Bhotiyal. Det er tilstrækkeligt. Vi er sammen, og alt er, som det før var — Alverdens Ven — Stjernernes Ven — min chela!”

Derefter gav de sig til at tale om mere verdslige emner, men det var at mærke, at lamaen ikke udspurgte ham nøjere om livet i St. Xavier og heller ikke viste det mindste glimt af nysgerrighed angående sahib’ernes sæder og skikke. Hans tanker bevægede sig udelukkende i fortiden og gnidende sig i hænderne og småleende genopfriskede han mindet om hvert eneste skridt på deres vidunderlige første vandring sammen, indtil han endelig lagde sig ned og faldt i en gammel mands pludselige søvn.

Kim holdt øje med den sidste solstråle, hvori støvkornene dansede ude i gården, indtil den døde hen, og legede med sin åndedolk og rosenkrans. Støjen fra Benares, den ældste af jordens stæder, som er lige vågen dag og nat, løb rundt om templets mure som havets brølen om en høfde. Nu og da gik en jainpræst over gården med et eller andet lille offer til gudebillederne og fejede vejen ren foran sig af frygt for ved et tilfælde at komme til at træde et levende væsen ihjel. En lampe tændtes og der lød en bøn. Kim holdt øje med stjernerne, mens de kom frem én efter én i det tavse, tætte mørke, indtil han faldt i søvn ved foden af alteret. Den nat drømte han på hindustani, uden engelske ord…

”Hellige Mand, husk barnet, som vi gav medicin,” sagde han, da lamaen ved tretiden næste morgen vågnede af sine drømme og straks ville af sted på pilgrimsvandring. ”Jat’en kommer her ved daggry.”

”Det var et godt svar. I mit hastværk ville jeg have handlet ilde.”

Han satte sig på hynderne og tog fat på sin rosenkrans.

”Sandelig, gamle mennesker er som børn,” sagde han alvorligt. ”Når de ønsker noget, skal det ske straks, ellers bliver de uartige og græder! På landevejen har jeg ofte været nær ved at stampe med foden af ærgrelse over en oksevogn, der spærrede vejen for mig, eller også blot over en støvsky. Sådan var det ikke, da jeg var mand — for lang tid siden. Ikke desto mindre er det urigtigt…”

”Men du er i sandhed gammel, Hellige Mand.”

”Det skete. En Årsag blev sluppet løs i denne verden, og hvilket menneske, gammel eller ung, syg eller karsk, klog eller dum, kan standse den Årsags virkning? Står Hjulet stille, fordi det er et barn, der drejer det — eller en drukkenboldt? Chela, denne verden er stor og frygtelig.”

”Jeg synes, den er god,” svarede Kim med en gaben. ”Er der noget at spise? Jeg har ikke spist siden i går aftes.”

”Jeg havde glemt dine behov. Derhenne finder du god te fra Bhotiyal og kold ris.”

”Vi kommer ikke langt på den kost.” Kim følte hele en europæers lyst til kødmad, som ikke fås i et jaintempel. Men i stedet for straks at begive sig ud med tiggerskålen, stillede han sin sultne mave tilfreds med kold ris og ventede, indtil det blev helt lyst. Netop da dagen brød frem, kom landmanden, overstrømmende glad og stammende af taknemmelighed.

”I nat hørte feberen op og sveden kom,” råbte han. ”Føl blot — hans hud er frisk og ny! Han syntes godt om de salte kager og drak mælken med begærlighed.”

Han trak klædet bort fra barnets ansigt og det smilede søvndrukkent til Kim. En lille klynge jain-præster, tavse men altskuende, samlede sig ved templets dør. De vidste, og Kim vidste, at de vidste, at den gamle lama havde truffet sin discipel. Høflige som de var, havde de ikke været påtrængende den foregående aften, hverken ved nærvær, ord eller handling. Nu ved solopgang ville Kim gengælde deres høflighed.

”Tak jainernes Guder, min broder,” sagde han, uden at kende Gudernes navne. ”Feberen er ganske rigtigt forsvundet.”

”Se, se!” sagde den strålende lama i baggrunden til sine værter. ”Har der nogensinde været mage til chela? Han følger i vor Herre Helbrederens fodspor.”

Jainerne anerkender officielt alle hinduismens Guder, så vel som Lingamen[*] og Slangen. De bærer braminernes tråd og holder fast ved alle hinduernes kastelove. Men fordi de kendte og elskede lamaen, fordi han var en gammel mand, fordi han Søgte Vejen, fordi han var deres gæst og fordi han førte lange natlige diskussioner med ypperstepræsten — så fritænkende en metafysiker, som nogensinde har kløvet ét hår i halvfjerds — mumlede de bifaldende.

”Husk vel på,” sagde Kim og bøjede sig over barnet, ”at denne sygdom kan komme igen.”

”Ikke dersom du kender den rette besværgelse,” sagde faderen.

”Men vi drager snart bort.”

”Det er sandt,” sagde lamaen til alle jainerne. ”Vi drager nu sammen ud på den Søgen, som jeg ofte har talt om. Jeg har ventet, indtil min chela var moden. Og her ser I ham! Vi vandrer nordpå. Aldrig mere vil jeg få dette mit hvilested at se, I venlige mennesker.”

”Men jeg er ingen tigger —” begyndte bonden, idet han rejste sig op med barnet på sine arme.

”Stille! Afbryd ikke den Hellige Mand,” udbrød en præst.

”Gå,” hviskede Kim. ”Mød os igen under den store jernbanebro, og for alle Punjabs Guders skyld, bring mad med dig — karry, bønner, kager bagt i fedt, og syltetøj. Især syltetøj. Skynd dig!”

Sultens bleghed klædte Kim fortræffeligt, som han stod dér, høj og slank, i sin mørke, side klædning, med den ene hånd på rosenkransen og den anden løftet til velsignelse — en stilling, som han havde afluret lamaen. En engelsk iagttager ville have sagt, at han meget lignede en ung helgen fra en kirkerude, skønt han blot var en sulten dreng i voksealderen.

Lang og højtidelig var afskeden. Tre gange endte den og tre gange påbegyndtes den atter. Den Søgende præst — han som havde indbudt lamaen til at drage fra det fjerne Tibet til dette tempel, en bleg, skaldet asket — tog ingen del i den, men sad som sædvanlig alene blandt gudebillederne og mediterede. De andre opførte sig aldeles som mennesker. De påtvang den gamle mand små gaver — en betelæske, et smukt, nyt pennefoderal af jern, en madpose og deslige — de advarede ham mod yderverdenens farer, de spåede ham et lykkeligt udfald af hans Søgen. Imens sad Kim på trappetrinene, ensommere end nogensinde, og bandede på St. Xaviers sprog.

”Men det er min egen skyld,” indrømmede han til sidst. ”Hos Mahbub spiste jeg Mahbubs brød, eller Lurgan Sahibs. I St. Xavier fik jeg tre måltider om dagen. Her må jeg fægte for mig selv. Og desuden er jeg blevet vant til det omflakkende liv. Nå da, hvor jeg kunne sluge en tallerken oksesteg!… Er du færdig, Hellige Mand?”

Lamaen løftede begge hænder og intonerede en afskedsvelsignelse på forsiret kinesisk.

”Jeg må støtte mig til din skulder,” sagde han, da templets porte lukkedes. ”Man bliver stiv, tror jeg.”

At stive en seks fod høj mand af gennem milelange, menneskefyldte gader er ikke så let endda, og Kim, belæsset med bylter og pakker med rejsefornødenheder, var glad, da de nåede ind i skyggen af jernbanebroen.

”Nu skal vi spise,” sagde han resolut, idet den smilende kamboh i sin blå klædning viste sig med en kurv i den ene hånd og barnet i den anden.

”Tag for jer af retterne, Hellige Mænd!” råbte han allerede på halvtreds yards afstand. De befandt sig nu nede ved det lave vand under den første brobue, væk fra sultne præsters synskreds. ”Ris og god karry og kager, ganske varme og krydrede med hing (dyvelsdræk), tykmælk og sukker. Konge over mine marker,” — dette henvendt til hans lille søn, — ”lad os vise disse hellige mænd, at vi jat’er fra Jullundur forstår at gengælde en tjeneste — jeg har hørt, at jainer kun spiser det, de selv har kogt, men sandt er det” — han tog høfligt øjnene til sig og stirrede ud over den brede flod — ”at hvor ingen øjne er, er ingen kaste.”

”Og vi,” sagde Kim, idet han vendte ryggen til ham og øste op på et blad til lamaen, ”er over alle kaster.”

De proppede sig i tavshed med den gode mad. Først da Kim havde slikket det sidste af det klæbrige syltetøj af sin lillefinger, lagde han mærke til, at kambohen også var rejseklædt.

”Er vor vej den samme,” sagde han ligefremt, ”følges jeg med dig. Man finder sjældent mirakelmagere og barnet er endnu svagt. Jeg derimod er intet siv.” Han greb sin lathi — en fem fod lang bambusstang beslået med blankpolerede jernringe — og svang den i luften. ”Folk siger, at vi jat’er er stridbare, men det er usandt. Kommer ingen os på tværs, er vi som vore egne bøfler.”

”Kan være,” svarede Kim. ”En god stok er et godt argument.”

Lamaen så veltilfreds op ad strømmen på den langstrakte, sodede udsigt med røgsøjlerne, der uophørligt hæver sig fra ligbrændingspladserne ved flodbredden. Af og til kom resterne af et halvbrændt lig glidende forbi på den raske strøm, til trods for alle politiets forbud.

”Havde det ikke været for dig,” sagde kambohen, idet han trykkede barnet ind til sit lodne bryst, ”havde jeg måske i dag måttet vandre derned — med ham her. Præsterne siger os, at Benares er en hellig by — hvilket ingen betvivler — og et sted, hvor det er godt at dø. Men jeg kender ikke deres Guder, og de forlanger penge og når man har tilbedt en af dem, kommer en skaldepande og forsikrer, at det ikke nytter noget, hvis man ikke også tilbeder en anden. Vask her! Vask dér! Øs, drik, bad og strø blomster — men betal altid præsten. Nej, må jeg bede om Punjab, og Jullundurs jord er den bedste i Punjab.”

”Jeg har mange gange sagt — i templet, tror jeg — at om nødigt vil Floden vælde frem for vore fødder. Lad os derfor drage mod nord,” sagde lamaen og rejste sig. ”Jeg mindes et behageligt sted, omgivet af frugttræer, hvor man kan vandre frem og tilbage og meditere — og luften er køligere dér. Den kommer fra bjergene og fra bjergenes sne.”

”Hvad hedder det sted?” spurgte Kim.

”Hvorfra skulle jeg vide det? Men var du da ikke — nej, det var efter at hæren var steget frem af jorden og havde ført dig bort. Jeg dvælede dér i meditation i et værelse tæt ved dueslaget — undtagen når hun snakkede uafbrudt.”

”Oho!” lo Kim. ”Kvinden fra Kulu! Det er tæt ved Saharanpur.”

”Hvad er din herres vilje?” Går han til fods for at udsone fordums synder?” spurgte jat’en forsigtigt. ”Der er langt til Delhi.”

”Nej,” sagde Kim. ”Jeg vil tigge til en jernbanebillet.” I Indien indrømmer man aldrig, at man har penge.

”Så lad os i Gudernes navn benytte ildvognen. Min søn vil have det bedst i sin moders arme. Regeringen har pålagt os mange skatter, men den har givet os én god ting — jernbanen, som forener venner og bringer de længselsfulde sammen. Det er en vidunderlig ting, den jernbane.”

Et par timer efter satte de sig alle i en kupé og sov dagens varme tid bort. Kambohen gjorde Kim ti tusind spørgsmål om lamaens vandringer og livsgerning og fik mærkelige svar. Kim var tilfreds med at være, hvor han var, med at se ud over de nordvestlige provinsers flade landskaber og med at sludre med de skiftende skarer af medrejsende. Selv nu er billetter og billetklipning sort undertrykkelse for de indiske landboere. Når de har købt sig dette magiske lille stykke papir, forstår de ikke, hvorfor fremmede kommer og klipper store stykker ud af tryllemidlet. Derfor opstår der lange og ivrige debatter mellem de rejsende og de eurasiske konduktører. Kim deltog i et par af disse debatter med alvorsfulde råd, beregnede på at mudre vandene og at imponere lamaen og den beundrende kamboh. Men ved Somna sendte skæbnen ham en hændelse, som gav ham noget at tænke på. Netop idet toget satte sig i gang, styrtede en simpel, mager lille person ind i kupéen — en mahratta, så vidt Kim kunne dømme efter snittet på hans stramtsiddende turban. Hans ansigt var forrevet, hans musselins overkjortel hang i pjalter og han bar en forbinding om det ene ben. Han fortalte dem, at en bondevogn havde påkørt og næsten dræbt ham. Han var på vej til Delhi, hvor hans søn boede. Kim iagttog ham nøje. Var han, som han påstod, trillet hen ad jorden, måtte hans hud være revet af gruset, men alle hans kvæstelser og sår var rene og skarprandede, og den blotte påkørsel af en vogn kunne vel heller ikke gøre en mand så dødeligt forskrækket. Mens han med rystende fingre bandt det sønderrevne tørklæde fast om sin hals, kom han til at blotte en amulet. Nu er amuletter ret almindelige, men de færreste af dem bæres i snoet kobbertråd, og endnu færre er af sølv og sort emalje. Der var ingen andre i kupéen end kambohen og lamaen, og kupéen selv var heldigvis af den gamle type med skillerum fra loft til gulv. Kim foregav at klø sig på brystet og trak derved sin egen amulet frem. Mahrattaens ansigt skiftede fuldstændigt udtryk ved dette syn og han gemte amuletten på sit bryst.

”Ja,” vedblev han henvendt til kambohen, ”jeg havde travlt, og den skiderik, som kørte vognen, styrede dens hjul lige ned i en vandrende, og foruden den fortræd, han gjorde mig, spolerede han et helt stort fad tarkeean. Den dag var jeg ikke en heldig mand — en Amulettens Søn, som man siger.”

”Det var et stort tab,” svarede kambohen uinteresseret. Hans erfaringer i Benares havde gjort ham mistænksom.

”Hvem havde kogt den?” spurgte Kim.

”En kvinde,” svarede mahrattaen og fæstede øjnene på ham.

”Alle kvinder kan koge tarkeean,” sagde kambohen. ”Det er god karry, ved jeg.”

”Ja, den smager godt,” svarede mahrattaen.

”Og billig,” tilføjede Kim. ”Men hvad med kastelovene?”

”Åh, der er ingen kaste, når mænd går ud for at — se efter tarkeean,” svarede mahrattaen med den rigtige rytme. ”I hvis tjeneste står du?”

”I denne Hellige Mands.”

Kim pegede på den tilfredse, søvnige lama, der vågnede med et sæt ved at høre de ord, han elskede.

”Ja, han er blevet sendt mig fra Himlen for at hjælpe mig. Hans navn er Alverdens Ven. Han kaldes også Stjernernes Ven. Han er læge — nu da hans tid er moden. Hans visdom er stor.”

”Og en Amulettens Søn,” tilføjede Kim sagte, mens kambohen skyndte sig at stoppe en pibe, for at mahrattaen ikke skulle tigge af ham.

”Og hvem er han dér,” spurgte mahrattaen og skottede nervøst til siden.

”En mand, hvis barn jeg — vi har helbredt, og som er os stor tak skyldig. — Sæt dig hen ved vinduet, mand fra Jullundur. Her er en syg.”

”Hø! Jeg ynder ikke at indlade mig med tilfældigt mødte landstrygere. Mine ører er ikke lange. Jeg er ikke en kvinde, som ønsker at belure andres hemmeligheder.” Og jat’en rutschede klodset hen i den fjerneste krog af kupéen.

”Er du læge? Så hjælp mig. Jeg stikker ti mile dybt i elendighed,” udbrød mahrattaen, der tog sit stikord fra Kim.

”Manden er forslået og kvæstet over hele kroppen. Jeg vil helbrede ham,” svarede Kim. ”Ingen blandede sig, da jeg helbredte dit barn.”

”Din bebrejdelse er retfærdig,” sagde kambohen spagt. ”Jeg skylder dig min søns liv. Du kan gøre mirakler — jeg ved det.”

”Vis mig sårene,” sagde Kim og bøjede sig over mahrattaens hals. Hans hjerte bankede, så at han næsten kvaltes, for dette var sandelig Det Store Spil for ramme alvor. ”Fortæl mig hurtigt din historie, broder, mens jeg fremsiger trylleord.”

”Jeg kommer fra Syden, hvor jeg havde en opgave. En af vore myrdedes på landevejen. Har du hørt om det?” Kim rystede på hovedet. Han vidste naturligvis intet om E.23’s forgænger, der var blevet dræbt nede i Syden, forklædt som arabisk handelsmand. ”Jeg fandt et vist brev, som jeg var sendt efter, og begav mig derefter på tilbagevejen. Jeg undslap fra byen og hastede til Mhow. Så sikker var jeg på, at ingen vidste noget om mig, at jeg end ikke forandrede mit ansigt. Men i Mhow anklagede en kvinde mig for juveltyveri i den by, som jeg netop havde forladt. Så vidste jeg, at jeg var genkendt. Jeg løb bort fra Mhow om natten efter at have bestukket politiet, der var underkøbt til uden undersøgelse at udlevere mig til mine fjender i Syden. Så opholdt jeg mig en uges tid i den gamle stad Chitor som bodfærdig i et tempel, men jeg kunne ikke blive af med brevet, som jeg havde i forvaring. Jeg gravede det ned under Dronningens Sten[*] i Chitor på det sted, vi alle kender.”

Kim kendte ikke stedet, men ville ikke afbryde for alt i verden.

”I Chitor, forstår du, var jeg i et uafhængigt land. I Kotah, der ligger østligere, gælder Dronningens lov ikke, og Jaipur og Gwalior ligger østligere end det. Ingen af stederne holder folk af spioner og retfærdighed findes ikke. Jeg blev jaget som en våd sjakal, men jeg slap fra dem i Bandakui, hvor jeg hørte, at der var en mordanklage mod mig i den by, jeg havde forladt — mord på en dreng. De har liget og vidnerne parat.”

”Kan regeringen ikke beskytte dig?”

”Vi, som spiller Det Store Spil, har ingen beskyttelse. Dør vi, så dør vi. Vore navne slettes i protokollen, det er det hele. I Bandakui, hvor en af Vore bor, troede jeg at kunne skjule mit spor ved at forandre mit ansigt og gjorde mig derfor til mahratta. Så drog jeg til Agra og ville vende tilbage til Chitor for atter at få fat i brevet. Så sikker var jeg på, at jeg var sluppet fra dem. Derfor sendte jeg ikke et tar (telegram) til nogen med besked om, hvor brevet lå. Jeg ville have hele æren.”

Kim nikkede. Den følelse forstod han godt.

”Men mens jeg gik på gaden i Agra, råbte en mand, at jeg skyldte ham penge og kom løbende med vidner for at slæbe mig for retten. Åh, de er listige i Syden! Han erklærede, at han i mig genkendte den mand, der havde påtaget sig at sælge hans bomuld for ham. Må han brænde i Helvede!”

”Men var du da det?”

”Fjols! Jeg var den mand, de søgte på grund af den historie med brevet! Jeg løb ind i slagternes kvarter og slap bort gennem jødens hus, for han var bange for opløb og hjalp mig. Jeg gik til fods til Somna — jeg havde kun penge til en billet til Delhi — men mens jeg lå i en grøft med feber, sprang en mand ud fra krattet, slog mig og sårede mig og gennemsøgte mig fra top til tå. Og det inden for hørevidde af jernbanen!”

”Hvorfor dræbte han dig ikke på stedet?”

”Så dumme er de ikke. Arresteres jeg i Delhi på begæring af en prokurator i anledning af en bevislig anklage for mord, udleveres jeg til den stat, der forlanger det. Jeg bliver sendt tilbage under bevogtning, og så — dør jeg en langsom død for at skræmme andre af vore. Syden er ikke mit land. Jeg cirkler rundt som en enøjet ged. Jeg har ikke fået mad i to dage. Jeg er mærket” — han rørte ved den snavsede forbinding, han bar om benet — ”så at de kan kende mig i Delhi.”

”Du er dog i sikkerhed her i toget.”

”Spil Det Store Spil et års tid og gentag så det! I Delhi har de fået telegrammer, hvori hvert sår og hver pjalt på min krop beskrives. Tyve — om nødvendigt hundrede — vil sværge på, at de har set mig dræbe drengen. Og du kan ikke hjælpe mig!”

Kim kendte de indfødtes angrebsmåder tilstrækkeligt til ikke at tvivle på, at anklagen ville være uhyggeligt fuldstændig — end ikke liget ville mangle. Fra tid til anden bevægede mahrattaens fingre sig krampagtigt i smerte. Kambohen gloede tvært i sin krog. Lamaen havde travlt med sin rosenkrans og Kim, der famlede omkring på mandens hals på lægers vis, fremsagde besværgelser og grublede på en plan.

”Har du et tryllemiddel, der kan forandre mit udseende? Ellers er jeg dødsens. Havde jeg blot ikke haft så travlt, havde jeg blot kunnet være fem — ti minutter alene, så kunne jeg måske —”

”Er han endnu ikke helbredt, vidunderlæge?” sagde kambohen skinsygt. ”Du har besværget længe.”

”Nej. Jeg ser, at hans sår ikke kan helbredes, medmindre han sidder tre dage i en bairagis dragt.” Dette er en meget almindelig bod, som ofte pålægges tykke handelsmænd af deres gejstlige rådgivere.

”En præst forsøger altid at gøre andre til præster,” var svaret. Som de fleste groft overtroiske mennesker kunne kambohen ikke afholde sig fra at spotte sin kirke.

”Tror du da, at din søn bliver præst? Det er på tide, at han får lidt mere af min kinin.”

”Vi jat’er er bøfler til hobe,” sagde kambohen, på ny i blidere humør.

Kim gned en smule af den bitre medicin på det tillidsfulde barns små læber. ”Jeg har intet forlangt af dig,” sagde han strengt til faderen, ”undtagen mad. Under du mig ikke det? Jeg vil nu helbrede en anden. Har jeg din tilladelse, ædle fyrste?”

Op fløj mandens store labber i en bønfaldende stilling. ”Nej — nej! Spot mig ikke.”

”Det behager mig at helbrede denne syge mand. Du skal erhverve dig Fortjeneste ved at hjælpe mig. Hvad farve har asken i dit pibehoved? Hvid. Det er lykkevarslende. Har du rå gurkemeje blandt dine madvarer?”

”Jeg — jeg…”

”Åbn din bylt!”

Den indeholdt det sædvanlige ruskomsnusk: tøjstumper, husmidler, billige markedsgaver, et klæde fuldt af atta — det groft malede grålige mel, som de indfødte bruger — ruller af tobak fra Syden, spraglede pibestilke, og en pakke karry, alt sammen viklet ind i et tæppe. Kim vendte og drejede det med en kløgtig troldmands mine og mumlede en muhammedansk besværgelse.

”Dette er visdom, som jeg har lært hos sahib’erne,” hviskede han til lamaen, og dermed sagde han heller ikke mere, end hvad sandt var, når man betænker den oplæring, han havde fået hos Lurgan. ”Stjernerne viser, at der ligger en stor ulykke på denne mands vej, som — som vil volde ham sorg. Skal jeg fjerne den?”

”Stjernernes Ven, du har handlet vel i alle ting. Ske, som du vil. Er det også en helbredelse?”

”Skynd dig! Skynd dig!” gispede mahrattaen. ”Sæt toget standser.”

”En helbredelse af en, som døden har kastet sin skygge over,” svarede Kim, mens han blandede kambohens mel med trækullet og tobaksasken i pibens røde lerhoved. E.23 tog uden et ord sin turban af og rystede sit lange, sorte hår ned.

”Det er min mad, præst,” brummede jat’en.

”En bøffel i templet! Har du vovet at se på dette?” sagde Kim. ”Jeg må gøre hemmelighedsfulde ting i tåbers påsyn, men var dine øjne. Er der ikke allerede en tåge for dem? Jeg frelser dit barn, og til tak vil du — åh skamløse menneske!”

Manden ømmede sig under Kims hvasse stirren, for Kim var for alvor vred. ”Skal jeg forbande dig, eller skal jeg…” Han greb det klæde, der havde været om bylten og kastede det over mandens bøjede hoved.

”Vov så meget som blot at tænke, at du kunne have lyst til at se — så vil selv jeg ikke kunne frelse dig. Sid! Vær stum!”

”Jeg er blind — og stum. Forband mig ikke! Kom — kom, mit barn, vi leger skjul. Du må ikke kigge under klædet.”

”Jeg øjner håb,” sagde E.23. ”Hvad er din plan?”

”Af med den her,” sagde Kim og trak i mandens tynde skjorte. E.23 tøvede med hele en nordvestlig indfødts utilbøjelighed til at blotte sit legeme.

”Hvad er kaste mod en overskåret hals,” sagde Kim og flængede skjorten helt ned til bæltestedet. Vi må gøre dig til gul sadhu over hele kroppen. Af med tøjet i en fart og ryst dit hår ned over øjnene, mens jeg drysser aske over dig. Og nu et kastemærke på din pande.” Han trak sin lille farvelade frem fra brystet tillige med en kage højrød farve.

”Er du kun en begynder?” spurgte E.23, der bogstaveligt talt arbejdede for sit liv, mens han trak sit tøj af og kun beholdt lændeklædet på, alt imens Kim malede et prægtigt kastemærke på hans askesmurte pande.

”Det er kun to dage siden, at jeg begyndte at tage del i Spillet, broder,” svarede Kim. ”Mere aske på brystet.”

”Har du truffet — en mand, som helbreder syge perler?” Han slog sit lange, stramt rullede turbanklæde ud og snoede det derpå med rappe hænder over og under og omkring sine hofter i alle en sadhus lændeklædes indviklede bugtninger.

”Aha! Du genkender hans håndelag? Ja, han var min lærer en tid. Så tegner vi striber på dine ben. Aske er godt for sår. Smør mere på.”

”Jeg var hans stolthed engang, men du er næsten bedre. Guderne er os nådige! Giv mig dén der.”

”Dén der” var en blikæske med opiumspiller, som fandtes blandt det øvrige virvar i jat’ens bylt. E.23 slugte en halv håndfuld.

”De er gode mod sult, frygt og kulde. Og desuden gør de øjnene røde,” forklarede han. ”Nu får jeg mod til at spille Spillet. Vi mangler kun en sadhus tang. Men hvad med de gamle klæder?”

Kim rullede dem fast sammen og stoppede dem indenfor sin tunikas løse folder, hvorefter han gav sig til at bemale mandens ben og bryst med gul okkerfarve — brede streger på en baggrund af mel, aske og gurkemeje.

”Blodet på dem er nok til at bringe dig i galgen, broder.”

”Kan være, men der er ingen grund til at kaste dem ud af vinduet… nu er jeg færdig.” Hans stemme dirrede med hele en drengs glæde over legen. ”Vend dig om og se, jat!”

”Guderne bevare os,” sagde kambohen, idet han stak hovedet frem under klædet, som en bøffel dukker frem fra sivene. ”Men — hvor er mahrattaen blevet af? Hvad har du gjort?”

Kim var oplært af Lurgan Sahib, og E.23 var, som følge af sin profession, ingen ueffen skuespiller. I stedet for den skælvende og gysende lille handelsmand sad nu henslængt i hjørnet en næsten nøgen, askesmurt, okkerbemalet sadhu med støv i håret. Hans opsvulmede øjne — opium virker hurtigt på tom mave — skinnede af uforskammethed og dyrisk begær. Hans ben var korslagte, om sin hals havde han Kims brune rosenkrans og over sine skuldre et stykke slidt, blomstret sirts. Ved dette syn skjulte barnet sit ansigt i sin forbløffede fars arme.

”Se op, lille fyrste! Vi rejser sammen med heksemestre, men de gør dig ingen fortræd. Græd blot ikke… hvad mening er der i at helbrede et barn den ene dag og skræmme det ihjel den næste?”

”Drengen vil være heldig hele sit liv. Han har set en stor helbredelse. Den gang jeg var barn, lavede jeg mænd og heste af ler.”

”Det gør jeg også. Sír Banás, han kommer om natten og gør dem alle sammen levende bag vor mødding,” peb barnet.

”Derfor er du heller ikke forskrækket over noget som helst. Vel, lille fyrste?”

”Jeg blev forskrækket, fordi min far blev forskrækket. Jeg følte hans arme ryste.”

”Åh, kyllingehjerte,” sagde Kim, og selv den skamfulde jat lo. ”Jeg har helbredt denne stakkels handelsmand. Han må forsage profit og regnskabsbøger og sidde ved landevejen i tre døgn, hvis han vil overvinde sine fjenders ondskab. Stjernerne er ham ikke gunstige.”

”Jo færre ågerkarle, jo bedre, siger jeg. Men sadhu eller ikke saddhu, han bør betale mig for mit tøjstykke, som han har over sine skuldre.”

”Så? Det er dit barn, der læner hovedet til din skulder. Han, som for mindre end to dage siden var på vej til ligbålet. Og én ting til: Jeg gjorde denne trolddomskunst i dit nærvær, fordi det var bydende nødvendigt. Jeg forvandlede hans skikkelse og hans sjæl. Men alligevel, mand fra Jullundur, dersom du tilfældigvis skulle mindes, hvad du har set, enten når du sidder under træet blandt landsbyens ældste, eller i dit eget hus, eller når din præst velsigner dit kvæg — da vil sygdom ramme dine bøfler, ild fortære dit hus og rotter dit kornforråd og Gudernes forbandelse vil hvile over dine marker, så at de bliver golde foran dine fødder og bag dit plovskær.”

Dette var en del af en gammel forbandelse, som Kim i sin uskylds dage havde afluret en fakir ved Taksali-porten. Den tabte intet ved gentagelsen.

”Hold inde, Hellige Mand! Vær nådig og hold inde!” skreg jat’en. ”Forband ikke mit hus. Jeg har intet set! Jeg har intet hørt! Jeg er din ko!”

Og han greb efter Kims nøgne fod, som stampede rytmisk mod kupégulvet.

”Men siden det er blevet dig tilladt at hjælpe mig med en håndfuld mel og en smule opium og slige bagateller, som jeg har beæret ved at bruge dem til min kunst, vil Guderne velsigne dig.”

Og til uhyre lettelse for manden opremsede han en lang velsignelse. Det var en, som Lurgan Sahib havde lært ham.

Lamaen stirrede gennem sine briller, som han ikke engang havde stirret, mens forklædningen stod på.

”Stjernernes Ven,” sagde han endelig, ”du har erhvervet dig stor visdom. Var dig, at den ikke avler stolthed. Intet menneske, som har Loven for øje, taler uoverlagt om noget, som han har set eller oplevet.”

”Nej, nej, nej, du har ret,” råbte landmanden, bange for, at mesteren ville tage fat, hvor eleven havde sluppet.

E.23 sad imidlertid med hængende mundvige og døsede efter opiumen, der er mad, tobak og medicin for en træt asiat.

Således rullede de under ærbødig tavshed og stor misforståelse ind på banegården i Delhi omtrent ved lygtetændingstid.

Tolvte kapitel

Who hath desired the Sea — the sight of salt-water unbounded?
The heave and the halt and the hurl and the crash of the comber wind-hounded?
The sleek-barrelled swell before storm — grey, foamless, enormous, and growing?
Stark calm on the lap of the Line — or the crazy-eyed hurricane blowing?
His Sea in no showing the same — his Sea and the same ’neath all showing —
His Sea that his being fulfills?
So and no otherwise — so and no otherwise hill-men desire their Hills!

The Sea and the Hills.

”Jeg har atter fattet mod,” sagde E.23. Støjen på perronen gjorde, at kun Kim kunne høre ham. ”Sult og frygt svækker et menneske, ellers ville denne udvej måske være faldet mig ind. Men jeg havde ret, de holder udkig efter mig. Du har reddet mit liv.”

En lille afdeling punjabske politibetjente i gule benklæder, anført af en varm og svedende ung englænder, bevægede sig gennem menneskesværmen omkring waggonerne. Bag dem vraltede en lille, tyk, selvudslettende person, der lignede et sagførerbud.

”Se, den unge sahib læser i et papir. Det er mit signalement,” sagde E.23. ”De går fra vogn til vogn som fiskere, der trækker vod i en dam.”

Da optoget nåede deres kupé, sad E.23 og talte sin rosenkrans med sikre og rolige håndbevægelser, mens Kim hånede ham, fordi han var så høj, at han havde tabt den ringbesatte ildtang, som er en sadhus kendetegn. Lamaen sad hensunket i meditation og stirrede lige ud for sig, mens landmanden, skottende omkring sig, samlede sine ejendele.

”Her er kun et par helligrøve,” sagde englænderen højt og gik videre under almindelig uro blandt de omstående, for indfødt politi betyder pengeafpresning hele Indien over.

”Men nu,” hviskede E.23, ”består vanskeligheden i at få afsendt et telegram om, hvor jeg skjulte brevet, jeg var sendt for at finde. Jeg kan ikke gå til telegrafkontoret i denne dragt.”

”Er det ikke nok, at jeg har reddet dit liv?”

”Ikke hvis opgaven forbliver ugjort. Har de syge perlers læge aldrig sagt dig det? — Dér kommer nok en sahib. Aha!”

Det var en høj, gulbleg politiinspektør i fuld uniform — bælte, hjelm, blanke sporer og hele molevitten — der kom spankulerende, snoende sit mørke overskæg.

”Hvor disse politi-sahib’er do er idioter!” sagde Kim muntert.

E.23 skottede op under sine øjenlåg. ”Sandt nok,” mumlede han med forandret stemme. ”Jeg går hen for at drikke vand. Hold min plads.”

Han tumlede ud af kupéen næsten lige i armene på englænderen og blev skældt ud på dårligt urdu.

”Tam mut? Er du fuld? Du må ikke fjotte rundt, som om Delhi banegård tilhørte dig, min ven.”

Uden at bevæge en muskel i sit ansigt, svarede E.23 med en strøm af de gemeneste skældsord, hvorover Kim naturligvis frydede sig. Det mindede ham om trommeslagerne og gårdfejerne i Ambala i hine onde dage, da han for første gang kom i skole.

”Min kære idiot,” drævede englænderen. ”Nickle-jao! Gå tilbage til din kupé.”

Den gule saddhu trak sig ærbødigt tilbage skridt for skridt og krøb op i kupéen, mens han på samme tid sænkede stemmen og bandede politiinspektøren og hans efterkommere til det fjerneste led — her hoppede Kim ligefrem i sædet, for han bandede ved Dronningens Sten, ved skriften, der lå under Dronningens Sten, og ved et udvalg af Guder med ukendte navne.

”Jeg forstår ikke, hvad du siger,” svarede englænderen rød i hovedet af vrede, ”men det er uforskammetheder. Hold din mund!”

E.23 lod, som om han misforstod og rakte roligt sin billet frem. Englænderen rev den vredt ud af hånden på ham.

”Oh zoolum! Hvilken hårdhed!” brummede jat’en fra sin krog. ”Og det for en spøgs skyld.” Han havde siddet og moret sig over sadhuens grovheder. ”Dine tryllemidler virker ikke heldigt i dag, Hellige Mand.”

Sadhuen fulgte krybende og bønfaldende efter politimanden. Hoben af passagerer havde travlt med deres småbørn og deres pakkenelliker og havde ikke lagt mærke til det lille optrin. Kim smuttede ud af kupéen og fulgte efter, for det var pludseligt gået op for ham, at han engang for tre år siden havde hørt denne vrede, tåbelige sahib udveksle højrøstede personligheder med en vis gammel dame i nærheden af Ambala.

”Alt i orden,” hviskede sadhuen, indeklemt i den råbende, kaldende, forvirrende trængsel, med en persisk mynde mellem sine ben og en kurv skrigende falke, bevogtede af en rajputisk falkoner, klemt ind i ryggen. ”Nu er han gået hen for at sende besked om det brev, jeg har skjult. De fortalte mig, at han var i Peshawur, men jeg burde have vidst, at han er som en krokodille — altid ved det andet vadested. Han har reddet mig fra min øjeblikkelige forlegenhed, men jeg skylder dig mit liv.”

”Er han også en af vore?” hviskede Kim, idet han dukkede ind under en mewarsk kameldrivers fedtede ærme og puffede en klynge pludrende sikhiske kvinder til side.

”Ingen ringere end den største. Vi er begge to heldige! Jeg vil aflægge rapport til ham om, hvad du har gjort. Under hans beskyttelse er jeg i sikkerhed.”

Han borede sig gennem mængden, der belejrede waggonerne, og satte sig på jorden ved siden af bænken ved telegrafkontoret.

”Gå tilbage, ellers bliver din plads optaget! Frygt ikke for opgaven, broder, eller for mit liv. Du skaffede mig pusterum, og Strickland Sahib har trukket mig op på det tørre. Vi vil måske en anden gang arbejde sammen i Spillet. Levvel!”

Kim skyndte sig tilbage til sin kupé — glad, forbavset, men lidt ærgerlig over ikke at have nøglen til de ham omgivende hemmeligheder.

”Jeg er selvklart en begynder i Spillet. Jeg kunne ikke have sprunget i sikkerhed, sådan som sadhuen gjorde. Han vidste, at der er mørkest under lygten. Mig ville det aldrig være faldet ind at give en meddelelse under påskud af at forbande… og hvor snild den sahib var! Nå, lige meget, jeg har reddet en mands liv… hvor er kambohen blevet af, Hellige Mand?” hviskede han, idet han tog plads i kupéen, der nu var helt fuld af rejsende.

”Han blev bange,” svarede lamaen med et anstrøg af kærlig ondskab. ”Han så, hvorledes du i en håndevending forvandlede mahrattaen til sadhu for at beskytte ham mod ulykke. Det rystede ham. Dernæst så han, hvordan sadhuen straks efter faldt i politiets hænder — virkningen af din kunst. Så tog han sin søn i sine arme og flygtede, for, sagde han, du havde forvandlet en stilfærdig handelsmand til en uforskammet slyngel, der skændtes med sahib’er, og han frygtede en lignende skæbne. Hvor er sadhuen?”

”I politiets hænder,” svarede Kim. ”Men jeg frelste kambohens barn.”

Lamaen tog sig roligt en pris.

”Ja, chela, dér kan du se, hvordan straffen rammer dig. Du helbredte kambohens barn ene og alene for at erhverve dig Fortjeneste. Men du forheksede mahrattaen af stolthed over din kunst — jeg holdt øje med dig, mens du skottede til os — og for at forbløffe en gammel mand og en tåbelig bonde. Og resultatet er ulykke og mistanke.”

Kim beherskede sig med en anstrengelse, som man ikke skulle forvente sig af hans alder. Han elskede så lidt som andre unge at blive uretfærdigt bedømt og få ufortjent skænd, men han indså, at han hang på den. Toget rullede bort fra Delhi og videre ud i natten.

”Det er sandt,” mumlede han. ”Har jeg krænket dig, har jeg handlet ilde.”

”Det er værre end det, chela. Du har sluppet en Handling løs i verden, og som når en sten kastes i en dam, breder virkningerne sig videre, end du kan forudsige.”

Denne uvidenhed var heldig både for Kims forfængelighed og for lamaens sindsro, når vi tager i betragtning, at der i samme øjeblik i Simla blev afleveret et telegram, der meldte, at E.23 var ankommet til Delhi og — vigtigere — hvor det brev fandtes, som han havde fået ordre til at — tilegne sig. I forbifarten bemærket havde endvidere en overivrig politimand anholdt en højligt indigneret ajmirsk bomuldshandler som sigtet for et mord, begået i en stat langt sydpå, og manden stod nu på perronen i Delhi og forklarede sig for en vis Hr. Strickland, mens E.23 ad baggyder traskede ind i staden Delhis hemmelighedsfulde indre. To timer efter havde en vred minister i en sydlig stat modtaget adskillige telegrammer, der meldte, at ethvert spor af en noget forslået mahratta var blevet tabt. Og da det langsomme tog endelig holdt ved Saharanpur, skyllede den sidste bølge fra den sten, som Kim havde hjulpet med at kaste, netop imod trinene til en moské i det fjerne Istanbul — hvor den forstyrrede en from mand i hans bønner.

Lamaen fremsagde sine bønner højtideligt under perronens dugvåde blomsterespalier, fornøjet over det klare solskin og over sin discipels tilstedeværelse. ”Vi vil lægge alt dette bag os,” sagde han og pegede på det messingskinnende lokomotiv og det blanke spor. ”Jernbanen er en vidunderlig ting, men dens skrumplen har rystet mine knogler slemt. For fremtiden vil vi holde os til den friske luft.

”Lad os gå til kulukvindens hus,” sagde Kim muntert og gik af sted med bylterne. Tidligt om morgenen er luften i omegnen af Saharanpur frisk og duftende. Han tænkte på andre morgener i St. Xavier og erindringen herom satte kronen på hans tredobbelt overstrømmende tilfredshed.

”Hvad skal nu det nye hastværk til? Kloge folk render ikke omkring som kyllinger i solskin. Vi har allerede rejst hundreder og atter hundreder af kos,[*] og endnu har jeg næppe været alene med dig et øjeblik. Hvordan kan du modtage belæring, når vi puffes og trænges af menneskemængder? Og hvordan tror du, at jeg kan meditere over den Rette Vej, når jeg overvældes af en ordstrøm?”

”Hendes tunge er altså ikke stilnet med årene?” smilede disciplen.

”Lige så lidt, som hun har mistet sin længsel efter besværgelser. Jeg mindes engang, da jeg fortalte hende om Livets Hjul” — lamaen følte på sit bryst efter sin sidste tegning — ”at hun kun brød sig om at høre om de djævle, der efterstræber børn. Hun skal komme til at erhverve sig Fortjeneste ved at vise os gæstfrihed — om føje tid — ved lejlighed. Så sagte, så sagte! Vi vil vandre langsomt og afvente begivenhedernes gang. Vor Søgen er sikker.”

Altså vandrede de af sted i magelige dagsmarcher blandt de store, blomstrende frugthaver — over Aminabad, Sahaigunga, Akrola Ved Vadestedet, og lille Phulesa, stadig med Sewalikkæden mod nord og bag den igen de sneklædte bjerge. Efter en lang, sød søvn under de klare stjerner kom den herlige, magelige vandring gennem en opvågnende landsby, med tiggerskålen fremstrakt i tavshed og med øjne, der stik imod Lovens bud afsøgte alt fra horisont til horisont. Så vendte Kim på lette fjed tilbage over det bløde støv til sin herre, som havde taget plads i skyggen af et mangotræ eller i den mindre tætte skygge af en hvid Doon siris, hvorefter de spiste og drak i ro og mag. Efter en samtale og en kortere vandring gjorde de holdt og sov til middag. Først når luften blev køligere, gik de atter forfriskede ud i den vide verden. Når aftenen faldt på, gik de på eventyr i nye egne — en eller anden landsby, som de for tre timer siden havde fået øje på hinsides de frugtbare marker og som de havde valgt og snakket meget om på vejen.

Her fortalte de så deres historie — for Kims vedkommende en ny én hver aften — og her blev de budt velkommen enten af præst eller landsbyøverste efter Østerlandets gæstfri sædvane.

Når skyggerne blev kortere og lamaen lænede sig tungere på Kim, blev Livets Hjul altid taget frem, holdt oprullet af omhyggeligt aftørrede sten og fortolket kreds for kreds med et langt græsstrå som pegepind. Her sad de Høje Guder — og de var drømmes drømme. Her var vor Himmel og Halvgudernes verden — de fremstilledes som ryttere, der kæmpede blandt bjerge. Her var de kvaler, som dyr gennemgik, sjæle, der steg op eller ned ad stigen og hvem man derfor ikke skulle lægge hindringer i vejen. Her var Helvederne, de varme og de kolde, og de Pinte Ånders boliger. Chela’en måtte studere de ubehageligheder, der følger af at spise for meget — oppustet mave og glødende indvolde. Og chela’en var lydig og studerede med bøjet hoved og den brune finger parat til at følge pegepinden, men da de nåede Menneskeverdenen, den travle og gavnløse, som ligger lige over Helvederne, blev han distraheret, for hen ad landevejen rullede selve Livets Hjul, spisende, drikkende, handlende, tagende til ægte, og kæmpende — alt sammen lyslevende. Ofte gjorde lamaen disse levende billeder til tekst for sine prædikener og bød den kun alt for villige Kim lægge mærke til, hvorledes kødet antager tusinder og atter tusinder af former, attråværdige eller afskyelige i menneskenes øjne, men i grunden aldeles betydningsløse. Og hvorledes den tåbelige ånd, der er træl af Svinet, Duen og Slangen — der attrår betelnødder eller et nyt spand okser eller kvinder eller kongegunst — er nødsaget til at følge legemet gennem alle Himle og alle Helveder og tilbage igen. Undertiden hændte det, at en kvinde eller en fattig mand, som så lamaen berede sig til at holde sit ritual — for dette og intet andet var det — når det store, gule papir rulledes op, kastede et par blomster eller en håndfuld kaurier[*] hen på randen af det. Det var tilstrækkeligt for disse ydmyge mennesker at vide, at de havde mødt en hellig mand, der måske ville lade sig bevæge til at erindre dem i sine bønner.

”Helbred dem, hvis de er syge,” sagde lamaen, når Kim fik lyst til at give sig i lag med dem, ”helbred dem, hvis de har feber, men brug endelig ingen tryllemidler. Husk på, hvad der hændte mahrattaen.”

”Er da al Handling ond?” svarede Kim, som lå under et stort træ, dér hvor Doon-vejen deler sig, og betragtede de små myrer, som løb hen over hans hånd.

”At afholde sig fra Handling er godt — medmindre man handler for at erhverve sig Fortjeneste.”

”Ved Lærdommens Porte lærte jeg, at det ikke sømmer sig for en sahib at afholde sig fra handling. Og jeg er sahib.”

”Alverdens Ven,” sagde lamaen og så fast på Kim, ”jeg er en gammel mand og glæder mig som et barn ved synet af nye og mærkelige ting. For dem, der følger den Rette Vej, gives der hverken sorte eller hvide, hverken Hind eller Bhotiyal. Vi er alle sjæle, som søger Frelse. Det er ligegyldigt, hvad den visdom siger, som du lærte blandt sahib’erne. Når vi kommer til min Flod, bliver du frigjort for alt Blændværk — ved min side. Hai! Mine knogler smerter af længsel efter den Flod, som de smertede i toget. Men min ånd er hævet over mine knogler og den afventer begivenhedernes gang. Vor Søgen er sikker!”

”Jeg har fået mit svar. Er det tilladt at stille et spørgsmål?”

Lamaen bøjede sit værdige hoved.

”Jeg har spist dit brød i tre år — som du ved. Hellige mand, hvorfra kom —”

”I Bhotiyal er der meget af, hvad menneskene anser for rigdom,” svarede lamaen roligt. ”I min hjemstavn besidder jeg det Blændværk, der hedder højagtelse. Jeg forlanger, hvad jeg har brug for. Jeg bryder mig ikke om regnskabet. Det bliver mit klosters sag. Ai! Jeg mindes de sorte højsæder i klostret og alle novicerne opstillede i rækker!”

Og mens han tegnede med fingeren i støvet, gav han sig til at fortælle historier om de endeløse og pragtfulde gudstjenester i templer, der lå skærmede mod bjergenes laviner, om processioner og djævledanse, om munke og nonner, der var blevet forvandlede til svin, om hellige stæder femten tusind fod oppe i luften, om rænkespil mellem de forskellige klostre, om stemmer inde mellem bjergene og om den mystiske luftspejling, der danser på den tørre sne. Han fortalte endog om Lhassa og Dalai Lama, som han havde set og tilbedt.

Hver eneste lang og herlig dag blev for Kim en ny skranke, der skilte ham fra hans race og hans modersmål. Han gled tilbage til at tænke og drømme på de indfødtes sprog, og rent mekanisk efterlignede han lamaens ceremonier, når han spiste og drak og deslige. Den gamle mands sind vendte sig mere og mere til hans kloster, alt som hans blik vendte sig mod den evige sne. For sin Flod havde han ingen bekymringer. Af og til kunne han rigtignok standse og stirre længe og ufravendt på en tue eller en kvist, i den forventning, sagde han, at jorden ville spaltes og velsignelsen vælde frem. Men han var glad ved at være sammen med sin discipel og befandt sig vel ved den kølige vind, der kommer fra bjergene. Dette var noget andet end Ceylon, eller Buddh Gaya, eller Bombay, eller en eller anden græsbegroet ruin, som han lod til at have stødt på for to år siden. Han talte om disse steder som en lærd mand, der ikke kender til forfængelighed, som en Søgende, der vandrer i ydmyghed, som en gammel mand, klog og mådeholden, hvis lærdom gennemstråles af dyb visdom. Stump for stump, uden sammenhæng, hver fortælling fremkaldt af en eller anden hændelse på vejen, talte han om sin omflakken i Indien, indtil Kim, der hidtil havde elsket ham uden grund, nu lærte at elske ham af halvtreds gode grunde. Og således nød de livet i inderlig lykke, idet de efter Lovens bud afholdt sig fra onde ord og begærlig attrå, ikke forspiste sig, ikke lå på høje senge, ikke bar rige klæder. Deres maver sagde dem, når det var spisetid og folk gav dem mad, som ordsproget siger. De var herrer over alle landsbyer i egnen om Aminabad, Sahaigunga, Akrola Ved Vadestedet, og lille Phulesa, hvor Kim gav den sjælløse kvinde en velsignelse.

Men nyheder udbreder sig hurtigt i Indien og kun alt for snart kom en hvidskægget tjener — en mager, tør oorya — traskende tværs over agerlandet med en frugtkurv, en æske kabuldruer samt gyldne appelsiner, for at bede dem beære hans herskerinde med deres nærværelse, da hun var sørgmodig over, at lamaen så længe havde forsømt hende.

”Nu husker jeg hende,” sagde lamaen, som var det et helt nyt forslag. ”Hun er dydig, men hun taler hele tiden.”

Kim sad på kanten af en kvægkrybbe og fortalte en landsbysmeds børn historier.

”Hun vil blot forlange, at hendes datter skal få en søn til. Jeg har ikke glemt hende,” sagde han. ”Giv hende lov til at erhverve sig Fortjeneste. Lad buddet sige, at vi vil komme.”

I de næste to dage gik de elleve engelske mil hen over markerne og blev overvældede med opmærksomheder, da de nåede deres mål. For den gamle dame holdt strengt på den smukke, nedarvede gæstfrihed og tvang sin svigersøn til det samme. Han var ganske under tøflen på sine kvinder og købte sig fred ved at låne penge af en ågerkarl. Alderdommen havde hverken svækket hendes tunge eller hendes hukommelse og fra et diskret tilgitret vindue i øverste etage, i påhør af ikke mindre end et dusin tjenestefolk, sagde hun Kim komplimenter, som ville have bragt en europæisk tilhørerkreds til befippet undseelse.

”Men du er stadig den skamløse tiggerhvalp fra parao’en,” peb hun. ”Jeg har ikke glemt dig. Vask jer og spis. Min dattersøns fader er taget bort for en tid og derfor er vi stakkels kvinder stumme og nytteløse.”

Og til bevis herpå talte hun skånselsløst til hele tjenerskabet, indtil mad og drikke blev bragt til veje. Og om aftenen, da luften lugtede af røg og Himlen fik kobberrøde og turkisblå farver ude over markerne, behagede det hende at befale, at hendes palankin skulle sættes ud i den rodede forgård ved de rygende faklers skær, og dér sad hun så bag ikke alt for tæt tiltrukne gardiner og snakkede.

”Var den Hellige Mand kommet alene, ville jeg have modtaget ham anderledes. Men hvem kan være for forsigtig overfor denne skælm?”

”Maharani,” sagde Kim, der som altid valgte den fineste titel, ”er det min skyld, at ingen anden end en sahib — en politisahib — kaldte maharanien, hvis ansigt han —”

”Chut! Det var på pilgrimsfærden. Når man rejser — du kender ordsproget.”

”Kaldte maharanien en Hjerteknuserske og en Uddelerske Af Glæder?”

”At du husker det! Men sandt er det. Han gjorde det. Det var dengang min skønhed stod i sin fulde blomst.” Hun kluklo som en fornøjet papegøje, der har fået et stykke sukker. ”Men fortæl mig om dine bedrifter — så meget som jeg kan høre uden undseelse. Hvor mange piger og hvis hustruer hænger ved dine øjenvipper? I kommer fra Benares? Dér ville jeg også være kommet i år, men min datter — vi har kun to sønner. Pyh! Det er virkningen af dette lavland. I Kulu er mændene elefanter. Men jeg vil gerne bede din Hellige Mand — gå til side, skælm! — om et tryllemiddel imod nogle meget slemme mavesmerter med vinde, som min datters ældste søn altid lider af på de modne mangoers årstid. For to år siden gav han mig en kraftig besværgelse.”

”Åh, Hellige Mand!” udbrød Kim, boblende af fornøjelse over lamaens skamfulde mine.

”Det er sandt. Jeg gav hende en besværgelse mod vinde.”

”For tænder — for tænder,” snerrede den gamle kone.

”Helbred dem, hvis de er syge,” citerede Kim fornøjet, ”men brug endelig ingen tryllemidler. Husk, hvad der hændte mahrattaen.”

”Det var for to regntider siden. Hun trættede mig med sin uafladelige påtrængenhed.” Lamaen stønnede som den uretfærdige dommer i lignelsen[*]. ”Således går det til — læg vel mærke dertil, min chela — at selv de, som bestræber sig for at følge den Rette Vej, vildledes af tåbelige kvinder. Da barnet var sygt, talte hun hele tre dage i træk til mig.”

”Arré! Hvem skulle jeg ellers tale til? Drengens moder vidste ikke råd og faderen — det var i vinternætterne — svarede ikke andet end: ’Bed til Guderne’, og så vendte han sig om på den anden side og snorkede videre!”

”Jeg gav hende tryllemidlet. Hvad skulle en gammel mand gøre?”

”At afholde sig fra Handling, er godt — medmindre man handler for at erhverve sig Fortjeneste.”

”Chela, svigter du mig, er jeg ganske alene.”

”Han fik i hvert fald sine mælketænder uden besvær,” sagde den gamle dame. ”Men alle præster er ens.”

Kim rømmede sig strengt. Ung som han var, syntes han ikke om hendes mundkådhed.

”At være påtrængende overfor en vismand i urette tid er at nedkalde ulykke over sig selv.”

”Ovre i stalden er der en talende mynah,” riposterede hun med et knips af sin juvelsmykkede pegefinger, som Kim godt huskede, ”som snakker aldeles som vor huspræst. Måske jeg glemmer den ærbødighed, jeg burde vise mine gæster, men hvis du havde set ham trykke sine små knyttede næver mod sin mave, der var så stor som et halvmodent græskar, og skrige: ’Det gør ondt her!’ — så ville du tilgive mig. Jeg har halvvejs lyst til at forsøge hakim’ens medicin. Han sælger den billigt og den har unægteligt gjort ham selv så fed som Shivas egen tyr. Han nægtede ikke barnet et lægemiddel, men jeg var lidt i tvivl på grund af flaskernes uheldsvarslende farve.”

Under denne monolog var lamaen forsvundet i mørket i retning af det værelse, der var gjort i stand til ham.

”Du har måske gjort ham vred,” sagde Kim.

”Åh nej. Han er træt, men det glemte jeg, fordi jeg er bedstemor. (Det skulle aldrig tillades andre end bedstemødre at passe børn. Mødre duer i det højeste til at føde dem). I morgen, når han ser, hvor stor min dattersøn er blevet, vil han nok skrive trylleformularen op til mig. Og så kan han også dømme om den nye hakims lægemidler.”

”Hvem er den hakim, maharani?”

”En vandrer som du, men en højst besindig bengaler fra Dacca — en mester i lægekunsten. Han hjalp mig af med en forstoppelse ved hjælp af en lille pille, der virkede som en løssluppen djævel. Han rejser omkring og sælger tilberedte lægemidler af stor værdi. Han har også papirer, trykt på engelsk, hvori der står om alt det, han har gjort for svage mænd og syge kvinder. Han har været her i fire dage. Men da han har hørt om jeres komme, er han formodentlig krøbet i skjul, for hakim’er og præster hader hinanden verden over som slanger og tigre.”

Mens hun trak vejret efter denne salve, mumlede den gamle tjener, som, uden at nogen havde taget ham det fortrydeligt op, havde sat sig ned i udkanten af faklernes lyskreds: ”Man skulle tro, at huset var en kvægfold for alskens charlataner og — præster. Hvis drengen blot ikke fik lov til at spise mangoer… men hvem kan diskutere med en bedstemor?” Derpå tilføjede han ærbødigt og med høj røst: ”Sahiba, hakim’en sover efter sit måltid. Han ligger i sit værelse bag dueslaget.”

Kim rejste børster som en forventningsfuld terrier. At trodse og lukke munden på en i Calcutta oplært bengaler, en snakkesalig pillekræmmer fra Dacca, ville være en morsom leg. Det sømmede sig ikke, at lamaen, og for resten heller ikke han selv, blev skubbet til side for sådan ens skyld. Han kendte disse ejendommelige avertissementer på dårligt engelsk på bagsiden af de indfødtes aviser. Nogle af drengene i St. Xavier havde undertiden smuglet dem ind i skolen for at more sig over dem sammen med kammeraterne, for de taknemmelige patienters sprog, når de fortalte om deres symptomer, var overordentlig ligefremt og uforblommet.

Ooryaen, som ikke ugerne så den ene snyltegæst pudset på den anden, listede over mod dueslaget.

”Javel,” sagde Kim med kølig hån, ”deres vareforråd består af lidt farvet vand og megen frækhed. Deres bytte er svagelige konger og forædte bengalere. Og de lover at skaffe børn — som aldrig fødes.”

Den gamle dame lo.

”Vær ikke misundelig. Du mener, at tryllemidler er bedre? Det har jeg aldrig bestridt. Sørg for, at din Hellige Mand skriver mig en god amulet i morgen tidlig.”

”Kun de uvidende benægter” — rungede en tyk, grødet stemme gennem mørket, idet en skikkelse satte sig til hvile — ”kun de uvidende benægter tryllemidlers værdi. Kun de uvidende benægter lægemidlers værdi.”

”En rotte fandt et stykke gurkemeje og sagde: ’Nu åbner jeg en urtekramsbutik’,” svarede Kim.

Kampen var begyndt for alvor og de hørte den gamle dame sætte sig tilrette for at lytte.

”Præstens søn kender navnene på sin amme og tre Guder. Så siger han: ’Hør mig, eller jeg forbander dig ved de tre millioner store Guder’.”

Klart nok havde den usynlige mand også en pil eller to i sit kogger. Han vedblev: ”Jeg kan kun oplære børn i alfabetet. Jeg har erhvervet mig al sahib’ernes visdom.”

”Sahib’erne bliver aldrig gamle. De danser og leger som børn, efter at de er blevet bedstefædre. En kraftig race,” peb stemmen inden i palankinen.

”Jeg har også lægemidler, som løsner hovedets væsker hos hidsige og vrede mænd. Sina, omhyggeligt tilberedt, når månen står i det rette himmelhus. Jeg har gul jord — arplan fra Kina, som skænker en mand fornyet ungdom og forbavser hans familie. Safran fra Kashmir og den bedste salep fra Kabul. Mange mennesker er døde, førend —”

”Jeg tror det,” indskød Kim.

”- De lærte mine midlers værdi at kende. Jeg giver ikke mine patienter blot det blæk, hvormed en trylleformular er skrevet, men kraftige og virksomme lægemidler, som stiger ned og kæmper med sygdommen.”

”De kæmper vældigt,” sukkede den gamle dame.

Så begyndte stemmen på en endeløs historie om ulykke og fallit og en mængde ansøgninger til regeringen.

”Hvis ikke skæbnen, som behersker alt, havde været imod mig, ville jeg nu have været i regeringens tjeneste. Jeg har taget eksamen ved en stor skole i Calcutta — hvorhen måske sønnen i dette hus også engang skal gå.”

”Det skal han. Når vor nabos hvalp i løbet af få år kunne drive det til at tage First Arts[*],” (hun benyttede de engelske ord, som hun så tit havde hørt) ”Hvad vil så ikke børn kunne udrette i det rige Calcutta, når de er så kloge som nogle, jeg kender!”

”Aldrig,” sagde stemmen, ”har jeg set mage til barn! Født i en lykkevarslende time og — når blot ikke den kolik bliver til sort kolera og river ham bort — bestemt til at leve mange år. Han er virkelig misundelsesværdig!”

”Hai mai!” sukkede den gamle dame. ”At rose børn bringer uheld, ellers ville jeg lytte til dine ord. Men husets bagside er ubevogtet og selv i dette milde klima tror mænd, at de er mænd. Og kvinder kender vi… og barnets fader er borte, og jeg må på mine gamle dage spille chowkedar (vægter). Op! Op! Løft palankinen! Lad hakim’en og den unge præst se at blive enige om, hvad der er bedst, tryllemidler eller lægemidler. Halløj! I elendige døgenigte, bring gæsterne tobak — og bær så mig rundt om huset!”

Palankinen vaklede af sted, tøvende fulgt af fakler og et kobbel hunde. Tyve landsbyer kendte Sahiba — hendes fejl, hendes tunge og hendes store godgørenhed. Tyve landsbyer snød hende efter gammel sæd, men intet menneske ville for nogen verdens pris have stjålet eller røvet inden for hendes enemærker. Ikke desto mindre gjorde hun et stort nummer ud af sine højtidelige inspektioner og støjen deraf kunne høres halvvejs til Mussoorie.

Kim lagde så noget af sin værdighed bort, som det sømmer sig, når augur møder augur[*]. Hakim’en, som stadig sad ude i mørket, skubbede venskabeligt sin hukah hen imod ham med foden, og Kim gav sig til at dampe på den gode tobak. De omkringsiddende ventede sig en alvorlig professionel diskussion og måske en smule gratis doktoreren.

”At drøfte lægevidenskaben i de uvidendes påhør er som at lære en påfugl at synge,” begyndte hakim’en.

”Den sande høflighed,” stemte Kim i, ”er meget ofte uopmærksomhed.”

Disse bemærkninger, må man forstå, var høflighedsfraser, beregnede på at imponere.

”Åh hør! Jeg har et åbent sår på benet,” udbrød en køkkenkarl. ”Se engang på det!”

”Bort! Forsvind!” sagde hakim’en. ”Er det måske husets skik at forulempe højtærede gæster? I trænger på som bøfler!”

”Hvis Sahiba vidste —” begyndte Kim.

”Ai! Ai! Kom lad os gå. De er vor herskerindes gæster. Når hendes unge shaitan er blevet kureret for sin kolik, så måske vi fattige folk kan få lov til at —”

”Vor herskerinde fødte på din kone, da du sad i fængsel for at have slået skallen ind på ågerkarlen. Hvem taler ilde om hende?” råbte den gamle tjener og strøg vredt sit hvide overskæg i den opgående månes skær. ”Husets ære er mit gebet. Gå!” Og dermed drev han sine underordnede bort foran sig.

Da sagde hakim’en så sagte, at det næsten var, som om han kun dannede ordene med læberne: ”Hvordan befinder De Dem, Hr. O’Hara? Det glæder mig overordentligt at træffe Dem igen.”

Kims hånd knugede piberøret. Hvor som helst ude på den åbne landevej ville han have været uforbavset, men her, på denne stille, afsides plet, var han ikke forberedt på at træffe Hurree Babu. Det ærgrede ham også, at han havde ladet sig narre.

”Haha! Som jeg sagde Dem i Lucknow — resurgam[*] — jeg vil genopstå og De vil ikke kende mig. Hvor meget var det, De væddede — hvad?”

Han tyggede ligegyldigt på nogle kardemommekærner, men han trak vejret uroligt.

”Men hvorfor er De kommet hertil, Babuji?”

”Ja, det er sagen, som Shakespeare siger. Jeg er kommet for at ønske Dem til lykke med Deres ualmindeligt dygtige bedrift i Delhi. Åh! Jeg vil bare sige Dem, at vi alle er stolte af Dem. Det var særdeles nydeligt og behændigt gjort. Vor fælles ven, han er en gammel ven af mig. Han har været i adskillige forbistrede klemmer før og nu kommer han i endnu flere. Han fortalte mig det. Jeg fortalte Hr. Lurgan det, og han er meget tilfreds med, at De bestod eksamen så godt. Hele Departementet er tilfreds.”

For første gang i sit liv følte Kim sig gennembævet af den rene og pure stolthed (som dog kan være en dødbringende fælde) der følger med officiel ros — den bedårende ros fra kolleger for arbejde, som de sætter pris på. Ingen anden følelse i denne verden kan sammenlignes med den. Men, sagde østerlændingen i ham, en babu rejser ikke langvejs for at aflevere en kompliment.

”Kom til sagen, babu,” sagde han myndigt.

”Åh, der er egentlig ikke noget at fortælle. Ikke andet end at jeg var i Simla, da der indløb telegram om, hvad vor fælles ven sagde, at han havde skjult, og gamle Creighton —” Han så op for at se, hvordan Kim tog denne frækhed.

”Oberst-sahib’en,” rettede drengen fra St. Xavier ham.

”Naturligvis. Han fandt, at jeg for øjeblikket ikke havde noget at gøre, og så blev jeg sendt ned til Chitor for at finde det forbandede brev. Jeg holder ikke af Syden — for meget jernbanerejseri — men jeg fik gode rejsediæter. På tilbagevejen traf jeg vor fælles ven i Delhi. Han holder sig i ro for øjeblikket og siger, at forklædningen som sadhu passer ham fortræffeligt. Nå, dér hørte jeg altså, hvad De har gjort så godt og så hurtigt og uden varsel og efter øjeblikkets indskydelse. Jeg fortalte vor fælles, at det var godt klaret. Det var storartet. Og jeg er kommet for at sige Dem det.”

”Hm!”

Frøerne havde travlt i grøfterne og månen var ved at gå ned. En eller anden glad tjener var gået ud for at nyde natten og slå på tromme. Kims næste ord var på de indfødtes sprog.

”Hvordan bar De Dem ad med at følge os?”

”Oah, det var let. Jeg fik at vide af vor fælles ven, at De rejste til Saharanpur, og så tog jeg samme vej. Røde lamaer bemærkes. Jeg købte mig min medicinkasse og jeg er virkelig en meget god doktor. Jeg kom til Akrola og hørte alt muligt om Dem, og så snakkede jeg med folk hist og her. Alle de jævne folk ved, hvad De gør. Da den gæstfri gamle dame sendte dooli’en efter Dem, fik jeg det at vide. Folk her på egnen husker den gamle lamas besøg særdeles godt. Jeg ved, at gamle damer ikke kan holde fingrene fra medicin og derfor gjorde jeg mig til doktor — forstår De? Jeg synes, det er meget godt. På ære, Hr. O’Hara, De og lamaen er kendt her i en omkreds af et halvhundrede mil — blandt tarvelige folk. Altså kom jeg hertil. De har vel ikke noget imod det?”

”Babuji,” sagde Kim og så op i det brede, grinende fjæs, ”jeg er sahib.”

”Men kære Hr. O’Hara —”

”Og jeg håber at komme til at deltage i Det Store Spil.”

”For øjeblikket er De officielt min underordnede.”

”Hvorfor da snakke som en abe i et træ? Folk følger ikke efter én fra Simla og forklæder sig blot for at sige smukke ord. Jeg er ikke et barn. Tal hindi og lad os sive ind til æggets blomme. Her sidder De og siger ikke ét sandt ord af ti. Hvorfor er De kommet hertil? Spyt ud.”

”Det er så særdeles forvirrende — så fuldstændig europæisk, Hr. O’Hara. I Deres alder burde De vide bedre.”

”Men jeg ønsker at vide det,” lo Kim. ”Dersom det drejer sig om Det Store Spil, kan jeg måske hjælpe Dem. Men hvordan kan jeg udrette noget, dersom De bukh (vrøvler) op af stolper og ned af døre?”

Hurree Babu tog piben og dampede, indtil det gurglede i den.

”Nu vil jeg tale i de indfødtes sprog. Bliv siddende ganske rolig, Hr. O’Hara… Det drejer sig om en hvid hingsts stamtavle.”

”Endnu? Den historie er for længst overstået.”

”Når alle mennesker er døde, er Det Store Spil overstået. Men ikke før. Hør mig ud. Der var Fem Konger, som forberedte en pludselig krig for tre år siden, den gang Mahbub Ali gav Dem den hvide hingsts stamtavle. Få grund af den meddelelse faldt vor hær over dem, før de var rede.”

”Javel — otte tusind mand med kanoner. Jeg husker den aften.”

”Men krigen førtes ikke til ende. Sådan plejer regeringen at bære sig ad. Tropperne blev kaldt tilbage, fordi regeringen troede, at de Fem Konger var kuede, og det er ingen billig historie at skaffe mad til folkene oppe mellem de høje bjergpas. Hilás og Bunár — rajaer, som ejer artilleri — påtog sig mod betaling at bevogte passene mod alt nordenfra. De afgav erklæringer om såvel frygt som venskab.” Han fniste og fortsatte på engelsk: ”Naturligvis giver jeg Dem disse oplysninger uofficielt for at gøre Dem klar over den politiske situation, Hr. O’Hara. Officielt kan jeg ikke kritisere mine overordnedes handlinger. Så går vi videre. — Regeringen, som bestræber sig på at undgå udgifter, var tilfreds hermed, og der blev sluttet en kontrakt om, at for så og så mange rupier om måneden skulle Hilás og Bunár bevogte passene, så snart statens tropper var trukket tilbage. På samme tid — det var efter at vi to havde truffet hinanden — blev jeg, som havde solgt te i Leh[*], regnskabsfører i hæren, og da tropperne marcherede hjem, blev jeg ladt tilbage for at betale de kulier, som anlagde nye veje i bjergene. Dette vejbyggeri var en del af overenskomsten mellem Bunár, Hilás og regeringen.”

”Nå, og så?”

”De kan tro, der var nederdrægtig koldt deroppe, da sommeren var omme,” vedblev Hurree Babu i en fortrolig tone. ”Hver eneste nat var jeg bange for, at Bunárs folk ville skære halsen over på mig for at få fat i pengekassen. Min sepoy livvagt lo ad mig! Fy for pokker, hvor var jeg ængstelig! Nå, men lige meget. Jeg går videre på de indfødtes sprog… Jeg sendte mange gange bud om, at disse to konger havde solgt sig til vor nordlige nabo, og Mahbub Ali, som den gang var endnu længere nordpå, bekræftede mine ord fuldt ud. Men der blev ikke gjort noget. Derimod fik jeg frost i fødderne og mistede en tå. Jeg sendte bud om, at de veje, som jeg betalte folkene for at anlægge, blev bygget til fremmedes og fjenders fødder.”

”Hvem?”

”Russerne. Det var noget, som kulierne ganske åbenlyst sagde vittigheder om. Så blev jeg kaldt tilbage for mundtligt at berette, hvad jeg vidste. Mahbub drog også sydpå. Og nu skal De bare høre, hvad enden blev! I år, efter at sneen var smeltet,” — han gøs igen — ”kommer to fremmede ned gennem passene under påskud af at jage vilde geder. De har ganske rigtigt geværer med, men de har også landmålerkæder og vaterpas og kompasser.”

”Aha! Det begynder at dæmre.”

”De bliver vel modtaget af Hilás og Bunár. De lover guld og grønne skove. De taler som talerør for en gavegivende kejser. Op gennem dalene og ned gennem dalene går de og siger: ’Her er et sted, hvor der bør bygges et brystværn; her kan I anlægge et fort; her vil I kunne holde vejen mod en hel hær’ — de selv samme veje, som jeg betalte rupier for hver måned. Regeringen ved det, men gør ingenting. De tre andre konger, som ikke blev betalt for at vogte mod russerne, sender ilbud om, at Bunár og Hilás pønser på forræderi. Og efter at hele skaden er sket, forstår De — efter at disse to fremmede med deres vaterpas og kompasser har fået de Fem Konger til at tro, at en stor hær vil fylde passene i morgen eller i overmorgen — bjergfolk er bare for dumme — kommer der ordre til mig, Hurree Babu: ’Rejs nordpå og se, hvad de fremmede foretager sig’. Jeg siger til Creighton Sahib: ’Dette er ikke en retssag, som vi skal samle vidner til’.” Han slog pludselig igen over i engelsk: ”’For pokker’” sagde jeg, ”hvorfor hede hule giver De ikke en eller anden brav mand en halvofficiel ordre om at forgive dem for at statuere et eksempel? Det er, med forlov, en såre dadelværdig slaphed, De dér udviser. Og oberst Creighton, han lo ad mig! Men det er alt sammen jeres forbandede engelske stolthed. I bilder jer ind, at ingen vover at konspirere mod jer! Rent pladder.”

Kim bakkede langsomt på piben og overvejede i sit kvikke hoved historien, så vidt han forstod den.

”De er altså på vej for at følge efter de fremmede?”

”Nej, for at møde dem. De vil ned til Simla for at sende hornene og hovederne af de dyr, de har skudt, til Calcutta for at lade dem præparere. De er slet og ret jægere og sportsmænd og regeringen indrømmer dem særlige lettelser. Det gør vi naturligvis altid. Det er vor engelske stolthed.”

”Men hvorfor da frygte dem?”

”For pokker, de er ikke sorte. Jeg kan naturligvis gøre alt muligt mod de sorte. Men de er russere og uden skrupler. Jeg — jeg har ikke lyst til at omgås dem uden vidner.”

”Tror De, at de vil dræbe Dem?”

”Åh, det betyder intet. Jeg håber, at jeg har læst min Herbert Spencer[*] godt nok til at kunne trodse en bagatel som døden, der trods alt er min skæbne. Men — men de vil måske prygle mig.”

”Hvorfor?”

Hurree Babu knipsede irriteret med fingrene.

”Naturligvis slutter jeg mig til deres følge i en eller anden surnumerær egenskab, måske som tolk, eller som sindssvag og forsulten person, eller sådan noget. Og så må jeg lure mig til de oplysninger, jeg kan få, tænker jeg. Det er lige så let for mig som at spille doktor for den gamle dame. Men — men — forstår De, Hr. O’Hara, jeg er desværre asiat, hvilket er en alvorlig skavank i visse henseender. Og desuden er jeg bengaler — altså et ængsteligt menneske.”

”Gud skabte haren og bengaleren. Er det deres skyld?” sagde Kim med et ordsprog.

”Jeg tror nu, at det var en evolutionsproces, baseret på primær nødvendighed. Men det ændrer ikke, at faktum eksisterer i alt sit cui bono[*]. Jeg er skrækkeligt ængstelig! Jeg husker engang, jeg var nær ved at få hovedet hugget af på vejen til Lhassa. (Nej, jeg er aldrig nået til Lhassa). Jeg satte mig ned og græd, Hr. O’Hara, i forventning om kinesisk tortur. Jeg tror ikke, at disse to herrer vil tortere mig, men jeg vil dog helst være forberedt på alle mulige hændelser med europæisk hjælp for alle tilfældes skyld.” Han hostede og spyttede kardemommekærnerne ud. ”Det er et ganske uofficielt forlangende, til hvilket De kan sige: ’Nej, babu’. Men dersom De ikke har påtrængende forretninger sammen med Deres gamle mand — måske De kunne få ham til det, måske jeg kan indvirke på hans tilbøjeligheder — ville jeg meget gerne vedligeholde en officiel forbindelse med Dem, indtil jeg finder disse sportsmænd. Jeg har fået en særdeles god mening om Dem, siden jeg traf min ven i Delhi. Jeg vil også medtage Deres navn i min officielle rapport, når sagen er endelig afgjort, hvad der vil være Dem til stor nytte. Dette er den virkelige grund til mit komme.”

”Hm! Jeg tror, at slutningen af historien er sand. Men begyndelsen?”

”Om de Fem Konger? Åh, der er meget sandt i den. Betydeligt mere, end De skulle tro,” sagde Hurree alvorligt. ”De kommer så med — ikke sandt? Jeg drager herfra lige ind i Doon. Det er et meget frugtbart og smukt land. Så drager jeg til Massoorie — gode gamle Massoorie Pahar, som herrerne og damerne plejer at sige. Derfra over Rampur til Chini. Det er den eneste vej, De kan komme. Jeg holder ikke af at vente i kulden, men vi må vente på dem. Jeg vil følges med dem til Simla. Den ene russer er nemlig franskmand[*] og jeg kan ganske godt fransk. Jeg har venner i Chandernagore.”

”Han vil sikkert fryde sig ved at gense bjergene,” sagde Kim eftertænksomt. ”De sidste ti dage har han næsten ikke talt om andet. Dersom vi følges ad —”

”Oah, vi kan være fremmede for hinanden på landevejen, hvis Deres lama foretrækker det. Jeg går en fire-fem mil forud. Der er intet hurry for Hurree. Det er et europæisk ordspil, hehe! Og De kommer bagefter. Vi har tiden for os, for de skal naturligvis lægge råd op og opmåle land og tegne kort. Jeg drager af sted i morgen tidlig og De dagen efter, hvis De vil. Tænk over sagen til i morgen. Død og pine, det er snart morgen.”

Han gabede gevaldigt og sjokkede, uden så meget som et høfligt ”God nat”, af sted til sit sovekammer.

Kim sov kun lidt den nat og han tænkte på hindustani:

”Med rette kaldes spillet Det Store! I fire dage var jeg køkkendreng i Quetta og opvartede en kvinde, hvis mands bog jeg stjal. Og det var en del af Det Store Spil! Fra Syden — Gud ved, hvor langt borte fra — kom mahrattaen og spillede Det Store Spil, mens han frygtede for sit liv. Og nu skal jeg vandre langt, langt mod nord og spille Det Store Spil. Sandelig, Spillet går som en væverskytte gennem hele Hind. Og min andel i det og min glæde” — han smilede ud i mørket — ”har jeg lamaen her at takke for. Også Mahbub Ali — også Creighton Sahib — men mest den Hellige Mand. Han har ret — det er en stor og vidunderlig verden — og jeg er Kim — Kim — Kim. Alene — et eneste menneske — midt i det alt sammen. Men jeg vil se disse fremmede med deres vaterpas og landmålerkæder…”

”Hvad blev resultatet af gårsaftenens sladder?” spurgte lamaen efter sin morgenbøn.

”Der kom en omvandrende kvaksalver — en af Sahibas snyltegæster. Ham knuste jeg med argumenter og bønner og beviste, at vore tryllemidler duer til mere end hans farvede vand.”

”Ak! Mine tryllemidler. Er den dydige kvinde stadig opsat på at få et til?”

”Ja, meget.”

”Så må jeg skrive det, ellers gør hun mig døv med sin snak.”

Han famlede efter sit pennefoderal.

”På sletterne,” sagde Kim, ”er der altid for mange mennesker. I bjergene er der færre, så vidt jeg forstår.”

”Åh! Bjergene og sneen på bjergene!” Lamaen rev en lille firkantet papirlap af, som kunne passe til en amulet. ”Men hvad kender du til bjergene?”

”De er meget nær.” Kim stødte døren op og betragtede Himalayas lange, fredelige linje, som rødmede i morgenens gyldne lys. ”Jeg har aldrig sat min fod blandt dem, undtagen den gang jeg var klædt som sahib.”

Lamaen indsugede luften længselsfuldt.

”Drager vi nordpå” — Kim rettede dette spørgsmål til solopgangen, som netop brød frem — ”ville vi så ikke undgå en hel del middagshede ved at vandre ind blandt de lavere bjerge i det mindste?… Er tryllemidlet færdigt, Hellige Mand?”

”Jeg har nedskrevet navnene på syv dumme djævle — ingen et støvgran i øjet værd. Sådan slæber tåbelige kvinder os bort fra Vejen!”

Hurree Babu kom frem bag dueslaget, børstende sine tænder med demonstrativ højtidelighed. Med sin kødfulde krop, sine brede hofter, sin tyrehals og sin dybe stemme så han ikke ud som ”en ængstelig mand”. Kim gav ham et næsten usynligt vink til tegn på, at sagen var i god gænge, og da morgentoilettet var endt, kom Hurree for at gøre stads af lamaen med blomstrende talemåder. De spiste naturligvis for sig, og derefter genoptog den gamle dame, mere eller mindre tilsløret bag et vindue, det vigtige spørgsmål om mavepine hos børn, fremkaldt af umodne mangoer. Lamaens kendskab til lægevidenskaben var naturligvis indskrænket til sympatimidler. Han troede for eksempel, at gødning af en sort hest, blandet med svovl og båret i en slangehud, var et sikkert middel mod kolera. Men symbolikken interesserede ham langt mere end videnskaben. Hurree Babu bøjede sig for disse anskuelser med fortryllende høflighed, så at lamaen kaldte ham en høflig læge. Hurree Babu svarede, at han kun var en uerfaren fusker i mysterierne, men at han i det mindste vidste — og det takkede han Guderne for — når han sad overfor en mester. Selv var han blevet undervist af sahib’erne, som ikke sparer nogen udgift, i Calcuttas prægtige haller. Men, som han altid var rede til at anerkende, der er en visdom, som ligger bag al jordisk visdom — den ophøjede kundskab, som erhverves ved meditation i ensomhed. Kim så misundelig til. Den Hurree Babu, han kendte — den fedtede, overstrømmende, nervøse — var væk. Væk var også den storsnudede bissekræmmer fra den foregående aften. Tilbage sad en sleben, høflig, opmærksom, alvorlig, lærd mand med megen erfaring og megen modgang og indsugede visdom af lamaens ord. Den gamle dame betroede Kim, at disse høje materier gik over hendes forstand. Hun holdt af tryllemidler, der var skrevet med meget blæk, som man kunne vaske af i vand og drikke. Hvad nytte var Guderne ellers til? Hun holdt af mænd og kvinder, og hun talte om dem — om småkonger, som hun havde kendt i gamle dage; om sin ungdom og skønhed; om leoparders røverier og om asiatisk elskovs excentriciteter; om beskatning, ublu forpagtning, begravelsesceremonier, sin svigersøn (hentydningsvis, men utvetydigt), barnepleje og nutidens mangel på sømmelighed. Og Kim, der interesserede sig lige så stærkt for denne verdens liv som hun, der skulle forlade det, sad ivrigt lyttende med fødderne under sin kjortelsøm, alt imens lamaen tilbageviste alle Hurree Babus lægevidenskabelige teorier.

Ved middagstid spændte babuen sin messingbeslåede medicinkasse fast på sin ryg, tog sine lakerede galasko i den ene hånd og en strålende blå og hvid parasol i den anden, og begav sig på vej mod nord til Doon, hvor, som han sagde, de stedlige småkonger længtes efter ham.

”Vi vil vandre af sted i aftenkøligheden, chela,” sagde lamaen. ”Denne læge, der forstod sig både på medicin og på høflighed, bekræfter, at beboerne af de lavere bjerge er fromme, gavmilde og har stort behov for en lærer. Om meget kort tid, sagde hakim’en, kan vi komme til kølig luft og fyrreduft.”

”Vil I til bjergene? Og ad Kuluvejen? Åh, I tredobbelt lykkelige!” skingrede den gamle dame. ”Hvis det ikke var, fordi jeg har en smule travlt med husholdningen, ville jeg sætte mig i min palankin… men det ville være upassende og mit rygte ville tage skade. Hoho! Jeg kender vejen — hver eneste dagsrejse på vejen kender jeg. I vil møde gavmildhed alle vegne — den nægtes aldrig et kønt menneske. Jeg vil sørge for rejsekost til jer. Vil I have en vejviser? Ikke? Så vil jeg i det mindste lave god mad til jer.”

”Hvilken kvinde Sahiba’en dog er!” sagde den hvidskæggede oorya, da der lød larm ovre fra køkkenet. ”Aldrig har hun glemt en ven, aldrig har hun glemt en fjende. Og den mad, hun laver — wah!” Han gned sig på sin slunkne mave.

Der kom kager, der kom syltetøj, der kom kolde kyllinger, kogt sammen med ris og svesker og så møre, at de faldt fra hinanden — nok til at belæsse Kim som et muldyr.

”Jeg er gammel og unyttig,” sagde hun. ”Ingen holder af mig nu — og ingen respekterer mig — men få kan kappes med mig, når jeg påkalder Guderne og sætter mig ned med mine gryder. Kom igen, I gode mennesker. Hellige Mand og discipel, kom igen. Værelset står altid rede. Velkomne er I altid… Se til at kvinderne ikke alt for åbenlyst løber efter din chela. Jeg kender kvinderne i Kulu. Chela, pas på, at han ikke løber fra dig, når han igen indånder sine bjerges luft… Hai! Vend ikke op og ned på risposen… velsign vort hus, Hellige Mand, og tilgiv din tjenerinde hendes tåbeligheder.”

Hun tørrede sine gamle røde øjne på en flig af sit slør og kæmpede med sin hulken.

”Kvinder snakker,” sagde lamaen endelig. ”Men det er en kvindelig svaghed. Jeg gav hende et tryllemiddel. Hun er bundet til Hjulet og ganske optaget af dette livs tant, men ikke desto mindre, chela, er hun dydig, venlig, gæstfri — har et sundt og ivrigt hjerte. Hvem tør sige, at hun ikke erhverver sig Fortjeneste?”

”Ikke jeg, Hellige Mand,” svarede Kim, mens han omfordelte det rigelige forråd af proviant på sine skuldre. ”Inde i mit hoved — bag mine øjne — har jeg forsøgt at skabe et billede af en sådan kvinde fuldstændig befriet fra Hjulet — uden ønsker, uden handlinger — helt nonneagtig, så at sige.”

”Og, djævleunge?” Lamaen lo næsten højt.

”Jeg kan ikke se hende for mig.”

”Jeg heller ikke. Men hun har mange, mange millioner liv for sig. Måske hun i hvert liv vil erhverve lidt visdom.”

”Men vil hun glemme at lave pilaf med safran?”

”Dine tanker er rettede mod uværdige ting. Men dygtig er hun. Jeg føler mig i høj grad vederkvæget. Når vi kommer til de lavere bjerge, får jeg flere kræfter endnu. Hakim’en talte sandt i morges, da han sagde, at et pust fra sneen blæser tyve år bort fra en mands alder. Vi vil for en kort stund gå op i bjergene — højlandet — hvor man hører snevandet risle og træerne suse. Hakim’en sagde, at vi kan vende tilbage til slettelandet når som helst, for vi kommer kun lige til udkanten af de herlige egne. Hakim’en har megen lærdom, men er ingenlunde stolt. Jeg talte til ham — mens du snakkede med Sahiba — om en vis svimmelhed, der lægger sig på min nakke om natten, og han sagde, at den kom af den overvældende hede og kunne helbredes af kølig luft. Ved nærmere eftertanke undredes jeg over, at et så simpelt lægemiddel ikke var faldet mig ind.”

”Fortalte du ham om din Søgen?” spurgte Kim en smule skinsygt. Han foretrak at beherske lamaen ved hjælp af sine egne ord — ikke ved Hurree Babus kunstgreb.

”Naturligvis. Jeg fortalte ham om min drøm og om, hvorledes jeg havde erhvervet mig Fortjeneste ved at lade dig lære visdom.”

”Du sagde vel ikke, at jeg var sahib?”

”Hvorfor? Jeg har sagt dig mange gange, at vi kun er to sjæle, som søger Frelse. Han sagde — med rette — at Frelsens Flod vil vælde frem, som jeg har drømt — lige for mine fødder om nødvendigt. Da jeg har fundet den Vej, forstår du, som skal frigøre mig fra Hjulet, behøver jeg ikke at bekymre mig om at finde vej hen over denne jords marker — som er og bliver Illusioner? Det ville være meningsløst. Jeg har mine drømme, som gentager sig nat efter nat, jeg har min Jâtaka, og jeg har dig, Alverdens Ven. Det stod skrevet i dit horoskop — jeg har ikke glemt det — at en Rød Tyr på en grøn mark skulle bringe dig til ære. Hvem andre end jeg så den spådom gå i opfyldelse? Ja, jeg var redskabet dertil. Nu skal du til gengæld være mit redskab og finde mig min Flod. Vor Søgen er sikker!”

Han vendte sit elfenbensgule ansigt, roligt og ubekymret, mod de vinkende bjerge og hans skygge lå henover støvet et langt stykke foran ham.

Trettende kapitel

Who hath desired the Sea — the immense and contemptuous surges?
The shudder, the stumble, the swerve ere the star-stabbing bowsprit merges —
The orderly clouds of the Trades and the ridged roaring sapphire there under —
Unheralded cliff-lurking flaws and the head-sails’ low-volleying thunder?
His Sea in no wonder the same — his Sea and the same in each wonder —
His Sea that his being fulfils?
So and no otherwise — so and no otherwise hill-men desire their hills!

The Sea and the Hills

”Hvo går til bjergene, går til sin moder.” De havde overskredet Sewalik og det halvtropiske Doon, ladt Massoorie bag sig, og styrede nu nordpå langs de smalle bjergveje. Dag for dag kom de dybere ind i bjergenes virvar og dag for dag så Kim, hvorledes lamaens kræfter vendte tilbage. Mens de vandrede blandt Doons bakketerrasser, havde han støttet sig til drengens skulder og beredvilligt gjort holdt for at hvile ved kanten af landevejen. Da de nåede den store skråning op mod Massoorie, rettede han sig som en gammel jæger, der genser et velkendt jagtområde, og hvor han skulle være sunket udmattet sammen, svøbte han i stedet sin lange, folderige kappe om sig, drog sig en dobbelt lungefuld af den krystalklare luft og skridtede ud, som kun en bjergbo kan. Kim, slettebo og ernæret som slettebo, svedte og stønnede forbavset. ”Dette er mit land,” sagde lamaen. ”Men sammenlignet med Such-zen, er egnen her fladere end en rismark.” Og med jævne, kraftige skridt vandrede han, vuggende i hofterne, opad. Men det var på de lange marcher ned ad bakke, tre tusind fod på tre timer, at han helt løb fra Kim, som havde ondt i ryggen af at holde sig bagover og hvis sandalsnor af snoet græs næsten skar hans storetå af. Utrættelig vandrede lamaen fremad, gennem de store deodarskoves[*] lysprikkede skygge, gennem egeskove med vekslende smykker af bregner, birk, kristtorn, alperoser og fyr, ud på de nøgne bjergskrænters glatte, solsvedne græs og atter tilbage i skovenes kølighed, indtil egen veg pladsen for dalens bambus og palmer.

Mens han i tusmørket skottede tilbage til de svære fjeldkamme og den smalle linje, som angav vejen, de var kommet af, planlagde han med en bjergbos skarpe blik og livlige fantasi nye marcher den følgende dag. Eller også standsede han midt i et eller andet højtliggende pas, der vendte mod Spiti og Kulu, og udstrakte længselsfuldt sine hænder mod de høje, sneklædte tinder i horisonten. Når dagen gryede, skinnede disse toppe rødt over de andre bjerges dybe blå, og Kedarnath og Badrinath — kongerne i denne ødemark — ramtes af solens første stråler. Hele dagen lå de som smeltet sølv i solskinnet og om aftenen smykkede de sig atter med deres juveler. I begyndelsen udsendte de kun milde vindpust mod vandringsmændene — vindpust, der var behagelige at have imod sig, når man kravlede over en eller anden gigantisk fjeldkam. Men få dage efter, i en højde af ni eller ti tusind fod, blev brisen bidende, og Kim tillod nådigst nogle bjergboere fra en landsby i nærheden at erhverve sig Fortjeneste ved at give ham en kavaj, lavet af grove tæpper. Lamaen var lettere overrasket over, at nogen kunne have noget imod den knivskarpe blæst, der havde befriet hans skuldre for årenes vægt.

”Dette er kun de lavere bjerge, chela. Det bliver ikke koldt, førend vi kommer op i de rigtige bjerge.”

”Luften og vandet er gode, og folkene er fromme nok, men maden er meget slet,” brummede Kim. ”Og vi kiler på, som var vi gale — eller englændere. Og det fryser om natten.”

”Lidt måske. Men kun tilstrækkeligt til, at gamle knogler rigtigt kan nyde solskinnet. Vi bør ikke altid godte os ved bløde senge og lækker mad.”

”Vi kunne i det mindste holde os til vejen.”

Kim havde hele sletteboens kærlighed til den veltrådte, ikke seks fod brede sti, som snoede sig mellem bjergene. Men lamaen kunne, tibetaner som han var, ikke dy sig for at skyde genvej over fremspringende fjeldmasser og kanter af grusede skrænter. Som han forklarede sin hinkende discipel, en mand, der er opdraget blandt bjerge, kan forudsige, i hvilken retning en bjergvej vil gå, og skønt lavthængende skyer måske kan forhindre en fremmed i at skyde genvej, generer de ikke i mindste måde en mand med omtanke. Derfor kunne de undertiden, efter i mange timer at have foretaget, hvad man i civiliserede lande ville betragte som temmelig drøj bjergbestigning, kravle pustende over en bjergsadel, omgå nogle bjergskred og derpå klatre ned gennem en skov i en vinkel af femogfyrre grader for således at nå vejen igen. Langs deres sti lå bjergboernes landsbyer — hytter af ler og græstørv, engang imellem af kluntet tilhugget tømmer, klyngende sig til skrænterne som svalereder, bunkede sammen hulter til bulter på små, flade terrasser halvvejs nede i en tre tusind fod dyb kløft, proppede ind i en krog mellem klipper, der som en tragt indsugede hvert eneste tilfældigt vindstød, eller — for sommergræsningens skyld — dukkende sig på en strimmel jord, der om vinteren lå begravet under ti fod sne. Og menneskene — de gulblege, snavsede, dyffelklædte mennesker med korte, bare ben og næsten eskimoiske ansigter — strømmede frem og tilbad. Sletteboerne — venlige og blide som de var — havde behandlet lamaen som en af mange hellige mænd, men bjergboerne tilbad ham som en, der stod på fortrolig fod med alskens djævle. Deres religion var en buddhisme, der næsten var fuldstændigt forsvundet under en naturdyrkelse så fantastisk som deres egne landskaber og så flittigt udarbejdet som anlægget af deres bittesmå marker. Men de forstod, at der lå stor myndighed under den store hue, den raslende rosenkrans og de mærkværdige kinesiske citater, og de viste manden, som bar huen, ærbødighed.

”Vi så dig komme nede over Euas sorte bryster,” sagde en betah, som en aften trakterede dem med ost, tykmælk og stenhårdt brød. ”Den sti benytter vi kun sjældent, undtagen når kælvende køer løber vild om sommeren. Selv på den roligste dag kan der mellem de klipper pludselig rejse sig blæst, som kan kaste en mand til jorden. Men hvad kerer folk som jer sig om Euas djævel!”

Så var det, at Kim — øm i hele kroppen, svimmel af at se ned, med fødder, der smertede, fordi han så ofte med fortvivlede anstrengelser måtte presse sine tæer ind i umulige sprækker — begyndte at føle glæde over dagsmarchen, en sådan glæde, som en dreng fra St. Xavier kunne føle ved sine venners ros, når han havde vundet væddeløbet over en kvart mil på flad mark. Bjergene fik ham til at svede ghi[*] og sukkergodt ud af lemmerne. Den tørre luft, som han stønnende indåndede i de vanskelige pas, styrkede og udviklede hans brystkasse, og de stejle skråninger satte nye, hårde muskler i hans lægge og lår.

De grublede ofte over Livets Hjul — så meget mere siden de, som lamaen sagde, var frigjorte fra dets synlige fristelser. Når undtages de grå ørne, af og til en bjørn, som de så langt borte i færd med at grave efter larver og rødder på bjergskrænten, en rasende, spættet leopard, som de kunne træffe ved daggry i en stille dal i færd med at æde en ged, og nu og da en fugl med brogede fjer — var de alene med blæsten og græsset, som raslede i blæsten. Kvinderne i de tilrøgede hytter, over hvis tage de to vandrede, mens de steg ned ad bjergene, var grimme og snavsede, havde mange ægtemænd og led af struma. Mændene var enten skovhuggere eller landbrugere — ydmyge og utroligt enfoldige. Men for at lamaen og Kim ikke skulle savne lejlighed til passende samtale, sendte skæbnen dem — snart indhentende dem på vejen, snart selv indhentet — den høflige læge fra Dacca, som betalte for sin føde med salver, der var gode for struma, og med råd, som stiftede fred mellem mænd og kvinder. Han lod til at kende disse bjerge lige så godt, som han kendte bjergboernes dialekter, og forklarede lamaen terrænforholdene hen imod Ladakh og Tibet. Han sagde, at de kunne vende tilbage til slettelandet når som helst. For dem, der holdt af bjerge, kunne imidlertid den og den vej måske være underholdende. Alt dette blev ikke fortalt på én gang, men ved forskellige aftenmøder på landsbyernes stenloer, når doktoren efter at have besørget sine patienter sad og røg og lamaen sad og tog snus, medens Kim betragtede de småbitte køer, der græssede på husenes tage, eller lod sin sjæl følge sit blik tværs over de dybe, blå kløfter mellem bjergkæderne. Og så var der også afsides samtaler i de mørke skove, når doktoren søgte efter lægeurter og Kim, som begynder i lægekunsten, måtte gå med ham.

”Forstår De, Hr. O’Hara, jeg aner ikke, hvad i hede hule jeg skal gøre, når jeg finder vore jagtglade venner. Men hvis De vil være så elskværdig at holde Dem inden for synsvidde af min ret iøjnefaldende parasol, vil jeg føle mig bedre til mode.”

Kim stirrede udover virvaret af bjergtoppe.

”Dette er ikke mit land, hakim. Jeg tror, det må være lettere at finde én bestemt lus i et bjørneskind.”

”Åh nej, det er min force. Der er intet hurry for Hurree. De var i Leh for kort tid siden. De sagde, at de var kommet ned fra Karakorum med deres dyrehoveder og horn og hele historien. Jeg er blot bange for, at de har sendt alle deres breve og kompromitterende sager fra Leh tilbage til russisk territorium. Naturligvis drager de så langt mod øst som muligt — blot for at vise, at de aldrig har været i de vestlige stater. De kender ikke bjergene.” Han gav sig til at tegne på jorden med en pind. ”Se her! Egentlig skulle de være kommet over Srinagar eller Abbottabad. Det er den korteste vej for dem — ned ad floden forbi Bunji og Astor. Men de har gjort gale streger vestpå. Derfor” — han trak en linje fra venstre til højre — ”marcherer de og marcherer de østpå til Leh (hu! der er koldt dér), og ned ad Indus til Han-lé (jeg kender vejen), og derfra videre ned, forstår De, til Bushahr og Chinidalen. Derom har jeg forvisset mig, dels ved egne spekulationer og dels ved at udspørge folk, som jeg har kureret så udmærket. Vore venner har spankuleret om i længere tid og vakt en vis opsigt, så folk har hørt om dem viden om. De skal se, jeg finder dem et eller andet sted i Chinidalen. Vær blot så venlig at holde øje med parasollen.”

Den nikkede som en klokkeblomst i blæsevejr ned gennem dalene og rundt om bjergenes sider, og lamaen og Kim, som gik lige efter næsen, traf om aftenen jævnligt på den i færd med at sælge salver og pulvere. ”Vi kom ad den og den vej!” Lamaen ville pege ligegyldigt bagud mod højderyggene og parasollen udløste sig i komplimenter.

De overskred et snedækket pas i det kolde måneskin, hvor lamaen godmodigt drillede Kim med hans kuldskærhed, og gik i sne til knæene som en baktrisk kamel — af den i sneen opfostrede, langhårede slags, der stundom ses i Kashmir-serajet. De dykkede ned over pletter af nyfalden sne og snepudrede skiferklipper og søgte tilflugt mod en storm i en lejr hos nogle tibetanere, der var på vej nedad med deres små får, som hver bar en pose boraks på ryggen. De nåede ned til græsklædte klippeknuder, hvor sneen endnu lå hist og her, gennem skov, og så atter til græsbevokset land. Men hvor meget de så marcherede, var Kedarnath og Badrinath uimponerede, og det var først efter mange dages vandring, at Kim, da han stod på en ubetydelig lille klippetop i ti tusind fods højde, kunne se, at en skulder eller en tinde på de to mægtige kæmper havde forandret omrids en ganske lille smule.

Til sidst kom de ind i en verden for sig — en milelang dal, hvis høje banker var dannet af affald og brudstykker fra bjergenes fod. Her syntes en hel dagsmarch ikke at føre dem længere, end en drømmende mands tyngende skridt fører ham under et mareridt. De anvendte flere møjsommelige timer på at omgå et bjerg, og så viste det sig kun at være en fremspringende knude på en enkelt pille af fjeldmuren. En rund kulle viste sig, da de havde nået den, at være en vældig højslette, som strakte sig langt ud i dalen. Tre dage efter sås den kun som en lille forhøjning i jorden sydpå.

”Sandelig, her lever Guderne,” sagde Kim, kuet af stilheden og regnskyernes imponerende skygger, der gled henover jorden. ”Dette er ikke et sted for mennesker!”

”For længe, længe siden,” sagde lamaen i en tone, som talte han til sig selv, ”blev Herren spurgt, om Verden ville vare evigt. Hertil svarede Den Allerfortræffeligste intet… Da jeg var på Ceylon, fik jeg bekræftelse på denne historie af en Søgende vismand. Den står i evangeliet, som er skrevet på pali. Det spørgsmål var ganske vist ingen nytte til, fordi vi kender Vejen til Frihed, men alligevel — se og lær, hvad Illusion er, chela! Dette er de rigtige bjerge! De ligner mine bjerge ved Such-zen. Aldrig har der været sådanne bjerge!”

Over deres hoveder, stadig uendelig højt over dem, tårnede fjeldene sig op mod snegrænsen, hvor de sidste af de dristige birke standsede, fra øst til vest henover hundreder af mile i en linje som trukket med en lineal. Ovenover den stræbte klipperne, med stejle skrænter og enkelte blokke, at løfte deres hoveder op over det hvide tæppe. Og endnu højere oppe strakte den evige sne sig, uforanderlig siden verdens begyndelse og dog skiftende udseende ved enhver forandring af sol eller skyer. De kunne se pletter og striber på dens overflade, hvor stormen og lavinerne havde opført deres dans. Under dem, hvor de stod, strakte skoven sig milevidt som en blågrøn flade. Neden for skoven lå en landsby med sine adspredte, terrasseformede marker og stejle græsgange. Og neden for landsbyen, vidste de, skønt en brummende, buldrende tordensky for øjeblikket skjulte det for dem, gik der en kløft på en tolv, femten hundrede fod ned til den vandrige dal, hvor de strømme samles, som er den unge Sutlajs mødre.

Som sædvanlig havde lamaen ført Kim ad fæstier og genveje, langt fra hovedvejen, på hvilken Hurree Babu, den ”ængstelige mand”, tre dage før havde trodset et uvejr, som ni af ti englændere ville være gået af vejen for. Hurree var ikke til geværer — en geværhanes knæk fik ham til at skifte farve — men, som han selv ville have sagt, han var en ”ganske duelig jagthund”, og han havde gennemspejdet den uhyre dal med en billig kikkert og det ligger sådan, at slidte lærredsteltes hvide farve mod grøn baggrund kan ses langt bort. Mens Hurree Babu sad på loen i Ziglaur, havde han set alt, hvad han ønskede at se, tyve engelske mil i lige linje og fyrre ad landevejen — han havde set to små prikker, som den ene dag var lige over snegrænsen og den næste havde flyttet sig måske seks tommer ned ad bjergets side. Når han først var kommet i gang, kunne hans tykke, bare ben tilbagelægge et forbavsende stykke vej, og dette var grunden til, at mens Kim og lamaen lå i en faldefærdig hytte i Ziglaur og ventede på, at uvejret skulle drive over, var en fed, pjaskvåd, men konstant smilende bengaler, som talte det fineste engelsk i de gyseligste vendinger, i færd med at gøre sig behagelig for to gennemblødte og temmelig gigtplagede udlændinge. Grublende over mange vilde planer havde han nået dem umiddelbart efter et tordenvejr, under hvilket et lynslået fyrretræ var faldet ned i lejren og havde overbevist en halv snes tvangsudskrevne bagagekulier om, at det var en uheldig dag at rejse videre på, af hvilken grund de alle som én havde kastet deres byrder fra sig og var stukket af.

De var undersåtter af en bjergrajah, der efter skik og brug udlejede dem og selv stak profitten i lommen, og i tilgift til deres personlige bekymringer, havde de fremmede sahib’er allerede truet med geværer. De fleste af dem havde fra gammel tid kendskab til både geværer og sahib’er. De var sporsøgere og shikarri’er[*] fra de nordlige dale, flinke til at jage bjørne og vilde geder, men aldrig i deres liv var de blevet behandlede på denne måde. Derfor tog skoven dem i sin barm og nægtede trods banden og smælden at levere dem tilbage. Babuen behøvede ikke at spille sindssvag eller benytte nogen af de andre midler, som han havde udtænkt for at sikre sig en god modtagelse. Han vred sine klæder, trak sine lakerede sko på, slog den blå og hvide parasol op, fremtrådte med trippende gang og hjertet oppe i halsen og præsenterede sig som ”agent for hans kongelige højhed Rajahen af Rampur, mine herrer. Og hvormed kan jeg stå til tjeneste?”

Herrerne blev henrykte. Den ene var helt klart franskmand, den anden russer, men de talte engelsk næsten lige så godt som babuen. De anmodede om hans venlige mellemkomst. Deres indfødte tjenere var blevet syge i Leh, men selv havde de skyndt sig videre, fordi de ønskede at bringe deres jagtudbytte til Simla, førend skindene blev mølædte. De havde et almindeligt anbefalingsbrev (babuen gjorde en østerlandsk salaam ved synet af det) til alle regeringens embedsmænd. Nej, de havde ikke truffet andre jagtselskaber en route. De sørgede for sig selv og havde forråd nok. De ønskede blot at komme videre så hurtigt som muligt. Hvorpå babuen fangede en bjergbo, der havde skjult sig inde mellem træerne, og efter tre minutters samtale og udbetalingen af lidt sølvpenge (Hurrees hjerte blødte ved denne ødselhed, men man kan nu engang ikke være husmodersparsommelig i statens tjeneste) viste de elleve kulier og de tre snyltegæster sig igen. Nu havde de da i det mindste babuen til vidne på, at de blev tyranniserede.

”Min kongelige herre vil blive meget irriteret, men disse folk er kun simple og groft uvidende mennesker. Hvis deres velbårenheder vil se gennem fingre med denne uheldige affære, vil De gøre mig en stor tjeneste. Om kort tid holder regnen op og så kan vi drage videre. Nå, De har været på jagt? Det er en ædel idræt!”

Han hoppede flinkt fra kilta til kilta under påskud af at ville rette på de kegleformede kurve. Englændere er som regel ikke familiære overfor asiater, men en englænder ville ikke slå en venlig babu over håndleddet, blot fordi han var kommet til at vælte en kilta med et rødt voksdugslåg. På den anden side ville han heller ikke byde en babu drikkevarer, om han så var nok så venlig, ej heller ville han invitere ham til sit måltid. De fremmede gjorde alt dette og kom med en mængde spørgsmål — for størstedelen om kvinder — på hvilke Hurree gav muntre og ligefremme svar. De gav ham et glas klar væske, der lignede gin, og gav ham derefter flere, og det varede kun kort, før hans højtidelige manerer forsvandt. Han førte oprørsk tale med tykt mæle, talte i højst upassende vendinger om regeringen, der havde påtvunget ham en hvid mands uddannelse, men forsømt at give ham en hvid mands løn. Han udpludrede historier om tyranni og uretfærdighed, indtil tårerne trillede ham ned ad kinderne på grund af hans fædrelands ulykker. Så dinglede han af sted, syngende nederbengalske kærlighedsviser, og sank sammen på en våd træstamme. Aldrig var et så uheldigt produkt af det engelske herredømme i Indien blevet studeret af fremmede.

”De er alle af den kaliber,” sagde den ene jæger til den anden på fransk. ”Når vi kommer ned til det rigtige Indien, skal De bare se. Jeg kunne for resten have lyst til at besøge hans rajah. Man kunne måske missionere dér. Det er muligt, at han har hørt tale om os og ønsker at tilkendegive sin velvilje.”

”Vi har ikke tid. Vi må se at komme til Simla, hurtigst muligt,” svarede hans kammerat. ”Jeg for mit vedkommende ville ønske, at vi havde sendt vore rapporter nordpå fra Hilás eller selv fra Leh.”

”Den engelske post er bedre og sikrere. Husk på, at der tilstås os alle mulige lempelser — Gud forbarme sig! — det gør de virkelig! Er det ikke en utrolig dumhed?”

”Det er stolthed — stolthed, som fortjener straf og vil få den.”

”At gå op imod en fastlandseuropæer i vor profession er der noget ved. Der er en risiko. Men disse mennesker — pyh! Det er for let.”

”Stolthed — alt sammen stolthed, min ven.”

”Hvad hulen hjælper det, at Chandernagore ligger så tæt ved Calcutta,” sagde Hurree til sig selv, mens han lå med åben mund og snorkede på det gennemblødte mos, ”når jeg ikke kan forstå deres fransk? De taler så forfærdelig hurtigt! Det ville have været meget bedre at skære halsen over på de asener.”

Da han atter viste sig, havde han en dundrende hovedpine. Han var meget angergiven og udtrykte i veltalende vendinger sin frygt for, at han muligvis havde været indiskret. Han elskede den engelske regering — den var kilden til al lykke og hæder — og hans herre, Rajahen af Rampur, var af ganske samme mening. Herpå begyndte de fremmede at gøre løjer med ham og citere hans egne ord, indtil den arme babu skridt for skridt blev drevet ud af sine forskansninger og under megen undskyldende smisken, fedtede grin og umådeligt snedige øjekast tvunget til at — sige sandheden. Da Lurgan senere hørte historien, beklagede han højlydt, at han ikke havde været til stede i stedet for en af de tvære, uopmærksomme kulier, som med græsmåtter over hovederne og regnvandspøle under fødderne ventede på bedre vejr. De sahib’er, de kendte — groft klædte mænd, som hvert år glade i sind vendte tilbage til deres yndlingskløfter — havde tjenere og kokke og løbere, meget ofte bjergboere. Disse sahib’er rejste uden følge. Altså var de fattige sahib’er og desuden uvidende, for ingen fornuftig sahib ville følge en bengalers råd. Men bengaleren, der var dumpet ned fra skyerne, havde givet dem penge og kunne så nogenlunde tale deres dialekt. Vante som de var til grov mishandling fra deres egne, havde de mistanke om fælder og holdt sig parat til at stikke af, hvis lejlighed gaves.

I den fugtige luft, fuld af herlig muldduft, viste babuen nu vej ned ad skrænterne, vandrende stolt foran kulierne og ydmygt bag de fremmede. Hans tanker var mange og mangelunde, og selv den ubetydeligste af dem ville have interesseret hans ledsagere umådeligt. Men han var en behagelig fører, til stadighed ivrig efter at udpege de landskabelige skønheder i hans kongelige herskers rige. Han befolkede bjergene med alt, hvad de måtte ønske at jage — mange slags bjerggeder og en uendelighed af bjørne. Han drøftede botaniske og etnologiske spørgsmål med uomtvistelig unøjagtighed, og hans forråd af lokale sagn — man må erindre, at han havde været sin herskers betroede agent i femten år — var uudtømmeligt.

”Den fyr er absolut sin egen slags,” sagde den højeste af de to fremmede. ”Han er som en Wiener-kurers mareridt.”

”Han repræsenterer i lille format den forvandlingsproces, som foregår i Indien — den unaturlige blanding af Øst og Vest,” svarede russeren. ”Det er os, der kan behandle østerlændinge.”

”Han har mistet sit eget land og ikke fået noget andet i stedet. Men han nærer det inderligste had til erobrerne. Han betroede mig i går aftes —” osv.

Under den stribede parasol anspændte Hurree Babu både øre og hjerne for at følge de rappe franske ord og holdt uafladeligt øje med en kilta fuld af kort og papirer — en ekstra stor én med dobbelt låg af rød voksdug. Han ønskede ikke at stjæle noget. Han ville blot gerne vide, hvad der skulle stjæles og for resten også hvordan han skulle slippe væk, når han havde stjålet det. Han takkede alle Hindustans Guder og Herbert Spencer, fordi der overhovedet var noget værdifuldt at stjæle.

På andendagen gik vejen til vejrs op mod en græsklædt bjergkam ovenover skoven og her var det, at de omtrent ved solnedgang traf på en gammel lama — som de kaldte for bonze[*] — siddende med korslagte ben foran en mærkværdig tegning, der lå på jorden og blev fastholdt af sten. Han forklarede den for et smukt men uvasket ungt menneske, øjensynligt en novice. Kim havde fået øje på den stribede parasol en halv dagsmarch borte og havde foreslået lamaen at gøre holdt, indtil den indhentede dem.

”Aha!” sagde Hurree Babu, der ganske som den bestøvlede kat aldrig var i forlegenhed. ”Her har vi en fremragende hellig mand her fra egnen. Rimeligvis en af min kongelige herskers undersåtter.”

”Hvad er det, han gør? Det ser højst mærkeligt ud.”

”Han fortolker et helligt billede, ganske håndtegnet.”

De to mænd stod barhovedede i eftermiddagens sollys, som spillede hen over det gyldentfarvede græs. De tvære kulier standsede, glade ved opholdet, og lod deres byrder glide ned på jorden. ”Se engang!” sagde franskmanden. ”Det er som et billede af en religions opståen — den første lærer og den første discipel. Er han buddhist?”

”Af en eller anden inferiør art,” svarede den anden. ”Der er ingen ægte buddhister i bjergene. Men se på foldekastet i draperiet. Se på hans blik — hvor arrogant! Hvorfor får dette én til at føle, at vi er så ungt et folk?” Den talende huggede vredt til et højt græsstrå. ”Vi har endnu ikke sat vort mærke noget steds[*]. Intetsteds! Og det er det, forstår De, som foruroliger mig.”

Han skulede til det milde ansigt og holdningens monumentale ro.

”Vær tålmodig. Vi skal sammen sætte vort mærke — vi og I unge folk. Men her og nu, tegn et billede af ham.”

Babuen trådte stolt frem. Hans ryg svarede ingenlunde til hans ærbødige ord, eller til hans blinken til Kim.

”Hellige Mand, her er to sahib’er. Mine lægemidler har helbredt den ene for dysenteri og jeg følger nu med ham til Simla for at passe på, at han kommer sig. De vil gerne se dit billede —”

”At helbrede syge er altid godt. Dette er Livets Hjul,” sagde lamaen, ”det samme, som jeg viste dig i hytten i Ziglaur den dag, det regnede.”

”Og høre dig forklare det.”

Der kom glans i lamaens øjne ved udsigten til nye tilhørere.

”At forklare Den Allerfortræffeligste Vej er godt. Har de noget kendskab til hindi, sådan som Billedernes Vogter havde?”

”Lidt måske.”

Med samme uskrømtede glæde som et barn, der er optaget af en ny leg, kastede lamaen hovedet tilbage og begyndte med høj røst den bøn, som en lærd teolog skal istemme, inden han udvikler hele lærdommen. De fremmede støttede sig til deres alpestokke og lyttede. Kim sad stilfærdigt på hug og betragtede det røde sollys på deres ansigter og deres lange skyggers bevægelser. Mændene bar gamacher, der ikke lignede englændernes, og ejendommelige, stramtsiddende bælter, der vakte en uklar erindring hos ham om billederne i en bog i St. Xaviers bibliotek: En ung naturforskers eventyr i Mexico, var dens titel. Ja netop, de lignede i høj grad den vidunderlige monsieur Sumichrast i den fortælling og slet ikke de ”folk uden skrupler,” som Hurree Babu havde forestillet sig. De mørkhudede og tavse kulier krøb ærbødigt sammen på jorden en tyve-tredive yards borte, og babuen, med en flig af sin tynde dragt smældende som et signalflag i den kølige blæst, stod og så til med tilfreds ejermine.

”Det er mændene,” hviskede Hurree, mens lamaen fortsatte sit ritual og de to hvide fulgte græsstrået, der for fra Helvede til Himmel og tilbage igen. ”Alle deres bøger er i den store kilta med det røde låg — bøger og rapporter og kort — og jeg har set et kongeligt brev, som enten Hilás eller Bunár har skrevet. De passer særdeles omhyggeligt på det. De har ikke sendt noget tilbage fra Hilás eller Leh. Det er sikkert.”

”Hvem har de med sig?”

”Kun hoverikulierne. De har ingen tjenere. De er så nærige, at de laver deres mad selv.”

”Men hvad skal jeg gøre?”

”Vente og se. Men sker der mig noget, ved De, hvor De skal søge papirerne.”

”Denne sag måtte hellere være lagt i Mahbub Alis hænder end i en bengalers,” sagde Kim hånligt.

”Der er andre måder at komme ind til sin kæreste på end at rende hovedet mod muren.”

”Se her det Helvede, der er bestemt for gerrighed og griskhed. På den ene side ligger attrå, på den anden lede.” Lamaen var helt gået op i sin gerning og en af de fremmede tog en skitse af ham i det hurtigt svindende lys.

”Det er nok,” sagde manden endelig i en brysk tone. ”Jeg forstår ham ikke, men jeg vil have det billede. Han er en bedre kunstner end jeg. Spørg ham, om han vil sælge det.”

”Han siger ’Nej, sir,’ svarede babuen. Naturligvis kunne det lige så lidt falde lamaen ind at overlade sit billede til en tilfældigt mødt rejsende, som det kunne falde en ærkebiskop ind at pantsætte sin domkirkes hellige kar. Hele Tibet er fuldt af billige og tarvelige billeder af Hjulet, men lamaen var kunstner og tilmed en rig abbed i sin hjemstavn.

”Om tre dage, eller fire, eller ti, hvis jeg ser, at sahib’en er en Sandhedssøger og en forstandig mand, vil jeg måske selv tegne ham et andet billede. Men dette er blevet brugt til en novices indvielse. Sig ham det, hakim.”

”Han vil have det nu — for penge.”

Lamaen rystede langsomt på hovedet og begyndte at rulle sin tegning sammen. Russeren på sin side så blot en snavset gammel mand, som tingede om et snavset stykke papir. Han tog en halv håndfuld rupier frem og snappede halvt i spøg efter billedet. Men lamaen holdt fast på det, og det fik en lang flænge. En sagte rædselsmumlen steg op fra kulierne, af hvilke nogle var fra Spiti og, efter bedste evne, gode buddhister. Lamaen rejste sig ved fornærmelsen, og hans hånd søgte det tunge pennefoderal af jern, som er en præsts våben. Babuen dansede af forfærdelse.

”Kan De nu se — kan De nu se, hvorfor jeg ønskede vidner? De er yderst skrupelløse folk. — Nej, Sir! Sir! De må ikke slå den Hellige Mand!”

”Chela! Han har skændet det Skrevne Ord!”

Det var for sent. Førend Kim kunne afværge det, havde russeren slået den gamle mand i ansigtet. I næste øjeblik rullede han ned af skrænten med Kims hænder om halsen. Slaget havde vakt samtlige ukendte irske djævle i drengens blod og hans fjendes pludselige fald gjorde resten. Lamaen faldt på knæ, halvt bevidstløs af slaget, og kulierne med deres byrder flygtede op ad bjerget så hurtigt, som sletteboere løber hen over flad mark. De havde set den forfærdeligste helligbrøde blive begået og det blev deres sag at komme af vejen, inden bjergenes Guder og djævle hævnede sig. Franskmanden løb hen imod lamaen, famlende efter sin revolver med en uklar tanke om at gøre ham til gidsel for sin kammerat. Men en byge af skarpe sten — bjergboere sigter godt — jog ham bort, og en kuli fra Ao-chung trak lamaen med på flugten. Det skete alt sammen med samme hast som det pludseligt faldende mørke.

”De har taget bagagen og alle geværerne,” hylede franskmanden og fyrede på lykke og fromme ud i tusmørket.

”All right, Sir! All right. Skyd ikke! Nu skal jeg komme ham til hjælp.” Og Hurree sprang ned ad skrænten og drattede ned på den glade og forbavsede Kim, der var optaget af at smække sin åndeløse fjendes hoved mod en kampesten.

”Løb tilbage til kulierne,” hviskede babuen ham i øret. ”De har bagagen. Papirerne er i kilta’en med det røde låg, men se dem alle sammen igennem. Tag deres papirer og især murasla’en. Skynd dig! Nu kommer den anden mand!”

Kim for op ad skrænten. En revolverkugle smækkede mod en klippeblok ved siden af ham og han dukkede sig som en agerhøne.

”Hvis De skyder,” råbte Hurree, ”kommer kulierne tilbage og slår os ihjel. Jeg har befriet herren. Dette er meget farligt.”

”Død og plage!” tænkte Kim hurtigt på engelsk. ”Dette er en forbandet knibe, men jeg skulle mene, at det er selvforsvar.”

Han trak Mahbubs gave frem fra brystet og trykkede på aftrækkeren med usikker hånd — for bortset fra nogle få øvelsesskud i Bikaner-ørkenen havde han aldrig brugt det lille våben.

”Hvad sagde jeg, herre?” Babuens stemme lød, som om han græd. ”Kom herned og hjælp mig med at få liv i ham. Vi er alle i en alvorlig klemme, vil jeg bare sige Dem.”

Skydningen standsede. Der kom en lyd af snublende fødder, og Kim skyndte sig opad gennem mørket, bandende som en kat — eller en indfødt.

”Har de ramt dig, chela?” råbte lamaen oven over ham.

”Nej. Og du?” Han dykkede ind i en gruppe forkrøblede fyrretræer.

”Uskadt. Kom nu. Vi følger med disse folk til Shamlegh-Under-Sneen.”

”Men ikke før vi har øvet retfærdighed,” råbte en stemme. ”Jeg har fået fat i sahib’ernes geværer — alle fire. Lad os gå derned.”

”Han slog den Hellige Mand — vi så det! Vort kvæg bliver goldt — vore kvinder ufrugtbare! Sneskredene vil ramme os på vor vej hjem… og det oven i alt det øvrige tyranni!”

Den lille fyrrelund fyldtes af råbende kulier — rædselsslagne, og i deres panik i stand til alt. Manden fra Ao-chung raslede utålmodigt med bagladegeværets lukkemekanisme og gjorde mine til at gå ned ad skråningen.

”Vent et øjeblik, Hellige Mand. De kan ikke være langt borte. Vent, til jeg kommer tilbage.”

”Det var denne person, som led uret,” sagde lamaen og lagde hånden på panden.

”Ja, netop derfor,” var svaret.

”Hvis denne person ser gennem fingre med det, er jeres hænder rene. Desuden erhverver I jer Fortjeneste ved lydighed.”

”Vent, så vil vi alle følges ad til Shamlegh,” trængte manden på.

Et øjeblik — netop så længe, som det tager at stikke en patron ind i en baglader — tøvede lamaen. Så rejste han sig op og lagde en finger på mandens skulder.

”Hørte du, hvad jeg sagde? Jeg, abbeden i Such-zen, siger, at ingen blodsudgydelse skal ske. Er det dit ønske at blive genfødt som rotte eller som slange i stråtaget — eller som orm i bugen på det laveste dyr? Ønsker du at —”

Manden fra Ao-chung faldt på knæ, for stemmen drønede som en tibetansk djævlegongong.

”Ai! Ai!” råbte mændene fra Spiti. ”Forband os ikke! Forband ham ikke! Det var kun hans iver, Hellige Mand… læg bøssen fra dig, tåbe!”

”Vrede efter vrede! Ondt efter ondt! Der skal ikke dræbes. Lad præstemishandlerne gå bort som trælle af deres egne handlinger. Retfærdigt og sikkert er Hjulet, det afviger ikke en hårsbredde! De vil blive genfødte mange gange — til pinsler.”

Hans hoved sank ned og han lænede sig tungt på Kims skulder.

”Jeg var nær ved at begå stor synd, chela,” hviskede han i dødsstilheden under fyrretræerne. ”Jeg blev fristet til at lade ham affyre kuglen og i Tibet ville de sandelig være døet en hård og langsom død… han slog mig i ansigtet, på kødet…”

Tungt åndende sank han om på jorden og Kim kunne høre det overanstrengte hjerte banke stærkt og uregelmæssigt.

”Har de slået ham ihjel?” sagde manden fra Ao-chung, mens de andre stod tavse.

Kim knælede dødsens angst ved det udstrakte legeme.

”Nej,” udbrød han lidenskabeligt, ”han er kun besvimet.”

Så huskede han, at han var en hvid mand, og at alt, hvad en hvid mands lejr indeholder, stod til hans rådighed.

”Luk kilta’erne op! Måske sahib’erne har et lægemiddel.”

”Oho! Det kender jeg,” sagde manden fra Ao-chung og lo. ”Jeg har ikke været Yankling Sahibs shikarri i fem år uden at lære det lægemiddel at kende. Smagt det har jeg også. Se her!”

Han fremdrog fra sit bryst en flaske tarvelig whisky — af den slags opdagelsesrejsende kan købe i Leh — og hældte behændigt en smule ind mellem lamaens tænder.

”Sådan bar jeg mig ad, den gang Yankling Sahib forvred sin fod hinsides Astor. Ha! Jeg har allerede kigget i deres kurve — men når vi kommer til Shamlegh, deler vi ærligt. Giv ham lidt mere, det er et godt lægemiddel. Føl! Nu slår hans hjerte roligere. Læg hans hoved ned og gnid ham lidt på brystet. Havde han blot ventet roligt, mens jeg gjorde det af med sahib’erne, var dette aldrig sket. Men måske sahib’erne vil forfølge os. Så ville det ikke være urigtigt at skyde dem med deres egne bøsser, vel?”

”Én har fået sit, vil jeg mene,” svarede Kim sammenbidt. ”Jeg sparkede ham i skridtet, da han trillede ned ad skrænten. Gid jeg havde slået ham ihjel!”

”Det er let at være modig, når man ikke hører hjemme i Rampur,” sagde én, hvis hytte lå få mil fra rajahens faldefærdige palads. ”Får vi dårligt ry blandt sahib’erne, vil ingen af dem benytte os som shikarri’er.”

”Jamen disse her er ikke angrezi-sahib’er — ikke gemytlige folk som Fostum Sahib eller Yankling Sahib. De er udlændinge — de kan ikke tale angrezi (engelsk) som sahib’er gør.”

Her hostede lamaen, satte sig over ende og famlede efter rosenkransen.

”Intet blod skal udgydes,” mumlede han. ”Retfærdigt er Hjulet! Ondt efter ondt —”

”Nej vist så, Hellige Mand. Vi er her alle,” sagde manden fra Ao-chung og klappede frygtsomt hans fødder. ”Ingen dræbes uden din befaling. Hvil en stund. Vi slår lejr her, og siden, når månen står op, drager vi til Shamlegh-Under-Sneen.”

”Efter et slag,” sagde en mand fra Spiti sententiøst, ”er det bedst at sove.”

”Der er en slags svimmelhed i min nakke, og det knuger og klemmer i den. Lad mig lægge mit hoved i dit skød, chela. Jeg er en gammel mand, men ikke frigjort for lidenskaber… vi må tænke på Tingenes Årsag.”

”Giv ham et tæppe. Vi tør ikke tænde bål, for at ikke sahib’erne skal se det.”

”Bedst at komme af sted til Shamlegh. Ingen vil følge os til Shamlegh.” Så sagde den frygtsomme mand fra Rampur.

”Jeg har været Fostum Sahibs shikarri og nu er jeg Yankling Sahibs shikarri. Jeg ville have været med Yankling Sahib nu, hvis ikke dette forbandede beegar[*] (hoveri) var kommet imellem. Lad to mænd holde vagt lidt længere nede med geværerne for det tilfælde, at sahib’erne finder på flere tåbeligheder. Jeg forlader ikke denne hellige mand.”

De satte sig ned et lille stykke fra lamaen og efter at have lyttet en stund begyndte de at lade en vandpibe, hvis vandbeholder var en gammel blanksværteflaske, gå rundt i kredsen. Mens piben gik fra hånd til hånd, oplyste skæret fra den røde glød de smalle, blinkende øjne, de høje, mongolske kindben og de svære halse, som forsvandt i de mørke, folderige dyffelskapper om skuldrene. De så ud som kobolder fra en eller anden magisk grube — bjerggnomer, som holdt rådslagning. Og mens de snakkede, tav de rislende snebække rundt om dem én for én, efterhånden som nattefrosten standsede deres løb.

”Hvor han kuede os!” sagde en mand fra Spiti i en beundrende tone. ”Jeg husker en gammel stenbuk, som Dupont Sahib bommede engang for syv år siden ovre ad Ladakh til. Den stillede sig også op og bød os trods på samme måde som han. Dupont Sahib var en dygtig jæger.”

”Ikke så dygtig som Yankling Sahib.” Manden fra Ao-chung tog en slurk af whiskyflasken og lod den gå videre. ”Men hør nu, medmindre nogen af jer tror sig klogere end mig?”

Ingen besvarede udfordringen.

”Når månen står op, vandrer vi til Shamlegh. Dér deler vi bagagen ærligt og redeligt. Jeg vil nøjes med denne nye lille riffel og alle de tilhørende patroner.”

”Gør bjørnene kun fortræd din jord?” sagde en kammerat og bakkede på piben.

”Nej, men moskuspunge står for øjeblikket i en pris af seks rupier stykket. Så kan dine kvinder til gengæld få teltlærredet og noget af køkkentøjet. Alt det vil vi besørge i Shamlegh før daggry. Og derefter går vi alle hver til sit og husker vel på, at vi aldrig har set eller tjent disse sahib’er, der godt kunne finde på at sige, at vi har stjålet deres bagage.”

”Ja, du kan sagtens, men hvad vil vor rajah sige?”

”Hvem skulle fortælle ham noget? Sahib’erne, der ikke taler vort sprog, eller babuen, der havde sine egne grunde til at give os penge? Tror du, han vil føre en hær imod os? Og hvad bliver der tilbage, som kan vidne imod os? Hvad vi ikke har brug for, kaster vi på Shamleghs mødding, hvor intet menneske har sat sin fod.”

”Hvem bor i Shamlegh i sommer?”

Shamlegh var kun en sæter, bestående af tre, fire hytter.

”Shamleghs Kvinde[*]. Hun holder ikke af sahib’er, det ved vi. De andre kan vi tilfredsstille med små gaver, og der er nok til os alle.”

Han klappede den nærmeste kurvs struttende sider.

”Jamen — men —”

”De er som sagt ikke rigtige sahib’er. Alle deres skind og dyrehoveder har de købt i basaren i Leh. Jeg kender mærkerne på dem. Jeg viste jer dem igår.”

”Sandt nok. Alle skindene og hovederne var købt. Nogle af dem var mølædte.”

Dette var et vægtigt argument og manden fra Ao-chung kendte sine kammerater.

”I værste fald fortæller jeg det til Yankling Sahib. Han er en mand med et muntert sind og han vil le. Vi gør intet urigtigt mod nogen sahib, som vi kender. De er præstemishandlere. De skræmte os. Vi flygtede! Hvem ved, hvor vi smed bagagen? Tror du måske, at Yankling Sahib vil finde sig i, at politiet fra lavlandet tramper rundt i bjergene og skræmmer hans vildt? Der er langt fra Simla til Chini, og længere endnu fra Shamlegh til Shamleghs Mødding.”

”Lad gå, men jeg vil bære den store kilta — den kurv med det røde låg, som sahib’erne selv plejede at pakke hver morgen.”

”Der har vi beviset for, at disse sahib’er ikke er mænd af betydning,” sagde manden fra Shamlegh behændigt. ”Hvem har nogensinde hørt om Fostum Sahib eller Yankling Sahib eller selv lille Peel Sahib, som sidder oppe om natten for at skyde serow — jeg siger, hvem har nogensinde hørt om disse sahib’er, at de er draget op i bjergene uden at have en kok fra lavlandene og en drager og — og alle slags højtlønnede, storsnudede og uforskammede folk i deres følge? Hvordan skulle de kunne volde os ulejlighed? Hvad er der for resten med den kilta?”

”Kun at den er fuld af det Skrevne Ord — bøger og papirer, som de skrev på, og underlige genstande, som vel vedkommer deres gudsdyrkelse.”

”Der er plads til det alt sammen på Shamleghs mødding.”

”Sandt nok. Men sæt, at vi fornærmer sahib’ernes Guder derved? Jeg holder ikke af at behandle det Skrevne Ord på den måde. Og jeg forstår mig ikke på deres messingguder. Det er ikke bytte for simple bjergboere.”

”Den gamle mand sover endnu. Stille! Lad os spørge hans chela.”

Manden fra Ao-chung tog sig nok en opstrammer, meget stolt over at være anfører.

”Vi har her,” hviskede han, ”en kilta, hvis natur vi ikke forstår.”

”Men jeg gør,” svarede Kim sagte. Lamaen åndede roligt i naturlig, fredelig søvn, og Kim havde siddet og tænkt på Hurrees sidste ord. Som en spiller i Det Store Spil var han tilbøjelig til at højagte babuen i Det Store Spil. ”Det er en kilta med rødt låg, fuld af højst vidunderlige ting, som tåber ikke skal pille ved.”

”Jeg sagde det nok! Jeg sagde det nok!” udbrød han, som ville bære kilta’en. ”Tror du, at den vil røbe os?”

”Ikke hvis I giver mig den. Jeg vil tage trolddommen ud af den. Ellers gør den stor fortræd.”

”En præst skal altid have sin part,” brummede manden fra Ao-chung. Whiskyen virkede demoraliserende på ham.

”Mig er det lige meget,” svarede Kim med sit fødelands snuhed. ”Del den mellem jer og se hvad der sker!”

”Nej tak. Jeg spøgte kun. Forlang, hvad du vil. Der er mere end nok til os alle. Vi forlader Shamlegh ved daggry.”

De tilbragte en times tid endnu med at gennemdrøfte deres uskyldige små planer, mens Kim dirrede af kulde og stolthed. De irske og orientalske bestanddele af hans jeg kildredes af det humoristiske i situationen. Disse udsendinge fra den frygtede stormagt mod nord — meget muligt lige så store mænd i deres eget land som Mahbub eller oberst Creighton — var pludseligt gjort hjælpeløse. Den ene af dem, vidste han med sig selv, ville have gangbesvær i nogen tid. De havde afgivet løfter til konger. I nat lå de et eller andet sted neden under ham, uden kort, uden mad, uden telte, uden geværer og — bortset fra Hurree Babu — uden stedkendte ledsagere. Og denne sammenstyrten af deres Store Spil (Kim tænkte på, hvem de vel skulle rapportere det til), denne kuliernes rædselsslagne flugt ud i natten var ikke forårsaget af Hurrees snildhed eller Kims opfindsomhed, men var kommet ganske af sig selv, lige så naturligt, nydeligt og uundgåeligt som den gang, da Mahbubs venner fakirerne blev taget ved vingebenet af den tjenstivrige unge politiembedsmand i Ambala.

”Dernede ligger de — uden bagage. Død og plage, hvor det er koldt! Og her sidder jeg med alle deres sager. Nå da, hvor de må være vrede! Det gør mig ondt for Hurree Babu.”

Kim kunne have sparet sig sin medynk, for skønt bengalerens legeme led bitterligt, var hans sjæl stolt og opblæst. En engelsk mil længere nede ad bjerget, i udkanten af fyrreskoven, sad to halvfrosne mænd — den ene havde med mellemrum ildebefindende — som skiftevis skældte hinanden ud og overfaldt babuen — der lod til at være gået helt fra forstanden af rædsel — med de mest bidende skældsord. De forlangte en handlingsplan. Han forklarede, at de skulle prise sig lykkelige over at være i live. At hvis deres kulier ikke for øjeblikket lå i baghold efter dem, var de løbet så langt, at der ikke kunne være tale om at finde dem igen. At rajahen, hans hersker, boede halvfemsindstyve mil derfra, og at han, langt fra at ville låne dem penge og skaffe dem ledsagere til at rejse videre til Simla, ganske sikkert ville kaste dem i fængsel, hvis han hørte, at de havde slået en præst. Han udbredte sig om denne forbrydelse og dens følger, indtil de bad ham skifte emne. Deres eneste håb var hemmelig flugt fra landsby til landsby, indtil de nåede civiliserede egne. Og, idet han for hundrede gang bristede i gråd, og anråbte de høje stjerner om en forklaring på, hvorfor sahib’erne ”havde slået den Hellige Mand.”

Ti skridt ville have ført Hurree ud i mørket, hvor han var fuldstændig udenfor deres rækkevidde og kunne have fundet husly og føde i den nærmeste landsby, hvor glattungede læger var sjældne gæster. Men han foretrak at udholde kulde, sult, skældsord og af og til slag i sine højtærede principalers selskab. Sammenkrøben ved foden af et træ snøftede han ynkeligt.

”Og har De tænkt på,” sagde den uskadte mand hidsigt, ”hvordan vi vil tage os ud, når vi skal marchere af sted gennem disse bjerge og blandt disse indfødte?”

Hurree Babu havde ikke tænkt på meget andet i de sidste timer, men bemærkningen var ikke henvendt til ham.

”Vi kan ikke marchere! Jeg kan næppe gå,” stønnede Kims offer.

”Måske den Hellige Mand i sin godhed vil vise sig barmhjertig, Sir, ellers —”

”Jeg lover mig selv den særlige fornøjelse at tømme min revolver i kroppen på den unge bonze, næste gang vi ses,” lød det lidet kristelige svar.

”Revolvere! Hævn! Bonzer!” Hurree Babu krøb endnu mere sammen. Krigen brød ud på ny. ”Tænker De da slet ikke på vort tab? Bagagen! Bagagen!” Hurree kunne høre den talende bogstaveligt danse rundt på græsset. ”Alt hvad vi førte med os! Alt hvad vi havde erhvervet! Vore resultater! Otte måneders arbejde! Véd De, hvad det vil sige? ’Vi forstår at behandle østerlændinge!’ Ja, De har gjort det nydeligt.”

De kilede løs på hinanden på forskellige sprog og Hurree smilede. Kim havde kilta’erne og i kilta’erne lå otte måneders diplomatisk arbejde. Han kunne ikke sætte sig i forbindelse med drengen, men man kunne stole på ham. Derudover kunne han dirigere vandringen gennem bjergene således, at Hilás, Bunár og fire hundrede mil bjergveje ville fortælle historien i en menneskealder. Mænd, som ikke kan styre deres kulier, er lidet agtede i bjergene, og bjergbeboerne har god humoristisk sans.

”Det kunne ikke være gået bedre, om jeg så selv havde lavet det hele,” tænkte Hurree. ”Men død og pine, nu jeg tænker på det, naturligvis arrangerede jeg det. Hvor var jeg kvik! Jeg gennemtænkte det hele, mens jeg løb ned ad skrænten! Fornærmelsen var en tilfældighed, men kun jeg kunne have udnyttet den fuldt ud. Tænk bare på den moralsk virkning, det vil have på disse uvidende mennesker! Ingen traktater — ingen papirer — ingen skrevne dokumenter — og mig til tolk. Nå, hvor obersten og jeg vil tage os et billigt grin sammen! Jeg ville ønske, at jeg også havde deres papirer, men man kan ikke være to steder på samme tid. Det er et aksiom.”

Fjortende kapitel

My brother kneels (so saith Kabir)
To stone and brass in heathen wise,
But in my brother’s voice I hear
My own unanswered agonies.
His God is as his Fates assign -
His prayer is all the world’s — and mine.

The Prayer.

Da månen var stået op, begav de forsigtige kulier sig på vej. Lamaen var blevet forfrisket af søvnen og den nydte spiritus og behøvede kun at støtte sig til Kims skulder for at vandre fremad i tavshed og med lange skridt. En times tid holdt de sig til det stenstrøede græs, drejede omkring en kolossal klippeknude og begyndte så at stige opad til et nyt land, hvorfra Chinidalen var usynlig. En vældig græsgang strakte sig her vifteformet op mod den evige sne. Ved dens fod fandtes et stykke flad jord på måske en tredjedel tønde land, og på dette var opført nogle få hytter af ler og tømmer. Bag dem — for de var efter bjergenes skik bygget lige ud på randen af klippen — fandtes en to tusind fod dyb kløft med lodrette sider ned til Shamleghs Mødding, hvor intet menneske har sat sin fod.

Mændene gjorde intet skridt til at dele byttet, før de havde set lamaen bragt til hvile i stedets bedste rum, mens Kim på muhammedansk vis gned hans fødder.

”Vi skal sende jer mad,” sagde manden fra Ao-chung, ”og kilta’en med det røde låg. Når dagen bryder frem, kan ingen her længere aflægge vidnesbyrd, hverken på den ene eller den anden måde. Er der noget i kilta’en, som du ikke har brug for, så se her!”

Han pegede på vinduet. Det åbnede sig ud mod det tomme rum, der var opfyldt af måneskinnet, som kastedes tilbage fra sneen. Han kastede en tom whiskyflaske ud.

”Du behøver ikke at lytte efter faldet. Her er Verdens Ende,” sagde han og gik ud. Lamaen stod med hænderne støttede til vinduets sider og stirrede frem for sig med øjne, der skinnede som gule opaler. Fra den kolossale afgrund foran ham løftede hvide tinder sig til vejrs i måneskinnet. Ellers var alt så mørkt som rummet mellem stjernerne.

”Sandelig,” sagde han langsomt, ”her er mine bjerge. Her burde man bo, hævet over verden, fjernet fra glæder, mediterende over store spørgsmål.”

”Ja, hvis man har en chela til at lave te, lægge et tæppe sammen under sit hoved og jage kælvende køer ud.”

En osende lampe brændte i en niche, men dens flamme kunne næppe ses i det klare måneskin og i dette blandede lys så Kim ud som en ånd, mens han bevægede sig omkring og bøjede sig over madposen og tekopperne.

”Ai! Nu hvor mit blod er blevet afsvalet, banker og dunker det i mit hoved, og der er som en snor omkring min nakke.”

”Intet under. Det var et kraftigt slag. Måtte han, som gav dig det —”

”Havde det ikke været for mine egne lidenskaber, ville intet ondt være sket.”

”Hvad ondt? Du frelste sahib’erne fra den død, som de fortjente hundrede gange.”

”Du har ikke lært din lektie godt, chela.” Lamaen lagde sig til hvile på et sammenfoldet tæppe og Kim fortsatte sit sædvanlige aftenarbejde. ”Slaget var kun en skygge på en skygge. Ondt i sig selv — mine ben trættes hurtigt i disse år! — og det mødte det onde i mig — harme, raseri og lyst til at gengælde ondt med ondt. Dette virkede på mit blod, vakte uro i min mave og døvede mine ører.” Her tog han den varme kop fra Kims hånd og drak højtideligt den skoldende hede te. ”Havde jeg været uden lidenskab, ville det onde slag kun have voldt ondt på legemet — et ar eller et blåt mærke — og sligt er Illusion. Men min sjæl var ikke fuld af ro, for den optoges straks af lyst til at lade mændene fra Spiti dræbe de fremmede. I kampen med den lyst blev min sjæl forrevet og forvreden, mere end tusind slag kunne have gjort. Først da jeg ved mig selv havde fremsagt Velsignelserne” (han mente den buddhistiske bjerg-prædiken) ”kom jeg til ro. Men det onde, som trængte ind i mig ved hint øjebliks uforsigtighed, arbejder videre. Retfærdigt er Hjulet, det rokkes ikke en hårsbredde! Lad det være dig en lære, chela.”

”Det er over min forstand,” mumlede Kim. ”Jeg er stadig helt rystet. Det glæder mig, at jeg skadede manden.”

”Det følte jeg, da jeg sov med hovedet på dine knæ dernede i skoven. Det gav mig urolige drømme — det var det onde i din sjæl, som arbejdede sig frem til min. Men på den anden side” — han løsnede sin rosenkrans — ”har jeg erhvervet Fortjeneste ved at frelse to menneskeliv — de to menneskers, som forurettede mig. Nu må jeg se at få øje på Tingenes Årsag. Min sjæls båd gynger.”

”Sov og saml kræfter, det er det klogeste.”

”Jeg mediterer. Der er større behov derfor, end du forstår.”

Time efter time, lige til daggry, mens måneskinnet blegnede på de høje tinder og det, der havde været sorte bælter på de fjerne bjerges sider, viste sig at være friske, grønne skove, sad lamaen og stirrede ufravendt på muren. Fra tid til anden stønnede han. Uden for den stængede dør, hvor skuffede køer stod og længtes efter deres vanlige stald, var Shamleghs beboere og kulierne optagne af plyndring og vellevned. Manden fra Ao-chung stod i spidsen for det hele og da de først havde åbnet sahib’ernes konservesdåser og opdaget, at deres indhold smagte godt, vovede de ikke at holde op. Shamleghs mødding modtog levningerne.

Da Kim efter en nat med slemme drømme listede sig ud i den kolde morgen for at børste tænder, trak en lyshudet kvinde med turkisbesat hovedtøj ham til side.

”De andre er gået. Som lovet, efterlod de denne kilta til dig. Jeg holder ikke af sahib’er, men du må lave os et tryllemiddel til gengæld for den. Vi vil ikke, at lille Shamlegh skal få et dårligt ry på grund af det — uheld. Jeg er Shamleghs Kvinde.”

Hun betragtede ham med et klart, dristigt blik, der slet ikke lignede bjergkvindernes sædvanlige stjålne skotten.

”Det skal jeg. Men det må gøres i al hemmelighed.”

Hun løftede den tunge kilta, som var den et stykke legetøj, og kastede den ind i sin egen hytte.

”Gå ud og luk døren forsvarligt. Lad ingen komme nær, før tryllemidlet er færdigt.”

”Men bagefter — kan vi tales ved.”

Kim væltede kilta’ens indhold ud på gulvet — et virvar af landmålerinstrumenter, bøger, journaler, breve, kort og underligt parfumerede skrivelser fra indfødte. Helt nede på bunden lå en broderet pose, som indeholdt et forseglet og med guld og farver smykket dokument af den slags, som konger sender konger. Kim snappede efter vejret af henrykkelse og overvejede situationen fra en sahibs standpunkt.

”Bøgerne behøver jeg ikke. Desuden er det logaritmetabeller — til landmåling formodentlig.” Han lagde dem til side. ”Brevene forstår jeg ikke, men det gør oberst Creighton nok. De må alle gemmes. Kortene — de tegner bedre kort end jeg — naturligvis også. Og alle de indfødtes skrivelser og ganske særligt murasla’en.” Han snuste til den broderede pose. ”Den må være fra Hilás eller Bunár, og Hurree Babu talte sandt. Død og plage! Det er en god fangst. Jeg ville ønske, at Hurree kunne få det at vide… resten må ud af vinduet.” Han pillede ved et pragtfuldt prismekompas og en blank teodolit. Men når alt kommer til alt, kan en sahib ikke godt stjæle, og desuden kunne tingene senere blive ubehagelige vidner. Han undersøgte hver eneste stump beskrevet papir, alle kortene og de indfødtes skrivelser. De udgjorde en anselig bunke. Tre bøger med spænder og fem slidte lommebøger lagde han til side.

”Brevene og murasla’en må jeg bære inden for min klædning og under mit bælte, og de håndskrevne bøger må jeg stikke i madposen. Den bliver meget tung. Så tror jeg ikke der er mere. Hvis der er, så har kulierne kastet det ned i kløften og så er den ting i orden. Og nu skal du samme vej.”

Han fyldte kilta’en med alt uønsket og løftede den op i vindueskarmen. Tusind fod under ham lå en lang, doven, rundskuldret tågebanke, endnu urørt af morgensolen. Tusind fod under den knejsede en århundredgammel fyrreskov. Når en hvirvelvind rev hul i tågen, kunne han se de grønne toppe, der så ud som et lag mos.

”Nej, jeg tænker ikke, at nogen vil søge efter dig!”

Kurven trillede rundt og udspyede sit indhold, mens den faldt. Teodolitten ramte en fremspringende klippekant og sprang i stumper og stykker som en granat. Bøgerne, blækflaskerne, farveladerne, kompasserne og linealerne lignede i nogle sekunder en bisværm. Så forsvandt de, og skønt Kim hang med den halve krop ud af vinduet og anspændte sine unge ører, hørte han ikke en lyd fra kløften.

”De kunne ikke købes for fem hundrede rupier — ja ikke for tusind,” tænkte han sørgmodigt. ”Det var en frygtelig ødselhed, men jeg har da alle deres andre sager — alt hvad de har lavet — håber jeg. Men hvordan pokker skal jeg lade Hurree Babu det vide og hvad pokker skal jeg gøre og min gamle mand er syg. Jeg må pakke papirerne ind i voksdug, det er det første der skal gøres, ellers bliver de gennemsvedte… og jeg er ganske alene!”

Han bandt det omhyggeligt sammen i en pakke og svøbte det stive, klæbrige voksdug fast omkring hjørnerne, for hans omflakkende liv havde gjort ham så metodisk som en gammel jæger med hensyn til oppakning. Dernæst stuvede han, ligeledes med største omhu, bøgerne ned på bunden af madposen.

Kvinden bankede på døren og trådte ind.

”Men du har ikke lavet noget tryllemiddel,” sagde hun og så sig om.

”Det behøves ikke.”

Kim havde helt glemt nødvendigheden af lidt hokuspokus. Kvinden lo uærbødigt ad hans forvirring.

”Nej — ikke for din skyld. Du kan hekse blot ved at blinke med øjet. Men betænk, hvad der skal blive af os stakler, når du er borte! De var alle for fulde i nat til at lytte til en kvinde. Men du er vel ikke beruset?”

”Jeg er præst.” Kim havde genvundet sin fatning, og da kvinden var alt andet end grim, holdt han det for bedst at holde på præsteværdigheden.

”Jeg advarede dem og sagde, at sahib’erne vil blive vrede og anstille undersøgelser og indgive beretning til rajahen. Og så er der babuen, som er med dem. Skriverkarle har lange tunger.”

”Er det alt, hvad der bekymrer dig?” Kim havde i samme nu lagt en fuldstændig plan og smilede et henrivende smil.

”Ikke helt,” svarede kvinden og strakte en hård, brun hånd frem, helt bedækket med turkisbesatte sølvringe.

”Den bekymring kan jeg forjage med få ord,” vedblev han hurtigt. ”Babuen er netop den hakim (du har sikkert hørt tale om ham) som flakkede om blandt bjergene ved Ziglaur. Jeg kender ham.”

”Han vil røbe det mod en belønning. Sahiber kan ikke skelne bjergbo fra bjergbo, men babuer har et skarpt blik for mænd — og for kvinder.”

”Bring ham et budskab fra mig.”

”Der er intet, jeg ikke ville gøre, når du beder mig om det.”

Kim modtog denne kompliment med den fatning, som mænd må udvise i et land, hvor det er kvinderne, der gør kur. Han rev et blad ud af en lommebog, og med patenteret blækstift skrev han med blokbogstaver — sådanne som uartige drenge bruger, når de skriver frække ord på murene: ”Jeg har alt, hvad de har skrevet, deres tegninger af landet og mange breve. Især marasla’en. Sig mig, hvad jeg skal gøre. Jeg er i Shamlegh-Under-Sneen. Den gamle mand er syg.”

”Bring ham dette. Det vil ganske lukke munden på ham. Han kan ikke være kommet langt bort.”

”Det kan han ikke. De er endnu i skoven på den anden side af bjerget. Vore børn gik derover for at holde øje med dem, da det blev lyst, og da de satte sig i bevægelse, råbte børnene det til os.”

Kim studsede, men fra randen af græsgangen lød der i det samme et skingrende skrig, ligesom en glentes. Et barn, som vogtede kvæg, havde fået signalet fra en broder eller søster på den anden side af skrænten ud mod Chinidalen og lod det nu gå videre.

”Mine mænd er også derovre[*] for at samle brænde.”

Hun tog en håndfuld valnødder frem fra sit bryst, kløvede en af dem og gav sig til at spise kernen. Kim lod, som om han aldeles ikke forstod meningen.

”Ved du ikke, hvad valnødden betyder[*] — præst?” sagde hun koket og rakte ham skallerne.

”Vel betænkt.” Han stak hurtigt papiret ind imellem dem. ”Har du en smule voks til at klæbe dem sammen med over dette brev?”

Kvinden sukkede dybt og Kim formildedes.

”Betalingen kommer, når tjenesten er udført. Bring dette til babuen og sig, at det sendes ham af Amulettens Søn.”

”Ai! Sandt! Sandt! Af en heksemester — som ligner en sahib.”

”Nej, af Amulettens Søn. Og spørg om der er svar.”

”Men hvis han nu er grov mod mig? Jeg — jeg er bange.”

Kim lo. ”Du kan være sikker på, at han er meget forfrossen og meget sulten. Bjergene er kolde sovekammerater. Hai, min” — han var lige ved at sige ”moder”, men fik det rettet til ”søster” — du er en klog og forstandig kvinde. Nu må alle landsbyerne her omkring have hørt, hvad der hændte sahib’erne — ikke sandt?”

”Vist så. Nyheden nåede Ziglaur ved midnatstid, og i morgen må den være kommet så langt som til Kotgarh. Folkene i landsbyerne er både bange og harmfulde.”

”Unødvendigt. Lad dem vide, at de skal give sahib’erne mad og lade dem drage videre i fred. Vi må se at få dem ganske stilfærdigt bort fra vore dale. At stjæle er én ting — at dræbe noget andet. Det vil babuen forstå, og der vil ikke senere blive nogen klage. Men skynd dig nu. Jeg må sørge for min herre, når han vågner.”

”Som du vil. Når tjenesten er udført — hvad sagde du? — kommer lønnen. Jeg er Shamleghs Kvinde og står kun under rajahen. Jeg er ingen almindelig barneføderske. Shamlegh er dit, med hov, horn og hud, med mælk og smør. Tag det eller lad det ligge.”

Hun drejede sig bort og begyndte resolut at stige op ad skrænten, mens sølvhalsbåndene raslede på hendes brede bryst, for at møde morgensolen femten hundrede fod højere oppe. Denne gang tænkte Kim i de indfødtes sprog, mens han bestrøg sine pakkers voksdugskanter med voks.

”Hvordan i alverden skal man kunne følge Vejen eller deltage i Det Store Spil, når man evigt og altid bliver generet af fruentimmere? Der var nu pigebarnet i Akrola og så var der køkkenkarlens hustru bag dueslaget — og alle de andre — og nu kommer hun her! Så længe jeg var barn, kunne det gå an, men nu er jeg mand, og de vil dog ikke betragte mig som mand! Valnødder! Hoho! I lavlandet er det mandler!”

Han begav sig ud for at beskatte byen — ikke med tiggerskål, hvad der kunne gå an i lavlandet, men ikke i bjergene — men med en fyrstes holdning. Shamleghs sommerbefolkning består af kun tre familier — fire kvinder og otte eller ni mænd. De var alle stopmætte af konserves og fulde af forskellige drikkevarer — lige fra kininmikstur til hvid vodka — for de havde fået deres fulde del af gårsaftenens bytte. De pæne telte var blevet skåret i stykker og delt for længe siden og hist og her traf man på patentkasseroller af aluminium. Men de betragtede lamaens tilstedeværelse som fuldstændig beskyttelse mod alle konsekvenser og uden anger bragte de Kim det bedste, de havde — endog chang, bygøllet fra omegnen af Ladakh. Så tøede de op i solen og sad med benene hængende ud over bundløse afgrunde, sludrende, leende og rygende. De bedømte Indien og dets regering udelukkende ud fra deres erfaringer med omflakkende sahib’er, der havde benyttet dem eller deres venner som shikarri’er. Kim hørte fortællinger om fejlskud på ibex, serow og markhor, begået af sahib’er, der havde ligget en snes år i deres grave — og hver detalje blev belyst bagfra, som kviste i en trætop set mod et lyn. De fortalte ham om deres sygdomme og — vigtigere — deres små, støtfodede køers sygdomme. De berettede om rejser til Kotgarh, hvor de mærkelige missionærer bor, og endnu længere væk til vidunderbyen Simla, hvor gaderne er brolagte med sølv og hvor hvem som helst kan få tjeneste hos sahib’erne, der kører omkring i tohjulede vogne og øser penge ud med spade.

Snart efter kom lamaen, alvorlig og åndsfraværende, humpende med besvær for at slutte sig til de passiarende udenfor hytten, og de gav ærbødigt plads for ham. Den tynde luft forfriskede ham. Han sad på randen af afgrunden så svimmelfri som nogen og kastede småsten ud i det tomme rum, når samtalen døde hen. Tredive engelske mil borte i fugleflugtslinje lå den nærmeste bjergkæde med sine kamme og kløfter og små pletter af kratskove, hver især en dagmarch i diameter. Bag landsbyen skjulte Shamlegh-bjerget hele udsigten mod syd. Det var, som sad man i en svalerede under tagskægget af verdens tag.

Fra tid til anden strakte lamaen hånden ud, og med en smule hviskende suffleren fra de andre udpegede han vejen til Spiti og videre nordpå tværs over Parungla.

”Derovre, hvor bjergtoppene står tættest sammen, ligger De-ch’en” (han mente Han-lé) ”det store kloster. Det blev bygget af S’tag-stan-ras-ch’en, og om ham går der denne fortælling.” Hvorefter han fortalte den. Et fantastisk overlæsset sagn om forhekselse og mirakler, som fik hele Shamlegh til at lytte med åbne munde. Så vendte han sig en smule mod vest, spejdede efter Kulus grønne bjerge og søgte efter Kailung Under Bræerne.

”Derhen kom jeg engang i gamle, gamle dage. Jeg kom fra Leh over Baralachi.”

”Ja, ja. Vi kender vejen,” sagde Shamleghs vidtberejste mænd.

”Og jeg sov to nætter hos Kailungs præster. Dette er min fryds bjerge! Skygger velsignede frem for alle andre skygger! Dér åbnedes mine øjne for denne verden, dér fandt jeg oplysning. Dér gjorde jeg mig rede til at drage ud på min Søgen. Bort fra bjergene drog jeg — fra de høje bjerge og den friske blæst. Retfærdigt er Hjulet!”

Han velsignede dem alle, hver eneste en — de store bræer, de nøgne klipper, de opdyngede moræner og stenede skrænter, det tørre højland, de skjulte saltsøer, de ældgamle skove og frugtbare, vandrige dale — den ene efter den anden, som en døende velsigner sin slægt, og Kim undrede sig over hans lidenskabelighed.

”Javel — javel. Intet sted i verden kan måle sig med vore bjerge,” sagde Shamleghs folk. Og de gav sig til at snakke om, hvordan et menneske dog kunne udholde at leve nede på det frygtelige, hede sletteland, hvor okserne var så store som elefanter og slet ikke duede til at trække ploven på en skrænt; hvor, efter hvad de havde hørt, landsby lå ved landsby i en række på hundrede mil; hvor tyvebander flakkede om og politiet tog de smuler, som røverne skånede.

Således gik formiddagen stille og fredeligt, og da den var omme, kom Kims bud ned ad den stejle græsgang, ikke mere stakåndet, end da hun gik ud.

”Jeg sendte bud til hakim’en,” forklarede Kim, mens hun gjorde reverens.

”Har han sluttet sig til afgudsdyrkerne? Nej, nu husker jeg det. Han havde helbredt en af dem. Han har erhvervet sig Fortjeneste, skønt den helbredte brugte sin styrke til det onde. Retfærdigt er Hjulet! Hvad siger hakim’en?”

”Jeg frygtede for, at du var blevet slemt forslået, og — og jeg vidste, at han var klog.”

Kim åbnede de med voks sammenklæbede valnøddeskaller og læste, hvad der stod skrevet på engelsk på bagsiden af hans brev:

”Modtaget Deres ærede. Kan for øjeblikket ikke slippe bort fra nuværende selskab, men fører dem til Simla. Hvorefter håber atter at slutte mig til Dem. Uklogt at følge efter vrede herrer. Vend tilbage ad den vej, De kom, jeg indhenter Dem. Glæder mig højligt, at papirerne svarede til mine forventninger.”

”Han siger, Hellige Mand, at han vil løbe bort fra afgudsdyrkerne og vende tilbage til os. Skal vi vente så længe i Shamlegh?”

Lamaen kastede et langt og kærligt blik ud over bjergene og rystede på hovedet.

”Det lader sig ikke gøre, chela. Af mit inderste hjerte ønsker jeg det, men det er forbudt. Jeg har indset Tingenes Årsag.”

”Hvorfor? Har ikke bjergene dag for dag givet dig din styrke tilbage? Husk på, hvor svage og matte vi var dernede i Doon.”

”Jeg blev stærk for at gøre det onde og glemme. En slagsbroder og en storpraler på bjergskrænterne var jeg.” Kim bed et smil i sig. ”Retfærdigt og fuldendt er Hjulet, det rokker sig ikke en hårsbredde. Den gang jeg var en mand — for længe siden — foretog jeg en pilgrimsvandring til Guru Ch’wan blandt poplerne” (han pegede ad Bhutan til) ”hvor den Hellige Hest findes.”

”Stille! Vær stille!” sagde hele Shamlegh på rad. ”Han taler om Jam-lin-nin-k’or — Hesten Som Kan Løbe Verden Rundt På Et Døgn.”

”Jeg taler kun til min chela” sagde lamaen med mild dadel, og de forsvandt som rimfrost om morgenen på et tags sydside. ”I hine dage søgte jeg ikke sandhed, men lærde samtaler. Alt sammen Illusioner! Jeg drak Guru Ch’wans øl og spiste Guru Ch’wans brød. Den næste dag sagde én til mig: ’Vi går ud for at kæmpe med Sangor Gutok længere nede i dalen, for at få at se (læg nu atter mærke til, hvorledes verdslig lyst og harme altid følges ad!) hvilken abbed, der skal herske her i dalen, og for at drage nytte af de bønner, som de trykker nede i Sangor Gutok.’ Jeg gik med, og vi kæmpede hele dagen.”

”Hvorledes, Hellige Mand?”

”Med vore lange pennefoderaler, sådan som jeg har vist dig… Som sagt, vi kæmpede under poplerne, både abbederne og alle munkene, og en af dem kløvede min pande helt ind til benet. Se her!”

Han skød sin hue tilbage og fremviste et rynket, sølvhvidt ar.

”Retfærdigt og fuldendt er Hjulet! I går kløede arret, og jeg mindedes efter de halvhundrede års forløb, hvordan jeg fik det, og mandens ansigt, som gav mig det. Jeg dvælede altså en stund i Illusionerne. Hvad der påfulgte, har du set — kiv og tåbelighed. Retfærdigt er Hjulet! Afgudsdyrkerens slag ramte arret. Da rystedes jeg i min sjæl, min ånd formørkedes og min sjæls båd gyngede på Illusionens vande. Først da jeg nåede Shamlegh, kunne jeg meditere over Tingenes Årsag og spore det ondes lange rødder. Jeg kæmpede hele den lange nat.”

”Men Hellige Mand, du er uskyldig i alt ondt. Jeg er dit gidsel!”

Kim var virkelig ulykkelig over den gamle mands sorg og benyttede uden at vide af det et af Mahbub Alis yndlingsudtryk.

”Med daggryet,” vedblev lamaen alvorligere, mens rosenkransens stadige raslen lød mellem de langsomme sætninger, ”kom der også lys i mit sind. Nemlig således… jeg er en gammel mand… født og opfostret blandt bjergene og skal nu aldrig mere sætte mig til hvile blandt mine bjerge. I tre år gennemvandrede jeg Hind, men — kan et menneske være stærkere end Moder Jord? Mit tåbelige legeme længtes dernede mod bjergene og mod bjergenes sne. Jeg sagde, og det er sandt, min Søgen er sikker. Så fra Kulukvindens hus drog jeg mod bjergene, overtalt af mig selv. Jeg dadler ikke hakim’en. Han følger sin attrå og han forudsagde, at bjergene ville gøre mig stærk. De styrkede mig — men til det onde, til at glemme min Søgen. Jeg frydede mig ved livet og ved livets lyst. Jeg ønskede at bestige stejle skrænter. Jeg vandrede om for at finde dem. Jeg målte mit legemes styrke, som er af det onde, med de høje bjerge. Jeg spottede dig, da du snappede efter vejret under Jamnotri. Jeg spøgte, da du ikke turde trodse passets sne.”

”Men hvad ondt var der i det? Jeg var bange, så du havde fuldstændig ret. Jeg er ingen bjergbo og jeg elskede dig for din nye styrkes skyld.”

”Mere end én gang, husker jeg,” han støttede sørgmodigt kinden i hånden, ”søgte jeg din og hakim’ens ros for mine bens styrke. Således fulgte ondt efter ondt, indtil bægeret var fuldt. Retfærdigt er Hjulet! I tre år viste hele Hind mig al ære. Lige fra Visdommens Kilde i Vidunderhuset og til” — han smilede — ”en lille dreng, som legede ved siden af en stor kanon — alverden jævnede vejen for mig. Og hvorfor?”

”Fordi vi elskede dig. Dette er kun den feber, der kommer af slaget. Jeg er selv endnu mat og rystet.”

”Nej! Det var fordi jeg fulgte den Rette Vej — fordi jeg var stemt, som man stemmer si-nen (cymbler), efter Lovens formål. Men jeg afveg fra forskrifterne, melodien blev brudt, straffen fulgte. Blandt mine egne bjerge, på grænsen til mit eget land, netop på det sted, hvorhen min onde attrå har ført mig, rammer slaget mig — her!” (Han berørte sin pande.) ”Som en novice bliver slået, når han stiller bægrene forkert, således blev jeg slået, jeg, som var abbed i Such-zen. Ikke ord, forstår du, men slag, chela.”

”Men sahib’erne kendte dig ikke, Hellige Mand.”

”Vi gik godt i spand. Uvidenhed og attrå mødte uvidenhed og attrå på vejen og avlede vrede. Slaget var et tegn til mig, der ikke er bedre end en vildfaren yakokse, om at mit sted ikke er her. Den, som kan gennemskue Årsagen til en Handling, er nået halvvejs til Frihed! ’Tilbage til Vejen!’ siger slaget. ’Bjergene er ikke for dig. Du kan ikke vælge Frihed og på samme tid gå som livsglædens træl.’”

”Havde vi dog aldrig mødt den forbandede russer!”

”Selv Herren kan ikke få Hjulet til at svinge baglæns. Men på grund af den Fortjeneste, jeg havde erhvervet mig, har jeg fået endnu et tegn.” Han stak hånden ind på brystet og trak Livets Hjul frem.

”Se her! Jeg betragtede dette, efter at jeg havde mediteret. Det stykke, som afgudsdyrkeren ikke sønderrev, er ikke bredere end neglen på min finger.”

”Jeg ser det.”

”Netop så stort er altså det spand af liv, jeg har tilbage i denne inkarnation. Alle mine dage har jeg tjent Hjulet. Nu tjener Hjulet mig. Havde jeg ikke erhvervet mig Fortjeneste ved at lede dig på den Rette Vej, havde jeg måttet leve endnu et liv, inden jeg fandt min Flod. Er det ikke tydeligt, chela?”

Kim stirrede på det sørgeligt mishandlede billede. Tværs over det fra venstre til højre løb flængen, fra det Ellevte Hus, hvor Attrå føder Barnet (således som tibetanerne tegner billedet), tværs over menneske- og dyreverdenerne til det Femte Hus, Sansernes tomme hus. Lamaens logik var uimodsigelig.

”Førend Herren vandt klarhed,” sagde lamaen og rullede ærbødigt billedet sammen, ”blev han fristet. Jeg blev også fristet, men nu er det forbi. Pilen faldt på sletterne, ikke i bjergene. Hvad har vi da her at gøre?”

”Skal vi ikke i det mindste vente på hakim’en?”

”Jeg ved, hvor længe jeg har at leve i denne inkarnation. Hvad kan en hakim udrette?”

”Men du er mat og medtaget. Du kan ikke gå.”

”Hvordan kan jeg være mat, når jeg søger Frihed?” Og han rejste sig vaklende.

”Så må jeg i det mindste skaffe os føde fra landsbyen her. Åh, den trættende vej!” Kim havde en følelse af, at også han trængte til hvile.

”Det er efter Loven. Lad os spise og så gå. Pilen faldt på sletterne… men jeg gav efter for min attrå. Gør dig rede, chela.”

Kim vendte sig til kvinden med det turkisbesatte hovedtøj. Hun havde stået ligegyldigt og kastet småsten ud over klipperanden. Nu smilede hun særdeles elskværdigt til ham.

”Jeg fandt ham som en vildfarende bøffel i en kornmark — babuen mener jeg — snøftende og nysende af kulde. Han var så sulten, at han glemte sin værdighed og gav mig gode ord. Sahib’erne har intet.” Hun strakte sin tomme flade hånd frem. ”Den ene af dem er meget syg — omkring maven. Dit værk?”

Kim nikkede med glade øjne.

”Jeg talte først med bengaleren og derefter med folkene i en landsby tæt ved. De vil give sahib’erne mad, når de trænger dertil, og ikke forlange penge derfor. Byttet er allerede delt. Babuen lyver for sahib’erne. Hvorfor forlader han dem ikke?”

”På grund af sit hjertes storhed.”

”Aldrig har den bengaler levet, der havde et hjerte større end en tørret valnød. Men lige meget… nu vi taler om valnødder, efter tjenesten kommer lønnen. Jeg har sagt, at landsbyen tilhører dig.”

”Det bliver et tab for mig,” begyndte Kim. ”Jeg havde netop lagt de herligste planer i mit hjerte, som” — vi behøver ikke at opremse alle de komplimenter, der passer ved en lejlighed som denne. Han sukkede dybt… ”Men min herre har haft et syn —”

”Hæ! Hvad ser gamle øjne udover en fuld tiggerskål?”

”- og vil derfor atter drage bort fra denne landsby og ned på sletterne.”

”Byd ham blive.”

Kim rystede på hovedet. ”Jeg kender den Hellige Mand og hans vrede, når han ikke får sin vilje,” svarede han betydningsfuldt. ”Hans forbandelser ryster selv bjergene.”

”Skade da, at de ikke reddede ham fra at få hovedet slået i stykker! Jeg har hørt sige, at det var dig, tigerhjerte, som slog sahib’en. Lad ham drømme lidt endnu. Bliv her!”

”Bjergkvinde,” sagde Kim med en strenghed, som dog ikke kunne gøre omridsene af hans unge, ovale ansigt hårde, ”disse ting er for ophøjede for dig.”

”Guderne være os nådige! Siden hvornår har mænd og kvinder været andet end mænd og kvinder?”

”Præst er præst. Han siger, at han vil gå endnu i denne time. Jeg er hans chela, jeg følger ham. Vi trænger til proviant. Han er en højtæret gæst i alle landsbyer, men” — der kom et ægte drengegrin i hans ansigt — ”maden her er god. Giv mig noget.”

”Og om jeg nu ikke giver dig noget. Jeg er denne landsbys kvinde.”

”Så forbander jeg dig — en lille smule — ikke meget, men nok til, at du kan huske det.” Han kunne ikke bare sig for at smile.

”Du har allerede forbandet mig med dine sænkede øjenlåg og din løftede hage. Forbandelser? Hvad kerer jeg mig om ord?” Hun knyttede hænderne på sit bryst… ”Men jeg ønsker ikke, at du skal gå bort i vrede og tænke ilde om mig — vel samler jeg kogødning og græs i Shamlegh, men jeg er en rig kvinde.”

”Jeg tænker slet intet,” sagde Kim, ”undtagen at jeg er ked af at skulle gå, for jeg er meget træt, og vi trænger til mad. Her er posen.”

Kvinden rev den vredt fra ham.

”Jeg var en tåbe,” råbte hun. ”Hvem er din kvinde nede på sletterne? Er hun lys eller mørk? Jeg var også lys og smuk engang. Ler du? En gang for længe siden, hvis du vil tro det, fandt jeg nåde for en sahibs øjne. En gang for længe siden bar jeg europæiske klæder i missionshuset derovre.” Hun pegede i retning af Kotgarh. ”En gang for længe siden var jeg ker-lis-ti-an (kristen) og talte engelsk, som sahib’erne taler det. Ja netop. Min sahib sagde, at han ville komme tilbage og gifte sig med mig — ja netop, gifte sig med mig. Han drog bort — jeg havde plejet ham, mens han var syg — men han kom aldrig tilbage. Da forstod jeg, at de kristnes Guder løj, og jeg vendte tilbage til mit eget folk… jeg har aldrig siden set en sahib. (Le ikke ad mig, nu er mit anfald gået over, lille præst). Dit ansigt og din gang og din måde at tale på mindede mig om min sahib, skønt du kun er omflakkende tigger, som jeg giver almisse. Forbande mig? Du kan hverken forbande eller velsigne!” Hun satte hænderne i siden og lo bittert. ”Dine Guder er løgne. Dine handlinger er løgne. Dine ord er løgne. Der gives ingen Guder under alle Himlene. Jeg ved det… Men for en stund syntes jeg, at min sahib var kommet tilbage til mig, og han var min Gud. Ja — engang spillede jeg pianno i missionshuset i Kotgarh. Nu giver jeg almisse til præster, som er heathens.”

Hun sagde det sidste ord på engelsk, mens hun bandt til for den propfulde pose.

”Jeg venter på dig, chela,” sagde lamaen, som lænede sig til dørstolpen.

Kvinden lod sine øjne glide henover den høje skikkelse. ”Han — gå. Han kan ikke gå en halv mil. Hvorhen vil han slæbe sine gamle knogler?”

Kim, der allerede var forfærdet over lamaens sammensynken og urolig ved tanken om madposens vægt, tabte ved disse ord fuldstændigt selvbeherskelsen.

”Hvad vedkommer det dig, uheldvarslende kvinde, hvor han går hen?”

”Åh nej — men det vedkommer dig, præst med en sahibs ansigt. Vil du måske bære ham på dine skuldre?”

”Jeg vandrer tilbage til sletterne. Ingen må lægge mig hindringer i vejen. Jeg har kæmpet med min sjæl, indtil min styrke udtømtes. Det tåbelige legeme er udmattet og vi er langt borte fra sletterne.”

”Se!” sagde hun roligt og trådte til side for at lade Kim se sin egen fuldstændige hjælpeløshed. ”Forband mig, måske det vil give ham styrke. Lav et tryllemiddel! Anråb din mægtige Gud! Du er jo præst.”

Hun vendte sig bort.

Lamaen var sunket til jorden med slappe lemmer, men holdt stadig fast i dørstolpen. Man kan ikke slå en gammel mand og forvente, at han, som en dreng, er lige frisk næste dag. Matheden knugede ham ned, men hans blik, der hang ved Kim, var klart og bønfaldende.

”Der er ingenting i vejen,” sagde Kim. ”Det er den tynde luft, der gør dig mat. Om lidt går vi. Det er bjergsygen. Jeg er også lidt utilpas i maven,”… og han knælede ned og trøstede lamaen med de fattige ord, der faldt ham ind. Så kom kvinden tilbage, rankere end nogensinde.

”Dine Guder er unyttige? Prøv mine. Jeg er Shamleghs Kvinde.”

Hun kaldte med hæs stemme, og ud af en kostald kom hendes to ægtefæller og tre andre mænd med en dooli — den klodsede bærestol, som bjergboerne bruger, når de skal transportere syge eller aflægge højtidelige besøg.

”Disse kreaturer” — hun nedlod sig ikke til at se på dem — ”er dine, så længe du behøver dem.”

”Men vi vil ikke gå til Simla. Ikke i nærheden af sahib’erne!” råbte hendes første ægtefælle.

”De løber ikke væk, som de andre gjorde, ej heller vil de stjæle bagage. To af dem, ved jeg, er svæklinge. Stil jer ved den bageste bærestang, Sonoo og Taree.” De adlød skyndsomt. ”Sænk bærestolen og løft den Hellige Mand ind. Jeg skal holde øje med landsbyen og jeres dydige hustruer, indtil I vender tilbage.”

”Hvornår bliver det?”

”Spørg præsterne og plag ikke mig. Læg madposen nede ved fodenden, det giver bedre ligevægt.”

”Åh, Hellige Mand, dine bjerge er venligere end vore sletter!” udbrød Kim lettet, mens lamaen vaklede hen til bærestolen. ”Det er et helt kongeligt leje — ligeså ærefuldt som mageligt. Og det kan vi takke —”

”En uheldvarslende kvinde for. Jeg trænger ligeså lidt til dine velsignelser som til dine forbandelser. Det er min befaling og ikke din. Løft så bærestolen og gå! — Kom her, du! Har du penge til rejsen?”

Hun vinkede Kim ind i sin hytte og bøjede sig over en bulet engelsk pengekasse, som hun havde under sin seng.

”Jeg behøver intet,” svarede Kim — vred hvor han burde have været taknemmelig. ”Du har allerede overvældet mig med uforskammede velgerninger.”

Hun så op med et sælsomt smil og lagde hånden på hans skulder.

”Du skulle i det mindste sige tak. Jeg er grim af ansigt og en bjergbo, men efter hvad du siger, har jeg erhvervet mig Fortjeneste. Skal jeg vise dig, hvorledes sahib’erne takker?” Og hendes hårde øjne blev mildere.

”Jeg er kun en omflakkende præst,” sagde Kim, hvis øjne lysnede til svar. ”Du behøver hverken mine velsignelser eller mine forbandelser.”

”Nej. Men vent et lille øjeblik — du kan indhente dooli’en i ti skridt — dersom du var en sahib, skal jeg vise dig, hvad du så ville gøre?”

”Sæt nu, at jeg kan gætte det,” svarede Kim, lagde sin arm om hendes liv, kyssede hende på kinden og sagde på engelsk: ”Mange tak, kære du.”

Kys er næsten ukendte blandt asiater og det var måske grunden til, at hun lænede sig bagover med opspilede øjne og forfærdet ansigt.

”Næste gang du træffer en hedensk præst,” vedblev Kim, ”skal du ikke være så sikker. Og nu siger jeg farvel.”

Han rakte hende hånden på europæisk manér. Hun tog den mekanisk.

”Farvel, min kære,” sagde han på engelsk.

”Farvel, og — og” — de engelske ord dukkede et for et frem i hendes erindring — ”du kommer tilbage igen? Farvel, og — Gud velsigne dig.”

En halv time efter, mens den knirkende bærestol kravlede op ad bjergstien, som fører mod sydøst fra Shamlegh, så Kim en lillebitte skikkelse, der stod i hyttens dør og viftede med en hvid klud.

”Hun har erhvervet sig såre megen Fortjeneste,” sagde lamaen. ”For at hjælpe et menneske på vej til Friheden er halvt så godt som selv at finde den.”

”Hm,” sagde Kim tankefuldt og grublede over, hvad der var hændt. ”Måske jeg også har erhvervet Fortjeneste… i det mindste behandlede hun mig ikke som et barn.”

Han hæftede sin kjortel sammen over brystet, hvor han havde brevene og kortene, følte efter, om den kostbare madpose lå godt ved lamaens fødder, lagde hånden på bærestolens rand og søgte at afpasse sine skridt efter de brummende mænds langsomme gang.

”De erhverver sig også Fortjeneste,” sagde lamaen, da de var gået tre mil.

”Og mere end det, de bliver betalt med sølv,” tilføjede Kim. De penge havde Shamleghs Kvinde givet ham og han fandt det kun rimeligt, at hendes mænd tjente dem tilbage.

Femtende kapitel

I’d not give room for an Emperor —
I’d hold my road for a King.
To the Triple Crown I’d not bow down —
But this is a different thing!
I’ll not fight with the Powers of Air —
Sentry, pass him through!
Drawbridge let fall — He’s the Lord of us all —
The Dreamer whose dream came true!

The Siege of the Fairies.

To hundrede engelske mil nord for Chini, på Ladakhs blå skiferklipper, ligger Yankling Sahib, den muntre herre, harmfuldt spejdende gennem sin kikkert hen over klippekammene efter et glimt af sin yndlings-sporsøger — en mand fra Ao-chung. Men dette troløse menneske vandrer om på ganske andre kanter med en ny mannlicherriffel og to hundrede patroner og skyder moskushjorte og næste år vil han fortælle Yankling Sahib, hvor forfærdelig syg han var.

Op gennem Bushahrs dale — Himalayas fjerntskuende ørne svinger sig i kredse ved synet af den blåhvide hullede parasol — iler en bengaler, førhen fed og velnæret, nu mager og vejrbidt. Han har modtaget taksigelser af to højtstående udlændinge, hvem han med stor duelighed har vist vej til Mashobra tunnelen, der fører til Indiens store og glade hovedstad. Det var ikke hans skyld, at han i tæt tåge førte dem forbi telegrafstationen og den europæiske koloni i Kotgarh. Det var ikke hans skyld, men Gudernes, om hvem han talte så interessant, at han førte dem ind over Nahans grænser, hvor denne stats rajah ved en misforståelse antog dem for deserterede engelske soldater. Hurree Babu forklarede, hvilke store og berømmelige mænd hans ledsagere var i deres eget land, indtil den sløve fyrste smilede. Han fortalte det til enhver, der spurgte — mange gange — med høj røst — med bestandig variation i udtrykkene. Han tiggede mad, han sørgede for bekvemmeligheder, han viste sig som en duelig læge ved behandlingen af en skade i lysken — en sådan kvæstelse, som man kan få ved at trille ned ad en stenet bjergskrænt i mørke — og han var på enhver måde uundværlig. Grunden til hans velvilje gjorde ham ære. Som millioner af medtrælle havde han lært at betragte Rusland som den store befrier fra Norden. Han var en ængstelig mand. Han havde været bange for, at han ikke ville kunne redde sine berømmelige principaler fra den ophidsede landbefolknings harme. Han for sit personlige vedkommende var ligeglad med om man slog en hellig mand eller ej, men… han var inderlig taknemmelig og oprigtig glad over, at han havde gjort ”den smule, han magtede” for at tilvejebringe et heldigt udfald af deres vovestykke — bortset fra tabet af bagagen. Pryglene havde han glemt. Han benægtede, at han overhovedet havde fået prygl den sørgelige første nat under fyrretræerne. Han forlangte hverken løn eller honorar, men hvis de anså ham for værdig dertil, ville de så ikke nok skrive ham et skudsmål? Det kunne måske blive ham til nytte, dersom andre herrer, venner af dem, kom ned over passene. Han bad dem om at mindes ham i deres fremtidige storhed, for han ”var af den afgjorte anskuelse”, at han, endogså han, Mohendro Lal Dutt, magister artium, fra universitetet i Calcutta, havde ”vist staten en tjeneste”.

De gav ham et skudsmål, hvori de lovpriste hans høflighed, hjælpsomhed og ufejlbarlige dygtighed som fører. Han gemte det i sit livbælte og hulkede af rørelse. De havde jo døjet så mange farer sammen. Han førte dem ved højlys dag ad Simlas menneskefyldte hovedgade til Alliance-Banken i Simla, hvor de ønskede at godtgøre deres identitet. Og derefter forsvandt han som morgentågen på Jakkobjerget.

Og se ham nu, mens han kravler op ad Shamleghs skrænt, for afmagret til at svede, for travl til at reklamere for lægemidlerne i den lille, messingbeslåede kasse, en god mand, der er blevet bedre. Betragt ham, mens han uden babumanerer sidder ved middagstide på en seng og ryger, mens en kvinde med turkisbesat hovedpynt peger mod sydøst hen over de magre græsmarker. Bærestole kommer ikke så hurtigt frem som fodgængere, siger hun, men hans fugle må nu være fløjet ned på slettelandet. Den Hellige Mand ville ikke blive, skønt Lispeth[*] bad ham indstændigt derom. Babuen sukker dybt, spænder bælte om sine brede lænder og begiver sig på tilbagevejen. Han ønsker ikke at vandre efter tusmørkets frembrud, men hans dagsmarcher — der er ingen til at notere, hvor lange de er — ville forbavse folk, som plejer at gøre nar ad hans racefæller. Venlige landsbyfolk, som husker lægen fra for to måneder siden, giver ham ly mod skovens onde ånder. Han drømmer om bengalske Guder, universitetslærebøger og det Kongelige Videnskabernes Selskab i London. Og ved daggry hopper den blå og hvide parasol videre.

I udkanten af Doon, et godt stykke forbi Massoorie og med sletterne udbredte foran dem som gyldent støv, holder en gammel, slidt bærestol hvil, og i den ligger — det ved alle mennesker i bjergene — en syg lama, som søger en Helbredelsens Flod. Landsbyerne har været nær ved at komme op at slås om at have den ære at bære den, for ikke blot har lamaen velsignet dem, men hans discipel har givet dem mange penge — en hel tredjedel af, hvad en sahib ville betale. Dooli’en er blevet båret med en fart af tolv engelske mil om dagen, som bærestængernes fedtede, blankslidte ender beviser, og det ad veje, som få sahib’er bruger. Over Nilang passet i en snestorm, hvor de støvfine, hvirvlende snefnug fyldte hver fold i den ubevægelige lamas kjortel. Mellem Raiengs sorte tinder, hvor de hørte de vilde geders brægen oppe i skyerne, gyngende og svajende over skiferbjergene længere nede; fastholdt med besvær mellem skulder og kæbeben, mens de drejede om de uhyggelige krumninger på den udhuggede sti under Bhagirati; svingende og knirkende efter bærernes jævne trav, mens de steg ned i Vandenes Dal; hurtigt båret hen over denne snævre kløfts sumpede bund; op og op og atter op, hvor de larmende vindstød fra Kedarnath fejede dem i møde; sat til hvile midt på dagen i de gæstfri egeskoves brunlige tusmørke; ført fra landsby til landsby i det kolde daggry, hvor selv fromme mennesker bør tilgives, når de bander utålmodige hellige mænd; eller i fakkelskær, så at selv den mindst frygtsomme kommer til at tænke på spøgelser. Og nu har dooli’en nået sin sidste holdeplads. De små bjergboere sveder i de lave Sewalik-bjerges tempererede klima og samler sig omkring præsterne for at modtage velsignelser og løn.

”I har erhvervet Fortjeneste,” siger lamaen. ”Større Fortjeneste, end I ved af. Og I vil vende tilbage til bjergene,” tilføjer han med et suk.

”Javist. Til de høje bjerge og det snarest muligt.” Bæreren gnider sin skulder, drikker en slurk vand, spytter den ud igen, og binder sin halmsandal fastere. Kim, hvis ansigt har et forpint og udmattet udtryk, tager småt sølv fra sit bælte og giver ham det, løfter madposen ud af bærestolen, putter en voksdugspakke — det er hellige skrifter, siger han — ind på sit bryst, og hjælper lamaen med at komme på benene. Der er atter kommet fred i den gamle mands blik og han venter ikke, at bjergene skal styrte sammen og knuse ham, som han gjorde den uhyggelige nat, da den opsvulmede flod spærrede vejen for dem.

Mændene løfter dooli’en og forsvinder snart med den bag de adspredte grupper af buskads.

Lamaen løfter hånden mod Himalayas høje mur: ”Ikke blandt jer, I højst velsignede af alle bjerge, faldt vor Herres Pil! Og aldrig mere skal jeg indånde jeres luft!”

”Men du har ti gange så megen styrke i denne gode luft,” siger Kim, for hans trætte sjæl finder lise i synet af de kornrige, smilende sletter. ”Her, eller her i nærheden, faldt Pilen. Ganske rigtigt. Vi vil gå meget langsomt, måske kun en kos om dagen, for vor Søgen er sikker, men posen tung.”

”Ja, vor Søgen er sikker. Jeg har modstået en stor fristelse.”

* * *

De gik nu aldrig mere end et par engelske mil om dagen og på Kims skuldre hvilede hele byrden — vægten af en gammel mand, vægten af den tunge madpose med bøgerne i, brevene på hans bryst og alle det daglige livs småting. Ved daggry tiggede han, ordnede så tæpperne til et sæde for lamaen, når denne ville meditere, holdt hans trætte hoved i sit skød i middagsstundens hede, viftede fluerne bort, indtil han fik ondt i håndleddet, tiggede atter om aftenen, og gned lamaens fødder, mens denne lønnede ham med løfter om Frihed fra Hjulet — i dag, i morgen, eller senest i overmorgen.

”Aldrig har der været mage til chela. Til tider tænker jeg endog, at Ananda næppe kan have plejet vor Herre mere trofast. Og du er en sahib? Den gang jeg var en mand — for længe siden — glemte jeg det. Nu ser jeg ofte på dig, og hver gang mindes jeg, at du er sahib. Det er sælsomt.”

”Du har sagt, at der hverken gives sort eller hvid. Hvorfor da plage mig med sådan tale, Hellige Mand? — Lad mig gnide den anden fod med. Det ærgrer mig. Jeg er ikke sahib. Jeg er din chela, og mit hoved er tungt på mine skuldre.”

”Vær tålmodig en kort stund! Så opnår vi Friheden sammen. Og så vil du og jeg på Flodens anden bred skue tilbage på vore liv, som da vi i bjergene så vore dagsmarcher ligge bag os. Måske har jeg engang været sahib.”

”Der har aldrig været en sahib som dig, det tør jeg sværge på.”

”Jeg er sikker på, at Billedernes Vogter i Vidunderhuset i et fordums liv har været en såre vis abbed. Men selv hans briller kan ikke længere hjælpe mine øjne til at se. Der falder skygger, når jeg ønsker at se fast på noget. Nå, lige meget — vi kender det stakkels tåbelige legemes påhit — hvorledes skygger veksler og bliver til andre skygger. Jeg er bundet af tidens og rummets Illusion. Hvor langt har vi vandret i dag?”

”Omtrent en halv kos.” (Det vil sige tre fjerdedele af en engelsk mil og det havde været en drøj march.)

”En halv kos. Ha! I ånden har jeg vandret ti tusind gange tusind. Hvor er vi dog alle indpakkede og indhyllede og indviklede i dette meningsløse legeme!”

Han betragtede sin magre, blåårede hånd, der fandt rosenkransens perler så tunge.

”Chela, har du aldrig lyst til at forlade mig?”

Kim tænkte på voksdugspakken og bøgerne i madposen. Hvis blot en dertil berettiget person ville påtage sig at aflevere dem på hans vegne, så kunne Det Store Spil for hans skyld spille sig selv. Han var træt og hed i hovedet og plagedes af en hoste, der kom langt nede fra.

”Nej,” svarede han næsten hårdt. ”Jeg er ikke hund eller slange, at jeg bider den, jeg har lært at elske.”

”Du er for øm over mig.”

”Heller ikke det. Der er noget, jeg har gjort uden at spørge dig. Jeg har sendt bud med den kone, som gav os gedemælk i morges, til kvinden fra Kulu om, at du var lidt svag og trængte til en bærestol. Jeg bebrejder mig stærkt, at jeg ikke gjorde det, da vi nåede Doon. Vi bliver her, indtil bærestolen kommer.”

”Jeg er tilfreds. Hun er en kvinde med et hjerte af guld, som du siger, men meget snakkende.”

”Hun skal ikke få lov at trætte dig. Det har jeg også tænkt på. Hellige mand, mit hjerte er såre tungt for mine mange forsømmelser overfor dig.” Der kom en hysterisk klump i hans hals. ”Jeg har fået dig til at vandre for langt; jeg har ikke altid indsamlet god mad til dig; jeg har ikke taget heden i betragtning; jeg har sladret med folk på vejen og ladet dig være alene… jeg har — jeg har… Hai mai! Men jeg elsker dig… og nu er det alt sammen for sent… jeg var et barn… åh, hvorfor var jeg ikke en mand!…” Overvældet af nervespænding, træthed og udmattelse større end hans alder kunne bære, sank Kim sammen og lå hulkende for lamaens fødder.

”Hvad er det for snak?” sagde den gamle mand blidt. ”Du har aldrig veget en hårsbredde fra Lydighedens Vej. Forsømt mig? Barn, jeg har levet af din styrke, som et gammelt træ lever af en ny murs kalk. Dag for dag siden vi drog ned fra Shamlegh, har jeg stjålet styrke fra dig. Derfor, og ikke på grund af nogen synd fra din side, er du svækket. Det er legemet — det tossede, tåbelige legeme — der taler nu. Ikke sjælen, som er sikker i sin sag. Vær trøstig! Kend i det mindste de djævle, du bekæmper. De er jordfødte — børn af Illusioner. Vi vil gå til kvinden fra Kulu. Hun skal få lov til at erhverve sig Fortjeneste ved at huse os og især ved at pleje mig. Du skal have din frihed, indtil din styrke vender tilbage. Jeg havde glemt det tåbelige legeme. Er der grund til dadel, så lad den ramme mig. Men vi er for tæt ved Befrielsens Porte til at lægge vægt på dadel. Jeg kunne lovprise dig, men hvortil behøves det? Om en kort stund — om en meget kort stund er vi hævede over ethvert behov.”

Og således kælede han for Kim og trøstede ham med vise ord og dybsindige lærdomme om det kun lidet forståede væsen, vort legeme, som, skønt det kun er en Illusion, alligevel vil spille sjæl, hvad der gør Vejen vanskelig at finde og bevirker en umådelig mangfoldiggørelse af unødvendige djævle.

”Hai! Hai! Lad os tale om kvinden fra Kulu. Tror du, at hun vil forlange nok et tryllemiddel til sin dattersøn? — Dengang jeg var en ung mand, for meget længe siden, plagedes jeg af de samme griller og af andre med, og derfor gik jeg til en abbed — en såre hellig mand og en Sandhedssøger, skønt det vidste jeg ikke dengang. Sæt dig op og lyt til mine ord, du min sjæls barn! Jeg fortalte ham min historie, og han sagde til mig: ’Chela, du må vide dette: Der er mange løgne i verden, og ikke få løgnere, men der gives ingen værre løgnere end vore legemer, undtagen måske vore legemers følelser.’ Jeg tænkte over disse ord og fandt trøst, og i sin store godhed og nedladenhed gav han mig te og lod mig drikke den i hans nærvær. Giv du mig nu også te, for jeg er tørstig.”

Leende gennem tårerne kyssede Kim lamaens fødder og gav sig til at lave te.

”Du støtter dig, legemlig talt, til mig, Hellige Mand, men jeg støtter mig til dig i andre henseender. Véd du det?”

”Måske jeg har gættet det,” sagde lamaen med et blink i øjet. ”Det må vi ændre.”

Da derfor nogle storsnudede mænd kom sjokkende og traskende med Sahibas bedste palankin, anført af den velkendte hvidhårede gamle oorya, og da de ikke længe efter nåede de ujævne rækker af lange, hvide, faldefærdige huse på den anden side af Saharanpur, tog lamaen sine forholdsregler.

Efter udvekslingen af de sædvanlige komplimenter sagde Sahiba’en muntert fra et vindue. ”Til hvad nytte er en gammel kones råd til en gammel mand? Jeg sagde dig — jeg sagde dig, Hellige Mand, at du skulle holde et vågent øje med din chela. Men hvordan har du gjort det? Svar mig ikke! Jeg ved det! Han er på egen hånd løbet blandt kvinderne. Se på hans øjne, hvor hule og indsunkne de er! Og en afslørende linje fra næsen og nedefter! Han er blevet helt udsuget! Føj! Føj! Og præst oven i købet!”

Kim så op, for træt til at smile, og rystede benægtende på hovedet.

”Spøg ikke,” sagde lamaen. ”Tiden til spøg er omme. Det er vigtige sager, der fører os hid. I bjergene blev jeg grebet af en sygdom på sjælen og han af en sygdom på legemet. Siden den tid har jeg levet af hans styrke — jeg har ædt ham op.”

”Børn er I begge — ung og gammel,” snøftede hun, men afholdt sig fra yderligere vittigheder. ”Må min gæstfrihed helbrede jer. Vent et øjeblik, så skal jeg komme ned til jer for at snakke om de høje, dejlige bjerge.”

Om aftenen — hendes svigersøn var kommet hjem igen, så hun behøvede ikke at foretage sin inspektionsrunde på gården — forklarede lamaen hende med sagte stemme sagens kernepunkt. De to gamle hoveder nikkede kløgtigt ad hinanden. Kim var vaklet af sted til et værelse med en seng i og sov tungt. Lamaen havde forbudt ham at lægge tæpperne tilrette eller hente mad.

”Jeg forstår — jeg forstår. Hvem skulle forstå det bedre?” kvækkede hun. ”Vi, som er på vej ned til ligbrændingspladserne, klynger os til hænderne af dem, som kommer op fra livets flod med fulde vandkrukker — med bredfulde vandkrukker. Jeg gjorde drengen uret. Så han lånte dig sin styrke? Sandt er det, at de gamle hver eneste dag opæder de unge. Men nu må vi gøre ham frisk igen.”

”Du har mange gange erhvervet dig Fortjeneste —”

”Min Fortjeneste! Hvad er den værd? En gammel kælling, som koger karry til mænd, der ikke engang spørger: Hvem kogte det her? — Nej, hvis jeg så endda kunne lade den gå i arv til min dattersøn —”

”Ham med mavepinen?”

”At tænke sig, at den Hellige Mand husker det! Det må jeg fortælle drengens moder. Det er en aldeles enestående ære! ’Ham med mavepinen’ — den Hellige Mand huskede det straks. Hun bliver stolt.”

”Min chela er for mig, hvad et barn er for den uoplyste.”

”Sig hellere barnebarn. Mødre har ikke vor alders visdom. Når et barn skråler, siger de, at Himlen falder ned. Men en bedstemor er tilstrækkelig langt borte fra fødselens smerte og diegivningens fryd til at kunne se, om skrålet skyldes uartighed eller vinde. Og siden vi igen taler om vinde, så må jeg tilstå, at da du sidste gang var her, Hellige Mand, var jeg måske for påtrængende med at bede dig om tryllemidler.”

”Søster,” sagde lamaen — hvilket er en tiltaleform, som en buddhistisk munk undertiden kan anvende overfor en nonne — ”finder du trøst i tryllemidler —”

”De er bedre end ti tusind læger.”

”Jeg siger, finder du trøst i dem, så vil jeg, som var abbed i Such-zen, lave dig så mange, du ønsker. Jeg har aldrig set dit ansigt —”

”Det ville selv aberne, som stjæler vor frugt, betragte som en fordel. Hihi!”

”Men, som han, der sover derovre, har sagt,” — han nikkede over mod gæsteværelsets lukkede dør på den anden side af gården — ”du har et hjerte af guld… og han er i ånden i høj grad mit barnebarn.”

”Godt! Jeg er den Hellige Mands ko.” Dette var ren hinduisme, men lamaen tog sig ikke af det. ”Jeg er gammel. Jeg har født sønner. Der var en tid, da mændene fandt behag i mig! Nu kan jeg helbrede dem.”

Han hørte hendes armbånd klirre, som om hun smøgede ærmerne op.

”Jeg skal tage mig af drengen og tylle medicin i ham og proppe mad i ham og gøre ham sund og frisk. Hai! Hai! Vi gamle kan dog stadig noget.”

Således gik det til, at da Kim, smertende i alle lemmer, slog øjnene op og ville gå til køkkenet for at hente mad til sin herre, fandt han sig under stærk tvang og så den hvidhårede tjener stå i døren ved siden af en tilsløret skikkelse, som bestemt og tydeligt fortalte ham, hvad han aldeles ikke måtte gøre.

”Du skal have? Du får ingenting. Hvad? En kasse med lås, til hellige bøger? Det er en anden sag. Himlen forbyde, at jeg skulle stille mig mellem en præst og hans bønner! Den skal blive bragt og du skal få nøglen.”

De satte kassen ind under hans seng og med et lettelsens suk gemte Kim Mahbubs pistol, voksdugspakken med brevene, bøgerne og dagbøgerne. Af en eller anden meningsløs grund var deres vægt på hans skuldre intet i sammenligning med deres vægt på hans arme sind. Om natten plejede hans nakke at smerte under dette tryk.

”Din sygdom er ikke almindelig hos ungdommen i vore dage — nu hvor unge mennesker har opgivet at pleje de ældre. Det, som skal helbrede dig, er søvn og visse lægemidler,” sagde sahibaen. Og Kim lod sig villigt synke hen i en tomhed, der forekom ham halvt truende og halvt beroligende.

Hun bryggede drikke i et eller andet mystisk asiatisk fadebur — drikke, som lugtede af onde syger og smagte værre endnu. Hun stod skildvagt over Kims leje, til han havde fået dem ned, og hun undersøgte dem nøje, når de kom op igen. Hun belagde gården med tabu og gennemtvang afspærringen ved hjælp af en væbnet mand. Ganske vist var han nogle og halvfjerds og hans sværd bestod af et hæfte og en tom skede, men han repræsenterede Sahibaens autoritet, og belæssede vogne, snakkende tjenere, kalve, hunde, høns og sligt gjorde stor omvej. Og bedst af alt: Da alle uvedkommende var jaget væk, udvalgte hun blandt den mængde fattige slægtninge, der flokkedes ved husets bagside — ”husets hunde”, som de kaldtes — en fætters enke, der var dygtig til, hvad europæerne, som intet forstår sig derpå, kalder massage. Og de to lagde ham så i en linje fra øst til vest, for at de hemmelighedsfulde jordstrømninger, som sætter vore legemers ler i svingninger, skulle hjælpe og ikke hindre, og så masserede de ham i smadder en hel lang eftermiddag — knogle for knogle, muskel for muskel, sene for sene, og til sidst nerve for nerve. Æltet til ansvarsfri grød og halvt hypnotiseret af deres slørs uafladelige flagren hid og did gled Kim ti tusind mile dybt ned i slummer. Det var en søvn, der varede seks og tredive timer og som gennemtrængte hele hans væsen, som regn gennembløder jorden efter tørke.

Så var det fodringstid, og hun satte huset på den anden ende. Hun lod kyllinger slagte, hun sendte bud efter grønsager, og den alvorlige, langsomt tænkende gartner, der var næsten lige så gammel som hun selv, svedte i sin iver for at skaffe dem til veje. Hun tog krydderier og mælk og løg og småfisk fra åen — for ikke at tale om citroner til sorbet, og vagtler, og kyllingelevere stukket på pind med skiver af ingefær imellem.

”Jeg har set noget til denne verden,” sagde hun, da hun kom med de bugnende bakker, ”og der gives kun to slags kvinder i den — de, som berøver en mand hans styrke, og de, som gengiver ham den. En gang var jeg af de første, nu er jeg af de andre. Nej — spil ikke præstemand. Jeg spøgte kun. Passer det ikke nu, så vil det passe, når du atter begiver dig på vandring. Kusine” — henvendte hun sig til den fattige slægtning, der aldrig trættedes af at lovprise sin beskytterindes godgørenhed — ”kan du se, hvor hans hud er blevet frisk og blomstrende, som en nystriglet hests? Vort arbejde svarer til at slibe ædelsten, der skal kastes til en danserinde, ikke sandt?”

Kim satte sig over ende og smilede. Den forfærdelige mathed var forsvundet som en gammel sko. Han længtes efter at snakke løs igen, og for kun en uge siden havde det været ham en anstrengelse at skulle sige det korteste ord. Smerten i nakken (han måtte være blevet smittet af lamaen) var forsvundet ganske som de smertefulde reumatiske anfald og den dårlige smag i munden. De to gamle kvinder — som nu var lidt, men kun lidt, omhyggeligere med deres slør — kaglede så muntert som hønsene, der var kommet ind gennem den åbne dør for at pikke.

”Hvor er min Hellige Mand?” spurgte han.

”Nej, hør bare! Din Hellige Mand har det godt,” snerrede hun kort for hovedet. ”Skønt det er ikke hans fortjeneste. Kendte jeg et tryllemiddel, som kunne gøre ham klog, ville jeg sælge mine juveler for det. At afslå god mad, som jeg selv har lavet — og flakke omkring på markerne i to nætter med tom mave — og til slut falde i en bæk — er det hellighed? Og efter sådan at have ængstet mig og næsten knust den smule hjerte, som du havde ladet blive tilbage, kommer han og fortæller mig, at han har erhvervet sig Fortjeneste. Åh, hvor mænd ligner hinanden! Nej, det var ikke det udtryk han brugte — han sagde, at han var blevet befriet for al synd. Det kunne jeg have sagt ham, før han gjorde sig pjaskvåd. Nu har han det godt — det hændte for en uge siden — men pokker tage sådan hellighed! Et treårs barn ville være fornuftigere. Du skal ikke være urolig for den Hellige Mand. Han tænker kun på dig — når han da ikke vader rundt i vore bække.”

”Jeg mindes ikke at have set ham. Jeg husker kun, at dagene og nætterne gled forbi som hvide og sorte striber, der åbnede og lukkede sig. Jeg var ikke syg, kun træt.”

”En træthed, der kun bør kendes af folk, der er snese af år ældre end du. Men nu er det alt sammen overstået.”

”Maharani,” begyndte Kim, men ved at se udtrykket i hendes blik forandrede han denne tiltale til et ligefremt og kærligt ord — ”Moder, jeg skylder dig mit liv. Hvordan takke dig? Ti tusind velsignelser over dit hus og —”

”Vansignet være huset!” — En ordret gengivelse af den gamle dames ord er umulig. — ”Tak Guderne præsteligt, hvis du vil, men tak mig som en søn, om du lyster. Har jeg måske puslet dig og nuslet dig og dasket dig og vendt og drejet dine ti tæer, for at du skal smide skriftsprog i hovedet på mig? Du må være blevet født for at knuse din moders hjerte. Hvordan plejede du at være mod hende — søn?”

”Jeg har aldrig haft en moder,” sagde Kim. ”Hun døde, har jeg hørt, da jeg var lille.”

”Hai mai! Da kan ingen sige, at jeg har røvet, hvad hendes var, dersom — når du igen begiver dig på vandring, og dette hus kun er ét af tusind, hvor du har fundet ly og som du efter en ligegyldigt henkastet velsignelse har glemt. Lige meget. Jeg trænger ikke til velsignelser, men — men —” hun stampede med foden ad den fattige slægtning: ”Tag de bakker og bær dem over i huset. Hvad nytter mad, når den har stået og er blevet kold her i værelset, du uheldsvarslende kvinde?”

”Jeg har — har også engang født en søn, men han døde,” klynkede den krumbøjede skikkelse bag sløret. ”Du ved, at han døde. Jeg ventede kun på din befaling til at bære bakken bort.”

”Jeg er den uheldsvarslende kvinde,” udbrød den gamle dame angergiven. ”Vi, som er på vej ned til chattri’erne (de store parasoller ved ligbrændingspladserne, hvor præsterne indkræver deres sidste honorar) klynger os til dem, som bærer chatti’er (vandkrukker — unge mennesker fulde af livsmod, mente hun, men det er et klodset ordspil). Når man ikke kan danse ved gildet, må man se til fra et vindue, og at være bedstemor tager hele ens tid. Din herre giver mig nu alle de tryllemidler, som jeg ønsker til min datters ældste søn, formodentlig fordi han nu er fuldstændig syndefri. Hakim’en er meget ilde tilpas i denne tid. Han går rundt og forgiver mine tjenestefolk i mangel af bedres havelse.”

”Hvilken hakim, Moder?”

”Den selv samme mand fra Dacca, som gav mig den pille, der splittede mig i tre. Han kom drivende som en vildfarende kamel for en uges tid siden, svor på, at han og du havde været fostbrødre sammen oppe ad Kulu til og foregav at være meget ængstelig for dit helbred. Han var meget mager og forsulten og derfor gav jeg befaling til, at han skulle få noget at proppe i sig — ham med hans ængstelighed!”

”Er han her, ser jeg ham gerne.”

”Han æder fem gange om dagen og stikker hul på mine tjeneres bylder for at redde sig selv fra apopleksi. Han er så fuld af ængstelse for dit helbred, at han til stadighed opholder sig uden for køkkendøren og tager til takke med, hvad der falder af. Han går ingen steder. Vi slipper aldrig af med ham.”

”Send ham herhen, Moder,” — der kom et øjeblik det gamle glimt i Kims øjne — ”så vil jeg prøve.”

”Jeg skal sende ham til dig, men at jage ham bort ville være urigtigt. Han havde i det mindste fornuft nok til at fiske den Hellige Mand op af bækken, hvorved han — som den Hellige Mand ikke sagde — erhvervede sig Fortjeneste.”

”Han er en såre klog hakim. Send ham herhen, Moder.”

”Præst roser præst? Et mirakel! Hvis han er din ven — I skændtes ved jeres sidste møde — vil jeg trække ham herhen med reb og — og bagefter give ham en middag, som sømmer sig for hans kaste, min søn… men stå nu op og se dig om i verden! Denne sengeliggen fostrer halvfjerdsindstyve djævle… min søn! min søn!”

Hun ilede af sted for at rejse en storm udenfor køkkenet og umiddelbart efter kom babuen trillende, i folderig toga som en romersk kejser, pluskæbet som Titus, barhovedet, med nye lakerede sko, i smækfed tilstand og udsvedende henrykkelse og hilsener.

”Død og plage, Hr. O’Hara, jeg er kisteglad over at se Dem. Jeg vil være så venlig at lukke døren. Det gør mig ondt, at De er syg. Er De meget syg?”

”Papirerne — papirerne fra kilta’en — kortene og murasla’en!” Kim rakte utålmodigt nøglen frem. Hans sjæls trang for øjeblikket var at blive byttet kvit.

”De har ganske ret. Det er at se tingene fra et korrekt embedsmæssigt synspunkt. De har det vel alt sammen?”

”Alt håndskrevet i kilta’en tog jeg. Resten smed jeg i afgrunden.”

Han hørte nøglens klirren i låsen, voksdugens skratten, mens den blev revet op, og en hurtig raslen af papirer. I de lange sygdomsdage havde bevidstheden om deres tilstedeværelse under ham været en usigelig byrde og af den grund strømmede blodet raskere gennem hans årer, da Hurree gav sig til at danse elefantdans og atter trykkede hans hånd.

”Prægtigt! Mere end prægtigt, Hr. O’Hara! De har — haha — gaflet hele baduljen — hele molevitten! De fortalte mig, at det var otte måneders arbejde, der var forsvundet op i den blå luft. Og føj, hvor de pryglede mig!… Se her har vi brevet fra Hilás!” Han oplæste et par linjer på hofpersisk, der er det officielle og det uautoriserede diplomatis tungemål. ”Dér har Hr. Rajah Sahib gjort godt i nælderne. Nu kommer han til at give en officiel forklaring på, hvordan i hede hule han kom til at skrive kærlighedsbreve til zaren. Og det er nogle meget snedige kort, disse her… og der er en tre-fire premierministre fra de kanter, som har deltaget i korrespondancen. Død og plage, højstærede! Den engelske regering vil ændre arvefølgen i Hilás og Bunárs og udnævne nye tronarvinger. Forræderi af værste skuffe… men De forstår mig vist ikke rigtigt? Vel?”

”Er det alt sammen i Deres hænder?” spurgte Kim. Det var det eneste, der interesserede ham.

”Ja, det kan De tage gift på, at det er!” Hurree gemte hele skatten på sin person, som kun en østerlænding kan. ”Og nu skal de afleveres til Departementet,” vedblev han. ”Den gamle dame tror, at jeg er nagelfast inventar i hendes hus, men nu, da jeg har fået disse papirer, går jeg min vej straks og omgående. Lurgan bliver stolt. Officielt set er De min underordnede, men jeg vil nævne Deres navn i min mundtlige rapport. Det er skade, at det ikke er os tilladt at indgive skriftlige rapporter. Vi bengalere har vor styrke i den eksakte videnskabelighed.” Han rakte Kim nøglen og viste ham, at kassen var tom.

”Godt. Det er godt. Jeg var meget træt. Og min Hellige Mand var også syg. Faldt han virkelig i —”

”Vist så. Jeg har været ham en god ven, kan jeg sige Dem. Han opførte sig meget underligt, den gang jeg kom hertil efter Dem, og jeg tænkte, at han måske havde papirerne. Jeg indlod mig på hans spekulationer, også for at drøfte etnologiske spørgsmål med ham. Forstår De, jeg er en meget ubetydelig person her nu til dags sammenlignet med alle hans tryllemidler. Ved De, O’Hara, at han lider af anfald? Kataleptiske, om ikke også epileptiske. Jeg fandt ham i en sådan tilstand under et træ in articulo mortem, og han sprang op og spadserede lige ud i en bæk og var nær druknet, hvis det ikke havde været for mig. Jeg trak ham op.”

”Fordi jeg ikke var der,” sagde Kim. ”Han kunne have været død.”

”Det kunne han, men nu er han helt tør igen og forsikrer, at han er undergået en transfiguration.” Babuen bankede sig på panden med betydningsfuld mine.

”Jeg gjorde optegnelser om hans udtalelser til brug for det Kongelige Videnskabernes Selskab — in posse. Men nu må De skynde Dem at blive helt rask og vende tilbage til Simla, så skal jeg fortælle Dem hele min historie, når vi træffes hos Lurgan. Det var storartet. De havde helt bogstaveligt røven ude af bukserne og gamle Nahan Rajah troede, at de var deserterede europæiske soldater.”

”Nå russerne? Hvor længe var De sammen med dem?”

”Den ene var en franskmand. Åh, i mange dage! Nu tror alle bjergboere, at alle russere er tiggere! De havde intet, som jeg ikke havde skaffet dem. Og de historier og anekdoter, som jeg fortalte folkene i omegnen — nå da, dem skal jeg fortælle Dem, når vi træffes hos Lurgan. Og så vil vi have en glad aften! Den historie er en fjer i hatten for os begge! Ja, og så gav de mig et skudsmål. Det var det morsomste af det hele. De skulle bare have set dem bevise deres identitet i Alliance-Banken! Den Almægtige Gud være lovet, at De fik fat i alle deres papirer! Jeg synes ikke, De ler ret meget, men når De bliver rask, vil De nok le. Nu går jeg lige til banegården og tager bort. De skal have al mulig ære for Deres deltagelse i Spillet. Hvornår følger De efter? Vi er meget stolte af Dem, skønt De forskrækkede os en hel del. Navnlig Mahbub.”

”Ja, Mahbub. Hvor er han?”

”Naturligvis her i nærheden for at sælge heste.”

”Her! Hvorfor? Tal langsomt, jeg er stadig tykhovedet.”

Babuen slog frygtsomt øjnene ned. ”Ja — ser De — jeg er en ængstelig mand og holder ikke af ansvar. De var syg, forstår De, og jeg vidste ikke, hvor i hede hule papirerne var eller hvor mange, der var af dem. Så da jeg var kommet hertil, sendte jeg et privat telegram til Mahbub — han var i Meerut på grund af væddeløbene — og lod ham vide, hvordan sagerne stod. Han kommer hertil med sine folk og han snakker med lamaen og så kalder han mig et fæ og er meget uhøflig —”

”Men hvorfor — hvorfor?”

”Det er netop det, jeg spørger om. Jeg har kun sagt, at hvis nogen havde stjålet papirerne, ville jeg gerne have nogle stærke og tapre mænd til at stjæle dem tilbage igen. De indser jo nok, at papirerne var af største vigtighed, og Mahbub Ali vidste ikke, hvor De var.”

”Mahbub Ali skulle stjæle i Sahibas hus? De er rablendes, babu,” sagde Kim indigneret.

”Jeg ville have papirerne. Sæt nu, at hun havde stjålet dem? Det var den eneste praktiske forholdsregel, forekommer det mig. Men De synes nok ikke om det?”

Et uoversætligt ordsprog viste graden af Kims misbilligelse.

”Nå ja” — Hurree trak på skuldrene — ”smag og behag er forskellige. Mahbub blev også vred. Han har solgt heste i hele omegnen og han siger, at den gamle dame er en pukka gammel dame, som ikke ville nedlade sig til den slags gemenheder. Jeg er ligeglad. Jeg har fået papirerne og det var mig en stor behagelighed at få Mahbubs moralske støtte. Jeg er, som jeg har sagt Dem, en ængstelig mand, men hvordan det nu går til, jo mere ængstelig jeg er, desto værre kniber kommer jeg i. Derfor var jeg glad for, at De drog med mig til Chini, og derfor er jeg glad for, at Mahbub var tæt herved. Den gamle dame er undertiden meget uhøflig mod mig og mine fortræffelige piller.”

”Allah være os nådig,” sagde Kim, der støttede sig på albuen og var kommet i ypperligt humør. ”Hvilket vidunderligt væsen en babu dog er! Og denne mand vandrede alene sammen med udplyndrede og vrede udlændinge!”

”Åh, det var ikke noget at tale om, da først de var holdt op med at prygle mig. Men hvis jeg var gået glip af papirerne, havde det været en alvorlig sag. Mahbub var også nær ved at prygle mig og så gik han hen og blev meget fine venner med lamaen. For fremtiden vil jeg holde mig til etnologiske undersøgelser. Nå, nu vil jeg sige Dem farvel, Hr. O’Hara. Jeg kan nå toget 4,25 til Ambala, hvis jeg skynder mig. Det bliver en glad stund, når vi begge fortæller vor historie hos Hr. Lurgan. Jeg skal officielt meddele ham, at De har det bedre. Farvel, kære ven, og næste gang De kommer i sindsbevægelse, så brug ikke et muhammedansk udtryk, når De er i tibetansk dragt.”

Han trykkede Kims hånd to gange — babu fra top til tå — og åbnede døren. Da solens stråler faldt på hans endnu triumferende ansigt, forvandledes han til den ydmyge pillekræmmer fra Dacca.

”Han udplyndrede dem,” tænkte Kim, der glemte sin egen andel i spillet. ”Han narrede dem. Han løj for dem som en bengaler. Og de giver ham en chit (skudsmål). Han gør dem til nar med fare for sit eget liv — jeg var aldrig gået ned til dem efter pistolskuddene — og så kalder han sig en ængstelig mand… og han er en ængstelig mand. Jeg må se at komme ud i verden igen.”

I begyndelsen bøjede benene sig under ham som dårlige pibestilke, og den solglitrende luft blændede ham med sin fylde og kraft. Han satte sig ved den hvidkalkede mur og lod tankerne formålsløst vandre blandt den sidste lange dooli-rejses hændelser, lamaens skrøbeligheder og — nu da han ikke længere var under samtalens stimulerende indflydelse — sin selvmedlidenhed, af hvilken han som alle patienter havde en del. Den slappede hjerne trak sig tilbage fra hele yderverdenen, ganske som en utilreden hest, der én gang har smagt sporehjulet, drejer sig sidelæns for at undgå sporen. Det var nok, mere end nok, at kilta’ens indhold var borte — taget fra ham — gået ud af hans besiddelse. Han prøvede på at tænke på lamaen — på hvordan det var gået til, at han var faldet i en bæk — men verdens storhed, set gennem gårdporten, forhindrede enhver sammenhængende tankerække. Han så på træerne og de brede agre med de stråtækte hytter, der lå halvt skjult i kornet — så med et par underlige øjne, der ikke kunne opfatte genstandenes størrelse og forhold og brug — stirrede i tavshed en halv time. Og hele tiden følte han, skønt han ikke kunne klæde denne følelse i ord, at hans sjæl var i ulave og ikke passede i omgivelserne — et tandhjul, der ikke hørte hjemme i noget maskineri, ganske som det ubrugelige tandhjul i en dårlig sukkerkværn, der er kastet hen i en krog. Vindens pust strøg hen over ham. Papegøjen skreg ad ham, støjen fra det menneskefyldte hus bag ham — sladder, befalinger og skældsord — nåede hans døve ører.

”Jeg er Kim. Jeg er Kim. Og hvad er Kim?” Hans sjæl gentog dette atter og atter.

Det var ikke, fordi han havde lyst til at græde — han havde aldrig i sit liv følt sig mindre oplagt til gråd — men på én gang kom store tossede tårer trillende ned ad hans næse og han følte sin tilværelses hjul med et næsten hørligt smæk atter falde i lave med verden udenfor ham. Ting, hvis billeder for et øjeblik siden havde været slibepulver for hans øjne, fik nu deres rette forhold. Veje skal gås på, huse bos i, kvæg drives af sted, marker pløjes, og mænd og kvinder skal man tale med. Alt dette var virkeligt og ægte — stod sikkert på sine fødder — var fuldstændigt forståeligt — skabt af samme ler som han selv, hverken mere eller mindre. Han rystede sig som en hund, der har en loppe i øret, og slentrede ud ad porten. Og da vagtsomme øjne meddelte Sahiba dette, sagde hun: ”Lad ham gå. Jeg har gjort mit. Moder Jord må gøre resten. Når den Hellige Mand kommer tilbage fra sine meditationer, så fortæl ham det.”

Der stod en tom oksevogn på en lille høj en halv engelsk mil fra huset og bagved den et ungt figentræ. En udsigtspost, kunne man sige, over nogle nypløjede, flade marker, og Kims øjenlåg, der badedes i den bløde luft, blev tunge, da han nærmede sig den. Jordbunden var godt, rent støv — ikke grønsvær, der, siden det lever, allerede er halvvejs på vej til døden, men det håbefulde støv, der rummer al livets sæd. Han følte det mellem sine tæer, klappede det med sine hænder og med et tilfreds suk lagde han sig langsomt, så lang han var, i pindevognens skygge. Og Moder Jord var lige så trofast mod ham som Sahiba’en. Hun åndede gennem ham for at gengive ham den ligevægt, han havde mistet ved så længe at ligge på en seng, afskåret fra hendes gode strømninger. Hans hoved lå kraftesløst på hendes bryst, og hans åbne hænder gav sig hen i hendes styrke. Det rodstærke træ over hans hoved og selv det døde menneskeforarbejdede træ ved hans side vidste, hvad han søgte, skønt han selv ikke vidste det. Time efter time lå han i en dvale dybere end søvn.

Hen imod aften, da støvet, som det hjemvendende kvæg hvirvlede op, lå som røgskyer hele horisonten rundt, kom lamaen og Mahbub Ali, begge til fods, vandrende forsigtigt, for i huset havde man sagt dem, hvorhen han var gået.

”Allah! Hvilken tåbelighed at lægge sig sådan på åben mark,” brummede hestehandleren. ”Han kunne være blevet skudt hundrede gange — men dette er ikke grænselandet.”

”Og,” sagde lamaen, gentagende en ofte fortalt historie, ”der har aldrig været mage til chela. Mådeholden, venlig, klog, gavmild, en munter rejsefælle på landevejen, aldrig glemsom, lærd, sanddru, høflig. Stor vil hans belønning blive.”

”Jeg kender drengen — som jeg har sagt dig.”

”Og du ved, at han er alt dette?”

”Noget af det — men jeg har endnu ikke fundet et rødhue-mirakel til at gøre ham overvættes sanddru. Han er unægteligt blevet plejet godt.”

”Sahiba’en har et hjerte af guld,” sagde lamaen alvorligt. ”Hun betragter ham som sin søn.”

”Tja! Det gør det halve Hind. Ja, jeg ønskede kun at se, at drengen ikke var kommet i fortræd og kunne komme og gå. I ved nok, at han og jeg var gamle venner i jeres pilgrimsvandrings første dage.”

”Det er et bånd mellem os,” svarede lamaen, idet han satte sig ned. ”Nu er vi ved pilgrimsrejsens ende.”

”Det er ikke din skyld, at din pilgrimsvandring ikke blev afbrudt for ramme alvor for en uge siden. Jeg hørte, hvad Sahiba sagde til dig, den gang vi bar dig op og lagde dig på din seng.” Og Mahbub lo og trak i sit nyfarvede skæg.

”Jeg mediterede over andre sager. Det var hakim’en fra Dacca, som afbrød min meditation.”

”Havde han ikke gjort det,” brummede Mahbub — på pushtu for ikke at krænke lamaen — ”ville du have endt dine meditationer i den lumre del af Helvede, for du er en vantro og en afgudsdyrker, skønt naiv som et barn. — Men hvad er der nu at gøre, Rødhat?”

”I nat,” svarede lamaen langsomt og med en stemme, der dirrede af jubel, ”i nat vil han blive lige så Fri som jeg for enhver synd og besmittelse — lige så sikker som jeg på at opnå Frihed fra Tingenes Hjul, når han engang forlader dette legeme. Jeg har fået et tegn,” han lagde hånden på sit bryst, hvor han gemte det sønderrevne kort, ”som siger mig, at min tid er kort. Men jeg vil have skaffet ham beskærmelse gennem årene. Husk vel på, jeg har opnået Kundskab, som jeg fortalte dig for tre nætter siden.”

”Det må være sandt, hvad Tirah-præsten sagde, den gang jeg bortførte hans fætters kone, at jeg er en sufi (fritænker). For her sidder jeg ganske rolig,” sagde Mahbub ved sig selv, ”og lytter til de utroligste blasfemier… Ja, jeg husker nok, hvad du fortalte. Efter hvad du sagde, skulle han gå lige lukt over i Jannatu L’Adn (Edens Have). Men hvordan skal det gå til? Vil du dræbe ham eller drukne ham i den vidunderlige flod, som babuen trak dig op af?”

”Jeg blev ikke trukket op af nogen flod,” sagde lamaen roligt. ”Du har glemt, hvad der skete. Jeg fandt den ved hjælp af min Kundskab.”

”Nå, javel. Det er rigtigt,” stammede Mahbub, splittet mellem stor indignation og større morskab. ”Jeg har glemt begivenhedernes nøjagtige gang. Du fandt den ved kundskab.”

”Og at sige, at jeg ville berøve nogen livet, er — ikke synd, men purt vanvid. Min chela har hjulpet mig til at finde Floden. Det er hans ret at blive renset fra synd — sammen med mig.”

”Ja, han trænger unægteligt til renselse. Men derefter, gamle mand — hvad så?”

”Hvad i al verden har det at sige! Han er sikker på Nibbana[*], på Oplysning — ganske som jeg.”

”Vel talt. Jeg var bange for, at han måske skulle bestige Muhammeds hest og flyve bort.”

”Nej — han skal gå ud i verden som lærer.”

”Oho! Nu er jeg med! Det er den rigtige gangart for føllet. Naturligvis skal han gå ud i verden som lærer. Der er for eksempel stor brug for ham som skriver i statens tjeneste.”

”Han er blevet opdraget med det formål for øje. Jeg erhvervede mig Fortjeneste ved at give almisse for hans skyld. En god gerning dør ikke. Han hjalp mig på min Søgen — jeg hjalp ham på hans. Retfærdigt er Hjulet, hestehandler fra Norden. Lad ham blive lærer, lad ham blive skriver — hvad har det at sige? Han har dog opnået Frihed, når Enden kommer. Alt andet er Illusion.”

”Hvad det har at sige? Og jeg, som må have ham med mig på den anden side af Balkh om et halvt år! Her kommer jeg med ti halte heste og tre hærdebrede mænd — takket være den der kyllingehjertede babu — for med magt at trække en syg dreng ud af en gammel kones hus. Og det synes, at jeg står og ser til, mens en ung sahib ved en gammel rødhats hjælp hejses op i Allah alene ved hvilken afgudelig himmel. Og jeg anses dog for en mand, der forstår sig på Spillet! Men dårekistelemmet holder af drengen og jeg er vist heller ikke ved mine sansers fulde brug.”

”Hvorom beder du?” spurgte lamaen, mens Mahbub brummede i sit røde skæg på skurrende pushtu.

”Lige meget. Men nu, da jeg har forstået, at drengen, sikker på Paradiset, godt kan træde i regeringens tjeneste, er mit hjerte lettere. Jeg må tilbage til mine heste. Det er ved at blive mørkt. Væk ham ikke, jeg har ikke lyst til at høre ham kalde dig Herre.”

”Men han er min discipel. Ikke?”

”Han har sagt mig det.” Mahbub slugte sit anfald af skinsyge og rejste sig leende. ”Jeg er ikke ganske af din tro, Rødhat — hvis du bryder dig om en sådan ubetydelighed —”

”Den er betydningsløs,” svarede lamaen.

”Det tænkte jeg nok. Derfor vil du — syndefri, renvasket og desuden trekvart druknet — heller ikke bekymre dig om at høre, at jeg kalder dig en god mand — en meget god mand. Vi har nu talt sammen i fire, fem aftener, og skønt jeg er hestehandler, kan jeg dog, som ordsproget siger, se det hellige hinsides en hests ben. Jeg kan endog se, hvorfor vor Alverdens Ven fra først af lagde sin hånd i din. Behandl ham godt og lad ham vende tilbage til verden som lærer, når du har — badet hans ben, hvis det er den rette medicin for føllet.”

”Hvorfor vil du ikke selv vandre ad den Rette Vej og således følge med drengen?”

Mahbub gloede målløs på ham ved den storslåede uforskammethed i denne opfordring, som han hinsides grænsen ville have betalt med mere end et slag. Men så følte hans verdslige sjæl sig tiltalt af det humoristiske i situationen.

”Små slag — små slag — kun ét ben ad gangen, ligesom da den halte vallak krøb over forhindringerne på væddeløbsbanen ved Ambala. Måske jeg senere kommer i Paradis — jeg har en vis tilbøjelighed i den retning — en stærk længsel — og den har jeg din naivitet at takke for. Du har vel aldrig løjet?”

”Hvorfor skulle jeg?”

”Allah, hør ham! ’Hvorfor skulle jeg’ i denne din verden! Og heller aldrig gjort et menneske fortræd?”

”Én gang — med et pennefoderal — førend jeg lærte bedre.”

”Nå, dog? Så meget desto bedre tænker jeg om dig. Dine lærdomme er gode. Du har i det mindste fået én mand, som jeg kender, til at vende sig bort fra stridens vej.” Han brast i skoggerlatter. ”Han kom hertil åben for tanken om at begå dacoity (røverisk indbrud). Ja, for at hugge, røve, dræbe og bortføre det, han ønskede.”

”En stor tåbelighed!”

”Ja, og en stor skændsel desuden! Det sagde han også, da han havde set dig — og et par andre mænd og kvinder. Så han kom på andre tanker og nu drager han af for at tampe en stor, tyk babu.”

”Jeg forstår dig ikke.”

”Nej, Allah forbyde det! Nogle mænd er stærke ved deres kundskaber, Rødhat. Din styrke er stærkere end det. Bevar den vel — jeg tror, at du vil. Og er drengen dig ikke en god tjener, så riv ørene af ham.”

Og med et tag i sit brede bokhariot-bælte slentrede pathaneren bort i tusmørket. Lamaen kom ned fra skyerne så vidt, at han kunne se efter den brede ryg.

”Den mand mangler høflighed og er hildet i yderverdenens skygger. Men han talte pænt om min chela, der nu skal modtage sin belønning. Jeg vil bede… vågn op, du lykkeligste af alle kvindefødte!… Vågn op! Du heldigste blandt kvindefødte, vågn op! Den er fundet!”

Kim kom op fra den dybe brønd, og lamaen betragtede ham, mens han gabede veltilfreds og knipsede med fingrene for at holde onde ånder borte.

”Jeg har sovet i hundrede år. Hvor -? Hellige Mand, har du været her længe? Jeg gik ud for at lede efter dig, men” — han lo søvnigt — ”så faldt jeg i søvn på vejen. Nu har jeg det helt godt. Har du spist? Lad os gå tilbage til huset. Det er mange dage siden jeg plejede dig. Og har Sahiba’en givet dig god mad? Hvem har gnedet dine ben? Og hvordan går det med dine skrøbeligheder — i maven og i nakken og den hamren for ørene?”

”Borte — alt sammen borte. Véd du det ikke?”

”Jeg ved kun, at jeg ikke har set dig, jeg ved ikke hvor længe. Hvad er det, jeg ikke ved?”

”Sælsomt, at min viden ikke nåede dig, skønt alle mine tanker var hos dig.”

”Jeg ser ikke ansigtet, men stemmen runger som en gongong. Har Sahiba’en gjort dig til en ung mand med sin kogekunst?”

Han kiggede op til skikkelsen, der sad med korslagte ben og tegnede sig med sorte konturer mod aftenhimlens gule lysstribe. Således sidder den Stenbuddha, der skuer ned på de patenterede, selvregistrerende tælleapparater ved indgangen til museet i Lahore.

Lamaen tav. Kun rosenkransens raslen og en svag lyd af Mahbubs forsvindende fodtrin lød i den indiske aftens bløde, tågede stilhed, der lagde sig tæt om dem.

”Hør mig! Jeg har nyt at melde.”

”Men lad os —”

Frem for den lange, gule hånd og påbød stilhed. Kim trak lydigt fødderne ind under sin kjortelsøm.

”Hør mig! Jeg har nyt at melde! Vor Søgen er endt. Nu kommer belønningen… som følger: Da vi var oppe blandt bjergene, levede jeg af din styrke, indtil den unge gren bøjede sig næsten til bristepunktet. Da vi kom ned fra bjergene, var jeg bekymret for dig og for visse andre sager, som lå mig på hjerte. Min sjæls båd kunne ikke styres. Jeg kunne ikke se Tingenes Årsag. Derfor overgav jeg dig fuldstændigt i den dydige kvindes hænder. Jeg nød ingen føde. Jeg drak intet vand. Men jeg kunne stadig ikke få øje på Vejen. De ville påtvinge mig føde og råbte udenfor min lukkede dør. Derfor gik jeg bort og satte mig under et træ. Jeg nød ingen føde. Jeg nød intet vand. Jeg sad i meditation i to dage og to nætter og fjernede mit sind fra denne verden, mens jeg trak vejret ind og ud på den foreskrevne måde… Den anden nat — så stor blev min belønning — frigjorde den vise sjæl sig fra det tåbelige legeme og svang sig bort. Dette har jeg aldrig før opnået, skønt jeg har stået på tærskelen dertil. Tænk vel derover, for det er et under!”

”Ja sandelig, et under. To dage og to nætter uden føde! Hvor var Sahiba’en henne?” hviskede Kim.

”Ja, min sjæl frigjorde sig, svang sig til vejrs i store kredse som en ørn, og så, at der ikke gaves nogen Teshoo Lama og heller ingen anden sjæl. Som en dråbe flyder ud i det store vand, således gik min sjæl op i den Store Sjæl, som er over alle ting. På dette punkt opløftedes jeg i Betragtning, og jeg så hele Hind, lige fra Ceylon i havet til bjergene og mine egne Farvede Klipper ved Such-zen. Jeg så hver eneste lejrplads og landsby, hvor vi nogensinde har hvilet, selv den allermindste. Jeg så dem på én gang og på ét sted, for de var inden i min sjæl. Deraf vidste jeg, at sjælen havde hævet sig ud over den Illusion, vi kalder tid, rum og materie. Deraf vidste jeg, at jeg var Fri. Jeg så dig ligge på dit leje, og jeg så dig falde ned ad skrænten sammen med den vantro — på samme tid, på samme sted, i min sjæl, der, som jeg siger, var gået op i den Store Sjæl. Jeg så også Teshoo Lamas tåbelige legeme ligge på jorden og hakim’en fra Dacca knæle ved siden af det og råbe ind i dets øre. Så blev min sjæl ganske alene og jeg så intet, for jeg var alt, fordi jeg havde nået den Store Sjæl. Og jeg mediterede tusind gange tusind år, fri for enhver lidenskab og fuldstændigt på det rene med Alle Tings Årsag. Da råbte en stemme: ’Hvad skal der blive af drengen, når du er død?’ Og jeg blev rystet frem og tilbage i mig selv af medynk med dig. Og jeg sagde: ’Jeg vil vende tilbage til min chela, for at han ikke skal tage fejl af Vejen.’ Derpå rev min sjæl, som er Teshoo Lamas sjæl, sig løs fra den Store Sjæl under usigelig kamp og stræben og brydning og kval. Som ægget fra fisken, som fisken fra vandet, som vandet fra skyen, som skyen fra den tunge luft, således løsnede Teshoo Lamas sjæl sig fra den Store Sjæl, således sprang den bort, således gled den af sted, således fortættede den sig. Da råbte en røst: ’Floden! Pas på floden!’ Og jeg skuede ned på hele verden, der lå, som jeg havde set den før — på én gang, på ét sted — og jeg så klart Pilens Flod for mine fødder. I den stund belemredes min sjæl af noget ondt, som jeg ikke helt var renset for, og det lagde sig på mine arme og snoede sig om mit liv. Men jeg skubbede det fra mig og skød som en ørn lige løs på Floden. Verden efter verden skubbede jeg bort for din skyld. Jeg så Floden under mig — Pilens Flod — og jeg sank ned i den og dens vande lukkede sig over mig. Og se, jeg var atter i Teshoo Lamas legeme, men fri for synd, og hakim’en fra Dacca løftede mit hoved op over Flodens vande. Den er her! Den flyder bag mangolunden her — ja, her!”

”Allah kerim[*]! Godt var det, at babuen var i nærheden! Blev du meget våd?”

”Hvorfor skulle jeg tænke på det? Jeg mindes, at hakim’en var urolig for Teshoo Lamas legeme. Han trak det op af det hellige vand med sine hænder, og så kom din hestehandler fra Norden med sine folk og en bærebør, og de lagde legemet på bærebøren og bar det op til Sahiba’ens hus.”

”Hvad sagde Sahiba’en?”

”Jeg mediterede i dette legeme og hørte ikke, hvad hun sagde. Og således er vor Søgen endt. På grund af den Fortjeneste, som jeg har erhvervet, er Pilens Flod her. Den vældede frem for vore fødder, som jeg sagde. Jeg har fundet den. Du min sjæls søn, jeg har vristet min sjæl tilbage fra Frihedens Tærskel for at befri dig for al synd — som jeg er befriet og syndefri. Retfærdigt er Hjulet! Vor Frigørelse er sikker. Kom!”

Han lagde hænderne over kors i sit skød og smilede, som den mand smiler, der har vundet Frelse for sig selv og for den, han elsker.

Noter:

Ad interim: Latin. I mellemtiden.

Allah kerim: Gud er nådig.

Augur: Romersk spåpræst. Den romerske politiker Cato den Ældre sagde engang, at han ikke forstod, hvorfor augurer ikke blinkede til hinanden, når de mødtes.

Babu: Indisk lavere tjenestemand eller kontorist. Ordet er egentlig bengali og betyder fyrste eller herre. Derefter brugtes det som høflig tiltale — svarende til det engelske ”Sir”. Englænderne — og altså også Kipling — vidste at pathanere og andre stammefolk aldrig ville kunne true dem, men det var langsomt gået op for dem, at de uddannede babuer havde lært de europæiske tricks. Babuen over alle babuer, sagføreren Gandhi, havde været politisk aktiv i flere år, da Kim blev skrevet. Derfor er Mahbub Ali romantiseret, mens der gøres grin med Hurree.

Bairagi: En saddhu eller asketisk discipel af Vishnu. En bairagis krykke eller krykkestok har ikke noget med fysiske handicaps at gøre men bruges til at hvile armen på under meditation.

Beegar: Hoveri.

Blækpølene: Sigter til den slags krystallomanti, der anvendes i Indien, og som læseren muligvis kender fra Kiplings ”Den bedste historie i verden” eller fra Marryats ”Dødssejleren”.

Bonze: Europæisk navn for kinesiske og japanske buddhistpræster. Lamaerne er tibetanere. Lamaismen adskiller sig fra den almindelige buddhisme.

Burke og Hare: Her er Kipling vist lidt morsom. Disse to herrer var berygtede mordere, som kvalte deres ofre og solgte ligene til kirurger til dissektion.

Chutter Munzil: En kongelig pavillon.

Cinchona plantager: Chinchonabark brugtes som råvare ved fremstilling af kinin.

Cui bono: Latin. Hvem har fordelen, til hvis fordel?

Dasim: En af Eblis fem sønner og splidagtighedens djævel.

Dekho: Se der!

Den ene russer er nemlig franskmand: Kim er skrevet, før Tyskland med sin flådeoprustning gjorde det nødvendigt for England at alliere sig med Frankrig og senere Rusland. Disse to lande er derfor Kiplings fjendebilleder. Som denne bog viser, var Kipling ikke racist, men i høj grad imperialist og vulgærpatriot.

Deodar: Indisk cedertræ.

Det betyder så meget som, at han er stærk nok: I de dage var det en meget almindelig vrangforestilling at tro, at hypnose havde noget med karakterstyrke at gøre.

Dhow: Arabisk sejlskib med trekantet sejl.

Dhurumtollah: Distrikt i Calcutta som var populært blandt eurasierne. Det beboedes derfor af familier med navne som Pereira, De Souza og D’Silva.

Dronningens sten: Dronningen er Pudmini, hvis skønhed medførte belejringen af Chitor. For at undgå voldtægt og skam begik hun og kvinderne i Chitor masseselvmord på bålet (suttee).

First Arts — F.A.: Hvis det ikke lykkedes at bestå B.A. eksamenen (2 år), kunne man hvis første års årsprøve var bestået, kalde sig F.A. eller First Arts.

Ghi: Smør der er opvarmet for at fjerne al kernemælk.

Hadji: En muhammedaner, som har udført en pilgrimsfærd til Mekka.

Hai mai: Åh moder.

I sådanne sager havde drengen så skarpt et blik som nogen præst: Mangolunde havde ofte et tempel og en brønd tilknyttet.

Jâtaka: Ordet betyder fødsel, inkarnation. Det er titlen på en samling legender om Buddhas fødsel.

Jhampanis: Bærestolenes bærere.

Kamboh: Bonde fra Kambhoj, nord for Cambay i Gujarat.

Kaurier: Små konkylier (cypræa moneta), der i mange steder i verden brugtes som skillemønt.

Khalsa: Et andet ord for ”sikherne”.

Khanda ’er og kuttar’er: Jaiput sværd og dolke.

Kos: Længdemål. Varierede ganske som milene i Europa, men i begyndelsen af bogen er en kos lig med to engelske mil eller 3.3 kilometer og siden hen i bogen halvanden engelsk mil eller 2,4 kilometer.

Lakh: 100.000.

Leh: Ladakhs hovedstad.

Lemuels moder: Se Salomons ordsprog kap. 31.

Lingamen: Et symbol, der svarer til grækernes fallos. Det er symbol på Shiva, som frugtbarhedsgud.

Lispeth: Fra Engelskmænd i Indien.

Lurgan Sahib: Manden var en historisk person og hed Alexander M. Jacob.

Methirani’er: Kvindelige gadefejersker.

Mine mænd er også derovre: Der dyrkedes polyandri i området og Lisbeth er gift med to.

Nibbana: Pali-ord. Det samme som Nirvana.

Nikal Seyn: General John Nicholson, som døde den 23. September 1857 af et sår, han havde fået d. 14. samme måned, medens han med stor tapperhed ledede stormen på Delhi, oprørernes hovedsæde.

Om mane padme hum: En tibetansk formular, som indleder enhver opremsning af bønner. Den betyder ”Juvelen i lotusblomsten” — hvormed der sigtes til Buddha.

Pali: Indoeuropæisk sprog. Det var temmelig sikkert et lærd skriftsprog og ikke et talt sprog. Det betragtes normalt som en efterkommer af sanskrit, men der er delte meninger i den sag.

Pan: Arekanødder viklede ind i kalkbesmurte betelblade.

Pandit: Lærd bramin.

Pyjamas: Pyjamas er i Indien ikke nødvendigvis nattøj. Før 1800 kunne man udmærket risikere at se englændere på gaden iført pyjamas.

Resurgam: Latin. Jeg vil genopstå.

Rissaldar: Indfødt kavalleriofficer.

Rupi: Indisk mønt. Der går 3 pie på en pice, 4 pice på en anna, og 16 annas på en rupi.

Ruttee: Indisk vægtmål for juveler. Betyder egentlig vægten af en bestemt slags frø.

Rødfrakker: Engelske soldater. De skiftede først til khaki i 1897.

Seistan: Det tomme land mellem Afghanistan og Iran.

Shamleghs Kvinde: Lisbeth fra Engelskmænd i Indien.

Shikarri: Indfødt jæger.

Spencer: Herbert Spencer. Modefilosof, der beviste, at det er skadeligt for menneskeartens fremtid, at arbejdere får en løn, de kan leve af. Opfandt udtrykket ”Survival of the fittest” — som af ukærlige sjæle er undersat til ”Survival of the fattest” og dette, og at han er begravet få skridt fra Karl Marx’ grav gør, at han i det hele taget huskes.

St. Xaviers krickethold: I originalen St. Xaviers Eleven, men det er altså kricket og ikke fodbold. Hvis Kim kom på holdet som fjortenårig, har han været god.

Store indiske hovedlandevej: Grand Trunk Road

Det store indiske oprør: Fandt sted i 1857. Lucknow belejredes længe og led stærkt.

Ticca-garri: En let vogn.

Uretfærdige dommer i lignelsen: Se Lukas 18.

Vakil: Indisk sagfører

Valnødder: Ser ud som mandlige testes. Altså en seksuel invitation.

Vi har endnu ikke sat vort mærke: Rusland havde fra Ivan den Skrækkeliges tid sat sit mærke på det eurasiske fastland. Sammenlignet med det russiske imperium, som også kollapsede, var det engelske imperium en døgnflue.

Vi håber at komme i krig ved lejlighed: Fra Krimkrigen til boerkrigen havde englænderne meget små tabstal og betragtede derfor krig som en sport lidet farligere end vildsvinejagt. Boerne var bevæbnede med repetergeværer, og det var en ubehagelig overraskelse.

Zemindar: Jordejer, der også var skatteopkræver.