1 – Drengen, der ikke kunne slås ihjel

Hr. og fru Dursley fra Ligustervænget nummer fire var ganske stolte over, at de var helt og aldeles normale. Det var de sidste mennesker, man ville mistænke for at være involveret i mærkelige eller mystiske affærer, de var ganske enkelt af den type mennesker, som ikke tolerer nogen slinger i valsen, hvad ordentlig livsførelse angår.

Hr. Dursley var direktør for en stor virksomhed ved navn Grunnings. Den fremstillede drilbor. Han var en stor, tyk mand, næsten uden nogen hals, men med et kæmpemæssigt overskæg. Fru Dursley var mager og blond; hendes hals var til gengæld omtrent dobbelt så lang som almindelige menneskers, hvilket var meget praktisk for hende, eftersom hun brugte megen tid på at udspionere sine naboer over havehækken. Parret havde en lille dreng ved navn Dudley. I deres øjne fandtes hans lige ikke i hele den vide verden.

Hr. og fru Dursley var velstående og havde alt, hvad de kunne ønske sig, men i tilgift havde de også en hemmelighed, og deres største skræk var, at nogen skulle afsløre den. De mente ikke, at de ville kunne bære, at nogen opdagede det med Potter-familien. Fru Potter var fru Dursleys søster, som hun ikke havde set i mange år. Faktisk lod fru Dursley, som om hun slet ikke havde nogen søster, for denne søster og hendes uduelige mand kunne slet ikke leve op til familien Dursleys standard. Hr. og fru Dursley gøs ved tanken om, hvad naboerne mon ville sige, hvis Potter-familien kom anstigende til deres kvarter. Dursley-familien vidste, at Potter-familien også havde en dreng, men de havde aldrig set ham.

Denne dreng var en anden god grund til at holde dem på afstand; det ville nemlig være en ulykke, hvis Dudley kom til at mænge sig med sådan en knægt.

Da hr. og fru Dursley vågnede på den triste, grå torsdag, hvor vores historie begynder, var der ingen varsler fra den overskyede himmel udenfor om, at mærkværdige og mystiske hændelser snart ville finde sted over hele landet. Hr. Dursley nynnede, idet han klædte sig på og udvalgte sit mest kedelig slips som kronen på værket. Fru Dursley sladrede lystigt løs, mens hun kæmpede for at få den skrigende Dudley i hans høje stol.

Ingen af dem lagde mærke til en stor brun ugle, der baskede forbi vinduet.

Klokken halv ni tog hr. Dursley sin mappe, klappede fru Dursley på kinden og forsøgte at kysse Dudley farvel, men ramte ved siden af, fordi Dudley nu var midt i et hysterisk anfald og kastede sin havregrød mod væggen. ”Den lille bandit,” klukkede hr. Dursley, idet han gik ud af huset. Han satte sig ind i sin bil og bakkede ud ad indkørslen.

Det var ved vejens første sving, at han opdagede det første tegn på noget mærkværdigt – en kat i færd med at læse et kort. Et kort øjeblik fattede hr. Dursley slet ikke, hvad det, var, han havde set – så drejede han hovedet med et sæt for at se bedre efter. Det måtte være det grådisede lys, der havde spillet ham et puds. Hr. Dursley blinkede endnu en gang med øjnene og stirrede på katten. Katten stirrede tilbage. Da hr. Dursley kørte rundt om hjørnet og videre hen ad gaden, holdt han øje med katten i bakspejlet. Nu stod den og læste skiltet, hvorpå der stod Ligustervænget – nej, den kiggede på skiltet; katten kan jo ikke læse hverken skilte eller kort. Hr. Dursley rystede på hovedet ad sig selv og besluttede sig for at glemme alt om katten. Idet han kørte videre ind mod byen, tænkte han ikke på andet end en stor ordre drilbor, som han håbede at få i hus den næste dag.

Men da han nåede byens udkant, blev ordren om de mange drilbor skubbet ud af hans tanker på grund af noget andet. Han sad fast i den sædvanlige morgen-trafikprop og kunne ikke lade være med at bemærke, at der var usædvanligt mange mærkeligt klædte mennesker på færde. Folk i kapper. Hr. Dursley kunne ikke fordrage folk, der klædte sig mærkeligt på – de løjerlige kostumer, som en del unge mennesker yndede! Han tænkte, at dette måske var en ny tåbelig modedille. Han trommede med fingrene på rattet, og hans øjne fæstnede sig ved en hel flok af disse originaler, der stod ganske nær ved. De hviskede sammen, tilsyneladende i stor ophidselse. Hr. Dursley opdagede forarget, at det slet ikke var unge mennesker; tænk engang, den mand i den smaragdgrønne kappe kunne se ud til at være ældre end han selv! Han var sandelig ikke ked af det! Men så slog det hr. Dursley, at dette måske var et eller andet fjollet velgørenhedsarrangement – de mærkeligt klædte mennesker kunne godt se ud, som om de var ved at samle ind til et eller andet formål … Ja, sådan måtte det hænge sammen. Trafikken bevægede sig igen fremad, og få minutter senere kørte hr. Dursley ind på Grunnings parkeringsplads. Hans tanker kredsede igen om drilbor.

Hr. Dursley sad altid med ryggen til vinduet i sit kontor på niende etage. Hvis han havde siddet, så han kunne kigge ud ad vinduet, ville han sikkert ikke have været i stand til at koncentrere sig om sine drilbor denne morgen. Han så slet ikke uglerne, der susede forbi her ved højlys dag, men det gjorde folk på gaderne: De stod og stirrede med åben mund, mens de pegede på alle uglerne, der fløj omkring over hovederne på dem. Mange havde ikke engang set en ugle ved nattetide. Men hvad hr. Dursley angik, så tilbragte han en ganske normal uglefri formiddag. Han råbte ad fem forskellige medarbejdere. Han foretog flere vigtige telefonopkald og råbte lidt mere ved disse lejligheder. Han var i højt humør indtil frokosttid, hvor han følte trang til at strække benene og gå over på den anden side af gaden for at købe sig en bolle hos bageren.

Han havde glemt alt om de kappeklædte, indtil han passerede en hel flok, der stod ved bagerbutikken. Han gloede rasende på dem, idet han gik fordi. Han vidste ikke hvorfor, men de gjorde ham ilde til mode. Denne flok stod også og hviskede ophidset, men han kunne ikke se en eneste raslebøsse. Da han havde købt sig en stor cremebolle og passerede flokken på vej tilbage, hørte han nogle løsrevne sætninger af deres samtale.

”Familien Potter, det er rigtigt, det har jeg også hørt …”

”Ja, deres søn, Harry …”

Hr. Dursley standsede brat op. Bange anelser skyllede ind over ham. Han kiggede tilbage på den hviskende flok, som om han skulle til at sige noget til dem, men forstød det igen.

Han løb over gaden, skyndte sig op til sit kontor, snerrede til sin sekretær, at hun ikke skulle bryde sig om at forstyrre ham, greb telefonen og havde næsten tastet nummeret hjem til sig selv, da han kom på andre tanker. Han lagde røret på igen og strøg sit overskæg, mens han tænkte, så det knagede … nej, han var bare fjollet. Potter var da et temmelig ordinært navn. Han var sikker på, at mange mennesker med efternavnet Potter også havde en søn ved navn Harry. Nu hvor han tænkte nærmere efter, var han slet ikke sikker på, at hans nevø egentlig hed Harry. Han havde jo heller aldrig set drengen. Det kunne være, at han hed Harvey. Eller Harold, måske. Der var ingen grund til at forurolige fru Dursley med dette. Hun blev altid så nervøs, når man nævnte hendes søster. Og han kunne ikke bebrejde hende det – hvis han havde haft en søster som hende … men alligevel … hvad med alle de kappeklædte mennesker?

Han havde betydelige vanskeligheder med at koncentrere sig om drilbor resten af eftermiddagen, og da han forlod bygningen klokken fem, var han stadig så opslugt af andre tanker, at han stødte direkte ind i en mand, der netop gik forbi døren.

”Undskyld,” mumlede han, idet den lille gamling snublede og var ved at falde. Så opdagede hr. Dursley, at manden bar en lilla kappe, og at han ikke lod til at være det mindste ked af at blive skubbet til på den måde. Tværtimod, hans ansigt flækkede i et bredt grin, og han talte med så høj, pibende stemme, at forbipasserende stirrede: ”Tænk ikke på det, min gode mand. Intet kan komme mit på tværs i dag! Glæd dig, for nu er Du-ved-hvem endelig borte! Selv en Muggler som du burde fejre denne glædesdag!”

Og så omfavnede den gamle mand hr. Dursley og gik sin vej.

Hr. Dursley stod som fastfrosset til stedet. Han var blevet omfavnet af en fuldkommen fremmed! Han syntes også, at den gamle mand havde kaldt ham for en Muggler, hvad det end kunne være for noget. Han var rystet i sin grundvold og skyndte sig over til sin bil. Idet han kørte hjemad, forsøgte han håbefuldt at bilde sig ind, at han var begyndt at dagdrømme. Selv noget så tåbeligt som en livlig fantasi var at foretrække frem for, at alle disse underlige hændelser havde været den skinbarlige virkelighed.

Da han var på vej ind ad sin indkørsel, var det første, han fik øje på, den stribede kat, han havde set samme morgen. Det gjorde ikke just hans humør bedre. Nu sad den på hans havemur. Han var sikker på, at det var den samme kat; den havde de samme markeringer omkring øjnene.

”Væk med sig!” råbte hr. Dursley højt.

Katten bevægede sig ikke en tomme. Den så i stedet på ham med et strengt blik. Var det normal katteadfærd? tænkte hr. Dursley. Han låste sig ind i huset, mens han forsøgte at tage sig sammen og falde til ro. Han var stadig fast besluttet på ikke at sige noget til sin kone.

Fru Dursley havde haft en ganske rar og normal dag. Da de spiste til middag, fortalte hun ham alt om naboens problemer med datteren, og hvordan Dudley havde lært et nyt udtryk (’Vil-ikk!’). Hr. Dursley forsøgte at opføre sig helt normalt. Da Dudley var blevet lagt i seng, gik han ind i stuen og nåede lige at se de sene nyheder.

”Og til sidst kan vi meddele, at ornitologer overalt i landet har rapporteret om uglernes usædvanlige adfærd i dag. Selvom ugler normalt jager om natten og kun sjældent ses i dagslys, har der været over hundrede rapporter om denne nattefugls hektiske aktivitet lige siden daggry. Eksperterne er ikke i stand til at forklare denne drastiske ændring i fuglens døgnrytme.”

Nyhedsoplæseren tillod sig at give seerne et skævt smil. ”Meget mystisk. Og nu over til Jim McGuffin med vejrudsigten. Skal vi have flere forvirrede ugler til at flyve omkring i det næste stykke tid, Jim?”

”Tja, Ted,” sagde meteorologen, ”det kan jeg ikke svare på, men jeg kan fortælle, at det ikke kun er uglerne, som har været forvirrede i dag. Seere fra nær og fjern har ringet ind for at rapportere, at de, i stedet for den regn, jeg lovede dem i går, har fået veritable byger af stjerneskud! Måske har folk været ude for at fejre sankthans tidligt i år – men det er altså ikke før i næste uge, folkens! Men jeg kan love regn i nat og i de tidlige morgentimer.”

Hr. Dursley sad lamslået i sin lænestol. Stjerneskud over hele England? Ugler, der flyver forvirrede omkring ved højlys dag? Mystiske kappeklædte mennesker overalt? Og så den hviskende sladren om en familie ved navn Potter …

Fru Dursley trådte ind i stuen med to kopper te. Det nyttede ikke noget. Han var nødt til at fortælle hende om det. Han rømmede sig nervøst. ”Øh, Petunia, min kære. Du har vel ikke hørt fra din søster for nylig?”

Som forventet så fru Dursley temmelig forskrækket og bebrejdende ud. Når alt kom til alt, var de jo stiltiende blevet enige om at foregive, at hun slet ikke havde en søster.

”Nej,” sagde hun skarpt. ”Hvorfor?”

”Det er de mærkeligste ting, man hører i nyhederne,” mumlede hr. Dursley. ”Ugler … stjerneskud … og så var der en masse underlige folk i byen i dag …”

”Og hvad så?” vrissede fru Dursley.

”Jo, jeg tænkte bare … at måske … det havde noget med … hende og hendes familie at gøre.”

Fru Dursley nippede til sin te med rynkede bryn. Hr. Dursley overvejede, om han turde fortælle hende, at han havde hørt navnet Potter blive nævnt. Han besluttede, at han hellere måtte lade være. I stedet sagde han, så henkastet som muligt. ”Deres søn – han er vel omkring Dudleys alder, er han ikke?”

”Det vil jeg tro,” svarede fru Dursley spidst.

”Hvad er det nu, han hedder? Howard, eller sådan noget?”

”Nej, Harry. Et ganske rædsomt og simpelt navn, hvis du spørger mig.”

”Ja, ingen tvivl om det,” sagde hr. Dursley med hjertet synkende i livet. ”Jeg er fuldkommen enig.”

Han berørte ikke emnet mere den aften, og de gik op i seng. Mens fru Dursley var ude på badeværelset, listede hr. Dursley hen til soveværelsets vindue og kiggede ud i forhaven.

Katten var der stadig. Den stirrede ned ad Ligustervænget, som om den holdt øje med noget.

Var det hans fantasi, der spillede ham et puds? Hvordan kunne alt dette have nogen forbindelse til Potter-familien? Hvis det kom ud … hvis det blev opdaget, at de var i familie med sådan nogle – åh nej, han kunne slet ikke holde ud at tænke på det.

Ægteparret Dursley gik i seng. Fru Dursley faldt hurtigt i søvn, mens hr. Dursley lå vågen og spekulerede som en gal. Hans sidste trøstende tanke, før han faldt i søvn, var, at selvom familien Potter var involveret, behøvede de jo ikke at belemre ham og fru Dursley med det. Potter-familien vidste udmærket godt, hvad Petunia og han mente om dem og deres slags … Han kunne faktisk slet ikke se, hvordan Petunia og han kunne blive blandet ind i, hvad der end foregik. Han gabte og vendte sig om på siden – det kom ikke dem ved …

Men der tog han meget fejl.

Hr. Dursley var døset hen i en urolig søvn, men katten udenfor på havemuren viste ingen tegn på træthed. Den sad stille som en statue med øjne, der uden at blinke var rettet mod svinget for enden af Ligustervænget. En bildør smækkede pludselig, men katten fortrak ikke en mine. Den lod sig heller ikke mærke med, at to ugler fløj tæt hen over hovedet på den. Faktisk var det næsten midnat, før den bevægede en muskel.

En mand kom gående nede i svinget, som katten så tålmodigt havde holdt øje på. Han kom så pludseligt til syne, at det nærmest virkede, som om han var sprunget ud af den blå luft. Kattens hale begyndte at piske, og dens øjne blev til smalle sprækker.

En mand af denne støbning var aldrig før blevet set på Ligustervænget. Han var høj, tynd og meget gammel, hvis man skulle sømme efter den sølvgrå farve på hans hår og skæg: begge dele var så langt, at det nåede ned til hans bælte. Han var i lange gevandter, en violet kappe, der slæbte hen ad jorden, og højhælede støvler med spænder. Hans blå øjne var lyse og strålende bag halvbrillerne, der sad på den lange høgenæse, som så ud til at have været brækket mindst et par gange. Mandens navn var Albus Dumbledore.

Albus Dumbledore så ikke ud til at være klar over, at han færdedes i et kvarter, hvor mænd af hans slags var særdeles uvelkomne. Alt ved ham var forkert ifølge det uskrevne reglement – lige fra hans navn til de højhælede støvler med spænder. Men Albus Dumbledore var optaget af alt andet end sin persons anseelse. Han rodede efter et eller andet i sin kappes lommer, men samtidig lod han dog til at være klar over, at han blev betragtet. Han løftede hovedet med et sæt og så direkte på katten, som stadig holdt øje med ham fra gadens anden ende. Af en eller anden grund lod synet af katten til at more ham. Han kluklo og mumlede: ”Det burde jeg have sagt mig selv.”

Endelig fandt han, hvad han ledte efter i en af lommerne. Det lignede en slags lighter af sølv. Han hævede den op i luften og klikkede på den. Den nærmeste gadelygte gik ud med et lille knald. Han klikkede igen – den næste lygte gik ud, og det blev mørkt omkring den.

Ikke mindre end tolv gange klikkede han på Slukkeren, indtil det eneste lys i hele gaden var to bittesmå prikker et stykke derfra. Det var kattens øjne, der stadig vogtede på ham.

Hvis nogen kiggede ud af deres vindue i dette øjeblik, ville selv en så trænet iagttager som fru Dursley ikke være i stand til at se noget som helst nede på fortovet.

Dumbledore puttede Slukkeren tilbage i lommen og begyndte at gå videre hen ad gaden mod nummer fire. Da han nåede frem, satte han sig ned på havemuren ved siden af katten.

Han kiggede ikke på den, men efter et øjeblik begyndte han at tale til den.

”Hvor morsomt at træffe Dem her, professor McGonagall.”

Han vendte sig om for at smile til katten, men den var forsvundet. I stedet sad han og smilede til en temmelig stramtandet dame med firkantede brilleglas af nøjagtig samme form som den forsvundne kats markeringer omkring øjnene. Hun var også klædt i en kappe, en smaragdgrøn en. Hendes sorte hår var samlet i en knude i nakken, og hun så temmelig forbløffet ud.

”Hvordan kunne du vide, at det var mig?” spurgte hun.

”Min kære professor, jeg har aldrig set en kat sidde så stift og ubevægeligt.”

”Du ville også føle dig en smule stiv i lemmerne, hvis du havde siddet på en havemur hele dagen,” svarede professor McGonagall.

”Hele dagen? Når du kunne have fejret og festet? Jeg tror, jeg passerede mindst et dusin fester på vej hertil.”

Professor McGonagall gjorde en vred grimasse.

”Åh, ja, alle fester jo af hjertens lyst,” sagde hun utålmodigt. ”Man skulle ellers tro, at de ville være en smule forsigtige; men nej – selv Mugglerne har opdaget, at der er noget i gære. De havde det med i nyhedsudsendelserne.” Hun slog med hovedet i retning af Dursley-familiens mørke stuevindue. ”Jeg hørte det hele. Flokke af forvirrede ugler … stjerneskud … tja, de er jo ikke helt tabt bag af en vogn. Det kunne ikke undgås, at de ville lægge mærke til noget. Stjerneskud helt oppe i Kent – jeg tør vædde på, at det var Dedalus Diggle. Han har aldrig været for kløgtig.”

”Du kan da ikke bebrejde dem noget,” sagde Dumbledore venligt. ”Vi har haft så lidt at glæde os over i de sidste elleve år.”

”Det ved jeg godt,” sagde professor McGonagall irriteret. ”Men der er ingen grund til helt at miste jordforbindelsen. Folk er jo direkte uforsigtige. De render omkring i gaderne ved højlys dag, og de er ikke engang klædt som Mugglerne. Det bliver der lagt mærke til.”

Hun kastede et skarpt blik over på Dumbledore, som om hun ventede på, at han skulle fortælle hende noget, men han tav. Så fortsatte hun: ”Det kunne have været kønt, hvis Mugglerne opdagede alt om os på selv samme dag, som Du-ved-hvem endelig synes at være forsvundet. Han er da virkelig borte, er han ikke, Dumbledore?”

”Det lader i hvert fald til det,” sagde Dumbledore. ”Vi har meget at være taknemmelige for. Har du lyst til noget citronsorbet?”

”Til hvad?”

”Citronsorbet. Det er en Muggler-dessert, som jeg er blevet meget forfalden til.”

”Nej, tak,” sagde professor McGonagall køligt. Hun mente ikke, at tiden var inde til at nyde citronsorbet. ”Som jeg sagde, selvom Du-ved-hvem virkelig er borte …”

”Min kære professor. Et fornuftigt menneske som du burde virkelig være i stand til at kalde ham ved hans rette navn. Hvad skal vi med alt det Du-ved-hvem-nonsens. I elleve år har jeg forsøgt at overtale folk til at sige hans navn, som det er: Voldemort.”

Det gav et sæt i professor McGonagall, men Dumbledore var travlt optaget af at åbne et bæger citronsorbet og lagde ikke mærke til hendes reaktion. ”Det er så forvirrende, at vi bliver ved med at kalde ham Du-ved-hvem. Jeg kan ikke se, hvorfor det er så farligt at nævne Voldemorts navn.”

”Det ved jeg, at du ikke kan,” sagde professor McGonagall og lød halt fortvivlet og halvt beundrende. ”Men du er også anderledes. Alle ved, at du er den eneste, som Du-ved – åh, så lade gå da – Voldemort nogensinde har frygtet.”

”Du smigrer mig,” sagde Dumbledore roligt. ”Voldemort er i besiddelse af kræfter, jeg aldrig nogensinde vil få.”

”Kun fordi du er for hæderlig til at gøre brug af dem.”

”Jeg er glad for, at her er så mørkt. Jeg har ikke rødmet sådan, siden madam Pomfrey betroede mig, at hun godt kunne lide mine nye ørevarmere.”

Professor McGonagall skævede til Dumbledore og sagde, ”Uglerne er intet i sammenligning med de rygter, som svirrer omkring. Ved du, hvad alle går og siger? Om, hvorfor han er forsvundet? Om, hvad der endelig standsede ham?”

Det lod til, at hun endelig var nået frem til det, der lå hende mest på sinde; den egentlige årsag til, at hun havde siddet på en kold, hård havemur og ventet hele dagen. Hendes blik var pludselig skarpt og gennemtrængende som nogen kats. Hun ville åbenbart ikke lade sig nøje med svirrende rygter og havde ikke tænkt sig at tage stilling til, hvad der blev sagt, før Dumbledore havde fortalt hende sandheden. Men Dumbledore, igen optaget af at spise citronsorbet, svarede ikke.

”De siger,” fortsatte hun ufortrødent, ”at Voldemort i går aftes viste sig i Godric-dalen for at finde Potter-familien. Rygtet vil vide, at Lily og James Potter er … er døde.”

Dumbledore bøjede sit hoved. Professor McGonagall gispede.

”Lily og James … det kan ikke være sandt … jeg ønskede ikke at tro på det … åh, Albus …”

Dumbledore rakte ud og klappede hende på skulderen. ”Jeg forstår det godt … jeg forstår det kun alt for godt …” sagde han tungt.

Professor McGonagalls stemme sitrede, idet hun fortsatte: ”Men det er ikke alt, hvad der siges. Man påstår, at han har forsøgt at dræbe deres søn, Harry. Men han gjorde det ikke. Han kunne ikke få bugt med den lille dreng. Ingen ved, hvordan det gik til, men man siger også, at da han fejlede i forsøget på at dræbe Harry Potter, blev Voldemorts magt brudt. Det er grunden til, at han forsvandt.”

Dumbledore nikkede dystert.

”Er det … er det sandt?” stammede professor McGonagall. ”Efter alt, hvad han har gjort … alle de mennesker, han har slået ihjel … så kunne han ikke dræbe en lille dreng? Det er forbløffende. Tænk, at en lille dreng kunne standse ham. Men hvordan i alverden kunne Harry dog klare sig?”

”Det kan vi kun gisne om,” sagde Dumbledore. ”Måske får vi aldrig sandheden at vide.”

Professor McGonagall trak et kniplingslommetørklæde frem og duppede sig under øjnene.

Dumbledore snøftede voldsomt, idet han fremdrog et guldur fra sin lomme og nøje studerede det. Det var et meget mærkeligt ur; det havde tolv visere, men ingen tal. I stedet for tal var der små planeter, der bevægede sig rundt langs skivens kant. Øjensynligt kunne Dumbledore sagtens finde mening i, hvad urskiven viste, for han puttede uret tilbage i lommen og sagde, ”Hagrid er sent på den. Jeg går ud fra, at det var ham, der fortalte dig, at jeg ville være her, var det ikke?”

”Jo,” sagde Professor McGonagall. ”Men jeg regner ikke med, at du vil fortælle mig, hvorfor du befinder dig her af alle steder.”

”Jeg er kommet for at bringe Harry hjem til sin onkel og tante. De er hans sidste slægtninge nu.”

”Det kan du ikke mene. Ikke de mennesker, der bor her, vel?” udbrød professor McGonagall og sprang op, idet hun pegede på nummer fire. ”Dumbledore – det kan du ikke nænne! Jeg har holdt øje med dem hele dagen. Du kan ikke finde nogen mennesker, der ligner os mindre. Og de har denne her søn – jeg så ham sparke sin mor hele vejen op ad gaden, mens han skreg på slik. Skal Harry Potter virkelig udsættes for det?”

”Det er det bedste sted for ham lige nu,” sagde Dumbledore bestemt. ”Hans onkel og tante vil kunne forklare ham alting, når han bliver ældre. Jeg har skrevet et brev til dem.”

”Er brev?” sagde Professor McGonagall skeptisk og lænede sig tilbage mod havemuren.

”Hør nu her, Dumbledore. Tror du virkelig, at du er i stand til at forklare alt dette i et brev? De mennesker vil aldrig kunne forstå ham! Han bliver berømt en dag – en levende legende. Jeg ville ikke blive forbavset, hvis dagen i dag bliver udråbt til Harry Potter-dagen. Man vil skrive bøger om Harry. Alle børn i hele verden vil lære hans navn at kende!”

”Lige præcis,” sagde Dumbledore og kiggede meget alvorligt ud over sine halvbriller.

”Den slags er jo nok til at gøre enhver dreng helt forskruet. Bestemt, før han kan gå eller tale! Berømt for noget, han end ikke vil huske! Kan du ikke se, at det vil være bedre, hvis han vokser op et sted, hvor ingen kender ham, indtil han er gammel nok til at få historien fortalt?”

Professor McGonagall åbnede munden, som om hun ville sige noget, men tænkte sig om en ekstra gang, før hun talte. Så sagde hun, ”Ja, naturligvis. Du har ret. Men hvordan vil du få bragt drengen hertil, Dumbledore?” Hun stirrede undersøgende på hans kappe, som om hun mistænkte ham for at have drengen gemt et sted inde mellem folderne.

”Hagrid kommer med ham.”

”Tror du, det er … klogt at betro Hagrid sådan en vigtig opgave?”

”Jeg ville ikke tøve med at lægge mit liv i hænderne på Hagrid,” sagde Dumbledore.

”Jeg siger jo heller ikke, at hans hjerte ikke er på rette sted,” indvendte professor McGonagall stødt, ”men du må da indrømme, at han er lidt sløset. Han har en tendens til at – hør, hvad var det?”

En sagte rumlende lyd brød stilheden omkring dem. Den blev højere og højere, idet de kiggede op og ned ad gaden for at få øje på nogle forlygter. Lyden steg til en brølen, da de løftede blikket mod himlen og så en kæmpemæssig motorcykel komme til syne fra højderne og lande på fortovet ved siden af dem.

Hvis motorcyklen var enorm, var den alligevel intet i sammenligning med manden, der sad på den. Han var næsten dobbelt så høj som en normal mand og mindst fem gange så bred. Man skulle ganske enkelt mene, at han var større, end det burde være tilladt, og i tilgift lignede han også en vildmand med langt, viltert sort hår og et skæg, der næsten skjulte hele hans ansigt. Han havde hænder så store som skinker, og hans fødder, klædt i solide motorcykelstøvler, var på størrelse med små delfiner. I sine mægtige, muskuløse arme holdt han en bylt indsvøbt i tæpper.

”Hagrid,” sagde Dumbledore lettet. ”Endelig. Og sig mig, hvor fik du fat i den motorcykel?”

”Jeg lånte den, professor Dumbledore,” sagde kæmpen og steg forsigtigt af sit køretøj.

”Unge Sirius Black var så venlig at lade mig bruge den. Og jeg har Harry her, hr. professor.”

”Gik det hele glat?”

”Ja, hr. professor. Huset var næsten helt ødelagt, men jeg fik ham ud, før Mugglerne begyndte at myldre omkring os. Han faldt i søvn, da vi fløj over Bristol.”

Dumbledore og professor McGonagall bøjede sig frem for at se nærmere på bylten i Hagrids favn. En drengs lille ansigt kunne lige skimtes mellem tæpperne. Han sov fast.

Han havde kulsort hår, og på panden kunne de se et mærkeligt ar med en facon som et lyn, der slår ned.

”Er det der, hvor …?” hviskede professor McGonagall.

”Ja,” sagde Dumbledore. ”Han vil altid have det ar.”

”Kan du ikke gøre noget med det, Dumbledore?”

”Selv, hvis jeg kunne, ville jeg ikke gøre noget. Ar kan være ganske nyttige. Jeg har selv et over mit venstre knæ, og det er et komplet kort over Londons undergrundsbaner. Nå, giv ham bare til mig, Hagrid. Vi må hellere få det overstået.”

Dumbledore tog Harry i sine arme og vendte sig mod familien Dursleys hus.

”Må jeg – må jeg have lov til at sige farvel til ham, hr. professor?” spurgte Hagrid. Han bøjede sit store vildmandshoved ind over Harry og gav ham et rigtigt skægget smækkys. Så rettede han sig op og udstødte et hyl som en såret hund.

”Shhh!” sagde professor McGonagall vredt. ”Du vækker alle Mugglerne!”

”U-u-undskyld,” hulkede Hagrid og fandt et stort polkaprikket lommetørklæde frem, som han begravede sit ansigt i. ”Men jeg k-k-ka’ ikke holde det ud. Lily og James er døde – og stakkels lille Harry ska’ bo hos Mugglerne …”

”Ja, jeg ved det godt. Det er alt sammen meget trist, men tag dig sammen, Hagrid. Ellers kommer der nogen og opdager os,” hviskede professor McGonagall og klappede blidt Hagrid på armen, mens Dumbledore gik hen over græsplænen mod hoveddøren til nummer fire. Han lagde forsigtigt Harry ned ved dørtrinet, fandt et brev i lommen på sin kappe og stoppede det ind under Harrys tæpper. Så vendte han tilbage til de to andre. I et helt minut stod de alle tre og betragtede den lille bylt på dørtrinet; Hagrids skuldre rystede, professor McGonagall blinkede som en rasende med øjnene, og Dumbledores ellers så skarpe blik så ud til at være sløret.

”Tja,” sagde Dumbledore endelig, ”det var det. Vi bør ikke blive her længere. Vi kan vel lige så godt tage af sted og være med i festlighederne.”

”Jah,” sagde Hagrid med grødet stemme. ”Jeg vil i hvert fald bringe Sirius’ motorcykel tilbage til ham. G’nat, professor McGonagall og hr. professor Dumbledore.”

Hagrid svang sig op på motorcyklen og tørrede sine tårefyldte øjne i ærmet. Han sparkede motoren i gang og lod køretøjet accelerere brølende op mod nattehimlen.

”Vi ses vel snart, professor McGonagall,” sagde Dumbledore og nikkede til hende.

Professor McGonagall pudsede næse som svar.

Dumbledore vendte sig og begyndte at gå tilbage mod hjørnet af Ligustervænget, hvorfra han var kommet. Han standsede midt i svinget og tog Slukkeren frem. Han klikkede en enkelt gang, og alle tolv gadelygter tændtes med det samme og badede hele gaden i et orange lys. Nu kunne han tydeligt se den stribede kat forsvinde nede ved den anden ende af gaden. Han kunne også lige skimte bylten der lå på det øverste trappetrin foran nummer fires hoveddør.

”Held og lykke, Harry,” mumlede han. Han drejede om på hælen, svang sin kappe omkring sig og var borte.

En brise strøg gennem de nydeligt trimmede hække på Ligustervænget, som lå stille og velordnet under den kulsorte himmel: det sidste sted i verden, man ville forvente, at fantastiske ting skulle finde sted. Harry Potter vendte sig i sine tæpper uden at vågne. Han havde sin lille hånd lukket omkring brevet og sov trygt i komplet uvidenhed om, at han var noget ganske særligt, at han var berømt, og at han ville blive vækket af fru Dursleys skrig, når hun åbnede døren for at sætte mælkeflaskerne ud … ej heller vidste han, at han de følgende år skulle finde sig i at blive knebet og skubbet af sin fætter Dudley. Han kunne ikke vide, at i dette øjeblik samledes folk i hemmelighed over hele landet for med dæmpede stemmer at udbringe Harry Potters skål: ”Lad os tømme vores glas til ære for Harry Potter – drengen, der ikke kunne slås ihjel!”

2 – Glasruden, der forsvandt

Der var næsten gået ti år, siden familien Dursley var vågnet op og havde fundet deres nevø liggende udenfor på dørtrinet; men Ligustervænget havde såmænd ikke forandret sig stort.

Solen stod op og lyste over de samme veltrimmede haver og fik messingskiltet på døren i nummer fire til at stråle. Morgenlyset trængte ind i dagligstuen, der lignede sig selv fra den aften, hvor hr. Dursley havde siddet og set nyhederne, der fortalte om de mærkelige uglerapporter. Kun fotografierne på chatollet viste, at tiden var gået sin gang. For ti år siden havde der været adskillige billeder af noget, der lignede en stor, lyserød skumfidus iklædt forskellige kasketter og solhatte – men Dudley Dursley var ikke nogen baby længere, og nu var babybillederne suppleret med fotografier af en velvoksen, blond dreng på sin første tohjulede cykel, på karruseltur, i færd med at spille computer med sin far, i færd med at blive omfavnet og kysset af sin mor. Og der var ingen tegn på, at der boede endnu en dreng i huset.

Men Harry Potter var der altså også endnu. I øjeblikket lå han og sov, men ikke så længe endnu. Hans tante Petunia var vågen, og hendes skingre stemme var morgenens første forstyrrende lyd.

”Op! Kan du så komme op! Nu!”

Harry vågnede med et spjæt. Hans tante bankede igen på døren.

”Så er det op!” skingrede hun. Harry kunne høre hende gå ud til køkkenet, og derefter hørtes den hvislende lyd af stegepanden på komfuret. Han rullede om på ryggen og forsøgte at huske den drøm, han havde haft. Det havde været en af de gode. Noget med en flyvende motorcykel. Han syntes, at han havde drømt den mange gange før.

Nu stod hans tante igen uden for døren.

”Er du stået op?” spurgte hun.

”Ja, jeg er næsten klar,” svarede Harry.

”Nå, men se så at få lidt fart på. Jeg har bacon på panden, og du må lige holde øje med det for mig. Og du passer på, at den ikke brænder på, hører du? Alt skal være perfekt og i skønneste orden her på Dudleys fødselsdag.”

Harry stønnede.

”Hvad sagde du?” sagde hans tante vredt gennem døren.

”Ingenting, ingenting …”

Dudleys fødselsdag – hvordan kunne han dog glemme det? Harry stod langsomt ud af sengen og begyndte at lede efter sine sokker. Han fandt et par under sengen og tog dem på efter at have fjernet en edderkop, der sad fast i den ene. Harry var vant til edderkopper, for pulterrummet under trappen vrimlede med dem, og det var her, han sov.

Da han var kommet i tøjet, gik han hen ad gangen mod køkkenet. Spisebordet var nærmest forsvundet under alle Dudleys fødselsdagsgaver. Det så ud til, at Dudley fik den nye computer, han havde ønsket sig samt et nyt tv-apparat og ikke at forglemme en ny racercykel. Hvorfor Dudley havde ønsket sig en racercykel, forblev en gåde for Harry.

Dudley var tyk og fed, og han kunne ikke fordrage motion – undtagen, når han havde fornøjelsen af at skubbe og slå til nogen. Harry tjente som Dudleys boksebold, når han altså blev fanget. Selvom det ikke direkte kunne ses på Harry, var han god til at løbe hurtigt.

Måske havde det noget at gøre med, at han boede i et mørkt pulterrum, men Harry havde altid været lille af vækst. Han så endda endnu mindre og tyndere ud, end han egentlig var, fordi han altid måtte gå med Dudleys aflagte tøj. Dudley var omtrent fire gange større end sin fætter. Harry havde et smalt ansigt, sort hår og strålende grønne øjne.

Desuden havde han knoklede knæ. Han bar runde briller, der blev holdt sammen med hæfteplaster på grund af alle de gange, Dudley havde givet ham en på tuden. Det eneste, Harry rigtig syntes om ved sig selv, var et meget tyndt ar på panden; det havde facon som et lyn, der slår ned. Han havde haft det, så længe han kunne huske; og det første spørgsmål, han nogensinde stillede sin tante Petunia, var, hvordan han havde fået det.

”Ved bilulykken, hvor dine forældre døde,” svarede hun. ”Og lad så være med at stille den slags spørgsmål.”

Lad være med at stille den slags spørgsmål – det var regel nummer et i familien Dursleys stilfærdige liv.

Onkel Vernon kom ud i køkkenet, idet Harry var ved at vende bacon på panden.

”Se at få redt dit hår!” skændte han som morgenhilsen.

Omkring en gang ugentligt kiggede onkel Vernon frem fra sin avis og brølede, at Harry skulle se at komme til frisøren og blive klippet. Harry blev klippet meget oftere end nogen anden dreng i sin klasse, men lige meget hjalp det; Hans hår voksede simpelthen bare vildt og hurtigt.

Harry var ved at spejle æg, da Dudley kom ud i køkkenet sammen med sin mor. Dudley lignede onkel Vernon en hel del. Han havde et bredt, lyserødt ansigt, næsten ingen hals, små, vandblå øjne og kraftigt lyst hår, der var redt glat hen over hans tykke, runde hoved.

Tante Petunia sagde ofte, at Dudley lignede en af Rafaels engle. Harry syntes nu, at Dudley nærmest lignede en gris med paryk.

Harry satte tallerkenerne med bacon og spejlæg på bordet. Det var ikke så let, for der lå som sagt gaver over det hele. Dudley havde travlt med at tælle dem, og hans ansigtsudtryk blev langsomt formørket.

”Seksogtredive,” sagde han og kiggede anklagende på sine forældre. ”Det er to færre end sidste år.”

”Kæreste skat, du har ikke talt tante Marthas gave med. Se, den ligger her under den store pakke fra mor og far.”

”Lad gå, syvogtredive da,” sagde Dudley, der var ved at blive meget rød i ansigtet. Harry kunne tydeligt se, at et af de berømte Dudley-anfald var på vej og begyndte hurtigt at sluge sin mad for det tilfælde, at Dudley ville vælte bordet.

Tante Petunia kunne tydeligvis også fornemme den overhægende fare, for hun skyndte sig at sige: ”Og vi har tænkt os at købe dig to gaver mere, når vi skal ud i byen i dag. Hvad synes du om det, basse? To gaver mere. Er det så i orden?”

Dudley tænkte sig om et øjeblik. Det så ud til at volde ham store kvaler. Endelig sagde han langsomt, ”Så har jeg altså flere end syvogtredive, øh, lad mig se, det bliver …”

”Niogtredive, pusling,” sagde tante Petunia.

”Åh.” Dudley satte sig tungt ned og ragede den nærmeste pakke til sig. ”Så er det i orden.”

Onkel Vernon klukkede fornøjet.

”Den lille bandit skal nok sørge for at få, hvad han har krav på. Præcis som sin far. Du er en god dreng, Dudley!” Han ruskede venskabeligt Dudley i håret.

I samme øjeblik ringede telefonen, og tante Petunia rejste sig for at tage den, mens Harry og onkel Vernon så på, at Dudley pakkede gaverne ud: Både racercyklen, videokameraet, det fjernstyrede modelfly, de seksten computerspil og alt det andet. Han flåede papiret af æsken med et guldarmbåndsur, da tante Petunia kom tilbage fra telefonsamtalen. Hun så både vred og oprevet ud.

”Dårlige nyheder, Vernon,” sagde hun. ”Fru Figg har brækket sit ben. Hun kan ikke tage ham.” Hun gjorde tegn i retning af Harry.

Dudley åbnede munden i fortrydelse, men Harry blev helt let om hjertet. Hvert år på Dudleys fødselsdag plejede hans forældre at tage ham og en ven med ud på en dagsudflugt.

De besøgte både forlystelsesparker, hamburgerrestauranter og gik i biografen. Hvert eneste år blev Harry efterladt hos fru Figg, en skør gammel dame, der boede et par gader derfra. Harry kunne ikke fordrage at være der. Hele huset lugtede fælt af kogt kål, og fru Figg tvang ham til at se på de fotografier, hun havde af alle sine katte.

”Hvad gør vi så?” sagde tante Petunia og så strengt på Harry, som om han havde planlagt, at det skulle ske. Harry vidste, at han burde være ked af det på fru Figgs vegne; men det var ikke nogen let sag, når det brækkede ben nu var årsag til, at han kunne vente et helt år med at skulle kigge på billeder af Tibby, Snehvide, hr. Poteprins og Pjuske.

”Vi kunne måske ringe til Martha,” foreslog onkel Vernon tøvende.

”Sikke dog en tåbelig tanke. Hun kan jo ikke fordrage drengen.”

I Dursley-familien talte man ofte om Harry, som om han slet ikke var til stede – eller nærmere, som om han var et laverestående væsen, der ikke kunne forstå, hvad de sagde; en snegl eller sådan noget.

”Hvad så med, hvad-er-det-nu-hun-hedder, din veninde – Yvonne?”

”Hun er taget til Mallorca,” vrissede tante Petunia.

”Jeg kan da sagtens være alene hjemme. Tag I bare af sted,” sagde Harry håbefuldt (så kunne han nemlig få en chance for at se, hvad han ville på tv eller måske prøve Dudleys computer).

Tante Petunia så ud, som om hun lige havde slugt en hel citron.

”Og finde huset i ruiner, når vi kommer tilbage,” snerrede hun.

”Jeg kunne da ikke drømme om at sprænge huset i luften,” indvendte Harry, men ingen tog sig af ham.

”Måske kunne vi tage ham med ud til Zoo,” sagde tante Petunia langsomt, ”og lade ham blive ude i bilen …”

”Den bil er helt ny. Han skal ikke have lov til at sidde i den uden opsyn!”

Dudley begyndte at græde højlydt. Det vil sige, han græd kun krokodilletårer; det var mange år siden, han havde grædt for alvor, men han vidste, at hans mor ville give ham alt, hvad han bad om, hvis han vrængede ansigt og hylede.

”Pussenussebasse, du må ikke græde. Mor vil ikke lade den grimme knægt ødelægge din fødselsdag!” råbte hun bestyrtet og slog armene omkring ham.

”Jeg … vil ik-hikke have, a-at h-h-han kommer me-ed!” hylede Dudley mellem sine falske hulk. ”Han ø-ødelæ-æ-ægger alti-ing!” Han lavede en modbydelig skadefro grimasse mod Harry, uden at nogen så det.

Nu ringede det på døren. ”Åh, du godeste. Nu er de her!” udbrød tante Petunia hektisk.

Og ganske rigtigt. Et øjeblik senere stod Dudleys bedste ven, Perry Polkiss, i køkkenet sammen med sin mor. Perry var en mager dreng med et ansigt som en rottes. Han var som regel den, der holdt smådrengenes arme i et fast greb bag ryggen, mens Dudley tævede løs på dem. Dudley holdt øjeblikkelig op med at græde krokodilletårer.

En halv time senere sad Harry, der næsten ikke fattede sit held, på bagsædet af familien Dursleys bil på vej til Zoo for første gang i sit liv. Hans onkel og tante havde ikke været i stand til at finde på en bedre løsning, men før de tog af sted, trak onkel Vernon Harry til side.

”Jeg advarer dig,” sagde han og stak sit store, røde ansigt helt hen til Harrys, ”jeg advarer dig på forhånd, knægt. Hvis du laver narrestreger, selv de mindste bagateller, vil du komme til at tilbringe al din tid i pulterkammeret fra nu af og til jul.”

”Jeg gør slet ikke noget,” sagde Harry, ”helt ærligt …”

Men onkel Vernon lod ikke til at tro meget på, hvad Harry sagde. Der var der aldrig nogen, der gjorde.

Problemet var, at mærkelige hændelser ofte fandt sted omkring Harry, og det nyttede ikke noget at fortælle familien Dursley, at han ikke var skyld i dem.

Engang var tante Petunia blevet træt af, at Harry altid kom hjem fra frisøren, uden at man kunne se den mindste forandring med hans viltre hår. Hun tog køkkensaksen og klippede hans hår så kort, at han næsten blev skaldet med undtagelse af en tot pandehår, som hun lod være for at skjule det skrækkelige ar. Dudley havde moret sig strålende over sin fætters ydmygelse, mens Harry selv måtte ligge søvnløs hele natten af skræk for, hvad de andre i skolen mon ville sige, når de så hm. Han var i forvejen til grin på grund af sit alt for store tøj og hæfteplasteret på brillerne. Men da han vågnede næste morgen og så sig i spejlet, var det viltre, lange hår vokset ud igen. Han så ud præcis, som han havde gjort, før tante Petunia havde taget ham under behandling med køkkensaksen. Det havde kostet ham en uges indespærring i pulterrummet, selvom han forsøgte at forklare, at han slet ikke kunne gøre for, at håret var groet så hurtigt.

En anden havde tante Petunia forsøgt at tvinge ham til at tage en umådelig grim sweater på (Dudleys aflagte brune med store orange prikker). Jo mere indædt hun prøvede at få den ned over hovedet på Harry, jo mindre syntes sweateren at blive. Til sidst var den krøbet så meget, at den lignede en dukkesweater. Så måtte selv tante Petunia indrømme, at det var nytteløst at tvinge den på Harry. Til sin store lettelse blev Harry ikke straffet ved den lejlighed.

Til gengæld fik han en forfærdelig ballade, da han en dag blev opdaget på skolekøkkenets tag. Dudleys bande havde som sædvanligt jaget ham, da han, ikke mindst til sin egen store forbløffelse, pludselig befandt sig ved siden af skorstenen på taget. Hr. og fru Dursley havde modtaget et irettesættende brev fra skolens inspektør, der informerede dem om, at Harry havde klatret rundt på skolens tag.

Men han havde jo bare prøvet at undslippe forfølgerne (som han råbte til onkel Vernon gennem pulterrummets lukkede og låste dør) ved at springe om bag de store affaldsspande uden for skolekøkkenets dør. Harry kunne ikke finde anden forklaring, end at et vindstød måtte have løftet ham op, idet han sprang.

Men i dag skulle intet gå galt. Det var trods alt til at holde ud at skulle tilbringe dagen sammen med Dudley og Perry, når man blev fri for at opholde sig på skolen, i pulterrummet eller i fru Figgs kålhørmende dagligstue.

Onkel Vernon brokkede sig til tante Petunia, mens han kørte. Han nød at brokke sig over alt muligt; medarbejderne på drilborfabrikken, Harry, regeringen, Harry, banken og Harry var hans yndlingsemner. Denne morgen var det dog motorcykler.

”… kommer larmende som vanvittige, disse unge bøller,” sagde han, idet en motorcykel overhalede dem.

”Jeg har haft en drøm om en motorcykel,” sagde Harry, der kom i tanke om sin tilbagevendende drøm. ”Den kunne flyve.”

Onkel Vernon var ved at støde sammen med den forankørende bil. Han vendte sig halvt i sædet og brølede med et fjæs som en gigantisk rødbede med overskæg: ”MOTORCYKLER KAN IKKE FLYVE!”

Dudley og Perry fnisede.

”Det ved jeg da godt,” sagde Harry. ”Det var jo kun en drøm.”

Men han fortrød, at han havde åbnet munden. Hvis der var noget, man ikke brød sig om i familien Dursley, så var det, når Harry talte om uregelmæssigheder, som for eksempel flyvende motorcykler, uanset om han bare fortalte om en drøm eller om en tegnfilm. Det var langt værre, end når han stillede spørgsmål om alt muligt. Hans onkel og tante mente, at han havde hovedet fuldt af farlige tanker.

Det var en dejlig solskinslørdag, og det myldrede med familier i Zoo. Hr. og fru Dursley købte et par store chokoladeis til Dudley og Perry ved indgangen. Den smilende isdame spurgte også Harry, hvad han kunne tænke sig. Eftersom hans onkel og tante ikke havde nået at skubbe ham væk fra isboden, blev de nødt til at købe ham en is. Det blev til den billigste sodavandsis, boden kunne byde på. Men den var nu alligevel ikke så ringe, tænkte Harry og slikkede på den, idet han holdt øje med en gorilla, der kløede sig oven på hovedet.

Han syntes, den mindede temmelig meget om Dudley, når man så bort fra Dudleys blonde hår.

Harry havde den bedste formiddag, han havde haft i lang tid. Han holdt omhyggeligt en passende afstand til de andre, så Dudley og Perry, der så ud til, at de var begyndt at kede sig, ikke skulle finde på at genoptage deres yndlingsleg, som gik ud på at jage og plage Harry. De spiste frokost i havens restaurant, og da Dudley fik et anfald, fordi hans portion pølser og kartoffelsalat ikke var stor nok, fik Harry lov til at spise resterne, mens onkel Vernon købte Dudley en større portion.

Harry tænkte bagefter på, at han burde have forudset, at det gik alt for godt til at være sandt.

Efter frokost gik de ind i den bygning, hvor der var krybdyr. Der var køligt og mørkt derinde; og glasterrarier med lys i hele vejen langs væggene. Bag glasset kunne man se alle mulige firben og slanger, som kravlede og snoede sig over små grene og sten. Dudley og Perry ville gerne se de store, giftige brilleslanger og de stærke tykke pytonslanger. Dudley fandt hurtigt frem til den største slange i hele huset. Den kunne have snoet sin krop to gange rundt om onkel Vernons bil og mast den så flad, at den kunne ligge i en affaldsspand – men lige i øjeblikket så den ikke ud til at være i humør til den slags. Faktisk lå den og sov.

Dudley stod og pressede sin næse op mod glasset og stirrede på de glinsende brune slangeskæl.

”Få den til at bevæge sig,” klynkede han til sin far. Onkel Vernon bankede på glasset, men slangen rørte ikke det mindste på sig.

”Gør det igen,” beordrede Dudley. Onkel Vernon bankede lidt hårdere med knoerne på glasset, men slangen slumrede uforstyrret videre.

”Hvor er her kedeligt,” klagede Dudley og kig videre.

Harry stillede sig hen foran glasset og kiggede nøje på slangen. Det skulle ikke undre ham, om slangen ligefrem var faldet død om af kedsomhed. Den havde ikke noget selskab undtagen af tåbelige mennesker, der trommede med fingrene på glasset og forstyrrede den hele dagen. Det måtte være langt værre end at skulle bo i et pulterrum. I pulterrummet var der trods alt kun tante Petunias hamren på døren, der kunne forstyrre; og han havde i det mindste lov til at bevæge sig omkring i resten af livet.

Slangen åbnede pludselig sine sorte perleøjne. Langsomt, ganske langsomt, løftede den hovedet, indtil dens øjne var på niveau med Harrys.

Den blinkede til ham.

Harry stirrede. Så kiggede han sig omkring for at se, om der var nogen, der holdt øje med ham. Det var der ikke. Han så tilbage på slangen og blinkede tilbage til den.

Slangen gjorde et kast med hovedet i retning af onkel Vernon og Dudley, hvorefter den vendte øjnene mod loftet i en meget sigende attitude. Den lod til at fortælle Harry, at den var meget træt af deres opførsel.

”Jeg kender det,” mumlede Harry gennem glasset, selvom han ikke var sikker på, at slangen kunne høre ham. ”Jeg kan godt forstå, at du synes, det er irriterende.”

Slangen nikkede ivrigt.

”Hvor kommer du egentlig fra?” spurgte Harry.

Slangen pegede med halen i retning af det lille skilt uden på glasset. Harry læste, hvad der stod.

Boa Constrictor, Brasilien.

”Er der rart i Brasilien?”

Boaen pegede igen på skiltet, og Harry læste videre: Dette eksemplar er avlet i Zoo. ”Åh, på den måde. Du har aldrig været i Brasilien?”

Idet slangen rystede på hovedet, lød der et øredøvende brøl bag Harry. Det gav et sæt i både slangen og Harry: ”DUDLEY! HR. DURSLEY! KOM OG SE PÅ SLANGEN HER! KOM OG SE, HVAD DEN GØR!”

Dudley kom vraltende hen mod dem, så hurtigt han kunne.

”Flyt dig,” sagde han og gav Harry et stød i ribbenene. Harry blev så overrasket, at han faldt direkte ned på det hårde betongulv. De efterfølgende hændelser skete så hurtigt, at ingen rigtigt så, hvad der egentlig foregik. I det ene øjeblik stod Perry og Dudley og lænede sig op mod glasset, og i det næste øjeblik sprang de tilbage under høje rædselsskrig.

Harry satte sig gispende op, glasruden fra boaens terrarium var forsvundet. Der var intet glas, som adskilte slangen fra den øvrige verden. Den store boa snoede sig lynhurtigt ud på gulvet, mens de besøgende i slangehuset gik i panik og myldrede mod udgangene.

Idet slangen hurtigt gled forbi ham, kunne Harry have svoret på, at han hørte en lavmælt, læspende stemme sige: ”Brasssilien, jeg er på vej … Tak sssskal du ha’, amigo.”

Dyrepasseren i slangehuset var lammet af chok.

”Men glasset,” gentog han den ene gang efter den anden, ”hvor blev glasset dog af?”

Selve direktøren for Zoo bød tante Petunia på en kop dampende sød te, mens han undskyldte igen og igen. Perry og Dudley plaprede usammenhængende og forvirret i munden på hinanden. Så vidt Harry havde set, havde slangen ikke gjort andet end at snappe legesygt efter deres ankler, idet den passerede; men da de alle var på vej hjem i onkel Vernons bil, var historien en ganske anden: Slangen havde været lige ved at bide hele Dudleys ene ben af, mens Perry svor på, at den havde forsøgt at kvæle ham til døde. Men det værste af det hele var, at Perry pludselig blev rolig nok til at sige: ”Harry stod og talte til den, gjorde du ikke, Harry?”

Onkel Vernon ventede, til Perry var vel ude af huset, før han kastede sig over Harry.

Han var så rasende, at han næsten ikke kunne få et ord frem. Det lykkedes ham lige at sige:

”Gå – pulterrummet – bliv der – ingen middagsmad,” før han faldt sammen i en stol, og tante Petunia i hast måtte hente ham en stor cognac.

Da Harry meget senere lå alene i sit mørke pulterrum, ønskede han inderligt, at han havde haft et ur. Han vidste ikke, hvad klokken var, og han kunne derfor ikke være sikker på, at de andre i huset sov. Før turde han nemlig ikke snige sig ud i køkkenet for at få noget mad.

Han havde boet hos familien Dursley i næsten ti år, ti rædsomme, elendige år. Det var så længe, han kunne huske; han havde været her lige fra spæd, da hans forældre omkom i en bilulykke. Han huskede ikke noget om at have været i bilen, da hans forældre døde.

Somme tider anstrengte han sin hukommelse til det yderste, når han tilbragte sine lange, ensomme timer i pulterrummet; og det resulterede i nogle mærkelige erindringsglimt: Et blændende grønt lyn og en brændende smerte i panden. Det måtte være ulykken, tænkte han, selvom det nok var en smule svært at forklare, hvor alt det grønne lys skulle være kommet fra. Han havde slet ingen erindring om sine forældre. Hans onkel og tante talte aldrig om dem, og det var blevet Harry forbudt at bringe emnet på bane. Der fandtes ingen fotografier af dem i huset.

Da han var yngre, havde Harry drømt og drømt om, at en eller anden ukendt slægtning ville komme og tage ham med sig, men det skete aldrig. Dursley-familien var virkelig hans eneste slægtninge. Men alligevel havde han en fornemmelse af, at fremmede mennesker på gaden somme tider genkendte ham et eller andet sted fra. Og det var altid nogle mærkværdige mennesker, der syntes at kende ham: En lillebitte mand med en høj violet hat havde engang bukket let for ham, da han var ude på indkøb med tante Petunia og Dudley. Efter rasende at have spurgt Harry, om han kendte manden, havde tante Petunia slæbt dem med ud af butikken uden at give sig tid til at købe noget som helst. En hekseagtig gammel kone, klædt i grønt fra top til tå, havde ved en anden lejlighed vinket muntert til ham, da han steg på en bus. En skaldet mand i en meget lang, rød frakke var kommet hen til ham og havde givet ham hånden, hvorefter han var gået sin vej uden et ord.

Det mærkeligste ved alle disse mærkelige mennesker var dog, at de tilsyneladende forsvandt i den blå luft, hver gang Harry forsøgte at løbe efter dem for at lære dem bedre at kende.

I skolen var der ingen, Harry kunne betro sig til eller være venner med. Alle vidste, at Dudley-banden hadede den sære Harry Potter med det alt for store, aflagte tøj og ituslåede briller. Og ingen skulle nyde noget af at lægge sig ud med Dudleys bande.

3 – De Mystiske Breve

Den undslupne Boa Constrictor kostede Harry den længste straf nogensinde. Da han endelig fik lov til at komme ud af pulterrummet, var sommerferien begyndt, og Dudley havde allerede ødelagt sit videokamera, smadret sit fjernstyrede modelfly og havde, på sin første tur på racercyklen, kørt gamle fru Figg ned, idet hun krydsede Ligustervænget på sine krykker.

Harry var glad for, at skolen var forbi for i år, men han kunne desværre ikke holde sig fri af Dudleys bande, som kom på besøg hver eneste dag. Perry, Dennis, Malcolm og Gordon var alle kæmpestore og umådelig dumme, men eftersom Dudley var den største og den dummeste af dem alle, var han selvfølgelig deres leder. Og de var alle mægtige tilfredse med at deltage i Dudleys yndlingshobby: Harry-jagt.

Det var grunden til, at Harry tilbragte det meste af sin tid langt væk fra Dursley-huset.

Han vandrede omkring på sine lange ture og spekulerede over, hvad der skulle ske efter sommerferien. Han nærede et spinkelt håb for fremtiden, for til september skulle både han og Dudley skifte skole: Dudley skulle begynde på onkel Vernons gamle privatskole, Smeltings, hvor Perry Polkins også skulle gå. Harry skulle derimod starte på Stonewall High, den lokale kommuneskole. Det syntes Dudley var meget morsomt.

”Første dag efter sommerferien tvinger man de nye elever på Stonewall ud på toiletterne og stopper deres hoveder ned i wc-kummen,” betroede han Harry. ”Har du ikke lyst til at komme med ovenpå og øve dig?”

”Nej, tak,” sagde Harry. ”Det stakkels toilet har aldrig prøvet at få noget så ulækkert som dit hoved ned i kummen – vi risikerer bare at ødelægge det.” Så løb han, så hurtigt han kunne, før Dudley nåede at fatte fornærmelsen.

En dag i juli tog tante Petunia Dudley med til London for at købe hans skoleuniform til Smeltings. Harry blev efterladt hos fru Figg. Det var ikke så slemt, som det plejede at være, for den gamle dame var faldet over en af sine katte og havde igen brækket benet. Det betød, at hun ikke var så begejstret for kattene, som hun plejede at være. Hun lod Harry se tv og bød ham på chokoladekage, der smagte, som om hun havde haft den liggende i temmelig lang tid.

Den aften spankulerede Dudley omkring i sin splinternye skoleuniform. Smeltings-drenge var klædt i rødbrune jakker, orange knæbukser og flade stråhatte, der blev kaldt bådsmandshatte. De var også forsynet med skolestokke, der til forveksling lignede knortekæppe, som de brugte til at slå hinanden med, når læreren ikke så det. Det blev anset for at være en god træning til livets senere udfordringer.

Onkel Vernon betragtede Dudley med begejstring i blikket og erklærede med grødet stemme, at det var det stolteste øjeblik i hele hans liv. Tante Petunia brød ud i tårer og sagde, at hun næsten ikke kunne fatte, at hendes eget Dudleypyllebarn nu var blevet en så flot ung mand. Harry turde ikke sige et ord. Han følte det, som om han allerede havde knækket et par ribben i sine anstrengelser for ikke at komme til at grine.

Næste morgen, da Harry kom ud i køkkenet, blev han mødt af en forfærdelig stank. Det virkede, som om det kom fra en stor metalbeholder, der var sat op i køkkenvasken. Han gik over for at se, hvad det dog var. Beholderen var fuld af noget, der lignede beskidte klude, som flød rundt i gråt vand.

”Hvad er det?” spurgte han tante Petunia.

Hendes læber snerpede sig sammen, som de altid gjorde, når han dristede sig til at stille et spørgsmål.

”Din nye skoleuniform,” svarede hun.

Harry kiggede ned i beholderen en gang til.

”Åh,” sagde han, ”jeg troede ikke, at den skulle være så gennemblødt.”

”Hold op med at spille dum,” snerrede tante Petunia. ”Jeg farver noget af Dudleys gamle tøj. Du skal gå i gråt på Stonewall, at du ved det. Det bliver lige så nydeligt som de andres uniformer, når jeg er færdig.”

Harry tvivlede alvorligt på det, men vidste, at det ikke nyttede noget at beklage sig. Han satte sig ned ved spisebordet og forsøgte at lade være med at tænke på, hvad han ville komme til at ligne på sin første skoledag på Stonewall High. Det ville sandsynligvis se ud, som om han havde en gammel elefanthudsdragt på.

Dudley og onkel Vernon kom ud i køkkenet og rynkede begge på næsen, da de mærkede lugten fra Harrys nye skoleuniform. Onkel Vernon slog op i avisen, som han plejede, og Dudley slog sin skolestok fra Smeltings i bordet med et brag. Den var allerede blevet hans kæreste eje.

De hørte et klik ude fra brevsprækken, hvorefter posten dumpede ind.

”Hent posten, Dudley,” sagde onkel Vernon bag sin avis.

”Det kan Harry gøre. Sig, han skal gøre det.”

”Hent posten, Harry.”

”Sig til Dudley, at han selv kan gøre det.”

”Stik ham en med stokken, Dudley.”

Harry nåede lige at undgå stokken og skyndte sig ud for at hente posten. Der lå tre breve på dørmåtten: Et postkort fra onkel Vernons Martha, der i øjeblikket holdt ferie på Isle of Wight, en brun konvolut, der så ud til at indeholde en regning, og – et brev til Harry.

Harry samlede brevet op og stirrede forbløffet på det. Hans hjerte sitrede som en stor elastik. Ingen havde nogensinde, i hele hans liv, skrevet til ham. Hvem skulle dog gøre det?

Han havde ingen venner og ingen slægtninge ud over Dursley-familien. Han havde ikke noget lånerkort til biblioteket, så han fik heller aldrig nogen uhøflige rykkerbreve om bøger, der ikke var blevet afleveret i tide. Men alligevel stod han nu med et brev i hånden.

Det var adresseret så tydeligt, at der ikke kunne være nogen tvivl:

Hr. H. Potter

Pulterrummet under trappen

Ligustervænget 4

Little Whinging

Surrey

Konvolutten var af tykt gulligt pergament, og adressen var skrevet med smaragdgrønt blæk. Der var ikke noget frimærke.

Harry vendte den i sine rystende hænder og så, at der var et rødt segl på bagsiden.

Seglet var påtrykt et våbenmærke: En løve, en ørn, en grævling og en slange dannede en kreds om bogstavet H.

”Skynd dig så, knægt!” råbte onkel Vernon ude fra køkkenet. ”Hvad nøler du for? Står du og kontrollerer, at der ikke er brevbomber med posten?” Han kluklo henrykt af sin egen morsomhed.

Harry gik tilbage til køkkenet uden at kunne tage øjnene fra sit brev. Han gav onkel Vernon regningen og postkortet, satte sig langsomt ned og begyndte at åbne den gule konvolut.

Onkel Vernon flåede regningen op, snøftede foragteligt og vendte opmærksomheden mod postkortet.

”Martha er blevet syg,” fortalte han tante Petunia. ”Hun har spist noget, hun ikke kunne tåle…”

”Far!” udbrød Dudley pludselig, ”far, Harry har fået et brev!”

Harry var ved at folde brevet ud. Det var skrevet på samme tykke, gule pergament, som konvolutten var lavet af. Onkel Vernon lænede sig frem og flåede brevet ud af hånden på ham.

”Det er mit!” sagde Harry og forsøgte at tage sit brev tilbage.

”Hvem skulle skrive til dig?” vrissede onkel Vernon og rystede brevet ud af folderne med sin ene hånd, hvorefter han begyndte at læse det. Hans ansigtsfarve ændrede sig fra rød til grøn hurtigere end et stoplys, og som om det ikke var nok, blev han i løbet af de næste par sekunder så grå i ansigtet som gammel, stivnet havregrød.

”P-P-Petunia!” gispede han.

Dudley prøvede at bemægtige sig brevet for at læse det, men onkel Vernon sørgede for at holde det uden for hans rækkevidde. Tante Petunia tog nysgerrigt brevet og læste første linie. I et kort øjeblik så det ud, som om hun ville besvime. Hendes ene hånd fløj op til struben, og hun udstødte en halvkvalt lyd.

”Vernon! Åh, du godeste, Vernon!”

De stirrede på hinanden og lod helt til at have glemt både Dudley og Harry. Dudley var ikke vant til at blive overset, så han gav sin far et smæk med skolestokken.

”Jeg vil også læse det brev,” forlangte han højrøstet.

”Jeg vil læse det,” sagde Harry rasende, ”for det er mit brev.”

”Ud med jer, begge to!” kvækkede onkel Vernon og stoppede brevet tilbage i konvolutten.

Harry blev siddende.

”JEG VIL HAVE MIT BREV!” råbte han.

”UD!” brølede onkel Vernon, tog et fast greb i nakken på begge drenge og smed dem ud af køkkenet. Døren smækkede i for næsen af dem. Harry og Dudley begyndte øjeblikkelig at kæmpe, tavse og indædte, om pladsen ved nøglehullet. Dudley vandt, så Harry måtte lægge sig fladt ned på maven med brillerne dinglende fra det ene øre, mens han forsøgte at lytte ved revnen under døren.

”Vernon,” sagde tante Petunia med skælvende stemme, ”se bare på adressen. Hvordan kan de dog vide, hvor han sover? Du tror da ikke, at de har overvåget huset, vel?”

”Overvåget – spionerer – måske forfulgt os,” mumlede onkel Vernon desperat.

”Men hvad skal vi gøre, Vernon? Skal vi skrive tilbage og fortælle dem, at vi ikke vil have …?”

Harry kunne se onkel Vernons blankpudsede sorte sko vandre frem og tilbage over køkkengulvet.

”Nej,” sagde han endelig. ”Nej, vi lader som ingenting. Hvis de ikke får noget svar … ja, det er nok det bedste … vi foretager os intet.”

”Men …”

”Jeg nægter at huse en af den slags, Petunia! Da vi tog ham til os, svor vi jo, at vi ville udradere enhver tendens til den slags farligt nonsens!”

Samme aften, da onkel Vernon kom hjem fra arbejde, gjorde han noget, han aldrig havde gjort før: Han besøgte Harry i pulterrummet.

”Hvor er mit brev?” spurgte Harry i samme øjeblik, onkel Vernon havde presset sig gennem døren. ”Hvem har skrevet til mig?”

”Ingen. Det var adresseret til dig ved en fejltagelse,” sagde onkel Vernon kort. ”Jeg har brændt det.”

”Det var ikke en fejltagelse,” sagde Harry vredt, ”det var endda adresseret til mit pulterrum.”

”STILLE!” råbte onkel Vernon, og et par edderkopper faldt ned fra loftet af forskrækkelse. Han tog et par dybe indåndinger og tvang så sit ansigt i mildere folder; smilet så ud til at volde ham betydelige smerter.

”Øh, ser du Harry – det var faktisk pulterrummet, jeg ville tale med dig om. Din tante og jeg tænkte, at du måske er ved at blive for stor til at ligge her … vi tænkte, at det nok vil være mere bekvemt for dig at flytte op i Dudleys andet soveværelse.”

”Hvorfor det?” spurgte Harry.

”Stil ikke spørgsmål, knægt!” sagde hans onkel skarpt. ”Tag dine ting med ovenpå, nu!”

Familien Dursleys hus havde fire soveværelser: Et, hvor onkel Vernon og tante Petunia sov; et gæsteværelse (som oftest blev brugt af onkel Vernons søster, Martha); et, hvor Dudley sov; og et, hvor Dudley havde alt det legetøj, som ikke kunne være i hans første soveværelse.

Harry behøvede kun at gå en enkelt gang op ad trappen for at bringe alle sine ejendele med fra pulterrummet. Han satte sig ned på sengen og så sig omkring. Næsten alt herinde var gået i stykker. Det næsten nye videokamera lå smidt oven på en lille kampvogn, som Dudley engang havde købt hen over naboens hund. I hjørnet stod Dudleys allerførste tv-apparat, hvis skærm han havde sparket foden igennem, da hans yndlingsprogram var blevet sløjfet. Der var også et stort fuglebur, som for længe siden havde huset en papegøje.

Dudley havde byttet fuglen henne i skolen til en rigtig luftbøsse, der nu lå på hylden med enderne bøjet sammen, fordi han havde sat sig på den. De andre hylder var fulde af bøger.

Det var de eneste ting i værelset, der så ud til aldrig at være blevet rørt.

Nede fra trappen hørtes Dudleys vrælen til sin mor: ”Jeg vil ikke ha’ ham derinde … Jeg har brug for det værelse. Smid ham ud igen …”

Harry sukkede og strakte sig på sengen. I går ville han have givet hvad som helst for at få lov til at være heroppe; men lige nu ville han hellere have været forvist til sit pulterrum sammen med sit brev end heroppe uden brevet.

Næste morgen var alle meget stille omkring morgenbordet. Dudley var i chok. Han havde skreget og slået sin far med skolestokken, kastet op med vilje, sparket sin mor og kastet sin skildpadde gennem drivhusets glastag. Og alligevel var det ikke lykkedes ham at generobre sit værelse. Harry tænkte på den forgående dag ved samme tid og ønskede bittert, at han havde åbnet brevet ude ved døren, så ingen havde opdaget det. Onkel Vernon og tante Petunia sendte konstant hinanden dystre blikke.

Da posten kom, fik onkel Vernon Dudley til at gå ud og hente den, mens han gjorde sig umage ved at være flink mod Harry. De hørte Dudley gå og slå på alting med sin skolestok hele vejen ud til hoveddøren. Så hørte de ham råbe: ”Nu er der kommet et til! Hr. H. Potter, det mindste soveværelse i Ligustervænget nummer fire …”

Med et halvkvalt udbrud sprang onkel Vernon op fra stolen og løb ud til Dudley med Harry lige i hælene. Onkel Vernon blev nødt til at overmande Dudley for at få brevet ud af hænderne på ham, hvilket var temmelig svært, eftersom Harry havde taget kvælertag på ham bagfra. Efter et par minutters kaotisk slagsmål, hvor alle blev tampet med skolestokken, rettede onkel Vernon sig gispende op med Harrys brev knuget i den ene hånd.

”Af sted ind på dit pulterrum – jeg mener, op på dit værelse,” stønnede han til Harry.

”Og Dudley, du forsvinder bare, gå med dig!”

Harry gik rundt og rundt i sit nye værelse. Nogen vidste, at han var flyttet ud af pulterrummet, og de lod også til at vide, at han ikke havde modtaget sit første brev. Det betød helt sikkert, at de ville forsøge at kontakte ham igen, gjorde det ikke? Og næste gang ville Harry erobre brevet. Han havde en plan.

Det reparerede vækkeur ringede klokken seks næste morgen. Harry slukkede det hurtigt og tog tøj på uden at lave for meget støj. Han ville for alt i verden undgå at vække nogen i huset. Han listede nedenunder uden at tænde lys.

Han ville ud på hjørnet af Ligustervænget og vente på postbudet. Der ville han bede om at få alle brevene til nummer udleveret. Hjertet hamrede i livet på ham, idet han sneg sig ud i den lange, dunkle gang mod hoveddøren.

”AAaAAARGH!”

Harry sprang direkte op i luften – han havde trådt på noget stort og udflydende på dørmåtten – noget levende.

Lyset blev øjeblikkeligt tændt, og til sin rædsel opdagede Harry, at det store og udflydende noget, han havde trådt på, var hans onkels ansigt. Onkel Vernon havde ligget i sin sovepose ved hoveddøren med hovedet lige under brevsprækken. Det var tydeligt, at han ville sikre sig, at Harry ikke ville få held til at gøre præcis, hvad han havde været i færd med. Han skældte Harry ud i en halv times tid, hvorefter han beordrede ham til at gå ud og lave te. Harry luntede fortvivlet ud i køkkenet, og da han havde lavet teen, var posten allerede kommet. Den var dumpet direkte ned i skødet på onkel Vernon. Harry kunne se hele tre breve adresseret med smaragdgrønt blæk.

”Jeg vil have …” begyndte han, men onkel Vernon rev alle brevene itu for øjnene af ham.

Den dag gik onkel Vernon ikke på arbejde. Han blev hjemme og sømmede brevsprækken til.

”Forstår du,” forklarede han tante Petunia med munden fuld af søm, ”hvis de ikke kan aflevere dem, bliver de nødt til at give op.”

”Jeg er nu ikke så sikker på, at det vil gå så let, Vernon.”

”Åh, jo. Disse mennesker tænker på en forskruet måde, Petunia. De ligner ikke os,” svarede onkel Vernon og forsøgte at banke et søm i med det stykke sandkage, som tante Petunia netop havde serveret for ham.

Om fredagen ankom der ikke desto mindre tolv breve til Harry. Eftersom de ikke kunne komme ind gennem brevsprækken, var de blevet skubbet ind under døren og ind gennem siderne; og nogle enkelte var endda blevet mast ind gennem det lillebitte vindue på gæstetoilettet.

Onkel Vernon blev igen hjemme fra arbejde. Efter at have brændt brevene fandt han hammer og søm frem for at slå brædder for både hoveddøren og bagdøren – hvilket resulterede i, at ingen kunne komme hverken ind eller ud. Han arbejdede som en besat, mens han nynnede, ’Hjem kære hjem’, og gav forskrækkede hop ved den mindste lyd.

Om lørdagen begyndte situationen at udvikle sig. Fireogtyve breve adresseret til Harry fandt vej ind i huset: Sammenrullen og gemt inde i hver eneste af de to dusin æg, der blev bragt Dursley-familien gennem vinduet af en meget forvirret mælkemand. Mens onkel Vernon efterfølgende foretog et par rasende opringninger til posthuset og mejeriet i håb om at finde nogen, han kunne skælde ud, gjorde tante Petunia kort proces med brevene i sin blender.

”Hvem i alverden er så ivrig efter at skrive til dig?” sagde Dudley undrende til Harry.

Søndag morgen satte onkel Vernon sig smilende til morgenbordet, selvom han var præget af alle tegn på udmattelse.

”Ingen postudbringning om søndagen,” bekendtgjorde han lykkeligt, idet han kom til at smøre marmelade på sin avis. ”I dag er vi fri for de forbistrede breve …”

Noget kom susende ud gennem køkkenets udluftningskanal og ramte onkel Vernon hårdt i nakken. Det var et brev. I de næste sekunder fulgte ikke mindre end tredieve-fyrre breve med en slagkraft som regulære missiler. Familien Dursley dukkede sig, men Harry sprang ivrigt op for at fange et af dem.

”Ud med jer! UUD!”

Onkel Vernon greb Harry om livet og kastede ham ud i gangen. Da tante Petunia og Dudley var flygtet med armene holdt beskyttende op over deres hoveder, fulgte onkel Vernon efter og smækkede køkkendøren hårdt efter sig. De kunne alle høre, hvordan brevene blev ved med at falde ned på gulvet derinde.

”Nu kan det være nok,” sagde onkel Vernon og forsøgte at lyde rolig, mens han flåede store totter af sit overskæg. ”Vi rejser væk. I skal være klar hernede om nøjagtig fem minutter. Se så at komme i sving med at pakke det mest nødvendige. Ingen diskussion. Af sted!”

Ingen turde modsige ham, for han så farlig ud med halvdelen af sit overskæg flået af. Ti minutter senere var det lykkedes dem at kæmpe sig vej ud gennem den tilsømmede hoveddør og videre ud i bilen. Nu var de i fuld fart på vej ud ad motorvejen. Dudley sad klynkende på bagsædet: Hans far havde stukket ham en lussing, fordi han havde sinket dem ved at ville pakke sit tv, sin video og sin computer ned i en sportstaske.

Af sted gik det. De kørte og kørte. Selv tante Petunia vovede ikke at spørge, hvor de skulle hen. Nu og da tog onkel Vernon et skarpt sving ved en afkørsel og fortsatte i den modsatte retning.

”Ryste dem af … ryste dem af,” mumlede han, hver gang han foretog denne manøvre.

De kørte hele dagen og standsede hverken for at spise eller drikke. Hen under aften var Dudley ved at gå i opløsning af hysteri. Han havde aldrig haft så forfærdelig en dag: Han var sulten, han var gået glip af mindst fem tv-programmer, som han ville se, og han havde slet ikke haft lejlighed til at sprænge rumvæsener i luften på sin computerskærm.

Endelig standsede onkel Vernon bilen ved et dystert udseende motel i udkanten af en stor by. Dudley og Harry måtte dele et værelse, hvor sengene var redt med klamme, mugne lagner. Dudley snorkede kort efter, mens Harry holdt sig vågen. Han satte sig i vindueskarmen og stirrede ned på lyskeglerne fra de forbipasserende biler. Han sad i dybe tanker …

Næste morgen fik de hengemte cornflakes og dåseskinke på ristet brød til morgenmad.

De var netop blevet færdige med at spise, da motellets bestyrerinde kom hen til deres bord.

”Undskyld mig, men hedder en af jer hr. H. Potter? Jeg har modtaget et par hundrede af de hersens ude i receptionen.”

Hun viste dem et brev, hvorpå der stod med smaragdgrønt blæk:

Hr. H. Potter

Værelse 17

Railview Hotel

Cokeworth

Harry gjorde udfald for at bemægtige sig brevet, men onkel Vernon slog hans arm væk.

Bestyrerinden stirrede på dem.

”Jeg skal nok tage mig af brevene,” sagde onkel Vernon og rejste sig hurtigt for at følge med hende ud til receptionen.

”Ville det ikke være bedre at tage hjem nu, min kære?” foreslog tante Petunia forsigtigt flere timer senere, men onkel Vernon lod ikke til at høre hende. Ingen havde nogen anelse om, hvilke planer han mon havde. Han kørte dem midt ud i en skov, steg ud af bilen, så sig omkring, rystede på hovedet, satte sig ved rattet og kørte af sted igen. Det samme skete midt på en pløjemark, halvvejs ude på en vindebro og på toppen af et højt parkeringshus.

”Far er blevet komplet vanvittig, er han ikke?” spurgte Dudley tante Petunia senere den eftermiddag. Onkel Vernon havde parkeret bilen på en strand, havde låst dem alle inde og var gået sin vej.

Det begyndte at regne. Store dråber slog mod taget, og Dudley begyndte at snøfte.

”Det er mandag,” meddelte han sin mor. ”Alle de gode serier bliver vist om mandagen. Jeg vil ind et sted, hvor man kan se tv.”

Mandag. Det mindede Harry om noget. Hvis det var mandag – og man kunne være sikker på, at Dudley havde styr på de forskellige ugedages tv-serier – ville næste dag jo være tirsdag og Harrys elleveårs fødselsdag. Hans fødselsdage havde naturligvis aldrig været særlig morsomme – sidste år havde familien Dursley foræret ham en bøjle til at hænge sit tøj på samt et par af onkel Vernons gamle sokker. Men alligevel – man blev jo ikke elleve år hver dag.

Onkel Vernon kom tilbage med et stort smil. Han bar på en lang, tynd pakke og ville ikke svare tante Petunia, da hun spurgte, hvad han havde købt.

”Jeg har fundet det perfekte sted!” sagde han. ”Kom! Alle ud af bilen!”

Det var virkelig koldt. Onkel Vernon pegede ud på noget, der lignede en stor klippe et stykke ude i vandet. På toppen af klippen stod den mindste og mest elendige hytte, man kunne forestille sig. Det var sikkert og vist, at de ikke kunne regne med at finde et tv-apparat der.

”Stormvarsel i aften!” sagde onkel Vernon muntert og klappede i hænderne. ”Og den herre har indvilget i at låne os sin båd!”

En tandløs olding kom humpende hen mod dem og pegede med et ondskabsfuldt grin mod en gammel robåd, der lå og vuggede i fortøjningen et lille stykke ude i det grålige vand.

”Jeg har allerede sørget for provianten,” sagde onkel Vernon, ”så se bare at komme om bord!”

Det var ingen fornøjelse at sidde i båden. Det iskolde vand sprøjtede ind over rælingen; og den silende, kolde regn sivede ned ad nakken på dem alle, mens den lidt for friske blæst skar dem i ansigtshuden. Efter hvad der føltes som timer, nåede de endelig ud til klippeøen, hvor onkel Vernon, skublende og skridende, ledte dem op til det faldefærdige skur.

Indenfor så hytten om muligt værre ud, end man skulle tro, når man så den udefra: Der lugtede voldsomt af tang, vinden hylede ind gennem revner og sprækker i træværket, og pejsen var klam og uden det mindste stykke brænde. Der var kun to rum i skuret.

Onkel Vernons proviant viste sig at bestå af en pakke kiks til hver samt fire bananer.

Han forsøgte at tænde op i pejsen, men de tomme kikspakker afgav kun røg og krøllede sig sammen til ingenting.

”Det ville såmænd ikke være så ilde med en sending af de forbistrede breve lige nu!” sagde han muntert.

Han var virkelig i meget godt humør. Det var tydeligt, at han følte sig helt sikker på, at ingen kunne nå ud til dem i stormvejret. Harry var helt enig med sin onkel, selvom tanken ikke fyldte ham med samme glæde.

Da natten faldt på, blæste stormvejret for alvor op omkring dem. Skumsprøjt fra de høje bølger, der slog op omkring klippen, trængte ind gennem skurets faldefærdige vægge, og den hidsige blæst fik vinduerne til at klapre. Tante Petunia fandt et par jordslåede tæpper i det ene rum og redte op til Dudley på den mølædte sofa. Hun og onkel Vernon lagde sig på den ujævne madras i rummet ved siden af, mens Harry selv måtte finde sig det blødeste stykke gulv, hvor han kunne krybe sammen med det tyndeste, usleste tæppe over sig.

Stormen tog til, som natten skred frem. Harry kunne ikke sove. Han skælvede af kulde og kastede sig rundt i håb om at finde en behagelig stilling. Hans mave rumlede af sult.

Dudleys snorken blev helt overdøvet af den rullende torden, der begyndte omkring midnat.

Den selvlysende skive på Dudleys ur, fastspændt om hans fede håndled, der hang dinglende ud over sofaens kant, fortalte Harry, at han ville være elleve år om ti minutters tid. Han lå og så sin fødselsdag tikke nærmere og nærmere med viserens vej over skiven.

Han tænkte på, om nogen mon ville huske dagen. Og så tænkte han også på brevskiveren – hvor mon han eller hun befandt sig lige nu?

Fem minutter endnu. Harry hørte noget knirke udenfor. Han håbede, at det ikke var taget, der var ved at falde sammen over dem, selvom her måske ville blive lunere, hvis det gjorde. Fire minutter endnu. Måske ville huset på Ligustervænget være dækket af breve, når de vendte tilbage. Måske ville det så lykkedes ham at snuppe et af dem …

Tre minutter endnu. Var det bølgerne, der slog så hårdt mod klippen? Og hvad (to minutter endnu) var det for en mærkelig, skurrende lyd? Var klippen ved at smuldre ud i havet?

Et minut til han blev elleve år. Tredive sekunder … tyve … ti … ni – måske skulle han vække Dudley, bare for at irritere ham – tre – to – en –

BAANG.

Hele hytten skælvede, og Harry satte sig op med et spjæt. Han stirrede på døren. Der stod nogen udenfor. Nogen hamrede på døren for at komme ind!

4 – Nøglebæreren

BAANG! Der blev igen slået hårdt på døren. Dudley vågnede med et spjæt.

”Hvem fyrer kanoner af?” spurgte han dumt.

Under store tumulter kom onkel Vernon springende ind til dem fra det tilstødende rum.

Han holdt en riffel i hænderne – nu vidste de, hvad der havde været i den lange, tynde pakke, han havde medbragt fra sin udflugt fra bilen.

”Hvem der?” råbte han. ”Jeg advarer dig – jeg er bevæbnet!”

Der var stille et øjeblik. Så…

BRAG!

Døren blev ramt med sådan en styrke, at den sprang direkte af hængslerne og landede på gulvet med et øredøvende rabalder.

En kæmpe af en mand stod på dørtrinet. Hans ansigt var næsten skjult bag en lang, pjusket manke og en fuglerede af filtret skæg. Men øjnene glitrede som sorte perler bag al den overdådige hårvækst.

Kæmpen klemte sig ind i den lille hytte og måtte gå krumbøjet, så hans hoved ikke slog mod loftet. Han bøjede sig ned, samlede døren op og løftede den op på sine hængsler igen.

Stormens rasen udenfor stilnede en smule af. Han vendte sig og så på dem alle.

”Ka’ man få en kop te, eller hva’? Det har ikke ligefrem været en behagelig rejse!”

Han tog et par lange skridt hen til sofaen, hvor Dudley sad stiv af skræk.

”Ryk lige lidt, din tyksak,” sagde den fremmede.

Dudley udstødte et halvkvalt skrig og løb over for at gemme sig bag sin mor, der rædselsslagen krøb sammen bag onkel Vernon.

”Og her har vi så Harry!” sagde kæmpen.

Harry kiggede op på kæmpens vilde, halvt skjulte ansigt og så, at de glitrende øjne rynkede sig sammen i øjenkrogene. Kæmpen smilede til ham.

”Da jeg så dig sidst, hvad du kun en baby,” sagde kæmpen. ”Sikke du ligner din far, men du har din mors øjne.”

Der kom en mærkelig, raspende lyd fra onkel Vernon.

”Jeg forlanger, at De forlader vores hytte omgående, hr.” sagde han. ”Det er jo regulært indbrud!”

”Åh, klap i, Dursley, din store frikadelle,” sagde kæmpen og rakte frem efter onkel Vernons gevær. Han fik fat i våbnet og bandt begge ender sammen på det, som om det var lavet af gummi. Så smed han det over i et hjørne.

Onkel Vernon udstødte endnu en mærkelig lyd; omtrent som en mus der bliver trådt på.

”Men, altså – Harry,” vedblev kæmpen og vendte sig bort fra den skræmte Dursley-familie. Jeg ønsker dig en rigtig go’ fødselsdag. Jeg har en gave til dig. Måske er jeg kommet til at sidde på den, men den smager sikkert lige så godt for det.”

Han fremdrog en lettere mast æske fra inderlommen af sin sorte overfrakke. Harry åbnede den med rystende fingre og fandt en stor, klistret chokoladekage, hvorpå der stod med grøn glasur. Tillykke med fødselsdagen, Harry.

Harry så op på kæmpen. Han ville sige tak, men ordene kunne ikke rigtigt komme over hans læber. I stedet fik han fremstammet, ”Hvem er du?”

Kæmpen lo venligt.

”Nå, ja. Jeg har glemt at præsentere mig. Rubeus Hagrid, nøglebærer og godsforvalter på Hogwarts.”

Han holdt sin store skinkenæve frem og rystede hele Harrys arm. ”Hva’ bli’r det til med den te?” sagde han og gned sig i hænderne. ”Jeg ville nu heller ikke sige nej til noget stærkere, hvis I har det?”

Hans blik faldt på pejsen med den sammenkrøllede og sodede kiksepakke. Han fnøs og bøjede sig ned over det kolde ildsted. De kunne ikke se, hvad han lavede, men da han trak sig tilbage et par sekunder senere, blussede en lystig ild. Varmen bredte sig i den klamme hytte og oplyste den med sine dansende luer. Harry mærkede, hvordan hans frysende krop begyndte at slappe af, som om han netop var trådt op i et varmt bad.

Kæmpen satte sig igen ned på sofaen, der jamrede sig under hans vægt. Han begyndte at finde alskens ting og sager frem fra sine lommer: En kobberkedel, en fedtet pakke pølser, en ildrager, adskillige skårede krus og en flaske med en gylden væske, som han tog en ordentlig slurk af, før han begyndte at lave te. Pølserne blev stukket på den lange ildrager, og inden længe strømmede duften af grillede pølser ud i rummet. Ingen sagde et ord, mens kæmpen pølserne over flammerne; men det gav et ryk i Dudley, da de seks store glinsende pølser blev taget af ilden. Onkel Vernon så skarpt på sin søn: ”Du rører ikke noget, han giver dig, Dudley.”

Kæmpen lo grumt.

”Nej, din store blæverbudding af en søn behøver ikke at blive fedet mere op. Ta’ det bare helt roligt, Dursley.”

Han rakte pølserne til Harry, der var så sulten, at han aldrig syntes at have smagt noget bedre. Han kunne ikke tage øjnene fra kæmpen. Da han imidlertid stadig ikke havde fået nogen forklaring på, hvad der foregik, sagde han, ”Undskyld, men jeg ved stadig ikke rigtig, hvem du egentlig er.”

Kæmpen tog en slurk te og strøg sig over munden med bagsiden af hånden.

”Kald mig bare Hagrid,” sagde han, ”det gør alle andre. Og som jeg sagde, jeg er nøglebæreren på Hogwarts – du kender da Hogwarts?”

”Øh, nej,” sagde Harry.

Hagrid så aldeles lamslået ud.

”Beklager?” sagde Harry hurtigt.

”Beklager?” brølede Hagrid og vendte sig med et forarget blik mod familien Dursley, der krøb baglæns op mod væggen. ”Det er dem, der burde beklage! Jeg vidste, at du ikke fik dine breve; men jeg troede ikke, at de ville ha’ holdt alting hemmeligt for dig. Jeg troede da, at du vidste alt om Hogwarts, for pokker da! Hvor tror du ellers, at dine forældre lært alt, hvad de kunne?”

”Lærte hvad?” spurgte Harry.

”LÆRTE HVAD?” tordnede Hagrid. ”Nej, nu bliver det for meget!”

Han sprang på benene og syntes i sin vrede at fylde hele hytten. Dursley-familien stod nu og trykkede sig op i et hjørne.

”Vil I virkelig fortælle mig, at drengen ikke ved noget som helst – om NOGET SOM HELST?”

Nu syntes Harry, at det gik for vidt. Han havde da gået i skole, og hans karakterer var da ikke så dårlige.

”Jeg ved da mange ting,” indvendte han, ”jeg kan da både matematik og alt muligt.”

Men Hagrid viftede ham af: ”Om vores verden, mener jeg. Din og min verden – dine forældres verden.”

”Hva’ for en verden?”

Hagrid så ud, som om han var ved at eksplodere.

”DURSLEY!” brølede han.

Onkel Vernon var blevet meget bleg og hviskede noget, der lød som ”øhbløbøh.” Hagrid stirrede vildt på Harry.

”Men du må da vide noget om din far og mor,” sagde han, ”jeg mener, de er jo berømte. Du er berømt.”

”Hvad! Min … min mor og far var da ikke særlig berømte, var de?”

”Du ved det altså slet ikke … du ved ingenting …” Hagrid rodede sig i håret og stirrede på Harry med et chokeret blik.

”Du aner altså ikke, hvem du er?” sagde han endelig.

Onkel Vernon fik pludselig kontrol over sin stemme.

”Stop!” kommanderede han. ”De kan godt holde inde nu, hr.! Jeg forbyder, at nogen fortæller drengen noget som helst!”

En modigere mand end Vernon Dursley ville være sunket i knæ ved det blik, Hagrid nu sendte ham. Da kæmpen talte, dirrede stemmen af indestængt raseri.

”Du har aldrig fortalt ham noget, vel? Du har aldrig fortalt ham om det brev, Dumbledore skrev, da han overlod barnet i din varetægt? Jeg var der selv, og jeg så med mine egne øjne, at Dumbledore lagde brevet under tæppet, Dursley! Og du har holdt det hemmeligt for Harry i alle de år.”

”Hold hvad hemmeligt?” sagde Harry ivrigt.

”STOP! JEG FORBYDER DIG AT SIGE DET!” råbte onkel Vernon i panik.

Tante Petunia gispede af rædsel.

”Åh, tag og klap i, begge to,” sagde Hagrid foragteligt. ”Harry – du er en troldmand.”

Der blev helt stille i hytten. Kun lyden af havet og blæsten hørtes.

”Hvad er jeg?” gispede Harry.

”En troldmand, selvfølgelig,” sagde Hagrid og satte sig igen på sofaen, der knagede mere jammerligt end før og sank forpustet mod gulvet. ”Og jeg kan tilføje, at du er en af de bedste – når du altså får trænet en smule. Med sådan nogle forældre, som dine, ka’ du ikke være andet. Og nu synes jeg, at det er på tide, du læser dit brev.”

Harry rakte hånden ud for endelig at modtage den gullige konvolut adresseret med smaragdgrønt blæk til hr. H. Potter, Gulvet, Hytten på klippen, Havet. Han åbnede konvolutten, foldede brevet ud og læste:

Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab

Skoleleder: Albus Dumbledore

Af Merlins efterfølgere, højeste niveau af stortroldmandskunst,

Anerkendt Mugwump,

Medlem af Den Internationale Sammenslutning af Troldmænd.

Kære hr. Potter.

Det glæder os at kunne meddele Dem, at De er selvskreven til optagelse på Hogwarts skole for heksekunst og troldmandsskab. Vi vedlægger en liste over pensum og nødvendigt udstyr.

Første semester starter d. 1. september. Vi afventer Deres ugle senest d. 31. juli.

Venlige hilsner Minerva McGonagall Viceinspektør

Spørgsmålene sprang frem som festfyrværkeri i hovedet på Harry. Han vidste ikke, hvad han skulle starte med at spørge om. Efter et par minutter fremstammede han, ”Hvad betyder det, at de afventer min ugle?”

”Du store sykofant, det minder mig om noget,” udbrød Hagrid og klaskede sig for panden med sådan en kraft, at det kunne have slået en okse til jorden. Fra en af sine utallige lommer fremdrog han en ugle – en rigtig levende, men lidt forpjusket ugle. Og endvidere fiskede han en rulle pergament og en fjerpen frem. Med tungen i mundvigen skriblede han noget ned. Harry kunne godt læse på hovedet, og han så, at der stod:

Kære hr. Dumbledore.

Har overbragt Harry brevet. Tager ham med ud for at købe udstyr i morgen. Vejret er rædsomt. Håber du har det godt.

Hagrid

Hagrid rullede det lille brev sammen og gav det til uglen, der klemte fast sammen om det med næbbet. Så gik kæmpen over til døren og lod uglen hvirvle af sted ud i stormen. Han kom tilbage og satte sig ned med en mine, som om det var lige så naturligt som at foretage en telefonopringning.

Harry opdagede, at han stod med åben mund og skyndte sig at lukke den.

”Nå, hvor kom jeg til?” sagde Hagrid, men nu besluttede onkel Vernon for alvor at blande sig. Han trådte frem i lyset fra pejsen, askegrå i ansigtet og rasende som aldrig før.

”Han får ikke lov til at tage af sted,” sagde han.

Hagrid gryntede.

”Jeg gad nok se en Muggler som dig standse ham,” sagde han.

”En hvad?” sagde Harry interesseret.

”En Muggler,” gentog Hagrid, ”det er, hvad vi kalder de ikkemagikyndige. Og jeg har ondt af dig, fordi du kom til at vokse op i en familie af de værste, mest fantasiløse Mugglere, jeg nogensinde har set.”

”Da vi tog ham til os, svor vi at sætte en stopper for alt det nonsens,” sagde onkel Vernon. Vi svor, at vi ville uddrive enhver impuls i ham. Troldmand, ha! Hvad skal det dog forestille!”

”I vidste det altså?” sagde Harry, ”I vidste, at jeg er en troldmand?”

”Vidste!” kvækkede tante Petunia pludselig, ”vidste! Selvfølgelig vidste vi det! Hvordan kunne du dog undgå at være troldmandsdisponeret, når min ulyksalige søster var, som hun var? Åh, hun fik et brev ligesom dit og forsvandt for at tage til den – den skole – og hun kom hjem i ferierne med lommerne fulde af haletudser. Hun forvandlede tekopper til rotter, og jeg var den eneste, der kunne gennemskue, at hun var en original, en tosse! Men min far og mor var nærmest stolte af hende; det var altid Lily mig her og Lily mig der!”

Hun holdt inde for at få vejret, før hun fortsatte sin hidsige talestrøm. Det var, som om hun i årevis havde brændt efter at få lov at tale om det.

”Så mødte hun ham der Potter på skolen, og de stak af for at blive gift. Så fik de dig, og jeg vidste selvfølgelig, at du ville udvikle dig mindst lige så slemt – blive lige så mærkelig og unormal som dem. Og så gik de hen og blev sprængt i luften, hvorefter vi kom til at hænge på dig!”

Harry var blevet bleg som et lagen. Han fattede sig og sagde, ”Sprængt i luften? Men I har jo altid sagt, at mine forældre døde i en bilulykke!”

”BILULYKKE!” råbte Hagrid og sprang op med fornyet raseri, mens familien Dursley krøb tilbage til deres hjørne. ”Hvordan skulle et sølle biluheld kunne udslette Lily og James Potter? Det er en skandale! Det er uhørt! Harry Potter kender ikke sin egen historie, og alle andre børn i hele verden taler om ham!”

”Men hvorfor? Hvad skete der i virkeligheden?” spurgte Harry indtrængende.

Vreden forsvandt fra Hagrids skæggede ansigt. Han så pludselig bekymret ud.

”Jeg var ikke forberedt på det her,” sagde han lavmælt og rystet. ”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, da Dumbledore advarede mig om, at der kunne være problemer forbundet med at kontakte dig. Jeg vidste ikke, at de havde holdt det hemmeligt for dig. Åh, Harry, jeg er måske ikke den bedste til at forklare dig det – men nogen ska’ jo gøre det – du ka’ jo ikke tage af sted til Hogwarts uden at vide noget!”

Han kastede et foragteligt blik over på de tre i hjørnet.

”Nå, det er bedst, at jeg fortæller dig alt, hva’ jeg ved – men husk, at jeg ikke ved alt. Der er også mange mystiske ting, jeg ikke forstår mig på …”

Han satte sig ned og stirrede ind i ilden et øjeblik, før han begyndte at tale: ”Det hele begyndte med – med en fyr ved navn – men det er jo utroligt, at du ikke kender til ham; alle i hele verden kender ham jo …”

”Hvem?”

”Jo, ser du – jeg ka’ altså ikke li’ at sige hans navn, hvis jeg ka’ blive fri. Det er der ingen, der ka’”

”Hvorfor ikke?”

”For syv søren, Harry, folk er jo stadig bange for ham. Du store kineser, det her bliver ikke let. Forstår du, der var engang en troldmand, der blev … ond. Så ond, som nogen overhovedet ka’ blive. Værre endnu, endda. Meget, meget værre endnu. Hans navn er …”

Hagrid måtte synke en klump, men kunne alligevel ikke få et ord frem.

”Kan du ikke skrive det ned?” foreslog Harry.

”Næh, jeg ka’ ikke stave til det. Nuvel – Voldemort.” Hagrid skælvede. ”Jeg siger det ikke igen. Nå, men den hersens troldmand begyndte for tyve år siden at lede efter håndlangere. Og det lykkedes ham – nogle var for bange til at modsige ham, andre ville have del i hans magt, for jeg ka’ love dig for, at han fik magt. Det var mørke tider, Harry. Ingen vidste, hvem man kunne stole på, ingen turde være venlig mod en fremmed troldmand eller heks … Forfærdelige ting fandt sted. Han var ved at overtage alt. Selvfølgelig var der nogen, der gjorde modstand – og han slog dem ihjel. På forfærdelige måder. Et af de få sikre steder var Hogwarts. Jeg tror, at Dumbledore var den eneste, der kunne skræmme Du-ved-hvem. Han prøvede i hvert fald aldrig at angribe skolen, ikke på det tidspunkt, altså.”

”Men altså. Din far og mor var den bedste troldmand og den dygtigste heks, jeg nogensinde har kendt. De var skolens bedste elever, da de gik på Hogwarts! Det er egentlig underligt, at Du-ved-hvem ikke forsøgte at vinde dem over på sin side allerede dengang; men han må jo have vidst, at de var for nært knyttet til Dumbledore og ikke ville have noget som helst at gøre med Den Mørke Side at gøre. Senere forsøgte han dog … efter, at du var blevet født. Måske troede han, at han kunne overtale dem, måske ville han bare skaffe dem af vejen. Alt, hvad vi ved, er, at han dukkede op i jeres landsby på allehelgensaften for ti år siden. Du var kun et år gammel. Han tog ud til jeres hus og – og …”

Hagrid trak med en pludselig bevægelse et nusset lommetørklæde frem og pudsede næse med et drøn som et tågehorn.

”Undskyld mig,” sagde han. ”Men det er så sørgeligt – jeg kendte din far og mor, og man kunne ikke finde sødere mennesker – men altså – Du-ved-hvem slog dem ihjel. Og så – og det er det største mysterium – forsøgte han også at slå dig ihjel. Han ville gøre helt rent bord, ka’ du tro, eller også syntes han bare, at det var en herlig fornøjelse at slå ihjel. Men han kunne ikke! Har du aldrig tænkt over, hvordan du fik det mærke på din pande? Det er ikke noget almindeligt ar. Det er, hvad der sker, når man får kastet en stærk, ond besværgelse på sig. Han ordnede din mor og far, og det er derfor, du er berømt, Harry.

Ingen overlever ellers han onde anslag, når han først har besluttet sig for at slå ihjel. Du er den eneste, Harry, og han har ellers dræbt de bedste hekse og troldmænd i hele dette århundrede – McKinnon, Bones, Prewett – og du var ikke mere end en baby, da du klarede dig helskindet igennem.

Nu bølgede erindringerne smertefuldt gennem Harrys hoved. Som Hagrids fortælling skred frem, huskede han igen det grønne lysglimt. Og han huskede også noget andet og meget uhyggeligt; en høj, iskold og grusom latter.

Hagrid betragtede ham sørgmodigt.

”Jeg samlede sig selv op fra ruinhoben på Dumbledores ordre. Så bragte jeg dig til din onkel og tantes hus.”

”Sikke en gang sludder og vrøvl,” sagde onkel Vernon. Det gav et sæt i Harry. Han havde glemt alt om, at familien Dursley var der. Onkel Vernon havde fået samlet sit mod igen, og han stirrede rasende på Hagrid med knyttede næver.

”Nu hører du på mig, knægt,” snerrede han. ”Jeg kan godt gå med til, at du ikke er helt almindelig, men det er ikke værre, end at en ordentlig omgang høvl kan få dig på ret køl. Og hvad dine forældre angår … tja, de var nogle værre originaler, ingen tvivl om det; og de fortjente simpelthen at blive udraderet fra denne verden, hvis du spørger mig. De fik, hvad de fortjente efter at have plejet omgang med alle de andre festoriginaler og troldmandstyper – jeg blev i hvert fald ikke forbavset, da jeg hørte, hvad der var sket med dem. Jeg har altid vidst, at det ville ende galt …”

Nu sprang Hagrid op fra sofaen og trak en ramponeret, lyserød paraply frem fra en inderlomme. Han rettede den mod onkel Vernon – omtrent som havde den været et sværd – og sagde: ”Jeg advarer dig, Dursley – jeg advarer dig – du siger ikke ét ord mere …”

Konfronteret med faren for at blive spiddet af kæmpens gamle paraply svandt onkel Vernon mod atter bort. Han trykkede sig med ryggen mod væggen og tav.

”Det var bedre,” sagde Hagrid og pustede tungt, idet han igen satte sig. Denne gang blev midten af sofaen mast helt ned til gulvet.

Men Harry bekymrede sig ikke om sin onkel. Han havde stadig masser spørgsmål – og han var utålmodig efter at få svar på dem.

”Hvad skete der så med Volde – ups, undskyld, jeg mener, Du-ved-hvem?”

”Godt spørgsmål, Harry. Han forsvandt bare. I den blå luft. Det skete samme aften, som han forsøgte at dræbe dig; og det gjorde dig endnu mere berømt. Men det er virkelig et mysterium. Forstår du, han var blevet meget magtfuld på det tidspunkt – så hvorfor valgte han at forsvinde? Nogen sagde, at han døde. Tåbeligt nonsens, efter min mening. Jeg er faktisk i tvivl om, hvorvidt han stadig var menneske nok til overhovedet at kunne dø. Andre siger, at han venter et sted derude og vil vende tilbage med frygtelig kraft, når hans tid atter er inde. Det tror jeg heller ikke på. De folk, der var på hans side, er kommet tilbage til os. Nogle af dem virkede, som om de lige var vågnet af en trance; de var nok ikke vågnet op, hvis han havde tænkt sig at vende tilbage. De fleste af os tror, at han stadig er et sted derude, men at han har mistet sine kræfter. Er for svag til at fortsætte med sine onde gerninger, ganske enkelt. For der er altså et eller andet ved dig, Harry, som gjorde det af med ham. Noget fandt sted den aften – noget, han ikke havde regnet med – og jeg aner ikke, hva’ det ka’ ha’ været. Ingen ved det – men på en eller anden måde fik du uskadeliggjort ham.”

Hagrid så på Harry med et varmt og respektfuldt blik. I stedet for at blive stolt og glad var Harry nærmere af den overbevisning, at der måtte være tale om en misforståelse.

Hvordan kunne han dog være en troldmand? Det var ikke muligt! Han havde tilbragt hele sit liv som Dudleys boksebold og som tante Petunias og onkel Vernons syndebuk. Hvis han virkelig var troldmand, hvorfor havde han så ikke for længst tryllet dem om til skrubtudser, når de låste ham inde i pulterrummet? Hvis han engang havde overvundet verdens største troldkarl, hvordan kunne det så være, at Dudley altid havde været i stand til at sparke ham omkring som en anden fodbold?

”Hagrid,” sagde han stille, ”jeg tror, at du tager fejl. Jeg tror ikke på, at jeg kan være en troldmand.”

Men Hagrid begyndte bare at le.

”Nå, så det tror du ikke? Er der aldrig sket mærkelige ting, når du har været bange eller glad?”

Harry betragtede ilden i pejsen et øjeblik. Nu, hvor han tænkte nærmere over det, så … hver eneste mærkværdige hændelse, der havde gjort hans onkel og tante så rasende, havde fundet sted i situationer, hvor han var ophidset eller vred … når han for eksempel blev jaget af Dudleys bande, fandt han altid en eller anden fantastisk måde at undslippe … når han var bange for at gå i skole, fordi han blev skalperet af enten tante Petunia eller frisøren, skete der altid det, at håret groede tilbage natten over … og sidste gang, Dudley havde skubbet til ham, fik han jo hævn ved, at slangen fra Brasilien slap løs i slangehuset og skabte vild panik.

Harry kiggede tilbage på Hagrid og smilede. Hagrids øjne strålede ham i møde. ”Der kan du bare se,” sagde kæmpen. ”Harry Potter er en ægte troldmand – bare vent og se, du skal nok vække opsigt, når du kommer på Hogwarts.”

Men onkel Vernon var ikke til sinds at give op uden kamp.

”Har jeg ikke sagt, at han bliver, hvor han er?” hvæsede han. ”Han skal på Stonewall kommuneskole, og det vil han blive taknemmelig for. Jeg har læst alle de underlige breve, I har sendt; og jeg bryder mig ikke om, at I forlanger, at han skal købe alt det sære ragelse – tryllestav og bøger om magi, og …”

”Hvis Harry vil på Hogwarts, kan en fed Muggler som du ikke standse ham,” knurrede Hagrid. ”Du kan ikke holde Lily og James Potters søn tilbage! Du må jo være gal. Hans navn har været på skolens liste over nye elever, siden han blev født. Han er selvskreven på en af de fineste skoler for heksekunst og troldmandsskab i verden. Efter syv år vil han ikke være til at kende igen. Der vil han komme til at gå sammen med unge mennesker af hans egen karat. Det i sig selv vil være lidt af en forandring. Og han vil få den bedste læremester, Hogwarts nogensinde har haft, Albus Dumbled…”

”JEG HAR IKKE TÆNKT MIG AT BETALE NOGET SOM HELST FOR, AT EN GAMMEL NAR KAN LÆRE HAM TRYLLEKUNSTER!” skreg onkel Vernon.

Men nu var han gået for vidt. Hagrid greb paraplyen og hvirvlede den over sit hoved.

”PRØV ALDRIG …” tordnede han, ”AT FORNÆRME ALBUS DUMBLEDORE MENS JEG HØRER PÅ DET!”

Han lod paraplyen suse ned og pegede på Dudley – et violet lyn eksploderede med en lyd som fyrværkeri. Der hørtes et skingert hyl, og i næste sekund hoppede Dudley omkring med sine hænder på sine tykke bagdel. Han hvinede som en gris. Da han vendte sig om, så Harry, at der faktisk stak en grisehale ud af et hul i buksebagen.

Onkel Vernon brølede, mens han trak tante Petunia og Dudley ind i hyttens andet værelse. Han standsede i døråbningen og kastede et sidste forfærdet blik på Hagrid, før han forsvandt bag døren, der blev smækket med et brag.

Hagrid kiggede ned på sin paraply og strøg sig gennem skægget.

”Det går ikke, at jeg mister besindelsen på den måde,” sagde han brødebetynget, ”men det virkede nu heller ikke så godt. Jeg havde tænkt mig at forvandle ham til en gris, men måske var han i forvejen så stor en gris, at han kun manglede halen.”

Han sendte Harry et skævt blik under de buskede øjenbryn.

”Jeg ville være taknemmelig, hvis du ikke nævner det her for nogen på Hogwarts,” sagde han. ”Jeg øh – jeg må egentlig ikke udøve magi, sådan set. Jeg fik lov til at lave en smule kunster for at følge efter dig og sende dig alle brevene. Det var faktisk en af grundene, til at jeg meldte mig til jobbet …”

”Hvorfor må du ikke udøve magi?” spurgte Harry.

”Tja, jeg har jo selv gået på Hogwarts, men jeg – øh – blev smidt ud, for at sige det som det er. Efter tredje år. De knækkede min tryllestav midt over og alt muligt. Men Dumbledore lod mig blive som nøglebærer. Han er en flink mand, ham Dumbledore.”

”Hvorfor blev du smidt ud?”

”Det er ved at være sent, og vi får travlt i morgen,” sagde Hagrid med høj stemme. ”Vi skal ind til byen og købe dine bøger og alt det andet.”

Han tog sin store, sorte overfrakke af og smed den over til Harry.

”Du kan godt sove under den,” sagde han. ”Jeg er ligeglad med, om den bliver krøllet. Jeg tror, at jeg har et par syvsovere i en af lommerne.”

5 – Diagonalstræde

Harry vågnede tidligt næste morgen. Selvom han fornemmede, at det allerede var lyst, holdt han øjnene lukket.

”Det var en drøm,” sagde han bestemt til sig selv. ”Jeg drømte, at en kæmpe ved navn Hagrid kom for at fortælle mig, at jeg skulle på en skole for troldmænd. Når jeg åbner øjnene, vil jeg være hjemme i pulterrummet.”

Der lød en høj banken.

Og det er tante Petunia, der banker på døren, tænkte Harry skuffet videre. Men han åbnede stadig ikke sine øjne. Det havde været en virkelig god drøm.

Bank, bank, bank.

”Ja, ja,” mumlede Harry. ”Jeg står op nu.”

Han satte sig op, og Hagrids tunge frakke gled af ham. Hytten var oplyst af solens stråler, stormen var drevet over. Hagrid selv sov på den sammensunkne sofa, og en lille ugle bankede sine kløer mod vinduet. Den holdt en avis i næbbet.

Harry kom hurtigt på benene. Han var så glad, at det føltes som at have en stor ballon i maven. Han skyndte sig over til vinduet og åbnede det. Uglen strøg ind og smed avisen oven på Hagrid, som dog ikke vågnede ved det. Så baskede uglen ned på gulvet og begyndte at angribe Hagrids frakke.

”Hov, lad være med det.”

Harry forsøgte at vifte uglen væk, men den snappede vildt efter ham og vedblev at trampe og flå i frakken.

”Hagrid!” sagde Harry højt, ”der er en ugle …”

”Betal ham,” gryntede Hagrid fra sofaen.

”Hva’?”

”Han vil ha’ sin betaling for at levere avisen. Kig i lommerne.”

Hagrids frakke syntes ikke at bestå af andet end lommer. De var fulde af nøglebundter, snore, hagl til en luftbøsse, mintpastiller, teposer … endelig fandt Harry en håndfuld mærkelig mønster.

”Gi’ ham fem knut,” sagde Hagrid søvnigt.

”Knut?”

”De små kobbermønter.”

Harry fandt fem små kobbermønter, og uglen strakte sit ben frem, så han kunne putte dem ned i en lille læderpung, der var fastgjort der. Så fløj den ud gennem det åbne vindue.

Hagrid gabte højlydt og strakte sig.

”Vi må se at komme af sted, Harry. Vi får travlt. Vi skal til London og købe alle dine nye skoleting.”

Harry stod og vendte troldmandsmønterne i hånden, mens han betragtede dem. Han var kommet til at tænke på noget, der punkterede den glade ballonfølelse i maven.

”Øh, Hagrid?”

”Mm?” sagde Hagrid i færd med at trække sine store støvler på.

”Jeg har altså ikke nogen penge – og du hørte selv, hvad onkel Vernon sagde i aftes. Han nægter at betale for, at jeg skal lære tryllekunster.”

”Det ska’ du slet ikke bekymre dig om,” sagde Hagrid, idet han rejste sig og kradsede sig i håret. ”Tror du måske, at dine forældre har efterladt dig uden en skærv?”

”Men deres hus blev jo ødelagt …”

”De opbevarede ikke deres guld i huset, knægt! Nå, men vi skal altså først til Gringotts. Troldmandsbanken. Snup dig en pølse, de smager ikke så ilde, når de er kolde – og jeg vil heller ikke sige nej til en bid af din fødselsdagskage, hvis jeg må ha’ lov …”

”Har troldmænd banker?”

”Kun den ene. Gringotts. Den bliver drevet af nisser.”

Harry tabte den pølsebid, han var ved at fortære.

”Nisser?”

”Ja – og enhver, der prøver at røre den, vil komme til at fortryde det bittert, det kan jeg godt sige dig. Man skal aldrig lægge sig ud med nisserne. Gringotts er det sikreste sted i verden, man kan opbevare sine værdier – bortset fra Hogwarts måske. Faktisk har jeg i forvejen et ærinde i Gringotts. For Dumbledore, altså. Det har noget med Hogwarts’ affærer at gøre.” Hagrid pustede sig stolt op. ”Han beder altid mig om at ordne de vigtige sager. At hente dig – at hente ting og sager fra Gringotts – han ved, at han ka’ stole på mig ser du. Nå, er du klar? Så kom med.”

Harry fulgte med Hagrid ud på klippen. Himlen var skyfri, og havet glimtede i sollyset.

Båden, som onkel Vernon havde lejet, lå der stadig, men der var en del vand i bunden efter stormvejret.

”Hvordan kom du herud?” spurgte Harry og så sig omkring efter endnu en båd.

”Jeg fløj,” svarede Hagrid.

”Fløj?”

”Jah, men vi tager tilbage i den her. Jeg fik besked på ikke at bruge magi, når jeg havde fat i dig.”

De gik om bord i båden. Harry stirrede på Hagrid og forsøgte at forestille sig, hvordan kæmpen jo bar sig ad med at flyve.

”Men det er næsten synd og skam, at vi skal ro, synes jeg,” bemærkede Hagrid og sendte Harry et af sine skæve sideblikke. ”Hvis nu, jeg, øh – altså, jeg sætter lidt fut i tingene, så siger du ikke noget om det på Hogwarts, vel?”

”Selvfølgelig ikke,” sagde Harry, der ikke kunne vente med at se lidt mere magi. Hagrid trak den lyserøde paraply frem igen, bankede den to gange mod bådens side, og af sted gik det mod land.

”Hvorfor skal man ikke prøve at røve Gringotts?” spurgte Harry.

”Besværgelser – trylleformularer,” sagde Hagrid og foldede sin avis ud, mens han talte.

”Man siger, at der findes en drage, som bevogter bankboksene. Og så skal man endda først finde vej frem til dem – Gringottsbanken stækker sig hundrede mil under London, forstår du. Den ligger dybt nede i undergrunden. Du ville dø af sult, hvis du selv skulle finde ud, efter at det måske var lykkedes dig at få fingre i et eller andet.”

Harry sad og grublede lidt over det, mens Hagrid læste sin avis, Profet-tidende. Harry havde lært fra onkel Vernon, at folk gerne ville være i fred, når de læste avis, men det var meget svært at tie stille. Han havde aldrig haft så meget at spørge dem om i hele sit liv.

”Ministeriet for Magi skaber som sædvanlig forvirring og rod,” mumlede Hagrid og bladrede.

”Findes der virkelig et ministerium for magi?” spurgte Harry uvilkårligt.

”Selvfølgelig,” sagde Hagrid. ”De ville have Dumbledore som minister, men han ville forlade Hogwarts. Derfor hyrede de gamle Cornelius Fudge til jobbet. Et rigtigt fjumrehoved. Han bombarderede Dumbledore med ugler hver eneste dag for at be’ om råd i alle mulige sager.”

”Men hvad laver sådan et ministerium egentlig?”

”Jo, ser du, ministeriets fornemste opgave er at sørge for, at Mugglerne ikke finder ud af, at der findes hekse og troldmænd overalt i landet.”

”Hvorfor det?”

”Hvorfor? Du store kineser, Harry, alle ville jo forsøge at skaffe sig magiske løsninger på ethvert problem. Nej, du, det er bedst, at ingen kender til os.”

Nu slog båden blødt mod kajen. Hagrid foldede sin avis sammen og de steg op ad stentrappen til gaden.

De forbipasserende stirrede på Hagrid, da de spadserede gennem den lille by til stationen. Harry kunne ikke bebrejde dem. Ikke blot var Hagrid dobbelt så høj som alle andre; han blev også ved med at pege på helt almindelige ting som for eksempel parkometre med udbrud som, ”Se bare, Harry. Hvad mener du om det? Sikke dog de Mugglere kan finde på, hva’?”

”Hagrid,” sagde Harry forpustet, fordi han måtte løbe for at følge med, ”sagde du ikke, at der findes drager i Gringottsbanken?”

”Ja, det siges jo,” svarede Hagrid. ”For dælen, hvor ville jeg gerne ha’ en drage.”

”Ville du virkelig?”

”Jeg har ønsket mig en, siden jeg var dreng – nå, nu er vi her.”

De var nået frem til stationen. Der gik et tog mod London fem minutter senere. Hagrid, der ikke forstod sig på Muggler-penge, som han kaldte dem, gav sedlerne til Harry, så han kunne købe billetter.

Folk stirrede som gale, da de steg på toget. Hagrid fyldte to sæder og var travlt optaget af at strikke noget, der lignede et kanariegult cirkustelt.

”Har du stadig dit brev, Harry?” spurgte han og gav sig til at tælle masker.

Harry tog pergamentkonvolutten op af lommen.

”Godt,” sagde Hagrid. ”Det skulle indeholde en liste over alt, hvad du behøver.”

Harry foldede et vedlagt stykke papir ud. Det havde han ikke lagt mærke til i aftes, da han modtog brevet. Han læste:

Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab

Uniform

Førsteårselever skal bruge:

1. Tre almindelige arbejdskapper (sorte)

2. En almindelig spids hat (sort) til dagbrug

3. Et par beskyttelseshandsker (drageskind eller lignende)

4. En vinterkappe (sort, sølvhægter)

Vær opmærksom på, at alle elevers udstyr skal påsys navnemærker.

Bøger

Alle elever skal have et eksemplar af følgende titler:

Standardlektioner i besværgelser (niveau 1), af Miranda Goshawk

Magiens historie, af Bathilda Bagshot

Magisk teori, af Adalbert Waffling

Begyndervejledning i forvandlingskunst, af Emeric Switch

Tusind magiske urter og svampe, af Phyllida Spore

Magiske drikke og eliksirer, af Arsenius Jigger

Overnaturlige dyr og deres ynglesteder, af Newt Scamander

Mørkets kræfter; en vejledning i selvforsvar, af Quentin Trimble

Andet udstyr

1 tryllestav

1 kedel (tin, standardstørrelse nr. 2)

1 sæt kemibægre af glas eller krystal

1 teleskop

1 sæt messingvægte

Eleverne må også medbringe en ugle ELLER en kat ELLER en tudse

VI MINDER FORÆLDRENE OM, AT INGEN MÅ MEDBRINGE EGEN KOST PÅ FØRSTE ÅR.

”Kan man virkelig købe alt det i London?” undrede Harry sig højlydt.

”Ja, hvis man ved, hvor man skal gå hen,” sagde Hagrid.

Harry havde aldrig før været i London. Selvom Hagrid syntes at kende vejen, var det dog tydeligt, at han ikke var vant til at bruge almindelige transportmidler. Han sad fast i gitre og rækværk, og da de skulle med undergrundsbanen, klagede han højlydt over, at sæderne var for små og toget for langsomt.

”Hvordan kan Mugglerne dog klare sig uden magi?” udbrød han, da de trådte ud af en nedslidt elevator, der havde bragt dem fra undergrundsstationen til gadeniveau. De befandt sig nu på en myldrende gade med masser af butikker på begge sider.

Hagrid var så enorm, at menneskemyldret delte sig foran ham, som var det Moses, der krydsede Det Røde Hav. Harry sørgede for at holde sig lige bag ham. De passerede boghandlere, musikforretninger, burgerrestauranter og biografer, men ingen steder kunne Harry se en butik, der måske ville kunne sælge dem en tryllestav. Dette var blot en almindelig gade med en masse almindelige mennesker. Kunne det virkelig være sandt, at der lå bunker af troldmandsguld gemt i sikkerhedsbokse langt under dem? Fandtes der virkelig butikker, der solgte tryllebøger og heksekoste? Måske var alt dette bare en stor snydeforestilling, som familien Dursley havde fundet på for at drille ham? Hvis Harry ikke havde været helt sikker på, at Dursley-familien manglede enhver antydning af humoristisk sans, ville han sandelig have tænkt sådan; og dog føltes alting så uvirkeligt. Men Hagrid havde jo forklaret ham, hvordan tingene hang sammen, og Harry stolede instinktivt på ham.

”Her er det,” meddelte Hagrid og standsede, ”Den Utætte Kedel! Det er et vidtberømt sted.”

De stod foran et lille, snusket udseende værtshus. Hvis Hagrid ikke var standset op og havde udpeget det, ville Harry slet ikke have lagt mærke til stedet. Folk hastede forbi, og ingen så meget som kastede et blik derind. Deres øjne gled fra den store boghandel på den ene side og til musikforretningen på den anden. Det var, som om de slet ikke kunne se Den Utætte Kedel. Harry fik i hvert fald en stærk fornemmelse af, at han og Hagrid var de eneste, der så værtshuset. Men før han nåede at spørge om det underlige fænomen, havde Hagrid trukket ham med sig indenfor.

Af et vidtberømt sted at være var her temmelig mørkt og lurvet. Der sad et par gamle damer i et hjørne og drak små glas sherry. En af dem røg på en lang pibe. En lille mand i høj hat talte med bartenderen, som var pilskadet og lignede en rynket skumfidus.

Al samtale forstummede, da Harry og Hagrid trådte ind. Alle syntes at kende kæmpen; de vinkede og smilede til ham, og bartenderen rakte et glas frem med ordene, ”Du skal vel have det sædvanlige, Hagrid?”

”Ikke nu, Tom. Jeg er her i et ganske andet anliggende,” sagde Hagrid og slog sin store hånd ned på Harrys skulder. Harry gik næsten i knæ.

”Du godeste,” sagde bartenderen og kiggede på Harry, ”jamen det er jo – det kan da ikke være …?”

Der var nu blevet fuldkommen stille i Den Utætte Kedel. Det var, som om ingen trak vejret.

”Nu står verden ikke længere,” hviskede den gamle bartender, ”Harry Potter … hvilken ære.”

Han strøg frem fra sin plads bag bardisken, skyndte sig hen til Harry og greb hans hånd med tårer i øjnene.

”Velkommen tilbage, hr. Potter, velkommen tilbage.”

Harry vidste ikke, hvad han skulle sige. Alle stirrede på ham. Den gamle dame med piben puslede løs uden at opdage, at gløden var gået ud. Hagrid strålede som en sol.

Så kom der pludselig liv i dem alle. Stolene skrabede mod gulvet, og folk myldrede frem mod Harry. De greb hans hånd og bad ham hjerteligt velkommen.

”Doris Crockford, det er en stor ære endelig at få lov til at hilse på Dem, hr. Potter.”

”Det gør mig meget stolt, hr. Potter, meget stolt at give Dem hånden.”

”Jeg har altid ønsket at møde Dem – jeg er helt forvirret over, at det endelig sker.”

”Mig en glæde, hr. Potter, en usigelig glæde. Diggle er navnet, Dedalus Diggle.”

”Jeg har set dig før!” udbrød Harry, da Dedalus Diggle tabte hatten i al sin ophidselse.

”Du bukkede engang for mig, da vi stødte ind i hinanden i et supermarked.”

”Han husker det!” udbrød Dedalus Diggle og så triumferende rundt på de andre. ”Hørte I det? Han kan huske mig?”

Harry måtte igen give dem alle hånden – Doris Crockford var slet ikke til at slippe af med.

En bleg, ung mand skubbede sig vej frem. Han så meget nervøs ud; øjnene flakkede i alle retninger.

”Professor Quirrel!” sagde Hagrid. ”Harry, professor Quirrel er en af dine læremestre på Hogwarts.”

”P-P-Potter,” stammede professor Quirrel og greb Harrys hånd, ”sikke en fornøjelse at møde Dem.”

”Hvilken slags magi underviser du i, professor Quirrel?”

”S-Selvforsvar mod M-Mørkets Magter,” fremstammede professor Quirrel. Det virkede næsten, som om han ikke turde tænke på det. ”I-ikke fordi jeg tror, a-at du f-f-får brug f-for det, hr. Potter!” Han lo nervøst. ”N-nu skal du vel til at k-købe udstyr til s-skolen, går jeg ud f-f-fra? Jeg skal s-selv have købt en b-bog om v-v-vampyrer i dag.” Han så ganske rædselsslagen ud ved tanken.

Men de andre lod ikke professor Quirrel tale længere med Harry. Det tog næsten hele ti minutter at slippe bort fra dem alle. Endelig lykkedes det Hagrid at skaffe sig opmærksomhed i al forvirringen.

”Vi må se at komme videre – der er en masse, vi skal have købt. Kom, Harry.”

Doris Crockford gav Harry hånden en sidste gang, og Hagrid ledte ham videre gennem værtshuset og ud i en lille, lukket baggård. Her var intet andet at se end nogle affaldscontainere og en smule ukrudt langs asfaltkanterne.

Hagrid smilede bredt til Harry.

”Jeg sagde det jo, gjorde jeg ikke? Du er berømt, Harry. Selv professor Quirrel var benovet over at se dig – ja, han er ganske vist benovet det meste af tiden, men denne gang var han endnu mere benovet, end han plejer at være.”

”Ryster og stammer han altid sådan?”

”Åh, ja. Stakkels mand. Men han er en skarp begavelse. Der var ikke noget i vejen med ham, dengang han bare tog sig af teorien, men så tog han fri et år for at skaffe sig praktisk erfaring … man siger, at han stødte ind i nogle vampyrer fra Den Sorte Skov. Og så var der også noget frygteligt rod med en ond gammel troldkælling – han blev aldrig den samme, efter at han kom hjem igen. Han er bange for eleverne og bange for sit eget fag. Nå, hvor er nu min paraply?”

Vampyrer? Onde troldkællinger? Harry kunne næsten ikke rumme det i sit hoved.

Hagrid lagde ikke mærke til det, for han var travlt optaget af at tælle murstenene over affaldscontainerne.

”Tre op … to hen …” mumlede han. ”Så, træd lidt tilbage, Harry.”

De berørte mursten begyndte at ryste og vride sig. Nu kom der et lille hul til syne – det blev større og større, og et par sekunder efter stod de foran en mægtig portal, hvor selv Hagrid ville kunne gå igennem uden at skulle dukke sig. På den anden side af porten løb en vej belagt med brosten. Den snoede sig tilsyneladende af sted i det uendelige. Man kunne ikke se, hvor den endte.

”Velkommen,” sagde Hagrid, ”til Diagonalstræde.”

Han grinede af Harrys forbløffelse og puffede ham med sig gennem porten. Harry så sig hurtigt tilbage over skulderen; portalen var allerede forsvundet, og der var kun den skærmende, uigennemtrængelige mur tilbage.

Solens stråler glimtede lystigt i en mængde kobberkedler uden for den nærmeste butik.

Kedler – alle størrelser – kobber, messing, sølv, tin – selvkogende – sammenklappelige!

Skiltet, der hang over butikken, talte sit tydelige sprog om varelageret.

”Jah, sådan en skal du absolut ha’,” sagde Hagrid, ”men først skal vi have fat i dine penge.”

Harry ville ønske, at han havde mindst otte par øjne. Han vendte og drejede hovedet i alle retninger for at få set godt og grundigt på det hele: Butikkerne, alle varerne, der var opstillet udenfor, folk, der gik omkring for at gøre indkøb. En kraftig dame uden for apoteket rystede på hovedet, idet de passerede, og sagde: ”Dragelever, sytten Segl for et pund, de må være vanvittige …”

Et lavmælt kor af blød tuden lød inde fra en mørk butik med et skilt, der fortalte så meget som: Eyelops uglevarehus – hornugler, kirkeugler, sneugler, slørugler. Adskillige drenge på Harrys alder stod med næserne presset mod et vindue med en udstilling af koste. ”Se,” hørte Harry en af dem sige, ”den nye Nimbus 2000 – den hurtigste, der hidtil er lavet!”

Der var butikker, som solgte kapper; butikker, som solgte teleskoper og mærkelige sølvinstrumenter, hvis lige Harry aldrig før havde set; vinduer med udstillede pakker af flagermuselever og åleøjne, stakke af tryllebøger, fjerpenne, pergamentruller, små flasker til trylledrik og måneglobusser …

”Her har vi så Gringottsbanken,” sagde Hagrid.

De var nået frem til en snehvid marmorbygning, der tårnede sig op over alle de små butikker. Ved siden af den polerede bronzedør stod en vagt uniformeret i rødt og gult. Det var en …

”Ja, det er en nisse,” sagde Hagrid lavmælt, idet de gik op mod ham ad de hvide trappesten. Nissen var omkring et hoved kortere end Harry. Han havde et mørklødet, klogt ansigt og et spidst skæg. Harry lagde mærke til, at han havde usædvanligt lange hænder og fødder. Han bukkede let, idet de trådte indenfor. I den lille forhal blev de mødt af endnu en dør. Denne gang var den lavet af finpudset sølv. Der var en inskription:

”Som jeg sagde, man skal være vanvittig, før man forsøger at stjæle noget her,” bemærkede Hagrid.

Et par nissevagter åbnede høfligt sølvdøren og viste dem ind i en stor marmorsal.

Hundredvis af nisser var travlt beskæftiget bag skrankerne. De skrev og skriblede på lange lister, vejede mønter på messingvægte og undersøgte ædelsten i mikroskoper. Der var så mange døre, at Harry opgav at tælle dem, og adskillige nisser var fuldt beskæftiget med at dirigere de myldrende kunder både ind og ud. Hagrid og Harry satte kurs mod kassen.

”G’morgen,” sagde Hagrid til en ledig kassenisse. ”Vi er kommet for at hente nogle penge fra hr. Harry Potters boks.”

”Har De nøglen, hr.?”

”Ja, jeg har den her et sted,” sagde Hagrid og begyndte at tømme sine lommer ud på disken. Han kom til at drysse nogle hengemte hundekiks ud over nissens regnskabsbog.

Nissen rynkede let på næsen. Harry kiggede over på skranken ved siden af og så en nisse veje en bunke rubiner så store som glødende kulstykker.

”Her er den,” sagde Hagrid endelig og fremviste en gylden nøgle.

Nissen kiggede nøje på den.

”Det lader til at være i orden.”

”Og jeg har også et brev fra professor Dumbledore,” tilføjede Hagrid vigtigt og skød brystkassen frem. ”Det er om Du-ved-hvad i boks nummer syv hundrede og tretten.”

Nissen læste omhyggeligt brevet.

”Javel,” sagde han og gav brevet tilbage til Hagrid, ”jeg skal sørge for, at der kommer nogen og viser jer vej ned til begge bokse. Griphook!”

Griphook, endnu en nisse, kom og stillede sig afventende foran dem. Da Hagrid endelig havde fået fejet alle hundekiksene tilbage i sine lommer, fulgte han og Harry efter Griphook. De gik over til en af de mange døre, der ledte bort fra ekspeditionssalen.

”Hvad er Du-ved-hvad i boks nummer syv hundrede og tretten?” spurgte Harry.

”Det ka’ jeg ikke sådan sige,” sagde Hagrid svævende. ”Det er en dyb hemmelighed. En Hogwarts-affære. Dumbledore stoler på mig. Mit job afhænger af min diskretion.”

Griphook holdt døren for dem. Harry havde forventet at se flere overdådige marmorhaller og blev meget forbavset, da de trådte ud i en smal gang udhugget i sten.

Brændende fakler var fastgjort til væggene med jævne mellemrum. Det gik stejlt nedad, og der var små skinner i gulvet. Griphook fløjtede, og en lille vogn kom rullende ad sporene mod dem. De steg ind – Hagrid med noget besvær – og kørte af sted.

I begyndelsen bumlede de blot gennem en labyrint af utallige, snoede passager. Harry forsøgte at indprente sig vejen – venstre, højre, højre, venstre, midterste gang, højre, venstre – men det var helt umuligt i længden. Den rumlende vogn syntes selv at kende vejen, for Griphook styrede den ikke.

Harrys øjne løb i vand på grund af den kolde luft, der susede imod dem, men han holdt dem alligevel vidtåbne. På et tidspunkt syntes han, at han så et ildpust for enden af en gang og vendte sig hurtigt for at se, om det skulle være en drage. Men han nåede det ikke. De strøg støt nedefter; og på et tidspunkt passerede de en underjordisk sø i en drypstenshule, hvor kæmpemæssige stalaktitter og stalagmitter hang fra loftet og voksede fra bunden.

”Jeg har aldrig kunnet finde ud af,” råbte Harry til Hagrid, ”hvad forskellen er på en stalaktit og en stalagmit?”

”Stalagmitter er med ’m’,” sagde Hagrid, ”og mere kan ikke sige om den sag lige nu. Jeg tror, jeg er ved at blive køresyg.”

Han så også temmelig grøn ud i ansigtet, da vognen endelig standsede ved siden af en lille dør. Hagrid steg ud og måtte læne sig mod væggen et øjeblik, for hans knæ rystede under ham.

Griphook låste den lille dør op. En masse grøn røg kom bølgende ud, og da den havde spredt sig, kunne Harry ikke holde et benovet gisp tilbage. I sikkerhedsboksen lå der stakke af guldmønter, stabler af sølvmønter og bunker af kobbermønter (det var dem, der hed Knut).

”Det er alt sammen dig,” smilede Hagrid.

Alt sammen Harrys – det var utroligt. Familien Dursley havde øjensynligt ikke vidst noget om det, ellers ville de have taget det fra ham hurtigere, end han kunne nå at tælle til tre. Hvor efter havde de ikke klaget over, hvor dyrt det var at have Harry på kost? Og hele tiden havde denne lille formue ligget her og ventet på ham, dybt under Londons myldrende gader.

Hagrid hjalp Harry med at skovle nogle af mønterne ned i en taske.

”Guldmønterne er Galleoner,” forklarede han. ”Der går sytten Sølvsegl på en Galleon, og niogtyve Knut på en sølvsnegl; det er jo let nok. Så, nu har du vist nok til de første par semestre. Vi må hellere lade resten ligge sikkert forvaret hernede.” Han vendte sig mod Griphook. ”Så skal vi til boks syv hundrede og tretten. Og er det muligt at køre lidt langsommere denne gang?”

”Vognene kan kun køre med én hastighed,” svarede Griphook.

De kørte dybere ned, og farten tog til. Luften blev koldere og koldere, idet de susede rundt i skarpe sving og stejle kurver. Vognen raslede hen over en underjordisk kløft, og Harry lænede sig ud over siden for at se, hvad der gemte sig nede på den mørke bund.

Hagrid stønnede fortvivlet, greb ham i nakken og trak ham ublidt tilbage.

Boks nummer syv hundrede og tretten havde intet nøglehul.

”Træd tilbage,” sagde Griphook med betydningsfuld mine. Han strøg forsigtigt over døren med sine lange fingre, og døren smeltede simpelthen bort.

”Hvis enhver anden end en af Gringottsbankens nisser forsøgte det her, ville de blive suget direkte ind gennem døren. De ville ikke kunne komme ud, før vagterne opdagede dem derinde,” sagde Griphook.

”Hvor ofte kontrollerer I, om der er nogen inde i boksene?” spurgte Harry.

”Åh, omkring hvert tiende år,” svarede Griphook med et temmelig ondskabsfuldt grin.

Der måtte været noget helt ekstraordinært gemt i denne topsikrede boks, mente Harry og stak ivrigt hovedet frem i forventning om at se de vidunderligste juveler eller andre ufattelige rigdomme. Men ved første øjekast syntes boksen at være helt tom. Så lagde han mærke til en lille, nusset pakke i brunt papir. Den lå på gulvet, og Hagrid samlede den op og stoppede den ned i en af sine inderlommer. Harry var ved at gå til af nysgerrighed men kunne mærke, at han hellere måtte lade være med at plage.

”Kom så. Hop så bare op i den infernalske vogn; og du må hellere lade være med at sige noget til mig på vejen tilbage. Det er bedst, at jeg holder min mund helt lukket,” sagde Hagrid.

En vild vogntur senere stod de og missede med øjnene ude foran Gringotts. Harry vidste slet ikke, hvilket ben han skulle stå på nu, hvor han havde en hel taske fuld af penge.

Hvilken butik skulle han besøge først? Selv om han ikke kendte den nøjagtige værdi af de fremmede mønter, var han dog klar over, at han stod med flere penge mellem hænderne, end han havde set i hele sit liv – langt flere, end Dudley nogensinde have fået i lommepenge.

”Vi må hellere starte med din skoleuniform,” sagde Hagrid og nikkede hen mod Madam

Malkin: Kapper til enhver lejlighed. ”Hør Harry, gør det noget, hvis jeg lige smutter over og får mig en lille en i Den Utætte Kedel? Jeg hader at køre med de der Gringottsvogne og bliver nødt til at have noget at styrke mig på.” Han så stadig en smule køresyg ud, så Harry gik alene hen i madam Malkins butik med sommerfugle i maven.

Madam Malkin var en lavstammet, smilende heks klædt i lilla.

”Hogwarts, ikke også, min ven?” sagde hun med det samme, da Harry trådte ind. Han nåede end ikke at åbne munden selv. ”Vi har det hele her – jeg har faktisk en anden ung mand inde for at prøve uniform.”

Ude i bagbutikken stod en dreng med et blegt, markeret ansigt på en skammel, mens en anden heks var ved at lægge hans lange, sorte kappe op med knappenåle. Madam Malkin placerede Harry på en skammel ved siden af og begyndte at tage mål af ham for at finde den rette længde.

”Hej,” sagde drengen, ”skal du også på Hogwarts?”

”Ja,” sagde Harry.

”Min far er inde ved siden af for at købe mine bøger, og min mor er gået længere op ad gaden for at finde en god tryllestav,” sagde drengen. Han havde en drævende, overlegen stemme. ”Bagefter tror jeg, at jeg vil slæbe dem med hen for at se på racerkoste. Jeg kan overhovedet ikke forstå, hvorfor man ikke må medbringe sin egen kost på første år. Jeg skal nu nok få presset min far til at købe mig en – og så skal jeg nok få den smuglet med mig ind på en eller anden måde.”

Han mindede i uhyggelig grad om Dudley.

”Har du din egen kost?” fortsatte drengen.

”Nej,” sagde Harry.

”Spiller du overhovedet Quidditch?”

”Nej,” sagde Harry og spekulerede på, hvad i alverden Quidditch dog kunne være.

”Det gør jeg altså – far siger, at det ville være en forbrydelse, hvis jeg ikke bliver udvalgt til at spille for mit kollegium. Ved du, hvilket kollegium, du skal bo på?”

”Nej,” sagde Harry endnu en gang og begyndte at føle sig meget dum.

”Tja, det er der jo ikke rigtig nogen, der ved, før de kommer til skolen. Men jeg ved altså, at jeg skal være på Slytherin. Der har min familie altid boet – forestil dig at skulle bo på Hufflepuff. Jeg tror simpelthen, at jeg ville forlade skolen igen med det samme; eller hvad mener du?”

”Mmm,” sagde Harry og ønskede, at han havde noget mere interessant at bidrage til samtalen med.

”Hold da op, se lige den fyr!” sagde drengen pludselig og nikkede over mod butikkens store frontvindue. Hagrid stod udenfor og grinede ind til Harry, mens han pegede på de to store isvafler som tegn på, at han ikke kunne komme ind.

”Det er Hagrid,” sagde Harry, der endelig kunne fortælle drengen noget, han ikke vidste. ”Han arbejder på Hogwarts.”

”Åh,” sagde drengen, ”ham har jeg da hørt om. Han er sådan en slags tjener, ikke?”

”Han er nøglebærer,” sagde Harry, der brød sig mindre og mindre om drengen for hvert sekund, der gik.

”Ja, præcis. Jeg har også hørt, at han er sådan lidt primitiv – bor vist nok i en hytte på skolens område. Og når han bliver fuld – og det gør han jævnligt – prøver han altid noget magi. Det ender som regel med, at han kommer til at sætte ild til sin egen seng.”

”Jeg synes, at han er alle tiders,” sagde Harry koldt.

”Gør du?” sagde drengen hånligt. ”Hvorfor er han med dig? Hvor er dine forældre?”

”De er døde,” sagde Harry kort for hovedet. Han ville ikke uddybe emnet for drengen.

”Åh, det er jeg ked af,” sagde den anden uden at lyde alt for brødebetynget. ”Men de var da nogle af vore, var de ikke?”

”Min mor var heks og min far troldmand, hvis det er det, du mener.”

”Jeg synes virkelig ikke, at man burde lukke nogen af de andre ind. Eller hvad mener du? De er ikke ligesom os. De er aldrig blevet opdraget til vores standard. Nogle af dem har end ikke hørt om Hogwarts, før de får brev derfra. Er det ikke lidt langt ude? Jeg synes, at man skulle holde sig til de gamle troldmandsslægter. Hvad hedder du egentlig til efternavn?”

Men før Harry nåede at svare, brød Madam Malkin ind: ”Så er du færdig, min ven,” og Harry sprang lettet ned fra sin skammel. Nu havde han en undskyldning for at slippe væk fra den ulidelige dreng.

”Nå, men vi ses jo nok på Hogwarts,” drævede drengen.

Harry var en smule fåmælt, da han kom ud og fik den is, Hagrid havde købt til ham (chokolade og hindbær med nøddedrys).

”Hvad er der i vejen?” spurgte Hagrid.

”Ikke noget,” løj Harry. De standsede for at købe pergament og fjerpenne. Harry lyste helt op, da han fandt en flaske med blæk, der ændrede farve, efterhånden som man skrev med det. Da de forlod butikken, spurgte han, ”Hagrid, hvad er Quidditch?”

”Du skeløjede skarabæ, jeg glemmer jo hele tiden, hvor lidt du ved – tænk, at du ikke kender Quidditch!”

”Lad nu være med at få mig til at føle mig dummere, end jeg gør i forvejen,” sagde Harry og fortalte om den blege dreng hos madam Malkin.

”… og så sagde han, at børn fra Mugglerfamilier ikke burde blive lukket ind …”

”Du er i hvert fald ikke nogen Muggler. Hvis han bare havde vidst, hvem du i virkeligheden er … Tænk på, at han er vokset op med historierne om dig, hvis han altså kommer fra en rigtig troldmandsfamilie. Ja, du så jo selv reaktionen hos dem, der sad inde i Den Utætte Kedel. Nå, men han ved i hvert fald ikke, hvad han taler om. Nogle af de bedste magikere, jeg nogensinde har set, kom fra en Mugglerslægt – se bare på din mor! Og tænk på, hvilken søster hun var belemret med!”

”Men hvad er så Quidditch?”

”Det er vores sport. Troldmandssport. Det er lige så stort om – som for eksempel fodbold i Mugglernes verden. Alle følger med i Quidditch. Det bliver spillet oppe i luften, på kosteskafter. Der er fire bolde – men det er lidt svært at forklare reglerne.”

”Og hvad er så Slytherin og Hufflepuff?”

”Det er to af skolens kollegier. Der hvor eleverne bor. Vi har fire af dem. Alle siger, at Hufflepuff er for nørderne og de langsomme, men …”

”Jeg tør vædde på, at jeg skal være på Hufflepuff,” sagde Harry dystert.

”Hufflepuff er langt at foretrække frem for Slytherin,” sagde Hagrid med dommedagsrøst. ”Alle de troldmænd, der gik over til Mørkets side, har boet på Slytherin. Du-ved-hvem var en af dem.”

”Vol – ups – Du-ved-hvem har altså gået på Hogwarts?”

”For mange, mange år siden,” svarede Hagrid.

De købte Harrys skolebøger i en butik, der hed Flourish & Blotts, hvor reolerne nåede til loftet, bugnede af læderindbundne bøger så store som fortovsfliser og silkeindbundne bøger så små som frimærker. Der var bøger fulde af de mærkværdigste symboler – og endda bøger med helt tomme sider. Dem ville Dudley, der aldrig læste noget som helst, sikkert have været ivrig efter at få fat i.

Hagrid måtte nærmest trække Harry væk fra Forbandelser og mod-besværgelser (forheks dine venner og bombarder dine fjender med de sidste nye hævnakter; Hårtab, gele i knæene, tungebinding og meget, meget mere) af professor Vindictus Viridian.

”Jeg ville bare finde en god forbandelse til Dudley.”

”Jeg siger ikke, at det er en dårlig idé; men du må altså ikke bruge magi i Mugglernes verden, undtagen i ganske særlige tilfælde,” sagde Hagrid. ”Og under alle omstændigheder vil du ikke ku’ finde ud af de forbandelser, før du har gået i skole. Der skal megen læsning til, før du når op på det niveau.”

Hagrid ville ikke lade Harry købe en flot guldkedel (”der står tin på liste”), men de fik fat i en udmærket vægt til at veje tryllemikstur på. De fik også et teleskop af messing. Derefter besøgte de apoteket, der var så fascinerende et sted, at det ikke gjorde noget, at der lugtede ganske forfærdeligt; Som en blanding af rådne æg og rådden kål. Der stod hele tønder af en slimet substans på gulvet; der var krukket med urter, tørrede rødder og farvede pulvere på væggenes hylder. Overalt i loftet hang der bundter af fjer, hugtænder og kløer trukket på snor. Mens Hagrid spurgte manden bag disken, om han kunne levere en samling af grundsubstanser til Harry, gik Harry selv i gang med at undersøge de forsølvede enhjørningehorn til enogtyve Galleoner og ikke at forglemme de bitte-små, glitrende bille-øjne (fem Knut for en skefuld).

Uden for apoteket rådførte Hagrid sig igen med Harrys liste.

”Så mangler vi bare din tryllestav – og åh ja, jeg mangler også at købe dig en fødselsdagsgave.”

Harry kunne mærke, at han rødmede.

”Du behøver da ikke at …”

”Jeg ved godt, at jeg ikke behøver. Men hør nu her. Jeg vil gerne forære dig et dyr; for det bør du absolut have. Men det bliver altså ikke en tudse; tudser gik af mode for flere år siden, og de andre ville gøre grin med dig – og jeg kan heller ikke li’ katte, de får mig til at nyse. Jeg tror, at jeg vil gi’ dig en ugle. Alle børn vi ha’ ugler i øjeblikket. Ugler er meget nyttige. De bringer din post ud og alt muligt.”

Tyve minutter senere forlod de Eeylops Uglecenter. Der havde været dunkelt og fuldt af både baskende lyde og glitren fra juvelklare øjne. Harry bar nu på et stort bur med en smuk sneugle. Fuglen sov fast med hovedet under sin vinge. Det var en hun. Han kunne ikke lade være med at stamme, da han takkede Hagrid. Han syntes selv, at han lød ligesom professor Quirrel.

”Det var da så lidt,” sagde Hagrid genert. ”Jeg har på fornemmelsen, at du ikke har fået så mange gaver fra den Dursley-familie. Nå, nu skal vi kun nå i Ollivanders – det eneste rigtige sted at købe en tryllestav. Ollivanders har de allerbedste.”

En tryllestav … det var, hvad Harry virkelig havde glædet sig til.

Denne sidste butik var meget lille og meget faldefærdig. Med falmede guldbogstaver over døren stod der Ollivanders: leverandør af fine tryllestave siden 382 fvt. Der var udstillet en eneste tryllestav i det støvede vindue; den var placeret fint på en purpurfarvet pude.

En ringlende klokke lød et sted bagude i butikken, idet de trådte indenfor. Det var virkelig en trang butik. Her var helt tomt med undtagelse af en spinkel, vakkelvorn stol, der var skubbet op mod væggen.

Harry satte sig ned for at vente. Han havde en sær fornemmelse ved at være her – omtrent som om han var trådt ind i et meget strengt og regelbundet bibliotek; han slugte sine mange spørgsmål og kiggede sig i stedet omkring. Nu så han, at der ovre ved den anden væg var stablet en masse smalle æsker nydeligt ovenpå hinanden. Stablerne nåede helt til loftet, og der måtte være tusindvis af æsker. Han følte en mærkelig kildren i nakkehårene. Stilheden og selv støvet herinde virkede, som om det var ladet med en hemmelig magi.

”God eftermiddag,” sagde en blød stemme. Harry sprang op, og det gav også et sæt i Hagrid, for der kom en mærkelig knasende lyd fra ham.

En gammel mand stod foran dem. Hans store, blege øjne skinnede som måner gennem butikslokalets dunkelhed.

”Goddag,” sagde Harry kejtet.

”Åh ja. Ja, ja. Jeg mente nok, at jeg snart ville se dig hos mig, Harry Potter,” sagde manden konstaterende og fortsatte i samme tone: ”Du har din mors øjne. Det føles, som om det var i går, hun trådte ind for at købe sin første tryllestav. Ti og en kvart tomme lang, fremstillet af bøjeligt piletræ. En god stav til tryllearbejde.”

Hr. Ollivander trådte nærmere hen til Harry, der ønskede, at manden ville blinke med øjnene. Hans sølvfarvede øjne virkede en smule uhyggelige, syntes han.

”Din far, derimod, foretrak en mahognistav. Elleve tommer. Smidig. En smule mere kraftfuld og velegnet til forvandlinger. Når jeg siger, hvad dine forældre foretrak, må jeg hellere forklare dig, at det i virkeligheden er tryllestaven selv, der vælger sin troldmand eller heks.”

Hr. Ollivander var nu kommet så tæt på Harry, at de nærmest stod næse mod næse.

Harry kunne se sit spejlbillede i de store, slørede øjne.

”Og det er så hvor …”

Hr. Ollivander rørte arret i Harrys pande med en lang, hvid finger.

”Jeg må med skam melde, at det var mig, der solgte tryllestaven, der forårsagede det,” sagde han lavmælt. ”Tretten og en halv tomme. Uha, virkelig en kraftfuld stav. Et meget, meget stærkt redskab, og i de forkerte hænder … Tja, hvis jeg havde vidst, hvad den tryllestav skulle blive årsag til, så …”

Han rystede på hovedet og fik så, til Harrys store lettelse, øje på Hagrid.

”Rubeus! Rubeus Hagrid! Hvor dejligt at se dig igen … Egetræ, seksten tommer og meget bøjelig, ikke sandt?”

”Netop, hr. Det er ganske rigtigt.”

”En god stav var det. Men jeg hører, at de knækkede den midt over, da du blev smidt ud, ikke sandt?” sagde hr. Ollivander og lød pludselig temmelig streng.

”Øh ja, det gjorde de, ja,” sagde Hagrid og skrabede med fødderne i gulvet. ”Men jeg har stadig de to stykker,” tilføjede han håbefuldt.

”Men du vover ikke at bruge dem, vel?” sagde hr. Ollivander skarpt.

”Åh, nej da, hr.” sagde Hagrid hastigt. Harry lagde mærke til, at han tog et meget fast tag i sin paraply, idet han sagde det.

”Hmmm,” sagde hr. Ollivander og sendte Hagrid et gennemborende blik, før han igen vendte sig mod Harry. ”Nå, hr. Potter. Lad mig nu se.” Han trak et langt målebånd med sølvmarkeringer op af lommen. ”Hvilken arm er din tryllearm?”

”Øh, tja, jeg er højrehåndet,” sagde Harry.

”Stræk din arm ud. Sådan.” Han målte Harry fra skulder til finger, fra håndled til albue, fra skulder til gulv, fra knæ til armhule og rundt om hovedet. Idet han tog målene, sagde han: ”Hver eneste Ollivander-stav har en kerne af virksom magisk substans, hr. Potter. Vi bruger enhjørningehår, drageskæl og kimærehorn. Ikke to Ollivander-stave er ens, ligesom der ikke findes to identiske enhjørninger, kimærer eller drager. Og det er indlysende, at man ikke får bedre resultater med en stav af andet fabrikat end Ollivanders.”

Det gik pludselig op for Harry, at målebåndet, der i øjeblikket målte afstanden mellem hans næsebor, bevægede sig helt af sig selv. Hr. Ollivander havde travlt med at rode rundt mellem stablerne af æsker.

”Det er nok,” sagde han så, hvorefter målebåndet rullede sig sammen på gulvet. ”Nå, hr. Harry tog tryllestaven og (han følte sig en smule dum) lod den slå et par slag i luften; men hr. Ollivander snuppede den fra ham med det samme.

”Ahorn og enhjørningehår. Syv tommer. Temmelig snertende. Prøv …”

Harry prøvede – men knap havde han hævet staven, før den også blev snuppet fra ham af hr. Ollivander.

”Nej, nej – her, ibenholt og kimærehorn, otte og en halv tomme. Elastisk. Prøv den, kom så i gang!”

Harry prøvede og prøvede. Han anede ikke, hvad hr. Ollivander egentlig forventede af ham. Bunken af afprøvende og forkastede tryllestave voksede sig større og større på den vakkelvorne stol. Men hr. Ollivander vedblev utrætteligt at finde nye stave frem fra æskerne. Jo flere han måtte hente, jo gladere syntes han at blive.

”Vanskelig kunde, hva’? Men bare rolig, vi skal nok finde den perfekte stav et eller andet sted blandt mine produkter – jeg gad nok vide – ja, hvorfor ikke – usædvanlig kombination – kristtorn og kimærehorn, elleve tommer, udsøgt og fintfølende.”

Harry tog staven. Han mærkede en varme sprede sig i fingrene, hævede staven over sit hoved og lod den suse ned gennem den støvede luft. Røde og gyldne gnister spredte sig som festfyrværkeri fra stavens spids. Gnisterne dansede som små ildkugler overalt omkring dem. Hagrid jublede og klappede, mens hr. Ollivander råbte ”Bravo! Ja, sådan bør det være, flot. Det må jeg nok sige … hvor mærkværdigt … hvor fantastisk og aldeles mærkværdigt …”

”Undskyld,” sagde Harry, ”men hvad er det, som er mærkværdigt?”

Hr. Ollivander så på Harry med sit gennemborende, blege blik.

”Jeg husker hver eneste tryllestav, jeg nogensinde har solgt, hr. Potter. Hver evig eneste stav. Det forholder sig sådan, at det kimærehorn, som findes i din stav, var et dobbelt horn. Der var altså nok til to stave. Det er virkelig mærkværdigt, at det skulle vise sig, at du er udset til netop denne stav, fordi dens broderstav – ja, dens broderstav gav dig det ar, du bærer i panden!”

Harry sank en klump.

”Ja, tretten og en halv tomme var den anden stav. Takstræ og halvdelen af kimærehornet. Hvor tingene dog ordner sig på mærkelige måder. Det er tryllestaven, der vælger sin troldmand, husker du nok. Jeg har på fornemmelsen, at vi kan forvente os store bedrifter fra din side, hr. Potter … ret skal være ret, Han-som-ikke-må-benævnes udførte også store bedrifter – forfærdelige bedrifter ganske vist, men storslåede.”

Harry skælvede. Han var ikke helt sikker på, at han rigtigt brød sig om hr. Ollivander.

Han betalte syv Galleoner for sin tryllestav, og hr. Ollivander bukkede høfligt for dem, da de forlod butikken.

Den sene eftermiddagssol stod lavt på himlen, da Harry og Hagrid fandt vejen tilbage til Diagonalstræde og videre ud gennem portalen i muren. Da de trådte ind i Den Utætte Kedel, var der helt mennesketomt. Harry sagde ikke et ord, da de gik videre ud på gaden; han lagde end ikke mærke til, hvordan folk stirrede og måbede, da de satte sig ind i toget med alle deres mærkeligt formede pakker og den sovende ugle i Harrys skød. Da de nåede Paddington station, steg de af og kørte med elevatoren op til gadeniveau. Harry lagde først mærke til sine omgivelser, da Hagrid gav ham et klap på skulderen.

”Vi har lige tid til en bid brød, før dit tog kører,” sagde han.

Han købte en burger til sig selv og Harry, og de satte sig ned i cafeteriaets plasticsæder for at spise. Nu, hvor Harry igen var vågnet op til dåd, syntes han, at verden så helt anderledes ud, end den havde gjort dagen i forvejen, men han var stadig i dybe tanker.

”Er der noget i vejen, Harry? Du er så stille,” sagde Hagrid.

Harry var ikke helt sikker på, at han kunne forklare det. Han havde netop haft den bedste fødselsdag i hele sit liv – og alligevel … han gumlede på sin burger, mens han prøvede at finde ordene.

”Alle synes, at jeg er noget særligt,” begyndte han endelig. ”Alle de folk i Den Utætte Kedel, professor Quirrel, hr. Ollivander … men jeg ved ikke noget som helst om magi. Hvordan kan de dog forvente store bedrifter af mig? Jeg ved ikke, hvad der skete, da Vol-ups … Jeg mener, den nat, da mine forældre døde.”

Hagrid lænede sig ind over bordet mod Harry. Bag det vilde skæg og de buskede øjenbryn sås et meget venligt smil.

”Du skal ikke bekymre dig, Harry. Du vil hurtigt tage ved lære. På Hogwarts starter alle elever fra begyndelsen, og du skal nok klare dig. Bare vær dig selv. Jeg ved godt, at det lyder dumt. Du har altid været noget for dig selv, og det er altid svært. Men du skal nok komme til at trives på Hogwarts – det gjorde jeg, og det gør jeg faktisk stadig.”

Hagrid hjalp Harry på toget, der skulle køre ham tilbage til Ligustervænget. Lige før det kørte, rakte han en konvolut frem.

”Din billet til Hogwarts,” sagde han. ”Den første september – King’s Cross – det hele står på billetten. Hvis du får de mindste problemer med familien Dursley, skal du bare sende mig et brev med din ugle – hun skal nok finde mig … vi ses snart, Harry.”

Toget kørte fra stationen. Harry ville se efter Hagrid og rejste sig fra sædet for at presse næsen mod ruden. Men Hagrid var allerede borte.

6 – Rejsen Fra Perron Ni Trekvart

Harrys sidste tid hos familien Dursley var ikke morsom. Ganske vist var Dudley nu så bange for Harry, at han ikke vovede at være i samme rum, og tante Petunia og onkel Vernon lukkede ham ikke længere inde i pulterrummet eller tvang ham til at gøre alt muligt arbejde for sig eller råbte ad ham – faktisk talte de slet ikke til ham. De var både rædselsslagne og rasende og valgte derfor helt at lade som om han ikke eksisterede. Selvom alt dette på mange måder var en forbedring, føltes det alligevel deprimerende efter nogle dage.

Harry holdt sig derfor på sit værelse. Han havde jo sin nye ugle som selskab. Han besluttede at kalde hende Hedvig, et navn, han havde fundet i Magiens historie.

Alle hans skolebøger var uhyre interessante. Han lå på sengen og læste til langt ud på natten, mens Hedvig strøg ind og ud ad vinduet, som det passede hende. Det var heldigt, at tante Petunia ikke længere tiltvang sig adgang for at støvsuge, for Hedvig bragte adskillige døde mus med sig hjem. Hver nat, før han lagde sig til at sove, afkrydsede Harry endnu en dag i kalenderen. Nedtællingen til den første september var begyndt.

Den sidste dag i august tænkte han, at det var bedst at tale med sin onkel og tante om, hvordan han kom til King’s Cross-stationen den næste dag. Han gik derfor ned i dagligstuen, hvor de sad og så et quizprogram i tv. Han rømmede sig for at lade dem vide, at han var til stede, hvorefter Dudley hylende løb sin vej.

”Øh, onkel Vernon?”

Onkel Vernon gryntede for at vise, at han lyttede.

”Øh, jeg skal være på King’s Cross i morgen, fordi – fordi jeg skal til Hogwarts.”

Onkel Vernon gryntede igen.

”Er det muligt, at du kan køre mig derhen?”

Grynt. Harry gik ud fra, at det betød ja.

”Tak.”

Han skulle lige til at gå ovenpå igen, da onkel Vernon begyndte at tale.

”Mærkeligt, at du er nødt til at tage toget til en troldmandsskole. Er alle de flyvende tæpper i uorden?”

Harry sagde ikke noget.

”Og hvor ligger den skole så?”

”Det ved jeg ikke,” sagde Harry. Det havde han faktisk ikke tænkt over før nu. Han fandt billetten frem og kiggede på den.

”Jeg skal bare tage toget fra perron ni trekvart klokken elleve,” læste han.

”Sikke noget vrøvl,” sagde onkel Vernon, ”der findes ikke nogen perron ni trekvart.”

”Det står på min billet.”

”Ufatteligt,” sagde onkel Vernon, ”de er alle sammen skingrende skøre. Bare vent, det vil du selv sande. Men lad gå, vi kører dig til King’s Cross. Vi skal alligevel til London i morgen, ellers ville jeg ikke gøre mig den ulejlighed.”

”Hvorfor skal I til London?” spurgte Harry i et sidste forsøg på at tale venskabeligt med sin onkel.

”Dudley skal på hospitalet,” knurrede onkel Vernon, ”vi må jo have fjernet den hale, før han skal begynde på Smeltings.”

Den næste morgen vågnede Harry klokken fem og var alt for nervøs og opstemt til at kunne sove videre. Han stod op og trak i sit almindelige tøj; han havde ikke lyst til at tage på stationen med troldmandstøj på. Han kunne skifte, når han var kommet på toget. Han gennemgik sin skoleliste for at sikre sig, at han havde købt alt det, der stod på den. Han sørgede for, at Hedvig sad sikkert i sit bur og begyndte så at vandre frem og tilbage i sit værelse, mens han ventede på, at familien Dursley skulle stå op.

To timer senere lå Harrys kæmpestore, tunge kuffert i Dursley-familiens bil, og tante Petunia havde overtalt Dudley til at sætte sig ind ved siden af Harry. Så hørte de.

De nåede King’s Cross klokken halv elleve. Onkel Vernon smed Harrys kuffert på en lille bagagevogn og kørte den hen til stationen for ham. Harry undrede sig over onkel Vernons usædvanlige venlighed, indtil hans onkel pludselig standsede for nedgangen til perronerne med et ondskabsfuldt grin.

”Ja, så står vi her, knægt. Perron ni og perron ti. Din perron skulle så befinde sig et sted midt imellem, men det ser ikke ud til, at de har bygget den endnu, vel?”

Selvfølgelig havde han ret. Der hang et stort plasticnummer ni over den ene nedgang og et stort plasticnummer ti over den anden. Mellem de to perroner var der ikke noget skilt.

Der var faktisk slet intet andet end en mur med en billetautomat.

”Så må du have det godt på skolen,” sagde onkel Vernon med et endnu bredere, ondskabsfuldt grin; og så gik han uden at sige et ord mere. Harry vendte sig efter ham og så familien Dursley køre bort. De sad alle tre og grinede. Harry blev helt tør i munden.

Hvad i alverden skulle han dog stille op? Folk var begyndt at kigge underligt på ham, fordi han stod med Hedvig. Han blev nødt til at spørge nogen om vej.

Han standsede en forbipasserende kontrollør, men turde ikke nævne noget om perron nummer ni trekvart. Kontrolløren havde aldrig hørt om Hogwarts, og da Harry end ikke kunne oplyse, hvilken del af landet han skulle til, begyndte manden at blive irriteret, fordi han troede, at Harry bare spillede dum med vilje. Desperat begyndte Harry, hvor han kunne finde det tog, der skulle afgå klokken elleve, men kontrolløren sagde, at der slet ikke var nogen afgange på det tidspunkt. Så begyndte han at gå, mens han mumlede noget om tidsrøvere. Harry måtte tage sig gevaldigt sammen for ikke at blive grebet af panik. Ifølge stationen store ur havde han ti minutter til at finde toget til Hogwarts, og han havde ikke den ringeste anelse om, hvordan han skulle klare det. Han var strandet midt på stationen med en kuffert, han knap kunne løfte, en lomme fuld af troldmandspenge og en stor ugle.

Hagrid måtte have glemt at fortælle om et eller andet trick, man skulle udføre for at finde perron ni trekvart – sådan noget som at banke på den tredje mursten, ligesom da de skulle ind i Diagonalstræde. Han overvejede, om han skulle finde sin tryllestav frem og prøve at slå den mod billetautomaten, der var placeret mellem perron ni og ti.

I samme øjeblik passerede en gruppe rejsende, og han nåede lige at høre ordene.

” … og der er sikkert fuldt af Mugglere. Dem kan man aldrig slippe for …”

Harry vendte sig hurtigt. Den talende var en tyk dame. Hun havde en lille pige ved hånden og fire drenge med sig, alle med flammende rødt hår. Hver af dem trak en kuffert som Harrys efter sig – og de havde også ugler.

Med hamrende hjerte begyndte Harry at skubbe sin vogn med kufferten af sted efter dem. De standsede op, og Harry gjorde ligeså, idet han sørgede for at stå så nær, at han kunne høre, hvad de sagde.

”Nå, hvad er perronens nummer?” spurgte børnenes mor.

”Ni trekvart!” lød det fra den lille pige. ”Mor, hvorfor kan jeg ikke komme med?”

”Du er ikke gammel nok, Ginny, og ti så stille. Ja, det er i orden, Percy, gå du bare først.”

Drengen, der stå ud til at være den ældste, marcherede af sted mod perron ni og ti.

Harry kiggede nøje efter ham; han turde næsten ikke blinke med øjnene af skræk for at gå glip af, hvad der nu skete – men idet drengen nåede hen til mellemrummet mellem de to perroner, myldrede en stor flok turister ind foran Harry, og da den sidste store rygsæk var passeret, var drengen forsvundet.

”Fred, så er det dig,” sagde den tykke dame til en af sine andre drenge.

”Jeg er altså ikke Fred, jeg er George,” bemærkede drengen. ”Helt ærligt, mor, hvordan kan du kalde dig selv for en ordentlig mor, når du ikke kan kende os fra hinanden?”

”Undskyld George, min skat.”

”Det var bare for sjov. Jeg er Fred,” sagde drengen og gik af sted. Hans tvilling råbte efter ham, at han skulle skynde sig lidt, og det måtte han havde gjort, for i næste øjeblik var han borte. Hvordan gjorde de dog?

Nu begyndte den tredje bror at gå rask hen mod billetautomaten mellem de to perroner – han var næsten derhenne – og så, lige pludselig, var han der ikke.

Det var kun én ting at gøre.

”Undskyld mig,” sagde Harry til den tykke dame.

”Halløj, min ven,” sagde hun. ”Er det din første tur til Hogwarts? Ron er også ny.” Hun pegede på den sidste og yngste af sine sønner. Han var høj, tynd og ranglet. Desuden havde han masser af fregner, store hænder og fødder samt en lang næse.

”Ja,” sagde Harry, ”men det forholder sig sådan, at – øh, jeg ved ikke, hvordan man …”

”Hvordan man kommer til perronen?” sagde hun venligt, og Harry nikkede.

”Bare rolig,” sagde hun. ”Det eneste, du skal gøre, er at gå direkte mod muren mellem perron ni og ti. Du skal ikke standse, og vær ikke bange for, at du støder ind i den, det er det vigtigste. Du må hellere gøre det i løb, hvis du er nervøs. Kom så af sted med dig, før Ron prøver.”

”Øh, okay,” sagde Harry.

Han vendte transportvognen med kufferten og stirrede på muren mellem de to perroner. Den så meget massiv ud.

Han begyndte at bevæge sig mod den. Folk myldrede omkring ham på vej til perron ni eller ti. Harry satte farten op. Han ville støde direkte sammen med billetautomaten, og så ville han for alvor være på den. Han lænede sig frem og skubbede hårdere til vognen, mens han begyndte at løbe. Muren kom nærmere og nærmere – han ville ikke kunne nå at standse nu – vognen var ude af kontrol – han var kun et skridt fra muren – han lukkede øjnene og ventede på sammenstødet –

Der skete ikke noget – han blev ved med at løbe – han åbnede øjnene …

Et højrødt lokomotiv holdt og ventede på perronen, som var fuld af passagerer. Harry fik øje på et stort skilt, hvorpå der stod Hogwarts-ekspressen, afgang klokken elleve. Han kiggede sig tilbage og så en buegang af jern, hvor muren mod billetautomaten før havde været. Oven over buegangen stod der: Perron ni trekvart. Han havde klaret det.

Dampen vældede fra lokomotivet; den indhyllede menneskemængden, der endnu stod på perronen og sludrede, mens katte i alverdens farver snoede sig omkring benene på dem.

Uglerne tudede til hinanden, og lyden overdøvede helt folks snakken og deres skramlen med tunge kufferter.

De første par vogne var allerede fulde af elever. Nogle hang ud ad vinduet for at tale lidt mere med deres familier, andre var optaget af småslagsmål mellem sæderne. Harry skubbede sin transportvogn hen ad perronen, hans han spejdede efter en ledig plads i toget. Han gik fordi en rundhovedet dreng, der sagde, ”Bedstemor, nu har jeg tabt min tudse igen.”

”Åh, Neville,” hørte han den gamle dame sukke.

En dreng med rastafarihår var midtpunkt i en lille flok.

”Lad os nu se, Lee, kom nu.”

Drengen lindede på låget af en æske, han havde i armene, og alle de andre omkring ham hylede og skreg, idet et eller andet i æsken stak et langt, behåret ben ud.

Harry masede sig gennem menneskemasserne, indtil han endelig fandt en tom kupe bagest i toget. Han satte først Hedvig ind og begyndte så at bakse med sin kuffert. Han forsøgte at alle kræfter at slæbe den op ad trinene, men kunne knap hæve den op i bare en af siderne. Da han havde forsøgt sig et par gange, tabte han til sidst kufferten ned over sin fod.

”Har du brug for lidt hjælp?” Det var den ene af de rødhårede tvillinger fra før.

”Ja, tak,” gispede Harry.

”Hej, Fred! Kom her og hjælp!”

Med tvillingernes hjælp blev Harrys kuffert endelig pakket væk i et hjørne af kupeen.

”Tak,” sagde Harry og strøg sit svedige hår væk fra øjnene.

”Hvad er det?” sagde en af tvillingerne pludselig og pegede på Harrys lynnedslag i panden.

”For pokker,” sagde den anden tvilling. ”Er du …?”

”Ja, han er,” sagde den første tvilling. ”Er du ikke?” tilføjede han henvendt til Harry.

”Hvad?” spurgte Harry.

”Harry Potter,” sagde tvillingerne i kor.

”Åh, ham,” sagde Harry. ”Jeg mener, jo, jeg er.”

De to drenge gloede på ham, og Harry kunne mærke, at han blev rød i hovedet. Så lød en stemme, til Harrys store lettelse, gennem den åbne togdør.

”Fred? George? Er I der?”

”Vi kommer nu, mor.”

Med et sidste blik på Harry sprang tvillingerne ud af vognen.

Harry satte sig på et sæde ved vinduet, hvorfra han halvt skjult kunne holde øje på den rødhårede familie på perronen. Han kunne også høre, hvad de sagde. Deres mor havde netop trukket et lommetørklæde frem.

”Ron, du har noget på næsen.”

Den yngste dreng forsøgte at undslippe, men hun greb fat i ham og begyndte at tørre ham om næsen.

”Mor, altså – la’ vær’!” Han vred sig løs.

”Åååh, Ronnie pattebarn ka’ ikk’ selv tørre sin tud!” drillede en af tvillingerne.

”Hold mund,” sagde Ron.

”Hvor er Percy nu blevet af?” sagde deres mor.

”Han kommer nu.”

Den ældste dreng kom hen mod dem med lange skridt. Han havde allerede skiftet til sin lange, bølgende, sorte Hogwartskappe. Harry lagde mærke til, at han havde et skinnende sølvskilt med bogstavet V fastgjort på brystet.

”Jeg har ikke så meget tid, mor,” sagde han. ”Jeg skal sidde oppe foran, de ældste vejledere har to kupeer for sig selv …”

”Åh, er du blevet vejleder, Percy?” sagde en af tvillingerne med påtaget overrasket mine.

”Det skulle du da have fortalt os. Vi anede slet, slet ikke noget om det.”

”Joh, jeg syn’s da, at han snakkede om det,” sagde den anden tvilling. ”En gang …”

”Eller to gang …”

”Eller hundrede gange …”

”Eller uafbrudt hele sommerferien …”

”Åh, klap i,” sagde Percy, vejlederen.

”Hvordan kan det være, at Percy er den eneste, som har fået ny kappe?” sagde en af tvillingerne.

”Fordi han er blevet vejleder,” sagde deres mor stolt. ”Det er i orden, min ven. Løb du bare, og hav et rigtigt godt semester – send mig en ugle, når I er fremme.”

Hun kyssede Percy på kinden, og væk var han. Så vendte hun sig mod tvillingerne.

”Nå, I to – i år har I bare at opføre jer ordentligt. Hvis jeg får en eneste ugle, der fortæller mig, at I har sprængt et toilet i luften eller …”

”Sprængt et toilet i luften? Det har vi da aldrig gjort.”

”Men sikke en sjov ide, mor. Den kan vi måske bruge.”

”Det er ikke morsomt. Og husk at se lidt efter Ron.”

”Bare rolig, Ronnie pattebarn kan være ganske tryg, når vi er i nærheden.”

”Klap i,” sagde Ron igen. Han var næsten allerede lige så høj som tvillingerne, og hans næse var stadig lyserød der, hvor hans mor havde skrubbet den.

”Du, mor, ved du hvad? Prøv at gætte, hvem vi lige har mødt på toget?”

Harry skyndte sig at læne sig tilbage i sædet, så de ikke kunne se, at han kiggede.

”Du ved, ham den sorthårede dreng, der stod i nærheden af os oppe på stationen? Ved du, hvem han er?”

”Hvem?”

”Harry Potter!”

Harry hørte nu den lille piges stemme.

”Åh, mor, må jeg ikke gå op i toget for at se ham, mor, åh, må jeg ikke …”

”Du har jo allerede set ham, Ginny, og den stakkels dreng er ikke noget, man skal glo på, som om han var et dyr i Zoo. Var det virkelig ham, Fred? Hvordan vidste I det?”

”Jeg spurgte ham. Og vi så hans ar. Det var virkelig der midt i panden – som et lynnedslag.”

”Den stakkels dreng – så er det ikke underligt, at han var alene. Han var så høflig, da han spurgte om vej til perronen.”

”Pyt med, om han var høflig. Tror I, at han kan huske, hvordan I-ved-hvem så ud?”

Deres mor blev pludselig stram i ansigtet.

”Jeg forbyder jer at spørge ham om den slags, Fred. Nej, I vover ikke at gøre det. Som om han har brug for at blive mindet om den slags, når han er på vej til sin første skoledag.”

”Okay, bare rolig.”

En fløjte lød.

”Skynd jer!” sagde deres mor, og de tre drenge steg på toget. De lænede sig ud af vinduet, så hun kunne kysse dem farvel, og deres lillesøster begyndte at græde.

”Lad nu være med det, Ginny. Vi sender dig en masse ugler.”

”Vi sender dig også et toiletsæde fra Hogwarts.”

”George!”

”Jeg laver bare sjov, mor.”

Toget satte sig i bevægelse. Harry så drengenes mor stå og vinke, mens deres lillesøster, halvt grædende og halvt grinende, løb efter toget, indtil det satte farten op. Så standsede hun og vinkede til dem.

Harry så pigen og hendes mor forsvinde bagude, da toget rundede en kurve og forlod perronen. Husene susede fordi vinduerne. Harry mærkede et sug i maven af spænding.

Han vidste ikke, hvad han kunne vente sig af fremtiden, men det måtte helt sikkert være bedre end det liv, han lod bag sig.

Døren til kupeen blev skubbet op, og den yngste af de rødhårede drenge trådte ind.

”Er det sæde optaget?” spurgte han og pegede på sædet over for Harry. ”Der er helt fyldt op de andre steder.”

Harry rystede på hovedet, og drengen satte sig. Han kiggede på Harry, hvorpå han hurtigt rettede blikket mod vinduet, som om han slet ikke var nysgerrig. Harry lagde mærke til, at han stadig havde en lille sort plet på næsen.

”Hej, Ron.”

Tvillingerne var tilbage.

”Hør her, vi smutter ned i midten af toget – Lee Jordan har en kæmpe tarantel i en æske.”

”Okay,” mumlede Ron.

”Harry,” sagde den anden tvilling, ”vi har vist ikke præsenteret os! Fred og George Weasley. Og det er Ron, vores bror. Vi ses lidt senere.”

”Farvel,” sagde Harry og Ron. Tvillingerne skød kupedøren i efter sig.

”Er du virkelig Harry Potter?” røg det ud af Ron.

Harry nikkede.

”Åh, jamen, jeg troede, at det bare var noget, Fred og George havde fundet på for at drille,” sagde Ron. ”Og har du virkelig et rigtigt – du ved …”

Han pegede på Harrys pande.

Harry strøg pandehåret væk for at vise lynnedslaget. Ron stirrede.

”Det er altså der, hvor Du-ved-hvem …?”

”Ja,” sagde Harry, ”men jeg kan ikke huske det.”

”Kan du slet ikke huske noget?” spurgte Ron ivrigt.

”Tja, jeg kan huske en masse grønt lys, men ellers ikke noget.”

”Wow,” sagde Ron. Han sad og stirrede på Harry et øjeblik. Så tog han sig i det og vendte igen blikket mod vinduet.

”Er alle i din familie magikere?” spurgte Harry, der syntes, at Ron var lige så interessant, som Ron syntes, at Harry var det.

”Øh, ja, det tror jeg nok,” sagde Ron. ”Men mor har vist en grandfætter, som er bogholder, men det er ikke noget, vi taler så meget om.”

”Så må du da vide meget om magi allerede.”

Weasley-familien var åbenbart en af de gamle troldmandsslægter, som den blege, overlegne dreng havde talt om hos madam Malkin.

”Jeg har hørt, at du kom til at bo hos Mugglerne,” sagde Ron. ”Hvordan er de egentlig?”

”Forfærdelige – ja, det vil sige, ikke dem alle sammen. Men min onkel, tante og fætter hører til de værste. Jeg ville ønske, at jeg også havde tre troldmandsbrødre ligesom dig.”

”Fem,” sagde Ron og så lidt dyster ud. ”Jeg er den sjette, der skal på Hogwarts. Det giver mig temmelig meget at leve op til. Bill og Charlie er allerede færdige på skolen; Bill var klassens nummer et, Charlie var Quidditch-holdleder. Nu er Percy blevet vejleder, og selvom Fred og George laver en masse ballade, får de virkelig gode karakterer. De andre elever synes også, at de er sjove. Nu forventer alle, at jeg vil klare mig lige så godt som mine brødre, og hvis det lykkes, er der ingen, der vil synes, at det er noget særligt. Det er kun en selvfølge. Og når man er den yngste, får man aldrig noget nyt, fordi der er fem brødre, man kan arve tingene fra. Jeg har Bills gamle kappe, Charlies gamle tryllestav og Percys gamle rotte.”

Ron rakte ind under sin jakke og fandt en gammel, grå rotte frem. Den lå og sov.

”Han hedder Scabbers, og han er absolut ubrugelig. Han er næsten umulig at vække. Min far gav Percy en ugle, fordi han er blevet vejleder; men de havde ikke råd – jeg mener, så fik jeg Scabbers til at begynde med.”

Rons ører blev lyserøde. Han syntes åbenbart, at han havde sagt for meget, for nu tav han og kiggede ud ad vinduet.

Harry syntes ikke, at der var noget mærkeligt ved ikke at have råd til en ugle. Når alt kom til alt, havde han jo aldrig selv haft penge mellem hænderne, før han mødte Hagrid.

Han skyndte sig at fortælle Ron om sine egne fortrædeligheder hos familien Dursley: Om Dudleys aflagte tøj, der var alt for stort, og om sin skrækkelige fødselsdag uden gaver. Ron lyste helt op.

” … og indtil Hagrid fortalte mig om mine forældre, anede jeg ikke noget om troldmænd eller Voldemort …”

Ron gispede.

”Hvad er der?”

”Du sagde jo hans navn!” hviskede Ron, både chokeret og imponeret. ”Jeg troede ellers, at du var den sidste, der ville turde …”

”Det var altså ikke for at spille modig eller noget. Jeg kom bare til at sige navnet,” sagde Harry, ”og desuden har jeg ikke rigtigt vænnet mig til, at man ikke må nævne det. Kan du se, hvad jeg mener, jeg har meget at lære endnu … Jeg tør vædde på,” tilføjede han og talte for første gang om noget, der havde bekymret ham, ”jeg tør vædde på, at jeg bliver den dummeste i klassen.”

”Det tror jeg ikke. Der er masser af elever, som kommer fra Mugglerfamilier, og de lærer lige så hurtigt som alle andre.”

Mens de havde talt sammen, var toget nået ud af London. Nu susede de forbi marker med køer og får. De sad tavse i nogen tid og så landskabet glide forbi.

Omkring klokken halv et hørtes en høj raslen uden for kupeen. Døren blev skubbet op, og en venlig dame med smilehuller spurgte, om de ønskede noget fra hendes kioskvogn.

Harry havde ikke fået morgenmad, så han sprang op for at se på varerne. Rons ører blev igen en smule lyserøde, da han mumlede noget om, at han havde fået en madpakke med.

Harry gik ud til togstewardessen.

I sin tid på Ligustervænget havde han aldrig haft penge til slik, men nu, hvor hans lommer raslede af guld og sølv, var han klar til at købe alle de Chokofanter, han kunne slæbe – men damen havde ingen Chokofanter. Hun havde lakrids-tryllestave, kedelkager, græskartærte, Berties multismagsbønner, skumtudser, platugler og mange andre mærkelige ting, som Harry aldrig før havde set. Han havde ikke tænkt sig at gå glip af noget som helst, så han købte lidt af hvert og betalte damen elleve Sølvsegl og syv knut.

Ron stirrede, da Harry kom slæbende ind i kupeen med alt sit slik og hældte hele molevitten ned på det tomme sæde ved siden af sig.

”Du må være sulten?”

”Fuldstændig udsultet,” sagde Harry og kastede sig over en græskartærte. Ron havde fundet sin medbragte mad frem og pakkede den ud. Der lå fire madder i den. Han tog en af dem fra og sagde, ”Min mor glemmer altid, at jeg ikke kan fordrage leverpostej.”

”Jeg vil godt bytte med dig,” sagde Harry og holdt en ny græskartærte frem. ”Hva’ siger du …”

”Du kan helt sikkert heller ikke lide den,” sagde Ron. ”Den er helt flad og kedelig. Min mor har altid frygteligt travlt, fordi vi er så mange,” undskyldte han hurtigt.

”Tag du bare for dig,” sagde Harry, der aldrig før havde haft chancen for at dele med andre – eller mødt nogen, der gad tage imod noget fra ham. Det var en rar følelse at sidde her sammen med Ron og grovæde sig gennem kagerne og slikket (de glemte hurtigt alt om Rons madpakke).

”Hvad er det her for noget?” spurgte Harry og rakte en indpakket platugle frem mod Ron. ”Det er da ikke lavet af rigtige ugler, vel?” Han havde vænnet sig til at være forberedt på lidt af hvert.

”Nej, bare rolig, det er en chokoladeugle,” sagde Ron. ”Men se lige, hvilket kort der ligger i pakken – jeg mangler Agrippa.”

”Hvad?”

”Nå, nej. Det kan du jo ikke vide noget om – der følger altid et kort med i sådan en platuglepakke, du ved, sådan nogle, man samler på. Det er med alle de berømte hekse og troldmænd gennem tiderne. Jeg har over hundrede, men jeg mangler stadig Agrippa og Ptolomæus.”

Harry pakkede sin chokoladeugle ud og fandt kortet. Det viste en mands ansigt. Han bar halvbriller, havde en stor, kroget næse, langt sølvgråt hår og skæg. Under billedet stod der et navn: Albus Dumbledore.

”Så det er altså Dumbledore!” udbrød Harry.

”Du vil da ikke påstå, at du aldrig har set Dumbledore før?” sagde Ron. ”Må jeg også få en ugle? Måske er jeg så heldig at få Agrippakortet – tak …”

Harry vendte sit kort om og læste:

Albus Dumbledore, for tiden rektor på Hogwarts. Af mange anses han for at ære den største troldmand i moderne tid. Dumbledore er især kendt for at have overvundet Mørkets Troldmand, Grindelwald, i 1945, for opdagelsen af tolv udnyttelsesmuligheder af drageblod og ikke mindst sit alkymistiske arbejde sammen med partneren Nicolas Flamel. Professor Dumbledore holder af kammermusik og bowling.

Harry vendte igen kortet og så til sin store overraskelse, at Dumbledores ansigt var forsvundet.

”Han er væk!”

”Ja, du kan jo ikke forvente, at han skal blive hængende hele dagen, vel,” sagde Ron.

”Bare rolig, han vender tilbage. Nej, jeg fik Morgana igen, og hende har jeg mindst seks af … vil du ha’ det? Du kan jo starte din egen samling.”

Rons blik vandrede videre til alle platuglerne, der lå og ventede på at blive pakket ud.

”Tag bare for dig,” sagde Harry. ”Men i Mugglernes verden bliver folk altså på billederne.”

”Gør de? Bevæger de sig slet ikke den mindste smule?” Ron lød helt forbløffet. ”Hvor sært!”

Harry var ikke mindre forbløffet, da Dumbledore gled tilbage i billedet på kortet og sendte ham et skævt smil. Ron var mere interesseret i at spise frøerne end i at kigge på de berømte hekse og troldmænd, men Harry var dybt fascineret af kortene. I løbet af et øjeblik sad han med både Dumbledore, Morgana, Hengist fra Woodcroft, Alberic Grunnion, Kirke, Paracelsus og Merlin. Det sidste kort, han fik fat i, havde et billede af druidepræsten Cliodna, der kløede sig lidt på næsen. Så åbnede han en pakke med Berties multismagsbønner.

”Dem skal du være forsigtig med,” advarede Ron. ”Når der står multismagsbønner, skal man tage det helt bogstaveligt. Der er både de almindelige med chokolade-, marmelade- og pebermyntesmag; men du kan også risikere at få spinat- og leversmag. Og George er sikker på, at han engang fik en bønne, der smagte af bussemænd.”

Ron udvalgte en grøn bønne, kiggede omhyggeligt på den og bed forsigtigt i den.

”Aaaadr – der kan du bare se! Rosenkål.”

De morede sig herligt med at spise multismagsbønner. Harry fik ost, kokosnød, tomat, jordbær, karry, græs, kaffe og sardin. Han vovede endda at bide en smule af en grå bønne, som Ron nægtede at røre ved. Det vidste sig, at den smagte af peber.

Landskabet, der susede forbi dem, blev gradvist vildere. De velordnede marker var borte. Nu var der skove, mørkegrønne dalsænkninger og hidsige floder at kigge på.

Der blev banket på døren til kupeen, og en dreng med et rundt ansigt kom ind. Harry kunne huske at han havde set ham på perronen. Han så grædefærdig ud.

”Undskyld,” sagde han, ”men har I set en tudse nogen steder?”

Da de rystede på hovedet, brød han ud i gråd. ”Jeg har mistet ham! Han smutter altid væk fra mig.”

”Han skal nok dukke op,” sagde Harry.

”Ja, måske,” sagde drengen fortvivlet. ”Men hvis I ser ham …”

Han gik igen.

”Gad vide, hvorfor han gider hidse sig sådan op,” sagde Ron. ”Hvis jeg havde fået en tudse med, ville jeg da selv sørge for at blive væk fra den så hurtigt som muligt. Men jeg skulle nødig snakke, for jeg har jo Scabbers.”

Rotten lå stadig og slumrede i skødet på Ron.

”Hvis han døde, ville man ikke mærke nogen forskel,” sagde Ron foragteligt. ”I går prøvede jeg at trylle ham gul for at gøre ham mere interessant, men det virkede ikke. Nu skal jeg vise dig noget …”

Han rodede rundt i sin kuffert og trak en slidt tryllestav frem. Den var helt krakeleret flere steder, og noget hvidt stak glimtende ud af spidsen.

”Enhjørningehåret er ved at falde ud. Men se nu …”

Han havde netop løftet staven, da kupédøren igen blev åbnet. Den tudseløse dreng var kommet tilbage, men denne gang havde han en pige med. Hun var klædt i sin nye Hogwartskappe.

”Har nogen her set en tudse? Neville har mistet sin,” sagde hun. Hun lød kommanderende, havde store fortænder og langt, brunt hår.

”Vi har allerede fortalt ham, at vi ikke har set den,” sagde Ron, men pigen hørte ikke efter.

”Nå, så du er ved at trylle? Lad os se, hvad du kan.”

Hun satte sig ned. Ron så helt forskrækket ud.

”Øh, okay.”

Han rømmede sig.

”Solskin, smørblomster, ostehjul, gør denne fede, dumme rotte gul.”

Han viftede med staven, men intet skete. Scabbers var stadig grå og dybt slumrende.

”Er du sikker på, at det er en rigtig besværgelse?” sagde pigen. ”Den er i hvert fald ikke særlig god, vel? Jeg har også forsøgt mig med nogle enkle besværgelser – bare for at øve mig – og jeg har da altid fået dem til at virke. Der er ikke nogen i min familie, der kender til magi, så det var sådan en overraskelse for mig, da jeg fik brev fra skolen, jeg mener, det er jo den bedste skole for troldmandsskab, der findes, så vidt jeg har hørt – jeg har lært alle vores bøger udenad. Jeg håber bare, at jeg bliver god nok. Jeg hedder for resten Hermione Granger, og hvem er så I?”

Hun sagde alt dette i rivende fart.

Harry så på Ron, og han blev lettet over, at Ron, efter hans forbløffede ansigtsudtryk at dømme, tydeligvis heller ikke havde lært noget som helst udenad endnu.

”Jeg hedder Ron Weasley,” sagde Ron.

”Harry Potter,” sagde Harry.

”Er du virkelig Harry Potter?” udbrød Hermione. ”Jeg ved alt om dig, for jeg skaffede mig noget ekstra baggrundsmateriale. Du bliver omtalt i Den moderne magis historie og Mørkets kræfters storhedstid og forfald og Det tyvende århundredes største troldmandsbegivenheder.”

”Er det virkelig sandt?” spurgte Harry fortumlet.

”Du godeste, vidste du ikke det? Jeg ville da have fundet ud af alt, hvad der var værd at vide, hvis jeg var i dine sko,” sagde Hermione. ”Er der nogen af jer, som ved, hvilket kollegium I skal bo på? Jeg har forhørt mig lidt om forholdene, og jeg håber, at jeg kommer på Gryffindor, det virker som det allerbedste sted. Jeg har hørt, at selveste Dumbledore boede der, men jeg tror nu også, at Ravenclaw er udmærket … Nå, men vi må hellere lede videre efter Nevilles tudse. I to må vist også se at få skiftet tøj, for vi er snart fremme.”

Så forlod hun kupeen sammen med den tudseløse dreng.

”Uanset hvilket kollegium jeg kommer på, så håber jeg ikke, at hun skal bo der,” bemærkede Ron. Han smed sin tryllestav i kufferten. ”Sådan en dum besværgelse – George lærte mig den. Jeg tør vædde på, at han viste, at det var en snydebesværgelse.”

”Hvilket kollegium bor dine brødre på?” spurgte Harry.

”Gryffindor,” sagde Ron. Han begyndte at blive dyster igen. ”Mor og far boede der også. Jeg ved ikke, hvad de vil sige, hvis jeg skal bo et andet sted. Jeg tror nu heller ikke, at Ravenclaw ville være alt for slemt, men tænk hvis, hvis jeg bliver indkvarteret i Slytherin.”

”Det er der, hvor Vol- jeg mener, Du-ved-hvem boede, er det ikke?”

”Joh,” sagde Ron. Han lænede sig tilbage i sædet og så meget deprimeret ud.

”Du, jeg synes, at Scabbers er ved at vågne lidt op,” sagde Harry for at muntre Ron en smule op og for at få ham til at tænke på andet end indkvartering. Han fortsatte: ”Hvad laver dine ældste brødre egentlig nu, hvor de er færdige med skolen?”

Harry havde faktisk tænkt længe over, hvad troldmænd foretog sig, når de var færdige med deres uddannelse.

”Charlie er i Rumænien, hvor han studerer drager, og Bill er taget til Afrika, hvor han arbejder for Gringotts,” sagde Ron. ”Du har hørt, hvad der skete i Gringotts, ikke? Der stod alt om det i Profettiende, men jeg tror ikke, at den udkommer i Mugglernes verden. Nogen har forsøgt at bryde ind i en topsikret boks.”

Harry stirrede.

”Virkelig? Hvad skete der med dem?”

”Ingenting. Det er derfor, det er sådan en sensation. De er ikke blevet fanget. Min far siger, at det må være en meget stærk Mørkemagts-troldmand, som står bag. Ingen har ellers nogensinde haft held til at bryde ind i Gringotts. Men det mærkeligste er, at der ikke blev stjålet noget. Og nu er alle opskræmte, fordi man tror, at Du-ved-hvem står bag.”

Harry tyggede lidt på disse nyheder. Han var begyndt at få gåsehud, hver gang Du-ved-hvem blev nævnt. Han gik ud fra, at det var en del af integrationsprocessen i den magiske verden, men hvor ville han dog ønske, at han kunne sige ’Voldemort’ uden at ryste i bukserne.

”Hvilket Quidditch-hold støtter du?” spurgte Ron.

”Øh, jeg kender slet ikke nogen,” måtte Harry indrømme.

”Hvad siger du?” Ron så lamslået ud. ”Nå, men så har du noget at glæde dig til. Quidditch er den bedste sport i hele verden …” og så begyndte han at forklare alt om de fire bolde og om de syv spilleres placering. Og så fortalte han om alle de berømte kampe, han havde været til sammen med sine brødre, og om det kosteskaft, han ville købe, hvis han havde haft råd. Han var netop ved at udrede de finere detaljer i spillet, da kupedøren blev åbnet igen. Denne gang var det hverken Neville, den tudseløse dreng eller Hermione Granger.

Tre drenge trådte ind, og Harry genkendte den midterste med det samme: Det var den blege dreng fra madam Malkins kappeskrædderi. Han så på Harry med langt større interesse, end han havde udvist, da de mødtes i butikken.

”Er det sandt?” spurgte han. ”Alle i toget taler om, at Harry Potter sidder i denne kupe. Det er altså dig, eller hvad?”

”Ja,” sagde Harry og kiggede på de to andre drenge. De var begge tykke og så meget ondskabsfulde ud. De stod på hver side af den blege dreng og lignede regulære livvagter.

”Åh, det her er Crabbe og det er Goyle,” sagde den blege dreng henkastet, da han lagde mærke til Harrys blik. ”Og mit navn er Malfoy, Draco Malfoy.”

Ron hostede en smule, og det kunne godt lyde som en skjult fnisen. Draco Malfoy stirrede på ham.

”Du synes måske, mit navn er morsomt, hva’? Jeg behøver vist ikke at spørge, hvem du er. Min far har fortalt mig, at Weasley-familien har rødt hår, fregner og flere børn, end de har råd til.”

Han vendte sig igen mod Harry.

”Du finder snart ud af, at nogle troldmandsslægter er bedre end andre, Potter. Du skal ikke omgås den forkerte slags, hvis du er klog. Jeg skal nok hjælpe dig med din omgangskreds.”

Han rakte hånden frem mod Harry, men Harry ignorerede den.

”Jeg er udmærket i stand til selv at afgøre, hvem der hører til den forkerte slags, ellers tak,” sagde han køligt.

Draco Malfoy rødmede ikke ligefrem, men en let, lyserød gløden trådte frem på hans blege kinder.

”Jeg ville passe lidt på, hvis jeg var dig, Potter,” sagde han langsomt. ”Medmindre du lærer lidt mere om almindelig høflighed vil det gå dig ligesom dine forældre. De vidste heller ikke, hvad der var bedst for dem selv. Hvis du mængder dig med pøbel som Weasley-familien og Hagrid, vil det snart smitte af på dig.”

Både Harry og Ron rejste sig. Rons ansigt var lige så rødt som hans hår.

”Prøv lige at gentage det,” sagde han.

”Nå, så I vil slås?” snerrede Malfoy.

”Medmindre du skrubber af lige nu,” sagde Harry og lød langt mere modig, end han følte sig. Både Crabbe og Goyle var en hel del større end han selv og Ron.

”Vi har ikke lyst til at skrubbe af, vel drenge? Vi har allerede spist vores frokost, men her ser jo ud til at være masser af slik.”

Goyle rakte ud efter platuglerne ved siden af Ron – Ron sprang frem, men før han nåede at gøre noget som helst, udstødte Goyle et forfærdeligt hyl.

Rotten Scabbers havde bidt sig fast i hans hånd med sine små skarpe tænder. Crabbe og Malfoy bakkede, idet Goyle skrigende svang Scabbers rundt og rundt. Da rotten endelig faldt af og røg direkte mod vinduet, løb alle tre drenge ud i en fart. Måske troede de, at der var flere rotter gemt under slikposerne, eller måske skyldtes flugten, at de kunne høre fodtrin nærme sig. For et øjeblik senere trådte Hermione Granger ind.

”Hvad foregår der her?” spurgte hun og kiggede på alle slikposerne, der var spredt ud over gulvet, mens Ron trak Scabbers op i halen.

”Jeg tror, at han er besvimet,” sagde Ron til Harry. Han kiggede nærmere på Scabbers.

”Nej – det er da løgn – han er faldet i søvn igen.”

Og det var ikke løgn.

”Kender du Malfoy?” spurgte Ron.

Harry forklarede nu alt om deres møde hos Madam Malkin.

”Jeg har hørt om hans familie,” sagde Ron dystert. ”De var nogle af de første, der vendte tilbage til vores side, efter at I-ved-hvem forsvandt. De sagde, at han havde forhekset dem.

Min far tror ikke på det. Han siger, at Malfoys far ikke behøvede nogen undskyldning for at gå over til Mørkets søde.” Han vendte sig mod Hermione. ”Er der noget særligt, du vil os?”

”Jeg ville bare sige, at I skal skynde jer at tage kapper på. Jeg har lige været oppe foran for at spørge lokoføreren, hvornår vi er fremme, og han sagde, at vi næsten er der. I har ikke været oppe og slås, vel? Så får I nemlig problemer, allerede før vi når til skolen!”

”Det er Scabbers, som har været oppe at slås, ikke os,” sagde Ron og skulede til hende.

”Har du noget imod at gå, mens vi skifter?”

”Nej, jeg skal nok gå – jeg kom kun herind, fordi de andre opfører sig som pattebørn; de løber om kap og vælter rundt ude i gangene,” sagde Hermione fornærmet. ”Og du er beskidt på næsen, at du ved det!”

Ron gloede rasende efter hende, da hun gik. Harry kiggede ud ad vinduet. Det var ved at blive mørkt. Han så bjerge og skove under den røde aftenhimmel. Toget syntes slet ikke at sætte farten ned.

Han og Ron tog deres jakker af og trak i de lange sorte kapper. Rons var en smule for kort til ham, så man kunne se hans joggingbukser stikke ud forneden.

En stemme lød gennem toget: ”Vi når frem til Hogwarts om fem minutter. Lad jeres bagage blive på toget. Den vil blive bragt til skolen.”

Harry havde sommerfugle i maven af bar nervøsitet, og Ron, lagde han mærke til, var blevet helt bleg under fregnerne. De proppede lommerne med de sidste slikposer og skyndte sig ud til de andre børn, der masede og skubbede ude på gangen.

Toget satte nu farten ned og standsede lidt efter. Alle skubbede sig frem mod dørene og ud på en lille, mørk perron. Harry skælvede i den kolde aftenluft. Så blev en lygte tændt, og Harry hørte en velkendt stemme: ”Førsteårselever! Førsteårselever går herover! Er du med, Harry?”

Hagrids store behårede ansigt strålede venligt ud mod flokken af elever.

”Følg bare med mig – er der flere førsteårselever bagude? Pas på, hvor I går! Alle førsteårselever følger efter mig!”

Snublende og puffende fulgte de Hagrid ned ad en smal, stejl sti. Mørket var uigennemtrængeligt til begge sider, og Harry gik ud fra, at det var fordi, stien gik gennem en tæt skovstrækning. De fleste var blevet helt tavse. Neville, drengen, der altid mistede sin tudse, gik og småsnøftede.

”Om et øjeblik får I Hogwarts at se,” råbte Hagrid tilbage over skulderen. ”Vi skal lige rundt i svinget her.”

Der lød et højlydt ”Åååååååh!” fra alle børnene.

Den smalle sti ledte ud til bredden af en stor, mørk sø. Højt oppe på toppen af et højt bjerg ved søens modsatte bred lå et kæmpemæssigt slot med oplyste vinduer, tårne og udsmykkede gesimser.

”Der må kun sidde fire i hver båd!” råbte Hagrid, og pegede på en hel flåde af små både, der lå forankret ved søbredden. Harry og Ron fik selskab af Neville og Hermione i deres båd.

”Er alle kommet på plads?” råbte Hagrid, der havde en båd helt for sig selv. ”Så lad fortøjningerne gå – FREMAD!”

Og flåden af småbåde begyndte at bevæge sig på én gang, glidende fremover den spejlblanke sø. Alle sad tavse og stirrede op mod det store slot på tinden. Det tårnede sig op over dem, jo nærmere de kom den anden bred.

”Så er det ned med ho’derne!” råbte Hagrid, da de første både nåede til søens fjerne klippebred. De skyndte sig alle at dukke sig, og de små både førte dem videre ind under en tæt slyngplantebevoksning, der dækkede for en stor åbning i klippen. De gled videre gennem en mørk tunnel, der syntes at føre dem ind under selve slottet. Endelig nåede de til en underjordisk havn, hvor de kunne stige i land.

”Halløj, du der! Er det din tudse?” sagde Hagrid, der kontrollerede, at ingen blev ladt tilbage i bådene.

”Trevor!” råbte Neville lettet og rakte armene ud. Så masede de sig op gennem en passage hugget ud i klippen og kunne til sidst træde ud i den friske luft, der duftede af dugvådt græs. De stod nu ved foden af slottets stentrappe. De gik op til hovedindgangen og myldrede omkring den massive egetræsport.

”Er alle stadig med? Du der, har du styr på din tudse?”

Hagrid hævede sin gigantiske næve og slog tre gange på slottets tunge dør.

7 – Fordelingshatten

Døren gled op med det samme. En høj, sorthåret heks i smaragdgrønne gevandter stod indenfor og tog imod. Hun havde et strengt ansigt, og Harrys første tanke var, at hende skulle man ikke komme på tværs.

”Her er førsteårseleverne, professor McGonagall,” sagde Hagrid.

”Tak skal du have, Hagrid. Jeg tager mig af dem fra nu af.”

Hun åbnede døren på vid gab. Hallen, de nu trådte ind i, var så stor, at familien Dursleys hus nemt kunne have stået her – og stadig have højt til loftet. Rummet var oplyst af fakler, der hang med jævne mellemrum på kampestensvæggene, omtrent som i Gringotts klippegange. Loftet var for højt oppe til, at man kunne se, hvad det var lavet af, men en pragtfuld marmortrappe førte videre op til de øvre etager.

De fulgte professor McGonagall over det blanke, flisebelagte gulv. Harry kunne høre lyden af hundredvis af stemmer inde bag en dør til højre – resten af skolen måtte være forsamlet der – men professor McGonagall ledte førsteårseleverne til et mindre lokale længere nede på samme side. De myldrede ind og trykkede sig lidt forskræmte sammen, mens de spændt afventede, hvad der skulle ske.

”Velkommen til Hogwarts,” begynde professor McGonagall. ”Velkomstmiddagen vil snart blive serveret, men før I indtager jeres pladser i Storsalen, vil I blive fordelt på de forskellige kollegier. Fordelingen af elever er en meget vigtig ceremoni, fordi jeres kollegium vil blive jeres hjem her på Hogwarts, ligesom jeres kollegiekammerater vil blive en slags familie for jer. I vil gå i klasse med jeres kollegiekammerater, I vil sove sammen med dem i kollegiets sovesal og tilbringe jeres fritid sammen i kollegiets opholdsstue.

De fire kollegier hedder Gryffindor, Hufflepuff, Ravenclaw og Slytherin. Hvert kollegium har sin egen ærværdige historie, og hvert kollegium har frembragt enestående hekse og troldmænd. Så længe I er på Hogwarts, vil jeres bedrifter også komme kollegiet til gode i kraft af vores pointsystem, hvorimod hver eneste overtrædelse af vore regler vil resultere i afstraffelse af hele kollegiet – ved fratagelse af point. Ved slutningen af hvert skoleår vil det kollegium, der har optjent flest point, blive belønnet med en kollegiepokal, en særdeles fornem pris. Jeg håber, at hver enkelt af jer vil gøre jeres kollegium ære, uanset hvor I bliver placeret. Fordelingsceremonien vil finde sted om et par minutter. Det hele vil foregå under overværelse af de andre elever. Jeg vil derfor råde til, at I gør jer lidt i stand, mens I venter.”

Hendes blik hvilede et øjeblik på Nevilles krøllede kappe og Rons smudsige næse. Harry begyndte febrilsk at glatte på sit hår.

”Jeg vender tilbage, når vi er parat til at gå i gang,” sagde professor McGonagall. ”Vær venlige at forholde jer roligt indtil da.”

Hun forlod lokalet. Harry sank en klump.

”Hvordan mon den fordeling egentlig foregår?” spurgte han Ron.

”Det er sikkert en eller anden prøve, man skal gennemgå. Fred sagde, at det virkelig er slemt, men jeg tror nok, at han drillede.”

Harrys hjerte sprang et slag over. En prøve? Foran hele skolen? Men han kendte jo slet intet til magi endnu – hvad i alverden skulle han dog stille op. Han havde ikke forventet at skulle udsættes for dette allerede ved ankomsten. Han så sig uroligt om og lagde mærke til, at alle andre også lod til at være forfærdede. Der var ingen, der sagde noget, undtagen Hermione Granger, som hviskede og med rivende hast fortalte om alle de besværgelser, hun havde lært sig – hvilke af dem skulle hun mon vælge at vise frem? Harry forsøgte ikke at lytte til, hvad hun sagde. Han havde aldrig i sit liv været mere nervøs, ikke engang da han for længe siden havde måttet bringe en meddelelse hjem til familien Dursley om, at han på en eller anden måde var kommet til at gøre håret på klasselærerens paryk blåt. Han holdt øje med døren. Den kunne åbne sig hvert sekund nu, hvorefter professor McGonagall ville komme og føre ham til sin domfældelse.

Så skete der noget, som fik ham til at hoppe næsten en meter op i luften – nogle af de andre begyndte at skrige.

”Hvad i …?”

Han gispede, og det gjorde resten af flokken også. Omkring tyve spøgelser var netop kommet svævende gennem lokalets bagvæg. Perlehvide og lettere gennemsigtige gled de gennem rummet, fordybet i indbyrdes samtale og fuldkommen ligeglade med førsteårseleverne. Det kunne se ud, som om de småskændtes. Et spøgelse, der lignede en lille, fed munk, sagde: ”Tilgiv og lad alt være glemt. Jeg mener, at vi skal give ham endnu en chance …”

”Min kære abbed, har vi ikke allerede givet Peeves de chancer, han fortjener? Han giver os alle et dårligt rygte, og du ved jo lige så godt som jeg, at han ikke er noget ægte spøgelse – hør, hvad laver I dog her?”

Et spøgelse iklædt pibekrave og gamacher havde pludselig fået øje på førsteårseleverne.

Ingen svarede.

”Nye elever?” sagde den tykke abbed og smilede rundt til dem alle. ”I venter på at blive fordelt, ikke sandt?”

Nogle få nikkede usikkert til ham.

”Vi glæder os til at se jer i Hufflepuff!” sagde abbeden. ”Det er mit kollegium, at I ved det.”

”Så kan I godt følge med,” sagde en skarp stemme. ”Fordelingsceremonien skal til at begynde.”

Professor McGonagall var vendt tilbage. Et efter et svævede spøgelserne bort gennem den modsatte væg.

”Stil jer op på række,” sagde professor McGonagall, ”og følg mig.”

Med en sær fornemmelse af, at han ben var blevet til gele, stillede Harry sig ind i geleddet bag en lyshåret dreng. Ron stillede sig lige bagved, og så begyndte de at gå ud i den store hall og videre ind gennem et par dobbeltdøre, der førte til Storsalen.

Harry havde aldrig før set eller forestillet sig et rum så mærkeligt og storslået. Det var oplyst af tusinder og atter tusinder af stearinlys, der svævede i fri luft over fire langborde.

Skolens ældre elever sad allerede bænket omkring dem. Bordene var dækket med strålende, gyldne tallerkener og bægre. Bag de fire langborde stod endnu et bord på tværs i salen; det var lærernes bord. Professor McGonagall førte førsteårseleverne op, så de stod med ryggen til lærerbordet og med front mod de andre elever. Hundredvis af ansigter stirrede dem i møde; de lignede nærmest blege lanterne i skæret fra de mange levende lys.

Rundt omkring mellem de bænkede elever svævede spøgelser som en sølvfarvet dis. For at undgå alle de stirrende blikke vendte Harry øjnene opefter og så et fløjlssort loft med indlagte stjerner. Han hørte Hermione hviske, ”Det er fortryllet, så det ligner en nøjagtig kopi af himlen udenfor. Jeg læste om det i Hogwarts’ historie.”

Det var næsten ikke til at tro, at det kun var et loft og ikke den ægte himmel. Storsalen var så fantastisk, at den sagtens kunne have været åben mod himlen.

Harry rettede hurtigt blikket nedad igen, da professor McGonagall lydløst placerede en trebenet skammel foran rækken af nye elever. På skamlen lagde hun en spids troldmandshat. Denne hat var lappet, slidt og umådelig beskidt. Tante Petunia havde nægtet at have den i sit hus.

Måske skulle de prøve at trække en kanin op af den, tænkte Harry forvirret. Det måtte da være noget, man gjorde her. Alle stirrede nu på hatten, og Harry stirrede med dem. I nogle øjeblikke herskede der fuldkommen stilhed. Så begyndte hatten at ryste. En flænge nær skyggen åbnede sig som et gab – og hatten begyndte at synge:

Hele salen brød ud i jubel og klapsalver, idet hatten sluttede sin sang. Den bukkede mod alle fire borde og blev derefter stille igen.

”Så vi skal altså bare tage hatten på!” hviskede Ron til Harry. ”Jeg slår Fred ihjel; han sagde, at vi skulle brydes med en trold.”

Harry smilede blegt. Ja, det lød godt nok ikke så slemt at skulle tage hatten på. Det var i hvert fald bedre end at skulle udføre et tryllenummer selv; men han ville bare ønske, at det ikke behøvede at foregå, mens alle så på. Hatten stillede faktisk sine krav: Harry følte sig hverken tapper, stræbsom, vis eller skrupelløs lige i øjeblikket. Hvis bare hatten havde nævnt et sted, hvor de slatne og nervøse kunne komme hen, så kunne han melde sig der.

Professor trådte et skridt frem: hun holdt en lang rulle pergament i hænderne: Listen over de nye elever.

”Når jeres navn bliver råbt op – jeg siger efternavnet først – skal I træde frem, tage hatten på og sætte jer roligt på skamlen. Hatten vil meddele jer, hvor I skal bo. Den første er Abbot, Hannah!”

En pige med lyse rottehaler og lyserøde kinder trådte snublende frem, tog hatten, satte den på hovedet (den røg helt ned over hendes øjne) og satte sig ned. Der gik et øjeblik.

”HUFFLEPUFF!” råbte hatten.

Langbordet til højre jublede og klappede, da Hannah gik ned for at sætte sig hos sine kammerater på Hufflepuff. Harry så, at den tykke abbeds spøgelse vinkede muntert til hende.

”Bones, Susan!”

”HUFFLEPUFF!” råbte hatten igen, og Susan luntede ned ved siden af Hannah.

”Boot, Terry!”

”RAVENCLAW!”

Bord nummer to klappede denne gang; adskillige elever fra Ravenclaw rejste sig for at give Terry hånden, da han sluttede sig til dem.

Brocklehurst, Mandy skulle også bo på Ravenclaw, men Brown, Lavender blev den første nye elev på Gryffindor, og bordet helt ovre til venstre gav et højlydt bifald. Harry kunne se Rons brødre juble og komme med tilråb.

Bulstrode, Millicent blev placeret på Slytherin. Måske var det bare noget, Harry bildte sig ind, efter alt hvad han havde hørt om det kollegium, men han syntes, at de lignede en temmelig ubehagelig flok.

Nu begyndte han virkelig at få ondt i maven. Han huskede alt for tydeligt de gange, hvor der skulle vælges hold i gymnastiktimerne på den gamle skole. Han var altid den sidste, der blev valgt; ikke fordi han ikke duede til noget, men fordi ingen turde sætte sig op mod Dudley og hans bande ved at give udtryk for, at de kunne lide Harry.

”Finch-Fletchley, Justin!”

”HUFFLEPUFF!”

Harry havde lagt mærke til, at hatten somme tider råbte kollegiets navn uden tøven, og andre gange brugte nogen tid på at overveje. Finnigan, Seamus – Harrys sidemand i rækken – måtte sidde på skamlen i næsten et helt minut, før hatten lod ham gå til Gryffindor.

”Granger, Hermione!”

Hermione nærmest løb op til skamlen og pressede ivrigt hatten ned over hovedet.

”GRYFFINDOR!” råbte hatten. Ron stønnede lavmælt.

En skrækkelig tanke faldt Harry ind: Hvad nu, hvis han slet ikke fik noget kollegium udpeget? Hvad nu, hvis han bare sad på skamlen med hatten over hovedet, uden at der skete det mindste, før professor McGonagall ville komme og flå den af ham med beskeden om, at der var sket en fejl, og han måtte taget toget tilbage igen?

Da Neville Longbottom, drengen, der altid mistede sin tudse, blev kaldt frem, faldt han over sine egne ben på vej over til skamlen. Hatten brugte en rum tid på at beslutte sig. Da den endelig annoncerede, ”GRYFFINDOR!” løb Neville øjeblikkelig ned mod bordet og måtte vende om under høje latterkaskader for at aflevere hatten til MacDougal, Morag.

Malfoy slentrede koldt og roligt frem, da hans navn blev kaldt. Han fik med det samme sit ønske opfyldt: Hatten havde næppe rørt hans hoved, før den skreg ”SLYTHERIN!”

Malfoy gik ned for at slutte sig til sine venner Crabbe og Goyle. Han så meget selvtilfreds ud.

Nu var der ikke mange nye elever tilbage i rækken.

Moon … Nott … Parkinson … derefter kom et par tvillingepiger, Patil og Patil … så kom Perks, Sally-Anne … og endelig …

”Potter, Harry!”

Idet Harry trådte frem, hørtes der hvisken overalt i salen.

”Blev der virkelig sagt Potter?”

”Er det den Harry Potter?”

Det sidste, Harry så, før hatten røg ned over øjnene, var, at alle strakte hals og stirrede på ham. Så sad han og ventede i mørket under hatten.

”Hmmm,” lød en lille stemme i hans øre. ”Svært at afgøre. Meget svært. Masser af mod, kan jeg se. Heller ikke nogen ringe begavelse. Der er talent, ih du store, masser af det – og endelig har du en betydelig trang til at hævde dig. Meget interessant kombination. Tja, hvor skal jeg placere dig?”

Harry greb fat i skamlen og tænkte, ’Ikke Slytherin, ikke Slytherin.’

”Nå, så du kan ikke lide Slytherin,” sagde den lille stemme. ”Er du helt sikker? Du ville ellers begå dig ganske glimrende der, at du ved det. Jeg ser det hele i dit hoved, og Slytherin er stedet, der kan hjælpe dig frem mod storhed og berømmelse, ingen tvivl om det – nej? Nå, men hvis du er sikker, så må jeg hellere sige GRYFFINDOR!”

Harry hørte, at det sidste ord blev råbt ud til hele salen. Han tog hatten af og gik på rystende ben over mod Gryffindor-bordet. Han var umådelig lettet over at være sluppet for Slytherin, og han lagde knap nok mærke til, at han modtog det hidtil største bifald. Percy, vejlederen fra Gryffindor, rejste sig og gav ham et hjerteligt håndtryk, mens hans brødre, Weasley-tvillingerne, hylede. ”Vi fik Potter! Vi fik Potter!” Harry satte sig overfor spøgelset i præstekraven, han havde set tidligere. Spøgelset klappede ham på armen og gav Harry en ubehagelig fornemmelse af at være blevet smidt i et bassin med iskoldt vand.

Hernede fra langbordet kunne han bedre se, hvor lærerne sad til højbords. Hagrid sad for den ene bordende og gav ham et smil, mens han vendte tommelfingeren i vejret. Harry smilede tilbage. Midtbords, på en stor guldstol, sad Albus Dumbledore. Harry genkendte ham med det samme fra kortet i platuglepakken. Dumbledores sølvgrå hår skinnede næsten lige så blændende som spøgelserne. Harry fik også øje på professor Quirrel, den nervøse unge mand fra Den Utætte Kedel. Han så meget mærkelig ud med en stor højrød turban på hovedet.

Nu manglede der kun tre nye elever. Turpin, Lisa blev sendt til Ravenclaw, og så var det Rons tur. Han var nærmest bleggrøn i hovedet. Harry krydsede fingrene for ham under bordet, og et sekund efter råbte hatten. ”GRYFFINDOR!”

Harry klappede ivrigt sammen med resten af bordet, da Ron udmattet faldt sammen i stolen ved siden af.

”Godt klart, Ron, aldeles glimrende,” sagde Percy Weasley med anførermine, samtidig med at Zabine, Blaise, blev udvalgt til Slytherin. Professor McGonagall rullede den lange liste sammen og tog fordelingshatten med sig.

Harry kiggede ned på sin tomme guldtallerken. Han mærkede nu, hvor sulten han var blevet. Det føltes, som om der var gået evigheder, siden han havde siddet i toget og proppet sig med græskartærte.

Album Dumbledore rejste sig. Han smilede til sine elever, idet han bredte armene ud mod dem alle for at vise, at intet glædede ham mere end at se dem forsamlet foran sig.

”Velkommen!” sagde han. ”Velkommen til endnu et år på Hogwarts! Før vi begynder vor festmiddag, vil jeg gerne have lov til at sige et par ord – og de lyder således: Skvat! Splat! Dingenot! Tagfat! Tak, det var alt.”

Han satte sig tilbage på sin stol, og alle klappede under høje bifaldsråb. Harry vidste ikke rigtigt, hvad han skulle mene.

”Er han … en lille smule skør?” spurgte han Percy i et forsigtigt tonefald.

”Skør?” sagde Percy henført. ”Han er et geni! Den bedste troldmand i verden. Men ja, han er også en smule skør. Kartofler, Harry?”

Harry var ved at tabe næse og mund. Fadene på bordet foran ham bugnede nu af mad.

Han havde aldrig set så mange lækre retter: Roastbeef, stegt kylling, lammekoteletter og skinke, alskens pølser, bacon og flæskesteg, kogte kartofler, brasede kartofler, forloren hare, ærter, gulerødder, sovs, ketchup og ikke at forglemme pebermyntepastiller (Harry kunne ikke rigtig se, hvorfor sidstnævnte var sat på bordet, men på den anden side, hvorfor ikke?) …

Man kunne ikke påstå, at familien Dursley ligefrem havde sultet Harry, men han havde aldrig fået lov til at proppe sig, som han havde lyst til. Dudley havde desuden snuppet alt det, som Harry bedst kunne lide – selv når det betød, at han måtte spise, til han var ved at kaste op. Nu kunne Harry gøre, som det passede ham; han dyngede lidt af hvert over på sin tallerken, undtagen pebermyntepastillerne. Han spiste af hjertens lyst, og alting smagte pragtfuldt.

”Det ser virkelig godt ud,” sagde spøgelset i pibekraven, der sørgmodigt så til, mens Harry begyndte at skære i sin bøf.

”Kan du ikke…?”

”Jeg har ikke spist en bid i næsten fem hundrede år,” sagde spøgelset. ”Jeg behøver selvfølgelig heller ikke mad, men jeg savner det nu alligevel. Jeg tror ikke, at jeg har præsenteret mig. Sir Nicholas de Mimsy-Porpington til tjeneste. Fastboende spøgelse på Gryffindor.”

”Jeg ved godt, hvem du er,” brød Ron ind. ”Mine brødre har fortalt mig om dig – du er Næsten Hovedløse Nick!”

”Jeg vil foretrække, at du kalder mig Sir Nicholas de Mimsy …” sagde spøgelset fornærmet, men nu var den lyshårede Seamus Finnigan blevet interesseret.

”Næsten Hovedløs? Hvordan kan man være næsten hovedløs?”

Sir Nicholas så aldeles fortørnet ud. Samtalen havde ikke just udviklet sig, som han havde forventet.

”På den her måde,” sagde han irriteret, greb fat i sit venstre øre og trak til. Hovedet røg ned på skulderen, som om det sad på hængsler. Nogen havde åbenbart forsøgt at hugge hovedet af ham, uden at det helt var lykkedes. Tilsyneladende tilfreds med den chokerende reaktion hos de omkringsiddende satte Næsten Hovedløse Nick sit hoved på plads, rømmede sig og sagde, ”Altså, alle I nye Gryffindorbeboere! Jeg håber, at I vil bidrage til vores bestræbelser for at vinde kollegieturneringen i år! Gryffindor-tårnet har aldrig haft så lang en periode uden pokalen. Slytherin fik den seks år i træk! Den Blodrøde Baron er ved at blive fuldkommen uudholdelig – han er Slytherins spøgelse.”

Harry kiggede over mod Slytherinbordet og fik øje på et frygtindgydende spøgelse med store, stirrende øjne, et markeret ansigt og sølvfarvede blodpletter på gevandterne. Han sad lige ved siden af Malfoy, der, til Harrys åbenlyse fryd, ikke lod til at være særlig begejstret for sin sidemand.

”Hvordan er han blevet sådan smurt ind i blod?” spurgte Seamus interesseret.

”Det spørgsmål har jeg aldrig belemret ham med,” sagde Næsten Hovedløse Nick med mine som en verdensmand.

Da alle havde spist sig mætte, forsvandt maden lige så stille fra fadene og efterlod dem strålende rene, som før de havde sat sig til bords. Et øjeblik efter kom desserten til syne.

Buddinger, store isanretninger for enhver smag, æbletærter, chokoladekage, jordbær, pandekager med sirup …

Mens Harry forsynede sig med pandekager, begyndte talen at falde på familierne derhjemme.

”Jeg er halvt af hver,” sagde Seamus. ”Min far er Muggler, og min mor fortalte ham ikke, at hun var en heks, før de var blevet gift. Det var vist lidt af et chok for ham.”

De andre lo.

”Hvad med dig, Neville?” spurgte Ron.

”Jo, altså, min bedstemor har opdraget mig, og hun er en heks,” fortalte Neville, ”men resten af familien troede, at jeg ville forblive en Muggler hele mit liv. Min grandonkel Algie prøvede altid på at presse mig til at udøve magi – jeg kan huske, at han endda skubbede mig ud fra en havnemole. Jeg var ved at drukne, men der kom ikke noget magi ud af den historie. Der skete faktisk ikke noget, før jeg blev otte år. Onkel Algie kom til te, og bagefter hængte han mig ud ad husets øverste vindue med hovedet nedad. Bedst som han holdt mig i anklerne, kom tante Enid og bød ham en småkage; og uden at tænke over det, slap han mig for at gå løs på kagefadet. Jeg faldt selvfølgelig ned, men slog mig slet ikke – faktisk hoppede jeg som en bold hele vejen videre hen ad græsplænen. De var alle sammen vildt begejstrede, og bedstemor græd endda af glæde. I skulle også have set deres ansigter, da jeg blev optaget her. De troede nemlig ikke, at jeg havde magi nok i mig til at blive elev på Hogwarts. Onkel Algie var så stolt, at han købte min tudse.”

Ved siden af Harry sad Percy Weasley og Hermione Granger fordybet i en samtale om pensum … ”Jeg håber virkelig, at vi tager fat med det samme, for vi har så meget at lære. Jeg er især interesseret i forvandlinger, forstår du. At kunne lave tingene om til noget helt andet. Selvfølgelig er det noget af det vanskelige, men man kan jo starte i det små – for eksempel ved at lave tændstikker om til nåle og den slags …”

Harry begyndte at føle sig svedig og søvnig. Han så op mod højbordet igen: Hagrid kiggede dybt i bægeret deroppe, mens professor McGonagall talte med professor Dumbledore. Professor Quirrel sad med sin absurde turban og konverserede en lærer med fedtet sort pomadehår, ørnenæse og ligbleg hud.

Det skete lynhurtigt. Læreren med ørnenæsen sendte et blik fordi Quirrels turban og kiggede Harry direkte i øjnene – og en skarp, rødglødende smerte skød frem i arret på Harrys pande.

”Aaav!” Harry slog hånden op mod arret.

”Hvad er der i vejen?” spurgte Percy.

”I-ikke noget.”

Smerten forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet. Det faldt Harry langt sværere at glemme det blik, læreren havde sendt ham – det var ikke just venligt.

”Hvem er den lærer, som taler med professor Quirrel?” spurgte han Percy.

”Nå, så du kender allerede Quirrel, hva’? Ikke underligt, at han ser ekstra nervøs ud lige nu, for det er nemlig professor Snape, han taler med. Han underviser i Eliksirer, men det er ikke hans favoritfag. Han er ude efter Quirrels job. Han ved temmelig meget om Mørk Magi, gør den gode Snape.”

Harry betragtede Snape i en rum tid, men læreren værdigede ham ikke flere blikke.

Til sidst, da desserterne var blegnet fra fadene, rejste professor Dumbledore sig igen.

Der blev stille i salen.

”Ja, blot endnu et par ord nu, hvor vi alle har spist og drukket. Jeg har nogle enkelte praktiske oplysninger. Førsteårseleverne bør lægge sig på sinde, at skovene her i området er lukket land for alle elever. Visse af de ældste elever bør også indprente sig dette lidt nøjere.”

Dumbledores strålende blik hvilede et øjeblik på Weasley-tvillingerne.

”Hr. Filch, pedellen, har også bedt mig minde om, at der ikke må udøves magi på gangene i frikvarteret. Der vil blive afholdt Quidditch–øvelseskampe i semestrets anden uge. De, der ønsker at stille op for deres kollegium, skal kontakte madam Hooch. Endelig vil jeg meddele, at i år er tredje sals korridor til højre lukket for alle, der ikke ønsker at lide en meget smertefuld død.”

Harry lo, men opdagede hurtigt, at det var der ikke så mange andre, der gjorde.

”Han kan da ikke være alvorlig,” hviskede han til Percy.

”Det tror jeg, at han er,” svarede Percy og så med rynkede bryn på Dumbledore. ”Det er sært, for han plejer altid at give en grund til afspærringen af visse områder. Skoven vrimler med farlige dyr, det ved alle. I dette tilfælde burde han da i det mindste informere os vejledere.”

”Og før vi trækker os tilbage, synes jeg, at vi skal synge skolesangen!” råbte Dumbledore. Harry lagde mærke til, at de andre læreres smil var blevet noget anstrengte.

Dumbledore lod sin tryllestav slå et lille sving, og et langt, gyldent bånd bølgende frem fra spidsen. Båndet fløj op i luften og arrangerede sig i kunstfærdige sløjfer, der efterhånden dannede ord.

”Lad os alle finde kammertonen,” sagde Dumbledore, ”så begynder vi!”

Og alle sang af deres lungers fulde kraft:

Det ville være synd at sige, at skolesangen blev sunget i kor. Alle sluttede på forskellige takter, og Weasley-tvillingerne var langt bagefter de fleste andre, fordi deres rytmesans kun rakte til en meget klodset træskodans. Dumbledore dirigerede, som om alt var i skønneste orden, og da de var færdige, var han den, der klappede højest.

”Åh, musik,” udbrød han og måtte tørre sine øjne. ”Det er dog den største magi i verden! Og nu er det sengetid. Af sted med jer!”

Gryffindors nye elever fulgte Percy gennem salens snakkende mylder, ud til den store indgangshal og op ad marmortrappen. Harrys ben føltes tunge som bly; han var så mæt og uendelig træt af de mange nye indtryk. Han var endda for søvnig til at blive særlig overrasket over, at portrætterne på gangen hviskede og pegede, idet de passerede, eller at Percy flere gange ledte dem gennem skjulte korridorer bag hemmelige paneler i væggene.

De steg op ad flere trapper, gabende og med slæbende fødder. Harry var begyndt at spekulere over, hvor langt de mon skulle gå, da de endelig standsede brat op.

En masse spadserestokke hang og svævede i fri luft foran dem. Da Percy trådte frem mod dem, begyndte de at tampe løs på ham.

”Det er Peeves,” hviskede Percy til de måbende nye elever. ”Han er en poltergeist.” Han hævede stemmen og kaldte, ”Peeves – træd frem, så vi kan se dig.”

En høj, uforskammet pruttelyd hørtes – omtrent som når man lukker luften ud af en ballon. Så svarede Peeves: ”Skal jeg måske gå op til Den Blodige Baron?”

Der lød et knald, og en lille mand med ondskabsfulde, mørke øjne og en kæmpestor mund trådte frem. Han hang svævende i luften i skrædderstilling og knugede spadserestokken til sig.

”Oooooooh,” sagde han med en ubehagelig fnisen. ”Små, søde førsteårselever! Hvor morsomt!”

Han strøg lynhurtigt ned mod dem. De dukkede sig alle som en.

”Se så at skrubbe af, Peeves, eller også kan jeg love dig, at jeg fortæller Baronen om det her!” råbte Percy.

Peeves rakte tunge og forsvandt efter at have smidt alle spadserestokkene lige i hovedet på Neville. De hørte ham suse bort og slå hårdt til alle de gamle rustninger, idet han passerede dem.

”I skal huske at passe på Peeves,” sagde Percy, da de begyndte at gå igen. ”Den Blodrøde Baron er den eneste, som kan styre ham. Han nægter endda at lytte til os vejledere. Nå, så er vi her.”

For enden af gangen hang et portræt af en meget fed dame i lyserød silkekjole.

”Kodeord?” sagde hun.

”Caput Draconis,” sagde Percy, hvorpå hele skilderiet svingede udefter og afslørede et stort, rundt hul i væggen. De tumlede alle igennem – Neville måtte have hjælp til at komme over kanten – og befandt sig så i Gryffindor-tårnets opholdsstue, et hyggeligt rum med masser af bløde lænestole.

Percy ledte pigerne gennem en dør til deres sovesale og drengene gennem en anden til deres. Drengenes sovesal befandt sig øverst oppe i tårnet – de måtte op ad en stejl vindeltrappe – og de fik endelig fordelt sengene. Det var himmelsenge med tunge, vinrøde forhæng. Kufferter og bagege var allerede blevet bragt op. Alle var for trætte til at snakke; de nøjedes med at trække i pyjamas og smide sig udmattede på sengene.

”God mad, ikke?” hviskede Ron til Harry gennem forhænget. ”Føj, Scabbers! Han tygger på mit sengetøj.”

Harry skulle lige til at spørge Ron, om han fik smagt pandekagerne, men han faldt i søvn, før han nåede at åbne munden.

Måske havde Harry spist for meget, for han havde en mærkelig drøm. Han havde fået professor Quirrels turban på, og turbanen blev ved med at tale til ham. Den sagde, at han måtte skifte over til Slytherin med det samme, fordi her lå hans fremtid. Harry sagde til turbanen, at han aldeles ikke ville bo på Slytherin, og turbanen svarede ved at gøre sig tungere og tungere. Han forsøgte at tage den af, men så viklede den sig bare endnu strammere om hovedet på ham. Det begyndte at gøre rigtig ondt, og Malfoy kom til syne for at hovere over hans kattepine. Så blev Malfoy til den høgenæsede lærer, Snape, hvis latter klingede højt og ondskabsfuldt. Der var et grønt lysglimt, og Harry vågnede, skælvende og svedende.

Han vendte sig om på den anden side og sov videre. Da han vågnede næste morgen, kunne han slet ikke huske drømmen.

8 – Eliksirprofessoren

”Der, se.”

”Hvor?”

”Ved siden af den høje dreng med det røde hår.”

”Ham med brillerne?”

”Så du hans ansigt?”

”Så du hans ar?”

Der blev hvisket ivrigt om Harry fra det øjeblik, han forlod sin sovesal næste dag. Alle eleverne på skolens gange stillede sig på tæer for at få et glimt af ham. Der var endda nogle, der gjorde sig mange ærinder for at kunne passere ham flere gange og få kigget rigtig godt på ham. Harry ønskede, at de snart ville miste interessen, for han ville gerne have fred til at finde sig til rette.

Der var ganske svært at finde rundt på Hogwarts; der var hundrede og toogfyrre trappegange. Nogle var brede og svungne, andre var smalle og vakkelvorne. Der var nogle, som ledte forskellige steder hen, alt efter ugedagen, og andre med et forsvundet trin, så man måtte huske at springe. Så var der døre, som ikke ville lade sig åbne, medmindre man bad høfligt om det eller kildede dem på de rigtige steder. Der var døre, som ikke var rigtige døre, men blot solidt murværk, der spillede komedie. Det var virkelig en vanskelig sag at huske, hvor alting befandt sig, fordi alting netop syntes at skifte plads hele tiden.

Skikkelserne i portrætmalerierne gik tit på besøg hos hinanden, og Harry var sikker på, at rustningerne også kunne spadsere omkring, som det passede dem.

Spøgelserne var ikke til megen hjælp. Det var altid et frygteligt chok, når de pludselig kom svævende gennem den dør, man stod ved og prøvede at åbne. Næsten Hovedløse Nick var dog flink til at lede de nye Gryffindor-beboere i den rigtige retning, men poltergeisten Peeves sørgede altid for, at man skulle forcere mindst to låste døre og tumle omkring på en snydetrappe, hvis man i forvejen var for sent på den. Han kunne finde på at smide affaldsspande i hovedet på folk, trække tæpper væk under dem, bombardere dem med kridtstykker eller snige sig ind på dem, gribe fat i deres næser og skrige, ”DER FIK JEG DIN TUD!”

Men værre end selve Peeves var dog pedellen, Argus Filch. Harry og Rom kom på kant med ham allerede den første morgen. Filch greb dem i at ville forcere en dør, som viste sig at lede direkte ud i den forbudte korridor på tredje sal. Han ville ikke tro på, at de var faret vild, men hældede nærmere til den overbevisning, at de var et par uvorne elever, der forsøgte at bryde ind med vilje. Han truede med at låse dem inde i kælderen, da de til alt held blev reddet af professor Quirrel, som netop passerede.

Filch havde en kat ved navn madam Norris, et magert, støvgråt kræ med store, udstående øjne ligesom Filch. Hun patruljerede gangene på egen hånd. Hvis man brød en regel, når hun så på, eller hvis man så meget som tænkte på at gøre noget ulovligt, strøg hun af sted for at hente Filch, der altid var på pletten få sekunder senere. Filch kendte alle skolens hemmelige korridorer bedre end nogen anden (undtagen måske Weasley-tvillingerne), og han kunne dukke op lige så pludseligt som noget spøgelse. Ingen af eleverne kunne fordrage ham, og de fleste drømte om at give madam Norris et solidt spark bagi.

Men så var der undervisningstimerne – når det lykkedes at finde klasseværelset – og Harry måtte sande, at magi var langt mere end blot at svinge med sin tryllestav og sige nogle mærkelige ord.

De skulle studere nattehimlens gennem deres teleskoper hver onsdag ved midnatstid for at lære navnene på de forskellige stjerner og se planeterne bevæge sig i deres baner. Tre gange om ugen gik de ud til drivhusene bag slottet for at studere botanik sammen med deres lærer, en tyk lille heks ved navn professor Spire. Hun lærte dem at pleje og passe de mærkelige planter og svampe, samt hvilke egenskaber hver enkelt urt besad.

Det allerkedeligste fag var Magiens Historie, og det var også de eneste timer, hvor de blev undervist af et spøgelse. Professor Binns havde været meget gammel, da han faldt i søvn ved pejsen i lærerværelset. Da han næste morgen rejste sig, efterlod han sin krop og klarede sig derefter uden. Binns blev dog ikke morsommere af at være et spøgelse. Han talte op ad stolper og ned ad vægge, mens eleverne skrev navne og datoer ned og konstant forvekslede Emeric den Onde med Uric den underlige.

Professor Flitwick var professor i Besværgelser. Han var en lille, vindtør troldmand, som blev nødt til at stå på en stak bøger for at kunne se ud over katederet. Da hans første time begyndte, krydsede han de nye elevers navne af på sin liste. Da han nåede til Harry, udstødte han et begejstret hyl og faldt ned bag katederet.

Professor McGonagall var helt anderledes. Harry gjorde ret i at antage, at man ikke skulle komme hende på tværs. Hun var både streng og dygtig. Det første, hun gjorde, var at sætte dem grundigt på plads: ”Forvandling er noget af det vanskeligste og farligste, man kan bruge magi til. Men her på Hogwarts vil I lære at omgås disse kræfter med agtpågivenhed og fortrolighed,” sagde hun. ”Derfor siger jeg på forhånd, at hvis nogen begynder at lave numre i mine timer, vil vedkommende blive smidt ud og skal ikke regne med at få lov til at komme tilbage. Nu er I advaret!”

Så forvandlede hun sit kateder til en gris og tilbage til et bord igen. De var alle dybt imponerede og kunne knap vente med at begynde undervisningen. Det gik dog snart op for dem, at der ville gå en rum tid, før de selv kunne lave møbler om til dyr. Efter at have nedskrevet en masse komplicerede formler fik de en tændstik og måtte prøve at forvandle den til en nål. Ved timens slutning var det kun lykkedes Hermione Granger at ændre på sin tændstik. Professor McGonagall viste hele klassen tændstikken, der var blevet til en strålende, tynd sølvkanyle, og sendte Hermione et af sine sjældne smil.

Den lektion, alle virkelig havde set frem til, var Forsvar mod Mørkets Kræfter, men Quirrels time viste sig at blive lidt af en farce. Klasseværelset lugtede stærkt af hvidløg. Alle vidste, at det var et afskrækkelsesmiddel mod vampyren, han havde mødt i Rumænien, og som han frygtede ville komme efter ham en skønne dag. Han fortalte dem, at en afrikansk prins havde foræret ham den højrøde turban som tak for at have bortmanet en zombie; men de var nu ikke så sikre på, at de troede på den historie. For det første blev Quirrel helt lyserød i ansigtet og begyndte at snakke om vejret, da Seamus Finnigan spurgte, hvordan han havde skræmt zombien væk. For det andet lugtede turbanen også stærkt af hvidløg, og Weasley-tvillingerne var helt sikre på, at den var proppet med hvidløgsfed. På den måde ville Quirrel jo være beskyttet, uanset hvor han gik hen.

Harry opdagede til sin lettelse, at han slet ikke var så langt bagud i forhold til de andre.

Mange elever kom fra Muggler-familier ligesom han selv, og de havde heller aldrig haft den fjerneste ide om, at de var hekse og troldmænd. Her var så meget at lære, at selv ikke Ron med sine mange ældre brødre havde noget særligt forspring.

Fredag var en vigtig dag for Harry og Ron. Det var endelig lykkedes dem på egen hånd at finde vej ned til morgenbordet i Storsalen uden at fare vild en eneste gang.

”Hvilke timer har vi i dag?” spurgte Harry, idet han strøede sukker over sin havregrød.

”Ekstra Stærke Eliksirer, sammen med dem fra Slytherin,” svarede Ron. ”Snape er jo leder af Slytherin-kollegiet. De siger, at han altid sørger for at give dem fordele – nu får vi se, om det passer.”

”Jeg ville ønske, at McGonagall også gav os nogle fordele frem for alle andre,” sagde Harry. Professor McGonagall var leder af Gryffindor-kollegiet men det forhindrede hende ikke i at give dem en bunke lektier for.

I samme øjeblik ankom posten. Harry havde efterhånden vænnet sig til den alternative udbringningsform, men den første morgen havde han fået lidt af et chok, da hundredvis af ugler pludselig kom flyvende ind i Storsalen, mens de sad ved morgenbordet. De cirklede omkring alle eleverne, indtil de fandt deres ejer og smed brevene i skødet på ham eller hende.

Hidtil havde Hedvig ikke haft post med til Harry, men somme tider fløj hun alligevel ind, nappede ham lidt i øret og fik en bid brød, før hun atter vendte tilbage for at få sig en lur sammen med de andre skoleugler i ugleboet. Denne morgen kom hun til en forandring baskende ind og satte sig mellem marmeladekrukken og sukkerskålen, idet hun lod en seddel falde ned på Harrys tallerken. Harry flåede meddelelsen til sig.

Kære Harry,

stod der med ubehjælpsom skrift

Jeg ved, at du har fri fredag eftermiddag, så jeg vil gerne invitere dig til te ved tretiden.

Jeg vil så gerne høre alt om din første uge her på stedet. Send mig et svar tilbage med Hedvig.

Hagrid

Harry lånte Rons fjerpen og skrev nogle hastige ord. Tusind tak for invitationen. Vi ses senere på bagsiden af sedlen, som han derefter sendte Hedvig af sted med.

Det var heldigt, at Harry havde Hagrids invitation at glæde sig til, for Snapes eliksir-undervisning blev noget af det værste, han nogensinde havde oplevet.

Ved festmiddagen havde Harry fået det indtryk, at professor Snape ikke brød sig særligt om ham. Da hans første time med professor Snape var til ende, måtte han erkende, at han havde taget fejl. At Snape ikke brød sig om ham var en underdrivelse – Snape ligefrem hadede Harry.

Eliksir-undervisningen fandt sted dybt nede i kælderen. Her var langt koldere end i resten af slottet, og der ville være uhyggeligt nok selv uden de mange glas med døde dyr flydende i præserveringsvæske.

Ligesom Flitwick begyndte Snape med at krydse elevernes navne af på sin liste. Han dvælede ved Harrys navn.

”Åh ja,” sagde han roligt, ”Harry Potter. Vores nye berømthed.”

Draco Malfoy og hans venner Crabbe og Goyle fnisede bag bøgerne. Snape afsluttede navneopråbet og så ud over klassen. Hans øjne var sorte ligesom Hagrids, men der var intet spor af den varme, der udstrålede fra kæmpens blik. Disse øjne var kolde og tomme.

De mindede Harry om mørke, bundløse brønde.

”I er her for at lære den fornemme kunst og eksakte videnskab at fremstille eliksirer,” begyndte han. Hans stemme var ikke mere end en lavmælt hvisken, men de hørte tydeligt hvert ord. Ligesom professor McGonagall kunne Snappe holde klassen i lydhør ro uden den mindste anstrengelse.

”Eftersom vi ikke benytter os af fjollede sving med tryllestaven, vil mange måske tro, at der ikke er megen magi i dette fag. Jeg forventer ikke, at I skal nå til en fuld forståelse af skønheden i de simrende kar med de boblende væsker, de opstigende dampe, den umådelige kraft, der frigøres, når disse eliksirer slippes løs i den menneskelige organisme, hvor de vil forhekse sindet og narre sanserne … Jeg kan lære jer at indfange berømmelsen, brygge storhed og endda standse døden – hvis I altså er lidt mere vågne og intelligente end som så.”

Der var helt stille efter denne lille tale. Harry og Ron udvekslede blikke med hævede øjenbryn. Hermione Granger sad på kanten af sin stol og så ud til at være desperat efter at bevise, at hun sandelig var kvikkere end som så.

”Potter!” sagde Snape pludselig. ”Hvad vil jeg få, hvis jeg blander pulveriseret asfodel-rod i en infusion af malurt?”

Pulveriseret rod af hvad i en infusion af hvad?

Harry kiggede på Ron, der så lige så rådvild ud som han selv; Hermiones hånd skød lynhurtigt i vejret.

”Det ved jeg ikke, hr. professor,” sagde Harry.

Snapes læber krusedes i et hånligt smil.

”Det må jeg nok sige. Berømmelse er altså ikke alt.”

Han ignorerede Hermiones flagrende hånd.

”Lad os forsøge igen, Potter. Hvor ville du gå hen, hvis jeg bad dig om at finde en bezoar?”

Hermione rakte igen armen så højt op, det kunne lade sig gøre uden at forstrække den, men Harry havde ikke den ringeste anelse om, hvad en bezoar kunne være. Han prøvede at ignorere Malfoy, Crabbe og Goyle, der rystede af indestængt latter.

”Det ved jeg ikke, hr. professor.”

”Du har åbenbart ikke gidet åbne en bog, før du kom hertil, hvad, Potter?”

Harry tvang sig selv til at se direkte ind i de iskolde øjne. Han havde læst i sine bøger hjemme hos familien Dursley, men Snape kunne vel ikke forlange, at han skulle huske alt fra Tusind magiske urter og svampe?

Snape ignorerede stadig Hermiones fagter.

”Men sig mig stå, Potter, hvad er forskellen mellem stormhat og venusvogn?”

Ved dette spørgsmål kunne Hermione ikke sidde stille længere; hun sprang op og rakte hånden helt op i kælderloftet.

”Det ved jeg ikke,” sagde Harry stille. ”Men jeg tror, at Hermione ved det. Hvorfor spørger du ikke hende?”

Der lød en smule spredt latter. Harry fangede Seamus’ blik, idet han blinkede venskabeligt. Men Snape så ikke ud til at more sig.

”Sæt dig,” snerrede han til Hermione. ”Til din information, Potter, kan asfodel og malurt tilsammen blive til en sovemedicin så stærk, at den også kaldes Den Levende Døds Drik. En bezoar er en sten taget fra en geds mave, og den kan redde dig fra de fleste gifte. Hvad stormhat og venusvogn angår, er det blot to navne for samme plante, der beskytter mod vampyrangreb; den går også under betegnelsen vinter-erantis. Nå? Hvorfor noterer I ikke ned, hvad jeg fortæller jer?”

Alle begyndte at rode efter fjerpenne og pergament. Snape hævede stemmen en smule, så han kunne høres over den pludselige uro: ”Og hermed bliver Gryffindor frataget et point for din frækhed, Potter.”

Tingene udviklede sig ikke bedre for Gryffindor, som timen skred frem. Snape satte dem sammen i par og bad dem blande en simpel mikstur til helbredelse af bylder. Han spankulerede omkring i sin lange sorte kappe og betragtede dem veje tørrede nælder og knuse slangehugtænder, mens han kritiserede hver og en – undtagen Malfoy, som han lod til at have fattet sympati for. Han var netop ved at fortælle dem alle, at Malfoy havde kogt sine hornsnegle aldeles perfekt, da bølger af giftig grøn røg og lyden af en sydende hvislen fyldte kælderen. Neville var på en eller anden måde kommet til at smelte Seamus’ kogekar til en udflydende klat. Deres mikstur sivede ned over stengulvet og brændte huller i elevernes sko. I løbet af få sekunder var alle sprunget op på deres taburetter, mens Neville, der var blevet gennemblødt af væsken, da kogekarret smeltede, stønnede af smerte, idet uhyggelige røde brandsår svulmede op overalt på hans arme og ben.

”Idiotiske knægt!” hvæsede Snape og fjernede den spildte mikstur med et enkelt sving af tryllestaven. ”Du tilsatte vel pindsvinepiggene, før du fjernede karret fra ilden?”

Neville klynkede, da brandbylderne begyndte at bryde ud på hans næse.

”Følg ham op i hospitalsfløjen,” snerrede Snape til Seamus. Så vendte han sig hurtigt mod Harry og Ron, der arbejdede ved siden af.

”Du – Potter – hvorfor advarede du ham ikke imod de pindsvinepigge? Du mente nok, at hans bommerter ville sætte dig selv i et bedre lys, ikke sandt? Det betyder endnu et tabt point for Gryffindor.”

Dette var så uretfærdigt, at Harry åbnede munden for at protestere, men Ron sparkede ham over skinnebenet.

”Pas du hellere på,” hviskede han. ”Jeg har hørt, at Snape kan blive meget ondskabsfuld.”

Da de efter timen endelig kunne stige op fra kælderen, svirrede tankerne i Harrys hoved. Han var dybt deprimeret, for det var jo hans skyld, at Gryffindor havde mistet to point i semestrets allerførste uge. Men hvorfor nærede Snape dog sådan et had til ham?

”Op med humøret,” sagde Ron. ”Snape plejede også altid at tage point fra Fred og George. Må jeg komme med dig, når du skal besøge Hagrid?”

Fem minutter i tre forlod de slottet og skråede tværs over skoleområdet. Hagrid boede i et lille træhus ved udkanten af den forbudte skov. Der stod et par galocher og en bue med nogle pile ude foran hoveddøren.

Da Harry bankede på, hørtes en rasende kradsen indefra efterfulgt af en hidsig gøen. Så lød Hagrids stemme: ”Rolig, Trofast – rolig.”

Hagrids store vildmandsfjæs dukkede op i dørsprækken, da han åbnede.

”Øjeblik,” sagde han. ”Rolig, Trofast.”

Han lukkede dem ind, mens han kæmpede for at holde fast i halsbåndet på en enorm, sort jagthund.

Der var kun et rum i huset. Der hang fasaner og røgede skinker fra loftet, en kobbelkedel simrede over pejsens ild, og i hjørnet stod en massiv seng med et patchwork-sengetæppe lagt pænt over.

”Nu skal I bare lade, som om I var hjemme,” sagde Hagrid og slap sit tag i Trofast, der sprang direkte mod Ron og begyndte at slikke hans øre. Ligesom Hagrid var Trofast åbenbart slet ikke så farlig som han så ud.

”Det er Ron,” præsenterede Harry, mens Hagrid hældte kogende vand i tekanden og arrangerede sandkage på et fad.

”Endnu en Weasley, hvis jeg ikke tager meget fejl?” sagde Hagrid og kiggede på Rons fregnede ansigt. ”Jeg har brugt det halve af mit liv på at jage dine brødre væk fra skoven.”

Sandkagen knækkede næsten deres tænder, men Harry og Ron lod som ingenting, mens de fortalte Hagrid om deres første skoletimer. Trofast lænede sit hoved mod Hagrids knæ og savlede ud over hans kappe.

Harry og Ron nød at høre Hagrid kalde Filch for ’det gamle fjols!’

”Og hans kat, madam Norris, gad jeg nok præsentere for Trofast en skønne dag. Hun følger mig overalt, når jeg er på skolen, hva’ mener I? Hun er ikke til at slippe af med – og det er Filch, der får hende til det.”

Harry fortalte Hagrid om Snapes time. Hagrid var enig med Ron i, at han ikke skulle tænke for meget over det, og tilføjede at Snape stort set ikke kunne lide nogen af eleverne.

”Men han lod virkelig til at hade mig.”

”Sludder!” sagde Hagrid. ”Hvorfor skulle han dog det?”

Men det forekom Harry, at Hagrids blik flakkede en smule usikkert, da han sagde det.

”Hvordan har din bror, Charlie, det?” spurgte Hagrid Ron. ”Ham ku’ jeg godt li’ – han var virkelig go’ ved dyr.”

Harry spekulerede på, om Hagrid bevidst skiftede emne. Mens Ron fortalte Hagrid alt om Charlies arbejde med drager, tog Harry et avisudklip op, som lå på bordet under dækkeservietterne. Det var en artikel fra Profet-tidende:

Sidste nyt om indbruddet i Gringotts

Efterforskningen af indbruddet i Gringotts den 31. juli fortsætter. Ukendte mørke troldmænd eller hekse menes at stå bag.

Gringotts’ nisser fastholder, at intet blev fjernet fra åstedet. De meddeler, at boksen faktisk allerede var blevet tømt, før indbruddet fandt sted. Mysteriet er stadig uopklaret, og der blev ikke fundet nogen spor i sagen.

”Men vi kan ikke afsløre, hvad boksen indeholdt, så hold snyde for jer selv, hvis I ved, hvad der er bedst for jer,” sagde Gringotts’ talsnisse her til eftermiddag.

Harry kunne godt huske, at Ron havde fortalt ham om indbruddet, da de sad i toget, men Ron havde glemt at fortælle, hvilken dag det skete.

”Hagrid!” udbrød Harry. ”Det indbrud i Gringotts skete på min fødselsdag! Måske fandt det endda sted, mens vi var derinde!”

Nu var der ingen tvivl om, at Hagrids blik flakkede nervøst. Han gryntede noget uforståeligt og bød sine gæster på mere sandkage. Harry læste artiklen en gang til. De meddeler, at boksen faktisk allerede var blevet tømt, før indbruddet fandt sted. Hagrid havde tømt boks nummer syv hundrede og tretten, da han fjernede den beskidte lille pakke. Var det mon den, som tyvene havde ledt efter?

Da Harry og Ron gik tilbage mod slottet for at spise aftensmad, var deres lommer proppet med de stenhårde skiver sandkage, som de havde været for høflige til at afslå.

Harry tænkte i sit stille sind, at dette besøg hos Hagrid havde givet ham mere at tænke på end alle dagens skoletimer tilsammen. Hagrid havde åbenbart fjernet pakken i sidste øjeblik. Men hvor var den nu? Og vidste Hagrid mon noget om Snape, som han ikke turde fortælle Harry?

9 – Midnatsduellen

Harry ville engang have forsvoret, at han nogensinde kunne møde en dreng, han ville synes mindre om end Dudley, men det var før, han lærte Draco Malfoy at kende. Til alt held skulle førsteårseleverne fra Gryffindor kun have Eliksirtimerne sammen med dem fra Slytherin; resten af tiden slap de for Malfoys selskab. Det troede de i hvert fald, indtil de så en seddel på Gryffindors opslagstavle. De læste den under jammer og stønnen.

Flyvetimerne skulle begynde om torsdagen – og Gryffindor og Slytherin var blevet slået sammen.

”Typisk,” sagde Harry dystert. ”Lige hvad jeg manglede. At blive gjort til grin på et kosteskaft, mens Malfoy er til stede.”

Han havde ellers glædet sig umådeligt til at lære alt om flyvning.

”Du ved da ikke på forhånd, om du dummer dig,” sagde Ron fornuftigt. ”Jeg ved godt, at Malfoy fortæller alle, hvor god han er til Quidditch, men jeg tør vædde på, at det kun er pral.”

Malfoy snakkede virkelig meget om flyvning. Han beklagede højlydt, at førsteårseleverne ikke kunne komme på kollegiernes Quidditch-hold, og fortalte lange, pralende historier om, hvordan han ved mange lejligheder havde været tæt på at kollidere med en Muggler-helikopeter. Men han var nu ikke den eneste, der snakkede om sin flyve-erfaring. Seamus Finnigan lød også, som om han havde tilbragt det meste af sin barndom med at suse omkring på sit kosteskaft. Selv Ron kunne bidrage med historien om dengang, han næsten havde ramt en svæveflyver, da han var ude på Charlies gamle kost. Alle fra de rigtige troldmandsfamilier talte uafbrudt om Quidditch. Ron havde allerede været i skænderi med Dean Thomas fra deres sovesal. Det var noget om fodbold; Ron kunne ikke se noget interessant ved et spil, hvor der kun var en enkelt bold, og hvor ingen måtte flyve.

Harry havde grebet Ron i at pille ved Deans plakat af Liverpool-holdet for at se, om spillerne kunne flytte sig.

Neville havde aldrig i sit liv prøvet at sidde på et kosteskaft, fordi hans bedstemor hårdnakket havde forbudt ham det. Harry mente, at det nok var et ganske fornuftigt forbud, men han sagde ikke noget. Neville var en ulykkesfugl, selv når han stod med begge fødder solidt plantet på jorden.

Hermione Granger var næsten lige så nervøs for flyvningen, som Neville var. Det var nemlig en disciplin, man ikke kunne lære udenad fra bøgerne – selvom hun naturligvis havde forsøgt sig ved at læse alle tilgængelige manualer. Ved torsdagens morgenbord kedede hun alle til vanvid ved at udbrede sig om de flyvetips, hun havde opdaget i en biblioteksbog med titlen Quidditch gennem tiderne. Neville var den eneste, der slugte alt, hvad hun sagde, råt. Han var desperat efter at vide selv det mindste om, hvordan han senere på dagen skulle klare at sidde fast på et kosteskaft. Men alle andre åndede lettet op, da Hermiones forelæsning blev afbrudt af postuglerne.

Harry havde ikke modtaget et eneste brev siden Hagrids invitation. Malfoy havde selvfølgelig lagt mærke til det, og han kiggede altid skadefro over på Harry, når hans tårnugle bragte ham store pakker med lækkerier hjemmefra.

En hornugle bragte Neville en lille pakke fra hans bedstemor. Han åbnede den spændt og viste sine kammerater en glaskugle på størrelse med et dueæg. Det så ud, som om den var fyldt med hvid røg.

”Det er en erindringskugle!” forklarede han. ”Bedste ved, at jeg er lidt glemsom, og denne kugle fortæller mig, hvis der er noget, jeg har glemt at gøre. Se, man skal holde den i et fast greb, sådan, og hvis den bliver rød – åh …” Hans smil blegnede, fordi erindringskuglen pludselig glødede rødt og sagde, ”Du har glemt noget!”

Neville forsøgte at huske, hvad det var, han havde glemt, da Draco Malfoy netop gik forbi Gryffindor-bordet. Han snuppede erindringskuglen ud af Nevilles hånd.

Harry og Ron sprang op. De håbede nærmest, at dette ville være en mulighed for at få lov til at slås mod Malfoy, men professor McGonagall fornemmede ballade hurtigere end nogen anden lærer på skolen; og hun var omgående på pletten.

”Hvad foregår der her?”

”Malfoy har taget min erindringskugle, professor.”

Malfoy lagde skulende erindringskuglen tilbage på bordet.

”Jeg ville bare kigge,” sagde han og luskede af med Crabbe og Goyle i hælene.

Klokken halv fire sammen eftermiddag hastede Harry, Ron og de andre fra Gryffindor ud på skolens udendørsarealer for at få deres første flyvetime. Det var en skyfri, let blæsende dag, og græsset bølgede om dem, da de marcherede ned da de skrånende plæner over for den forbudte skov, hvis træer svajede uheldsvangert i det fjerne.

Dem fra Slytherin var allerede på pletten, og ligeså var tyve koste, som var lagt nydeligt på række i græsset. Harry havde hørt Fred og George Weasley beklage sig over skolens koste: De sagde, at nogle af dem begyndte at vibrere og ryste, hvis man fløj for højt eller hældede for meget til venstre side, selvom man forsøgte at styre dem i en anden retning.

Deres lærer, madam Hooch, ankom. Hun havde kort, stålgråt hår og øjne som en falk.

”Nå, hvad venter I på?” råbte hun. ”Alle mand hen ved siden af et kosteskaft. Lad det gå lidt villigt.”

Harry kiggede ned på sin kost. Den var gammel, og børsterne stak ud i alle retninger.

”Ræk jeres højre hånd hen over kosten,” råbte madam Hooch, ”og så, OP!”

”OP!” gentog alle i kor.

Harrys kost sprang øjeblikkelig op i hans hånd, men det var der ikke mange andre, der gjorde. Hermione Grangers kost var simpelthen rullet væk fra hende, og Nevilles havde ikke bevæget sig det mindste. Måske var koste ligesom heste; de kunne mærke, hvis man var nervøs og bange for dem, tænkte Harry. Man kunne i hvert fald tydeligt høre på Nevilles skælvende stemme, at han hellere end gerne ville beholde fødderne på jorden.

Madam Hooch viste dem nu, hvordan de skulle stige op på kostene uden at glide ned.

Hun gik op og ned langs rækkerne for at korrigere deres greb. Harry og Ron frydede sig, da hun gav Malfoy besked om, at han tydeligvis havde koldt kosten forkert i årevis.

”Når jeg nu blæser i fløjten, skal I sætte hårdt af fra jorden,” sagde madam Hooch.

”Hold kostene i et roligt og fast greb, hæv jer en meter op i luften, og land med det samme igen. Det gør I ved at læne jer en smule forover. Parate? Nu fløjter jeg …”

Men Neville var så frygtelig nervøs, at han satte for hårdt af, før fløjten lød.

”Kom tilbage, knægt!” råbte hun, men Neville blev ved med at suse opad, som var han affyret fra en kanon – otte meter – femten meter. Harry så hans ligblege, rædselsslagne ansigt deroppe, så, hvordan han begyndte at glide sidelæns af kosten og …

BRRAAG – med et bump og en væmmelig, knasende lyd faldt Neville pladask på maven i græsset. Hans kosteskaft befandt sig stadig oppe i luften; det susede opefter og begyndte at drive over mod den forbudte skov. Til sidst var det helt ude af syne.

Madam Hooch bøjede sig over Neville. Hendes ansigt var lige så blegt som hans.

”Et brækket håndled,” hørte Harry hende mumle. ”Kom så, knægt. Det skal nok gå. Op med dig.”

Hun vendte sig mod resten af klassen.

”Resten af jer bliver bare her, mens jeg følger knægten til hospitalsfløjen! Ingen rører ved kostene, mens jeg er væk. De, der ikke adlyder, vi blive smidt ud af Hogwarts hurtigere, end I kan nå at sige Quidditch! Kom så, min ven.”

Neville holdt om sit håndled og fulgte med tårestrimet ansigt madam Hooch. Hun havde trøstende lagt armen omkring ham.

Knap var de uden for hørevidde, før Malfoy brast i latter.

”Så I hans ansigt, den store kødbolle?”

De andre fra Slytherin afbrød ham.

”Hold mund, Malfoy,” snerrede Parvati Patil.

”Ååh, så man forsvarer Neville Longbottom?” sagde Pansy Parkinson, en Slytherin-pige med et benhårdt ansigt. ”Jeg ville ikke have troet, at du holdt med små, fede klynkegrise, Parvati.”

”Se!” sagde Malfoy, der pludselig sprang frem og samlede noget op fra græsset. ”Det er den åndssvage kugle, Longbottoms bedstemor sendte ham.”

Erindringskuglen glimtede i solen, da han holdt den frem mod de andre.

”Giv den til mig, Malfoy,” sagde Harry roligt. Alle tav og så på de to.

Malfoy smilede grumt.

”Jeg tror, at jeg vil efterlade den her. Så kan Longbottom jo selv komme og hente den. Hvad med … oppe i et træ?”

”Giv mig den, nu!” råbte Harry, men Malfoy var allerede sprunget på sin kost og satte af.

Han havde ikke pralet. Han kunne flyve og endda temmelig godt. Da han svævede oppe ved de øverste grene af et egetræ, råbte han hånligt. ”Kom og hent den, Potter!”

Harry greb sin kost.

”Nej!” råbte Hermione Granger. ”Madam Hooch forbød os at røre kostene. Du får os alle i vanskeligheder.”

Harry ignorerede hende. Han var så hidsig, at blodet dunkede i hans ører. Han steg op på kosteskaftet og satte hårdt af fra jorden, hvorefter han susede op, op, op med vinden piskende i håret og sin kappe bredt ud bag sig. I et brus af oprørsk triumf oplevede han, at der var noget, han var god til uden at skulle lære det først. Det var jo let, og det var helt vidunderligt. Han styrede kosten i en stejlere opadgående vinkel for at nå helt op til Malfoy. Nedefra hørtes gispen og skrigen fra pigerne, mens der lød et beundrende tilråb fra Ron.

Han lod kosten gøre et skarpt sving i luften og svævede nu lige over for Malfoy, der så aldeles lamslået ud.

”Giv mig den så!” råbte Harry. ”Eller jeg skubber dig af kosten!”

”Nå, så det gør du?” svarede Malfoy i et forsøg på at være barsk, selvom hans ansigtsudtryk virkede temmelig usikkert.

Harry vidste instinktivt, hvad han skulle gøre. Han lænede sig fremover og greb om kosteskaftet med begge hænder. Kosten skød som et missil mod Malfoy, der lige nåede at undvige i tide. Harry svingede rundt og holdt sin kost roligt svævende. Nogle af eleverne nede på jorden klappede.

”Nu kan Crabbe og Goyle ikke komme og redde dig, Malfoy,” råbte Harry.

Malfoy så ud til at være opmærksom på det faktum.

”Så grib den, hvis du kan!” råbte han og kastede glaskuglen højt op i luften. Så skyndte han sig at suse ned på jorden med sin kost.

Harry så kuglen flyve i en bue over sig, hvorefter den begyndte at falde mod jorden. Det var, som om tiden var sat i stå og tillod ham at tage grundigt bestik af situationen. Han lænede sig fremover og lod kosteskaftet styre mod jorden – i næste sekund dykkede han i rasende hastighed mod den faldende kugle. Vinden susede i hans ører, og lyden blandede sig med hylene fra de andre elever, der stod og så på. Han rakte hånden ud – ikke mere end en halv meter fra jorden – og greb kuglen tidsnok til, at han også kunne nå at dreje kosteskaftet op uden at skulle bide i græsset. Han landede derefter blødt på græsplænen med erindringskuglen sikkert i sin knyttede hånd.

”HARRY POTTER!”

Hans mod sank hurtigere, end han netop havde dykket gennem luften. Professor McGonagall kom løbende mod dem. Han steg rystede af kosteskaftet.

”I alle mine dage på Hogwarts har jeg dog aldrig …”

Professor McGonagall ledte efter ordene af ren og skær forskrækkelse. Hendes øjne lynede bag brilleglassene. ”Hvor tør du – du kunne jo have brækket halsen …”

”Det var ikke hans skyld, professor …”

”Til stille, frøken Patil …”

”Men Malfoy …”

”Så er det nok, hr. Weasley. Potter, du følger med mig omgående.”

Harry nåede at få et glimt af Malfoy, Crabbe og Goyle, der så skadefro ud, fordi han stumt måtte følge med professor McGonagall, da hun med lange skridt gik mod slottet.

Han ville blive smidt ud, det var han sikker på. Han ville gerne sige noget til sit forsvar, men han kunne ikke få sin stemme til at lystre. Professor McGonagall marcherede hastigt af sted uden så meget som at så på ham, og han måtte småløbe for at følge med. Nu havde han virkelig trådt i spinaten. Og efter kun to uger på skolen. Om ti minutter ville han sikkert blive sendt op for at pakke sin kuffert. Hvad ville familien Dursley mon sige, når han dukkede op hos dem igen?

Han gik den lange vej op ad slottets udendørs trappetrin, videre op ad marmortrappen, og endnu havde professor McGonagall ikke sagt et eneste ord til ham. Hun flåede døre op og marcherede taktfast langs de mange gange og korridorer med Harry mistrøstigt luntede efter sig. Måske ville hun tage ham med op til Dumbledore. Han tænkte på, hvordan det i sin tid var gået for Hagrid; bortvist fra undervisningen med tilladelse til at blive godsforvalter og nøglebærer. Måske kunne han blive Hagrids medhjælper. Hans mave snørede sig sammen ved tanken om, at han skulle se Ron og de andre uddanne sig til ægte troldmænd, mens han selv luntede omkring efter Hagrid, bærende på hans taske og redskaber.

Professor McGonagall standsede uden for et klasseværelse. Hun åbnede døren og stak hovedet ind.

”Undskyld mig, professor Flitwick, kan jeg låne Wood et øjeblik?”

Wood? tænkte Harry forundret; ville hun nu til at låne et eller andet afstraffelsesinstrument?

Men Wood viste sig at være en person, en stor og kraftig femteårselev. Han så lige så forundret ud som Harry, da han trådte ud til dem.

”Følg mig, I to,” sagde professor McGonagall, og de fortsatte videre hen ad gangen.

Wood kiggede nysgerrigt på Harry.

”Derind.”

Professor McGonagall viste dem ind i et klasseværelse, der var tomt med undtagelse af Peeves, som var travlt beskæftiget med at skrive sjofle ord på tavlen.

”Ud med dig, Peeves!” råbte hun. Peeves kastede kridtet i en affaldsspand (det larmede en del, fordi spanden var af blik) og strøg bandende ud. Professor McGonagall smækkede døren hårdt efter ham og vendte sig mod de to drenge.

”Potter, dette er Oliver Wood – Wood, jeg har fundet dig en søger.”

Woods ansigtsudtryk ændrede sig fra forvirring til begejstring.

”Er det virkelig rigtigt, professor?”

”Absolut,” sagde professor McGonagall tørt. ”Knægten er et naturtalent. Jeg har aldrig set noget lignende. Var det din første tur på et kosteskaft, Potter?”

Harry nikkede tavst. Han anede ikke, hvad der foregik, men han kunne dog fornemme, at en udvisning alligevel ikke var aktuel. Følelsen i benene begyndte at vende tilbage.

”Han greb tingesten i hånden efter en halvtreds fods nedstigning,” fortalte professor McGonagall den anden dreng. ”Uden at få den mindste skramme. Selv Charlie Weasley kunne ikke have gjort ham det efter.”

Wood lignede nu en, hvis højeste ønske var gået i opfyldelse.

”Har du nogensinde været til en Quidditch-kamp, Potter?” spurgte han ophidset.

”Wood her er anfører for Gryffindor-holdet,” forklarede professor McGonagall.

”Han har lige den rette kropsbygning for en søger,” sagde Wood, der nu var begyndt at gå rundt om Harry med kendermine. ”Vejer ikke så meget – hurtige bevægelser – vi kommer til at give ham en ordentlig kost, professor – en Nimbus 2000 eller en Cleansweep 7, vil jeg mene.”

”Jeg vil tale med professor Dumbledore om det. Vi må først se, om vi kan omgå skolens reglement for førsteårseleverne. Guderne skal vide, at vi har brug for et bedre hold end sidste år. Vi blev jo fuldstændig tværet ud i den sidste kamp mod Slytherin. Jeg kunne ikke se Severus Snape i øjnene i ugevis …”

Professor McGonagall så strengt på Harry over brilleglassene. ”Jeg vil ikke høre andet, end at du træner flittigt, Potter. Ellers bestemmer jeg mig måske alligevel for at give dig en streng straf.”

Så smilede hun pludselig.

”Din far ville have været meget stolt,” sagde hun. ”Han var selv en fremragende Quidditch-spiller.”

”Det er da løgn!”

De sad ved aftensmaden. Harry havde netop fortalt Ron alt om, hvad der var sket, efter han forlod flyveplænen sammen med professor McGonagall. Ron holdt sin gaffel med en bid hakkebøf halvvejs op mod munden, men det havde han glemt alt om.

”Søger?” udbrød han. ”Men en førsteårselev har aldrig … du bliver den yngste spiller i …”

”… i dette århundrede,” sagde Harry og skovlede mad i munden. Han følte sig sulten som en ulv efter al den spænding. ”Det fortalte Wood mig.”

Ron var så forbløffet og imponeret, at han bare sad med åben mund og kiggede på Harry.

”Jeg begynder træningen i næste uge,” sagde Harry. ”Men lad være med at fortælle det til nogen. Wood vil gerne holde det hemmeligt.”

Fred og George trådte ind i salen, fik øje på Harry og skyndte sig over til bordet.

”Godt klaret,” sagde George lavmælt. ”Wood fortalte os det hele. Vi er også på holdet – vi er baskere.”

”Jeg lover jer, at vi vinder Quidditch-pokalen i år,” sagde Fred. ”Vi har ikke klaret os godt, siden Charlie rejste, men i år får vi et stærkt hold. Du må virkelig være god, Harry. Wood var nærmest i ekstase, da han fortalte om det.”

”Nå, men vi må smutte. Lee Jordan mener, at han har fundet en hemmelig passage ud af skolen.”

”Jeg tør vædde på, at det er den, som starter bag statuen af Gregorius den Sleske. Vi opdagede den allerede i første semesteruge. Vi ses!”

Fred og George var knap forsvundet, før en anden, ganske ubehagelig, fredsforstyrer dukkede op: Malfoy, flankeret af Crabbe og Goyle.

”Får du dit sidste måltid, før du skal af sted, Potter? Hvornår er det, dit tog kører til Mugglernes verden.”

”Du ser lidt modigere ud, nu hvor du står med begge ben på jorden og har dine små venner hos dig,” sagde Harry iskoldt. Det var lidt af en fornærmelse mod de velvoksne livvagter. Malfoy havde skaffet sig, men eftersom alle lærerne sad til højbords lidt derfra, kunne de ikke gøre andet end at skule ondt og knække knoer så højlydt som muligt.

”Jeg kan tvære dig ud når som helst og hvor som helst,” sagde Malfoy. ”I aften, hvis det skal være. Hvad siger du til en Troldmandsduel? Kun stave – ingen fysisk kontakt. Hvad glor du sådan for? Du har vel aldrig hørt om en Troldmandsduel før!”

”Selvfølgelig har han det,” sagde Ron og vendte sig mod dem. ”Jeg er hans sekundant. Hvem er din?”

Malfoy så vurderende på Crabbe og Goyle.

”Crabbe,” sagde han. ”Ved midnat? Vi mødes i trofælokalet, der er aldrig aflåst.”

Da Malfoy var gået, så Ron og Harry på hinanden.

”Hvad er en Troldmandsduel?” spurgte Harry. ”Og hvad mener du med, at du er min sekundant?”

”Jo, en sekundant er en, som klarer sagerne, hvis du dør,” sagde Ron selvfølgeligt og begyndte at spise videre. Da han så Harrys ansigtsudtryk, tilføjede han hurtigt. ”Men folk dør kun i rigtige dueller. Du ved, rigtige troldmænd. Du og Malfoy vil nok ikke kunne gøre meget andet end at sende gnister i hovedet på hinanden. Ingen af jer har lært nok til at skade hinanden for alvor. Jeg tør vædde på, at han regnede med, at du ville afslå.”

”Og hvad nu, hvis der ikke sker noget, når jeg svinger med min tryllestav?”

”Så smid den fra dig og stik ham en blodtud,” foreslog Ron.

”Forstyrrer jeg?”

De så op. Det var Hermione Granger.

”Kan man da ikke få madro?” sagde Ron.

Hermione ignorerede ham og henvendte sig i stedet til Harry.

”Jeg kunne ikke undgå at høre, hvad du og Malfoy talte om…”

”… og du må altså ikke strejfe rundt på skolen efter mørkets frembrud. Tænk på alle de point, du kan komme til at koste Gryffindor, hvis du bliver fanget – og det bliver du helt sikkert. Det er virkelig meget egoistisk af dig.”

”Og det er virkelig ikke noget, du skal blande dig i,” sagde Harry.

”Farvel,” sagde Ron.

Men det var nu ikke ligefrem, hvad man kunne kalde en perfekt afslutning på dagen, tænkte Harry, da han senere lå vågen og hørte Dean og Seamus falde i søvn omkring sig (Neville var endnu ikke kommet tilbage fra hospitalsfløjen). Ron havde brugt hele aftenen på at give ham gode råd, som for eksempel. ”Hvis han prøver at nedkalde en forbandelse over dig, må du hellere undvige, for jeg kan ikke huske, hvordan blokerer den slags.” Der var desuden en vis risiko for, at de ville støde på Filch og madam Norris, og Harry var ganske klar over, at han udfordrede skæbnen ved at bryde endnu en skoleregel i dag. På den anden side vedblev han at se Malfoys modbydelige fjæs for sig i mørket – dette var hans chance for at stå ansigt til ansigt med sin fjende og forhåbentlig give ham en ordentlig lærestreg. Han kunne ikke aflyse.

”Halv tolv,” mumlede Ron endelig. ”Vi må hellere se at komme af sted.”

De trak i badekåberne og fik fat i deres tryllestave, hvorefter de listede gennem sovesalen ned ad vindeltrappen og videre ud i Gryffindors opholdsstue. Der var stadig nogle få gløder i pejsen, og de tunge lænestole lignede truende, sorte skygger. De var næsten nået til portrættet over hullet i væggen, da en stemme lød bag den nærmeste stol:

”Jeg kan ikke fatte, at du har tænkt dig at gøre det, Harry!”

En lygte blev tændt. Det var Hermione Granger iført en lyserød badekåbe og et bebrejdende ansigtsudtryk.

”Hvad laver du her?” udbrød Ron rasende. ”Gå tilbage i seng med dig!”

”Jeg var lige ved at sladre til din bror,” hvæsede Hermione, ”Percy – han er jo vejleder, og han kunne let sætte en stopper for det her.”

Harry kunne næsten ikke tro, at nogen kunne være så nævenyttig.

”Kom, vi går,” sagde han til Ron. Han skubbede portrættet af den fede dame til side og kravlede gennem hullet.

Men Hermione gav ikke op så let. Hun fulgte efter Ron gennem hullet og hvæsede efter dem som en rasende gås.

”Er I fuldstændig ligeglade med Gryffindors rygte? Tænker I kun på jer selv? Jeg il i hvert fald nødig se Slytherin rende med pokalen, og jeg er sikker på, at I vil koste os alle de point, professor McGonagall gav mig, fordi jeg var god til forvandling.”

”Skrub af.”

”Okay, men nu har jeg advaret jer, husk det, når I bliver sat på toget i morgen. I er bare så …”

Men hvad hun mente om dem, nåede de ikke at høre. Hermione havde vendt sig om mod portrættet af den fede dame for at gå tilbage, men damen var borte. Den fede dame var gået ud på en natlig visit, og Hermione var lukket ude af Gryffindor-tårnet.

”Hvad skal jeg nu gøre?” spurgte hun skingert.

”Det er dit eget problem,” sagde Ron. ”Vi må videre, ellers kommer vi for sent.”

De var endnu ikke nået ned for enden af gangen, da Hermione indhentede dem.

”Jeg kommer med jer,” sagde hun.

”Nej, det gør du ikke.”

”Tror I, at jeg bare vil blive stående og vente på, at Filch fanger mig? Hvis han fanger os tre sammen, vil jeg bare fortælle ham, at jeg prøvede at standse jer, og så kan I selv bekræfte det!”

”Du er ikke så lidt fræk …” sagde Ron højt.

”Ti stille, begge to!” sagde Harry skarpt. ”Jeg hørte noget.”

De hørte alle den snøftende lyd lidt derfra.

”Madam Norris?” hviskede Ron og spejdede rundt i mørket.

Det var ikke madam Norris. Det var Neville. Han lå sammenkrøbet på gulvet og sov fast.

Da de kom nærmere, gav det et sæt i ham.

”Åh, hvor er jeg glad for, at I fandt mig. Jeg har været herude i timevis, for jeg kunne ikke huske det nye kodeord.”

”Lad være med at tale så højt, Neville. Kodeordet er ’Grisetryne’, men det hjælper dig ikke nu. Den fede dame er smuttet et eller andet sted hen.”

”Hvordan går det med armen?” spurgte Harry.

”Fint,” sagde Neville og viste armen frem. ”Madam Pomfrey ordnede den på mindre end et minut.”

”Godt. Nå, men hør her, Neville. Vi skal nå noget, så vi er nødt til at smutte. Vi ses senere …”

”I må ikke gå fra mig!” sagde Neville og kom hurtigt på benene. ”Jeg vil ikke blive her alene. Den Blodige Baron har allerede været her to gange.”

Ron så på sit ur og gloede derefter rasende på Hermione og Neville.

”Hvis en af jer får os i fedtefadet, vil jeg ikke helme, før jeg har lært professor Quirrels bøhmandsforbandelse og brugt den på jer.”

Hermione åbnede munden og skulle til at informere Ron om, hvordan man udførte forbandelsen korrekt, men Harry hvæsede til hende, at hun skulle holde mund. Så ledte han dem videre af sted.

De sneg sig langs korridorerne, badet i striber af månelys fra de højtsiddende, spidsbuede vinduer. Hver gang de drejede om et hjørne, forventede Harry at løbe direkte ind i Filch og madam Norris, men de havde heldet med sig. De skyndte sig op ad en trappe til tredje sal og listede videre hen mod trofærummet.

Malfoy og Crabbe var ikke kommet. Glasvitrinernes blanke låger gav genskær i månelyset. Pokaler, fade, statuetter og plakater strålede gennem mørket i sølv og guld. De kantede sig langs væggen og holdt øjnene stift rettet mod dørene i hver ende af lokalet.

Harry fandt sin tryllestav frem for at være parat, hvis Malfoy pludselig skulle springe frem og gøre brug af magi, før de nåede at aftale spillets regler yderligere. Minutterne gik.

”Han kommer alt for sent. Måske er han blevet bange,” hviskede Ron.

Så fik en lyd fra nabolokalet dem til at fare sammen. Harry havde lige nået at hæve staven, da de hørte en stemme – men det var ikke Malfoy.

”Snus du bare omkring, lille pus. Måske skjuler de sig i en af krogene.”

Det var Filch, der talte til madam Norris. Rædselsslagen gjorde Harry signal til de andre om, at de skulle følge ham så hurtigt som muligt. De småløb på listefødder hen mod døren, der førte dem bort fra Filchs stemme. Nevilles kappe var knap bølget omkring hjørnet, da de hørte Filch træde ind i trofærummet.

”De er her et eller andet sted,” hørte de ham mumle. ”De prøver sikkert at gemme sig.”

”Denne vej!” mimede Harry til de andre, og skrækslagne begyndte de at krybe ned gennem et af de store våbengallerier med masser af rustninger langs væggene. De kunne høre Filch nærme sig. Neville kunne ikke holde et bange udbrud tilbage og begyndte at løbe, så hurtigt han kunne – han snublede, greb fat i Ron og trak ham med sig i et larmende fald lige ind i en rustning.

Det raslede og bragede så højt, at det måtte vække alle i hele slottet.

”LØB!” skreg Harry, og de spænede alle fire sprintede af sted gennem våbengalleriet uden at se efter, om Filch forfulgte dem eller ej. De drønede rundt om et hjørne og spurtede videre ned langs en ny korridor. Harry løb i spidsen uden at ane, hvor de befandt sig, eller hvor de var på vej hen. De strøg under en gobelin og befandt sig pludselig i en hemmelig passage. De fulgte den og kom ud i nærheden af besværgelseslokalet. Det lå jo langt fra trofærummet!

”Jeg tror, at vi har fået rystet ham af,” gispede Harry og lænede sig mod den kølige væg, mens han tørrede sveden af panden. Neville stod helt sammenbøjet, hvæsende og spruttende af anstrengelse.

”Jeg sagde jo,” stønnede Hermione og krummede sig sammen, fordi hun havde sidestik.

”Jeg … sagde … det … jo.”

”Vi bliver nødt til at gå tilbage til Gryffindor-tårnet,” sagde Ron, ”og det må hellere gå lidt hurtigt.”

”Malfoy narrede dig,” sagde Hermione til Harry. ”Det er vel gået op for dig, ikke? Han havde overhovedet ingen intentioner om at møde dig i en duel – og Filch havde på en eller anden måde fået at vide, at du ville komme til trofærummet. Det er ikke svært at regne ud, hvem der har informeret ham.”

Harry måtte i sit stille sind give hende ret, men det havde han ikke tænkt sig at indrømme.

”Lad os komme af sted.”

Det blev ikke så let, som de troede. De var ikke nået længere end nogle få skridt, før et dørhåndtag bevægede sig, og et eller andet kom susende imod dem fra et klasselokale.

Det var Peeves. Han fik øje på dem og hylede af begejstring.

”Hold mund, Peeves – vær nu sød – du får os alle smidt ud.”

Peeves kluklo.

”Lusker I omkring ved midnatstid, små førsteårspus? Sikke dog noget rod. Fy-fy skamme. Nu bliver I sikkert fanget.”

”Ikke hvis du lader være med at røbe os, Peeves. Vil du ikke nok la’ være?”

”Måske skulle jeg fortælle det til Filch?” sagde Peeves med dydsmønsterstemme, men hans øjne glimtede ondskabsfuldt. ”Det er jo for jeres eget bedste, at I ved det.”

”Skrub så af med dig,” snerrede Ron og slog ud efter Peeves – men det var en stor fejltagelse.

”ELEVER PÅ NATTEVANDRING!” brølede Peeves. ”ELEVER PÅ NATTEVANDRING NEDE VED BESVÆRGELSESLOKALET!”

De dukkede sig for Peeves og løb for livet. De nåede enden af gangen og løb direkte ind i en lukket dør – den var også låst.

”Nu er det sket med os!” stønnede Ron, da de hjælpeløst skubbede og masede til døren.

”Det er ude med os! Nu er det slut!”

De hørte fodtrin – det måtte være Filch, der kom løbende, så hurtigt han kunne.

”Åh, tag og flyt jer,” snerrede Hermione. Hun snuppede Harrys tryllestav, slog på låsen og hviskede, ”Alohomora!”

Låsen klikkede, og døren åbnede sig – de trængtes for at komme igennem, smækkede den efter sig og pressede derefter ørerne mod den for at høre, hvem der kom.

”Hvilken vej tog de, Peeves?” spurgte Filch. ”Hurtigt, sig mig det.”

”Du skal først bede mig pænt!”

”Lad være med at drille, Peeves, sig mig det så, hvor løb de hen!”

”Jeg siger ingenting. Du skal først bede mig pænt,” sagde Peeves med sin mest irriterende dydsmønsterstemme.

”Lad gå da: Kære Peeves, vil du ikke nok fortælle mig, hvor de løb hen, tak?”

”INGENTING! Ha haa! Jeg sagde jo, at jeg ville sige INGENTING, hvis du bad mig pænt om det! Ha haa!” De hørte lyden af Peeves, der susede bort, mens Filch bandede af raseri.

”Han tror, at denne dør er låst,” hviskede Harry. ”Jeg tror, at vi er sluppet fra ham – slip så, Neville!” Neville havde stået og trukket i Harrys ærme de sidste par minutter.

”Hvad er der?”

Harry vendte sig – og så nu selv, hvad der var i vejen. I et kort sekund troede han, at det måtte være et mareridt – det var for meget. Nu kunne han snart ikke klare mere!

De stod ikke i et klasseværelse, som han havde troet. Tværtimod var de gået direkte ind i en ny korridor. Den forbudte korridor til højre på tredje sal! Og nu kunne de selv se, hvorfor den var forbudt område.

De stod ansigt til ansigt med et enormt uhyre af en hund, en hund så stor, at den fyldte korridoren fra gulv til loft. Den havde tre hoveder, tre par rullende, vanvittige øjne, tre snuder, der sniffede og vibrerede i hver deres retning, og tre savlende gab med lange, gule hjørnetænder.

Den stod helt stille og stirrede stift på dem med sine seks øjne. Harry var klar over, at de måtte have overrasket den – ellers var de nok døde for længst. Men nu så den ud til at være kommet sig over det. Den tordnende knurren lod dem ikke i tvivl om hundens intentioner.

Harry famlede efter dørgrebet – hvis han skulle vælge mellem Filch og den sikre død, valgte han trods alt hellere Filch.

De faldt baglæns ud ad døren – Harry smækkede den bag sig, og så nærmest fløj de tilbage gennem alle gangene og korridorerne. Filch måtte have skyndt sig videre for at lede et andet sted, for de så ham slet ikke, selvom de var temmelig ligeglade med ham i øjeblikket. Det eneste, de ønskede, var at slippe væk fra uhyret. De standsede ikke, før de nåede portrættet af den fede dame på syvende etage.

”Hvor i alverden har I været?” spurgte hun og stirrede på deres badekåber, der hang skævt og blafrende om skuldrende på dem, samt deres højrøde, svedige ansigter.

”Det kan være lige meget – grisetryne, grisetryne,” stønnede Harry, hvorpå portrættet svingede tilbage. De tumlede ind i opholdsstuen og faldt rystende om i lænestolene.

Det varede lidt, før nogen sagde noget. Neville så ud, som om han aldrig ville få mælet igen.

”Hvad er meningen med at holde sådan et uhyre spærret inde på en skole?” sagde Ron endelig. ”Hvis jeg nogensinde har set en hund, der havde brug for motion, så var det den.”

Hermione havde fået vejret og sit dårlige humør tilbage.

”I bruger jo ikke øjnene, nogen af jer,” skændte hun. ”Så I ikke hvad den stod på?”

”På gulvet?” foreslog Harry. ”Jeg havde altså ikke tid til at kigge på dens poter. Jeg havde alt for travlt med at holde øje med hovederne.”

”Nej, ikke gulvet. Den stod på en faldlem. Den vogter over et eller andet.”

Hun rejste sig og stirrede vredt på dem.

”Jeg håber, at I er tilfredse med jer selv. Vi kunne være blevet dræbt eller det, der er værre – udvist! Hvis I ikke har noget imod det, vil jeg gå i seng.”

Ron stirrede efter hende med åben mund.

”Nej, vi har ikke det mindste imod det,” sagde han og kiggede på de andre. ”Man skulle jo tro, at vi ligefrem tvang hende til at gå med.”

Men Hermione havde givet Harry noget andet at tænke på, da han endelig kravlede i seng. Hunden vogtede over et eller andet … Hvad var det, Hagrid havde sagt? Gringotts er det sikreste sted i verden, hvis man ønsker at gemme noget – måske bortset fra Hogwarts.

Det kunne godt se ud, som om Harry havde fundet den beskidte lille pakke fra boks nummer syv hundrede og tretten.

10 – Allehelgensaften

Malfoy troede ikke sine egne øjne, da han næste dag kunne konstatere, at hverken Harry eller Ron var blevet smidt ud fra Hogwarts. De virkede trætte, men i glimrende humør.

Faktisk syntes de begge – efter at have sovet på det – at det havde været vældig spændende at møde hunden med de tre hoveder. De ville ikke have det mindste imod at prøve, om de kunne få endnu et glimt af den. Lige nu sad Harry og fortalte Ron alt om den mystiske pakke, der lod til at være blevet fjernet fra Gringotts og gemt på Hogwarts. De brugte derefter lang tid på at diskutere, hvad det kunne være, som krævede den slags bevogtning.

”Enten er det noget meget værdifuldt eller noget meget farligt,” sagde Ron.

”Eller begge dele,” sagde Harry.

Men det eneste, de vidste med sikkerhed om det ukendte objekt, var, at det måtte være omkring to tommer langt. Det var umuligt at gætte mere, før de havde fået flere spor at gå efter.

Hverken Neville eller Hermione udviste den mindste nysgerrighed efter at vide, hvad hunden vogtede på. Neville vidste kun, at han ville gøre sit for at holde sig så langt væk fra den som muligt.

Hermione nægtede at tale til Harry og Ron, men hun opførte sig så kommanderende og bedrevidende, at det ikke kunne misforstås – hun følte sig langt højere hævet over dem end før.

Men de manglede endnu at hævne sig på Malfoy. De behøvede heldigvis ikke at vente længe på en god lejlighed; allerede ugen efter ankom muligheden nemlig med posten.

Da uglerne en morgen susede ind i Storsalen, som de plejede, blev alles opmærksomhed hurtigt tiltrukket af seks store, skrigende ugler, der kom flyvende med en aflang pakke imellem sig. Harry var lige så nysgerrig som alle andre, og stor var hans forbløffelse, da uglerne afleverede pakken til ham og kom til at skubbe hans bacon på gulvet ved samme lejlighed. Knap var de basket væk igen, før endnu en ugle fløj hen og smed et brev oven på pakken.

Harry flåede brevet op først, hvilket var et held, for der stod:

MÅ IKKE ÅBNES VED BORDET

Denne pakke indeholder din nye Nimbus 2000, men de andre må helst ikke få at vide, at du har fået en kost – så vil de også have en.

Oliver Wood vil møde dig på Quidditch-banen i aften klokken syv. Der vil du få din første træningstime.

Professor McGonagall

Harry kunne næsten ikke skjule sin fryd, da han rakte brevet til Ron, så han også kunne læse det.

”En Nimbus 2000,” stønnede Ron misundeligt. ”Jeg har ikke engang fået lov til at røre sådan en.”

De forlod hurtigt salen for at pakke kosten ud før første time, men halvvejs oppe ad trappen blev de standset af Crabbe og Goyle, der stod og spærrede vejen. Malfoy flåede pakken fra Harry og følte på den.

”Det er en kost,” sagde han og kastede den tilbage til Harry med en blanding af misundelse og fortrydelse i sit ansigtsudtryk. ”Denne gang bliver du snuppet, Potter. Det er forbudt for førsteårselever at have dem på skolen.”

Ron kunne ikke holde sin mund længere.

”Det er ikke bare en almindelig kost,” sagde han, ”det er en Nimbus 2000. Hvad var det, du sagde, at du havde derhjemme, Malfoy? Var det en komet 2-60?” Ron grinede til Harry.

”En komet 2-60 ser ud af en hel masse, men når overhovedet ikke op i nærheden af Nimbus-klassen.”

”Hvad ved du om det, Weasley. Du får jo aldrig råd til så meget som et håndtag,” gav Malfoy igen. ”Jeg går ud fra, at du og dine brødre skal spare sammen til hver eneste kvist.”

Før Run kunne nå at svare, kom professor Flitwick til syne bag Malfoy.

”I skændes vel ikke, drenge?” kvækkede han.

”Potter har fået en kost tilsendt, professor,” sagde Malfoy hurtigt.

”Åh, ja, det er også rigtigt,” sagde professor Flitwick og strålede som en sol mod Harry.

”Professor McGonagall har fortalt mig om de særlige omstændigheder, Potter. Hvilken model?”

”En Nimbus 2000, hr. professor,” svarede Harry og måtte anstrenge sig for ikke at komme til at grine ved synet af Malfoys forargede ansigt. ”Og jeg kan faktisk takke Malfoy for, at jeg fik den,” tilføjede han.

Harry og Ron fortsatte op ad trappen under halvkvalt latter, idet de efterlod Malfoy fuldkommen forvirret og sprutrasende.

”Det er jo også rigtigt,” fnisede Harry, da de nåede toppen af marmortrappen. ”Hvis han ikke havde stjålet Nevilles erindringskugle, var jeg aldrig kommet på holdet …”

”Så du mener altså, at det er en belønning for at overtræde reglerne?” lød en vred stemme bag dem. Hermione kom trampende op ad trappen efter dem og kastede et misbilligende blik på Harrys pakke.

”Jeg troede ikke, du gad tale til os,” sagde Harry.

”Ja, du må da ikke begynde på det nu, for vi har rigtig godt af det,” sagde Ron.

Hermione marcherede fornærmet bort med næsen i sky.

Harry havde meget svært ved at koncentrere sig i timerne den dag. Han blev ved med at tænke på kosten, der lå oppe på sovesalen under hans seng. Hans tanker kredsede også om Quidditch-banen, hvor han skulle have sin første træningstime samme aften. Han slugte maden, da de spiste til aften, og lagde knap mærke til, hvad der blev serveret. Så styrtede han ovenpå med Ron i hælene for langt om længe at pakke sin Nimbus 2000 ud.

”Wauw,” sukkede Ron, da kosten lå på Harrys sengetæppe.

Selv Harry, der ikke havde det mindste kendskab til koste, måtte indrømme, at den så helt fantastisk ud. Strømlinet og blank med mahogniskaft. Dens børster var lange og lige, og der var skrevet Nimbus 2000 med svungne guldbogstaver langs skaftet.

Da klokken var næsten syv, forlod Harry slottet og begav sig i retning af Quidditch-banen. Det var tusmørke, og han havde aldrig været ude på skolens stadion før.

Hundredvis af sæder var klappet op på tribunen, som var hævet præcis så højt, at tilskuerne kunne følge bedst muligt med i spillet. I hver ende af banen var der placeret tre gyldne pæle med runde ringe i toppen. De mindede Harry om de små plasticdimser, Mugglerbørn bruger til at blæse sæbebobler igennem – bortset fra, at disse pæle var sytten meter højre.

Harry var for ivrig efter at prøve sin kost, til at han kunne vente på Wood. Han steg på kosten og satte af fra jorden. Hvilken følelse – han susede ind mellem målpælene og strøg frem og tilbage over banen. Hans Nimbus 2000 drejede let og elegant ved hans mindste berøring.

”Hej, Potter, kom ned!”

Oliver Wood var ankommet. Han havde en stor trækasse under armen. Harry landede ved siden af ham.

”Ganske flot opvisning,” sagde Wood med et glimt i øjet. ”Jeg kan se, hvad McGonagall mente … du er virkelig et naturtalent. Jeg vil lære dig reglerne i aften, og derefter kan du træne med resten af holdet tre gange om ugen.

Han åbnede kassen. Den indeholdt fire bolde i forskellig størrelse.

”Okay,” begyndte Wood. ”Quidditch er ikke noget kompliceret spil, selvom det i praksis er ganske svært. Der er syv spillere på hvert hold. Tre af dem hedder angribere.”

”Tre angribere,” gentog Harry, idet Wood tog fat i en højrød bold på størrelse med en fodbold.

”Denne bold kaldes tromleren,” forklarede Wood. ”Angriberne kaster tromleren frem og tilbage til hinanden, mens de forsøger at få den gennem en af ringene for at score. Det giver ti point, hver gang tromleren ryger gennem en ring. Er du med?”

”Angriberne kaster rundt med tromleren og prøver at få den gennem ringene for at score,” gentog Harry. ”Det er altså noget i retning af Basketball – bare med den forskel, at man flyver på koste, og at der er seks målringe i alt, ikke?”

”Hvad er basketball?” spurgte Wood forundret.

”Det kan være lige meget,” sagde Harry hurtigt.

”Så er der en spiller på hvert hold, som vi kalder målmand – Jeg er Gryffindors målmand. Jeg flyver frem og tilbage mellem ringene og prøver at forhindre modstanderne i at score.”

”Tre angribere, en målmand,” gentog Harry, som var fast besluttet på ikke at glemme et ord af, hvad Wood forklarede. ”Og de spiller med en tromler. Okay, så meget fatter jeg. Men hvad skal de andre bolde så bruges til?” spurgte han og pegede på de resterende tre bolde i kassen.

”Det kommer jeg til nu,” sagde Wood. ”Hold det her.”

Han rakte en lille kølle til Harry, omtrent som et boldtræ til rundbold. Et bat.

”Jeg viser dig nu, hvad en smasher gør,” sagde Wood. ”De to bolde her kaldes smashere.”

Han viste Harry to identiske bolde, kulsorte og lidt mindre end den røde tromler. Harry lagde mærke til, at boldene nærmest hoppede og vred sig for at slippe løs af de stropper, der fastholder dem i kassen.

”Pas hellere lidt på,” advarede Wood. Han bøjede sig ned og frigjorde en af smasherne.

I samme øjeblik, han havde sluppet den, hævede smasheren sig højt op i luften og susede derefter direkte ned mod Harrys ansigt. Han svang sit bat for at forhindre, at smasheren brækkede næsen på ham. Han ramte den lille sorte bold og sendte den af sted i en zigzagbane gennem luften. Den susede omkring deres hoveder og tog retning mod Wood, der nåede at gribe den, før han kom til skade. Så fik han mast den ned mod jorden og passede godt på, at den ikke slap fra ham igen.

”Nu har du selv set den i funktion,” sagde han gispende, mens han kæmpede en brav kamp for at presse smasheren tilbage i kassen og fastgøre den sikkert og solidt.

”Smasherne suser omkring og prøver at slå spillerne af deres koste. Det er derfor, man bliver nødt til at have to baskere på hvert hold – Weasley-tvillingerne er vores – det er deres opgave at beskytte holdet fra smasherne og forsøgte at sende dem videre mod det andet hold. Har du fat i reglerne indtil nu?”

”Tre angribere skal forsøge at score med tromleren. Målmanden vogter målringene. Baskerne beskytter holdet mod smasherne og forsøger at sende dem videre i hovedet på modstanderne,” rablede Harry af sig i en fart.

”Udmærket!” sagde Wood.

”Øh, har smasherne hidtil dræbt nogen spillere?” spurgte Harry og håbede, at det lød henkastet.

”Aldrig her på Hogwarts. Vi har haft et par brækkede kæber, men intet værre end det. Nå, vi må videre. Den sidste spiller, jeg ikke har nævnt, er søgeren. Det er dig. Du skal slet ikke bekymre dig om hverken tromleren eller smasherne …”

”Medmindre de smadrer skallen på mig.”

”Bare rolig, Weasley-brødrene skal nok holde dem i skak. Vent, til du ser dem spille. De er selv ligesom et par levende smashere.”

Wood rakte ned i kassen og tog den fjerde og sidste bold op. Sammenlignet med tromleren og smasherne var den lillebitte … omtrent på størrelse med en valnød. Den var strålende gylden og havde små, blafrende sølvvinger.

”Denne her,” sagde Wood, ”er det gyldne lyn. Det er den vigtigste af alle boldene. Den er meget svær at fange, fordi den er så hurtig og svær at se. Det er søgerens opgave at få fat i den. Du bliver nødt til at flyve ind og ud mellem angriberne og baskerne – husk at passe på tromlerboldene – og du skal være koncentreret og lynhurtig for at redde lynet, inden det andet hold tager den. Den søger, som fanger lynet, skaffer sit hold et hundrede og halvtreds ekstra point, hvilket næsten altid betyder, at holdet vinder. Derfor er søgeren også konstant udsat for grove tacklinger. En Quidditch-kamp slutter først, når det gyldne lyn er fanget, og spillet kan derfor trække ud i det uendelige – jeg tror, at rekorden er tre måneder, og da måtte vi hele tiden sørge for udskiftning, så spillerne kunne få deres søvn. Ja, det var så reglerne – nogen spørgsmål?”

Harry rystede på hovedet. Han forstod udmærket sin opgave som søger. Problemet var bare at få det til at lykkes.

”Vi udskyder træningen med det gyldne lyn lidt endnu,” sagde Wood og lagde forsigtigt den lille bold tilbage i kassen. ”Det er for mørkt, og vi skulle nødig miste den. Lad os i stedet øve os med disse her.”

Han havde nogle almindelige golfbolde i sin lomme, og et par minutter senere lettede han og Harry på kostene. Wood kastede golfboldene, så hårdt han kunne i alle retninger.

Harry susede omkring og greb dem. Til Woods store fryd tabte han ikke en eneste. Efter en halv times tid var det helt mørkt, og de måtte standse.

”Quidditch-pokalen vil komme til at bære vores navn i år,” udbrød Wood lykkelig, da de gik tilbage til slottet. ”Det skulle ikke undre mig, hvis du bliver endnu bedre end Charlie Weasley; han kunne ellers let have spillet på landsholdet, hvis ikke han havde valgt at jage drager.”

Tiden fløj af sted for Harry; måske var det, fordi han nu fik forrygende travlt med både skolearbejdet, lektierne og Quidditch-træningen tre aftener om ugen. Før han viste af det, havde han været på Hogwarts i to hele måneder. Slottet føltes mere som et hjem, end Ligustervænget nogensinde havde gjort. Skoletimerne blev også mere og mere spændende, efter at de havde lært de mest basale ting.

På allehelgensmorgen vågnede de til den lækre duft af varme græskar, der gennemstrømmede hele skolen. Og den gode start på dagen fortsatte, da professor Flitwick i besværgelsestimen meddelte, at de nu var dygtige nok til at lære, hvordan man får ting til at flyve – noget, de alle havde set frem til med længsel, siden de overværede, hvordan professoren havde fået Nevilles tudse til at svæve omkring i klasseværelset. Professor Flitwick satte eleverne sammen to og to, så de kunne begynde at øve sig. Harrys partner var Seamus Finnigan (hvilet var en lettelse, for Neville havde forsøgt at mase sig ind). Ron var mindre heldig, for han kom til at arbejde sammen med Hermione Granger. Det var svært at sige, hvem af dem der var mest utilfreds med dette arrangement – Ron eller Hermione. Hun havde ikke talt til nogen af dem, siden den dag Harry fik sin nye kost.

”Glem nu ikke det lille sving med håndleddet, som vi har indøvet!” skræppede professor Flitwick fra toppen af sin bogstabel, hvor han som sædvanlig stod og overvågede sine elever. ”Lad staven suse og svinge, husk det, suse og svinge. Og det er også vigtigt at I udtaler de magiske ord tydeligt – glem aldrig troldmanden Baruffio, der udtalte s som f og kom til sig selv liggende på gulvet med en bøffel siddende på brystkassen.”

Det var virkelig svært. Harry og Seamus susede og svingede med stavene, men den fjer, som nu burde flyve muntert af sted, lå endnu ubevægelig på bordet. Seamus blev så utålmodig at han prikkede til den med sin stav og kom til at starte en mindre brand, som Harry lige nåede at slukke, før den udviklede sig.

Ron stod ved næste bord og havde ikke mere held med sig.

”Wingardium Leviosa!” råbte han og lod sine lange arme svinge som møllevinger.

”Du siger det helt forkert,” kunne de høre Hermione skænde. ”Det er Wing-gar-dium Levi-o-sa. Husk at gøre ’gar’ langtrukkent.”

”Så kan du jo gøre det, hvis du er så klog,” knurrede Ron.

Hermione rullede ærmerne op, lod sin stav slå et slag i luften og sagde ”Wingardium Leviosa!”

Deres fjer hævede sig fra bordet og svævede rundt et par meter over deres hoveder.

”Åh, fint klaret!” råbte professor Flitwick og klappede. ”Kom alle sammen og se her. Frøken Granger har lært det!”

Ron var i meget dårligt humør, da timen sluttede.

”Det er ikke så mærkeligt, at ingen kan holde hende ud,” sagde han til Harry, da de skubbede sig vej ud i den myldrende gang, ”hun er et mareridt at være sammen med, helt ærligt.”

Nogen kom til at skubbe til Harry i forbifarten. Det var Hermione. Han nåede at få et glimt af hendes ansigt og blev helt forskrækket, da han så, at hun græd.

”Jeg tror, hun hørte, hvad du sagde.”

”Og hvad så?” spurgte Ron ligegyldigt, men han så en smule utilpas ud. ”Hun må da selv have lagt mærke til, at hun ikke har nogen venner.”

Hermione dukkede ikke op til næste time og holdt sig borte resten af eftermiddagen. På vej ned til Storsalen, hvor allehelgensaften skulle fejres, hørte Harry og Ron Parvati Patil sige til sin veninde Lavender, at Hermione sad og græd ude på pigetoilettet, og hun nægtede at tale med nogen. Ron så ud til at blive temmelig berørt af det, men et øjeblik senere trådte de ind i den pyntede Storsal og glemte alt om Hermione.

Tusinder levende flagermus baksede rundt langs væggene og loftet, mens tusinde andre strøg frem og tilbage over de udhulede græskar med levende lys, der spruttede og flakkede ved pustet af de mange vingeslag. Festmiddagen kom pludselig til syne på guldfadene på samme måde, som den havde gjort ved deres indvielsesaften.

Harry var ved at skovle kartoffelpandekager over på sin tallerken, da professor Quirrel kom styrtende ind i salen. Hans turban sad skævt, og rædslen var malet i hans ansigt. Alle stirrede på ham, idet han nåede frem til professor Dumbledore og kastede sig ind over bordet, mens han fremgispede. ”Trold løs i de dybeste kælderregioner – jeg syntes, at du skulle have besked med det samme.”

Og så sank han sammen på gulvet i svime.

Der blev ståhej og tumult. Det tog adskillige rødglødende advarselsblus med knald i fra professor Dumbledores tryllestav, før der blev stilhed i salen.

”Vejledere,” råbte han, ”før jeres kollegianere tilbage til sovesalene øjeblikkeligt!”

Percy var i sit es.

”Følg mig! Hold jer tæt sammen, førsteårselever! Ingen grund til at være bange for trolden, hvis I bare følger mine anvisninger! Hold jer tæt bag mig. Gør plads, førsteårselever på vej! Af banen, jeg er vejleder!”

”Hvordan kunne en trold komme ind i slottet?” spurgte Harry, da de gik op ad trappen.

”Spørg mig ikke. Jeg har ellers hørt, at trolde er umådeligt ubegavede,” sagde Ron.

”Måske er det Peeves, som har lukket dem ind. Det ville lige være hans form for allehelgens-humor.”

De passerede forskellige grupper af elever, der hastede i alle retninger. Idet de masede sig gennem en flok forvirrede Hufflepuffelever greb Harry pludselig fat i Rons arm.

”Jeg kommer lige i tanke om Hermione.”

”Hvad med hende?”

”Hun ved ikke noget om trolden.”

Ron bed sig i læben.

”Nå, men så må vi jo hellere gøre noget ved det,” sagde han irriteret. ”Men vi må sørge for, at Percy ikke ser os.”

De dukkede sig og løb bort i ly af flokken fra Hufflepuff. De sneg sig ud i en tom korridor og løb videre over mod pigetoilettet. De var netop drejet om hjørnet, da de hørte hastige fodtrin bag sig.

”Percy!” hvislede Ron og trak Harry med sig om bag en stor statue af en grif. Men da de kiggede frem fra deres skjulested, var det ikke Percy, der kom til syne; det var Snape. Han krydsede korridoren og forsvandt.

”Hvad laver han?” hviskede Harry. ”Hvorfor er han ikke gået ned i kælderregionen sammen med de andre lærere?”

”Det må du nok spørge om.”

Så lydløst som muligt sneg de sig videre ned gennem korridoren og fulgte lyden af Snapes fodtrin, der hurtigt forsvandt forude.

”Han er på vej op til tredje sal,” sagde Harry, men Ron holdt advarende hånden i vejret.

”Kan du ikke lugte noget?”

Harry snusede, og en forfærdelig stank ramte hans næsebor; en blanding gamle, sure sokker og et offentligt toilet, der aldrig nogensinde var blevet rengjort.

Og så hørte de det – en lavmælt knurren og trampen af kæmpemæssige fødder. Ron pegede mod den anden ende af korridoren, hvorfra en enorm skikkelse pludselig kom til syne og så ud til at bevæge sig direkte mod dem. De gemte sig i skyggerne og holdt udkig med, hvad det end kunne være.

Det var et frygteligt syn: Fem meter høj, med hud af en livløs, granitgrå farve; en kæmpemæssig knoldet krop; et lille, skaldet hoved på størrelse med en kokosnød; korte ben så solide som træstammer; og flade, vortede fødder. Stanken fra trolden var ulidelig.

Den bar på en gigantisk trækølle, der slæbte hen ad gulvet, fordi armene var så lange.

Trolden standsede op ved en døråbning og kiggede ind. Den vrikkede med sine lange ører og lod til at tænke, så det knagede i den lille hjerne. Så luskede den langsomt ind i lokalet.

”Nøglen sidder i låsen,” mumlede Harry. ”Vi kunne sagtens låse den inde.”

”God ide,” bifaldt Ron nervøst.

De kantede sig forsigtigt hen til den åbne dør, tørre i munden og med en stille bøn, om at trolden ikke ville stikke hovedet ud lige med det samme. I et langt spring lykkedes det Harry at nå hen til døren, smække den og dreje nøglen om.

”Sådan!”

Begejstrede over deres sejr begyndte de at løbe tilbage gennem korridoren, men da de skulle til at dreje om hjørnet, hørte de noget, der fik blodet til at fryse i årerne – et højt, rædselsslagent skrig – og det kom fra det rum, de lige havde låst trolden inde i.

”Åh nej,” sagde Ron, der var blevet blegere end Den Blodige Baron.

”Det var pigetoilettet!” gispede Harry.

”Hermione!” gispede de i kor.

Det sidste i verden, de havde lyst til, var at vende tilbage til den låste dør; men de havde intet valg. De gjorde lynhurtigt omkring, spurtede tilbage, nåede døren og fumlede panikslagne med nøglen, indtil det lykkedes dem at dreje den i låsen. Harry skubbede døren op, og de løb ind.

Hermione stod trængt op mod endevæggen og så ud til at være en besvimelse nær.

Trolden var på vej mod hende og slog håndvask efter håndvask i stykker med køllen, mens den nærmede sig.

”Vi må aflede den!” sagde Harry desperat til Ron og greb fat i en afreven vandhane, der lå smidt på gulvet. Han kastede den, så hårdt han kunne, mod væggen.

Trolden standsede et par meter fra Hermione. Den vendte sig og blinkede med et dumt udtryk i ansigtet for at se, hvorfra lyden stammede. De små ondskabsfulde øjne hvilede på Harry. Den tøvede et øjeblik og glemte så alt om Hermione. Den hævede køllen og begyndte at gå hen mod den nye udfordrer.

”Hej, snothjerne!” råbte Ron, der var løbet over i den modsatte side af rummet. Han kastede også et afrevet metalstykke efter uhyret. Trolden lod ikke til at ænse kasteskytset, der ramte den på skulderen, men den hørte udmærket råbet. Den tøvede igen, vendte sin grimme snude mod Ron og gav dermed Harry en chance for at løbe udenom og videre hen til Hermione.

”Kom med, løb, løb!” skreg Harry til hende og forsøgte at trække hende med sig over mod døren. Men hun kunne ikke bevæge sig. Hun stod som lammet med ryggen trykket op mod væggen og munden åben af rædsel.

Deres larmen og råben så ud til at gøre trolden rasende. Den brølede og satte i løb mod Ron, som stod nærmest og ikke havde en chance for at undslippe.

Nu gjorde Harry noget, der var både modigt og meget dumdristigt: Han tog et par lange, løbende skridt og kastede sig over troldens ryg, mens han låste hænderne fast om struben på den. Trolden mærkede slet ikke, at Harry hang der; men selv en trold mærker det, hvis man stikker en lang træsplint op i dens næse. Harry havde haft sin tryllestav i hånden, da han sprang på trolden, og nu brugte han den på den eneste måde, han kunne komme i tanke om – han stak den op i troldens ene næsebor.

Hylende af smerte vred trolden sig rundt og slog ud med køllen. Harry klamrede sig fast, som gjaldt det livet – hvilket det uden tvivl også gjorde – og ventede, at trolden hvert øjeblik kunne gribe fat i ham eller ramme ham med et af de forfærdelige kølleslag.

Hermione var sunket om på gulvet af skræk, mens Ron trak sin egen tryllestav uden rigtigt at vide, hvad han skulle stille op med den, før han hørte sin egen stemme skrige den første og bedste trylleformular, der dukkede op i hans hoved: ”Wingardium Leviosa!”

Køllen fløj ud af troldens store grab, hævede sig højt, højt op i luften, vendte sig langsomt og faldt direkte ned på sin ejermands pandeskal med en væmmelig, knasende lyd. Trolden svajede et øjeblik på stedet, hvorefter han væltede fladt omkuld med ansigtet nedad. Der lød et brag, da han ramte gulvet, og hele rummet rystede.

Harry kom på benene. Han rystede og havde svært ved at få vejret. Ron stod bare med hævet tryllestav og stirrede forbløffet på sit eget værk.

Hermione var den første, som sagde noget.

”Er den – død?”

”Det tror jeg ikke,” sagde Harry. ”Den er vist bare slået midlertidigt ud.”

Han bøjede sig ned og trak sin tryllestav ud af troldens næse. Den var dækket af noget, der lignede klumpet, grå lim.

”Adwr – troldebussemænd.”

Han tørrede den af i troldens bukser.

En pludselig smækken af døre og lyden af fodtrin fik dem alle tre til at se op. De havde slet ikke tænkt over den larm, de havde lavet, men selvfølgelig måtte man have hørte bragene og skrigene nedenunder på alle de andre etager – for ikke at tale om troldens brølen. Et øjeblik senere kom professor McGonagall styrtende ind på pigetoilettet, tæt forfulgt af Snape og Quirrel, der forskræmt gemte sig bag sine kolleger. Quirrel kastede et enkelt blik på trolden, udstødte en lavmælt klynken og satte sig ned på et af toiletterne, mens han knugede en hånd mod sit hjerte.

Snape bøjede sig over trolden, mens professor McGonagall stirrede på Harry og Ron.

Harry havde aldrig før set hende så vred. Hendes læber var helt hvide. Håbet om at vinde mindst halvtreds point til Gryffindor for denne troldebesejring blev hurtigt slået ud af hans hoved.

”Hvad i alverden tænkte I dog på?” spurgte professor McGonagall med iskoldt raseri i stemmen. Harry kiggede på Ron, der endnu ikke havde fået taget sig sammen til at sænke sin tryllestav. ”I kan prise jer lykkelige for, at I stadig er i live. Hvorfor er I ikke på jeres sovesal sammen med de andre elever?”

Snape kastede et hurtigt, gennemborende blik på Harry. Harry så ned i gulvet. Han ville ønske at Ron ville tage sin arm ned.

Så lød en spinkel stemme fra hjørnet.

”Det var min skyld, professor McGonagall – de ledte efter mig.”

Hermione var endelig kommet på benene.

”Jeg ledte efter trolden på egen hånd, fordi jeg troede, at jeg kunne klare den … du ved, fordi jeg har læst så meget om den slags.”

Ron sænkede endelig sin stav. Tænk, at de skulle høre Hermione Granger fortælle en lodret løgn til en lærer!

”Hvis de ikke havde fundet mig, ville jeg nok være død nu. Harry stak sin tryllestav op i næsen på den, og Ron slog den ud med dens egen kølle. De havde slet ikke tid til at hente hjælp andre steder fra. Den skulle lige til at gøre det af med mig, da de nåede frem.”

Harry og Ron forsøgte at se ud, som om historien ikke var dem helt fremmed.

”Jaså – hvis det er sådan, det gik til …” sagde professor McGonagall og stirrede på dem alle tre. ”Frøken Granger, dit tåbelige pigebarn, hvordan kunne du overhovedet komme på den tanke at ville håndtere sådan et bjerg af en trold på egen hånd?”

Hermione hang med hovedet. Harry var aldeles stum. Hermione var den sidste person, han ville tiltro at gøre noget som helst i strid med reglementet; og så lod hun, som om hun netop havde forbrudt sig mod det. Hun ofrede sig for at redde dem fra ballade. Det var som at se Snape begynde at dele slik ud til alle elever.

”Frøken Granger, der vil blive fratrukket fem point fra Gryffindor på grund af din tåbelighed,” meddelte professor McGonagall. ”Jeg er meget skuffet over dig. Hvis du ikke er kommet noget til, må du hellere se at komme tilbage til Gryffindor-tårnet. Eleverne afslutter allehelgensfesten i de respektive kollegier.”

Hermione gik.

Professor McGonagall vendte sig mod Harry og Ron.

”Tja, jeg vil stadig sige, at I var heldige som få, men der er ikke mange førsteårselever, der ville have haft modet til at kaste sig over en fuldvoksen bjergtrold. I vinder hver fem point til Gryffindor. Professor Dumbledore vil få besked om dette. I kan gå.”

De skyndte sig af sted og sagde ikke et ord til hinanden, før de var kommet to etager højere op. Alene det, at de var sluppet væk fra troldens sure stank, var en lettelse.

”Vi havde fortjent mere end ti point,” knurrede Ron.

”Fem, mener du vel. Der blev jo taget fem fra Hermione.”

”Det var nu godt gået af hende, at hun løj for at redde os,” indrømmede Ron. ”Men vi reddede jo også hende.”

”Måske ville hun have klaret sig fint på egen hånd, hvis ikke vi havde låst trolden inde sammen med hende,” påmindede Harry ham.

De var nået frem til portrættet af den fede dame.

”Grisetryne,” sagde de og gik ind.

Opholdsstuen var fuld af elever og larm. Alle var i fuld gang med at spise maden, der var blevet sendt op. Men Hermione stod for sig selv ved døren og ventede på dem. Der var en lille, pinlig pause. Så sagde de alle tre i kor, uden at se på hinanden, ”Tak,” og skyndte sig hen til bordet for at finde sig en tallerken.

Men fra det øjeblik var Hermione Granger deres ven. Der er visse ting, man ikke kan gå igennem sammen uden at blive venner for livet – og besejringen af en stor, grim bjergtrold er en af dem.

11 – Quidditch

Det var blevet november, og vejret begyndte at blive meget koldt. Bjergene omkring skolen antog en isgrå kulør, og søen lignede afkølet stål. Hvis morgen var området omkring slottet dækket af rimfrost. Fra de øverste vinduer kunne man se Hagrid trampe omkring i sin lange fåreskindspels, sine luffer og enorme bæverskindsstøvler i færd med at opvarme og klargøre kostede ude på Quidditch-banen.

Quidditch-sæsonen var begyndt. Den følgende lørdag skulle Harry spille sin første kamp efter at have trænet i ugevis: Gryffindor mod Slytherin. Hvis Gryffindor vandt, ville de rykke op som nummer to i kollegieturneringen.

Næsten ingen havde set Harry i aktion på træningsbanen. Wood havde ønsket at holde det som en hemmelighed – Harry, det hemmelige våben! Men nyheden om, at han var kommet på holdet som søger, var for længst sluppet ud. Harry vidste ikke rigtigt, hvad der var værst; at de andre forsikrede ham om, at han ville være en stor succes, eller når de sagde, at de nok skulle løbe rundt under ham med en faldmadras.

Det var hans held at have Hermione som ven. Han anede ikke, hvordan han ville være kommet igennem den seneste tid, hvis ikke hun var trådt til og have tilbudt at lave størsteparten af hans lektier. Quidditch-træningen lagde i høj grad beslag på den tid, han ellers skulle have brugt på fordybelse i de øvrige studier. Hermione havde endda lånt ham bogen Quidditch gennem tiderne, som viste sig at være spændende læsning.

Harry læste f.eks. at der findes syv hundrede måder at spille ureglementeret i Quidditch, og hver eneste overtrædelse havde fundet sted i kampen om verdensmesterskabet i 1473; han læste, at søgerne var de mindste og hurtigste spillere på banen, og at de mest alvorlige uheld som regel involverede dem; og han læste, at selvom der kun sjældent skete dødsfald i Quidditch, var der ikke ualmindeligt, at dommerne pludselig forsvandt fra jordens overflade og dukkede op i Sahara-ørkenen flere måneder senere.

Hermione havde til gengæld lært at tage tingene lidt mere afslappet; hun var ikke længere så bange for at bryde skolereglementet, siden Harry og Ron havde reddet hende fra bjergtrolden. De kunne meget bedre lide hende nu. Dagen før Harrys første Quidditch-kamp stod de alle tre ude i den iskolde slotsgård. Det var frikvarter, og Hermione havde fremtryllet en klar, blå flamme, som de bar omkring i et marmeladeglas. De stod med ryggen mod den og varmede sig, da Snape krydsede gården. Harry lagde med det samme mærke til, at han haltede. Ron, Harry og Hermione rykkede tættere sammen for at skjule ilden fra professorens skarpe blik, for de var ganske sikre på, at det var ulovligt at fremmane ild på skolens område. Uheldigvis kunne de ikke fjerne den dårlige samvittighed, der stod aftegnet i deres ansigter, og Snape mærkede øjeblikkelig, at de havde noget for. Han humpede over til dem. Han havde ikke set ilden; men det forhindrede ham ikke i at skælde dem ud i al almindelighed.

”Hvad er det, du har der, Potter?”

Det var bogen Quidditch gennem tiderne. Harry viste ham den.

”Bibliotekets bøger må ikke tages med udenfor,” sagde Snape. ”Giv mig den. Det trækker fem point fra Gryffindor.”

”Han opfandt den regel,” mumlede Harry vredt, da Snape humpede væk. ”Gad vide, hvad der galt med hans ben?”

”Aner det ikke, men jeg håber, at det gør ondt,” sagde Ron bittert.

Gryffindors opholdsstue var et meget larmende sted den aften. Harry, Ron og Hermione sad sammen ved et vindue. Hermione kontrollerede Harrys og Rons besværgelses-hjemmearbejde. Hermione ville aldrig bare lade dem kigge efter og skrive af (”Så lærer I jo ingenting”), men når hun læste det igennem bagefter, fik de alligevel de rigtige svar forærende.

Harry var rastløs. Han ville gerne have Quidditch gennem tiderne tilbage. At læse lidt i den ville virke beroligende på nerverne. Hvorfor skulle han være bange for Snape? Han rejste sig og sagde til Ron og Hermione, at han havde tænkt sig at bede Snape om at få bogen igen.

”Held og lykke!” sagde de begge, men Harry var ikke sikker på, at Snape ville nægte at give ham bogen, hvis der var andre lærere til stede.

Han gik ned til lærerværelset og bankede på. Der kom intet svar. Han bankede igen.

Ikke en lyd.

Måske havde Snape lagt bogen fra sig derinde? Det var et forsøg værd at kigge efter.

Han skubbede døren på klem og kiggede ind – og et forfærdeligt syn mødte ham.

Snape og Filch var der alene. Snape havde løftet sin kappe op over knæerne, så man kunne se, at hans ene ben var blodigt og sønderrevet. Filch rakte ham plastre og bandager.

”Det pokkers uhyre,” sagde Snape. ”Hvordan skal man dog også kunne holde øje med de tre hoveder på en gang?”

Harry forsøgte at lukke døren lydløst igen.

”POTTER!”

Snapes ansigt var fordrejet af raseri, idet han lod kappen falde for hurtigt at skjule sit ben. Harry sank en klump.

”Jeg … jeg ville bare høre, om jeg kunne få min bog tilbage?”

”UD! UD MED DIG!”

Harry skyndte sig at komme af sted, før Snape nåede at tage flere point fra Gryffindor.

Han løb ovenpå, så hurtigt han kunne.

”Fik du den?” spurgte Ron, da Harry igen satte sig hos dem. ”Hvad er der i vejen?”

Hviskende fortalte Harry, hvad han havde set og hørt.

”I ved godt, hvad det betyder, ikke?” sluttede han åndeløst. ”Han må have prøvet at komme fordi hunden med de tre hoveder på allehelgensaften, hvor alle var optaget af trolden. Han var sikkert på vej til den forbudte korridor, da vi stødte på ham – så han er altså ude efter det, som hunden bevogter! Og jeg tør vædde min kost på, at det var ham, der lukkede trolden ind. En ren afledningsmanøvre!”

Hermiones øjne var store.

”Nej – det kunne han trods alt ikke finde på,” sagde hun. ”Jeg ved godt, at han er temmelig ubehagelig, men han ville da ikke forsøge at stjæle noget, Dumbledore holder i sikker forvaring.”

”Helt ærligt, Hermione, tror du virkelig, at alle lærere er rene engle?” udbrød Ron. ”Jeg holder med Harry. Jeg tiltror Snape hvad som helst. Men gad vide, hvad det er, han er ude efter? Hvad mon hunden vogter?”

Harry gik i seng med disse spørgsmål svirrende i hovedet. Neville snorkede højlydt, men Harry kunne ikke sove. Han forsøgte at tænke på ingenting, for han havde virkelig brug for søvn i nat. Han skulle jo spille sin første Quidditch-kamp om få timer – men udtrykket i Snapes ansigt, da han opdagede Harry i døren, var ikke let at glemme.

Det var en kold og frostklar morgen. Storsalen duftede af bacon og alskens lækre pølser.

Man kunne tydeligt høre på den muntre snak, at alle glædede sig til at overvære en god Quidditch-kamp.

”Du bliver nødt til at spise morgenmad.”

”Jeg har ikke lyst til noget.”

”Bare en lille bid brød,” lokkede Hermione.

”Jeg er slet ikke sulten.”

Harry følte sig elendigt tilpas. Om en times tid skulle han vise sig på banen.

”Harry, du behøver alle dine kræfter,” sagde Seamus Finnigan. ”Søgere er altid dem, som bliver tacklet værst af modspillerne.”

”Tak, Seamus,” sagde Harry og så mismodigt til, mens Seamus lagde pølserne over på hans tallerken og hældte masser af ketchup over dem.

Ved ellevetiden stod hele skolen på tribunen omkring Quidditch-banen. Mange af eleverne havde kikkert med. Sæderne var ganske vist hævet højt op, men det kunne alligevel være svært at se alt, hvad der foregik under en kamp.

Ron og Hermione sluttede sig til Neville, Seamus og Dean, der havde taget sæderne øverst på tribunen. Til Harrys store overraskelse havde de lavet et kæmpemæssigt banner på et af de lagner, som Scabbers alligevel havde ødelagt. Der stod Potter er kongen; og Dean der var god til at tegne, havde malet en stor Gryffindor-løve neden under teksten.

Hermione havde udført en fiks lille besværgelse, så malingen hele tiden skiftede farve.

Mens tilskuerne indfandt sig på pladserne, var Harry og resten af holdet travlt optaget i omklædningsrummet. De skiftede til de højrøde Quidditch-kapper (Slytherin spillede i grønt).

Wood rømmede sig og bad om deres opmærksomhed.

”Okay, gutter,” sagde han.

”Og piger,” indskød angriberen Angelina Johnson.

”Og piger,” medgav Wood. ”Nu gælder det.”

”Det er den store chance,” sagde Fred Weasley.

”Den, vi har ventet på så lange,” indskød George.

”Vi kender Olivers taler udenad,” sagde Fred til Harry. ”Vi var også på holdet sidste år.”

”Hold så mund, I to,” sagde Wood. ”Dette er det bedste hold, Gryffindor har haft i årevis. Vi vinder i dag. Jeg er helt sikker i min sag.”

Han sendte dem alle et strengt blik som for at sige, ellers får I med mig at bestille.

”Nå, tiden er ved at være inde. Held og lykke til jer alle.”

Harry fulgte efter Fred og George ud på banen, mens tilskuerne højlydte jubel bølgede ind over dem. Han håbede, at hans ben ikke ville give efter under ham, mens alle så det.

Madam Hooch var dommer. Hun stod ude på midten af banen og ventede på, at de to hold skulle tage opstilling. Hun holdt sin kost i hånden.

”Jeg forventer en god og fair kamp af jer alle,” sagde hun, da holdene var samlet omkring hende. Harry lagde mærke til, at hun sendte Slytherins anfører et særlig strengt blik, da hun sagde det. Han hed Marcus Flint og var femteårselev. Harry syntes, han så ud som om han havde en hel del troldeblod i årerne. Fra øjenkrogen skimtede han banneret i alle regnbuens farver. Hans hjerte bankede lidt hurtigere, og han følte modet stige.

”Stig op på kostene, spillere.”

Harry kravlede op på sin Nimbus 2000.

Madam Hooch gav signalet i sin sølvfløjte.

Femten koste hævede sig højt, højt op i luften. Spillet var i gang.

”Og tromleren er øjeblikkelig blevet taget af Angelina Johnson fra Gryffindor – hvilken fremragende angrebsspiller den pige dog er, og så ser hun også godt ud …”

”JORDAN!”

”Undskyld, professor.”

Weasley-tvillingernes kammerat, Lee Jordan, var kommentator under opsyn af professor McGonagall. Hun sendte ham et irettesættende blik. Lee opgav de mere personlige bemærkninger og fortsatte:

”Og hun kæmper virkelig deroppe. Fin aflevering til Alicia Spinnet, et af Woods fund. Sidste år sad hun i reserven. Tilbage til Johnson og – nej, Slytherin har overtaget tromleren. Slytherins anfører, Marcus Flint, har fået den under kontrol og suser af sted som en ørn – han sco … nej, han blev standset af en fremragende finte fra Gryffindors målmand, Wood, og Gryffindor tager tromleren – der kommer angriberen Katie Bell fra Gryffindor, smuk manøvre omkring Flint, videre op langs banen og – AUCH – det så ud til at gøre ondt, ramt direkte i baghovedet af en smasher – tromleren er nu generobret af Slytherin – her kommer Adrian Pucey i fuld fart mod målringene, men den anden smasher afskærer ham vejen – det er Fred eller George Weasley, der har slået den hen mod ham – jeg kan ikke se, hvem af dem det er – men det er i hvert fald flot spillet af Gryffindors ene basker. Johnson har taget tromleren igen, klar bane forude, og hun stryger frem – undviger en truende smasher – målringene er inden for rækkevidde – kom så, Angelina – målmand Bletchley dykker – når ikke at afværge – GRYFFINDOR SCORER!”

Jublen fra Gryffindors tilhængere kunne høres langt væk i den kolde luft, mens der lød ærgerlig hylen og stønnen fra Slytherins side af tribunen.

”Flyt jer lidt, venner. Lad mig lige komme til.”

”Hagrid!”

Ron og Hermione rykkede tættere sammen, så Hagrid også kunne sidde hos dem.

”Jeg har fulgt kampen fra hytten,” sagde Hagrid. Han havde en enorm kikkert hængende om halsen. ”Men det er ikke helt det samme som at være med blandt tilskuerne. Er lynet kommet i spil?”

”Nej,” sagde Ron. ”Harry har ikke haft særlig travlt indtil nu.”

”Men han har da i det mindste holdt sig fri af tacklingerne. Det er altid noget,” bemærkede Hagrid og satte kikkerten for øjnene. Han rettede den mod en lille plet oppe i luften, der måtte være Harry.

Højt over dem svævede Harry rundt og afventede sin chance. Han spejdede hid og did efter det gyldne lyn. Han fulgte Woods instrukser til punkt og prikke.

”Hold dig fri af de andre, indtil du ser lynet,” havde Wood sagt. ”Vi skal ikke have dig skadet før højst nødvendigt.”

Da Angelina scorede, havde Harry lavet et par kolbøtter i luften for at få luft for sin begejstring. Nu svævede han igen roligt rundt og genoptog sin spejden efter lynet. På et tidspunkt syntes han, at der var et gyldent glimt, men det var bare en refleksion fra Weasley-brødrenes armbåndsure. Lidt senere kom en smasher drønende mod ham, men den lignede mere en kanonkugle end noget som helst andet; Harry dukkede sig, og Fred Weasley kom jagende efter den.

”Hva’ så, Harry, klarer du det?” nåede han lige at råbe i forbifarten, hvorefter han baskede smasheren direkte mod Marcus Flint.

”Slytherin har taget styringen,” sagde Lee Jordan. ”Angriber Pucey undviger begge smashere og begge Weasley-brødrene. Angriber Belle sætter farten op – vent nu lige lidt – var det lynet?”

En forventningsfuld mumlen spredte sig blandt publikum, idet Adrian Pucey tabte tromleren, fordi han havde alt for travlt med at se sig over skulderen efter det gyldne lyn, der passerede hans venstre øre.

Harry så det også. Med hjertet hamrende af spænding dykkede han ned mod det gyldne lyn. Slytherins søger Terence Higgs havde også fået øje på det. Side om side susede begge søgere ned mod lynet – alle angriberne havde tilsyneladende glemt deres opgaver og hang ubevægelige i luften, mens de stirrede efter søgerne.

Harry var hurtigere end Higgs – han kunne se den lille, runde bold med de blafrende sølvvinger forude – han satte farten en tand op …

WHAM! Et brøl af raseri løftede sig fra Gryffindors tilhængere nedenfor – Marcus Flint havde med vilje blokeret vejen for Harry, hvis kost nu var slået helt ud af kurs. Harry klamrede sig til den, som gjaldt det livet.

”Beskidt trick!” skreg Gryffindors elever.

Madam Hooch gav vredt Flint en reprimande og tilkendte Gryffindor-holdet et friskud.

Men i al forvirringen var det gyldne lyn atter forsvundet fra synsvidde.

Nede på tribunen råbte Dean Thomas. ”Udvis ham, dommer! Giv ham det røde kort!”

”Det er altså ikke fodbold, Dean,” påmindede Ron ham. ”Man kan ikke udvise en Quidditch-spiller – og hvad er et rødt kort egentlig?”

Men Hagrid gav Dean ret.

”De burde ændre på reglerne. Flint kunne have slået al luften ud af Harry.”

Lee Jordan havde svært ved at forblive upartisk.

”Så – efter den modbydelige svinestreg …”

”Jordan!” advarede professor McGonagall.

”Jeg mener, efter den åbenlyse feje tackling …”

”Jordan, jeg advarer dig for sidste gang …”

”Javel, okay. Flint var nær ved at slå Gryffindors søger ihjel – hvilket kan ske for enhver – men jeg er sikker på, at Gryffindor udnytter frisparket, som Spinnet udfører. Spillet går videre. Gryffindor tager føringen.”

Kort efter skete det, at Harry med nød og næppe undgik en smasher, der susede farligt nær hans hoved. Hans kost gav et brat, skræmmende hop. I brøkdelen af et sekund var han sikker på, at han ville falde ned. Han greb fat om skaftet med begge hænder og knæ. Han havde aldrig oplevet dette før.

Det skete igen. Det var, som om kosten forsøgte at smide ham af. Men det var ikke noget, man burde forvente af en Nimbus 2000. Harry forsøgte at vende og flyve ned mod Gryffindors målringe og overvejede at bede Wood om at afbryde kampen, men nåede ikke så langt, for nu var kosten fuldstændig ude af kontrol. Han kunne ikke vende den. Han kunne slet ikke styre den længere. Den fløj i zigzagkurs gennem luften og gjorde nogle voldsomme op- og nedstigninger, der næsten fik ham til at styrte.

Lee kommenterede stadig.

”Slytherin har stadig føringen – Flint med tromleren – passerer Spinnet – passerer Bell – rammes hårdt i ansigtet af en smasher, jeg håber den brækkede hans næse – det var bare på for sjov, professor – Slytherin scorer!”

Slytherins tilhængere jublede. Ingen lod til at have bemærket, at Harrys kost opførte sig højst mærkværdigt. Den bar ham langsomt højere og højere op, bort fra spillet, hoppende og svingende i fuld fart.

”Hvad i alverden er det dog, Harry laver,” mumlede Hagrid for sig selv. Han stirrede gennem sin kikkert. ”Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg sige, at han har mistet kontrollen over sin kost … men det kan da ikke passe …”

Pludselig begyndte publikum at pege op mod Harry. Alle rejste sig på tribunen og stirrede. Hans kost begyndte at rulle faretruende omkring, og det var tydeligt, at han kun med nød og næppe holdt sig fast. Alle gispede. Harrys kost havde gjort et vildt spjæt, og Harry røg af men nåede lige at holde sig fast med den ene hånd.

”Kan der være sket noget med den, da Flint tacklede ham?” hviskede Seamus.

”Det kan der ikke være,” sagde Hagrid med rystende stemme. ”Intet kan ødelægge et kosteskaft på den måde – undtagen stærk sort magi – og intet barn kan nedkalde den slags over en Nimbus 2000.”

Ved disse ord snuppede Hermione lynhurtigt Hagrids kikkert, men i stedet for at kigge efter Harry, rettede hun den mod tribunen overfor. Hun syntes desperat at søge efter nogen blandt mængden.

”Hvad gør du?” hviskede Ron, grå i ansigtet af skræk.

”Jeg vidste det,” gispede Hermione. ”Det er Snape – se!”

Ron greb kikkerten. Snape sad på midterrækkerne, direkte over for dem. Han havde sine øjne stift fæstnet på Harry og vedblev uden ophør at fremmumle noget.

”Det er ham, der er skyld i det – han forhekser kosten,” sagde Hermione.

”Hvad skal vi gøre?”

”Overlad det bare til mig.”

Før Ron nåede at sige mere, var Hermione forsvundet. Ron vendte igen kikkerten mod Harry. Hans kost vibrerede så kraftigt, at det næsten var umuligt for ham at hænge på meget længere. Alle tilskuerne havde rejst sig fra sæderne og så skrækslagne til, mens Weasley-brødrene fløj hen til Harry for at prøve at redde ham over på en af deres koste.

Men det kunne ikke lade sig gøre – hver eneste gang, de nærmede sig, gav hans kost et spjæt og steg højere op. De dykkede og cirklede omkring under ham; tydeligvis fordi de ville forsøge at gribe ham, hvis han faldt. Marcus Flint havde uanfægtet bemægtiget sig tromleren og scorede fem gange, uden at nogen lagde mærke til det.

”Skynd dig nu, Hermione,” mumlede Ron desperat.

Hermione havde kæmpet sig vej over til den anden tribune, hvor Snape stod. Hun hastede hen langs rækken under ham og gav sig end ikke tid til at sige undskyld, da hun i farten kom til at skubbe professor Quirrel ned i hovedet på de foranstående. Da hun nåede hen til Snape, dukkede hun sig bag de andre tilskuere, trak sin tryllestav og hviskede nogle få, velvalgte ord. Klare blå flammer skød frem fra staven og fængede i Snapes kappefolder.

Det varede omkring tredive sekunder, før det gik op for Snape, at hans kappe brændte.

Et forskrækket udbrud fortalte hende, at planen var lykkedes. Fra sin skjulte, sammenkrøbne position skyndte hun sig at mane flammerne hen til sig selv igen og ned i det syltetøjsglas, hun havde medbragt, før hun skyndte sig af sted bort fra tribunen. Snape ville aldrig opdage, hvad det egentlig var gået for sig.

Det var forstyrrelse nok. Oppe i luften havde Harry nu fået ro til at kunne kravle op på sin kost igen.

”Neville, du kan godt åbne øjnene nu!” sagde Ron. Neville havde i de sidste fem minutter siddet opløst i gråd med ansigtet gemt i Hagrids jakke.

Harry havde fået kosten under kontrol og susede nu sikkert ned mod jorden. De så ham holde en hånd op for munden, som om han skulle til at kaste op – han røg ned på græsplænen med både hænder og fødder først – hostede – og spyttede en lille guldkugle ud i sin hånd.

”Jeg har lynet!” råbte han og holdt bolden højt op over sit hoved, så alle kunne se.

Spillet var afsluttet, og forvirringen var stor.

”Man kan da ikke sige, at han greb den – han var bare ved at sluge den!” Flint hylede sine protester i samfulde tyve minutter, men det gjorde ingen forskel. Harry havde ikke brudt reglerne, og Lee Jordan annoncerede begejstret kampens resultat: Gryffindor havde vundet med hundrede og halvfjerds point mod Slytherins tres. Men Harry hørte slet intet.

Hagrid havde ført ham over i sin hytte sammen med Ron og Hermione. Nu sad han med en styrkende kop te foran sig og hørte fortumlet deres forklaring.

”Det var Snape,” sagde Ron. ”Hermione og jeg så ham. Han kastede forbandelser over din kost. Han sad uafbrudt og mumlede besværgelser, mens han stirrede stift på dig.”

”Sludder,” sagde Hagrid, som slet ikke havde lagt mærke til alt det, der var foregået for næsen af ham på tribunen. ”Hvorfor skulle Snape dog finde på den slags?”

Harry, Ron og Hermione kiggede på hinanden. De vidste ikke, hvad de skulle sige til ham. Harry bestemte sig til at fortælle sandheden.

”Jeg fandt ud af noget om ham,” fortalte han Hagrid. ”Han forsøgte at tvinge sig vej forbi hunden med de tre hoveder på allehelgensaften. Den bed ham. Vi tror, at han prøvede at stjæle det, som hunden vogter over.”

Hagrid tabte tekanden.

”Hvordan kan I vide noget om Fluffy?” spurgte han.

”Fluffy?”

”Jah – han er min – købte ham af en græsk fyr, jeg mødte på en kro sidste år. Jeg har lånt ham til Dumbledore, så han kan bevogte …”

”Hvad?” ivrede Harry.

”Nu må I altså ikke spørge mig om mere,” knurrede Hagrid. ”Det er tophemmeligt, at I ved det.”

”Men Snape prøvede jo at stjæle det.”

”Sludder,” sagde Hagrid igen. ”Snape er lærer på Hogwarts, og vores folk ville aldrig nogensinde prøve på den slags.”

”Hvorfor tror du ellers, han forsøgte at slå Harry ihjel?” råbte Hermione.

Eftermiddagens begivenheder havde fuldstændig ændret hendes mening om Snape.

”Jeg kan genkende en ulykkesbesværgelse, når jeg ser den. Hagrid, jeg har læst alt om den slags! Man bliver nødt til at holde konstant øjenkontakt, og Snape blinkede slet ikke med øjnene. Jeg så ham!”

”Og jeg siger dig, at du må tage fejl!” sagde Hagrid hidsigt. ”Jeg ved ikke, hvorfor Harrys kost opførte sig, som den gjorde, men Snape ville aldrig prøve at slå en elev ihjel! Nu hører I på mig, alle tre – I blander jer i ting, som ikke angår jer. Den slags er farligt. I må glemme alt om hunden, og I ska’ heller ikke spekulere over, hva’ den vogter. Det er kun noget, der angår professor Dumbledore og Nicolas Flamel …”

”Aha!” sagde Harry. ”Der er altså en fyr ved navn Nicolas Flamel involveret i alt dette?”

Hagrid så ud, som om han kunne have bidt tungen af sig selv.

12 – Drømmespejlet

Det var snart jul. En morgen midt i december var Hogwarts dækket af flere fod sne. Søen var frosset til is, og Weasley-tvillingerne blev straffet for at have forhekset adskillige snebolde, der fulgte Quirrel, hvor han end gik, og konstant klaskede mod hans turban. De få ugler, der klarede at kæmpe sig vej over den stormfyldte himmel for at udbringe post, måtte på rekreation hos Hagrid, før de kunne vende tilbage til deres afsendere.

Alle glædede sig til ferien. Gryffindors opholdsstue og Storsalen var lune og hyggelige steder at være med de knitrende flammer i pejsene, mens gange og korridorer var isnende kolde at bevæge sig rundt i. En uophørlig blæst fik vinduerne til at klapre i de fleste klasseværelser, men værst var det at opholde sig i krypterne, hvor professor Snape underviste. Her var så koldt og klamt, at man kunne se sin egen ånde; og alle eleverne holdt sig så tæt sammen som overhovedet muligt, når de skulle opvarme deres små prøvekar.

”Jeg har virkelig ondt af dem, som skal blive på Hogwarts i julen, fordi de ikke har noget hjem at vende tilbage til,” sagde Draco Malfoy i en eliksirtime.

Han kiggede sigende over på Harry, mens han talte. Crabbe og Goyle fnisede. Harry, som var i færd med at afveje en portion pulveriserede rokke-pigge, ignorerede dem. Malfoy var blevet langt mere ubehagelig at være i nærheden af siden Quidditch-kampen. Han var så bitter over, at Slytherin havde tabt, at han forsøgte at gøre Harry til grin ved at sige, at en bredmundet træfrø ville erstatte Gryffindors søger til den næste kamp. Men så havde han opdaget, at ingen fandt det morsomt, fordi alle var dybt imponerede over, at det var lykkedes Harry at holde sig fast på sin spjættende og springende kost. Det havde gjort Malfoy endnu mere jaloux og edderspændt rasende, og derfor tyede han nu til en lettere form for chikane; han mindede konstant Harry om, at han ingen familie havde.

Det var sandt nok, at Harry ikke skulle holde juleferie på Ligustervænget. Professor McGonagall havde ugen i forvejen udarbejdet en liste over elever, som skulle blive på skolen i juleferien. Harry stod øverst på den. Han havde nu ikke videre ondt af sig selv; dette ville sandsynligvis blive hans bedste jul nogensinde. Ron og hans brødre skulle også blive, fordi hr. og fru Weasley tog til Rumænien for at besøge Charlie.

Da eliksirtimen var slut, og de var på vej op fra kælderen, stødte de ind i en kæmpemæssigt grantræ, der helt blokerede den smalle gang. Et par kæmpestore fødder kunne ses under de nederste grene, og en højlydt pusten fortalte dem, at Hagrid befandt sig bag det.

”Hej, Hagrid, har du brug for hjælp?” spurgte Ron og stak sit hoved ind mellem grenene.

”Nej, det går lige, ellers tak, Ron.”

”Gider I lige flytte jer?” lød Malfoys overlegne dræven nu bag dem. ”Prøver du på at tjene lidt ekstra lommepenge, Weasley? Eller du håber måske på selv at blive nøglebærer, når du er færdig med skolen – jeg går ud fra, at Hagrids hytte må ligne et helt palads sammenlignet med, hvad din familie er vant til.”

Ron kastede sig over Malfoy i samme øjeblik, som Snape kom til syne på trappen.

”WEASLEY!”

Ron slap taget i Malfoys kappe.

”Han blev provokeret, professor Snape,” sagde Hagrid og stak sit skæggede ansigt frem mellem grantræernes grene. ”Malfoy fornærmede hans familie.”

”Uanset årsagen var det et brud på Hogwarts reglement, Hagrid,” sagde Snape glat.

”Fem point fratrækkes Gryffindor, og du skal være lykkelig for, at det ikke bliver til mere, Weasley. Kom så af sted med jer, alle sammen.”

Malfoy, Crabbe og Goyle skubbede sig brutalt forbi træet og sørgede for at knække så mange grene som muligt. Nålene dryssede ned på gulvet, og man kunne se skadefryden i deres ansigter.

”Jeg skal nok få ham,” snerrede Ron tænderskærende mod Malfoy, ”en skønne dag skal det nok lykkedes mig …”

”Jeg hader dem begge,” sagde Harry, ”både Malfoy og Snape.”

”Så, så, op med humøret,” lød det fra Hagrid. ”Nu ska’ I bare høre. Jeg har et forslag: Hvorfor kommer I ikke med mig over i Storsalen og ser, hvor fint der er blevet pyntet op?”

De fulgte alle tre med Hagrid og grantræet over til Storsalen, hvor professor McGonagall og professor Flitwick havde travlt med de sidste juledekorationer.

”Åh, endelig er Hagrid her med det sidste træ – stil det bare ovre i hjørnet, så er du sød.”

Salen så pragtfuld ud. Der hang guirlander af mistelten og kristtorn på væggene, og der var ikke mindre end tolv juletræer placeret rundtomkring på gulvet – nogle med glitrende iskrystaller, andre med hundredvis af levende lys.

”Hvor længe er der, til jeres ferie begynder?” spurgte Hagrid.

”Vi har kun en skoledag tilbage,” sagde Hermione. ”Det minder mig om noget – Harry, Ron, vi har en halv time inden frokost. Vi må hellere se at komme over i biblioteket.”

”Åh ja, det er også rigtigt,” sagde Ron og sled blikket væk fra professor Flitwick, hvis tryllestav sendte gyldne bobler af sted mod det sidste juletræs grene.

”Biblioteket?” udbrød Hagrid og fulgte dem hen til døren. ”Sådan lige før juleferien? I er virkelig blevet nogle flittige elever, må jeg si’e.”

”Ja, men det er nu ikke for at lave lektier,” sagde Harry frimodigt. ”Lige siden du nævnte Nicolas Flamel, har vi prøvet at finde ud af, hvem han egentlig er.”

”Hvad har I?” Hagrid så helt forskrækket ud. ”Hør nu her – jeg har jo sagt, at I ska’ passe jer selv. I behøver slet ikke at bekymre jer om, hvad den hund bevogter.”

”Vi vil jo også bare finde ud af, hvem Nicolas Flamel er,” sagde Hermione uskyldigt.

”Men hvis du fortæller os det frivilligt, behøver vi ikke koncentrere os mere om den sag,” tilføjede Harry håbefuldt. ”Vi har allerede gennemgået mindst hundrede bøger, og vi kan ikke finde noget om ham nogen steder – giv os bare en ledetråd – jeg er sikker på, at jeg er stødt på hans navn i en eller anden forbindelse.”

”Min mund er lukket …” sagde Hagrid bestemt.

”Så må vi jo bare finde ud af det på egen hånd,” sagde Ron, hvorefter de forlod en misfornøjet Hagrid og hastede mod biblioteket.

De havde virkelig også anstrengt sig for at finde Flamels navn siden den dag, hvor Hagrid kom til at tale over sig. Det var det eneste spor, de havde at gå efter i forbindelse med Snapes tyveriforsøg. Problemet var bare, at de hverken vidste, hvor de skulle begynde eller hvor de skulle ende. De anede jo intet om, hvorvidt denne Nicolas Flamel havde gjort sig fortjent til at blive nævnt i en bog. Han stod ikke opført i Det tyvende århundredes store troldmænd eller i Vor tids fremtrædende magikere. Ej heller var han at finde i Magiske nyskabelser i moderne tid og Studier i nyeres tids troldmandsskab. Selve bibliotekets størrelse gjorde det selvfølgelig heller ikke lettere for dem at lede; der var bøger i titusindvis, tusindvis af hyldemeter, hundredvis af smalle reolgange.

Hermione havde lavet en liste over emner og titler, hun systematisk havde tænkt sig at undersøge, mens Ron løb op og ned mellem reolrækkerne, idet han trak tilfældige bøger ud, bladrede dem igennem og satte dem på plads igen. Harry gik over til den særlige sektion af biblioteket, hvor man skulle have en skriftlig tilladelse til at fjerne bøger. Han havde på fornemmelsen, at Flamels navn nok kunne findes her. Desværre havde han ingen seddel fra en lærer, som gav ham lov til at lede her, og han vidste, at han heller ikke kunne gøre sig noget håb om at få den. Her stod nemlig værkerne om den stærkeste, sorte magi, som ingen lærer nogen sinde ville undervise Hogwarts’ elever i. Disse bøger blev kun læst af de ældste elever, som studerede Forsvar mod Mørkets Kræfter.

”Hvad leder du efter, knægt?”

”Ingenting,” skyndte Harry sig at sige.

Madam Pince, bibliotekaren, pegede mod ham med sin fjerkost.

”Så må du hellere se at komme væk fra denne afdeling. Så, af sted med dig!”

Harry gik sin vej, men ønskede, at han havde været kvik nok til at finde på en god undskyldning for at bevæge sig rundt mellem de forbudte reoler. Han, Ron og Hermione var allerede blevet enige om ikke at rådføre sig med madam Pince. De var dog sikre på, at hun kunne fortælle dem noget om Flamel, men de turde ikke risikere, at Snape hørte om deres forespørgsel.

Harry gik ud på gangen og gav sig til at vente på de andre. Måske havde de fundet ud af noget, selvom det ikke var særlig sandsynligt. De havde ledt i hele fjorten dage i de få perioder, hvor der ikke var undervisning på skemaet; der havde simpelthen ikke været tid nok til at gøre en ordentlig indsats. I virkeligheden havde de brug for at kunne gennemgå biblioteket i ro og mag uden at have madam Pince hængende over sig.

Fem minutter senere sluttede Ron og Hermione sig til ham. De rystede tavse og nedslående på hovederne. Der var ikke andet at gøre end at gå til frokost.

”I bliver ved med at lede, mens jeg er hjemme på ferie, gør I ikke?” sagde Hermione.

”Og send mig en ugle, hvis I opdager noget.”

”Og du kan prøve at spørge dine forældre, om de kender noget til Flamel,” sagde Ron.

”Der sker vel ikke noget ved at spørge dem.”

”Slet ikke. De er begge tandlæger,” sagde Hermione.

Men da ferien først var begyndt, hyggede Ron og Harry sig alt for meget til at kunne bekymre sig om problemet med Flamel. De havde sovesalen helt for sig selv, og opholdsstuen var stort set også affolket. De trak stuens bedste lænestole hen til pejsens ild og ristede alt, hvad de kunne stikke på et stegespyd – brød, skumfiduser, pølser – mens de udtænkte måder, hvorpå de kunne få Malfoy bragt i fedtefadet. De morede sig herligt, selvom de fleste påfund var fuldkommen urealistiske.

Ron var også begyndt at lære Harry at spille troldmandsskak. Det var næsten ligesom Mugglerskak med den undtagelse, at brikkerne var levende. Det føltes næsten som at være general i et rigtigt slag. Rons skakbrikker var meget gamle og slidte. Ligesom resten af hans ejendele havde han arvet dem fra et familiemedlem – i dette tilfælde sin bedstefar. Men de gamle skakbrikker var slet ikke så ringe endda. Ron kendte dem så godt, at han altid kunne se, hvad de ville have ham til at gøre.

Harry spillede med Seamus Finnigans brikker, og de stolede slet ikke på ham. Han var jo heller ikke nogen særlig god spiller endnu, at de måtte hele tiden råbe gode råd og direktioner til ham. Det var meget forvirrende: ”Nej, lad være med at rykke mig derhen, kan du ikke se hans springer? Send ham af sted, det er en af dem, vi alligevel godt kan undvære.”

Aftenen før jul gik Harry i seng fuld af forventning om næste dags hygge, morskab og gode mad. Han havde slet ikke skænket gaver en tanke og forventede intet af den slags.

Men da han vågnede tidligt om morgenen, var det første, han fik øje på, en lille bunke af pakker ved fodenden af sengen.

”Glædelig jul,” sagde Ron søvnigt, idet Harry tumlede ud af sengen og tog sin badekåbe på.

”I lige måde,” sagde Harry. ”Har du set her? Jeg har fået gaver!”

”Hvad havde du tænkt dig? Roer?” sagde Ron og vendte sig mod sin egen bunke pakker.

Den var noget større end Harrys.

Harry tog den øverste julegave. Den var pakket ind i tykt, brunt papir; og der var skrevet med kragetæer hen over den: Til Harry, fra Hagrid. Han pakkede den ud og fandt en groft udskåret træfløjte. Hagrid havde tydeligvis selv lavet den. Harry blæste i den – den lød lidt som en ugle.

En anden, meget lille pakke indeholdt en seddel.

Vi modtog din besked og fremsender din julegave. Fra onkel Vernon og tante Petunia, stod der. En halvtredser var fastgjort med tape.

”Hvor betænksomt,” sagde Harry.

Ron var fascineret af sedlen.

”Hvor underligt!” sagde han. ”Hvor ser den mærkelig ud. Er det virkelig penge?”

”Du må da godt få den,” sagde Harry, der ikke kunne lade være med at grine ved synet af Rons begejstring. ”Det var så gaverne fra Hagrid og min onkel og tante – men hvem har mon sendt resten?”

”Jeg tror godt, at jeg ved, hvem den der er fra,” sagde Ron og blev lidt lyserød i kinderne, da han pegede på en bulet pakke. ”Min mor! Jeg fortalte hende, at du slet ikke forventede at få nogen gaver, og – åh nej,” stønnede han, ”hun har lavet dig en Weasley-sweater.”

Harry ret papiret af, og det var ganske rigtigt en tyk, smaragd-grøn, hjemmestrikket trøje. Der lå også en æske hjemmelavede karameller.

”Hun strikker også en til mig hvert eneste år, og min er altid rødbrun.”

”Hvor er det sødt af hende,” sagde Harry og smagte på karamellerne. De var virkelig lækre.

Hans næste pakke indeholdt også julegodter – en stor æske platugler fra Hermione.

Så var der kun en enkelt julegave tilbage. Harry tog den og mærkede på den. Den vejede næsten ingenting. Så begyndte han at pakke den ud.

Noget glat og sølvgråt gled ned på gulvet, hvor det lagde sig i glitrende folder. Ron gispede.

”Jeg har hørt om dem,” sagde han andægtigt hviskende og tabte æsken med multismagsbønnerne fra Hermione. ”Hvis det er, hvad jeg tror, det er – så er det noget virkelig sjældent og værdifuldt.”

”Hvad er det da?”

Harry samlede det skinnende, silkeblanke sølvstof op fra gulvet. Det var mærkeligt at røre ved – omtrent som om der var vævet vand ind i materialet.

”Det er en usynlighedskappe,” sagde Ron med ærefrygt i stemmen. ”Det er jeg næsten sikker på. Prøv den lige.”

Harry kastede kappen over sine skuldre, og Ron gav et hyl fra sig.

”Jo, det er virkelig en usynlighedskappe! Se ned ad dig selv!”

Harry kiggede ned mod sine fødder, men kunne ikke se dem. De var forsvundet. Han løb over til spejlet. Hans spejlbillede kiggede godt nok tilbage på ham, men det var kun hovedet, som tilsyneladende hang frit svævende i luften. Resten af kroppen var blevet usynlig. Han trak kappen helt op over hovedet og forsvandt fuldstændig.

”Der er også en seddel!” udbrød Ron. ”Der faldt en seddel ud på gulvet!”

Harry tog kappen af og greb sedlen. Skrevet med en snørklet skrift, han ikke genkendte, stod følgende:

Din far overlod denne kappe i min varetægt, før han døde. Tiden er nu inde til at give den videre til dig. Udnyt den på bedste måde.

Du ønskes en rigtig glædelig jul.

Der var ingen underskift. Harry stirrede på sedlen, mens Ron var mere optaget af at beundre kappen.

”Jeg ville give alt for at få sådan en,” sagde han. ”Simpelthen alt. Hør, hvad er der i vejen?”

”Ikke noget,” sagde Harry, men han følte sig så underlig til mode. Hvem havde sendt ham kappen? Havde den virkelig tilhørt hans far?

Før han nåede at sige mere, blev døren til førsteårselevernes sovesal flået op; Fred og George Weasley væltede ind. Harry skyndte sig at stoppe kappen af vejen. Han ville helst have den for sig selv lidt endnu.

”Glædelig jul!”

”Nøj, prøv lige at se – Harry har også fået sig en Weasley-sweater!”

Fred og George var begge iført blå striktrøjer, den ene med et stort gult F foran, den anden med et G.

”Harrys er meget flottere end vores,” bemærkede Fred og holdt Harrys sweater ud for sig. ”Det lader til, at hun gør sig mere umage, når det ikke er til nogen i familien.”

”Hvorfor har du ikke taget din på, Ron?” spurgte George. ”Lad nu være med at skabe dig, tag den dog på. Den er dejlig varm.”

”Jeg hader rødbrunt,” stønnede Ron halvhjertet, idet han trak trøjen over hovedet.

”Du har ikke fået noget bogstav på din,” opserverede George. ”Det er nok, fordi hun er sikker på, at du kan huske dit eget navn. Men vi er nu heller ikke så dumme – vi ved da godt, at vi hedder Gred og Feorge.”

”Hvad er det for en larm, I laver?”

Percy Weasley stak hovedet ind og gav dem et irettesættende blik. Han var åbenbart også halvvejs igennem sin julegavebunke, for han havde en tyk, hjemmestrikket sweater over armen. Fred løb hen og snuppede den fra ham.

”Vejlederen har fået et P for Perfekt! Tag den på, Percy, kom nu. Vi har alle sammen vores på. Harry har endda også fået en.”

”Nej, jeg vil ikke,” lød det halvkvalt fra Percy, da de tvang den ned over hovedet på ham og skubbede hans briller helt skævt ned over næsen i bestræbelserne.

”Og du skal heller ikke sidde ved vejlederbordet i dag,” sagde George. ”Julemiddagen er da en familiebegivenhed.”

Så tvang de Percy af sted med armene låst fast under sweateren, hvis ærmer dinglede løst omkring ham.

Harry havde aldrig i sit liv oplevet sådan en julemiddag. Bordet var dækket med fede, stegte kalkuner, bjerge af bagte og kogte kartofler, fade med smørdryppende bønner, skåle med tyk sovs og tyttebærkompot – og massevis af troldmandsknallerter, der lå spredt rundt mellem alle tallerkenerne. Disse fantastiske knallerter lignede slet ikke noget, Mugglerne havde – med deres små, billige plasticdimser eller dårlige papirhatte gemt indeni. Harry og Fred trak i hver sin ende af en troldmandsknallert, og den eksploderede med et knald som fra en kanon, mens de blev indhyllet i en sky af blå røg. En flot admiralshat og adskillige levede, hvide mus kom til syne mellem tågerne.

Ved højbords sad lærerstaben havde Dumbledore byttet sin spidse troldmandshat ud med en blomstret kyse. Han kluklo hjerteligt ad en vittighed, professor Flitwick netop havde læst op for ham efter at have fundet den i en af knallerterne.

Flamberede juleplumbuddinger efterfulgte kalkunen. Percy var nær ved at brække en tand på en sølvsnegl, der lå gemt i hans stykke. Harry så, at Hagrid blev mere og mere opkogt i ansigtet, jo mere vin han drak. Harry var ved at tabe både næse og mund, da han så ham give professor McGonagall et kys på kinden, hvorefter hun både fnisede og rødmede, mens hendes spidse hat røg helt på sned.

Da de endelig gik fra bords, slæbte Harry af sted med et ordentligt læs knallert-gaver.

En pakke punkterfrie, selvlysende balloner, et vortefremkaldersæt og et splinternyt sæt troldmandsskakbrikker. De hvide mus var pilet bort i alle retninger, og Harry havde en ubehagelig fornemmelse af, at de nok ville ende som madam Norris’ julemad.

Harry og Weasley-brødrene tilbragte en dejlig eftermiddag med vilde sneboldkampe ude foran slottet. Da de kolde, gennemblødte og gispende efter vejret vendte tilbage til Gryffindors pejsevarme opholdsstue, ville Harry indvi sit splinternye sæt skakbrikker. Ron vandt stort over ham; men Harry var sikker på; at han ville have klaret sig bedre, hvis ikke Percy havde været så ivrig efter at hjælpe ham.

Efter en kop te og nogle kalkunmadder, lidt boller og julekage var de alle for mætte og søvnige til at foretage sig noget særligt før sengetid. Ron og Harry gad kun sidde i lænestolene og se på, mens Percy jagtede Fred og George rundt i Gryffindor-tårnet, fordi de havde hugget hans vejlederskilt.

Da Ron, proppet med kalkun og julekage, gik i seng, var der intet der kunne forhindre ham i at falde i søvn på sekundet. Han snorkede ganske kort efter at have trukket forhænget rundt om sin himmelseng. Harry, derimod, lænede sig ud over sengekanten og trak usynlighedskappen frem fra dens plads under sengen.

Hans fars … den havde tilhørt hans far. Han lod det fantastiske stykke stof glide mellem sine fingre; det føltes glattere end silke, let som ingenting. Udnyt den på bedste måde, havde der stået på sedlen.

Harry måtte prøve den igen. Han stod ud af sengen og trak kappen rundt om sig. Han kiggede ned, og i stedet for sine ben så han kun månelys og skygger. Det var en sær fornemmelse.

Udnyt den på bedste måde.

Pludselig var Harry lysvågen. Hele Hogwarts lå åben for ham i denne kappe. Hjertet begyndte at hamre i livet på ham, som han stod der i mørket og stilheden. Han kunne gå, hvorhen han ønskede. Ingen kunne forhindre ham i det, og Filch ville aldrig opdage det.

Ron gryntede i søvne. Skulle man mon vække ham? Noget holdt Harry tilbage – hans fars kappe – han havde en følelse af, at denne første gang skulle han handle på egen hånd.

Han listede ud af sovesalen, ned ad vindeltrappen, gennem opholdsstuen og kravlede ud gennem hullet bag portrættet.

”Hvem der?” kvækkede den fede dame. Harry sagde intet. Han skyndte sig videre ned ad gangen.

Hvor skulle han gå hen? Han standsede et øjeblik og tænkte sig om. Spændingen var ved at gøre ham helt forvirret. Så slog en tanke ned i ham. Bibliotekets hemmelige afdeling.

Han kunne læse hvad som helst, han havde lyst til. Han havde rigelig tid til at undersøge, hvem Nicolas Flamel var. Han begyndte at gå og trak kappen tættere om sig.

Biblioteket var buldermørkt og virkede spøgelsesagtigt her i natten. Harry tændte en lommelygte for at kunne finde vej langs reolerne. Lommelygten så ud, som om den hang frit svævende i luften, og Harry kunne ikke lade være med at gyse, selvom han vidste, at hans hånd, der holdt den, kun var usynlig, så længe kappen dækkede.

Den forbudte afdeling lå helt nede bagved. Han trådte forsigtigt hen over rebet, der afgrænsede området, og holdt lygten op for at kunne læse titlerne.

De sagde ham ikke meget. De afskallede, blegnede guldbogstaver viste ham ord på sprog, han end ikke kendte til. Nogle bøger havde endog slet ikke titler. En særlig bog havde en mørk plet på omslaget; den mindede i uhyggelig grad om størknet, indtørret blod, der ikke kunne vaskes bort. Harrys nakkehår rejste sig; måske var det bare noget, han bildte sig ind, men han syntes, at der lød en lavmælt hvisken fra bøgerne på hylden foran ham. Det var, som om de vidste, at han slet ikke havde lov til at være der.

Men han måtte begynde et sted. Han satte forsigtigt lommelygten fra sig på gulvet og kiggede på de nederste hylder efter noget, der kunne have interesse. Et stort, sort læderbind med sølvindlægninger fangede hans blik. Han trak den ud med noget besvær, fordi den var så stor og tung, hvorefter han lagde den over sit ene knæ og åbnede den.

Et gennemtrængende, rædselsvækkende skrig flængede stilheden – det var bogen, der skreg! Harry smækkede den lynhurtigt i, men skriget blev ved og ved, indtil hans trommehinder var ved at sprænges. Han tumlede baglæns og kom til at slå til sin lommelygte, der gik ud med det samme. Vild af panik hørte han fodtrin nærme sig på gangen udenfor. Han proppede den skrigende bog tilbage på hylden og løb for sit liv. Han passerede Filch, lige før han blokerede døråbningen. Filchs lyse, vilde øjne stirrede direkte på ham, men Harry dukkede sig godt under kappen og styrtløb af sted med bogens skrig ringende for sine ører.

Han standsede brat op foran en stor rustning. Han havde haft så travlt med at komme væk fra biblioteket, at han simpelthen var løbet på må og få. Måske var det på grund af mørket, men lige nu anede han ikke, hvor på slottet han befandt sig. Han kunne slet ikke genkende stedet. Der stod en rustning som denne nær køkkenregionen, men han vidste med sikkerhed, at han befandt sig flere etager over den.

”Du gav mig besked om at komme direkte til dig, hvis nogen begyndte at luske omkring om natten! Nu har der været nogen i biblioteket – den forbudte afdeling.”

Harry følte, hvordan hans blod nærmest frøs til is. Uanset hvor han befandt sig, måtte Filch have taget en genvej for at nå herhen så hurtigt. Hans bløde, sleske stemme nærmede sig, og til sin stigende rædsel hørte Harry, at det var Snape, som svarede:

”Den forbudte afdeling? Javel, men de kan ikke være kommet langt. Vi skal nok fange dem.”

Harry stod som ramt af lynet, da Filch og Snape kom om hjørnet forude. De kunne naturligvis ikke se ham, men det var en ganske smal korridor, og hvis de blev ved med at gå i denne retning, ville de ganske enkelt støde ind i ham – kappen kunne trods alt ikke gøre ham luftig som et spøgelse.

Han bakkede så lydløst som muligt. En dør stod på klem til venstre for ham. Den var hans eneste håb. Han maste sig igennem med tilbageholdt åndedræt og passede på ikke at skubbe den længere op. Det lykkedes; til Harrys store lettelse slap han ind i rummet uden at blive opdaget. De to mænd gik intetanende forbi, mens Harry stod åndeløs og lyttede til de hendøende fodtrin. Det havde været tæt på, meget tæt på endda. Der gik et par sekunder, før han rigtigt fik set på lokalet, han var kommet ind i.

Det så ud som et klasselokale, der ikke blev brugt for tiden. Han kunne se de mørke konturer af borde og stole, der var stablet op langs den ene væg, og der stod også en skraldebøtte vend på hovedet. Men der var også noget andet – noget, som ikke hørte hjemme i et klasselokale, men nærmere måtte være blevet stillet herind som en midlertidig løsning.

Det var et pragtfuldt spejl; så højt, at det nåede fra gulv til loft, og med en rigt udsmykket guldramme. Det stod på to løvefødder. Da Harry trådte tættere på, kunne han skimte en inskription på rammens øverste kant: Les gnælset rejh tid nemtgis na tid ekkire.

Hans panik forsvandt nu, hvor han ikke længere kunne høre Filch og Snape i nærheden af sig. Han rykkede endnu nærmere spejlet, fordi han gerne ville se sin usynlighed igen. Han trådte hen foran glasset.

Han måtte tage begge hænder op for munden for ikke at komme til at skrige. Han snurrede rundt som et lyn med hjertet hamrende endnu voldsommere, end da bogen i biblioteket begyndte at skrige – for han havde ikke bare set sig selv i spejlet, men også en hel flok mennesker, der stod lige bag ham.

Men der var ingen herinde sammen med ham. Med gispende vejrtrækning vendte han sig igen mod spejlet.

Der var han, tydeligt reflekteret i glasset, ligbleg og rystende bange. Og bag ham stod mindst ti andre. Harry så sig tilbage over skulderen – men der var ingen. Eller måske var de også usynlige? Måske befandt han sig i et rum fuldt af usynlige mennesker og et spejl, der kun reflekterede de usynlige?

Han så igen i spejlet. En kvinde direkte bag hans spejlbillede smilede og vinkede til ham. Han rakte en hånd ud bag sig, men mærkede kun den tomme luft. Hvis hun stod der i virkeligheden, ville han have rørt ved hende. Deres spejlbilleder stod så nær hinanden, men der var intet at føle – hun og de andre eksisterede kun i spejlet.

Hun var en meget køn dame. Hun havde mørkt, rødligt hår, og hendes øjne – hendes øjne ligner mine, tænkte Harry og rykkede lidt nærmere spejlglasset. Strålende grønne – nøjagtig samme form – men så opdagede han, at hun græd; hun smilede, men græd samtidig. Den høje, spinkle mand ved siden af lagde armen omkring hende. Han havde briller på og en meget vildtvoksende frisure. Håret strittede i nakken, ligesom Harrys.

Harry stod nu så tæt på spejlet, at han næse næsten rørte ved glasset.

”Mor?” hviskede han. ”Far?”

De så bare på ham, smilende. Langsomt flyttede Harry blikket rundt til de andre ansigter i spejlet. Han så andre par grønne øjne ligesom hans, andre næser ligesom hans og selv en lille, gammel mand med knæ, der var lige så knudrede som hans – Harry så for første gang i sit liv på sin egen familie.

Potter-familien smilede og vinkede til ham, og han kunne slet ikke se sig mæt på dem.

Han pressede hænderne mod glasset, som om han håbede på at falde igennem og nå frem til dem. En stærk, blandet følelse af lykke og sorg strømmede gennem ham.

Han vidste ikke, hvor længe han stod der. Spejlbillederne forsvandt ikke, og han betragtede dem, indtil en fjern støj gjorde ham nærværende. Han kunne ikke stå her længere; han måtte se at finde vej tilbage til sovesalen. Han sled blikket bort fra sin mors ansigt, idet han hviskede, ”Jeg vender tilbage,” og skyndte sig ud af rummet.

”Du kunne da godt have vækket mig,” sagde Ron surt, da de sad ved morgenbordet.

”Du kan komme med i aften, når jeg går tilbage til rummet med spejlet. Jeg vil gerne vise dig det.”

”Og jeg vil gerne se din far og mor,” sagde Ron ivrigt.

”Og jeg vil gerne se hele din familie, alle Weasley-familiens medlemmer. Så kan du vise mig dine ældste brødre og alle de andre.”

”Dem kan du altid få at se,” sagde Ron. ”Du kan da bare komme med mig hjem til sommer. Men måske viser spejlet kun de døde. Det var nu en skam at du ikke nåede at finde noget om Nicolas Flamel. Her, skal du ikke have lidt bacon eller noget andet? Hvorfor spiser du ikke noget?”

Men Harry kunne ikke få en bid ned. Han havde set sine forældre, og han ville se dem igen i aften. Han havde glemt alt om Flamel. Det syntes ikke så vigtigt længere. Det var jo egentlig ligegyldigt, hvad hunden med de tre hoveder vogtede, var det ikke? Og hvem gad interessere sig for Snapes luskerier?

”Har du det godt?” spurgte Ron. ”Du ser lidt underlig ud.”

Harry frygtede mest af alt, at han ikke kunne finde tilbage til det ubenyttede klasselokale med spejlet. Eftersom Ron nu var med, og kappen skulle dække dem begge, måtte de kante sig af sted lige så langsomt og forsigtigt, de kunne. De forsøgte at genskabe Harrys rute fra natten i forvejen, fra biblioteket og til gangen med rustningen. Men de vandrede omkring på de mørke gange i mindst en time uden at finde vej.

”Jeg fryser,” sagde Ron. ”Lad os opgive og gå tilbage.”

”Nej!” hvislede Harry. ”Jeg ved, at det er lige her et sted.”

De passerede spøgelset af en høj tyk heks, der svævede i den modsatte retning, men mødte ellers ingen. Ron var begyndt at stønne utålmodigt, fordi hans fødder var følelsesløse af kulde, da Harry fik øje på den rigtige rustning.

”Det er her – lige her – ja, der er ingen tvivl!”

De skubbede døren op. Harry kastede kappen af sine skuldre og løb hen til spejlet.

Der var de alle sammen. Hans mor og far strålede ved synet af ham.

”Kan du se?” hviskede Harry.

”Ikke et hak.”

”Se nu ordentligt efter! Se bare på dem alle … se, hvor mange de er!”

”Jeg kan kun se dig.”

”Du står måske ikke rigtigt. Prøv at stille dig her, hvor jeg står.”

Harry trådte til side, men nu, hvor Ron stod direkte foran spejlet, forsvandt hans familie helt. Han kunne kun se spejlbilledet af Ron i pyjamas.

Men Ron lod til at være fuldstændig opslugt af sig selv.

”Prøv lige at se mig!” udbrød han.

”Kan du se hele din familie stå omkring dig?”

”Nej – jeg er helt alene – men jeg ser anderledes ud – ældre – og jeg er blevet vejleder!”

”Hvad!”

”Jo, det er rigtigt – jeg har et emblem ligesom Percys – og jeg holder endda kollegiets trofæ og Quidditch-pokalen – jeg er også blevet anfører for Quidditch-holdet!”

Ron rev blikket væk fra dette pragtfulde syn og så begejstret på Harry.

”Tror du, at spejlet viser fremtiden?”

”Hvordan kan det gøre det? Hele min familie er jo død – lad mig se igen …”

”Du havde det for dig selv hele sidste nat. Lad mig lige stå her et øjeblik længere.”

”Du står jo bare med Quidditch-pokalen. Hvad interessant er der ved det? Jeg vil se mine forældre.”

”Lad være med at skubbe …”

En pludselig støj ude fra korridoren satte en stopper for skænderiet. De var ikke klar over, hvor højt de havde talt.

”Hurtigt!”

Ron kastede kappen over dem begge i samme sekund, som madam Norris’ lysende øjne kom til syne i dørsprækken. Ron og Harry stod helt stille og tænkte begge på det samme:

Virkede kappen på katte? Efter en evighed vendte hun endelig om og luntede af.

”Det her går ikke – måske er hun løbet af sted for at hente Filch. Jeg tør vædde på, at hun hørte os. Kom!”

Og så trak Ron af sted med Harry.

Sneen lå stadig som en tyk dyne over alting næste morgen.

”Skal vi tage et slag skak, Harry?” spurgte Ron.

”Nej.”

”Skal vi gå ned og besøge Hagrid?”

”Nej, jeg har ikke lyst, men gå du bare …”

”Jeg ved godt, hvad du tænker på, Harry. Det er spejlet, ikke? Lad være med at gå derhen i nat.”

”Hvorfor?”

”Jeg ved ikke rigtigt. Jeg har bare en skidt fornemmelse af det – og under alle omstændigheder har du fristet skæbnen lidt for ofte her på det sidste. Filch, Snape, madam Norris er alle på færde. En ting, er at de ikke kan se dig, men hvad nu hvis du støder direkte ind i dem? Hvad hvis du kommer til at vælte noget?”

”Du lyder præcis som Hermione.”

”Jeg mener det alvorligt, Harry. Lad være med at gå derhen.”

Men Harry havde kun en tanke i hovedet. Han måtte tilbage til spejlet, og Ron skulle ikke standse ham.

Denne tredje nat fandt han hurtigere vej end tidligere. Han gik så stærkt, at han lavede mere støj end nødvendigt, men han var heldig og mødte ingen.

Og der stod hans forældre og smilede til ham. En af hans bedstemødre nikkede lykkeligt. Harry sank ned på gulvet foran spejlet. Ingen skulle forhindre ham i at tilbringe hele natten sammen med sin familie. Ingen som helst.

Undtagen …

”Ja, så er du åbenbart vendt tilbage igen, Harry!”

Harry stivnede som ramt af lynet. Han så sig omkring. Siddende ved et af bordene langs væggen så han ingen ringere end Albus Dumbledore. Harry måtte være gået lige forbi ham uden at bemærke noget i sin iver efter at kigge i spejlet.

”Jeg – jeg så Dem slet ikke, hr. professor.”

”Sært, at en usynlighedskappe kan gøre en dreng så nærsynet,” sagde Dumbledore, og Harry blev meget lettet over at se ham smile.

”Ja,” sagde Dumbledore og rejste sig fra sin plads ved bordet for at sætte sig ned på gulvet ved siden af Harry. ”Nu har du, ligesom mange andre, opdaget glæden ved Drømmespejlet.”

”Jeg vidste ikke, at man kaldte det sådan, hr. professor.”

”Men jeg antager, at du nu har opdaget dets hemmelighed?”

”Det viste mig sin familie …”

”Og det viste Ron et spejlbillede af ham selv som anfører.”

”Hvordan vidste De …?”

”Jeg behøver ingen kappe for at gøre mig usynlig,” sagde Dumbledore venligt. ”Kan du nu regne ud, hvad det er, spejlet viser os?”

Harry rystede på hovedet.

”Lad mig forklare det. Den lykkeligste mand i verden vil kunne bruge dette spejl som et hvilket som helst andet spejl. Hvis han kigger i det, vil han se sig selv nøjagtig, som han i virkeligheden er. Hjælper det dig lidt på sporet?”

Harry tænkte sig om. Så sagde han langsomt: ”Det viser os, hvad vi ønsker at se … Uanset hvad det er …”

”Ja,” sagde Dumbledore stilfærdigt. ”Det viser os intet mindre end de dybeste og mest brændende ønsker, vi bærer i hjertet. Du, som aldrig har kendt din familie, ønsker at se dem samlet omkring dig. Ronald Weasley er altid blevet overset på grund af sine mange dygtige brødre og ser derfor sig selv som den bedste af dem alle. Men dette spejl giver os hverken sandhed eller viden. Mange mænd er sygnet hen foran det, fortryllede af, hvad de så, eller ramt af galskab, uden at vide, om synet var virkeligt eller bare så meget som en fjern mulighed i livet. Spejlet vil blive flyttet til et nyt sted i morgen. Harry, jeg beder dig om ikke at lede efter det længere. Hvis du nogensinde støder på det igen, vil du vide, hvad spejlet faktisk viser dig. Du vil være i stand til at tage dig i agt. Man kan ikke eksistere i en drøm, for så glemmer man helt at leve, husk det. Og nu synes jeg, at du skal tage din fine kappe på og se at komme i seng!”

Harry rejste sig.

”Professor Dumbledore. Må jeg spørge om noget?”

”Det er jo lige det, du står og gør,” professor Dumbledore smilede. ”Men du må gerne stille mig et spørgsmål mere.”

”Hvad ser du selv, når du stiller dig foran spejlet?”

”Jeg? Jeg ser mig selv med et par tykke uldsokker i hånden,”

Harry måbede.

”Man kan aldrig få for mange uldsokker,” sagde Dumbledore. ”Endnu en jul er kommet og gået, uden at jeg har fået et eneste par. Alle insisterer på at give mig bøger i julegave.”

Først da Harry igen lå i sin seng, faldt det ham ind, at Dumbledore måske ikke havde talt helt sandt. Men på den anden side, tænkte han, idet han skubbede Scabbers væk fra sin pude, så var det jo også et temmelig nærgående spørgsmål, han havde stillet.

13 – Nicolas Flamel

Dumbledore havde overbevist Harry om, at det ville være dumt at lede efter Drømmespejlet nu, hvor det var blevet flyttet; og resten af juleferien lå hans usynlighedskappe pænt foldet sammen på bunden af hans kuffert. Harry ønskede, at han havde lettere ved at glemme, hvad han havde set i spejlet, men det gik ikke. Han begyndte at få mareridt. Om og om igen drømte han om sine forældres forsvinden i et blændende grønt lys, mens den høje, ondskabsfulde latter fyldte hans ører.

”Kan du ikke se, at Dumbledore havde ret; det spejl kunne have drevet dig til vanvid,” sagde Ron, da Harry fortalte ham om disse uhyggelige drømme.

Hermione vendte tilbage, dagen før det nye semester begyndte. Hun så lidt anderledes på tingene. Hun vekslede mellem rædsel over, at Harry havde været på nattevandring tre nætter i træk (”Hvad var der sket, hvis Filch havde fanget dig?”) og skuffelse over, at han ikke havde brugt mere tid på at finde ud af, hvem Nicolas Flamel var.

De havde næsten opgivet håbet om nogensinde at finde navnet i bibliotekets bøger, selvom Harry stadig var sikker på, at han havde læst om det et eller andet sted. Men da semesteret først var startet, begyndte de forfra med at pløje bøgerne igennem hvert frikvarter. Harry havde nu mindre tid end de to andre, fordi Quidditch-træningen også var kommet i fuld gang.

Wood trænede holdet hårdere end nogensinde før. Selv ikke den endeløse regn, som havde afløst snevejret, kunne køle hans iver. Weasley-brødrene mente, at Wood var blevet helt fanatisk, men Harry var på sin anførers side. Hvis de vandt næste kamp mod Hufflepuff, ville de overtage Slytherins pokal for første gang i syv år. Desuden opdagede Harry, at han kunne sove uden at få mareridt, når han var udmattet efter træningen.

På en særlig våd og mudret træningsdag kom Wood til at overbringe sit hold nogle dårlige nyheder. Han var blevet rasende på Weasley-tvillingerne, der blev ved med at dykke ned efter hinanden og lade, som om de var ved at falde af kosten.

”Hold så op med det pjat!” råbte han. ”Det er præcis den slags, der kan ødelægge det hele for holdet! Snape skal være dommer til næste kamp, og I kan være sikre på, at han udelukkende leder efter en undskyldning for at tage point fra Gryffindor!”

George Weasley faldt virkelig af kosten, da han hørte det.

”Skal Snape virkelig være dommer?” spruttede han, da han igen stak hovedet op af mudderet. ”Siden hvornår er han blevet Quidditch-dommer? Der er jo ingen chancer for, at han vil være retfærdig, når han ser, at vi er ved at vinde over Slytherin.”

Resten af holdet landede ved siden af George. Alle var rystede og forargede.

”Det er altså ikke min ide,” sagde Wood. ”Og vi kan ikke gøre andet end at spille fuldstændig regelret, så Snape ikke får en undskyldning for at slå ned på os.”

Det kunne være meget godt, tænkte Harry, men han havde nu en ganske anden grund til at ønske Snape langt væk, når han skulle spille Quidditch…

Da holdet blev hængende på banen for at tale sammen efter kampen, skyndte Harry sig direkte tilbage til Gryffindors opholdsstue, hvor han fandt Ron og Hermione midt i et spil skak. Det var det eneste spil, Hermione ofte tabte, hvilket Ron og Harry mente var meget sundt for hende.

”Lad være med at sige noget til mig lige nu,” sagde Ron, da Harry satte sig ned ved siden af ham, ”jeg er nødt til at koncentrere …” Han fik øje på Harrys ansigtsudtryk. ”Hvad er der i vejen med dig? Du ser forfærdelig ud.”

Ganske lavmælt, så ingen andre kunne høre ham, fortalte Harry de to andre om Snapes pludselige ophøjelse til Quidditch-dommer.

”Du skal ikke spille i den kamp,” sagde Hermione med det samme.

”Sig, at du er blevet syg,” foreslog Ron.

”Eller lad, som om du har brækket benet,” fortsatte Hermione.

”Ja, du skal bare sørge for at brække det,” bifaldt Ron.

”Det går ikke,” sagde Harry. ”Vi har ikke nogen søger i reserve. Hvis jeg ikke spiller, må Gryffindor aflyse.”

I det øjeblik kom Neville brasende ind i opholdsstuen. Hvordan det var lykkedes ham at komme igennem hullet bag portrættet var en gåde, for hans ben var låst sammen i det, de andre genkendte som Benlås-forbandelsen. Han måtte have hoppet som en kanin hele vejen op til Gryffindor-tårnet.

Alle i stuen begyndte at grine, undtagen Hermione, der straks sprang op og udførte modbesværgelsen. Neville var fri og sparkede ud med benene.

”Hvad skete der?” spurgte Hermione, idet hun ledte ham over til bordet, hvor Harry og Ron sad.

”Malfoy,” sagde Neville rystet. ”Jeg mødte ham uden for biblioteket. Han sagde, at han netop ledte efter nogen at øve sig på.”

”Find professor McGonagall!” sagde Hermione. ”Du må anmelde ham.”

Neville rystede på hovedet.

”Jeg vil ikke have mere ballade,” mumlede han.

”Du bliver nødt til at svare igen, Neville!” sagde Ron. ”Malfoy er så vant til at træde på andre, men det giver dig ingen grund til at lægge dig ned og gøre det lettere for ham.”

”I behøver ikke at fortælle mig, at jeg ikke er modig nok til at være på Gryffindor. Det har Malfoy allerede gjort,” sagde Neville halvkvalt af indestængt gråd.

Harry fandt en platugle i sin kappelomme, den sidste fra den pakke, Hermione havde givet ham til jul, og rakte den til Neville for at trøste ham.

”Du er tolv gange så meget værd som Malfoy,” sagde Harry. ”Fordelingshatten sendte dig til Gryffindor, ikke sandt? Og hvor blev Malfoy sendt hen? Til møgkollegiet Slytherin.”

Neville kunne ikke lade være med at smile og begyndte at pakke sin platugle ud.

”Tak, Harry … jeg tror, at jeg går i seng nu … vil du have kortet? Du samler da på dem, gør du ikke?”

Idet Neville forlod dem, kiggede Harry på sit nye troldmandskort.

”Dumbledore igen,” sagde han. ”Han var den første, jeg nogensinde …”

Han gispede og stirrede stift på kortets tekst. Så rettede han et vildt blik mod Ron og Hermione.

”Jeg har fundet ham!” hviskede han ophidset. ”Jeg har fundet Flamel! Jeg sagde jo, at jeg havde set hans navn et eller andet sted. Jeg læste om ham i toget på vej hertil – hør her:

’Dumbledore er især kendt for at have overvundet Mørkets Troldmand, Grindelwald, i 1945, for opdagelsen af tolv udnyttelsesmuligheder af drageblod og ikke mindst sit alkymistiske arbejde sammen med partneren Nicolas Flamel.’”

Hermione sprang næsten i vejret. Hun havde ikke set så begejstret ud, siden de fik karakterer for deres første hjemmeopgave efter jul.

”Bliv her!” sagde hun og sprintede op ad trappen til pigernes sovesal. Harry og Ron havde knap nok tid til at udveksle forbavsede blikke, før hun kom styrtende tilbage med en enorm, gammel bog i armene.

”Jeg havde slet ikke tænkt på at kigge i den her!” hviskede hun spændt. ”Jeg lånte den på biblioteket for flere uger siden. Det var bare for at have noget let hygge-læsning.”

”Let, sagde du?” lød det fra Ron, men Hermione bad ham om at holde mund, indtil hun havde fået slået noget op. Hun bladrede som en rasende i den tunge bog, mens hun mumlede en masse hen for sig.

Endelig fandt hun, hvad hun ledte efter.

”Jeg vidste det! Jeg vidste det!”

”Må vi sige noget nu?” spurgte Ron fornærmet. Hermione ignorerede ham.

”Nicolas Flamel,” hviskede hun dramatisk, ”er den eneste kendte troldmand, som kan fremstille De Vises Sten!”

Disse ord fremkaldte den ikke ønskede reaktion hos Harry og Ron.

”Hvad for noget?” sagde de i kor.

”Åh, helt ærligt, læser I to aldrig bøger? Se – læs det stykke der.”

Hun skubbede bogen over til dem. De læste:

De ældgamle alkymister studier beskæftiger sig med fremstillingen af De Vises Sten, en legendarisk substans med forbløffende kræfter. Stenen kan forvandle ethvert metal til det pureste guld. Den kan også producere Livseliksir, væsken, der giver udødelighed. Gennem århundrederne har der været mange rygter om De Vises Sten, men den eneste aktuelt eksisterende Sten tilhører hr. Nicolas Flamel, der fejrede sin seks hundrede og femogtrestyvende fødselsdag sidste år, lever et stille liv i Devon sammen med sin kone, Perenelle (seks hundrede og otteoghalvtreds).

”Kan I ikke regne det ud nu?” spurgte Hermione, da Harry og Ron var færdige. ”Hunden må vogte over Flamels Sten! Jeg tør vædde på, at han har bedt Dumbledore om at opbevare den sikkert. De er jo venner og partnere. Han må have vidst, at nogen var ude efter den. Det er da derfor, den er blevet fjernet fra Gringottsbanken!”

”En sten, der kan lave guld og gøre mennesker udødelige!” udbrød Harry. ”Ikke så underligt, at Snape er ude efter den! Enhver vil da have sådan en.”

”Og det er heller ikke så underligt, at vi ikke kunne finde Flamels navn i Studier i nyere tids troldmandsskab,” bemærkede Ron. ”Han hører jo ikke ligefrem til de yngste, hvis han virkelig er seks hundrede og femogtres, vel?”

Næste morgen havde de Forsvar mod Mørkets Magter, og mens de nedskrev forskellige måder at behandle varulvebid på, var Harry og Ron stadig opslugt af diskussionen om, hvad de ville bruge De Vises Sten til, hvis de havde en. Først da Ron erklærede, at han ville købe sit eget Quidditch-hold, blev Harry mindet om Snape og den kommende kamp.

”Jeg bliver nødt til at spille,” sagde han til Ron og Hermione. ”Hvis jeg ikke stiller op, vil Slytherins hold bare tro, at jeg er bange for dem og for Snape. Jeg skal nok vise dem. Vi bliver nødt til at vinde for at sætte dem på plads.”

”Bare det ikke bliver Snape, som sætter dig på plads,” sagde Hermione.

Som tiden for kampen nærmede sig, blev Harry mere og mere nervøs. Det nyttede slet ikke noget at spille tapper over for Ron og Hermione. Men resten af holdet var nu også mærket af situationen. Tanken om at vinde over Slytherin i kollegieturneringen var vidunderlig.

Ingen havde slået dem i næsten syv år; men ville det virkelig lykkedes Gryffindor at gøre sig gældende med sådan en partisk dommer på banen?

Harry vidste ikke, om det var noget, han bildte sig ind, men det forekom ham, at han konstant rendte ind i Snape, uanset hvor han befandt sig. Der var visse øjeblikke, hvor han næsten var sikker på, at Snape forfulgte ham i et forsøg på at fange ham alene.

Eliksirtimerne var blevet en ugentlig tortur. Snape var frygtelig imod Harry. Kunne han mon vide, at de havde fundet ud af det med De Vises Sten? Harry kunne ikke se, hvordan skulle kunne vide det – men somme tider fik han en forfærdelig fornemmelse af, at Snape også var tankelæser.

Da Ron og Hermione ønskede ham held og lykke uden for omklædningsrummet den næste eftermiddag, kunne Harry se, hvad de tænkte; de spekulerede på, om de mon ville se ham i live efter kampen. Det var ikke ligefrem noget, der virkede opmuntrende. Harry hørte næsten ikke et ord af Woods brandtale, mens han trak i Quidditch-kappen og greb sin Nimbus 2000.

I mellemtiden havde Ron og Hermione fundet et par pladser ved siden af Neville på tribunen. Han kunne ikke forstå deres bekymrede og sammenbidte miner og slet ikke årsagen til, at de havde medbragt tryllestavene til kampen. Harry anede heller ikke noget om, at Ron og Hermione i hemmelighed havde øvet sig på Benlåsforbandelsen. De havde fået idéen, da Neville var kommet hoppende op i Gryffindor-tårnet efter sit møde med Malfoy. Og de ville ikke tøve et sekund med at bruge den på Snape, hvis han gjorde anstalter til at genere Harry.

”Glem nu ikke, at det hedder Locomotor Mortis,” hviskede Hermione, idet Ron gemte sin stav i ærmet.

”Nej, nej. Jeg kan den altså godt,” bed Ron nervøst tilbage. ”Lad nu være med at være efter mig.”

Inde i omklædningsrummet havde Wood trukket Harry til side.

”Jeg vil ikke presse dig, Potter, men vi har altså hårdt brug for, at du fanger lynet på et tidligt tidspunkt af kampen. Vi må afslutte, før Snape når at favorisere Hufflepuff alt for meget.”

”Hele skolen er derude!” sagde Fred Weasley ovre fra døren. ”Hold da op – selv Dumbledore er kommet for at se på!”

Harrys hjerte slog en kolbøtte.

”Dumbledore?” udbrød han og løb over til døren for at se. Fred havde ret. Det lange sølvgrå skæg kunne man ikke tage fejl af.

Harry var lige ved at juble højt af lettelse. Han var reddet. Snape ville helt sikkert ikke turde skade ham, når Dumbledore sad på tribunen og holdt øje med kampens forløb.

Måske var det også årsagen til, at Snape så aldeles rasende ud, da de to hold kom marcherende ind på banen. Ron lagde også mærke til det.

”Jeg har aldrig set Snape så edderspændt indestængt arrig,” bemærkede han til Hermione. ”Se – nu letter de. Aav!”

Nogen havde givet Ron et slag i baghovedet. Det var Malfoy.

”Åh undskyld, Weasley, jeg så dig slet ikke.”

Malfoy grinede bredt til Crabbe og Goyle.

”Gad vide, hvor længe Potter kan blive på kosten denne gang? Er der nogen, der vil vædde om det? Hvad med dig, Weasley?”

Ron svarede ikke; Snape gav netop Hufflepuff nogle ekstra point, fordi George Weasley havde sendt en smasher i hovedet på en modspiller. Hermione krydsede fingre og holdt skarpt øje med Harry, der cirklede som en høg over spillerne, mens han spejdede efter det gyldne lyn.

”Ved I, hvordan jeg tror, at man vælger spillere til Gryffindor-holdet?” lød det brovtende fra Malfoy fem minutter senere, da Snape belønnede Hufflepuff med flere point uden nogen som helst grund. ”Man vælger dem, som man har mest ondt af. Se nu for eksempel på Potter. Han har ingen forældre. Så er der Weasley-brødrene. De har ingen penge. Du burde også være på holdet, Longbottom. Du har nemlig ingen hjerne.”

Neville blev sprutrød i hovedet og vendte sig om mod Malfoy.

”Jeg er tolv gange så meget værd, som du er, Malfoy!” udbrød han.

Malfoy, Crabbe og Goyle hylede af grin, men Ron, der ikke vovede at fjerne blikket fra kampen, sagde: ”Godt, giv ham bare besked, Neville.”

”Longbottom, hvis hjerner var lavet af guld, ville du være fattigere end Weasley-brødrene, og det siger ikke så lidt.”

Rons nerver var allerede spændt til bristepunktet af bekymring for Harry.

”Jeg advarer dig, Malfoy – ikke er ord mere fra dig …”

”Ron!” sagde Hermione pludselig. ”Harry …”

”Hvad? Hvor?”

Harry var lynhurtigt dykket ned i en meget stejl vinkel. Publikum gispede og kom med tilråb. Hermione rejste sig og krydsede fingrene, så de blev helt hvide, idet Harry strøg hen langs jorden som et projektil.

”Du er heldig, Weasley. Potter har åbenbart fået øje på nogle småpenge nede på jorden!” sagde Malfoy.

Nu var det nok. Før Malfoy nåede at opdage, hvad der foregik, havde Ron kastet sig over ham og slået ham omkuld. Neville tøvede lidt og kravlede så hen over sit sæde for at hjælpe.

”Kom så, Harry!” skreg Hermione og sprang op på sit sæde for rigtigt at kunne se, idet Harry susede direkte over mod Snape – i spændingen lagde hun slet ikke mærke til Ron og Malfoy, der rullede rundt under hendes sæde, eller tumulterne og skrigeriet fra Neville, Crabbe og Goyle, der var kommet i vildt håndgemæng.

Oppe i luften nåede Snape lige at vende sin kost og se noget højrødt suse ganske tæt forbi sig – i næste sekund rettede Harry op og hævede triumferende armen: Han holdt det gyldne lyn i et sikkert greb.

Jublen eksploderede på tribunen. Det var en rekord! Ingen kunne huske nogensinde at have overværet så hurtigt en erobring af lynet.

”Ron! Ron! Hvor er du? Kampen er slut! Harry vandt! Vi vandt! Gryffindor fører turneringen!” skringrede Hermione. Hun sprang op og ned på sit sæde og omfavnede Parvati Patil på rækken foran.

Harry sprang af kosten, før den nåede helt ned på jorden. Han kunne næsten ikke tro det. Han havde klaret det – kampen var slut, og den havde knap varet fem minutter. Idet resten af holdet landede på banen, så han Snape blandt dem, hvid i ansigtet og med stramme læber. Så mærkede Harry en hånd på sin skulder og kiggede op på Dumbledores smilende ansigt.

”Godt spillet,” sagde Dumbledore stille, så kun Harry hørte det. ”Rart at se, at du foretager dig andet end at ruge over spejlet, og hvad det viste dig. Hold dig beskæftiget … fantastisk godt klaret …”

Snape spyttede bittert på jorden.

Lidt senere forlod Harry omklædningsrummet alene og gik af sted for at sætte sin Nimbus 2000 tilbage i kosteskuret. Han kunne ikke huske, at han nogensinde havde følt sig lykkeligere. Nu havde han virkelig noget at være stolt af. Ingen kunne længere sige, at han bare var et berømt navn, der ikke selv havde ydet noget. Aftenluften havde aldrig duftet så skønt. Han vandrede over det dugvåde græs, mens han genoplevede den sidste time i sit hoved; Gryffindors spillere havde båret ham i kongestol, mens Ron og Hermione jublede og sprang oppe på tilskuerpladserne i det fjerne, selvom Ron så ud til at have fået en solid blodtud.

Harry var nået hen til skuret. Han lænede sig et øjeblik op ad trædøren og kastede et blik mod Hogwarts, hvis ruder reflekterede den glødende aftensol. Gryffindor førte, og han havde virkelig vist Snape en ting eller to…

Apropos Snape …

En formummet skikkelse hastede ned ad slottets stentrappe. Det var tydeligt, at vedkommende ikke ønskede at blive set efter den hastige gang mod den forbudte skov at dømme. Harry glemte alt om sejren og kiggede nysgerrigt på den mærkelige skikkelse. Han kunne genkende de snigende, ludende, bevægelser; det var Snape, som var på vej ind i den forbudte skov, mens alle andre var gået til middag i Storsalen – hvad havde han mon for?

Harry sprang på sin Nimbus 2000 og lettede. Han gled lydløst hen over slottet og så Snape nå helt hen til skovbrynet. Nu løb han. Harry fulgte efter.

Trækronerne var så tættet og så brede, at han ikke kunne se, hvor Snape nu var blevet af. Han cirklede lavere og lavere, indtil han strejfede trækronernes øverste grene. Så kunne han pludselig høre stemmer. Han fløj i retning af lyden og landede stille på en tyk bøgegren.

Han kravlede forsigtigt langs grenen og holdt godt fast i sit kosteskaft, mens han forsøgte at se, hvad der foregik nede på jorden.

Nedenunder i en skyggefuld lysning stod Snape. Han var ikke alene. Professor Quirrel var der også. Harry kunne ikke se deres ansigtsudtryk, men han kunne høre professor Quirrel stamme værre end nogensinde. Harry måtte anstrenge sig for at høre, hvad han sagde.

” … v-ved ikke, hvorfor du ville m-m-møde m-mig her af alle s-steder, Severus …”

”Åh, jeg troede, at vi var enige om at holde dette for os selv,” sagde Snape iskoldt.

”Eleverne er jo slet ikke berettiget til at vide noget om De Vises Sten, vel?”

Harry lænede sig fremover. Quirrel mumlede et eller andet, men Snape afbrød ham.

”Har du fundet en metode til at komme uden om Hagrids uhyre?”

”M-men Severus, jeg …”

”Du skal ikke ønske dig at få mig som fjende, Quirrel,” sagde Snape og trådte truende et skridt hen mod Quirrel.

”J-jeg ved ikke, h-hvad du …”

”Du ved udmærket godt, hvad jeg mener.”

En ugle tudede højlydt, og Harry faldt næsten ned af forskrækkelse. Han nåede lige at genvinde balancen og hørte Snape afslutte en sætning, ”… dine små hokus pokus-numre. Jeg venter!”

”M-men jeg k-k-kan ikke…”

”Udmærket,” afbrød Snape. ”Vi vil få os en lille sludder, når du har haft tid til at tænke over, hvilket parti du vil tage.”

Han slog kappens hætte over hovedet og forlod lysningen med lange skridt. Det var næsten helt mørkt nu, men Harry kunne stadig se Quirrel stå dernede, som om han var frosset til stedet.

”Harry, hvor har du dog været?” råbte Hermione.

”Vi vandt! Vi vandt! Vi vandt!” råbte Ron og slog Harry på skulderen. ”Og jeg gav Malfoy et blåt øje, mens Neville forsøgte at ordne Crabbe og Goyle på egen hånd! Han er stadig bevidstløs, men madam Pomfrey siger, at han nok skal komme på højkant igen. Hold da op, hvor du satte Slytherin på plads! Alle venter på dig i opholdsstuen. Vi skal have en fest. Fred og George har stjålet nogle kager og en masse andre gode ting fra køkkenet.”

”Lad os lige vente lidt med det,” sagde Harry åndeløst. ”Vi må finde et sted, hvor vi kan tale uforstyrret. Bare vent, til I hører det her …”

De fandt et tomt lokale, og Harry sikrede sig, at Peeves ikke var derinde, før han lukkede døren. Så fortalte han Ron og Hermione, hvad han havde set og hørt.

”Så vi gættede altså rigtigt. Det er De Vises Sten, og Snape prøver at tvinge Quirrel til at hjælpe sig med at få fat i den. Han ville have, at Quirrel skulle finde ud af, hvordan man kommer forbi Fluffy – og han sagde noget om Quirrels hokus pokus – jeg går ud fra, at hunden ikke er den eneste sikkerhedsforanstaltning. Der må være en masse besværgelser, som beskytter Stenen. Måske har Quirrel fremmanet en stærk antimagi mod Mørkemagterne, og måske vil Snape have ham til at ophæve den – ”

”Du mener altså, at De Vises Sten kun er sikker, så længe Quirrel magter at sætte sig imod Snape?” afbrød Hermione forskrækket.

”I så fald er den væk, inden der er gået en uge,” sagde Ron.

14 – Norbert, den Norske Takhale

Men det skulle vise sig, at Quirrel var modigere end som så. I de følgende uger blev han hele tiden tyndere og blegere, men han så ikke ud til at være ved at bryde sammen endnu.

Hver gang de passerede den forbudte korridor på tredje etage, lagde Harry, Ron og Hermione ørerne mod døren for at kontrollere, at Fluffy stadig gik knurrende omkring derinde. Snape hærgede som sædvanligt sine omgivelser med sit dårlige humør, og det var endnu en grund til at antage, at Stenen var i sikkerhed. Når de stødte på Quirrel, huskede de altid at sende ham et opmuntrende smil, og Ron var begyndt at sige til de andre, at de ikke skulle grine, når han stammede.

Hermione havde dog mere end De Vises Sten at tænke på. Hun var begyndt at lave planer for eksamenslæsningen og systematisere sine noter. Harry og Ron bekymrede sig endnu ikke for eksamen, men Hermione blev ved med at opfordre dem til at gøre som hun.

”Hermione, der er evigheder til eksamen.”

”Ti uger,” svarede Hermione strengt. ”Det er ikke en evighed. Det ville ikke være mere end et kort sekund for Nicolas Flamel.”

”Men vi er ikke over seks hundrede år gamle,” påmindede Ron hende. ”Og hvorfor skal du i det hele taget repetere noget? Du ved jo alt i forvejen.”

”Hvad skal jeg repetere for? Er du gal? Er du slet ikke klar over, at vi skal bestå vores eksamen for at rykke op på andet år? Det betyder alt. Jeg skulle være begyndt allerede for en måned siden. Jeg ved virkelig ikke, hvad der er gået af mig …”

Uheldigvis syntes lærerne at tænke i samme baner som Hermione. De bebyrdede eleverne med så meget hjemmearbejde, at påskeferien slet ikke ville så sjov som juleferien.

Det var også svært at slappe af, når Hermione sad ved siden af og opremsede tolv anvendelsesmuligheder for drageblod eller øvede sig på tryllestavsbevægelser. Stønnende og sukkende tilbragte Harry og Ron det meste af deres fritid i biblioteket sammen med hende, hvor de sled og kæmpede sig igennem det store læs hjemmearbejde.

”Jeg kommer aldrig til at kunne huske det hele udenad,” udbrød Ron en eftermiddag og kastede sin fjerpen fra sig på bordet. Han kiggede længselsfuldt ud af bibliotekets vinduer; det var den første solskinsdag i månedsvis. Himlen var klar og kornblomstblå, mens luften allerede duftede af sommer.

Harry var ved at slå op i Tusind magiske urter og svampe. Han så ikke op, før han hørte Ron udbryde, ”Hagrid! Hvad laver du dog her i biblioteket?”

Hagrid kom luntende hen mod dem, mens han gemte et eller andet på ryggen. Han så meget malplaceret ud herinde med sin store fåreskindspels.

”Nåh, jeg ser mig bare omkring,” sagde han i et henkastet tonefald, der fangede deres opmærksomhed med det samme. ”Og hvad laver I så?” Han så pludselig helt mistænksom ud. ”I leder da ikke efter Nicolas Flamel længere, vel?”

”Åh, vi har da for længst fundet ud af, hvem han er,” sagde Ron pralende. ”Og vi ved også, hvad det er, hunden vogter. Det er De Vises St …”

”Shhh!” Hagrid så sig hastigt omkring for at se, om nogen lyttede. ”La’ vær’ med at råbe. Hva’ tænker du dog på?”

”Men der er nogle ting, vi gerne vil spørge dig om,” sagde Harry. ”Hvilke andre sikkerhedsforanstaltninger er der, ud over Fluffy, mener jeg?”

”SHHHH!” sagde Hagrid igen. ”Hør her, I ka’ komme og besøge mig senere. Jeg vil ikke love, at jeg fortæller jer noget, men I må altså ikke plapre op om det her, hvor andre elever kan høre jer. Så tror alle bare, at det er mig, der har sladret.”

”Så ses vi senere, Hagrid,” sagde Harry.

Hagrid luntede af sted.

”Hvad mon det var, han gemte på ryggen?” sagde Hermione tankefuldt.

”Tror du, at det har noget med Stenen at gøre?”

”Jeg ser lige, hvilken afdeling han kom fra,” sagde Ron, der havde fået nok af terperiet.

Han kom tilbage ti minutter senere med en stak bøger i armene. Han smækkede dem ned på bordet. ”Drager!” hviskede han. ”Hagrid læste om drager! Se bare på titlerne her: Dragearter i Storbritannien og Irland og Fra ægget til uhyret; Vejledninger til dragevogtere.”

”Hagrid har jo altid ønsket sig en drage. Det fortalte han mig, første gang vi mødtes,” sagde Harry.

”Men det er jo ulovligt,” sagde Ron. ”Drageavl blev forbudt ved Warlock-konventionen i 1709, det ved alle. Det ville også være svært at holde Mugglerne på afstand, hvis vi begyndte at holde drager i vores baghaver – og under alle omstændigheder kan de ikke tæmmes. Drager er farlige. I skulle bare se de forbrændinger, Charlie har fået af de vilde drager i Rumænien.”

”Men der er ikke vilde drager i England, vel?” indvendte Harry.

”Jo, selvfølgelig er der det,” sagde Ron. ”Walisiske Grønskællede og Hebridernes sorte race. Ministeriet for Magi har nok at gøre med at holde det som en hemmelighed, kan jeg godt fortælle dig. Vores folk er nødt til at blive ved med at kaste glemselsbesværgelser over de Mugglere, der har set dem.”

”Hvad i alverden er Hagrid mon ude på?” sagde Hermione.

Da de en time senere bankede på døren til nøglebærerens lille hus, undrede de sig over, at alle gardinerne var trukket for. De hørte Hagrids stemme råbe, ”Hvem der?” før han overhovedet åbnede døren, og da de var trådt indenfor, smækkede han den lynhurtigt bag dem.

Indenfor var der kvælende varmt. Selvom det var en ganske varm dag, havde Hagrid tændt en buldrende ild i pejsen. Han lavede te og bød dem på hermelinkødsandwich, som de dog alle tre høfligt afslog.

”Nåh – I vil måske spørge mig om noget?”

”Ja,” sagde Harry. Det nyttede ikke noget at gå som katten om den varme grød. ”Vi vil gerne høre, om du kan fortælle os, hvilke beskyttelsesforanstaltninger der, ud over Fluffy, er iværksat i forbindelse med opbevaringen af De Vises Sten?”

Hagrid rynkede panden.

”Selvfølgelig kan jeg ikke det,” sagde han. ”For det første fordi jeg intet aner om det. For det andet fordi I allerede ved mere, end godt er. Hvis jeg vidste mere, ville jeg ikke sige det, at I ved det. Stenen opbevares her af gode grunde. Den var nær blevet stjålet fra Gringotts – men det ved I sikkert allerede. Jeg ka’ heller ikke regne ud, hvordan I kender til Fluffy.”

”Åh, hold op, Hagrid, måske har du ikke lyst til at fortælle os noget, men du ved mere om det, end du vil indrømme. Du kender til alt, hvad der foregår her på stedet,” sagde Hermione i et indsmigrende og beundrende tonefald. Det rykkede lidt i Hagrids store skæg, og de vidste, at han smilede. ”Vi ville såmænd bare vide, hvem der er ansvarlig for sikkerhedsforanstaltningerne. Det er alt,” fortsatte Hermione. ”Vi undrede os over, hvem Dumbledore mon har givet det særlige, betydningsfulde tillidserhverv – ud over dig, naturligvis.”

Hagrid voksede synligt ved disse ord. Harry og Ron så beundrende på Hermione.

”Nåh ja, det ku’ jeg måske godt fortælle jer – la’ mig se – han lånte Fluffy af mig … så lavede nogle af lærerne besværgelserne … professor Spire, professor Flitwick, professor McGonagall og øh …” Han remsede dem op, mens han talte på fingrene. ”Jo, professor Quirrel og professor Dumbledore selv, naturligvis. Hov, jeg glemte vist en. Hvem var nu den sidste? Åh ja, professor Snape var også med.”

”Snape?”

”Jah, I grubler da ikke stadigvæk over ham, gør I? Hør her, Snape hjalp med at beskytte Stenen. Han er ikke ude på at stjæle den.”

Harry vidste, at Ron og Hermione tænkte det samme som han. Hvis Snape havde været med til at fremmane besværgelser til beskyttelse af Stenen, kunne det ikke have forvoldt ham store vanskeligheder at gennemskue, hvilke metoder hans kolleger havde valgt at bruge til formålet. Han kendte sandsynligvis alle besværgelserne, undtagen, så det ud til, Quirrels besværgelse. Hvis han fik Quirrel til at afsløre sig, ville der kun være Fluffy at rydde af vejen.

”Du er den eneste, som ved, hvordan man kommer forbi Fluffy, er du ikke, Hagrid?” spurgte Harry bekymret. ”Og du ville da aldrig fortælle det til nogen, vel? Selv ikke til en af lærerne?”

”Ikke en sjæl ved det, undtagen Dumbledore og jeg,” sagde Hagrid stolt.

”Nå, det er da en trøst,” mumlede Harry til de andre. ”Hagrid, kan du ikke åbne et vindue? Jeg er ved at dø af varme.”

”Det er desværre ikke muligt. Beklager, Harry,” sagde Hagrid. Harry så, at han kiggede over på ilden. Harry fulgte hans blik.

”Hagrid – hvad er det?”

Men han vidste allerede, hvad det var. Midt inde i ildstedet, under kedlen, lå et stort, sort æg.

”Åh,” sagde Hagrid og fumlede nervøst ved sit skæg, ”det er bare … øh …”

”Hvor har du fået det fra, Hagrid?” spurgte Ron og satte sig på hug foran pejsen for at se nærmere på ægget. ”Det må da have kostet dig en formue.”

”Jeg vandt det,” meddelte Hagrid. ”I går aftes var jeg nede i landsbyen for at få mig et par glas, og der mødte jeg en fremmed, som ville spille kort om det. Jeg tror faktisk, at han var glad for at slippe af med det, helt ærligt.”

”Men hvad vil du gøre, når det er udruget?” spurgte Hermione.

”Jo altså, jeg har jo læst lidt om sagen,” sagde Hagrid og trak en stor bog frem under sin pude. ”Jeg fik fat i denne hersens på biblioteket – Drageavl til fornøjelse og indtjening – den er en smule forældet, men der stå alligevel alt, hva’ jeg behøver at vide. Man skal lade ægget ligge i den tændte pejs, fordi dragemødre ånder ild på deres æg. Når ægget er udruget, skal man give drageungen en flaske brændevin blandet med kyllingeblod hver halve time. Og se så her – på denne side kan man se en oversigt over de forskellige racers æg – og jeg har fået mig en Norsk Takshale. De er meget sjældne, at I ved det.”

Han så meget selvtilfreds ud, men Hermione var ikke så begejstret.

”Hagrid, du bor jo i et træhus,” sagde hun.

Men Hagrid hørte ikke efter. Han gik nynnende hen for at se til ilden.

Nu havde de altså fået endnu en bekymring: Hvad ville der ske med Hagrid, hvis nogen opdagede, at han skjulte en illegal drage i sin hytte.

”Gad vide, hvordan det ville være at leve et roligt og afslappet liv,” sukkede Ron, da de aften efter aften terpede sig igennem de uendelige mængder af ekstra hjemmearbejde, som lærerne havde givet dem. Hermione havde udarbejdet et pensumskema til både Ron og Harry. Det var ved at drive dem til vanvid.

En dag ved morgenbordet kom Hedvig flyvende med en besked til Harry. Den var fra Hagrid. Han havde kun skrevet to ord på sedlen: Næsten udklækket.

Ron var parat til at pjække fra Botanik og løbe direkte ned til Hagrids hytte, men Hermione ville ikke høre tale om det.

”Hermione, hvor mange gange i vores liv tror du, at vi får chancen for at se en drage blive udklækket?”

”Men vi har jo timer at passe. Vi får bare ballade, og de problemer, vi får, vil være det rene ingenting i forhold til, hvad der sker med Hagrid, hvis han bliver opdaget!”

”Ti stille!” hviskede Harry.

Malfoy var i nærheden, og Harry kunne se, at hans ører stod på stilke. Hvor meget havde han mon hørt? Harry brød sig slet ikke om udtrykket i Malfoys fjæs.

Ron og Hermione skændtes hele vejen til botaniktimen, men endelig gik Hermione med til, at de kunne løbe ned til Hagrid i frikvarteret efter timen. Da klokken ringede, smed de alle tre, hvad de havde i hænderne, og skyndte sig over til Hagrids hytte i skovbrynet.

Hagrid hilste dem velkommen, dirrende af spænding.

”Den er næsten kommet ud.” Han puffede dem over til bordet. Der var dybe revner i ægget, og de kunne tydeligt se, at noget bevægede sig derinde. Man kunne også høre, hvordan ungen kæmpede og masede for at prikke hul ud til verden.

De trak hver en stol hen til bordet og kiggede med tilbageholdt åndedræt.

Så lød der en beslutsom, skrabende lyd, æggeskallen blev brudt, og babydragen tumlede ud på bordet. Den var ikke ligefrem noget kønt syn: Harry syntes, at den mest af alt lignede en sammenkrøllet sort paraply. Dens flagermuseagtige vinger var enorme i forhold til den tynde, sorte krop. Den havde en lang snude med store næsebor, små bitte horn og udstående, orange øjne.

Den nøs og der fløj nogle få gnister ud af næseborene.

”Er den ikke smuk?” mumlede Hagrid rørt. Han rakte hånden ud for at stryge dragen over hovedet. Den snappede efter hans fingre og viste sine spidse hugtænder.

”Det kære lille pus, han kan kende sin mor!” sagde Hagrid.

”Hagrid,” sagde Hermione, ”hvor hurtigt vokser en Norsk Takhale helt nøjagtigt.”

Hagrid skulle lige til at svare, da han pludselig blev ligbleg – han sprang på benene og løb over til vinduet.

”Hvad er der?”

”Der stod en og kiggede gennem revnen i gardinerne – det er en dreng – han løber over mod skolen.”

Harry sprang over mod døren og kiggede ud. Selv på denne afstand var der ikke noget at tage fejl af.

Malfoy havde set dragen.

Malfoy gik konstant rundt med et ubehageligt grin i ugen, der fulgte. Harry, Ron og Hermione var rystende nervøse og vidste ikke, hvad de kunne forvente. De tilbragte det meste af deres fritid i Hagrids mørklagte hytte og forsøgte at tale ham til fornuft.

”Du må lade ham løbe,” sagde Harry indtrængende, ”slip ham løs.”

”Det kan jeg ikke,” sagde Hagrid. ”Han er alt for lille til at klare sig selv. Han ville dø, hvis han blev overladt til sig selv.”

De kiggede på dragen. På kun en uge var den allerede vokset til tre gange sin oprindelige længde, og røgen bølgede ud ad næseborene. Hagrid havde ikke passet sine pligter, fordi dragen krævede al hans opmærksomhed. Der stod tomme brændevinsflasker overalt, og gulvet var dækket af hønsefjer.

”Jeg har døbt ham Norbert,” sagde Hagrid og sendte dragen et kærligt blik. ”Han er helt vant til mig nu. Se bare: Norbert! Norbert! Kom hen til mor …!”

”Han er blevet splittergal,” hviskede Ron til de to andre.

”Hagrid,” sagde Harry højt, ”om fjorten dage vil Norbert være større end dit hus. Og glem ikke, at Malfoy kan sladre til Dumbledore, når som helst det skal være.”

Hagrid bed sig i læben.

”Jeg ved godt, at jeg ikke kan beholde ham her, men jeg ka’ altså ikke bare smide ham ud. Det ka’ jeg ikke få mig selv til.”

Harry vendte sig pludselig mod Ron.

”Charlie,” sagde han.

”Nu er du vist også ved at blive skør,” sagde Ron. ”Jeg hedder Ron, det husker du vel?”

”Nej, jeg mener – Charlie – din bror, Charlie. I Rumænien. Dragestudierne. Vi kunne sende Norbert til ham. Charlie kan tage sig og slippe ham ud i det fri, når han kan klare sig selv!”

”Strålende idé!” sagde Ron. ”Hvad siger du til det, Hagrid?”

Til sidst fik de overtalt Hagrid til at sende en ugle til Charlie med et brev, hvori de bad om hjælp til at få løst problemet.

Næste uge slæbte sig af sted. Onsdag aften sad Harry og Hermione alene i opholdsstuen.

De andre var gået i seng for længe siden. Uret på væggen havde netop slået sine midnatsslag, da portrættet pludselig svingede til side. Ron kom til syne gennem hullet, idet han trak Harrys usynlighedskappe af sig. Han havde været nede hos Hagrid for at hjælpe ham med at made Norbert, der nu var blevet så stor, at den kunne spise døde rotter i kassevis.

”Den bed mig!” sagde han og viste sin hånd, der var dækket af et blodigt lommetørklæde. ”Jeg vil ikke kunne holde på en fjerpen i mindst en uge. Jeg kan godt sige jer, at den drage er det frygteligste dyr, jeg har mødt. Men for Hagrid er den ligesom den blødeste lille kaninunge. Da den bed mig, skældte han mig ud, fordi han mente, jeg skræmte den. Og da jeg gik, var han ved at synge vuggevise for den.”

Den lød en banken mod den mørke rude.

”Det er Hedvig!” ”udbrød Harry og skyndte sig hen for at lukke hende ind. ”Hun har sikkert Charlies svar med til os!”

Kære Ron.

Hvordan går det? Tak for brevet – jeg vil med glæde tage mig af den Norske Takhale, men det bliver lidt af et problem at få den fragtet hertil. Jeg tror, det bedste ville være, hvis I kunne overlade den til et par af mine venner, der kommer ned for at besøge mig om en uge. Det er dog uhyre vigtigt, at ingen ser dem slæbe af sted med en ulovlig drage. Er det muligt for jer at bugsere Takhalen op i Hogwarts’ højeste tårn ved midnat på lørdag? Mine venner skal nok følge med og tage den med sig, mens det endnu er mørkt.

Send mig svar så hurtigt som muligt.

Kærlig hilsen

Charlie

De så på hinanden.

”Vi har jo usynlighedskappen,” sagde Harry. ”Det burde kunne lade sig gøre – jeg tror, at kappen er stor nok til at dække to af os og Norbert.”

De to andre nikkede, og deres medgørlighed, viste, hvor slem denne uge havde været.

De ville gøre alt for at slippe af med Norbert – og Malfoy for den sags skyld.

Men det skulle ikke gå så let med den plan. Næste morgen var Rons sårede hånd hævet til dobbelt størrelse. Han kunne ikke rigtigt afgøre, om det var sikkert at gå til madam Pomfrey med problemet – ville hun mon kunne genkende et dragebid, når hun så det?

Såret var blevet væmmeligt grønt. Det kunne godt lade til, at Norberts hjørnetænder var regulære gifttænder.

Harry og Hermione løb op til hospitalsfløjen efter skoletid. Her fandt de Ron sengeliggende og helt elendig.

”Der er flere problemer end bare min hånd,” hviskede han, ”selvom det føles, som om den er ved at falde af. Vi har stadig Malfoy at passe på. Han har været her under påskud af at ville låne en af mine bøger, madam Pomfrey troede på ham og lukkede ham ind. Han har truet mig med at fortælle hende, hvad der virkelig bed mig – jeg bildte hende nemlig ind, at det bare var en stor hund, selvom jeg tvivler på, at hun hoppede på den. Jeg skulle aldrig have tævet ham under Quidditch-kampen. Han gør det bare for at hævne sig.”

Harry og Hermione prøvede at berolige ham, så godt de kunne.

”Det hele er overstået ved midnat på lørdag,” sagde Hermione, men det lod ikke til at trøste Ron. Tværtimod satte han sig brat op i sengen med koldsved på panden.

”Midnat på lørdag!” udbrød han hæst. ”Åh nej – åh nej – jeg kommer lige til at tænke på, at Charlies brev lå i den bog, Malfoy tog med sig herfra. Nu opdager han alt om vores planer med Norbert.”

Harry og Hermione fik ikke lejlighed for at svare, for nu kom madam Pomfrey ind og bad dem om at gå. Ron skulle have sin søvn.

”Det er for sent at ændre planen nu,” sagde Harry til Hermione. ”Der er ikke tid til at sende en ugle mere til Charlie. Vi må heller ikke glemme, at dette kan være vores eneste chance for at slippe af med Norbert. Vi bliver nødt til at risikere alt. Desuden har vi jo usynlighedskappen. Den aner Malfoy heldigvis ikke noget om.”

De gik ud til Hagrids hytte for at fortælle ham om planen og Charlies venner. Udenfor sad Trofast med halen i forbinding, mens Hagrid åbnede vinduet for at tale med dem.

”Jeg kan desværre ikke lukke jer ind,” stønnede han. ”Norbert er inde i en vanskelig periode – men jeg skal nok klare det.”

Da de fortalte ham om Charlies brev, fyldtes hans øjne med tårer. Men måske skyldtes det bare, at Norbert havde bidt ham i benet.

”Åhr! Det er ingenting, han fik kun fat i min støvle – han er bare legesyg – tænk på, at han kun er en baby endnu.”

Babyen slog sin hale mod væggen indenfor, og vinduerne klirrede. Harry og Hermione gik tilbage til slottet med en følelse af, at der var alt for længe til lørdag.

De ville have haft ondt af Hagrid, da tiden var inde til at sige farvel til Norbert, hvis ikke de havde været så nervøse og bekymrede for, hvad der nu skulle ske. Det var en meget mørk, overskyet nat, og de kom en lille smule for sent ned til Hagrids hytte, fordi de blev nødt til at vente på, at Peeves forføjede sig væk fra indgangshallen, hvor han spillede tennis mod væggen.

Hagrid havde gjort Norbert klar i en stor boks.

”Han har masser af rotter og noget brændevin til rejsen,” sagde Hagrid grådkvalt. ”Og jeg har også pakket hans bamse, så han ikke kommer til at føle sig ensom.”

Inde fra boksen lød der både riven og flåen; Harry var sikker på, at bamsen ikke længere havde noget hoved.

”Farvel, Norbert!” hulkede Hagrid, idet Harry og Hermione dækkede boksen med usynlighedskappen og derefter selv trådte ind under den. ”Farvel, lille baby, jeg vil aldrig glemme dig!”

Hvordan det lykkedes dem at få boksen bugseret op til slottet, vidste de ikke. Det var snart midnat, og de sled og slæbte for at trække boksen videre op ad marmortrappen. De kæmpede sig gennem mørke gange og op ad endnu flere trappetrin. Selv med Harrys genveje virkede det som en endeløs, slidsom vandring.

”Nu er vi der næsten,” pustede Harry, da de nåede korridoren, der førte til det højeste tårn.

I samme øjeblik fik en pludselig bevægelse et sted lidt længere fremme dem næsten til at tabe boksen med Norbert. De glemte rent, at de allerede var usynlige og skyndte sig at søge ly i skyggerne. De kunne se omridset af to skikkelser, der var i håndgemæng lidt derfra. En lygte blinkede.

Professor McGonagall i en ternet badekåbe og hårnet stod med et solidt greb i Malfoys ene øre.

”Straf for brud på reglementet,” råbte hun, ”og tyve point bliver fratrukket Slytherin! Hvor tør du driste dig til at føjte omkring om natten …”

”Du forstår slet ikke, professor. Harry Potter kommer om lidt – og han har en drage!”

”Hvad er det for noget vrøvl! Hvor vover du at lyve på den måde. Kom så – jeg vil tale med professor Snape om dette, Malfoy!”

Den stejle vindeltrappe, der førte op til tårnets top, virkede som det rene barnemad at bestige efter den forskrækkelse. De smed ikke kappen, før de trådte ud i den kolde natteluft og lettede kunne trække vejret frit igen. Hermione nærmest hoppede af fryd.

”Malfoy bliver straffet! Jeg har lyst til at synge!”

”Lad hellere være med det,” rådede Harry.

Fnisende over Malfoys skæbne ventede de, mens Norbert larmede inde i sin boks.

Omkring ti minutter senere kom fire koste susende ned fra den mørke himmel og landede på taget.

Charlies venner var en munter flok. De viste Harry og Hermione seletøjet, som de havde fremstillet. Det ville holde Norbert fast i luften mellem dem. De hjalp alle til med at spænde Norbert fast, og endelig kunne Harry og Hermione give dem hånden og takke dem for deres hjælp.

Endelig var Norbert på vej … af sted mod sit nye hjem … og endelig var de sluppet for ham.

De sneg sig ned ad vindeltrappen, lettede og glade, fordi det endelig var overstået. Ikke mere dragebøvl; og Malfoy var i fedtefadet – hvad kunne ødelægge deres glæde?

Svaret ventede ved foden af trappen. Netop som de trådte ind i korridoren, stak Filch sit blege måneansigt op i hovedet på dem.

”Ser man det, ser man det,” hvislede han. ”Nu er vi rigtignok kommet i fedtefadet!”

De havde glemt usynlighedskappen oppe på taget.

15 – Den Forbudte Skov

Det kunne ikke blive meget værre.

Filch førte Harry og Hermione ned til professor McGonagalls kontor på første sal. Her sad de og ventede uden at sige et ord til hinanden. Hermione rystede. Undskyldninger og bortforklaringer svirrede i hovedet på Harry, den ene mere fantastisk og utroværdig end den anden. Han kunne slet ikke se, hvordan de skulle redde sig ud af suppedasen denne gang. De var blevet taget på fersk gerning. Hvordan kunne de dog også have været så uforsigtige at glemme usynlighedskappen? Der var ikke en chance for, at professor McGonagall ville acceptere en undskyldning for ikke at være i seng midt om natten. Og når de endda var blevet pågrebet efter at have været oppe i skolens højestbeliggende astronomitårn, så det ekstra sort ud. Tårnet var forbudt område for alle, undtagen de elever, som havde timer der. Heldigvis var det lykkedes dem at holde Norberts tilstedeværelse hemmelig, men hvis dragen også var blevet opdaget, kunne de lige så godt have pakket deres kufferter uden videre diskussion.

Men hvis Harry troede, at situationen ikke kunne blive værre, tog han fejl. Da professor McGonagall kom til syne, havde hun Neville ved vingebenet.

”Harry!” røg det ud af Neville. ”Jeg prøvede at advare dig. Jeg hørte Malfoy sige, at han ville fange dig. Han sagde, at du havde en dra…”

Harry lavede vilde grimasser og rystede voldsomt på hovedet for at få Neville til at klappe i, men professor McGonagall havde opfattet det hele. Hun så ud, som om hun var lige ved at blive mere ildsprudlende end Norbert, da hun stillede sig op foran synderne.

”Dette ville jeg aldrig have tiltroet nogen af jer. Hr. Filch siger, at I var oppe i astronomitårnet. Klokken er et om natten. Jeg forlanger en forklaring!”

Det var første gang, Hermione ikke kunne svare på en lærers spørgsmål. Hun stirrede ned på sine sutsko, ubevægelig som en statue.

”Jeg tror næsten, at jeg selv kan regne det ud,” fortsatte professor McGonagall. ”Det behøver man ikke at være et geni for at gøre. I har stukket Malfoy en løgnehistorie om en drage for at lokke ham i fedtefadet. Jeg har allerede fanget ham. I synes vel også, at det er hylende grinagtigt, at Longbottom her overhørte det og troede på hvert et ord?”

Harry forsøgte at fange Nevilles blik for at signalere til ham, at han skulle tage det roligt.

Men Neville så helt forvildet og dybt såret ud. Stakkels, klodsede Neville – Harry vidste, at han måtte have samlet alt sit mod for at løbe ud i mørket efter dem med sin advarsel.

”Jeg er chokeret over jeres opførsel,” sagde professor McGonagall. ”Fire elever ude af sengene på samme nat! Jeg har aldrig været ude for noget lignende! Det havde jeg ikke forventet af dig, frøken Granger, jeg troede virkelig, at du havde mere omløb i hovedet. Og du, hr. Potter, man skulle da tro, at Gryffindor betød mere for dig end som så. I vil alle tre få en passende straf – ja, også du, hr. Longbottom, der er ingen undskyldning for at rende omkring på skolen om natten, især i disse tider, hvor det er så farligt! Der vil desuden blive trukket halvtreds point fra Gryffindor.”

”Halvtreds,” Harry gispede – de ville miste førerstillingen, som han havde kæmpet for og vundet i den sidste Quidditch-kamp.

”Halvtreds point for jer hver,” tilføjede professor McGonagall og fnøs gennem sin lange, spidse næse.

”Professor – det er for hårdt …”

”Det mener du ikke …”

”I skal ikke prøve at komme med indvendinger! Se så at komme i tilbage i seng, alle tre. Jeg har aldrig i mit liv skammet mig så meget over Gryffindors elever!”

Et hundrede og halvtreds point var tabt. Det betød, at Gryffindor røg ned på en bundplacering. På en enkelt nat havde de ødelagt Gryffindors chance for at vinde pokalen.

Harry følte sig syg og elendig. Hvordan skulle de dog gøre det godt igen?

Han sov ikke resten af natten. I timevis kunne han høre Neville hulke ned i puden.

Harry kunne ikke finde på et eneste trøstende ord. Han vidste, at Neville, ligesom han selv, frygtede for morgendagen. Hvad ville de andre Gryffindorbeboere dog sige, når det blev afsløret for alle, hvad de havde gjort?

Til at begynde med troede alle Gryffindors elever, som passerede de kæmpemæssige timeglas, der registrerede kollegiernes pointtal, at der måtte være tale om en fejl. Hvordan kunne de pludselig have mistet et hundrede og halvtreds point? Men så begyndte rygterne at løbe: Harry Potter, den berømte Harry Potter, deres helt fra to uforglemmelige Quidditch-kampe, var skyld i tabet af alle disse point. Han og et par andre tåbelige førsteårselever havde dummet sig og kostet dem den eftertragtede sejr.

Fra at være populær og beundret af alle blev Harry pludselig den mest foragtede elev på skolen. Selv Ravenclaws og Hufflepuffs elever var vrede på ham, fordi alle havde glædet sig til at se Slytherin miste pokalen. Uanset hvor Harry befandt sig, blev der peget fingre ad ham. Og der var ingen, som gad sænke stemmen, når de bagtalte ham – selv ikke når han stod i nærheden. Men Slytherins elever var ovenud begejstrede; de klappede og jublede, når de mødte ham på gangene: ”Tak skal du have, Potter. Vi skylder dig en tjeneste!”

Ron var den eneste, som forblev trofast.

”De glemmer nok alt om det i løbet af et par uger. Fred og George har kostet os masser af point gennem tiderne, og alle kan da stadig lide dem.”

”Ja, men de har aldrig kostet os så mange, som jeg har, vel?” sagde Harry fortvivlet.

”Nåh nej,” indrømmede Ron.

Det nyttede ikke at være bagklog, men Harry svor, at fra nu af ville han ikke blande sig i noget, der ikke vedkom ham. Han var færdig med at snig sig omkring. Han skammede sig så dybt og inderligt, at han opsøgte Wood for at melde fra på Quidditch-holdet.

”Melde fra?” tordnede Wood. ”Og hvad skulle det hjælpe? Hvordan skal vi nogensinde vinde vores point tilbage, hvis vi ikke i det mindste har en chance mod de andre hold?”

Men selv Quidditch appellerede ikke længere til Harry. Resten af holdet nægtede at tale til ham under træningen, og hvis de blev nødt til at nævne ham, kunne de ikke få sig selv til at omtale ham som andet end søgeren.

Hermione og Neville havde det heller ikke for morsomt. Det var ikke så slemt for dem, som det var for Harry, eftersom de ikke var så berømte; men alligevel var der ingen, som ville tale til dem. Hermione henledte ikke længere opmærksomheden på sig selv i timerne.

Hun bøjede nakken og arbejdede i stilhed.

Harry var næsten glad for, at det snart var eksamenstid. Alle lektierne og gennemgangen af pensum kunne til en vis grad aflede tankerne fra al den elendighed, han havde forårsaget. Han, Ron og Hermione holdt sig for sig selv og arbejdede til sent ud på natten. De læste på ingredienserne til alle de sværeste eliksirer, lærte besværgelser og formularer udenad, terpede datoerne for historiens magiske opfindelser og de berømte nisseoprør …

Men så en uge før eksamen skete der noget, der fik Harrys beslutning om aldrig mere at blande sig i noget til at vakle. En eftermiddag forlod han alene biblioteket og hørte pludselig en klynken fra et af klasselokalerne på gangen. Da han gik i retning af lyden, kunne han kende Quirrels stemme.

”Nej – nej – åh, ikke igen, lad være …”

Det lød, som om nogen truede ham. Harry listede nærmere.

”Lad gå – skal jeg nok …” hørte han Quirrel hulke.

I næste øjeblik hastede Quirrel ud ad døren, mens han febrilsk rettede på sin turban.

Han var ligbleg og så ud, som om han var ved at briste i gråd. Han skyndte sig af sted og var snart ude af syne. Harry var sikker på, at professoren slet ikke havde bemærket, at han stod der. Han ventede, til han ikke længere kunne høre Quirrels fodtrin, før han kastede et blik ind i klasseværelset. Det var tomt, men døren i den anden ende stod på klem. Harry var halvvejs ovre ved den, da han huskede sin beslutning om ikke at blande sig.

Men det var heller ikke nødvendigt at spekulere over, hvem der havde været på færde her. Harry turde vædde tolv af De Vises Sten på, at Snape netop havde forladt lokalet. Han ville sikkert begynde at spankulere omkring med en helt ny spændstighed i sine skridt, for der var ingen tvivl om, at Quirrel endelig var brudt sammen.

Harry gik tilbage til biblioteket, hvor Hermione var ved at høre Ron i astronomi-lektien.

Harry fortalte, hvad han havde hørt.

”Så lykkedes det endelig for Snape!” udbrød Ron. ”Hvis Quirrel virkelig har røbet, hvordan man bryder hans besværgelse mod Mørkets Kræfter …”

”Men Fluffy vogter stadig,” indskød Hermione.

”Måske har Snape også fundet en metode at komme uden om den forhindring uden at skulle spørge Hagrid,” sagde Ron og kastede et blik på alle de mange bogreoler omkring dem. ”Jeg tør vædde på, at der findes en bog, der fortæller, hvordan man passerer en kæmpehund med tre hoveder. Hvad skal vi stille op, Harry?”

Eventyrlysten var tilbage i Rons øjne, men Hermione svarede, før Harry nåede at åbne munden.

”Vi går til Dumbledore. Det skulle vi have gjort for længst. Hvis vi bliver ved med at forsøge os på egen hånd, ender det helt sikkert med, at vi bliver bortvist.”

”Men vi har jo intet bevis!” sagde Harry. ”Quirrel er for skræmt til at ville bakke os op. Snape behøver bare at sige, at han ikke har den ringeste anelse om, hvordan bjergtrolden slap ind på allehelgensaften, og at han aldrig har været i nærheden af korridoren på tredje sal. Hvem mener I, at de helst vil tro på, ham eller os? Det er jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, at vi ikke kan lide ham. Dumbledore vil tro, at det er noget, vi finder på for at få ham fyret. Filch ville heller aldrig hjælpe os, om så hans liv afhang af det. Han er pot og pande med Snape, og desuden ville det kun glæde ham, hvis der bliver smidt nogle elever ud. Og vi må ikke glemme, at vi i grunden heller ikke burde vide noget om hverken Fluffy eller Stenen. Det vil kræve en del forklaringer, hvis vi siger, at vi ved noget som helst om, hvad der er gemt i korridoren.”

Hermione så besejret ud, men Ron var ukuelig.

”Hvad nu hvis vi tager sagen i egen hånd …”

”Nej,” sagde Harry bestemt. ”Vi har allerede gjort nok på egen hånd.”

Han trak et kort over Jupiters måner frem og fordybede sig i studierne uden at sige et ord mere.

Næste morgen blev der leveret beskeder til Harry, Hermione og Neville. Der stod det samme på sedlerne:

Din straf vil begynde klokken elleve i aften.

Mød hr. Filch nede i indgangshallen.

Prof. M. McGonagall

Harry havde glemt alt om reglementbryderstaffen efter al balladen om de tabte point. Han så over på Hermione og forventede at høre hende beklage sig over at miste en hel aftens lektielæsning, men hun sagde ikke et ord. Ligesom Harry følte hun, at de fortjente denne straf.

De tog afsked med Ron i Gryffindors opholdsstue klokken elleve samme aften, hvorefter de traskede ned i indgangshallen sammen med Neville. Filch stod allerede og ventede på dem – og ligeså gjorde Malfoy. Harry havde ikke tænkt på, at Malfoy også skulle straffes.

”Følg mig,” sagde Filch, tændte en lygte og førte dem udenfor.

”Nu tænker I jer nok om en ekstra gang, før I bryder skolens reglement igen, hva’?” smiskede han skadefro. ”Åh ja … hårdt arbejde og hårde straffe er efter min mening de bedste opdragelsesmetoder … det er bare en skam, at de gamle straffetraditioner er blevet afskaffet … personligt ville jeg have foretrukket at hænge jer fra loftet ved håndledene i et par dage. Jeg har stadig kæderne til det i mit kontor, og jeg har smurt dem godt i årenes løb for det tilfælde, at der skulle blive brug for dem … Nå, kom så med jer, og vov end ikke at tænke på at stikke af. Det bliver værst for jer selv, hvis I laver numre.”

De marcherede af sted over skolens mørke jorder. Neville kunne ikke holde op med at snøfte. Harry havde ingen anelse om, hvad detaljerne i straffen egentlig bestod i. Det måtte virkelig være noget rædselsfuldt. Ellers ville Filch ikke være så skadefro.

Månen skinnede klart, men de forrevne skyer, der piskede over himlen, blev ved med at overskygge dens stråler. Forude kunne Harry se de oplyste vinduer i Hagrids hus. Så hørtes et fjernt råb.

”Er det dig, Filch? Skynd dig lidt, jeg vil gerne af sted med det samme.”

Harry følte modet vende tilbage. Hvis Hagrid skulle med, kunne det ikke blive så slemt.

Hans lettelse måtte have været åbenlys, for Filch skyndte sig at sige: ”Nu tror du nok, at I skal ud på en fornøjelsestur med den dompap, ikke sandt? Men så kan du tro om igen, knægt – I skal en tur ind i skoven, og jeg tror ikke, at I vender helskindede tilbage, hvis jeg skal være helt ærlig.”

Neville stønnede, da han hørte, hvor de skulle hen; og Malfoy frøs nærmest fast til stedet.

”Skoven?” sagde han og lød ikke nær så overlegen, som han plejede. ”Der kan vi da ikke gå ind om natten – der er alt muligt derinde – varulve, har jeg hørt.”

Neville greb fat i Harrys ærme og lød, som om han var ved at kvæles af skræk.

”Det er meget muligt,” sagde Filch med en stemme, der var ved at kamme over at indestængt fryd. ”Men det skulle I nok have tænkt over, før I begyndte at lave ballade, skulle I ikke?”

Hagrid kom gående mod dem gennem mørket. Trofast luntede af sted ved hans side.

Han bar på sin store bue og havde et pilekogger hængende over den ene skulder.

”Det var på tide,” sagde han. ”Jeg har allerede ventet en halv time. Op med humøret, Harry og Hermione!”

”Jeg ville ikke være så venlig over for dem, hvis jeg var dig,” bemærkede Filch koldt.

”Det er jo meningen, at dette skal være en straf!”

”Det er måske også derfor, I er forsinkede?” sagde Hagrid og rynkede panden mod Filch. ”Har du spildt tiden med at skælde ud? Det er jo slet ikke din opgave at gøre det, vel? Nu har du også gjort nok. Jeg overtager dem fra nu af.”

”Jeg er tilbage ved daggry,” sagde Filch. ”Så henter jeg, hvad der er tilbage af dem,” tilføjede han ondskabsfuldt og vendte om for at gå tilbage til slottet. De kunne se hans lygte svinge af sted i mørket.

Malfoy så på Hagrid.

”Jeg går ikke ind i den skov,” erklærede han, og Harry kunne ikke lade være med at fryde sig over, at hans stemme skælvede.

”Det bli’r I nødt til, hvis I vil blive her på Hogwarts,” sagde Hagrid strengt. ”I har overtrådt reglerne, og nu må I betale for det.”

”Men det her er da ikke nogen rigtig straf for elever. Jeg troede bare, at vi skulle skrive hundrede sætninger på tavlen eller sådan noget. Hvis min far får det her at vide …”

”… Så vil han fortælle dig, hvordan reglerne er her på Hogwarts,” knurrede Hagrid.

”Skrive sætninger på tavlen! Hvad har det nogensinde hjulpet? Næh, I skal tværtimod gøre lidt nytte, hvis I ikke vil smides ud. Men hvis du tror, at din far vil foretrække, at du bli’r smidt ud, skal du bare sige til. Så ka’ du gå tilbage og pakke din kuffert. Nå, hvad bli’r det så til?”

Malfoy rørte sig ikke ud af flækken. Han gloede rasende på Hagrid, men sænkede derefter opgivende blikket.

”Så siger vi det,” sagde Hagrid. ”Hør nu godt efter, for vi skal ud på en farlig mission i nat, og jeg vil ikke tage nogen chancer. Kom lige med herover alle sammen.”

Han førte dem helt hen til skovkanten. Han løftede sin lygte og pegede på en smal sti, der ledte ind blandt de tætte, mørke træer. En let brise fik deres hår til at blæse om ansigterne, idet de så ind mod skoven.

”Se der,” sagde Hagrid. ”Kan I se, at der ligger noget og skinner på jorden? Noget, der ligner sølvstøv? Det er enhjørningeblod. Noget derinde har såret den. Det er anden gang i denne uge. Jeg fandt en død enhjørning sidste onsdag. Vi skal prøve at finde det stakkels dyr. Måske bli’r vi endda nødt til at gøre en ende på dets pinsler.”

”Og hvad nu, hvis den sårede enhjørning finder os først …” sagde Malfoy, der ikke længere gjorde noget forsøg på at skjule frygten i sin stemme.

”Der er ikke noget i den skov, der vil skade jer, så længe I er sammen med mig eller Trofast,” sagde Hagrid. ”Men hold jer til stien. Nå, vi må dele os i to hold og følge stien i hver retning. Der er blodspor over det hele. Den må have vaklet en del omkring i mindst et døgn.”

”Jeg vil gå med Trofast,” sagde Malfoy og kastede et blik på hundens skarpe tænder.

”Det er i orden. Men jeg må advare dig om, at han er en værre kujon,” sagde Hagrid.

”Men så går jeg med Hermione og Harry i denne retning. Draco og Neville følger med Trofast den modsatte vej. Hvis nogen finder enhjørningen, sender vi grønne gnister op i luften som signal, er I med? Så har I også lejlighed til at øve jer med tryllestavene – tag dem bare frem med det samme – ja, godt. Og hvis nogen kommer i vanskeligheder, skal I sende røde gnister i luften. Så kommer vi, så hurtigt vi kan. Er I parate? Held og lykke!”

Skoven var sort og stille. Et lille stykke vej inde mellem træerne delte stien sig i to.

Harry, Hermione og Hagrid tog stien til venstre, mens Malfoy, Neville og Trofast gik til højre.

De gik lidt i stilhed med øjnene stift rettet mod jorden. Nu og da oplyste en månestråle enhjørningeblodet og fik det til at lyse sølvblå på de nedfaldne blade.

Harry kunne se, at Hagrid så meget bekymret ud.

”Kunne det mon virkelig være en varulv, som dræber enhjørningene?” spurgte Harry.

”Nej, den er ikke hurtig nok til at fange dem,” svarede Hagrid. ”Det er slet ikke så let at fange en enhjørning. De er magtfulde, magiske væsener. Jeg har aldrig før hørt, at de kunne blive såret på denne måde.”

De passerede en mosbegroet træstub. Harry kunne høre rislen af vand og gættede på, at der måtte være en kilde i nærheden. De kunne stadig se pletter af enhjørningeblod her og der på den snoede sti.

”Kan du klare det, Hermione?” spurgte Hagrid hviskende. ”Du skal ikke være bange. Den kan ikke være langt borte, hvis den er hårdt såret. Nå vi finder den, kan vi – HURTIGT! GEM JER BAG DET TRÆ!”

Hagrid greb fat i Harry og Hermione med et fast tag. Lynhurtigt trak han dem om bag en stor eg, hvorefter han gjorde buen klar med en af pilene fra sit kogger. Han stod helt stille, parat til at skyde. Alle tre lyttede intenst ud i mørket. Et eller andet krøb hen over de nedfaldne blade i nærheden af dem. Det lød som en kappe, der slæbte hen over jorden.

Hagrid spejdede op langs den mørke sti, men efter et kort øjeblik forsvandt lyden igen.

”Jeg vidste det,” mumlede han. ”Der er noget herinde, som ikke burde være her.”

”En varulv?” foreslog Harry.

”Det var ikke nogen varulv, og heller ikke en enhjørning,” sagde Hagrid alvorligt. ”Nå, følg mig, men vær forsigtige.”

De fortsatte fremad i langsommere tempo, mens de lyttede efter den mindste lyd.

Pludselig så de noget bevæge sig i en lysning lidt fremme.

”Hvem der?” råbte Hagrid. ”Giv dig til kende – jeg er bevæbnet!”

Og så kom der noget til syne – var det en mand, eller måske en hest? Ned til livet var det en mand med rødt hår og skæg, men resten af kroppen var en rødbrun hestekrop med lang hvid hale. Harry og Hermione stirrede med åben mund.

”Åh, er det bare dig, Ronan,” sagde Hagrid lettet. ”Hvordan går det?”

Han gik frem og gav kentauren hånden.

”God aften, Hagrid,” sagde Ronan. Han havde en dyb, sørgmodig stemme. ”Skulle du til at skyde mig?”

”Man kan ikke være forsigtig nok for tiden, Ronan,” sagde Hagrid og klappede sin bue.

”Der er noget løs her i skoven, noget ondt! Men lad mig præsentere mine venner. Dette er Harry Potter og Hermione Granger. De er elever på skolen. Og dette er Ronan, at I ved det. Han er en kentaur.”

”Det har vi lagt mærke til,” sagde Hermione spagfærdigt.

”God aften,” sagde Ronan. ”I er altså elever! Lærer I noget nyttigt oppe på den skole?”

”Tja …”

”En smule,” sagde Hermione ydmygt.

”En smule. Ja, det er da altid noget,” Ronan sukkede. Han kastede hovedet tilbage og betragtede himlen. ”Mars er klar i aften.”

”Jah, det har du ret i,” sagde Hagrid, der også havde rettet blikket opad. ”Hør, Ronan, jeg er glad for, at jeg mødte dig, for en enhjørning er blevet såret. Har du set noget usædvanligt?”

Ronan svarede ikke med det samme. Han stirrede fortsat op mod himlen uden at blinke.

Så sukkede han atter.

”Det er altid de uskyldige, som bliver de første ofre,” sagde han. ”Sådan har det altid været, og sådan er det stadig.”

”Jah, det har du ret i,” sagde Hagrid, ”men har du set noget, Ronan? Noget ud over det sædvanlige?”

”Mars er virkelig klar i aften,” gentog Ronan, mens Hagrid begyndte at blive utålmodig.

”Usædvanlig klar.”

”Joh, men jeg mente, noget usædvanligt hernede på jorden,” sagde Hagrid. ”Du har altså ikke set noget mærkeligt?”

Igen varede det lidt, før Ronan svarede. Endelig sagde han: ”Skoven gemmer på mange hemmeligheder.”

En bevægelse mellem træerne bag Ronan fik Hagrid til at hæve buen igen, men det var bare endnu en kentaur, sorthåret og med sort hestekrop. Han så vildere ud end Ronan.

”Hallo der, Bane,” hilste Hagrid. ”Alt vel, går jeg ud fra!”

”God aften, Hagrid. Jeg håber, du har det godt!”

”Jeg har det fint. Hør, jeg har netop spurgt Ronan, om han har set noget mærkeligt her på det sidste. En enhjørning er blevet såret af et eller andet – måske kender du noget til det?”

Bane gik over og stillede sig ved siden af Ronan. Han kiggede op.

”Mars er klar i aften,” konstaterede han.

”Det har vi hørt,” sagde Hagrid gnavent. ”Nå, men hvis I ser noget usædvanligt, så la’ mig det vide, gider I? Vi må se at komme videre.”

Harry og Hermione fulgte efter ham ud af lysningen, mens de stirrede tilbage over skuldrene mod Bane og Ronan, indtil træerne lukkede sig om de to væsener.

”Man skal aldrig forsøge at få et klart svar fra en kentaur,” sagde Hagrid irriteret. ”De er nogle pokkers stjernekiggere. Interesserer sig ikke for noget, der er nærmere end månen.”

”Er der mange af dem her i skoven?” spurgte Hermione.

”Åh ja. En del … holder sig for sig selv det meste af tiden, men de skal nok dukke op, når der er noget, de selv vil drøfte. De er filosofiske og tænksomme, kentaurerne … de ved en masse, selvom de ikke er meget for at indrømme det.”

”Måske var det en kentaur, vi hørte tidligere?” sagde Harry.

”Synes du måske, at det lød som hovslag? Nej, hvis du spørger mig, var det enhjørningedræberen, vi hørte … jeg har aldrig hørt sådan en lyd herinde før!”

De gik videre mellem de tætstående træer. Harry blev ved med at kaste nervøse blikke over skulderen. Han havde en væmmelig fornemmelse af at blive iagttaget. Han var glad for, at Hagrid var hos dem med sin bue og sine pile.

De havde netop rundet et sving, da Hermione greb fat i Hagrids arm.

”Hagrid! Se! Røde gnister, de andre har problemer!”

”I to venter her!” råbte Hagrid. ”Bliv på stien, jeg kommer tilbage og henter jer!”

De hørte ham brase gennem underskoven, mens de rådvilde stirrede på hinanden. De var meget bange, og nu, hvor Hagrid havde forladt dem, var der ingen anden lyd end den stille raslen af løvet omkring dem.

”Du tror da ikke, at de er kommet til skade, vel?” hviskede Hermione.

”Jeg er ligeglad med Malfoy, men hvis noget har fået fat i Neville … det er jo vores skyld, at han er kommet med herud.”

Minutterne slæbte sig af sted. Deres hørelse syntes skarpere end sædvanligt. Harry mente, at kunne høre hvert eneste lille vindpust og hver en knækkende kvist. Hvad foregik der ude i mørket? Hvor blev de andre af?

Endelig kunne de høre en bragende, masende støj og vidste, at Hagrid var på vej tilbage.

Da han kom til syne, var Malfoy, Neville og Trofast med ham. Hagrid så aldeles rasende ud. Det viste sig, at Malfoy havde sneget sig op bag Neville og grebet fat i ham for at skræmme ham for sjov. Men Neville var blevet helt panikslagen og havde sendt de røde gnister til vejrs.

”Vi skal være heldige, hvis vi fanger noget som helst nu efter al den ballade, I to har lavet. Vi fordeler os anderledes nu: Neville, du bliver her sammen med mig og Hermione. Harry, du tager med Trofast og idioten der. Jeg beklager,” tilføjede Hagrid hviskende til Harry, ”men han får ikke så let ved at skræmme dig, og vi må se at få fuldført opgaven.”

Så Harry begav sig videre ind i skoven sammen med Malfoy og Trofast. Da de havde gået i næsten en halv time, var de nået så dybt ind i skoven, at træernes tæthed nu begyndte at hæmme deres videre fremfærd. Harry syntes, at blodpletterne på jorden og på bladene blev større og større. Der var store plamager på træstammerne, som om det stakkels dyr var væltet ind i alting omkring sig. Harry spejdede gennem et ældgammelt egetræs knudrede grene og fik øje på en lysning lidt forude.

”Se …” sagde han lavmælt, idet han greb Malfoy i armen.

Der lå noget hvidt og lysende på jorden. De listede nærmere.

Det var enhjørningen, og den var død. Harry havde aldrig i sit liv set noget så smukt og sørgeligt. Dens lange, slanke ben stak ud i helt forkerte vinkler, og den bølgende, perlehvide manke spredte sig over de mørke nedfaldsblade.

Harry havde taget endnu et skridt frem, da en hvislende lyd fik ham til at stå bomstille.

En af buskene omkring lysningen bevægede sig … så kom en tilhyllet skikkelse kravlende frem over jorden som et lurende rovdyr på jagt efter bytte. Harry, Malfoy og Trofast var fuldkommen stive af skræk. Den tilhyllede skikkelse nåede frem til enhjørningen, sænkede sit hætteklædte hoved over såret i dyrets side og begyndte at drikke dets blod med en slubrende lyd.

”AAAAAAAAARGH!”

Malfoy udstødte et forfærdeligt skrig og flygtede – ligeså gjorde Trofast. Den hætteklædte skikkelse løftede hovedet og stirrede direkte på Harry med enhjørningens blod løbende ned over sig. Væsnet kom på benene og bevægede sig hurtigt frem mod ham; men Harry kunne ikke bevæge en muskel af skræk.

Så føltes det, som om hans hoved blev gennemboret af en frygtelig smerte, han aldrig før havde oplevet. Det var, som om hans ar brændte. Ude af sig selv vaklede han baglæns.

Han hørte lyden af galopperende hestehove et sted bagved. Noget passerede hen over ham i et vældigt spring og stillede sig mellem ham og den lurende trussel.

Smerten i Harrys hoved var så slem, at han faldt ned på knæ. Det tog et minut eller to, før den fortog sig. Da han igen så op, var den hætteklædte skikkelse borte. En kentaur stod og kiggede ned på ham. Det var hverken Bane eller Ronan: Denne kentaur så yngre ud; han havde helt lyst hår og en isabellafarvet hestekrop.

”Er du uskadt?” spurgte kentauren og hjalp Harry på benene.

”Ja – tak – hvad var det dog for noget?”

Kentauren svarede ikke. Han havde forbløffende blå øjne, omtrent som blege safirer.

Han kiggede undersøgende på Harry og lod sine øjne hvile på arret, der fremstod tydeligt og kridhvidt på hans pande.

”Du er Potter-drengen,” sagde han. ”Du må hellere se at komme tilbage til Hagrid. Skoven er ikke noget sikkert sted for tiden – især ikke for dig. Kan du ride? Det går hurtigere på den måde. Mit navn er Firenze,” tilføjede han, idet han knælede med forbenene, så Harry kunne kravle op på hans ryg.

Nu hørtes lyden af flere galopperende hovslag. Det kom fra den anden side af lysningen.

Ronan og Bane kom brasende frem mellem træerne med svedige flanker.

”Firenze!” tordnede Bane. ”Hvad foretager du dig? Du har et menneske siddende på ryggen! Har du da ingen skam i livet! Er du måske et gement muldyr?”

”Er I klar over, hvem dette er?” sagde Firenze. ”Det er Potter-drengen. Jo hurtigere han forlader skoven, desto bedre.”

”Hvad har du fortalt ham?” rasede Bane. ”Husk på, Firenze, at vi har svoret ikke at sætte os op imod himlens vilje. Har vi ikke læst planeternes bevægelser?”

Ronan skrabede nervøst i jorden.

”Jeg er sikker på, at Firenze gjorde, hvad han mente var bedst,” sagde han med sin sørgmodige stemme.

Bane slog ud med bagbenene af vrede.

”Hvad der var bedst? Hvad har alt dette med os at gøre? Kentaurer bekymrer sig kun om det, som er forudsagt! Det er ikke vores opgave at rende omkring som æsler efter vildfarne mennesker i denne skov!”

Firenze rejste sig pludselig på bagbenene i vrede. Harry måtte gribe fat i hans skuldre for at blive siddende.

”Kan du ikke se den enhjørning?” råbte Firenze til Bane. ”Kan du ikke se, hvorfor den blev dræbt? Eller har planeterne ikke ladet dig det vide? Jeg vil kæmpe mod alt, hvad der lurer af ondt i denne skov, Bane. Selv hvis det betyder, at jeg må alliere mig med mennesker.”

Med disse ord vendte Firenze rundt og piskede af sted ind mellem træerne. Harry måtte klamre sig fast, så godt han kunne, mens de hastigt lod Bane og Ronan bag sig.

Harry anede ikke, hvad der foregik.

”Hvorfor var Bane så vred?” spurgte han. ”Og hvad var det for et væsen, du frelste mig fra?”

Firenze sagtnede farten til skridtgang og bad Harry om at holde hovedet nede, så han ikke slog sig mod de lavthængende grene. Han undlod at svare på spørgsmålene. De fortsatte frem i tavshed så længe, at Harry ikke troede, at Firenze ville tale til ham mere. De var på vej gennem en særlig tæt del af skoven, da Firenze pludselig standsede.

”Harry Potter, ved du, hvad man bruger enhjørningeblod til?”

”Nej,” sagde Harry, forskrækket over det mærkelige spørgsmål. ”Vi bruger kun hornene og halehårene til vores eliksirer.”

”Det gør I ret i, for det er en forfærdelig forbrydelse at slå en enhjørning ihjel,” sagde Firenze. ”Kun en har intet at tabe og alt at vinde ved at begå en sådan forbrydelse. Blodet fra enhjørningen kan holde dig i live, selvom du svæver på dødens rand. Men der er en frygtelig pris at betale: Den, der dræber en enhjørning, har dræbt noget uskyldsrent for at redde sig selv. Morderen vil kun vinde et halvt liv, en forbandet tilværelse fra det øjeblik, blodet berører hans læber.”

Harry stirrede på Firenzes bortvendte hoved, der skinnede som sølv i månelyset.

”Men hvem kan dog være så desperat?” sagde han undrende. ”Hvis man bliver forbandet til evig tid, er det da bedre at dø, er det ikke?”

”Det er det,” sagde Firenze, ”medmindre man blot ønsker at holde sig i live, indtil man kan drikke noget andet – noget, der vil bringe livets fulde, rene kraft tilbage – noget, der vil bibringe ægte udødelighed. Hr. Potter, ved du, hvad skolen gemmer i dette øjeblik?”

”De Vises Sten! Selvfølgelig – Livseliksiren! Men jeg kan ikke fatte, hvem …”

”Kan du slet ikke komme i tanke om nogen, der tålmodigt har ventet i årevis på at genvinde sin kraft? En, som har klynget sig til livet i håb om en ny chance?”

Det var, som om en jernnæve pludselig lukkede sig om Harrys hjerte. Her midt i den dybe skov syntes han atter at kunne høre, hvad Hagrid havde fortalt ham den nat, de mødtes første gang; ”Nogen mener, at han er død. Stendød, efter min mening. Hvis altså han er menneskelig nok til at dø.”

”Mener du …” udbrød Harry hæst, ”at det var Vol…”

”Harry! Harry, er der sket dig noget?”

Hermione kom løbende ad stien mod dem. Hagrid luntede pustende efter hende.

Der er ikke sket mig noget,” sagde Harry, der var så forvirret, at han knap viste, hvad han selv sagde. ”Enhjørningen er død, Hagrid. Den ligger i lysningen bagude.”

”Nu vil jeg forlade dig,” sagde Firenze lavmælt, idet Hagrid løb forbi dem for at undersøge enhjørningen. ”Nu er du i sikkerhed.”

Harry lod sig glide ned fra hans ryg.

”Held og lykke, Harry Potter,” sagde Firenze. ”Planeterne er før blevet aflæst forkert, selv af kentaurerne. Jeg håber, at det også er sket denne gang.”

Han vendte sig og sprang hurtigt ind i skovens dyb. Harry stod skælvende og så efter ham.

Ron var faldet i søvn i opholdsstuen, mens han ventede på, at de skulle vende tilbage. Han drømte om en Quidditch-kamp og råbte, ”Fej tackling,” da Harry ruskede i ham. I løbet af få sekunder var han lysvågen. Harry og Hermione satte ham hurtigt ind i, hvad der var sket ude i skoven.

Harry var for ophidset til at kunne sidde ned. Han vandrede frem og tilbage foran pejsen og skælvede stadig over hele kroppen.

”Snape vil have fat i Stenen og give den til Voldemort … og Voldemort venter inde i skoven … Vi har hele tiden troet, at Snape bare ville være rig …”

”Hold op med at sige det navn!” hviskede Ron forfærdet, som om han troede, at Voldemort kunne høre dem.

Harry var ligeglad.

”Firenze reddede mig, men det var ikke meningen … Bane var rasende … han talte om at blande sig i planeternes forudsigelser … jeg tror, planterne fortæller, at Voldemort er på vej tilbage … Bane mener, at Firenze skulle have ladet Voldemort slå mig ihjel … jeg går ud fra, at det også står skrevet i stjernerne.”

”Hold så op med at nævne det navn!” hvæsede Ron.

”Så nu må vi vente på, at Snape stjæler Stenen,” fortsatte Harry ophidset. ”Så vil Voldemort komme og gøre det af med mig … og så bliver Bane vel tilfreds.”

Hermione så meget skræmt ud, men hun havde alligevel et par trøstende ord.

”Harry, alle siger, at Dumbledore er den eneste, som Du-ved-hvem frygter. Når Dumbledore er her, kan Du-ved-hvem ikke røre dig. Og hvem siger, at kentaurerne har ret? Det lyder lidt som krystalkuglelæsning efter min mening; og professor McGonagall siger, at det er en meget upålidelig form for magi.”

Det var blevet lyst, da de endelig gik udmattede i seng. Men nattens overraskelser var endnu ikke ovre.

Da Harry trak sit sengetæppe til side, fandt han sin usynlighedskappe liggende under det. Der var en seddel fastgjort til den:

For en sikkerheds skyld.

16 – Faldlemmen

Da Harry senere tænkte tilbage på det, kunne han slet ikke forstå, hvordan han klarede sig gennem eksamenstiden, når han konstant frygtede at se Voldemort komme brasende ind efter ham. Men dagene gik, og de var sikre på, at Fluffy stadig stod på sin post bag den låste dør i korridoren.

Det var kvælende varmt, og især var det uudholdeligt at sidde i det store klasselokale, hvor den skriftlige prøve fandt sted – dette lokale var specielt præpareret med en anti-snyde-besværgelse.

De havde også praktiske prøver. Professor Flitwick kaldte dem ind til sig, en efter en, for at kontrollere, om de kunne få en ananas til at danse hen over katederet. Professor McGonagall eksaminerede dem i at forvandle en mus til en dåse snustobak – der blev givet point efter, hvor kunstfærdigt snustobaksdåsen var udformet, og trukket fra, hvis dåsen havde knurhår. Snape gjorde dem alle nervøse ved at ånde dem i nakken, mens de koncentrerede sig om ingredienserne til forglemmelsesdrikken.

Harry gjorde sit bedste, mens han forsøgte at ignorere de syleskarpe smerter fra arret i panden. Det var noget, der havde plaget ham siden turen til den forbudte skov. Neville troede, at Harry bare led af eksamensangst, da han opdagede, at Harry næsten ikke sov om natten; men sandheden var, at Harry vågnede, fordi han havde mareridt om en hætteklædt, bloddryppende skikkelse.

Måske var det, fordi de ikke havde oplevet det samme som Harry, men hverken Ron eller Hermione syntes særligt bekymrede for De Vises Sten. Måske var det også, fordi de ikke var plaget af et brændende ar i panden. Tanken om Voldemort skræmte dem fra vid og sans, men den holdt dem ikke vågne om natten. De havde ingen mareridt, og var desuden fuldt beskæftiget med eksamenslæsningen, hvilket ikke gav dem meget tid til at spekulere over, hvad Snape eller andre mon var ude på.

Den allersidste prøve var i Magiens Historie. En times besvarelse af spørgsmål om gamle, mølædte troldmænd, der havde opfundet selvkogende kedler. Derefter ville de være fri. En hel, lang vidunderlig uge ville gå, før resultaterne blev offentliggjort. Da spøgelset, professor Binns, sagde, at de nu kunne lægge fjerpennene fra sig og rulle pergamentet sammen, måtte Harry juble med sine kammerater.

”Det var meget lettere, end jeg havde forventet,” sagde Hermione, da de sluttede sig til flokken af elever, der søgte ud på de solbeskinnede arealer omkring slottet. ”Jeg havde slet ikke behøvet at have læst på Varulvenes Adfærdsreglement af 1637 eller Elfric den Ivriges Oprør.”

Hermione ville gerne have gennemgået deres besvarelser bagefter, men Ron sagde, at det bare ville give ham dårlige nerver. I stedet spadserede de ned til søen og lagde sig under et træ. Weasley-tvillingerne og Lee Jordan stod ved bredden og kildede en sovende kæmpeblæksprutte under armene.

”Ikke mere repetition,” sukkede Ron lykkeligt og strakte sig i græsset. ”Du burde da se lidt gladere ud, Harry, vi har fri en hel uge, før vi behøver at bekymre os om de dårlige resultater. Der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud.”

Harry gned sin pande.

”Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvad dette dog betyder!” udbrød han vredt. ”Mit ar brænder så forfærdeligt – det har det gjort før, men aldrig så længe og svidende som nu.”

”Gå op til madam Pomfrey,” foreslog Hermione.

”Jeg er ikke syg,” sagde Harry. ”Jeg tror, at det er en advarsel … det betyder, at der er fare på færde …”

Ron kunne ikke hidse sig op i det varme sommervejr.

”Harry, tag det roligt. Hermione har ret. Stenen er i sikkerhed, så længe Dumbledore er her på stedet. Og vi har jo aldrig fået bevis for, at Snape kan sno sig uden om Fluffy. Han fik jo næsten sit ben revet af, sidst han prøvede. Det gentager han ikke foreløbig. Og Neville bliver stjernespiller i Quidditch, før Hagrid svigter Dumbledore.”

Harry nikkede, men kunne alligevel ikke ryste følelsen af lurende fare af sig. Det forekom ham også, at der var noget, han havde glemt at gøre, noget meget vigtigt. Da han forsøgte at forklare det, sagde Hermione, ”Det er bare eksamensnerverne, der spøger endnu. Jeg vågnede i nat og begyndte at læse på mine forvandlingsnoter, før det gik op for mig, at vi er færdige med prøverne.”

Harry var nu ret sikker på, at hans uro ikke havde den fjerneste forbindelse med skolearbejdet. Han så en ugle komme baskende over den blå himmel med kurs mod slottet.

Den havde et brev i næbbet. Hagrid var den eneste, der nogensinde sendte ham breve.

Hagrid ville aldrig forråde Dumbledore. Hagrid ville aldrig fortælle nogen, hvordan de kunne komme forbi Fluffy … aldrig … men –

Harry sprang på benene med et sæt.

”Hvor skal du hen?” spurgte Ron søvnigt.

”Jeg er lige kommet i tanke om noget,” sagde Harry. Han var blevet helt bleg. ”Vi bliver nødt til at opsøge Hagrid med det samme.”

”Hvorfor det?” pustede Hermione, der måtte løbe for at følge med.

”Synes du ikke, at det er et underligt tilfælde,” sagde Harry, idet han masede sig op ad den græsklædte skråning, ”at en fremmed pludselig dukker op med den ting i lommen, som Hagrid ønsker sig mest af alt i verden? Hvor mange tror du går omkring med et drageæg på sig, når det er forbudt ifølge troldmandsloven? Synes du ikke, at det er lidt for heldigt, at vedkommende netop skulle støde på Hagrid? Hvorfor har vi ikke tænkt på det noget før?”

”Hvad er det dog, du taler om?” spurgte Ron, men Harry løb bare alt, hvad han kunne mod hytten i skovbrynet. Han havde slet ikke luft til at svare.

Hagrid sad i en lænestol uden for huset. Hans bukseben og ærmer var rullet op, og han var ved at bælge ærter i en stor skål.

”Halløj,” sagde han med et smil. ”Er I færdige med eksamen? Har I lyst til en forfriskning?”

”Nej, vi har travlt, Hagrid. Der er noget, vi må spørge dig om. Det er om den aften, du vandt Norbert i kortspil … hvordan så den fremmede egentlig ud?”

”Åh, jeg ved ikke rigtigt,” sagde Hagrid afslappet. ”Han ville ikke tage sin kappe af. Hætten var trukket op!”

Da han så deres chokerede blikke, løftede han et øjenbryn.

”Det er da ikke så usædvanligt. Der kommer en masse sære folk i Det Glade Vildsvin – det er værtshuset nede i landsbyen. Han var vel bare en drageforhandler, ikke? Men jeg så altså ikke hans ansigt. Beklager!”

Harry sank sammen ved siden af ærteskålen.

”Hvad talte I om, Hagrid? Nævnte du overhovedet Hogwarts?”

”Det tror jeg nok,” sagde Hagrid og tænkte tilbage. ”Joh, nu kan jeg huske det. Han spurgte til de væsner, jeg går og passer … så jeg satte ham lidt ind i sagerne og fortalte ham, at jeg altid har ønsket mig en drage. Og så … jeg husker det ikke så tydeligt, for han blev ved med at byde mig på drinks … Lad mig se … Jo, så sagde han, at han havde et drageæg, og at vi kunne spille kort om det, hvis jeg havde lyst … han ville ikke bare gi’ den væk til hvem som helst … så jeg fortalte ham, at efter Fluffy ville en drage være en let sag …”

”Og virkede han interesseret i Fluffy?” spurgte Harry og forsøgte at holde stemmen i ro.

”Ja, det gjorde han da. Hvor mange hunde med tre hoveder har man chancen for at møde – selv på Hogwarts? Så jeg fortalte ham altså, at jeg ikke havde haft nogen problemer med Fluffy. Man ska’ bare spille noget musik for ham, så er han blid som et lam. Han falder såmænd hurtigt i søvn, når man spiller vuggeviser for ham …”

Hagrid holdt brat inde, idet det dæmrede for ham, hvad han havde gjort.

”Åh, det sku’ jeg jo ikke ha’ fortalt ham!” udbrød han forskrækket. ”Glem, at jeg sagde det! Hov – hvor ska’ I hen?”

Harry, Ron og Hermione talte ikke sammen, før de nåede ind i slottets indgangshal. Den virkede kold og dyster efter solskinnet udenfor.

”Vi bliver nødt til at gå til Dumbledore,” sagde Harry. ”Hagrid fortalte den fremmede, hvordan man kommer forbi Fluffy, og det var enten Snape eller Voldemort, der skjulte sig under kappen – det må have været uhyre let at få Hagrid til at snakke, da han først var blevet fuld. Jeg vil bare håbe, at Dumbledore tror på os. Firenze vil måske bekræfte, hvad vi siger, hvis ikke Bane bremser ham. Hvor er Dumbledores kontor?”

De så sig omkring, som om de håbede at finde et skilt, der kunne lede dem i den rigtige retning. De havde aldrig før tænkt over, hvor Dumbledore boede, eller hvor hans kontor befandt sig. De havde heller aldrig hørt om nogen, der var blevet sendt ind til ham.

”Vi må bare …” begyndte Harry, men blev afbrudt af en skarp stemme.

”Hvad laver I tre herinde?”

Det var professor McGonagall, der kom bærende på en stor stabel bøger.

”Vi vil gerne tale med professor Dumbledore,” sagde Hermione ligeud. Ron og Harry syntes, at det var ret modigt af hende.

”Tale med professor Dumbledore?” gentog professor McGonagall, som om der måtte være noget lumsk indblandet. ”Hvorfor det?”

Harry sank en klump. Hvad nu?

”Det er faktisk en hemmelighed …” sagde han, men ønskede, at han havde holdt sin mund, for professor McGonagalls næsebor begyndte straks at vibrere.

”Professor Dumbledore tog af sted for ti minutter siden,” sagde hun køligt. ”Han modtog en hasteugle fra Ministeriet for Magi. Han fløj omgående til London.”

”Er han væk?” sagde Harry desperat. ”Er han taget af sted?”

”Professor Dumbledore er en mægtig troldmand, Potter. Der bliver hele tiden stillet store krav til ham …”

”Men dette er vigtigt.”

”Er dine ærinder mere vigtige end problemer i Ministeriet for Magi, Potter?”

”Hør her,” sagde Harry og lod al forsigtighed fare. ”Professor – det drejer sig om De Vises Sten …”

Den besked kom helt på professor McGonagall. Hun slap bøgerne, der faldt på gulvet, uden at hun gjorde mine til at samle dem op igen.

”Hvorfra kender du til –?” udbrød hun uden at kunne fuldføre sætningen.

”Professor, jeg tror – jeg ved, at Sn – at nogen vil forsøge at stjæle Stenen. Jeg må tale med professor Dumbledore.”

Hun stirrede på ham med en blanding af chok og mistro i blikket.

”Professor Dumbledore er tilbage i morgen,” sagde hun endelig. ”Jeg ved ikke, hvordan du kan vide noget om Stenen, men du kan stole på, at den er umulig at stjæle. Den er fuldt beskyttet.”

”Men professor …”

”Potter, jeg ved, hvad jeg taler om,” sagde hun skarpt. Hun bøjede sig ned og begyndte at samle bøgerne op. ”Jeg foreslår, at du går ud i den friske luft og nyder solen.”

Men det kunne de ikke.

”Det sker i nat,” sagde Harry, da professor McGonagall var gået. ”Snape går gennem faldlemmen i nat. Han ved alt, hvad han har brug for at vide, og nu har han også skaffet Dumbledore af vejen. Han sendte brevet til Dumbledore. Jeg tør vædde på, at de bliver forbløffede i Ministeriet for Magi, når Dumbledore dukker op.”

”Men hvad kan vi …”

Hermione gispede. Harry og Ron drejede lynhurtigt rundt.

Snape stod bag dem.

”God eftermiddag,” sagde han glat.

De stirrede på ham.

”I burde da ikke være indenfor på sådan en smuk dag,” sagde han med et mærkværdigt smil på læben.

”Vi skulle bare …” begyndte Harry uden at ane, hvad han skulle sige.

”I må hellere passe lidt på,” sagde Snape. ”Når I lusker omkring på denne måde, vil folk jo tro, at I er ude på noget. Og Gryffindor kan jo ikke tillade sig at miste flere point, vel?”

Harry blev rød i hovedet. De begyndte at gå hen mod døren, men Snape kaldte dem tilbage.

”Tag dig i agt, Potter – hvis jeg griber dig i flere nattevandringer, skal jeg personligt sørge for, at du bliver bortvist på stedet. Hav en rigtig god dag alle sammen!”

Han vendte sig og gik af sted i retning af lærerværelset.

Harry sagde ikke noget til de andre, før de var ude på stentrappen.

”Okay, hør nu, hvad vi skal gøre,” hviskede han hastigt. ”En af os må holde øje med Snape – vente uden for lærerværelset og følge efter ham, hvis han går nogen steder hen. Hermione, du er vist den bedste til den opgave.”

”Hvorfor lige mig?”

”Det er da klart,” sagde Ron. ”Du kan lade, som om, du venter på professor Flitwick, ikke?” Han lavede sin stemme om til en høj pigestemme. ”Åh, professor Flitwick, jeg er så bekymret. Jeg tror, at jeg har svaret forkert på spørgsmål nummer fjorten b.”

”Så klap dog i,” sagde Hermione, men gik med til at holde øje med Snape.

”Og vi må holde vagt uden for korridoren på tredje sal,” sagde Harry til Ron. ”Kom så.”

Men det viste sig, at denne del af planen ikke kunne udføres. Knap var de nået frem til døren, der adskilte Fluffy fra resten af skolen, før professor McGonagall viste sig; og nu mistede hun for alvor tålmodigheden.

”I tror måske, at I kan overgå vores bedste besværgelser!” rasede hun. ”Nu har jeg fået nok af jeres nonsens! Hvis jeg griber jer i nærheden af denne korridor, vil jeg ikke tøve med at fratrække endnu halvtreds point fra Gryffindor! Ja, Weasley, fra mit eget kollegium!”

Harry og Ron gik tilbage til opholdsstuen. Harry havde netop sagt, ”I det mindste holder Hermione da øje med Snape,” da portrættet svingede til side, og Hermione trådte ind.

”Jeg er ked af det, Harry!” sagde hun ulykkeligt. ”Snape kom ud og spurgte, hvad jeg foretog mig. Da jeg sagde, at jeg ventede på Flitwick, gik han ind for at hente ham. Jeg blev nødt til at blive og tale med ham, mens Snape stak af. Jeg så ikke, hvor han gik hen!”

”Så er der vist kun en ting at gøre,” sagde Harry.

De to andre stirrede på ham. Han var bleg som et lagen, og hans øjne skinnede sært.

”Jeg lister ud i nat og forsøger at få fat i Stenen før nogen anden.”

”Du må være gal!” udbrød Ron.

”Det kan du ikke gøre!” sagde Hermione. ”Efter hvad professor McGonagall og Snape har sagt? Du bliver smidt ud!”

”OG HVAD SÅ!” råbte Harry. ”Kan I ikke se det? Hvis Snape får fat i Stenen, vil Voldemort vende tilbage! Har I ikke hørt om de tider, hvor han forsøgte at vinde magten over alle? Der vil ikke længere være nogen skole at blive smidt ud fra! Han vil lægge den i ruiner eller lave den om til et akademi for Sortekunst! At miste point er ikke noget at være bange for i sammenligning. Kan I ikke forstå det? Tror I, at han vil lade jer og jeres familier være i fred, hvis han genvinder sine kræfter? Hvis jeg bliver snuppet, før jeg kan nå at få fat i Stenen, må jeg bare vende tilbage til familien Dursley og vente på, at Voldemort opsøger mig der. Det vil kun betyde, at jeg dør lidt senere, end han har beregnet. Han ved, at jeg aldrig vil overgive mig til Mørkets Magter! Jeg går gennem faldlemmen i nat, og I kan intet gøre for at standse mig! Voldemort slog mine forældre ihjel, husker I nok!”

Han stirrede trodsigt på dem.

”Du har ret, Harry,” sagde Hermione med tynd stemme.

”Jeg bruger usynlighedskappen,” sagde Harry. ”Det er et held, at jeg fik den tilbage.”

”Men kan den dække os alle tre?” spurgte Ron.

”Alle tre?”

”Åh, hold op. Du tror da ikke, at vi vil lade dig løbe den risiko på egen hånd, vel?”

”Selvfølgelig vil vi ikke det,” sagde Hermione fast. ”Hvordan vil du dog få fat i Stenen uden vores hjælp? Jeg må hellere kigge lidt i mine bøger. Måske kan jeg finde noget nyttigt.”

”Men hvis vi bliver opdaget, vil I to også blive smidt ud.”

”Det er jeg nu ikke så sikker på,” sagde Hermione sammenbidt. ”Flitwick fortalte mig i al hemmelighed, at jeg har fået hundrede og tolv procent i hans prøve. De smider mig ikke ud med sådan et resultat.”

Efter middag sad de alle tre nervøst og ventede i opholdsstuen. Ingen forstyrrede dem; ingen elever på Gryffindor gad tale til Harry længere. Men dette var første gang, han ikke tog sig af det. Hermione bladrede gennem alle sine noter i håb om at falde over en af de besværgelser, de skulle forsøge at bryde samme nat. Harry og Ron var tavse. De tænkte begge på den forestående mission.

Som tiden gik, forlod de andre elever efterhånden stuen for at gå i seng.

”Vi må hellere hente kappen,” mumlede Ron, idet Lee Jordan endelig gik som den sidste udenforstående. Harry løb ovenpå og fandt kappen i den mørke sovesal. Idet han trak den til sig, fik han øje på fløjten, som Hagrid havde givet ham i julegave. Han tog den i lommen, måske virkede den på Fluffy – han var heller ikke så god til at synge.

Han løb hurtigt ned i opholdsstuen til de andre.

”Vi må hellere prøve kappen med det samme, så vi kan kontrollere, om den dækker os alle tre. Hvis Filch griber os i at gå omkring uden tilladelse …”

”Hvad laver I?” lød en stemme fra hjørnet af stuen.

Neville kom til syne bag en lænestol. Han holdt Trevor tæt ind til sig, og tudsen så ud, som om den netop havde forsøgt endnu en udflugt på egen hånd.

”Ingenting, Neville, ingenting,” skyndte Harry sig at sige, idet han gemte kappen bag ryggen.

Neville studerede deres skyldige miner.

”I skal ud igen,” sagde han.

”Nej, nej, slet ikke,” sagde Hermione. ”Det kunne ikke falde os ind. Hvorfor går du ikke i seng, Neville?”

Harry kastede et blik på bornholmeruret ved døren. De kunne ikke spilde tiden længere.

Måske var Snape allerede i fuld gang med at lulle Fluffy i søvn.

”I må ikke gå ud,” erklærede Neville. ”I bliver bare fanget igen. Gryffindor vil få en masse problemer.”

”Du forstår ikke, hvad der foregår,” sagde Harry. ”Dette er vigtigt.”

Men det var tydeligt, at Neville ikke ville lade sig blødgøre.

”Jeg kan ikke lade jer gøre det,” sagde han og stillede sig foran portrættet af den fede dame. ”I bliver nødt til at slås med mig, hvis I absolut vil ud.”

”Neville!” eksploderede Ron. ”Flyt dig fra hullet, og lad være med at spille idiot …”

”Du skal ikke kalde mig for en idiot!” sagde Neville. ”Du skal ikke prøve på at bryde flere regler! Og du har selv sagt, at jeg skulle lære at gøre modstand.”

”Ja, men ikke mod os,” råbte Ron desperat. ”Neville, du aner ikke hvad du gør!”

Han trådte et skridt frem, og Neville slap tudsen, der omgående begyndte at hoppe bort.

”Kom bare an, hvis du tør!” sagde Neville og hævede sine knyttede næver. ”Jeg er parat!”

Harry vendte sig mod Hermione.

”Gør dog noget!” sagde han panisk.

Hermione gik hen til Neville.

”Neville,” sagde hun. ”Jeg beklager virkelig dette.”

Hun hævede sin tryllestav.

”Paralysicus Totalus!” råbte hun og pegede på Neville med staven.

Nevilles arme smækkede ned langs hans sider. Hans ben låste sig sammen, og hele hans krop stivnede. Han svajede lidt og faldt på næsen, så lang han var.

Hermione skyndte sig at vende ham om. Hans kæber var også låst sammen, så han kunne ikke sige et ord. Kun hans øjne bevægede sig, han stirrede rædselsslagen på dem.

”Hvad har du gjort ved ham?” hviskede Harry.

”Det er Den Totale Krops-lås,” sagde Hermione ulykkeligt. ”Åh Neville, jeg er virkelig ked af det.”

”Vi havde intet valg, Neville. Og der er ikke tid til forklaringer nu,” tilføjede Harry.

”Du vil forstå det senere, Neville,” sagde Ron, idet de trådte hen over ham og trak i usynlighedskappen.

Men det virkede som et dårligt tegn at skulle efterlade Neville ubevægelig på gulvet. De var så nervøse, at hver en statue eller rustning lignede Filch, der lurede på dem, hvert eneste vindpust lød, som om Peeves kom susende ned mod dem.

Ved foden af den første trappe fik de øje på madam Norris, der sneg sig af sted ved afsatsen.

”Åh, lad os give hende et spark bagi, bare for denne ene gangs skyld,” hviskede Ron i Harrys øre, men Harry rystede på hovedet. De sneg sig forsigtigt uden om hende. Madam Norris rettede sine store gule øjne direkte mod dem, men reagerede ikke.

De mødte ingen andre, før det nåede trappen op til tredje sals forbudte korridor. Peeves svævede omkring halvvejs oppe ad trappen i færd med at løsne løberen, så folk ville snuble i den.

”Hvem der?” udbrød han pludselig, da de gik op mod ham. Han klemte sine ondskabsfulde sorte øjne sammen til smalle sprækker. ”Jeg ved, at du er der, selvom jeg ikke kan se dig. Er du en ånd, et spøgelse eller bare et lille elevbæst?”

Han hævede sig lidt højere op i luften og spejdede omkring sig.

”Skal jeg kalde på Filch og sige, at noget usynligt kryber omkring her på trappen.”

Harry fik pludselig en ide.

”Peeves,” sagde han med en hæs hvisken. ”Den Blodige Baron har sine egne grunde til at være usynlig.”

Peeves faldt næsten ned ad trappen af forskrækkelse. Han nåede lige at rette op og svævede usikkert over de nederste trappetrin.

”Om forladelse, Deres Blodighed, hr. baron,” sagde han slesk. ”Jeg tog fejl af Dem. Jeg kunne jo slet ikke se Dem, men det er jo ikke så sært, eftersom De er usynlig. Tilgiv gamle Peeves, det var bare ment som en spøg, hr. baron!”

”Jeg har affærer at tage mig af her, Peeves,” kvækkede Harry. ”Hold dig væk herfra i nat.”

”Det skal jeg nok, hr. baron, det skal jeg nok,” sagde Peeves beredvilligt og svævede igen op i luften. ”Håber, De vil få ordnet Deres ærinde til Deres tilfredshed, hr. baron. Jeg skal ikke forstyrre.”

Og så susede han bort.

”Flot klare, Harry!” hviskede Ron.

Kort efter var de ved døren til den forbudte korridor – og den stod allerede på klem.

”Der kan I bare se,” sagde Harry stille. ”Snape er allerede sluppet forbi Fluffy.”

Ved synet af den åbne dør gik det for alvor op for dem, hvad de nu havde i vente. Under kappen vendte Harry sig mod de to andre.

”Hvis I fortryder, kan I stadig nå at vende om. Jeg vil ikke bebrejde jer,” sagde han. ”I kan tage kappen med jer, for jeg behøver den ikke længere.”

”Vær dog ikke så dum,” sagde Ron.

”Vi følger med hele vejen,” sagde Hermione.

Harry skubbede døren helt op.

Lyden af den knirkende dør blandede sig med en lavmælt knurren. Hundens tre snuder blev øjeblikkelig vendt mod dem, selvom de var usynlige.

”Hvad er det, der ligger på gulvet henne ved hunden?” hviskede Hermione.

”Det ligner en harpe,” sagde Ron. ”Snape på have efterladt den der.”

”Det betyder nok, at hunden vågner i samme øjeblik, man holder op med at spille,” sagde Harry. ”Nå, nu forsøger jeg …”

Han satte Hagrids fløjte til læberne og pustede. Det blev ikke ligefrem til nogen melodi, men da tonerne begyndte at flyde, kunne de se, at hundens øjenlåg blev tungere. Harry havde knap nok tid til at trække vejret i sin iver for at lulle den i søvn med sin fløjte.

Langsomt ophørte hundens knurren. Den vaklede lidt og faldt derefter om på gulvet. Den sov sødt.

”Bliv ved med at spille, Harry,” advarede Ron, idet de smuttede ud af kappen og listede over mod faldlemmen. De kunne mærke hundens varme åndedræt, da de nærmede sig dens tre kæmpemæssige hoveder.

”Jeg tror sagtens, at vi kan åbne lemmen nu,” sagde Ron og kiggede hen over hundens ryg. ”Har du lyst til at gå først, Hermione?”

”Nej, ellers tak!”

”Okay,” Ron bed tænderne sammen og trådte forsigtigt hen over hundens udstrakte ben. Han bøjede sig ned, trak i lemmens tunge jernring og svang den op.

”Kan du se noget?” spurgte Hermione nervøst.

”Nej, intet – der er kulsort dernede – der er heller ikke nogen stige, så vi bliver bare nødt til at hoppe ned.”

Harry, der stadig blæste i fløjten, vinkede til Ron for at få hans opmærksomhed, hvorefter han pegede på sig selv.

”Vil du gå først? Er du helt sikker?” sagde Ron. ”Jeg ved altså ikke, hvor langt der er ned. Giv Hermione fløjten, så hun kan holde hunden i ro.”

Harry rakte hende fløjten. I de få sekunders stilhed begyndte hunden at knurre og spjætte, men i samme øjeblik Hermione begyndte at spille, faldt den atter i dyb søvn.

Harry kravlede hen over den og kiggede ned gennem den åbne faldlem. Man kunne slet ikke se bunden.

Han sænkede sig ned gennem hullet, indtil han hang i armene. Så kiggede han op på Ron og sagde: ”Hvis der sker noget med mig, skal I ikke følge efter. Gå i stedet over til uglerne og send Hedvig af sted til Dumbledore. Lover I det!”

”Det lover vi!” svarede Ron.

”Vi ses forhåbentlig om et øjeblik …”

Og Harry lod sig dumpe ned. Kold, fugtig luft ramte ham, idet han faldt ned og ned.

FLUMP. Han landede på noget blødt og satte sig op for at føle omkring sig. Hans øjne havde endnu ikke vænnet sig til dunkelheden, men han fornemmede, at han sad på en plante af en slags.

”Det er helt i orden!” råbte han op mod den åbne faldlem, der viste en firkant af lys på størrelse med et frimærke. ”Landingen er blød, så spring bare!”

Ron kastede sig ud i det. Han landede på næsen ved siden af Harry.

”Hvad er det her for noget underligt noget?” var det første, han sagde.

”Aner det ikke. En slags plante, tror jeg.” Der lød et højt glam fra hunden ovenpå, men Hermione var allerede sprunget. Han landede på Harrys anden side.

”Vi må være langt under skolen,” sagde hun.

”Ja, det var et held, at planten her tog det værste stød,” sagde Ron.

”Heldigt!” skingrede hun og kæmpede sig op mod den klamme væg. Hun blev virkelig nødt til at kæmpe, for i samme øjeblik hun landede, havde planten slynget sine lange, slangeagtige stilke omkring hendes ankel. Harry og Ron var allerede hjælpeløst fanget ind af slyngplanten, men det bemærkede de ikke før i dette øjeblik.

Det lykkedes Hermione at gøre sig fri, før planten fik rigtig godt fat i hende. Nu måtte hun se til med rædsel, mens de to drenge desperat sloges med planten. Jo mere de kæmpede, jo strammere viklede slyngplanten sig om dem.

”Hold op med et bevæge jer!” råbte Hermione til dem. ”Jeg ved, hvad det er for noget – det er djævleslyngen!”

”Åh, hvor er jeg dog glad for at vide, hvad den hedder. Det er virkelig en stor hjælp,” hvæsede Ron og lænede sig væk for at forhindre planten i at tage fat om sin hals.

”Klap i, jeg prøver jo at huske, hvordan man dræber den!” sagde Hermione.

”Ja, men så skynd dig dog. Jeg kan ikke trække vejret!” gispede Harry, der kæmpede for livet, mens planten klemte fast om hans brystkasse.

”Djævleslyngen – djævleslyngen … hvad var det nu, professor Spire sagde? Den vokser på fugtige, mørke steder …”

”Så tænd noget lys!” spruttede Harry.

”Ja – selvfølgelig – men vi har intet, der kan brænde!” skreg Hermione og vred desperat sine hænder.

”HVAD STÅR DU OG KLYNKER FOR?” brølede Ron. ”ER DU EN HEKS ELLER EJ?”

”Nu skal jeg nok gøre noget!” sagde Hermione og trak sin tryllestav frem, svingede den og mumlede nogle ord, der fik blå flammer til at skyde frem mod planten. Det var de samme blå flammer, hun havde brugt mod Snape. Der gik kun få sekunder, før drengene mærkede, at planten løsnede sit greb og krøb bort fra lyset og varmen. Den vred sig og viklede sig væk fra dem, så de inden længe kunne trække sig helt fri af de sidste fangarme.

”Sikke et held, at du har hørt efter i botaniktimerne, Hermione,” sagde Harry sveddryppende, da han sluttede sig til hende ved væggen.

”Det må jeg nok sige,” sagde Ron, ”men det er også et held, at du ikke mister besindelsen i krisesituationer, Harry. Helt ærligt, Hermione, hvordan kan du finde på at sige, at vi ikke har noget at tænde op med?”

”Denne vej,” sagde Harry og pegede ned mod en smal passage hugget ud i klippen. Det var den eneste udgang.

Alt, hvad der hørtes, foruden lyden af deres skridt, var en svag dryppen af fugten, der drev ned fra væggene. Passagen hældede nedad, og Harry kom til at tænke på Gringotts.

Han huskede også, at man sagde, at drager vogtede boksene i troldmandsbanken. Det gav ham en ubehagelig hjertebanken at tænke på. Tænk, hvis de mødte en drage nu – en stor, fuldvoksen drage … Norbert havde jo været slem nok …

”Kan I høre noget?” hviskede Ron.

Harry lyttede. Der lød en svag virren og basken et sted længere fremme.

”Måske er det et spøgelse?”

”Det tror jeg ikke … det lyder lidt som vingeslag.”

”Der er lys forude – jeg kan se noget bevæge sig.”

De nåede enden af den smalle passage og trådte ind i et klart oplyst rum, hvis loft hvælvede sig i buer højt over dem. Det var fuldt af små, diamantglitrende fugle, der fløj omkring mellem hinanden. I den modsatte side af rummet fik de øje på en tung trædør.

”Tror du, at de vil angribe os, hvis vi krydser rummet?” spurgte Ron.

”Sikkert,” sagde Harry. ”De ser ikke særlig blodtørstige ud, men hvis de alle sammen kommer susende mod os på én gang … nå, der er ikke anden udvej. Jeg løber først.”

Han tog en dyb indånding, dækkede sit ansigt med armene og løb, så hurtigt han kunne, over på den anden side. Han forventede at mærke fuglenes skarpe næb og kløer hakke på sig, men der skete intet, og han nåede uskadt hen til døren. Han tog i håndtaget, men der var låst.

De andre to fulgte efter. De trak og masede ved døren, men den gav sig ikke. Selv ikke, da Hermione forsøgte sig med Alohomora-besværgelsen.

”Hvad nu?” spurgte Ron.

”Disse fugle … de kan da ikke bare være til pynt,” sagde Hermione eftertænksomt.

De betragtede fuglene, der fløj omkring og glitrede … glitrede?

”Det er ikke fugle!” udbrød Harry pludselig. ”Se, det er nøgler! Nøgler med vinger – se godt efter. Det må jo betyde …” Han så sig omkring i rummet, mens de to andre kiggede nærmere på de flyvende nøgler. ”Ja, sådan må det være. Se, der står nogle koste! Vi skal selv fange nøglen til døren!”

”Men der er jo flere hundrede af dem.”

”Vi skal lede efter en stor, gammeldags en. Sandsynligvis af sølv ligesom dørhåndtaget og låsen.”

De greb en kost hver og satte af. De susede omkring mellem de flyvende nøgler, greb efter dem, men fik kun fat i den tomme luft. De forheksede nøgler undveg så hurtigt, at de næsten var umulige at fange.

Men det var ikke for ingenting, at Harry var blevet århundredets yngste søger. Han havde en særlig evne til at opfatte selv de hurtigste og mindste bevægelser omkring sig.

Efter et minuts tid blandt de hvirvlende lysglimt fik han øje på en stor sølvnøgle med en knækket vinge. Det så ud, som om den før var blevet fanget og proppet brutalt ind i nøglehullet.

”Den der!” råbte han til de andre. ”Den store nøgle der – nej, der – den med de kongeblå vinger – dens fjer er helt afpillede på den ene side.”

Ron susede i den retning, Harry udpegede, men brasede mod loftet og var ved at falde af kosten.

”Vi bliver nødt til at omringe den!” råbte Harry uden at tage blikket fra nøglen med den skadede vinge. ”Ron, du nærmer dig fra oven – Hermione, hold dig direkte under den, og lad den ikke dykke. Jeg rykker ind og prøver at fange den. Okay. NU!”

Ron dykkede, og Hermione jagede opefter. Nøglen undveg dem begge, men Harry var efter den. Den susede direkte mod væggen, og Harry rakte ud med den ene hånd; med en skrabende lyd fangede han den med sin flade hånd på væggen. Ron og Hermiones jubel fyldte det højloftede grotterum.

De landede hurtigt, at Harry løb hen til døren med den genstridige nøgle i hånden. Han stak den i låsen og drejede. Låsen klikkede. I samme øjeblik døren var låst op, tog nøglen flugten op til de andre. Den så meget ramponeret ud efter at være blevet fanget hele to gange.

”Parat?” spurgte Harry de to andre med hånden på dørgrebet. De nikkede, og han åbnede døren.

Det næste rum var så mørkt, at de ikke kunne se en hånd for sig. Men da de trådte indenfor, blev hele rummet med ét badet i lys, og de stod over for et forbløffende syn.

De stod på kanten af et mægtigt skakbræt, bag de sorte brikker, der var meget højere end de selv og udhugget i noget, der lignede sort sten. På den anden side af brættet stod de hvide brikker med front mod dem. Harry, Ron og Hermione skælvede ved synet. De tårnhøje brikker havde ingen ansigter.

”Hvad gør vi nu?” hviskede Harry.

”Det er da åbenlyst, er det ikke?” sagde Ron. ”Vi må spille os gennem rummet.”

Bag de hvide brikker kunne de se endnu en dør.

”Hvordan?” sagde Hermione usikkert.

”Jeg tror,” sagde Ron. ”at vi bliver nødt til at agere skakbrikker.”

Han trådte hen til en sort springer og rakte hånden ud for at røre hesten. Skakbrikken kom til live, i samme øjeblik han rørte den. Hesten skrabede i brættet, og rytteren vendte sit hjelmklædte hoved mod Ron.

”Skal vi, øh, slutte os til jer for at komme videre?”

Den sorte springer nikkede. Ron vendte sig mod de to andre.

”Det bliver krævende …” sagde han. ”Jeg tror, at vi skal tage tre af de sorte brikkers pladser …”

Harry og Hermione sagde intet, mens Ron overvejede taktikken. Endelig sagde han, ”Nu må I ikke blive fornærmede, men ingen af jer er jo særlig gode til skak …”

”Vi er ikke fornærmede,” skyndte Harry sig at sige. ”Fortæl os bare, hvad vi skal gøre.”

”Tja, Harry, du tager løberens plads, og Hermione, du stiller dig ved siden af i stedet for tårnet.”

”Hvad med dig?”

”Jeg skal være springer,” sagde Ron.

Skakbrikkerne syntes at lytte, for løberen, tårnet og springeren vendte ryggen til de hvide brikker og forlod brættet for at gøre plads på felterne til Harry, Ron og Hermione.

”Hvid starter altid spillet,” sagde Ron og kiggede over på den anden side af brættet. ”Ja … se …”

En hvid bonde rykkede to felter frem.

Ron begyndte at dirigere de sorte brikker. De bevægede sig lydløst af sted mod de felter, han udpegede. Harry kunne mærke sine knæ ryste under sig. Hvad nu, hvis de tabte?

”Harry – bevæg dig diagonalt frem – fire felter mod højre.”

Den første store forskrækkelse kom, da deres anden springer blev taget. Den hvide dronning slog ham ned og trak ham uden for brættet, hvor han blev liggende livløs på gulvet.

”Vi var nødt til at ofre ham,” sagde Ron, men så alligevel rystet ud. ”Det giver dig fri bane til at tage deres løber, Hermione. Kom så af sted!”

De hvide brikker viste ingen barmhjertighed, når der var en chance for at tage en af de sorte brikker. Der gik ikke lang tid, før der kun stod en ganske lille gruppering af de sorte brikker trængt op i et hjørne. To gange så Ron kun med nød og næppe, at Harry og Hermione var i fare. Han havde så travlt med selv at pile omkring på brættet for at opveje deres tab ved at tage så mange brikker som muligt.

”Vi er der næsten,” mumlede han endelig. ”Jeg må lige tænke mig om – lad mig nu se.”

Den hvide dronning vendte sin ansigtsløse front mod ham.

”Ja, det kan jeg godt se …” sagde Ron eftertænksomt. ”Det er den eneste mulighed … jeg bliver nødt til at ofre mig.”

”NEJ!” råbte Harry og Hermione i kor.

”Sådan er spillets regler!” råbte Ron. ”Man bliver nødt til at ofre sig for spillet! Jeg tager et skridt frem, og hun tager mig – det frigør dig til at sætte kongen mat, Harry!”

”Men …”

”Vil du standse Snape eller ej?”

”Ron …”

”Hør nu her, hvis ikke du skynder dig, får han fat i Stenen!”

Der var intet andet for.

”Parat?” råbte Ron, bleg, men beslutsom. ”Så rykker jeg. Lad nu være med at spilde tiden, når spillet er vundet.”

Han trådte frem, og den hvide dronning slog. Hun gav ham et slag over hovedet med sin stenarm, og han faldt om på brættet. Hermione skreg, men blev stående på sit felt. Den hvide dronning trak af sted med Ron. Han så ud til at være helt bevidstløs.

Harry bevægede sig rystede tre felter til venstre.

Den hvide konge tog sin krone af og smed den for Harrys fødder. De havde vundet.

Brikkerne delte sig, bukkede og flyttede sig fra døren. Med et sidste desperat blik tilbage på Ron gik Harry og Hermione gennem døren. Den førte til en ny gang.

”Hvad nu, hvis han er –?”

”Han skal nok komme til sig selv,” sagde Harry i et forsøg på at overbevise sig selv om, at sådan måtte det være. ”Men hvad bliver mon det næste?”

”Vi har haft Spires djævleslynge og Flitwicks flyvende nøgler. McGonagall er sikkert den, som har forvandlet skakbrikkerne, så de virker levende. Så har vi kun Quirrels og Snapes besværgelser tilbage …”

De nåede endnu en dør.

”Er du klar?” hviskede Harry.

”Gå bare ind.”

Harry skubbede døren op.

En forfærdelig stank slog dem i møde, så de måtte holde kapperne op for næsen. Med øjne, der løb i vand, så de, at der lå en trold på gulvet med et blodigt sår i hovedet. Den var langt større end bjergtrolden, de tidligere havde mødt på pigetoilettet.

”Jeg er glad for, at vi ikke behøver at slås med den der,” hviskede Harry, idet de forsigtigt trådte hen over et af troldens massive, behårede ben. ”Skynd dig, jeg kan ikke trække vejret herinde.”

Han åbnede den næste dør og begge frygtede, hvad der end ventede dem i næste rum.

Men der var intet skræmmende at se; kun et bord med syv flasker af forskellig facon stående på rad og række.

”Det er Snapes besværgelse,” sagde Harry. ”Hvad mon vi skal gøre?”

De trådte over tærsklen. I samme øjeblik tændtes en bragende ild bag dem og spærrede døren, de netop var gået igennem. Det var ikke nogen almindelig ild; flammerne var dybrøde. I næste øjeblik sprang kulsorte flammer frem foran døren i rummets modsatte ende. De var fanget mellem de to bål.

”Se!” Hermione greb en rulle pergamentpapir, der lå ved siden af flaskerne. Harry læste med over hendes skulder:

Hermione sukkede, og Harry blev forbavset, da han så, at hun smilede. Det var ikke ligefrem hans første impuls i dette øjeblik.

”Strålende,” sagde hun. ”Det her er ikke magi, men simpel logik. Det er en gåde. Der er mange troldmænd, som ikke besidder den mindste smule logik, og de ville blive nødt til at sidde her til evig tid, hvis de trådte indenfor.

”Men det bliver vi da også nødt til, ikke?”

”Selvfølgelig ikke,” sagde Hermione. ”Vi har jo svaret her på papiret. Syv flasker: Tre af dem indeholder gift, to indeholder vin, en vil bringe os sikkert gennem den sorte ild, og en vil bringe os tilbage gennem den røde ild.”

”Men hvordan kan vi vide, hvilken af dem vi skal drikke af?”

”Et øjeblik.”

Hermione læste teksten et par gange. Så gik hun over og betragtede rækken af flasker, mens hun mumlede hen for sig og pegede på hver enkelt. Endelig slog hun hænderne sammen.

”Jeg har det,” sagde hun. ”Den mindste flaske vil få os gennem den sorte ild og videre ud til Stenen.”

Harry kiggede på den lille flaske.

”Der er kun nok til en af os i den flaske,” sagde han. ”Den indeholder knap en slurk.”

De så på hinanden.

”Hvilken vil føre os tilbage gennem de røde flammer?”

Hermione pegede på en rund flaske, der stod helt ude til højre.

”Du drikker af den,” sagde Harry. ”Nej, hør nu – du går tilbage og henter Ron. I skal tage en kost hver i nøglerummet og flyve op gennem faldlemmen, forbi Fluffy og videre hen til uglerne. Send Hedvig af sted til Dumbledore – vi har brug for hans hjælp. Jeg kan måske holde Snape tilbage i et lille stykke tid, men jeg slet ikke hamle op med ham i længden.”

”Men Harry, hvad nu, hvis Du-ved-hvem er med ham?”

”Tja, jeg var heldig første gang, jeg mødte ham,” sagde Harry og pegede på sit ar.

”Måske er jeg også heldig denne gang.”

Hermiones læber skælvede, og med en pludselig bevægelse omfavnede hun Harry.

”Hermione dog!”

”Harry – du er en stor troldmand, at du ved det.”

”Jeg er jo slet ikke så dygtig som du,” sagde Harry rødmende, da hun slap ham igen.

”Jeg!” sagde Hermione. ”Jeg har jo bare det hele fra bøgerne! Og der er mere værdifulde ting her i livet end bare dygtighed. Venskab og mod … og – åh Harry – lov mig at være forsigtig!”

”Du drikker først,” sagde Harry. ”Du er helt sikker på, hvad der er hvad, ikke?”

”Helt sikker,” sagde Hermione. Hun tog en tår af den runde flaske for enden af rækken og begyndte straks at ryste over hele kroppen.

”Det er vel ikke gift?” udbrød Harry bange.

”Nej – men det er iskoldt.”

”Hurtigt, gå, før effekten fortager sig.”

”Held og lykke – pas på dig selv …”

”SE SÅ AT KOMME UD!”

Hermione vendte sig og gik direkte gennem de røde flammer.

Harry pustede tungt og greb den mindste flaske. Han vendte sig mod de sorte flammer.

”Så kommer jeg,” sagde han og tømte flasken i en mundfuld.

Det føltes virkelig, som om hans krop blev gennemstrømmet af is. Han satte flasken fra sig og begyndte at gå fremad. Han forberedte sig på det værste og trådte ind i de sorte flammer. Han så dem slikke op mod sin krop, men mærkede dem ikke – i et kort øjeblik kunne han ikke se andet end sort ild omkring sig – så var han ovre på den anden side. Her var det sidste rum.

Der var allerede nogen herinde – men det var ikke Snape. Det var heller ikke Voldemort.

17 – Manden med de to ansigter

Det var Quirrel.

”Du!” gispede Harry.

Quirrel smilede. Han så ikke det mindste nervøs ud.

”Ja, ingen ringere!” sagde han roligt. ”Jeg spekulerede netop over, hvornår jeg mon ville møde dig her, Potter.”

”Men jeg troede – Snape …”

”Severus?” Quirrel lo, og det var ikke hans sædvanlige frygtsomme fnisen, men en kold og skarp hånlatter. ”Ja, Severus virker lige som typen, gør han ikke? Det har virkelig været en fordel at have ham luskende omkring som en forvokset flagermus. Med sådan en skummel karl ville ingen mistænke s-s-stakkels s-s-stammende p-professor Quirrel, vel?”

Harry kunne slet ikke fatte det. Det kunne ikke passe. Umuligt!

”Men Snape forsøgte jo at dræbe mig!”

”Nej, nej, nej. Jeg forsøgte at dræbe dig. Din ven, frøken Granger, kom tilfældigvis til at skubbe til mig, idet hun stormede over for at sætte ild til Snape ved Quidditch-kampen. Hun brød min øjenkontakt med dig. Et par sekunder mere, og jeg havde fået dig smidt af kosten. Jeg ville have klaret det meget tidligere, hvis ikke Snape var blevet ved med at fremmumle modbesværgelser for at redde dig.”

”Prøvede Snape at redde mig?”

”Naturligvis,” sagde Quirrel iskoldt. ”Hvorfor tror du ellers, at han insisterede på at være dommer ved din næste kamp? Han ville sikre sig, at jeg ikke prøvede at smide dig af kosten igen. Det var faktisk temmelig morsomt – han behøvede slet ikke at have gjort sig den ulejlighed, for med Dumbledore på tribunen kunne jeg ikke foretage mig det mindste. Alle de andre lærere troede, at Snape ville være dommer for at forhindre Gryffindor i at vinde. Han gjorde sig selv meget upopulær ved sin handling … og hvilket spild af tid, når jeg alligevel slår dig ihjel i nat.”

Quirrel knipsede med fingrene. Ud af den tomme luft kom lange reb til syne og snoede sig fast omkring Harrys krop.

”Du er for nysgerrig, og derfor skal du dø, Potter. Hvad ligner det at snige sig omkring i gangene på allehelgensaften? Du kunne jo have set mig på vej hen for at undersøge, hvad der var sat til at vogte Stenen.”

”Det var dig, som lukkede bjergtrolden ind?”

”Det kan du tro. Jeg har en særlig evne med trolde – du har jo allerede set, hvad jeg gjorde ved den store kleppert i det andet rum, ikke sandt? Men da alle andre løb omkring for at finde trolden, havde Snape allerede luret mig. Han gik i stedet op til korridoren på tredje sal for at afskære mig vejen. Og som om det ikke var nok, at trolden fejlede i forsøget på at få dig banket sønder og sammen, lykkedes det heller ikke hunden at bide Snapes ben helt af. Men nu må du vente roligt på mig her, Potter. Jeg skal først lige have undersøgt det her interessante spejl.”

Først nu så Harry, hvad der befandt sig bag Quirrel. Det var Drømmespejlet.

”Dette spejl er nøglen, hvis man vil finde Stenen,” mumlede Quirrel og bankede let på rammen. ”Det er typisk Dumbledore at finde på den slags forhindringer … men han er i London, og jeg er over alle bjerge, når han vender tilbage.”

Harry kunne ikke gøre andet end at lokke Quirrel til at snakke og på den måde forhindre ham i at koncentrere sig om spejlet.

”Jeg så dig og Snape inde i skoven …” skyndte han sig at sige.

”Jah,” sagde Quirrel ligegyldigt, idet han gik omkring spejlet for at se på bagsiden af det.

”Han havde gennemskuet mig på det tidspunkt og forsøgte at finde ud af, hvor langt jeg var nået. Han havde hele tiden haft mig under mistanke. Forsøgte at skræmme mig – som om han kunne det. Da jeg havde Voldemort ved min side …”

Quirrel kom igen til syne fra spejlets bagside, stillede sig foran glasset og stirrede sultent ind i det.

”Jeg kan se Stenen … jeg præsenterer den for min herre … men hvor er den lige nu?”

Harry kæmpede mod rebene, men de var ikke til at løsrive sig fra. Han måtte forhindre Quirrel i at koncentrere sig om spejlet og dets hemmelighed.

”Men Snape har altid opført sig, som om han hadede mig.”

”Ja, men det gør han skam også,” sagde Quirrel henkastet. ”Det kan du lige tro, han gør. Han var elev på Hogwarts sammen med din far. Det vidste du måske ikke? De kunne ikke fordrage hinanden. Men han har aldrig ønsket dig død.”

”Men jeg hørte dig hulke inde i det tomme klasselokale ved biblioteket forleden dag – jeg troede, at det var Snape, som truede dig …”

For første gang syntes en skygge af frygt at vise sig i Quirrels træk.

”Somme tider,” sagde han, ”finder jeg det vanskeligt at følge min herres instrukser. Han er den største troldmand, og jeg er kun en svag …”

”Du mener, at han befandt sig i klasselokalet sammen med dig?” gispede Harry.

”Han er med mig, uanset hvor jeg befinder mig,” sagde Quirrel lavmælt. ”Jeg mødte ham på en jordomrejse. Jeg var bare en tåbelig ung mand, opfyldt af latterlige ideer om godt og ondt. Lord Voldemort viste mig, at jeg tog fejl. Der findes hverken godt eller ondt. Der findes kun magten, og den kan man tage eller lade være. Siden da har jeg trofast tjent ham, selvom jeg har fejlet mange gange. Han har været nødt til at være hård ved mig.”

Quirrel skælvede pludselig. ”Han tilgiver ikke så let, at man begår fejltagelser. Da det ikke lykkedes mig at stjæle Stenen fra Gringotts, var han meget utilfreds. Han straffede mig … besluttede, at han ville holde nøjere øje med mig …”

Quirrels stemme døde hen. Harry huskede sin tur til Diagonalstræde – hvordan kunne han dog have været så dum? Han havde jo mødt Quirrel selv samme dag, som han var i banken med Hagrid. De havde givet hinanden hånden i Den Utætte Kedel.

Quirrel bandede lavmælt.

”Jeg forstår det ikke … er Stenen inde i spejlet? Skal jeg smadre det?”

Harry spekulerede som en besat: Jeg må for en hver pris forsøge at finde Stenen før Quirrel, tænkte han. Det er mit højeste ønske lige nu. Altså, hvis jeg nu kigger ind i spejlet, vil jeg se mig selv finde den – hvilket betyder, at jeg også vil se, hvor den befinder sig! Men hvordan kan jeg kigge, uden at Quirrel gennemskuer det?

Han forsøgte at kante sig mod venstre for at komme hen foran spejlglasset, uden at Quirrel lagde mærke til det; men rebene var bundet for stramt omkring hans ankler, og han snublede og faldt, så lang han var.

Quirrel ignorerede ham. Han stod stadig og talte med sig selv. ”Hvad kan dette spejl? Hvordan fungerer det? Hjælp mig, herre!”

Og til Harrys rædsel svarede en stemme, der lød, som om den kom fra Quirrel selv.

”Brug drengen … Brug drengen …”

Quirrel vendte sig mod Harry.

”Ja – Potter – kom her.”

Han klappede i hænderne, og rebene, der bandt Harry, løsnede sig. Harry kom langsomt på benene.

”Kom her!” gentog Quirrel. ”Kig ind i spejlet, og fortæl mig, hvad du ser.”

Harry gik hen mod ham.

Jeg må lyve, tænkte han desperat. Jeg må kigge og lyve om, hvad jeg ser – det er alt, hvad jeg behøver at gøre.

Quirrel stillede sig tæt bag ham. Harry mærkede den sære lugt, der kom fra Quirrels turban. Han lukkede øjnene og trådte hen foran glasset. Så åbnede han øjnene igen.

Han så sit spejlbillede, blegt og skræmt til at begynde med. Men et øjeblik senere smilede hans spejlbillede til ham. Det puttede hånden i lommen og trak en blodrød sten frem. Spejlbilledet blinkede med det ene øje og lagde stenen tilbage i lommen – og i samme sekund følte Harry noget tungt dumpe ned i sin lomme. På en eller anden utrolig måde var han kommet i besiddelse af De Vises Sten.

”Nå?” sagde Quirrel utålmodigt. ”Hvad kan du se?”

Harry samlede alt sit mod.

”Jeg kan se mig selv give Dumbledore hånden,” fandt han på. ”Jeg – det er min fortjeneste, at Gryffindor har vundet kollegiepokalen.”

Quirrel bandede igen.

”Flyt dig,” sagde han. Da Harry bevægede sig, kunne han tydeligt mærke Stenen i sin lomme. Turde han forsøge at flygte?

Men han var knap gået fem skridt, før en høj stemme talte, selvom Quirrel slet ikke bevægede læberne.

”Han lyver … Han lyver …”

”Potter, kom her!” råbte Quirrel. ”Sig mig sandheden! Hvad så du i spejlet?”

Den høje stemme talte igen.

”Lad mig tale med ham … ansigt til ansigt …”

”Herre, du er endnu ikke stærk nok!”

”Jeg er stærk nok … til dette …”

Harry følte det, som om djævleslyngen atter havde fået fat i ham og bandt ham fast til stedet. Han kunne ikke bevæge en muskel. Rædselsslagen så han til, mens Quirrel begyndte at folde sin turban ud. Hvad var det dog her foregik? Turbanen faldt, og Quirrels hoved så underligt lille ud uden hovedbeklædningen. Så vendte han langsomt ryggen til Harry.

Harry ville gerne skrige, men han kunne ikke få en lyd over sine læber. Hvor Quirrels baghoved skulle have været, var der i stedet et ansigt – det mest frygtindgydende og uhyggelige ansigt, Harry nogensinde havde set. Det var hvidt som en kalket mur med glødende røde øjne og dødningenæsebor.

”Harry Potter …” hviskede det.

Harry prøvede at gå et skridt baglæns, men hans ben ville stadig ikke bevæge sig.

”Se, hvad der er blevet af mig!” sagde ansigtet. ”En sølle skygge af mig selv … jeg kan kun tage en synlig form, når jeg deler en andens krop, men der er heldigvis altid folk, som er villige til at lukke mig ind i deres hjerter og sjæle. Enhjørningeblod har styrket mig i disse forløbne uger … du så selv, hvordan trofaste Quirrel drak det for mig inde i skoven. Men når jeg først besidder Livets Eliksir, kan jeg skabe min egen krop. Så hvorfor giver du mig ikke bare Stenen, du gemmer i din lomme?”

Han vidste det altså. Harry kunne pludselig bevæge benene igen, og han tumlede baglæns.

”Vær ikke så tåbelig,” snerrede ansigtet. ”Red dig selv, og slut dig til mig. Hvis ikke, vil du møde samme skæbne som dine forældre … de døde, mens de bønfaldt mig om at vise barmhjertighed …”

”LØGNER!” råbte Harry rasende.

Quirrel gik baglæns hen mod ham, så Voldemort kunne fastholde blikket på ham. Det onde ansigt smilede.

”Hvor rørende,” hvislede det. ”Jeg har altid sat pris på mod. Ja, knægt, dine forældre var modige. Jeg slog først din far ihjel, og jeg må sige, at han kæmpede tappert. Din mor, derimod, behøvede ikke at dø, men hun forsøgte at beskytte dig. Giv mig så Stenen, medmindre du vil have, at hun døde forgæves.”

”ALDRIG!”

Harry løb over mod flammedøren, men Voldemort skreg ”GRIB HAM!” og i næste sekund mærkede Harry, at Quirrels hånd lukkede sig om hans arm. En knivskarp smerte brændte gennem Harrys ar, det føltes, som om hans hoved var ved at flække i to. Han skreg og kæmpede af al magt; og pludselig mærkede han til sin forbløffelse, at Quirrel slap taget. Smerten i hovedet fortog sig – han så sig vildt omkring for at finde ud af, hvad der var blevet af Quirrel og opdagede nu, at han var krøbet sammen på gulvet af smerte. Han sad og kiggede på sine fingre, hvor store brandvabler nu brød frem.

”Grib ham! GRIB HAM!” hylede Voldemort igen, og Quirrel kastede sig frem, væltede Harry om på gulvet og landede selv ovenpå med hænderne omkring hans hals. Harrys ar sydede og gjorde ham næsten vanvittig af smerte, men han var alligevel klar over, at Quirrel også blev påvirket. Han hylede: ”Herre, jeg kan ikke holde ham – mine hænder – mine hænder!”

Og Quirrel måtte slippe Harrys hals, selvom han stadig sad med knæene fastklemt om ham. Han stirrede forvirret på sine håndflader, og Harry kunne se, at huden var brændt helt bort.

”Så slå ham ihjel, dit fjols. Få det overstået!” skingrede Voldemort.

Quirrel hævede sin hånd for at udføre en dødelig forbandelse, men Harry rakte instinktivt ud og greb fat i Quirrels ansigt –

”AAAARGH!”

Quirrel rullede bort fra ham med et ansigt, der svulmede op af brandsår. Nu forstod Harry, hvad der var fat: Hver gang han rørte Quirrels hud, ville Quirrel udsættes for de frygteligste lidelser – så hans chance var at blive ved med at holde fast i ham og sørge for, at det gjorde så ondt på ham, at han ikke kunne udføre sin forbandelse.

Harry sprang op, greb fat i Quirrels arm og holdt sig fast, så godt han kunne. Quirrel skreg og forsøgte at ryste Harry af sig. Smerten i Harrys hoved voksede støt – han var helt blindet af den og kunne kun høre smertensskrigene og Voldemorts hylen, ”DRÆB HAM! DRÆB HAM!” Han syntes også at kunne høre andre stemmer råbe, ”Harry! Harry!” men det var sikkert noget, han bildte sig ind.

Nu blev Quirrels arm flået ud af hans greb, og Harry vidste, hvad det betød: Alt var tabt.

Han faldt tilbage i et lydløst mørke, ned … ned … ned …

Noget gyldent glimtede direkte over ham. Det gyldne lyn! Han prøvede at fange det, men hans arme var for tunge til at løfte sig.

Han blinkede en gang med øjnene. Det var slet ikke lynet. Det var et par briller, der reflekterede lyset. Hvor sært.

Han blinkede igen. Nu så han Albus Dumbledores smilende ansigt nærme sig.

”Goddag, Harry,” sagde Albus Dumbledore.

Harry stirrede på ham. Så huskede han alt: ”Hr. professor! Stenen! Det var Quirrel! Han har Stenen! Hr. Professor, vi må hurtigt …”

”Tag det bare helt roligt, min kære dreng. Du er lidt bagud med begivenhedernes gang,” sagde Dumbledore. ”Quirrel har ikke Stenen.”

”Men hvem har den så? Hr. Professor, jeg …”

”Harry, forsøg at slappe af, ellers kommer madam Pomfrey og smider mig ud.”

Harry holdt inde og så sig omkring. Det gik op for ham, at han befandt sig i hospitalsfløjen. Han lå i en seng med hvide lagner, og ved siden af stod et bord fyldt med slikposer.

”Opmærksomheder fra dine venner og beundrere,” sagde Dumbledore med et strålende smil. ”Hvad der skete mellem dig og professor Quirrel nede i krypten, er en dyb hemmelighed, og derfor ved hele skolen naturligvis alt om det. Dine venner, d’herrer Fred og George Weasley gik endda så vidt, at de prøvede at sende dig et toiletsæde. De mente utvivlsomt, at det ville more dig. Madam Pomfrey syntes imidlertid, at det var en smule for uhygiejnisk, og konfiskerede det.”

”Hvor længe har jeg været her?”

”Tre dage. Hr. Ronald Weasley og frøken Granger bliver meget lettede, når de hører, at du er kommet til dig selv. De har været meget bekymrede.”

”Men hr. professor, Stenen …”

”Jeg kan se, at du er fast besluttet på at komme til bunds i sagen. Nuvel, det lykkedes ikke professor Quirrel at tage den fra dig. Jeg ankom tids nok til at forhindre det, selvom du så ud til at klare dig fint på egen hånd, må jeg sige.”

”Du nåede tilbage? Modtog du Hermiones ugle?”

”Det nåede jeg slet ikke. Da jeg landede i London, stod det klart for mig, at jeg burde være på det sted, jeg netop havde forladt. Jeg nåede som sagt tilbage tids nok til at få dig ud af Quirrels klør …”

”Det var altså dig.”

”Jeg var bange for, at det var for sent.”

”Det var det næsten også. Jeg kunne ikke have holdt ham fra Stenen meget længere på det tidspunkt …”

”Jeg taler ikke om Stenen, knægt. Jeg taler om dig – anstrengelsen slog dig næsten ihjel. I et kort øjeblik troede jeg, at du var fortabt. Hvad Stenen angår, så er den blevet tilintetgjort.”

”Tilintetgjort?” sagde Harry tonløst. ”Men din ven – Nicolas Flamel …”

”Åh, du kender til Nicolas, hører jeg?” udbrød Dumbledore begejstret. ”Du har virkelig gjort dit hjemmearbejde, må jeg sige. Jo, Nicolas og jeg har talt sammen. Vi blev enige om, at det ville være bedst at destruere Stenen.”

”Men betyder det ikke, at han og hans kone vil dø snart?”

”De har tilstrækkeligt med Livseliksir på lager til at kunne ordne alt, hvad der skal ordnes. Og så, når tiden er inde, vil de dø.”

Dumbledore smilede ved synet af Harrys forundring.

”For en så ung som du virker det måske forfærdeligt, men for Nicolas og Perenelle vil det blot være som at lægge sig til at sove efter en meget, meget lang dag. Når alt kommer til alt, er døden blot endnu en stor opdagelsesrejse – hvis man har det rette sindelag. I virkeligheden var De Vises Sten slet ikke så pragtfuld. Så mange penge og så langt et liv, man ønsker sig! De to ting, mennesker altid vil sætte højest – problemet med mennesker er bare, at de har en dum tilbøjelighed til altid at vælge, hvad der er værst for dem selv.”

Harry lå tavs i sengen. Han vidste slet ikke, hvad han skulle sige. Dumbledore nynnede lidt hen for sig og smilede op mod loftet.

”Hr. professor?” sagde Harry. ”Jeg har tænkt over noget … selvom Stenen er borte, vil Vol … jeg mener, Du-ved-hvem så ikke …”

”Kald ham bare for Voldemort, Harry. Man skal altid kalde tingene ved deres rette navn. Frygt for navnet avler frygt for tingen selv.”

”Ja, hr. professor. Men vil Voldemort ikke forsøge at vende tilbage på andre måder? Jeg mener, han er da ikke helt borte, vel?”

”Nej, Harry, det er han ikke. Han er stadig derude et sted. Måske leder han efter en ny krop at snylte på. Han er ikke rigtigt levende og kan derfor ikke slås ihjel. Han lod Quirrel ligge og dø; han viser sine tjenere lige så lidt barmhjertighed som sine fjender. Under alle omstændigheder, Harry, har du måske kun forsinket ham en lille smule, før han genvinder sin fulde kraft. Men måske vil han til den tid atter møde en, som er beredt på at kæmpe mod ham til det sidste – og hvis det sker igen og igen, vil han måske alligevel aldrig få chancen for at vende tilbage.”

Harry nikkede, men holdt hurtigt op igen, fordi det gjorde ondt i hans hoved. Så sagde han: ”Hr. professor, der er noget andet, jeg gerne vil vide mere om … måske kan du fortælle mig sandheden om …”

”Sandheden …” Dumbledore sukkede. ”Den er en smuk og frygtelig ting og bør derfor behandles med stor forsigtighed. Men jeg skal nok besvare dit spørgsmål, medmindre jeg har en meget god grund til ikke at gøre det – i så tilfælde beder jeg dig om at tilgive mig. Jeg lover dig, at jeg ikke vil lyve.”

”Det, jeg gerne vil vide, er … Voldemort sagde, at han udelukkende slog min mor ihjel, fordi hun prøvede at forhindre ham i at røre mig. Men hvorfor ville han dog slå mig ihjel?”

Dumbledore sukkede meget dybt denne gang.

”Desværre, det første spørgsmål, du stiller mig, kan jeg ikke besvare. Ikke i dag. Ikke nu. En skønne dag vil du få alt at vide … men lad det ligge nu, Harry. Når du bliver ældre … Jeg ved, at du ikke bryder dig om til at høre dette, men senere, når du er parat til sandheden, vil du få alt at vide.”

Harry vidste, at det ikke nyttede noget at komme med indvendinger.

”Men hvorfor kunne Quirrel ikke røre mig?”

”Din mor ofrede sit liv for dig. Hvis der er en ting, Voldemort ikke forstår, er det kærlighed. Det gik slet ikke op for ham, at din mors kærlighed til dig var så stærk, at den efterlod sit eget mærke. Ikke et ar, ikke et synligt mærke … at være elsket så højt, selv af en person, der ikke lever mere, giver os en evig beskyttelse mod det onde. Du har den under din hud. Men Quirrel var så fuld af had, grådighed og ambitioner samtidig med, at han accepterede at dele sin sjæl med Voldemort. Af netop den grund kunne han ikke udholde at røre dig. Det betød forfærdelig lidelse at berøre et menneske med godhedens mærke på sig.”

Dumbledore gav sig til at kigge på en fugl ude på gesimsen, og Harry fik tid til at tørre øjnene med et hjørne af sit lagen. Da han havde fået kontrol over stemmen igen, spurgte han, ”Og usynlighedskappen? Hvem sendte den til mig? Ved du det?”

”Åh, ja. Din far efterlod den i min varetægt, og jeg mente, at du nok ville forstå at bruge den.” Dumbledores øjne blev blanke. ”Ganske nyttig ting. Din far brugte den mest, når han ville snige sig ned i køkkenet for at gå på rov i skabene.”

”Der er også noget andet …”

”Skyd løs.”

”Quirrel sagde, at Snape …”

”Professor Snape, Harry.”

”Ja, ham – Quirrel sagde, at han hader mig, fordi han hadede min far. Er det sandt?”

”Tja, de kunne ganske vist ikke fordrage hinanden. Næsten som du og Malfoy. Men så gjorde din far noget, som Snape aldrig kunne tilgive.”

”Hvad?”

”Han reddede Snapes liv.”

”Hvad?”

”Ja …” sagde Dumbledore eftertænksomt. ”Menneskets sind kan være et mysterium, ikke sandt? Professor Snape kunne ikke bære at stå i gæld til din far. Jeg er sikker på, at han gjorde sig så store anstrengelser for at passe på dig dette år, fordi han følte, at det ville få regnskabet til at gå lige op. Så ville han igen få fred til at hade din fars minde …”

Harry forsøgte at forstå dette, men det var så indviklet, at hans hoved begyndte at dunke. Han slog det hen indtil videre.

”Og hr. professor, der er endnu en ting …”

”Kun én?”

”Hvordan fik jeg Stenen ud af spejlet?”

”Aha, jeg er meget glad for, at du stiller netop det spørgsmål. Det var en af mine bedre ideer, og mellem os sagt siger det ikke så lidt. Forstår du, kun den, som ønskede at finde Stenen – finde den, men ikke bruge den – ville være i stand til at få fat i den. Ellers ville man bare se sig selv lave guld eller drikke Livseliksir. Min egen opfindsomhed forbavser mig somme tider … men nu har du stillet spørgsmål nok for i dag. Jeg foreslår, at du i stedet begynder at interessere dig for alt dit slik. Åh, Berties multismagsbønner! I min ungdom var jeg så uheldig at få fat i en med bræksmag, og siden da har jeg ikke turdet røre dem – men jeg tror, at jeg vover pelsen og snupper en med karamelfarve. Den burde være sikker nok, ikke sandt?”

Han proppede smilende den gyldenbrune multismagsbønne i munden og var i næste sekund ved at kvæles. ”Puh, føj, desværre! Ørevoks!”

Madam Pomfrey var flink, men meget streng.

”Bare fem minutter,” bad Harry.

”Kommer ikke på tale!”

”Men du lukkede da professor Dumbledore ind …”

”Ja, men han er jo også skolens overhoved. Det er noget ganske andet. Nu har du brug for hvile.”

”Men jeg er allerede helt afslappet. Se, jeg ligger ned og tager den med ro. Åh, bare fem minutter, madam Pomfrey …”

”Så lad gå da,” sagde hun, ”men kun fem minutter.”

Og så lukkede hun Ron og Hermione ind.

”Harry!”

Hermione så ud, som om hun skulle til at omfavne ham igen, og Harry blev lettet, da hun beherskede sig. Hans hoved dunkede slemt nok i forvejen.

”Åh, Harry, vi var sikre på, at det ville ende galt – Dumbledore var så bekymret …”

”Hele skolen taler om det,” sagde Ron. ”Hvad skete der egentlig?”

Dette var et af de sjældne tilfælde, hvor den sande historie er langt mere mærkelig og spændende end de vildeste rygter. Harry fortalte dem alt: Om Quirrel, spejlet, Stenen og Voldemort. Ron og Hermione var et vældig godt publikum; de gispede på de rigtige steder, og da Harry fortalte dem, hvad der havde gemt sig under Quirrels turban, skreg Hermione højt.

”Så Stenen er altså borte?” sagde Ron til sidst. ”Vil Nicolas Flamel så bare dø?”

”Det sagde jeg også, men Dumbledore mener, at – hvad var det nu, han sagde? Jo, han mener, at døden blot er endnu en spændende opdagelsesrejse, hvis man har det rette sindelag.”

”Jeg har altid sagt, at han er komplet skør,” sagde Ron og så helt imponeret ud ved tanken om, at hans helt var så gal.

”Men hvad skete der med jer to?” spurgte Harry.

”Jo altså, vi nåede sikkert tilbage,” sagde Hermione. ”Jeg fik vækket Ron – det tog lidt tid – og så skyndte vi os af sted til uglerne for at kontakte Dumbledore, men vi mødte ham faktisk allerede på trappen ned til hallen. Han havde regnet det hele ud på egen hånd. Han sagde bare: ”Harry er efter ham, er han ikke?” Og så skyndte han sig af sted til den forbudte korridor.”

”Tror du, at han hele tiden har vidst, hvad du ville gøre?” spurgte Ron. ”Det var jo ham, der sendte dig din fars usynlighedskappe, ikke?”

”Nej, nu har jeg aldrig …” eksploderede Hermione. ”Hvad tænker han dog på – hvis altså det virkelig var ham – du kunne jo være blevet dræbt!”

”Åh, det er nu slet ikke så slemt,” sagde Harry eftertænksomt. ”Han er en mærkelig personlighed, Dumbledore. Jeg tror, at han ville give mig chancen for at udrette noget. Jeg tror, at han ved nogenlunde alt om, hvad der foregår her på stedet. Jeg er sikker på, at han forventede, præcis, hvad vil ville gøre; og i stedet for at bremse det hele, gav han os, hvad vi skulle bruge for at kunne gennemføre det. Han hjalp os. Jeg tror ikke, at jeg opdagede Drømmespejlet ved en tilfældighed. Han lod mig finde det og lærte mig, hvordan det fungerer. Det er, som om han har tænkt, at jeg havde ret til at møde Voldemort ansigt til ansigt.”

”Jah, Dumbledore er virkelig splittergal,” sagde Ron beundrende. ”Hør, du må se at komme på benene til årsfesten i morgen. Alle point er talt sammen, og Slytherin vandt selvfølgelig. Du gik glip af årets sidste Quidditch-kamp, og Ravenclaw tværede os helt ud. Det gik ikke uden dig på holdet. Men pyt med det. Festmiddagen bliver god.”

Nu kom madam Pomfrey ind.

”Nu har jeg næsten givet et helt kvarter. UD med jer,” sagde hun beslutsomt.

Efter en god nats søvn følte Harry sig næsten helt som før.

”Jeg vil altså med til årsfesten,” sagde han til madam Pomfrey, mens hun ryddede op på hans bord. ”Må jeg ikke nok?”

”Professor Dumbledore siger, at du skal have lov til at deltage,” sagde hun forarget, som om hun personligt mente, at det nærmest ville være livsfarligt for Harry at feste. ”Der står i øvrigt en gæst og venter udenfor.”

”Herligt,” sagde Harry. ”Hvem er det?”

Hagrid kom buldrende ind, før hun nåede at svare. Som sædvanlig, når Hagrid befandt sig inden døre, virkede han større, end det burde være tilladt at være. Han satte sig ned ved siden af Harry, kiggede nøje på ham og brast i gråd.

”Det – er – min – skyld – det – hele!” hulkede han med ansigtet gemt i de store næver.

”Jeg fortalte den onde rad, hvordan han ku’ komme forbi Fluffy! Jeg røbede det hele! Det var det eneste, han manglede at vide, og jeg fortalte det uden at tænke mig om! Jeg ku’ lægge mig til at dø af skam! Alt det for et drageæg! Jeg vil aldrig drikke mere! Jeg sku’ smides ud og tvinges til at leve som en Muggler!”

”Hagrid!” sagde Harry, der var helt forskrækket over al den fortvivlelse. Hagrids tårer løb hele vejen ned i skægget og gjorde det helt vådt. ”Hagrid, han ville have opdaget det under alle omstændigheder. Det er jo Voldemort, vi taler om. Han ville bare have fundet ud af det på en anden måde, hvis ikke du havde sagt noget!”

”Men du ku’ jo være død!” græd Hagrid. ”Og la’ vær’ med at sige det navn!”

”VOLDEMORT!” råbte Harry af sine lungers fulde kraft, og Hagrid blev så chokeret, at han holdt op med at græde. ”Jeg har mødt ham, og jeg er ikke bange for at sige hans navn. Op med humøret Hagrid. Vi reddede Stenen. Den er borte, og nu kan han ikke bruge den. Snup dig en platugle, jeg har masser af dem …”

Hagrid tørrede næsen med bagsiden af hånden og sagde, ”Det minder mig om noget. Jeg har en gave med til dig.”

”Bare det ikke er en hermelinsandwich!” sagde Harry nervøst. Hagrid kunne endelig smile lidt.

”Nej, nej. Dumbledore gav mig hele dagen fri, så jeg kunne lave den. Han sku’ ha’ fyret mig i stedet, men det gjorde han altså ikke. Nå, men her er den så …”

Det viste sig at være en smuk, læderindbundet bog. Harry åbnede den nysgerrigt. Den var fuld af troldmandsfotografier. Billederne smilede og vinkede til ham fra hver eneste side. De var alle af hans far og mor.

”Jeg sendte ugler til alle elevernes forældre for at spørge, om de havde nogen gamle billeder af dine forældre. Jeg vidste, at du ikke havde nogen selv. Ka’ du li’ dem?”

Harry kunne ikke få et ord frem, men Hagrid forstod.

Harry gik alene ned til årsfesten den aften. Han var blevet forsinket af madam Pomfreys formaninger og bestemte fortsæt om at undersøge ham en sidste gang, før han gik.

Storsalen var allerede helt fyldt op, da han nåede derned. Der var dækket med Slytherins farver – grønt og sølv – for at fejre deres erobring af kollegiepokalen for syvende år i træk.

Et mægtigt banner med Slytherins slange var hængt op på væggen bag højbordet.

Da Harry trådte ind, dæmpedes larmen og latteren, men så talte alle i munden på hinanden med fornyet styrke. Han fandt sig en stol mellem Ron og Hermione ved Gryffindor-bordet, mens han forsøgte at lade, som om han ikke så, at alle begyndte at rejse sig op for bedre at kunne se ham.

Heldigvis ankom Dumbledore et øjeblik efter. Nu forstummede al samtale.

”Endnu et år et gået!” begyndte Dumbledore muntert. ”Og jeg kommer til at belemre jer med en gammel mands snak, før vi sætter tænderne i vores dejlige festmiddag. Hvilket år vi har haft! Forhåbentlig har I fået fyldt mere i hovederne, end I havde, da vi tog hul på skoleåret … og nu har I jo hele sommeren til at glemme alt, før næste år begynder! Men et år slutter ikke, uden at turneringsregnskabet gøres op; så vidt jeg har forstået, er stillingen som følger: På fjerdepladsen, Gryffindor, med tre hundrede og tolv point; på tredjepladsen, Hufflepuff, med tre hundrede og tooghalvtreds point; andenpladsen går til Ravenclaw med fire hundrede og seksogtyve point; og Slytherin vinder med fire hundrede og tooghalvfjerds point.”

Vild jubel brød ud fra Slytherin-bordet. Harry kunne se Draco Malfoy hamre sit bæger i bordpladen. Det var til at kaste op over.

”Ja, ja, godt klaret, Slytherin,” sagde Dumbledore. ”Men noget har fundet sted, som også må tages med i betragtning.”

Der blev meget stille i salen. Slytherin-elevernes smil blegnede en smule.

”Hmm, lad mig se,” sagde Dumbledore. ”Jeg har stadig nogle point at dele ud her ved sidste udkald … Først – til hr. Ron Weasley …”

Ron blev helt tomatrød i hovedet.

”… for det bedste slag skak, der hidtil er blevet spillet på Hogwarts. Jeg belønner Gryffindor med halvtreds point.”

Gryffindor-bordets jubel fik næsten stjernerne på det forheksede loft til at vibrere.

Percys stemme lød højest. ”Det er min bror, at I ved det! Min yngste bror! Han slap forbi McGonagalls kæmpestore skakbrikker!”

Endelig blev der stille.

”Dernæst vil jeg fremhæve frøken Hermione Granger … for hendes brug af iskold logik stillet over for et inferno af ild. Jeg belønner på hendes vegne Gryffindor med halvtreds point.”

Hermione gemte sig ansigt i hænderne; Harry var næsten sikker på, at hun græd af glæde.

Gryffindors elever var næsten ude af sig selv af begejstring – nu havde de vundet halvtreds point mere.

”Og vi har endnu en modtager af point – hr. Harry Potter …” sagde Dumbledore. Nu blev der så stille, at man ville kunne høre en knappenål falde til gulvet ”… for ukueligt mod og fantastisk tapperhed. Jeg belønner Gryffindor med tres point for hans bedrifter.”

Larmen var overdøvende. De, som kunne koncentrere sig om at lægge tallene sammen, mens de jublede, regnede ud, at Gryffindor nu havde fire hundrede og tooghalvfjerds point.

Det var nøjagtig samme antal, som Slytherin havde fået. De ville have vundet pokalen, hvis blot Dumbledore havde givet Harry et eneste point mere.

Dumbledore løftede hånden, og der blev langsomt stille igen.

”Der findes forskellige former for mod,” sagde Dumbledore smilende. ”Det kræver en del mod at stille op mod vore fjender, men mindst lige så meget mod kræves der, når vi må stå fast over for vore venner. Jeg vil derfor belønne Neville Longbottom med ti point.”

Hvis nogen havde stået uden for Storsalen, ville de utvivlsomt have troet, at der skete en eksplosion derinde – så voldsom var larmen fra Gryffindor-bordet. Harry, Ron og Hermione rejste sig for at juble, idet Neville, bleg og overrasket, forsvandt mellem alle de elever, som sprang frem for at omfavne ham. Han havde endnu ikke vundet så meget som et eneste point til Gryffindor. Harry, der stadig jublede, puffede til Ron og pegede over mod Malfoy, der ikke kunne se mere ærgerlig og chokeret ud. Det så ud, som om nogen havde udført den Totale Krops-lås på ham.

”Det betyder,” råbte Dumbledore midt i al hurlumhejet, for både Ravenclaw og Hufflepuff jublede over, at Slytherin endelig var blevet overvundet, ”at vi må udskifte vægdekorationen bag mig.”

Han klappede i hænderne, og på en brøkdel af et sekund blev det grønne banner højrødt, og sølvet blev til guld; den kæmpemæssige Slytherin-slange forsvandt, og en imponerende Gryffindor-løve tog dens plads. Snape måtte hen og give professor McGonagall hånden for at ønske hende tillykke, men man kunne se på hans sammenbidte ansigt, at det voldte ham noget besvær. Han fangede Harrys blik, og Harry vidste nu, at Snapes følelser ikke havde ændret sig den mindste smule. Men det bekymrede nu ikke Harry. Det lod jo til, at alting var, som det plejede, og at det næste skoleår ville blive helt normalt – så normalt, som det nu var muligt på en skole som Hogwarts.

Det blev den bedste aften i Harrys liv; dette var langt bedre end at vinde en Quidditch-kamp eller at slå en bjergtrold bevidstløs – ja, selv bedre end juleaften … han ville aldrig nogensinde glemme denne aften.

Harry havde næsten glemt alt om eksamensresultaterne, der skulle offentliggøres. Til deres store overraskelse fik både Harry og Ron gode karakterer. Naturligvis blev Hermione årets bedste elev, men selv Neville klarede sig igennem – hans karakter i Botanik kompenserede for hans ufatteligt dårlige karakter i Eliksir. De havde håbet, at Goyle, der var lige så dum, som han var led, ville blive smidt ud, men selv han bestod. Det var en skam, men som Ron sagde, man kunne jo ikke forlange alting her i livet.

Og en skønne dag var deres skæbne tømt og kufferterne pakket. Nevilles tudse blev fundet bag et af toiletterne, og beskeder blev delt ud til alle eleverne med formaninger om ikke at benytte sig af magi i ferien (”Jeg håber hvert år, at de glemmer at give os de sedler,” sagde Fred Weasley nedslået). Hagrid ledte dem ned til flåden af små både, der sejlede over søen; og Hogwarts-ekspressen ventede på perronen. De fandt deres pladser og snakkede og lo, mens landskabet uden for togets vinduer blev grønnere og mere kultiveret.

De proppede sig med Berties multismagsbønner, mens de susede forbi Mugglerbyerne, pakkede troldmandskapperne væk og i stedet iførte sig jakker og frakker. Endelig kørte toget ind på perron ni trekvart på King’s Cross-stationen.

Det tog nogen tid for dem alle at komme ud fra perronen. En erfaren gammel vagt lod dem kun passere to og to eller tre og tre, så de ikke tiltrak sig for megen opmærksomhed ude i stationens forhal, når de sådan kom brasende gennem muren. Det ville bare forskrække Mugglerne.

”I må komme og besøge os i sommer,” sagde Ron til Harry og Hermione. ”Begge to – jeg sender jer en ugle.”

”Tak,” sagde Harry. ”Jeg får brug for lidt opmuntring.”

De andre elever myldrede omkring dem, mens de rykkede frem mod porten til Mugglernes verden. Nogle af dem råbte:

”Farvel så længe, Harry!”

”Vi ses, Potter!”

”Du er stadig berømt,” sagde Ron og grinede til ham.

”Ikke der, hvor jeg nu skal hen, det kan jeg godt love dig,” sagde Harry.

Han, Ron og Hermione gik gennem porten sammen.

”Der er han, mor! Se, der er han!”

Det var Ginny Weasley, Rons lillesøster, men hun pegede ikke på Ron.

”Harry Potter!” skingrede hun. ”Se, mor! Han er lige der …”

”Ti nu stille, Ginny. Det er ikke høfligt at pege.”

Fru Weasley smilede til dem.

”Har I haft et travlt år?” spurgte hun.

”Meget,” sagde Harry. ”Og tak for karamellerne og trøjen, fru Weasley.”

”Åh, det var da så lidt, kære ven.”

”Nå, der er du! Er du klar?”

Det var onkel Vernon, stadig lige rød i ansigtet og stadig med sit store overskæg. Han så også stadig lige rasende ud over, at Harry dristede sig til at gå omkring med en ugle i bur, når han befandt sig på en offentlig station fyldt med almindelige mennesker. Bag ham stod tante Petunia og Dudley, der så helt rædselsslagen ud ved synet af Harry.

”I må være Harrys familie!” udbrød fru Weasley.

”På sin vis,” sagde onkel Vernon. ”Nå, få så lidt fart på, knægt. Vi har jo ikke hele dagen.” Han begyndte at gå.

Harry blev stående for at veksle et sidste ord med Ron og Hermione.

”Så ses vi i løbet af sommeren, ikke?”

”Jeg håber, at du … øh, får en god start på ferien …” sagde Hermione og kiggede usikkert efter onkel Vernon. Hun var forbløffet over, at nogen kunne være så ubehagelig.

”Det får jeg utvivlsomt,” sagde Harry med et bredt smil. Hans to venner kiggede forundrede på ham. ”De ved jo ikke, at det er forbudt at bruge magi, når man er hjemme på ferie. Jeg tror, at jeg får en masse skæg med Dudley i sommer!”